|
Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 2 (1870 - 1872) 1Chr. de Treschow: Contributions to the history of queen Elizabeth, London 1871 (Proposal of mariage made by king Frederik II of Denmark to queen Elizabeth).Frederik Krarup. Side 900
Da Hr. Candidat Treschow, Attaché ved det Kgl. Gesandtskab i London, nyligt for et Engelsk Publikum fremlagde den ovennævnte lille Bog, beredede han sine Landsmænd en glædelig Overraskelse af en ikke sædvanlig Art. Vi sigte herved mindre til den Opmærksomhed, det maatte vække, at see en Mand i hans Stilling omgaaes med Bogtrykkersværte og stavede Archivalier end til det for den historiske Videnskab ukjendte Faktum, han fremdrog. I dette ligger der nemlig en Indsigelse mod den gængse Anskuelse, der indhyller Historien om Kong Frederik ll's Hjerteanliggender i en romantisk Straaleglands, som et utvivlsomt meget ungt fyensk Lokalsagn endog forsyner med en Baggrund af luftig Sentimentalitet. Men ligesaa mislig en Egenskab Sentimentaliteten er for den til kraftig Optræden bestemte Mand, og ligesaa daarligl Komantiken lader sig forene med en Krone, ligesaa lidet passer del Billede, som den omtalte Forestilling giver af Frederik 11, til denne Konges sunde, naturlige Personlighed med sit Hang til potenseret Livsnydelse. Vi gribe derfor med Glæde den Leilighed, som Anmeldelsen af det foreliggende Arbeide giver os, til fra Geheime-Archivet , Haandskrifter i de offentlige Bogsamlinger og forskjellige trykte Værker at meddele nogle Oplysninger om denne Konges Ægteskabs Forhandlinger. Kun for en relativ Fuldstændigheds Skyld skal her omtales,hvorledes man allerede i Prindsens Barndomsaar tænkte paa ved at knytte hans Haand til en anden at lese forskjelligeKnuder i hine Tiders indviklede politiske Net. Endnu kun 7 Aar gammel var han saaledes allerede Gjenstand for et Ægteskabsforslag, som de svenske Deputerede paa et Side 901
Grændsemøde 1541 •) fremsatte for deres Danske Kolleger om at forene ham med en af Gustav Vasas Døttre. Dengang faldt imidlertid Spørgsmålet hen og synes ikke at være blevetgjenoptaget, hvortil den slet dulgte Misstemning mellem de to Folk og deres Fyrstehuse kunde være Forklaring nok. Vel taler senere engang (1559) et Rygte i denne paa Rygler saa overfyldte Tid om <.l Ægteskab med en Svensk Prindsesse,men en alvorlig Forhandling derom har neppe nogensindefundet Kun faae Aar derefter (154 B) blev der foreslaaet en ny Forbindelse for den 12aarige Prinds, da Kong Frants I af Frankrig henledede Opmærksomheden paa den fireaars Dronning af Skotland Marie Stuart2). Som iøjnefaldende Fordele udhævedes i Løbet al Forhandlingen3), fil Danmark derved kunde erhverve sig Ørkenøerne, som man dengang ivrigt arbeidede for at faae tillage, foruden at Landets Stilling jo ogsaa paa anden Mande derved vilde blive styrket. Men naar der endvidere henpegedes til Nødvendigheden af at slutte sig nøie til Frankrig og det Schmalkaldiske Forbund imod Keiseren, da var dette i Oieblikket neppe den rette Madding at sælte ud for Christian 111. Om end derfor maaskee Forhandlingen endnu en Tid er bleven fortsat og senere gjenoptaget (1535)4), er den dog i Virkeligheden bleven afvist. Ikke bedre Held
havde ved samme Tid Kong Edvard VI 1) Hvitfeld II 1517, Kiag: Christian lll's Historie, paa Dansk, I 242. Tegel: Gustaf I's Hist. II 131. 2) Ribier: Lettres et memoires d'éstat I 006—7. Citatet skyldes Bibliotheksassistent Cand. Bricka. 3) Udateret Skrivelse fra Kong Frants I til Christian 111, modtaget d. 6 Juni 1546. — Sml. Henry Martin: Hist. de France VIII 373 (ed. 4me.); Citatet skjldes Student Fridericia. — Cf. endvidere Calendar of State paner« Henry VIII, T. IX p. 444. 4) Henrik II til Christian 111 af 1 November 1548. Schumacher: Gel. Månner Briefe II 462 af 9 Juli (1555) cf. 111 219, Dan. Bibi. VIII 237—38. 5) Breve fra Hans Mønster af 8 Aug. og 16 Octb. 1559, Engelsk'e Kreditiver m. m. 1548 — 50. Aikin: Memoirs of the conrt of queen Elizabeth, 4 edit, I 115. Videnskabernes Selskabs Forhandl, for 1846. S. 123. Side 902
føreslog et Ægteskab mellem den Engelske Prindsesse Elisabethog den jevnaldrende Prinds Frederik, der siden for sent skulde beklage at have ladet denne Leilighed slippe sig af Hænderne. Dennegang oplraadte Frankrig1) i Overensstemmelsemed sit forrige Skridt bestemt fraraadende og fandt altsaa forsaavidt et villigere Øre nu end fer. Naar derimod en Engelsk Historiker*) lader Kong Christian trøste Elisabeth ved senere i hendes Trængsels Dage under SøsterenMaria i al Hemmelighed at tilbyde hende Sennens Haand, da maae vi stemple denne Efterretning som urigtig3). Imidlertid udvidedes Synskredsen her i Danmark, da Kong Christians Datter Anna ægtede Hertug August af Sachsen,hvemder snart ved Broderens Død tilfaldt baade Churfjrstendømmetogde politiske Forviklinger, hvori Morits havde spillet en saa væsentlig Rolle. For August gjaldt det om at holde sig i godt Forhold til Keiserhuset, og vi see ham derfor allerede 1553 ivrigt beskjæftiget med at bringe en Familie-Forbindelse istand med det. Under et Besøg , som Erkehertug Ferdinand, en Søn af Ferdinand I, dengang Romersk Konge og senere Keiser, aflagde ved hans Hof, fik Churfyrsten med Kong Christians Billigelse endelig Leilighed til gjennem sine Raader at lægge ham paa Hjerte at interessere sig for et Ægteskab mellem hans Søster Eleonora og Prinds Frederik af Danmark. Dengang havde Spørgsmaalet allerede i længere Tid været paa Bane, idet det oprindeligt var indledet af Churfyrstens Moder fra den ene Side og anbefalet fra den anden af Keiser Carl V's Minister Granvella4). Som MellemmandbenyttedesGrev Henrik VI af Plauen, og da han døde 1554 , traadte i hans Sted den Keis. Oberhauptmand i JoachimsthalBugislavFelix Herre til Elassenstein, der nu (1555) 1) Optegnelser af Gesandten Danzæus af 28 Octb. 1548; cf. allerede Riehers Relation af (September) 1546 i Krags Christianlirs Hist. paa Dansk, II 620. ') Camdeni Annales Angl. regn. Elizabetha I 20 (ed. Hearnio 1717) — Citatet skyldes Cand. Bricka. 3) En slig Høimodiglied vilde nemlig under det følgende Frieri umuligt kunde have undgaaet Omtale. *) Erkehertug Ferdinands Instruktion af 21 Febr. 1555 og Kong Christians Brev af 25 Octb. 1558 til Churfyrst August. Side 903
indfandt sig hos Churfyrst August med Kreditiv og InstruktionerfraErkehertugen. Heri meddeltes, at Kong Ferdinand af ganske Hjerte ariskede Ægteskabet, men bestemt krævede fuld Religionsfrihed for sin Datter, for at han med uskadt Samvittighed kunde indvillige i Fuldbyrdelsen af Giftermaalet. Denne Besked oversendte Churfyrsten ') til Danmark med sin bedste Anbefaling: fik man forst Brylluppet overstaaet, vilde Herrens Naade og chiistelig Underviisning nok jevne Vanskelighedernepaaden ønskeligste Maade. Kong Christian gik ogsaa nogenlunde villigt ind paa denne Betragtning af Sagen og forlangte kun, at. offentligt maatte „de afgudiske Ceremonierogovertroiske Messer" ikke finde Sted2). Et mere bestemtSvarkunde han imidlertid fersl give, naar han havde faaet talt med Sønnen, der opholdt sig i Skaane. Fra den Side blev der ikke reist yderligere Vanskeligheder3), og at det virkeligt var Alvor med disse Indremmelser, skjønnes bedst af en Betænkning fra denne Tid4), der gaaende ud fra, at en god Hustru er en Guds Gave, og fra Iste CorinthierVII12: „dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke," kom til det Resultat, at dersom der ikke stilledesetudtrykkeligt Forlangende om offentlig Gudstjeneste, burde Sagen ikke afvises. Man lukkede saaledes villigt Oinene i for ikke at see, hvor ilde det anførte Sted passede paa det givne Forhold, og haabede følgeligt paa et imødekommende Svar. Heller ikke ventede Churfyrst August nogen Fare — og det sagtens saameget mindrej som ikke færre end ti Døttreomgavden Romerske Konge. Derfor see vi ogsaa Churfyrstenforeslaae,at Prindsen skulde komme ud til Tydsklandforal tage hine Kongedøttre i Oiesyn, da der endnu var flere uforlovede af dem, der tegnede til at blive ligesaa smukke som Eleonora, og da man dog ikke kunde stole paa Portrætter og nødigt i en saadan Sag vilde give bestemte 1) Brev af 20 Marts 1550. 3) Brev af 4 April 1555. 3) Brev af 12 Juni 1555. 4) Udkas: med Anders Barby"s Kaaud. Side 904
Anvisninger1). Saa meget slørre blev derfor Skuffelsen, da man aldeles ikke fik noget Svar paa sine velvillige Tilbud, hvad Kong Christian bestandigt vedblev at fele som en ham uforskyldt tilfeiet personlig Fornærmelse. Imidlertid var Prindsen tillaget i Alder og gode Sæder, hvad hans Forældre dog synes at have været noget langsomme til at opdage. Det var Churfyrst August, der maatte gjere sin Svigerfader opmærksom paa7 at Sennen nu baade var et voxent Menneske og en vakker Person2), medens Churfyrstinden, der vel bedre kjendte Hjemmets Fordomme, udtrykkeligt fremhævede, at han aflagde de Unoder, der kunde forringe hans Anseelse, og nu forstod at opføre sig standsmæssig tI''). Om det er heri, man maa søge Aarsagen til, at Ægteskabstilbudene tiltage i Antal, eller om det kun var de gode Udsigter, der lokkede Lysthavende, faaer henstaae uafgjort; men vist er det, at vi fra nu af i en Række af Aar høre Forslag paa Forslag, alle sigtende til at vinde Prindsens Haand. Churfyrst Joachim II af Brandenburg glædedes dengang ved Skuet af 4 giftefærdige Døttre og tilbød Prindsen en af dem til Hustru ; men en Forbindelse paa den Kant har ikke forekommet Kong Christian ønskelig, thi Churfyrstcns Tilbud blev foreløbigt afvist4). Sterre Imødekommen fandt derimod et andet Forslag , der blev grebet med den mest udelte Iver, og som under Afbrydelser og allehaande Vanskeligheder vedblev at være det Emne, hvortil man i den følgende Tid atter og atter kom tilbage. Skjendt Kong Christiern II allerede i mange Aar havde siddet som en uskadelig Fange paa Kallundborg, var dog den Frygt, han fordum indjog den nye Danske Kongeslægt, ingenlunde fjernet. Endnu levede nemlig hans to Døttre, den ældste Dorothea som en barnløs Enke efter Churfyrst 1) Efterskrift til Brev af 13 Juli 1555. 2) Udateret Brev fra Slutn. af 1557. 3) Brev af 13 Decbr. 1557. 4) Meddelt i Brev fra Kong Christian til Sønnen Frederik af" 18 Novb. 1557, men uden at henfores til noget bestemt Tidspunkt. Side 905
Frederik af Pfalz, og den yngste Christine som Enke efter sit andet Ægteskab med Hertug Frants af Lothringen, der havde efterladt hende en Sen og to Døttre. Hendes Beundrer,Brantome, har givet os en mærkelig Skildring af hendes ualmindelige Sjæls og Legems Gaver, og den Rolle, hun med sine ringe Midler forstod at spille i Datidens Politik, bekræfter hans Ord. Mtn hun var fremfor Alt en æresyg og forfængelig Kvinde, der endog afnødte Catharine af Medici det Udraab: „Voila la plus glorieuse femme, que je vis jamais,"hvad ogsaa Gram diplomatisk udtaler i de Ord:„ Hendes heye og stolte Mod var ikke saa meget for Venskab og Kjærlighedsom for Ære"1). Selv levede hun dengang i Mecheln fordrevet fra sit Land, som Kongen af Frankrig havde bemægtigetsig tilligemed tiendes Sen, der ved at opdrages ved det Franske Hof skulde være et Middel til at forberede LothringensOpgaaen i Frankrig. Gjentagne Gange havde der allerede været forhandlet om en Udsoning mellem Kong Christian 111 og de to Søstre, men disses Fordringer pia en Afstaaelse af Land havde forspildtethvert Resultal deraf. Kongens Broder Hertug Adolf havde endog tilbudt Christine sin Haand2); men Alt havde hidtil været forgjæves. Da var den gamle Johan Rantzau tilligemed Hertug Adolf 1.556 i Briissel og kom her i Tale med Greven afAremberg, hvis Hustru Margrethe af Mark herte til Enkehertugindens og hendes Døttres nærmeste Omgang. Her erfarede da Rantzau, at Kong Christierns Dettre nu havde skiftet Sind og v;ire villige til Forlig, hvis de turde gjøre Regning paa lirøde Vommen hos Christian 111. Gjennemsin Søn Henrik, den bekjendte Statholder i Hertugdømmerne,meddelte Rantzau dette til Kongen3), der viste megen Tilbøielighed for at faae Sagen afgjort. Som Følge heraf medbragte Philip Ils Gesandt Gothard v. Bockholt, der 1) Kbhvnske Vidensk. Selsk. Skrifter V 120 f. og 105. II 378—79, Aktstykke i Arcljives du Royaume i Bru?sel. 2) Arch. f. Staats und Kirckengesch. cl. Herzogthiimer Schleswig, Holst. Lauenb. velse fra H. Eantzau af 1 Juli 1556. 3) Skri- Side 906
i Foraaret 1557 ankom til Danmark, et Kreditiv fra Aremberg, hvorved han bemyndigedes til at indhente yderligere Oplysningerhos Johan Rantzau, samt et Brev fra Enkehertuginden til hendes Fader1). Dette sidste fik Gesandten Lov til personligtat overbringe, og af hans Udtalelser til Kong Christianfremgik saa meget, at de to Søstre nu havde opgivet Fordringerne paa en Landafstaaclse, saa at et Forlig dog nu laa inden Mulighedens Grændser9). Kongen og hans Brødre enedes da om at tilbyde Medgift, Udstyr og dertil en passendeGav e1"5), men fik et endnu mere imedekommende Svar, end de efter det Foregaaende kunde have ventet. Ved Midtenaf August indfandt der sig nemlig hos Henrik Rantzau el Bud Andreas von der Mohlen fra Maximilian af Beveren, Greve af Bourgoyne, Ridder af det gyldne Vlies, Statholder i Zeeland ? Holland osv. osv., og tilkjendegav, at den Lothringske Familie nu vilde foreslaae et Ægteskab mellem den ældste af Enkehertugindens Dettre , Renata , og Prinds Frederik. I Medgift skulde hun bringe sin Brudgom: fra Broderen et Afkald paa alle hans Rettigheder til Danmark og Sverig samt en Tilslaaelse af, at Prinds Frederik skulde være hans nærmeste Arving til Lothringen, hvis han selv dede uden Livsarvinger, og fra Kong Cbrislierns Dettre lignende Afkald og Arveret til deres meste Eiendom, ligesom hun ogsaa skulde faae alt det, som Kong Christian maatte komme til at betale de to Søstre i Affindelse, saa at det skulde blive en større Brudeskat, end Nogen endnu havde hørt nævne. Den yngre Datler vilde man sætte i Kloster*), da hun var halt og ikke noget Verdensbarn. Instruktion og et Portræt af Prindsessen skulde siden følge4). Det var
Forslag, der nok kunde sætte en roligere Natur *) Hun blev dog 1575 gift med Hertug Erik af Brunsvig. 1) Cf. Behrmann: Christen ll's Fængsels og Befrielses Hist. 89. 2) Brev fra Kongen til H. Rantzau af 26 April 1557. Mai 1557. 3) Ditto af 29 4) Brev fra H. Rantzau af 16 Aug. 1557. Side 907
i Orden, og snart var Kongen ligesaa blændet som han af de glimrende Udsigter lil saaledes pna den letteste Maade af Verden at komme ud af mangeaarige Vanskeligheder. Portrættot udeblev imidlertid, og da Instruktionen endelig ankom, bevarede den en forsigtig Taushed otn de store Tilbud,om den end i Hovedsagen med Hensyn til Ægteskabet fastholdt det Forrige. Foreløbigt gjaldt det dog nærmest kun om at skaffe von der Mohlen Leilighed til at tage Prindsen i ©iesyn, og hertil frembød der sig en særdeles gunstig Leilighed,da Churlyrst August kort efter begav sig gjennem Holsten hjem fra et liesøg hos Svigerfaderen, ledsaget lil Hjemmet af sine unge Svogre, der under eL kort Ophold i Sachsen skulde kasie el Blik paa den fremmede Verden. Medens nu \. d. Mohlen ilede tilbage til de Beveren, der i hei Grad glædede sig ved den gode Besked, han medbragte, opholdt Prindsen sig i fornoieligt Velbefindende hos Svogeren i Sachsen. Iler var saa meget at see og prøve, at han snart var villig lil at forlænge Opholdet for sammen med Svogeren at besøge den lil Fastelavn 1558 berammede Churfj rstedag, hvor Kong Ferdinand skulde modtage Keiserkronen. Kong Christian havde imidlertid samme Kong Ferdinands haanlige Behandling fra sidst i altfor disk Minde, saa at Anmodningen om Tilladelsen til Reisen blev besvaret med en Befaling til sti as; at vende hjem, ledsaget af en udtrykkelig Advarsel mad |»aa Hjemveien al besoge Berlin, hvor man let kunde faae i Sinde at fornye sit tidligere Tilbud1). Men her hjalp ingen Befaling , og saa mange Modgrunde blev anferte , at Algjerelsen endeligt blev overladt til Churfyrsten'-). Det var dog ikke alene Frygt for, at del skulde faae Udseende af, at man fremdeles hos Keiseien vilde banke paa den Port, der n_vli,»;t var bleven lukket saa forsvarligt, som stod den gamle Konge for Hovedet, men tillige Bekymringfor, 1) Breve til Churfyrsttii., Churfyrstinden og Prind.sen af 18 Novb. 1557. 2) Geh. Areli. Aarsber. I 76—77, Churfyrstindens Brev af 13 Decb. 1557, og- Kongens af 1 Januar 1558. Side 908
ringfor,at denne Reise kunde komme i Veien for Forhandlingernemed Enkehertuginden af Lothringen. 1 Mellemtiden havde man nemlig faaet Breve fra v. d. Mohlen, der stillede i Udsigt, at der snart vilde komme et Gesandtskal) for at gjøre endelig Aftale om Ægteskabet'), og vare fulde af Beviserpaa den Iver, hvormed de Beveren fremmede sagen. Skulde nu Gesandtskabet komme, maatle Prindsen dog efler Kongens Mening være tilstede for at give sit Ja; men kunde Churf}rsten paa den anden Side skaffe Prindsen Lejlighed til at faae sin bestemte Brud at see, uden at det gjorde Opsigt, vilde det jo rigtignok ogsaa være at paaskjenne. Og, som sagl, Churfyrslen og Prindsen vare enige om at reise; alle Faderens Betænkeligheder kunde man saa let gjendrive, og de Tilknytningspunkler for deres Beslutning, der laae i hans Brev, blev snart fundne: Skulde det omtalte loihringske Gesandtskab ankomme til Danmark under Prindsens Fraværelse, da vidste Faderen jo nok, at Sønnen havde bemyndiget ham til i Ægteskabssagen at gjore og lade, som han selv fandt for godt. da Prindsen i Et og Alt vilde rette sig elter hans Bestemmelse. Overfor Kong Ferdinand og hans Senner lovedes den yderste Tilbageholdenhed, og skulde der dog blive slaaet paa en Gjenoptagelse af den tidligere Forhandling, vilde de henvise Alt til Kong Christians Afgjørelse. Men forresten behøvede man neppe at frygte for <xt nyt Forslag, da en Forespørgsel, der nyligt var slillet i den Retning ved det Sachsiske Hof var blevet eftertrykkeligt afvist2). Som Følge af alle disse gode Løfter og smukke Ord finde vi kort derefter Churlyrsten og hans Svoger ved Forsamlingeni Frankfurt, hvor Prindsen lever i den fortroligste og gladeste Omgang med de mange Jevnaldrende, han træller paa, blandt Andre Grev Giinlher af En Li-ilighedtil al faae den loihringske Prindsesse at see, visle det sig deiimod aldeles umuligt at finde, hvad der var saameget 1) Brev fra H Rantzau af 12 Decbr. 1557. af 20 Januar 1058 og Churfyrstens af 27 Januar. 2) Prindsens Brev Side 909
uheldigere, som Prinds;en nu pludseligt erklærede, at han ikke vilde tage sig en Hustru uden forud at have seet hende'). Et Held i Uheldet var det da, at Hertug Christoff af Wiirtemhergog Churfyrst Otto Heinrich af Pfalz meldte sig hos Churfyrst August som bemyndigede til paa Kong Christierns Døttres Vegne at indli'de Forhandlinger om et Forlig med Kongen af Danmark. En slig Forhandling kunde Churfyrst August ikke noksom anbefale; thi selv et magert Forlig var dog at foretrække for et ulykkeligt Ægteskab. Han fik følgeligtogsaa den allraaedt- Bemyndigelse til at optage Forhandlingenpaa Kongens Vegne, men Formaalet med den synes rigtignok kun at have været at faae et Brev fra Pfalzgrevinden besørget til hendes Fader i Fængselet. I hvert Fald blev det hele Resultatet. Den 9de April looS kom Prindsen hjem fra sin udenlandske Rcise. At han nu ikke længere vilde indlade sig paa Ægteskabet, var Kongen en stor Sorg, da store Vanskeligheder paa den Maaile kunde være blevne jevnede; men Tvang skulde der ikke blive anvendt paa ham, og man maatte da stille Sagen i Guds Haand-). Kongen kunde imidlertid saa meget lettere tale i hiin resignerede Tone, som det bebudede Gesandtskab fra Nederlandenetrods de Bevcrens Løfter og Henrik Rantzaus opirredePaamindelser sla;iigt lod vente paa sig. Vel indfandt der sig ved Paasketid en Gesandt fra Philip 11, men han talte aldeles ikke om Ægteskab. Erikehertuginden havde nemlig dengang faaet g inske andre Ting at tænke paa. Alleredei flere Aar havde Frankrig og Spanien med Opbydelse af deres sidste Kræfter ført en endeløs Kamp , som begge Parter kun ønskede en Anledning til at afslutte. Hertil blov nu Enkehertugiriden et brugbart Redskab, idet hun, et Sødskendebarntil Kong Philip af Spanien, kun behøvede at beraabesig paa sine moderlige Følelser for at faae Adgang til det Franske Hof, hvor hendes Søn nødtvungen opholdt sig. 1) Cliurfyrstens Brev af 17 Marts med Efterskrift. Brev af 11 April 1558 (Montag nach Ostern). 2) Kongens Side 910
Og i Viikoligheden blev ogsaa ad denne Vei den Forhandlingindledet, der' afsluttedes 1559 i Caleau Cambicsis. Men herved blev Hertuginden tillige en betydende Person, der kunde gjore Paastand for sig paa begge Parters Taknemlighed,og store Planer gjærede følgeligt i det stolte Sind: Hvad skulde hindre hende, ..Dronningen af Danm.uk". med Frankrig og Spanien til sin Haadighod i med Magt at bemægtigesig det, der med Urette forfioldtes hende? Da nu endvidere hendes Moster Dronning Maria af Ungarn, hidtil Statholderinde i Nederlandene, dode i det Samme, saae hun sig i Aanden som dennes Eflerfølgerske i Magien. Og skjøndt netop disse hendes vuHllyvende Planer bragte Kong Philip til at foretrække sin Halvsøster. Hertuginde Margrethe af Parina , til den eftertragtede Post , opgav Christine dosi ikke sine store Planer, men fortsatte fra Nancy, hvortil hun nu endeligt vendte tilbage, det Spil af Intriger, hvori hun følte sig saa vel, og som i lang Tid fyldte Statsmændene med Ængstelse og Rygtesmedene med Stof1). Ivrig som man altid har været her i Danmark til hos sig selv al sege Skylden for uforskyldt Uheld, var der ogsaa dem, der dengang opdagede, at Aarsagcn til, at don saa eftertragtede Forsoning gik overstyr, laa i Pritidsons Keise til Frankfurt, hvor nemlig lian og Churfyrstcn skulde have altalt en anden Forbindelse med Keiserhuset-). Om der end er Et og Andet der kunde bestyrke denne Mistanke, er der dog i Virkeligheden ingen Grund til at betvivle Churfv rstens Forsikkringer om det Modsatte3) eller Kong Christians hchestemteAfvisning af slige Paastande, da de ogsaa havde fundet Vei til Hertug Albrecht af Preussen4). At netop denne særligt interesserede sig for Sagen, er dobbelt forklarligt,da han i Begyndelsen af samme Aar 155$ selv havde været Overbringer af et Frieri til Prindsen fra den Polske 1) See f. Ex. Langneti epistelæ 1.. II ad Mordisium epp. V et Vil pp. -21 — 23, 2-4 —2C, d. d. 20 Novb. et 2i> Xovb. 1559. H. Kantzau af Mai 1558. 2) liiev irs* 3) Efterskrift af -_'5 Juli 1558. i) Novb. 1558. 4) Brev ui Side 911
Konge paa dennes yngste Søsters Vegne . den samme Prindsesse Anna, som siden blev hegjærcl blandt Andre af Frederik lis Broder Magnus og endnu senere besteg sine Fædres Tlirone som Stephan Bathorys Gemalinde. Men Kong Christian, der vel ikke anede hiin vordende Storlied, havde foreløbig afvist Tilbudet, „hvor dydefuld, smuk og velopdragenend samme Fyrstinde var bekjendt for al være"1). Men modens man nu med en vis Spænding imedesaa Resultilet af hine „Liuhringske Pracliqueiet, hvoraf der gik saa stort et Ry, og midens man vel endnu h.ir folt en vis Tornhed \ed Ophoret af saa ivrige Forhandlinger, vendte Prindsens Tanke tilbftg: til Keiserens Datter. En Barnedaab i Churhrst Augusl's Familie kunde jii1 c ham Anledning til et nyt IJcse^, hvor der da maatle sorges for at slcaffe ham f-eilighed til at \\inv Keiserens Damer navnlig „Frekena Eleonora at see") Ved nærmere Overvdeiso og intime Forespørgsler erfarede man 'midlertid- at hvor velstemte end Erkehertugert.e, Maximilian og Ferdinand, vare for Forbindelsen, reiste Lveisoren selv dog de samme Vanskelighed ir som for'3). Det blev derfor Kong Christans sidste Kodgegjernirig at befale Sagtn stillet i Bero : Skrnelsen derom fandtes elter hans Død liggende ufuldferl og blev i denne Skikkelse tilsendt Churfyrst August rncd et l'ar Ord i samme Kctning af den nye Konge Frederik II4). Man iik saa meget mindre Anledning lii at angre denne Beslutning, som dei allmede i Kon'g Christians sidste Levedagehavde aabnet sig tudnu mere glimrende Udsigter. Den 17 November 1558 lukkede den ulykkelige Dronning Maria af England sine Oine, og l'.iae Uger efter gjorde den bestandigt lige utrættelige Henrik Hanlz.iu opmærksom paa, at der her vistnokvar Anledning til at gjøre Noget, da den nye Dronning var protestanlisk-sindeU saa at det vistnok vilde være rigtigt 1) Brev af 1!) Januar 1558. 2) Kongens Breve af 14 Septbr. 1558, cf Clmrfvrstens Svar uf 12 Octb. dennes til Prinds Fri.derik .if 1 Decb. 3) Konp-cns Brev af 25 Octb. 1558, Erkeliertug Ferdinan Is til Cliurf/rst Auyust at 12 Novb. og 4) Brev ha Chr. 111 (dateret 10 Januar 1559) og fr.i Fred. II af 29 Januar 1559. Side 912
at sende en Mand over til England for at see Lejligheden an1). Omtrent samtidigt vare ligeledes Churfyrst August's Oine blevne opladt paa samme Maade: Hvor passende vilde det ikke være, om Danmark og England igjen bleve forenede, som Historien vidnede, at de havde været fer, saa al Sagen vel fortjente at efterlænkes, om Kongen ellers skulde vide Middel og Maade til at faae den sat i Gang9). Det traf sig saa heldigt, at Kongen strax i det før omtalte ved hans Død afbrudte Brev kunde svare bekræftende herpaa ved at henvisetil, at Professoren ved Kjøbenhavns Universitet Hans Mønster, „en lærd og christelig ung Mand", i Kong Edvards Dage havde været Lærer for den daværende Prindsesse Elisabeth. Denne Mand blev da strax afsendt til England for at indhente Underretninger3) og derpaa paany udsendt af Kong Frederik forsynet med et Kreditiv4). Ifølge delte var det kun Krigen i Ditmarsken, der hidtil havde hindret Kongen i at sende et Gesandtskab, som dog skulde komme, saasnart Kroningen var overstaaet. Men delte Kreditiv maatte kun afleveres, hvis Jordbunden fandtes gunstig, medens Reisen ellers skulde have Udseende af at være ganske privat. Af Afleveringen blev der dog Intet, da Mønster ved Ankomsten til London den 21 Sept. fandt den Keis. Gesandt Caspar Breunerallerede paa tredie Maaned ifærd med at forhandle med Dronningen om et Ægteskab med en af Keiserens Sønner, Carl eller Ferdinand, ligesom der ogsaa havde indfundet sig et Gesandtskab med lignende Hverv fra den udvalgte Kong Erik af Sverig. Derimod benyttede Mønster Tiden til i privateSamtaler med sin Elev, Dronningen, at lovprise Kongensherlige Sjæls- og Legemsgaver. Han mindede om, hvorledes baade Kongen og Dronningen trængte til en gtemageog i hendes Erindring hendes Broders tidligereForslag. Hun tilstod at kjende disse sin Broders Planer, men yttrede forøvrigt Intet om Tilstanden i sit Sind 1) Brer af 15 Decb. 1558. . 2) Udateret Brev af 13 Decb. 1558. 3) Fred. II til Clmrf. August af 17 Febr. 1559. 4) Dat. 1 Juli 1559. Side 913
„med dets
skjulte Heihed og Dybhed"1). M&nster troede Medens han nu ventede paa Svar hjemmefra, anstillede han lagttagelser over de Beilere, der baade fra Indlandet og Udlandet kappedes om Prisen. Mest frygter han den Keis. Ambassade, hvis Formand Caspar Breuner skildres som en særdeles dannet Mand, der stod heit i Dronningens Gunst. Sterst Opmærksomhed helliger han imidlertid af nærliggende Grunde de svenske Gesandter, hvis Pralerier ogsaa af den Grund ere ham af Vigtighed, fordi de især gik ud paa at hæve Sverig paa Danmarks Bekostning. Vel afreiste disse Gesandter snart, men Lun for at give Plads for Kong iiriks egen Broder, Hertug Johan af Finland, og der ankom nu i det Hele flere og Gere fremmede Sendebud blandt Andre Dr. Adam Tratziger fra Kong Frederiks egen Farbroder Hertug Adolf af Gottorp3). Imidlertid indlob i Slutningen af September Svaret hjemmefra dat. d. 27 August, der ytlrede sig meget anerkjendende om Monsters Adfærd, skjøndl Kongen jo nok havde ønsket og ventet en bestemtere Udtalelse Ira Dronningen. Et Brev til denne medlilgte, men uden at deri nogen bestemt Beilen udtrykles, idet man dog haabede, at en saadan nok kunde indledes paa Basis deraf, og at man da kunde faae en Udtalelse fra Dronningens Side, der kunde give Anledning til en mere aaLenlys Fremtræden. I sin Belation af 16 October afgiver Monster derpaa Beretning om den Samtale, ban i den Anledning havde liavt med Dronningen. Idet lian dementerede Rygtet om, al Kongenskulde have en af Jieiserens Døtlre, foreslog ban hende — dog kun som af egen Indskydelse — ligefrem gteskabetog sin Konges fortræffelige Egenskaber, saa at Dronningen begMidte at lovprise den Sjælsstorhed, som Kongen og Hertug Adolf havde lagt for Dagen i Dit— 1) «qui altos et profunrios håbet recessus«. 1559. 2) Relationer af 8 Aug-. 3) Rel. af 18 og i's Aug, 9 og 18 Septb. 1559. Side 914
marsker Krigen, og fortsatte med al. rose Kongens Ydre, som hun kjendte af Beskrivelser og af et Billede. Kl Brev fra Dronningen medfulgte, men en bestemt Opfordring til Frieriet fra hendes Side vilde vistnok vanskeligt kunne opnaaes,ligesom rnan i det Hele burde gaae varsomt til Værks for ikke at ribikere Gjengjæld for det Afslag, Elisabeth tidligerehinde Hvor i\rigt Kong Frederik end saaledes havde grebet Sagen an, havde han dog fra fors te Færd en Anelse om, at en saadan Lykke laa over det Maal, som var ham beskikket i Livet1). Foi ham var der her en Mulighed til at erhverve sig og sit Huns Navnkundighed, og han var bestemt paa at preve denne Mulighed og see, om maaske netop han skulde va?re den Heldige, der „fangede dette Storvildt" -). Men han skjulte ikke for sig selv, at Æren maaskee kunde blive kostbar nok, naar man til sine gamle Bryderier feiede nye. Og der var virkelig Anledning til at gjere saadanne Betragtninger selv uden Hensyn til den vanskelige Stilling, en fremmed Konge vilde faae i England, da paa den ene Side Liefland og paa den anden Skotland ved den Tid vare Gjcnsland for Altraaer og Rænkespil, der ophidsede de ved Reformationskampene allerede forud forbittrede Sind. Og særligt uheldigt var Danmark stillet, idel Beregning og Ønsker opfordrede til Dceltagelse i Stridighederne om Østersølandene, medens der i Nancy sad en stadigt uforsonet Fjende, hvis Had til det Danske Kongehuus nu yderligere opllammedes af den landflygtige Peder Oxe11 * 1). Medens Kong Frederik derfor med spændt Interesse vedblev at lytte til Efterretningerne fra England, foretog han sig lil samme Tid at anstille Efterforskninger om det lolhringske Hofs Planer og Udsigter, der hinde faaet el endnu farligere Udseende, efterat Guiserne ved Frants H's Thronbestigelse havde faaet Magten i Frankrig. 1 fuld Overensstemmelse, som del hedder sig4), med sit 1) Efterskrift til Brev fra Fred II til Churf. August af 17 Febr. 155<>. 2) Koiigi-ns Udtryk i Brev til Cliurf. August af 21 Oetb. 1559. 3) Cf. Ityges Peder Oxe S. 172 og 179 ff. 4) Brev fra Bossu til Eukchcitugiuden af Lothriugen af 1 Kovb. 1559. Side 915
Raad og sil Folk, besluttede han da at fornye don afbrudte Forhandling mod Lotlii ingen, medens han dog samtidigt forisatte den i England juabegyndte. Og som man nu havde et dobbelt JMaal, saaleces arbeidede man hen derimod med fordobblede Kræfter. Til England semllcs nu nemlig Adelsmanden Axel Termesen Viffert formodentligt som en mere passende Repræsentant end den sidelærde Professor, der dog fremdeles forblev paa den Post. hvor hans persen lige Forhold til Dronningen gav ham en saripgon Betydning. Ogsaa Hertuginden af Lothringen vilde mfwi angribe Ira to Sider: den juridiske Professor Ur. Alheri Km [.perl skulde hen\erde sig til Maximilian af Bossu, Greve af Hennin og So.stersen af den i Mellemtiden afdøde de Roveren, medes Henrik R;uitzau skulde fornye sil gamle »Srkjendtskab med J(dian af Ligne. Greve af Aremberg, hvis Hustru var den for n;evrite Margrethe af Mark. Den der sidst ko'ii afsted af de Ire IVrsoner, var Henrik Rantzau. Ved en Skrivelse fra Kongen af "J 2 September blev han opfordret li! a. indlinde sig i Kjobenhavn saa hurtigt, som blol skee kiiride, da der v<ir \igtige Sager paa Færde. Han blev nu ii il\iet i Planerne og gik med Liv og Sjæl ind paa dem Ih "ir slor en Lyst Kongen end kunde have til et stort N<v> n i Historien, var hans Følelser i den Retning kun et Barns i Sammenligning med Ranfzaus smagløse Forfængelighed; r.i- n paa den anden Side var Rantzau selv Vogter af den Græudie. der truedes fra Lolhiiitgen, og et mindeligt Forlig med delte Huus forekorn ham som den beieste Lykke, rier kunde tinus Kongen. Han paalog sig derfor med Glæde den foreslarie.de Reise til Greven af Aremberg, der vidstes dengang at opholde sig paa Slottet Vollenhove i Nærheden af Zwolle. Paa sin
Hjernrei.se fi a Kjøbenhavn møiitc Ranlzau Budet,
1) Dat. 9 Octl). 1559. li'antzaus Skrivelse ec udateret, men fra en af de første Dage i November. Side 916
nabnede og læste han Brevskaberne og saae deraf, at Dronningen vel havde vogtet sig for de Udtalelser, som man saa inderligt længtes efter at høre; men da hun dog til Slutningen enskede Lykke og Held over Kongen og alle hans, baade de nærværende og de tilkommende, fandt Rantzau i det sidste Ord en fiin Antydning af Dronningens lenlige Haab. Da nu desuden den Kongelige Sekretær Caspar Paselich ved samme Tid1) fik Meddelelser fra England, der fremstillede det som et Onske i ansete Engelske Kredse, at Kongen skulde optræde som Beiler, bred denne pludselig! overtvært og paalagde Alensier at rebe Dronningen sit virkelige Ærinde-). Om selve det afgjørende Optrin tie Kilderne fuldstændigt; men deres Tausbed t;iler tydeligere end tusinde Ord. Man skyndte sig her i Landet med at. slaae Sagen i Glemmebogen, og det her anmeldte Arbeide har for første Gang aabenbaaret den godt gjemte Hemmelighed. En var der dog, som ikke felte nogen Forpligtelse til at forholde Verden den delikate Nyhed, nemlig Dronning Elisabeth. Da saaledes Catharine af Medici nogle Aar senere anstrengte sig for at faae sin 14aaiige Son Carl IX forlovet med den da 31aarige Dronning, forefaldt der følgende Samtale mellem Elisabeth og en af hendes Fortrolige blandt de fremmede Gesandter: „Altsaa er Deres
Majestæt ifærd med at ægte Kongen Elisabeth med et Smil, halvt skjulende sit Ansigt: „Det er nu Fastetiden, og I er en god Ven, derfor vil jeg skrifte mine Synder: Kongen af Spanien ©tiskede at ægte niig, Kongen af Sverig enskede al ægte mig, Kongen af Danmark onskede at ægte mig og Kongon af Frankrig ønsker at ægte mig." „Og Erkehertugen
ligesaa," tilføiedc Skriftefaderen. „Eders Fyrste,"
vedblev hun uden [lensyn til Afbrydelsen, 1) Brev dat. Odense 8 Novb. 1559. 2) Ordre af 15 Novb. 1559. 3) Froude: Hi^tory of England VIII 126. Side 917
Men allerede et Par Uger, før Kongen greb hiin afgjørende Beslutning, var Dr. Albert Knoppert ankommet til Nederlandene for gjennern en forhenværende lolhringsk Hofmand, Gillis van Heyhvighen i Briissel, at knytte Forbindelse med Greven af Bossu og gjennem denne med Enkehertuginden. Til hende anmeldte Bossu altsaa Knopperls Ankomst og Ærinde med Forespørgsel om, hvorvidt et Gesandtskab, der kom for at begjære Bruden, vilde være velkomment1). Hertuginden svarede undvigende, at derom maatte hun ferst raadfere sig med Familien og andre Port'ntater -); men den Hurtighed, hvormed hun svarede, blev udlagt som et godt Tegn af Henrik Rantzau og hans Venner, der nu begyndte at virke i Sagen. Disse Venner vare, som forhen antydet, Greven og Grevindenaf Aremberg, et Ægtepar, der i Rigdom og Anseelse stod høiest blandt hine Egnes mægtige Stormænd. Rantzau ankom henimod Midten af December 1539 til Vollenhove og fik, høit anseet, som han var, for Stilling, Kundskaber, Fødselog Rigdom, en Modtagelse, som om han kunde have været en Konge. I fortrolige Samtaler kom Forholdet mellemDanmark og Lolhriiigen paa Bane, man beklagede Adsplittelsen,ønskede, at Parterne maatte gjore hinandens personligeBekjendtskab, og kom da til en nærmere Vurdering af deres Egenskaber. Grevinden kunde her ikke finde Ord nok til at lovprise Prindsesse Renata, saa Rantzau tog Leilighedeniagt og gjorde Indvendinger mod hendes Skjønhed, sort som hun jo var. „'.Vei," svor Greven, „hun er hvidere end Portrættet endog, og vel har hun sort Haar og Oienbryn,men det klæder hende netop." Saa maalle Portrættet frem for at afgjore Striden, og da maatte Rantzau i Sandhed erkjende sig for fuldstændigt beseiret, men fik til Gjengjæld ogsaa efter lang Parlamenteret] Lov til at laane Portrættet hjem med sig. Men Grevinden, der ivrigt interesserede sig for Planen, da hun fersl: fik den at vide, forlangte rigtignok 1) Brev af INovb. 1559. 1560. 2, Breve af 21 Novb. 1559 og- Uanu.ir Side 918
|>aa sin Side et Porlræt af Kongen tH Gjcngjæld. Et saadant,mente Rantzau, bør Kongen o^saa bringe til Veie, og lian niaa nu endelig ikke indlade sig paa andre Giltermaal; llii vel er der ingen Fare fra denne Kant paa Grund af Pengemangel, roen Partiet er i alle Henseender saa onskeligt,især da der ikke er Udsigt lil, at den unge Hertug af Lotliringen faarr Arvinger1), Saa lovende var altsaa Begyndelsen og Forlsættelscn svarede dertil. Arembern og Bossu kappedes i den Grad om at lægge deres fver for Dagen, at Rantzau landt sig foranlediget til at oplyse, at Bossu ventede ved sin Medvirkning al opnaae Betaling af en Sum Penge, Kong Christiern 11 var blevcn barn skyldig, og al Aremberg haabede at see sine Anstrengelser belonnede med heiere Magt og Embedsslilling'-') Men ak, de skjonne Kræfter van? spildte. Hertuginden kunde al Irig blive færdig med at raadspoige sine „Potentater", og Frederik ll's vaagnende Mistanke lilkjendqgav sig ved, at ban bestemt undslog sig for at sende Grevinde Aremberg det enskede Portræt, v. d. Molilen, der nu som lor var Budbringer i Sagen, blev indtiklet i en kilden Historie, da en af den danske Konges Ståletter, Galskjet, liavdc dræbt en af Hertugindens Mænd , Conrad Uxul , og undgik kun ved Kongens Forbøn de værste Følger3). Der hvidskedes om, at Aremberg forsætligt drog Sagen i Langdrag, hvorpaa ban opirret erklærede ikke at sille have mere med den at gjøre4). Herved bestjrkedes Kongen yderligere i sin Mistank e5), der sagtens næredos ved Hygterne om lolbringske Kastninger*'). At han dog ikke har anseet Hertuginden af Lotbringen for ganske uforsonlig, fremg.naer deraf, at han str.ix bcgjndte paa en ny Forhandling med hende. Og i Virkeligheden synes der heller ikke at have været Grund til Mistanke, da 1) Rilation af 10 Decb. 1559. 2) Brev af 5 Febr. 1560. S. 42. 3) cf. en t'orvjinski'.t Fremstilling1 hos Kcsen: Kong Frederick ll's Krønicke 4) Brev fra v. d. Mohlen af 31 jNfai 1560. 1.300. 5) Brtv af '2i Juni 6) Rusen S. 46, Arohiv t\ Siichs. Goscli. II 375 o. a. St. Side 919
hun i denne Tid al>i?te den pfalziske Churprinds Johan Casimirs Frieri til hyr des Datter netop paa Grund af Udsigternetil et Gitterni.u i med den danske Konge1). Ligeledessynes denne selv af Hensyn til Lotluingcn at have ladet nogle nye Opfordringer gaae upaaaglede hen, som det Keiserlige Hof lod frensælte, oprindeligt maaskee nærmest for at skille Erkehertug Carl af med en uheleilig Medbeiler til Dronning Elisabeths Throne-). Den nye Mellemmand, Kongen havde været saa heldig at finde , mellem sig og Hertuginden var ingen Anden end hans gode Ven fra Modet i Frankfurt l^oS, Grev Giinther af Schwartzburg. Hvor uheldig en Hol le denne end siden kom til at spillo i Danmark, var Kong Frederik dog ikke den Eneste, der lod tig skuffe af Manderis broute.nde Selvtillidog at' en Naviiku'ulighed, der mest sjnes at have hidrørtfra et med Omhu dyrket vidt udbredt IJekjendtskab. Det var netop dette, dt-r maatte gjore ham velskikket til at overtage en Forhandling, som ved hans Medvirkning ikke behøvededelte store Apparat at bipersoner og Mellemled, der udsatte lEFcmmeligholde!r.en af de diskrete Meddelelser for alt for stor Fare. Alkrede i Sommeren lob'O er Sagen i Gang'3), og uagtet Grev Hossus Advarsel") og Kantzaus rbødigeModforestillinger gjorde Greven sine Reiser eller lod sin Feittoimester Poul von Sara reise og bragte Sagen mere og mere til Mut enhed } om der end hengik et helt Aar, inden Kongen paa en eller anden Maade bestemt havde bundet sig. Henrik Kai Izau var netop den Gang fraværende for at repræsentere Kongen ved Vilhelm at Oraniens Bryllup med Prindsesse Anna al Sachsen, og gjer sig siden6) vistnokmed Helte til ai\. at det ellers ikke vai kommet saa vidt. 1) Memoires 'lo Jj.quos Melvil tiadnits de. l'An^lcis. Lu Ilayc 1694 p. 100 — 101, ef. et, ai.onymt Brev til (jhurfvrst August af 12 Aug. 15G0. 2) Breve fra. Henrik Rantzau af 7 Feli'. og 21 Mai (Fred. eft. Asceiii. Doinini; lotiO. 1560. Keseii S. 42. 3) Brev fra Kon«eu til ('lreven af 29 Aug. 4) Brev fra Katitzau af 19 I>eb. li) 60. af 30Septb. og 19 Decb. \U',Q, '6 N'ovb. 1501, 2~2 Mai 1562. 5) Breve af 21 Aug. 1562. 6) Brev Side 920
Nu derimod bragtes det omsider dertil, at Kongen i Juli 1562 endeligt tilskrev Hertuginde Christine og hendes Sen, den unge Hertug, og opfordrede dem til et personligt Mede med ham, i hvilken Henseende Poul v. Sara var forsynet med Instruktion. Heri blev Byen Oldenburg i Grevskabet af samme Navn loreslaaet til Mødet, der burde finde Sted inden Mortensdag og beseges af Hertuginden med alle hendes Bern. Men desuden gaves der en Mængde Regler for Sara, idet Ægteskabet forudsattes som en afgjort Sag , saa at der altsaa maalte forhandles om de nærmere Bestemmelser: Medgiftenskulde gaae op imod de Summer, Kongen \ilde komme til at betale Hertuginden 05 hendes Sester, der havde afstaaetbiin sine Rettigheder; med Hensyn til Religionen skulde dtjr ikke blive forlangt Noget, der stred mod PrindsessensSamvittighed ; et Enkesæde skulde blive hende anvist ligesom de forrige Dronninger af Danmark, og giftede hun sig igjen, skulde Medgiften godtgjeres hende med 100000 Dir.; endeligt skulde Hertuginden afgive et fuldtbetryggende Afkald paa sine Rettigheder til Danmark, men det skulde beroe paa Kongen, om ogsaa de paa Sverig skulde optages med i Afkaldet1). Ægteskabet betragtedes altsaa som saa godt som vedtaget,og Kongen fandt det da passende al melde det til sin Sesler Anna og Svogeren, der hidtil havde maaltet neies med Rygter-). Til at overbringe delte Bud var ingen nærmereend Grev Giinther, der altsaa blev forsynet med Krediliverog Instruktion3), uagtet han i Oieblikket var meget ilde seet af Churfyrst August. Ikke desmindre udbad han sig hos denne en Samtale for at meddele Kongens liemme- Jige Hverv, men Churlyrsten underrettede blot Kongen om, at han gjerne skuide laane elhvert Bud fra ham et villigt Ore, om det saa kun var en Stalddreng, han sendte ham, men med Grev Giinther vild'? han ikke have noget at skaffe. 1) Breve til Hertugen og Hertuginden, Memorial og Instruktion for Poul v. Sara, alle udatereds , men af 6 Juli 15G2. 2) (Jhur- fyrstindens Brev af 21 Mai 15(32. 3) Daterede 12 Juli 1562. Side 921
Dersom denne
derfor ikke indlod sig paa skriftligt at beserge Men delte skulde ikke blive den eneste Skuffelse. Den sidste Dag i Juli Maaned fik Sara endeligt Audienls i Nancy og fremlagde sine Tilbud og Opfordringen til et Mede med det Tillæg, at hvis Ofdenburg var for langl fraiiggende, kunde man mødes i Munster. Men Hertuginden fandt lor det Første Tilbudene lidt knappe; men det fik dog at gane; langl værre var det imidlertid med Medestedet. Saa langt kunde hun umuligt reise, og tidligere havde Kongens Forslag ogsaa gaaet videre. Nu vilde hun imidlertid selv udtænke et passende Sted, og naar det var fundet , skulde hun tilmelde Kongen det , der da kunde antage eller forkaste det; man man Ile dog ogsaa huske paa , at det netop herte med til Damernes Privilegier at v-ere forskaanede for de lange Reiser-). Det hjalp intet, hvad Sara indvendte om Tidsspilde m. m.? og hos Hertugen kunde han aldeles ikke opnaae noget Svar til Kongen, men kun et til Grev GiinLher3). I en kjendeligt yderst opirret Stemning kom Sara tilbageog traf Henrik Mnntzau, der jo aldrig havde været nogen Ven af denne Forhandling, sanlænge Grev Giinther havde havt dermed at gj*re. I det næsten febrilske Brev til Kongen4), hvori han nuilder Saras Hjemkomst, giver denne Stemning sig ogsaa fuldeligt Luft: Nu saae man da , hvad han saa lidt havde sa«t, at det Hele var Rævestreger. Lothringernevilde blot trække Tiden ud for al hindre Kongen i at gjøre gode Partier andetsteds navnlig i Skotland, og nu skulde det tilmed hedde sig, at Kongen havde faaet en Kurv, skjøndt det var vilterligt, at det var dem, der havde begyndt Frieriet. Det var denne Skam, som det foreløbigt gjaldt om at afværge, „og vistnok vil Kongen med den Skarpsindighed, der pryder ham fremfor andre Fyrster, bedst kunne finde Raad derimod; men Ranlzau kan dog ikke hulde sin Smule 1) Brev af 7 Aug-. JbG2. 2) Hertugindens Breve til Frederik II og til Grev Giinlher af 7 Åug. 15G2. 3) Lgl af 7 Aug. 1562. 21 Aug. (1562). 4) af Side 922
Enfoldighed tilbage." Altsaa, mener lian . bor Poul v. Sara afsendes med el Gesandtskab til Lotiiringen for i en offentligAutiients ;it erklære, at Kongen ikke kan tage mod HertugindensForslag om et Medested, hvorom der ferst skal o|>n;iaes Enighed, saa at hin altsaa hermed afbryder Forhandlingen.Del er Offentligheden, hvorpaa det især kommer an; at Sagen derved kommer ud iblandt Folk, kan ikke skade, thi der er den allerede. Og saa faaer Folk paa den anden Side at hore, at det er Kongen, som siger Nei, og vil da formodentlig soge Grunden andre Steder f. Ex. i den BlegS'it , hvoraf Prindsesseu efter Saras Sigende skal lide. Desuden vil det forege Undersaatternes Forbittrelse, naar de see, hvorledes Hertuginden paadrager dem nye Fjender, saa at de maaskee en skjenne Dag jage hende ud af Landet. Og endelig kunde det Hele maaskee være lutter Kapricer af hende, den Dansk-Tydske Ilalicnerindc; i saa Fald vil del være, hende en Streg i Regningen, hun vil da maaskee fare op med et „Saadant var det ikke meent", og i saa Fald var der vel Mulighed for at forhandle videre. Skjondt Rantzau efter nye Oplysninger fra Grev Giinther mente al maatte modificere sin Opfattelse noget af Optrinet i Nancy1), blev det dog hans ,,enfoldige Raad", som Kongen efter Aftale med Churlyrst August besluttede at folge. Den behagelige Sendelse blev overdraget til rette Vedkommende, da den betroedes Grev Giinlher, hvem Kongen formodentligt til en lille Opmuntring ved samme Ledighed fik forsonet med Chuifyrslen. Breve og Instruktion blev altsaa udfærdigede-), hvormed Grev Giinther begav sig paa Veien til Lothringen. Han slap dog for at reise hele den lange Vei, da han nemlig ortarede, at Hertuginden vilde indfinde sig til et berammetMøde i Frankfurt. Fuld al Nidkjærhed opdagede han strax, al her var netop det rette Sted til at faae Sagen gjort saa offentlig som muligt, her hvor Keiseren, den Romerske Konge og en stor Mængde af Rigets Fyrster vare tilstede. 1) 13 rov af 31 Aug. 1562. gen til Greven af 10 Octb. 2) d. 2 O etb. 1562, cf. Brev fra Kon- Side 923
Endeligt fandt den begjfcrede Audients Stod. hvor Greven paa Kongens Vegne fuldstændigt afbrød Ægteskabsl'orhandlingerne. men erklærede sig villig til forøvrigl at handle om Fred og Forlig , hvis antagelige Forslag blev fremsatte. Den tilsigtedeEffekt udeblev ikl.e: ,,Hertuginden forstummede, forfærdedesog blev stærkt bevæget"; først omsider erklærede hun, at det ikke var hende muligt at give et Svar her, da hun først maatte have hig belænkt og raadført med Slægt og Venner. Men felte hun sig smerteligt bererf, felte Grev Giinther sig derimod i høieste Grad veltilfreds med den Rolle, han havde spillet: Keiseren og den Romerske Konge lalle selv med ham for at faae ham til at gjenoptage gteskabsforhandlingen,og unge Hertug af Lothringen kom til ham for at beklage sig over Moderen, der vilde raade for Alt; men Kong Frederiks Anseelse er steget i hei Grad, et Rygte fortæller, at han vil leie de Krigsfolk , der komme hjem fra Frankrig, for at overfalde Lothringen, hvor der derfor raader Skræk og Forbittrelse mod Hertuginden, som man truer med at jage bort. „Men forresten," tilføier ban, „har PrindsessensBleghed fortaget sig, og det er desuden saa almindeligt,at de unge Pij,er blive noget blege imellemstunder og komme sig igjen*1)- Hvor flint og forsigtigt Grev Giinther end saaledes forsøgteat anbefale den af Keiserfamilien ønskede Gjenoptagelse af Forhandlingen, var han dog altfor stærkt bundet af sine Instruktioner til selv at vove at bringe den paa Bane-). Derimodsynes Poul v. Sara at have gjort sig til Overbringer af den Romerske Konge >1 ixirnilians Forslag i den Retning, men hans Ord fandt ingun Anklang3), og da snart efter den bekjendte Skolemand og diplomatiske Agent Joh. Sturm i Strasburg, ligesaa frugteslest tilbød sin Medvirkning4), var 1) Grevens Relation af "'.. Decb. 1562 (Torsd. ei't. Nativ. Christi 1563), Poul v. Saras af 11 Decb. 1562. 1562. 2) Han* Kel. af 31 Decb. 3) Frederik II til S.-uf. i>S April (1563?,). 4) Cf. Schumacher: Gel. Manner Briefe II 449, Brev fra Joh. Friis til Konj,- Frederik II af 4 Marts 1563. Side 924
det uden al Tvivl ogsaa Keiserhoffet, der stod bagved. Ligeledeskan det kun være Afbrydelsen af hiin Forhandling, der afpressede Churfyrslinde Anna de søsterlige Advarseler til Kongen1) mod at fortsætte sit tidligere Liv: Lykke og Held \ige bort fra den, der farer fort i Synden. Kongen tnaa derfor forbedre sit Liv og tage sig en Hustru; anraaber han Gud af ganske Sjæl og Sind, vil han ogsaa blive benhert. Havde det endda været med Keiserfamilien selv, en Forbindelse vnr bleven foreslaaet, vilde den dog altid kunne have gjort Regning paa Henrik Rantzaus indQydelsesrige Bistan d2). Rigtignok blev Eleonora gift 156L med Hertug Vilhelm afMantua, men deels havde hun endnu ugifte Søstre, deels ha\de hendes Broder Maximilian ogsaa Dottre, „og han gav visselig ikke Kongen en Kurv for Religionens Skyld.ti At den ældste af disse Dotlre var 15 Aar yngre end den ungdommelige Konge, gjorde vel mindre til Sagen, da man i ethvert Tilfælde maatte vente med Giftermaalet , til Keiser Ferdinand var død3). Men Kongens Sind var lukket for de blidere Følelser, da nemlig den længe forudseete Krig med Sverig var ifærd med al bryde ud , og han følgeligt frabad sig videre Forslag i Ægteskabssager4). Som ovenfor fortalt havde Henrik Rantzau en Mistanke om, at Hertuginden af Lothringens egentlige Hensigt var at forpurre et Ægteskab mellem Kong Frederik og Dronningen af Skotland Maria Stuart. Denne var nemlig neppe blevet Enke ved Kong Frants H's Død, fer Rantzau5) havde gjort Kongen opmærksom paa, hvilket godt Parti der her var at gjere: Skulde det lykkes Lothringerne at faae den nye Konge af Frankrig gift med Prindsesse Renata, vilde man komme til at spille et heit Spilfi), hvor det vilde være af Vigtighed at kunne regne paa Skotlands Bistand. Den bekjendte Jørgen Lykke blev derefter strax affærdiget til det Franske Hof7), 1) I Brev af 19 Januar (1563?). 19 Decb. 15G0. 2) f. Ex. Brev til Frederik II af 3) Af Relationen dat. 21 Aug. 1562. P. v. Sara af 28 April 1563. 4) Brevet til regum). 5) Brev af 6 Januar 1561 (die Trium 6) «wird sie eine Mumir.enschantz bringen.» 7) Resen S-53 f. Side 925
hvor han var kjendt ir.i gammel Tid, og hvor han nu stal have forebragt sin Konges Ønske om et Ægteskab med Enkedronningen,tilligemed forskjellige andre gode og venskabeligeTilbu d1). Som Svvir herpaa afsendte Kong Carl IX kort derefter Rhingreven Johan Philip af Salm, der skulde overbringeS. Michaels Ordenen til Frederik II og paa Veien overvære Vilhelm af Oraniens Bryllup i Sachsen. Her traf han Henrik Rantzau, der samtidigt blev stærkt bearbeidet af Churfyrst August og Churfyrstinden, som benyttede Leilighedentil at sende sin Broder et Portræt af Maria Stuart2). Dog er Ranzau selv kun af den Mening, at man ber sege at holde sig gode Venner baade med Spanien og Frankrig; „de fagre Ord gjere in»en Skade, thi man gjer dog alligevel hvad der passer En bedst; saaledes bære ogsaa de Andre sig ad." Paa sin Tilbagerejse henimod Vinteren traf Greven af Salm atter Henrik RantzMu, hvis Statholderskab han passerede, og der udspandt sig ru en lang Samtale mellem dem, for hvilken Rantzau siden gjer Kongen udførligt Rede11 * 1). Gesandtenbegyndte med nt tale om Skotland og om det fordelagtigeÆgteskab, Kongen der kunde opnaae. Hvis Kongenaf Sverig giftede sig England til, var det sikkert, at han vilde benytte sin Overmagt til al samle de Nordiske Riger. Var Kong Frederik da gift med Maria Stuart, kunde Skotland med Frankrigs Understøttelse holde England Stangenog Danmark Sverig. Ja Alting tegnede til, at Kongen vilde naae et storl. Navn. Det var bekjendt, at de fleste tydske Fyrster og Churlyrster helst vilde undgaae paany at vælge en Osterriger til lieiser. Men havde Kong Frederik forst erhvervet sig Skotland, da var han nærmere end nogen Anden. Selv var den ranske Konge for ung til at komme i Betragtning; men det rilde glæde ham at kunne hjælpe en af sine Venner dertil, og over de geistlige Churfyrsters 1) Amoldi: Hist. Denkwiirdigkeiten 247—50 (Groen van Prinsterer: Archives de la maison d'Orange Nassan, lre serie I. 56—57). 2) Relation af 12 Septb. tftCl. 3) Relation af 3 Novb. 1561 Side 926
Stemmer troede han at kunne raade. — Rantzau spillede den l'indviede, der ikke kjendle noget til Kongens Planer, og fremsatte en heel Række af Indvendinger bl. A. den, at [)ronningen af Skotland ikke var smuk*). Men Greven af Saln) gjendrev ham fuldstændigt, uden at Rantzau dog vilde lade sig mærke dermed. Dog maalte Kongen ikke troe, at Rantzau ikke skulde anseé en Forbindelse med Prindsessen af Lothringen for ønskelig; men Hertuginden var slug og vilde vistnok helst forhindre Kongens Ægteskab i Skotland og samtidigt bringe et andet istand mellem sin Datter og Kongen af Frankrig eller hårs Broder. Skjendt Uantzau hertil foier en Opfordring til at prøve Lykken i Skotland, og uagtet Stemningen der skal have været del Danske Ægteskab god1), og man i Kjøbenhavn ventede en alvorlig Forhandling indledet ved Udgangen af Aaret 15619), lod det sig dog vanskeligt gjøre til samme Tid at beile paa to saa nærbeslægtede Steder som i Skotland og i Lothiingen. Der er derfor heller neppe foretaget noget Skridt i denne Retning; thi da Rantzau efter Poul v. Saras uheldige Reise til Nancy i Sommeren 1562 bestemt tilraadede at bryde med Lothringen, fornyede og indskærpede han Opfordringen til at forsøge sig i Skotland. Vel havde Vilhelm af Oranien sagt til Sara , at Kongen vistnok vilde komme galt fra3) et Frieri der, da Dronningen var aldeles afhængig af Guiserne, men Rantzau gjør derimod gjældende, at Skotternes Hjerte hænger ved Danmark. Om man i den følgende urolige Tid har seet Leilighed til underhaanden at virke for Sagen , er uvist om end ikke usandsynligt, da der i Forsommeren 1564 indfandt sig en Gesandt fra Skotland, William Douglas af Whittingham4), der *) Det er om Maria Stuart, der er Tale! 1) Langueti Epistolæ L. II ad Mordisiurn ep. LVII p. 146. pp. 59—63. 2) i et Brev fra Hans Monster til Koger Asliaru af 25 Decbr. 1561, Epi»toJa> Jo. Sturiuii et aliorum ad Rogerum Aschamum ed. Achero 1707 3) »enen biossen slan« , Bievet af 21 Aug. 1562. 4) Kreditiv af 1 Juni 1564, Rekreditiv af 26 Juni. Side 927
foruden sine officielle Hverv havde i Paalæg at prøve Stemningeni Danmark for Dronningen. Han udlalte sig herved paa en saadan Maade, at det var saa at sige eiensynligt, at dersom Kongen havde Sind til Ægteskabet , vilde han ikke stede paa Vanskeligheder1). Medens Kongen nu besluttede sig til ferst at afvente fra Skotland et Svar |aa en Begjæring om bl. A. at maatte hverve Tropper der i Landet for derigjennem at faae en Gradmaaler af den Velvillie, han kunde paaregne, raadferte han sig med Churfyrst August. Da denne tilraadede ham at gaae videre i Sagon •) , og da et i hoi Grad imødekommende Svar fra Skotlnnd'1) virkeligt indtraf d. 20ie December , kunde alle betænkeligheder synes fjernede. Men meget kort derefter maa ogsaa Efterretningen være indløbet om hiint sørgelige Bryllup paa Holyrood. der bandt Dronning Maria til Darnley og viede hende til Ulykken4). Men som saa ofte fer havde Kongen ogsaa dennegang to Jern i Ilden. Efter den Hertuginden af Lothringen med saa udsøgt Plumphed tilfeiede Beskæmmelse i Frankfurt 1562, tørstede hun mere end nogensinde efter Hævn. I den nordiskeSyvaarskrig beredede hun sig derfor til at forbinde sig med Sverig, men hendes Søns udmarvede lille Fyrstendømme var visseligl ikke en Fjende, der skulde indjage stor Frygt. Da blev de gamle Forbindelser med Vilhelm af Grumbach gjenoptagne og fortrolige Forhandlinger med Kong Erik af Sverig indledede om et Ægteskab med den Prindsesse Renata5), der før havde været bestemt til Brud for Frederik 11. Man fik Rygtesmedene til at troe , at Kongen af Frankrig var Deltager i Samlaget,, og snart var hele Tydskland opfyldt 1) Frederik II til Clunfyrst August af 16 Juni t;>64, cf. Archiv fur die Sachsische Geschiclite V 7 (hvor Datuui angives til 20 Juni). 2) Instruktion for Gesandten Heinrich von Gleissenthal ;if 22 Septb. 1564 Archiv f. Sachs. Gesdi. V 7—8. 3) af 1 Novb. 1564. Hist. Tidsskr. 3die R. II t'24l). 4) Af denne Forhandling mcd Miria Stuart have enkelte Stykker tidligere været benyttede af WerlauH' i Hist. Tidsskr. 111 34r) og af Schiern i disium epp. 104-106, S. i! 94—302. 5) Langueti Epist. L. II ad Mor- Side 928
af ængstelige Anelser om det Forfærdelige, der vilde ramme Kong Frederik 11. Skyerne trak sammen, Himlen merknedes og snart rasede Stormen — men en Storm i Vandglasset, — til Forfærdelse for dem, der i Nærheden herte Kræfternes Larm uden at kunne see deres Vanmagt, saa at hver lille Flue, der viste sig i Synskredsen , omskabtes til mægtige Elephanter. Med hvervede Skarer skulde Grumbach anfalde Holsten1); men det Lidet, der blev samlet, leb fra hinanden igjen'-'j: den danske Konges Stilling skulde være i hoieste Grad betænkelig3) , Undersaatterne opsætsige og han selv i Fortvhlclse søgende Bedøvelse i Drik og Jagt4) , — de samme uhyggelige Rygter uden Tvivl , der heherigl udsmykkedeblev meldie til Sfichsen5) og der foranledigede Churlyrslinde Anna til i hjertelige og rerende Udtryk at advareog formane Kanlsler Johan Friis og Holger Rosenkrands''). Skjendl den danske Regjering selv forstod mere besindigtat bcdemme disse Skræmmebilleders virkelige Betydning, undslog man sig dog ikke for at indlade sig paa de Forhandlinger,der ivrigt anbefaledes af ængstede Sjæle7), især da Krigens Gang i det Hele ikke var heldig. Churfyrst August synes at have paataget sig at indhente Oplysninger8), og omsider kunde Henrik Llanlzau melde'1), at Hertuginden befandt sig paa Vollenhove hos Greven af Aremberg, og at denne havde opfordret Rantzau til en Brewexling med sig. Kongen erklærede herpaa1(l) , al han • meget paaskjennede Ranl7aus og Arembergs Bestræbelser for Ægteskabet, men 1) Raumers Hist. Tasclienb. Neue Folge VIII 150 f. , Hertug Adolf til H. Rantzau, Bilag- af 16 Juni 15'55, Christiani: Hertugdom- mernes Historie VI 265 (Norsk hst. Tidsskrift I 503). Henrik Rantzau af 18 Septb. 1565. 2) Brev"fra disium ep. 105 p. 295. 3) Langueti Epp. L. Il ad Mor- 240. 4) Schmidts Allgoni. Zeitseh. f. Geseli. VII 5) D 12 Oktbr. 1565, Archiv f. Såchs. Gesch. V 64. 6) Den '24 Oktbr. 1565, Weber: Churfiirstin Anna zu Sachsen, Lpz. 1865 5.411. 7) F. Ex. Biskop Johan af Osnabiiiek i hans Instruktion af 7 Januar 1564. 8) Archiv f. Sachs. Gesch. V 8. 9) Brev af 16 Aug. 1565. 10) Brev af 5 Septbr. 1565. Side 929
at det dog vilde være rettest at indlede Forhandlingen ved igjen at knytte Traaden paa det samme Punkt, hvor den sidst blev brudt. Da Grev Giinther nu i Frankfurt havde erklæret, at Kongen \ar beredt lil at forhandle paa andre Betingelser , vilde det være rettest først at forlange Forslag i den Retning af Hertuginden. I Overeensstemmelse hermed udfærdigede da Rantzau et Brev til Arembcrg1), der som Gjensvar i Udtryk , der rebede nogen Krænkelse over den ringe Paaskjennelse, hans tidligere Virksomhed i gteskabsforhandlingenhavde , erklærede sig villig til igjen at være Mellemmand2). I den Anledning opfordrede Rantzau Kongen til3) ien egenhændig Skrivelse at erklære sig mere end villig til at sende nogle af sine Raader ud for at forhandleom et Forlig, og han tilfoiede i en Efterskrift4), at han for sit Vedkommende ikke vidste andel Raad end at følge Frankrigs og Spaniens Exempel og foilige sig paa Grundlag af el Ægteskal). Men Kongen fandt ikke Arembergs Skrivelse indbydende nok og besluttede at stille Sagen i Bero til bedre Leiligheds). Denne kom imidlertid aldrig6). Da Peder Oxe igjen blev lagen til Naade og Grumbach kastet til Jorden . var Braadden brudt paa „de Lolhringske Praktiker". 1567 blev endelig Prindsesse Renata forlovet med Hertug Vilhelm af Baiern , og dermed ophørte Ængstelserne for Lolhringen, skjøndt Hertuginde Christine først 1590 endte sine Dage i Italien, hvor hun i mange Aar havde opholdt sig i en Slags Landflygtighed. Men end ikke i denne sin Fjernelse fra den Skueplads , hvor hun havde spillet en saa bemærket Rolle, 1) H. Rantzau til Frederik II 18 Septbr. 1565. Octbr. 1565. 2) Brev af 24 3) Brev af 13 Fehr. 1566. Begyndelsen af 15(56. 4) Udateret, men fra af 5 April s. A. 5) Brev af 12 Marts 1566 og Rantzaus Svar 6) Skjt'iidt disse lothringske Forhandlinger oftere omtales i Datidens udenlandske Kildeskrifter, ere de dog af danske Forfattere kun meget overfladisk berørte (Resen, Gram, Ryge). Derimod findes der i Haandskrift af Voss en udforlig og næsten fuldstændig Samling af Aktstykker desangaaende i Universitets-Bibliotheket, Additamenta i Kvart J«"r. 138. Side 930
glemte hun sit „høye og stolte Mod". Den danske Dronningo-Tilelvar fremdeles hendes Glæde, og en Klient af liende, Kannilcen Marcus Umhertus Corrigiarius, udarbeidede i hendes sidste Levetid paa hendes Befaling et vidtløftigt Forsvarsskrift for Kong Christiern II og hendes Rettigheder1). Dengang Kong Frederik for sidste Gang afbrød Forhandlingenmed Lothringerne, havde Daniel Rantzau allerede forsl.iaet at knjtte Seiren til de danske Faner. Kongen saae sig trods mangehaande Vanskeligheder istand til at puste lidt ud og kaste Blikket ud over sin egen snevre Kreds. Ligesom det øvrige protestantiske Nord-Europa fæstedes hans Opmærksomhed af den heroiske Kamp, der alt nu begyndte i Nederlandene , og givendc efter for sit ridderlige Sinds Indskydelser tilbød han den landOygtige Vilhelm af Oraiiien en Tilflugt i sine Lande-). Vel blev Tilbudet med Erkjendtlighedafslaaet, men en Tilnærmelse, der lovede Mere, var dermed skeet. Noget eftern) see vi ogsaa Vilhelm opfordre Broderen Ludvig til at minde deres Svoger Grev Giinther af Swartzburg om at sende en Mand til Danmark i Anledning af den Sag, han nok vidste. Under dette hemmelighedsfulde Slør skjuler sig atter et Ægteskabsforslag nemlig mellem Kong Frederik og Vilhelm af Oraniens Søster Juliane , en dengang 20aarig Dame *). Kongen optog Forslaget med Vehillie og udsendte i de første Maaneder af 1568 sin „gamle Kammertjener" , den tydskfødte Adelsmand Hans Spiegel, til Tydskland for at lage den unge Dame i Oiesyn4). Dette faldt tilfredsstillende ud, og Hans Spiegel opfordrede da Grev Giinther til at besøge Kongen i Segeberg og tage „Frøkenen" med ; thi Kongen havde svoret en Ed paa ikke at ville ægte Nogen, han ikke forud havde seet. Svaret maa dog ikke have været efter Ønske; thi i Juni er Spiegel atter *) Siden g. m. Grev Giinthers Broder Albert. 1) Rørdam: Historieskrivningen i Danmark I 98. 1 ser., 111 Nr. 279 S. 109. Svaret af 22 Juli ib. S. 111. 2) D. 9 Juli 1567, Groen van Prinsterer: Archives de la inaison d'Orange Nassau, 1567. Groen van Prinsterer 1. c. S. 136. 3) 27 Nov. 4) Cf. Frederik Il's Skri- velse til Churfyrstinde Anna af 20 Febr. 1568. Side 931
i Tydskland1) og opfordrer nu til et Mede med Kongen i Nykjøbing, men ogsaa dentiegang forgjæves. Derimod indfandtGrev Gunther sig uden det begjærede Følge i September Maaned i Roeskilde , hvor Kongen befandt sig i Anledning af Fredsforhandlingen med Sverig. Her kom selvfølgeligt Ægteskabet paa Bane, cg under en fortrolig Samtale i TræernesSkygge betroede KiMigen Greven en prægtig Ring, som han skulde overbringe Comtesse Juliane som et Tegn paa Kongens Hengivenhed 0,2, Heiagtelse. Ordene ere vel neppe blevne meget forsigtigt veiede ved denne Leilighed , men at Kongen i ethvert Tilfælde ikke betragtede den uheldige Gave som en Forlovelsesring, synes dog at fremgaae deraf, at han fremdeles fastholde sit Forlangende om „en personlig Besigtelse". Men Grevi n ansaa Sagen, for klappet og klar og ilede til Tydskland. hvorfra han lovede snart at komme tilbage. Skjøndt Spørgsmaa et saaledes endnu kun havde overvundet Indledningens Indledning og altsaa fremdeles maatte behandles med største Diskretion, fløi dog snart Rygtet om Kongens Forlovelse vide om. I Wittenberg noterede en ung dansk Videnskabsmand del i sin Dagbog-), i England meddelte Lord Cobham Ny leden til Cecil3) , og fra Holsten meldte Henrik Ranzau den til Kong Frederik selv. Men medens de Andres Vidnesbyrd fik henstaae uimodsagte, underrettede Kongen Rai izau om, at saalænge Krigen varede ved, havde han ganske Andet at tænke paa end paa Dands og Bryllup4), og et Par Maaneder efter, da han bestandigt drilledes af hiint Rygte , fandt han det rettest at opfordre Grev Giinther til at opsætte den paalænkte Reise til Danmark, skjøntit forøvrigt den forrige Aftale fremdeles skulde staae ved Magt5). 1) Cf. Frederik II til Graven af 2 Juni 1568. tatet skyldes Bibliotheks-A-sistent Bricka). 2) Peder Hedelunds Dagbogs-Optegnelser paa det Kgl. Bibi. under 28 Septb. 1568 (Ci- 3) Calendar of State Papers, domestic series 1.'i47—-80 , p. 320 under 25 Octb. 1568. 4) Brev af 21 Octb. 1508. 5) Brev af 27 Decb. 1568 (S. Johaunis evang. des anstehenden 15t3!'3ten Jahres). Side 932
Men Rygtet bredte sig videre og blev derhos sikkrere og sikkrere. Da Grev Giinthers egne Svende endog fortalte, at Brylluppet var bestemt til Paasketid1), kunde der ikke være Tvivl mere , og Kongens Nærmeste fandt da Anledning til ængsteligt at advare ham. Thi hvad betydede en slig Forbindelse med det Oraniske Huus andet end Fjendtligheder med Spanien og det kalholske Frankrig2). Da brast endelig Kongens Taalmodighed , og Grev Giinther fik nu al vide3), hvor taabeligt han havde handlet ved sin Aabenmundethed, der forelebigt nedte Kongen til fuldstændigt at sige sig løs fra Sagen, medens den ganske vist vilde have været i bedste Orden , hvis Greven blot i al Stilhed havde indfundet sig til Mødet tilligemed sin Svigerinde. Det var anden -Gang, at Grevens Omhu for sin Ven Kongens huslige Lykke bragte ham Skam til Tak , og han var ikke den Mand , der med Rolighed bar sin Skjæbne. Allerede i Sommeren 1569 finde vi ham i en meget opirret Brewexling med den førnævnte Hans Spiegel4), og da han Aaret derefter ved Kongens Søsterdatters Bryllup med Pfalzgrev Johan Casimir traf sammen med en dansk Adelsmand, beklagede han sig paa det Bittreste over Kongens Uordholdenhed, hvorved den stakkels Pige var bleven narret, hende og Familien lil Spot og Spe. Heraf udviklede sig alter el artigt Efterspil, idet Kongen nemlig efter sit Bryllup besluttede at kalde Greven til Regnskab for hans Ord. Kommissærer blev beskikkede til at undersøge Sagen, men det kom dog ikke til nogen egentlig Afgjorelse, da Kongen slog sig til Ro med Grevens lidet sigende F'orklaringer5). 1) Bilag til Hertuginden af Mecklenborgs Brev af 17 Januar 15G9. 2) Kongen taler om flere saadanne Advarseler; en enkelt kjendes fra hans Faster Hertuginde Elisabeth af Mecklenborg af 17 Januar 1569. 3) Skrivelse fra Frederik II til Greven af 11 April 15G9 fra Spiegel af 22 Juli og 17 Aug. 1569. 4) Breve 5) En Deel Aktstykker i denne Sag ere meddelte i »Sammlung vermischter Naehrichten /ur Sachsiselien Gese.hichte« VI (Chsmnitz 1771. 8vo) 273—99, hvorefter Fr. Biilau i »Geheime Geschichten und rathselhafte Menschen« IX 101—14 forgjajves har anstrengt sig for at faae noget Pikant ud af Side 933
Fredsforhandlingen i Roeskilde havde kun været et kortvarigt Havblik, saa at iler endnu maatte to Aars Kamp til, inden Freden i Steltin endeligt sluttede den blodige Strid. Saalænge Krigen stod paa, havde Kongen erklæret, vilde han ikke indlade sig p,^a Giftermaal; men det varede da heller ikke længere end 8 Dagn efter Fredslutningen, for Jakob von Citzewitz, en betroet Pommersk Embedsmand, der paa flere Maader stod i Forbindelse med den danske Krone, mindede om1), at nu var Tiden kommet for Kongen til at indtræde i det hellige Ægteskab. Og her meente Citzewitz, al han var i det heldige Tilfælde at kunne give en Anvisning, der skulde være Kongen til Gavn 04 Glæde. Enkehertuginden af Pommerns mellemste Datter, den syttenaarige Margrethe*), veg nemlig ikke for andre Damer i Udseende, og hvad Sindets Egenskaber angik , da var hun en from , tilbageholdende Kvinde, opdraget i den rette Tro og med sin Moders opheiede Exempel for Oic Kun den reneste Interesse for begge de Paagjældende vir det, der lagde Citzewitz Ordene i Pennen; thi der var Ingen, han undte hinanden saa godt som de To. Rigtignok var der en anden hoifornem Frier, der utaalmodigt negjærede Svar , men Citzewilz havde dog netop i Forventning af Fredsslutningen bevirket en Udsættelse til Faslelavnslider. Dersom man allsaa skyndte sig, var der Haab om at faae Forbindelsen istand. Fra Kongens Side ventede han sig ingen Merre Vanskelighed , da ban antog Rygtet om Adelsdamen lur blottet for Sandbed2) Da dette Brev
11 aaeck den Tilskrevne, Kongens Tydske *) g. 1574 mcd Franls II af Lauenburg. Historien. Af danske hi^toriske Skrifter have tidligere Gebhardis Danmarks Historie IV 36 Note 2 og "Danmarks, Norges og Sveriges Historie med 1000 Illu?trationer» 111 438 lienvist til den ovennaevnte ■Samling, hvoriniod Werlauff ikke har kjendt den (Hist. Tidsskr. 11l 31). Cf Schoetgenii et Kreysigii Diploniataria et scriptores hist. Germanise I 715. 1) Citze-uitz til Caspar Paselicli d. 21 Decb. 1570. 2) «vnd niich genzllich versehen will , es werde das geschrey uou des eddelmans dochter et.:. richtig etc. sein». Side 934
Sekretær Caspar Paselich , meddelte denne det til RigshofmesterenPeder Oxe, der da efter Samraad med Kongen selv paalagde Paselich at give et imedekommende Svar. Et saadant blev følgeligt afsendt i Begyndelsen ■ af det næste Aar1) hvori Paselich for det Første erklærede sig altfor ringe til at have med en saadan Sag at gjøre , saa at Citzewitz gjorde bedst i for Fremtiden at henvende sig desangaaende til Peder Oxe. Men forøvrigt ønskede Rigsraadet og Undersaatlerneintet hellere end et godt Ægteskab for Kongen, og da det foreslaaede Parti jo i alle Henseender var passende, og den Sag, hvortil det omtalte Rygte hentydede , nu var afgjort(?)9) , var der forsaavidt jo Intet i Veien. Derimod paaslod Kongen fremdeles ligesom før , at han ikke vilde binde sig til noget Ægteskab, før han havde seet den, med hvem han skulde dele det , og da man jo hidindtil ikke engang havde seet et Portræt af Prindsessen , var dot foreløbigtslet ikke værdt at tale om Sagen til Kongen. Da denne imidlertid tænkte paa efter Paaske at mødes et Sted nærved den holstenske Grændse med sin Svoger August, kunde der maaskee dog findes Leilighed til at faae „Besigteisen"bragt island, og i hvert Fald var det vistnok hensigtsmæssigtat faae Hertuginde Elisabeth af Mecklenborg til at interessere sig for Sagen. Et sligt Brev var som Olie i Ilden , og i Citzewitz's Gjensvara) finder han Udveic til at komme ud over alle Vanskeligheder. Værst var det, at den føromtalte utrættelige Beiler paany trængte paa, men det var dog lykkedes at opnaaeBetænkningstid til efter Paaske, saa at det nærmest kun gjaldt om at faae at vide , om Kongen ogsaa mente det alvorligt. Imidlertid blev der ikke Noget af det bebudede Møde mellem Kongen og hans Svoger Churfyrsten4) , og 1) Udateret, men af 9 Febr. 1571. sein«. 2) »Erachten auch es wiirde das von Euch angezogene geschrei von des eddelmans tochter, weil dasselbe numehr seine masse gewonnen, der sachen gar nicht hinderlich 3) Brev til Oxe af 14 Marts 1571 og to Breve til Paselich, begge af 15 Marts 1571. 4) Oxes Brev (Udkast med Paselichs Haand) af 9 April 1571 (die Martis in hebdomada sancta). Side 935
Citzewilz's Lefter orn Taknemmelighed og RoesM prellede af paa Peder Oxe, der mente at nu laa Sagen over hans Rækkeevne.Derimod gav han paany Anvisning paa Hertuginde Elisabeth af Mecklenborg, med hvem man vidste, at Citzewilzbrevvexlede , og scm passende kunde tilsende Kongen baade Portrættet og siti Betænkning over Forslaget2). Den anviste Vei blev troligt fulgt , og efter en Tids Forløb kunde Citzewilz melde3), al Hertugen og Hertuginden af Mecklenborg nu havde indbudt den unge Prindsesse til at (elge med dem paa det Besøg , Kongen havde opfordret dem til at aflægge i Nykjebing paa Falster. Faae Dage efter fik Citzewilz selv en Opfordring af Kongen til at slutte sig til Hertugfamilien paa denne lille Reise*), og ved Midten af November 1571 ankom hele Selskabet til Nykjebing. Men her afløstes den Medbør, der hidtil havde begunstiget de pommerske Planer, af fuldstændig Modvind. Den stakkels Pige faldt ikke i Kongens Smag, og Originalen svarede ikke til det oversendte Billede. I hjerteskærende Udtryk bønfalder Citzewitz5) om Tilgivelse og jamrer over sig selv, „saa dumt, übetænksomt, uforsigtigt og ilde" han har baaret sig ad ved at bilande sig i en saadan Sag og foranledige sin gode fromme Frøkens Reise hertil. Med ngstelse han om den endelige Beslutning, men synes endnu at have en lille Smule Haab. idet han atter engang anbefaler og lovpriser den unge Piges Ungdom, der vil gjere hende lettere at beie end en mere Erfaren. I det Gjensvar , han fik fra Peder Oxe6), fandt han ikke sine Spørgsmaal besvarede , thi i den Sag skulde Kongens frie Valg være det Eneraadende og Hertugindenden ene Raadende. Men et Svar behøvedes ikke heller; thi allerede dengang var det bekjendt , at Kongen uden al raadføre sig med Andet end sit eget Hjerte havde 1) Brev af'2o Mai 1571. 2) Udateret Afskrift med Paselichs Haand. 3) Brev til P. Oxe af 5 Oetlor. 1571. bydelsen af 25 Octbr. 1571. 4) Citzewitz's Svar paa Ind- 30 Novbr. 1571. 5) Breve til P. Oxe af 29 Novb. og Decb. 1571. 6) Brev (Udkast mcd Paselichs Haand) af 10 Side 936
forlovet sig
med Prindsesse Margrethes Ledsager paa den Men selv om der dengang skulde være indtruffet den Mulighed, at Prindsessen, det 14aars Barn. havde vraget sin Fætler, den næsten halvgamle Konge, er der dog ingen Grund til at frygte for, at Ægteskabets Porte skulde være forbJevne tillukkede for ham. Næsten paa samme Tid nemlig, som han endelig naaede den Havn, hvorhen kun altfor mange Lodser i de foregaaende Aar havde villet fore ham, tilskrev den tidligere omtalte Margrethe af Mark, nu Enkefyrstinde af Aremberg*), en af Kongens betroede Mænd1), uden Tvivl Henrik Rantzau , og skildrede for ham i overstrømmende Lovtaler de unge Prindsesser af Cleve. Medens Faderen henlevede i Vamid, voxede hans unge Dottre op i Dyd og gode Sæder; alle fire — forsikkrede Fyrstinde Aremberg — vare de udmærket begavede , men dog Ingen i den Grad som den Ældste. Yndig af Aasyn og Skabning, forstandig, venlig og huldsalig, fortryllede hun Meddelerinden mere og mere , jo længere de talte sammen. Lykkelig den Mand, der fik en saadan Hustru; ønskede Kongen at blive den Lykkelige, skulde Portrættene \el kunne skaffes. Vore Meddelelser ere nu tilende og vore Læseres Taalmodighed har formodentlig længe været det. En Anmeldelses rimelige Grændser ere forlængst overskredne , og dog maae \i endnu tilfoie et Par Ord, inden vi lægge Pennen, — en Tak nemlig til Hr. Treschow og en Opfordring til ham om ogsaa af de rige engelske Samlinger at berede sine Landsmænd saa mange Overraskelser som muligt af lignende Art. *) Greven af Aremberg var 1565 bioen ophøiet til Fyrste og var falden 1568 ved Heyligerlee. 1) Udateret, men fra Maanederne Sept. 1571—Febr. 1572. |