Denkwürdigkeiten der Gräfin zu Schleswig-Holstein Leonora Christina vermählten Gräfin Ulfeldt aus ihrer Gefangenschaft im blauen Thurm des Königschlosses zu Copenhagen 1663—1685 nach der dänischen Original-Handschrift im Besitze Sr. Excell. des Herrn Johan Grafen "Waldstein herausgegeben von Johannes Ziegler. Wien 1871.

Side 868

Ejeren af Leonora Chrislinas Manuscript lii „Jammersmindet", Grev Waldstein-Wartenberg, har, som let forklarligt, besluttet at lade det ogsaa see Lyset i en tydsk Oversættelse, og i en meget elegant Udstyrelse er Værket udkommet i Wien, oversat af en Hr. Ziegler, Bibliothekar ved den østrigske Marine.

Saa glædeligt det end iriaa være for Alle, der i „Jammersmindet have seet et udmærket Mindesmærke over en af den danske Histories beromtesle Personligheder, at det paa denne Maade vil kunne tildrage sig Opmærksomhed i en slerre europæisk Læsekreds, end det efter Forholdene er muligt med den danske Udgave, saameget maatle man enske, at Udgivelsen i flere Henseender var skeet paa en anden Maade.

Det synes saaledes for det forste at kunne være en berettigetFordring fra den danske Udgiver, Hr. S. B. Smilhs Side, at Hr. Ziegler ikke havde undladet at fremhæve, hvad han sikkert skylder den Udgave, som allerede forelaa. Uden at indlade sig nærmere paa Hr. Z.'s Udgaves Forhold til Originalen og til Hr. Smiths, hvilket er umuligt for den, der aldrig har seet Originalen, kan Anmelderen ikke tilbageholde at udtale som sit Indtryk, at den tydske Oversættelse, der fremtræder som foretagen efter Originalhaandskriftet, i en ikke ringe Grad har benyttet sig af den fers te danske Udgave.Forsaavidt som det er muligt at domme efter del, s.om selve Oversættelsen eller en mærkelig Unojagtighed, der nærmere skal bereres, ikke har udvidsket, er der ingensomhelstAfvigelser

Side 869

helstAfvigelseri selve Texten mellem lir. Z.'s og Hr. S.'s, og det — besynderligt nok — selv paa de Steder, hvor Hr. Smith har begaaet nogle mindre Fejllæsninger, som han har rettet i sin anden Udgave. Ligesaavel har Hr. Ziegler benyttet sig af de Rettelser af Skrivfejl i Originalen, som Hr. Smilh har foretaget. Kun paa eet Sled, hvor det har været umuligt at læse Texten fuldstændigt, har den tydske Udgivervedkjendt sig den danskes Hjælp. Noterne, der næsten alle eie optagne efter de danske, anføre ofte heller ikke deres Kilde.

Selve Oversættelsen fortjener i een og det vel den vigtigste Henseende Anei iqendelse. Den særdeles vanskelige Opgave at gjengive den ejendommelige Stil og det gamle danske Sprog paa lyd sk er lest med Dygtighed ved Anvendelse af den samtidige tydske Sprogform, saaledes at det Charakteristiske ved Originalen, saavidt det i det Hele er muligt, er bevaret. Men ved Siden heraf ber det fremhæves som store Mangler, at Unøjagtighed og en ikke fuldstændig Kundskab til del danske Sprog har medført, dels at ikke faa Sætninger og Udtryk ligefrem mangle¹), dels at mange Ord ere blevne misforsLaaede, ofte aldeles uden Hensyn til, at Stedet derved er blevel ganske meningsløst²).

1) F. Ex.: wsere ett Worsens Trael (p. 13 i den danske Udgave); «Jo«, sagde G. Ran?.., til: Jog suarte (p. 49); Randbcmserkuingen Anm. 2 p. 64; oc talo for ded soni for en Ltere Klud (p. 242); him liaffde Fiiszel Timdre nock (p. 245); foruden flere andre Steder.

2) F. Ex.: ieg wiste, at hand .... kunde .... dreye Ordene paa den Maade, hannem syntist de gierne hortist, de betrengte til Skade (p. 40 i d. diinske Udg.) cr blevet til: icli wusste, dass 0r.... die Worte auft' die Weise drehen konnte, wie or glaubte, dass die gerne horten, so antt' Schaden sinnen (j>. 3:-$ i d. tydske Udg.); Forerer (p. 56) oversat ved Brautigaro (p. 49); dog wiste hand icke til visze (p. 57) — doch wiiste er nicht das Lied (p. 50); Laeffuinger (p. 95) — Lebcnsmittel (p. 84;; den \viisze Cathrine (p 116) — die gewisse Cathrine (p. 10H); Onsdag (p. ISO) — Dinstag (p. 172); I toe om ded (p. 212) — Ihr ha'iet es ihin genoranien (p. 196); og mange andre Steder.

Side 870

Hr. Ziegler har imidlertid forringet sine Fortjenester end yderligere ved til sin Udgave at knytle en Biographi af Ulfeldt og hans Hustru, der allerede er tilstrækkeligt charakteriseret ved, at han næsten uden Kritik har lagt Rousseau de la Valettes bekjendte Roman til Grund og dermed har forenet Unejagtighed og Løshed i Enkelthederne. Grev Waldsteins Forhaabning, at den „fortræffelige biographiske Skizze" vil blive endnu mere skattet i Danmark, vil næppe gaae i Opfyldelse.

Bogen er foruden med nogle Tavler over Corfitz Ulfeldts og Kirstine Munks Aner udstyret med Lithographier af Ulfeldt og Leonora Christina efter Grev Waldsteins Originalmalerier. Imidlertid er Aftrykket af L. C.s Rillede i Hr. Smiths Udgave, der giver et langt smukkere Indtryk, heldigvis ogsaa nejagtigere, i det mindste naar man dermed sammenholder Billedet i Golds Album over Christian IV og hans Samtidige¹), der ogsaa er taget efter Grev W.'s Maleri.

Vigtigst for danske Læsere ere derimod de som Tillæg aftrykte Aktstykker til UlfeMts Historie. Foruden Brudstykker af Leonora Christinas Autobiographi, hvoraf der ogsaa her hjemme findes en Afskrift, er der aftrykt en Skrivelse fra Corfitz Ulfeldt som dansk Rigshofmester til den tydske Kejser af 13. Februar 1614, der har været et Led i den Brevvexling mellem Christian IV og Kejseren, som Danmarks Krig med Sverig gav Anledning til, og hvor begge Parter segte at opnaae hinandens Hjælp mod den fælles Fjende paa de gunstigste Vilkaar. Det kan bemærkes, at den, der omtales som Skrivelsens Overbringer, vistnok har været den i Ulfeldls Historie bekjendte Bernard d'Aranda²).

Hovedinteressen knytter sig imidlertid til den af Corfitz
Ulfeldt kort fer hans Død skrevne franske Apologi. Vel har man
tidligere vidst om dens Tilværelse, dels fordi et Uddrag af

1) Gold: Photographisk Albr.m aver Kong Christian IV og hans berttnite Samtidige. Kbh. 18G;!.

2) Jvfr. Slange: Christian IV's Hist. p. 1214.

Side 871

den allerede 1695 er givet i et engelsk Skrift¹), dels fordi den omtales i Sperlings Autobiographi og i flere trykte Breve; men den fremtræder lier første Gang trykt i et fuldstændigere Udtog. Den Afskrift, som Grev Waldstein har fundet paa sit Slot Palota i Bohmen, er imidlertid afbrudt; men den Slutning, som Udgiveren drager deraf, nemlig at selve Apologienaldrig er bleven fuldendt, er urigtig, da der her paa det kgl. Bibliothek findes en fuldstændig Afskrift²), som Molbechi Aaret 1850 har laaet tilsendt eller ladet besørge (desværremangler enhver Angivelse af, hvorfra Haandskriftet stammer), ligesaavclsom der i det omtalte engelske Skrift findes Uddrag afslutningen. Den herværende og den i Bohmenfundne Afskrift, saaledes som den foreligger trykt, stemme vel ikke ganske overens; men om Forholdet imellem dem er det naturligvis umuligt at opstille noget, da næppe nogen af dem kan antages for fuldt nejagtig, og Hr. Ziegler jo kun har udgivet den bohmiske i Udtog.

Det kunde maaske her være Stedet til at gjere nogle
Bemærkninger, der dog ikke gjore Krav paa Fuldstændighed,
om dette hidtil ikke meget paaagtede Skrift.

Det var ingenlunde fremmedt for hele det 17de AarhundredesForholdigjennemSkrifterat søge at vinde den offentlige Mening eller en bestemt Kreds for sine Anskuelser. Under Trediveaarskrigen lod Regeringerne selv under deres indbyrdesStridighederofteSkrifterudkomme for at retfærdiggjerederesOptræden,ogsærligt for Nordens Vedkommende have vi under den dansk-svenske Krig 1657^—60 en lang Række saadanne Manifester og Brochurer³), der i en vis

1) The life of Count UltYld, Great Master of Denmark, and of the Countess Eleonora his Wife: done out of French with a Supplement thereunto, and tj the Account of Denmark formerly published. London 1695. p. 103—24.

2) Ny kgl. Samling 2139 b. 4to.

3) En Del af dem findes nsevnte i Cronholms Afhandling: Den Europeiska politikens imlytande pa kiiget och underhandlingarne mellan Sverige och Daiu:.iark under iiren 1057 — CO. Kongl. Vitterhets, Historie och Antiquitets Akademiens Handlingar 26. D. p. 232.

Side 872

Henseende vare for den Tid, hvad den periodiske Presse er nu. Hvad der gjaldt for Staterne, gjaldt ogsaa for Personerne;forblotatblive i Danmark og ved omtrent de samme Aar, hvor vi have det hor omtalte Skrift, kan der nævnes Gunde Rosenkrands's forskjellige Forsvarsskrifter¹) og den ogsaa i Ulfeldts Historie optrædende Jørgen Lowenklaus to Apologier²). Det var, som beljendt, hellerikke første Gang, al Ulfeldt appellerede til den offentlige Mening; hans ferste Brud med den danske Regering havde fremkaldt hans „hejttrængendeÆresforsvar",derendnumere end hans Flugt havde opirret Frederik 111 mod ham. Paa samme Maade forsvarede Regeringen selv sin Handlemaade mod ham dels ved Skrifter dels ved Oversættelser i næsten alle europæiske Sprog af de vigtigste ham angaaende Aktstykker. Da nu den sidste Katastrophe i hans Liv var indtruffen, og Hejesteretsdomrnenaf24.Juli1663 var udspredt over hele Europa, da tovede Ulfeldt ikke med at gribe til Pennen, og allerede den 3. September udsendte han fra Biiigge et i Brevform affattet kort Forsvarsskrift, der nærmest var beregnet paa den franske Regering, men dog sattes i Omlob baade i Haag og i Paris³). AJen det blev ikke derved. Medens Sperling selv lod sin Son skrive en fransk Apologi, som han sendte til Anna CathrineUlfeldt,ogsomhun vilde sende til Faderen, men som med hendes andre Papirer faldt i den spanske Regerings og derefter i Hannibal Sehesteds Hænder⁴), opfordrede han Ulfeldt til selv at skrive et Forsvar for sig. Omendskjendt denne mente at burde tage Sagen med Varsomhed af HensyntildenfangneLeonora Christina, besluttede han sig dog dertil, og under sit Ophold i Basel arbejdede han, skjondt

1) Se Orion Mdskr. 11, 111 — 12, 118—19.

2) Apologia Nicolao Trollio opposita Lat. et germ. 1663. Abermahlige fernere Ehrenrettung- entgegen Niels Trollen. 1668.

3) Skandinav. Litteratur Selsk. Skrifter 1806. 11, 198 ff.

4) Herom se Suhms nye Samlinger 111, 244, 247. Wolffs Journal for Politik 1816. I, 126. T. A. Becker: To Fortællinger fra Enevældens Barndom, p. 141.

Side 873

hindret ved sin svagelige Tilstand, nu saaledes, at han i December 1663 kunde sende nogle egenhændigt skrevne Ark til Sperling, der modtog dem ved Juletid. Hovedhensigten var at skaffe Apologien i den svenske Regerings Hænder, forat den skulde bevæges til at tilstaae ham Beskyttelse i Sverig eller maaske endog optræde for ham i Oanmark; Sperling skulde her være et Mellemled, medens Christoph Sleun, der tidligere havde været Hovmester for Ulfeldts Bern, var hans Agent i Stokholm. Sperling satte sig ogsaa i Forbindelsemedenandenaf Ulfeldts Venner Georg v. Plettenber g¹), der skulde virke for ham ved Kejserens Hof. At faae Apologien trykt, har vel ogsaa været paatænkt; men det var ikke muligt at realisere det. I Lebet af Januar og Februar1664fortsattenuUlfeldt sin Brewcxling med Sperling og sendte ham stadigt flere Ark; ved Hjælp af sin yngste Datter og Ulfeldts Tjener Kjeld Friis copierede Sperling disse, efterhaanden som de kom, og sendte dernæst Originalarkene til Sleun, der igjen tog flere Afskrifter og tillige oversatte Skriftet paa tydsk. Det var hans Hensigt med en tilføjet Suplik at overlevere det til Kongen og Raadet, medens han desuden sammenfattede de vigtigste Punkter deraf til en kortere Fremstilling, der kunde være lettere læselig end den vidtløftige Apologi; han haabede sikkert derved at kunne naae Maalet, Beskyttelse for Ulfeldt i Sverig. Men imidlertidfikSperlingaldrigSlutningen tilsendt fra Ulfeldt; thi dennes Brev, hvormed de sidste Ark fulgte i en Pakke, faldt i den danske Regerings Hænder, og omend der ikke er noget Bevis — i hvert Tilfælde ikke noget, der er forekommet Anm. — paa, at, som Moldenhawer har ment'-¹), selve Pakken har havt samme Skjæbne, kom Slutningen af Apologien i hvert Tilfælde dog, som Sperling skriver, „i fremmede Hænder". Kort efter indtraadte Ulfeldts Dod; men skjendt der saaledes ikke længere directe kunde udvirkes noget for ham \ed Skriftet, opgav Bernene dog ikke Planen om at bringe det frem for

1) Om ham se Danske Samlinger VI, 228.

2) Skandinav. Litteratur Selsk. Skrift. 1808. p. 174.

Side 874

Offentligheden. Efter med megen Vanskelighed at have samlet den Afdedes Papirer, hvoriblandt en egenhændig AfskriftafApologienmaahave været, spredte de Copier rundt om til deres Venner. Den er den stadige Gjenstand for Brevvexlingen i Lebet af 1664. Pleltenberg synes endog at have virket for at faae den trykt i Tydskland. Sperling, der ikke engang vidste, at Slutningsarkene vare bortkomne, skrev til Ellen Kirstine Ulfeldt i Briigge¹), forat hun skulde minde sine Bredre om at sende ham Resten; han fik Svar fra Sesteren, Anna Cathrine, der lovede ham, at han skulde faae den; dog kunde hun ikke undertrykke den samme Frygt, som Ulfeldt havde felt ved Udarbejdelsen, at Skriftet nemlig skulde skade hendes „stakkels Moder", et rerende Bevis paa den dybe og inderlige Sorg, hvormed Ægtefælle og Bern — maaske ingen mere end netop hun, den ældste Datter, der i saa meget lignede Moderen — saa Leonora Christina indesluttet i Blaataarn. Dog ferst langt hen paa Sommeren i Juli eller August har den yngre Sperling, der havde arvet sin fængslede Faders Pligter mod den ulfeldtske Familie, faaet Slutningen af Apologien tilsendt. Tidligere var denne sendt directe til Sleun, der maaske endog endnu fer havde overleveret Begyndelsen til den svenske Regering, og da nogle af Bernene i Juni kom til Sverig, medbragte de naturligvisandreAfskrifter,hvilketforanledigede den danske ResidentJensJueltilForestillinger ved Hoffet. Ogsaa i FrankrigsergedesderforUdbredelsen; Ulfeldts Ven la Peyrére havde her paataget sig dette Hverv, og det Indtryk, som Apologien maatte gjere i de fornemme franske Kredse, var Sennerne meget magtpaaliggende⁹). Ved de paa denne

1) Jeg antager, at det er denne af Søstrene, Sperling betegner med: M. Hel. zu Brugge. GI. kgl. Saml. 3094 4to.

2) Denne Skildring af Apologiens Historie er tagen fra: Suhms nye Samlinger 111, 244, 247, 255—SG, 261. Wolffs Journal for Politik 1815. IV, 277; 1816. I, 127—28, 130—32. Skandinav. Litter. Selsk. Skrift. 1808. p. 17i5—4. T. A. Beo.ker: To Fortællinger o. s. v. p. 140^—1. Fryxell: Handlingar rørande Sverges historia ur utrikes arkiver I, 119. tSperlings Autobiographi i GI. kgl. Saml. 3094 4to. BreT fra Sperling af 15. Septbr. 1663 (ny Stil) til Corfitz Ulfeldt. Akkr. i Ny kgl. Saml. 037 Fol. Plettenbergs og Christoph Sleuns Breve til Sperlingerne, Ulfeldts Sønners Breve fra Basel 1664 lil den yngre Sperling. Ulfeldtske Sager (Geh. Ark.). Brev ir;i Christian Ulfeldt til den yngre Sperling af 24. Maj 1604. Ny kgl. Saml. 2146 c. 4to. Corfitz Ulfeldt den Yngres Breve: til la Peyrere. Afskrifter iNy kgl. Saml. 2139 b. 4to.

Side 875

Maade opstaaede marine Afskrifter er det let at forstaae, at der, som omtalt, kan findes Afvigelser i de to Texter, hvilketsenerenærmereskalberøres. Om den Indflydelse, Apologienharhavt,erdet naturligvis umuligt at have nogen afgjortMening;kunberdet fremhæves, at Paastanden deri. om at Ulfeldt endnu sladigt til sin Død havde været svensk Undersaat, blev hævd«.), af den svenske Regering ligeoverfor den danske¹). Ligeledes har Apologien tjent som Grundlag for en Biographi af Ulfeldt og Leonora Christina, der er skreven før hans Død af en af hans Nærmeste²), og enten derigjennem eller umiddelbart er den vistnok bleven benyttet af Rousseau de la Valette til hans „nouvelle historique", hvor imidlertid, som Molbech har sagt, Digt og Sandhed ere blandede med hinanden. Denne Omsorg for Apologien staaer som et smukt Træk i Ulfeldts Børns Charakter; vel virkede de tillige for sig selv ved at virke for Faderen; men PietetenmoddennesMindeog Bestræbelsen for at rense det for Beskyldninger vidner hojt om Hengivenhed og Kjærlighed.

Grundtanken i Apologien er følgende: den mod mig rettede Beskyldning for Højforræderi er übevislig og usand; de af mig paatagne Forpligtelser, som ifølge Højesteretsdommengjøre min foiegivne Forbrydelse endnu større, ere aftvungne mig og derfor uden nogensomhelst Gyldighed. Medens man nu kunde vente, at det første Punkt, der unægteligter det væsentligste, og hvis Godtgjørelse vilde gjøre det andet overflødigt, vir vidtløfligst behandlet, er netop det modsatte Tilfældet, og kun en forholdsvis ringe Del er helligettil

1) Afskrifter af Forhandlii gerne 1664 i Ulfeldtske Sager.

3) Afskrift i Ny kgl. Saml 2139 b. 4to.

Side 876

ligettildette Bevis. Han benytter her med Dygtighed de Blottelser, som den dansko Regering havde givet sig ved sin uomtvistelige Brøde at dømme ham uhørt, og han modbeviser let Paastanden om Nødvendigheden af en øjeblikkelig Dom ved at henvise til, at han ingen Tropper har, ingen Officierer og ingen bevislig Medskyldig; han kunde have tilføjet, at da Brandenborg netop havde angivet ham, var Faren jo fjernet;han sætter sit Nej mod Regeringens Ja, da denne af Hensyn til Churfyrst Fredt:rik Vilhelms Onske jo ingen Aktstykkerhavde offentliggjort, og han hævder, at Hovedgrunden til Fremgangsmaaden mod ham er Begjærlighed efter at tilranesig, hvad han endnu har tilbage. Men man savner her som i alt, hvad der paa denne Tid fremkom fra hans og hans Tilhængeres Side, en Opklaren af Forholdet til Brandenborg;den almindelige Benægtelse bliver mistænkelig ved ikke at gaae ind paa selve det foreliggende Spørgsmaal. Det er ikke paa Dommens almindelige Udtryk, men paa de til Grund liggende Aktstykker., at Historiens Beskyldning støtter sig; den kan heller ikke rokkes ved Benægtelsens almindeligeUdtryk. Det er ikke her Hensigten at undersøge selve Ulfeldts Skyld eller Uskyld 1663; men det kan fastslaaes,at Apologien ikke bringer noget egentligt nyt Moment frem til dette Sporgsmaals Besvarelse.

Ulige interessantere er Bevisførelsen med Hensyn til det andet omtalte Punkt. Foruden at der gives enkelte spredte nye Træk til Skildringen af Ulfeldts og hans Hustrus Fangeliv paa Bornholm, som f. Ex. at de ikke Ok Lov til at kjøbe sig Levnetsmidler for deres egne Penge, er Skildringen af den Maade, hvorpaa de omtalte Forpligtelser, nemlig Deprecationen af 27. October 1661 og Reverset og Eden af December 1661, bragtes tilveje, væsentligt ny og omend i visse Punkter farvet og unøjagtig, saa dog i det Hele ved en kritisk Sigtelse anvendelig.

Det bør her for det første bemærkes, at Forholdet mellemDeprecationsskrivelsen og Reverset er urigtigt gjengivet. Vistnok for at gjøre Modstanden tilsyneladende endnu sejgere, end den var, giver Ulfeldt det med Urette Udseende af, at den

Side 877

første kun indeholdt en ydmygende Erklæring om hans Brede overfor Kongen, men intet om de forskjellige materielle Opofrelser,hvormed Frigivelsen maatte kjebes, hvilke han henføreralene til Reverset, der først underskreves d. 14. Decembe r¹). Deprecationsskrivelsens virkelige Indhold kan sees af Gjengivelsen i Nyt histor. Tidsskr. IV, 435_—36, og det kan end yderligere fremhæves, at om to Punkter, nemligLeonora Chrislinas Opgivelse af sin Titel som Grevinde til Slesvig og Holsten, hvorpaa der dog i Apologien lægges saamegen Vægt, og Afkaldet paa Obligationen paa de 63,000 Rdl., vare Ulfeldt og Grev Christian Rantzau enige allerede d. 3. October efter kun faa Samtaler-). Derimod er der Intet til Hinder for at troe paa en fastere Modstand mod Deprecationsskrivelsens evrige ydmygende Indhold, end Molbech har været lilbojelig til.

Om den Maade, hvorpaa Reverset af 14. December, som Oberstlieutnant Liitkens afnedede de Fangne i Henhold til Ordren af 7. December³), bragtes tilveje, have vi hidtil intet sikkert vidst. Selve Indholdet af Reverset er tildels angivet, dog uden at henføres til det, i Nyt hist. Tidskr. IV, 437_—38; men der maa foruden mindre vigtige Bestemmelserendnu dertil føjes Afkaldet paa Hævn over Fuchs og paa de i Roskildefreden bestemte Fordele, ligesom ogsaa DeprecationsskrivelsensTilbud her vare blevne til Lefter. Skildringeni Apologien af de Overvejelser, som den uventede Fordring gav Fangerne Anledning til, er omend noget theatralsk,dog sandsynlig. Da Hr. Ziegler med en mærkelig Ligegyldighed for det virkelige historiske Udbjtte, der kan drages af Apologien, kun har antydet, men ikke gjengivet

1) Molbech har i sin Afhandling i Nyt hist. Tidsskr. IV. ikke tydeligt angivet noget om dette Revers og derved bragt Forvirring ind, som om endelig en Overenskomst først var trutfen i Kjøbenhavn. Originalen findes i Ulfeldtske Sager.

2) Nyt hist. Tidsskr. IV, 423.

3) Nyt hist. Tidsskr. IV, 436.

Side 878

dette Afsnit, raaa det være tilladt her at give et fyldigere
Uddrag deraf efter Afskriften paa det kgl. Bibliothek.

Oberstlieutnant Linkens overgav Ulfeldt Reverset, som han skulde egenhændigt afskrive og undertegne tilligemed sin Frue; han tilfejede, at det gjaldt deres Frihed, som Underskriften vilde give dem; et Skib laa færdigt til at overferedem til Kjebenhavn. inden et Par Timer fordrede han Svar. Da Ulfeldt havde læst det, svarede han, at Deden var ham kjærere; i hvert Tilfælde burde hans Hustru underreltes derom, da det gjaldt hendes private Formue, ligesaameget som hans, og den Besked gives hende fra ham, at han ikke vilde underskrive det, med mindre det forandredes meget. Dette Ønske opfyldtes, og Liitkens, der roses meget for sin Hellighed og Humanitet, meddelte Ulfeldt den næste Dag, at Leonora Christina, bedrevet som hun var derover, havde erklæret at ville rette sig efter sin Mands Bestemmelse. Ulfeldtfastholdt endnu sin Modstand; men Liitkens betydede ham, at han i saa Fald maatte være vis paa at dee i Fængslet,og at det i det Hele var uvist, hvilke Beslutninger Regeringenmaatte komme til. Et endnu stærkere Indtryk gjorde Erindringen om nogle Ord af Grev Rantzau, at deres Henrettelseflere Gange havde været besluttet og egentligt kun var opsat. Han fik nu en kort Betænkningstid, hvorunder Liitkens underrettede Leonora Christina om det Skete. Fra et lille Vindue i sit Fængsel, som var nedenunder hendes, kunde Ulfeldt i stille Vejr raabe til hende¹); med Samlykke af Liitkens, der endog paabed almindelig Rolighed for at lette denne Samtale, satte han sig paa denne Maade i Forbindelsemed hende og raabte hejt og tydeligt felgende Ord : Min Frue, finder De det rigtigt og nedvendigt, at vi vedblive at le\e og lientæres i de Ulykker, som omgive os, eller

1) Tidligere havde de ogsaa samtalet paa deune Maade med hinanden; men Fuchs havcle kort tor siu Tilbagekaldelse Ijefalet Soldaterue at gjoi'e saamegeu Larm, at det forhindredes. Leou. Chr.'s Autobiograplii i Ny kgl. Saml. 214G 4to.

Side 879

skulle vi ende vor Ti,igedie ved den Død, som man Iruer
os med? Leonora o'iristinas Svar lød kun saalcdes:

Rebus in adversis facile est contemnere mortern.
Fortius ille facit, qui miser esse potest.
Accidit in pnncto, qvod non speratur in anno.1)

Selv da han igjen spurgte, om hun ikke havde mere at sige, svarede hun, at hun havde udtalt sin Mening, og Ulfeldt, der anerkjender tiendes Mod som større end sit eget, forstod hende. Han liesluttede sig allsaa til at underskrive efter først forgjæves at have forsøgt paa at faae itidflettet en Tilladelse til at anklage Fuchs. Men lian beklager sig bittert over, at de selv herefter holdtes bevogtede paa Slottet, og at der paa Skibet var 24 bevæbnede Musketerer, hvilket sidste med Undtagelse af Tallet stemmer med Ordren til Liitkens.

Angaaende deres Ophold i Kjøbenhavn i Grev Ranlzaus Gaard fortæller Ulfeldt omtrent saaledes: Efter Ankomsten fra Bornholm boede de hos Grev Rantzau, der beværtede dem godt paa egen Bekostning; men Vagten af Musketerer vedblev. Den næste Dags Aften leverede Greven dem et nyt Revers til Underskrift, som du skulde afskrive og underskrive til den næste Morgen. Ulft:ldt læste det strax, og da han intet nyt saa, som gjorde dem yderligere Tort, erklærede han sig villig tii at underskrive. Kort efter sendte Greven en Cavalertil ham med Ordre til, at han skulde datere det nye Revers: Kjøbenhavn. Ulfeldt paastaaer, at Grunden hertil var, at man vilde "give det Udseende af, at Reverset var underskrevet i Frihed i Kjøbenhavn; men dette var ikke Tilfældet,da Musketererne stadigt bevogtede dem. Med Hensyn til Eden⁹) hævder han, at ogsaa den er aftvungen, da Grev

1) De to første Vers skal ogsaa Karl I af England under sin Fængsling have nedskrevet i en Bog. Raiiiner: Geschichte Europas seit dem Ende des funi'zehnten Jahrhunderts. V, 277.

2) Om den se Nyt hist. Tidsskr. IV, 439.

Side 880

Rantzau affordrede ham den. medens han endnu var bevogtetaf Musketererne; paa Ulfeldts Svar, at han, som efter Reversen var borgerligt ded og forvist til en Krog af Landet, fandt en saadan Ed overflødig, hvis Reverset ikke forandredes, havde Greven endog truet ham med at lade ham føre tilbage til Bornholm af Vagten, som stod i god Orden i Porten.

Ved det her omhandlede Revers bringes man let til at tænke paa det hos Paus¹) anferte Document af 23. December 1661. Men dette, der er et Aftryk af et paa Regeringens Foranstaltning trykt Aktstykke, er i Virkeligheden kun et Brudstykke af Originalreverset, der findes i Gehejmearkivet²), egenhændigt skrevet afUlfeldt og underskrevet baade af ham og hans Hustru, hvilket bærer som Datum: d. 21. December.Alle de forskjellige Afstaaelser af Gods, Len, Mobilier, Obligationen o. s. v. ere udeladte i dot hos Paus optagne, vel netop fordi det var bestemt for Offentligheden³); men da det næppe kan antages for ir uligt, at man har affordret UlfeldlUnderskrift paa en mindre omfattende Forpligtelse 2 Dage efter den egentlige, maa det hidtil bekjendte Revers antages for uægte⁴). Vel bliver den forskjellige Datering tilbage; men naar man gaaer ud fra den almindelige Beretnin g₅), at Fangerne ankom til Kjebenhavn d. 21. December, og dermed forener Apologiens Skildring af den Tid, der

1) Paus: Corfitz Ulfeldts Levnet 11, 211—14.

2) Ulfeldtske Sager.

3) En lignende Udeladelse havde fundet Sted i de i Trykken udkomne Oversættelser af Deprscationsskrivelsen af 27. Octbr., hvilket Molbech allerede har bemærket i Nyt hist. Tidsskr. IV, 440.

4) Af samme Grund kunde raan være tilbøjelig til ogsaa at forkaste den ligeledes hos Paus (II p. 210) trykte Forpligtelse af 22. December, der paa en Gang- hf.r Charakter af et Slags Skjødebrev og en Troskabsed, tilmed da den af afstaaet Gods kun omtaler det i Sjælland; men det bør dog bemærkes, at det første Afsnit ikke findes i noget andet Revers.

5) Paus anf. Sted 11, p. 210; Wolffs Journ. for Politik 1816. 111, 136; Kort og sandfærdig Beretning om Ulfeldts uhørte Daad 1663. Afskr. bl. And. i Thott. 1137 Fol.

Side 881

medgik inden Underskriften, bliver man tilbejelig til at antage,at det forelagte Aktstykke har havt d. 21. til Datum, hvilket er gaaet over i Ulfeldts Revers , omendskjendt dette egentligt først er underskrevet d. 23. Reverset af 21. Decemberindeholder nogle, omend mindre væsentlige, Afvigelserfra det af 14. December. Der er saaledes tilfejet et Løfte om ingen „aabenbare eller hemmelige conventicula at anstille", og at Kongen kun skulde være forpligtet til at tilbagelevereUlfeldts Papirer og Rreve „saavidl de hans kgl. Majestæt og hans kgl. Arvehus ikke imod ere"¹). Saaledes var der virkeligt foretaget Forandringer i Reverset fra Hammershus,og en ny Datering altsaa rimelig. Men det kan ikke na?gtes, at den danske Regerings Handlemaade ved ikke at offentliggjøre Reverset af 14. December og kun i en forvansket Form Deprecationsskrivelsen og Reverset af 21. December ikke kan frikjendes for uædle Bevæggrunde. Hvad Eden angaaer, ber det erindres, at Ulfeldt ikke havde ganske Ret i at betragte sig som borgerligt død; thi begge Reverseneindeholdt et mærkeligt Løfte, der allerede i Deprecationsskrivelse n²) havde været et Tilbud, om at hvis Kongen vil bruge ham i Fremtiden som extraordinær Envoyé i Udlandet,han da ikke alene forpligter sig lil Troskab, men ogsaa til at gjore de to første Rejser paa egen Bekostning.

Foruden disse Grundtræk indeholder Apologien nogle
andre Punkter, som fortjene Opmærksomhed.

Som allerede tidligere berørt, hævder Ulfeldt sin Stilling som svensk Undersaat eller, som han kort efter siger, som svensk Vasal og vil bevise den ved , at Reverset , hvorved han gav Afkald paa ethvert andet Lydighedsforhold end det til den danske Konge, er som aftvunget ugyldigt. Men han glemmer at fremhæve, at han 1659 lige saa bestemt havde

1) Derimod mangler i del af 21. følgende: Jeg vil og h. kgl. Maj. ined forderligste et Lel kostelig cantor [Skrin] som ogsaa en temmelig Parti af Brisilientre allerunderdanigst offerere.

2) Efter Originalen i Ulfeldtske Sager.

Side 882

fralagt sig ethvert undersaatligt Forhold til Sverig¹), og at iler siden den Tid ingen Forandring var foregaaet med hans Stilling. Men dengang var han jo rigtignok anklaget af selve ilen svenske Regering. Det kan ikke kaldes andet end et uhæderligt Kneb, Ulfeldt her anvender.

Medens den nu trykte, i Bohtnen fundncText paa flere Steder har enkelte Stykker, som den herværende Afskrift mangler, lindes der derimod i denne et meget vigtigt Punkt, som savnes i hin. Efter al have mindet „de Store og Mægtige" om den Hævn, der engang vil ramme dem etter deres Død²), fortsætter han nemlig omtrent saaledes: Han har aldrig gjort noget mod Kongen af Danmark, undtagen at han har tjent Sverig; men hertil havde han havt Ret som en fri Mand, der ingen Forpligtelser havde paa Grund af, at man i Danmark havde afsat ham fra hans Embede, havde frataget ham alle hans offentlige Indtægter, ja endog hans private Ejendomme og begaaet store Uretfærdigheder mod ham. I fem Aar havde han stadigt anmodet om Retfærdighed; derefter havde han maatlet sege sin Oprejsning, saaledes som han havde gjort det, ved at tjene den svenske Krone; men t'orevrigt var alt dette jo forsonet og udslettet ved Freden mellem Sverig og Danmark.

Det er det eneste Sted i Apologien, ja hvad mere er, i alle hidtil bekjendte, offentlige og private Skrivelser, hvor Ulfeldt selv forsvarer og begrunder Hovedpunktet i sit Liv, Ophidselsen til og Deltagelsen i Karl Gustavs Krig mod Danmark. Det er en lignende Betragtning, som findes i den kort efter Apologien skrevne., ovenfor omtalte Biographi, naar det der hedder: Grev Ulfeldt troede at kunne forsvare sin Handling ved sit Privilegium som fri Adelsmand, saaledes som han er fedt, og saaledes som alle Adelsmænd i Valgriger ere fedte, og han troede, at han uden Bebrejdelse kunde opnaae at gjenerhverve en Del af sine Godser ved Kong Karl af Sverigs Vaaben. da han ikke kunde opnaae det ved Kong Frederik af Danmark

1) Nvt hist. TiJskr. IV, 49—50.

2) Den anmeldte Bog p. 312.

Side 883

og hans Ministres Retfærdighed. — Ved Siden heraf kan mindes om Ulfeldts eller i hvert Fald en af hans MeningsfællersogLigestilledes Ytringer til den engelske Gesandt i Stokholm, Whitelocke KJS4¹): Da mit Land har jaget mig i Landflygtighed, har jeg Ret til at opgive det, og det Sted, hvor jeg lever og underboldes, er mere mit Land end det, hvor jeg er fedt, og som ikke vil lade mig leve der. ForudendenTankegang, det ligger til Grund for disse forskjelligeUdtalelser,har der ganske vist ogsaa virket andre Betragtningerforat gjere Ulfeldt til Danmarks Fjende, hvilke nærmest have fundet deres Udtryk i den omtalte Landflygtiges fortsatte Ytringer: at han troede at gjere Danmark en stor Tjeneste ved at befrie det for det Tyranni og den Favoritregering,detnu var under, og bringe det under Cromwells frie Regering, eller i Ulfeldts bekjendte Opfordring til LandsdommerneogLandcomrnissairerne i Danmark 1657 om at sætte sig op mod dem, der kun hjælpe til at spænde dem Lænken om Fedderne, bereve dem deres Friheder og tilsidst reducere dem til Skaltehonder⁵). Men det synes berettiget ved at uridersege Ulfeldts; Bevæggrunde til og Betragtningsmaadeafsine Skridt mod Danmark at lægge Vægten og Eftertrykket paa de ferst omtalte Udtalelser fremfor paa de sidste, der lade ham ville gjenoprette den aristokratiske RegeringsformiDanmark. Thi vel have de forskjellige Motiver næppe nogensinde virket adskilte fra hinanden, ligesaavel som det kan være vanskeligt at fastholde dem adskilte i Theorien; men naar man seer paa Apologiens klare Ord, paa den Iver, hvormed der virkes, for at hidse baade England og

1) A Journal of the Swedish Embassy in the years 1653 and 1654 by Bulstrode Whitelocki). London 1855. p. 95^—90. Udgiveren, Henry Reeve, uf tlenne 2den Udg. antager, at den Omtalte, der havde onsket sit Navn skjult, maa have vseret Cortitz Ult'eldt selv, idetW. i et Manuscript til sine Born omtaler ham ved Navn, som en Mand, der nserede lignende Folel.ser mod sit Faedreland. Molbech antog det tidli^erc for at have vseret Ebbe Christoffersen Ulfeldt. Hist. Tidskr. HI, 420.

2) Holberg: Danmarks Riges Historie 111, 243.

Side 884

Sverig til Krig mod Danmark, paa den Inconsequents, hvormedderi den demokratiske Republik i England og i MonarkietiSverig sees Redning for Aristokratiet i Danmark, og endeligt paa Tidspunktet, da det indskrænkede Kongedemmeendnuvar til i Danmark, og Kongens absolutistiske Tendentser endnu kun vare i deres Fødsel, da feler man, at der af de Landflygtiges Coloni i Sverigs Hovedstad arbejdedesikkesaameget i Kraft af Meningen om een RegeringsformsFortrinfor en anden, som i Kraft af Hensynet til sig selv og sin egen Ret. Men dette maa ikke forstaaes som en blot og bar egoistisk Opfattelse. Hvad der ligger til Grund derfor, er den ensidige Overdrivelse af Individets Ret ligeoverfor Kongen og Staten, der er et Særkjende for den gammelarisfokratiske Opfattelse. Idel denne, støttet paa de feudale Traditioner, gjer Eden til Adelsmandens og RidderensstærkesteBaand, men tillige netop hævder GjensidighedeniLøfternes Overholdelse som Betingelse for Edens Gyldighed, kommer den til det Resultat, al naar Kongen og Regeringen forbryder sig imod En, da ere ogsaa Ens egne Forpligtelser og Ens egen Ed ugyldig, da har man Ret til at vælge sig en anden Herre og til at søge sin Oprejsning i Indland og Udland, Følgerne blive, hvilke de ville.

Det var vistnok denne Tankegang, hvormed under Unionstiden de svenske Adelsmænd for dem selv forsvarede deres Frafald fra den ene Herre til den anden, eller de danske deres Opsigelse af Christiern II; denne Betragtningsmaadeforesvævedesikkert Karl af Bourbon, da han svigtede Frants I1),I¹), eller de polske Adelsmænd, der forlod Johan

1) «Le connétable ne s'en tenait plus aux moyens légitimes de défense. Il se plaisait, dit-on, k répéter le mot d'un chevalier gascon å Charles VII, qni lui demandait, si quelqne chose pourrait le decider å manquer åe foi k son roi. »Non pas l'offre de votre conronne, mais un affrDnt de votre part.« L'affront était venu, et Bourbon, s'estimant dégagé du devoir fé'odal, ne parut pas méme soup<^onner, qu'il existåt un autre devoir, eelui du citoyen envers la patrie.« Henri Martin: Histoire de France. 4me éd. VIII, 39.

Side 885

Kasimir for at slutte sig til Karl Gustav¹), eller Prindsen af Condé, der forenede sig med Spanierne mod sit eget Fædreland,ellerendnu senere svenske Adelsmænd, der efter Karl Xl's Reduktion haabede paa dansk Hjælp mod deres Konges Undertrykkelser-). I Valgriger, hvor Kongens Person og Staten i Theorien skarpt adskilles, fordi den i hvert Fald i Principet tilfældige Konge ikke kunde blive et fuldstændigt Symbol paa den ikke vexlende Stat, laa det ikke saa fjernt at ville hævne sig paa Kongen uden at blive sig sin Brøde som Fædrelandsfjende bevidst. Men den theoretiske Adskillelse af Forholdet til Kongen og Forholdet til Landet kunde ikke i Gjerningen overholdes, og Mangelen paa Hensyn hertil frembragte en Sammen! landing deraf, der lod ikke alene Regenten, men ogsaa Landet bøde. Man hævner sig f. Ex. paa Regenten ved at padlere ham Krig; men man glemmer, at ogsaa Landet lider derunder; man hævner sig paa Regentenvedat berøve ham nogle Provindser; men man glemmer,atogsaa Landet derved mister dem. Men denne Glemsomhederen Forbrydelse, en Miskjendelse af Borgerpligten, og efterhaanden som Folelse for Landets Integritet og dermedFædrelandskærligheder stegen som Følge af eller i hvert Tilfælde i Vexelforhold til den sig udviklende Statsides concentrerende Indflydelse, desto større er Forbrydelsen bleven.Manmaa ikke af de anførte Exempler fra det 17de Aarhundrede slutte til Datidens Miskjendelse af dette Forhold;dertilsee vi paa den ene Side f. Fx. i Danmark netop en stærk Integritetsfølelse og Fædrelandskærlighed ved Sorgen over Sundprovtndsernes Tab , paa den anden Side Nordens første Adelsmand, Axel Oxenstjernes FordømmelseoverUlfeldts Optræden i Sverig³). Det er imidlertid

1) Carlsson : Sveriges histnria under konungarne af pialziska huset. I, 108, 111. Man erindre ogsaa Radziejowskis Forhold i Sverig.

2) Fryxell: Heråttelser ur svenska historien XVII, 403. Jvfr. ogsaa Fryxell: Handlingar rorimde Sverigs histovia 11, 4115 ff.

3) Habui equidem causas neque paucas neque leves, ob quas exemplo aliorum, maxime Radziefski alicujus vel Ulfeldii deserere meos et ad alios transire potrissem, rerum semper malui et nunc qvoque mallem emn Innocentio meo [!] descendere in forum cervicemque præbere carnifici quam vieinis æmulis Sueciæque libertati insidiantibus manifestare patriæ meæ imbecillitates, atque ita ipsam in exitium, rae in sempiternam proditæ illius infamiam conjicere. Hugonis Grotii Belgarum Phoenicis manes ab iniquis obtrectationibus vindicati. Delphis Batavorum 1727. 11, 347. — Det kan ogsaa fremhæves, at den omtalte Biographi bedømmer Ulfeldts Handlemaade saaledes: Si le ressentiment du Comte Ulfeld fut trop emporté, la faute, qu'il fit, fut bientot réparée par la paix; og endvidere siger, at U. bad Karl Gustav fritage sig for Deltagelse i den anden Krig »parce que les premieres fautes peuvent étre pardonnées, et que les secondes ne le sont pas«. Sorbiére, hvis Bog dog blev forfulgt paa den danske Regerings Tilskyndelse netop paa Grund af dens gunstige Omtale af Ulfeldt, udtaler sig saaledes om dette Punkt af hans Liv: II passa en Suéde, ce»qui le rendit effectivernent criminel. Sorbiére: Relation (Van voyage en Ai^gleterre. Cologne 1666. p. 152. I et Brev fra Kirstine Munk til Leonora Christina, dat. Boller d. 21. Juni 1656 siger hun, at hin betragter det Rygte, der gaaer, at Ulfeldt har tilbudt Sverig 2 Tdr. Guld for at gaae mod Danmark, som en Løgn. Ulfeldtske Slager.

Side 886

ikke saameget Hensigten her at bedemme Breden som at fastholde, at vi troe i den omtalte aristokratiske Opfattelse at see det Hovedpunkt, hvormed Ulfeldt for sin egen Samvittighedforsvaredesin Handlemaadc. Det var næppe saamegetenpolitisk Mening om Aristokratiets Fortrin for Absolutismen,somden stolte Adelsmands Mening om AdelsmandensUafhængighed.Herved blev Spergsmaalet hos ham paa en Gang et Principspergsmaal og et personligt Spergsmaal,derkunde groe sammen med endnu et Hovedmoment i hans Stemning og en Hovedbevæggrund til hans Handlemaade,derikke maa glemmes, personlig og egoistisk Had og Hævnljst 1).

1) Her kan ogsaa bemærkes den Inconsequents, som Ulfeldt gjorde sig skyldig i ved at betragte sin Stilling som fri, da han var afsat fra sine Embeder i Danmark, og dog vedblive at kalde sig og lade sig kalde Rigshofmester. En ny Rigshofmester valgtes i October 1652 (Danske Magazin 3 R. IV, 227); men et Aktstykke angaaende Sperling, dateret Stokholm cl. 16. September 1653 begynder saaledes: >Ich Corfitz Ulfeldt .... des Reiches Dåne- marks Hofftneister.« GI. kgl. Samling 1112 Fol. let Brev fra Karen Kruse til Leonora Christina af 22. November 1652 hedder det: »Nu har vi to Rige as Hofmestre, Gud bevare den ældste.« Ulfeldtske Sager. Exempler paa, at han ogsaa 1653 gik under denne Titel i Sverig s;'es i de la Gardiska Archivet VIII 198; X, 47. Modsigelsen bliver ikke mindre ved, at han allerede før sin Afsættelse havde protesteret mod en saadans Gyldighed, naar den ikke skete ved »ordentlig og lovlig Proces.« Højttrængende Æresfoisvar j>. 3.

Side 887

Slutningen af Apologien mangler, som omtalf, i den nu trykte Text; men da den er af ikke ringe Interesse, skal den her gjengives i Udtog. Ulfeldt fremhæver, hvor uretfærdigden Behandling, der er bleven ham og hans Hus til Del, vilde vise sig, hvis »let var bekjendt for Verden, hvorledeshan har virket fi)r Frederik 111 ved hans Valg til Konge, og hvilken Ulejlighed og Arbejde han har havt med dem „qui de toute voulaient faire élection dune puissanle cabale" [?] og med at forhindre deres Planer, som havde Blikket rettet paa andre Fyrster. Han maatte forsvare KongensPerson offentligt i Nærværelse af hele Haadet; thi de, som dengang vare Vælgere, opstillede visse Punkter, ifelge hvilke de offentligt paastod, at Frederik 111 ikke kunde blive valgt til Konge uden Rigernes og Indbyggernes fuldstændige Ødelæggelse; dog vil han ikke denne Gang omtale disse Punkter.Men han tog da alene Frederiks Parti, forsvarede offentligthans Person og modbeviste de nævnte Punkter, der skulde være et Grundlag for hans Udelukkelse fra Kronen, Alt med en saadan Kraft, at Forslagsstilleren offentligt for Rigets Vælgere og i Overværelse af en stor Del af Rigets Stænder afstod fra sit Forslag, og alle hans Tilhængere ligeledes opgav det. Han vedblev at virke for Valget, lige indtil det var afgjort. Dette er bekjendt for de Herrer afßaadet, som dengang vare Vælgere, af hvilke en Del lever endnu. Hvis Kongen ensker at faae dot nærmere at vide, kan han erfare det af dem; maaske vil man give ham selv (Ulfeldt) Lejlighedtil at offentliggjere det sammen med andre meget vigtige Forhold, som kunne bevise hans store Tjenester mod Kongen

Side 888

og Kongehuset; men denne Gang vil han ikke tale videre derom. Kongen veed godt, at han aldrig har ladet sig mærke med, hvad der foregik ved Kongevalget eller anklaget Nogen eller forlangt nogen Belenning for ikke at komme til at gjælde for en ussel Lejesvend (un vil mercenaire). Han var den første, som forkyndte hans Valg, den første, som offentligt hilsede ham paa begge Rigers Vegne med Titel af Konge og Majestæt;han har sammen mod Bisperne for Alteret sat Kronen paa hans Hoved, og han kan i det Hele med sikre Beviser gjøre det klart, at uden ham var Frederik 111 aldrig bleven valgt til Konge. Med en Henvendelse til Gud, der vil straffe hans Forfølgere uden Hensyn til deres Magt eller Storhed, slutter han derefter Apologien.

Hele denne Skildring hænger sammen med den Paastand, der i Ulfeldts sidste Dage og efter hans Ded er bleven fremsatbaade af ham selv, hans Hustru, Sperling¹) og i den omtalte Biographi, om at han var den, der satte Frederik IH's Valg igjennem. Hertil knyttedes i Reglen en Fortælling om, at Hertugen af Gottorp forgjæves havde segt at vinde ham for sil Valg-). Her i Apologien ere Forholdene angivne noget mere i det enkelte, men alligevel i et fuldstændigt mystisk og mistænkeligt Slør, der biiver end yderligere mærkeligt ved, at der paa det Tidspunkt synes at mangle enhver Grund for Ulfeldt til al tilsløre Begivenheder, der blotte hans Fjender og hæve ham selv. Den Mand, der fører sit Fædrelands Fjender til Kamp mod det, kan ikke blot lor at undgaae at synes „un vil mercenaire" have undladt at benytte sine naturligeog berettigede Vaaben mod sine Modstandere. Ikke heller findes der i hans „højttrængende Æresforsvar" Antydningeraf

1) Wolffs Journal for Politik 1816. I, 194. .Jammersmindet p.63. Suhms nye Samlinger. 111, 227.

2) I Carl Deichmans historiske Optegnelser findes netop en modsat Beretning: Ulfeldt vilde, al; Hertugen af Holsten skulde udvælges til Konge, men frygtede for Norges Separation, hvor Sehested var Statholder, som altid mod Ulfeldt havde da conserveret det til Kong Frederik. Meddelelser fra det norske Rigsarkiv. Christiania 1870. I. 25.

Side 889

ningerafet saadant Forhold 1648. At ingen andre samtidigeBeretninger antyde noget liguende, viide have mindre at sige, saalaenge der kin taltes ora hemmcligc Brcvvexlinger mellem Frederik af Gott_;>rp og Ulfeldt eller om de desvflerre übekjendte Forhandlingj'r indenfor Rigsraadet, men bliver paafaldende, naar her tales om, Tivad der er foregaaet offentligti Naervaerelse af en Del af Staanderne, saameget mere som del strider mod alt, hvad tidligere er bekjendt om RigsdagensForhandlinge r¹). Der foreligger vcl intet Bevis for hans Fjenders Beskyldninger, der ere gaaede over i Traditionen,at Ulfeldt og hans Parti have modarbejdet Frederik Ill's Valg; men enhversomhe'st indre Sandsynlighed slrider mod at tilskrive en blot og bar Misforstaaelse Oprindelsen af Striden mellem den yngrfe Linie af Christian IV's Senner af forste iEgteskab og Knstirie Munks Born og Svigersenner.

Deter sorgeligt «nt rejse Tvivl, hvor Tvivlen eo ipso maa forvandle sig til en Beskyldning for forsaetlig Usandhed; men „dersom," saaledes som vor store Kritiker, C. Paludan- Miiller, har sagt-), w^det ved al Historie, men navnlig ved Samtidiges Beretninger er Fortaellingens Form og den Fortaellendes Personlighed, der betinger Lteserens almindelige Stilling til det Meddelte", kan en usikker og tilsloret Form og en ikke gjennemgaaende vederhaeltig Personlighed, der tilmed er Part i Sagen, ikke give Tillid til Beretninger, der staae i Strid mod al Sandsynlighed og aulhentiske Aktstykker. Deter en Betragtning, der maa paatvinge sig saavel ved Apologiens sidst berorte Slutningspunkt som ved dens Hovedgjenstand: Beskyldningerne, der ferte til Hojesteretsdommen af 24. Juli 1663.

1) Nyt histor. Tidskr. V, 374 ff.

2) Histor. Tidskr. 111, I, 90,

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 2 (1870 - 1872) 1