Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 2 (1870 - 1872) 1

C. G. Styffe: Bidrag till Skandinaviens historia ur utländska arkiver. Stockholm, i. 1559, II. 1864, og III. 1870.

Frederik Krarup.

Side 940

Skjøndt Udgiveren i sin Fortale beklager, at Udbyttet af hans Forskninger i de fremmede Archiver ikke ganske har svaret til hans Forventninger, er det, han har meddelt, dog saa værdifuldt og saa betydeligt, at Alle, der enske et virkeligt Kjendskab til Unionstiden, staae i en Gjæld til ham som til faae Andre. Hvor meget har han saaledes ikke for ferste Gang fremdraget om Dronning Margrethes store Reduktion, hvilke betegnende Oplysninger har han ikke meddelt om Bo Jonson, og i htor hei en Grad er det o\erhovedet ikke lykkedes ham at kaste et nyt Lys over Forhold og Personer, der ler henstod ukjendte eller miskjendte i deres Charakter og Betydning. Samlingen er altsaa en af de Kilder, hvortil Videnskabsmanden atter og atter vil komme tilbage; og i de Rækker af Special-Afhandlinger, der som Indledning aabne de enkelte Bind, har en alvorlig Forskning, en fortræffelig Methode og en ufortrøden Flid sat sig et Mindesmærke, som endog en seen Eftertid vil yde sin Hyldest. At Forfatteren ikke har holdt sig Titelen ganske efterrettelig, men ogsaa meddelt endeel svenske Archivalier, vil kun være ham en Adkomst irere til den Anerkjendelse, der altid vil knytte sig til et Arbeide, der allerede nu i sin ufuldførte Skikkelse danner en saa usædvanligt smuk Indledning til Professor Allens store Værk om Unionstidens sidste Afsnit.

Naar vi derfor dog enske at knytte nogle Bemærkninger til vor Omtale af Bogen, skulle de naturligviis ikke gjælde disse Detailler, hvor hver Forsker bestandigt vil have sin Mening om end ofte kun af den Grund, at enkelte Charaktertra;k,Landsmandskab eller deslige vække en Sympathi, som ikke i lige Grad feles af en Anden. Derimod henstille \i til Overvcielse en lille Indvending mod den Anskuelse, der maaskee mere antydes end udtales, at Unionen var en

Side 941

Voldshandling mod det svenske Folk som saadant og ikke
nærmere en ved Tidernes Ugunst mislykket Forening af adsplittedeDele
af det samme Folk.

Ligesom nemlig de: enkelte nordiske Riger have dannet sig gjennem Landskaber Forening ikke blot ved Fælledsskab i Kongehuus, men ogs; a ved Familieforbindelser mellem de mægtige Ætter, saaledcs er Unionen næppe islandbragt, for Adelen paa begge Sider af Grændserne knytter sig sammen paa saa mangfoldige Punkter, at den følgende Tids hele Udseendederigjennem faaer sin ejendommeligste Farve. Og de store Slægter kunde gjere dette saa meget lettere, som alleredeFortiden havde nnvist Veien , hvilket bl. A. sees af den Vanskelighed, der vise! sig ved at angive Abraham Brodersensegentlige Landsirmndskab1). Men en endnu tydeligere Stræben i Retning af Assimilation viser dog Gejstligheden, tilskyndet og understellet deri af Kronen: Magnus, der før 1870 blev Biskop i Hamar, skal have vænt Dansk, en dansk Mand, Peder Jensen, blev 1382 Bisp i Skara, og forflyttedessiden til Roeskilde-'i, Jacob, der c. 1372 erholdt Bispestoleni Bergen, var I!;insk, Erkebiskop Nicolaus Finkenov eller Ruser i Throndlijem (1382) herte hjemme i Danmark, og hans Efterfelger (c. 1387) Vinald var Svensk. Herefter felge under Erik af Pommern de Danske Joh. Gerechini i Upsala, Peter lngevastsen, Karmik i Upsala og derefter Biskopi Vesterås, og Navne ligeledes i Vesterås, samt NordmændeneArnold og Oaf Knop3) i Vesterås og Thorleif, ferst forgjæves forsegl Midtrængt i Upsala, men derefter Biskopsukcessive i Vibo og i Bergen4). Og gaae vi længerened i det Samfund, der i nærmere eller fjernere Grad herte til den geisllige Stand, da er det velbekjendt. hvorledesBrigittinerne udbredte sig fra Sverig til Danmark, saa


1) Bevisførelsen Bidrag IL S. LV, Not. *** holder ikke Stik.

2) Geb.-Arch. Aarsbcretu I, T. 24 og Not. 8.

3) At han var Nordmand :i°; ikke Dansk fremgaaer nf Navnet.

4) Hvor intct Andet jingives, ere Keysers og Reuterdabls Kiikehistorier lagte til Grand.

Side 942

at den svenske Oprindelse tydeligt spores i de Skrifter, der stamme fra danske Klostre af denne Orden, hvilket ligeledes gjælder om Munkeliv i Norge1). Ogsaa danske Munke findes i Norge2) og skulle senere i Mængde have opholdt sig i Sverig"*). Erkebisp Birger gik ien svensk Skole4), og GustavVasa havde en dansk Skolelærer i Upsala. Svenske Kirker prydedes med Malerier, der fremstillede Holger DanskesKam p5), ligesom Hellig Olafs Billed var et Yndlingsemnefor baade danske Qg svenske Kunstnere, og ligesom ogsaa talrige Pilegrimme fra de andre Lande besegte hans Helligdom i Throndhjem.

Der er altsaa en saa mangfoldig Forbindelse og saa bestandige gjensidige Paavirkninger, at der i lange Tider heller ikke høres nogen Uvillie over Kampen for Slesvig under Erik af Pommern mod Hansestæderne. Det er „Fædrelandets" Sag, det gjælder, er netop de Ord, hvormed en af de fornævnte norskfodte Bisper i Sverig udtaler sig om Sage n0). Og vi synes saaledes berettigede til at ansee Unions- Tanken for fuldt optaget af de heiere eller mere dannede Stænder i Rigerne.

Men er en Tanke ferst naaet dertil, da behøver den blot den Væxt og Grøde, som enhver naturlig Udvikling kræver, for aL bemægtige sig det hele Folk. Hindringerne for en Sammensmeltning synes neppe at kunne være af synderlig anden Art eller af meget større Betydning end de paa Absalons Tid vare for en Forening mellem Sjællænder og Skaaninger, mellem hvem der endog i sproglig Henseende bestod en lignende Forskjel som mellem Danske og Svenske.

Og dog brister denne Snor, der \ar lagt med saa megenLempe,
og dog sprænges Enigheden der, hvor Uenighedensyntes


1) P. A Munch: Munkeliv Klosters Brevbog, præf. p. 111.

2) Dipl. Norv. I. 687.

3) Joh. Magnus p. 892 —93 (den foregivne Tale af H. Gad).

4) Nettelbladt: Schwed. Bibi. 111. 19«.

5) Ny illustrerat Tidande I. 110.

6) Benzclii Monumenta eccl. Sveo Gotli. 173 — 74.

Side 943

hedensyntessaa unaturlig. Da den første Gnist var bleven tændt, kan KrigsGamrni'n ikke undgaaes, indtil Knuden overhuggesaf den Stormagt, der fødes under Kampens Bulder, det svenske Folks kraftige, selvbevidsle Nationalfølelse.

Men hvor da Aars.agen er at finde til denne uventede Omskiftning, bliver følgeligt et Spørgsmål af Viglighed. Forfatternelade os ikke i Tvivl om Svaret, idet de lægge os Erik af Pommerns Navn paa Tungen. Og naar de da henvisetil denne Konges stivnakkede Trods forenet med Mangel paa Held og paa Evne til at kunne gribe Øieblikket, have de visseligt Ret, men neppe naar de forøvrigt skildre ham som en Usling og en foragtelig Person. lians Kamp for Slesvig er i sin Tanke en Fortjeneste for ham som dansk Konge, og at den skulde komme i Veien for ham i hans anden store Opgave som Nordens Konge, var der forud saa liden Grund til at formode, at det maaskee endog kunde ansees for en tildeels berettiget Tanke at \ille befæste det endnu uprøvede Forbund ved at beskjæftige det med en ikke altfor uoverkommelig ydre Opgave. At han har fok en Afsmag ved det dengang demoraliseredeKirkesamfund., men efter Evne har søgt at bøde derpaa, fremgaaer af hans Indkaldelse til Danmark af Karmeliternesarbejdsomme og hæderlige Munkeorden, af hans Forkjærlighed for Brigitlinenie, af hans Plan om at oprette et dansk Universitet., af hans Hensigt i Vadstena at ville grundlægge et Collegiuin for Præster1) og af hans Forsøg paa at forandre Gudstjenesten ved nogle Domkirker saaledes,at Kannikerne under et meget forøgel Arbeide forpligtedestil aldrig at lade den hellige Sang forstumme i deres Kirker-). At han forøvrigt beskyttede tildeels maadelige Personerog søgte at fremdrage dem til høie geistlige Stillinger, kan ikke negtes; men at de dog paa den anden Side vare det Bedste, han kunde faae, synes at fremgaae deraf, at


1) S. R. Sv. I. 178—79. cf. Styffe: Bidrag 111. Fort. CXLI, Not. 1.

2) Lagerbring1, Swea Kikes hist. IV. 574 — 7»3, Dipl. Christierni I 38 —39 og Ny I). Mag. VI. 39 ft1., Dipl. Norv. 11. 537.

Side 944

han selv benyttede dem til at besljre Kronens verdslige Embeder1), ligesom de ogsaa synes al have forenet megen Forretningsdygtighed med deres moralske Raaddeuskab. At han dertil var en Mand, der hævdede Retfærdigheden uden Skaansel, viser Abraham Brcdersens Henrettelse2) og hans Afsættelse af haarde Fogeder'1).

Kan saaledes Kongens Personlighed næppe siges i Almindelighed at have været nogen tvingende Foranledning til at skille sig af med ham, saa kan dette sna meget mindre have været Tilfældet paa et Sted, hvor han maa have \æret saa lidet kjendt som i det aisides liggende Dalarne. Dertil kum endvidere, at Landskabets geistlige Overhoved, Bisp Olaf Knop af Vesterås, netop herte til Kongens personlige Tilhængere4), og dog under selve Opstanden sees uforstyrret at fortsætte sine private Eiendoms-Erhvervelser5). Og naar det endelig erindres, at Opstanden ferst udbred, dengang da der allerede en Tid havde været tilvejebragt Kolighed for udenlandske Fjender, da bliver der af alle Besværinger kun den tilbage over de haarde Fogder og de store Pengeudpresninger.

Men der meder os da den Mærkelighed, at uagtet de samme Byrder ogsaa have været Danmark paalagle'1), ere Klagerne dog derfra baade faae og beskedne, uagtet Trykket maaite være saa meget føleligere, som Landet paa en ganske anden Maade end Sverig var direkte udsat for Krigens Hærgninger.At Pengene gik til Danmark, gjorde naturligviis ikke dette Land rigere, skjendt Laurentius Petri deri finder Grunden til, at Sverig i den Grad forarmedes, at den, der


1) Joh. Gerechini var „pra;fectus a veg-e", Bisp Thomas paa Orken- Oerne tillig-e Statholder, Bis]) Arne i Skalholt tillige Hirdstyrer o. s. v.

2) Hallandska herregårdar vid P. v. Møller 51—52.

3) S. R. D. I. 398.

4) Cf. Skandinavisk Litt. Selsk. Skrifter XXI 53 ff.

5) Dipl. Dalekarlicum 111. BGS-69 fra Aarene 1434, 36, 37, 38. 39 og- 40.

6) Lagerbring: Swea rikes hist. IV. 41, Not. *.

Side 945

havde noget at pantsaMle, end ikke kunde finde sig en svensk, raen kun danske eller tydske Laangiverc1). Der maa altsaa have va;ret andre Forh >ld tilstede i Broder rigel end i Sverig, og vi beheve ikke at soge længe for at finde Grunden.

Det svenske Folk og Rige befandt sig nemlig endnu paa den Tid betydeligt længere tilbage i den almindelige europæiske Kulturudvikling end Danmark. Gjennem Modgangens haarde Skole havde det danske Folk lært at være en Slat, men i Sverig vare Landskaberne endnu saa løst sammenkjædede, ;'.t. Statsenheden blev det underordnede. Hist var Folket allerede vant til de store Offre9), som ethvert Folk maa underkaste sig, der har sin Selvstændighed og sit Eftermæle kjær; men hvor megen Forbittrelse vække ikke Skattepaalægene i Sverig. Nødvendigheden krævede desuden, at Statskassen maatte have rede Penge, men fra Arildstid ydedes Skatten i Naturalier. Der fordredes følgeligt et udbredt Handelsrøre, for at Bonden kunde skaffe de fornodne Summer tilveie og ikke skulde falde værgeløs i Hænderne paa Fogder, der selv kunde sætte Prisen paa de Varer eller det Arbeidi. , Bonden kunde yde. Men at Handelsomsætningen var meget ringe, godlgjor alene en saadan Omstændighed som der, at Biskop Brynolf af Skara holdt sig sin egen Kjøbmand;1), og den maatte under Handelsspærringen i Krigen med Hansestæderne og paa Grund af Udførselsforbud paa Leknetsmidler4) yderligere hindres.

Men hvor byrdeful :le end Skatterne kunde være for den. der skulde udrede dem, var Udbyttet for Statskassen dog ligesaa lidt dengang som nu tilstrækkeligt for Statens Behov i overordentlige Tilfælde. Da fulgte Kong Erik det af saa overlegne finantsielle Dygtigheder som Valdemar og Margretheanviste


1) S. R. Sv. 11. 2. 108, ::f. ibcl. 11. 2. IG2 og Riimkroniken.

2) Den Skat, der isser syncs at hare vakt Misnoic i Sverig, «Rumpeskatten», blev allerede 1355 paalagt i Danmark at* Valdemar Atterdao-, S. R. I). VI. 529.

3) Lagerbriug: Swea rikes hist. IV. 344.

4) Ib. IV. 57-2—73.

Side 946

gretheanvisteSpor, idet han pantsatte Dele af Landet til Laangivere eller Kreditorer1). At han herved kom ind paa en meget uheldig Udvei, er selvindlysende og bekræftes af Samtiden'2).

Da derfor Almuen drager op mod Stockholm, er dens Løsen ikke Sverigs Ære og Frihed, men Tilbageførelse af den hellige Kong Eriks Tid, „da der ikke fandtes Skat, Tynge eller Told"'1). Som Repræsentanter for den forhadte nye Tid gaae Forbandelserne ud over Kongen og Hadet ud over hans Lensmænd.

Men idet da disse forjages, blive de store Embeder ledige, som Stormændene ile med at bemæglige sig. Da er det, at Rigsraadet endelig rives ud af sin erklærede Uvillie mod Folkereisningen og selv sætter sig i Spidsen for den. Nu forst fremtræde de hoireslede Paastande, at kun svenske Mænd ere at agte for „indfedte", og medens man indbyrdes kives og strides om Lenene4), hævder man udadtil sin eiendoinmeligc svenske Nationalitet5). Men havde det været i den, uian havde felt sig krænket, da havcle dog Stormændene været nærmest til ferst at reise det Banner, hvor baade deres Pligt og deres Fordeel vinkede.

Men den Fane, der saaledes endeligt blev viist, formaaer endnu i den følgende Tid kun i ringe Grad at samle de stridige Kræfter til enigt Sammenhold. Splidagtige Familielnteresser,'gridsk Begjærlighed efter Magt og Gods og egenraadigUafhængighedstrang ere endnu, saalænge den übetydeligeKarl Knudsen sidder paa Thronen, de lidet lystelige


1) Gripsholm Len f. Ex. til Hans af Eversten, Styffe: Bidrag 11. ludl. XCIV.

2) Prov. Conc. i Arboga af "/s 1412, det odie Statut, Reuterdahl: St.ituta synod. 109—10.

3) Styffe: Bidrag 11. 261.

4) Styffe: Bidrag 11. Indl. CXIV og navnlig den første Note.

5) Styffe: Bidrag 11. 2G4—65 af 31/» 1435; Hadorph: Sw. Rijmcronikor 11. 132—34 (cf. Reuterdahl, Sw. kyrkans hist. 111. 1. 425. Not. 10) af 1439; Reuterdahl, Statuta syuodalia 143 (Nr. 15) Xiels Ragvaldsons Statuter fra c. 1440.

Side 947

Kræfter, der i broget Virvar føres frem i Sverigs Flistorie. Først efter en Menneskealders Forløb synes Omslaget endeligtfuldbyrdet: 1470 befales det, at Stædernes Raad kun maae optage svenske A[a?nd, 1470—71 forekomme første Gang Bønder paa Rigsd igen sammen med Herrerne, og 1474 besluttes paa Provincial-Conciliet, at der ved hvert Kapitel skal ansættes en Mand til at optegne Annaler og Krøniker. Det er den ældre Steen Stures kraftige Personlighed, der indvier den nye Tid, oj Slaget paa Brunkeberg bliver Forløberenog Forudsætning for Heltekampen ved Lutzen.

Hvad Forholdene i Norge angaaer, finder Udgiveren egentligt kun Anledning til at dvæle ved dem, da der er Tale om Christiern den Førstes Valg til Norges Konge. Han gjengiver her i det Væsentlige kun Keyser og tiltræder ganske dennes haarde Yttringtir derom1) uden at tage sig iagt for, at hele denne Fremstilling vanskeligt kan bringes i Samklang med sig selv uden ved en Opfattelse af Erkebisp Aslak Bolt, der næppe stemmer med det Givne. Istedetfor i ham at see Gjenopva;kkeren af det norske Folks Statsbevidsthed9) ligger det vistnok langt nærmere i ham at see en Mund, der mere ledes og drives af personlige Bevæggrunde og af et heftigt Sinds ophidsede RelhavtrP) end af en klar Nationalitetsfølelse.Da han 140* er bleven valgt til Biskop i Oslo, bytter han uden Indsigelser med bisp Jaeob i Bergen — for at imødekomme Dronning Margrethes Ønsker1). Da Erik af Pommern i sin Forkjærlighed for firigittinerne \il indtrænge dem i Munkeliv Kloster, gjør Biskop Aslak sig til hans villigeRedskab "5). Da Borgerne i Bergen, fortrædigede og forurettedeaf de indvandrede Tydskere6), paakalde Lovens Bistandimod


1) Bidrag 111. Indl. XXXV.

2) R. Keyscr: Don nrirske Kirke* Historie under Katholicismen. 11. 547.

3) Cf. Ny Danske Mag. VI 31—33.

4) Keyser. II 450.

5) lbid. 478—85.

6) Cf. Ewensens Samlinger. 11. 2. 68 ff.

Side 948

standimoddem, finde de i Erkebispen den Modstand, der gjor deres Ønsker til Intet, uagtet der overfor ham hæve sig Stemmer for en Beslutning, der mere svarede til Rigets Velfærd og Værdighed1). Vi formaae derfor ikke i Norge at see Andet end en Tilstand, der med Hensyn til det Nationalei Virkeligheden ganske svarede til den for S\erigs Vedkommende omtalte, om den end baade i Aarsag og Følgervar vidt forskjellig derfra.

Ligesom vi i disse Bemærkninger ikke ville have udtalt nogen Anke mod det anmeldte betydningsfulde Værk og dets høitagtede Forfatter, saaledes haabe vi, at de ogsaa maae blive opfattede kun som en beskeden Henstilling uden Krav paa anden Betydning end den, deres Indhold maalte give dem. Men Udgiveren bringe vi vor mest uskrømtede Tak for et Arbeide, der vil knytte til hans Navn Æren for at have bragt Lys og Klarhed paa mange Punkter i et Tidsrum af vor Historie, der mere end de fleste trænger dertil. Vi ønske ham Lykke og Held til at fortsætte sin Gjerning og til at finde Medarbejdere og Efterfølgere, der ville virke i hans Fodspor. Høsten er stor og Opgaverne baade interessante og mangfoldige, — vi skulle saaledes kun nævne Margrethes, Erik af Pommerns og Axelsønnernes Historie, — maatte de blot ikke altfor la;nge vente paa de vel udrustede Høstfolk.


1) Norske Saml. (Christ. 1852j. I. 50 —52