Hugh Elliot.

Side 793

Den brittiske Stat har vistnok sjælden her i Norden havt en diplomatisk Udsending med en mere udpræget og ejendommelig Personlighed end, da Hugh Elliot i Tiden fra 1782^—1790 var dens Gesandt i Kjøbenhavn. Kun et Par Aar efter at en fjernere Slægtning af ham ved sil tappre Forsvar af Gibraltar havde gjort det Elliotske Navn beremt, bidrog ogsaa han til at styrke Englands Anseelse i Europa*). Det er bekjendt, hvorledes han, uden at være særlig bemyndiget dertil af sin Regering, i September 1788 fra Kjebenhavn ilede over til Sverige og ved at true med Krig fra Englands og Preussens Side standsede det Korps, der ifølge den dansk-norske Regerings Befaling trængte frem fra Norges Grændse som Hjælpestyrke for det af Gustav 111 angrebne Rusland. Den Hurtighed, hvormed han ved denne Lejlighed traf sin Beslutning, den ildfulde Energi, han til Trods for store legemlige Lidelser udfoldede, det Held, som fulgte hans Anstrengelser, fersl for at standse Danmark-Norge, siden for at tejle Gustav 111, der mente at kunne benytte sig af hans Mellemkomst til at hævne sig paa den dansk-norske Regering, Alt dette bidrager til at give denne diplomatiske Episode et eget dramatisk Liv. ifelge den Interesse, der herigjennem knytter sig til Elliots Navn, er det naturligt ogsaa hos os at lægge Mærke til den Biographi af ham, som hans Datterdatter Lady Minto i den nyeste Tid har udgivet under den ovenfor angivne Titel, for

*) Medens Gibraltars Forsvarer George August Elliot, født 1718 f 1790, nedstammede fra en ældre Søn af Gilbert Elliot, som 1666 var bleven Baronet. var en yngre Søn af denne Stamfader til Greverne af Minto, til hvis Familie Hugh Elliot hørte.

Side 794

en stor Del støttende sig til hans egne efterladte Breve. Selv om Adskilligt i delte Skrift nærmest har Værd for engelske Læsere, fængsles man dog helt igjennem ved Skuet af en Personlighed, hos hvem ypperlige Evner, rig aandelig Dannelse, slærk Felelse og en' i sit Grundvæsen ridderlig Charakter vise sig i Forening med noget eget Uroligt og Lidenskabeligt, og med Hensynsleshedens, Pirrelighedens og den bittre Satires skarpe Kanter.

Som Barn fik Elliot en Opdragelse og Undervisning, saaledes som den passede for en Sen af en af Englands mere fremragende Familier. Det skal paa dette Sted kun nævnes, at han i Aaret 1764, da han var 12 Aar gammel, blev sendt til Paris for under David Hurnes Auspicier at lære Fransk og „I'usage du monde^u. Han tilbragte her en Del af sin Læretid saramen med en Personlighed, der skulde komme til paa en endnu starre Skueplads al udfolde store Evner og stærke Lidenskaber, nemlig Mirabeau. Senere opholdt han sig som et ungt Menneske paa IS Aar igjen i nogen Tid i Paris, og herte tilligemed sin ældre Broder Gilbert til Gjæsterne ved Madame du Deffands og Madame Geoffrins æsthetiske „petits soupers"; men den Indflydelse, dette havde paa hans Smag, svækkede ikke hans Selvfølelse som Englænder, han havde stedse heje Tanker om den engelske Lilteraturs Fortrin fremfor den franske.

Ifelge et udpræget Hang til det Romantiske og Eventyrlige, som han synes at have arvet efler sin Moder, felte han snart Lyst til at vinde Krigerhæder, og da hans Haab om at faae et Officerspatcnt som Kapilain i den engelske Hær var slaaet fejl, træffe vi ham kort Tid cfler som Rejsende i Wien og Warschau. Begge Sleder ser det imidlertid ud, som om den smukke unge Englænder vilde have havt lettere ved at erobre Damehjerler end ved at opnaa en militær Sliliing, saaledes som han enskede den; ferst i Russernes Hær under Felttoget imod Tyrkerne Aar 1773 fandt han Lejlighed til at vise, hvilket übetvingeligt Mod han besad, og til det Minde, han efterlod om sin Deltagelse i Kampene ved Donau, knyttede der sig Træk af eventyrlig

Side 795

Raskhed, Men hans Krigerliv var hurtig endt. Hans Fader var kjed af hans Omflakken, og han maatle vende hjem for at bruge sine Evner i en helt anden Virksomhed. I Aaret 1774 blev han, kun 22 Aar gammel, sendt som engelsk Gesandt til Mvinehen. Dermed begynder hans diplomatiske Løbebane, under hvilken han var Gesandt i Munchen indtil Foraaret 1777, derpaa i Berlin indtil 1782 og i Kjebenhavn fra 1782 til 1790.

Han havde nu betraadt en Vej, der syntes at maatte ligge det Romantiske i hans Natur fjern, og Yttringer i hans Breve vise, al det ikke var med et let Hjerte, han gik dertil. Det var i længere Tid hans bedste Glæde at lukke sine Ojn-e og dremme sig tilbage i den russiske Lejr ved Donau. Hvad han oplevede i Munchen og Berlin skulde ikke bidrage til at udvikle Livsglæde hos ham, thi Lykke hentede han intet af Stederne.

Munchen og Berlin, det var saa store Modsætninger, som vel kunde gives. Paa det ferste Sted traf Elliot en Regering og et Hof, der fuldstændig var gjennemlrængt af Aanden fra Versailles, og syntes at gjere sig det til sin Opgave,i det mindre at vise den samme Udulighed og Usædelighed,hvorved Ludvig XV vanærede Frankrig, og tillige rolig al see paa, at Nationen var nedsunken i Fattigdom, kras Overtro og Uvidenhed. Det var en kvalm Luft at leve i for den energiske livfulde Elliol. Han søgte ogsaa at rive sig los fra dette Liv og at finde en Virksomhed, som mere tiltalte ham, ved at bede Regeringen om Tilladelse til at gaa som Frivillig med i den amerikanske Krig; men det blev afslaaet ham. Gesandtskabsforretningerne i Munchen vare ovenikjebeti disse Aar meget übetydelige; kun en enkelt Gang blev det ham muligt at vise, hvorledes den hurtige raske Beslutningvar hans Element. Da han saaledes engang under en Forhandling med den bayerske Regering havde Mistanke om, at Ministrene lode sig paavirke af Hensyn til Østerrig, vægrede han sig uden videre ved at underhandle med dem, ilede til Churfyrsten og forstod under en Samtale at imponereham til at følge en Politik, der var stik imod MinisirenesØnske.

Side 796

sirenesØnske.En anden Gang gav et Tordenvejr ham Lejlighed til at vække Opmærksomhed. Under et voldsomt Uvejr slog Lynilden ned i en Landsby tæt ved Slottet Nymphenburg,hvor Hoffet dengang opholdt sig. Medens Hoffolkenekun med Skræk tænkte paa, at den næste Lynstraale maaske vilde slaa ned i Slottet, ilede Elliot ud og skyndte sig afsted til Landsbyen uden at bekymre sig om Uvejret. Da han kom derhen, fandt han Banderne grebne af panisk Rædsel; men han sogte strax at sætte Mod i dem, og gav sig til at hjælpe Beboerne i det brændende Hus, medens han tillige tømte sin Pung, hvori der var 10^—15 Guineer, i Haanden paa en af de Brandlidte.

De Forhold, der mødte Elliot i Berlin, vare himmelvidt forskjellige fra de bayerske. Han flk her at gjøre med Datidens store Statsmand Frederik „den Eneste", som netop dengang stod paa sin Navnkundigheds Højdepunkt, og hvis Genialitet var ligesaa beundret af Europas andre Statsmænd, som hans politiske Troløshed var frygtet af dem. Hvor interessant maatle ikke en diplomatisk Virksomhed i en saadan Konges Hovedstad være? Ovenikjøbet nærede Elliot med sine krigerske Tilbøjeligheder en levende Beundring for Frederik II som den store Feltherre. Det lader heller ikke til, at han har følt sig trykket ved, hvad der ellers i hin Tid vakte engelske Rejsendes Anstød, naar de besøgte Preussen, nemlig den umaadelige Monotoni, den despoliske Regering og det militære Snørliv, hvori Frederik II havde spændt sine Undersaatter, og som bragte en Englænder til at sammenligne Preussen med et uhyre Fængsel, i hvis Midle den store Fangevogter sad, beskjæftiget med at passe paa sine Fanger. Var der end i det Hele taget stil le og kjedeligt i Berlin og Potsdam, og vare marscherende Soldater end det mest oplivende Element paa Gaderne i disse Stæder, saa fandt Elliot dog Kredse, hvori han følte sig hyggelig og vel tilmode, navnlig hos Frederik ll's Broder, den højt begavede Prinds Henrik, og en Forelskelse i en ung preussisk Dame, med hvem han blev gift, kastede en Tid et poetisk Skjær over hans Liv. Men dog endte hans Berlinerophold kun lidet glædeligt.

Side 797

Allerede hans officielle Stilling som Gesandt havde sine Skyggesider. Samtidig med at hans engelske Hjerte blødte ved at hore om de Ulykker og Nederlag, hvormed hans Fædreland blev hjemsøgt under den nordamerikanske Frihedskrig, maatte det harme ham at mærke Frederik ll's fjendtlige Stemning imod England, og hvor stærkt han glædede sig over dets Modgang. Bidsk, som Frederik II var, naar han vilde En tillivs, skaanede han ikke Elliot for personlig at høre Haan og Spydigheder over Englænderne. Navnlig plagede han ham ved at rette nærgaaende Spørgsmaal til ham. Flere Gange Ok han imidlertid Svar paa Tiltale, thi Elliot var ikke værgeløs ligeoverfor sligt. Allerede fra hans første Ungdom havde hans Omgivelser maattet mærke, hvor let et skarpt Svar fløj over hans Læber, og denne Evne svigtede ham ikke ligeover for den spydige Konge. Da saaledes Frederik II for at haane den engelske Regering, havde sendt en Gesandt til London, som havde et meget slet Rygte, og han en Dag drillende spurgte Elliot: Hvad siger man i London om min Gesandt, gav Elliot, idet han gjorde et meget dybt Buk, det korte men knusende Svar: Digne représentant de Votre Majesté. En anden Gang, da der var kommet Efterretning om, at Hyder Ali i Ostindien havde gjort et ødelæggende Angreb paa de engelske Besiddelser, sagde Frederik II: A/r. Elliot, qui est'ce Hyder Ali,, qui sait si bien arranger vos affaires aux Indesl; men Elliot svarede rolig: v^Sire* cestun vieux despote qui o beauvoup pille ses voisins mais qui, Dieu merci, commence å radoter". Med Grund kunde han i Anledning af dette Svar sige til En, hvem han fortalte det: Det var en Hævn, som Satan kunde have misundt

Hvor pinligt end Forholdet til Frederik II tidl maatte være ham, havde en Kamp, hvori han kunde vinde slige Sejre, tillige sin pikante Side, og det var heller ikke hans politiske Stilling som Gesandt saa meget som hans private Forhold, der nagede ham. Han havde altid været en slet Husholder, og hans Pengeforhold kom efterhaanden i en fuldstændig Uorden; men, hvad der var det værste, hans

Side 798

Ægteskab var ulykkeligt. Det havde kun varet faa Aar. ferend ban mærkede, at der ingen dybere Sympalhi eller fælles aandelige Interesser var imellem ham og hans Hustru. Forholdet imellem dem blev meget keligl, ja man begyndte endog at tale om Skilsmisse. Netop paa denne Tid indtraf en ny viglig Begivenhed i Elliots Liv; han blev afskediget fra sin Stilling som Gesandt, da Ministeriet North i Foraaret 1782 blev aDøst af det Rockinghamske Ministerium. Grunden hertil laa i Elliots egen Færd. Han havde ved al byde Frederik JI Spidsen grundig vakt dennes Forbittrelse imod sig, og uagtet det ikke lader til, som om Frederik II havde stillet nogen Fordring om, at han skulde kaldes tilbage, maalte det dog forekomme den daværende engelske Regering, der helst vilde staa paa en god Fod med Preussen , at være klogest ikke at lade sig repræsentere i Berlin ved en Udsending, der her saalidt var en grata persona. Men nok saa meget laa Grunden til Afskedigelsen maaske i, at Elliots skarpe Tunge ogsaa havde fornærmet selve de daværende engelske Ministre. At slaa rask til, hvad enten det var med Ord eller Handling, havde han altid felt sig oplagt til; men dette havde den Skyggeside, at han blev hensynsles, skaanselles og uforsigtig. Han kom derved jævnlig til at saare Andre. Der havde f. Ex., som en af hans Venner skrev til ham, næppe været Grund for ham til, da han forlod Miinchen, at gjere Afskedsbeseg rundt omkring hos forskjellige Familier for at fortælle dem, at den Dag, da han skulde rejse bort derfra, var den lykkeligste i hans Liv. Under hans Ophold i Berlin havde den engelske Udenrigsminister for det nordlige Departement, Lord Suffolk, fundet sig opfordret til at bede ham om at from vivacities of language" og til at vogte paa Sproget i sine Depecher, der ikke sjælden ved deres Udtryk vakte Georg Ills Mishag. Ogsaa bade hans Slægtninge ham idelig om at være forsigtig i sine Udtalelser, da det var en bekjendl Sag, at han yltrede sig om Forhold og Personer hjemme uden at tænke paa, med hvem han talte, og at han jævnlig for Englændere, der besøgte ham i Berlin, paa den hen-

Side 799

synsleseste Maade bred Staven over forskjellige indflydelsesrige engelske Statsmænd. Men dette synes kun lidet at have frugtet, og da Fox og hans politiske Venner kom til Roret i 1782, folie de ikke Lyst til at beholde en Gesandt paa en saa vigtig Post, om hvem de vidste, at han havde hudfletlet dem paa det übarmhjertigsle. Det var altsaa en Slags Unaade, som ramte Elliot; men han slap dog for at ligge længe ledig, hvad der i hans oekonomiske Stilling vilde have været meget misligt; Ministeriet Shelburne, der allerede i Juli 1782 fulgte efter det Rockinghamske, ansatte ham i Septbr. 1782 som Gesandt i Kjebenhavn.

Hermed komme vi til det Afsnit af hans Liv, som nærmest har Interesse for os; men inden hans Virksomhed i den nye Stilling ret kunde begynde, krævede private Forhold hans spændte Opmærksomhed og bragte ham til et energisk Skridt, der i hej Grad charakteriserer ham. Han Jiavde maaltet rejse alene til Kjebenhavn, da hans Hustru erklærede det for umuligt for hende at foretage den besværlige Rejse fra Berlin hertil, ferend det blev Foraar; men da saa denne Tid kom, modte der ny Modstand fra hendes Side, og Elliot fik et Brev fra hende, hvori hun bestemt afslog at rejse og tillige overvældede ham med grove Beskyldninger. Paa samme Tid fik han ad forskjellige Veje Underretning om, at hun ikke var ham tro, at en Fætter af hende, en Baron Kniphausen, der var „bcau comme Apollonu^ var hendes Elsker, at denne blot arbejdede paa at faa hans Ægteskab med hende oplest, og at han saa skjævt til hans lille Datter, fordi han betragtede hende som den væsenligste Hindring for at han kunde naa sit Maal. Det var Elliot klart, at det var denne Baron, som var den virkelige Forfatter til det omineuse Brev, han havde faaet fra sin Hustru, og han var heller ikke i Tvivl om, at han ikke længere kunde lade sit Barn være i hendes, det vil sige i Baronens Magt. Uden altsaa at sege Tilladelse til al forlade sin Post, skyndte han sig hemmelig bort fra Kjebenhavn og ilede til Berlin. Da han kom dertil, var hans Hustru tilfældigvis i Aftenselskab, og Elliot kunde slrax fere Datteren bort,

Side 800

uden at det blev bemærket. Mindre end 12 Timer efterat han var kommen til Berlin, var den lille Pige under paalidelig Ledsagelse paa Vejen til Kjebenhavn. Elliot satte sig tillige i Besiddelse af sin Hustrus Breve, som gave ham fuld Bekræftelse paa hans Mistanke om Forholdet mellem hende og Fætteren; han tilskrev denne et Brev, hvori han udtalte sit Ønske om at faa Lejlighed til at ,,^straffe ham efter Fortjeneste", og derpaa skyndte han sig tilbage til sin Post i Kjebenhavn. Men det var ikke hans Agt at lade Sagen være endt hermed. Nu da han havde bragt Datteren i Sikkerhed, bad han sin Regering om Tilladelse til at foretage en Rejse til Berlin „/br the arrangement of his a/T'airs", med andre Ord for at faa tugtet Kniphausen og blive formelig skilt fra sin Hustru. Kniphausen, som havde vakt almindelig Uvillie imod sig, var imidlertid rejst til Mecklenburg, hvor han holdt sig skjult; men Elliot opdagede hans Opholdssted, og trængte ind til ham, væbnet baade med Sabel og Pistoler og med en tyk Stok i Haanden. Han krævede strax Satisfaktion af Kniphausen, og da han ikke fik den, blev han ude af sig selv af Raseri, og slog sin Stok, saa tyk den var, itu paa sin Fjendes Skuldre. Nu var en Duel uundgaaelig, hvor nødig Baronen end vilde til den, og den fandt omsider Sted i Begyndelsen af Juli. Kniphausen viste sig ynkelig til det sidste; han gjorde hvad han kunde, for at Duellen skulde blive saa lidet farlig som muligt, og efterat de havde vexlet et Par Kugler, erklærede han, at naar En af dem blev saaret, var han villig til at gjere Elliot en skriftlig Undskyldning. Dermed var Elliot tilfreds. Da Kniphausens tredie Kugle strejfede hans ene Hofte ganske let, fyrede han sin Pistol af i Luften, og modtog derpaa en Skrivelse af sin Modstander, som heri beklagede „tfavoir eu des tors envers lui^u og gjorde ham sin Undskyldning derfor. Dermed var Sagen endt, efter Alles Mening til Ære for Elliot. Naturligvis var det forbi med hans Ægteskab; han benyttede ogsaa sit Ophold i Berlin til at faa det hævet.

Efter disse stormfulde Scener trængte han til Ro, og
det stille Liv, han kunde fere i Kjebenhavn, var ham vel-

Side 801

gjerende; Stadens venlige Omgivelser forekom ham yndige i Modsætning til den sandede Brandenburgske Slette, han havde forladt, og da han i Sommeren 1783 tog sit Ophold paa det smukke Landsted' Christiansholm ved Strandvejen, var det ham, som om han var kommen til „a haven of peace to a shipwrecked mariner". Ogsaa felte han sig meget tiltalt ved den Modtagelse, han fandt i flere af de fornemste Familier, navnlig hos Schimmelmanns og Keventlows, og snart efter iA.P. Bernstorffs Hus. Der udviklede sig igjennem fælles æsthetiske Interesser et Samliv, som iblandt andet fremkaldte en livlig Correspondence imellem Grevinde Bernstorff og Elliot, da han i Aaret 1785 i nogen Tid opholdt sig i sit Fædreland*). Selv da Elliot senere ternede stærkt sammen med A. P. Bernstorff, ser man ham i sine Breve til denne mindes hans Hustrus Venskab med Varme**).

Det var i Slutningen af Juliane Maries og Guldbergs Styrelsestid , at Elliots diplomatiske Virksomhed begyndte i Kjebenhavn. Han havde kun været her kort Tid, førend han mærkede , at der var en stærk Opposition imod Regeringen, og allerede d. 14de April 1784 blev han Vidne til den bekjendteRegeringsforandring,der bragte Kronprinds Frederik i Spidsen for Regeringen med A. P. Bernstorff og Schackßathlousomsine

*) Se det charakteristiske, halvt eng-elske, halvt franske Brev fra Grevinde Bernstorff, som Lady Minto anfører S. 294^—95.

**) I et Brev fra Gøteborg af 6te Oktbr. 1788, hvori han truer Danmark med Krig og tydelig insinuerer, at Bernstorff har ført ham bag Lyset ved „une politique artijicieuse et fausse", tilføjer han dog: „je vous supplie de presenter mes plus sincé.res hommages h Madame de Bernsdorff, et de lul dire que je ne cesserai jamais de lux estre devoué. Je me flatte qu¹ Ellerne rend h present justice." I et andet Brev fra Gøteborg af 10de Novbr. sender han Bernstorff Afskrift af et Par lettres secretes, som han havde tilskrevet Kronprinds Frederik og Prinds Carl af Hessen og tilføjer da: „Si Votre Excellence les approuve je serai charme qu Elle les laisse lire h la comtesse Bernsdorff et au comte Schimmelmann sous le sceau de secret. Je suts jaloux d'étre connu de ceux que faime et que jestime. Disse Breve findes i Udenrigsministeriets Archiv i Pakke Nr. 1 Om Dansk Felttog i Sverige 1788—89.

Side 802

ßathlousomsinenærmeste Raadgivere. Disse Forholds Udviklingfulgtehan med stor Deltagelse. Som Frederik ll's personlige Uven havde han havt Mistillid til Juliane Maries Styrelse, thi det var ingen Hemmelighed, at hun nærede stor Hengivenhed og Beundring for den preussiske Konge, hvem Elliot endog ansaa for at være det danske Kabinets „deus ex machina". Ved Regeringsforandringen tilfaldt derimoddeudenrigske Sagers Ledelse A. P. Bernstorff, som vitterlig for 31/«3¹/« Aar siden havde maattet vige sin Plads, fordi han havde for stor Sympathi for England ; og ligesom andre Diplomater*) mente, at den engelske Indflydelse nu vilde blive meget stor i Kjebenhavn, saaledes smigrede Elliot sig med Haabet om det samme. Om Kronprindsen selv havde han gode Tanker, fordi han var Sen af en engelsk Prindsesse, han roste hans v^noble and easy carriage", og fandt, at han lignede sine engelske Slægtninge. Del synes endog efter Lady Mintos Skildring, som om Eiliot har vidst, hvad der var igjærde, inden Regeringsforandringen fandt Sted. Iblandt andet fortæller hun, at Bernstorff havde . meddelt ham Planen om at bruge Kronprindsen til at styrte Juliane Marie, hvad der i saa Fald maa være sket skriftlig, da Bernstorffferstkom til Kjebenhavn, efterat Forandringen havde fundet Sted. Lady Minto meddeler overhovedet flere Smaatræktildenne Begivenheds Historie, som fortjene at stilles sammen med vore egne Efterretninger derom. Særlig mærkeligterdet at se, at Elliots Interesse for Planen gik saavidt, at han uden nogen Fuldmagt fra sin Regering bad en af Kronprindsens Fortrolige, der talte med ham om den paatænkteForandring,sige til sin unge Herre, at han var rede til at træde aabent op til hans Forsvar, hvis Modpartiet vilde preve paa at forsvare sig ved voldsomme Midler. Da der netop laa nogle engelske Skibe paa Kjebenhavns Rhed, baabedehani deres Mandskab at kunne finde god Hjælp til en saadan Optræden. Der er efter hele Elliots Personlighed

*) Depesche fra den svenske Kotnmissionssekretær v. Scheven til Gustav 111 af 10de Juni 1784 (i det svenske Rigsarchiv;.

Side 803

ingen Tvivl om, at han vilde have holdt Ord; men heldigvis behevedes det ikke; det vilde unægtelig ogsaa have været et eget Optrin i den diplomatiske Historie. De nærmest følgendeAargik rolig for Elliot; noget stort politisk Spørgstnaalhavdehan ikke at forhandle, det vigtigste var en Plan til et Ægteskab imellem Kronprinds Frederik og en engelsk Prindsesse, en Sag, hvorfor han synes at have interesseret sig meget, rnen som dog ikke blev til Noget, da den mødte Hindringer hos den engelske Regering*). Men medens det var Elliols -Onske, at Danmark-Norge vilde slutte sig neje til Englands Fane, udviklede Forholdene sig snart paa en saadan Maade, at han maatte komme til at støde alvorlig sammen med Regeringen i Kjøbenhavn, da denne nemlig optraadte imod Gustav HI under hans Krig med Rusland 1788.

I den nærmeste Tid, førend dette Sammensted begyndte, havde Elliots personlige Forhold til det svenske Gesandtskab i Kjøbenhavn ingenlunde været godt. Han følte sig fornærmetved,at Chefen for dette, Baron Sprengtporten var blevengjorttil Ambassadør af Gustav 111 og derfor ifølge den almindelige diplomatiske Eliqiielte nød større resbevisningerendde Magters Gesandter, der ikke havde saa hej Rang. Sin Uvillie viste han paa en for det svenske GesandtskabføleligMaade*).

*) Lady Minto taler ikke heroni; men i den Biilowske Manuskriptsamling i Soro Palike 68 II og imellem Schack-Kathlous efterladte Papirer, der opbevares paa Ravnholt i Fyen, nudes flere Breve derom imellem Elliot, Johan Billow og Schack-Rathlou. letaf disse Breve af 29/₈ 1755 skriver Elliot sotn dengan^ ophoklt sig en kort Tid i London, til Schaek-Rathlou: „Je suis reellement attach^ a. Votre pays, faime mieux Stre au Danemarc qu'a toute autre cour". I et andet Brev til Samme dateret London 3/io 1785 hedder dot: „0n me scoitpgonne un i>eu ici d'etre fort partial en parlant de la belle. Zelande. 11 eat vrai, que je ne scaurois disconvenir, que les bonte's de men amis pour moi n'ont pas die" sans effet et que je sals partisan trop zeU de leur pays pour ne pan contredire avec chaleur a toules' les J'aussetds que plusieurs voyayeurs etranyers ont repandu en Europe relativement h Copenhayue". Med Hensyn til jvfr. ogsaa et Brev fra Dorothea Biehl til Biilov af 19/, 1786 (Manuskriptsaml. i Sorø Pakke 47).

Side 804

sandtskabføleligMaade*).Men dette blev naturligvis betydningslest,daden engelske Regering netop nu nærmede sig Sverige.Fjendtligsindetsom den paa denne Tid var imod Rusland, enskede den Intet hellere end at hindre dette fra de Udvidelser, som det truede med at vinde paa Tyrkiets Bekostning. Da Gustav 111 derfor under sit Ophold i Rjebenhavn i Efteraaret 1787 lod sin Kabinetssekretær v. Asp tale til Elliot om, hvorvidt England vilde staa ham bi i hans Planer om al stække Vingerne paa Rusland, udtalte Elliot sig med stor Iver for en Forbindelse imellem England, Danmark og Sverige,derda tillige skulde slutte sig sammen med Preussenogmed forenede Kræfter tæmme Ruslands Erobringslyst**).Elliot,som selv tidligere havde kæmpet i den russiskeHærimod Tyrkerne, havde aabenbart nu Ordre til at modarbejde Rusland, hvad han gjorde med Lidenskab, og ligesom hans Udtalelser til v. Asp bidroge til at Gustav ll] haabede paa at kunne faa Stette hos England, hvis han bred med Catharina 11, saaledes ser det ogsaa ud, som om Elliot i den nærmest felgende Tid har arbejdet paa at drage Danmark-Norgebortfra Rusland. Men dels ansaa den dansknorskeRegeringsig for bunden ved Alliancen af 1773, dels satte den endnu Pris paa denne som et godt Værn for sig selv, og det synes derfor, som om A. P. Bernstorff og Elliotalleredenu begyndte at komme paa en spændt Fod med hinanden***). Endnu stærkere fik Elliot Lejlighed til at

*) Se flere al Sprengtportens Depescher Ira Slutningen af 1787 og Begyndelsen af 1788. Ved Siden af Sprengtporteu, men med lavere Rang fungerede D'Albedyhll som Gesandt.

**) Gejer: Gustaf lll's efterlemnade papper 3die del. 2 afd. S. 204—206.

***) Se Depesche fra den danske Chargé d'aff. i London Schonborn af Bde April og Bernstorffs Svar herpaa af '23de April 1788. I dette klager Bernstorff over, hvorledes Elliot bidrager til at „brouiller les affaires. Je nCen plaindrois, skriver han, davantage si sa santé absolument derangée riinfluoit sur son humeur". Han or derfor mere tilbøjelig til at føle Medlidenhed med Elliot end Vrede imod ham.

Side 805

modarbejde Rusland, da Catharina II -i Sommeren L7BB opfordrededendansk - norske Regering til at yde hende den Hjælp, som hun ifølge Traktaten af 1773 havde Ret til at kræve.

Om de Begivenheder, der nu fulgte, Elliots Rejse til Sverige i Slutningen af September og hans Maegling imelleni de skandinaviske Rigor, har Lady Minto meddelt adskillige Traek, vaesentlig hentede fra Elliots Breve og Depescher og hvoraf flere ere i hej Grad charakteristiske. Elliot viser sig her stedse i et meget smuktLys; men hvor meget man end maa indremme, at han handlede med stor Energi, at han hjalp Gustav ll[ ud af en farlig Forlegenhed, og at han ene lod sig lede af Iver for at skaffe Fred imellem Danmark - Norge og Sverige, kan man dog naeppe fuldstaendig stole paa den Fremstilling, der er givet efter hans Papirer*). Man kan ikke vaerge sig imod Indtrykket af en vel stor Selvfelelse i Elliots Syn paa, hvad han udrettede, naar han 1. Ex. i et Brev skildrerGustav Ill's Stilling som fuldstaendig haables, da han den 29de Septbr. Iraf ham i Carlstad, naar han fremhaever, hvorledes Gustav 111 sammenlignede sin Stilling med Jakob IPs, dengang denne var bleven nedt til at flygte fra England og opgive sit Rige, men hvorledes han da selv lillidsfuldt udbrod: pretez moivotre couronne je vous la rendrai avec lustre'"ⁱ, eller naar han udtaler, at det ene skyldles hans egen djaerve Optraeden, at Sverige ikke blev udsat for at blive delt imellem Danmark og Rusland, en Fare, som kun en heldig trig fra fremmede Magters Side bag efter kunde have fjernet. En saadan Fare existerede i Virkeligheden ikke; i det mindste er det en Kjendsgjerning, at den danske Regering slet ikke enskede nogen Formindskelse af Sveriges Landomraade**).

*) En enkelt positiv Fejl begaar Lady Minto ved at lade Elliot paa sin Rejse komme til Stockholm.

**) I min S. 679 anførte Afhandling om Danmarks Politik under den s vensk-rus.si.sk e Krig 1788 — 90p.09_—60 har jeg anført Beviser herfor. Det stemmer godt hermed, naar den svenske Gesandt d'Albcdyhll i et Brev af 27de November 1788 til Kabinetssekretæren v. Asp (i det svenske Rigsarchiv) omtaler en Samtale, han havde havt med Bernstorff, hvori denne havde fremhævet, at det laa i Danmarks Interesse, at der blev sluttet Fred „dd det ej convenerar oss hvarken att annu vldare upoffra oss for Ryssland, ehxiruval vdre Tractater det medjora, eller at bidrage till Sveriges fall, som sent eller bitlida skulle eidrainera vdrt eget ehuruvdl icke alia torde tro oss antlngen nog Moke at delta inse eller nog hederlige at emot Sverige hysa oegennyttiga tankar och fora ett upricktigt

Side 806

Men Elliot bedemte i det Hele den danske Politik under
disse Forhold skjævt.

Det hedder saaledes hos Lady Minto (S. 303) at Danmark under de Forhandlinger, der gik forud for Konflikten snever gave the slightest intimation of Ihose aiticles in the treaty of 1773 by which she was bound to lend military aiU to Russia if attacked in the north, and thi s concealment gave rise to a charge of treachery which was subsequenlly brought by the king of Sweden against the Prince Royal, and with some semblance of justice.^a Vistnok er del muligt, al Lady Minlo her har brugt sin Kilde unøjagtigt; men man fristes dog til at antage, at det er Elliots Synsmaade, hun gjengiver. Det er derfor nødvendigt at afvise denne Beskyldning som überettiget. Jeg har allerede andensteds*) fremhævet Vidnesbyrd om, at den dansk-norske Regering ikke havde ladet Gustav 111 være übekjendt med, at den maatte hjælpe Rusland, hvis han angreb det, og jeg skal nu hertil føje, at det svenske Gesandtskabs Rapporter fra Kjøbenhavn til Gustav 111 vidne om det Samme**). D'Albedyhll betoner vistnok stærkt Danmarks Ulyst til at blande sig i Striden, og mener at det heller ikke har Evne til at udfolde nogen Kraft; men allerede først i Maj 1788 fremhæver han, at hvis Sverige angriber Rusland, indtræder Casus foederis for Danmark; han omtaler den Iste Juni, at det er den almindelige Mening „hårstades", at Gustav 111 vil være agresseur og at Danmark maa yde sin traktatmæssige Hjælp; og han gjør den Bde Juni opmærksom paa, at Bernstorff med Hensyn til den Holdning, Dan-

*) I min ovenfor anførte Afhandling S. 48 og 62.

**) Disse har jeg først i Efteraaret 1869 havt Lejlighed til at undersøge i det svenske Rigsarchiv.

Side 807

mark vil indtage, siger det samme som hidtil. nßlirn^Blir E. Kgl. Maj agresseur, skriver han, då upfyllar Danmark sina bekanta forbindelser, både svagt och ogjerna^ det forrå emedan fb'rmågan, det sednare emedan godaviljan fattas^u. Han raader stedse til ikke at blotte den norske Grændse. Heller ikke for andre Magter havde Regeringen i Kjebenhavn skjult sine Forpligtelser. Den preussiske Gesandt Rhode fortalte i Junimaaned Sprenglporten, at den danske Regering havde opfordret Preussen til at mægle mellem Rusland og Sverige, da det truede med Krig V^uti hwilcket Danmark sago sig tvungen ifall det utbrusto att i anseende till sine med Ryssland ågande forbindelser deltage.^I''-*) Hvor lidt endelig selve Elliot var übekjendt dermed, viser en Depesche fra d'Albedyhll af 20de Juli, hvori han udtrykkelig meddeler, at Rernstorff har sagt til Elliot, at ågande forbindelser med llyssland voro mycket vidstracktare an det i allmånhet syntes formodas och af E. Kgl. M. forudsaltes." Ingen kan være i T\ivl om, at d'Albedyhll har dette fra Elliot. Noget blev ganske vist holdt skjult fra dansk-norsk Side, det var, i hvilket Omfang og paa hvilken Maade Traktaten forpligtede Danmark til at hjælpe Rusland; men derom havde Regeringen i Kjøbenhavn heller ikke Ret til at tale, da Traktaten var hemmelig**).

Ogsaa senere, da Elliot rejste over til Sverige for at mægle, skal Rernstorff efter Lady Mintos Fremstilling have n^acted a very insincere part" (S. 305); han skal under sine Samtaler med Elliot umiddelbart før dennes Afrejse have fert et Sprog, hvis Maadehold stod i stærk Strid med det norske Korpses Fremrykken i Sverige faa Dage efter (S. 310). At Lady Mintos Fremstilling her nøjagtig gjengiver Elliots Opfattelse, er klart af et andet Ridrag til Mæglingens Historie, der i den seneste Tid er fremkommet, nemlig i en

*) Depesche fra Sprengtporten af 26de Juni 1788.

**) Da derfor Sprengtporten i Slutningen af Juli bebrejdede Bernstorff, at han ikke tidligere havde talt om, hvorvidt Danmarks Forpligtelser gik, svarede Bernstorff, at han ikke havde havt Ret til at udtale sig om Traktatens hemmelige Artikler. (Depesche fra Sprengtporten af 31te Juli 1788).

Side 808

Anmeldelse af min ovennævnte Afhandling, der er underlegnet J. II:s og findes i Nordisk Tidskrift for Politik, Ekonomi och Litteratur. Maj 1869. S. 305—13. Den sagkyndige Anmelder har her meddelt nogle Uddrag af Elliots Depecher, som han har undersegt i Englands „Foreign OfGce". Disse vise dels, at Elliot ansaa sig for bedragen af Bernstorff, dels indeholde de et nyt Vidnesbyrd om hans Mistanke imod den dansk-norske Regerings Hensigter, idet man ser, at han tiltrode den at hige efter at erobre Goteborg. Det fremhæves ogsaa i Anmeldelsen, at Elliot til Trods for sin Hejagtelse for Bernstorffs Elskværdighed som Privatmand nærede Mistillid til ham som politisk Personlighed, og at han i den Henseende støttede sig til mange Aars Erfaring. Hvad nu for det ferste denne almindelige Dom angaar, da kan man vistnok, uden at træde Elliot for nær, slaa en Streg derover. Elliot er altfor stærkt et Stemningsmenneske og Skarphed et altfor gjennemgaaende Træk ved hans Domme om Andre, til at man kan lægge Vægt paa dem, naar de ikke slettes af andre Vidnesbyrd. Det er vel værdt, som et Bidrag til Forstaaelsen af hans forunderlig urolige Personlighed og det Upaalidelige ved hans Udtalelser at lægge Mærke til, hvorledes d'Albedyhll dømte om ham i Slutningen af 1787, da han af Guslav 111 havde faael Befaling til al nærme sig til ham. Elliot, skriver han da til Guslav 111, er en farlig Mand. Han har alle de Talenter, der formaa at opmuntre os til at vi.se ham Tiltro; men han gjengjælder denne saa slet, at jeg aldrig vilde driste mig til paa egen Haand al vise ham nogen. Han kan aldrig tie med Noget, som man belror ham. Derimod gjer han sig ikke den ringeste Samvillighed af at fordreje Sandheden, overdrive og endog opdigte, forsaavidt det kan passe med hans eget Syn paa Forholdene i Øjeblikket. Hans Lune skifter med hver Dag, og eftersom det forandrer sig, benytter han den Fortrolighed, der er vist ham, enten lil Gavn eller til Skade for den, som har betroet ham Noget, idet han pynter derpaa cfler eget Tykke. Ingen i hele corps diplomatique stoler paa ham. Til Nogle siger han, at han

Side 809

af al Magt har arbejdet for Sverige, til Andre, at han af al
sin Evne har modarbejdet Eders Majestæts Planer. — D'Albedyhll
fraraader derfor at vise ham nogen Tillid*).

Selv om nu ogsaa Adskilligt i dette lidet tiltalende Billede sandsynligvis er fordrejet, og man overhovedet maa være varsom ligeoverfor Diplomaternes Udtalelser om hverandre, saa kan man dog ikke ganske vrage en Dom, der netop i et vigligt Øjeblik udtales som Motiv for ikke at vise EUiot Tillid. Ovenikjebet er der fra de Begivenheders Tid, hvormed vi have at gjere, stærke Vidnesbyrd om dennes paafaldende Mangel paa Besindighed i sine Udtalelser. Naar han i Sommeren 1788 talte med de svenske Diplomater, bred han, som tidligere havde erklæret Schack-Ralhlou, at han elskede Danmark, fuldstændig Staven over de Danske**); da han i Begyndelsen af Oktober kom til Hovedkvarteret ved det norske Korps for at forhandle om en Vaabenslilsland, talte han her med »Had, Foragt og Afsky" om det svenske Folk***); og har han dømt skarpt om Bernstorff, saa har han talt endnu langt værre om Gustav 111, hvem han endog i det dansk-norske Hovedkvarter skildrede som „un prince diabolique", der kunde falde paa at bruge Dolk og Gift for at rydde Kronprinds Frederik eller Carl af Hessen afvejen^-). Hvad Vægt kan man lægge paa en Mands Domme, der bruger en saa saftig Kolorit? Man fristes fremdeles til at sperge, hvad det var for „mange Aars Erfaring", der skulde have lært Elliot, at Bernstorff manglede politisk rlighed. var jo ferst efter April 1784, at de vare komne i nær Berøring med hinanden. Ogsaa fortjener det vel at

*) Depesche af 23de November 1787.

**) Depesche fra d'Albedyhll af 13de Juli 1788.

***)Brev fra Carl af Hessen til Bernstorff af 9de Oktbr. 1788 (Udenrigsministeriets

+) Brev fra Johan Bulow til Bernstorff, dateret Kongelf 9de Oktbr. 1788 (Manuskriptsamlingen i Sorø 85 A. 33), og fra Avemann, Sekretær i Udenrigsministeriet, til Bernstorff af ste Novbr. 1788, dateret Udevalla (i Udenrigsministeriets Archiv).

Side 810

fremhæves i Modsætning lil denne Dom, hvorledes andre Diplomater fra hin Tid have demt om Bernstorff, baade Elliots egen gode Ven, den tydsk-esterrigske GesandtMarquisd'Yves*), og de svenske Diplomater, som i Aarene ferend Sammenstodet 1788 stedse i de stærkeste Udtryk tale om Bernstorffs Aabenhed , Redelighed og Mangel paa Lyst til at bruge Intriguer, og af hvem i det mindste den ene, nemlig d'Albedyhll, ogsaa senere med Varme har udtalt sin Højagtelse for Bernstorff**). Ja man fristes til at tro, at heller ikke Elliot for Begivenhederne i 1788 har anset dennes politiske Uærlighed for meget farlig. I det mindste ser man ham endnu i December 1787 fremhæve for d'Albedyhll, at omend Bernstorff viste sig temmelig forbeholden i sine Ytlringer om Stillingen til Gustav 111, saa var han dog den, man bedst kunde stole paa af de danske Statsmænd, da han var den samvittighedsfuldeste og paalideligste af dem***). Der maa utvivlsomt mere til for at fælde Bernstorff som politisk Charakter end en enkelt Udtalelse af Elliot, der formodentlig skriver sig fra en Tid, da de vare komne i Strid med hinanden. Hvad Hr. H:s anfører som Stalle for denne Dom af Elliots Depecher, er næppe istand til at give den Vægt.

Men for at komme til den egentlige Anklage fra Elliots Side, hvorvidt stod Bernstorffs Handlemaade i Strid med hans Udtalelser under hans sidste Samtaler med Elliot, indendenne rejste lil Sverige? For det Første, hvad blev der sagt i disse Samtaler? Bernstorff har selv lagt stor Vægt paa dem, saaledes at han. baade aflagde el Referat derom for Kongen i Slatsraadet, og indgik med en formelig Forestillingi Anledning af den)-}-). Ifølge delte Referat fandt den ferste Samtale, hvorpaa man kan tænke, Sled den 16de

*) Geheime Hof- und Staatsgeschichte Danemarks. Germanien 1790 S. 31 (Er halt, was er verspricht, nnd verspricht daher nicht lelcht o. s. v.).

**) Recueil de mémoires etc. par d'Albedyhll tome I. (Stockholm 1798) S. 265—67.

***)Depesche fra d'Albedyhll af 20de Novbr. 1787.

+) Dette Aktstykke findes i Udenrigsmiuisteriets Archiv.

Side 811

Septbr. 1788. Elliot fremsatte det her som Englands og Preussens Fordring j,dass Danemark jetzt keine weitere Schritle thun und die Friedens Unterhandlung dadurch nicht erschweren moge^ im gegen(ge)setzlen falle wilrde er dureheine oeffentliche Proclamation alle Schweden auffordern den Muth nivht fallen zu lassen, da sie der gewissen Unterstiitzung von England und Preussen sich getrdsten konnten". Det kom derpaa til en temmeligskarp Forhandling, hvorunder Bernstoiff erklærede „dass Danemark gewiss nichts mehr wunsche als den Frieden erhalten zu sehen: dass man aber die Erhaltung und Heståtigung desselben nicht von ihm sondern von den im Kriege begriffenen Hofen als an dem rechten Orte suchen miisse; dass seine bereits am 19 Aug.*) seinem Alliirten ilberlassene Truppen nicht mehr als die seinigen sondern als russische anzuseheh scyen^ dass nur ein Friede oder ein in Petersburg getroffener Waffenstilstand sie unthatig machen konne^u. Da Samtalen havde varet i nogen Tid, blev Elliot efter Bernstorffs Referat roligere, og han endte med blot at fremsætte n^die allgemeine Bilte_} dass soviel moglich Dannemarks Maasregeln nicht iibertrieben werden und weder den Plan Schweden von unserer Seite anzufallen noch eine zu grosse Furcht angefullen zu werden verrathen mb'chte. Ich versprach hiezu das meinige so viel moglich seyn wiirde beyzutragen^ und Herr Elliot neue Instructionen erwarten zu wollen."

Den folgende Dag kom Elliot igjen til Bernstorff, men denne Gang sammen med den preussiske Gesandt Grev Rohde den Abend vorher einen Courier von Berlin erhalten halte". De udtalte da begge det Onske „dass Danemarks Theilnchmung aufgeschobcn werden mochte^ fugten ebenso slarke Versicherungen der Freundschaft so wohl fur Danemark als Russiand in lebhaften Ausdriicken hinzu .... Ich antwortete, skriver Bernstorff derom, ohngefår auf gleiche Art als ich dem

*) Paa denne Dag var den Deklaration udstedt, hvorved den dansknorske Regering erklærede i Kraft af Traktaten af 1773 at ville stille en Del af sine Tropper og Skibe „h la libre disposition de Vimpératrice de Hussie." (Eggers: Denkwiirdigkeiten au s dem Leben des Grafen A. P. v. Bernstorff. Aktstykke Nr. XXXIII).

Side 812

Hrrn Elliot gethan hatte und setzte hinzu, class mein Hericht an Ihre Maj. von der gestrigen Unterrcdung und die daruber eben erhaltenen Bejehle mich im Stande setzten Ihnen und Ihren Ho fen im Namen des Koniges zu antworten: dass Ihre Maj estdt mit einer wahren und aufrichtigen Vergniigung den Ernst sahe, mit xoelchem zwey Mtichte, die sein ganzes Vertrauen besaszen,, sich der Sache des Friedens, die auch die scinige ware, anndhmen, dass er dicselbe aus alien Kraften befordern und unterstiilzen tciirde, und dass wenn es gleich nicht in seiner Macht stande und auch nicht stehen konne, den an Russland bereits seit 4 Wochen übevlassenen Truppen^ solche suspensorische Vurschriften zu geben, di emit seiner bekannten Verbindung, mit alien seinen Erkldrungen und mit der Natur der Sache streiten wiirden, so gdbe derselbe Kb'nig sein Wort, dass alle Folgen seines Schrittes nicht allein den Frieden nicht aufhalten oder hindern sondern vielmehr befordern solllen, und hatte dieses in seiner lelzten Erkla'rung*) bereits hinreichend zu erkennen gegeben, da er dasselbe was so vollig wahr sey, selbst an Schwedcn zu(ge)sagt₁ dass na'mlich Ddnnemark^ so lange es bloss Hiilfstruppen gdbe, kein anderes Interesse als eine schleunige Wiederherstellung des Friedens haben konne, da Russland sich bereits erkldrt keine Eroberung machen zu wollen also nichts mit Ddnemark zu theilen habe, dieses auch kein Recht zu Entschtidigung in dem Traktat mit Russland von demselben erhalten. Hiemit schienen die Gesandten ziemlich zufrieden zu seyn Samtalen var oveihovedet endt rel venskabeligt, og Elliot havde ogsaa udtalt sig n^weit freundschaftlicher als vor/icr", da han om Aftenen tredie Gang kom lil BernstorfT og sagde ham, at han nu stod i Begreb raed at rcjse over til den svenske Konge n^um den Punkt seiner Verhdltnisse mit Frankreicti aufzukltiren und mit Gewissheit zu wissen, wie weit sie (d: England og Preussen) auf ihn bauen konnten."

Med dette Referat stemmer, hvad Bernstorff ellers i
Breve og Depescher har meddelt om Forhandlingerne.
Allevegne paastaar han bestemt at have afslaaet Fordringen

*) Den ovenfor nævnte Deklaration af 19de Aug.

Side 813

paa at standse det norske Korpses Fremrykken i Sverige, og at han kun har lovet ikke at ville gjere flere Skridt i krigersk Retning, men at ville arbejde for at der blev sluttet Fred saasnart som muligt. Imidlertid Intet er almindeligere, end at Resultatet af en mundtlig Forhandling opfattes forskjelligafdem, der have ført den, og det vilde derfor i og for sig ikke kunne undre, om Elliot og Bernstorff ikke ganske havde det samme Indtryk af, hvad der var sagt. Undersøger man nu, hvad Elliot har meddelt om Samtalerne *), da fortæller han, at Bernstorff under Forhandlingen den 17de Septbr. efter hans og den preussiske Gesandts Begjæring lovede at sende et Ilbud til Prinds Carl af Hessen, der var Chef for det Korps som skulde rykke ind i Sverige, og til Kronprindsen, der som Frivillig opholdt sig ved dette Korps, for om muligt at formaa dem til for Øjeblikket at afholde sig fra alle Fjendtligheder imod Sverige, dog med Tilføjelse af, at han ikke vidste, om Prindsenvildeføje sig efter hans Ønske. Her er en Forskjel i Opfattelsen, der vanskelig kan bortraisonneres; men man kan dog næppe antage, at Bernstorff, som i sit Referat meddeler Statsraadet det officielle Svar, han i Kraft af en forudgaaende Stalsraadsbeslutning har givet Elliot og Rhode, i Virkelighedenikkehavde afgivet dette men et andet, som stod i bestemt Strid dermed. Er det dog ikke langt rimeligere at tro paa en Misforstaaelse fra den modsatte Side**)? Der er saa meget mere Grund hertil, som Elliot selv et andet Sted fortæller***), at under hans sidste Samtale med Bernstorff havde denne flere Gange udtalt, at hele Hensigten med de norske Troppers Indtrængen i Sverige paa en saa vidt fremskredenAarstidog i en saa ufrugtbar Egn var at gjøre en Demonstration, ved hvilken Danmark kunde anses for at have opfyldt, hvad der gjaldt for at være dets Pligt imod Rusland. Der er altsaa ikke mere Tale om noget Lofte fra Bernstorffs

*) I Anmeldelsen i Nordisk Tidskrift S. 310.

**) Det bør maaske ogsaa nævnes, at medens Bernstorffs Beretning er afgivet allerede den 19de Septbr., ere de Depescher, hvori Elliot taler om Forhandlingen, fra November.

***) Nordisk Tidskrift S. 311.

Side 814

Side om at sege at hindre Indrykningen paa svensk Grund;
Elliots Opfattelse af Bernslorffs Standpunkt stemmer her
ikke ilde med dennes egne Ord derom.

Idet jeg altsaa maa fastholde, at man er überettiget til at sigte Bernstorff for at have givet et falsk Referat af sine Samtaler med Elliot, bliver det næste Spergsmaal, hvorvidt hans Ledelse af den dansk-norske Stats Politik i den nærmestfølgende Tid stemmede med hans Yltringer i disse Samtaler. Jeg har andensteds*) fremhævet, hvorledes han i det Hele segte at lade Danmarks Deltagelse i Krigen blive saa ringe som vel muligt. Men efter hvad han havde hert af Elliot og Rhode, maalte Onsket derom blive endnu mere levende, og man ser ham derfor netop paa Grund af denne Forhandling foreslaa i Statsraadet som det, man havde at gjere: „Allezeit seiner bis jetzt beobachteten Måssigung nicht allein treu zu bleiben, sondern dieselbe wo moglich noch in ein helleres Licht zu stellen und nichts zu thun, woraus ein festgesetzter Flan Schweden zu unterdtucken, und von der jetzigen Unbesonnenheit des Kdniges Gebrauch machen zu wollen, beweisst werden konnte. Zwar die Einruckung des Auxiliair Corps in Scfttoeden zu bewerkstelligen, da die Freundschaft von Husstand, die Treue des gqgebenen Wortes und die Ehre von Dannemark davon abhångt, aber keine besonders grosse Absicht, die doch ohne wesentlichen Vorlheil fur Dannemark bleiben wurde, durch vieles Dlul und durch grossen Aufwand zu erkauffen. Zwar miindlich in Schweden den Einwbhneren ihre wahre Lage, die wahren Verhåltnisse und Ursache des h'rieges vorzustellen. aber sich dariiber aller schriftlichen und oeffentlichen Erkldrungen, proclamationen und dergleichen zu enthalten. Bey der grossen Wahrscheinlichkeit des Friedens oder wenig_stens eines Waffenstilslandes keine grosse Anstrengung weder zu Vertheidigungs Anstalten noch zu Angriffsplanen anzuwenden^a. Denne Forestilling blev approberet af Kongen-, den viser forhaabenllig klart, hvor langt det var fra, at Bernstorff tænkte paa at handle imod sine Ord til Elliot.

*) Min ovennævnte Afhandling S. 59 f.

Side 815

Det er fremdeles værdt at lægge Mærke til, hvorledes Bernstorff sogte at dæmpe Krigsiveren hos Carl afHessen og Kronprindsen. Den sidstes militære Lidenskab var almindelig bekjendt, og Prindsen af Hesscns hele Holdning tydede paa_} at han drømte om at spille en Rolle sora Hærfører. Bernstorff havde netop i de første Dage af August faaet et Brev fra Carl af Hessen, som heri udviklede, hvad der efter hans Sigende var Kronprindsens Synsmaade; derefter skulde Danmark, ua det ikke kunde undgaa at tage Del i Krigen, gjøre det med sin hele Styrke, men saa ogsaa kræve store Subsidier af Rusland og „en méme terns la guarantie de provinces å conquerir et gagnées sur Vennemi commun" *)• Hvis Kronprindsen virkelig har havl slige vidtgaaende Tanker, har ban maaltet opgive dem under Forhandlingerne i Statsraadet i Kjøbenhavn den lfede August, som han overværede, og hvor Bernstorff salte sin Mening igjennem, at der kun skulde ydes Rusland en mindre Hjælp, og at det stred imod Danmarks og Norges Tarv at gaa til det yderste imod Sverige. Men hvorledes Bernstorff dog endnu herefter nærede ngstelse at Kronprindsen og Prindsen af Hessen skulde gaa for vidt, kan man se af et Brev fra ham til Schackßathlou**) af 16de September, hvori det iblandt Andet hedder:

*) Brev af 29de Juli 1788, hvortil Koncepten tindes i den Soranske Manuskriptsamling 85 A. Nr. 11.

**) Dette Brev hører til den interessante Samling at" Schack-Rathlous efterladte Papirer, som findes paa Ravnholt i Fyen, og som Pastor Crone i Herrested har den Fortjeneste for kort Tid siden at have lagt Mærke til. Imellem de Papirer af denne, som jeg ved Ejeren, Kammerherre Sehestedt Juuls Liberalitet har havt Lejlighed til at benytte, findes ogsaa en talrig Mængde Breve fra A. P. Bernstorff til Schack-Rathlou. De give et fyldigt Indtryk af, hvorledes disse to Mænd til Trods for den- betydelige Meuingsforskjel, der vitterlig var imellem dem om flere vigtige Sager, betragtede hinanden med Højagtelse og Tillid. Navnlig efter at Sch.-R. i 1788 var udtraadt af Statsraadet og havde taget stadigt Ophold paa Rathlousdal i Jylland, skrev Bernstorff ham idelig til, naar vigtige Spørgsmaal satte hans Sind i Bevægelse, og for- talte ham med den største Fortrolighed, hvorledes han opfattede dem.

Side 816

„J'at>oue que le voyage du Prince Royal en Norvege et Pardeur mililaire de ce prince est tout cc qui me lourmente le plus. Volre Excellence sent ce que je dois penser h eet egard, mais le coeur d'autres n'est pas entre mes mains et je le crois méme de mon devoir å derober mes inquietudes au public et méme au cercle dans lequel je visⁱⁱ. Derpaa fortæller han om Englands og Preussens Ivv for at forhindre Danmarks Deltagelse i Kampen og tiifojer da : „Rien n'a été plus difficile que de les arrcter: je me flat te d't/ avoir reussi en partic, mais il a fallu et il faut encore des menagements certains pour eet effet^ et je ne suis pas toujours bien secondé pour reussir^u. Efter Samtalernemed Elliot og Rhode maatte det selvfølgelig blive særlig vigtigt for Bernstorff at dæmpe Krigsiveren hos Prindserne, og han skrev dem derfor gjentagne Gange til netop i dette Øjemed.( flere Breve lil Kronprindsen hævder han saaledes Nødvendighedenaf at tage Hensyn til England og Preussen. „Jene parle pas, skriver han blandt Andet*), contre une entrée de nos troupes en general, mais contre tout plan ettndu et surtoul contre des preparalifs si ruineux pour le pays'¹". Faa Dage efter hedder det endnu mere indtrængende, at der er absoluefor at mettre le plus grand menagement å nos preparatifs en Danemarc. Le bien evident de Vétat doit lemporter sur toute autre consideration^u**). Men mest uforbeholdent udtaler han sig dog i sine Breve til Carl af Hessen, der som Chef for den paatænkle Expedition var ansvarlig for, at denne ikke fik et større Omfang, end der var paatænkt. Det er utvivlsomtbestemte Ord, naar han den 16de Septbr.***) skriver til Prindsen: faire la priere instante å Votre Altesse de ne pas agrandir nos plans et de ne pas presser ceux qui supposentque

*) Brev af 18de Septbr. (Udenrigsministeriets Archiv.)

**) Brev fra en af de sidste Dage i Septbr. (smstds). Smlgn Brevet af 27de Septbr. i den Soranske Manuskriptsamling 85 A. 127.

***) Udenrigsministeriets Archiv.

Side 817

sentquenous avons une guerre ouverte avec la Suéde*). Je me flatte encore que nous ri¹ en aurons pas, et nos forces ne suffiscnt absolument point å des mesures trop elendues, mais outre celle consideration qui cependant est tres decisive, le Danemarcest certainement exposé å un fort grand danger, si on avoit la moindre defiance dans la verité de nos assertions que la paix est le but de nos mesures. Ce riesl que par la que je desarme les cours d"Angleterre et de tieilin. Le plus grand menagementest necessairc et mon devoir et ma conscience me forcent de m¹ opp oser absolument é tout ce qui y contrediroit^. Ganske overensstemmende hermed hedder det i et Brev af 30te Septbr.: riaoons aucun moyen de prevenir des discussions avec les cours de Berlin et de Londres que par une moderation parfaite et de nos vues et de nos operations militaires.Nous pouvons defendre la mesure d"_entrer en Sur.de par notre devoir, notre honneur et méme par la que cela doit faciiiter aux mediateurs le succes pres du rot de Svede, mais jesvis entierementpersuadé que nous nosons pas aller au dcla et que ce seroitaussi pcine et depenses perdues puisque cela ne nous procureraricn å la paix et celle consideration est si forte qu'elle me paroit decisive. Mon devoir me force par consequent dUestre dans ce moment de fopinion que méme une entreprise sur Gothenbourgne seroit plus de saison malgré tous ses cotes d'ailleurssi avantageux et si evidentsⁱⁱ.

Hvorlidt Bernstorff i denne Tid gjorde sig store Forventninger om, hvad der skulde kunne udrettes ved Expeditionen, ser man maaske tydeligst af et Brev fra ham til Schack-Rathlou af 20de Seplbr. Her skriver han nemlig: „Je doute que nos trouppes pourront entrer en Suede avant le l^r Oclobre ... Nos succes, s'ils existent seront toujours plus brillants qu'utiles. Le grand but, celui de degager la Russie

*) Det maa erindres, at naar den dansk-norske Regering¹ kun holdt sig til at staa Rusland bi med et ved en defensiv Traktat fastsat Auxiliærkorps, kunde den efter de Tiders Folkoret gjøre Paastand paa ikke at blive betragtet af Sverige som krigførende Magt.

Side 818

est dejå obtenue^u. Giver Alt dette ikke et fyldigt Indtryk af det store Maadehold i Bernstorffs Synsmaade, og af at han med Grund kunde tro ikke at handle i Strid med sine Udtalelser til Elliot og Rhode?

Det er endelig klart, at Elliot selv i Begyndelsen ikke undrede eller forargede sig over det norske Korpses Indrykken i Sverige. De Breve, han efter at have opsegt Gustav 111 i Sverige og faaet ham til at modtage den engelsk-preussiske Mægling, tilskrev baade Bernslorff og Prindsen af Hessen*), indeholde ikke et Ord, der tyder paa nogen Harme derover. Han er endog villig til at indrømme Prindsen at maatte holde en Landstrækning i Sverige besat og skriver i en meget venskabelig Tone: „i>t je puis obtenir du rot de Suede d*accordcr les memes av an tag es aux troupes de Votre Alles se pendant la durée de Carmistice que Vimperatrice auroit eu raison d'attendre par des victoires et par Peffusion du sang, Carmee de Votre Altesse aura parfaitement rempli sa tache et ri aura pas moins contribué å soutenir les interets de la Russie que par des combats. Ainsi Monsgr. permettez que je vous demande tos condilions". Men herpaa flk han et Svar, der overraskede ham. Prindsen bad ham nemlig ikke blot om at oversende et Brev til Bernstorff, hvori Vaabenstilstandsspørgsmaalets Afgjørelse henstilledes til Regeringen i Kjøbenhavn, men skrev tillige til ham, at, da han allerede havde ladet Goteborg opfordre til Overgivelse, tillod „l'honneur des armes du roi^u ham ikke at træde tilbage derfra, og han maatte derfor kræve, at Byen overgav sig, hvis den ikke vilde udsætte sig for en Storm**). Carl af Hessen var i dette Øjeblik saa langt fra at indse Nødvendigheden af at gjøre Holdt, at han endnu i et Brev til Bernstorff dateret Strom d. ste Oktbr. spørger, om hvor han skal marschere hen, naar han havde indtaget Gote-

*) af Iste Oktbr. (Udenrigsm. Archiv) og 30te Septbr. (Soranske Manuskriptsamling 85 A. 22).

**) Breve af Iste Oktbr., hvoraf Afskrifter findes i den Soranske Manuskriptsamling 85 A. 23 og 24.

Side 819

borg, eller om politiske Hensyn gjorde det nødvendigt for ham ikke at trænge videre frem fra denne Stad*). Allerede den 30te Septbr. havde Bernstorff, som vi ovenfor have set, tilskrevet ham, at han ikke maatte angribe Goteborg; men dette Brev synes han uheldigvis ikke endnu at have modtaget.

Det var Prindsen af Hessens paatænkte Angreb paa Goleborg, der først ret vakte Elliols Forbiltrelse paa den dansk-norske Regering. Han saa deri et Vidnesbyrd om, at den nærede farlige Planer [mod Sveriges Integritet, og medens han beslutter selv at deltage i Forsvaret for den truede Stad og opmuntrer baade dennes Indbyggere og Gustav 111 ved Udsigten til Englands og Preussens Hjælp, bliver han særlig opbragt paa Bernstorff som den, der havde talt om Danmarks fredelige Ønsker og dog havt saa krigerskeTanker. Vistnok er der al Sandsynlighed for, at den dansk-norske Begering, da den ikke kunde holde sig udenforKrigen, oprindelig har anset det for heldigt, om det norske Korps ogsaa kunde naa til at besætte Goteborg, ikke blot for at faa gode Vinterkvarterer, men endnu mere for at bringe Guslav 111 i en saadan Forlegenhed, at han nødtes til at slutte Fred; jo vanskeligere hans Stilling blev, desto mere kunde man ogsaa haabe, at Svenskerne vilde blive forbittrede over hans udenrigske Politik, og at han saaledes vilde nødes til at foretage Forandringer i Forfatningen,hvorved Danmark og Norge kunde blive, som Bernstorffsagde, salte „d Cabri des atiaques insidicuses de sa part^il. Men videre vare de danske Planer ikke gaaede, og hvorlidt Bernstorff i Strid med sine Udtalelser til Elliot fastholdt nogen Plan imod Goteborg, viser hans tidligere omtalte Brev af 30te Septbr., som han tilskrev Prindsen, inden han endnu havde hørt Noget om Expeditionens Fremgang**). Denne var,

*) Soramske Manuskriptsamling 85 A. 27.

**) Naar Bernstorff til Gesandten i Petersborg-, St. Saphorin og til Schonborn i London af 7de Oktober fortæller, at Prindsen af Hessen havde krævet Goteborgs Overgivelse, og han da til- fojer : „ce qui naturellement ria pas pu Stre accept^'', ligger det naer at opfatte dette Udtryk som induholdende en Opfattelse af, at Piindsen huvde stillet en urinielig Fordring. I et Brev til Scliack-Rathlou af samme Dato skriver han om Elliots Forslag til en Vaabenstllstand, at dette „avoit un bon cot6, mais le prince qiii n'etoit 2'ds autorisi a refusd^v.

Side 820

som en af hans Depescher viser, raskere end han havde ventet det*), og han har altsaa rimeligvis formodet, at hans Brev til Prindscn skulde komme tidsnok til at afværge Konflikter med Elliot. Naturligvis indsaa han da ogsaa, saasnart han fik Underretning om Sagernes Stilling og Elliots Trudsler, Nødvendigheden af at lage Hensyn dertil og gaa ind paa Vaabenstilstanden ••). Han indskjærper detle i et Brev af Bde Oklbr., som er stilet baade til Kronprindsen og Carl af Hcssen. 3,A^T ^ous conjurons, hedder det her, Monsgnr le prince Royal et votre Altesse de ne pas faire davantage. Si Gothenbourg etoit pris å Carrivée de celle lettre, alors il s^entend de soi méme que Varmée s'_arrete ¹-*"***). Selv om man altsaa ganske vist rnaa indramme det naturlige i at Elliot fattede Alistanke, er det dog klart, at hans Anklage imod Bernstorff hviler paa en Misforstaaelse.

Elliot var imidlertid ikke den eneste, der var kommen ind i en Misforstaaelse. Det samme gjaldt om Bernstorff, som ingenlunde var forberedt paa, at Elliots Mægling vilde faa den Charakter, den fik. Hvor stærkt end Elliot og

*) Depesche til Schonborn af 7de Oktbr.

**) Den første Efterretning om Elliots fjendtlige Holdning fik han ved Breve fra denne, daterede Carlstad 2den Okt. og Gdteborg 6te Okt. (Udenrigsm. Archiv).

***) Dette Brev, der findes i Udenrigsministeriets Archiv, er maaske Svar paa Prindsen af Hessens Brev af ste Oktbr.. Det er aabenbart ogsaa et af de Breve, hvortil Avemann sigter, naar han i et Brev af 12te Oktbr. skriver til Bernstorff, at hans sidste Skrivelser ere komne tres a propos for at bekjæmpe Prindsernes krigerske Tilbøjeligheder (smstds). Over at have besejret disse glædede Bernstorff sig kjendelig i et Brev til Schack Rathlou af 21de Oktbr., hvor han skriver: „Nos princes sont graces a Dieu entrés dans mes idées et le prince de Messe les a manié avec adresse".

Side 821

bans preussiske Kollega under deres Samtaler med ham havde fremhævet Englands og Preussens Lyst til at bilægge Striden, havde han dog tillige faaet et bestemt Indtryk af, at Elliot var utilfreds med, at Gustav HI ikke blot havde anmodet disse tvende Magter men ogsaa Frankrig om at mægle. Bernstorff mente endog, som vi ovenfor have set*), i Henhold til Elliots egne Yttringer under deres sidste Samtaleindenhans Afrejse til Sverige, at han hos Gustav 111 ikke blot vilde arbejde for Fred i Norden men tillige ganske særlig søge at blive klar paa Gustavs Stilling til Frankrig, som forekom ham mistænkelig**). Det var, skrev Bernstorff til Schack Rathlou den 20de Seplbr., heldigt, at Elliot havde faaet denne Mistanke. n^Ces cours alloient devenir des mediateursfortincommodes pour ISous et kur embarras nous deviendrafortutile." Han var derfor langt fra strax at nære nogen Bekymring for, hvad der vilde blive Resultatet af ElliolsRejse.Da han ønskede at faa Krigen endt, var det ham ikke imod, at der blev mæglet, forudsat, at det skete saaledes, at Krigen endte allevegne i Norden; og den dansknorskeRegeringsaa, som Bernstorff ogsaa havde udtalt til Elliot***), hellere, at England og Preussen overtoge Mæglingen,endat

*) Side 812.

**) Jvfr. foruden Forestillingen til Kongen af 19de Septbr. Breve til Kronprindsen (Udenrigsm. Archiv) til Schack Rathlou og Depesohe til Schonborn i London af 20de Septbr., hvor det hedder, at Elliots Formaal „est de travailler h la paix, et je me fe avec plaisir aux assurances solemnelles qyPil ni'a données a eet egard. Je crois cependant qu'il entre aussi dans ses tues deson der les veritables dispositions de ce prince devenues douteuses depuis qiiil a somme de nouveau la France de partager la mediation requise h Berlin et h Londres".

***) Bernstorff fortæller, at da Elliot tog Afsked med ham for at rejse til Sverige, „so entliess ich ihn mit der Ausserung, dass er ja nicht vergessen solle, dass wir viel lieber die Mediation von England als von einer Macht, deren Werk die jetzige Constltution in Schweden sey, erwåhlen wtirden." (Den flere Gange omtalte Forestilling til Kongen af 19de Septbr.). Dermed stemmer Yttringer i Depeschen til Schonborn af 20de Septbr. Hr. H:s synes i Nordisk Tidskr. S. 310 at forbavses over at „Bernstorff sjeli" raadede Elliot til at rejse over til Gustav 111 for at faa Klarhed paa hans Politik; men set i den fulde Sammenhseng, saaledes sotn vi her have kunnet fremstille det, vil det nteppe kunne undre.

Side 822

lingen,endatFrankrig gjorde det; han trode, at man snarest,naarde mæglede, kunde opnaa en Forandring i Sveriges Forfatning, da de idetmindstc hidtil kun syntes at have interesseretsigfor Sveriges Integritet.

Men der gik kun faa Dage hen, ferend Bernstorff fra Preussen fik Efterretninger, som tydede paa en langt stærkereInteresse for Gustav 111 end tidligere; derpaa kom Budskab fra Goteborg, om at Elliot havde henvendt sig til Prindsen afHessen med Vaabenslilstandsforslag isledenfor til Kjøbenhavn, om hvor lidenskabeligt han havde stillet sig paa Gustavs Side, og endelig om, at han ved at true med Krig havde tvunget de danske Prindser til at gaa ind paa en Vaabenhvile*). Et Brev fra Elliot til Bernstorff dateret Goteborg den 6te Oktbr., der var skrevet, inden Prindserne endnu havde givet efter, havde foruden en Hentydning til, at der fra dansk Side var fulgt „une politique artificieuse et fausse" tillige udtalt „?7 rCest que trop vraij que le Dannemarqueest en (in devenu Vennemi de C Angleterre et doit se defendrecontre les forces combinées de mon pays et de la Prime"*). Naturligvis blev Bernstorff, der var sig bevidst ikke at have havtErobringstanker, i hej Grad forbiltretover Elliots Optræden, om hvilken han med Grund fandt, at den havde en for den dansk-norske Regering ydmygende Charakter. Uagtet han strax fra Begyndelsen trode, at den engelske Regering ikke vilde desavouere Elliot*), var han dog overbevist om, at han havde overskredet sine Instruxer, og hans forbittrede Stemning kunde

*) Dette meldtes ham ved en kort Billet fra Kronprindsen, dateret Kongself Bde Oktbr., og en længere chiffreret Depesche fra Carl afHessen, dateret Bahus 9de Oktbr. (begge findes i Udenrigsministeriets Archiv; en Afskrift af de første er i den Soranske Samling 85 A. Nr. 31).

**) Udenrigsmin. Archiv.

***) Brev til Kronprindsen og Carl af Hessen af Bde Oktbr. (Udenrigsmin.

Side 823

kun tage til i Styrke, da han snart flk at vide, hvorledes
Elliot mishandlede hans Rygte*).

Krigen imellem de tvende Statsmænd var saaledes i fuld Gang. I den nærmest følgende Tid blev Elliots Stilling til de Styrende paa dansk-norsk Side ret ejendommelig. Vi kunne vel ikke her gaa ind paa de enkelte Træk af Vaabenstilstandsforhandlingerne i Oktober og November 1788**); men det skal dog fremhæves, at da Elliot snart mærkede, hvorledes Gustav 111 enskede at benytte hans Mægling ensidig til sin Fordel, kom han stærkt i Strid med denne og derimod paa en venskabelig Fod med den danske Kronprinds og endnu mere med Carl af Hessen***). Hans livlige og overlegne Aand gjorde et uimodstaaeligt Indtryk paa dem, saa meget mere som han tydelig udtalte sin Uvillie imod Gustav 111 og i denne Tid viste den dansk-norske Regering Dere Tjenester^*). Der er næppe nogen Tvivl om, at det var hans Forestillinger, som hindrede Gustav 111 fra i et for det norske Korps uheldigt Tidspunkt at begynde Kampen paa ny; og da Svenskerne til Trods for Vaabenstilstanden havde opbragt 25 store Baade med Levnetsmidler, Hospitalsrekvisiter o. s. v., som tilh«rte den dansk-norske Hær, og et Par Jagter, der havde nogle erobrede svenske Kanoner ombord, tog han stærkt tilorde herimod. Medens de tvende Prindser tidligere havde villet gaa langt videre i at hjælpe Rusland end Bernstorff, saa det i denne Tid

*) Denne Forbittrelse mod Elliot kommer idelig frem i hans Breve og Depescher fra disse Maaneder.

**) Der findes i de danske Archiver adskillige Bidrag til disses Historie; men en udtømmende Behandling af denne mafl,, for at taa Interesse, sættes i Forbindelse med en dybere Indtrængen i Englands og Preussens Politik, hvortil der kræves Undersøgelser i de engelske og preussiske Archiver.

***) Bernstorff kalder ham derfor i et Brev til Schack-Rathlou af 18de Octbr. „champion tour h tour du roi de Suede et du prince de Resse."

+) Charles deHesse: Memoires sur la campagne de 1788 en Suede (Kjøbenhavn 1789) fiWe Steder imod Slutn.

Side 824

ud, som om Elliot skulde vække deres Begejstring for en engelsk Alliance*). Men dette Forhold afholdt ham ikke fra af al Magt at angribe Bernstorff hos dem*⁴). Samtidig med at Bernstorff maattc kjæmpe med den russiske Gesandt Kriidener, fordi der ikke skete nok til Fordel for Rusland, saa han sig hos Prindserne stemplet som altfor russisk sindet. 5,A/e voila done entre deux chaises^^ skrev han halvt spegefuldt til Schack-Rathlou***), javoue que cela ne trouble pas un instant ma tranquillité desque les affaires prennent d'ailleurs un Train supportable^u. Elliots Forbittrelse paa Bernstorff blev ovenikjøbet forstærket, da han herte, at denne havde ladet den engelske Regering spørge, om han havde havt Bemyndigelse til at true med Krig. Han udtalte sig med en saadan Skarphed til Andre om Bernstorff, at d'Albedyhll indbereltede til Stockholm, at Elliot erklærede, han vilde angribe Bernstorff haut |_aj la main -j-). Det var en behagelig Nyhed for Gustav 111, da det gav ham Haab om, at det mulig kunde føre til den forhadte Bernstorffs Fald, og han mente, man maatte fra svensk Side gjore Alt for at fremme en saadan Plan "{"f). Intet tyder imidlertid paa, at Elliot har gjort noget alvorligt Forsøg derpaa.

Med Brydningerne i Efteraaret 1788 afsluttes den interessanteste Del af Elliots Virksomhed i de nordiske Riger. Der var ganske vist nok af politiske Forhandlinger i 1789; men der er med Hensyn til dem næppe Grund til, at føre Undersøgelsen stort videre, end den allerede tidligere

*) Brev fra Avemann til Bernstorff dateret Bahus 12te Oktbr. (Udenrigsmininisteriets Archiv) og fra Bernstorff til Schack-Rathlou af 4de November, hvor han skriver, at Elliot „a captivé\h un ctrtain point le prince Eoyal qui heureusement ignore encore a quel point un komme seduisant et faux peut se cacher sous le marque de la verité et de la Bonhommie.¹¹

**) Brev fra Avemann til Bernstorff dateret Udevalla 23de Oktbr. (Udenrigsm. Arch. Pakke Nr. 2 etc).

***) 28de Oktbr.

+) Depesche af 16de Novbr. 1788.

++) Skrivelse af 19de (?) Novbr. 1788.

Side 825

er bleven ført, da in an kun vil opnaa at maatte sætte sig ind i en Række smaalige Kjævlerier, og det er derfor heller ikke noget Savn, at Lady Mintos Skrift aldeles Intet indeholder

Fra Kjøbenhavn rejste Elliot i 1790 med Orlov tilbage til England, og han blev derefter benyttet i en hemmelig Sendelse til Paris i 1790 og 1791. Dog meddeles Intet nærmere|herom, naar undtages, at der opstilles den Formodning, at han har skullet underhandle med Mirabeau. I 1792 blev han ansat som Gesandt ved Hoffet i Dresden, hvor han vedblev at virke indtil 1802. Der knytter sig Intet af større Interesse til hans Ophold her, i det mindste ikke, hvad de politiske Forhold angik. Med Hensyn til hans private Stilling bør det maaske nævnes, at han giftede sig anden Gang, og at dette Ægteskab var lykkeligt. Fra Dresden kom han til en mere bevæget Skueplads, da han i 1803 blev forflyttet til Neapel. Han var her Vidne til, hvorledes dette Kongerige kom i en stedse vanskeligere Stilling ligeoverfor Napoleons Overgreb, indtil den neapolitanske Regerings Brud paa den Neutralitet, Napoleon havde aftvunget den, fremkaldte den bekjendte Katastrophe, der i 1800 nedle Kongefamilien til at flygte til Sicilien og gjorde Napoieons Broder Joseph til Neapels Konge. Elliot stod i disse Aar i et meget venskabeligt Forhold til den neapolitanske Regerings vigtigste Personlighed, Dronning Garolina, og hun spurgte ham tidt til Raads, skjendt unægtelig ikke sjælden uden al følge hans Vink. , Medens Elliot ikke formaaede at standse det politiske Uvejr, der brød løs over Neapel, havde han under sit Ophold i denne Slat den Tilfredsstillelse paa et andel Omraade ved sin ejendommelige Kjækhed og Raskhed at afværge en Ulykke. Han saa nemlig en Dag ved Neapels Havn, at en Mand var falden i Vandet og var nær ved at drukne i den stærkt oprørte Sø. Det var forgjæves, at Elliot opfordrede de omstaaende Lazzaroner til at forsøge paa af frelse den Ulykkelige, og skjøndt han var en Mand paa imellem 50 og 60 Aar, sprang han derfor selv ud og var saa heldig at frelse den Druknende. Faien var

Side 826

imidlertid saa stor, at han paa det nærmeste havde sat Livet

Naturligvis fulgte Elliot den neapolitanske Kongefamilie til Sicilien. Men han var her kun kort Tid, da han allerede inden Aarets Udgang blev kaldt tilbage til England. Hans diplomatiske'Lobebane var nu tilende, dog uden at han derfor trak sig tilbage fra Slatens Tjeneste. Fra 1809 til 1814 var han Gouvernar paa de engelske smaa Antiller, i 1814 blev han udnævnt til Gehejmeraad, og derpaa var han fra 1814 til 1820 Gouverner i Madras. Da han vendte tilbage fra denne Stilling, maatte det Skib, hvorpaa han rejste, paa Grund af Storm ligge bi nogle Dage ved St. Helena, og man opfordrede ham til at aflægge et Beseg hos den store Fange, som dengang tilbragte sine sidste Dage her; men lidenskabelig som han altid havde været, hadede han Napoleon altfor stærkt til at føle nogen Lyst til at se ham, selv da han kun var en falden Storhed. Slutningen af sit Liv levede Elliot i Stilhed i London, indtil han dode den 2den Decbr. 1830, og han skal til det sidste have bevaret det forunderlige livfulde Væsen og det glimrende Talent til Samtale, hvorved han igjennem sil hele Liv havde vakt Beundring. Han ligger begravet i Westminster Abbediet.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 1 (1869 - 1870) 1

Hugh Elliot.