|
Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 2 (1870 - 1872) 1Louis Robert Hippolyte de Bréhan, &reve af Plélo, Kong Ludvig den Femtendes Gesandt ved det danske Hof, 1729—34.Ved P. W. Becker. En udførlig Skildring af de Gesandter, som fra den Tid, da det blev Skik, at fremmede Fyrster stadigen holdt Sendebud ved det danske Hof, bleve sendte hertil af den franske Eegiering, vilde fremstille Mænd med meget forskielligAdkomst til at ihukommes. Der var Enkelte af de franske Diplomater, som paa den Tid, da deres Monarchførte det store Ord i Europa, ogsaa hos os optraadte med Fordringer og Anmasselser, som bragte dem til at støde sammen med Haandhæverne af den borgerlige Orden, og et Sidestykke til den Paastand paa Qvarteerfnhed, som under Innocents Kl's Pontifikat fremkaldte det noksom bekiendteSammenstød i Rom mellem den franske Ambassadeur Lavardin og hans Folk og det pavelige Politie (Arckenholtz,Mémoires de Christine, Reine de Suéde, 11,246.292, Bayle, Dict. Hist & Crit. [ed. Båle 1738] 11. 848), fandt Sted i Kiøbenhavn (1702), da den franske Gesandt, Grev Chamilly, fandt for godt i sit Huus at beskytte en aabenbarBedrager, hvis Navn den danske Regiering havde ladet Side 435
slaae paa Galgen, en Sag, som gav Anledning til en yderst bitter Skriftvexel mellem Gesandten og de danske civile og militære Auctoriteter. (Dokumenterne i denne Sag findes udentvivl hos Lambert i, ogsaa i Kiegels Frederik IV's Historie I, 42 ff. og hos Flassan: Histoire de la dipl. fr. IV. 254 fg; Danske Mag. 3. Kække I, 130 ff.). Et ulige bedre Krav paa at mindes af Danske have andre franske Gesandter erhvervet sig. Nogle ved deres virksomme Bestrøbelser som Fredsmæglere, i Tider, naar Landet var oversvømmet af fremmede Krigsskarer, Andre ved den Interesse, hvormed de omfattede de danske Lærdes Bestræbelser i flere Retninger, og den Andeel, de toge i hvad der hos os skete til at fremme Studiet af Nordens Sprog og Literatur, og den venskabelige Forbindelse, hvori de traadte til vort Lands meest fremragende Videnskabsmænd.Af dem, som i førstnævnte Henseende giorde sig bekiendte og fortiente, er det nok at minde om tvende: Grev Caspar Coignet de la Thuillerie, som i Aaret 1644 sendtes hertil for i Ludvig XIV1 s Ærende at mægle Fred mellem Danmark og Sverige, og hvis Bestræbelser det neppe med Uret er tilskrevet, at Fredsvilkaarene endda bleve taaleligere, end man kunde have giort Regning paa*). Ikke mindre Adkomst til at mindes af os med Erkiendtlighed,har en anden fransk Diplomat, Hugo deTerlon, som, neppe et Decennium efter at Thuillerie havde arbeidet som Fredsmægler paa at bilægge Fiendtlighederne mellem de nordiske Kroner, optraadte i samme Egenskab under hans Sendelse til Kong Carl Gustav, over hvilken den bekiendte trykte Beretning foreligger: Mémoires du Chevalier de Ter lon, Paris 1681,1—11, som er en Hovedkilde til Historien *) Slange, Christian IV's Historie 11, 1268 ff. Side 436
Dm Danmarks Tilstand i hine Tider. Ved at forfatte denne Beretning har Terlon indlagt sig samme Fortieneste af vor Historie som den bekiendte Ogi er, som fulgte den franske Gesandt Claude Méme (Claudius Memmius), Greve af Avaux, som var sendt af sin Regiering til de nordiske Hoffer (1634) for at udforske deres Sindelag med Hensyn til de Forviklinger, hvortil Trediveaarskrigen gav Anledning, og som under sit Ophold i Kjøbenhavn i hiint Aar (5 Oktober)bivaanede den udvalgte Kong Christian Y's med saa stor Pragt heitideligholdte Formæling med den sachsiskePrindsesseMagdalena Sibylla. Med Samtykke, og tildeels under Medvirkning af Hovedet for hiint Gesandtskab, Greven af Avaux, optegnede hans Secretair Ogier, hvad mærkværdigt der var forekommet i de fremmede Lande, han havde besøgt,og, forhindret ved Døden ira at offentliggiøre sin Kdseberetning, overlod det til sin efterlevende Broder at lade den udgaae ved Trykken*). Blandt de franske Diplomater, som under deres Ophold i vort Land viste sig som Beskyttere af Videnskab og Konst, og traadte i Forbindelse med vort Lands anseeligste Lærde, indtager Carl Dancée, eller, som han gierne skrives, Caiolus Dancæus en fremragende Plads. Naar han er født, eller hvor han har tilbragt sine Ungdomsaar: derom er Intet berettet. Han optræder første Gang i Danmark i Aaret 1550, da han var sendt hertil af Kong Henrik 11, i Anledning af det Forsøg, &om Kong Christian 111 giorde paa, ved Frankriges Mægling, at komme i Besiddelse af de 1469 af Kong Christian I til Skotland pantsatte Shetlandsog Orkeneyøer (Krag og Stephanius ChristianIIFs *) Caroli Ogerii Ephemerides, Lutetiæ Paris. 1656. Bvo. S. iSchlegel, Sainluiig. li, 7-4 ff. Side 437
stianIIFsHistorie, ved Sandvig 1, 342), og forblev en lang Aarrække i Kiøbenhavn som Kongerne Frants ll's, Carl IX's og Henrik lll's Gesandt ved det danske Hof. Han anvendte sine Gaver og sin Indflydelse til at mægle den stettinske Fred mellem de nordiske Kroner (1570), og det var vel ikke mindre hans Fortienester af Danmark som Statsmand, end hans lærde Indsigter og hans Deeltagelse i og Interesse for de videnskabelige Bestræbelser og de Studier,som dengang i vort Land toge et saa betydende Opsving,som skaffede ham den Ære, at hans Jordefærd høitideligholdtesved en akademisk Sørgefest, hvortil Consistorietindbød ved et Program (1590). Det var Dancæus, som forenede sin Stemme med Andres, for at bevæge Tycho Brahe til at holde offentlige Foredrag over sin Videnskab i Kiøbenhavn; det var ogsaa ham, som lagde Grundstenen til Uranienborg paa Hveen d. Bde August 1576*). Han stod i Forbindelse med Andre af sin Tids navnkundigste Videnskabsmænd i Danmark, saaledes med Anders SørensenVe del, og indtager den første Plads blandt de Mænd, som underskreve Lovene for Vedels Bibliothek paa Liliebiergeti Det er om en fransk Diplomat ved vort Hof i en kort Tid af det 18. Aarh., en Mand, som traadte i DancæiFodspor, ligesom han interesserede sig for Videnskaberne,og ligesom han pleiede en fortrolig Omgang med de ypperste Mænd, som den danske Literatur i forskiellige Grene i hans Tid havde at fremvise, og som ved sin refuldeDød Slagmarken har vundet Adkomst til at leve i Eftertidens Minde, at vi skrive nedenstaaende *) Danske Mag. 11. 181. 185. 298. **) Wegener, A. S.. Vedel, 2. Udg. 166. Side 438
Linier. Hans Ophold i vor Hovedstad, hans lærde Sysler der og hans Forbindelser med vort Lands meest ansete Lærde ere det væsentligste Formaal for den nærværende Skildring. Louis Robert Hippolyte de Bréhan, Greve af Plélo, var født i 1699*), og stammede fra en gammel Adelsslægt i Bretagne. Han bestemte sig tidligen for den militaire Lobebane, og fik et Regiment, som bar Navn efter ham. Hans Alder forbyder, at han kan have taget Deel i den spanske Arvefølgekrig, og der givet Prøver paa det Mod, som i Manddomsaarene giorde ham saa berømt. Fredslutningerne i Utrecht, Rastadt og Båden gave de franskeVaaben en Hvile, som i en Aarrække ikke blev synderligafbrudt. Plélo benyttede Tiden til at sysle med Videnskaberne, og skal især have sat sig ind i de forskiellige europæiske Staters Politik og deres giensidige Interesser. Han valgte, da Krigstienesten ikke længere giorde Krav paa ham, den diplomatiske Løbebane, og, hvorvel Intet udtrykkeligenmeldes derom, er dog neppe Noget til Hinder for Sandsynligheden af, at Plélo kan have været Medlem af det politiske Akademie, som, efter Forslag af den ved sin Redelighed ikke mindre end ved sine Talenter og Indsigter berømte franske Statsmand, Colbert Torci, stiftedesi Aaret 1712, til Dannelse af unge Mænd af hoiere Byrd, som agtede at betræde den diplomatiske Vei**). Hvor vidt Plélo havde været som Sendebud fra den franskeRegiering ved noget andet Hof, inden Gesandtskabsposteni *) Michaud, Biographie univ. nouvelle, edition XXXIII, 513. **) Flassan, Hist. de Ja Dipl. fr. IV, 374. En raillerende Skildring af dette Akademie, giver Ad di son i Spectator Nr. 305, 19. Febr. 1712. Side 439
posteniKbhvn betroedes ham, er ikke bekiendt. Han ankom hertil i Foraaret (30 April) 1729 og fik Audientshos Kongen og Dronningen den 16. Mai, hos Kronprindsen og hos Prindsesse Charlotte Amalie samt hos Kronprindsessen d. 24. Mai*). Plélos Creditiv som Ambassadeurord. er dateret Fontainebleau 6. Novbr. 1728. (Efter Meddelelse fra Udenrigsministeriet.) Ikke fuldt halvandet Aar havde Grev Plélo været ved det danske Hof, da der indtraf et Kongeskifte heri Landet. Kong Frederik IV. døde paa Odense Slot d. 12. Okt. 1730, og Kong Christian VI. besteg den ved hans Faders Død ledige danske og norske Throne. Saa mange Forandringer, der end ved denne Kronens Overgang fra Faderen til Sønnenfremkaldtes i den indre Bestyrelse: saa bleve de med de udenlandske Magter indgaaede Forbindelser uforandrede, og under den 28. Oktober berettes i det franske Blad Gazette de France, at, ved den første Audients, som Grev Plélo havde havt hos den unge Konge, havde denne givet ham den Forsikring, at de mellem hans Fader og de allierede Magter indgaaede Pagter skulde blive übrødeligenholdte**). Ved Thronskiftet var Plélos Creditiv, som giorde ham til den franske Konges Gesandt hos Kong Frederik IV, traadt ud af Kraft, og et nyt maatte oppebies, inden han kunde indtræde -i samme Stilling ved den nye Konges Hof. Dette lod længe vente paa sig. Det er *) De danske Aviser; la Gazette de France 1729, Nr. 17, 23, 24. **) Gazette de Trance 1730, Nr. 46, 18de Nov.: .Grev Plélo havde forrige Uge Audients hos Kongen, qui, assura que les traités faits, entre feu son pere et les puissances alliées par le traité de Sevilla séraient fidélement excutés. (Tractaten til Sevilla sluttet mellem Frankrige, England og Spanien 9. Nov. 1729). Side 440
dateret Chåteau de Marly 25. Januar 1731. Omsider kunde Plélo den 18de April 1731 stedes til Audients saavelhos Kongen og Dronningen som hos de øvrige Medlemmeraf Kongehuset. Af de Taler, som han holdt ved denne Leilighed til Kongen og Dronningen og de kongeligeBørn, Kronprindsen og Prindsesse Louise (senere formæletmed Hertug Ernst Friederich Carl af Sachsen-Hildburghausend. 1. Octb. 1749), seer man, hvilken dannet og i Sprogets Brug øvet Mand, at Plélo var. Afskrifter af dem haves i Haandskriftsamlingen paa Ledreborg. Under hele sit korte Ophold hos os lader det til, at det er lykkedes Grev Plélo at vinde Yndest hos de høie Personer, til hvilke han af sin Regiering var sendt. Da hans Frue kort efter deres Ankomst hertil, fødte ham en Son, stode, efter Beretningen i de danske Aviser, Kong Frederik IV, Dronning Anna Sophie og Kronprindsen Faddere til dette Barn, ved Statsminister Holstein, hans Gemalinde og Geheimeraad (J. L.) Holstein. Ved flere Leilighederoptraadte Plélo, som var ankommen til Kbhvn. med et talrigt Følge, med en egen Præst eller Aumonier Mr. Go s set, og en Læge Hr. de la Porte, med særdeles Pragt. I Anledning af den franske Dauphins, Ludvig XV's og den polske Kongedatter Maria Leczinskas førstefødte Søns Fødsel den 4. Sept. 1729 foranstaltede Plélo en storartetFest, der i den paafølgende Vinter holdtes i Gesandtskabshotelleti fire Dage, hvortil alle i Kbhvn. værende franske Familier, uden Hensyn til om de vare af protestantisk eller romersk-katholsk Troesbekiendelse, vare indbudne. Den udførlige Beskrivelse over denne Fest, som den findes i eet af de i Kbhvn. dengang udgivne Blade, giver et Billede af Livet i de fornemste Kredse i vor Hovedstad for Side 441
henved 140 Aar siden*). Mere end 200 Personer vare indbudnetil Aftensmaaltid; betydelige Almisser bleve uddeelte til de Fattige, og Plélos Bolig var illumineret paa det mest Glimrende, medens en Mængde Indskrifter og allegoriske Billeder hentydede til den glædelige Begivenhed, som skulde forherliges, eller til den franske Konges Storhed. Festlighedernesluttede med en pragtfuld Masquerade den 4de Dags Aften. Der er mueligen Enkelte tilbage, som fra deresBarndom erindre sig, og Flere, som have hørt omtale den Fest, hvormed d. 25. Mai 1811 den daværende franske Minister i Kbhvn. feirede Kongen af Roms Fødsel. Denne bar dog ikke Vand mod den Høitidelighed, som Grev Plélo gav i Anledning af hiint Kongebarns Komme til Verden. Men fra det glimrende, overdaadige og yppige Liv, som Plélos Embedsstilling, mueligen mere end hans Lyst, bød ham til visse Tider at føre, ledsage vi ham gierne til hans stille Syslen med Videnskaben, af hvis Grene ingen synes at have været fremmed for hans Interesse; til hans store og udvalgte, ogsaa paa Skrifter vedkommende Nordens Sprog og Literatur rige Bogsamling, og til den Kreds af ansete Lærde, som, knyttede til ham ved fælleds Stræben, samlede sig om ham i hans giæstfrie Huus snart i Hovedstaden, snart paa de Landsteder i Kbhvns Nærhed, hvor han tilbragte Endeel af Sommermaanederne, et Sted kaldet la Bétraite og det i vor nyeste Historie saa bekiendte Skodsborg, og hvilke han med Raad og Daad understøttede, ligesom han igien tog mod Hielp og Tienesteafdem.Deter,somalt sagt, ingen Sieldenhed, at *) Extraordinaire Relationer for 1730 Februar Maaned. Side 442
de fremmede ved vort Hof værende Gesandter have givet sig af med lærde Sysler, navnlig den franske Regerings Sendebud,ogdeterikkestortover 25 Aar siden, at Kong Ludvig Philips Gesandt, Grev de St. Priest, i Kiøbenhavn forfattede og tilegnede Kong Christian VIII. sit lærde Værk Histoire de laßoyauté (Paris 1842, I—II). Sieldent er det derimod, ja maaskee enestaaende, at en Fremmed, og især en Franskmandharsaaledes,ogidetOmfang, som Plélo giorde, havt sin Opmærksomhed henvendt paa vor egen Literatur og dennes ældre og nyere Skatte, og benyttet Leiligheden til at samle Alt, hvad han kunde overkomme af trykte Bøger, Haandskrifter,KobbereellerTegningervedkommendeNordens Literatur eller Historie. Af de Lærde, som Plélo under sit Ophold i Kiøbenhavn traadte i Forbindelse med, var Gram den mest bekiendte. Blandt Grams efterladte Breve er der et Antal af 24 skrevne fra Plelo til ham. Disse Skrivelser, som alle bære Præget af den nøie Forbindelse, hvori den endnu unge Diplomat maa have staaet til den alt dengang i Aarene noget fremrykkede danske Professor og Geheimearchivar, angaae oftest Bogcommissioner, og vise, hvor utrættelig Gram var i at tiene sin Ven. Plélo beder Gram gientagne Gange om at ledsage ham og hans Frue til det kongl. Bibliothek og til Konstkammeret. Han anmoderhamoftereomatspisehos sig, snart i Staden, snart paa hans ovenomtalte Landsteder, og der at tilbringe Natten. Han henvender sig til Gram, for at han skulde formaae og giøre Aftale med en Maler Kø ni g om at skaffe ham, efter de bedste Originaler, Portraiter af Dronning Margrete,afKongerneafdenoldenborgskeStamme, af Tycho Brahe, Corfitz Ulfeld og Griffenfeld (Brev af 1. August 1733). «Saasnart et Stykke var færdigt, kunde det afleveres, og Konstneren skulde da strax faae sin Betaling". Han bederGramomatskaffesigtil Side 443
derGramomatskaffesigtilden store Samling af alt Didhørende, han havde anlagt, Afskrifter af de af de danske Konger udstedte Adelsdiplomer, Uddrag af Dancæi Breve, det over ham udfærdigede Universitetsprogram, om MeddelelseafNavnenepaasamtligefranskeGesandter ved det danske Hof og disses fornemste Levnetsomstændigheder, om Tegninger af Kongegravene i Eingsted og Roeskilde, om Oplysninger om Torfæus, Arne Magnussen og Otto Sperling (Brev af 14. Jan. 1733), om Navnene paa de daværendeProfessorervedUniversitetetogdeaf dem udgivneSkrifter.Førstogsidstindeholdedog Plélo s Breve Anmodninger til Gram om at være ham behielpelig med at skaffe ham Bøger til hans Bibliotheks Forøgelse, idet han snart beder ham om ved Bytte at skaffe sig saadanne, snart om at paatage sig Commissioner for ham paa de store Bogauctioner, der i hine Tider temmelig hyppigen forefaldt, saaledes paa Auctionen over Grer Dan neskiolds Bibliothek, der forauctioneredes i Kiabenhavn 1732 (Breve af 9. og 13. Febr. 1732), over Biskop Deichmanns, som solgtesiChristianias.A.*),ogover den i Odense d. 31. Decemb. 1731, afdøde Biskop Jacob Lodbergs, som ligeledes i det nævnte Aar solgtes ved Hammerslag. Grams overordentligeTienstvillighedkomogsaaAdskilligeafPlélos Venner i Paris tilgode. Der synes blandt disse at have været Nogle, der interesserede sig for hvad der udkom her i Landet. Efter Begiering af en Ven, beder Plélo Gram om at tilveiebringe et Exemplar af det af den norske Præst Jonas Eamus (Anna Colbiørnsens Mand) udgivne Skrift Ulyss'es et Othinus unus et idem: et: Produkt, som, *) Han kjøbte her for 7—800 Rdlr. (Suhms samlede Skrifter 15de Bind, S. 324). Side 444
da det i Løbet af faa Aar oplevede tre Oplag (1702, 1713, 1716) vel, ved sine dristige Paastande, maa antages at have vakt endeel Opsigt. Det var den samme Ven, efter hvis Forlangende Plélo udbad sig Oplysninger om Arne Magnussen, Torfæus og Sperling. Der giemmes paa det Kgl. Bibliothek i Kiebenhavn en Gienpart af et Brev til Plélo (af 30. Marts 1730) fra den store Bogven og Bogkiender Abbé Bignori*), af hvilken Skrivelse det fremgaaer, at Plélo havde tilbudet at gaae det Kgl. BibliothekiParistilhaandemedatskaffe det Bøger af den danske Literatur'), et Løfte, til hvis Opfyldelse han benyttede Grams Hielp. I de omtalte Breve fra Plélo forekomme ofte Anmodninger til Gram om at skaffe Eet og Andet til hiint store Bogforraad (s. et Brev af 4. Juni 1732). I en Skrivelse af 21. Marts 1734 omtales, at Plélo ved Grams Hielp havde faaet en Islænder til at tage en Afskrift af en Historie eller Saga om Kong Carl den Store, bestemt til det Kgl. Bibliothek i Paris. Idet Plélo saaledes sendte Skrifter om nordisk Historie til sit Fædreland, lod han tilligeoftemedfølgeenKritikoverdisse**). Det kunde synes, som om Plélo stundom i at begiere Grams Hielp og Tienestevarnogetnærgaaende,oggiordeKrav paa sin lærde Vens Tid til Ting, som ethvert Tienestebud ligesaagodt kunde have besørget. Under 4. Juni 1732 sætter han saaledesGramiUleilighedmedatskaffe sig 2 heftede ExemplarerafHolbergsdengangnyligudkomneDanmarks *) J. P. Bignon, f. i Paris 1662, blev Bibliothécaire du roi 1718, Intendant du cabinet des médailles, conseiller d'état ordinaire, Prédicateur ord. du roi, membre de Tacademie fran^aise osv.r døde 1743. (Moreri le gr. Dict. Hist. 18. éd. (1740). II 278 fif). **) Se Klevenfeldts Reisedagbog under 3die April 1743 i Nyerup: Magazin for Reiseiagttagelser 111, 359 fif. Side 445
Historie. Det maa dog herved ikke lades übemærket, at, ligesom det vistnok er faldet i Grams Smag at giøre sig en lærd, rig og fornem Udlænding saa forbunden som mueligt,saaledesvardetpaadennesSide ikke blot ved jevnlige Besøg, ved hyppige Indbydelser, og ved artige Breve, at han søger at vederlægge Gram hans mangfoldige Tienester.DaderpaadetKgl.Bibliothek i Kiøbenhavn var opdaget et Haandskrift med übekiendte Charakterer, som Ingen var istand til at tyde, tilbyder Plélo sig at lade tage en nøiagtig Afskrift deraf og at sende den «å un de nos Oe dip es a Paris«, forat faae det dechiffreret (11 Febr. 1733). Denne Oedipus var, som Gram senere skriver (12. Juni 1734) til Statholder Grev Rantzau i Norge*), den bekiendteOrientalistogPalæographÉtienneFourmont**). Giennem Plélo modtog Gram fra Stockholm en Sendelse fra en vis Hedlinger***) (s. Plelos Brev af 11. Maj 1733). Hvor høi Pris Plélo satte paa Grams Tilfredshed med hans Samling af Bøger, navnlig af Alt hvad der vedkom Nordens Sprog, Historie og Literatur, disse Ord tagne i deres videsteForstand,ogefterhvilkenomfattendeMaalestok franske Diplomat samlede Alt hvad der hørte til et saadant *) Brevet aftrykt i O. Wolffs Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, 1810. I, 222. **) F. i Nærheden af Set. Denys 23de Juni 1(133, d. i Paris 19de Decbr. 1745. Han efterfulgte den berømte Galland som Professor i Arabisk ved College de France 1715, og giorde sig især berømt som Een af Grundlæggerne af det chinesiske Sprogs Studium i Europa. ***) Udentvivl den berømte Medailleur Johan Carl Hedlinger, f. i Schweitz 1692. Han kom 1718 som MedaiLeur i svensk Tieneste, blev 1736 kaldet til Danmark, og begav sig herfra tilbage til Schweitz 1745, hvor han døde 1771. N. H. Wein■wich, Dansk, norsk og svensk Konstnerlexicon. Kbhvn 1829 S. 83, 84. Side 446
Bibliotheca septentrionalis, oplyses ved en Skrivelse fra hain af 21de Juni 1733; da det samme Brev indeholderenUnderretningomdenogsaaandenstedsfra kiendtedanskeOrdbog,somPlélolodudarbeideved en vis Ry ber g*), og hvori ogsaa F. C. von Haven (d. som Præsident i Borgretten i Kbhvn. 1751) tog Deel, i det OiemedatforæredentildetKgl. i Paris**), og Plélo tillige deri nævner et Værk, som han og Thott i Forening arbeidede paa, og hvorom han troede, at det ikke skulde giere Danmark Skam: er dette Brev som et AktstrykketilTidenslærdeHistorieoptagetnedenfo r9). En Skrivelse fra Plélo til Gram af 22. Juli 1732 indeholder yderligere Oplysninger om, hvorledes han benyttede Grams Bistand til at kiøbe Bøger3). Grams udmærkede af grundigeSprogkundskaberunderstøttedeIndsigterinæstenalle Dele af den menneskelige Viden kom hans Ven paa mange Maader tilgode, og, som det fremgaaer af Plélos efterladte Breve, kom i deres mundtlige og skriftlige Meddelelser Spergsmaal paa Bane angaaende Æmner, hentede langt udenfor Nordens Historie og Literatur. En Samtale mellemdemomdenfranskeSatirikerFrancis Rabelais, om det var at antage, at han i nogen væsentlig Grad havde laant de Træk, hvormed han tegner de i hans Værk fremtrædendekomiskeFigurer,fravissebestemtei hans SamtidlevendePersoner:Anton,KongeafNavarra, af Lothringen, Jean Montluc, Biskop af Valence i Sydfrankrige,ogenTidlang,franskAmbassadeur,først i Constantinopel,ogsenereiSkotlandogPolen, *) Om denne Ni els Ryberg, som 1734 blev Dr. Med., og omkom paa en ulykkelig Maade, fortæller Cancellieraad Deichmann i et Brev fra 1780 til Suhm (Suhms samlede Skrifter 15de Del S. 324), at Plélo blev underviist af ham i Dansk, men at dette Sprog faldt ham saa vanskeligt, at han hørte op dermed. **) Ny Danske Magazin V, 285—86. Side 447
stantinopel,ogsenereiSkotlandogPolen,giver Plélo Anledning til i et Brev til Gram af 21. Marts 1734 at drøfte den hele Materie, og han slutter med at anmode Gram om at give ham en latinsk Oversa?ttelse af de danskeOrd,hvoriPanurge,efterførstat have klaget sin Nød for Pantagruel i forskiellige andre Tungemaal, omsider udtaler sig paa Dansk*), og at meddele ham de Forandringer,somdetteStedhavdeundergaaetsiden den første Udgave, som udkom 1553. Han lover at ville vende tilbagetildenheleMaterieomRabelais' Værk, dets Kilder og det Værd, som man kunde tillægge hans satiriske Skildring. Plélo holdt Ord, og en interessant Opsats om mange didhørende Punkter forelægger han sin lærde Ven4). Det var, som det synes, den sidste Meddelelse, som Gram modtog fra Plélos Haand. Hans Livstraad var snart spundentilEnde. Det tør vel have været igiennem Gram, at Plélo og hans Frue, som synes at have delt sin Mands Interesse for Videnskaber, blev bragt i Forbindelse med den norske Præst, senere Biskop i Christiansand, og Dr. Theologiæ, G. C. Spidbierg, som paa en Tid, da H. Strøm og E. H. Gunnerus endnu ikke vare fremtraadte med deres i den danske og norske naturvidenskabelige Literatur epochegiørendeSkrifter, vel maae ansees for een af de betydeligere Forfattere, som hans Fødeland havde at opvise i hans Videnskab. Til Gram sendte han adskillige for den PléloskeFamilie bestemte Skrifter, vedkommende Norges Naturhistorie**).Det var mueligen ogsaa ved Gram, at den flittige *) Pantagruel, livre 11, Cap. 9. Oeuvres de Fr. Rabelais avec des rémarques historiques et critiques de M. le Duchat, nonv éd. Amsterdam 1742, 4to I, 251. **) Grams Breve til Stath. Rantzau i VVolffs Journal a. St. 1810, I, 207—8. Side 448
Normand Andreas Bussæus (død 1735 som Borgemester i Helsingør), kom i Forbindelse med Plélo; efter Plélos Opfordring og med hans Understøttelse udgav han den islandskeForfatter Åre Frode og tilføiede Otheri Periplus. Han sendte Plélo med et latinsk Brev dette Skrift den 28. Aug. 1733; i samme Sprog svarede Plélo ham, og, idet han beder ham om at fortsætte sine Studier over den nordiske Oldtids Sprog og Literatur og især at beskieftige sig med det gamle Grønlands Historie, tilsiger han ham sin Hielp, og lover ham giennem sine lærde Venner i Paris at giore hans ovenomtalte Skrift bekiendt, og om mueligt at skaffe nogle Kiøbere til det. Af Brevvexlingen mellem dem sees, at Bussæus har ydet Plélo Hielp ved Studietaf det islandske Sprog. Der haves en Skrivelse af 4. Septbr. 1733, hvori Plélo anmoder Bussæus om at giennemgaae Gudmundi Andreæ islandske Lexicon, og at rette de Feil, som deri havde indsneget sig, og om at oplyse ham om det islandske Sprogs Oprindelse, dets Slægtskab med andre Sprog og om de Afvigelser, som fandt Sted mellem det ældre og nyere Islandsk. At Plélo var meer end Dilettant i den ældre nordiske Historie, fremgaaeraf eet af disse Breve, i hvilket han underkaster Tor - fæi Beretning om Magnus Smeks Dronning Blanca og hendes Herkomst en udførlig Drøftelse (d. 7. Sept. 1733)*). Der var i de
Dage i Danmark en anseet Videnskabsmand:Ole *) Endeel af de mellem Bussams og Grev Plélo vexlede Breve ere optagne i Danische Bibliothek 11, 434—444. Et sammesteds p. 442 i Uddrag meddeelt Brev fra P. Étienne Souciet, Bibliothekar ved Jesuiter-Collegiet i Paris af 1. Jan. 1734, viser, at han, som var een af Plélos meget nøie Venner, havde modtaget et Exemplar af Bussæus's Are Frode. Side 449
som netop var i Begreb med at udgive sine mathematiske Værker, et Arbeide, hvortil Grev Plélo opmuntrede ham, og tilbed ham sin Understøttelse. Hvad der herom i Tilegnelsen til Grev Vincents Lerche er anført, giør i lige høi Grad begge Parter, Plélo og Horrebow Ære, Plélo ved den Uegennyttighed, hvormed han tilbød sin Hielp, og den fra alle Bihensigter Hernede, reen videnskabelige Interesse,hvoraf hans Tilbud udsprang, og Horrebow ved den Æresfølelse, hvormed han vægrede sig ved at tage mod Tilbudet. Det er et smukt Træk til de tvende nævnte Mænds Charakteristik. De Aar, i hvilke den franske Konge repræsenteredes i Danmark af Grev Plélo, hørte-til de fredeligste i det 18. Aarhundrede, og de Statsærender, hvortil Plélo s Medvirkning krævedes, vare ikke betydende, da den danske Konge dengang levede i Fred med hele Europa. Den eneste offentlige Forretning af Vigtighed, som overdroges Plélo af hans Regiering, var Forhandlingen om Salget af den vestindiske Q St. Croix, som under d. 15. Juni 1733 gik over i det danske vestindiske Compagnies Eie*). Ogsaa ved Forhandlingerne herom benyttede Plélo Grams Raad. Han udbeder sig i et Brev af 14. Marts 1733 en Samtale med Gram, i Anledning af en »terme captieux», som han havde bemærket i den danske Befuldmægtigede, Borgemester HolmstedtsForslagtil den Salgscontract, der skulde oprettes. At Plélo under sit Ophold i Kiøbenhavn skal, saavidt det kunde skee uden alt for aabenbart Brud paa de danske om den lutherske Statskirkes Herredømme bestaaende Lovbud,havearbeidet paa at fremme den romerske Kirkes *) Tractaten om Afstaaelsen af St. Croix. Hos Høst, om St. Thomas (Kjøbenhavn 1791). S. 9 ff. Side 450
Interesser under den da herskende religiøse Giæring: er berettet, efter Pontoppidans haandskrevne Samlinger til Fortsættelsen af hans Annales, af Munter og andre af vore kirkehistoriske Forfattere. Skiøndt Intet herom i det Enkelte lader sig paavise, er det dog ikke usandsynligt, at Plélo ligesom Tilfældet var med Flere af de franske Gesandter i det 17. og 18. Aarhundrede, har arbeidet i denne Retning. Det var den berømte Terlon, som, til en Belønning for sine Fortienester af den danske Stat, under Carl Gustavs Krige mod Danmark, havde faaet Kong Christian VssV5s Tilladelse til at indrette et Capel for romersk-katholske ReligionsbekiendereiKiøbenhavn (26. Sept. 1671), og, ligesom det synes, som om de franske Gesandter ved det danske Hof vare i en lang Række Aar den katholske Menigheds Beskyttereivor Hovedstad, indtil senere det derværende katholske Capel blev sat i Forbindelse med det østerrigske Gesandtskab ved det danske Hof: saaledes var der, medens hiint Protektorat var overdraget de franske Kongers Sendebud,Enkelteaf disse, som kom i Sammenstød med AuctoriteterneiHovedstaden, fordi de paadroge sig Mistanke om at giøre Proselyter for deres Religion. Dette gielder om Grev Chamilly (1699) og om den franske Gesandt Præsident Ogier, som var her i en lang Aarrække af Kong FrederikV'sRegieringstid*). At Plélo ligeledes skal have virket i samme -Øiemed er, som sagt, fortalt flere Steder, men al videre Détail savnes baade om de Forsøg, han i denne Anledning giorde, og om de Sammenstød, han dervedkomi med de verdslige og kirkelige Myndigheder, hvilke dog neppe have været af Betydenhed, at dømme efter den Roes, som tillagdes Plélo, da han var død og *) Efter Dokumenter i Geheimearchivet. Side 451
borte, fra de høieste danske Statsembedsmænds Side. Herom vil der blive Tale, naar vi først have fulgt den Mand, som udgiør vor Fortællings Formaal, til den Død, han med Sværdet i Haanden fandt ved Danzig. Den 1. Febr. 1733 d#de Kurfyrsten af Sachsen, Kong August II afPolen. Det var ved Valget af liansEfterfelger, at Rusland forsteGang optraadte ined afgiorende Indflydelse i det polske Riges indre Anliggender. Saasnart August havde lukket sine £>me, viste det sig, at det nyeKongevalg ikke vilde lebe af uden Blodsudgydelse. Alt flere Aar inden den polske Throne blev ledig, var det klart, at, naar Kong August d^de, vilde ikke Faa, som vare kiede af Forbindelsenmed det tydske Kurfystendemme og den stedse i heiere Grad voxende Afhaengighed af freinmede Folkeslag, gribe Leiligheden til at afryste det paa Polakkerne hvilende Aag. Disse kastede deres £)ine paa deres forrige Hersker, Stanislaus Lezcinsky, som, indsat til Konge i Polen under Carl Xll's Indflydelse 1704, havde, saasnart Lykken vendte hans Beskytter Ryggen, forladt Land og Krone, og bosat sig i det under svensk Herredamme staaende tydske Fyrstendemme Zweibriicken. Den Regent, som dette lille Herskab tilfaldt efter Carl Xll's Ded, var en ligesaa ivrig Protestant, som den af Jesuiterne beherskede Stanislausvar ivrig Katholik. Han blev derfor fordreven fra Zweibriicken, og opslog sin Bolig i Elsas og det var under hans Ophold der, at den berygtede Marquise de St. Prie, som i sin uduelige Elsker Hertugen af Bourbons Navn styrede Frankrige i nogle Aar, lod sine -oine falde paa hans den 23. Juni 1703 fodte Datter, da der blev Spergsmaal om at skaffe den unge Konge Ludvig XV en Side 452
Brud, for at der kunde komme en Thronarving i Frankrige. Ægteskabet mellem Ludvig XV og den polske Prindsesse fuldbyrdedes 5. Sept. 1725. Det syntes altsaa at være i sin Orden, naar Stanislaus, som paa Valgdagen i Wola 12. Sept. 1733 var bleven udnævnt til Konge i Polen, ventede sig Hielp af Frankrige. Vel havde Stanislaus, som der fortælles, maattet give Afkald paa alle Rettigheder til den polske Krone, som Betingelse for hans Datters Formæling med Ludvig XV. Imidlertid haabede dog de polske Patrioter,med Rigets Primas i Spidsen, at Frankrige vilde understøtte deres Sag, og, saasnart Valget var skeet, sendtes en lieflandsk Adelsmand, der var Capitain ved de kgl. Tropper i Polen, til Versaill.es, som han naaede, efter en Reise af 8 Dage, for at overbringe dette Glædesbudskab, og een af den Tids Aviser beretter, at han af LudvigXV. blev regaleret med en Gave af en kostbar Diamant, og at Dronningen, som udgied Glædestaarer ved Budskabet om det paa hendes Fader faldne Valg, forærede ham sit Portrait indfattet i Brillanter, samt at han ligeledes af Stanislaus's Dronning, hvem han bragte Tidenden om det Skete, i Cambray, erholdt en betydelig Skienk*). Men det samme Numer af hiint Blad beretter, at der alt i samme Øieblik, som man baade i Polen og Frankrige jublede over, at Valget var faldet paa Stanislaus, gik Rygter om, at det snart vilde blive omgiort. Kong Stanislaus havde imidlertid, under Forklædning,begivetsig til det Land, hvis Kongethrone han nu anden Gang var kaaret til at beklæde. Saalidet end den franske Premierminister, Cardinal Fieury, var sindet at *) Staats u. gel. Zeitung des unparth. Hamburger-Correspondenten 1733, Nr. 162, 10. Oct. Side 453
giøre Noget af Betydenhed for Stanislaus, saa ydede han ham dog nogen, skiøndt langtfra tilstrækkelig Hielp til at optage Kampen imod den Kronprætendent, som imidlertid var fremtraadt i August 111, Kurfyrste af Sachsen og en Søn af den afdøde August 11. Han havde ved at love Keiser Carl VI, at ville tiltræde den pragmatiske Sanction, og saaledes give Afkald paa alle Fordringer paa større eller mindre Dele af det østerrigske Monarchie, naar den habsburgskeMandsstammevar uddød, vundet Keiseren for sin Sag, og en endnu langt mægtigere Forbundsfælle fandt han i den russiske Keiserinde, hvis tydske Ministre han lovede indbringende Starostier i Polen, og hvis altformaaende Yndling, Biron, han lovede Hertugdømmet Kurland. De Pengesummer, som Stanislaus medførte til Polen, og den Credit, som Ludvig XV's Sendebud i Warschau, MarquisdeMon ti, som strax, da Tidenden om Kongevalget d. 12. Septr. var kommen til Versailles, havde erholdt den Helligaands Orden, aabnede ham til at faae Penge for dermedatunderstøtte hans Sag, vare utilstrækkelige til at tilveiebringe en behørig Modstandskraft mod de Hære, med hvilke de russiske Feltherrer oversvømmede Polen. Men paa samme Tid Stanislaus ankom til Polen, afgik der en fransk Eskadre til Østersøen, bestaaende af 12 Linieskibeog6 Fregatter, som skulde understøtte Ludvig XV's Svigerfaders Sag. Denne Flaade, anført af Viceadmiral Grev de la Lucerne, ankrede paa Helsingørs Khed d. 20. Sept. 1733, og Plélo og hans Frue, skrives i det nys nævnte Hamburger Blad (Nr. 153, 25. Sept. 1733), reiste derned, for at tale med Admiralen, som var gaaet i Land. Nogle Dage senere kom denne Flaade op til Kiøbenhavn, og samtlige Officerer, et Antal af 200 Personer, bleve i 64 Vogne hentede til Frederiksberg Slot, hvor de forestilledes for de kongelige Side 454
Herskaber. Grev Plélo, som i høi Grad interesserede sig for Stanislaus's Sag, og alt, saasnart Budskabet om, at han var valgt til Konge i Polen, var ankommet til Kiøbenhavn,havdegiort en stor Fest i denne Anledning, idet et Te deum blev afsunget i Gesandtskabshotellet, og de franske Skibe, som dengang laae ved Kiøbenhavn, løsnede alle Stokker og lode det franske Flag vaie, og et glimrende Bal endte Høitiden, havde ogsaa arbeidet paa at forroaaedendanske Regiering til at give Stanislaus sin Hielp. Han udrettede ogsaa saa meget, at der ikke fra dansk Side blev lagt de franske Orlogsskibe mindste Hindringiveienfor at gaae ind i Østersøen*). Videre formaaedehanikke at giøre i denne Sag. Hans Andragende blev forelagt Conseillet, og Kong Christian VI lod ethvert af dettes Medlemmer afgive sin særskilte Erklæring, og Resultatet blev, at Kongen lod tilkiendegive Grev Plélo, at «han ikke kunde indlade sig paa hans Forslag, formedelstdeeengang andensteds paatagne engagements. Imidlertid vilde han paa enhver Maade søge at ménagere Kongen af Frankriges amitié, anvende alle bona officia hos Keiseren og Rusland, paa det de opkomne Stridigheder kunde blive bilagte; men han haabede da ogsaa, at Frankrigevildeafholde sig fra al Haandgribelighed mod Keiserenogdet tydske Rige, for at Freden i Europa kunde bevares«**). *) F. Schiern, Historiske Studier 11. 327. **) J. Møller: Mnemosyne 111, CCLXXVIII. ff. (Breve af 19de og 22de Okt. 1733). Af de omtalte »andre engagements« kunde det synes, som om Henri Martin har Ret i, at Danmark ved de med Rusland og Keiseren i 1732 oprettede Traktater havde lovet, i Tilfælde af K. August ll's Død, at ville modsætte sig Valget af Ludvig XV's Svigerfader. H. Martin, Hist. de Fr., XVII, 365 sqq. Side 455
Hvad der var blevet forudsagt af hiint hamburgske Blad var imidlertid gaaet i Opfyldelse, at Kongevalget i Polen inden føie Tid vilde blive omgiort. Stolende paa den russiske Hær, som med en stor Styrke var trængt ind i Polen, samlede der sig Endeel, som vare misfornøiede med Valget af Stanislaus, og proclamerede d. 5. Octbr. 1733 August 111 til Konge. De skulle ikke have været talrigere end 5000, men da de havde hele den russiske Hærmasse i Ryggen, og Stanislaus's Tropper, som iøvrigt havde giort tapper Modstand, vare faa i Tallet: maatte Stanislaus forlade Warschau og begive sig, ledsaget af den nysnævnte franske Ambassadeur og et Par Regimenter til Staden Danzig, der, som bekiendt, endnu paa den Tid og ligetil Polens første Deling i 1772, tilhørte det polske Rige. Den til Østersøen bestemte franske Flaade blev hiemkaldt, og under 20. Octbr. 1733 beretter Hamburger Correspondenten, at der skreves fra Kiøbenhavn under 13. s. M., at den var gaaet i Søen, og at Grev Plélo havde været i Helsingør for at byde Admiralen Farvel. Den polske Arvefølgekrigs Historie vedkommer os ikkun her, forsaavidt den gav Anledning til den Mands Død, hvis Erindring vi paa disse Blade have fornyet. Havde den Hielp, som Ludvig XV ydede 1733 været ringe og ganske utilstrækkelig til at fremme det Maal, som de polske Patrioter havde for Oie, da blev den endnu svagere i det følgende Aar. Med en talrig Hær havde Russerne, anførte af Generalerne Lascy og senere Miinich begyndt at beleire Staden Danzig, hvor Stanislaus holdtes indesluttet, og hvor Borgerne bleve hans Sag troe indtil det Sidste. Man havde vel i Frankrige smigret sig med det Haab, at de nordiske Monarcher i den afgiørende Time vilde komme Polen til Hielp, og navnlig antage sig Staden Side 456
Danzig, hvis Bevaring som en vigtig Stapelstad for Handelen paa Østersøen altid havde ligget Danmark og Sverrige paa Hierte. Som Magistraten i Danzig i det 17. Aarh., da Staden truedes af Kong Carl Gustav, under hans Krig med Polen, havde begieret Kong FrederikHFsHielp*), saaledes henvendte nu, da der viste sig Fare fra en ganske anden Kant, Stadens -Øvrighed sig til Kong Christian VI; men den forventede Bistand fra dansk Side udeblev. Da imidlertid Russerne stedse mere og mere trængte Staden, og der endog af dem blev sat en Priis paa Kong Stanislaus's Hoved, kunde Cardinal Fleury ikke sidde aldeles stille. I Foraaret 1734 afgik fra Brest en lille Eskadre under Anførsel af en ellers ikke bekiendt Sømand Barailh, og forenede sig paa KiøbenhavnsRhedmed nogle dertil alt iforveien ankomne franske Transportskibe; i Alt medbragte denne lille Flaade ikkun 2400 Mand. Da den ankom til Danzig, fandt Eskadrechefen,atRusserne vare for mandstærke til, at en saadan lille Styrke, som den fra Frankrig udsendte, kunde binde an med dem; og han lod Skibene gaae tilbage til Kiebenhavn.DenneYdmygelse for de franske Vaaben bragte Blodet til at koge hos Plélo, Han fik de franske Tropper til at følge sig, og overtalede Andre af sine Landsmænd, som netop i øieblikket vare i Kiøbenhavn, til at gjøre det Samme. Han forlod eet eller to Børn og en frugtsommelig Hustru, og skrev, inden han gik ud paa dette vovelige Tog, til den daværencre Statssecretair for de udenlandske Sager i Frankrige, Hr. de Chauvelin: «Jeg er sikker paa, at jeg ikke vender tilbage. Jeg anbefaler Dem min Hustru *) P. W. Becker: Samlinger til Danmarks Historie under Kong Frederik lll's Regiering I, 35. Side 457
og mine Barn.« Hans Forudsigelse blev opfyldt*). AnkommentilDan zig, angreb han med den Haandfuld Folk, han førte med sig, de russiske Forskandsninger, men faldt, giennemboret af Beleirernes Kugler, d. 27. Maj 1734. Endnu i nogle Dage kæmpede de franske Tropper, som Plélo havde anført, mod Overmagten; omsider maatte de overgive sig, og bleve, som Krigsfanger, førte til Set. Petersborg, hvor Keiserinde Anna skal have ydet dem stor Roes for deres Mod. Omtrent en Maanedstid holdt Danzig sig, da maatte ogsaa denne Stad capitulere og betale en svær Pengesum, som de overmodige Seierherrer paalagde den. Et Par Dage før Capitulationen, var det lykkedes Stanislaus at undslippe, og sin æventyrlige Flugt har han selv beskrevet i et Brev til sin Datter, Dronningen af Frankrige. Hvad der kan siges imod Pielos sidste Daad, at han, hvis Kald det ikke var i hiint Øjeblik at drage Sværdet, kunde og burde være forbleven paa den Post, hvor hans Konge havde sat ham: er stærkt udtalt af en Historieskriver, hvis bekiendte Værk oftere er benyttet i den ovenstaaende Fortælling**). Men Samtid og Eftertid have i det Hele været eenstemmige i at prise den tappre Helt, som opoffrede sig selv for at hævde sit Fødelands Ære. Efter alle de Vidnesbyrd, som ere bevarede fra hine Dage, var Plélo en Mand, ligesaa udmærket ved sin Charakteer som ved sin Forstand, og ved de fortrinlige Indsigter, han havde tilegnet sig i mere end et Videnskabsfag.Han skal være Forfatter til flere Poesier i det franskeSprog*), *) Flassan, Hist. de la dipl. frc , V, 29 sq. Sismondi, Hist. des Francais XXII 89 sq. Lacretelle, Hist. de France pendant le XVIII siecle, 11, 143 sq. **) Flassan, a. St. i V, 29. Side 458
skeSprog*),og med hvilken Iver han sysselsatte sig med historiske, lingvistiske og astronomiske Stadier, er omtalt i det Foregaaende. Det var naturligt, at Tidenden om hans Ded maatte fylde baade hans Venner hertillands og i Frankrigemed dyb Smerte. Efter hine Tiders langsomme Postgang,kan Underretningen om Plélos Død neppe have naaet Kiøbenhavn inden først i Juni Maaned. Alleredeunder 12. Juni tilskriver Gram Statholder Rantzaui Norge om «den store Sorg i Staden over den kiere, ypperlige franske Ambassadeurs ulyksalige Død». Den Skyld, Gram lader falde paa det franske Hof, «at have begyndt nogen polsk Campagne og Danziger-Stads Undsættelse,og grebet den an med saa slette Midler«, var en Yttring af den offentlige Mening, som gienlød i Danmark saavelsom i Frank rige. Gram skildrer «den høitbedrøvede Fru Ambassadrices allerynkværdigste Tilstand, som nogen Enke kan være i»; omtaler, at «hun var falden i en Sygdom,og yttrer Tvivl om, at hun nogensinde vil overstaae sin Barselseng, hvortil hun kun har faa Uger»**). let sildigere Brev af 24de Juli, omtaler han, at »Madame Plélo mueligen vil blive Vinteren over i Kiøbenhavn, og at Kongenaf Frankrige havde betalt hendes Mands Gield, og givet aarligen 5000 Livres til hendes Børns Education». I Nr. 39 af Gazette de France 1734 meddeles fra Danzig, under 14. August, at, efter Breve fra Kiøbenhavn, var Grevinde Plélo nedkommen med 2 Døttre. For Hoffet i
Kjøbenhavn anmeldtes Plélos Død af
*) Michaud, a. St. Lacretelle, a. St. 11. 143. nota. **) O. Wolff, Journal a. St 217 ff 239. ***; Hr. Malbrand de la Noue blev accrediteret som Chargé d'affaires ved det dariske Hof; Creditiv Versailles 14. Juni 1734, blev rappelleret 1737. (Meddelelse fra Udenrigsministeriet.) Side 459
Juni; saavel hans Skrivelse6), som Geheimeraad Ivar Bosenkrantz'sSvarskrivelse af 18. Juni indeholde Bidrag til Kundskab om, hvor agtet den bortgangne Hædersmand var ide høieste Kredse her i Landet. En anden dansk Mand, som hørte til de berømteste, ydede sin Tributtil Plélos Minde ved et latinsk Vers: Ludvig Holberg*): I stærke Ord taler ogsaa Horrebow til Plélos Berømmelse. «Plangunt omnes boni, qui ipsum noverunt, namque singulos virtutibus egregiis et heroicis sibi divinxeratttetc. Opp. Math. in Præf. P. IH. At ogsaa i hans Fødeland Plélos Minde er blevet bevaret i mange trofaste Venners kiærlige Ihukommelse, følger af sig selv. Et Exempel ligger for os. Da Aaret efter Plélos Død Horrebows Basis astronomiæ var udkommet, og Forfatteren havde tilstillet P. Souciet et Exemplar heraf: saa, idet denne i et Brev dat. 111. Id. Oct. 1735 erkiender Modtagelsen af denne Gave, yder han Hoxrebows Arbeide al Roes, og takker ham til Slutning, fordi han deri bringer Plélos Navn til at ihukommes af efterlevende Slægter. (Aliud est, quod in Te et in Tuo opere non minus amo et deosculor, quod Excellentissimi Comitis de Plélo, amici nostri, memoriam posteritati commendarepergas.» ***; Hr. Malbrand de la Noue blev accrediteret som Chargé d'affaires ved det dariske Hof; Creditiv Versailles 14. Juni 1734, blev rappelleret 1737. (Meddelelse fra Udenrigsministeriet.) *) Holberg: Epigrammatum Libri VII. Hafni* 1749 p. 19. Epigr. lib. I. Nr. 87 In mortem heroicam comitis de Plelo Martem cum Musis soeiari pectore in uno, Heiois Flelo vita obitusque docent; Vitam si spectas, visus coluisse Minervam, Mortem si spectes, Martis alumnus erat. Materia hinc dabitur laudantibus ajqua poe'tis: Sive toga clarum, seu canere velint arma. Side 460
mendarepergas.»Horrebow: Opera
Math. T. 111 in Plélos anseelige, ogsaa paa Skrifter over den nordiske Literatur rige Bogsamling, skal i sin Tid, efter hvad der berettes i den ovenfor omtalte Artikel hos Michaud (Biogr. univ.), være tilfalden hans Svigersøn, Hertugen af Aiguillon. Om denne er den Samme som den altfor bekiendte Emmanuel Armand de Vignerol, Duc d'Aiguillon*)r som, saa berygtet han end var ved sin Adfærd i Bretagne, hvor han var Militærgouverneur, og ved sin Strid med Parlamentet i dette Landskab, og ved den Dom, som Parlamentet i Paris fældede over ham for flere grove Forbrydelser, en Dom, som det lykkedes ham at faa hævet ved en saakaldet lit de justice: dog ved sin Forbindelse med Mdme du Barry og hendes Creaturer, opnaaede at blive Minister for de udenlandske Sager i 1771 (hvilken Post han beklædte til Ludvig XV 3 Død, 1774, da han fik til sin Eftermand Hr. Gravier de Vergennes**), daværende fransk Ambassadeur i Stockholm): see vi os ikke istand til at afgiere. *) Flassan, a. St. VI 57 sq. Schlosser, Gesch. des 18 Jahrh. 111, 1 Abth. S. 270—71, 481, 485. **) Flassan, VI, 13. Side 461
A Paris le 30
Mari 1732. l) Quelles actions de grace, Monsieur, ne dois je pas vous rendre par raport aux soins que Vous daignés prendre d'enrichirnotre chere Bibliotheque: mais quels nouveaux remerciemensdois-je y ajouter par raport å l'obligeante leltre que vous m'avez fait l'honneur de m'écrire le 11. de ce røois; quoique je n'aye pas le bonheur d'élre connu personellement de vous, vous ne scauriez douter, que je ne connaisse parfaitementet votre haute naissance et votre rare merite. Je me souviens meme en particulier des mouvemens que feu mon frere, le Prevost des Marchands, se donna dans le terns de votre mariage, sur lequel nous conferames luy et moy un grand nombre de fois; et si je n'ay pas pris la liberté de me presenteren suite pour culliver quelque part dans vos bonnes graces, ce n'a pas été faute d'en føire un cas infini, mais mon ancien gout pour les livres et mon cabinet me sequeslre de presque tout le commerce du monde, ou j'ay toujours une trop vive et trop juste crainte d'ennuyer par mes visites. Je n'aurois méme osé m'adresser direetement h vous, Monsieur, par raport å des curiosités lilteraires, si vous ne m'y autorisiésen me prevenant si gracieusement, et je me contentois de bien recommander å Mr. l'Abbé Alary*) de vous temoigner les sentimens d'estime, de respect & de reconnaissance dont mon coeur estoit rempli å votre égard. Mé permettrés-vous de vous dire quelque chose de plus, c'est que j'apprehende que vous ne vous repentiés bientot de m'avoir agacé d'une maniere si flaleuse, peutétre verres-vous aujourdhuy que les consequences en étoient å craindre, puisque je vous supplie non seulement de nous envoyer le plutot que vous le pourrés les catalogues des deux Bibliotheques qu'on va bientot vendre dans vos quartiers,comme vous aves la bonté de me le promettre, Monsieur;mais je vous supplie en meme tems dy joindre & celuy *) Denne Abbé Alary kalder Plélo i et Brev »instituteur des enfans de France«. Side 462
de la Bibliotheque du Comte de Daneskiold, & le plus que vous pourrés trouver de pareils Catalogues, soit de Libraires soit de Bibliotheques des Pays du Nord. Il faut vous avouer, Monsieur,que quelque nombreuse que soit la bibliotheque du Roy en plusieurs aulres genres, cette partie de litterature septentrionaley a été jusqu'icy trop negligée; nous ne scavons pas méme ce qui peut nous manquer de cette espece, principalementdans les langues originales, & en attendanl que nous puissions ramasser ce qui nous manque, c'est tout au moins que nous en connoissions les titres. Je scai aussi que M. le Garde des Sceaux vous a demandé (es Dictionnaires, mais comme je ne scay si ce n'est pas pour luy méme, ou du moins pour les garder dans le depot des aflfaires etrangeres, je vous supplieroisde les amasser aussi pour nous. Ceux qui sont imprimés depuis peu ne seront pas difficiles å trouver, et doivent naturellementétre regardés comme les meilleurs; mais les anciens ne sont pas moins curieux. Voyés, Monsieur, par cette priere, å quoy vous vous étes exposé en m'honorant d'un compliment si poli. Dés que l'attention que vous voulés bien donner å des augmentations pour la Bibliolheque du Roy avoit jusqu'icy passé par le seul canal de Mr. l'Abbé Alary, il était naturel que vous ne prisiés point d'aulre roule; mais désque vous m'avés fait l'honneur de m'y admettre pour quelque part, Vous aves du vous attendre que je n'aurois garde de manquer å vous temoigner combien j'y suis sensible, & malheureusemenl je ne puis m'acquiter d'un si agreable devoir, sans me rendre en méme tems importun par de nouvelles prieres. Pardonnés le moy, je vous supplie, en faveur du sincere respect avec le quel jesvis, Monsieur, volre tres humble »fe tres obeissanl serviteur L'Abbé Bignon.
å Mr. le Comte de
Plelo, Ambassadeur du Roy å Coppenhague.
(det store Kongl.
Bibliothek i Kiøbenhavn; rimeligviis en Copie.) Side 463
A Retraitte, ce
21e juin 1732. 2) Vous me ferez tres grand Plaisir, Monsieur, si vous voulez Venir Passer Mardy Prochain avec nous; vous n'aurez gueres que deux Pelites heures de chemin å faire, soit que vous preniez par le Pare de jågersbourg, on que vous suiviez Le Bord de La nier. Au Reste, en Cas que vous fuissiez d'humeur å nous donner la journée complette, vous trouveriez icy un bon Lit, et vous Pourriez ne Partir que mercredy au matin. Jesvis bien aise que ma Collection eommence å vous Paroistre quelque chose, mais jesensesens qu'il y manque encore bien des Pieces, Puisque j'erabrasse dans mon Projet non seulement Le danemarck, La norwege et La suede, mais encore La Russie, La Livonie, La Curlande, La Porneranie, La Prusse, Les villes Anseatiques, Parti de la Basse saxe, L'islande, Le Grønland, La Lapponie, La finlande, enfin tout ce qui concerne Le nord en general et en Particulier. D'ailleurs je ne compte pas m'en lenir a L'histoire Civile et Polilique de les differents Pays, je voudrois aussi avoir tout ce qui regarde Leurs differentes Langues, Leur histoire naturelle, Leurs Liturgies, Leurs Antiquitez, La Connoissance de leur scavants et de Leurs Livres, Leur jurisprudence, Les discours et oraisons, Prononcez å L'honneur de Leurs Rois on personnes distinguées, Les Pieces Controversales sur Les differents qu'ils ont eu entreux &c, Le tout en quelque langue que Ce soit, et principalement dans les langues originales. N'oubliez pas non Plus, je vous Prie, L'adjoint que nous sommes convenus de donner å mr Ryberg Pour Le Diclionnaire Danois; car sans cela nostre ouvrage ne finiroit Point; il me semble desja qu'il va bien lentement. si mr Tott vouloit estre de la Parlie mardy Prochain, il me feroit aussi honneur et Plaisir, nous Pourrions Prendre nos mesures Pour un ouvrage, que nous avons projellé ensemble, et qui certainement ne feroit pas de honle on Danemark, s'il esloit execute de la maniere, dont je L'imagine. Side 464
Jesvis avec La
Plus Parfaile Consideralion, Monsieur, vostre Le Comte de
Plelo. Udskrift: A
Monsieur, Monsieur Gram, Bibliothecaire de å Copenhague.
å Retraitte ee Mardj 22e jnillet 1732.
8) Comme vous avez bien voulu, Monsieur, vous charger de faire Pour moy Les empleltes, dont j'ay envie å L'inventaire de mr Lo db er g, je vous en envoye La Liste, aflnque vous ayez Le temps d'ecrire å Odensée. Vous Pouvez ordonner, que L'on Pousse å tout Pris ceux auxquels j'ay mis une marque Rouge. Je voudrois bien surtout, je vousL'avoué, que le msc. d'Arngrimus jonas no. 1300 des in 4° ne m'echappast Point, ainsi qu'en general tout ce qui concerne L'Elude des Langues du nord, et des Lettres de vos missionaires; å L'esgard des Livres qui n'ont Point de marques, je vous Prie de noter å votre Commissionnaire Le Prix qu'il se vendent ordinairement dans les Auctions on chez Les Libraires, afln qu'il aille jusqueslå. Au Reste, s'il se trouvoit par hazard quelques uns des Livres cy-menlionnez que vous Pussiez me donner Pour notre Echange, vous n'auriez qu'a L'effacer de La Presente Liste, Pourvu que ce ne fust rien concernant Les Langues, maliere, sur laquelle un seul exemplaire ne me suffli pas. je compte estre vendredy Prochain å Copenhague, si vous et m* Tolt vouliez me faire L'honneur de Passer Au Logis sur Les quatre heures de L'aprés midy, je serois charme de vous y renouveller, avec combien de sincerilé jesvis, Monsieur, votre tres humble et tres obeissant serviteur, Le Comte De
Plelo. Side 465
4) Les
Conjectures de m1 le Motteux*) sur les Heros de
Panurge a certainement beaucoup des Traits de Jean de Montluc Evesque de Valence, et je croirois assez volontiers, que cestun des originaux d'apres lesquels maitre Francois a travaillé: mais je doutle que celte raison suffse pour trouver Antoine Roy de Navarra dans Pantagruel, leurs Charaeteres n'ayant presque aucun rapport ensemble. Antoine estoil un Prince foible, de peu de raérite, qui ne flt de sa vie rien å propos, et qui ne fut heureux qu'en femme. Pantagruel paroit partout-sage, prudenle, habile et sachant surlout peser avec discernement les avis qu'on lui donne. El en est de mesrne de Grandgousier, deGarganlua, deGargamelle, deßadebec&c; on peut rencontrer dans ces personnages quelques traits applicables å la Cour de Navarre d'alors: tnais il s'en faut bien que tous s'y ajustent egalement. C'est ce que l'on remarquera sans peine, pour peu que l'on se reinette L'histoire du lemps devant les yeux. En general jesvis persuadé que l'on se trompera tousjours, en voulant que ehaque heros de Roman deGargantua, designe une seul personne; par Exemple, que Gousier soit Louis XII., ou Henry d'Albret, Pantagruel Henry 11. ou Antoine Roy de Navarre &c. Il me semble bien plus apparent que ce bon Rompu De Rabelais, pour mc servir des termes de Brantosme formå chacun de ses Heros de traits empruntez de cotlé et d'autre å differentes personnes, undique Collatis
membris, tant pour rendre
les applications plus delicates, et moins
offensanles,que *) Le Motteux's Noter til Kabelais, som først bleve trykte paa Fransk i et Tidsskrift, hibliotliéque britannique, hvor de vare optagne fra den engelske Oversættelse af Rabelais, ere senere indlemmede i den ovenfor anlørte Udgave af M. le Duchat, og i mange senere Udgaver. (Efter Meddelelse fra Justitsraad Chr. Br uu n.) Side 466
sanles,quepour donner plus de feu, de varieté, et d'Enjouémenta son ouvrage. Si je vois dans Pan urge plusieurs ehoses, qui convionnenl å L'Evesque de Valence, j'y en vois d'aulres qui seniblent failles pour le Cardinal de Lorraine, et encore plus pour Rabelais luy mesme. La Cour de France, celles de Rome, d'Espagne, de Navarre, tout ce qu'il y avoit de son temps d'illustre, de grand, de dislingué, luy fournissoit des maleriaux, il cherchoit des Ridicules, et des sujets de satire: ou n'en trouvait il pas? Delå vient que pour entendre parfaitement eet Auteur, il faudroit avoir fait une Elude particuliere des Anecdotes de son siecle, et mesme encore y auroit il une infinité de traits qui nous echapperoient. Les Cours et les grands Thealres n'estoient pas les seuls endroils ou Rabelais fist ses Provisions, ses voisins de Chinon, ses anciens confreres, les moines, ses Amis de Taverne, multi præterea, quos fama obscura recondit, lui Payoient aussi leur conlingent, et entroient pour une bonnc pari dans la i'ormalion de ces personnages. Comment decomposer aujourd'huy ce melange? il est vray qu'il y a une Commodité avec les ouvrages satiriques, s'il on est embarassé sur les allusions qu'ils font aux personnes de leur temps, on est tousjours certain de s'en dedommager sur ses propres contemporains; les Ridicules des hommes sonl, et seronl tousjours å peu pres les mesmes, on trouvera dans chaque generation de bons Compagnons å la facon de Pan urge el de frere Jean, des Rois Anarches propres seulement å crier de la Rauce verte, des Pyclirocoles, des jånotus de Bragmardo &c. Les satyres d'Horace, deJuvenal, et de Despreaux, les Caracleres de la Bru> ere, le Gulliv er, peuvent encore servir d'exemple la dessus: ces sortes'de livres sont pour tous les siecles, il n'y a que les noms å changer. Side 467
5) Copie de la
lettre de M. de la Noiie a Son Excellence Monsieur,
II est bien douloureux pour raoy, M. le Comte de Plelo m'ayant conflé le soin des aflaires du Roy en cette cour pendant son absence, qui devoit étre de peu de durée, que ma premiere deraarche soit d'annoncer sa mort a volre Excellence, et de vous supplier tres humblement, Monsieur, de vouloir bien en donner Part au Roy votre Maitre. M. le Comte de Plelo, animé du zele pour la gloire de son Souverain et de sa Palrie, n'a écouté que ce genereux senliment, l'orsqu'il s'est embarqué sur les vaisseaux de sa Mayte le 20. May dernier. Il a dignalé son courage le 27. devant Danlzick, par les eflbrts les plus heroiques; mais ni ce zele. ni ce courage n'ont pu le garanlir des dangers auxquels il s'exposoit; il y a trouvé le trepas, et un trepas qui en eternisant a jamais sa mémoire, ne plonge pas moins sa famille dans le deuil, la désolalion et l'accablement. Jeseais mieux que personne, Monsieur, qu'il m'ettoit au nombre de ses plus grands avantagos d'élre honnoré de la bienveillance et de l'eslime de Sa Majte Danoise, et je l'ay vu cent fois s'applaudir d'étre chargé d'un Ministre qui luy faisoit chacque jour decouvrir en Elle de nouvelles vertus; quel puissant motif å toutte la Nation Francoise d'esperer que Sa Majté le jugera digne de ses regrets, et plaindra sa famille? Quont å vous, Monsieur, qui dans les affaires que votre Excellence a eu å Irailter avec luy, avez connu sa franchise et sa candeur, vous serez sans doute touché de sa perle å proportion de ce que ces qualités aussi rares qu'estimables, étoient communes entre vous deux, et de la justice qu'il rendoit au inerite de votre Excellence. Side 468
11 me reste å supplier tres instamment par avance d'avoir la bonté de m'ecouter favorablement sur les representations que le service du Roy pourra me donner lieu de faire å Votre Excellence, jusqu'a ce qu'il ait plu a Sa Majestc d'envoyer en celle Cour un Successeur å feu M. le Comle de Plelo. J'ay l'honneur d'étre
avec un profond respect &c. (Af Langebeks
Excerpter paa det kongl. Bibliothek 139 — 40.) 6) Copie de ma
reponse å la notification de la mort de Mr. Monsieur,
Je n'ai pas manqué de faire tres humblement rapport au Roy de la part que Vous m'avez donné par votre leltre du 11. de Juin, du sorl de feu son Excellence Monsieur le Comle de Plelo. Les regiets que Sa Majesté a temoigné publiquement å la premiere nouvelle de la morl d'une personne, qui par mille belles qualiiés avait merilé son eslime particuliere, n'ont pu que se renouveller au rapport dé Volre Notification, et jesvis chargé Ires expressement de Vous assurer, Monsieur, que Sa Majté prend sincerement part a la perte que le Roy vostre Mailre a fail d'un si habille Ministre, et å la juste douleur de Madame rAmbassadrice et de toute la famille, entierement disposée a en donner les Marques reelles dans les occassions qui s'en pourronl presenier. En mon parlicullier, Monsieur, je Vous prie d'estre persuadé,que ce n'est qu'avec toute la doleur possible que j'ay appris que le zele pour le service du Roy son Mailre avoit esté si funeste a Monsieur le Comte de Plelo. J'ay admiré de tout lems le merite dislingue de feu son Excellence, son habillilédans les affaires, son erudilion et sa polilesse dans les Conversalions , et sa memoire me sera tousjours infiniment chere. Je plains la trop jusle douleur de Madame l'Ambassadrice, Side 469
qui ne scauroit questre afTreuse, en perdanl un si digne epoux unique objel de toate sa tendresse et du quel elle estoit uniqueraent airnée. Je prie Dieu de luy donner les forces de soutenir une si rude épreuve avec fermele et resignation el je m'estimeray heureux d'avoir occasion de luy prouver la sinceritéde mes respecls. Quant å Yous Mesrae, Monsieur, Vous me trouverez tousjours disposé å Vous rendre toute sorte de bons offlces tant en Vo6fre particuJier, que par rapport aux affaires dont Vous pourrez eslre chargé par Vostre Cour, et je me feray un plaisir de Vous marquer partout, que jesvis tres veritablement Monsieur.
Udenpaa: Rensburg
d. 18 Junii 1734. A Mr. de la Noiie
nomine J. E. H. Gehr.
Rosenkrantz. (Correspondents
med det franske Gesandtskab 1729, seqq, |