Dr. Gustav Droysen: Ans den Dänischen Büchern. (Archiv für die Sächsische Geschichte. II. 345^—420 og V. 1—76).

Dr. G. Droysen, Son af en her i Landet altfor velbekjendt
Fader og Forfatter til en Gustav Ariolfs Historie, har
paataget sig at meddele fra Tid til anden bestemt rubricerede
Uddrag og Bearhcidelsor af en Samling Kopiboger i
det Sachsiske „Haupt Staatsarchiv", der forer Navnet
Dånischen Biicher" og indeholder det Chur-Saehsiske Huses
Brevskaber til Danmark og om danske Forhold i den sidste
Halvdeel af det 16de Aårhundrede. Og tuidskjøndt det saaledes
benyttede Materiale; i alt Væsentligt og tildeels langt
fyldigere findes i Geheirne-Archivets rige Samlinger, hvor de
for et Par Aar siden vare Gjenstand for et flittigt Studium,
foreligge dettes Resultater dog endnu ikke Offentligheden,
saa at der kunde værn il Anledning til at modtage den ovennævnte
Forfatters Arbeile med største Taknemlighed, hvis
denne ikke saa betydeligt formindskedes ved forskjellige Omstændigheder
og Mangler.

Gjælder det saaledi's i Almindelighed, at det kun er en forældet Anskuelse, hvorefter den Historie havde bedst Udsigt til at lykkes, der forfattedes af en Udlænding, überertaf Folkels Synipalhier og Antipathier, saaledes staaer det i Særdeleshed fast, at det Folks Historie er ilde faren, der falder i Hænderne |<aa hiin unge berlinske Skole, der ikke har anseet det for at være under sin og Videnskabens Værdighed at lade sine egne preussiske Sympathier og Antipathiervære Rettesnor f:>r Bedømmelsen af fmnfarne Tider og Forhold. Og dobbelt uheldig bliver Sagen, naar Kilderne som i det foreliggende Tilfælde bestaae af fortrolige Meddelelserfra Mand til Mand, farvede af personlige Stemninger, bevægede af Samtidens Rygter, dikterede af Beregning og beregnede paa øjeblikkelig Virkning. „Wehe dem, der aus Depeschen vorzugsweise die Geschichte schopfen will", er en Bemærkning af Varnhagi;n von Ense, hvis Betydning ikke

heller har været übekjendt for Hr. Droysen« om end uheldigviisAdvarselen for ham har været saa godt som spildt. De Egenskaber nemlig, som alene gjøre et AJaleriale af den foreliggende Art til værdifulde historiske Kilder: ædruelig, historisk Sands, skarp Kritik og o\erlegne Kundskaber, ere ingenlunde dem, af hvilke Forfatteren viser sig i sikker og stadig Besiddelse.

Ere nu end disse Betingelser altid en uafviselig Fordring til den historiske Forsker, blive de dog om muligt endnu nedvendigere, naar Tilen netop er om den senere Deel af det 16de Aarhundrede. Den neiere Sammenhæng mellem Staterne og den aanclelige Bevægelse blandt Folkene, som Reformationstiden havde fremkaldt, affødte nemlig Trangen til at vide bedre Besked end hidtil paa Udlandets Forhold. Derfor leiede de forskjellige Hoffer sig Korrespondenter, hvor saadanne vare at faae, og fik til Gjengjæld Beretninger ind fra Ost og Vest, om Last og Fast, men efter Sagens Natur mest om det Første. Og i disse lese Rygter med deres Blanding af Sandt og Falsk tumler nu Forfatteren sig om, sig selv til største Glæde, men Historien til ringe Gavn.

Og er han saaledes kun i ringe Grad væbnet mod de aabenbare og klart paaviselige Snarer, gaaer det ham selvfelgeligt ikke bedre overfor det indirekte Indtryk, som en slig Brevvexling saa let giver af Betingethed og Afhængighed, hvor der i Virkeligheden kun findes international Courtoisic og Udtryk afpassede af Hensynet til en trofast Søster og en hjælpsom Svoger. Derfor kommer Hr. Droysen ogsaa til det Resultat, at det i Virkeligheden er Churfyrst August, der bestemmer den danske Politik og med lempelig Haand styrer det danske Statsskib (Archiv 11, 372), uagtet han selv fortæller, hvorledes Kong Frederik gik sine egne Vt-ie, da han paaførte Ditmarsken og Sveriaj Krig, hvorledes han tvertimod Churfyrstens Raad lukkede Sundet, og saaledes oftere.

Dog hvorledes skulde man kunne vente sig Andet af en
Historiker, for hvem Frederik II kun er den tungnemme,
klodsede Person uden Anelse om sin Kongestillings Høihed

og Krav. Derfor blis er det ham ilde optaget (Archiv 11, 348 — 49), at han udførligt taler med Svogeren og Søsteren om Faderens Død og Begravelse, ligesom det naturligviis atter er en Felge af hans indskrænkede Fatteevne, naar han troer sin Stilling befæstet ved Christiern Ils Død. At Kongenderved blev befriet fra Beskyldningen for at være en Usurpator af den danske Throne, og at derved de Uroligheder,hvormed det lolhringske Huus truede, mislede deres legitime Grundvold, er kun spildt Lærdom paa en Forfatter, der vistnok hverken kjender danske eller svenske Kilder. At Erik XIV, „den snue Fyrste med den energiske Politik, der kjendte sit Maal", i Modsætning dertil er ham en vederkvægendeSkikkelse, er en Skjæbnens Ironi, der kulminerer i den naive Formodning, at hans Galskab muligviis var forstilt(Archiv V. 71).

Men ikke alene de nordiske Kilder kunne klage over Tilsidesættelse af vor Fn-fatter: thi end ikke hans egne synes at være benyttede med stor Skjønsomhed. Han vilde ellers næppe have vidst saa ringe og saa forkert Besked, som han gjør, paa Frederik ll's Frieri til Dronning Elisabeth. Og endnu mindre stemmer det med Kjendskab til Datidens travle Rygter at være saa himmelfalden, som Forfatteren er, over en Antydning af en Forbindelse mellem Erik XIV^T og Vilhelm af Grumbach.

Naar nu hertil føies en trættende Stil og Fremstilling samt en altfor eensidig Fremdragen af enkelte Momenter saasom Grumbachs Agitationer og Herredømmet over Ostersøen, da vil man vistnok samstemme med os i, at der foreløbigt ikke er nogen særdeles Grund til at længes efter de Behandlinger, han stiller i Udsigt, af de svensk-lothringske Forhandlinger og af Dr. Jonas's Skjiebne.

Forfatteren bemærker meget rigtigt? at det første Skridt
er det sværeste, det fri Intet til Noget. Vi ønske ham med
Hensyn til den foreliggende Opgave Lykke til at gjøre det.