E.- Erslev, Om de glubende Dyrs Undergang- i Nørrejylland. Kjøbenhavn, 1871. (32 SS.)

Side 841

Den lille Bog giver paa en Mande mere, end dens Tiltel lover, thi hverken holder den sig til Nørrejylland alene, eller den dvæler ene ved Dyrenes Undergang, men Grunden til, at den dog bærer den ovenfor anførte mere begrænsede Tittel, er vel den, at Forf. lun har fundet meget faa Efterretninger om de glubende Dyrs Forekomst og Udbredelse her i Landet i ældre Tider (det vil sige i Tider, som ligge mer end halvandet hundrede Aar forud for os) og derfor med Rette har indset, at det ikke gik an at kalde Afhandlingen: de glubende Dyrs Historie i Danmark. Et saadant Arbejde vilde sikkert have krævet langvarige og besværlige Undersøgelser, men det vilde ogsaa have været ganske anderledes tønnende end det nu foreliggende, thi saa vist som det er, at de glubende Dyrs Historie er „et ikke uvigtigt Blad i Kulturhistorien" (S 30), saa vist er det ogsaa, at Hovedsagen bliver at faa Oplysninger om disse Dyrs Udbredelse her i deres Velmagtsdage, medens det bliver af helt underordnet Betydning, naar det sidste af dem har maa_tiet. lade sit Liv; det er som Masse betragtet, at de have Kr.iv paa vor Opmærksomhed, og ikke de enkelte Dyr, som i Ny og Næ have vist sig paa Jyllands Heder og i dets Skove.

De glubende Dyr, som Forf. omtaler som forekommende
i Danmark (o: Landene vest for Oresund) i den historiske
Tid, ere Lossen, Bjørnen, Ulven og Vildsvinet1). Jeg skal

1) Man har ikke nogen Sikkerhed for, at Vildkatten har levet her i den historiske Tid (S. 4). Hammerich, Danmark under Adelsvælden IV. 194, nævner den vel blandt de Dyr, der „i Ska- rer" strejfede gjennem Lanclet i Midten af det 17de Aarhundrede, men de Kilder, som hau syncs at have brugt, give ham naeppe Medhold heri.

Side 842

nu med Hensyn til hvert af disse Dyr knytte enkelte Bemærkningerog
Tilfejelser til Fort'.s Meddelelser.

Lossen er kun meget sparsomt omtalt i vore historiske Beretninger, ja synes næsten slet ikke at være nævnet, thi det, at et eneste Dyr blev skudt 1689 paa Grænsen mellem Norrejylland og Sønderjylland (s. 5), kan, da det tilmed berettes som en slor Mærkværdighed, ikke oplyse noget, lige saa lidt som det ene Exemplar, der nogle Aar tidligere skal være truffet paa Oen Meen, hvor det efter Fortællerens Mening muligt kan være kommen fra el strandet Skib') eller maaske paa en mere naturlig Maade.

Mosefund have tilstrækkeligt godtgjort, atßjernen har opholdt sig i Danmark i Oldtiden, „noget, som vor Historie kun meget dunkelt antyder for den ældste Tids Vedkommende"').Denne Udtalelse, skjenl modsat Forf.s Mening, fremstiller vistnok Sagen paa den simpleste og mest sanddru Maade, thi Forsegene paa at bevise, at Bjernen har færdedesi vore Skove i den historiske Tid, ere hidtil ikke lykkedesog kunne del vel heller ikke nogensinde. Det er ikke meget, man har at slette sig til, naar man vil fere dette

1) I Resens Atlas (Uldallske Mskrsaml. Fol. Nr. 186) hedder det (111. 108): „Tum et lynx qvoqve apud piomontorium visus est. Sed credo, eum ex fracta navi casu qvodam hue appulisse". (Efter velvillig Meddelelse.) Saxo taler i en at sine sidste Boger om en Mand, som kom til Valdemar I, beva^bnet med et Jagtspyd, „som ban plejede at bruge paa Tigerjagt" (qvo tigres occupandi consvetudinem habebat, p. 897). Vedel (Overs. S. 484) og Stephanius (Notte überiore.'i p. 248) ta?nke herved paa Vildsvin, Suhm (Hist, af Danm. VII. 443; Saml. Skr. IX. 201) paa Losser. At Saxos „tigres" have vseret Losser eller andre Dyr af Katteslaegten, er vel rimeligst.

2) J. Steenstrup, Tørvemosernes Bidrag til Kundskab om Landets forhistoriske Natur og Kulsur (i Beretning om Landmandsforsamlingen i Kbhvn. 1869 S. 350). Bjørnens Forekomst her engang i Fortiden bevises ogsaa af Stednavne, s. Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. 11. 94. Vedel Simo:asen, Hagenskov S. 3.

Side 843

Bevis; hvad J. F. W. Schlegel for et Par Menneskealdre sidenanført e¹), fremsættes omtrent uforandret den Dag i Dag (S. 6—8).6_—8). Lad os prøve det. Jydske Lov (2, 36) siger: „Opfoder man vilde Djr, saa som Ulvehvalpe og Bjørnehvalpe,hvad Skade de gjøre, derfor skal den bøde fuldt, som opføder dem og har dem i Eje" o. s.v. Akkurat samme Udtryk møder os imidlertid i Danske Lov (5 —13 —10), saa vi maa have Ret til at sige: enten var her Bjørne i Landet baaije 1241 og 1683, eller ogsaa beviser Lovstedet aldeles intet. Selv om man vil indrømme — hvad der maaske næppe er Grund til'-) —, at Udtrykket i Jydske Lov ikke er laant fra Skaanske Lov, saa kan man dog ikke slaa en Streg over hele den skrevne eller uskrevne Lov, som gjaldt i Jylland før Jydske Lovs Vedtagelse, og hvis Udtryk som „slaaende" ere blevne optagne i denne Lov l'or senere efter 600 Aars Forløb at gaa over i den endnu større, som bærer Christian V's Navn, Naar det lod sig undgaa, foretog man ingen Forandringermed de gamle Udtryk, som ved Aarhundreders Praxis havde fæstet sig i Folkets Hukommelse, og der er al Sandsynlighed for, at det netop er gaaet saaledes med de Ord, vi her betragte³). JVJen skydes deres Affattelsestid dervedtilbage ien fjærn, übestemmelig Tid, bevise de ikke andet om Bjørnen, end hvad Moserne lære os, — om de overhovedet bevise noget.

Det andet Argument hentes fra den saakaldte „Kong
Valdemars Jorde bo gK (1231J, hvor det hedder, at paa
Øen Gath tindes Hjorte, Bjørne og Vildsvin4). Gath er

1) Skand. Liter. Selsk. Skrifter 1806, 11. 288—90.

2) Jvfr. Stemann, Den danske Retshistorie S. '26.

3) Naar Slesvigs gamle Stadsret, „der er halvhundrede Aar ældre end Jydske Lov", istedanfor Ulve- og Bjørnehvalpe taler om Løver, Bjørne og Aber som de vilde Dyr, hvis Ødelæggelser paadrog deres Ejermænd Forpligtelse til Skadeserstatning, viser den vistnok derved sin yngre Oprindelse.

4) Script, rer. Dan. VIL 5:32. Jvfr. Vidensk. SeLsk. Skrifter, 5 Kække, hist. og philos. Afd., IV. 193_—94.

Side 844

Godset Ohe ved Indløbet til Slien. Af den store Mængde ©er, som nævnes i „Jordebogen", er Gath den eneste, hvorpaader findes Bjørne, og dot uagtet den, vel at mærke, er en af de allermindste, i sin Jængsle Udstrækning ikke en halv Mil lang¹). Hvis allsaa Angivelsen er rigtig, maa ©en have været en Slags Dyrehave, og Stedets hele Betydning som Bevissted for Bjørnenes forekomst i Danmark i det 13de Aarhundrede er derved reduceret til intet, thi hvem har vel tvivlet om, at man kunde have tamme eller fredede Bjørne her?⁹) Hvis man ikke vil antage, at ©en ved Hegn har væretskilt i flere Dele, lader det sig desuden ikke nægte, at Angivelsen ikke er saa lidt mistænkelig, naar den lader de tre Arter af Dyr leve sammen paa en saadan Smule ©; den ene af dem, Hjortene, maalte da snart høre op at exislere, med mindre der stadigt førtes nye derover, og det vilde dog røbe en næsten utrolig Omhyggelighed for at varetage Bjørnenes Bedste, om man opfødte dem med Hjorlekjød.

Naar endelig Saxo i sin Sagnhislorie omtaler Bjørne, viser det ikke, at de ogsaa vare her i den egentlig historiske Tid, men naar man vil finde delte bevist af hans Maade at fortælle paa, nemlig dorat, al han ikke ytrer nogen Forundringover at berelte om disse Dyrs Forekomst her, er man gaaet et godt Stykke videre, end ædruelig Kritik tør indlade sig paa. Det er altid misligt at uddrage Slutninger af, at

1) Se Kaartet (tab. IV) i Antiqvar. Tidsskr. 1846—48.

2) I Juli 1655 skriver den svenske Resident'i Helsingør, at Hoffet adspie-er Nederlænderen Kornelivs Tiomp blandt andet ved Sælhunde - og Bjørnejai>ter Bee.ker, Saml. t. Frederik lll's Hist. I. 64. Saafremt Beretningen er rigtig, hvad der vel er lidt tvivlsomt, og der ikke er Tale oin Skaaue, ir>aa man vel altsaa dengang liave haft fredede Bjørne her i Landet, hvad der maaske ogsaa lader sig udlede af Tantzei? nedenfor anførte Skrift (I 28j, hvor der siges, at de i ,,^disse Lande'¹ enkelte Steder opfødes i Bjørnegaarde. I Midten af det 17de Aarhundrede havde man i Eugland saadanne Bjørnegaarde, hvor der holdtes Bjørnekampe (The quarterly review CXXX. 305;. 1707 saa man i Kjøbenhavn en Kamp mellem en Bjørn og en Hest. Bircherods Dagbøger ved Molbech S. 525.

Side 845

noget, som vi vente at finde, fattes, men naar vi ikke engangere berettigede til at vente det, er det ganske umuligt at tillægge Tavsheden nogen Vægt. I nærværende Tilfælde maa man — forudsat, at man ikke gaar ud fra en urigtig Forestilling om, at Nutidens Forslandsr^tning svarer til hine Tiders i ganske andre Retninger gaaende aandelige Udvikling,— indremme, at der ikke er nogensomhelst Berettigelse til at opstille den Fordring, at Saxo skulde lægge sin Forbavselsefor Dagen over, at der i længst forsvundne Tider fandtes Bjerne her, hvis de, da han levede, vare udryddede.

Det Dyr, ved hvis Skjæbne Forf. dvæler længst, er Ulven, og det er ikke underligt, thi af de udryddede glubende Dyr, som i den historiske Tid have hjemsøgt vort Fædreland, er det ikke blot det farligste, men ogsaa del, som senest har maattet fortrække. Men særligt med Hensyn til delte Dyr er det dog, at man maa beklage, at han ikke har stillet sig paa et mere historisk Standpunkt til Undersøgelsen og ikke heller ved en hensigtsmæssig Ordning af Stoffet gjort dette let overseeligt¹). Det er derfor ikke gjort overflødigt at udtale det Miab, at en Historiker vil paatage sig Opgaven at skrive de danske Ulves Historie. For ret at forstaa Forskjellen mellem Fortid og Nutid maa ogsaa denne Side af Sagen opklares; enhver vil let indse, hvilken vidt forskjellig Kolorit Livet faar, enten Ulvens Tuden lyder i Vinternatten, eller Dampvognens Piben skingrer gjennem Luften.

At Ulvene i gamle Dage have haft Ophold ikke alene i Jylland, men ogsaa paa de danske Øer, lader sig saa meget mindre betvivle, som Stedsnavne godtgjøre det*), og de skriftlige Efterrrelninger maaske antyde det samme³). Men

1) Den sidste Mangel synes at hidrøre fra, at de fleste ældre Efterretninger ere meddelte Forf. af andre, tildels etter Skriftets paabegyndte

2) I Kønninge Sogn, Aasum Herred, i Fyen tindes de saakaldte Ulvegravsagre. BendK, Efterretninger om Røiininge og Kolfsted Sogne S. 130.

3) Frode Fredegodes Le v^ (Saxo p.'247-48), at der ved Siden af hver Tyv skulde hæugos en Ulv, maa, som Suhm bemærker (Kiøbh. Selsk. Skrifter VIII. 37), have beroet paa en betydelig Udbredelse at' UJveue over helt Lanc.et, hvis deu er kommen til Anvendelse overalt i Danmark. Båden, Smaa Afhandll. I. 380, har derimod læst Hvitfeld (S. 513; jvir. Ser, rer. Dan. VI. 531) meget flygtigt, riaar han tror, at det Sted godtgjør, at der var UJve i Sjælland paa Valdemar Atterdags Tid. Det er kun Formodning¹ af Suhm (XIII. 339;. Vigtigere for os er den Efterretning, at Christiern II 1513 ophævede Ulveskatteu ror Sjælland {Allen, De tre nord. Rigers Hist. 1497 — 153(3 11. 533), og man vil derfor næppe kunne give Fr. Sueedorff Ret. naar han siger (Saml. Skr. 11. 82;, at Jylland er den eneste Provins, hvor Ulvene have opholdt sig.

Side 846

Jylland har dog været deres egentlige Tumleplads, og der
\ille vi ogsaa opfriske nogle af deres Spor1).

„Deter en gammel lagttngelse", siger Forf. (S. 23^—24). „at Ultene lelge med Haenme, og at de tiltage meget i dc Aaringer, i hvilke Indbyggerne ikke ret kunne sysle med Fredens Gjerninger**, og ved at anvende denne almindeligt anerkjendte Regel ogsaa paa vore hjemlige Forhold, ville vi se, at den fuldkomtnen holder Stik²). Medcns vi i Begyndelsenafdet 16de Aarhnndrede — thi ora den foregaaende Tid ser jeg mig ligesom Forf. ude af Stand til at mcddele noget — traeffe Ulven i Vejles naarmeste Omegn³), skal det under Frederik Vs Regjering va?re lykkedes Jyderne nogenlunde at taa Bugt med den⁴). Men saa kom Borgerkrigen med dens opbrajndte Herregaarde og edelagte Bendergods, og de tro Folgesvende, Kovdyrene, udebleve ikke heller⁵). De mange

1) 1 det følgende er kun ganske undtagelsesvis medtaget de af Forf. fremdragne Oplysninger. Det er kun spredte Bidrag, jeg giver, og det er ikke min Skyld, om Supplementet i Omfang maaske overgaar det Skrift, hvortil det knytter sig.

2) Epidemiske Sygdomme blandt Ulvene kunne ogsaa bevirke deres periodiske Forsvinden, s. Morgenbladet (norsk) 15. Okt. 1871 (Nr. 285 A).

3) Wegeuer, Efterr. om A. S. Vedel, 2. Udg., S. K3, 22.

4) Kvartalskr. Orion 11. 91. Mon deter andet end Gisuing, stotttt ene ]>aa Rlanges Udtryk (Forf. S. 10)?

5) Se Forf. S. *.t—10. Ordene i Kecessen af 15oS: „Dog skal Ulvejagt blive ved RJagt*" (Kold. Rosunvinge, Ganile Love IV. '285) vise forovrigt, at Bestemmelsen om den fri Ulvejagt ikke var ny lige- som denne Jagt f. Ex, heller ikke er nrevnt i det aabne Brev af l.Avg. 1532 (Dsk. Mag. IV. 285—86), som indeholder Indskramkninger i Jagtfriheden. Selv om der dengang- knu fandtes faa Ulve, kan Tavslieden dojj ikke forklares som en Folge at", at do vare saa faa, at de runt vare forglemte.

Side 847

Aar, som nu fulgte, uden at Landet saa nogen Fjende trænge ind over Grænserne eller indre Ufred herske, noaa alter have tjent til at formindske Antallet paa Ulvene¹), men i Løbet af lidt over 30 Aar faa vi saa til Gjengjæld ikke mindre end tre til fire fjendtlige Indfald, og med dem felge da igjen Ulvene, i broderlig Forening med Hungersnød og Pest. I Begyndelsen synes det, som om Hertugdømmerne vare de Landsdele, som mest besværedes af de slemme Gjaester. Paa Landdagen 1650 indkom der Klager fra Landbefolkningen med Bøn om, at der maatte blive afholdt en almindelig Jagt, et Ønske, som fandt en ivrig Talsmand i Statholderen ChristianRantzau.Stænderne gik da ogsaa ind derpaa, og Forordningenaf25. Sept. paabød Afholdelsen af en almindelig Ulvejagt til December, naar Frosten var indtraadt, og fremdeleshvertAar til samme Tid. Overdreven Iver vistes der imidlertid ikke, ikke engang af Jagtembedsmændene, og StatholderensBrevetil Kongen indeholde bitre Beklagelser her- OTer; alle hans egne Anstrængelser og Foranstaltninger og Kongens Befalinger bleve temmelig frugtesløse overfor den almindelige Lunkenhed-). Endnu i mange Aar maatte Beboerneplages,for

1) En i Kjøbenhavn 1632 udkommen „Huszholdniugs Calender" siger, at „Ulvemaaued'' begynder 3 Dage for Martini; men Udtrykket maa ikke opfattes som et Tegn paa Dyrenes Almindelighed, da det næppe har været brugt her i Landet, men kun er en Oversættelse, saaledes som det ogsaa antydes i Bogen, af det i Tydskland brugte Ord „Wolfsmonat".

2) Se især C. Ketelsen, Unsere ehemaligen Wolfsjagden, i Volksbuch f. 1845 f. Schlesw., Holst. u. Lauenb., hrsg. v. K. L. Biernatzki S. 30 ff. Jvfr. Christiaoi, Gesch. der Herzogth. Schlesw. u. Holst. unter d. Oldenburg. Hause IV. 79—80 (jfr. 111. 244). A. Ipsen, Die alten Landtage der Herzogth. Schlesw.-Holst. S. 262. Samml. Schlesw.-Holst. genusiuschaftl. Verordnungen S. 6'å8_—39-. A. Niemann, Forststatistik der danischen Staaten (Altona. 1809) S. 232.

Side 848

boerneplages,forde fik Udyrene formindskede i Antal i væsentligGra
d1).

I Landet nord for Kongeaaen lader det til, at man først noget senere ret er kommen til at fele Ulvenes foruroligende Overhaandtagen-). Polakken Johan Chrysostomus Passek, som var herinde 1659 med den polske Hjælpehær, fortæller i sine Memoirer, at her kun findes faa Ulve, da der er en Lov, som byder, at, saasnart en Ulv viser sig et Sted, skulle alle omkringboende forfølge den, til de faa den dræbt. Naar det er sket, flaas den ikke, men hænges i en stærk Jærnkjæde op i en hej Galge eller et Træ og bliver hængende der, til Knoklerne af sig selv falde ned³). Men der er to Ting, som gjer, at man ikke übetinget ter fæste Lid til Passeks Fortællingom Ulvenes Faatallighed. For det første var han fra et Land, som altid har udmærket sig ved en overflødig Rigdompaa denne Slags Dyr, og hvis han har anlagt polsk Maalestok ved sin Bedemmelse, hvad der er rimeligt nok, kan det ikke undre os, at han kommer til et for Danmark gunstigt Resultat. Dernæst har han faaet et altfor overdre>entIndtryk af vort Fædrelands Lidenhed, og hvorledes dette kan indvirke paa hans Forestilling om Rovdyrenes Mængde, \il ses af følgende Udtalelse af ham: „De (Ulvene) have alene Adgang til det store Vildt (i Jylland) over den smalle Landtangemellem Havene (o: gjennem Slesvig), en anden Vej gives der ikke for dem, thi paa den ene Side omskylles dette Land af det baltiske Hav, paa den anden af Oceanet, og tilses kunde de kun komme, naar de i Danzig for god Betalinglejede et Skib af Hr. Borgmesteren"⁴). Men hvor

1) 1671 siger Holger Jacobæus, at der i Holsten (o: Slesvig) findes mange Ulve. Suhms Nye Saml. 111. 176.

2) Den Formerelse, som Krigen 1625—29 bevirkede, var kun forbigaaende, se Forf. S. 10.

3) Denkwiirdigkeiten des Johann Chrysostomus Passek, deutsch hrsg. v. G. A. Stenzel (Breslau 1838) S. 13.

4) Et andet Exempel paa Passeks Opfattelse at vort Lands ringe Udstrækning er det, naar han siger, at man i Jylland ej har Agerhons, „weil sie sehr einfaltig sind, vor jeder Kleinigkeit erschrecken und im Metre ertrinken" (S. 14).

Side 849

smal end Sønderjylland er, er det dog klart, at det er mer end bredt nok til, at Dyr kunde trænge ind igjennem det. Man tør saaledes næppe tillægge Passeks Vidnesbyrd nogen stor Vægt, og den Bekræftelse af det, som ved første Ojekastsynes at kunne hentes fra de bekjendte, omtrent samtidige,større Beskrivelser af Danmark, er næppe mer end tilsyneladende, da deres Tavshed med Hensyn (il skadelige Dyr lige saa godt lader sig skrive paa deres misforstuaede Patriotismes Regning, rier i andre Retninger lader deres Fantasibygge glimrende Skikkelser, kun lidet svarende til den tarvelige Virkelighed¹).

Gjennem hele den sidste Halvdel af det 17de Aarhundredegaar Danmark stærkt tilbage baade med Hensyn til Folkemængde og Velstand⁵). Det var gyldne Dage for Ulvene;rundt omkring i Jylland træffe vi dem. Den strænge Vinter 1673^—74 gjorde dem dristigere end sædvanlig, og jævnlig overfaldt de Bøndernes Fæhuse³). Tilsidst blev det for galt, og 1677 udnævnte Kongen Johan Tåntzer til Ulvejægeri Jylland og Slesvig. Det var en Tysker, maaske en Sachser, og toges Hensyn til de Følelser, han udlalte for de Dyr, som det blev hans Livsopgave at forfølge, var Valgetudmærket, thi han erklærede sig for deres „Ærkefjende".Om det har været Mangel paa Dygtighed eller Mangel paa Held, der var Skyld i, at det ikke lykkedes ham at overvælde sine Fjender, skal jeg lade være usagt; ni Aar senere høre vi ham klage over den megen Møje og de store Omkostninger, han til ingen Nytte har anvendt, og, mismodig over sit Vanheld, haahe et lykkeligere Udfald for andre⁴). Odelajggelsen af Ulvene var dengang Gjenstand

1) Jvfr. Hammerich, Damnark under Adelsvaelden IV. 208.

2) Se Hist. Tidsskr. IV. 7. Hist. Tidsskr. 3R. 11. 33—35. F. Hansen, Forandringerne i Priserne S. 83. Scharling, Pengenes synkende Vaerdi S. 290.

3) Bircherods Dagb^crer P. 150.

4) Se hans Skrift: Der Dianen hohe und niedere Jagt Geheimniisz, 3 Bind i Folio, Kopenh. 1682—89 (1. Bind med omtrykt Tittel- Llad og Aarstallet 1699). Hans Stemning mod Ulvene staar at læse 11. 98; at han havde opholdt sig i Sachsen, fremgaar af I. f>3 (jvfr 11. 8;. I Jydsk« Registre kaldes han rigtignok J. Teutzer (Forf. 8. 11), men det maa være samme Person som Forfatteren til det nævnte Skrift, og haa maa da selv bedst kjende sit eget Navn.

Side 850

for manges Ønsker, og derfor optraadle ogsaa adskillige Projektmagerei den Retning. Saaledes skriver Jægermester Hans Mogensen Arenfeld fra Ry d. 30. Oktbr. 1683 lil Overjægermesteren,Grev Konrad Reventlow, om en Person, som angiver, al han Til lægge Ulvene ede; „men jeg tvivler paa, at han det kan præstere, eftersom han det aldrig haver set, ikke heller haver fanget nogen Ulv tilforn, men han haver nok læst det. De 12 Skytter, han udi hans Memorial skriverom, skal nok være det fornemste af hans Anslag, at han dermed kunde ride orn og fixere Bonden noget. Det vil nok gaa med hannem som den udi Frederiksborg, at han selv vilde fange Hjorte og rette dennem af at trække og staa for Skud«¹).

Paa samme Tid, som den nys nævnte Arenfeld med de lil hans Raadighed staaende Midler ferie Krig med Ulvene, saa at han d. 10. Jan. 1(384 kunde mælde fra Skanderborg, al han i den Vinter havde fanget 24 af dem og nu var paa Rejsen i samme Øjemed til Vendsyssel-). — paa samme Tid ansaa man det i Kjebenhavn for nodvendigl at sende de betrængte Jyder Hjælp og lod en Overjæger og flere Jagtbetjentedrageafsted, en Hjælp, som imidlertid ikke blev til nogen Nytte, da Jagtselskabet udslod saa haarde Lidelser ved Overfarten over Store Bælt, at det ikke blev i Stand til al udfere sit Hverv³). Samme Dag, som det sidst nævnte Brev afsendtes fra Skanderborg, skrev Jægermester Gerhard BrockdorfffraSkodborg,

1) Gehejmearkivet, Breve til Konrad Reventlow.

2) Anf. Saml. I Vendsyssel var i Slutningen af Decbr. 1653 bleven anstillet Ulvejagt af Amtmanden Jørgen Skeel Due (Brev fra ham af 24. Decbr.).

3) Bangs Saml. af nyttige og opbygg. Materier I. 28 ff.

Side 851

dorfffraSkodborg,at han nu ?,atter^a i Lebet af 2 Dage havde fanget 7 gamle Ulve, og 2 Uger senere berettede han, at han i Farrisskov paa én Dag havde fanget o gamle Ulve og saaret 3 dødeligt, saa at han i den Vinter havde i sit Distrikt fanget 22 foruden dem, som vare skudte ved Lokkemaden,oginden Vinteren var forbi, var de ved Hjælp af Garn fangede Ulves Anl.il steget til 42^J). Vi faa altsaa af disse Indberetninger det interessante Udbytte, at der i den ene Vinter t(583 —84 er i Hans Arenfelds Distrikt, der maa have indbefatlet den sterste Del af Jylland, bleven fangetmindst24 og i Gerhard Brockdorffs Distrikt, den sydligeDelaf Jylland og den nordlige Del af Slesvig, 42 Ulve, allsaa mindst 6t> Ulve, foruden de skudte! Næste Vinter optog Brockdorff sin Virksomhed og rettede Opfordring til Overjægermesteren om at naaatte faa et betydeligt KvanlumHamptil Forfærdigelsen af nye og Istandsættelsen af gamle Jagtgarn og andre Fangeredskaber²). Paa denne Tid udgik der Befaling fra Kjobenhavn om at oversende nogle levende Ulve, men medens Brockdorff lovede at gjere sin bedste Flid uden, som det synes, at nære nogen Frygt for, at det ikke skulde lykkes ham at efterkomme Ordren, er det ret mærkeligt at hore Arenfeld i den Anledning skrive tilbage: „Eftersom her er ikkun fire eller fem Skove, som Ulve holder sig op udi, og endda gaar hele Uger forbi, at man dem aldrig uden to eller tre fornemmer, som strejfer igjennem, vilde jeg vel. at det maatte behage Eders Excellence,at.Jægermester Brockdorff maatte og gjøre sit Bedste, om det mig skulde manqvere, at det dog endelig paa et Steds kunde gelinge^an). Det lader dog næsten til, at han

1) Breve af 10. Jan, 24. Jan. og 23. Decbr. 1084.

2) Breve af 20. og 23. Decbr. 1684, 26 Febr. 1(585. Pan en eneste Jagt vod Varde faugede han 9 ganile Ulve, hvad der efter bans Beretning vakte saa meget storre Forundring hos Egnens Beboere, som der aldrig tilforn var holdt Ulvejagt der. Brev af 23. Jan. 1(586.

3) Begge Breve af 25. Pccbr. 1684.

Side 852

har set Forholdene i et altfor gunstigt Lys, skjent det maaske nok er gaaet i Nørrejylland som i Senderjylland, hvor det udtrykkeligt siges; af Brockdorff, at den store UdryddelseiVinteren 16s3_—84 havde haft en meget kjendelig Indflydelse paa Ulvenes Mængde¹). Men at denne Tilbagegangikkehavde stort at sige;, fremgaar i hvert Fald af det kongelige aabne Brev af 26de Decbr. 1685, hvorved Kongen, som havde bragt i Erfaring, at det var højligt fornedent, at Ulvejagten dreves med sterre Kraft end forhen, bed, at hans Jægermester frit skulde jage efter de nævnte Dyr overalt i Jylland med Understøttelse af Amtmændene, Proprietærerne, Banderne og — Natmændsfolkene²). J de ferste Maaneder af Aaret 16^6 træffe vi igjen Brockdorff i fuld Virksomhed³), og selv midt om Sommeren se vi hans Kollega i Jylland gaa paa UJvejagt og fange adskillige Stykker, deriblandt et Dyr med 7 og to andre med 5 og 4 Unger⁴). Der var imidlertid iiidtruffen en Udlænding, som synes at have faaet det samme Hverv, som i sin Tid var givet Tåntzer, nemlig Just Campmaon, der i de sidste Maaneder af Aaret 1685 gjennemrejste en stor Del af Jylland. Hans ferste Indberetning til Revenllow er fra Vejle (31. Okt.), den sidste fra detle Aar er fra Viborg (28. Decbr.}. Overalt anstillede han Forfelgelser efter Ulvene,saaat han, da han d. 12. Decbr. mældle sin Ankomst til Randers, kunde indberette, at han paa Rejsen fra Vejle havde fanget 30 gamle Ulve, et Resultat, som dog ikke tilfredsstillede ham, men som han mente maalte undskyldes, da han endnu var ganske übekjendt med Landet og med Befolkningens Sprog.

Ved temmelig udferligt at have dvælet ved disse Enkelthederfra
et Par Aar i Slutningen af det 17de Aarhundrede

1) Brev af 19. Jan. 1685.

2) Jydske Registre XVIII. 127 b. Det er vel denne Forordning, som Brockdorff omtaler soir formentlig saa gavnlig (Breve af 23. Jan. og 3. Febr. 1686,).

3) Breve af 6- Jan , 23. Jan. og 25. Febr. 1686.

4) Arenfelds Brev er dateret Hals Ainpt, d. 22. Juli 1686.

Side 853

haaber jeg at have henledet Opmærksomheden paa, hvilke rige Oplysninger der ogsaa denne Sag betræffende lade sig vente ved en flittig Benyttelse af Gehejmearkivet, og skal for de nærmest paafolgende Aar blot bemærke, at Samlingen af Konrad Reventlows Breve sikkert ogsaa for deres Vedkommendemaa kunne yde gode Bidrag, hvilke Tiden imidlertidikke har tilladt mig at undersøge.

D. 8. Decbr. 1688 udgik en Forordning om Ulvejagten (S. 10), som hvert Aar blev oplæst paa alle Tinge og fra alle Piædikestole i Jylland¹), og det 18de Aarhundrede fortsaltesin Forgængers Bestræbelser baade i Senderjylland og i Nørrejylland, baade syd og nord for Limfjorden-). Efterhaandensom vi rykke la:ngere ned i Tiden, sker der imidlertiden stor Forandring i vore Rovdyrs Stilling, thi da er det, at de blive Undtagelser, Enkeltheder. Noget bestemt Aar for denne Forandring lader sig naturligvis ikke paavise; i det højeste kan man tage et Decennium og sige: i det sker Overgangen, — hvis man ellers formaar det, thi der er flere Omstændigheder, som tyde paa, at Ulvestanden har været i jævn Tilbagegang lige siden Slutningen af det 17de Aarhundrede. Af Ytringer i Iste og 4de Bind af DanskeAtlas synes Forf. (S. 14) at ville drage den Slutning, at Omslaget maa være ind truffen i Tidsrummet 1763^—68, men denne Slutning er for rask; der maa samles flere Kjendsgjerningerfor at begrunde den. For da ogsaa at yde et lille Bidrag til Ulveslandens Historie i det 18de Aarhundrede skal jeg henvise til en Række Indberetninger fra Viborg Stift fra Aaret 1743³), der oplyse, hvorledes foriikjellige Egne af Stiftet vare plagede; fra mer end ét Sogn skrives om Ulve „i stor Overflødighed". For enkelte Sognes eller Egnes Vedkommende have vi Fortællingereller Sagn om, naar Ulvene forsvandt eller dog toge af i saadan Grad, al; de saa at sige bleve usynlige undlagenved

1) Fogtrruins Reskriptstiml. 11. 649.

2) I Vendsyssel holdtes 1705 i Febr. en „lystig" Ulvejagt, soin Biskop Bircherod forteeller (Dagboger S. 409j.

3) Kallske Saral., Fol., Nr. 61.

Side 854

lagenvedenkelte extraordinære Lejligheder¹). Ogsaa de maa samles. Foruden de almindelige Bemærkninger om Tilstandeni Slutningen af forrige Aarhundrede i samtidige Skrifter,som Forf. har fremdraget, her vel endnu lægges Mærke til, at N. Jonge skriver 1777, at Ulve findes nu meget sjældenti Hederne, da de næsten ere edelagte³), og en lignendeUdtalelse haves af Fr. Sneedorff fra hans Forelæsninger,holdte 1789—90").

Vilde man nu endelig have at vide, naar den sidste Ulv i Danmark omkom, maatte Spergsmaalet vel egentlig omformes, saa at det kom til al lyde: naar den sidste danskeUlv blev dræbt; der er jo nemlig intet til Hinder for, at mange kunne være indvandrede, ligesaa lidt som det er umuligt, at vi endnu en skjen Dag kunne læse i Aviserne, at Ulven grasserer i Jylland.- Da det nu imidlertid ikke lader sig gjere at skjelne Dyrene efter Nationaliteter, maa Undersegelsenaltsaa gaa ud paa at finde, om det saakaldte „sidste *⁴ Stykke uventet har vist sig, efter at man i Aaringer har trot, at Arten var udryddet, eller om man nogenlunde stadigthar hert, hvorledes dets Bredre have maaltet bede med Livet. Er det sidste Tilfældet, kan man antage, at det er dansk (skjent sikkert er det ikke); hvis ikke, er det efter al Rimelighed fremmed og har da kun ringe Interesse for os. Ogsaa paa dette Punkt ser det næsten ud, som om Forf. mindre end tilberligt har laget Hensyn til vigtigt og uvigtigt. Han samler med stor Vidlleftighed Efterretningerne om de tre „sidste" Ulve — fra 1804, 1811 og 1813⁴) —,

l) Saaledes skal Mejlgaard, da den 1752 (T. A. Becker, Danske Herregaardc 4. Bd.) tilfaldt Generalmajor v. Osten, have været haaidt plaget af Ulve, men han fik dem til at forsvinde (Thiele, Danmarks Folkesagn I. 133). Skulde Ulvegravene (Forf. S. 13) skrive sig fra hans Tid? Jvfr. Saml. t. jydsk Hist. 111. 22. — Endnu omtr. 1750 blev en hel Faareflok dræbt paa én Nat af Ulve i Raabjerg Sogn i Vendsyssel. Saml. t. jydsk Hist. 111. 78.

2) Jonge, Danmarks chorogr£.phiske Beskrivelse S. 391.

3) Saml. Skr. 11. 82.

4) Forf. har ikke Ret, naar han tror, at det 1813 fældede Stykke ikke for er bleven onitult paa Tryk. Den bekjendte Turist H. Marryat omtaler det, skjont med urigtigt Aarstal: „The last of the race was killed, in the year 1811, somewhere by Estvadsp.'iard in a forest near Skive". Marryat, A residence in Jutland, the Danish island and Copenhagen, 11. (London 1860) p. 191

Side 855

men tilfejer saa (S. 22 I.), at det ikke er rimeligt, at de have været hjemmehørende i Danmark. Skulle alle de Ulve tages med; som have opført Gjæsteroller her, saa bliver Listen nok noget længer og det „sidste" Stykke efterfulgt af et „allersidste". Mod Forf.s Antagelse, at den sidste Ulv skulde være fældet 1813 tale allerede flere samtidige Ytringer.Saaledes siger Matidix 1813, at „Jagt efter Ulve er vel nu sjælden forneden*¹), hvilke Ord i det mindste vise, at han ikke er sikker paa, at Dyrene ikke mere forekomme. 1810 skriver Begtrup, at „Ulve gives endnu i Mejlgaards Skove"²). 1816 hedder det, at der i Danmark af Dyreriget findes, men kun sjældent, Ulve³). Og 1820 paastaar Niemann,at man ikke véd med Vished, om Jylland nu er frit for Ulve, og han fortæller flere Historier om Ulve, som ere dræbte der et Par Aar i Forvejen*). Endelig har Dagpresse n⁵) fremdraget to Tilfælde fra 1829 og 1841. 7. Febr. 1829 skrives fra Vejle, at der i Gadbjerg Sogn er skudt en Ulv, „der var saa stor som en Bulbider og vejede mellem 8 og 9 Lpd."⁶). Oppe i Nærheden af Limfjorden skjed en Bonde i Suldrup Sogn tæl ved Hovedgaarden Albæk en Ulv i Marts IS4I, da hans lille Datter havde underrettet ham om, at der ude ved et Aadsel af et Faar stod et Dyr, som hun endnu aldrig havde set Magen til. Han skal i Nibe have faaet udbetalt Præmien for skadelige Dyrs Udryddelse⁷).

1) Mandix, Haamlb. i den danske Landva^seniMet, -. Udg., It. 281.

2) Begtuip, Beskriv. ovui Agerdyrkningen.s Tilstand i Danmark VI. 94.

3) S. B. Juul og Cron, Utographie over Kongtriget Danmark, Indledn. S. xi. Jvfr. dog S. 249.

4) Niemann, Vaterlandisehe Waldberichte S. 88.

5) Fyens Stiftstid. 22. April 1871. Dags-Telegrafen 4. Maj 1871.

6) Fyens Stifts Adresse-Avi,3 17. Febr. 1829.

7) Aalborg Stiftstid. 19. og 20. Marts 1841.

Side 856

Det vil næppe være undgaaet nogens Opmærksomhed, at den, der vil forfølge Ulvenes Spor, let ledes vild, og vi kunne være overbeviste om, at mange af de Dyr, der ere anforte som Ulve, kun have været store Hunde. Men det er vist umuligt at paavise, hvor der er en Fejltagelse, og overfor den, som stiller sig skeptisk til den hele Sag, maa man vist indskrænke sig til at indremme hans Ret til at nære Tvivl, uden at man jo derfor selv behever at være saa mistænksom.

Ad to Veje lader det sig tænke, at fremmede Ulve ere komne til Jylland, nemlig enten overisen eller til Lands fra syd af (S. 23). Medens Forf. — ligesom tidligere J. J. F. Friis 1) ~ anser det for sandsynligst, at de for største Delen ere dragne herop gjennemHertugdømmerne, er der andre, der holde paa Søvejen som den rimeligsle, og det forekommer mig, uden at jeg tør udtale mig for det ene eller andet, at der er flere Omstændigheder,som nærmest tale for den sidste Anskuelse. Forf. anfører (S. 23) en gammel islandsk Berelning om, at Ulvene i en stærk Frost løb paa Isen mellem Norge og Danmark;ogsaa fra nyere Tider har man bestemte Exempler paa slige Overgange, saaledes 1740, da Kulden lod Ulve gaa fra Skaane til Sjælland²), og Stedet, hvor Ulven fra 1841 — hvis det nu virkelig var en Ulv — dræMes, tyder ikke heller paa, at den er kommen syd fra³). Spørgsmaalet maa vislnok nærmest afgjeres ved at undersøge Forholdene i Jyllands sydlige Nabolande. Den Omhu, Forf. har anvendt for at komme efter Tidspunktet for Ulvenes Udryddelse i Jylland, har han ikke ofret paa Slesvig; medens han hist viser Uholdbarheden af den gamle Beretning, der sætter 1772 som Udryddelsesaaret, lader han her Niemanns Udsagn, al

1) Saml. t. jydsk Hist. I. 150.

2) M. C. Hanow, Seltenheiten der Natur und Oekonomie, 11. (Leipz. 1753) S 690.

3) Paa auf. St. i Aalborg- Stiftstid. antages det og-saa for rimeligst, at Dyret er kommet drivende paa et Isstykke, og det er maaske netop det Dyr, der omtales i J. C. Scbytte, JSkanderliorg Amt (1843) S. GOB.

Side 857

den sidste Ulv dræbtes 1778, uden videre staa ved Magt (S. 12, 15), og ligeledes gjenlager han, at den sidste Ulv i Holsten blev set 1806 (S. 24). Men der er Grund til at være lidt. forsigtig med at tage saadanne Tal for gode, især naar man, som Forf., medtager ogsaa indvandrede Dyr. Selve Nieroann¹) siger i alt Fald, at der efter Nogles Sigende skal være set en Ulv i Skoven Krumland (Hiitten Sogn) i Begyndelsenaf dette Aarhunclrede⁹), og i Holsten, i Rendsborg Amt, hvor Ulvene havde været ganske udryddede, saa man dem atter i Slutningen af forrige Aarhundrede³) (altsaa fer Napoleons Krige) for ikke at slippe dem i de første ti Aar, og baade i Neumiinster Amt og i Herskabet Breilenburg traf man dem endnu 1807⁴j. Maaske antyde disse Tal dog, at de Ulve, som Jylland husede i Begyndelsen af delte Aarhundrede,næppe have søgt herind fra Tyskland, om man nu overhovedet har Ket i at sege deres Hjemstavn udenfor Landets Grænser, hvad der jo ingenlunde er bevist.

Vil Ulvenes fremtidige Historiograf ogsaa samle Oplysninger om den Chertro, der knytte sig til disse Dyr, maa det vel anføres, hvad Henrik Rantzau fortæller, at deres Tænder ere gode til at befri Børn for Frygt og til at forøge Hestens Udholdenhed i Løb⁵).

Forf. antager (S. 28), at Vildsvinene have været roryddedeheriLandet paa Frederik ll's Tid, da vi erfare, at denne Konge fik sin Svigerfader Hertug Ulrik af Meklenborgtil1580at sende liere Stykker herind, og at han noget senere skriver, at han „nogle Aar forleden med stor Bekostningharforskrevetnogle

1) Vaterland. Waldberichte S. 527.

2) K. Aagaard, Beskriv, over Terning Lehn (1815) S. 216, beretter, at der for 40 Aar siden var mange Uive der i Egnen, og 1777 omtaler Jonge, Dunm.s chorograph. Beskriv. S. 796, Ulve som forekommende i Slesvig. Strængt tapet modsige dog ingen af disse Efterretninger den, der sætler 1778 som Ura.'nsen.

3) Schleswig-HoUtem Fiovinzialberichte 1797, 11. 2.-12—34.

4) Niemann, Forststatistik d. dan. Staaten S. 232. Kvartalsskr. Orion 11. 91.

5) H. Kanzovii Diarium sive Calendarium Romanum, oeconomicum, eoclesiastieum, astronoruicum et fere perpetuum (1593) p. 82. — Skulde nogen undre sig over, hvad det er for Dyr, Niels Svansø omtaler (omtr. 1550) under Benævnelsen „cornigeri lupi" (Suhms Nye Saml. 1. 333), tjener til Underretning, ut det sidste Ord er en Fejl for „cervi" (se Originalen i GI. kgl. Saml. Fol. Nr. 719i.

Side 858

ningharforskrevetnogleVildsvin, paa det at dette Vildt igjen maatte være at bekomme i Jylland". En anden ret mærkelig Oplysning, som synes bestemt at pege i samme Retning, lader sig hente fra et Brev, tilskrevet samme Konge 1567 af hans Sester, Kurfyrstinden af Sachsen, der var bleven meget betænkelig over, at Kurfyrsten efter Anmodningsendtehamnogle Vildsvin, da det syntes hende ilde at besaa det kjære Fædreland med slige skadelige Dyr, som fremkaldte saa ynkelige Klager fra Befolkningen i Sachsen; men hun trøstede sig. dog med det Haah, at hendes Broder vilde anbringe Dyrene paa en O, hvor de ikke kunde afstedkommeUlykke r¹). Saafremt nu disse Vidnesbyrd virkeliggodlgjore,atVildsvinene have været udryddede — hvor længe, siges ikke —, til Frederik II atter indførte dem⁹),

1) K. v. Weber, Anna Churfiirstin zu Sachsen (Leipz. 1865) S. 260.

2) Ganske uden Tvivl om Rigtigheden heraf er jeg ikke. I Efteraaret 1559 træffe vi nenr.lig Universitetets Rektor og en anden af Professorerne paa „Svinejagt" ved Knardrup (Rørdam, Univers. Hist. 1537_—1621 I. 659, hvor der maa sættes et Komma mellem „Rektor*' og „Mester Haas Albretsen", da ikke denne, men M. Jakob Bording dengang var Rektor). Universitetets lærde Historieskriver antager, at der rimeligvis menes Indfangeisen af 01densviuene i Klosterets Skove; men det lader sig ikke nægte, at det gjør et lidt underligt Indtryk, at se to af de højlærde deltage i en saadan Idrast, skjønt man derfor ikke tør paastaa, at det er umuligt. Ved at antage, at Jagten har været efter Vildsvin, vilde denne Indvending vistnok falde bort, og med Aarstiden vilde Antagelsen ogsaa passe, da Vildsvinene ere fedest i November Maaned (Den oeconomiske Correspoudent VI. (1822) S. 257), men derimod vilde paa den anden Side stride de ovenfor anførte Udsagn, der I;yde paa. at Dyrene paa den Tid have været udryddede. Der bliver da intet andet for end, idet man overlader den endelige Afgjørelse til Fremtiden, at holde sig til Rørdams Forklaring. Dog maa Svinejagten i saa Fald snarest henføres til Vinterens Begyndelse (Regnskabet angiver ikke heller nogen Tid), eller ogsaa har det kun været de til Slagtning bestemte Dyr, som bleve drevne hjem, thi vel omtales der i et Sagn, at Svinene dreves hjem ved Høsttid (Thiele, Folkesagn I. 292), men rigtigere or sikkert Forholdet opfattet i den engelske Gjengivelse, som lader det ske, da „the winter drew nigh" (Marryat, A residence in Jutland etc. 11. 98), ligesom Peder Hegelund i sine utrykte Dagbogsoptegnelser fra Slutningen af det 16de Aarhundrede omtaler, at Svineue dreves ud paa Olden i Slutningen af September og hjem i den første Halvdel af December (1571, 24. St.pt.; 1573, 29. Sept., 3. og 13. Decbr.). Et lidt afvigende Vidnesbyrd er bleven mig paavist i Linnæi Skånska Resa (Stockh. 1751) S. 407, hvor det hedder, at Svin ere i Skoven paa Olden fra Frostens Begyndelse til Juletid. — Tilføjes maa dog endnu, at den Betydning, som er lagt i Frederik ll's Ord, at han har forskrevet Vildsvin, for at detle Vildt „igjen maatte være at bekomme i Jylland", betydelig formindskes, naar man lægger Mærke til, at han kun taler om Jylland og slet ikke berører Sjælland, og farsaavidt man vilde mene, at han, hvis de fandtes her, ikke „med stor Bekostriing:' havde behøvet at hente dem langvejs fru, fortjener det at fremhæves, at der i Holsten bevisligt fandtes Vildsvin i Midten af Aarhundredet, s. Jahrbiicher f. d. Landeskiznde der Herzogth. Sclilesw, Holst. u. Lauenb. I. 427. (1523 blev Nicolaus Eantzau dræbt af et Vildsvin, ifølge Hofman, Danske Adelsmænd I. tab. 1 ad pag. 71; det er vel sket i Holsten.) Kongen maa da have haft sins Grunde, hvorfor han ikke tyede til nærmeste Sted. Kurfyrstinde Annas Ord have derfor større Vægt.

Side 859

faar man et godt Begreb om disse Dyrs hekjendte Frugtbarhedvedathore, at do allerede i Slutningen af Aarhundredetfandtesistor Rigdom i Jylland¹), og denne Rigdom synes at have holdt sig langt ned i de følgende Tider. Ogsaa paa Sjælland fandtes Dyrene i ikke ringe Mængde, i det mindste i Slutningen af del 17de Aarhundrede, hvorom Vidnesbyrd afgives af Christian Vs Jagter²). Dette Vildt sattes der saa

1) Jonas Koldingensis, Daniæ descriptio nova (1504) p. 78. Samme Ord i Henr. Rantzaus Beskrivelse (1597) i Westphalen, Monum. ined. rer. German. I. GO og i Pontani Rerum Danicar. historia (1631) p. 359.

2) Tage-Register Ktinigs Christian des Fiinften S. 272. N. hist. Tidsskr. I. 508, 527, 528. Jvfr. (Molesworth,) An acoimt ofDen- mark as it was in the year 1692 (Lond. 1694) p. 9, 33. (At der i sin Tid fandtes Vildsvir. i Fyn, ses af Vedel. Simonsen, Odense I. 2. 14)

Side 860

stor Pris paa, at man meget ivrigt søgte at hindre dets Undergang.PaasammeTid som Jægermestrene under deri nys nævnte Konge give Indberetning om, hvad de have udrettettilUlvenesUndergang, anmode de om at maalte erholdeFoderforat holde Vildsvinene i Live om Vinteren¹). Skinkerne og Hovederne bleve røgede og oversendte til Hoffet i Kjøbcnhavn, ja Qere Gange sendtes de endogsaa som Foræringertildenaugustenborgske Hertug Ernst Gynther²).

Efterhaanden aftog dog Dyrenes Mængde. Ligesaa lidt som Forf. ser jeg mig i Stard til at angive, naar deres Ophor paa Sjælland indtraf, men i Jylland vare de dog endnu 1762 tilstede i et saadant Antal, at Ejeren af Malrup kunde love hvert Aar at sende et Vildsvinehoved til Kjøbenhavn. Der siges, at den strænge Vinter 1788 skal have været Hovedaarsagen til deres Undergang³), og 1801 skal det sidste Stykke være bleven skudt (S. 28)⁴).

1) Se Brevene tU K. Reventlow, 10. Jan. 1684 fra Arenfeld og 25. Febr. 1686 fra Brockdorfl\

2) Breve fra Brockdorff af 24. Nov. 1683 og 26. Nov. 1685.

3) Kvartalskr. Orion 11. 90_—91. I de ovenfor nævnte Indberetninger fra Viborg Stift fra 1743 er kun liden Tale om Vildsvin. Jvfr. Saml. t. jydsk Hist. 111. 20. 1747 hedder det: „IJylland finder man Vildsvin i Skanderborgs og Silkeborgs Skove". B. Roque, Dannemarks Forlystelser I. 15. 1777 skriver Jonge (Danm.s chorograhp. Beskriv.) at nogle faa Vildsvin findes hist og heri Jylland (S. 391), hvorimod Slesvig har Overflødighed paa dem (S. 796). Begtrup, Agerdyrkningens Tilstand VI. 94, omtaler 1810, at „Vildsvin gaves for 40 Aar siden i Rugaards og Mejlgaards Skove". — I Holsten begyndte man i Slutningen af Aarbundredet atter at se Spor af dem, efter at de i en Række af Aar havde været usynlige. Schlesw. Holst. Provincialber. 1797, 11. 233.

4) Juul og Cron, Geogr. ov. Dannemark, nævner vel endnu 1816 Vildsvin som forekommende her i Landet (Indledn. S. xi), men Bogen omfatter ogsaa Holsten.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 2 (1870 - 1872) 1

E.- Erslev, Om de glubende Dyrs Undergang- i Nørrejylland. Kjøbenhavn, 1871. (32 SS.)