gerninger,menaldeles væsenlig grunder i en af særegne tidsforhold avlet stemning, så vil det næppe kunne undgås,i kampen mod systemet eller dele deraf at såre den stemning, hvorpå det hviler og som i hint system har fundetsit

Da nu systemets grundtanke er den, at det norske folk og det alene er Nordens rette odelsfolk med det üblandede «nordgermaniske» blod i sine årer og med den udelukkende odelsret til al «nommestaininens» virkelige og indbildte herlighed: nordisk folkeånd og tungemål, poetiske syner og historiske minder, så er det intet under, hverken at det kan have en for Nordmænd særlig tillokkende og fortryllende magt, eller at de Nordmænd, som have taget ved troen på denne lære, kunne harmes over angreb på den. Og det er nu desværre så, at denne la;re, skont opelsket i de lærdes studerekamre, er, efter der at have udspillet sin rolle, trængt ud i videre kredse og til en viss grad bleven det norske folks ejendom. Det er derfor kun altfor naturligt, at det kan synes mangen brav og ærekær Nordmand, der ikke har haft lejlighed til ved selvstændigt studium at vinde et af lærens begavede ordførere uafhængigt selvsyn på sagen, som om det var hans fædreland og fædrearv, der bleve angrebne, når man stræber at sønderrive hin lærde spindelvæv af uklare følelser og fordrejede kendsgerninger, for dels at lade forholdene fremtræde i deres historiske sandhed, for så vidt denne lader sig oplyse, og dels at lade dem stå hen i den kun for sandsynligsslutninger tilgængelige dunkelhed, hvori så mange Nordens ældste historie vedkommende forhold endnu hvile og tildels vel bestandig må vedblive at hvile.

Det har derfor ikke kunnet overraske mig eller nogen,
som kender disse ejendommelige vanskeligheder, at min

I.

Min i »Historisk tidsskrift« (3dje række, ste bind, s. 409-618) og tillige særskilt udkomne anmældelse af N. M. Petersens og K. Kejsers oldnordiske literaturhistorier indeholdt en bestemt, efter min overbevisning både berettiget og fornoden indsigelse imod Keysers hele betragtning og fremstilling af Nordens gamle literatur: som udelukkende eller dog aldeles væsenlig norsk. Denne keyserske betragtning- af literaturen danner kun et enkelt om end væsenligt led i et helt system af anskuelser og påstande, angående det norske folks stilling i og til den hele nordiske folkekreds, der ikke alene betinger opfattelsen af fortidens historie i alle retninger, men også får den storste indflydelse på synet for nutidens forhold og fremtidens mål.

Kår man nu, som jeg, tror at vide og stræber at vise, at dette system er falsk, at det, skimt båret frem af videnskabsmændog under videnskabelige former, dog ikke hviler på nogen sand videnskabelig basis: på en fordomsfri opfattelseog en forsvarlig bedommelse af foreliggende kendsgerninger,men

bestemte indsigelse mod den keyserske *) lære har vakt mishagiNorge,om jeg end må beklage, at dette har givet sig et tildels så krast og utækkeligt udtryk**). Jeg erkenderimidlertidvillig - og med beklagelse, at formen af min indsigelse er bleven noget skarpere og uskånsommere, end

---

*) At Keyser er den egenlige ophavsmand til denne lære, tor vel anses for almindelig erkendt. Her kan dog anføres nogle hertil sigtende ytringer af professor Konrad Maurer i Slimenen (Zeitschr. f. deutschc philologie, I. [1868], s. 26-28): Keyser, siges der, er i udlandet ulige mindre bekendt end den frugtbare P. A. Munch, fordi han virkede mest ved sine omhyggelig udarbejdede forelæsninger. «Eine folge zugleich jener ungewohnlichen sorgfalt fur seine akademischen vortriige und dieser ebenso seltenen zuriickhaltung iin verdffentlichen der eigenen studien ist aber die, dass die bekanntschaft mit den leistungen Kejsers, welche dem auslåndischen publikum unziigiinglich, aber den sammtlichen gelehrten Nonvegeus ganz geliiufig waren, gar vielfach in den schriften dieser letztcren vorausgesetzt wird; gar manche originelle ansicht des mannes ist auf diese vveise in die werke anderer iibergegaugen, ohne dass doch deren eigentlicber uriiebcr jemals genannt worden ware, gar manche besondere theorie desselben als feststehend behandelt und nur im vorbeigehen beriihrt worden, von welcher doch nirgends eine zusammenhångende darstellnng und begriindung in der literatur zu findenist.» Den efter hans død påfulgte udgivelse af lians efterladte forelæsninger, navnlig dem over "Nordmændenes literatur«, bliver derfor af vigtighed, «da hochst eigenthiimliche grundansehauungen hier znm ersten male im zusammenhange vorgetragen verden, welche unverkennbar schon friiher fur eine reihe niehr gelegentlicher ausserungen der verschiedensten norwegischen schriftsteller massgebend geworden waren.»

**) Norske bladudtalelser om min «anniældelse og indsigelse«, som ere komne mig for oje, findes i "Vort land« f. 18G7, nr. 20 og 21; "Morgenbladet," nr. 21-54; «Skillingmagasin■>, nr. 38; "Vikingen«, nr. 38. De indeholde kun udtryk af harme og hån, ingen indrommelser og ingen grunde. — Anderledes det norske «Aftenbladet« f. 1867, nr. 183 og en unavngiven norsk forfatter A. L.'s artikel i "Fædrelandet«, nr. 201. De have vel stødt sig på formen, men indrømme dog, at den keyserskc lære i mange dele kan trænge til berigtigelse. — Om L. D.'s i »Norden« optagne og særskilt udgivne modskrift skal straks nærmere tales.

jeg ved nojere eftertanke kunde ønsket. Den er bleven det, fordi det ikke alene var mig en rent videnskabelig opgave at påvise nholdbarheden og vilkårligheden af den keyserske literaturbetragtning, men tanken om en af hin videnskabelige doktrin avlet folkelig forblindelse fyldte mig med sorg og smerte, eftersom jeg i hin norsk - norske doktrin så en af de lærde vildfarelser, hvis praktiske følger kunne blive skæbnesvangre, i nærværende tilfælde for Nordens folk i det hele, — ligesom vi i den slesvigholstenske doktrin have haft et nærliggende eksempel på, hvorledes en oprindelig i lærd og teoretisk form fremtrædende falsk lære kan, ved at gribes af mængdens lidenskaber, vokse op til en al ret og sandhed knusende lavine. Men i det jeg meget må beklage, om jeg, mere ond sagen selv nodvendiggjorde, har såret broderfolkets folelser, så må jeg dog tillige udtale den forvisning,atdenvarme, hvormed jeg bekæmpede, hvad jeg måtte anse for både falske og skadelige påstande, den har dog vist sig forenelig med en på mange steder fremtrædendevarmanerkendelseaf Norges fortjenester, varme .ønsker for det norske folks kraftige udvikling og huje ibrvæntningernetoptildets fremtidige åndsliv. Jeg har trot og jeg har vovet at udtale, at dette åndsliv havde sin farligstefjendeiden tilbojelighed til at ville være sig selv nok, i den altfor stærke fremhævelse af og tilfredshed med sig selv og sit eget, og den altfor vide udstrækning af dette sidste begreb, som på foi'skellig måde er kommen til syne i det unge Norge, og som navnlig ved Keyser er bleven bragt i et system, der fremtræder med en fordring på videnskabeligholdbarhed,somingenlunde tilkommer det. Jeg har derved trykket på en natjonal byld, og det er en mislig sag for enhver, men tåles måske allermindst af den, der vel halvt er en fremmed, men dog halvt horer til familien.

Jeg kan dog ikke fragå, at det er min overbevisning, at bylden må bort, om der ikke skal gå edder i den; dens fjernelse er ganske vist et in,dre norsk anliggende; men for man i Norge kan få vilje til at gore noget herfor, må man først få ojnene op for dens tilværelse; og et vigtigt skridt i denne retning vilde det utvivlsomt være, om man kom til erkendelse af, i hvor hoj en grad den historiske sandhed er bleven krænket under indflydelsen af den ensidige norskhedsfelelsehosenældre, nu uddøende slægt. Jeg havde måske helst måttet holde mig til den rolige påvisning af den omtaltelæresuholdbarhedog urimelighed og da have overladt til Nordmændene selv at gore den videre anvendelse. Jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet det. Men som det nu er kommet, vil jeg dog heller bære mængdens vrede i ojeblikket,endværeskyldig i nogen tilsløring enten af den historiskesandhedelleraf den fare, der efter min formening ligger i denne sandheds vedvarende fornægtelse.

Det eneste mig bekendte fra norsk side fremkomne forsøg på overfor mit angreb at liaivde den keyserske literatur-betragtninger en også særskilt udkommen artikel i månedsskriftet «Norden» f. 1868: «Om den norrøne literatursforhold til Norge og norsk kultur afL. D.»*) Dette modskrift udmærker sig fordelagtig ved sin sommelige tone, og forf. udtaler endog, at "han liker ikke de vrede udgydelser, som Grundtvigs arbejde har foranlediget fra norsk side.» Forf. stræber med rolighed at imodegå min indsigelse mod Keysers lære, men det er dog kendeligt nok,

---

*) For danske læsere kan det måske ikke være af vejen at bemærke, at disse bogstaver ikke skjule nogen af de to bekendte norske historikere ;if navnet Ludvig Daa: hverken professor L. Kristensen eller stipendiat L. Ludvigsen Daa.

at også han finder den opi-erende. Han kan ikke forklare sig den uden som ytring af et gammelt nag fra «den dansknordiskeskole», der ikke kan finde sig iat være bleven overfiojet af den norske; han udleder den af «en misforståetskandinavisme, parret med såret nationalitetsfølelse » (s. 7-8); jeg må, mener han, være én af «dem, som i sin blinde higen efter et forenet Norden overse sær-natjonaliteternesret og betydning", for hvem «det naturligvis er en forargelse, at det lille Norge, der i sekler havde savnet udtrykfor selvstændig folkevilje og selvstændigt åndeligt liv, ikke smukt vil indordne sig og sine bi>rns arbejde under Danmarks eller iSverigs fane, men gore natjonale påstande gældende både for fortid og nutid» (s. G). Jeg tror ikke at behove udtrykkelig at fralægge mig, at en sådan »forargelse«,et sådant nid og nag skulde have fremkaldt min indsigelse mod de keyserske lærdomme; men uden derved at ville fornærme den ærede forf. må jeg dybt beklage, at han selv viser sig så hildet i. hvad jeg anser for smålige sær-patriotiske fordomme, at han har trot at måtte underlæggemin optræden sådanne motiver.

Forf. bemærker med rette (s. 2), at videnskaben, der «i sit inderste væsen beror på en ædruelig logik, anvendt af den mere og mindre klare folelsesretning, der under natjonale rivninger som oftest gor sig gældende, er let udsatfor at lide overlast og fores ind på veje, der ikke harmoneremed dens indhold". Denne bemærkning indeholder i virkeligheden det eneste forsvar, der kan fores for den af mig angrebne nynorske etnografiske og literærhistoriske lære: men dette er ingenlunde forf.'s mening. Han har ingen anelse om, i hvor hoj en grad denne sætning finder anvendelse netop på det keyserske system: som det videnskabeligeudtryk for den fol els e, den stemning, der i visse

kredse gjorde sig stærkt gældende efter borges politiske adskillelse fra Danmark og under dets rosværdige stræben efter at hævde en selvstændig stilling ved Sverigs side. Han har ingen mistanke om, at hin følelse har haft nogen del i tilblivelsen af de keyserske teorier: om en særegen norsk indvandring nordfra i modsætning til den svenske fra ost og den danske fra syd, om «sydgermaniske» elementer i Danmarks og tildels også i Sverigs befolkning, i modsætningtil Nordmændenes ægte <inorrone» blod, om oldliteraturensudelukkende norsklied, osv. osv. Han ojner ingen forbindelse mellem alle disse nye videnskabelige doktriner og f. eks. Henrik Wergelands poesier. Og han «formår ikke at indse, at den norske historiske skoles lærdomme indeholde noget unionsfjendsk eller antiskandinavisk« (s. 5).

Herpå kommer det jo imidlertid ikke forst og væsenlig an; hovedsporsmålet, som jeg har rejst, er det: om «den norske historiske skoles lærdomme" ere rigtige, stemniende med åbenbare kendsgerninger og sandsynlige slutninger, eller om de, som jeg tror, væsenlig ere formede efter lystensog følelsens både positive og negative fordringer. Om rigtigheden eller urigtigheden af hine lærdomme er det, der skulde tales;. men det har forf. egenlig slet ikke gjort. Han er i så hoj grad forud indtagen for disse lærdomme, og han befinder sig så vel ved dem, at han aldeles ingen trang føler til noget korrektiv, men anser et sådant for ganske overflødigt. Han er ikke fagmand og har ikke haft lejlighed til at foretage noget dybere studium af sagens akter, som kunde hjælpe ham til et selvstændigt syn på sagen. Han forudsætter derfor stadig det, som netop skulde bevises — eller opgives —, og hans modsigelse består væsenligi en række gentagelser af de omtvistede lærdomme, dels af de samme påstande, som jeg i min anmældelse har

stræbt at belyse, dels af andre lignende, som jeg ikke dér
fik lejlighed til at drøfte.

Betegnende for herr L. D/s standpunkt er det allerede, når han (s. 4) anser det for en given sag, at Keyser og Munch i »deres egenskab af Nordmænd" måtte have et »lettere greb på at tilegne sig de gamle sagaers ånd og tanke«, end de danske (og islandske?) forfattere, der forhen havde givet sig af med dem. Skal det argument gælde, så er det rigtignok meget übeskedent af os andre, som ikke besidde hin «egenskab«, at ville have en fra deres afvigende mening om den gamle literatur og om dennes egne vidnesbyrd om sin oprindelse. Men dette argument synes dog i hvert fald nærmere at tilhøre følelsesregionen end den videnskabelige deduktjon. Det er overhovedet forfatteren nok, at vedKeysers fremstilling af, hvad han kalder »Nordmændenes videnskabelighed og literatur i middelalderens er »Norges ret til i væsenlig grad at kalde den norrøne literatur sin hævdet med bestemthed-) (s. 7), og derved skal det blive. Denne »slutsten« i Keysers virksomhed skal efter forf/s mening alt have vist sin "knusende magt på hans Ltivs modstandere« (s. 7) — ved at fremkalde min indsigelse. Hvad vilde forf. da have sagt, om både jeg og alle andre »modstandere« havde tiet? •

Om end hænderne ere L. D.'s, så er røsten dog overaltK. K/s. Som et uomtvisteligt historisk dogme omtaler forf. stadig «den norrøne stammes gennembrud« (s. 10), «den norrøne indvandringsstrom« (s. 14. 19), «den üblandet norrøne folkestamme« (s. 28), og lader derved aldeles uænset, at denne påstand om en særlig norsk indvandring og udbredelsefra nord til syd er et af de al lersvageste punkter i det keyser-munchske system, hvorom siden mere. Forf. viser sig også fuldkommen fortrolig med forestillingen om

«den herskende stamme af mest üblandet norrøn oprindelse« (s. 25), som skal have været så god at tage sig af det helt eller halvt tyske Danmarks opdragelse og dér blandt andet kan have anbragt de mange runestene, som, når man ikke havde haft denne nye norske opfindelse, vilde have stået som troværdige vidner om det danske folks ægte nordiske byrd. Således er for forf. alle omtvistede sporsmål allerede afgjorte ved den norske Keyser-ret, og der er næppe den ting, han jo kan tro og vil være rede til at forsvare, når kun Keyser selv har sagt det. Det er da kun småting, at Fagrskinna fremdeles er «den bearbejdelse af vore kongesagaer,der bærer tydeligst spor af at være forfattet i Norge« (s. 22), uden at det i mindste måde kan komme i betragtning,hvad jeg har tilladt mig at minde om, at det er bevist, at den alene kan have en Islænder til forfatter. Om det så er den ulykkelige »Thorgeir Afrådskoll«, som jeg rigtignok smigrede mig med at have tilstrækkelig nedmanet,så går han igen hos forf. (s. 31) som «en fremragendesagamand», hvem «Keyser så mesterlig har skildret«. Den sag er afgjort, ti «Keyser har godtgjort hans personlige historiske betydning med så gode grunde, som der i en sag af denne beskaffenhed kan være tale om» (s. 32).

Når da den ærede forf. tilsidst [s. 50) bemærker, at han «på de allerfleste steder støtter sig til. Keysers værk», så er denne bemærkning utvivlsomt rigtig, skont temmelig overflodig for hvem der kender værket. Skulde nogen mene, at det hele forsvar derved bliver temmelig overflødigt og unyttigt, både for dem der stole på Keysers avtoritet og ikke have mere vidnesbyrd behov, og for dem der ikke kunne slå sig til ro hermed, så kan jeg ikke indvende stort derimod; men jeg anser det dog for min pligt, siden hint forsvar nu engang er fremkommet, for sagens og — da vi

jo skal lege fremmede med Nordmændene — også for den
«internatjonale •> høfligheds skyld, at give svar på tiltale.

Herr L. D.'s forsvar for de af mig angrebne keyserske lærdomme falder, ligesom mit angreb, i to hoveddele, af hvilke den ene omhandler den ældste poetiske literatur, den anden fornemmelig sagaliteraturen. Det var, som forf. rigtig bemærker (s. 30), «ikke ganske tilfældigt«, men skete med fuldt overlæg, når jeg i min aninældelse først betragtede den i historiens lys liggende literære virksomhed, forinden jeg gik over til den altid mere problematiske del af literaturen, den ældste folkepoetiske, hvis tilbliven jeg med Keyser er enig i at henlægge til et tidsrum langt forud for al nordisk skribentvirksomhed. Jeg må tillade mig også her at følge samme orden i behandlingen, og som en følge heraf vil jeg også først senere få lejlighed til at omtale dr. Jessens «småting".

II.

Angående forholdet mellem Norge og Island i lit er ær henseende gentager forf. (s. 30-49) den keyserske fremstilling, der jo — og det var, hvad jeg ankede på — er et rent fantasistykke i norsk manér. Vi hore altså atter her den bekendte vise om de norske mundtlige sagaer, som Islænderne brugtes til at opskrive, og vi få forspillet med: om hvorledes der «i Norge åbnedes med enekongedommet en udvikling, der bærer et bestemt natjonalt præg« (s. 32). «En mærkelig kærlighed til narjonal digtning og natjonal historie går gennem hele den norske middelalder« (s. 33)*). Det vigtigste bevis herfor er, at

---

*) Hvor liden sandhed der er i denne påstand , vil fremgå af det følgende.

de norske konger fra 10de til 13de årh. stadig havde islandske skjalde ved deres hof, og »dette vedblev så længe skaldskab i det hele blomstrede i Norge og på Island. Da det ophørte eller visnede hen, genfinde vi den samme kærlighed til natjonal literatur og natjonale minder i en anden form »> (s. 33), —i det nemlig kong Sverre lod (Islænderen) Karl Abbed skrive sin saga, Hakon Hakonson lod sig forelæse nogle (af Islændere forfattede) norske kongesagaer, og Magnus Lovbøder overdrog til (Islænderen) Sturle Thordsson at forfatte både hans faders og hans egen levnetsbeskrivelse. «Medens således Norge med enekongedommets opståen [i det 9de årh.!] slog ind på en ny bane og udviklede en ejendommelig, men på natjonal grundvold bygget kultur, gik det ulige langsommere dermed på Island« (s. 34). «Den kultur, Island opnåde, fik det fra Norge« (s. 35). "Ligesom Islamderne fik sin borgerlige kultur fra Norge, således fik de derfra også sin åndelige dannelse» (s. 36). »Den kundskabsfylde og smagsretning, som de her tilegnede sig, førte de så med sig tilbage til sin fjerne ø og lagde denne senere til grund for sine åndelige interesser og virken, så at den hos de hojere klasser i Norge og ikke mindst ved kongernes hof ned igennnem hele vor middelalder herskende forkærlighed for fædrenelandsk skaldskab og saga måtte blive af bestemmende betydning for udviklingen af literær virksomhed på Island« (s. 37). Det er umuligt at vende en sag mere på hovedet eller at indbringe flere urigtigheder i ligeså få ord. Men forf. bliver ved: «Den islandske kultur kan derfor næppe tillægges nogen særegen ejendommelighed. I regelen'gik den i den norske udviklings kølvand« (s. 38).

Med sådanne forudsætninger, i hvilke vi genkende alle

de keyserske påstande, kun om muligt udtrykte endnu dristigereog i en endnu mere skrigende modsætning til det faktiske, bevislige forhold imellem Islands og Norges ndsudviklingog virksomhed, hvorom straks mere, er det da en selvfolge, at vi også forefinde et opkog af ventyretom i norske munde fuldt færdige sagaer, som Islændernekun havde at nedskrive således som de havde lært dem udenad, — ikke fordi Nordmændene jo vare vel så dygtige i al boglig kunst (jfr. s. 36), ligesom det jo, efter hvad vi nylig så, netop var dem, der fastholdt den natjonaletråd i udviklingen, men formodenlig (ti forf. udtaler sig ikke om dette pimkt, som også Keyser har ladet ligge) fordi Nordmændene havde bedre ting at passe og derfor helst holdt Islændere til at digte og fortælle, huske og tænke, skrive og afskrive. Der er, siger forf. (s. 38) ingen «grund til med rimelighed at formode, at Islænderen, når han nedskrev eller afskrev den direkte eller indirekte fra Norge lærte saga i regelen afveg i andet end uvæsenlige punkter fra den ham overleverede traditjon». «Nu (hedder det s. 39) ligger det vel temmelig klart for de fleste, at den første nedskriver af sagaen som oftest ikke gjorde stort mere end at nedskrive, hvad han havde hørt«, osv. Beviser for alt dette må forf. jo rigtignok blive skyldig; men de behøves jo ikke heller, ti det (ikke beviser, men påstandene) står jo altsammen hos Keyser. I mangel af andet må da de i Saxos fcrtale omtalte «Thylenses», der på dette sted umulig kan betyde andet end Islændere, atter drages frem som vidner for tilværelsen af norske mundtlige sagaer i Thelemarken (s. 29 og 42). Og Thjodrik Munk må atter for en dag, for at forf. kan få lejlighed til at gentage og lovprise Keysers sindrige tydning af hans klare ord, hvorvedde komme til at antyde det modsatte af, hvad de ligefremudsige

fremudsige(s. 42-44), uden at der tages mindste hensyn til, hvad der er anført mod denne mislige omgang med historiskevidnesbyrd. Men alle bevisgrunde ere aabenbart spildte på en forfatter, der i denne sag ikke vil ud over det rent aprioriske; ti, siger han: at det norske folk skulde have forsomt at skrive sin egen historie på modersmålet og have overladt dette til Islænderne, «dette tror ingen, der uden fordom og med et åbent blik for kulturens gang og det norske folks ejendommelighed betragter historien. Ingenvilde tro det, selv om vi ganske savnede positivevidnesbyrd for, at historieskrivning har fundet sted også i Norge» (s. 42). Et godt bevis på det omtalte «åbne blik» og fordomsfriheden giver forf. ved (s. 47) at fole sig »fristet til at sporge, hvad det er, som adskiller Hakon Mages, Sverres og Magnus Lagabøters stilling til de omband lede sagaberetningerfra Snorre Sturlesons til Heiroskringla; ti Snorre begynder jo også sit værk med de ord: I denne bog lod jeg nedskrive gamle frasagn om høvdinger &c.« —De "omhandlede sagaberetningeri) ere som bekendt fortællingen om vedkommendepersoners egen historie eller tildragelser, hvortil de havde været ojen_vidner, og som navngivne islandske historiske forfattere (Erik Oddsson, Karl Abbed og Sturle Thordsson) skrev, dels efter deres bestilling, dels efter deres meddelelse. Forf. har dog efter ordlaget modstået fristelsen til at sporge, og jeg skal derfor også overvinde fristelsen til at svare.

Hele den del af herr L. I).'s modsigelse, der angår Islands forhold til den gamle literatur, er som sagt i den grad en blind bylding af de keyserske lærdomme, uden spor af nye støtter for dem, at der for mig egenlig intet er at svare derpå. Jeg vil da i så henseende overlade svaret til en anden mand, der netop i et af de noiske modskrifter

imod mig (Skillingmagasin, s. 602) er bleven stævnet som vidne: og jeg vilde være meget glad ved, om hans ord måtte i Norge finde bedre ørenlyd end mine have fundet. Dot er den ansete tyske retslærde og historiker, professor Konrad Maurer i Miinchen, der for nylig meget udførlig og grundig har udtalt sig om disse forhold, dels i en væsenligaf lærde noter bestående afhandling: «t)ber die ausdriickealtnordische, altnonvegische und islåndische sprache», i Abhandl. der k. bayer. akademie der wissensch. (I. cl. XI. 'bd. 11. abth. s. 457-70 G), dels i en her mere direkte anvendeliganmældelse af Keysers literaturhistorie: «Über die nonvegischo auftassung der nordischen litcraturgeschichte«, i Hopfner & Zachers Zeitschr. f. deut. philol. (I, s. 25-88).

Disse to afhandlinger have væsenlig samme indhold, men behandlingen er meget forskellig. Formålet ftr dem begge er det samme, nemlig at go're det klart, at den gammelnordiskelitoratur i det hele taget er islandsk og ikke norsk. Men medens denne opgave i den sidstnævnte afhandling(anmældelsen)fremtræder utilsløret og dér finder en meget tilfredsstillende losning gennem en sammenhængendemotiveretfremstilling, så dolger den sig i den førstnævnteafhandlingunder en meget vildledende titel med tilhorende indledning og efterskrift og er behandlet på en for de fleste læsere afskrækkende måde, i det en kortfattet mager tekst giver en sammentrængt opregning af resultater, medens de vidtløftige anmærkninger, der udgore otte gange så meget som teksten, meddele alle de oplysninger ogundersogelser,hvorpåtekstens udsagn hvile. Disse anmærkningerydeimidlertid så mange nye og værdifulde bidrag til kundskab om enkeltheder i det indbyrdes forhold mellem de gamle literaturværker, især de norske kongesagaer, at man derfor må være forfatteren taknemmelig, uden at det

dog bor overses, at de nye oplysninger for en stor del skyldes Islænderen GuQbrandr Vigfus son (for tiden i Oxford sysselsat med udgivelsen af K. Cleasby's islandske ordbog); og det ligger da nær at beklage, at denne lærde Islænder, hvis store fortrolighed med den gamle literatnr også er kendt og påskonnet af hans norske og danske venner, har foretrukketatvære "en stadig og uundværlig hjælper for fremmedelærdesom Maurer, Mobius, Basent med flere, fremfor at benytte den lejlighed, der ved udgivelsen af N. M. Petersensoldnordiskeliteraturhistorie naturlig frembod sig for ham til selv at meddele offenligheden de mange dertil horendeoplysninger,som nu må søges dels i det her omtalte, dels i tidligere arbejder af Maurer og andre. Det i denne lærde afhandling førte bevis for den gamle literaturs islandskekarakterfremtræder, som sagt, ved et besynderligt indfald af forf., som begrundelse af hans forslag til et nyt system af benævnelser så vel for det sprog, hvori hin literaturforeligger,som for alle andre i det skandinaviske Norden tilstedeværende sproglige forhold. Hans forslag, som sådannekunneikke have synderlig vægt, da forf. slet ikke indlader sig på nogen sprogvidenskabelig motivering. De ville næppe heller findes brugbare eller finde optagelse, ialfaldikkeaf nordiske forfattere, da de gå ud på, at man for det fællesnordiske sprogstade (der ifølge forf.'s anskuelse ses at måtte tænkes forladt allerede for mitten af 9de årh.) skulde bruge betegnelsen «nordgermanisk», medens derefterskuldeindtræde en tredeling af Svensk, Dansk og — «Nordisk»", det sidste alene omfattende det i Norge, på Island og de andre fra Norge befolkede vestlige øer og lande i middelalderen talte og skrevne sprog, hvorimod danske og svenske runeindskrifter fra 9de til Ilte årh. — ikke at tale om det senere Dansk og Svensk — skulde falde udenfor

begrebet «Nordisk«, så der altså for tiden kun eksisterede
ett «nordisk« skriftsprog, nemlig Islandsk, ved siden af
nogle «nordiske« sprogarter på Færøerne og i Norge.

Med disse forslag have vi her intet at gore, hvorimod det formentlig er meget ønskeligt, at det, der udgor kærnen i begge de maurerske arbejder, netop nu bliver et storre antal såvel danske som norske læsere bekendt, og jeg skal derfor her give et udtog navnlig af sidstnævnte afhandling. De resultater, hvortil prof. Maurer er kommen, ville ses i henseende til det her omhandlede forhold at stemme noje overens med min indsigelse mod den keyserske lære bygning, uagtet vore arbejder ere indbyrdes aldeles uafhængige. Min anmældelse var færdig trykt i Maj 1867 og udkom i »Hist. tidsskr.« i lobet af Juni; Maurers anmældelse er dateret 12te Juli 1867. Hans førstnævnte storre afhandling, der tildels kan betragtes som en række bevisende bilag til den anden, blev vel først færdig trykt Iste April 1808, men gaves, som efterskriften oplyser, færdig i trykkeriet i November 1866 og er aftrykt uforandret, så at forf., hvad han udtrykkelig anmærker , ikke har kunnet benytte min anmældelse.

Maurer begynder sin anmældelse med en almindelig anerkendende omtale af Keyser, hvis fremragende plads i den nynorske historiske skole fremhæves, tildels med de her foran (s. 3) anførte ord om betydningen af, at hans til grund for så mange forhen fremkomne spredte udtalelser liggende udførlige fremstilling af den gammelnordiske literatur nu foreligger offenligheden.

«Det standpunkt (siger forf. s. 29-30), hvorfra Keyser betragter den gammelnordiske literatur, er et meget ejendommeligt.På den ene side påstår han, og det langt skarpere end det alt var gjort af P. E. Muller og hans

efterfølgere, tilværelsen af en literatur så at sige forud for literaturen, i det han antager, at de i det 12te og 13de årh. skrevne værker allerede længe forud både i henseende til form og indhold have levet i den mundtlige overlevering, så at deres optegnelse kun skal kunne gælde for en akt af skriver-, ikke af forfatter-virksomhed. På den anden side fraskriver han ikke alene Danske og Svenskere enhver andel i den garn melnordiske literatur, men han bena^gter også, heri vidt afvigende fra Muller, dennes overvejende islandske karakter, for i dens sted at tildele den en norsk, så at hin tids videnskab og literatur af ham betegnes som tgammelnors k¹».

Efter en refererende udsigt over Keysers hovedpåstande (s. 30-40) går forf. over til en prøvelse af dem. Han erklærersig enig med ham i hans fremstilling af forholdet mellem «Nordgermaner» og «Sydgermaner», så vel som af den norsk-islandske folkegrens udelukkende ret til den hele såkaldte oldnordiske literatur. «I)og kunde man (siger han s. 41) gore indsigelse mod en viss overdrivelse af den norske selvfolelse (eine gewisse iiberhebung des norwegischenselbstgefiihles), som lejlighedsvis gor sig gældende lige over for de danske og svenske naboer. Hvorfor skal f. eks. netop det norske sprog have vist storre troskab mod det fælles grundsprog end det svenske og danske, skont dog disse sidste umiskendelig i deres lydforhold i flere henseenderstå den sydgermaniske sprogstamme og da vel også det for den hele sprogklasse fælles grundsprog nærmere? Og hvorfor skal fremdeles netop Nordmændene have værot i besiddelse af de rigeste og mest uforfalskede overleveringerfra fortiden, ikke alene i sammenligning med det danske blandingsfolk, men også med det svenske kærnefolk.*)At

folk.*)Atberåbe sig på det norske blods storre renhed, som Keyser oftere gør, synes dog misligt,, da selv efter alt hvad han med hensyn til dette punkt har anført i et tidligerearbejde (om Nordmændenes herkomst og folkeslægtskab),sporsmålet om urbefolkningen i de forskellige dele af den skandinaviske halvø dog bestandig bliver meget problematisk.Desuden forekommer det mig, at en sammenligningaf rctsordningen hos de tre nordiske folk taler for, at det svenske folk har holdt fastere ved den gamle overleveringend det norske«.

Endnu væsenligere betænkelighed har forf. ved Kejsers fremstilling af forholdet mellem Norge og Island. Hvad først sproget angår, da betvivler han stærkt rigtighedenafK.'s påstand om, at der ingen dialekter var i Norge for i 14de årh., og fremsætter de vægtige grunde, der tale for, at netop dér tidlig måtte udvikle sig en spaltning i folkesproget, i modsætning til Island, hvor næringsveje, levevis og retsforhold i forbindelse med det tidlig udviklede skriftsprog hindrede dialekters dannelse. At Norges skriftsprogdogmed små afvigelser lige til det 14de årh. var

---

*) Af de umiddelbart efter følgende ytringer synes at fremgå, at Maurer ved denne modsætning mellem »das rnischvolk der Diinen» og »das kernvolk der Schweden« snarere vil gentage Keysers end udtrykke sin egen mening om disse folk. — Umuligt var det jo for resten ikke, om den tyske forf. fæstede lid til den af Kcyser og Muneh så ivrig doserede lære om tyske bestanddele i Danmarks, særlig i Jyllands befolkning, som jo med stor beredvillighed er tagen til indtægt af Jak. Grimni og mangfoldige andre af hans landsmænd. Hans sindelag mod Danmark giver sig noksom tilkende, hvor han (s. 85) ved omtalen af Norges forhold til Danmark under unionen omtaler «jene sprachschulmeisterliclie bedeutung, wie solche etwa in unseren tagen die bemuhungen des national - danenthums in Schleswig an sich trusren«.

det samme som pft Island, udleder han deraf, «at skriftsprogetforstvandt fast form pa Island og herfra overfortes til Norge (s. 46: dass die schriftsprache sicli auf Island zuerst feststellte und von hier aus erst nach Norwegen iibertragen wurde)». For at vise, at dette virkeligvartilfteldet, beraber Maurer sig isrer pa den ved ar 1150 forinodenlig af Thorodd run ernes ter forfattede seldste grammatiske afhandling i Snorra-Edda (11, s. 2-42). Dons forfatter kender af nordisk ski-even literatur foruden Are frodes skrifter alone love, settetavler og kirkelige overspettolsor, og «da han alone ved at berabe sig pa de stammebesla^gtede Engla?nderes eksompel, men uden med et enoste ord at omtale Nordin?endene,' begrunder sit forsag pa at bringe dot latinske alfabet til anvendelse for dot islandskesprog,sa fremgar heraf, at raedens pa Island i ferste halvdel af 12te arh. et skriftsprog fastnode sig og en literatur begyndte at danne sig, var dor endnu pa don tid i Norge ikke tale oin nogen af delene» (s. 47).*) . . . «Ogsa ien noget senore tid, da den litora:^vre virksomhed for lsengst var kominen i gang p-i Island, vilde don endnu bestandigikkeret sla rodder i Norge» (s. 40): Karl Abbed, Erik Oddsson, Odd og Gunlog ]\lunk, Styrmer Proest, alle vare Iskendere; kun Thjodrek Munk var Nordmand, og

---

*) Det fremgar ialfald heraf, at skriftsproget dannedc sig pa Island efter enpelsk og ikke efrer norsk forbillede; men dette forliindrer ikke Kejser i at pasta det modsatte eller herr L. 1). i at gcntage pi°istanden (s. S6): at «mede;as skrivekunsten har banet sig vej i Norge lidt efter lidt, er den pa Island bleven indffJrt til afbenyttelse ved et kollegium af lseide mivnd (1), der visseligen byggede i dette som i audio tilftelde pa de i Norge allerede liostede erfaringer, om de end benyttede erfaringerne med nogen selvstsendighed»._— Doktrinen er bestandig det faste udgangspunkt, hvorefter alle kendsgerninger have sig at rette.

hans vidnesbyrd om «den norske historisk skole« på den tid lader Maurer gælde — efter hans egne ord og ikke efter Keysers kunstige fortolkning. (Jfr. min anmæld. s. 516-18 [18-20]). Han fortsætter (s. 50-52) således:

«Det er dog indlysende, at såfremt et hjemligt bogvæsen (eine einheimische schriftstellerei) havde i Norge kun nogenlunde kraftig udviklet sig, vilde man sikkert ikke have overladt omsorgen for den norske historieskrivning til Islændere, og en norsk konge vilde da ganske vist ikke have vendt sig til udlændinge, når han i landet selv havde kunnet finde brugelige kræfter til beskrivelsen af hans eget og hans forgængeres liv og levned. Og hvad der giver denne slutning forøget vægt, det er den omstændighed, at vi også udenfor historieskrivningen næppe formå at påvise de svageste spor til nogensomhelst norsk literatur i hele det 12te årh. eller endnu i begyndelsen af det 13de».

«Digtekunsten, som endnu i det 10de årh. stod i fuld blomstring i Norge, finde vi der i det Ilte i fuldstændigt forfald. Islandske og ikke norske skjalde er det, som omgive og besynge den hellige Olav, den gode Magnus, den hårde Harald. ;.. Det er en sjælden undtagelse, når der endnu engang imellem dukker en indfødt norsk versekunstner op, og betegnende nok er det endelig næsten alene enkelte fyrster, som kong Harald selv (y 10G6) eller endnu et årh. senere den orknoske jarl Eognvald Kale (f 1164), som,' understøttede af de islandske hofpoeter, dyrkede digtekunsten. Dens udovelse var nu bleven en slags hofmæssig modesag eller nobel passjon ligeså fuldt i Norge som — hvad jo Keyser selv antager — ved de danske, svenske og engelske fyrstehoffer. På den tid altså, da der på Island og i Norge begyndte at opstå en hjemlig literatur, var poesiens folkelige

dyrkning i det sidste land allerede forlængst ophørt, og de digte af ældre norske skjalde, som nu nåde til at blive optegnede,skylde regelmæssig dette til islandske skribenter, således som tilfældet er med Thorbjorn Hornkloves kvad, Ejvind Skaldaspilllirs Hakonarmal og Haleygjatal, med Eiriksmalog andre, der findes i Fagrskinna, Heimskringla osv. eller med de ikke få andre vers af gamle norske digtere, der ere os opbevarede i den yngre Edda«.

"Trods al friskhed i opfattelsen, vise også de ældste norske retsbøger dog endnu en ulige mindre literær øvelse end den, der giver sig til kende i så mange afgjort ældre afsnit af de islandske, som f. eks. tiendeloven eller kristenretten.*) Ligeledes kan den med en norsk hånd i første halvdel af 13de årh. skrevne hovedtekst af den legendariske Hellig-Olavs saga kun betegnes som en meg-^ et mådelig kompilatjon, medens de med islandsk hånd skrevne, et halvt hundred år ældre membranbrudstykker af en af de til grund liggende kilder vise ulige bedre arbejde«.**)

---

*) Jfr. hermed L. D.'s erklæring s. 35-36: «Sammenligner man den os levnede ældste islandske lovbog med de bevarede ældste norske love, vil det også befindes, hvad enten man tager hensyn til videnskabelig form eller til den kulturbevidsthed, der udtaler sig gennem lovreglerne, eller til det standpunkt af borgerlig udvikling, som disse betegne, at Islænderne ikke have formået at nå sine mønstre«. Maurer har for resten også på et andet sted i sin her refererede anmseldelse (s. 60-61) påvist den ældre islandske lovgivnings uafhængighed af den norske. Om disse forhold vil herr L. D. i øvrigt kunne blive bedre oplyst ved K. Maurers artikel »Graagaas« i Ersch u. Grubers Encyclopådie I. sect. LXXVII. bd. s. 1-136. Jfr. samme forf.'s afhandl. «Zur altnordischen rechtsgeschichte» (anmældelse af 2den del af "Keysers Efterladte skrifter) i Kritische vieiteljahrschrift f. gesetzgebung u. Rechtswissenschaft, X, s. 360-404. [Miinchen, 1868.)

**) Om dette mellem Nordmænd og Islændere omtvistede, i øvrigt lidet betydelige værk kan jævnføres Maurers afhdl. i bajerske viden.sk. selsk. skr. s. 4G7 med noterne 17-18 og 20. Maurer anser va'rkcts islan'dske oprindelse for fuldkonimen sikret hade vcd yclre og indre beviser. Denne bevisfyrel.se fylder bos ham ikke mindre end 30 tsettrykte store kvartsider.

«Mr altså Norge i løbet af 12te årh. så godt som slet ikke befattede sig med de to hovedgrene af den nordiske literatur, nemlig sagaskrivning og digtekunst, og først sent og på en temmelig ufuldkommen måde med den tredje, affattelsen af retsboger, hvad bliver der så for hin tidlige tids vedkommende tilbage af indenlandske literære ydelser? Efter al rimelighed kun en smule teologi, det vil sige nogle legender, homilier og deslige, — sko'nt jeg ikke heller af sligt vilde være istand til at påvise et eneste stykke, der med nogen sikkerhed kunde henfores til en norsk forfatter fra 12te årh. — og så kongespejlet og stridsskriftet om kirkens forhold til staten, to ganske vist fortræffelige værker, der imidlertid netop tilhore kong Sverres tid, der selv var en Færing og ellers bevislig plejede at betjene sig af islandske penne til forfattelse af sådanne værker, som lå ham på hjan-te.*)

«Man ser, at en ligefrem sammenstilling af de vedkommendekilders
vidnesbyrd fører til et ganske andet
resultat end Keysers. Den viser os, hvorledes man først

---

**) Om dette mellem Nordmænd og Islændere omtvistede, i øvrigt lidet betydelige værk kan jævnføres Maurers afhdl. i bajerske viden.sk. selsk. skr. s. 4G7 med noterne 17-18 og 20. Maurer anser va'rkcts islan'dske oprindelse for fuldkonimen sikret hade vcd yclre og indre beviser. Denne bevisfyrel.se fylder bos ham ikke mindre end 30 tsettrykte store kvartsider.

*) Maurer tror her (ligesom i den anden nævnte afhdl. s. 509 og 694-98) endnu at matte gå ud fra, at Kongespejlet virkelig, som de norske udgivere (Keyser, Munch og Ungerj have antaget, skulde tilhore kong Sverres tid el. nærmere bestemt årene 1190-96. N. M. Petersen har fundet det rimeligere at henføre det til tiden ved år 1260 (Bidr. t. den oldnord. lit. hist. s. 297), og ved det kulturhistoriske lys, som kapitajn O. Blom siden (i Årbøger f. nord. oldkynd. f. 1867, s. 65-109) har kastet over dette literaturværk, er denne sidste antagelse bragt så nær som muligt til fuldstændig

på Island kom til at fastslå et indenlandsk skriftsprog, i det man efter Angelsaksernes eksempel vidste med megen dygtighed at læmpe det latinske alfabet efter de hjemlige lydforhold, og hvorledes så dette skriftsprog, efter først kun at have stået i kirkens og rettens tjeneste og desforuden kun at være brugt hojst til et par tarvelige genealogiske optegnelser, endnu i første halvdel af 12te årh. anvendtes til omfattende historiske og filologiske værker, hvortil da snart sluttede sig en både mangfoldigere. og righokligere literatur. Men den lader os også erkende, at man i Norge gennem hele det 12te årh., måske med undtagelse af nogle juridiske og teologiske forsøg, endnu aldeles intet havde nedskrevet,og at man der, når man vilde have løst en eller anden literær opgave, plejede at vende sig til de islandske skribenter, på samme måde som man overlod til islandske skjalde og sagamænd at lovsynge de norske konger og at underholde deres hofter. Det er let at forstå, at det på Island vedtagne skriftsprog under disse omstændigheder måtte blive rådende i Norge, om end den enkelte norske forfatter eller afskriver ikke altid kunde frigore sig for alle norske provinsialismer. Den vaklen, der i de i Norge frembragte skriftstykker viser sig i de fleste tilfælde, i hvilke den islandskesprogbrug havde fjærnet sig fra den norske, turde netop være at tilskrive den omstændighed, at skriftsprog og talesprog i Norge i disse tilfælde afvege fra hinanden».

Pifter således at have skildret gangen i den tidligste islandske og norske skribentvirksomhed på modersmålet, går Maurer over til sporsmålet om den islandske literaturs indre selvstændighed overfor Norge og navnlig til en betragtning af Keysers også den hele historiske prosaliteraturomfattende traditjons-teori. Han afviser her

bestemt de keyserske påstande som blottede for hjemmel
og udtaler denne sin protest i de ord (s. 55):

«Med påstanden om en i form og indhold fuldkommen fast mundtlig overlevering falder naturligvis også hele Keysers udmaling af den slaviske afhængighed, hvori den nordiske literatur skal have stået til denne overlevering. Forfatteren har da i virkeligheden heller ikke engang forsøgt at føre et på selve kilderne støttet bevis for disse påstande, hvorpå dog hele hans literærhistoriske bygning .hviler.

Keyser har fremsat sin traditjons-teori som afgjort og almengyldig, men Maurer spor, om vi vel nogensteds kunne opvise den som kendsgerning. Han besvarer dette sporsmål benægtende og forlader dermed denne gyngebund, for at gå over til andre egne, hvor der er fastere holdepunkter. Først kritiserer han dog nogle af Keysers andre sandsynlighedsgrunde for Norges forspring i åndelig og literær udvikling (s. 55):

• «Først og fremmest kan jeg nu ingensteds opdage spor til den gunstige indflydelse, som (efter Keyser) grundlæggelsenaf ene konge dom met i Norge skal have haft på udviklingen af den historiske traditjon i dette land. Snarere synes det mig endog sandsynligt, at virkningen af hin begivenhedmåtte for den folkelige overlevering blive helt modsat. Det voldsomme brudd med alle fortidens forfatningstilstande,en mængde fremragende mænds uddrivelse af landet og ligeså mange andres undergang, den uro endelig,som gennem en række af slægtled herskede i Norge, indtil de nye tilstande kunde opnå nogen fasthed, lade på forhånd ikke vænte andet; og denne forvæntning bekræftes ved den kendsgerning, at ingen sikker historie lader sig føre længer tilbage end til Harald hårfagers tid; hans heldige

statsstreg har øjensynlig overskåret og forvirret al erindring
om de bag ham liggende tider, så at alt på den anden side
af hans regeringsperiode taber sig i tåge og tusmørke».

Maurer gar derpa over til Keysers tale om Islaßiidernes rejselyst, der fornemmelig skulde drage dem til Norge. Det la, siger han, dengang i Nordboens karakter, at han vilde ud fra lijemmet, dreven af scventyrlig nysgerrighed, leve- og lserelyst, og ogsa af lyst til sere og bytte; dette karaktertrsek, der jo ganske sserlig liavde vseret tilstede netop hos de msend, hvis uafhrengighedsfolelse havde drevet dem til, da Norge koin under enekongens straenge spir, at soge sig nye boliger hinsides havet, lioldt sig fremdeles mest levende hos de fribarne Islsendere. «Men ingensteds (siger forf. s. 56-57) findes der mindste spor til, at Norge mere end andre lande var malet for Islsendernes rejselyst. ... Ligesa urigtig er Keysers anden pastand: at det netop var Norge, der dannede forbindelsesleddet mellem Island og det kristnede Vestens hele kultur». Biskop Isleif studerede i Herfort i Vestfalen, hans son Gissur fik sin uddannelse i Saksen, Ssemund frode studerede i Frankrig sammen med biskop Jon Ogmundsson, i Paris og i Linkoln sogte biskop Thorlak Thorhallsson sin danneise, i England ogsa biskop Povl Jonsson, og Hungrvaka beretter om Hall Teitsson, der dade i Utrekt 1150, at han talte landets sprog som en indfodt. En maengde Islsendere gik pilgrimsgang til Kom, St. Jago og Jerusalem; handelen gik pa England og Danmark sa fuldt som pa Norge; hofferne i Danmark, Sverig, Irland og Orkno havde stadig islandske skjalde ligesom det norske. «Den pastand, at Islsenderne vare nodsagede til at hente al deres viden og hele deres andelige danneise fra Norge, viser sig altsa som lige sa ugrundet som hin antagelse af en sa?rliggavn-

lig indflydelse af det norske enekongedomme på
den hjemlige traditjon» (s. 57).

Ikke storre ærbødighed viser den lærde tyske forf. for den hovedsætning, hvorpå Keyser bygger sin påstand om Norges ejendomsret til en stor del af den historiske literatur, teorien nemlig om de i Norge mundtlig uddannede og af sagamænd som den noksom omtalte Thorgeir Afrådskoll afrundede norske sagaer, som Islænderne kun havde at lære udenad og opskrive næsten ord til andet som de lød i norske munde. Om end denne Kejsers lære tildels — som vi også så af herr L. D/s skrift — er bleven en trossætning i Norge, så finder den kun liden tiltro udenfor. Maurer erklærer rent ud (s. 01-62), at: «Keysers hele fremstilling af .sagamændenes' virksomhed fattes, trods al den omstændelighed hvormed han tegner og de levende farver hvormed han udmaler den (s. 399-471), på kilderne støttet begrundelse (fehlt alle und jede quellenmassige begriindung). Det er ret vakre fantasi stykker han foredrager: om t^den norske historiske skole' ved Harald hårfagers og hans efterfølgeres hoffer, om den gradvise uddannelse af afsluttede sagaer om hele kongerækker, opståede af ældre levnedsbeskrivelser af de enkelte konger, hvilke igen skulde være fremgåede af endnu ældre fortællinger om de enkelte historiske tildragelser osv.; men til nogensomhelst overtydende bevisførelse for hele denne skildrings historiske sandhed findes intet spor.... At hin mundtlige traditjon var bunden til nogen bestemt form, og at det ikke snarere var overladt til hver enkelt sagaskriver ved enkelte sporsmål hos enkelte personer at indsamle sit stof og da at give dette en sådan form som han selv fandt passende, dette punkt, hvorpå

dog her alt kommer an," har Keyser helt og holdent
ladet stå übevist«.

Maurer giver nu en på kilderne støttet fremstilling af den måde, hvorpå Are frode, den ældste bekendte islandske historiske forfatter, ses at have arbejdet, hvilket klarlig fremgår af den måde, hvorpå han anforer sine hjemmelsmænd: »Det er bestandig kun de enkelte kendsgerninger, som Are enkeltvis har udspurgt, alt efter som hans enkelte hjemmelsmand var vel underrettet om dette eller hint punkt. Det er umuligt at tænke på, at han skulde have haft efter form og indhold i den mundtlige overlevering afsluttede fortællinger for sig, hvilke han kun som skriver bragte på pergamentet« (s. G5). Maurer gor her opmærksom på vilkårligheden af Keysers tydning af det udsagn i Heimskringlas fortale, at Åres hjemmelsmand Odd «iiam at J>orgeiri afrasskolli». Ligesom Are således beråbe også Odd og Gunl-øg Munk sig på enkelte hjemmelsmænd for enkelte efterretninger. Det samme gælder om Erik Odds son, der foruden på sin egen iagttagelse beråber sig på den norske herremand Hakon Mage og hans sonner, på kong Inges hirdmand Hall Thorgeirsson, på Einar Pålsson og Gudrun Birgersdatter, samt på provst Ketil i Ålborg: »altså også her igen den samme beråbelse på enkelte hjemmelsmænd for enkelte kendsgerninger og ikke det fjtnrneste spor til, at Erik kun skulde have nedskrevet en efter form og indhold allerede færdig saga'> (s. 60). IS^oget lignende gælder om Karl Abbed, der skrev Sverres historie, tildels efter hans egen meddelelse. Den hele literære fortjeneste for arbejdet tilhorer naturligvis ham og ikke hans hjemmelsmand.

Hele den allerede af P. E Muller fremsatte, men af
Keyser til den yderste yderlighed forte teori om de mundtligformedesagaer,

ligformedesagaer,som efter et længere eller kortere traditjoneltlivfæstedes på pergamentet i en allerede given form, bekæmpes stærkt af Maurer, både i henseende til de sagaer, hvis æmner ligge forud for år 1130, og til de senere. «I de sagaer (siger M. s. 68-69), som handle om længst forgangnetider,hvilket jo gælder om det overvejende antal af dem, træffe vi vel Ved siden af beråbelse på ældre skrifter også henvisninger til mundtlige fortællinger, kun at hjemmelsmændfordisse nu sjældnere anføres; men også med hensyn til disse sagaer fattes dog al støtte for den antagelse,atsådanne mundtlige kilder enten skulde have haft noget storre omfang eller været bundne til en bestemt afsluttetform.Den klage, som fortalen til Heimskringla og til den historiske Hellig-Olavs saga fører over den fare for forvanskning, som den mundtlige (prosaiske) overlevering var udsat for i modsætning til skjaldeversene, taler endogså bestemt imod den antagelse, at også den mundtlige sagnoverleveringoptrådtei fast afsluttede former; og Keysers forsog på at bringe sagnene i nojere forbindelse med sangenevedden påstand: at hofdigterne tillige fortrinsvis skulde have været bærere af sagnkyndigheden, og at den prosaiske saga fortælling oprindelig skulde have sluttet sig til og dannet sig om skjaldeversene, den er på ingen måde begrundet. En uhildet sammenligning mellem de forskellige kilder, med stadigt hensyn til aldersforskellen, vilde efter min formening vise lige det modsatte: at i Nordens ældste historiske værkerversoverhovedet ikke anførtes, undtagen for så vidt som de borte med til selve historiens indhold, som Hjalte Skeggesons spotvers om guderne og lignende«. Først senere benyttedes vers til udsmykning, og det ofte sådanne, som sagaens forfatter selv digtede til denne brug. Ikke for ved mitten af J.3de årh. blev det bragt i system at anvende

med begivenhederne samtidige skjaldes vers som beviser, og her var da S nor re Sturleson, der i fortalen til Heiniskringlasaerligfremhsever og motiverer denne fremgangsmade,oghvem del. som digter og laerd kender af digtekunstenmatteligge nsermest, maske endog opfinder af metoden. Man ma kun her ikke lade sig forvirre af, at samme metode siden ved interpolatjon blev anvendt pa seldre literaturvaßrker, sasom p& Odds oprindelig latinske Olav Trygvesons saga. «Det er derfor, (slutter Maurer s. 70) aldeles bagvendt, nar Keyser nu vil gore alle de hofskjalde, hvis digte senere ere blevne benyttede i historisk ojemed, til sagamsend". Det er naturligvis ogsa aldeles übefojet, nar Keyser af tilnavnet «hinn fr6si», som gives Thjodolv fra Hvin, vil udlede, at ban var en udmserket historiker, da dette tilnavn kan betegne kyndighed i en hvilkensomhelstreining.

Efter en påvisning af det intetsigende i den støtte, traditjonsteorien har villet søge i værkernes anonymitet (s. 71-72), bekæmper Maurer muligheden af fasthed i en gennem århundreder fortsat traditjon med hensyn til prosafortællingerog forkaster navnlig Keysers forklaring: at den ældre tid i sagaerne er mere fragmentarisk behandlet, fordi selve sagafortaillingskunsten fra først af stod på et lavere trin, medens de senere tiders saga er mere omstændelig og bedre udarbejdet, fordi kunsten imidlertid var stegen. Dette erklæres for en ugrundet og urimelig fantasi. Der gives lykkeligvis en ulige simplere forklaring: jo længere tilbage de begivenheder ligge, som skulle berettes efter traditjon, des mere ufuldstændig og fordunklet er mindet; jo nærmere, des mere levende. «Det er altså ikkfe en vedvarendestigning i sagakunsten, der ligger tilgrund for den storre fuldstændighed i den de senere tider angående saga;

men det er omvendt en gradvis svækkelse i erindringen om de fjærnere tidsrum, der har gjort, at historieskriveren så sig indskrænket til et stedse tarveligere materiale, jo længere tilbage i tiden han forsøgte at gå» (s. 73).

«Den skrevne sagas form er ganske vist bestemt ved det mundtlige foredrag; men heraf følger dog alene det, at øvelse i at fortælle er gået forud for øvelse i at skrive en saga, og at den førstes fremstillingsform i det hele og store er bleven overført på den sidste: derimod tor på ingen måile sluttes heraf, at hver enkelt saga allerede for den blev skreven har lydt ganske ligedan i det mundtlige foredrag, eller at, som Keyser antager, sagaens egenlige forfatter i regelen var en ganske anden person end dens nedskriver« (s. 73-74). En roman i brevform forudsætter ganske vist brevskrivning, og en postille forudsætter prædiken, uden at dog deraf folger, at romanens breve ere virkelig udvekslede, eller postillons prækener holdte.

Eftor at Maurer endnu kortelig liar pavist uholdbarheden af dot af Keysers argumenter for den mundtlige tiaditjons fasthed, som udledes fra del vis ordret overensstemmelse ved siden af vaesenlig afvigelse mellem forskellige kildeskrifter, ved at vise, at dette forhold netop altid beror pa skriftlig benyttelse dels af de samme, dels af afvigende skrevne kilder — noget som Maurer med stor udforliglied uimodsigelig godtgor i en rsskke af notcr i afhdl. i bajerske vidensk. selsk. skrifter —, giver ban fnlgende overblik (s. 70-79).

«Jeg må her endnu kaste et blik på den stilling til sagaskrivningen, som Islænderne indtoge ligeover for Nordmændene.Såmegeterda allerførst fuldkommen klart, at hele mængden af Islendinga sogur, de kirkelige med indbefattede, ene og alene kunne være en frugt af Islændernesflid.Hvadskuldekunne

ernesflid.Hvadskuldekunnebevæge norske forfattere til at give sig af med den -kun lidet betydende es indre historie, og hvorledes skulde de desuden være komne til den detaljerede, særlig islandske lokal- og personal - kundskab, som i alle disse lægger sig for dagen? Når man ikke vil medregne den æredrape, som Ejvind Skaldaspillir digtede om Islænderne, og når man ikke med Keyser vil gore ridder Hauk Erlandsson fra en Islænder til en Nordmand, så findes der i virkeligheden intet spor til, at man i Norge har beskæftigetsigmed.øenshistorie. Men også med Noregs konunga sogur forholder det sig, så vidt jeg kan se, på selvsamme måde, trods alt hvad Keyser søger at anfore derimod. Gennem næsten alle disse sagaer slynger sig en stadig fremhævelse af islandske mænds skajbner, som kom i en eller anden berøring med det norske hof; og dette gælder ingenlunde blot, som Keyser fremstiller sagen (s. 413), om sådanne episoder, der kunde mistænkes for at være indskudte i en ældre saga, men ofte nok om notitser, der ere så fast indvævede i hele fortællingens gang, at de ojensynligmåhavehørtmed til dens oprindelige indhold. Det er også for meget sagt, når Keyser påstår (s. 418), at synsmåderogdommeombegivenheder og personer i disse sagaer altid ere det norske folks og ikke Islændernes. Vistnokvildenfremmedei regelen ikke alone når hnn tager tjeneste eller borgerskab i udlandet tilegne sig de indfødtes opfattelse af derværende forhold, men også under kortere ophold væsenlig lade sit omdomme om sådanne bestemme ved de indfødtes dom og stemning, og for så vidt ville de islandske sagaskrivere også for en stor del have skrevet de norske kongesagaer ved hjælp af norske briller. Men ganske anderledes stiller sagen sig, når undtagelsesvis islandske særinteresser komme på tale, eller også blot de i sådanne

interesser begnmdede sserlig' islandske felelser og fordomme: i slige tilfelde gor den sserlig-islandske synsmade sig straks regehnaessig gteldende og vil da ofte vsere meget forskellig fra den norske. S&ledes glemnier hverken Fagrskinna eller nogen anden bearbejdelse af Harald hUrdrades saga, der lejlighedsvis giver en karakteristik af denne konge, at fremhaeve, at han var og hvorfor han var en spesiel ven af lslnenderne, og hvilke velgerninger han viste deres land. De forskellige bearbejdelser af Hakon hserdebreds saga forsommeikkeentenatanfore den ros, Gregorius Dagsson tillagde den islandske tapperhed eller udtrykkelig at fremhsuve,atsidenkongEjsten Magnussons dod havde ingen norsk hovding vaeret sa venlig sindet mod Islaenderne. N&r Islsenderen Thoralv stserke prises som den eneste raand, der havde kunnet male sig i styrke med kong Hakon Adelstensfoslre,s&vardettesikkert en islandsk og ikke en norsk dom, med mere af samme art. Gentagende vises ogsii i disse sagaer hen til, at. disse eller bine personer bragte den forste efterretning om de fortalte begivenheder til Island, og fortalen til den historiske Olafs saga helga Tindskylder endog den gentagne omtale i sagaen af islandske msend udtrykkelig dermed, at det havde vaeret lslaendere. der som qjen- og orenvidner til de pagaeldende tildragelser havde hjembragt efterretningen derom, hvilken da fra dem havde spredt sig videre. Hvorledes lader sligt sig vel forene med den forestilling, at sagaskriveren selv var en Nordmand og istand til at esc sin kundskab af en norsk dverlevering? Den betydelige stedkyndighed, som de fleste herhid herende sagaer (dog ikke alle og ikke pa alle punkter) lsegge for dagen med hensyn til Xorge, kan ikke forundre, nar vi betenke, hvor mange lslaendere der til enhver tid oplioldt sig i Norge, og hvor god lejlighed disse, hvad enten de nu

vare købmænd eller hofskjalde eller kongelige embedsmænd,
måtte have til at gore sig noje bekendte med landet. (Under
kong Magnus Barfod skal således alene i Nidaros på én
gang have været 360 Islændere. Frns. VII, 32, Gunnlaugs
Jdnss. helga, 221). Af afgorende vægt er endelig munken
Thjodreks ytringer. Af hans ord fremgår nemlig utvivlsomt
ikke alene, at der endnu på hans tid (sidst i 12te årh.)
ikke i Norge var skrevet noget egenligt værk om den indenlandskehistorie;menhansgentagne
beråbelse på Islænderne,somypperstehjemmel
i sporsmål om norsk
historie, så vel som hans flittige benyttelse -af de allerede
for hånden værende islandske historiebøger, afgiver tillige
fuldt bevis derfor: at også den mundtlige overlevering angåendeNorgesegenældrehistorie
var på hans tid i landet
selv så godt som ganske uddød*). Forgæves stræberKeyser
(s. 407-8. 443-45) at svække betydningen af disse Thjodreksudsagn,forgæveskommerhan
atter her tilbage til sin
yndlingsteori, ifølge hvilken f. eks. Snorres Ynglingasaga ti
hovedsagen' skulde være et værk af Thjodolv hvinverske,
eftersom de korte angivelser i hans digt have
været ledsagede af en udførligere prosaisk fortælling, der
1 har dannet grundlaget for hin saga (s. 420-21),
— og ifølge hvilken fremdeles begge Olavers levnedsbeskrivelsertmedfuldret'skulde
kunne gælde som et værk
af Thorgeir Afrådskoll (s. 425), med mere sådant. Vistnok
havde Thjodrek, der jo på mange steder i sit værk giver sig
til kende som født Nordmand, ikke forsmåt benyttelsen af
indfødte sagamænds mundtlige efterretninger, dersom der
på hans tid havde været sådanne i Norge; og vistnok havde
han hellere søgt råd hos sine landsmEend end hos fremmede,
dersom han hos sine egne havde kunnet finde, hvad han

---

*) Jfr. Maurers afhdl i baj. vidensk. selsk. skr., anm. 28 og 52.

søgte. Det falder heller ikke vanskeligt at udfinde årsagen til denne traditjonens tidlige uddøen i Norge. Den ligger i den urolige tid, der var i landet: først med den hellige Olavs, den gode Magnus' og den hårde Haralds krige, så med den barfodede Magnus' stadige hærtog, og endelig især med de langvarige borgerkrige, der brøde løs efter Sigurd Jorsalfars død. Ganske ligesom forhen den af kong Harald hårfager iværksatte statsomvæltning, således havde nu også disse evindelige kampe løsnet sammenhængen mellem fortid og nutid, draget blikket fra hin til denne og derved udslukketdeældreminder.Men med den historiske overleveringomfortidensynesogså både lysten og evnen til syssel med tidshistorien at være aflivet; og når vi ikke formå at opvise noget eneste i Norge i landssproget skrevet værk om den ældre indenlandske historie*), så stiller sagen sig slet ikke bedre med hensyn til den senere tid; endnu i anden halvdel af 13de årh. vendte kong Magnus Lovbøder sig til Islænderen Sturle Thordsson for at få sin faders og sit eget levned beskrevet, og de kongesagaer som kong Hakon den gamle lod sig forelæse på sin sottesæng vare jo dels Sverres saga og dels den ligeledes fra islandsk hånd udgåede Fagrskinna«.

Efter dette overblik over den historiske saga, går Maurer over til betragtningen af andre grene af den gammelnordiske literatur og belyser også her skævheden og vilkårligheden af den keyserske fremstilling. Med hensyn til de uhistoriskesagaer

---

*) •En tilsyneladende undtagelse danner den legendariske Olafs s. helga, således som den foreligger i hovedhdskr.; men dette er en yderst rå kompilatjon af ældre materialier, der, som de endnu bevarede membranfrag-menter vise, vare af islandsk oprindelse; og hin saga kan således næppe engang betragtes som et selvstændigt værk, selv om vi ville antage, at dets sammensætter har ligesom dets afskriver været en Nordmand". — Jfr. her foran s. 21, anm. **

riskesagaerbliver det naturligvis vanskeligere at bestemmeenten alder eller hjemland; efter at have mindet om, at ifølge Sturlungas vidnesbyrd fortalte den islandske præst Ingemund år 1119 ved gildet på Reykjaholar en sådan saga om Orm Bårøskjald, ligesom den islandske bonde Kolv gav en Romund Grepssons saga til bedste, som han selv havde sammensat, — udtaler Maurer sig (s. 80-83) som følger:

«Jeg indskrænker mig her til den bemærkning, at vi ere berettigede til at antage, at den islandske literatur også på dette område har hævdet den samme overlegenhed, den samme uafhængighed [og det samme forspring] som med hensyn til de forhen omtalte literaturgrene. Keyser antager rigtignok også her det modsatte; men han tager sig det let med sin bevisførelse. Når der kun er mindste mulighed derfor, tillægger han de omtalte værker en umiddelbar norsk oprindelse, ... og går det ikke an, så må igen den alt ottere omtalte teori holde for, ifølge hvilken den islandske literatur egenlig kun består af optegnelser af gammelnorske folketraditjoner. Endogså Gylfaginning skal indeholde 'et i mundtlig overlevering bevaret trossystem fra selve hedendommen, en systematisk sammenstilling af asatroens læresætninger, således som disse i übundet foredrag fremsattes til forklaring og fuldstændiggorelse af de ældgamle tros-digte' (s. 70. jfr. 107-8); og når Islendingabok kap. 4 omtaler en forbedring af kalenderen, som engang i 10de årh. skal være bleven gennemført på Island af Thorsten Surt, så skal denne — med literaturen rigtignok i ingen direkte forbindelse stående — opdagelse egenlig kun have været en genoplivelse af en gammelnorsk viden, der var sunken i forglemmelse (s. 502-G3)!»

«At gribe til så fortvivlede udveje, er ikke
hver mands sag (zu so verzweifelten auskunftmitteln zu

greifen, ist nicht jedernmnns sache). For den, der imidlertidikkevileller kan beslutte sig dertil, bliver efter mit skon i virkeligheden ikke andet tilbage, end indrom melsen af, at om end det islandske folk havde fra sit gamle hjem i Norge medbragt sit sprog, sin versekunst, sin sagafortællingsformogtildels også både sagnstof og retsstof i deres grundtræk, så bleve alle disse spirer dog først fuldkommenselvstændigudfoldedeog literært anvendte af dette folk som sådant; medens man i Norge, på den tid da en hjemlig literatur begyndte at danne sig på Island, endnu aldeles ikke, og selv i den senere tid kun i såre ringe grad deltog i dens udvikling. Hojst betegnende i sidstnævnte henseende er det, at man i Norge, i den tid da dette land tog den virksomste del i literære sysler, netop vendte sig helt bort fra det egenlig natjonale åndsliv, for at gribe efter udenlandske æmner og mønstre. Deri nedarvede natjonaledigtekunstoverlodman til islandske skjalde, og selv affattelsen af de norske kongers historie overdrog man til sagnkyndige Islændere, for selv at forfatte et par uundværligeretsboger,etpar kirkelige opbyggelsesskrifter, der ikke mindre hørte med til dagens behov, samt et par kirkeligpolitiskestrids - og lejligheds-skrifter, for så vidt som man ikke også hertil har benyttet sig af islandske mænds hjælp. Derimod viste man i Norge stor iver for at oversætte allehånderidderromaneroglegender fra fremmede sprog eller at sammenstille og bearbejde fremmede sagnstoffer i landets sprog. Også til sådanne arbejder brugte man dog undertiden islandskehjælpere(BrandJonsson, siden biskop i Holar, oversatte således for kong Magnus Lovbøder så vel Philippe Gautier's Alexandreis som en række stykker af Vulgata fra latin); men i regelen synes man dog hertil at have brugt norske penne, og i hvert fald var smagen for denne art literatur

egen for det norske hof, medens man på Island endnu længe holdt fast ved de natjonale æmner og først sent rettede sig efter den samme udenlandske mode. Således lod kong Hakon den gamle oversætte Ivents saga og Lais de Marie de France fra det franske, og Duggalsleizla fra det latinske sprog; for ham oversatte munken (senere abbed) Robert Tristrams saga og Elis saga, og under hans regering synes også sagaen om Didrik af Bern og hans kæmper at være bleven sammensat efter hanseatiske købmænds fortællinger; dens rå bearbejdelse lader mig snarere slutte til en norsk end en islandsk arbejder. Barlaams og Josafats saga skal Jjong Hakon den unge' selv have oversat, og det er da vel snarere kong Hakon den gamles son af samme navn (f 1257) end kong Hakon Sverreson (1202-4). Magnus Lovbøder (1263-80) lod som sagt Alexanders saga og GySinga sogur oversætte. Under kong Erik Magnusson (1280-99) skal herr Bjarne Erlingsson have ladet oversætte et afenit af Karlamagnussaga fra engelsk, og til samme norske herre bliver også, hvorvel med urette, henfort oversættelsen fra tysk af Bldmstrvalla saga. Kong Hakon Magnusson endelig (1299-1319) lod dels en bibelsk historie og en samling legenderbearbejdeefterlatinske kilder, dels også en række ridderromaner oversætte fra fransk og græsk. Denne unatjonaleretningafden literære smag i Norge lader sig for resten let forklare. Den beror dels på den allerede nævnte omstændighed, at en natjonal literatur som den, der i lobet af det 12te årh. var opvokset på Island, ikke dengang havde kunnet danne sig i Norge på grund af de vedvarende borgerkrige,somnetoppå denne tid neddrog folket i råhed og fortærede dets hele kraft, dels også på den omstændighed, at Norge, ved en udbredt handel bragt i livlig forbindelsemedTysklandog England, som et mægtigt rige indvikletideandre

vikletideandrelandes skæbner, endelig også ved gensidige giftermål mellem sin kongeslægt og andre regerende familierisydenog vesten, langt tidligere måtte blive udsat for den umiddelbare, overvældende indflydelse af de kulturstronininger,derbeherskedehele det evropæiske samfund, end dette kunde blive tilfældet med det fattige og afsides liggendeIsland,derogså på grund af sin fra middelalderens målestok ganske afvigende forfatning måtte være lidet tilgængeligtfortidensridderlig-religjose romantik. Det bliver altså i grunden det mere bevægede og rigere udfoldede statsliv, der i Norge viste sig ugunstigt for en selvstændig literær udvikling; medens det var Islands politiske übetydelighed,derloddet nordiske åndsliv netop dér finde et roligtogsikrettilflugtssted«.

Også med hensyn til den gammelnordiske literaturs forfald må Maurer bestride rigtigheden af Keysers opfattelse. Han påviser, hvorledes der på Island gennem 14de årh. vedblev et om end svækket så dog virksomt literaturliv: digtekunsten vendte sig til gejstlige eller romantiske æmner, sagaskrivningen bestod nu dels i omarbejdelser af de givne historiske værker, som man ved allehånde indskud sagte at fuldstændiggøre, dels i behandlingen af legendariske og andreuhistoriskeæmner; tidshistorien fremtrådte kun som annalistik. I 15de årh. hensygner den literære virksomhed på Island nærmest som en folge af <>den sorte død» (1401-4), der bortrev to tredjedele af landets indbyggere. Den ndeligedigtningblev ikke helt afbrudt. Efter Ejsten Asgrimssons(f1361) beromte Lilja følger en række digte som Marieviserne af Lopt rige (f 1432) og af den såkaldte <>Mariuskald» præsten Jon Povlsson (f 1472) lige ned til Kisrstigningsvisur og Pislarminning af den sidste katolskebiskopJon Areson (f 1550). Jævnsides hermed gik

de verdslige Kimur og andre mindre betydende værker. Efter reformatjonstidens travle syslen med fornyelsen af den fornødne kirkelige literatur vågnede atter interessen for den gamle natjonale og gav sig først til kende i Arngrim Jonssonslatinskeskrifter, siden i Bjorn af Skardsås islandske. Og sproget var da endnu væsenlig det samme som i den literæreglandsperiode,medens Norge for længst havde ombyttet det med det danske. En hovedgrund til denne gennemgåendeforskel,som Keyser ifølge sin hele betragtning af den gammelnordiske literatur måtte overse, var den, at-«den literære virksomhed i Norge selv i den bedste tid var kun lidet indgribende og lidet natjonal» (s. 85). I henseende til det i Norge foregåede sprogbytte bemærker Maurer,atdet næppe er rigtigt, at de norske dialekter først skulde have udviklet sig i 14de og 15de årh.; han antager denne udvikling for langt ældre og mener, at dialekt-splittelsen selv i 13de årh. kun med moje holdtes i tomme af det antagne skriftsprog; ligesom den i Tyskland ikke først indtræder, men klarest fremtræder i den mellemtid, der falder efter at det alemanniske (middelhoj tyske) hofsprog havde tabt sin overvægt og endnu ikke var afløst i herredommet af det overtyske (nyhojtyske) kansellisprog, som også Luther optog: således gik det også i Norge. »Om noget egenligt forfald af den indenlandske literatur i Norge kan der (siger han s. 86), efter min opfattelse af dette lands literærhistoriske forhold til Island, kun i meget begrænset forstand være tale, fordi en egenlig norsk literatur af nogen betydning alt forud ikke havde eksisteret. . . . Affaldet fra smagen for den islandske, med den norske folkeånd nær beslægtede digtningogsaga til den syd- og vestevropæiske ridderromantik og kirkelig-lærde skoleliteratur var jo i Norge allerede i fuld gang i begyndelsen af det 13de årh.; hvorfor skulde da

ikke de hojere klassers senere tiltrækning til det svenske eller danske hofsprog, der afbrød sprogfællesskabet med Island,ogsåfuldende dette affald? Det var dog egenlig ikke en indenlandsk literatur, man opgav, men snarere en overgangfraden ene fremmede til den anden, så det for det ikke dybere indtrængende blik kunde synes lige natjonalt, enten man fandt behag i islandske draper og sagaer eller i oversatte engelsk-franske ridderromaner eller i svenske Evfemiaviser«.

Maurer har derefter (s. 87-88) en hel del smukke ord om Keysers fortræffelighed, til trods for alt hvad han har anført imod hans anskuelsers rigtighed. «Jeg har (siger han) stadig måttet påvise hans dristige, for al objektiv begrundelseblottede konstruktjoner og hist og her også de ganske vidunderlige udveje, som han griber til, når det gælder ham om at hævde sine teorier lige over for stridige kildesteder. Ligesomjeg, således vil vel også enhver anden læser af hans bog, som, überørt af rivaliteter mellem de forskellige nordiskefolk, er uden fordom gået til dens læsning, modtage det indtryk, at en altfor levende nationalfølelse er bleven af afgorende betydning for Keysers hele system. (Dass fur Keysers ganzes system ein allzu iiberreiztesnationalgefuhl massgebend geworden sei s. 87)». Maurer afviser dog al tanke om, at nogen bevidst, beregnet tendens til forherligelse af hans eget folk skulde have været tilstede hos Keyser. Ud af hans mest vovelige tydninger og hypoteser fremlyser, siger Maurer, hans grundærlige tro på sine egne læresætninger og hans om end ikke altid heldige, så dog altid lige übestikkelige stræben efter fuld og ren historisksandhed. Rudolf Keyser havde, mener han, trods al

sin forstandsskarphed et dybt poetisk anlæg, og dette var det, som i forbindelse med hans varme fædrelandsfølelse på den naiveste måde lod ham sætte sig ud over alle vanskeligheder,hvor der gjaldt om at gennemføre sin overbevisningom sit fødelands gamle storhed, således som han forstodden. «Netop dette hans tankers poetiske sving og hans foredrags patriotiske varme må man tilskrive den mægtige indflydelse, som hans lærdomme vandt i Norge på en tid, da den endelige befrielse fra et gennem århundreder fortsat fremmedherredommes tryk havde sat natjonalfolelsen i den stærkeste bevægelse. . . . Hine udvækster på en i sit inderste væsen velberettiget nordisk natjonalstolthed ville med et koldere blod falde bort af sig selv, og også i Norge vil man med tiden indse, at dér, ganske ligesom i Sverig og Danmark, det mere bevægede statsliv og rigets storre politiske betydning hindredeudfoldelsen af en selvstændig literatur, undtagen alene på retsvæsenets enemærker, medensIsland derimod måtte købe sin literære blomstringmed fuldkommen politisk betydningsløshed".

Hermed skulle vi forlade dette område: den i historiensdagslys liggende literære produktjon, hvor utilforladelighedenaf den keyserske fremstilling vel nu er så tilstrækkelig godtgjort, at det, som Maurer siger, kun er et tidssporsmål, når man også i Norge vil opgive de på denne lære grundedeprætentjoner, der, ved for Norge at gore krav på den ekseptjonelle stilling, som alene tilkommer Island, have fostret indbildningen om en dyb historisk kløft mellem Norge og de to andre nordiske riger, som aldrig har været til. At den i middelalderen på Island udviklede natjonale literatur i mange henseender står Norge nærmere end enten

Sverig eller Danmark, det er noget, som ingenlunde skal nægtes, og det er også udtalt i min anmældelse s. 24 (522) og 41-42 (539-40); men det er ligefuldt vist, at Norge i middelalderen (1100-1400) delte skæbne med Danmark og Sve'rig og ligesom de kun i meget ringe grad nåde til at give sit natjonale indhold et literært udtryk, medens derimod,til hele Nordens lykke, de islandske udflyttere udfoldedeen rig og ejendommelig literær virksomhed, der både bevarede rige rester af oldstidsarven og opdyngede nye skatte af ægte nordisk malm, til bedste for alle kommende tider.

III.

Vi skulle nu vende os til det andet hovedsporsmål: om den i den islandske literatur bevarede oldtidsarv, resterne af en folkelig mytisk og heroisk digtning, der almindelig(også af Keyser) antages for at være ældre end Islands bebyggelse, tilhører den nordiske folkestamme i dens helhed eller ene og alene dennes særlig norske gren. Det sidste er som bekendt Keysers påstand, og mod denne optrådte jeg i min anmældelse, i det jeg dels imødegik de af Keyser fremførte grunde for den gamle digtnings udelukkendenorskhed, dels anførte, hvad der efter min mening talte for, at den ældste, nordiske åndsvirksomhed, som har frembragt hin digtning, endog måtte antages fortrinsvis at have udfoldet sig i det sydlige Skandinavien. I det jeg nu atter her må komme tilbage til dette dobbelte sporsmål og ligeover for fremkomne modsigelser hævde hvad jeg anser for det rette, må jeg dog tillige på forhånd indskærpe den artsforskel, der er imellem dette og det i det foregående drøftede sporsmål. Medens hint er rent historisk og kan

ved samvittighedsfuld benyttelse af de foreliggende kilder bringes til fuldstændig evidens, så er dette af en mere omtvistelignatur og vil næppe nogensinde, trods al anvendt flid og skarpsindighed, kunne bringes ud over sandsynlighedsstadiet.

Idet jeg nu her skal stræbe yderligere at hævde og begrunde min anskuelse af forholdet, nødsages jeg til at gore front mod forskellige sider, for at møde de gjorte indsigelser, der udgå fra vidt afvigende synspunkter og tilstræbe vidt afvigende resultater.

Der er da først min ærede norske modstander, herr L. D., der her ikke alene går forsvarsvis til værks, men søger at føre krigen over på mine enemærker, ved at fremstilleden af mig forfægtede anskuelse som bygget på aldelesløse og vilkårlige påstande. At dette ikke er tilfældet,håber jeg dog vil blive også herr L. D. klart, ved nærmereovervejelse af, hvad jeg alt har anført og hvad jeg her i det følgende skal anføre. Forf. har ikke taget sig denne sag fuldt så let, som han tog sig forsvaret for Keyserslære om den historiske literatur, hvor han nojedes med at gentage alle de angrebne påstande; han har her trot at måtte være betænkt på nogle nye argumenter for den keyserskelære: at «eddadigtene» og de med dem i klasse ståendeoldkvad, som haves i det gamle sprog, ere norske og intet uden norske. Men de nye argumenter ere rigtignok ikke skikkede til at give de norske påstande nogen holdbar støtte. Et af dem er dette, at «B6dvar Bjarke, til hvem det [sic] gamle Bjarkemål, der fra de ældste tider af er sat i forbindelse med Leidrekongen Kolf Krakes sidste kamp, henføres, varen Nordman d», ligesom også «S tarkadden gamle, der deltog i og besang Bråvallaslaget, som således levede og virkede omkring vikingetidens begyndelse,

var efter norske sagn fødtpåAgderiNorge«. Således s. 13, og forf. kommer tilbage til det samme s. 27-28, hvor det gentages, at «de med Rolf Krakes saga forbundne olddigte for en storre del må henføres til den norske skald Bod var Bjarke«. Dette argument kan dog alene have nogen vægt for sådanne naive sjæle, som ikke alene endnu antage Starkad for en historisk person og forfatter til de i oldsagnene forekommende vers, der lægges denne sagnfigur i munden, men som endogså ville gore det samme gældende med hensyn til den endnu ældre sagnfigur, Kolvskæmpen Bjarke. Men så måtte vel også den danske digter Hjalte, digterinden Gudrun Gjukedatter, ikke at tale om den danske kongeskjald Hjarne, måske endog som forfatter til Grottesangen,kunne komme i betragtning. len videnskabelig diskussjon tror jeg dog man helst måtte holde sig helt borte fra slige fantasterier.

Det andet nye argument, som forf. synes at tillægge ikke ringe vægt, er det bevis, han s. 19-24 stræber at føre for, at menneskeofring, der efter Finn Magnusens udsagn«ikkeommældes nogensteds i de eddiske sange eller skrifter«, var velbekendt og almindelig i Sverig og Danmark,menså godt som ukendt i Norge, hvilket da skal tale stærkt for, at «eddadigtene» kun kunne have hjemme i Norge, og ikke i noget af de andre lande. Ligeover for denne forf. måtte det vel være tilstrækkeligt at gore opmærksom på, at Key ser selv i »Nordmændenes religjonsforfatning» (Saml. afhandl, s. 335-38) udtrykkelig udtaler og nærmere påviser, at «menneskeofringer vare ej usædvanlige«. Her skal dog yderligere bemærkes, at selv om det var bevisligt (hvad det ikke er), at slige ofringer vare mere brugelige i Sverig og Danmark end i Norge, så vilde det dog være altfordristigtaf »eddadigtenes» tavshed herom at udlede et

bevis for deres udelukkende og oprindelige norskhed; men afgjort uheldigt er det for vor forf., at der tværtimod i den ældre Edda findes umiskendelige antydninger af menneskeoffer,såat de altså derved — dersom den af forf. påståede forskel mellem Norge på den ene og Danmark - Sverig på den anden side virkelig var tilstede i den tid, da disse digte bleve til — netop kom til at afgive direkte bevis for det modsatte: for at de ikke kunde vaßre digtede i Norge, hvor menneskeofring var ukendt. Vi kunne nemlig næppe undgå at finde kendskab til menneskeofring i Håvamål v. 138, hvor Odin siger: «såret med spyd og given til Odin, selv til mig selv, hang jeg på træet«, især når vi sammenholde dette med oldsagnet i Gatrikssaga om Starkad, der gennemstingerkongVikar med spyd og hænger ham i træet som et offer til Odin. Der kunde også være grund til at tænke på noget lignende ved Voluspå v. 21 (B. 18) om Gullveig, der gennemboret med spyd kastes på bålet. Men aldeles tydelig træder det frem ved Brynhilds bålfærd i tredje Sigurdskvad,hvorikke mindre end 14 mennesker ere dræbte, for at følge Sigurd og hende på bålet og til Valhal. Og når man med Keyser (anf. skr.) til menneskeofring må henføredenskik «at riste biodorn» på den overvundne fjende, så finde vi jo dette ikke alene i Kagnars saga, men også i det andet Sigurdskvad v. 26; og betydningen af denne d-ødsmåde udtales udtrykkelig i Flatøbogen (I, s. 223), når det hedder, at Einar jarl ristede biodorn på Harald hårfagressonHalvdan Hojben, i det han med sværd skar rivbenfrarygrad og uddrog lungen «og gav ham til Odin, til sejr for sig selv». Spor til menneskeofring er imidlertid lige så lidt bevis imod som for norsk oprindelse, fordi den upåtvivlelig har været kendt og øvet i hedenskabet overalt i Norden. Om det end er hojst rimeligt, at der indenfor

den nordiske asadyrkelses enemærker har til forskellige tider gjort sig afvigende meninger og afvigende skikke gældende, og at der har været eksempler nok på lokal tro og lokal kultus, så tilstede kilderne os dog næppe nogensinde med sikkerhed at påvise og begrænse sådanne afskygninger i den i alt væsenligt ensartede fællesnordiske gudelære og gudsdyrkelse,ligeså lidt som vi kunne bestemme og begrænse de dialektafvigelser i de nordiske folks sprog, der kunne have været tilstede på den tid, da hine digte i det seneste kunne være blevne til.

Men sagen er den, at den ærede forf. er så fuldstændig hildet i de keyser - munchske doktriner, at han bestandig går ud fra antagelsen af en dyb folkelig kløft mellem oldtidensNordmændog deres danske og svenske naboer, begrundetiantagelsen af, at Norges «norrøne» indbyggere skulde være nedstegne fra Nordkap, enten (som Keyser mente) vandrende landvejs gennem Finland og Lapland, eller (som Munch senere udviklede denne lærdom) komne til skibs fra det hvide hav, medens Sveerne vare ankomne over Ålandshavet, Daner og Gøter alt forud indvandrede og blandede med endnu tidligere, rent tyske (gotiske) beboere; så at den i hedenskabet sidste dage, i den ældste historiske tid, fremtrædende væsenlige enhed i sprog, tro og sæder overliele Norden skulde skyldes «Norronernes» frem trængenfraNord mod Syd som herskende stamme lige ned til Ejderen; — altsammen hjærnespind, som ikke længer lader sig holde, og som der aldrig har været noget hold i. Men da forf. bebrejder mig (s. 19), at jeg kun i forbigående har nævnet denne nynorske lære som «greben ud af luften», uden videre at indlade mig på at modbevise den, så skal jeg dog her dvæle lidt ved den. Bevisbyrden måtte rigtignokpåhviledem, der have fremsat de nye påstande, og det

er jo opså blevet forsøgt, men det er aldrig trængt igennem, og den hele teori har nu i videnskabelige kredse fuldstændig udspillet sin rolle. Vi så her foran, at også efter Maurers mening "bliver dog bestandig sporsmålet om urbefolkningen i de forskellige dele af den skandinaviske halvø meget problematisk«.Ogdet kan da næppe være herr L. D. übekendt,atden omtalte norske indvandringsdoktrin aldrig har været antagen, men stadig protesteret af alle danske lærde, og at alt for 20 år siden udtalte den norske lærde professor L. K. Daa sig med stor bestemthed imod den. Dette har imidlertid ikke forhindret, at hin doktrin i visse norske kredse blev udskregen som et ægte norsk palladium og ikke blot i det uendelige varieret og udbasunet i Munchs mange skrifter og af en række andre norske — og tyske — lærde, halvlærde og ulærde forfattere. Den gik (som E. Sundt oplyser) over i Ole Vigs, S. Petersens og E. M. Sommers populære Norges-Historier og er nu også kommen ind i en ny over hele landet udbredt læsebog for folkeskolen. Derved bliver denne lære jo ikke mere sand; men man vil i Norge få grund til at beklage den store hast, man har haft med at få den gjort til trosartikel for hele folket, når det nu viser sig og snart vil være erkendt af hele den dannede almenhed, at den er ikke alene uholdbar, men bevislig urigtig.Heromfik man vel også i Norge en anelse, da den højt fortjente norske patriot Eilert Sundt 1864 offenliggjordeetlille fordringsløst foredrag om sporsmålet: «Helgelanddenældste norske bygd>? (Folkevennen, 13de årg. s. 117 ff.) I denne afhandling, der vistnok er meget lidet kendt udenfor Norge, men som i hoj grad fortjener at kendes,fremtræderforf. som én af de mange, der trygt have trot på den keyser - munchske lære om den nordlige indvandring,—indtil han selv kom op i Helgeland, hvor hverken

Keyser eller Munch havde været. Her blev det ham klart, at det kunde ikke hænge rigtig sammen med det tromsøskeudgangspunktfor Norges befolkning og brændpunkt for den nordiske kultur. «På denne rejse (siger han s. 119) faldt det mig så underligt, at dette Hålogaland skulde være landets moderbygd», og «jeg besluttede ved mig selv, at når jeg kom hjem af rejsen, så skulde jeg læse om igen det kapitel af Norges historie og prøve at komme på det rene med, hvordan det monne have sig. Og nu må jeg ydermere tilstå, at efter denne fornyede læsning med dens nojere betragtning af grundene kan jeg ikke længer følge med og holde på hin anskuelse. Ja, jeg synes at se, at den indeslutter i sig en miskendelse eller overseen af ting, som jeg, med mine bestræbelser for at opfatte visse sider af vort folkeliv eller almuens kår og sæder, med flid må lægge mærke til og fremhæve for betragtningen«. Sundt betragter nu først med et uhildet blik grundene for den keyser-munchske indvandringslære. Indenlandske mundtlige sagn om noget, der skulde være sket over 1000 år for der blev noget opskrevet, tillægger han med rette slet ingen vægt. Lige så ringe tiltro skænker han de forvirrede efterretningeromvort Norden, der 1000 år for vor egen historiebegyndervare nåte til græske og romerske forfattere. De vide vel heller intet at fortælle om indvandringen, men både Keyser og Munch har dog pillet en del navne ud og fået dem flinket op til argumenter for deres meninger.

«Der kan altså (hedder det s. 121) ikke ligefrem vides noget om denne sag. Men ved at stirre på hine sagn og beretninger, som jo kanske endnu kunde indeholde kom af sandheden, ved at agte på sprogslægtskabet mellem vort og tilgrænsende folk, ved at lægge mærke til landenes og folkenes nedarvede navne, ved at sammenligne jordfundne

sager fra hedenold i forskellige lande, ja ved at samle på
iagttagelser af bygde-egenkeder,... og ved at lægge det ene
sammen, med det andet, have de nævnte lærde (Keyser og
Munch) kommet til at danne sig en storartet gisning
eller som en bygning af gisninger fra grundvold
til tag. En sådan gisning kan gælde, så længe den passer
som en rimelig forklaring for alle de enkeltheder, som stå
i sammenhæng med hovedsagen; men om den stoder an
imod én eneste sikker og pålidelig kendsgerning,
så kan det være nok til at bevirke, at den vakler
og falder«. Efter en kort og fattelig fremstilling af «den
storartede gisning«, navnlig således som den fremtræder i
fuld puds i Munchs Norges historie, går forf. over til at fremsættesine
indvendinger. Jeg kan desværre ikke her give noget
uddrag af dem; de bor læses i deres helhed, og læsningen
vil ikke fortrydes. Det er så velgorende at følge denne
øvede iagttagers simple og klare fremstilling af, hvad hans
sunde blik har set, og af de slutninger, som kendsgerningernesegen
logik uundgåelig medfører. En frisk luftning
fra virkelighedens verden henvejrer hele den kunstige stuelærdebygning
som en spindelvæv, og en nordlig indvandring,således
som Keyser og Munch havde tænkt sig den,
viser sig ikke alene hojst urimelig, men fysisk umulig.

Sundts lille afhandling var et grundskud for den hele doktrin; men den har siden den tid fået flere sådanne. Den hovedstøtte for læren om en tysk befolkning i Sydskandinavien,somMunch segte i de ældste runeindskrifter, er bleven forvandlet til et argument imod den norske hypotese,idet disse indskrifter, der afgjort ere ældre end vikingtidenellerden yngre jærnalder, hvis begyndelse falder ved mitten af Bde årh., vise os ikke et tysk sprog, men forskelligestadieri den organiske udvikling fra det fællesgotisketildet

tisketildetnordiske sprog, der meder os i alle dele af Skandinavien i indskrifterne med de yngre runer fra 9de, 10de, Ilte årh. og fremdeles væsenlig uforandret i den i 12te og følgende århundreder fornemmelig på Island skrevne literatur. Og det er atter her en Nordmand, professor Sophus Bugge, der har den sturstc fortjeneste af, at disse forhold nu fremtræde i deres sande lys. De antikvariske undersøgelser endelig, der vel endnu langtfra have ydet alt det udbytte for Nordens oldtidshistorie, som tor væntes af dem, have dog allerede tilstrækkelig godtgjort gangen og retningen i jærnalders - folkets (det er vore forfædres, den gotiske folkestammes) udbredelse over det skandinaviske Norden og sat det udenfor al tvivl, at denne udbredelse er foregået fra Syd mod Nord og ikke omvendt. De i Norge forefundne minder fra den ældre jærnalder strække sig mod nord i det mindste til Trondhjem, og det vel at mærke således, at de ældste af dem ere yngre end de ldstedanske,og deres ælde aftager i samme grad som de skride frem imod nord; hvorimod ingen spor ere fundne til en i modsat retning gående folkevandring. Det tor da væntes,atdet netop vil blive de norske oldgranskere (Niels Nikolaysen og Olaf Rygh), der, tvungne af kendsgerningernesmagt,ville komme til at give den keyser-munchskeindvandringslæredødsstødet, — for så vidt som den ikke allerede er død og begraven ved naturforskermødet i Kristiania i sidste sommer. Så længe dette mødes forhandlingerkunkunne kendes af flygtige bladreferater og mundtligemeddelelserfra deltagere, er det dog endnu ikke tid at gå nærmere ind herpå, om jeg end har grund til at tro, at en nær fremtid vil slå det fast, at den nynorske etnografiskedoktrin,endnu ikke 30 år gammel, ved en rolig død endte sit jordiske liv i den videnskabelige verden og

jordedes i Norges hovedstad i sommeren 1868. Men derfor
vil den jo endda en stund, i følge med den store søslange,kunnevedblive
at spøge i landsbygderne.

Når altså herr L. D.'s betragtning af gangen i Nordens kultur- og literatur - historie er for en stor del grundet på eller dog gennemgående påvirket af den keyser - munchske forhistoriske historik, så er det en selvfølge, at han idelig må komme til slutninger, som, når hin lære falder, ikke have nogen gyldighed, og som det derfor ikke lonner umagen særskilt at bekæmpe. Når han således siger (s. 10), at «eddasangene i det hele ikke kunne tillægges en oprindelse . . . ældre end den norrøne stammes gennembrud d», når han (s. 11) misbilliger min tanke om at henlægge dem til, hvad han kalder «den gotisk-gautiske kulturperiode«, når han (s. 19) søger grunden til den indbildte væsenlige forskel mellem »norrøn« og dansk mytologi og heroisk digtning i«_en mere eller mindre op blandet befolkning i Sydskandinavien», og ved den lejlighed fremhæver, at «den norrøne indvandringsstroms betydning er ved afgorelsen af alle herhen hørende sporsmål af væsenlig vægt«, eller når han (s. 25) forklarer sig de danske runestenes rene nordiske sprog deraf, at de sagtens skyldes «d en herskende stamme' af mest üblandet norrøn oprindelse», — så er det umuligt for den, der ikke deler forfatterens forudfattede meninger, direkte at imødegå disse blodløse skygger, lånesætninger fra hin »storartede gisning".

1 det jeg nu må tage afsked med denne hojtærede modstander,talsmanden for alle de nynorske, allerede forældede idéer, må jeg udtale min beklagelse af, at jeg ikke har kunnet komme ham mere i møde, endskont vi utvivlsomt mødes både i oprigtig kærlighed til det gamle Norden og i

håbet om et nyt enigt Norden, i hvilket Norge er kaldet til at indtage en fremragende Plads; og jeg skilles fra ham med fuld anerkendelse af den hjærtelige varme for sagen, der gennemstrømmer hans arbejde og danner en så velgorendemodsætning til den hånlige bitterhed og blaserede kulde, der udmærker det andet indlæg i sagen, hvortil jeg nu må vende mig.

IV.

Det er dr. E. Jessen, der i Hist. tidsskrift (3dje række, 6te bind, s. 226-84) har fået optaget nogle »Småting om oldnordiske digte og sagn, en indsigelse« mod min anmældelse eller snarere mod min literære virksomhed i det hele. Et tillæg til denne «indsigelse», undertegnet -n, er fremdeles indrykket i Hamiltons Nord. tidskrift f. 1868, s. 598-99*). i dette indlæg er som man kunde vænte sig af denne forfatter, og jeg skal derfor ikke beklage mig over, at det falder dr. Jessen naturligt at behandle mig med den samme overlegne hån og hensynsløse flothed, som han tidligere har vist mod J. N. Madvig som sprogmand, P. G. Thorsen som runekyndig og Adam -Øhlenschlæger som nordisk digter. Jeg skal da ganske se bort fra og lade uomtalte alle udtryk for forf/s subjektive bidskhed og alene protestere imod de motiver, han straks i begyndelsen af sin afhandling tillader sig at underlægge min optræden mod den keyserske literaturbetragtning.

---

*) Det er nødvendigt, når man er så uheldig at få med dr. K. Jessen at gore, at tage sig den frihed at betragte ham og han* alter ego, denne herr -n, som én og samme person; i den grad ere disse to forfatteres arbejder indfiltrede i hinanden; stadig supplerende, siterende og lovprisende hinanden, ere de også — for så vidt som dr. Jessen er enig med sig selv — enige i stort og småt, om det så er i henseende til det lille «av».

Dr. Jessens »indsigelse», eller rettere lians forskellige indhug — ti det er en række sporadiske bemærkninger —, som jeg her, hvor trættende det end kan falde både for forfatter og for læser, for sagens skyld må stræbe at afslå, angå alene det sidst omtalte hovedsporsmål. Med hensyn til det først afhandlede råder også han Nordmændene til at finde sig i billighed og «give Islænderne hvad Islændernes er«. Men når talen bliver om de bevarede rester af den nordiske oldtids mytiske og heroiske digtning, så er han mere imødekommendemodNordmændenes fordringer. Han godkender ganske vist ikke de norske etnografiske lærdomme, men tåler dog ikke at høre noget om hin gamle digtnings fællesnordiske karakter, og da endnu mindre, at den, som jeg har trot og fremdeles tror at måtte hævde, for en meget stor del må være bleven til ikke i Norge, men i Danmark og Sverig. Han skænker den bort med begge hænder: til Tyskere, Nordmænd og Islændere, kun Danske og Svenske må ingen del have i den. »Dansk patriotisme (siger han) vil ikke finde sig i den sandhed, at heltesagnene i ældre Edda og Volsungesaga er lånegods, at de ikke er nordiske men tyske sagn. Dansk patriotisme vil om mulig endnu mindre finde sig i den sandhed, at oldnordiske digte og sagn særlig er norsk-islandske, eller med et andet og ligetydigt ord toldnorske*). Dansk patriotismeharformelig afsky for at lade Nordmænd få del i nogen Ting». Men han lader da for resten også forstå, at det meste er noget mådeligt kram, som det ikke er værdt at strides om. Det er ejendommeligt for dr. Jessen, at overalt hvor han blander sig i talen, dér tror han at kunne afsige inappellable kendelser i orakelmæssig form. At gore særlig

---

*) At han dog kommer til på den mest påfaldende måde at modsige sig selv i denne henseende, skal senere blive vist.

indsigelse mod denne manér er dog overflødigt; ingen honorerernutildagsslige fordringer, de have kun psykologisk interesse. Jeg agter ikke heller at følge min angribers eksempel ved at frakende modparten al ret til at tale med og at have en mening om den foreliggende sag; mod dr. Jessens adkomst til vel ikke at afsige færdige domme, men at tale med om videnskabelige sporsmål af historisk og sproglig art skal derfor ingen indsigelse gores; kun at det fastholdes, at det er grundenes vægt og ikke udsagnets afgorende form, hvorpå det her som i enhver videnskabelig debat alene kommer an. Men hvor talen er om poesi, dér tror jeg rigtignokatdr. Jessen lider af en mangel, hvorpå ingen lærdom og heller ingen selvtillid kan bøde: mangel på sangbund, på poetisk sans. Hans forhold til det poetiske synes mig i hoj grad at ligne om ikke den blindes så dog akyanobleptensforholdtil farverne; og det er slemt i sporsmål, hvor det gælder om at bestemme digterværkers rang og poetiske ejendommelighed og af indre kriterier at udlede deres relative alder og de nødvendige forudsætninger for deres tilblivelse. Min mening om dr. Jessens gaver eller mangel på begavelse i denne retning stetter sig på flere iagttagelser. En afhandling som den «om 43hlenschlægersNordensguder» (i Nordisk tidski¹, f. 18G8, s. 182 ff.) vfl ikke ret vel kunne skrives af nogen, som har sans for poesi: en sådan række af smålige mistydningeraflosrevne enkeltheder, uden oje for helheden, forudsætter hos forf. en medfødt blindhed for poesi eller dog et meget anomalt og begrænset syn. Og nu de oversættelser af oldnordiske gudekvad, som dr. Jessen har leveret, især i «kort nordisk gudelære« (1867): de bære på den ene side vidnesbyrd om den samme mangel på poetisk sans og på

den anden af den samme uhyggelige lyst til at neddrage og nedsætte, hvad i andres øjne er stort og skont. Til denne sidste lyst hengiver forf. sig også ret i denne afhandling(f.eks. s. 262-64) og viser derved på en slående måde, hvor lidet skikket han er til at vurdere og bedommedenpoetiske ejendommelighed ved gammelnordisk poesi. Et så fuldendt digt som første Gudrunskvad vækker kun uvilje og modbydelighed hos ham, og til særlig at travestere vælger han netop dets ypperste vers (15j, hvor Gudrun endelig, ved at se den dræbte Sigurds åsyn blottet, rives ud af sin stumme forstenende sorg:

I'a hne GuSriin holl vis bolstri, haddr losnaOi, hlyr rosnaoi, en regns dropi rann nisr um kne.

(Da sank Gudrun
hseldende mod bolstret,
haret Lesnedes,
kinden rodmede,
og regnens drabe
randt ned i skad.)

De sidste linjer parodieres ved den rå oversættelse (s. 263): «således græd hun, at regnen løb ned over knæerne«. Og der er meget mere af samme slags, hvor forf. ved halvsandeeller helt urigtige, men altid skurrile oversættelser af udrevne sætninger, tildels af de smukkeste steder, bejler til ukyndiges rå latter ad fædrenes ædleste digtning*). Når da

---

*) Kun halvsande ere sådanne vittige gengivelser som: «lo da Brynhild, hele gården dundrede. (Brot, 10; jfr. Sig. 111, 32); «således var Sigurd, sammenlignet med Gjukes sonner, som han havde været griin løg voksende mellem græs eller en hojbenet hjort fremfor hurtige dyr eller glorødt guld mod gråt sølv« (GucJr. 11, 2; jfr. Gudr. I, 18; Hund. 11, 38); «de gik alle, og dog den ene efter den anden, at snakke Brynhild til rette« (Sig. 111, 44). Helt urigtig« ere oversættelser som »smykkernes mark« = m'orTc menja, Sig. 111, 49 {m'ork, egl. skov, her = træ); «hun puffede dem, de omtalte alle, fra sin hals, hver sær- lig«, en grov bommert, da sér i «hratt hon af halsi hveim J>ar ser« (Sig. 111, 45) ikke kan forbindes med hveim, men viser tilbage til subjektet: dem alle stødte hun bort fra sin hals; • således slog Gudrun sine svære hænder«: hdskr. har på det tilsigtede sted (Sig. 111, 31); svå slo hon svårar sinni hendi«, hvor allerede. Rask har rettet svdrar til svdran o: så hæftig slog hun sine hænder sammen (et oftere forekommende udtryk for ytring af heftig smerte); men selv om man vilde følge skrivfejlen i Sig. 111, 27: svarar sinar hendr, vilde dog ingen oversætte det ved • svære hænder«, uden netop for at «gore grin«; men det er jo også, hvad dr. Jessen vil.

dr. Jessen med sådanne forudsætninger giver sig til for alvor at lave oldnordiske vers over en lav sko (på de tolv sider 237-48), så blive de også derefter: til forbavselse for enhver kender af gammel nordisk poesi.

Det er en uheldig omstændighed, at dr. Jessen, der i denne sag vil tale det store ord, har, efter hvad han selv siger, haft så travlt, at han kun sådan i forbigående og efter «hvad han har fastholdt" (s. 228) har kunnet give nogle »strøbemærkninger"(s. 229), »småting i første bedste orden eller uorden» (s. 233), så det hele efter hans egen erklæring er «et hastværksarbejde" (s. 282). Dersom han havde kunnet give sig lidt bedre stunder, tænkt lidt bedre efter og læst lidt bedre efter, både i de skrifter han angriber og nedsætter og i andre, blandt andet i selve de omhandlede oldskrifter, så vilde han upåtvivlelig have kunnet undgå adskillige fejl og urigtigheder; måske han da helt havde sparet sig at skrive sine småting. Det er allerede ganske mærkeligt, at dr. Jessen, hvis «småting» ere undertegnede 6te Januar 1868_r kan ville undskylde sig med, at «det tildels er en stund siden [han] gav sig af med disse sager» (s. 228), eftersom han umiddelbart forud (Oktober 18G7) udgav «kort nordisk gudelære og oversættelse af vedkommende dele af Eddaerne«, ti det er jonetop »disse sager«, hvorom forhandlingen drejer

---

*) Kun halvsande ere sådanne vittige gengivelser som: «lo da Brynhild, hele gården dundrede. (Brot, 10; jfr. Sig. 111, 32); «således var Sigurd, sammenlignet med Gjukes sonner, som han havde været griin løg voksende mellem græs eller en hojbenet hjort fremfor hurtige dyr eller glorødt guld mod gråt sølv« (GucJr. 11, 2; jfr. Gudr. I, 18; Hund. 11, 38); «de gik alle, og dog den ene efter den anden, at snakke Brynhild til rette« (Sig. 111, 44). Helt urigtig« ere oversættelser som »smykkernes mark« = m'orTc menja, Sig. 111, 49 {m'ork, egl. skov, her = træ); «hun puffede dem, de omtalte alle, fra sin hals, hver sær- lig«, en grov bommert, da sér i «hratt hon af halsi hveim J>ar ser« (Sig. 111, 45) ikke kan forbindes med hveim, men viser tilbage til subjektet: dem alle stødte hun bort fra sin hals; • således slog Gudrun sine svære hænder«: hdskr. har på det tilsigtede sted (Sig. 111, 31); svå slo hon svårar sinni hendi«, hvor allerede. Rask har rettet svdrar til svdran o: så hæftig slog hun sine hænder sammen (et oftere forekommende udtryk for ytring af heftig smerte); men selv om man vilde følge skrivfejlen i Sig. 111, 27: svarar sinar hendr, vilde dog ingen oversætte det ved • svære hænder«, uden netop for at «gore grin«; men det er jo også, hvad dr. Jessen vil.

sig. Men med hint forudgående arbejde har dr. Jessen også haft overordenligt hastværk; det siger han rigtignok ikke, men det fremgår tilstrækkelig af de pågældende (både forsætligog uforsætlig parodiske) oversættelser, som når kjoll i Vspå 55 oversættes ved «køl» isteden for ved fartoj (forvekslingmed kjolr), og samme fejl gentages i Hym. 19 med kjola valdi, der gengives ved «køls tyrer»; når hristu teina i Hym. 1 oversættes «ristede tenene», isteden for rystede (forveksling med ristu af rista); gandar i Vspå 1 gengives ved «varge» (o: ulve), men i Vspå 3 ved «tene» (stave); ådr i Vspå 21 oversættes ved «vilje«; vad (gf. af hankonsordet vadr: en fiskesnor«?) i Hym. 21 ved «vådd» (forveksling med hunkonsordet vad): pat it mjalUwita man (o: den snehvide mø) i Alv. 7 ved: «den melhvide mø» (forveksling af mjol: mel og mjoll: sne): per var i hanzka trodit (o: du blev stoppet i handsken) Hårb. 26 ved: «i hansken du trådte«; ef gorask parfar pess (o: om detgores behov) Skirn. 36 ved «om til gavn det gores»; hve Vafpruånissalakynni sé (o: hvordan V.'s hjem er; salakynni = salkynni == heimkynni) Vafbr. 3 ved: «hvad hos V. i salene er sæd»; allir oskmegir i Lokas. 1(3 (o: alle énherjer, jfr. Grimn. 51) ved — «alle de born, vi os ønsker« osv. osv. ikke at tale om de forsætlige afvigelser fra meningen eller om smagfulde friheder som disse (Lokas. 8. 9. 15):

«fordi at seser de ved,
hvem af folk de skal
gude-svir give».

(J)viat cTsir vitu,
hveim [ieir alda skulu
gambansumbl um geta.)

«Pa «1 sin age
sa' du aldrig at ville».

(olvi bergja
leztu eigi mundu.)

«Gak du kun at slas,
hvis gal du er i ho'detw.

(vega \m gakk,
ef ]ju reiOr ser.)

Det kræver desværre storre plads og koster mere tid
og flid og tålmodighed at berigtige vildfarelser, end at

fremsætte dem; så, jeg kan ikke være så særdeles kort; men for at gore læseren det så lidet besværligt som muligt at følge sagen mellem dr. Jessen og mig, tror jeg i disse modbemærkninger helst at måtte følge samme «orden eller uorden», som han har fulgt i sine »strøbemærkninger«, der dele sig i betragtninger over 1) forholdet mellem den ældre og yngre Edda (s. 233-49); 2) «norsk og islandsk natur« i eddakvad (s. 250-52); 3) «sprogform« i eddakvad (s. 252-57);4) fremstilling, stil, udtryk m. m.» (s. 257-71); og 5) «tyske sagn» (s. 271-82). Det sidstnævnte æmne kan jeg dog fritage mig for her at gå videre ind på; da det kun fjærnt vedkommer, hvad jeg har talt om i min anmældelse,hvor jeg ikke indlod mig på det vidtløftige og vildsomme sporsmål om de for Norden og Tyskland fælles folkelige minders opståen og forplantelse, men holdt mig til betragtningen af den i det skandinaviske Norden forefundne mytiske og heroiske digtning, hvis fællesnordiske karakter jeg har hævdet, ikke ligeover for mulige tyske arvekrav, men over for den norske udelukkelsesteori.

Om Snorres Eilda har jeg sagt (s. 82-83), at den «øser ikke alene af de ældste folkelige oldkvad, men også af senere skjaldes, tit vistnok meget vilkårlige besyngelser, og tillige af åbenbart nyere, måske alene i prosaform uddannede,dels allegoriserende, dels æventyrlig udmalende og forklarende fortællinger«, hvorfor den «ikke tor gores til prøvesten for, hvad der har været den ældste og ægteste form af en myte i den folkelige mytebesyngelses bedste tid. Her må vi holde os til, hvad vi have tilbage af disse oldkvad selv«. I Snorres Edda og i andre islandskeskrifter «have vi væsenlig den traditjon om Nordens hedenskab, der nedarvedes gennem skjaldene, der vedbleve at bruge de fra mytologien lånte udtryk og omskrivninger

og tildels vistnok også endnu efter kristendommens antagelseat besynge rent hedenske æmner. Denne professjonelle, lærde traditjon er på den ene side pålideligere i en mængde enkeltheder og grundet på et rigere, om end mere forskelligartetmateriale end den folkelige, som ligger mellem hedenskabet og Saxo; men den har på den anden side modtaget mange for den ældgamle fællesnordiske folkelige digtning fremmede bestanddele af den for Norges og Islandsvedkommende mellemliggende, fortsatte digteriske behandling og udmaling af de gamle sagn».

Skulde der virkelig være noget væsenligt at indvende herimod? Finde vi ikke allerede i fiorste kapitel af Gylfaginninget vers af Brage skjald benyttet, og i andet kapitelet vers af Thjodolv fra Hvin anført som hjemmel for, at Valhal var tækket med skjolde (hvad for resten også står i Grimnesmål)? Og er det ikke så, at Skåldskaparmal bruger ikke blot Thjodolvs Haustlong, Ulv Uggesons Husdrapeog Eiliv Gudrunsons Thorsdrape som hjemmel for mytiske træk, Brages Kagnarsdrape som kilde for heroiske sagn om Jormunrek og om Hjadningekampen, men også en mængde yngre, kristne skjalde fra Ilte og 12te årh. som hjemmel for mytiske benævnelser, Einar Skuleson fra midt i 12te årh. endog jævnsides med Grottesangen som hjemmel for oldsagnet om Frodes kværn? Øser Snorre ikke her både af nye og gamle kilder? Er det ikke klart, at den ramme, hvori Gylfaginnings fremstilling af den gamle troslæreer indlagt: fortællingen om Gylfe og om den ellers ukendte treenighed af Hår, Jafnhår og I'riSi, tilhorer om ikke Snorre selv, så dog en senere forestillingsmåde end den, hvorom f. eks. Voluspå bærer vidne? Er ikke her nyt og gammelt blandet? Og er ikke Asgård og Aser her neddragnetil et jordisk land og folk, om end ikke således

lokaliserede som i Ynglingasaga, så at vi også her ikke mindre end hos Saxo finde den middelalderlige historiserendeopfattelse? Og beskrivelser som f. eks. den i kap. 34 af Hels bolig, bohave og tjenerskab: har den ikke fået et både allegoriserende og æventyrligt tilsnit? Derfor kunde dr. Jessen dog gærne have fået vers ud af det, bedre end mange af dem, han laver. Hvorfor ikke:

Eru garsar hennar havir,
ok grindr stdrar.

Heitir EljuOnir salr,
sultr knifr,
(en) hungr diskr hennar.

Ganglati prsell,
Cianglot ambatt,
Jjreskuldr fallanda foras;

kor seeing,
arsali blikjanda bul.

Half er hon bla,
half nieO horundar lit*),
heldr gniipleit ok grimmlig.

Kår man vil være så nojsom (som dr. Jessen er), så kan man snart få hele sagaliteraturen omsat i verseform, hvad jo alt Finn Magnusen prøvede på (Gronl. hist. mindesm. I, 295 ff.); men det legeværk vil jeg overlade til hvem der ikke har bedre forstand. — Jeg kan ikke her opregne alle de tilfælde, hvor Snorres Edda øser af yngre kilder end sådanne, som vi have i Sæmunds; men skal endnu kun nævne myten om skjaldedrikken. Man må da være blind, for ikke at kunne se, at Snorre her nojes med bærmen, medens fordråberne findes i de af dr. Jessen så totalt miskendte Håvamål. (Jfr. N. M. Petersens Mytologi, s. 200 ff. og Grimms, s. 855. 1086.)

Jeg kom i min anmældelse til at udtale mig om SnorresEdda
som nys anført derved, at dens fremstilling af

---

*) En anm. kunde da påvise en del steder, hvor en overflødig stav findes i 2den linje. Der var nok at vælge imellem.

Balders-myten var af norske forff. gjort til prøvesten for Saxos historiserende sagn om Balder og Hoder. Jeg indrommedenaturligvis, at Snorra-Eddas fremstilling i det hele stod kilden nærmest, men udtalte som min formening, at også den havde fjærnet sig fra den til grund liggende rene myte ved at medtage «en indenfor hedenskabet liggende heroisk udvidelse«, som jeg tror at finde i Hermods helridt, og «udentvivl også en allegorisk, som fremtræder i beskrivelsenaf Balders bålfærd«. Når nu dr. Jessen vil slå sig til ridder på mig ved at lade mig sige, at selve "Balders bålfærd«: det træk, at Balders lig brændes på bål, skulde være en allegorisk udvidelse, så skaffer han sig rigtignok en let sejr; men det er indlysende, at jeg aldrig kunde have sagt noget sådant i samme åndedræt som jeg netop henvisteblandt andet til Vafpr. 54, der omtaler Baldersbålet. De allegoriske udvækster har jeg fundet i Snorra-Eddas «beskrivelse» af bålfærden. Jeg skal kun minde om det træk, at Thor i sin sorg sparker dværgen Litr (o: lød, farve) ind i ilden, det er, som N. M. Petersen anmærker (Nord. myt. s. 279): «farven dør med lyset«. Men dr. Jessen, som med foragt ser ned på alle «literærhistoriske» og «kulturhistoriske«skelnemærker, og som endikke kender forskel på prosa og poesi, han ser i hele Snorra-Eddas beretning om Balder en umiddelbar opløsning af ensartede oldkvad. Bålfærdenantager han har været besungen i sådanne dejlige ljdSahåttr's-vers som disse:

«Vildu goOin framsetja
ok gora a
balfor Baldrs.» osv. (s. 238-39).

Skal dette gælde for modbevis eller blot for en alvorlig indvending?Det
kan dog ingen mene. Og hvad skal man
sige om en kritisk slutning som denne (s. 235), at «øgesgildestadfæster

gildestadfæsterNannas død, i det hun ikke er med dér«. Mon da Froj var bleven enkemand, siden Gerd heller ikke nævnes? Eller var Uller død, da han ikke heller optræder? Og hvor var Vale og Forsete henne? Det morsomsteved denne kritik er dog det, at dersom .Øgesgilde. (Lokasenna) ved sin tavshed «stadfæster Narmas dod», så gælder det selvsamme om alle eddakvadene, ti hun nævnes jo ikke i et eneste oldkvad («Hrafnagaldr» er ikke heller efter dr. Jessens mening noget sådant), men alene i Snorres prosa og så hos Saxo. Dr. Jessen har dog selv søgt at afhjælpe denne mangel ved at indbringe hendes navn i sit dejlige vers (s. 239):

«Var borit a skip
lik Baldrs,
sa J)at Nanna Neps ddttir»

Angående Her mods hel ridt er det jo også min mening, at Snorres fremstilling hviler på en gammel episk besyngelse,om end, efter hvad jeg har antaget, af heroisk art. Om derfor end Eddas prosa skulde (hvad jeg ikke kan finde) endnu vise nogle spor af "klingende vers", så vilde jo dette ikke i mindste måde tale imod min antagelse. Hvad Hermodspersonlighed angår, da må jeg mod dr. Jessens benægtelse (ti andet giver han ikke) fastholde min opfattelse, hvis grunde ere tilstrækkelig antydede i min anmældelse, s. 582 (84). Og nu det punkt i Snorra - Eddas forta^lling om Balder, der nærmest foranledigede min udtalelse om denne kildes blandede karakter, nemlig dens udsagn, at Hoder var blind. Herom ytrede jeg s. 483 (85): «Det træk i Snorres Edda, som Munch særlig peger på som uforeneligt med Saxos oldsagn: Hoders blindlied, den står der ikke et ord om i eddakvadene,og jeg tror ikke at fejle ved at antage netop den for et senere indkommet allegorisk træk, der gentager sig i

middelalderens legende om St. Longinus, den romerske soldat,der gennemstak Kristi side: at også han var blind. (Jfr. Danm. gi. folkev. 11, 536 ff. 111, 892). Det er næppe mere urimeligt at tænke sig en blind, tjenstgorende romersk legionær end en blindfodt Odins-son. Men selv om dette ikke var så, selv om Hoders blindhed havde hort med til den oprindelige forestilling, så vilde det, at det danske sagn, som det lod ved år 1200, ikke kendte denne blindhed, dog vel aldrig kunne tjene som bevis for, at alle de mytiskeeddakvad, som heller ikke kende den, ikke kunde 400 år for den tid have været bekendte, måske endogså digtede i Danmark«. Min her udtalte tvivl om ælden af forestillingenom «en blindfødt Odins-son» vil dr. Jessen nu forst afvise med sin erklæring (s. 231): at dette er netop «talt lige ud af mytologiens og poesiens ånd», som han altså må tro at have særlig forpagtet; men han leverer da også beviset for, at hvad Snorre har om Hoders blindhed er taget lige ud af et oldkvad, ved ud af Snorres prosa at lave dette "klingende vers» (s. 237):

wl'vi at ek se eigi,
hvar er Baldr,
ok fat annat, at vapnlauss em ek».

Hvis dette ikke skulde være nok, henviser han yderligere (s. 231 anm.) til «en enojet Odin, en tjenstgorende Odinssonuden hojre hånd og en fornem gud uden sværdet«. Herved må imidlertid bemærkes, at ingen af disse tre skavankerer noget oprindeligt; men myterne vide at fortælle, hvorledes disse mangler opstode, som beviser på det slid, der stadig gik af guderne, og som varsler om deres endelighed;så de afgive næppe nogen passende analogi til «en blindfødt Odins-son». Eddakvadenes tavshed om dette punkt synes mig fremdeles at begrunde en stærk tvivl om

oprindeligheden af denne forestilling, som der var lejlighed nok
til at nævne, både i Voluspå 33 og i Vegtamskvide 10-11.

Når dr. Jessen fremdeles, i sit forsvar for Snorra-Eddas bogstavelige troværdighed, vil belære mig om, at Thors østerfærder ere vel kendte af eddakvadene og derfor triumferende udbryder (s. 249): «Der kan da aldeles ikke være tale om modsætning mellem kvadene under ett og fortællingerne under ett, endsige om modsætning af den art, som herr dosentens lære kræver; den falder sammen«; så er det en kamp mod hans egne vejrmoller; ti atter her, ligesom tilfældet var med «Balders bålfærd», har jeg kun sagt, hvad vistnok alle (måske med undtagelse af dr. Jessen) ville indromme: at den udførlig udmalede skikkelse, hvori Thorssagnene foreligge i Snorres Edda, den viser tilbage til en senere, mellemliggende, formodenlig kun i prosa udført behandling og hviler ikke umiddelbart på tabte oldkvad af samme art som dem vi kende, ikke engang som Hymeskvide, der dog kommer dem nærmest. Det er ellers ganske morsomt at sammenligne den iver, der nu er kommen over dr. Jessen for at hævde hvert ord i Snorres Edda, med udtalelser som disse i hans umiddelbart forudgåede Nord. gudelære (s. 11 og 12): "Forfatteren til Gylveginning ses både her og andre steder at fortolke gamle viser temmelig på må og få, så at man ikke kan tillægge hans mening om tvivlsomme ting stor vægt. . . . Man ser, at han i det hele øser sin kundskab af hedenske viser, men at han ikke altid opfatter dem ret. Derfor må en del deraf bruges varsomt«.

Dr. Jessens andet bundt «småting« angår formentlig »norsk og islandsk natur« i oldkvadene (s. 250-52). Herved kan jeg fremdeles henvise til, hvad jeg derom har sagt i min anmældelses.72-77, (570-75), og skal endnu kun anmærke

følgende. Dr. Jessen har her overalt (tildels uden at henvise til kilderne) anført de pågældende steder i sin egen danske oversættelse, der ingenlunde altid er rigtig. Han nævner »fyrr», «birk»; hvorfor ikke også: lind, lon, alm, abild, hassel, tjorn, asp, ask, vidje osv.? Og hvorfor ikke: aks, hvede, hor, gødede agre, tørveskær, øksne for ploven, vogne, hjorte osv.? Han nævner «j6kler» og «de glymmende (dronende) jokler»; men dette beror på urigtig oversættelse. På de to steder, hvor ordet «j6kull» forekommer i den ældre Edda (Hym. 10. Sig. 111, 8), betyder det ikke isfjæld eller isbræ, men istap (jfr. dansk «hus-egel»). På første sted hedder det om havjætten Hviner, der kommer fra fiskefangst:«hangik ind i salen, istapperne klang (glumdu joklar), den kommende gamles kindskov var frossen«. På sidste sted bor åbenbart ikke med dr. Jessen oversættes «Brynhildspasererene mellem is og jokler»: ti intet tyder ellers på, at man tænkte sig Sigurdssagnets skueplads hensat til polaregne; men det må oversættes: «Ofte går hun ud, fuld af ondt, af is og istapper» o: af had og avind (jfr. Finn Magnusen Den ældre Edda, IV, 63; Bugges Sæm. Edda, 5.248). Dr. Jessen nævner fremdeles "hede kilder«. Sådanne findes som bekendt lige så lidt i Norge som i Danmark, men alene på Island. Det eneste sted, han her kan sigte til, er «hvera lundr» i Vspa 36, navnet på det sted, hvor Loke ligger fængslet. Så skulde altså også Voluspå være digtet på Island, hvad vist ingen uden forf. vil tro. Men om end hverr nu ganske rigtig på Island kan betyde en varm kilde, så betyder ordet jo dog egenlig en kedel og findes i denne betydning jævnlig i de eddiske sange, ett sted endog (Hym. 27) om en bjærghule; og dr. Jessen har selv i sin oversættelse af Voluspå (Nord. gudelære, s. 69. 119) gengivet Iwera hindr ved «Hværclund d. e. Kedellund».Hvorblive

lund».Hvorblives§, de «hede kilcler» af? Havamals «ren pa tofja^ld", indromrner dr. Jessen jo selv, herer (som jeg liar sagt) til senere indskud og kan altsa ikke paberabes som bevis for hele digtets hjemland. Mr det hedder (s. 251) at «Norge» omtales i kvadet om Holge Hjorvardsson, da er dette (hvad jog ogsa for har oplyst) en fejltagelse, eftersomdet<or noregi» der star i dette digt (v. 32) oprindeligkunkan have skullet betyde: fra norreleden, nordfra tjfr. a nordrvega Hund. I, 4): ti det er aldeles klart, at dette sagn ikke er stedfaestet i Korge, men snarere midt inde i Tyskland. Dr. Jessens sitat «Nu springer laksen over mangen foss» kan jeg ikke finde i Sig. II; men maske det er en fri oversa,'ttelse af v. 2, hvor Andvare i geddelignelsesiger:margan hefik fossum farit. At det skulde vsere et bevis for norsk eller islandsk oprindelse, tor dog nappe siges; ti ordet «foss», som ogsa bruges to gange i Voluspa, er ikke noget saerlig norsk og islandsk ord, men fsellesnordisk; det star i Ostgoteloven og kendes endnu i svenske landskabsinal og stedsnavne, maske ogsa i danske (som Fossinge, Forsom), og Anders Arrebo siger: «strummen ... som tusind fosse fused". Dr. Jessens sidste bevissteder eredisse: «Gudrunvil sagaerne brsendes som birkeved, hvor en dansk dame snarere havde t;?nkt pa Itogebrrende eller torv; Gudrun ligner sig selv ved en fyrr uden kviste, hvad en dansk dame eller dansk digter ikke vilde sige for alt i verden». Som en folge heraf ma, efter dr. Jessens erklsering pa de danske darners og digteres vegne, alle eddakvadene have norske eller islandske forfattere!

Den tredje flok af dr. Jessens «strøbemærkninger" angår
"sprogformen) i den ældre Edda. Her skulde forfatteren jo
have sin stærke side; men hvad han her har ydet er rigtignokmeget

tignokmegetsvagt, og- det ulyksalige «hastværk« har efter
ordsproget her givet lastværk.

Den første sprogbemærkning angår det af mig i forbigående s. SGB-70 (70-72) oplyste forhold: at stavrimet på en del steder i den ældre Edda kræver forlyden rr, hvor nu teksten,overensstemmende med norsk og islandsk sprogbrug så langt tilbage som 10de eller endog Ode årh., har r, med bortkastelse af t; og at dette sidste var så, påviste jeg ved en række vers af den tids hovedskjalde; medens vr som forlyd kun var fundet på to steder i benævnte skjaldes vers, nemlig ett af Brage og ett af Egil; men «cla begge disse [og alle samtidige] skjalde på andre steder bortkaste y foran r, så kan en enkelt benyttelse af den ældre form da kun vise, at denne var dem bekendt fra ældre digtning og endnu kunde bruges i en snæver vending, eller hvor man ønskede at anvende en alt tidligere yndet ordfojning», og jeg henvisteda til stedet i Snorra-Edda (11, 134), hvor brugen af t foran r omtales som forældet skjaldeskik. Jeg gjorde gældende, at de oldkvad, hvori vi måtte læse eller forudsætteet vr, viste ud over særlig norsk-islandsk og tilbage til fællesnordisk sprogform; men jeg tillod mig ingenlunde deraf at uddrage nogen slutning angående vedkommende kvads hjemsteder; jeg lagde, som udtrykkelig bemærket, «fra mit standpunkt ingen videre vægt herpå«, men indskodkun denne påvisning for dermed, at belyse overfladiskhedeni Keysers argumentatjon, når han af sproget i oldkvadenevilde bevise deres udelukkende norskhed. Efter Keysers argumentatjonsmåde måtte nemlig Tr i kvadene blive bevis imod deres norskhed, medens r for vr «vilde i det hojeste kunne bevise, at disse steder i den senere norske eller islandske traditjon [hvorigennem digtene jo ere nåte til opskrift] havde undergået nogen ændring fra det oprindelige,

hvorimod ?r ikke vel i Norge eller på Island kan være indbragtefter det 10de årh.» Jeg gjorde fremdeles opmærksompå, at Atlemål tre gange rimer r i ord, som oprindelig have haft vr, og var derfor tilbøjelig til at antage dette kvad for digtet i Norge sidst i 9de årh., da skjaldene alt havde begyndt at slippe r foran r, som til den dag i dag er tilfældet i det norske folkesprog, undtagen i Telemarken.

Skont disse mine bemærkninger kun bleve gjorte i forbigående, og uden at jeg byggede noget på dem, så synes dr. Jessen, som sproggransker ex professo, dog ikke, at han kan gå dem tavs forbi. Han har rigtignok ikke noget at rette ved dem, men gor kun et mislykket forsøg på at stille mine fakta på hovedet, for at få dem til at sige noget andet, end de i virkeligheden gore. Jeg må da tillade mig her at dvæle lidt ved dette punkt, for at hæve det af forf. indbragte vilderede. Dr. Jessens orakelsprog lyde således:

1) «1 Island og dele af Norge blev forlyd vr til r, vel omtrent
fra lOde arh. af. 1 dele af Syd-Norge siges enduu
vr (vrang, *?ret)».

Uette er, som man vil se, netop det samme som jeg liar
oplyst.

2) «r for vr i stave er da afgurende bevis for norsk-islandsk
oprindelse og sen tid».

Dette har jeg ikke sagt, men det er også aldeles uforsvarligt;ti det er for det første indlysende, at enkelte yngre former og udtryk (altså også rim) i et digt, som notorisk har levet i mundtlig traditjon (sidst på Island) i flere rhundreder,for blev optegnet, umulig kunne afgive «afgorende»beviser for digtets oprindelige tid eller hjemland; da det altid er muligt, at netop disse mærker af en yngre tid skyldes senere ændring, noget der jo er uadskilleligt fra al traditjonel literatur; og der er for det andet, som

straks skal vises, god grund til at antage, at v foran r i
nogle ordrødder er bortfaldet meget tidlig, så at alle
nordiske sprogarter ere enige om bortkasteisen.

3) «vr i stave er selvfolgelig ikke bevis for dansk oprindelse eller gammel tid. Tr og r for rr i samme kvad viger nsermest overgangstid (lOde arh.?), med mindre vers er optaget fra seldre digte, eller aeldre ordformer er brugt ved vilkarlig efterligning af seldre brug».

Hvad heraf kan forsvares er lige skrevet ud af min anmældelse, hvor også er henvist til det samme sted i Snorres Edda, som dr. Jessen her anfører. Men hvad heraf horer dr. Jessen til, det holder ikke stik. Ti dersom vi også fandt (hvad vi ikke finde) det ældre vr og det yngre r (for vr) i samme digt, så turde heraf ingenlunde udledes, at begge dele vare lige oprindelige i digtet; der vilde da være storst sandsynlighed for, at den ældre form var den oprindelige i digtet, og dette altså ikke yngre, end at den kunde være brugt; den yngre form derimod matte antages for indkommen som senere ændring i traditjonen. Dette er noget, hvorpå jeg har haft god anledning til at blive opmærksom ved sysselsættelse med 12te, 13de, 14de århundredes folkeviser, således som de foreligge i 16de og da endnu mere som de fremtræde i 19de århundredes opskrifter. Sagen er så simpel, at det er mærkeligt, at dr. Jessen kan drage så bagvendte slutninger.

Dr. Jessen optræder derpå som regnemester. Jeg har s. 569 (71) anført ti steder i eddakvad, hvor rimet er forstyrret ved den norsk-islandske bortkastelse af v foran r. Af disse udskyder dr. Jessen to (£rym. 1 og Akv. 19), fordi man til nød kan hjælpe sig med én støttestav. (Sandsynligheden bliver dog for at læse vrei&r og vrdku, især da Akv. andensteds afgjort har haft vrei&i). Men 2 fra 10 giver Bog ikke,

som dr. Jessen regner (s. 254), «seks», og da lian gor opmærksompåett tilfælde til, som fattedes hos mig (Sigrdr. 27 = Fåfn. 17), så måtte han altså få mindst ni og ikke syv eksempler herpå, foruden det i Sularljoo. Ku findes der endnu ett sted (Fafn. 30, der ligesom Sigrdr. 27 er = Fåfn. 17), og disse ti (tolv) tilfælde af oprindeligt ?r findes i Håvamål, YafpruOnismål, Lokasenna, (Prymskvida), Fåfnismal,Sigrdrifumalog AtlakviOa*). «Dette er særdeles meget efter omstændighederne«; ti af sikre eksempler på det modsatte,detyngre: r for vr, har dr. Jessen alene de tre (ikke som han siger «fire») af mig påviste i Atlamal (rengdi. ?'eid?; reidi), samt to af dem, som han påviser i Gripcsspå (Sig. I, 20 og 49: reidi), altså i alt fem steder, og det i to digte, som man forud var enige om at regne til de yngste. Dr. Jessen har nemlig ingen ret til at medtage som særlig norsk - islandsk tabet af v foran r i rog og rægja. som jeg s. 570 (72) anm. har påvist i flere eddakvad. Denne ordslægt må have tabt forlyden v såre tidlig, da vi ikke alene, som dr. Jessen véd, have nysvensk roja, men også ældre svensk roghia: angive, anklage (Kydquist, 111, 101); det synes da at være en meget gammel anomali, der dog ikke er enestående, men har sit sidestykke i mindst én anden ordslægt med oprindeligt rr, som dog både i Dansk og Svensk, så vel som i Norsk og Islandsk, har tabt forlyden v. Det er den rod, hvoraf tillægsordet rask er udgået. Stammeverbet er gotisk vrisqan (vrasq, vrusqans): at bære frugt. Lidende tillægsform af dette udsagnsord findes i oldn. roskinn: moden (om mennesker:fuldvoksenog i fuld kraft), hvoraf at rosknask: at komme til mandsalder! Fra fortidsformen udgår tillægsordetoldn.rosfer (bojningsæmne: \p\raskva), vort rask (med

---

*) Endnu et Ilte (el. 13de) tilfælde er «yd* for vrd i Håv. 26, dersom Gudbr. Vigfiisson og Bugge have ret i deres foimodning.

grundbemærkelse: moden), hvoraf oldn. at roskvask: at komme til modenhed. Hermed kan jævnføres det danske at raske sig (om dejg): at Løfte sig (egl. vel: at modnes), samt formodenlig også norsk tillægsord rysk: nfuldvoksen, og svensk tillægsord rysk: gal, dumdristig, begge at henføre til nutidsformen, med birjnmgsæmne [v]riskva. Det er da ikke blot i sin orden, at vi finde ord af denne slægt rimede som r tre gange i Atlemål (51 og 90: Eoskr ttik at ræOa; GI: roskr munk l>ér reynask) og én gang i Egils Sonartorrek (11: ef sårandviår roskvask næ3i); men selv hvor det samme forekommer i Rigsmål (1: ramman ok roskvan Kig stiganda) tor dette, om man vilde antage ordet for oprindeligt på dette sted, dog ikke anføres som «afgørende bevis for norsk-islandsk oprindelse og sen tid», eftersom denne ordslægt, ligesom den nys omtalte, hvoraf rog, rægja, har tabt sit r både i Dansk og Svensk. Mærkeligterdet derimod, at en form på vr dog endnu efter al rimelighed kan påvises på ett sted hos en norsk skjald fra 10de årh., nemlig i navnet Roskva på det eneste sted det forekommer i vers, i de linjer af Eiliv Gudrunsson, der anføresiSnorres Edda I, s. 254:

EeiOr stoD Rosku brdSir,
vii gagn faOir Magna.

Man har på grund af den tilsyneladende rimløshed antaget disse to linjer for ej oprindelig at hore sammen*), og jeg har i henhold hertil i min anmældelse s. 568 (70) anført den første linje blandt gamle eksempler på r i reidr brugt som rimstav, fordi jeg da endnu ikke var bleven opmærksom på, at også Roskva må have haft oprindeligt rr. Nu antager jeg det for vist, at vi bor læse:

---

*) »Nonneeesse est hos duo versus inter se cohæiere». Sn. E. 1. c.

VreiQr st6s Vrosku brdSir,
Tii gagn faSir Magna.

Dette eksempel havde altså haft sin rette plads hos mig
s. 570 (72) i anmærkn., som et tredje sted i Snorres Edda
med denne arkaisme.*)

Kår dr. Jessen fremdeles rykker i marken med seks nye tilfælde, hvor oprindeligt yt i eddakvad formentlig rimes som r, nemlig én gang Rati, én gang .Ratatoskr og fire gange at rata, så er han atter uheldig. De to mytiske navne, hvis etymologi man ikke kender, ere naturligvis übrugelige som beviser; derved bortfalder Hav. 106 og Grimn. 32**); rata i Grip. 30 har intet at gore med gotisk vrafon (vandre, rejse), men er = hrata (styrte, snuble), og de tilbageståendetre eksempler: Hav. 5 og 17 og Alv. 6, der vise den faste forbindelse af vi&a (v)rata, ere ikke bevissteder, fordi, som dr. Jessen også indrommer i en anmærkn., det «ikke er aldeles uhørt», at hovedstaven dubleres. Nej, det er rigtignokikke uhørt i eddakvadene, hvor der findes vel 100 eksempler derpå!***) I forbigående kan ellers anmærkes, at rata måske har delt skæbne med rog og roskr og tabt sit t meget tidlig. Dette vilde være bevist, dersom det er dette ord, vi have på to af de ældste danske runestene (Glavendrup og Tryggevælcle, se min anmældelse, s. 600 [102]), samt på den

---

*) Forst efter at dette var bade skrevet og sat, ser jeg, at Save bar gjort den samme bemaerkning i De starka verberna i Dalskan och Gotliindskan (Upsala, 1854), s. 6-8.

**) Den sandsynligste tydning af de to navne er vel den af Bugge i Edda-udgaven foreslaede: af sanskr. RAD (lat. rodere) o: fodere, findere; altsa. ■ Gnaver« og «Gnavetaud".

***) Sal. Vspa 1. 13. 3G. J>ryms. 7. 25. Hym. SO. Lokas 2. 3. 4. 13. 14. 30. 36. 40. 41. 57. 59. 61. 63. Harb. 9. 20. 29. 51. Skirn. 8. 14. 17. 18. 22. 23. 24. 25. 34. Vaf])r. 3. 12. 18. 29. 35. 44. 46. 48. 50. 52. Grimn. 25. 26. 34. 3G. 39. Alv. 2. 16. Hav. 10. 11. 14. 17. 27. 33. 38. 42. 43. 53. 71. 75. 104. 10'.). 112. 162. osv. osv.

skånske Glimminge-sten (Stephens, s. 701-2), i det ellers
uforståede rita eller rata, der endogså på det ene sted
danner stavrim på r.

I anledning af dr. Jessens famlende bemærkninger (s. 255) om, at der ikke tor antages oprindelig forlyd af y i 6&inn og ulfs, hvor de rime med val og Vi&arr, skal jeg kun oplyse, at det har jeg heller aldrig sagt, fordi det længe har været mig klart, at v, i oldtiden udtalt w, på mange steder i eddakvadene rimer vokalsk (halvselvlydene oprindelig regnede som selvlyd); så grunden er ikke den, at »somtid forsommes stavene», og «stavene kan netop va>re forsomt». Dette forhold har da ikke modtaget nogen ny belysning fra dr. Jessens pen, og jeg kan fremdeles henholde mig til, hvad jeg i så henseende har oplyst.

Om forf.'s øvrige sproglige strøbemærkninger kan jeg fatte mig kort. Der er nu denne: «I Hårbardsvise bruges vedhængt kendeord tit, omtrent som i islandsk prosa. Den er altså meget ung». Denne slutning er altfor hastig. Forf. indrommer, at vedhængt kendeord (bestemt artikel) ellers undgås i oldnordisk digtning, og det vedvarer lige til 14de årh. Men hvoraf véd han, hvor tidlig denne form kan have været tilstede i daglig tale? Og det er jo netop karakteristisk for Hårbarsslj6s, at dette ægte komiske digt, som lader de to hovedguder Oclin og Thor optræde under meget beskedne forklædninger, samtidig med at det med stor finhed véd at fastholde og åbenbare deres egenlige mytiske væsen, det har også kendelig nedstemt sin diktjon og sprogtone til hverdagstalen, ligesom det også i sin meget frie vekslende verseform indskyder prosalinjer. Dersom altså den hverdagslig prosaiske brug af bestemt form i navneord skulde hore digtet oprindelig til (det findes 17 el. 18 gange i det, ellers kun 1 gang i Vspå, 2 gange i Lokasenna, og i

alle lieltekvadene tilsammen kun 5 gange), så vilde vi heri have et mærkeligt bevis på denne forms hoje ælde. Men det vilde være letsindigt at beråbe sig herpå, da det jo er aldeles uvist, om den ikke (hvad vel er det sandsynligste)er senere indbragt, til forhojelse af den komiske virkning. Der vil mere til for at bestemme et gennem århundreder traditjonelt bevaret kvads oprindelige alder, end en sprogform i den foreliggende optegnelse, især når denne sidder så lost som den her omtalte. Digtets hele karakter synes at forbyde os at tænke på en kristen forfatter. Den fyldige anskuelse af de to guders personlighed, hvorpå digtet hviler, og den sosiale partifarve, det ruber: som en Odinsdyrkelsenspolemik mod en ensidig Thors-forgudelse, synes alene at kunne udgå fra stillinger og stemninger indenfor hedenskabet; og når digtet er så gammelt, kan det dog ikke rask væk kaldes «meget ungt».*)

Den næste aldeles losrevne strøbemærkning er denne: "Volvespå har ord komne fra latin: lafla (tabula), dreki (draco); ligeså Volundskvide: gim (gemma), der mulig også er tilstede i Volvespås Gim-lé? Det latinske ord kalkr (calix) forekommer i Hymeskvæde og i flere af heltekvadene». Dette er igen »hastværksarbejde«. Der findes i eddakvadene flere latinske (eller græske) ord end tafla, dreki, kalkr (tafli Kigsm., tefla i Yspa, sigli i Lokas. og Sig. ll], kista i Vol., Sigrdr. og Atlam., kanna i Eigsm., kelill i Hav., Hym., Gusr. 111, soåull i Vegt., Skim., HyndL, Vol., Hund. I, GuSr. I og 11, Oddr., Akv., måske også mækir i Hav., Grimn., Skirn., Lokas., Vol., Akv., Hamd., vin i Grimn., H\m., Kigsm., Sigrdr., Akv.,

---

*) Forf. kalder et andet sted (s. 261) Hårbarsslj6(s »et som helhed taget mat og intetsigende produkt, vistnok islandsk". Som modvægt mod denne dom kan henvises til R. v. Liliencrons ypperlige udvikling: »Das 'Harbardslied«, Zeitschr. f. deut. altert. X, 180-96.

Hamd., samt bjorr i de fleste kvad, dersom det skulde stå i forbindelsemed latinsk biberé); men gim iVolnndarkv. er derimod ikke = gemma, men betyder der som ellers ild, og samme ord findes da vel også i Gim-lé = Gim-hié. Men hvad vil så dr. Jessen bevise med denne bemærkning? Skulde latinskordlån være bevis for ny tid,, for middelalders sprog? Skulde navne for brætspil, kister, våben, smykker, drikkekar og drikkevare ikke kunne være fulgtes ind med selve tingene, som vi jo tildels finde af romersk arbejde indforte i Danmarkså tidlig som 3dje århundrede? Og så gamle vil da endikke jeg gore kvadene.

Dr. Jessens sidste strøbemærkning om «sprogform» angår heltesagnenes navne: «Ved hjælp af navnene har man (J. Grimm, MiUlenhoif, liaszmann) for længe siden godtgjort, at Volsimge- og Gjukunge- og Volund-sagnene er lånt fra tyskerne«. — Dette kan da ikke skulle være nogen «indsigelse» mod min anmæklelse, hvor det indviklede sporsmål om de forskellige heltesagns sandsynlige hjemlande ikke er drøftet, men hvor det dog i forbigående bemærkes s. 598 (100), at «der også efter bosættelsen [o: den goiiske folkestammes bosættelse i Norden] har fundet indvirkning sted både fra den i Norden foregåede udvikling på de syd for -Østersøen boende gotiske folk og omvendt fra disse på Nordens beboere. Der har uden al tvivl endnu indenfordet hedenske tidsrum fundet en gensidig påvirkning og udveksling sted mellem de forskellige grene af stammen, så at langt fra alt hvad der lindes både her og hist kan have tilhørt tiden for adskillelsen. De samme stromninger, som have ført heltesagn om Hedin og Hogne, om Hjarne og Frode fra nord til syd, kunne have medbragt mytiske sagn og forestillinger; og de stromninger, der have båret dele af Volsung-Gjukung-sagnet fra syd til

nord, kunne ligeledes have båret mytiske frøkorn. Kun så meget er klart, at denne indbyrdes påvirkning ikke har taget vejen om ad «Trom s -kirke«, men er foregået umiddelbartmellem de nord- og syd - gotiske folkeslag, der — til lands eller til vands — vare naboer på hele strækningen fra Ejder til "Weiehsel".

Jeg har altså langtfra at benægte ligefrem indrommet tysk indflydelse på Nordens hedenske digtning; men hvad jeg ligeover for de norske påstande stræbte at hævde, var den overvejende sandsynlighed for, at de forefundne nordiskefolkelige besyngelser af disse sagn, ligesom de lignende,vi have eller (fra Saxo) vide om af mange andre, for en stor del netop særlig danske oldsagn, fornemmelig havde hjemme i Danmark og ikke i Norge. Skont det derfor ikke videre vedkommer sagen, må jeg dog anmærke, at hvad dr. Jessen her med sædvanlig sikkerhed har fremsat,er dels urigtigt, dels meget usikkert. Det er nemlig bekendt, at egennavnes form ikke altid holder skridt med sprogenes lydudvikling, men at de dels kunne fastholdes i ældre former, end tilsvarende ord vilde frembyde, dels kunne, om end udgående fra en fælles grundform, dog i de forskelligesprog omformes på uorganisk, vilkårlig måde, efter det enkelte sprogs smag og analogi. Det er derfor rent vilkårlige påstande, at «Hamåir er taget af tysk form Hamideon*) at «llld&vér er fordrejet af tysk Hlodwic», og «Sin-fjotli af Sintar-fizilo» osv.; og det er ligefrem urigtigt,at «Erpr er tysk form for Jarpr (jfr. jarpskamr i Hamdismål)»**); eller som det hedder s. 280: »formen Erpr

---

*) Ilamfiir egl. vel Bampér; jfr. Sigpér, Hjdlmpér, Eygper, det sidste svarende til oldeng. Ecg-f)eow. (Se Bugges Sæm. Edda, s. 390 •■)

**) »jarpskamr« er ingen ting; ved mit •huskud«: jarpskor (iarp sca/r for «iarp scar») er der kommet mening i det.

viser lån yngre end den tid, da den særlig nordiske lyd ja fremkom, da navnet ellers havde deltaget i denne udvikling«; ti navnet Erpr forholder sig til tillægsordet jarpr netop ligesom berg til bjarg, bera og bersi til bjorn, fell til fjall) spell til spjall, gefa til gjofa Gersr til gjord, det er: som «svækkelse i' til «brydning».

Det var nu angående «sprogform», hvori dr. Jessen jo skulde have sin styrke. Jeg har derfor dvælet noget længere derved, end det ellers vilde været fornødent; og jeg tor da tage mig det noget lettere, hvor forf. kommer ind på enemærker, hvor han aabenbart er mindre hjemme, som når han derefter drøfter «form, fremstilling, stil, udtryk m. m.» ide meget omtalte eddakvad. Det er jo harmeligt, for hvem der længe med alvor og kærlighed har beskæftiget sig med disse ærværdige lævninger, at se de affejende hastværksdomme, støttede på flygtig og unojagtig iagttagelse, hvormed dr. Jessen tror at kunne bestemme disse oldkvads alder og poetiske karakter, og hans strøbemærkninger herom fortjente egenlig ikke nogen alvorlig imedegåen; men som forholdene ere, tror jeg dog at måtte påtage mig at vise overfladiskheden i en del af disse domme.

Dr. Jessen vod ikke (s. 257), om man kan kalde formen i Hamdesmål, Atlekvide og Atlemål for vers. Det er en mærkelig strænghed ved siden af den store nojsorahed, som ellers lader forf. finde vers overalt, hvor han blot kan finde et par rimstave, og de savnes da ikke i noget af disse digte. Men det er «den slette takt», som her støder hans fine ere. Denne anke beror på en fejl ved øret; ti i disse kvad have vi den ejendommelige udvidelse af almindelig «kvisuhåttr» (fornyrsalag) til den såkaldte «malahattr», der dog kun er helt gennemført i Atlemål, hvor takten netop er overordenlig fast og kendelig: vi finde her overvejende

den samme treleddede takt som i almindelig «drdttkvsedr hattr», og ligesom der have vi i Atlemal stadig kvindelig udgang i liver linje. Vi have altsa her en verseart, der kendelig danner overgangen mellem det episke toleddcde folkevers (kvifluhattr) og det kunstige drapevers; og dette overgangsstadium giver sig ogsa til kende ved den store msengde af de for kunstdigtningen ejendommelige ind-rim, der dog her endnu fremtraede tvangfrit, som overgang til den regelrette anvendelse. Enkelte indrira (ligesorn enkelte enderim) forekomme vel sporadisk i de ileste eddakvad, og linjer som disse i Voluspa:

(31 j Skuld belt skildi

(Gl) niDs okvidnum

(57) bjartr at Surti

(G7) Hropts sigtoptir

kunne ikke være rene tilfælde: denne samklang er hort og folt og for så vidt tilsigtet, skont ikke søgt, fordi den kun toges med, hvor den af sig selv frembod sig. Men i intet andet eddakvad fremtræder indrimet i en sådan hyppighed som i Atlemål:

3 lag keyråi lion orsa
4 rengdi pær Vingi
7 fellskat saDr svisri
7 s> sti um Jiorf gesta
6 baru idjul) inærar
11 fardu i sinn annat
12 esr valda aftrir
13 allar 'ru illiiSgar
13 [)utt ver dgn fregnim
14 efta^ ella hræsumk
20 liftr hver ræQa
21 var |>ar sains dæmi
22 gengir pii at hanga
30 lieiri til varu

34 ser res hann litt eira
39 ella heåan biOiO
44 ef hofduQ aftr n'tOit
44 lifts var sa ydars
52 sem Jjeini hugr dygDi
53 fl«iOi vollr bl6si
55 en hog^nir tveir liggja
61 glaSr munk Itess hifra,
03 er skyldi vås gjalda
OG rekkum rakklåtum
GG kvol hann vel hokli
G7 ai sndtir gretu
73 lekum leik margan
78 bannar pat manngi

81 attu slikt at fretta
87 friQra vil ek daufia
90 kendi bnitt benja

97 l»()tt ek }>at litt rekja
97 heldr var ek hceg sjaldan
100 strangt var angr ungri

Jeg tror således, at man med fuld foje kalder Atlemål for vers, og at disse vers netop have særlig betydning for den her naturlige og rigtige liter ær historiske betragtning af den gamle digtning: som bevis på, hvorledes det, der på senere udviklingstrin fremtræder som bevidst kunstmæssig fordring, ingenlunde fra først af beror på vilkårligt indfald, men har sin rod i en folkelig formsans, der mere übunden kommer tilsyne i en ældre tids niere kunstløse frembringelser. Og netop det samme gælder om det i den oldnordiske digtning så stærkt fremtrædende billedsprog, den poetiske omskrivning, de såkaldte «kenningar», som dr. Jessen også ser så mærkelig fejl på.

Det hedder nemlig (s. 257): «De kunstige sogte tkenninger'(omskrivninger) viser altid sen tid. De råder i Hymeskvideog i heltekvadene (undtagen Volundsvisen); Alvismåler en liste på t^kenninger', men ikke almindelige, og åbenbart parodierende. I heltekvadene kommer omskrivningerne*)på en påfaldende, plump, smagløs, hensigtslos måde, så man tydelig mærker, at digterne var vant til dem i digtarter, hvor de bedre passede, og at de netop på grund af vanen ikke kunde bare sig for dem, hvor de aldeles ikke passede. De bedre af gudekvadene er fri for dein». Denne

---

*) En hertil knyttet anmærkning giver nogle eksempler. Vi finde her det sædvanlige hastværk; ti gylfi og ægir ere ikke «omskrivninger > (kenningar) men poetiske ord (okend heiti), og hlidfarmr (ikke »JrfØfarmr«) Grana er dér livor det står (i Oddranargratr) heller ingen omskrivning, men at forstå ligefrem efter Ordene: Gunnar bød Atle "femten gårde og Granes ladning« o: drageguldet, for at få lians søster Oddrun til ægte. Og »benv'ond« er ingen ting; det hedder da benv'ondr.

tanke, at de eddiske heltekvad skulde være forfattede af norske eller islandske digtere, af dem vi kende eller af deres samtidige, enten fra 13de eller fra 10de årh., viser sig ved enhver nærmere undersøgelse som aldeles uholdbar, og jeg vil i det folgende komme tilbage ti) dette sporsmål; her skal alene dvæles ved det af dr. Jessen fremdragnepunkt, for at vise den mærkværdige løshed og upålidelighed af den nys anførte dom om omskrivningens optræden i eddakvadene. Når forf. her og oftere taler om «sen tid», hvad er så meningen dermed? Jeg fatter det ikke. Er Ode og 10de årh. sen tid? Det kan dog næppe være meningen. Men det véd da enhver, der kender noget til oldnordisk poesi, at hvad man kan kalde »kunstige, søgte kenninger» er ingensteds stærkere fremtrædende end i digte af de ældste navngivne skjalde, som Brage, Thjodolv, Eiliv Gudrunsson, Ulv Uggeson. Ingen kan dog mene, at denne smag, der her er dreven til en yderlighed, som nutidens læsere (udenfor Island) have ondt ved at fatte og værre ved at skatte, den kom først til verden med hine det 9de og 10de rhundredesnorsk-islandske Det kan dog ikke betvivles,at den er meget ældre, at den alt længe forud havde været anvendt i de nordiske folks digtning, inden den nåde den overvægt og den overdrivelse, hvorom de ældste historiskeskjaldes vers bære rigeligt vidne. Vi måtte paa forhåndvænte, at dersom vi skulde være i besiddelse af en forud for den ældste historiske, norsk-islandske skjaldesang liggende digtning, så vilde vi i den finde den samme poetiskeomskrivning på et mere primitivt stade. Og det er jo netop, hvad vi finde i Eddas kvad, og dette bliver da netop én af grundene til at hævde deres hojere ælde.

I alle den ældre Eddas mytiske kvad — med undtagelse
af Hymeskvide, som jeg også netop derfor i mit af

dr. Jessen angrebne skrift*) tillagde en yngre oprindelse, samt i det anomale digt Alvismål, hvorved her ikke skal dvæles — er omskrivning så godt som ganske indskrænket til simple toleddede betegnelser for guder og andre mytiske væsener og enkelt-genstande. Selve de mytiske navne ere jo tildels sådanne kenninger: Ygg-drasill, Herja-fo&r, Farmat#r,og væsenlig på samme primitive trin stå de andre omskrevnebenævnelser: Ods mø = Froja, Beljes banemand= Froj, Balders fjende = Hoder, Fjorgyns, Hlodyns, Odins son = Thor, Bylests brodér =Loke o. s. v. Udenfor denne klasse af omskrivninger findes i alle de mytiske eddakvad (med de to nævnte undtagelser) kun disse: himlen kaldes i Voluspå vind-hjem (vindheimr), ilden sammesteds (om tydningerne ere rigtige) grenenes ulykke (sviga læ) og livs-kueren (aldmari); hovedet kaldes i Lokasenna hærd e-klint (herSaklettr), klippen i Skirnesmål orne-tue (arabiifa), og sorgen sammesteds måske glædes-brud (susbreki), det sidste dog meget uvist.*) Hymeskvide derimod har en rakke omskrivninger for forskelligegenstande: hav-hest, rulle-ganger, flyde-buk, vand-svin(logfåkr, hlunngoti, flotbrusi,briinsvin) for skibet, hjælm-stub, hårets hojfjæld, hornenes hojmark (hjålmstofn, skarar håfjall, horna håtun) for hoved, væskekoger,øl-skib (logvellir, olkjoll) for kedel, kind-skov (kinnskogr) for skæg. Selv dette er dog, sammenholdt f. eks.

---

*) S. 575(77): «Hymeskvide synes at høre til de yngre og- viser sig længere fremskredent end noget andet i brugen af billedsproget, altså i den retning, der siden blev den herskende i den vistnok fornemmelig i Norge udviklede kunstpoesi«.

**) Det er Egilssons tydning; måske (med Bugge) at læse: sutbreki: sorg-brænding (jfr. oldeng. breost-wylm, cear-wylm, sorg-wylm, sar-wylm).

med Thjodolvs Ynglingetal, digtet i «fornyr9alag» endnu i 9de århundrede, en meget mådeholden og primitiv anvendelse af billedsproget; hvorfor man af den grund ikke behøver at antage Hymeskvide for yngre end fra begyndelsen af 9de århundrede.

Men det var jo særlig Eddas heltekvad, hvor dr. Jessen fandt omskrivninger anbragte «på en påfaldende, plump, smagløs, hensigtslos måde, så man tydelig mærker, at digterne var vant til dem i digtarter, hvor de bedre passede, og at de netop på grund af vanen ikke kunde bare sig for dem, hvor de aldeles ikke passede.« Ere da virkelig de eddiske heltekvad så overfyldte med omskrivninger? Ti om mængden må man dog kunne blive enige, om end ikke om smagen. I dem alle tilsammen er der omtrent ett hundrede, fordelte på henved 6000 verselinjer. Volundskvide har ingen (ti «byr sima» er næppe ret forstået), og heller ikke 3dje Gudrunskvad; Gripesspå, Brudstykket, Iste Gudrunskvad, Helrid og GuSrunarhvot have hver to; Atlemål tre; Helge Hjorvardsons kvad, Oddrunsgråd, Hamdesmål og Grottesang hver fire; 3dje Sigurdskvad og 2det Gudrunskvad hver fem; Sigrdrivemål otte; Fåvnesmål og Atlekvide hver ti; 2det Sigurdskvad elleve; Helge Hundingsbanes 2det kvad har tretten, og Helges Iste kvad har ni og tyve. Sidstnævnte oldkvad (V6lsungakvisa in forna), som næppe nogen anden end dr. Jessen vil antage for at hore til de yngste, har altså de fleste omskrivninger; men at det skulde være overlæsset eller betynget af dem, det vil næppe nogen sagkyndig og smagkyndig mene; og selv disse 29 kenninger i 460 linjer er da også langt mere mådeholdent, end Thjodolv var i Ynglingetal, der i 376 linjer har 70 kenninger. Og nu de omskrevne genstande og omskrivningens måde. Det er i Eddas heltesange fornem-

melig helten, kampen, skibet, guldet, kvinden, sværdet, blodet, ulven, ravnen, hjærtet, der således omskrives, samt nogle andre genstande, der i alt kun findes omskrevne én eller to gange (jætte, skjold, spyd, sår, lig, hest, hus, bølge, sol, himmel, jord, luft, nat, galge, sejl, bavn, fjæld, træl, tå, sod, fjendeson, edsbryder). Og hvor meget simplere er ikke denne omskrivning, end hvad vi ellers ere vante til i den kunstige skjaldesang! Jeg vil ikke tale om de gennemførte indviklede mørke bil-ledtaler, som det vrimler af i de ældste skjaldevers (Ragnars drape, Haustldng, Thorsdrape, Husdrape) eller om vidtløftigheder, som Brages halvvers, der i ett og alt indeholder en omskrivning af et navn: «han, som op på vindenes vidstrakte hvælving over mange mænds boliger slyngede skidisens faders qjne» o: Thor (som kastede Skades fader Thjasses ojne op på himlen, hvor de stå som stjærner, hvilket siges ligefrem i Hårbardssangen). Men hvor væsenlig forskellige ere ikke eddakvadenes simple. kenninger fra dem f. eks. i Thjodolvs i samme verselag forfattede Ynglinge tal! På nogle få undtagelser nær*) kende Eddas' heltekvad kun simple toleddede kenninger som kamp-træ, ring-bryder om helten, sværd-ting, egg-leg, spyd-storm om kampen, elvens lys, ormelejets ild om guldet, sejl-hest, vove-ganger om skibet osv. Ilden omskrives i alle kvadene kun togange: ved lindens våde og alt træs øder; medens Thjodolv har i Ynglinsetal ikke mindre end ni om-

---

*) Dobbelt-kenninger i heltekvadene ere knu disse seks: vignesta bol i Hjorv., Gunnar systra gogl i Hund. 11., naddéls bo6i i Sig. 1., brynbings apaldr i Sigrdr., eggleiks hvotusV i Gudr. 11., linnvengis bil i Oddr. Den eneste sådanne i et eddisk gudekvad er brjotr bergdana i Hym. — Men Ynglingetal har tre-tvnndne og fir-tvundne kenninger, som: okhreins logsis oddr, dagskjarr Durins nidja salvordiiOr.

skrivninger: skovens méntyv, hus-tyven, gård-ulven, gløde-ulven, land-tangens bide-sot, røg-skyderen, søens slægtning ogFornjots glohede son (hentydninger tiL myten om Fornjots tre sonner: Ild, Vind og Vand), samt Halv s donnende bane (hentydning til sagnet om kong Halv, der blev indebrændt).*) Og Ynglingetal har omskrivninger som disse: Slepnes måltids slyngestok o: en høtyve, oksens klinges tynde del, åg-renens sværds odd o: drikkehornet, Durins boms sals dagsky værge o: en dværg osv.

Og hvor spredt forekomme ikke hine heltekvadenes 100 kenninger ide 6000 verselinjer! Det er noget andet, end hvad vi ellers finde i skjaldenes vers, selv af de simplere digtarter, som i dette vers af Egils H6fuslausn:

Brytr bdgvita bj('»(sr hramiDpvita; muna hodd-dofa hringbrjdtr lofa; gladar flotna fjold vid FroOa mjold; mjok er hilmi fol haukstrandar mol.

(Hlndens stenes byder
bryder arm-bavnen;
ej mon ring-skifter
love skatte-gaerome;
ban mcd Frodes mel
glseder scmsends skare:
let hos fyrsten fal
or hoge-landets grus.)

Isår man kender eller dog burde kende disse forhold,
så burde man ikke, selv i hastværk, kunne komme med så
skæve og lose domme som den, jeg her har måttet imødegå.

---

*) Det kan i forbigaende bemserkes, at til sadanne fra beltesag-nene lante omskrivninger, hvoraf dcr findes flere i Ynglingetal, ligesom i Brages og i mange senero skjaldes vers (jfr. inin Udsigt over den heroiske digtning, s. 26-28), findes der intet spor i de eddiske sange; atter et lille rink oin, hvor vel overvejet det er: at det skulde vsure de sainme skjalde, som digtede eddakvadene, og som da ogsa i dem anbragte deres saedvanlige omskrivninger.

Og man burde endnu mindre kunne tale om, at omskrivningernei Eddas heltekvad «viser sen tid», når man, som dr. Jessen, dog også kender noget til den old engelske poesi og altså må vide, at f. eks. Bjovulvsdigtet fra Bde årh. vrimler af aldeles ligeartede omskrivninger, tildels endog de selvsamme som findes i Edda. Selv om man vilde vove den påstand, at Eddas heltesange som de foreligge vare lånegods fra germanske folk, f. eks. fra Anglerne, så måtte man dog vel indromme, at dette lån måtte ligge forud for alt hvad vi besidde af oldengelsk digtning; eftersom den hedenske karakter er så uudslettelig indvævet i eddakvadene,at de kun kunne være lånte fra hedningfolk, hvad Anglerne som bekendt ikke vare efter år 600. Det blev endda ikke «sen tid". Men vi ville lade hin hypotese hvile og vende os til en kort betragtning af, hvad en sammenligningmellem omskrivningen og i det hele taget det poetiskesprog i den oldengelske og oldnordiske digtning kan lære os, nemlig dette, at grundlaget for begge kendelig er fælles, og at dette fællesskab viser meget langt tilbage: det må tilhøre en tid, da begge folkestammer vare hedninger.*) Men medens den oldnordiske poesi med hedenskabet bevaredeen mængde hist opgivne poetiske udtryk og forestillingerog udviklede nye, hvortil hist ikke findes noget spor, så har også det oldengelske digtersprog på sin side dels fastholdt adskillige oprindelige fællestræk, som i Norden ere helt eller halvt udslettede, dels selvstændig udviklet sig på sin måde og da også udvidet omskrivningen til genstande,

---

*) At således valkyrje-forestillingen i hedenskabet har været tilstede også i den oldengelske digtning, fremgår af kvindenavne, som Brunhild, Cwénhild, Bothild, Berhthild, Ælfhild, Raganild, Beadnfrid, HildefmJ, Hildeburg, Ecgburg, Osburg, Fréburg, Ælfswis, Beaduswid, Ælfrun, Ælfgifu, Osgeofu osv.

som det hedenske Norden ikke havde brug for. Det trin, som omskrivningen i formel henseende har nåt i det oldengelskedigtersprog fra Bde årh., viser sig dog væsenlig at være det samme som det, hvorpå den står i de eddiske heltekvad, men derimod vidt forskelligt fra billedsprogets optræden i den nordiske skjaldedigtning ligefra 9de og 10de århundrede af.

Den oldengelske digtning omskriver rigelig, ligesom Eddas heltesange, kampen, helten, skibet, sværdet og andre våben, også blodet, ravnen, hjærtet, men så vidt jeg véd f. eks. ikke guldet, ikke kvinden, ikke ulven (ligesom det også er værdt at mærke, at eddakvadene aldrig omskrive eksen*), brynjen og kun én gang skjoldet, medens den senere oldnordiske skjalde-digtning har en mængde omskrevne benævnelser for disse genstande). Nogle eksempler kunne tjene til at vise både ligheden og uligheden.

Kampen omskrives i Eddas heltekvad ved 1) våbentinget:hjor-ping, bryn-ping, hjor-stefna, val-stefna, brimis domr; ligeså oldengelsk: gud-gepingu, giiS-gemdt; 2) våben-legen: hildi-leikr, egg-leikr, hjor-leikr; oldengelsk: beadu-lac, heasu-låc, lind-gelac, bord-gelåc, sweorda gelåc, ecga gelåc, wig-plega, sweord-plega, giis-plega, æsc-plega, hand-plega, lind-plega; 3) våben-stormen el. bygen: geira vesr, nadd-él; ligeså oldengelsk: hilde-scur, isernsciir,flåna scur, stræla storm, heaftu-Tvylm; 4) våbenbrugen:sverQa svipun; jfr. oldengelsk: sweord-slege, sweordgeswing,sweord-gripe, wæpen-pracu, wæpen-gewrixle, garmitting,går-faru, gus-ræs, ecg-hete osv. 5) våben-braget: vig-prima, geira gnyr, ddlga dynr, randa rymr; oldengelsk:

---

*) Dette Nordmænds og Islænderes yndlingsvåben i den historiske tid nævnes ej engang i noget eddakvad, uden i Atlemål.

wig-cirm, gar-geprum, cumbol-gehnast, flåna gegrind, helma
gegrind, borcla gebræc, lind-croda.

Helten som kæmpe og anfører kaldes i Eddas heltekvadmed mange navne, såsom: her-baldr, hers oddviti, folks oddviti, hers jasarr, folks jasarr, her-glotudr, eggleiks hvotusr, naddéls boåi, fdlk-vorsr; hertil svare oldengelske udtryk som: wigena baldor, ord-wiga, ord-fruma, frumgåra,æselinga eodor, byrnwigendra helm, lidmanna helm, gus-weard. Som den gavmilde ædling kaldes helten i Eddas heltekvad: baug-broti, hring - broti, bauga deilir, bauga spillir, hring-drifi, men-vorQr; oldengelsk: beåg-gifa, sinc-gifa, måsum-gifa, hord-weard. — Her fremtræder dog også forskel. Medens således Eddas heltekvad have adskilligeeksempler på den i al oldnordisk digtning fremtrædendeomskrivning af helten som våbnenes eller guldetstræ: hildi-rneidr, hrotta-meidr, våpna hlynr, dolgvisr,hjalm-stafr, rog-porn, rog-apaldr, brynpings apaldr, skjaldar borr, aus-stafr, så ere disse idéer ganske fremmede for den oldengelske poesi, som derimod har den ej blot for Edda, men for hele den oldnordiske digtning fremmede omskrivningaf helten ved våben-ulven: here-wulf, heoruwulf,scild-freca, wig-freca. Her har det oldengelske digtersprogbeholdt noget oprindelig fælles, hvilket fremgår af nordiske egennavne som Llfr, Freki, Hjorolfr, Gunnolfr, Hilddlfr, Brynjolfr, Ylfingr. (Jfr. oldengelske navne som Hrosulf, Gårulf, Gefwulf, Cynewulf, Marculf.) Helten har oprindelig i fællesgotiskdigtersprog været lignet ved de tre vilddyr: ulven, bjornen og vildsvinet; men medens nordisk jofurr, ligesom tildels oldengelsk eofor, er blevet et fast udtryk for kæmpen,og omvendt beorn i oldengelsk poesi betyder kæmpe, men i Norden kun forekommer som egennavn og i egennavne,så tildelte man i Norden ulven en uædlere plads,

som gjorde den uskikket til at bære den ædle kæmpes
billede.

Skibet, som i Eddas heltekvad kaldes hav-hesten og sø-træet: vag-niarr, segl-marr, stagstjorn-marr, segl-vigg, hlunn-vigg, Kæfils hestr, sæ-tré, hedder i oldengelsk poesi ligeså: sæ-mearh, sund-mearh, yS-njearh, lagu-mearh, sæhengest, sund-hengest, brim-hengest, mere-hengest, wæghengest, faros-hengest, — sæ-wudu, sund-wudu, brim-wudu, fidd-wudu.

Sværdet, som i Eddas heltekvad kaldes sår-luen: benlogi, kaldes ligeså oldengelsk: beadu-ledma, hilde-leoma; men medens de nordiske oldkvad også kalde det bl od-orm, sår-vånd og skjolde-skade: bl6B-ormr, ben-vondr, vignesta bol, har den oldengelske poesi andre kenninger, som kamp-hakke, kamp-lé: giis-bill, hilde-bill, wig-bill, hilde-segese, og som hamres og^files lævning: homera liif, féla laf.

Blodet, som i Eddas heltekvad omskrives ved val-dugg, sår-dråbe, sværd-væske: val-dogg, sar-dropi, hjor-logr, hedder i oldengelsk digtning ligeså: hilde-gicel, heorudrinc.

Kamp- og ådselfuglene, om og ravn, kaldes i Eddas heltekvad Odins og valkyrjernes fugle: Oåins haukar, Gunnar systra gogl, i oldengelsk poesi: giis-fugelas, néfuglas, gus-hafocas, here-fugolas hildegrædige.

Brystet og bjærtet, som i Eddas heltekvad kaldes huens borg, livs-muskel, mod-nødd: hug-borg, fjor-segi, mds-akarn, får i oldengelsk digtning mange navne, deriblandt livets hus, sjælens stue: feorh-hus, ferhs-cleofa, breost-hord, gåst-cofa, hord-loca, riin-cofa, såwel-hus.

Kår den oldengelske digtning fremdeles, for endnu at
age nogle eksempler, omskriver havet ved svane-vejen, sejlvejen,bølge-vejen,

vejen,bølge-vejen,bade-vejen, fiske-badet, sæl-badet, hvalens og mågens odel, nykke-bo (swan-råd, segl-råd, flod-weg, mere-stræt, bæs-weg, fisces bæd, ganotes bæs, seolh-bæs, hwæles ésel, mæwes ésel, fifel-waég, geofenes grund, égorstreåm),brynjen ved kampens (egl. Hildes) særk, stridsnettet,kamp-klæderne (hilde-serce, beasu-serce, here-net, breost-net, beadu-scnid, gus-gewæde), sadlen ved kampsædet(hilde-setl), harpen ved glædes-træ (gamen-wudu, gleo-beam), klo ved hånd-spore (hand-spora), honning ved bi-bred (beo-bread, fisken ved bølge-last (brim-hlæst), strandsandet ved bølgens lævning (\3-låf), himlen ved skytaget (wolcna hrof), skyen ved luft-hjælm (lyft-helm), isen ved vand-hjælm el. dække (wæter-helm, sund-helm), hovedet ved hjærne-gæmme (brægn-loca), oj_et ved hovedets ædelsten (heåfod-gim), tåren ved hoved-bølge, kind-dråbe (heåfod-wylm, hledr-dropa), munden ved ord-gæmme (wordloca)sorg og smærte ved bryst-brænding, sår-brus (breostwylm,cear-wylm, sorg-wylm, sår-wylm), — så må det vel indrommes, at den oldengelske digtning ikke giver Edda noget efter i henseende til omskrivning, så den allerede i Bjovulvsdigtet er tildels endog mere «kunstig» end i de nordiske heltekvad. For den sags skyld kunde da disse sidste godt være så gamle som år 700, og det er jo endda ikke dem alle, jeg antager for så gamle.

Efter nu i en række af tilfælde udførlig at have vist løsheden og overfladiskheden af dr. Jessens henkastede påstande,tor jeg måske tage mig det noget lettere med resten og kun oplyse enkelte punkter ide følgende. Ved et forunderligtfejlsyn fremhæver forf. gentagne gange Skirnesmålsom et mytekvad af den ældste støbning, hvorimod Vegtamskvide, som jeg af flere grunde sætter mellem de

ældste, efter hans mening «er et sent islandsk øvelsesstykke«; og det skal godtgores derved, at «den tager ordret stykker af Volvespå og Trymskvide«, og «når af de tre det ene [kvad] låner af de to andre, så er det ikke let at tvivle om islandsk forfatterskab«. Men det er en aldeles vilkårlig påstand,at Vegt. har lånt af de to andre kvad. Den har seks linjer (dog kun i det ene tilfælde «ordret«) tilfælles med "hvert af dem; men derved er dels intet lån bevist, dels — selv om lån antages — ikke bevist, hvem der er långiver og hvem låntager. Hvad de linjer angår, som genfindes i Thrymskvide, da ere de kendelig <'loci communes",hvoraf enhver folkelig episk digtning altid har en del; og når vi i vore oldkvad kun have forholdsvis få sådanne,da kan grunden dertil kun være den, at de bevaredelævninger tilhøre så forskellige stadier, at hvert har sine stående udtryk. De linjer, som Vegtams og Thryms kvad have tilfælles, ere sådanne, hvori afholdelsen af et gudeting berettes:

Vegt. 1. Senn varu æsir
allir a pingi,
ok asynjur
allar a mali;
ok um J)at ré9u
rikir tivar,
hvi væri Baldri
ballir draumar.

Thr. 14. Senn våru æsir
allir å Jjingi,
ok åsynjur
allar a mali;
ok um J>at rt'su
rikir tivar,
lwe peir Hlorri&a
hamar um sælti.

Voluspå har et andet udtryk for det samme:

Iii gengu regin 611
a rokstola,

ginnheilug gos,
ok um pat gættusk,

som forekommer fire gange i digtet. Ethvert af disse to udtryk
for en i episke gudebesyngelser stadig tilbagevendende situatjontor
vistnok antages at have været brugt i flere oldkvad,

som nu ere tabte. Er det måske også lån fra den ene eller anden side, når både Voluspå 52 og Thrymskvide 7 har: Hvat er mes asum, livat er mes ålfum?

Eller når vi i Brot af Sig. 6 og i Oddr. 3 finde de
samme linjer som stå fire gange i Thrymskvide:

Og hann (hon) pat orsa alls fyrst um kvas?

Jeg mener, det er netop det samme som finder sted ved hint vers. Om de seks linjer, som Vegt. har tilfælles med Vspå, har der været forskellige meninger. N. M. Petersen og P. A. Munch trode, at de egenlig hørte hjemme i Vspå, Bergmann og Br. Snorrason antoge det modsatte, og til dem slutter altså dr. Jessen sig. Jeg mener, at al tale om lån imellem de to digte indbyrdes også her er ugrundet; i det begge snarere vise tilbage til én fælles kilde, til et ældre — ingen kan sige hvor gammelt — vers om hævnen for Balder, der i de to digte fremtræder ikke «ordret» ens, men i traditjonelt afvigende former: som forudsigelse af noget tilkommende og som beretning om noget forbigangent:

Vegt. 11.
Rindr berr [Vala]
i vestrsoliuH)
sa mun Osins sonr
einnsettr vega;
hond urn frtcrr
ne hofus kembir,
asr a bal berr
Baldrs andskota.

Vspa 33-34.
Baldrs brodir
var af borinn snemma,
sa nam Odins sonr
einnsettr vega:
pd harm ceva Jtendr
ne hofus kembdi,
asr a bal nm bar
Baldrs andskota.

Her, hvor talen er om Vegtamskvide, kan i forbigående omtales nogle underlige krumspring af dr. Jessen om det ord hroårbarm i Vegt. 9. Han finder først (s. 260) sin mening om dette digts store ungdom bekræftet ved, at dets

"forfatter kan ikke bare sig for en meget smagløs 'kenning1
hroårbarm." Der står:

Hosr berr havan
hr6srbarm pining,

harm mun Baltlri
at bana versa.

Dette har hidtil været forstået således, at ved hrddrbarmr (=basmr: hæderstræet, stortræet, det beromte træ), mentes Misteltenen, som Hoder bar did, hvor Balder blev fældet. (Således Gunnarr Palsson, Finn Magnusen, Egilsson, N. M. Petersen, Luning og flere.) Men da er hrdQrbarm jo slet ikke nogen 'kenning'. Dr. Jessens ytring bliver først forståelig,når man véd, at han selv i »Nordisk gudelære» har oversat stedet ved: »frem skrider Hod under hoje hjælmrand.»Dette er altså den «smagløse kenning», der sigtes til; kun er det ikke digtets forfatter, men dr. Jessen, der «ikke har kunnet bare sig for« at lave den, og som dermed har været ligeså uheldig som med sine selvgjorte eddavers; ti skont barmr kan betyde «rand», så kan hro&rbarmr dog umulig være en kenning for hjælrn eller «hjælmrand». I min udgave af Edda har jeg (s. 187) gjort opmærksom på, at «hr6#rbarm er nok ikke Misteltenen, men = Balder; jfr. hofusbasmr (barmr), ættbaflmr (barmr), hrdQrsonr, hrdftrbarn,hrdsmogr», og «pinnig = hinnig o: til Heljar». Denne bemærkning har Bugge optaget og bifaldet i tillæg til sin udgave (s. 402), og i den anledning siger da dr. Jessen i sin efterskrift (s. 283-84): «Baldersmyterne har herr Grundtvig gjort endnu mer 'videnskabelige¹ end som ovenfor omtalt, idet den ny myte kommer til, at Hod bærer Balder til Hel! (smlgn. herr Grundtvigs note til hro&rbarm, Vegtamskvide, v. 9). Denne ny myte hviler naturligvis, tillige med hele mytologiens omkalfatring, på den ny lære, at fortællinger i Snorres Edda skal forkastes, og at Vegtamskvide, så vel som de andre viser, er fra ældste og

mellemste jcernalders 'litersere guldalder. Men den ny mytologi falder af sig selv bort med hele den ny 'literserhistoriske' laere. Og oldgranskerne kan fremdeles skrive grundige undersegelser over det vanskelige eller forvanskede ord hrdsrbarm.» ... «Det kunde vsere lidt dristigt af mig at kritisere Bugge; men jeg kan knap tilbageholde min forundring over den venskabelige ilfserdighed, hvormed Bugges noter har optaget adskillige af herr Grundtvigs privat meddelte huskud, sasorn det om hro&rbarm». — Lidt viser viljen, siger ordsproget; og dette lidet, som er alt hvad dr. Jessen har at bemserke om min Edda-udgave, viser da bade hans gode vilje og hans forfaerdelige «hastvserk». Ti for at fa «en ny myte» ud af den forklaring, jeg har givet af det sted i Vegtamskvide, (og som jeg trygt stoler pa vil herefter blive staende fast, da har hro&rbadmr er et fuldkommen veldannet udtryk for «storsetling», «hsedersson», men aldeles upassende for den uanselige Mistelten, og pinnig ellers overalt i Edda [Hund. 11, 36. 53. Sigrdr. 3] betyder hid og ikke did), ma dr. Jessen tage «bserer» aldeles bogstavelig, isteden for at det naturligvis kun udsiger det samme som at ban drrebte ham (jfr. i helju lion pann hafdi, Atlein. 51). Dr. Jessen ma da vel i samklang hermed (mis)forsta udtrykkene om Vales hsevn for Balder: d bdl vega, a hdl bera (Vegt. 10. 11. Vspa 34) bogstavelig om at Lofte Hoders lig op pa balet, isteden for at det pa ganske tilsvarende made udtrykker,at han bragte ham pa balet ved at dnebe ham; ligesom nar vi nu sige, at «den son lagde sin fader i graven», sa menes ikke dermed, at han begrov ham, men at han blev skyld i hans ded.

Var nu Vegtamskvide efter forf. s anskuelse «et sent
islandsk øvelsesstykke», så gå de andre mytiske eddakvad
da heller ikke ram forbi. Thrymskvide og Skirnesmål

finde dog nade for hans ojne, Volusp& opnar hsederlig omtale, og Lokasenna hsedres med karakter af «vittig komers-vise». Men Harbardssangen er «et mat og intetsigendeprodukt», Alvisinal en «parodi», Hyndlesangen «er lige ynkelig fra farst til sidst», Grogalder og Fjolsvinsrnal«afarter og udskejelser», og Havamal er «en udlevet norsk hofmands, maske ikke engang en hednings, livsopfatningerog hjserteudgyldelser, ... belt igennem almindeligvis mat og übetydeligt, bar fa tanker i mange ord.»

Som et morsomt eksempel på følgerne af forf/s forskrækkelige <'hastværk» kan anføres, hvad han siger om Hyndlesangen (s. 261): «Guder omtales som forbi, altså af en kristen; visen er vel islandsk". Forf. må i hast have forset sig på v. 29-30, hvor det hedder: elleve vare aser i tal, da Balder faldt og Vale fældede hans banemand Hoder; Balders fader var son af Bur; Froj fik (åtti) Gerde. Heraf får forf. ud, at «guder omtales som forbi» i dette digt, hvori Froja optræder lyslevende og (i v. 1-2) foreslår jættekvinden Hyndla at ride med til Hærfaders sal og lover hende (i v. 4) frit lejde hos jættefjenden- Thor, og hvor det fremdeles hedder (i v. 44), at «få se nu længer frem end til den stund, da Odin skal møde ulven«, hvilket mode da omtales som noget fremtidigt.

Som nys bemærket har forf. dog noget tilovers for Voluspå. Men man må dog også vogte sig for at gore for meget væsen af den. «Docent Grundtvig (hedder det s. 258-60) forsikrer atter og atter, at Volvespå er ældst af alle kvad. Det er aldeles übevisligt og ikke sandsynligt. Jeg for min del hælder snarest til at tro, at den er forfattetpå Island. Men i alt fald til den ældste art digte hører den ikke. ... Islænderne holdt mest af de mere så at sige literære arter (i mangel af bedre ord), repetitjons- og katekisatjons-digte.Volvespå

kisatjons-digte.Volvespåer en såre sammentrængt, af en ægte digter gennemført, oversigt over hovedpunkter, given i form af profeti, på noget underlig måde, i det volven enten meddeler Odin, hvad han må vide, må mindes og måske også forudse bedre, eller også tiltaler alverden, hvad dog ellers ikke var spåkvinders måde, ligesom myterne [?!] heller ikke vil have, at alverden skal vide alting.... Når herr dosenten (s. 99 o. a. st.) lader selve mytologiens vækst kulminerei Volvespå, så er det i alle henseender en misforståelse.Alt hvad Volvespå omtaler, forudsætter den bekendtiforvejen. Heller ikke opfinder den ny sammenhæng mellem myterne.«

Om Voluspås absolute alder, som af Keyser sattes op til ste årh., skal jeg ikke tvistes med nogen; men om dens relative alder mellem gudekvadene har hidtil kun været én mening, for nu dr. Jessen får det parodokse indfald at ville vende også dette forhold på hovedet. Hans forsøg til en begrundelse heraf synes mig dog ikke at kræve nogen særligimødegåen, ligeså lidt som hans "mistanke om tyske forbilleder for Volvespå» (s. 266). Men ligeover for hans anke over, hvad jeg har sagt om Voluspå som mytedigtningenskulminatjons-produkt, skal jeg tillade mig her at gentage nogle ytringer herom, som jeg lejlighedsvis har fremsat på et andet sted (Dansk månedsskrift. 1866. 11, s. 150): «Den plads imellem alle Nordens oldtidsdigte, som allerede den gamle skriver [af «Sæmunds Edda»] har givet dette kvad, den har ingen siden villet gore det stridig, hvad enten talen var om ælde, poetisk hojhed eller videnskabelig vigtighed. Det har mindst i 600, måske i mere end 1000 år været, er endnu og vil fremdeles blive hovedkilden for al vor viden om vore hedenske fædres gudsbevidsthed og verdensanskuelse. Derfor stillede den gamle samler det i

spidsen, og Gylveginning, det ældste forsøg på en sammenhængendeprosaisk fremstilling af Nordens gudetro, som åbner Snorres Edda, viser, ved helt igennem at lægge Voluspåtil grund og beråbe sig på den, med anførelse af henved halvdelen af dens vers, at forfatteren kendte ingen bedre hjemmel; og det samme har da gældt om Snorre Sturleson, som satte Gylveginning i spidsen for sin skjaldelære,hvad enten han selv eller en anden var dens forfatter. Derom have da også alle nyere lærde i og udenfor Korden i de sidste 200 år været enige, hvor uenige de end for resten have været om den rette forståelse af kvadets enkeltheder.

Kår nu dette er så: at det oldkvad, der er ikke alene det mest omfattende og storladne, men tillige det i poetisk henseende ypperste af alle de bevarede mytekvad, tillige er det ældste, så følger heraf, at alt hvad vi ellers have lævnet af hedenske gudekvad må tilhøre ikke en fremgangs-,men en tilbagegangs - tid i hedenskabets gudelige digtning, med andre ord: vort oje kan i tilbageblikket på denne digtnings historie ikke nå ud over kulminatjonen, men i bedste fald kun tilbage tilden. At netop det samme finder sted "med hensyn til den oldnordiske heltedigtning, det har jeg på et andet sted (Udsigt over den heroiske digtn.) søgt at vise; og dette forhold må ganske naturlig indtræde, hvor vi have for os ikke en af digteren selv eller hans samtid nedskreven, men en gennem et langt tidsrum alene mundtlig forplantet digtning. Hvad der ligger forud for kulminatjonen vil da sjælden eller aldrig blive bevaret for en fjærnere eftertid; ti så længe det går op ad bakke med udviklingen og dennes folkelig-digteriske udtalelse, så længe vil det nye stadig fortrænge det ældre, det fuldkornnerebringe det ufuldkomnere i forglemmelse. Først når

bladet har vendt sig, når åndens vinger synke, så de nye kvad ikke formå at hæve sig til de ældres hoje flugt, medensfolkets modtagelighed for det ophojede — der kun gradvis og langsomt vil følge efter i nedadgående retning — endnu ikke er væsenlig svækket, medens folket endnu mindes og elsker og med ærbødighed lytter til de hojere toner fra de forgangne dage, da folkeånden rørte sig i sin fulde kraft, — forst da ville de ældre kyad holde sig i mindet ved siden af de nyere og endog overleve mange af dem. Dette forhold gentager sig overalt, hvor vi have en ægte folkepoesi for os, og det med naturnødvendighed, fordi mindets varighed afhænger af foleisens varme, af hjærtets dybde, men frembringelsens storhed beror på fantasiens styrke, på åndens kraft; og dennes virkning vil altid overleveden selv. At den folkelige gudebesyngelse således danner en egen afdeling og udfylder et eget tidsrum — det ældste, hvortil vi kunne skue tilbage — i vor stammes åndsliv og digteriske produktjon, det er da åbenbart; og her kan kun i forbigående peges på, at også dér finde vi den almindelige historiske gang: at i den dalende periode bliver der dog endnu en stund kraft og liv nok tilbage til at fortsætte formens uddannelse, hvad vi indenfor vor hedenoldsfolkelige gudebesyngelse iagttage i digte som Skirnes rejse og Loketrætten.

Når altså Voluspå tilhører den hedenske gudedigtnings kulminatjonstid, eller i ethvert tilfælde er det af alle de bevarede digte, der står denne nærmest, så følger fremdeles heraf, at der forud for dette digts tilblivelse må være gået en lang udvikling, under hvilken både besyngelsens form og dens genstand mere og mere have udfoldet sig, at der altså, forinden Voluspå kunde blive til, må gennem lange tider have været kvædet om alle menneskelivets store problemer.

om Nordens guder i det hele og i det enkelte, så vel som om alle de andre ideelle magter, til hvilke de sættes i et dels venligt, dels fjendtligt forhold; kort sagt: den digteriske spekulatjon, især en sådan, som hele folk ere mere eller mindre delagtige i, i det den udspringer af og sammensmelter med deres religjøse bevidsthed, den bliver ikke til i ett rhundrede,lige lidt som på én dag. I Voluspå finde vi hele den mytiske forestillingskreds fuldt udviklet, vi finde dér både aser og vaner, norner og valkyrjer, alver og dværge, turser og jætter, levende mennesker og dødninger, Surt og Hel og Muspels sonner, Fenrisulv og Midgårdsorm. Hver gud møder os med sit eget åsyn, sin egen historie, sin egen bestemmelse, det hele store verdensdrama fra begyndelse til ende ligger oprullet for digterens og for folkets blik; ja, dette blik, der skuer tilbage til den tid, da intet var, end ikke tiden, det skuer også fremad ud over tidens grænser, ud over tidens guder, og ojner i det fjærne hinsides ragnarokfornyelsen under den ene almægtiges herredom. At nu dette storartede overblik over den hele tilværelse — det hojeste, hvortil menneskeånden nogensinde og nogensteds har formået at hæve sig på egne vinger — betegner og alene kan tilhøre et vidt fremskredent stade, med en lang opadgående udvikling bag sig, det ligger klart for dagen; så i forhold til hele den nordiske gudedigtning, der i sin helhed først efterhånden kan have digtet både alle myterne og alle guderne og alle de andre ideelle magter og indordnetdem i det store altomfattende sammenspil, må Voluspå da erklæres for et meget sent digt, en sildig moden frugt på Nordboens ældgamle stamnietræ».

Følgende dr. Jessens »orden eller uorden», må jeg her
endnu med et par ord berøre, hvad han har at sige om
kæmpeviserne, der, som jeg har påpeget i min anmældelses.581

elses.581og 607-8 (83. 109-10), tildels vise den inderligste sammenhæng med de i og udenfor Edda bevarede mytiske og heroiske oldkvad, hvoraf kan sluttes, at disse ikke have været så fremmede for det danske og svenske folk, som Nordmændeneognu også dr. Jessen gærne vilde gore dem. For at slippe fra det vink, der i så henseende gives ved den ojensynlige og unægtelige sammenhæng, der finder sted mellem den eddiske Thrymskvide og den dansk - svenske kæmpevise om Thor af Havsgård, må forf. (s. 258-59) gribe til den dristige hypotese, at måske »visen er bragt ned af en islandsk skjald i middelalderen og derefter omsatikæmpeviseform». Og han har da et sprogligt bevis til rede herfor: «At den i alt fald i Danmark er indført i meget sen tid, tor sluttes af den hårde medlyd i navnet 'Locke'; i overleveret dansk form vilde han hedt Låge. Og da den svenske synes afledt af den danske, bliver indførelsenfra(Norge eller) Island så meget sikrere«. Hypotesenerdog ikke bleven «så meget sikrere» ved denne komparative lingvistik; ti dels tor det næppe anses for afgjort,atdr. Jessen har ret i sine forskellige, tildels temmelig kunstige forklaringer (i Filol. tidsskr. V, s. 216. Årb. f. nord. oldkynd. 186G, s. 139. 149-51) af de i vort modersmål forekommendemangfoldigeundtagelser fra regelen: at oldn. enkelt hård efterlyd af p, t, k i dansk skal genfindes som b (v), d (5), g (y), eftersom der også kan gives den simplere forklaring, at oldn. enkelt hård medlyd som ud- og indlyd ofte har holdt sig i organisk udviklet dansk sprog ved selvlydensforkortning,*)— og dels foreligger der andre beviser for,

---

*) Foruden de af dr. Jessen omtalte: et næt, en jætte, at gætte, nytte, knytte, skøtte, dryppe, læk, at lække, slikke, lukke osv. kunne her endnu nævnes: at nitte (= oldn. hnita), stritte (strita), skidt (skitr), bitter (bitr), sytten, nitten, en svip (svipr) at svippe (svipa), slak (slakr), kluk, klukke (klak, klaka), et bræk (brck), en stikke (stika) at kække, kvække (kvaka), vække (vekja), tække (J>ekja), klække (klekja) osv.

at dette særlig har fundet sted med gudenavnet Loki, der har holdt sig i Danmark ikke i formen «Låge», men netop i formen Lokke (som kæmpevisen også har, og som måske i folkeforestillingen er sat i forbindelse med det etymologisk übeslægtede udsagnsord lokke). I Molbechs Dialektleksikon (s. 330-31) haves de jydske talemåder: *Lokki sår havre i dag» og «Lokke driver i dag med sine geder«, samt »Lokkes havre« for ukrudtsplanten avena fatua. Flere vidnesbyrd findes i Finn Magnusens Lex. mythol. s. 504-5, (jfr. Js. M. Petersens Mytol. s. 376-77); ligesom det også fortjener at mærkes, at navnet på Færøerne har samme form: se «Lokka tdttur» i Hammershaimbs SjurSar kvæDi, s. 140 ff. — »Det lykkes i det hele dårlig« med dr. Jessens sprogargumenter, der dog efter hans studiers retning skulde være hans bedste stikkere.

Et andet sted (s. 281), hvor dr. Jessen gor kunster, for at lade alle de i danske kæmpeviser fremtrædende spor til nordisk sagnferm af Volsungsagnene forsvinde, siger han om visen om Sivard Snarensven.d (Danm. gi. folkev. nr. 2): «Mr herr dosenten oven i købet lader visen 'svare til Gripesspå', fatter jeg ikke meningen; Gripe eller spåmand eller spådom nævnes ikke.» Det er da dr. Jessens og ikke min fejl, at han ikke fatter det. Ide danske opskrifter af visen nævnes den konge, som Sivard gæster, rigtignok kun som hans morbroder (som Griper var Sigurds), men i samme vises norske opskrifter (Landstad, nr. 9; jfr. Danm. gi. folkev. 1,423. 11, 634-35) hedder han Greipe kongin; så den sag var fuldkommen klar, længe for dr. Jessen i sit hastværk faldt over den; og den bliver ikke mindre klar, fordi han ikke fatter den.

---

*) Foruden de af dr. Jessen omtalte: et næt, en jætte, at gætte, nytte, knytte, skøtte, dryppe, læk, at lække, slikke, lukke osv. kunne her endnu nævnes: at nitte (= oldn. hnita), stritte (strita), skidt (skitr), bitter (bitr), sytten, nitten, en svip (svipr) at svippe (svipa), slak (slakr), kluk, klukke (klak, klaka), et bræk (brck), en stikke (stika) at kække, kvække (kvaka), vække (vekja), tække (J>ekja), klække (klekja) osv.

Læseren er træt, og jeg er træt, og jeg skal nu også straks være færdig med dr. Jessen. Ojemedet med hans «indsigelse« imod min afhandling om Nordens gamle literatur er jo dels i almindelighed at neddrage og nedsætte vor oldtids digtning og mistænkeliggore den som produkt af «sen tid» eller endogså «megetsen tid», dels i særdeleshed at indprente to såkaldte sandheder, nemlig

1) «den sandhed, at heltesagnene i ældreEdda
og Volsungesaga er lånegods, at de ikke er nordiske,
men tyske sagn«, og

2) «den sandhed, at oldnordiske digte og sagn
særlig er norsk-islandske eller med et andet og
ligetydigt ord 'oldnorske'."

Dr. Jessens første «sandhed», som han dog sikkert selv må indromme er en «sandhed med modifikatjon«, vedkommermig ikke her, og jeg kan med hensyn til den nojes med, hvad her foran (s. 75) lejlighedsvis er bemærket. Hans anden «sandhed» har han selv sørget for så væsenlig at modifisere, at jeg til afsked kun skal påvise de modsigelser,hvori han i så henseende har indviklet sig. Det var s. 226, at forf. fremsatte sine to sandheder. Den sidste angik «oldnordiske digte og sagn» i almindelighed, altså ikke alene dem, der findes i den ældre Edda, men alt hvad deraf findes bevaret i den oldnordiske (islandske) literatur. Men allerede s. 231 hedder det: »Naturligvis er det den rette opfatning, som også herr dosenten følger, at sagn om Kolv Krage, Harald Hildetand, Kegner Lodbrog, vel og om Frode, og måske Tyrving-sagnene, må være kommen fra Danmark til Norge og Island.» Og s. 252 hedder det: «At versene i første del af Hervors saga, der gærne oprindelig kan være danske, ikke har andet end hvad der kan passe på Danmark, beviser

ikke noget, da scenen er Danmark (Samsø), som Nordmændenekendte». Og ikke nok med, at forf. således som oprindelig danske udpeger så betydelige dele af den nordiskeoldtids sagn og sange som de heroiske sagn om Frode (med Grottesangen), om Eolv (med verselævninger i sagaen og i Snorres Edda, foruden de latinske oversættelser hos Saxo), om Harald Hildetand (o: hele Starkads - digtningen) ogomEegner Lodbrog (der dog, efter hvad j_eg andensteds har påvist, er efterheroisk), samt måske også om Tyrving (o: Hervorssaga); — han fremhæver endog tildels netop diss') sagn og resterne af deres gamle besyngelse som de ældste, ypperste og renest nordiske digtninger, som når det hedder s. 261: "Ligesom i de smukke og virkelig nordiskelævninger af kvad i første del af Hervorssagaog i de ligeledes ægte nordiske småstumper i Rolv Krages saga, findes også i ældre Eddas heltekvad over tyske æmner prøver på den oprindeligste fremstillingsmåde, således i Volundsvisen, der ikke er så ilde, og begynder med en virkelig poetisk strofe. Også i anden vise om Helge Hundingsbane, der, ligesom første, blander nordiske [o: særlig danske] sagn ind i de lånte tyske[?], findes et par strofer, hvor hvert ord er poesi, og ikke spor af den manér, der ellers råder i Eddas heltekvad.» Og s. 265 hedder det: «Gudekvad og de få lævninger af ægte nordiske heltekvad (som i Hervors og Rolv s saga) er fri for svulst og aftektatjon.«

Når dr. Jessen således fremhæver, åt netop «de få lævninger af [hvad han anser for] ægte nordiske heltekvad,» som han er så god at finde «smukke» og fri for alle de stygge fejl, han finder ved de fleste eddiske, de »kan gærne oprindelig være danske,» ligesom næsten alle bevarede nordiske oldsagn efter hans dom «må være komne fra Dan-

mark,» hvordan står det så til med den grundsandhed: «at oldnordiske digte og sagn særlig er norsk-islandske»? Han forkynder jo her selv den forhadte lære oin «en literær guldalder i Danmark« —hvad enten han nu vil henlægge denne til den yngre eller til den ældre jærnalder, eller måske til bronsealderen^—, hvori netop det af oldtidsdigtningen, som han erkender for ældst, smukkest og ægtest nordisk, har hjemme!*) Og når nu forf. er så god at fritage versene i første del af Hervors saga for beskyldningen for svulst og affektatjon, som han udslynger mod Eddas heltekvad, hvad mener han så dermed? En hovedgrund til hans afsmag for disse var jo deres omskrivninger, «kenninger,» hvorom for er talt. Dem fandt han jo svulstige og affekterte. Ere da de vers, som have fundet nåde for hans øjne, fri for sådanne?Grottesangen (som nok får lov at være dansk) har dog sådanne som valdreyri, regingrjot, vigspjoll og dolgs sjotull, og versene i første del af Hervorssaga have: blo&refUl,dverga smi&i, manns mjotu&r, sd er hatar brynjur, hlifum hættr Hjalmars bani om sværdet Tyrving, ro&uls tjald om himlen, eygja spor om sår, hugar muntun om hjærtet, og hvit hla&be&s gunnr om kvinden; — et nyt og efter alt det foregående overflødigt bevis på løsheden i forf/s kritik; ti når disse vers «gærne oprindelig kan være danske«, hvorfor kan så Eddas heltekvad ikke også være det? Og når hine kvad om Volund, om Volsunger og Gjukunger, ja selv de om Helge Hjorvardsson og Helge Hundingsbane, skulde være indvandrede fra Tyskland, hvor skulde de da for komme til end netop til Danmark, og hvilket land skulde

---

*) Jfr. hermed herr - n's ord i Nord. tidskr. 1867, s. 266: »Danerne er det eneste af alle nordiske og tyske folk, som har frelst rig overlevering af heltesagn fra oldtiden.«

være nærmere til, med sproget, at give dem det «ægte nordiske»
præg, som de dog i hvert fald tildels have modtaget?

Men selv om vi vilde indromme dr. Jessen at modifiseresin anden «sandhed« til alene at skulle gælde om kvadenei den ældre Edda, så er det dog påfaldende, hvor pludselighan har fået den åbenbaring, at de utvivlsomt ere «særlig norsk-islandske eller med et andet og ligetydigt ord oldnorske«; ti i "Nordisk gudelære» fra 1867 siger han om Eddakvadene (s. 11-12), at «de kunde være digtede hvorsomhelst i Norden, skont fra Island snarest er at vænte optegnelser af norske kvad.»*) Og ikke mindre påfaldende er det, efter de stærke udtalelser og begyndelsen med hin übetingede «sandhed,« at se dr. Jessen slutte sin indsigelse med de ord (s. 282): »Norske og islandske er aldeles utvivlsomt næsten alle, og sandsynligvis alle, kvad i ældre Edda. At kalde det aldeles umuligt, at et eller andet måske kunde'være forfattet i Danmark eller Sverig, vilde være overdrivelse; men det er ikke overdrivelse at kalde det aldeles usandsynligt. Ved tabte gudekvad, der ligger til grund for fortællinger i Snorres Edda, kunde denne usandsynlighed måske tildels være noget mindre, men dog stor nok alligevel.« Det er jo sat på skruer; men rent ud sagt betyder det så meget som så: at dr.E.Jessen efter

---

*) Umiddelbart herefter bemærker han endog, at "det er påfaldende, at begge smædeviserne: Øges-gilde og Hårbards-vise, hentyder til ellers ukendte sagn med nævnelse af danske øer: Samsø, Læsø;» men på bogens sidste side (128) tilføjes som rettelse: • ytringen om Samsø og Læsø s. 12 har ingen vægt og havde bedre været udeladt.« — Mon denne rettelse, og i det hele det forandrede standpunkt, skulde have noget at gore med, at jeg i mellemtiden (i min anmældelse, hvis særtryk falbydes på omslaget til »Nordisk gudelære«) havde tilladt mig at skrive om den sag og da også s.' 598 (100) at fremhæve de to danske ø-navne, der findes i Edda, både i gude- og helte-kvad?

alle sine indhug dog ikke Mer sig rigtig fast i sadlen som den betrængte rene «sandheds» opofrende ridder og derfor ønsker at forsvinde i en sky af storre og -mindre sandsynlighederog usandsynligheder, næstener, tildélser og måskéer, hvilket i sammenligning med det drabelige indtog giver en noget bedrøvelig skikkelse.

Og hermed er jeg, som jeg tror at turde love, for bestandig
færdig med dr. E. Jessen.

V.

Det var oprindelig min hensigt, efter at have besvaret de mod min tidligere afhandling fremsatte indvendinger, at gore sporsmålet om den oldnordiske mytisk-heroiske folkedigtnings absolute alder og sandsynlige hjem - steder til genstand for en egen drøftelse. Den første del af min opgave: at værge og støtte min forrige afhandling om Nordens gamle literatur, har imidlertid allerede krævet så megen plads (og så megen tid), at jeg må nojes med til slutning at give nogle korte antydninger med hensyn til løsningen af min opgaves anden del: den yderligere udvikling og b'egrundelse af mit syn på Nordens ældste literatur.

I min forrige afhandling havde jeg ingen anledning til særlig at hævde den folkelige oldtidsdigtnings hqje ælde, fordi jeg derom var væsenlig enig både med N. M. Petersen (jfr. min anmældelse, s. 558-59 [60-61]) og med R. Keyser, der i sin literaturhistorie (s. 267-69) udtaler sig som følger: »Hvor megen dunkelhed der end kan hvile over samlingens [d; den ældre Eddas] alder i dens helhed, så bliver de deri indeholdte enkelte digtes oprindelse fra hedendommen en übestridelig kendsgerning. Harman sat sig ind i ed dadigtenesånd,oger man derhos fortrolig med den gammelnorske skaldekunsts værker i almindelighed,kanmanikke

hed,kanmanikkeet ojeblik betænke sig på endog at nægte muligheden af, at disse digte kunne være forfattede af middelalderens kristelige skalde. Ja man tor.med tryghed gå et skridt videre og påstå, at de alle eller i det mindste mængden af dem er ældre end Harald Hårfagers dage, ældre end mitten af det 9de århundrede, altså også ældre end Islands bebyggelse.FraHaraldHårfagers tid af ere de berom teste norske og islandske skaldes navne os vel bekendte. Når den yngre Edda beråber sig på deres avtoritet ved at sitere skaldestykker af dem, sker dette altid med anførsel af deres navne. Havde man nu blandt dem trot sig at kunne søge forfatterne til den ældre Eddas digte, så havde ganske vist den yngre Eddas forfattere anført disses navne, når digtene siteredes. Men dette er ikke tilfælde. Den ældre Eddas digte siteres stedse i den yngre Edda navnløse. Store stykker af digte, ja måske hele digte af Harald Hårfagers mesterskalde, og det digte, der behandle netop de samme mytiske og heroiske æmner som eddasangene, anføres under forfatternes navne; hvorfor skulde nu ikke det samme finde sted med eddadigtene, der dog siteres som det egenlige grundlag for de mytiske og heroiske sagn, hvilke den yngre Edda indeholder, såfremt deres forfatteres navne vare bekendte,ellermanblot havde nogen grund til at henføre dem blandt beromte navngivne skaldes værker? Skreve de sig fra en Thjodolv, fra en Hornklove, fra en Ejvind Skaldespilderellerfranogen senere beromt digter, så måtte jo anførselen af et sådant navn forøge avtoriteten; eller anså man dem for navnløse digterværker fra disse skaldes tidsalderellerendogfra senere tider, hvorfor lagde man da sådanne navnlose digte til grund for sin fremstilling af gude- og heltesagnene, når man havde ligeså gamle eller

ældre hojt beromte skaldes værker over samme æmne at bygge på? Man kan umulig forklare sig denne omstændighedpåandenmåde end deraf, at den yngre Eddas forfattere have anset hine navnløse digte for at ligge langt bagenfor de bekendte skaldes tid og for netop ved sin hojere ælde at afgive en bedre hjemmel. Sammenligner man nu derhos den ældre Eddas digte med digtene over de samme æmner fra Harald Hårfagerstider,såvil man i hine straks finde den hojere ldespræg.Deressimple henpeger på en tidsalder,dasagnene,de indeholde, endnu ikke vare så mangesidigenbehandlede,ellerså ofte af forskellige skalde besungne, at de trængte til den studerede kunsts hjælp for at vinde interesse. Ganske det modsatte er tilfælde med skaldestykkerneoverdissesamme æmner fra Harald Hårfagers dage. Her sporer man tydelig, at æmnet allerede er forslidt ved idelig behandling, og at kunsten og kunsten alene skal give fremstillingen af det alménbekendte æmne en viss pirrende nyhed. Man nådes så at sige til at forudsætte eddadigtenestidligeretilværelse,for at forklare sig deres æmnes ejendommelige behandling af Harald Hårfagersskalde.Kommernu endelig til de forud anførte grunde eddadigtenes oldtidsagtige sprog, der i flere af dem synes at ligge århundreder bagenfor sproget i digtene fra Harald Hårfagers alder, ... så må man vel anse eddadigtenesoprindelsefraen tidsalder ældre end Harald Hårfagersdage,ældreend mitten af det 9de århundrede, for at være bevist med så gode grunde, som man i en sag af den beskaffenhed kan fordre. At eddadigtene må antages at være værker af mange forskellige skalde, er allerede påpeget, ligesom og, at de efter al sandsynlighed ere af meget forskellig alder Man kan med god grund antage,

at Voluspå er et af de ældste, om ikke det ældste digt i samlingen, og at dets alder måske kan stige op til det ste århundrede, ja måske hojere. Man kan om de digte, der omfatte Volsunge- og Gjukunge-sagnkredsen, formode, at mængden af dem er ældre end skalden Brage den gamles levetid, som falder i begyndelsen af det 9de århundrede, eftersom han ses i sin drapa til Kagnar Lodbroks ære at have behandlet deres æmne netop på samme kunstige måde, som Harald Hårfagers mesterskalde have anvendt i behandlingenafeddasangenesmytiske æmner.» Hertil kan fejes en anden ytring af Keyser (s. 228), at Atlemål «i form som i tone nærmer sig noget til skaldeværkerne fra Harald Hårfagers dage, og det kunde vel hænde sig, at det er blevet til i det 9de århundrede, medens mængden af de andre eddadigte rimeligvis er ett eller flere rhundrederældre.«

Der var altså ligeover for Keysers udtalelser om den pågældende digtnings alder for mig kun anledning til nærmereat formulere sætningen således, at vor oldtids mytiskheroiskefolkedigtning i det hele taget måtte sættes forud ikke alene for Harald Hårfager og Brage den gamle, men også for vikingtiden eller den yngre jærnalder, og som en følge heraf måtte erkendes for rester af den ældre (ældste og mellemste) jærnalders poetiske produktjon; så at Starkads - digtningen, der af Keyser sættes senest til første halvdel af Bde århundrede, bliver slutningen af den ældre, Eegners - digtningen begyndelsen til den yngre periodes: vikingtidens digtning. Min opgave ligeover for Keyser blev i henseende til den ældste poetiske literatur den: at påvise, at ifølge hans egen dom om den mytisk - heroiske episke digtnings alder, kunde denne så langt fra regnes for særlig norsk, at den endog måtte antages for fortrinsvis opstået

udenfor Norge: i Danmark og.Sverig; og jeg påviste navnlig— i det jeg gik ud fra Keysers og Munchs egne forudsætninger—, hvorledes den norske historiske skoles etnografiskelære om Norges bebyggelse endnu mere uundgåelig og udelukkende måtte gore hele denne oldtidsdigtning til ikke-norsk arbejde.

Det var mig dog ingenlunde übekendt, at der endnu eksisterede en fra ældre tid nedarvet, særlig islandsk anskuelseafdisseforhold, ifølge hvilken også hin episke oldtidsdigtningskuldeværeislandsk arbejde. Men jeg fandt og finder denne anskuelse ligeså urimelig, som Keyser fandt den, og havde derfor ingen anledning til at imødegå den. Heller ikke nu kan jeg anse det for fornadent at bekæmpe denne vildfarelse, der efter min overbevisning må dø ud af sig selv, må vige for et dybere indtrængende studium af den gamle poetiske literatur, som ikke nøjes med at sysle med skallen, men som kræver og forstår at søge og finde kærnen, og som da også vil vide at skelne mellem vidt forskellige epokers åndsfrembringelser, ikke alene efter ydre, mere eller mindre foranderlige mærker, som sprogform og tildels også ordvalg og verselag, (skont også disse, som jeg på flere punkter har haft lejlighed til at oplyse, kunne blive vigtige skelnemærker), men fornemmelig efter digtningens åndelige væsen, dens hele anlæg og poetiske karakter. For en således indtrængende forståelse vil det være umuligt, således som tidligere kun altfor ofte er sket, at slå alle de i den islandske literatur opdyngede poetiske skatte i hartkorn. Jeg bor dog ikke dølge, at hin forældede islandske anskuelse er — om end kun i forbigående og ligesom på anden hånd — for nylig kommen til orde i de her foran benyttede og i henseende til deres behandling af den gammelnordiske historiske literatur hojt skattede arbejder af professor K.

Maurer, der vel, som han siger, «lykkeligvis ikke behøver at gå videre ind på dette punkt, der desuden ligger fjærnt fra hans studier«, men som dog ligefrem udtaler det som sin tro, «at i det mindste flertallet af de i den ældre Edda indeholdte kvad er digtet på Island«.*) For en ordens skyld kan da også her bemærkes, at denne Maurers tro straks har mødt protest i en anmældelse af hans afhandlingeriLiterar.Centralblatt f. 1868, nr. 39, hvor det blandt andet hedder (sp. 1063) «Wenn verf. auch die eddaliedernurdemnorwegisch

---

*) I Zeitschr. f. deut. philol. udtaler han s. 58-59 sin tvivl om eddakvadenes hoje alder: »Schon ihrer zahl und ihrem umfange nach sind diese zu wenig bedeutend, um far unser urteil iiber den gang der literarischen entwicklung im Norden massgebend werden zu konnen, und iiberdiess bedarf deren alterund herkunft trotz aller vertrauensseligkeit, mit welcher man auch bei uns noch an deren uralt heidnischem ursprunge festzuhalten pflegt, in sprach= licher wie in sachlicher beziehung noch viel zu sehr einer sorgfaltigen priifung, als dass sich auf sie zur zeit irgend ein sicherer schluss bauen liessew. Han affærdiger da sporsmålet med at beråbe sig på Gud brand Vigfiissons (mundtlige?) erklæring om, at Skirnesmål, Håibardssangen og Loketrætten skulde ikke være ældre end hojst fra slutningen af 10de, de fleste Volsungkvad fra 11-12te, og Solsangen (jfr. G. V.'s udgave af Eyrbyggja, s. XXXVII) fra 14de århundrede (!!). Forf. tilfojer dog: .Glucklicher weise brauche ich aber auf diesen meinen studien ohnehin fernliegenden punkt hier nicht weiter einzugehen, da es fur meinen zweck sehr gleichgiltig ist, oh die nicht sehr grosse zahl der nachweisbar von norwegischen skalden gedichteten gesange noch durch hinzurechnung von ein paar eddaliedern erhoht werden diirfe oder nicht.« — I afhandl, i bajerske akademis skrifter hedder det s. 503: »Der name 'alte Edda' ist uns zu einer collectivbezeichnung aller derjenige dichtwerken geworden, die man, freilich ohne sie in bezug auf ihre enstehungszeit einer irgend wie geniigenden priifung zu unterziehen, als die altesten producte des heidnischen volksgeistes anzusehen pflegt. Auf Island hat man sich von der iiberschwanglichen werthschåtzung fern zu halten gewusst, welche wir diesen sogenannten eddaliedern zu zollen pflegen; um so hoher schatzt man dagegen dortjene lange reihe von ehrenliedern, welche islåndische skalden auf die verschiedensten personlichkeiten und vorg'ånge dichteten, danneme nicht minder lange reihe geistlicher dichtungen, welche ebenfalls von den altesten [?] zeiten bis in die gegenwart herein ["?] sich fortsetzt.« Og i den hertil knyttede anmærkning 49 hedder det (s. 689-90): «dass man durch den dem heidenthume entlelinten inhalt der einschlagigen gesange geblendet und dureheine gewisse einfachheit des vortrages bestochen, die von der kiinstlichkeit so mancher skaldenlieder weit abliegt, ohne weiters anzunehmen sich gewohnt hat, dass alle diese lieder einer uralten zeit angehoren und unter sich ziemlich gleichartig seien; beides annamen, die vor einer eingehenderen kritik nicht bestehen diirften. . . . Hier kann natiirlich auf dieselbe [frage] nicht naher eingetreten, vielmehr nur die iiberzeugung ausgesprochen werden, dass nicht nur die sammlung des codex regius auf Island entstanden, sondern auch die mehrheit wenigstens der darinn enthaltenen lieder hier gedichtet

liedernurdemnorwegisch- islåndischen stamm zuweisen will, so konnen wir das nicht zugeben. Manche lieder mogenihrejetzigeletzte gestalt in Island, und selbst Gronland,erlangthaben,einzelne spåtere auswiichse der sage mogen geradezu erst dort entstanden sein, aber die urspriinglicheentstehungundeinbiirgerung derselben hat gerade nicht im hochsten Norden, sondern hat in Danemark und Schweden stattgefunden. Das beweist noch heute die localitåt so mancher. Sie sind die im norden aufbewahrten geringen reste, und somit noch die mittelbaren repråsentantenjenerzeit,in der der schwerpunkt der nordgermanischenculturundpoesie in die siidlicheren gebiete dieses stammes fiel. Dass eine solche zeit gewesen ist, kann nur absichtliche blindheit leugnen wollen. Spåter wich vor dem eindringen der neuen bildungselemente die åusserung des einheimischen wesens immer weiter nach dem norden hinauf. Dass manche jener, freilich erst spat aufgezeichneten lieder ihrer entstehung naeh gar wohl jahrhunderte weit zuriickverlegtwerdendiirfen,kann uns nicht unwahrscheinlich

---

*) I Zeitschr. f. deut. philol. udtaler han s. 58-59 sin tvivl om eddakvadenes hoje alder: »Schon ihrer zahl und ihrem umfange nach sind diese zu wenig bedeutend, um far unser urteil iiber den gang der literarischen entwicklung im Norden massgebend werden zu konnen, und iiberdiess bedarf deren alterund herkunft trotz aller vertrauensseligkeit, mit welcher man auch bei uns noch an deren uralt heidnischem ursprunge festzuhalten pflegt, in sprach= licher wie in sachlicher beziehung noch viel zu sehr einer sorgfaltigen priifung, als dass sich auf sie zur zeit irgend ein sicherer schluss bauen liessew. Han affærdiger da sporsmålet med at beråbe sig på Gud brand Vigfiissons (mundtlige?) erklæring om, at Skirnesmål, Håibardssangen og Loketrætten skulde ikke være ældre end hojst fra slutningen af 10de, de fleste Volsungkvad fra 11-12te, og Solsangen (jfr. G. V.'s udgave af Eyrbyggja, s. XXXVII) fra 14de århundrede (!!). Forf. tilfojer dog: .Glucklicher weise brauche ich aber auf diesen meinen studien ohnehin fernliegenden punkt hier nicht weiter einzugehen, da es fur meinen zweck sehr gleichgiltig ist, oh die nicht sehr grosse zahl der nachweisbar von norwegischen skalden gedichteten gesange noch durch hinzurechnung von ein paar eddaliedern erhoht werden diirfe oder nicht.« — I afhandl, i bajerske akademis skrifter hedder det s. 503: »Der name 'alte Edda' ist uns zu einer collectivbezeichnung aller derjenige dichtwerken geworden, die man, freilich ohne sie in bezug auf ihre enstehungszeit einer irgend wie geniigenden priifung zu unterziehen, als die altesten producte des heidnischen volksgeistes anzusehen pflegt. Auf Island hat man sich von der iiberschwanglichen werthschåtzung fern zu halten gewusst, welche wir diesen sogenannten eddaliedern zu zollen pflegen; um so hoher schatzt man dagegen dortjene lange reihe von ehrenliedern, welche islåndische skalden auf die verschiedensten personlichkeiten und vorg'ånge dichteten, danneme nicht minder lange reihe geistlicher dichtungen, welche ebenfalls von den altesten [?] zeiten bis in die gegenwart herein ["?] sich fortsetzt.« Og i den hertil knyttede anmærkning 49 hedder det (s. 689-90): «dass man durch den dem heidenthume entlelinten inhalt der einschlagigen gesange geblendet und dureheine gewisse einfachheit des vortrages bestochen, die von der kiinstlichkeit so mancher skaldenlieder weit abliegt, ohne weiters anzunehmen sich gewohnt hat, dass alle diese lieder einer uralten zeit angehoren und unter sich ziemlich gleichartig seien; beides annamen, die vor einer eingehenderen kritik nicht bestehen diirften. . . . Hier kann natiirlich auf dieselbe [frage] nicht naher eingetreten, vielmehr nur die iiberzeugung ausgesprochen werden, dass nicht nur die sammlung des codex regius auf Island entstanden, sondern auch die mehrheit wenigstens der darinn enthaltenen lieder hier gedichtet

bedunken, wenn wir sehen, wie lange sich lieder im volksmundeerhalten».

Jeg anfører dette som sagt for en ordens skyld, ikke for at beråbe mig derpå, såmeget mindre, som det vel var muligt, at den unævnte forfatter her kunde have haft mit unævnte skrift for oje og tildels udskrevet det. — Hovedbeviset for den episke oldtidsdigtnings hoje ælde ligger i den selv og i dens forhold til den historisk bekendte tids skjaldskab, der klarlig forudsætter den. Og ligesom den historisk bekendte tid var ude af stand til at frembringe en digtning med alle mærker på primitiv kunst: fuld af brudd på senere opstillede formelle krav, men tillige fuld af spirer til den senere udvikling, således er det også af afgorende vægt, at den episke digtart overhoved i den gamle literatur alene repræsenteres ved hin navnløse digtning og så ved de overgangsformer, der danne dens efterklang hos det 9de og 10de århundredes skjalde i Haraldsmål, Eriksmål, Hakonsmål, Ynglingetal og Halejetal.

Sporsmålet om den episke oldtidsdigtnings hjem er naturligvis vanskeligere at besvare end det om dens tid; ti da digtningen kan have været dyrket og kan have skudt friske skud overalt, hvor den samme nordiske stamme til den givne tid havde sæde under nogenlunde kultiverede forhold, så kan naturligvis også adskillige af de lævnede oldkvad være forfattede i Norge, ligesom endnu flere, ved at lægge vejen til Island om ad Norge, kunne dér have modtaget storre eller mindre omarbejdelse. Men den bliver dog altid i sin helhed at betragte ikke som nogen særlig norsk, men som en fællesnordisk produktjon; og når sporsmålet bliver om, hvor digtningen havde sin storste og rigeste blomstring, så kan dette kun besvares i forbindelse

med det videre sporsmål om, hvor den nordiske folkestammeskultur i det hele havde sine ældste sæder; og det véd da enhver var ikke i Norge, men i Danmark og Sverig. «Vor mytologi er (som N. M.Petersen siger i sin Mytologi,s. 262) ikke født i islande, men i sølunde,» og heltesagnene dreje sig jo fornemmelig om danske, gøtiske og svenske, foruden om sydgotiske folkeslags, konger og helte; så alt taler for, at disse sagnkredse ere dannede og komne til besyngelse så tidlig, at Norge da endnu ikke var i besiddelse af en sagnrig fortid, der kunde løftes i poesiens glans. Derfor kunde de norske nybyggere helt op til Helgelandjo dog godt føle sig — og de følte sig også — som ett med deres frænder i de ældre boliger og tilegne sig de til disse knyttede sagn, med samme ret, som oldtidens Grækere ved det sorte og det toskanske havs kyster, og nutidens Engelskmænd ej blot i Irland, men i Kanada og ved Ganges, tilegnede og tilegne sig deres fælles åndelige fædrenearv. (Jfr. min forrige afhandl, om Nordens gamle literatur, s. 609-10 [111-12].)

Ikke for at udelukke Norge og Nordmænd, så lidt som Island og Islændere, fra fuld delagtighed også i Nordens ældste minder, men kun som fornøden indsigelse mod den af nogle norske lærde opstillede og af nogle tyske bifaldte lære om Danmarks og Sverigs udelukkelse fra lod og del i den ældste nordiske literatur, har jeg hævdet og fremhævet, hvad der taler for, at vi i den have bevaret lævninger fra en tid, da det nordiske åndsliv endnu fortrinsvis var" virksomt i stammens sydligere boliger; og jeg er ganske rolig for, både at dette syn på sagen i længden vil findes at være det rette, og at det langt fra at skille, alene kan hjælpe til a,t samle alle Nordens ægte born i kærlighed til deres fælles fortids arv og fremtids opgave.