I. De hamborgske erkebispers primat over den nordiske kirke. Dr. K. Koppmann: die altesten Urkunden des Erzbisthums Hamburg-Bremen 1866 (Zeitschrift des Vereins f. hamb. Gesch. V. s. 483—573). Dr. C. Grünhagen: Adalbert Erzbischof von Hamburg und die Idee eines nordischen Patriarchats. Leipzig 1854. 228 s.

Erkebispedemmet i Hamborg og Bremen og dets stilling til den nordiske kirke er et af de spørgsmål, der stadig påny fremsætles til besvarelse, både af danske og tyske forfattere. For disse sidste får det sin naturlige interesse deraf at sågodt som alle kilder er tyske, hvorved det knyttes til forståelsen af en række andre forhold ; ligesom det er et ikke uvæsenligt led i det mere almindelige spørgsmål om det danske folks politiske og kulturhistoriske afhængighed af vore verdensudviklende naboer, hvad der jo stedse har været et yndlingsemne for deres videnskabsmænd. For os er det selvfølgelig af den største betydning til forståelsen af hele kirkens udvikling, og de ydre vilkår under hvilke kristendommen grundfæstedes og organiseredes i Norden.

Efter Helvegs kirkehistorie der ikke blot samler hvad
der tidligere var fremkommen om dette emne, men tillige
giver værdifulde fingerpeg til en klarere opfattelse af missionensfremgang,

ensfremgang,er der imidlertid neppe ydet noget væsenlig nyt fni vor side, medens der hos Tyskerne i den senere tid synes at være vågnet en fornyet interesse for det. Dette viser sig ikke blot i de ovenanførte monografier af Koppmann og Griinhagen og i det omfangsrige værk af Maurer: „die Bekehrung des norwegischen Stammes", men også i den omstændighed, at flere af Nordtysklands historiskeselskaber har forenet sig om at udsætte en pris på 400 thaier for den bedste fremstilling af missionen i Norden (udsat 1000 års dagen efter Ansgars død, d. 3die Febr. 1865). Det kunde derfor måske synes übetimeligtnetop nu at fremdrage spørgsmålet fra dansk side; men hertil må dog bemærkes, at der neppe vil komme nyt materiale for dagen, og det altså må komme an på den rette fordomsfrie benyttelse af det allerede bekendte, ligesom der vel heller ikke kan være tale om, at nogen Dansk skulde ville bejle til den udsatte pris. Det skal derfor forseges her med de ovennævnte afhandlinger for eje at sammenstille hvad der kan bringes til vished eller idetmindste til afgørendesandsynlighed angående erkebispedømmets stilling til den nordiske kirke før adskillelsen, ligesom anmelderen andensteds har søgt at udrede forholdene efter denne tid („de hamborgske erkebispers forsøg på at generhverve primatetover den nordiske kirke", i kirkehist. samlinger VI s. 593- 625).

Enhver undersøgelse af erkebispedommets stilling må selvfølgelig gå tilbage til de aktstykker der gav den sin retsligeform; det er denne side af sagen Dr. Koppmann har givet et særdeles vigtigt bidrag til ved sin granskning af de hamborgske oldbreves ægthed. På den anden side kan vi selvfølgelig ikke blive stående herved, da det som bekendt langtfra altid er tilfældet, at diplomernes ord eller ånd går ind i livet og påtrykker det sit præg, og det især hvor, som her, kun den ene part kommer til orde, medens den anden ikke tages på råd med. 1 slige tilfælde må historien først og fremmest adspørges, selv om det, — som atter i dette tilfælde —, var den samme part der skrev den, som

også fremkaldte brevenes form og ordlyd. Dette skal her dog kun foreløbig bemærkes, medens vi iøvrigt først henvenderopma;rksomheden på den ovennævnte undersøgelse, der efter kildernes beskaffenhed må indtage den vigligste plads.

Den særegne vanskelighed herved er den mistillid, hvormed man nødes til at betragte selve oldbrevene, som de er overleverede os, i afskrifter eller foregivne originaler; der er nemlig ingen tvivl om, at der i den tidligere middelalder er bleven drevet et særdeles vidtgående falskneri med dem, således at hele rækker er lavede længe efter den foregivne udstedelsestid, andre derimod er forøgede og „forbedrede", somtider mere end en gang, alt som de fordringer steg der ved dem skulde støttes. Det lå jo ikke så fjernt for den diplomatiske kløgt i en tidsalder, der måtte tillægge det skrevne dokument så stor vægt, og da det var vanskeligt at kontrollere de ældre breves ægthed, siden de kun var til i en original, og der sjælden eller aldrig havdes afskrifter, at forsøge sin lykke med et falskneri af denne slags. Det kaster ganske vist et meget misligt lys over kapitlet i Bremen, at det ikke en, men gentagne gange, og til forskellige tider indlod sig på sligt for at hævde sin stilling eller rettere tilrane sig en überettiget plads. Den jydske lov sætter dødsstraf på falsk og j.ævnfører det med mordbrand og stimandsfærd og det er bekendt nok, at Kristian IV^r lod Kristoffer Rosenkrans undgælde med liv og ære for et sligt bedrageri; i statslivet har der nu vel altid hersket andre love og andre benævnelser for forbrydelsen, men heller ikke i dette tilfælde blev dog del gamle ord tilskamme, at „falsk slår sin egen herre på hals!"

Mistanken har tidlig været rettet mod erkebispedømmets adkomstbreve; i sammenhæng fremsattes og begrundedes den først af J. Asmussen i „Archiv fiir Staats- und Kirchengeschichleder Herzogthumer Schl. Holst. Lauenb. 1" (Kiel 1833), uden at det dog kunde lykkes ham at få de afgørende momenter for bedømmelsen frem. Lappenberg gjorde et nyt skridt, efterat en del originaler var fundne i Stade, og han skaffede undersøgelsen et fast udgangspunkt ved udgiveisenaf

giveisenafsit „Hamburgisches Urkundenbuch", til hvilket han skrev et tillæg (Beilage I) om pavebrevenes ægthed. Heller ikke han kom dog ud over det ældre standpunkt at tage hensyn til en række mindre kriterier, af hvilke intet var afgerende i og for sig, og bedømmelsen kom altså atter til syvendeog sidst til at bero på et sken. Da skaffede Jaffé i sine „regesta pontificum", ved at sammenstille pavebreve allevegne fra, et rigt materiale tilveje til vurderingen og en bestemt afgørelse af en række tvivlsmål, især ved at gøre opmærksom på, al der ikke i ægte breve forekommer nogen pavelig kansler som datarius fer under Gregorius VI (1045 —46). Da det nu viste sig at de fleste af de nylig fundne originaler fra en ældre tid foregav at være udstedte af kanslere,var dermed også deres uægthed godtgjort trods pergamentog

Der "haves ialt 15 buller til erkebisperne i Hamborg angående legationen til de nordiske folk før Innocens Ils fra 1133, der atter „efter de gamle pavers privilegier" underordner den nordiske kirke under erkesædet i Hamborg;elpar er desuden rimeligvis gået tabte i tidens løb. Den første er udstedt af Gregorius IV og rettet til Ansgar (o. 831), den sidste af Alexander 11 til Limar (1073). Af disse 15 er de 6 daterede af kanslere før den tid disse ellers plejer at optræde og altså falske; de foregives at være udstedte af Sergius (846, Lappenberg, Hamb. Urk. nr. 11), Leo IV (849, nr. 13), Hadrianus II (872, nr. 20), Johannes X (920, nr. 29), Benediktus VIII (1022, nr. 64) og Benediktus IX (1044, nr. 71). Men er disse falske, — hvad andre grunde alt tildels lod formode —, da trækker de atter flere andre, der er ligelydende med dem paa de afgørende steder, med sig. Således stemmer de to sidste så nøje med den til Limar rettede og af Alexander II udstedte bulle (1073, nr. 103), der desuden helt igennem viser sig at være et meget uheldigt forsøg, at de alle tre må tilskrives samme falskner; de to af dem er iøvrigt til i (falske) originaler. På samme måde må den af Anastasius IH udstedte bulle (912, nr. 23) dele skæbne med Johannes

X's; begge ses at være lavede efter den i 1053 af Leo IX givne; begge er de ligeledes bevarede i original. Endelig er det interessant at se, at af de 6 buller, som Innocens II i 1133 påberåber sig, er de tre til i falske originaler (nr. 11, 13 og 20), medens den ene (af Benediktus) er tabt. Karakteristiskerdet endvidere at se, at alle er henførte til en meget gammel tid (den sidste til 872); det bedrageri der dengang skulde foretages var så skamløst, at man ikke vovedeatkomme med forholdsvis ny diplomer af et sligt indhold.Idisse buller opregnes nemlig en hel række folkenavnefraNorden (ligetil Skridfinner og Grønlændere), der underlægges erkesædet i Hamborg under de mest betryggende former. Men den omstændighed at de tre af disse buller er vitterlig falske henleder tillige en bestemt mistanke på de to andre, der er bevarede i afskrifter, og skønt de ikke siges at være udstedte af nogen kansler, dog indeholder de mange folkenavne tilligemed andre mistænkelige træk. Her kommer dog et andet moment med i betragtning: de omtales begge af de ældste forfattere, Rimbert og Adam, og de påberåbesiutvivlsomt ægte buller. Der må altså være udstedt breve til Hamborgs erkebiskop (Ansgar) af paverne Gregorius IV og Nikolaus I, og er den foreliggende texl ikke rigtig, da må den oprindelige søges andensteds. Her har nu lykkenihej grad begunstiget granskningen, idet de oprindelige buller uden al tvivl er bevarede indtil vore dage. De findes trykte i en nu meget sjælden bog, udgivet 1642 i Koln af en til katholieismen overgået gejstlig ved navn Cæsar, der til sin tid havde været præst i Bremen. Da han nemlig omgikkesmedden tanke at skrive den hamborgske kirkes store missionærers historie fandt han et gammelt håndskrift i Hamborg, indeholdende de tre helgener, Vilhad, Ansgar og Rimberts levned, og dette udgav han nu istedenfor selv at skrive noget der efter hans mening måtte blive ringere. Samme håndskrift var indheftet i et gammelt skindblad, hvorpå der var skrevet flere af kirkens ældste adkomstbreve og andre gamle dokumenter (således Ansgars rundskrivelse til de tyske bisper om missionen i Norden og pave Nikolaus's

brev til den danske konge Erik). Disse trykte han da som et tillæg til sin bog („Triapostolatus Septemtrionis, vita et gesta S. Vilh., S. A., S. R."), og det er i dem at dr. Koppmann, og det vist med fuld feje, søger den oprindelige uforfalskede form af de forhen nævnte pavebreve. Ved fremdragelsen af denne kendsgerning, og ved dr. K.'s ypperlige kommentar til de to aktstykker, kan man sige at opfattelsen af erkebispedommetsgrundlæggelsei Ansgars tid har vundet et fast udgangspunkt og har betrådt den eneste rigtige vej. Foruden disse to bliver der da endnu 5 andre buller tilbage, som dr. K. anser for ægte, nemlig den afAgapitus til Adeldag(948,nr. 35), af Johannes XV til Liavizo (989, nr. 52), og de tre til Adalbert, af Klemens II (1047, nr. 72), Leo IX. (1053, nr. 75), begge bevarede i original, og den med den sidste ligelydende af Viktor II (1054, nr. 77). Hvorvidthanimidlertid har ret heri, vil der i det følgende blive lejlighed til at gå nærmere ind på.

Dr. Koppmann knytter, som man kunde vente, sin fremstilling til de enkelte aktstykker, idet han udelukkende sysselsætter sig med de ældste, medens han efter hele sin opfattelse af spørgsmålet kun løseligt og efter Jaffés granskninger berører de senere. Det er ham nemlig væsenlig om at gøre at få konstateret hvad der er ægte og hvad der er falsk, og det er kun som et middel dertil at han indlader sig på en omhyggelig drøftelse af erkebispedømmets første udvikling: forholdet mellem Hamborg og Norden, som det fremstilles af Adam, påvirkes efter hans mening aldeles ikke ved bullernes uægthed. Derimod går han ind på en ligeså nøjagtig prøvelse af adkomstbrevene til klostrene i Turholt og Ramesloh, hvis uægthed han ligeledes (efter Lappenberg) efterviser, og af bispedømmet Aldenborgs forekomst i bullerne og kejserbrevene. Det første af disse spørgsmål skal ikke fremdrages her, da det er af underordnet interesse for erkebispedømmets udvikling og kun viser, at man allerede indlod sig på slige falsknerier fer 1012, det andet vil komme frem på et følgende sted.

Fremstillingen skal her holde sig til den historiske udviklingog

viklingogi den henseende søge at samle hvad der hos dr. K. findes spredt på forskellige steder. Det er en selvfelge at der herved overalt må forudsættes kendskab til de resultaterman tidligere var kommen til, således som de fremsættesi Helvegs kirkehistorie efter alt hvad der dengang forelå.

Da kejser Karl var trængt frem over Elbe indsatte han i Hamborg en præst ved navn Heridag, der ikke skulde stå under nogen af de saxiske biskopper, men indtil videre være selvstændig, for at der engang i tidens leb kunde dannes et eget bispedomme i hine egne. De grænser der alt dengang synes at have foresvævet kejseren var vistnok Obotriternes land indtil Pene, og Vagrien op til Ejderen, tilligemed de af Saxerne beboede strækninger nord for Elbe, Stormarn og Ditmarsken. At han derimod skulde have tænkt på at oprette et erk ebispedomme her, med det særlige kald at virke for de nordiske folks omvendelse, er der intet der tyder på uden Rimberts ord, der er nedskrevne længe efter dettes oprettelse af Ludvig den fromme; Karl vidste bedre at skelne mellem hvad han formåede at sætte igennem og hvad der lå udenfor hans naturlige område. Det påtænkte bispedømme skulde altså efter Karls tanke væsenlig være vendisk, ligesom idethele Elbe ansås for grænsen mellem de tyske og slaviske stammer; men det blev ikke oprettet dengang, både Heridag og kejseren døde, inden det kom så vidt, og den svage Ludvig måtte lade den ene af sin faders store planer falde efter den anden. Landene nord for Elbe, der imidlertid blev ved at stå i en slags afhængighed af kejserdømmet, deltes mellem de to bispedømmer Bremen og Ferden, således at vistnok kun den vestligste del, Ditmarsken, blev lagt til Bremen, medens de østlige egne, Stormarn og Obotriternes land kom til Ferden, der, især dengang, havde et meget lidet område syd for Elbe.

Således stod sagerne, da erkebiskop Ebo af Rheims, en nidkær og i enhver henseende fremragende kirketyrste, dertil en ungdomsven af kejser Ludvig, fik lyst til at gå til landene nord for Ejderen for at bringe dem kristendommens lys.

Ved kejserhoffet havde han nemlig gjort bekendskab med flere Danske, rimeligvis kongens udsendinge, og deres ejendommeligenationale kultur har da udentvivl vakt den ndfuldemands i en ganske særegen grad, siden han kunde falde pa selv at gå til dem som en evangeliets tjener, han der var så dybt indviklet i tidens store politiske spørgsmål.Ebo segte og fik da til den ende pavens udtrykkelige beskikkelse til at prædike evangeliet for de nordiske folk (s. Pascalis I's bulle til Ebo og Halitgar af Cambrai hos Lappenberg nr. 6), og han ledsagedes af flere bisper og hejtstillede klerke på sine rejser til Danmark, der fandt sted flere somre i træk (o. 822 — 23). For at have et bestemt udgangspunkt for sin virksomhed, forærede kejseren ham en gård Velanao ved Ilzeho. Ebo segte at få fornemme og begavede drenge fra Danmark i sin klosterskole, og han virkede vistnok med megen iver og myndighed; men efter hele sin personlighed kunde han ikke undgå at blande sig i de tronstridigheder der dengang rystede Danmark, og om han derved end hist og her kunde fremme sin sag, var det dog ikke ad den vej kristendommen t^kunde eller burde vinde varigt fodfæste Det faldt dog i hans lod at opnå et tilsyneladendebetydningsfuldt resultat, idet han foranledigede den ferste nordiske konges dåb, og derved tillige et andet, ved ferste ejekast langt mindre, men i virkeligheden stdrre: Nordens store apostels udsendelse. Da Ansgar i nogle år havde fulgt kong Harald — (Pave Evgenius, 824^—27, gentog kaldet til Ebo og Ansgar i forening, L. nr. 18) — og senere gjort en rejse til Mælaren, og da han var nogenlunde orientereti forholdene nord for Elbe, fattede kejser Ludvig den plan at oprette et erkebispedemme for den del af sit rige der lå hinsides denne flod, for at missionen i Norden kunde få et fast udgangs- og støttepunkt her. Det er altså Karls gamle tanke, men udvidet med det betydningsfuldt! tillæg: den nordiske mission, der ikke existerede for ham; — thi så langt han kunde nå, udbredte han kristendommen med ild og sværd, ievrigt lod han den skette sig selv. Hvad han havde tænkt sig som et bispedomme bliver tilmed et

erkebispedømme, for at stille det så uafhængigt som muligt og uden al tvivl tillige for at give det den hejst mulige glans over for Nordens høvdinger, der satte så megen pris på den ydre værdighed og kongelig optræden. Det stod imidlertid ikke til kejseren at fastsætte noget bestemt i de rent kirkelige forhold, især på steder hvor hans politiske myndighed hørte op; han søgte og fik derfor pavens bekræftelse på erkebispedoinmet, medens Ansgars kaldelse til hedningeapostel ved siden af Ebo samtidig stadfæstedes. Det er delte Gregorius IV's stiftelsesbrev (fra o. 831), der senere er bleven forfalske!, og i denne skikkelse påberåbt som hjemmel for Hamborgs fordringer på højheden over den nordiske kirke. I sin oprindelige form omtaler det imidlertid slet ikke noget forhold mellem erkebispe d ømmet og de nordiske lande; det opfatter dem tvertimod som to aldeles forskellige ting: kejser Ludvig har oprettet et erkebispedømme i Hamborg og udnævnt Ansgar til Nordaibingiernes første erkebiskop, — det bekræfter paven; — og paven udnævner denne Ansgar tilligemed Ebo af Rheims, de to katholske erkebiskopper, til evangeliets forkyndere blandt de nordiske folk. Begge dele foretages selvfølgelig i forståelse med hinanden, der er ikke nogen tilfældig, men en bestemt attrået forbindelse mellem dem; men de har deres oprindelse fra to helt forskellige myndighedsområder, og forbindelsen er derfor en foreløbig og personlig. For yderligere at støtte den ny erkebiskop gav kejseren ham tillige klosteret Turholt i Flandern, da det først og fremmest gjaldt om at skaffe ham de nødvendige betingelser for en virksomhed , der var rig på ofre og fattig på løn i materiel henseende.

Erkebispedømmet indrettes til fremdeles af være bærer for missionen, idet der siges, at der for fremtiden skal vælges mænd der egner sig til at forkynde evangeliet for hedningene; men dette var jo en nødvendighed for selve stiftets skyld, siden det omfattede en landstrækning der endnu så godt som helt lå i hedenskabets mørke. „Nordalbingernes land" kalder paven det, „hvis hovedsæde er Hamborg",

„på det sted hvor Vender og Danske støder sammen med Saxerne", det land der forhen „herte til bispedømmerne Bremen og Ferden" (s. 491). Der tænkes herved ikke blot på de af Saxer beboede egne nord for Elbe, men også på de vendiske strækninger indtil Pene og Ejder, som erkebispestiftet viser sig i besiddelse af senere. Hertil er det da også paven sigter, når han bestemmer, at kejseren skal afgøre det nærmere angående erkebispens indvielse, „indtil sædet far lydbisper af hedningene" (donec consecrantium numerus augeatur ex gentibus, s. 495); der kan herved kun tænkes på vendiske, og det er en fejl, når man efterat falskneriet er oplyst vil holde fast ved at der her er ment nordiske

Ved siden af Ansgar beholdt Ebo sin myndighed som Nordens apostel. Han var så lidt tilsinds i den henseende at opgive sin ret eller svigte sin forpligtelse at han (ik overdragetkaldet til sin frænde Gaulbert, siden han ikke selv kunde få lid og ro til at hengive sig til den velsignelsesrige gerning i ordets tjeneste. Gautbert indviedes til biskop af Ebo og Ansgar i forening for at kunne overtage en selvstændigdel af missionen, et nyt bevis på at den højeste kirkelige værdighed (paven kaldte sig selv „biskop") ansås for nødvendig til at kunne varetage en hedningeapostels høje kald. Med Ebos del af missionen overtog Gaulbert tillige gården Vellanao i Stormarn. Deretter delles missionen mellem de to biskopper, Ansgar fik Danmark, og Gautbert Sverig. Denne fastholdt da også sin ret, elierat han forlængstvar fjernet fra missionen, efter at Ebo var død (851) og han selv bleven biskop i Osnabriick; da Ansgaranden gang påtog sig at drage til Sverig målte han derfor først søge Gaulberts udtrykkelige samtykke og tage en af ham udpeget klerk med lil at forestå den menighed, det måtte lykkes ham at danne i biskoppens navn og under hans højhed. Først efter hans død faldt da også den svenske legation til Ansgar, da ingen anden biskop fik efterfølgelsen i kaldet, og vel heller neppc vovede at søge den ved siden af ham. Strax efter kom derfor præsten i den svenske menighedtil

ighedtilAnsgar i Hamborg for at fremstille sig som hans
klient (s. 505—10)*).

Imidlertid var det tysk-vendiske erkebispedømme undergået en omvæltning, der dog ingen betydning fik for dets retslige stilling til missionen. Da Hamborg var brændt af vikingerne og Ansgar flakkede omkring uden hjemstavn, siden også Turholt var gået tabt under tronstridighederne mellem kejser Ludvigs sønner, blev bispestolen i Bremen ledig ved Levdriks død, og efter nogen betænkning ga\ kongen den til Ansgar (817). Hermed ansås da erkebispedømmet i Hamborg for nedlagt, det havde formentlig stået på alt for svage foddcr, og som folge derat' indtrådte atter den tidligere deling af stiftet mellem Bremen og Ferden , — hvorved da byen Hamborg blandt andet kom til det sidste, — medens Ansgar blev lydbiskop under Koln**). At kongen og Ansgar kunde blive enige om denne ordning er let at forstå; erkebispedømmet var oprettet under forudsætninger der havde svigtet, Turholt var tabt. Hamborg ødelagt, hedningefolkene uomvendte. Den nordiske mission, der var hovedsagen for Ansgar personlig, led herunder, ban havde ingen midler ihænde til at repræsentere kirken på en sådan måde som han måtle anse for nødvendig, og alting gik istå. Efter hele sin karakter kunde han da ej heller lægge sønderlig vægt paa sin rang, han måtte foretrække at være en rig biskop for en fattig erkebiskop.

Men de andre stormænd i den tyske kirke var af en anden mening-, en sådan tilbagegang i værdighed var et farligt præcedens som de ikke kunde tilstede, og Ansgar nød desuden sikkert en så stor anseelse at man særlig forarge-

---

*) Kår dr. K. (s. 506 anm.'i udtaler, at dette forhold mellem Ansgar, Ebo og Gantbert ikke forhen er opfattet rigtigt, så har han overset at Chr. Kusz (diakonus i Kellinghusen) alt har fremstillet det i det væsenlige på selvsamme måde i sine »Antiquarische Kleinigkeiten, 3 Fortsetzung m. 8» (Staatsbiirgerlich.es Magazin IX s. 195 ff.).

**) Sml. Lappenberg nr. 12, hvor Ansgar tilligemed bispen af Ferden optræder som lydbisp under Maiutz.

des o\er den hos ham. Kort efter blev den hele ordning da atter forandret. Nu blev erkebispedømmet Hamborg genoprettet i sit gamle omfang (dog undtagen landet mellem Trave og Pene, som Ferden beholdt), men samtidig blev bispedømmet Bremen nedlagt og dets stift delt mellem Hamborg og Ferden. Derved fik dette sidste vederlag for hvad det nu gentagne gange havde tabt hinsides Elbe, medens Hamborg fik rigeligl vederlag for tabet af Turholt. Dette er den korrekte opfattelse af de omordninger der fandt sted efter Levdriks død i bispedømmerne ved Elbe, enhver anden lader de afgørende momenter blive uoplyste. Hvad der især meget har bidraget til at vanskeliggøre den rette forståelse af disse forhold er den omstændighed at de ny erkebispeis residens snart flyttedes til Bremen, eller rettere at allerede Ansgar foretrak denne stad, der både var sikrere for vikingernes overfald og havde det apparat af bygninger s og institutioner der hørte lil et bispesæde. Efterhånden vænnede man sig derfor til at kalde erkebisperne efter Bremen i krøniker og annaler (altså vel også i det daglige liv) , i det Ilte århundrede gjorde de del alt af og til selv i deres breve, skønt Adam „af Bremen" endnu ved 1073 kalder sin bog „de ham borgske erkebiskoppers historie", og efter Nordens udskillelse af enhver forbindelse med denne værdighed blev det almindeligt at anse Bremen for stiftets hovedstad. Det var dog først i 1223, at Hamborgs kapitel efter en lang og hårdnakket strid næsten helt mistede sin ret til deltagelse i erkebispevalget (det beholdt kun tre stemmer), og Bremen erklæredes for det rette erkesæde („ecclesia Hamburgensis recognouit titulum et archiepiscopalem dignitatetn apud Bremensem ecclesiam remanere", Lappenberg, Hamb. Urkund. nr. 470). Herved er erkebispedømmets ældre historiske forhold kommen i en skæv belysning: dengang var Hamborg utvivlsomt erkesædet, det der havde en udtrykkelig pavelig indstiftelse at støtte sig til, og dette blev da også klogeligen fastholdt, sålænge der var nogen tanke om ad den vej at erhverve højheden over den nordiske kirke. Men det er da heller ikke rigtigt at tale om en for-

en in g af bispedømmet i Bremen med erkebispedømmet i Hamborg; der kan i det højeste være tale om en forening af de to stifter, af deres landområde, og sår må der endda huskes på at Ferden fik sin del af det gamle stift der lå under Bremen. Elvad der sker 848 er derimod som forhen sagt retslig en nedlæggelse af bispedømmet i Bremen og en samtidig genoprettelse af erkebispedømmet i Hamborg, der havde været nedlagt et års tid. Det er derfor heller ikke korrekt, naar de (i Bremen residerende og begravede) hamborgske erkebisper uden videre regnes i tal og række med de tidligere bisper af Bremen, som det sker hos Adam og alt før ham i vers han anfører (1 c. 53 o. fl.). Bispedømmet Brernen havde i den tid det bestod såvidt vi ved kun fire bisper: Vilhad, Vilrik, Levdrik og Ansgar; „den hamborgske kirkes ypperstepræster", som Adam vil skrive om og kalder sin bog etter (gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum) begynder derimod med den hellige Ansgar. -- Jeg fremhæver konsekvenserne af den af dr. K. fremsatte opfattelse så skarpt, fordi det er af betydning at få klaret alle de retsspørgsmål der vedkommer erkebispedømmet i Hamborg, blandt andet for at se hvor snart opfattelsen af dem er bleven påvirket af senere forhold og derved forvansket, hvad der selvfølgelig også bliver af betydning for den rette vurdering af de misforståelser og forsætlige forvanskninger der i lidens løb gjorde sig gældende med hensyn til Norden.

Det hamborgske erkebispedømme genoprettedes på en tid, da erkebispestolen i Koln var übesat, og da der var valgt en ny erkebiskop, lykkedes det kongen og de tyske prælater der havde deltaget i afgørelsen at få hans samtykke til den gjorte forandring, hvorved jo hans område indskrænkedes noget. Således stod sagen hen i nogen tid; for Ansgar var det rimeligvis nok at være i übestridt besiddelse af det stift der skulde skaffe ham de materielle betingelser for missionen. Men den nidkære apostel ældedes tidlig, anstrængelser og spægelser nedbrød hans kræfter og nærmede ham graven: samtidig udbrød der en langvarig og bitter strid

imellem erkebispen af Koln og pave Xikolaus. Da søgte kong Ludvig gennem forhandlinger med denne at opnå bekræftelse på tfen trufne overenskomst angående de kirkelige forhold i Saxland. Denne kom da også i et brev af 31 Maj 864, 8 måneder fer Ansgars død (ikke som efter Adam hos Lappenberg, og hos Helveg s. 70, i 858), et brev, der ligesom Gregors selvfølgelig senere er bleven forfalsket, men som forhen omtalt findes i sin oprindelige skikkelse blandt de af Cæsar opbevarede texter. Der gives i dette en historisk udsigt over erkebispedømmets oprindelse og fremgang, og Ansgar bekræftes som „primus Nordalbingorum archiepiscopus", ligesom også i sin legation til de nordiske, vendiske og andre omkringboende folk. Endelig stadfæstes også kong Ludvigs plan at lægge det ledigblevne stift Bremen under erkesædel i Hamborg som vederlag for det tabte Turholt og den overlast der er sket ved Hamborgs ødelæggelse; erkesædet i Koln skal ingcnsomhelst fordring have på den del af det nedlagte bispedømme, der er kommen til Hamborg. Hvad missionen til hedningene angår da er den også i dette brev udtrykkelig knyttet til Ansgars person, uden nogen antydning af at den skal overføres på hans efterfølgere, og Adam af Bremen giver derfor enten et unøjagtigt referat ai den ægte bulle, hvad der er det rimeligste, eller han har kun kendt den i en forvansket skikkelse (dog mindre forvansket end den nu foreligger), når han siger at Nikolaus gjorde såvel Ansgar som hans efterfølgere til det apostoliske sædes vikarer og legater blandt alle svenske, danske og vendiske folk (I. c. 29). Men på den anden side fastsættes det også her, at der stedse skal vælges efterfølgere som egner sig til at prædike evangeliet, og der er da uden tvivl tænkt på at lade kaldet gå over på dem, dersom de, hvad jo alt deres eget stift udkrævede, skulde vise sig at være skikkede til det. Derimod tales der i dette brev intet om lydbisper der kunde ventes; erkebispedømmet havde jo nemlig mistet størstedelen af de vendiske strækninger, og at bullen derfor udelader den tidligere hentydning er et nyt bevis på at man hverken

dengang eller nu tænkte på de mulige nordiske bispedømmer.

Med delte pavebrev er i det væsenlige erkebispedømmeti Hamborg, som det var gennem hele middelalderen(når undtages landudvidelsen blandt Venderne), endelig grundlagt. Det omfatter de tidligere omvendte strækninger langs Nordsøen, vest for Elbes munding og de helt eller halvt hedenske strækninger nord for denne flod, en rig mark for den kristelige iver der måtte være tilstedehos dels ledende mænd. Hertil er knyttet det ældre kald, der forhen var tildelt Ebo at'Rheims og Ansgar i forenrng,at forkynde evangeliet for de skandinaviske folk, — det rettes nu til Ansgar alene, men det skinner igennem som pavens tanke at lade det gå ovev på hans efterfølgere, dersom de skulde vise sig værdige til del. Men som den vordende nordiske kirkes rette hoved og bestjrer optræder strax her paven selv, den ypperste biskop, og enhver kirkes selvskrevne herre, der ingen anden herre har, ligesom kongenefter de gamle love ejer alt det herreløse gods. Det er kun som hans udsendte og stedfortræder evangelisten virker,hvis der overhoved skal være tale om, at det her er et menneskeligt hverv der udføres, og ikke et guddommeligt kald der adlydes. Det er derfor aldeles i sin orden at Ansgar, der så ud over øjeblikket og sine personlige interesser, henvistekong Erik i Danmark til paven som kirkens repræsentant,således at denne første regerende danske konge der gik dybere ind på kristendommens lære og fordringer, kom i direkte forbindelse med den hellige fader. Det var den samme biskop Salomon, som overbragte kong Ludvigs bøn om erkebispedømrnets stadfæstelse, der også bragte kong Eriks hilsen og gaver til den fjerne kirkefyrste. Pavens svar herpå er til al lykke bevaret på det af Cæsar aftrykte pergamentsblad,og viser os klart hvorledes forholdet opfattedes. Der tales her slet ikke om nogen kirke eller noget kirkeligt bånd. end ikke om nogen pavelig fuldma:gtig, men kun om den ophøjede tro, hvis talsmænd havde stået for kongen og bevæget hans sind og om den himmelske herlighed der skal

åbenbares på ethvert menneskebarn (Lappenberg nr. 15. Heheg s. 69). Således måtte paven tale til en hedensk, men verdslig uathængig konge, som repræsentant for den lære der skal gennemsyre livet, men ikke berøve det sine faner, og således stod Ansgar i Danmark, uafhængig af og ligegyldig for den stilling han indtog i sit hjem , indenfor det tyske riges grænse.

Efter Ansgars død, siger „Rimberts levned", overtog denne hans efterfølger legationen til hedningene som en arv, efferat han alt forhen af Ansgar havde fået det hverv at prædike guds ord for dem. Alligevel synes evangeliets forkyndelse i Danmark at være svækket ved Ansgars død, ligesom den snart døde helt hen; Rimbert foretog vel flere landog sørejser for at se til de kirker der var grundlagte, også i Sverig. men ved siden af sysselsatte Friserne hans opmærksomhed, ligesom også forholdene herhjemme i det hele synes at være bleven ugunstigere for en påvirkelse sydfra. Det gik da med Ansgars efterlølgelse som medEbos; det viste sig også her at der er få der vil gå den tornefulde vej, henrevne af tankens storhed følger enkelte efter, men snart vildes sliorne, og når de der gik foran er bukkede under for dagens hede, går det som Krislus sagde i den nat da han blev forrådt: jeg vil slå hyrden og fårene skulle adspredes

Da de nordiske lande var bleven udskilte af enhver forbindelsemed erkebispedømmet i Hamborg fremkom prælaternefra Hremen med gamle pavebuller der skulde dokumenterederes ret til en højhed over dem. Som vi har set tilskreves disse buller 6 forskellige paver, medens de dog alle var retlede til de to erkebisper der var så navnkundigei kirkehistorien, Ansgar og Rimbert. Ffter disses forbilledevar det da Innocens II udstedle den bulle der var bestemt til at afgore striden for bestandig, men som efLer al sandsynlighed netop gav anledning til en undersøgelse og eftervisning af bedrageriet. Det der ved forfalskningen blev lagt ind i brevene var følgende: Ansgar (Rimbert) og alle hans efterfølgere skal ikke blot have erkebispedømmet

i Hamborg, men tillige ret til at forkynde læren for folkene i Danmark, Norge, Sverig, Island, Færoerne, Grønland, Helsingeland,Skridfinland og Vendland og til at indvi præster og bisper i disse lande, der med deres folk for bestandigunderlægges det hamborgske erkebispedømme(f. ex. Hadrianus II: „legatum quoque nostrum te per ornnia septentrionalia regna constituimus, omnesque supradictarumnationum episcopos presentes et amplius profuturos, cum subiectis sibi plebibus tibi et omnibus successoribus tuis ad sedem Hammaburgensem perpetua subiectione et obedientia subicimus").

Ved at overse og gennemskue dette falskneri påtrænger der sig en uvilkårligt det spørgsmål: hvorfor skete dette; var Bremerkirken nødt til at gribe til dette middel for at få sin krig frem, eller havde den med andre ord ingen bedre og fyldestgørende hjemmel for sine fordringer? Det ligger nær at tvivle herom. De tyske forfattere der er gåede så grundig tilværks ved påvisningen af uægtheden går imidlertid hen over dette spørgsmål med en harefod. Lappenberg erklærer i sin undersøgelse, at interpolationerne nærmest er at anse for rigtige interpretationer (s. 786), idet han kun tager hensyn til folkenavnene, men overser de andre langt væsenligere forfalskninger. Alligevel bliver dr. Koppmann stående ved den samme betragtning: „eine Reihe von Fålschungen und Interpellationen, siger han (s. 481), kann nur aus dem Bestreben entstanden sein, das Recht, das man wirklich besasz, als dureheine ausschlieszlich von Hamburg ausgehende missionarische Thatigkeit erworben, und als von Anfang an in ununterbrochener Conlinuitåt, und fiir jeden der bestrittenen Theile ausdriicklich, von den friiheren Pabsten anerkannt, darzustellen.^u

Men dette forklarer intet. Der må være noget galt ved den sag der jævnlig tyr til uhæderlige midler, og selv om det var nok så almindeligt at forfalske aktstykker i det ilte århundrede (Lappenberg s. 801), bliver det selvfølgelig lige forkasteligt, ligesom f. ex. en mened i vor tid er lige så stor en forbrydelse som nogensinde før, om så der blev

brudt endnu flere eder end der ger; det er nemlig at rokke ved grundlaget for enhver retslig afgørelse og at undergrave den tillid, som hverken små eller store forhold kan undvære. Selv om der derfor intet andet var der talte mod del hamborgskeerkebispedømmes primat over den nordiske kirke, vilde alene det faktum, at man i Bremen forfalskede en række aktstykker i denne retning være et meget vægtigt vidnesbyrdmod det og i alle tilfælde begrunde en stærk tvivl og en tilsvarende lyst til nærmere undersøgelse. Dette er nemlig hovedspørgsmålet for os: var den hamborgske kirke højhed virkelig nogensinde anerkendt Ira alle sider, eller var den kun et krav og et mål, stillet af tidsforholdene og den historiske udvikling, anerkendt helt eller tildels af kirkens overhoved? For det første tidsrums vedkommende ligger svaret herpå allerede i det foregående: der bestod idet 9de århundrede intelsomhelst forhold mellem erkebispedømmetog de nordiske folk, og dette er også tildels indrømmel af dr. K., skønt ikke i den udstrækning og med den klarhed,som det tåler. Vi skal nu vende os til det næste tidsrum, for at følge forholdets videre udvikling; det vil her være nødvendigt at begynde arbejdet forfra, da de tyske forfatterealdeles ikke har indladt sig på en drøftelse deraf.

Det er ikke her stedet at gå nærmere ind på hvorledes kristendommen voxede sin stille væxt i Norden, medens vikingelogene satte hele Vestevropa i skræk for vore fædres vildhed. Vor tids videnskab har tilfulde godtgjort, at disse tog tillige betegner en kulturblanding og udvexling, mellem Nordboerne på den ene og Vestevropas store kulturfolk på den anden side. Det er et moment, som de lyske forfattere lige fra Adams tid kun har havt ringe lyst til at tage med, skønt lærens hurtige udbredelse herhjemme i en noget senere tid bliver uforståelig uden dette. Helveg har da også meget stærkt betonet netop dette forhold (s. 87 ff.), dog vistnok noget ensidigt som en indUydelse fra England (der først senere, i de store erobringers tid, fik den alt overvejende betydning for Danmark), og som særligt kommende øerne tilgode; medens det sande forhold vistnok var, at

alle egne af det danske rige modtog en stærk indvirkning vesterfra, ligesom de alle deltog i de store tog til Thems og Seine, til Humber og Rhin, til Loire og Hhone. Således lod det af Saxe optegnede folkesagn om Gorm, der, dreven af en urolig higen efter det übekendte, drog op til Nordens nat for at søge guderne og Udgårde Loke, denne konges rådgiver Thorkil ende med tilsøs at komme til Tyskland, hvor han lærte kristendommens forklaring af dødens gåde at kende (Saxo, p. 432).

Den tyske mission blev genoptagen af Unni , erkebisp fra 9 18^—36, den fjerde efter Rimbert. Adam fortæller at det var Henrik Fuglefængers tog der gav anledning til hans rejse, men dette var efter hans mening igen foranlediget ved Gorm den gamles kristenforfølgelser. Herpå kan der ingen vægt lægges, de samtidige kilder ved intet derom, og var der noget der kunde vanskeliggøre Unni fremgangen blandt de Danske skulde det da være den saxiske konges tog. Det er heller ikke rimeligt, at han først i slutningen af sin embedslid skulde være falden på at følge det kald der lå i hans store forgængers navn, dersom han overhoved var tilsinds at følge det, og det viser jo hans store missionsrejse til Sverig. Efter Unnis død ved Mælaren besteg Adeldag den erkebiskoppelige stol, og med ham begynder forholdet til Norden at antage en ny karakter, eller dog at få et nyt moment, nemlig bispevielsen.

Det er nødvendigt atter her først at henvende opmærksomheden på de adkomstbreve, der danner grundlaget for opfattelsen af retsforholdet. Af de bevarede pavebuller anser dr. K.., som forhen omtalt, dem af Agapitus og Johannes XV for ægte, da der efter hans mening ingen grund er til at forkaste dem; positive grunde fremføres ikke, da han overhoved ikke indlader sig på en nærmere omtale af dem. For i den henseende at komme til et bestemt resultat vil det være nødvendigt at søge et fast uomtvistet udgangspunkt. Et sådant har vi i Klemens ll's bulle fra 1047, der haves i original, og mod hvis ægthed der ikke kan rejses nogen tvivl, især siden den giver adskilligt mindre end en anden 6

år efter udstedt, og der altså fornuftigvis ingen grund kunde være til at lave den bagefter. Klemens II var ikke blot en ven af Adalbert, til hvem bullen er stilet, men han havde endog tidligere været hans kollega i Bremen, og var bleven pave ved hans hjælp. Hvad han derfor tildeler erkebispedemmetkan man være temmelig rolig for idetmindste er ligesåmeget som det meste hvad det fer havde havt; det var tilmed uden al tvivl en god del mere. Men nu gentager Klemens de to ældste bullers udtryk om de nordiske folk: „in omnibus (circumquaque) gentibus Sueonum seu Danorura",og der er da ikke fjerneste grund til at antage at en mellemliggende bulle, der tilmed udtykkelig påberåbersig Nikolaus's, skulde have forandret eller udvidet det. Når derfor det Agapitus tilskrevne brev istedenfor har: (episcopi) J5^Danorum, Noruenorum, Suonum. necnonomnium septentrionalium partium", da synes det åbenbart at være en forfalskning efter den senere formel (fra 1053), der medtog de forhen oversete Normænd og ievrigt reserverede sig hvad der kunde være glemt. Men ikke blot dette, som også dr. K. har antydet, vidner mod buliens ægthed, som den nu foreligger; Adam viver desuden et referat af den som slet ikke passer på dens ordlyd. Medens denne nemlig går ud på at de nordiske biskopper uden videre herer til det hamborgske erkebispedemme, siger Adam, at Adeldag fik et brev fra Agapitus, hvori denne lykenskede ham til hedningenes omvendelse og gav ham alle de retligheder, de fremlarne paver Gregorius, Nikolavs, Sergiusog andre havde givet erkebispedemmet i Bremen. „Ligeledes gav han ham ifelge sin apostoliske myndighedret til på hans vegne at ind vi bisper for Danmarkog det evrige Norden" (cui etiam sua vice ius ordinandiepiscopos tam in Daniam. quam in ceteros septentrionispopulos, apostolica auctoritate concessit II 3, sml. Helvegs. 100). Men når vi således må forkasie den i afskrift overleverede bulle af Agapitus som forfalsket i sine enkeltheder,så må den af Johannes XV vistnok forkastes som aldeles uægte. Den nævnes nemlig ikke i Klemens Il's brev,

skent den er aldeles ligelydende med det, og det påberåber sig buller af Nikolaus, Agapitus og Benediktus. Dr. K.bemærker vel herimod, at det næstfølgende brev, det af Leo IX, heller kun nævner de s;imme tre paver, medens nu dog Klemens II vitterlig havde udstedt sit i mellemtiden; men delte beviserintet. Paven nævner selvfolgelig kun de breve der hver gang forelægges ham, men dem er der heller ingen grund til at forti, idetmindste ikke uden antydninger (ved et „og andre" e. I.), og det lå da nær nok ikke at forelægge Leo det brev Klemens havde udstedt ti år tidligere til den samme erkebiskop. Det gjaldt nemlig om al få yderligere indrømmelseraf pavestolen, og da man engang havde indladt sig på svig, var det sikkert det klogeste til den ende at skjule det sidste og komme frem med ældre dokumenter, måske endog i forfalsket skikkelse. Havde der derimod existeret et brev af Johannes XV, som det foregivne, da kan det vistnok forudsættes som givet, at det var bleven fremlagt for Klemens, siden hans blev ligelydende med det, medens del afveg betydelig fra de ældre; og selv om man vilde tænke sig det table af Benediktus som et ligelydende mellemled, måtte en henvisning til det upåtvivlelig være gået over fra dette til det nærmest følgende, siden man overalt søgte at fere enhver adkomst sålangt tilbage som muligt. Det er heller ikke enestående, at man på denne måde har søgt at antedatere et privilegium, tvertimod har netop Adalbert strax efler leveret os et håndgribeligt bevis derpå. De to buller af Anastasius 111 og Johannes X (912 og 920) er nemlig som forhen bemærketlavede efter den ægte af Viktor II (l(Jo4), hvad der utvivlsomt fremgår af en sammenligning (dr. K. s. 531). Adalbert har ved disse falsknerier tilsigtet at give de ny indrømmelser han afnødte paverne et skær af fortidens rværdighedog og hvad han har gjort efter 1054 kan man selvfølgelig uden at træde ham for nær forudsætte om ham efter 1017 *). Vi ser således, at det store bedrageri

---

*) Det er her udeu videre forudsat som det sandsynligste, at Adalbert selv har foranlediget disse falsknerier; det er imidlertid en selvfølge, at dersom der skulde tilvejebringes overvejende sand- synlighed for at de nævnte buller bør henføres til en senere tid, (hvad der dog neppe er rimeligt), vilde der ikke være det mindste i vejen for at lade Johannes XV's følge med. Det er, efterat ovenstående var nedskrevet, bleven drøftet i ■Jahrbiicher f. d. Landeskunde der Herzogthiimer Schl. Hobt. L.» X 3. hefte, af W. Schriider og K. Koppmann, til hvilket tidspunkt de forskellige forfalskninger rettest bør henføres, den sidste holder især på Limars, den første dels på Adalberts, men for de fleste bullers vedkommende på en langt senere tid; her er det dog af underordnet betydning at komme til et sikkert resultat i den henseende, selv om det overhoved er muligt, thi det synes i intet tilfælde at kunne fa nogen indflydelse på opfattelsen af den nordiske kirkes stilling.

der fører til udstedelsen af Innocens II"s afgørelse 1133, har sit mindre forspil i Adalberts velmagtsdage, kun med den forskel at det her er de ægte buller der er forbillcd for de uægte, medens det omvendte senere bliver tilfældet. Der står da kun tilbage med få ord* at omtale den afßenediktus udstedte, af Klemens og Leo påberåbte bulle. Den er nu tabt og det lader sig ikke med sikkerhed afgøre, hvem der har udstedt den eller hvad den indeholdt. Det er dog sandsynligt at det enten var Benediktus VIII eller IX, siden den Johannes tilskrevne bulle kun påberåber sig Nikolaus ogAgapitus, medens den sikkert vilde have taget Benediktus med, dersom denne ikke havde været fra en senere tid. Af disse to paver er det måske igen det rimeligste al tænke på den første der var samtidig med den virksomme erkebiskop Unvan, medens der dog også kunde gættes på den sidste der overlevede Adalberts udvælgelse et år. Om denne bulles indhold kan der selvfølgelig intet sikkert siges, men det vil dog formentlig af den samtidige historie fremgå som sandsynligt at den i alt væsenligt gik ud på det samme som det Agapitus tilstod Adeldag: at indvi bisper for de nordiske folk i pavens navn.

Således står vi overfor det hundredår (936 — 1043), som
Adam behandler i sin histories anden bog; det omfatter
kristendommens fuldstændige grundfæstelse i Danmark (og

---

*) Det er her udeu videre forudsat som det sandsynligste, at Adalbert selv har foranlediget disse falsknerier; det er imidlertid en selvfølge, at dersom der skulde tilvejebringes overvejende sand- synlighed for at de nævnte buller bør henføres til en senere tid, (hvad der dog neppe er rimeligt), vilde der ikke være det mindste i vejen for at lade Johannes XV's følge med. Det er, efterat ovenstående var nedskrevet, bleven drøftet i ■Jahrbiicher f. d. Landeskunde der Herzogthiimer Schl. Hobt. L.» X 3. hefte, af W. Schriider og K. Koppmann, til hvilket tidspunkt de forskellige forfalskninger rettest bør henføres, den sidste holder især på Limars, den første dels på Adalberts, men for de fleste bullers vedkommende på en langt senere tid; her er det dog af underordnet betydning at komme til et sikkert resultat i den henseende, selv om det overhoved er muligt, thi det synes i intet tilfælde at kunne fa nogen indflydelse på opfattelsen af den nordiske kirkes stilling.

Norge). Til vejledning ved fastsættelsen af forholdet mellem den nationale kirke i Norden og erkebispedømtnet i denne periode er vi altså henviste t 1 slutninger ud af den forfalskede bulle efter Adams referat og de historiske forhold i det hele taget.

Agapitus's bulle er dateret d. 2. Jan. 948, og det er rimeligt nok, at den ægte var fra samme tid, da det måtte ligge i forfalskerens interesse at sikre sig mod vitterlige fejl i henseende til pavens opholdssted , skriver osv. Det rimeligste er vel også at antage, at der aldrig har existeret nogen falsk original, men at det kun er afskriveren der har rettet lidt på den, da den skulde sammenstilles med de andre, mod hvilke den stak alt for meget af; nogen praktisk brug har man neppe nogensinde havt for den. Der ter derfor også nok tilskrives en anden mærkelighed ved den nogen vægt. Medens nemlig liåde de ældre og nyere ægte buller omtaler Venderne ved siden af Nordboerne, nævnes de slet ikke her. Gregorius og Nikolaus gør Ansgar til legat „in omnibus gentibus Suenoum siue Danorum nec non eti<im Slavorum vel in ceteris übicumque illis in partihus constituti s_—"; Klemens underlægger erkebispen bisperne „in omnibus genlibus S. seu D.. nec non etiam in illis partibus, quæ sunt a meridionali Albia usque ad fluvium Pene el ad fluvium Egidore —". Disse to perioder svarer åbenbart til hinanden , den sidste er en underfundig fortolkning af den første. Thi medens hine paver bekræfter det af kejseren oprettede erkebispedømme indenfor rigels grænser og dertil for erkebispen s person føjer den ret at prædike evangeliet for alle de omkringboende hedenske folk, både Nordboer og Vender, — så vil den sidste forklare begge dele som rettede til erkehispedømmet i Hamborg, og den indskrænker derfor Venderne til dem i sliftet (som imidlertid er bleven udvidet til Pene, hvorom mere senere hen), for at kunne insinuere at Svenske og Danske på samme måde ligger og altid har ligget indenfor stiftet. Men mellem begge disse buller slår nu den af Agapitus udstedte og nævner slet ikke Venderne. Dette er vistnok mere end et tilfælde

eller en forglemmelse af afskriveren, det er sikkert begrundet i tidens forhold. Netop i hine år oprettedes de vendiske bispedommer i Havelberg og Brandenborg (104t> og 49) af kong Otto I, og alt landet op til Pene blev lagt under del første af dem. Dermed faldt den übetingede ret til mission blandt disse folk bort af sig selv for Hamborgs vedkommende: det blev nu de ny indsatte bispers sag at fremme den hver i sit stift. For de Venders vedkommende derimod som boede nord for Pene og Elde var det aldeles unødvendigt al give en sådan ret, da den var selvskreven tilligemed erkebispedømmets oprettelse i Hamborg og dets grænsers fastsættelse. At Agapitus altså ikke omtaler nogen mission blandt Venderne er et bevis mere på den oplattelse af de nordiske iandes forhold til Hamborg, der her geres gældende, det viser at paven (såvel som selvfølgelig erkebispen) var fuldstændig på det rene med forskellen mellem de lande der hørte til stiftet og dem der kun stod i forhold til erkebispens person i sin egenskab af pavelig legat. Adalbert derimod lod Venderne igen komme frem i pavebrevet i den svigagtige hensigt at danne en parallel mellem dem og Nordboerne.

Til den i Agapitus's bulle udtalte opfattelse s\arer da også på det nøjeste to andre træk fra samme tidsrum, der er overleverede os fra lo meget forskellige sider. Det ene er det sagn hos Saxe, eller rettere den tradition i den danske kirke, at en konge Frode, efter først at være bleven døbt på et Englandstog, sendte bud til pave Agapitus for at bede ham om lærere i den kristne tro. Denne tradition er nemligi enhver henseende såre let forklarlig. Ansgars virksomhedgiemtes selvfølgelig i Danmark; hvad han havde udrettet var ikke af den betydning og af det omfang, at der kunde vedligeholde sig en tradition derom, uafhængig af de skriftlige mindesmærker. Kristendommen henledes hjem over havet, Thorkil fik den i Tyskland, Frode i England, det måtte blive folkets ældste erindring. Først derefter udgår der bud til Rom for at få ordenlige lærere i hjemmet og bisper til at forestå kirkerne, og dermed begynder da kirkens grundlæggelse.Traditionen

gelse.Traditionenhar her glemt mellemleddet i Hamborg, der er uden væsenlig betydning, den holder sig til paven som den unge vordende kirkes naturlige formynder, og det er da i alle tilfælde mærkeligt at den har fastholdt det rette navn Agapitus. Hvad iøvrigt Frode angår, da synes han at være født af en misforståelse af et oldengelsk digt, men selv om der aldrig har været nogen regerende konge af dette navn i det 10de århundrede, så er det dog ret vel muligt, at et gammelt kvad kan have overleveret dette navn på en dansk høvding eller kongefrænde, der har henvendt sig direktetil Rom og derved måske endog foranlediget den kraftigereudvikling af missionen der spores fra Unnis tid (sml. Helveg s. 89).

Det andet mærkelige vidnesbyrd fra denne tid er kejser Ottos brev af 26 Juni 965, hvorved han ifølge den myndighed der er given ham ved kejserdømmet — (quum imperatoriæ dignitatis otficium esse constat, ut erga divini cultum officii pervigili cura insistant etc. Lappenberg nr. 41) — tillægger bispedømmerne i Danmark den frihed for afgifter af deres jord og personer der var tilstået kirkens mænd overalt i kristenheden. Der forlyder heri intet om den hamborgske eller nogen anden tysk kirkes ret, ligesom det er en sag der ikke vedkommer Otto som tysk konge; han beråber sig kun på Adeldags opfordring og sit kejserdømmes værdighed (interventu dilecti archiepiscopi nostri Adaldagi, ae pro statu et incolumitate imperii nostri). Ligeoverfor dette brev står de kongebreve, ved hvilke Otto opretter bispedømmerne i Havelberg og Brandenborg: her er der kun tale om kongens vilje, og hans mænds, de verdslige såvel som de gejstliges råd; han fastsætter bispedømmernes grænse og udnævner bisperne selv, der er slet ikke tale om pavens stadfæstelse.

Adam af Bremen misforstår, og måtte efter de, anskuelser der herskede i Bremen på hans tid misforslå, dette forhold, idet han påstår, at man af „kong" Ottos brev kan se, at ban i den grad har været herre over Danmark at han endog har givet dets bispedømmer gaver. Der er nemlig intet i

dette brev der ligner de gaver, som ellers af landets herre blev givne til ny bispestole, nemlig indlægterne af jordegods eller lignende, der er kun tale om det gods de allerede måtte have og de afgifter der kunde kræves deraf. Tilmed er det ikke kongen der udsteder dette brev, men kejseren, og der kan ingen tvivl være om, at der fra først af er lagt en bestemt betydning heri, skønt Otto 111 senere stadfæster brevet som konge. Det var jo netop det man stadig vilde lægge i kejserdemraet, at det skulde stå over jordens konger, ved siden af pavedømmet, for at hævde kirkens verdslige interesser. Ligesom derfor paven uhindret rådede over de danske biskopper, således kunde kejseren udstede breve om bispestolenes verdslige forhold; hvorvidt de vilde blive tagne tilfølge dersom de kom i modstrid med landels egne love, var selvfølgelig et andet spørgsmål, som efter hele det mørke der hviler over hin tid nu umuligt kan besvares. Men at Olto 111 efter Adeldags udtrykkelige ønske stadfæster delte brev og udvider det til også at gælde Odense, skønt han kun er konge, vil ikke sige synderligt, da det kun viser hvor vaklende begrebet ofte kunde holdes, der hvor det egenlig kun var formen om at gøre; var Otto end ikke kejser, så var dog ingen nærmere til at blive det end han, erkebispen var en gammel mand der ikke kunde vente længe med at få den stadfæstelse han ønskede før sin død (der indtraf kort efter); blev Otto så engang kejser vilde han neppe gå fra det han som konge havde lovet. — løvrigt skal her endnu kun i forbigående bemærkes angående Adam, at hans opfattelseafhvad der skete ved indvielsen af de første danske biskopper i Slesvig, Ribe og Aarhus (ved 948), at nemlig Jylland dengang blev lagt under erkebispedømmel i Hamborg (eo tempore — Judland — Hammaburgensi episcopalui subiectaest,II 3), skønt den er falsk, på det bestemteste viser, at han endnu ikke kendte den senere påstand, at alleredeAnsgarog Rimbert havde været Nordens crkebisper; han daterer Jyllands optagelse i stiftet fra Adeldags, øernes altså fra en endnu senere tid; videre gik man altså endnu

ikke i Adalberts dage, og hertil er den moderne tyske videnskabdaogså
med dr. Koppmann kommen tilbage.

Imidlertid udbredtes kristendommen her i riget i Harald Blatands og Adeldags tid; Jellingestenen med sit billed af den korsfaestede er et enkelt raonumentalt, de skriftlige kilder,Vidukindog sagaerne, et fyldigere vidnesbyrd derom (sml. Helveg s. 101 og 118). Derefter kom de store erobringerstid; Sven Tveskasg og Knud den store henvendte al deres opmaerksomhed pa England og det stolte rige mStte beje sig under deres spir. Fleraf fulgte der da alter en rig vexelvirkniug, og ligesora i det 9de arhundredes sidste menneskealderfortra3ngtesden tyske indflydclse af Vestevropas, dennegang vistnok udelukkende Englands. Det var ligesom to forskellige stremninger der skiftedes til at sende deres bolger ind over vort faedreland, og der kan ingen tvivl vaere om, at jo denne forskellighed bidrog meget til at laeren kunde blive selvstaendig tilegnet og dybt optaget i folkets bevidsthed. Hvad derfor missionen i Adeldags lid havde levnet, det fuldendtesafengelske og engelsk-danske klerke i Svens mange fredelige ar, og under Knuds, ved sin evropaeiske glans bedarenderegeringstid.Det var i denne periode det kom til det ferste os bekendte sammensted mellem crkebispen i Hamborg og en nordisk konge. Vi kender desvaerre kun de herhenherende begivenheder af Adams fremstilling, der bade er fjernet alt for langt fra dem i tiden, og selvfelgelig ser dem fra et besternt partistandpunkt; men pa den anden side lader bans gode vilje og redelige fortaelling af det han har hert det dog skinne igennem, hvad det var striden drejede sig om og hvorledes den blev bilagt. Knud lod ikke blot praester komrae her til landet fra England, han lod ogsa biskopper indvi derovre for at give dem bispedemmer i Danmark.Unvan,der dengang var erkebiskop i Hamborg (1013 —29) var mand for at Iraede op herimod, han var ikke blot en myndig karakter, men tillige beregnende og snild, stadig beredt til at bruge de skatte kirken i tidens leb havde samlet til sine hensigters opnaelse. Det synes at fremga af Adams ord at ikka sa fa biskopper efterhanden blev sendte hjem fra

England, uden at erkebiskoppen lod sig forlyde med noget. Rimeligvis har han ferst segt pavens fornyelse af det apostoliskekald,derneppe udtrykkelig var overført på Adeldags efterfølgere. Til denne lid må da vistnok netop den tabte bulle af Benediktus henføres, således at det vanned den i hånden Unvan endelig vovede at bryde overtvert og uden videre anholde en af Knuds engelske biskopper. Det var Gerbrand, som var bestemt til Roskilde, det gik ud over. Han var indviet af Edelnod, erkebiskop i Canterbury (1020 —38), og hertil vilde det svare meget vel, om man kunde antage at den falske bulle der tillægges Benediktus VIII med hensyn til udstedelsestiden svarede til den tabte ægte; don er nemlig dateret 1022, to år for pavens død. Ved denne tid må det i alle tilfælde rimeligvis have været at Unvan troede sig stærk nok til at trodse Nordens mægtige konge. Gerbrand, siger Adam, blev snart vunden af den indsmigrendeerkebiskop,han gik endog i spidsen for de mænd, denne sendte til kongen i England for at lykønske ham til de store sejrvindinger og tale Hamborgkirkens sag for ham. Adam fortæller et andet sted, at Unvan vidste at bruge kirkensskattei rette tid og på rette måde til at vinde lunkne venner og formilde sine fjender: Nordens vilde konger kunde ikke modstå hans gavmildhed og de engelske biskopper bøjede sig for hans guld (II 47. 48). På den måde kom det til et forlig; Knud anerkendte den pavelige legalion, og lod bisperne,somhan havde valgt, fremstille sig i Bremen for at modtage indvielsen eller, om de var viede i England, vedkendesigdet forhold der af kirkens overhoved var oprettet mellem dem; Unvan så på sin side gennem fingrene med den selvrådige konge og anerkendte de bisper han sendte til ham, „og som han fandt skikkede til embedet", tilføjer Adam forsigtig („alios vero in Anglia ordinatos, pro amicitia regum, cum satisfacerent, ad aedificandam dimisit ecclcsiam" II 47). Det behøver vel neppe at tilføjes, al det stadig var kongen der valgte bisperne og gav dem embedet; der kunde ikke opstå tvivl om hans ret dertil, kun han var konge i Danmark, og han var anerkendt som kristelig konge af kirken; men

kirkevæsenet var på den anden side så lidet ordnet, at ingen
anden kunde have nogen af ham uafhængig ret i den henseende.

For vi slutter omtalen af denne periode af den danske kirkes udvikling i forhold til Hamborg, er der endnn et punkt der i al korthed skal fremdrages, nemlig den især af Helveg på flere steder opstillede modsætning mellem Jyllandsog eernes bispedømmer, således at den engelske indflydelse,og dermed den rent nordiske karakter skulde været større her, den tyske hist. Denne anskuelse er kun en affedning af Tyskernes theori om en ældgammel modsætning mellem halvøens og øernes beboere, en theori der blomstrede i Dahlraanns tvedeling af det gamle danske rige, og satte frugt i Fr„ Hammerichs tredeling efter de gamle landskabslove.Ligeoverfor denne theori må det bestandig holdes fast at en social forskellighed ikke begrunder en politisk adskillelseeller modsætning, ligeså lidt som en lighed hist begrunder en lighed her. Danmark har ikke blot, tiltrods for sundene og de forskelligheder der holdt sig til den nyere tid i lovgivning og sprog, været et samlet rige sålangt historien går tilbage, men det har også delt politisk og kirkelig udvikling fra de ældste tider. Adam synes rigtignok at opfatte det anderledes, hvad der jo er forklarligt nok, da han hørte hjemme i et rige, hvor stammernes forskellighed og indbyrdes fjendskab spillede en så stor rolle, men han har kun ringe held med sig i de vidnesbyrd han tror at finde for sin anskuelse. Når han således blandt de bispesæderKnud besatte med Engelskmænd særlig nævner Skåne, Sælland og Fyn, da synes der herved ganske vist at foresvæveham hvad han før har sagt om at Jylland blev underlagtHamborg; men mere end en løs antydning er det heller ikke, thi han siger selv at dette kun er exempler, men at der kom „mange", altså vel også til jydske stole. På den anden side siger han udtrykkelig at de først indviede jydske bisper tillige fik øerne under sig, og vi ser da også Otto 111 tage sig af Odense bispestol med samme kongelige velvilje som af de andre. At den geografiske nærhed iøvrigt selvfølgelig

altid har nogen betydning i slige forhold skal ikke på nogen måde bestrides; ligesom den forste kirke blev bygget i Slesvigog den næste i Ribe, således bidrog vistnok mange ydre forhold til at grundfæste kristendommen tidligere i landets sydlige egne end i de nordlige og estlige; men at den ofte, ja måske i reglen, i politisk henseende har den modsatte virkning, så den gør modsætningerne skarpere og bevidstheden om dem klarere, afgiver ikke blot vore dage et slående bevis på, men det fremgår alt af mange træk i tidligere tiders historie.

Hermed er da vistnok rækken af de kendsgerninger, der kan give oplysning om den danske kirkes forhold i det store og udadtil for dette tidsrum udtømt. Det synes utvivlsomt at fremgå af dem, at der i de første 200 år ikke var tale om nogen afhængighed af erkebispedommct i Hamborg, men at den nordiske kirke retslig lå umiddelbart under paven, som en „stridende" kirke, der endnu ikke havde kunnet organiseresig ud af sig selv, og altså målte ty til den apostoliskemyndigheds bærer i Vesterlandenes trossamfund, siden den politiske selvstændighed, de nordiske folk levede under, udelukkede enhver anden form. Erkebispen af Hamborghavde i det sidste hundredår været bærer for denne myndighed ved pavens udtrykkelige beskikkelse; han havde indviet de nordiske biskopper, skaffet dem kejserlige privilegier^)og ladet sig selv indvi af dem som sine lydbisper. Og det må da også siges til ære for disse erkebiskopper, at der fra deres side heller ikke endnu foreligger noget forsøg på at lægge andet eller mere ind i det der var overdraget dem : man synes tvertimod fra alle sider at have været enig om hovedsagen.Det var imidlertid neppe af overdreven samvittighedsfuldhedman hidtil havde undladt at fremme sin sag ved underfundigemidler, — thi alt før 1012 antager dr. R. at bullerne vedkommende klostrene i Turholt og Ramesloh er bleven forfalskede—, men fordi fristelsen endnu ikke var kommen. Med Knud viste faren sig for første gang i en truende skikkelse,— og havde han været så djærv en konge for Danmarksom han var for England, så havde han sikkert ladet den voxe Bremerklerkene over hovedet —, den danske kirke

begyndte at organisere sig, bispernes nidkærhed havde ingen hedninger flere at vende sig imod, den begyndte at rette sig mod det forældede missionsforhold til Hamborg. Intet var da heller naturligere under de givne forhold end at dette opherte af sig selv. Enhver ny pave kunde undlade at overdragesin myndighed over den nordiske kirke til en tysk erkebiskop, eller ved enhver erkebisps død kunde paven undlade at overdrage den til hans efterfølger, og samtidig kunde den overdrages til en dansk biskop; ingen vilde kunne modsætte sig denne udvikling, der i enhver henseende var naturlig og billig, idet den både stemmede med de retslige forhold og med den ny kirkes naturlige krav. Der kan da heller ikke være tvivl om, at dette har foresvævet danske mænd allerede i-_Knuds tid og at det har været denne tanke der har gjort Unvan så villig til at tåle kongens egenmægtigeindgreb i hans myndighed, af frygt for at en større modstand skulde føre til et brud. Således blev det undgået den gang; den tyske erkebiskop kunde håbe på gunstigere tider, da Danekongens vælde varmindre, hans egen eller hans efterfølgeres større, — de danske bisper tog mod Unvans gaver, brød sig lidet om hans højhed, og trøstede sig vel ligeledes med at fremtiden vilde klare forholdene af sig selv. Dengang fik imidlertid Hamborgerne ret, i Adalbert fik erkebispedømmeten repræsentant, imod hvem selv Sven Estridsønog biskop Vilhelm intet formåede, og den danske kirkes organisation truede med at fuldbyrdes på en for rigets og folkets selvstændighed såre uheldig måde.

Adalbert besteg erkebispestolen i året 1043, omtrent samtidigt med at Sven Estridsøn begyndte kampen for at vinde Danmark tilbage fra den norske Magnus. Det var den mest fremragende karakter i hele rækken, en selsom blandingaf verdslige og kirkelige evner og fejl. Han og hans hele livs gerning har fundet en, man kunde fristes til at sige hensynsløs forsvarer i dr. C. Griinhagen, hvis skrift om ham foran er nævnt i forbindelse med dr. Koppmanns afhandling.Dr. G. gør det til sin opgave at lægge den bedste mening i all hvad Adalbert har foretaget sig, at se hans liv

i en stor ides 'belysning, og undskylde hans fejl som menneskeligeskrøbeligheder. Dette kan nu i og for sig være godt nok, men i historien er det et fejlgreb, thi her gælder det ikke om at være skånsom, men retfærdig, da det er umuligtat hæve en enkelt, selv der hvor han står i skygge, uden tillige at nedsætte andre på en uretfærdig måde. Dr. G. går imidlertid ud fra at alle samtidige har været uretfærdigemod Adalbert, selv Adam af Bremen, der dog ser op til ham som en åbenbaring af noget stort og sjældent, og som kendte ham af daglig omgang. Heri går han dog øjensynligtfor vidt; er der nogensteds hvor Adam viser virkelig evne til historisk skildring, da er det tilvisse netop i den tredje bog, der alene omhandler Adalbert; han taler her som den der er vel underrettet og den der har forstået hvad der var det væsenlige i lidens omvæltninger i den kreds han havde sat sig for at skildre; Adalbert, der i mange henseendervar disse begivenheders midtpunkt, opfattede han uden fordom, og hans fremstilling af ham er hverken en lovtaleeller et angreb, men noget af begge dele, allsom mandensforskellige sider syntes at udkræve det. Således opfattesden også af W. Giesebrecht i hans „Geschichte der deutschen Kaiserzeit" (hvor dog også de første to bøger af hans historie, der er af ulige mindre værd, roses på sædvanlig måde). Giesebrechl siger nemlig i sin „Übersichtder Quellen und Hulfsmittel" til 3die del, s. 1054: — „fur die hier behandelte Periode ist es (Adams Werk) besonderswegen der vortrefflichen Schilderung Erzbischofs Adalbertswichtig. Adalbert hat keinen Biographen gefunden, doch sind wir duren Adam besser iiber ihn unlerrichtet, als über irgend einen seiner Zeitgenossen. An Adams Urlheil iiber Adalbert muss man sich halten; denn es beruht auf genauer Kenntniss und ist in einer Weise ausgesprochen, welche der Pietåt und Wahrheitsliebe des Autors gleiche Ehre macht.^a

Adalberts Rarakter er ikke så vanskelig at forstå som dr. G. synes at antage. Han er en af disse mænd som især fadselsaristokratiet ikke sjælden frembringer, ligesom forudbestemttil enten at henrive og fastholde, eller frastøde og

oprøre folk som de er flest. Smuk, rig og gavmild, veltalendeog vittig, et klart hoved, beåndet af det ideelle, der griber ham mægtigt hvor det træder ham imede: som kongeligstorhed ikke mindre end som ydmyg selvfornegtelse, synes han skabt til at gå foran i tidens kampe og vise vej i dens gådefulde bestræbelser. Men uden mådehold og selvbeherskelse, uden syn for sine egne brøst, men bidende og skånselsløs overfor andres, med en ustyrlig ærgærrighed og en god del forfængelighed synes han at matte komme i kollision med alle og at måtte blive hadet af de mange han sårede på sin vej. Deraf kommer del stærke spil at held og uheld i hans liv; går det godt, da hjælper ligesom alt til at bære ham frem; forlader lykken ham et øjeblik, da viser det sig at hans venner var skjulte fjender, og at haqs fjender hadede ham som døden, og alt bryder på en gang løs over ham, medens han selv synker sammen i fortvivlelse, — indtil lykken atter smiler, og den næsten opgivneskude sætler det ene sejl til efter det andet og hejser alle sine flag.

Neppe var Adalbert i en ung alder bleven erkebiskop før han vidste at indynde sig således hos kong Henrik HI, at han blev hans næsten uadskillelige ledsager og medarbejderi alle rigets indre og ydre anliggender. Han fulgte denne sjældne fyrste på det mærkelige tog til Rom 1046, og var vidne til at tre paver blev afsatte og en fjerde, hans ungdomsven og fælle Klemens 11, besteg det hellige sæde efter hans anbefaling. I denne stilling var Adalberl tilfreds og lykkelig; alt gik vel for ham derhjemme i stiftet, hvor en ny ånd snart begyndte at gøre sig gældende, og kejserdømmetsstore ide, at danne en fast verdslig magt, hævet over de smålige hensyn der gjorde sig gældende blandt hertuger og grever, greb ham med hele det trylleri, som kærligheden til og stoltheden over fædrelandet og dets hæder, tilligemed hengivenheden for kirken og de store tanker den salte i bevægelse kunde udgyde over den. Det Henrik vilde var at rense kirken for det verdslige, og netop derigennem knytte den til kejserdømmet, som udtrykket for den højeste

jordiske vælde, retfærdighedens håndhæver, det kirkelige livs ydre værn og støtte. Han døde uden at opnå varige resultater;hans sen og efterfølger var et sexårigt barn, og inden han havde nået den voxne alder var opgavens løsning umuliggjort; thi imidlertid havde den store Gregorius som almægtig kardinal lagt alting tilrette for gennemførelsen af sin opfattelse af kirkens og statsmagtens reformation: for ham stod kirken som det ypperste, også i verdslig henseende, kun den var istand til at afgive en varig grundvold for fredenog retfærdigheden, al verdslig magt måtte derfor i sidste instans gøres afhængig af den.

Da Leo IX, den sidste pave der var valgt og regerede uden Hildebrands indflydelse, og for hvem kirkens reformation var hovedsagen, og kejser Henrik var døde (1054 og 1056), siger Adam, forlod lykken og besindigheden Adalbert. Vel lykkedes det ham at erhverve en plads i den unge kong Henrik IV's formynderskab, men hans indflydelse på drengen dadles, og det viste sig at han ikke forstod alene at slå i spidsen for et stort riges indviklede anliggender. Hvor arbejdsom, snild og opfindsom han end havde været ved siden af Henrik 111, det nyttede ham kun lidt nu, da det gjaldt om at hævde en fremragende plads der var afhængig af manges gode vilje; hvor fortrinlig han end havde været som den anden mand i riget, kun afhængig af den første, så lidt egnede han sig til selvanden at være den ferste. Erkebispedømmet forfaldt i denne tid, de saxiske fyrsters fjendskab voxede fra dag til dag, og da det lykkedes Adalbert at få Anno af Koln, med hvem han delte den højeste magt, tjernet, og den loårige Henrik erklæret for myndig, forbedrede det så lidt hans stilling, at han endog blev fuldstændig fjernet fra hoffet og målte tåle de største ydmygelser i sit eget hjem (1066). Vel lykkedes det ham atter nogle år efter at komme tilbage til sin gamle plads ved kejserens side, men hans livskraft var udtømt, og han døde, opfyldt af planer om hævn og om kongemagtens forøgelse (1072).

Det må indrømmes dr. Grunhagen, at dette liv vel var
en omhyggelig undersøgelse værd; selv om slige karakterer

vel neppe er så sjældne som han forudsætter (han sammenlignerham med Alkibiades, s. 50 f.), så er det dog sjældent,at de sættes i forhold, der i den grad egner sig til at udfolde og lade dem komme frem i alle deres konsekvenser.Dr. G. har dog neppe løst sin opgave på en tilfredsslilendemåde, selv om han har samlet ikke så lidt stof og utvivlsomt har behandlet sin opgave med stor interesse. Han har ikke tilstrækkelig klart gennemskuet Adalberts handlingeri det enkelte, og han har grebet fejl i den ide han tror at skimte gennem dem som helhed. Dette var, som skriftets titel antyder, efter hans mening ideen om et nordisk patriarkat.

Dr. G. er ikke den første der lægger en ganske særdelesvægt på denne ide. Uden dermed at rille påstå, at den ikke all tidligere er kommen frem, skal her kun henvisestil Lappenbergs udtalelse i fortalen til det hamborgske diplomatarium, hvor han forsvarer den plan han har fulgt, at optage en række oldbreve angående erkebispedømmets ældre forhold netop ved at henvise til dets store bestemmelse:„So moge man es denn billigen, siger han (s. XVI), wenn wir dem Gedanken des grossen Karls folgend, welcher die eigenthiimliche Lage Hamburgs zur Forderung des Christenthumsund frånkischer Bildung erkennend, diese Stadt so hoch stellte, dass, wenn von den schwachen Nachfolgern unterstiitzt, sie neben Rom und Byzanz den Silz eines neuen Papstthumes hatte werden mussen, welches die Entwickelun-g des Nordens fordernd, zugleich den Kaisern in ihren Kampfenmit dem Bischofe von Rom die festeste Stiitze dargebotenund duren das nordisch-germanische Geisteslicht eine reinere Kirche erbauet halte, so moge man es wenigstens entschuldigen, wenn der Geschichtsforscher jeden Strahl jenes Gedanken auffangend, jedes Sleinchen des nur begonnenenRiesenbaues sammelnd, denselben bis zu seinem letzten Erloschen verfolgt." Her findes igrunden udtalt alt det dr. G. kommer frem med i sin udførligere udvikling, kun at han (efter Rettbergs kritik, s. s. 5 anm.) holder sig fri for den middelalderlige tilbøjelighed at henfere alle store

ideer til Karl. Han ser alt i erkebispedommets oprettelse ved en „forening" af Hamborg og Bremen et varsel om dets store betydning: på den ene side at være et midtpunkt for en tysk, på den anden for en international virksomhed. Men varslet er her som det der varsles om: Hamborg og Bremen blev aldrig „forenede", og Hamborg blev aldrig sædet for nogen verdenskultur, hverken ved sit erkebispesæde, eller, som Lappcnberg også antyder, ved sin handel. I den almindelighed,hvormed Lappenberg fremsætter planen, uden egenlig at knytte den til nogen bestemt tid, (han synes at gå ud fra at den foresvævede hele den ældre middelalder), er der imidlertid noget bestikkende ved den ; ikke fordi der er noget i selve hin tid den lader sig knytte til, men fordi noget lignende blev fuldbyrdet ved Luthers reformation. Det er da også åbenbart kun tanken om denne der har vakt ideen om et nordisk-lysk patriarkat. Havde Henrik 111 blot levet noget længere, mener G., da vilde det være bleven oprettet, omfattende de nordiske riger, det saxiske land og Vendland (indtil Pene) ; kejseren vilde samtidig have flyttet rigets tyngdepunkt fra Sydtyskland og Italien til Nordtysklands slette, — (han byggedesig et slot i Goslar) —, og patriarkatet vilde derved have opnået en overlegen stilling over de andre tyske bispedommer,og måske ved hjælp af de danske fordringer på England, tillige over dette rige! Det ligner de tyske lærde at udruge en sådan ide 7—8007_—800 år efterat den skulde være trådt i live. Hamborg stillet ved siden af Konstantinopel og Rom! Den mindste erkebiskop i Tyskland stillet i spidsen for en udvikling, til hvilken der ikke fandtes og ikke kunde findes de mindste spirer på en tid, da det netop var de sydlige gammelkristne lande der lå i opposition mod pavedemmet,medens de nordlige, nylig omvendte, støttede det og så op til det! Tanken vilde, om den var bleven undfanget i hin tidsalder, ikke have været ophøjet, men tåbelig og urimelig.

Der er da i virkeligheden heller intet der taler for at den har været næret af nogen; Adam kender den ikke, og selv i det han omtaler: et patriarkat , omfattende de to tyske stifter Hamborg og Ferden og de 3 nordiskeriger,

diskeriger,kalder han den en frugt af Adalberts hovmod og tåbelige dramme. Det erkebispen tænkte på var at opretteen egen kirkelig værdighed, der skulde stå i samme forhold til erkebispedemmet som dette slår til bispedømmet; han selv vilde dele sit stift (efterat have tilegnet sig Ferden) i 12 små bispedømmer, Danmark skulde have en egen erkebiskop,Sverig og Norge rimeligvis også i lidens leb. Han vilde da have en vis overhøjhed over dem, have ret til at holde synoder o. I.; pavens magt skulde udøves gennem ham, ligesom den udøves gennem erkebiskoppen overfor bisperne;det var kort sagt et nyt mellemled i hierarkiels store organisme, hvis hoved paven var og skulde blive*).

Således tænker Adam sig dette patriarkat, og der er ikke mindste grund til at tro at Adalbert har havt nogen anden forestilling om det, en højere ide kunde ikke passe dertil. Adalbert var overhoved ikke den mand der egnede sig til at være bærer for en ide, ligesålidt som han selv var båren af det ideelle. Med sin høje dannelse og sin rigt udstyrede personlighed greb han ind i begivenhedernes gang, dreven af ærgærrighed og lyst til at handle, beåndet af tidens ideer, men uden at have hengivet sig til nogen af dem med den inderlighed, der ene er istand til at adle et sådant menneskeliv.Hvor skånsomt man end vil bedømme ham, vil det være umuligt at komme bort fra den erkendelse, at det er kejserhoffets glans og kejservældens magtfylde der bedårer ham og lænker ham til de to Henriker. Han havde sans for andet end delte, det skal villigt indrømmes; han toede de fattige pilgrimmes fødder og han var nær ved at gå til Norge og Island som ordets forkynder; men det viser kun hvor let bevægeligt hans sind var, hvor ustadig tankerne søgte omkring efter det usædvanlige, opad, nedad og udad. Der er noget glimrende i hans løbebane, men man søger forgæves noget stort eller endog blot noget fuldbårent og helt. Og allermindst kan tanken om at oprette et patriarkat

---

*) Sml. Adam 111 70: (A.) gloriatus, se duos tantum habere dominos, hoc est papam et regem, quorum dominio jure subjaceant omnes seculi et ecclesise potestates.

gøres til dens mål, endog i den grad, at han efter dr. G.'s mening skulde have afslået pavestolen for at sætte den iværk. Det er nok muligt at han i sine senere år har ytret, at han selv kunde være bleven pave dersom han havde villet, som Adam fortæller, men efter alt hvad vi ved om ham må denne lejlighed enten aldrig i virkeligheden have været budt ham, eller den er under de givne forhold forekommen ham som et ringere vilkår end at felge kejseren og hans lykke.

Dermed må vi da opgive ikke blot dr. Griinhagens opfattelse af Adalbert, men også Lappenbergs opfattelse af erkebispedømmet. Skulde den have nogen sandhed, måtte det da være netop nu, i Adalberts plan om patriarkatet. Det er ikke blol en les og urimelig hypothes at Karl den store har tænkt på en tysk-nordisk kirke, men der er heller ikke mindste spor deraf i den felgende tid, indtil Adalbert. Og efter hans dage kan de endnu mindre seges; thi fra den tid af gjaldt det kun om ved alle midler at fastholde den usandhed, at de nordiske riger herle til erkebispedømmet, uden at et glimt af nogen ide, højere end den der endnu den dag idag sender Hamborgs sønner omkring til alle Nordens lande, oplyser hine klerkes færd; det er som en skæbnens ironi, at Lappenbcrg selv skulde komme til at sammenstille disse to ytringer af Hamborgs „mission^ i Norden.

Vi må da begynde undersøgelsen af Adalberts forhold lil erkebispesagen og patriarkattanken forfra på et nyt grundlag. Delte grundlag er pavebullerne, således som de nu efter det foregående må opfattes. Den første af disse buller er, som oftere omtalt, udstedt af Riemens 11, d. 24. April 1017, kort før Adalbert i følge med kejser Henrik forlod Italien, eflerat have fulgt sin ven, den nyvalgte pave, gennem Syditaliens blomstrende egne. Der kan da ikke være tvivl om at den er bleven således som han ønskede det, ikke blot i overensstemmelse med de tuller af Nikolaus, Agapitus og Bencdiktus som den påberåber sig, men således som de to venner dengang, og vistnok alt tidligere havde tænkt sig forholdene ordnede. Klemens 11, — hans tidligere navn var Svidger —, var alt 1032 kommen til Bremen tilligemed Ådal-

bert, begge ifølge med den lil erkebiskop valgte provst Herman i Halberstadt. Efter hans ded vendte de rimeligvis begge tilbage hertil, og senere blev da Svidger biskop i Bamberg (1043^—46) for derfra at bestige pavestolen, medens Adalbert efterat have været provst i Halberstadt blev valgt til erkebiskop i Hamborg. Hvad der nu kom til udforelse i pavebullen var da Bremerkirkens kæreste tanke og dristigste håb. Det gjaldt om at bevare forbindelsen med de nordiske riger, og det ikke blot således, at den forlængedes for enkeltmands levelid, men således at den kunde holde for bestandig. Til den ende var det nødvendigt at indlemme dem i det hamborgske erkebispedømme, at gøre de nordiske bisper til lydbisper af erkebiskoppen af Hamborg som sådan. Var dette først sket da kunde man påkalde de kirkelige love til gunst for et stifts udelelighed uden biskoppens indvilligelse. Adam fremfører denne tanke som almenbekendt, den må da vistnok have været gængs blandt klerkene i Bremen. I de anmærkninger Lappenberg har skrevet til Adam (dels under textudgaven, dels og især i afhandlingen om hans kilder i Archiv flir altere d. Geschichtskunde VI s. 803), henviser ban til det afrikanske koncil af 397, der besluttede, at der ikke indenfor et bispedømmes område kunde oprettes et andet uden biskoppens samtykke. Hvorvidt imidlertid denne bestemmelse kunde få anvendelse på erkebispedømmet i Hamborg, når man dertil regnede de nordiske lande, måtte vistnok komme til at bero på pavernes fortolkning; skal man tro Adam (HI, 32) var den gunstig for Bremen.

Klemens ll's bulle bekræfter alt hvad de tidligere paver Nikolaus, Agapitus og Benediktus har indrømmet erkebispedømmet: „også dem der nu ved guds nåde er omvendte lil kristendommen, nemlig bisperne blandt alle de Svenskes og Danskes stammer, såvel som i de egne, der ligger øst for Elbe indtil floderne Pene og Ejderen, således at de skal blive under eder og eders efterfølgeres, de hamborgske erkebispers højhed, og alt hvad I ved guds nådige hjælp og ved egen anstrængelse kan udrive af vantroens vildfarelse og vinde for kirken, det skal evigt

og urokkeligt blive eder underlagt, både folk og lande," (^— ita ut sub vestra, vestrorumque successorum, Ammaburgcnsis ecclesiæ archiepiscoporura, maneant potestate, — — vobis vestrisque successoribus perpetualiter tenendum, inviolabiliter tenere censemus). For at give denne afgørelse noget af alderens ærværdige støv, lavedes derpå den falske bulle af Johannes XV, med selvsamme indhold, som forhen er eftervist. — Men Adalbert kom snart ud over dette standpunkt; Sven Estridsen fremsatte åbent sin fordring om at få et eget erkebispedemme oprettet, og det var i sig selv så billigt et enske, at Adalbert målte indse det vanskelige, ja umulige i at modsætte sig dets opfyldelse. Hans urolige og stolte sjæl udkastede da planen til at skabe et patriarkat i Hamborg: der skulde bevares et overordnet forhold af det tysk-vendiske over de nordiske erkebispedommer. Hans forhold til Leo IX, der besteg pavestolen 1049, var særdeles godt; på den store almindelige synode ved Maintz, hvor paven sogte at formå Tysklands gejstlighed til at antage hans reformatoriske grundsætninger, vandt han ham fuldstændig ved sin skarpe dømmekraft og brændende iver for kirkens anliggender. Leo bekræftede da også d. 6. Jan. 1053 det hamborgske erkesædes privilegier efter de samme tre pavers forbilled som Klemens 11. Det ligger nær at antage at en eller flere af de gamle buller ved den lejlighed blev forelagte paven i en forfalsket skikkelse, uden at der dog kan tænkes på nogen af dem vi nu har, da de er fra en endnu senere tid. Leo gentager ikke blot hvad Klemens har indrømmet, men fejer til de Danske og Svenske også „Normændene, Island, Skridfinland, Granland og alle de andre nordiske folkefærd". Dertil gøres Adalbert til pavens legat blandt disse folk, og det tilstås ham og hans efterfelgere at indvi biskopper, såmange og hvilke han vil, til hedningenes omvendelse og til hine kirkeprovinser. Desuden får han tilladelse til at smykke sig med mitra, sidde tilhest ved visse højtidelige lejligheder og lade et kors bære foran sig, ligesom retten til at bruge palliet udvides. Det samme gentog Viktor II kort efter sin udvælgelse, d. 29. Okt. 1054

(Leo døde d. 19. April 54), og Adalbert sergede for også
at få disse privilegier antedaterede ved to falske buller fra
912 og 920*).

Men dermed var da også hans virksomhed i denne retning tilende; efter Henriks død blev han altid mere dragen ind i de politiske forviklinger, og om han end af og til med iver vendte sig til sin gerning i hjemmet og i Danmark, så formåede han dog intet mere at udrette til sine planers fremme; tanken om et patriarkat blev opgiven. Vi skal nu se hvorledes man fra dansk side stillede sig til den skete forandring i retsforholdet mellem den nationale kirke og erkebispedømmet.

Sven Estridsøn fuldendte som bekendt rigets kirkelige organisation; til de 2 bispedømmer på halvøen (Slesvig og Ribe, Århus havde længe været nedlagt) føjede han 3 andre (Århus, Viborg og Børglum), til de 2 på øerne og Roskilde) ligeledes 2 i Skåne (Lund og Dalby). Alle disse bisper modtog indvielsen i Bremen, ligesåvel som de samtidige svenske, og den forste islandske biskop Islejf (1056); Adam siger, at Adalbert i det hele indviede 20. Dette var erkebispens gamle ret, ligefra Agapitus's tid af, og kun den norske konge Harald Hårdråde synes at have sat sig ud over det, ved ligesom fordum Knud den store at tage sine bisper fra England.Men videre var man heller ikke tilsinds at gå i Danmark;da Adalbert vilde holde en stor kirkedag i Slesvig — (han vovede dog ikke at stævne Nordens biskopper til Hamborg)— udeblev de fleste af de tilsagle, og det lykkedes ham ikke at få Ejlbert i Odense til at møde for sin domstol:

---

*) Skønt dette vistnok er det sandsynligste forhold, skal det dog bemærkes at Adams ord cm Adalbert (potentiam archiepiscopalem longe lateque in exteras protendebat nationes, 111 c. 70) tilsyneladende taler for, at forfalskningerne er af senere datum. Adam tænker imidlertid sikkert ikke på privilegierne, som han i reglen gengiver temmelig vilkårligt, og som han senere omtaler særligt for Adalberts vedkommende, men på den faktiske tilvæxt i myndighedsområde som erkebispen fik, især ved bispevielserne til øerne i Nordhavet.

de andre danske biskopper billigede hans vægring. Det er
ret betegnende at lægge mærke til de udtryk der i denne tid
bruges af og om Adalbert i henseende til hans forhold til
Norden. Selv kaldte han sig ikke som hans forgængere
„erkebiskop i Hamborg", men „det hellige romerske og apostoliskesædes
udsending (legatus) og alle nordiske folks
erkebiskop, ligesom også den hamborgske kirkes uværdige
forstander" (1059 o. ff. Lappenberg nr. 80 o. (1A Til Harald
Hårdråde skriver pave Alexander 11, at han ikke ma lade
sine bisper vi i Frankrig og England, men af Adalbert 'i
Breæen; paven er nemlig kirkens hoved og styrer, men
på grund af den store afstand har han indsat hin erkebisptil
sin stedfortræder og udsending (vicarius et legatus,
vice nostra fungens). De danske biskopper tiltaler han således :
osv. — hilsen og apostolisk velsignelse til alle
bisper der er ansatte i Danernes rige, og som er undergivne det
apostoliske sæde og vor stedfortræder" (Adam, schol. 70 og
111 c. 70). Det er tydeligt nok, at det gamle forhold her overalt
blandes med noget nyt; relten til at indvi biskopper skal udvides
til at øve kirkens disciplin og en almindelig tilsynsret, ligesomogså
til at fere forsædet der hvor rigernes kirkelige
anliggender forhandles. Dette mødte imidlertid en bestemt
modstand; hvad enten man gennemskuede den svig der var
øvet med pavebrevene eller ikke, så var man på det rene med
sig selv om at forholdet målte forandres og ethvert bånd
der knyltede den nationale kirke til Hamborg brydes.

Til den ende målte man, som forhen påvist, først og fremmest holde på rigets retslige stilling i kirkelig henseende,som en kun paven underordnet selvstændig kirkeprovins.At dette skete ved at tilbagevise Adalberts overgreb fremgår af det foregående, men at der også gjordes positive skridt har vi et utvivlsomt vidnesbyrd om i Gregors breve til Sven Estridsøn. Af dem ses det nemlig, at Sven har underhandlet med Alexander og til samme tid med Gregor som diakonus, at han har tilbudt at træde i det nøjeste forholdtil pavestolen og betale en regelmæssig afgift til den mod at fritages for enhver forbindelse med liremen. Også

tidligere konger, Knud den store og hans sen, havde efter engelsk skik betalt Pederspenge, men det var under form af en frivillig gave de ofrede paa alteret, og den sendtes paven i ny og næ; nu skulde det være en regelmæssig skal der opkrævedesbestemt. Der var heller ikke noget særegent i at Sven tilbed at tage riget til len af st. Peders stol, for at bruge et middelalderligt udtryk, det var noget man havde set gentagne gange på forskellige steder i Evropn, og GregoriusVII gjorde fordring på en politisk-kirkelig hejhed over Spanien, Ungarn, Neapel, Kroatien o. s. v. Pave Alexander satte da også slerre pris på Adalberts venskab end på Sven Eslridsens tilbud, og som vi har set stettede han idetmindste tildels Dremens fordringer. At Sven imidlertid ikke, som Dahlmann antager, har villet finde en alieret i paven mod den danske bondestand (Gesch. v. D. I 183 f.), men netop har villet hævde pavens kirkelige højhed overforenhver anden, vil formentlig fremgå utvetydigt af det foregående, ligesom det ligger i Gregors brev, skrevet efterat han var bleven pave og forholdene efter Adalberts ded ferte det med sig at de danske ensker fik foreget vægt; heri omtales nemlig udtrykkelig det Sven „forlangle og lovede af hensyn til rigets værdighed, — om erkesædet o. a." (quæ pro honorificenliaregni tui, tum de mctropoliiaiia sede, tum de quibusdam aiiis rebus et postulasli et invicem promisisti, — sml. Helveg s. 179), og omordningen af de kirkelige forhold stilles i nær udsigt. Det er da sikkert også urigtigt når Dahlmann, og efter ham Ilelveg, antager at den tanke der her så tydeligt kommer frem, blev opgiven enten af Gregor eller Sven, tvertimod den trådte ufortovet i live. Ikke i form af et nordisk erkebispedemmes oprettelse, men ved en frigørelsefra forbindelsen med Bremen og en umiddelbar udavelseaf den pavelige højhed. Da Adalbert døde 1072 ophørtede hamborgske erkebispers primat over den nordiske kirke, hvis man vil kalde det forhold hvori de stod til den siden Agapitus's tid således. Vei haves der en bulle af Alexander II til Limar med en stadfæstelse af hans værdighed,men den er uægte tillige med de to enslydende der

henferes til de to Benedikter og til årene 1022 og 1014. Og to år efter blev han af Gregorius suspenderet fra sin myndighed og sit kirkelige embede, fordi han havde modsat sig pavens befalinger og negtet at møde for det apostoliske sæde og slå til ansvar (sml. Helveg s. 178 f.)- Ved denne tid optog da Gregorius underhandlingerne med Sven, og skent denne ikke kunde yde alt det paven ønskede, især med hensyn til Normannernes underkuelse i Neapel, så var dog den holdning han viste overfor den tyske konge af så stor betydning, at der ikke er grund til at antage at jo den bedste forståelse har vedligeholdt sig mellem dem.

Adam af Brernen, der afsluttede sin historie lige efler Adalberts død, står ved vendepunktet, uden at ane hvor alvorligden fare var der truede erkebispedommet. Hele hans skrift hviler i den forudsætning at det har sin rigtighed med Hamborgs fordringer, og der er ikke mindste grund til at tro at han har skrevet for at begrunde denne ret eller blot give et indlæg i striden. Han var selv en Sydtysker, der kun i få år havde færdedes i Bremen som lærer i kapitlet, og det der havde tiltrukket sig hans opmærksomhed, det der havde hans udelte interesse var den nordiske mission og kirkens fremvæxt i tidens lob nord for Ejderen. At han tildels så denne fra et tysk stade kan ikke undre os, snarere kunde det vække forundring at han er så koldblodig overfor de forsøg der geres fra dansk side for at løse forbindelsen med Hamborg. Er han derfor partisk og ensidig i sine tidligerefortællinger, da må det tilskrives hans hjemmelsmændog den mangel på grundig undersøgelse og overvejelseder er et særkende for ham. Vi kan altså ikke hos Adam vente at finde nogen oplysning om de kirkelige forhold efter Adalberts død; ligesom tidligere må vi søge den i tilfældige træk og pavebreve. Det ses da af Gregorius'sudtalelser at han har sat sig i umiddelbar forbindelse med den nordiske kirke; Sven opfordrer han gentagne gange til at sende betroede mænd til Rom, ligesom han selv sender breve og bud til Danmark; til Harald Svensøn (Hen) skriver han uforbeholdent om hans faders dyder og laster og tilskynderham

skynderhamtil at vedligeholde en stadig forbindelse med Rom; både Harald i Danmark, Olaf(Kyrre) i Norge og Inge og Halslan i Sverig opfordres til at sende folk der kan underrette paven om disse nationers sa?der og skikke og bringe hans befalinger tilbage eller opdrages til at tjene kirkens interesser; ja han retter endog sine opmuntrende og advarende ord til „de Danskes konge, bisper, høvdinger, klerke og almue" (Lappenberg, nr. 106 ■--13). Et andet meget talende faktum er det at Islands anden biskop Gissur, Islejfs sen, efterat have været hos Gregorius VII i Rom blev viet af erkebispen i Magdeborg 1082 og ikke i Bremen. Endvidere var det sikkert en felge af at Danmark nu helt unddrog sig fra forbindelsen med Bremen at Limar vilde sætte kong Erik Ejegod i ban, thi ellers ses det ikke hvad der kunde være grund til det, i Saxes tid havde man glemt den. Erik henvendte sig imidlertid til paven og fik medhold hos ham. Denne konge foretog endog en rejse til Rom og udvirkede her det andet skridt der skulde fuldende det første, løsrivelsen fra Hamborg, nemlig overdragelsen af den pavelige myndighed til en dansk biskop. Således fuldendtes da den nordiske kirkes organisation, en menneskealder efterat den højeste myndighed over den havde ophørt at være overdragennogen fremmed prælat af det apostoliske sæde, og da Islændingene skulde have deres tredje biskop Jon Øgmundsønviet, sendte de ham til Asger i Lund, 1106. Men idet skatteforhold, hvori Danmark gennem hele middelalderer; stod til pavestolen (Helveg II 35 f.) har vi udentvivl et minde fra overgangstiden.

De forsøg der senere gjordes fra erkebispernes side på at generhverye primatet er andensteds bleven fremstillede i sammenhæng. Her skal der endnu kun bemærkes i den anledning at det meget vel er tænkeligt, at den store bullesvig der gik forud for Innocens IL's afgørelse J1133 strax efter er bleven opdaget og eftervist af det danske erkebispedømmes ivrige og heldige forsvarer, Herman fra Koln. Det er end ikke utroligt at det gamle fjendskab mellem Koln og Bremen, der atter var luet op i Adalberts tid,

har spillet sin rolle i den henseende og altså bidraget sit til at det uhjemlede og uretfærdige i Hamborgs fordringer blev lagt for dagen og tilbagevist der hvor den sidste afgerelse i alle kirkelige stridigheder hvilede. Og lad Tysklands lærde da længe nok med vemod se tilbage til den stolte tanke om et saxisk-nordisk patriarkat, — vi vil med Saxe glæde os over at vi blev udfriede fra den saxiske hejhed og opnåede „frihedens ret"!

For at ikke hovedpunkterne i denne undersegelse skal
stå fare for at tabe sig i de mange enkeltheder der har
måttet fremdrages, skal de her til slutning sammenstilles:

I det 9de århundred tildeles der forst Ebo, erkebiskop i Rheims, og efter ham Gautbert; senere Ansgar, erkebiskop i Hamborg, og efter bam Rimbert: ret til at prædike evangeliet for de nordiske folk. Der er ikke tale om nogen kirke i disse lande, ej heller om noget forhold til fremmede kirker; paven træder derimod en enkelt gang som kirkens hoved i umiddelbar forbindelse med en nordisk konge.

Agapitusll giver(9J:B?) Adeldag ret til på pavens vegne at indvi bisper for de nordiske folk. Denne ret går (som det synes stiltiende) i arv til Adeldags nærmeste efterfølgere og fornyes udtrykkelig af en pave Benediktus, som det synes for Unvan. De danske konger udover, efter selv at være bleven kristne, uhindret retten til at vælge bisperne, der da (i reglen) vies i Hamborg. Denne tilstand vedvarer i et hundredår, i den sidste menneskealder dog ikke uden indsigelse fra dansk og anvendelsen af konstige midler (overdreven gavmildhed) fra tysk side.

Med Adalbert og Sven Es t rid sen begynder ferst en alvorlig modsætning at gere sig gældende. Adalbert vil forandre det forelebige missionsforhold til et varigt primat og opnår til den ende under heldige ydre forhold pavebreve af Klemens og hans nærmeste efterfelgere, der uden vedkommendekirkes samtykke forandrer hele dens retsforhold. Sven vil derimod udvikle den danske kirke i konsekvens med hele dens tidligere fri og sikre fremvæxt, og seger til den

ende gennem paven som bærer for den højeste kirkelige myndighed over Norden som mellemled, at lese enhver forbindelsemed en erkebisp der ikke tilhørte det danske folk. Den nordiske kirke anerkender imidlertid vedvarende (dog ikke uden indsigelse, især fra norsk side) den Adalbert af paven overdragne ret til bispevielse, men modsætter sig bestemtog med held ethvert forsøg på en udøvelse af nogen højhedsret i andre henseender.

Efter Adalberts død overtager pave Gregorius VII selv den øverste ledelse af den nordiske kirke, medens han synes at have ladet bispevielsen foretage af andre erkebiskopper, og Paskalis II sender en legat til Danmark for at overdrage den højeste myndighed over den nordiske kirke tilligemed bispevielsen til den danske biskop Asger i Lund.

Pavebullerne angående den nordiske legalion,
som de er overleverede os eller påberabes? er følgende.
Ægte er disse:

Paskalis I og Evgenius 11, stilede henholdsvis til Ebo
og Halitgar, og Ebo og Ansgar.

Gregorius IV og Nikolavs I, begge stilede til Ansgar,
(den første dog også vedkommende Ebo); de haves også i en
forfalsket form.

Agapitus II til Adeldag, i en forfalsket afskrift; den ægte
form kendes dog af Adams referat.

Benediktus, ventelig VIII og stilet til Unvan, er tab/,
men var sikkert i alt væsenligt lig don foregående.

Klemens 11, Leo IX og Viktor II til Adalbert, de to
første bevarede i original, den sidste i afskrift.

(Innocens II til Adelbero, i afskrift).

Falske er følgende:

Johannes XV til Liavizo, lavet efter Klemens 11.

Anastasius 111 og Johannes X, lavede efter Leo IX og
Viktor 11, og begge bevarede i original.

Alexander II til Limar, og efter den igen Benediktus
VIII og IX, de sidste bevarede i original.

Agapitus 11, forfalske! af en afskriver, som det synes
uden praktisk hensigt.

Gregorius IV, Sergius, Leo IV, Benediktus (111, tabt), Nikolaus I og Hadrianus 11, stilede til Ansgar og Rimbert, lavede eller forfalskede for at fremkalde lnnocens Il's restitutionsbulle.

II. Kristendommens grundfæstelse i det hamborgske erkebispedømmes vendiske lande. Laspeyres: die Bekehrung Nord-Albingiens und die Grundung des Wagrischen Bisthums Aldenburg-Lübeck. Bremen 1864. 219 s. H. Reich: Knud Laward, Herzog von Schleswig. (Jahrb. f. d. Landskunde der Herzogth. Schl. Holst. L. X. H. I. II. Kiel 1869, s. 203—54). Dr. F. Wigger: Berno, der erste Bischof von Schwerin, und Meklenburg zu dessen Zeit. (Jahrb. des Vereins f. mekl. Gesch. u. Alterthumskunde XXVIII. Schwerin 1863. s. 3—278). O. Fock: Rügensch-Pommersche Geschichten I. Rugen 1168. Leipzig 1861. 155 s.

Dersom der ikke var nogen anden og dybere forbindelse mellem kristendommens indførelse og grundfæstelse i disse landstrækninger og vort fædrelands udvikling, end den der fremkommer ved Hamborg som mellemled, da var det überettiget at drage den ind under den danske historie, thi som det i det foregående er nærmere eftervist, stod de nordiske riger aldrig i noget umiddelbart forhold til erkebispedømmet, men kun til erkebispen i Hamborg. Men der er da også et langt nærmere forhold tilstede end dette; Danmark og det danske folk har selv lod og del i kristen-

dommens udbredelse blandt vore genboer over havet, og Vendertogenes tid danner et ikke übetydeligt afsnit i vor middelalders historie. Som et ydre minde om denne delagtighed i missionen blandt Venderne hørte Femern og Ryø (Rugen) indtil reformationen til de danske ©stifter, Odense og Roskilde, og endnu den dag idag vidner enkelthederne i den gammelkirkelige bygningsstil både der og på fastlandet om den indflydelse, som til sin tid udgik fra Danmark til det nysomvendte land, der længe stod i lensforhold til den danske krone.

Vendernes omvendelse ved de Danskes og Tyskernes forenede bestræbelser er et af de punkter i u.iddelalderens historie vi kan dvæle ved med den mest udelte tilfredshed og glæde. Medens det set fra en side var en billig og vel fortjent gengældelse af de anstrængelser, Hamborgs erkebisper havde ofret på den kristne læres udbredelse her i landet, blev det ikke mindre til held og velsignelse for den danske kirke selv ved at inderliggøre evangeliet gennem forkyndelsen. Thi det gælder ikke blot om kundskaberne hvad et gammelt ord siger₇ at „man lærer ved at lære fra sig", at det klarer ens egen opfattelse og forståelse at overvinde andres ukyndighed; det gælder også hele livsanskuelsen og folkekulturen, både hos den enkelte og i hele samfundet.

Der er en bestemt modsætning mellem kristendommens udbredelse og grundfæstelse hos os og hos Venderne og Saxerne; medens den her skred frem ved sin egen styrke, langsomt men sikkert, gennem flere slægtled, også i det ydre fremtrædende med den frihed der erj dens læres særkende,blev den påtvungen vore sydlige naboer med våbenmagt:Saxerne måtte bøie sig for Karl den stores, Venderne for Henrik Løves og Albrecht Bjørns, Kong Valdemars og Absalons sværd. Det er derfor væsenlig en række af blodige kampe der betegner dens vej, og alt som våbenlykken skifter udbredes og indskrænkes kirken blandt de halvvilde stammer; det var fremmede der nedrev deres templer, fældede de helligelunde og nedhug de udskårne guder. En sådan kamp kan dog ikke egenlig beklages, end sige fordømmes, når

ikke de hejere ideer tabes af syne i den; den kan være nødvendig som en nalurrevolution, thi der gives kræfter der er så vilde og ideforladte, at de ikke kan bøjes og vendes, men må brydes og knuses. Og for vore fædre var kampen da også i mange henseender et selvforsvar, ja en kamp på liv og død, der en tid syntes at være nær ved at ende med deres undergang og rigets opløsning.

Hvorledes det er lykkedes at stanse Venderne på deres første fremtrængen langsOstersøens sydkyst, indtil den „danske skov" og Femern, derom haves der aldeles ingen efterretninger, de øde strækninger på begge sider afEjderen og virket foran Slesvig har vel været nok til at bringe den vilde folkebølge til at lægge sig, idetmindste for en stund. Af Karl den stores historie ses det endog, at de danske konger stod i et venskabeligt forhold til nogle af Venderstammerne, således at de sluttede forbund mod den fælles fjende. Men medens fjendskabet mellem Tyskere og Vender forblev uforandret i tidens løb — (hine trængte nemlig til atter at komme ud til havet, som disse havde afskåret dem fra på en strækning af over hundrede mil) — skiftede de Danske parti, samtidigt med at overgangen til kristendommen lod dem træde ind i det evropæiske statssamfund og opgive vikingetogene. Dermed var Vendernes undergang given, med mindre de igen kunde få forbundsfæller på de danske øer. Men dette var kun muligt i el af to tilfælde; enten kunde de selv bryde op og ved en folkevandring oversvømme dem, grundlægge et stort vendisk rige, og med den tapperhed de havde vist i deres gamle hjem fortsætte kampen her, indtil det var lykkedes dem at tiltvinge sig en uafhængig stilling midt imellem de germaniske folkestammer, — eller de kunde væbne sig med den almenevropæiske kultur, ved at modtage den fra Danmark alene, uden at opgive deres selvstændighed, for da ved forsynlige forbund med deres frænder mod øst og de i mange henseender ligestillede naboer mod nord at bevare deres nationalitet og selvstændighed mod de erobringssyge Tyskere, der således aldrig vilde være

trængte frem til Østersøen, som således kunde blevet et nordisk-vendisk

Begge disse veje prøvedes i det tidsrum der blev afgørende for Vendernes skæbne; der går en ofte afbrudt, men idelig genoptagen kulturstrømning over Østersøen fra de danske lande, og det udtales enkelte gange bestemt nok, at der var en frelse mulig ad denne vej for det hårdt betrængte folk. Men lige utvetydelige er de forsøg, der fra vendisk side gøres på at få fast fod hinsides havet, underkue og udrydde de splidagtige Nordboer og skabe sig et nyt hjem på deres frugtbare øer. Begge dele måtte dog mislykkes således som forholdene havde udviklet sig, men ved Vendernes egen skyld: de havde siddet tidens kald overhørige og del hævnede sig bittert. Rimeligvis af en naturlig forkærlighed for det overleverede og hjemlige havde disse adsplittede stammer, bestandig ængstelige for at miste deres selvstændighed ligesom Saxerne, der var bukkede under efter en række kampe, omhyggelig undgået enhver påvirkning fra Tyskernes side; den store forskel i sprog gjorde forbindelsen endnu vanskeligere. Den ene gang efter den anden blev kristendommen budt dem af mænd, der satte det guddommelige over de verdslige hensyn, Venderne var ikke uimodtagelige; men neppe var det stadige arbejde med dem ophørt, neppe var lidenskaberne komne i røre ved politiske kampe, der idelig fremkaldtes fra Saxernes side, før kristendommen gik med i løbet og det neppe tændte lys atter blev udslukket. Men for hver gang blev disse folk vildere, ufoisonligere, og derved atter mere forhadte for de kristne; man sammenlignede dem med Filisterne og de andre hedenske folk der boede omkring Jødeland, og man anså dem snart kun for at være istand til at udrede skatter.

Imidlertid gik kulturen sin stadige gang blandt nabofolkene;kirkens indflydelse, også på de verdslige forhold, voxede og de religiøse ideer blev mere og mere ledende i samfundet:korstogene var den blomst, den tidligere middelaldersudvikling skulde udfolde. Samtidig havde samfundene omordnet en hel række af verdslige forhold efter tidens krav.

fyrstemagten voxede, almuen underordnede sig bærerne for de mere ideelle idrætter, krigsførelsen tillands og tilvands udvikledesjævnlig. Alt dette synes Venderne al have ladet gå sporlost forbi deres enemærker; de blev ved at leve i uvirksomhed, uden sammenhold, uden enighed, uden sans for det ny og uden alvorlig vilje til at hævde det gamle med nogenlunde fyldestgørende midler. Deres modstand og vilde energi hviler derfor på et forunderlig skuffende grundlag, deres historie er fuld af de bratteste overgange fra trods til modløshed, fra kamp på liv og død til overgivelse på nåde og unåde. Hvad der kommer frem som glimt af en dybere forståelse af folkets skæbne og de muligheder der kunde være til frelse, er adspredt og som ensomme røster der synes at have lydt forgæves, både til venner og fjender.

Et hensyn må der dog tages netop i den henseende, og det er mangelen på enhver efterretning fra Venderne selv. Det er muligt, ja det er vistnok sandsynligt, at de forskellige synspunkter for en større samlet modstands betydning og øjemed har havt deres talsmænd blandt Venderne; det berettes jo jævnlig, at de holdt thing og at de havde større sammenkomster ved de store helligdomme i Arkon og Rethra, ligesom der ofte spores en helhed i angrebene, der må være mere end tilfældig; havde de havt en historieskriver, der tilfulde forstod deres folkelige ejendommelighed og kendte det der var foregået blandt deres ledende mænd, da vilde vi sikkert få et større indtryk af disse spredte og fortvivlede fejder, som det nu volder os vanskelighed blot at fastholde og adskille tilbørligt. Og så har vi endda det sjældne held, at to af middelalderens største historieskrivere har sat sig til opgave netop at skildre disse kampe, den ene fra dansk, den anden fra tysk side₅ uden Saxe og Helmold vilde vi fare fuldstændig i blinde med hensyn til et helt folks undertvingelse og deraf følgende undergang som folk.

Efter N. M. Petersens grundige afhandling om „de Danskes toge til Venden" (i annaler f. nord. oldkyndighed 1837—38) er der ikke fremkommen noget egenlig nyt fra dansk side til belysning af de herhenhørende spørgsmål,

med undtagelse af Schierns værdifulde undersøgelse af de
stedsnavne på de danske øer" og de bemærkninger
om tidsregningen, der findeø i Velschows „notæ überiores^
til Saxe. Derimod har Tyskerne , eller rettere efterkommerneaf
de gamle Vender, siden den tid med iver kastet
sig over studiet af hint folks oldtid, og der er i lebet af
den sidste menneskealder kommen meget for lyset, der hidtil
lå upåagtet, både af historiske aktstykker og af oplysninger
om stedsforhold, folkeskikke o. s. v., hvad der da atter har
lettet forståelsen af de tidligere bekendte kilder. Udbyttet
af disse granskninger er især nedlagt i de omfattende lidsskrifter„Baltische
Studien" (fra 1832) og „Jahrbiicher f.
meklenburgische Gesch. und Alterthumskunde" (fra 1836), i
L. Giesebrechts „Wendische Geschichten" o. s. v., samt i de
meklenborgske og pommerske diplomatarier med deres rigdomaf
anmærkninger og kommentarer. Hvad således N. M.
Petersen giver af geografiske oplysninger, om Vendernes
mythologi, sæder og skikke, templer o. s. v. vilde vistnok nu
kunne fremstilles i et ikke lidet klarere lys, nu da sprogvidenskabensforøgede
område og de talrige sagns og sanges
optegnelse i alle de slaviske lande synes at have givet et
nyt grundlag for studiet af de undergåede stammers åndelige
liv og dets rørelser (se f. ex. „Bausteine zur slavischen
Mythologie" i „Jahrbucher f. si. Literat., Kunst und Wissenschaft",1843
ff.). Men ligeså meget nyt vil man træffe på
med hensyn til den pragmatiske historie, selv om den langt
overvejende del af de i hine skrifter givne undersøgelser
i den henseende selvfølgelig henhører til senere tider, forhold
og begivenheder, end der her tænkes på. Det er især de
meklenborgske landes historie, der på mange punkter får nyt
lys5 °S j° mere den oplyses, des tydeligere bliver det, at
vi ikke kan få nogen fuld forståelse af de Danskes tog til
Vendland, uden tillige at henvende opmærksomheden på de
samtidige og foregående begivenheder ved Elbe og Elde.

Det skal da forsøges her i korte træk, dels i henhold,
dels i modsætning til de ovenfor nævnte bidrag, at samle
billedet af Vestvendernes omvendelse til kristendommen.

I den forhen omtalte afhandling af dr. Koppmann om det hamborgske erkebispedømmes ældste diplomer underkastesogsaa forholdet til det vendiske land en længere undersøgelse; her vil det dog være det nemmeste uden hensyn til den at opstille de resultater, man uden al tvivl må komme til ved en fordomsfri betragtning af de faktiske forhold ved erkebispedemmet. Meningen med Gregor IV's ord om missionen, der sættes ved siden af erkebispedemmets bekræftelse, er da, at Ansgar i pavens navn skal prædike for alle de nordiske og vendiske folk, såvidt han formår, medens de Vender, der ligger under det tyske rige, ligesom tilhorer erkebispedemmel og officielt anses for omvendte og lagte under kirken. Såsnart der kunde være tale om bestemtegrænser for riget på denne kant. sattes de langs Østersøen til Penefloden (mellem Usedom og fastlandet), og derfra tilbage langs Pene og Elde til Elbe, omfattende altså det senere Lauenburg, det meste af Meklcnborg og svensk Pommern, foruden de holstenske lande. Delte område deltes igen dengang Ansgar blev biskop af Bremen, og da han så andengangblev erkebiskop af Hamborg, beholdt Ferden Obotriternes land, mellem Østersøen, Pene, Elde, Elbe, Bille og Trave, medens Stormarn og Vagrien sammen med det tidligere bispedømme Bremen, undtagen den mindre del der faldt til Ferden, også af landet syd for Elbe, dannede det ny erkebispedømmeHamborg. At en sådan deling er indtrådt synes bestemt at fremgå af Ferdens stiftelsesbrev, der vel er falsk i den form det nu fremtræder (udstedt af kejser Karl i året 78(3, s. Lnppenberg nr. 1), men dog synes at tilhøre en temmelig tidlig tid og at opgive den tids grænser rigtigt. Dette forklarer da også, hvorfor pave Nikolavs i sit stadfæstelscsbrevfor erkebispedømmet ikke gentager Gregorius's omtale af erkebispens indvielse ved lydbisper: der vilde nu nemlig ikke let kunne blive tale om sådanne; erkebispedemmetsområde var lige stort nok til at danne et anseligt stift, der ifølge sin biskops kald vel skulde være uafhængigt af alle andre, men netop derfor heller ikke skulde søge sin storhed i verdslig magt og indflydelse, men i missionen;

valget skulde derfor heller ikke falde på en verdsligsindet
prælat, men på folk der havde sans for denne.

Om der blev gjort noget for Vendernes omvendelse i det niende århundrede ved vi iktej rimeligvis skete der intet i den almindelige forfaldsperiode under de svage Karolinger. Da imidlertid de saxiske konger begyndte kampen mod Osteris vilde folkestammer, kom der også liv i missionen mod nord; efter Unnis rejse til Danmark og Sverrig oprettedes de 3 jydske bispedømmer af Adeldag i Hamborg som pavens legat, samtidig med at kong Otto I grundlagde bispedømmerne i Havelberg og Brandenborg, øst for Elbe, og Adelvard af Ferden roses for at have prædiket kristendommen for Venderne. liet er ikke ret klart hvorledes Obotriterne efter denne tid igen er komne tilbage til Hamborg, som de engang havde tilhørt. Da Havelberg stiftedes (946) sattes dets nordgrænse langs Pene og Elde, uden at det siges hvilket bispedømme det her grænsede til; i et bestemt ægte dokument forekommer det først 1047 (i Klemens Ils bulle) som del af Hamborg stift. Adam afßremen ved ikke at give nogen forklaring herpå; han siger kun at Otto, dengang han oprettede erkebispedømmet i Magdeborg (968) havde tænkt på at forene alle Vender under det, men at han atter havde opgivet det og henlagt landet nord for Pene til Hamborg, „fordi det var nærmere'⁴. Rimeligere er det vistnok at anlage, at kejseren nu da missionen til de nordiske lande havde båret så god frugt, så hans biograf og beundrer Vidukind kunde sige at de Danske alt længe havde været kristne, var betænkt på at give Hamborg vederlag for den afgang i virksomhedsområde, der snart måtte indtræde tilligemed den nordiske kirkes fuldstændige organisation, og derfor gav det en ny mark for missionen og det tilmed en sådan der kunde blive i varig forbindelse med erkebispedømmet. Det var da sikkert også først nu at Adeldag oprettede et eget bispedømme i Aldenborg i Vagrien (det nuværende Oldenborg ved Femern), medens dette forhen var bleven bestyret af biskoppen i Slesvig. Således tror nemlig dr. Koppmann, og vistnok med rette, at måtte forstå

Helrnolds forvirrede efterretning at Slesvig en tid havde stået under bispen i Aldenborg; bispedømmet i Slesvig var så lille i forhold til Ribe og Århus, at man også af den grund fristes til at tro på en midlertidig forening af Vagrien med Jylland i kirkelig henseende: for erkebispen blev da kun de rent tyske lande på begge sider af Elbe tilbage. Men da nu hele landet til Pene blev underlagt Hamborg, oprettedes der et bispedomme af alt hvad der var vendisk; sædet bier i Aldenborg, rimeligvis fordi der her var en spire der kunde udvikles videre, medens der længere esterpå neppe var begyndt.

Dette synes at være den simpleste måde at forklare det vendiske bispedommes oprindelse på; Laspeyres søger i sit ovennævnte skrift forgæves at få rede derpå, da han tror at skulle holde sig strængt til ordene som de falder hos Adam og Helmold; dr. K. gør sig rigtignok fri herfor, men hildes til gengæld i oldbrevenes ordlyd, der er næsten lige så vildledende og tildels ligefrem forfalsket. Når således KlemensII (for at holde os til den ægte bulle, R. går ud fra Johannes XV) i henhold til de ældre paver Nikolaus, Agapitus ogßenediktus stadfæster erkebispedømmet i Hamborg tilligemed primatet over de nordiske bisper og landet indtil Pene, da synes deraf dog ikke at følge, at nogen pave forhen netop har nævnt denne grænse, ligesom det er vitterligt at ingen af dem har nævnt den række nordiske folk der kommer frem hos Leo IX der dog også beråber sig på de samme paver. Pavens stadfæstelse vedkom da heller ikke såmeget de lande der lå indenfor rigets grænse som dem der lå udenfor, og det bliver derfor umuligt herefter at bestemme nogen tid for omordningen af landet nord for Pene. Et andet holdepunkt synes der at være givet i kejser Fredriks brev af 18 Marts 1158 (Lappenberg nr. 208), hvorved grænsen ved Pene stadfæstesi henhold til kejser Ottos og hans mænds bestemmelser.Vel haves der intet kejserbrev mere der udtrykkelig bestemmer dette eller noget lignende for Hamborg, men det er ikke umuligt at det har været til, og da rimeligvis har omhandlet bispedømmet Aldenborgs oprettelse, således som

dr. K. og fer ham Asmussen har antaget; men det er også tænkeligt at Fredrik ved hine ord kun sigter til det faktum at Otto satte Magdeborgs grænse ved Pene og Elde, og at det var almindelig bekendt at Hamborg fra samme tid af havde ejet landet på den anden side af floderne.

Fra Otto Is og Adeldags tid omfattede erkebispedømmet Hamborg da landet nord for Elbe, Elde og Pene, det samme der 1214 af kejser Fredrik II blev indrømmet Valdemar 11 til evindelig arv og eje. Det faldt i to dele, det tyske der i forening med det syd for Elbe dannede det egenlige erkestift, og det vendiske der dannede bispedømmet Aldenborg. Laspeyres giver i sit ovennævnte skrift en ret klar, men tillige vel vidtløftig og ordrig fremstilling af dette bispedømmes vilkår. Han hævder bestemt, at det havde præg af at være et mis si o nsbispedømme, at det manglede kapitel og de andre institutioner der følger med etfast bispesæde, og at de stortlydende beretninger Adam har om det efter Sven Estridsøn efter al sandsynlighed beror på en fejlagtig tradition, der jo allid er tilbøjelig til at se den slags ting i forstørrede omrids (s. 88 f.)« Ligeså overdreven er Adams skildring af de ødelæggelser, Vendernes oprør efter Otto Il's død (som han fejlagtig henfører til Otto lll's) anrettede på kirken, særlig i Aldenborg: det var et af de ikke sjældne hærtog Venderne gjorde mod Hamborg eller et andet sæde for den tyske kultur og det tyske tyranni der bestandig truede deres selvstændighed, og det vendte sig som alle de andre både mod kirken og de verdslige, ledsaget af alskens grusomheder, endende med en almindelig plyndring (s. 107 ff.).

Der nævnes vel en række biskopper for Aldenborg fra det 10de og Ilte århundrede, men det er ikke rigtig klart, hvorvidt de har udrettet noget for kirken, eller om det kun er en række forsøg der udgik fra dem uden at krones med synderligt held. Adam er den første forfatter der beretter noget om denne mission, og han taler kun om nutidens elendighedog ophøret af ethvert forsøg på at vinde de halvvilde stammer for kirken. Adalbert havde i sit hovmod tænkt på at oprette 12 bispedømmer indenfor sit område; af disse

skulde de 8 ligge i erkebispedømmets tyske del, det ene var Ferden der dog ferst skulde erhverves, og de tre skulde oprettes blandt Venderne, i Aldenborg, Ralzeborg og Meklenborg. Dette tyder ikke på noget meget fremskredet standpunkt for missionen blandt Venderne, og dog blev denne plan undfanget i den heldigste tid, da Gotskalk anvendteal sin flid på at vinde det folk, hvis fyrste han var bleven, for kristendommen. Det er rimeligt nok at Adalbert udsendte nogle af de biskopper han stadig skal have havl om sig til Venderne, og at han har givet dem navn efter de 3 påtænkte bispesæder, men videre kom det heller neppe med missionen eller med bispedømmernes indrettelse, og det må bero på en forvexling mellem en virkelig folkeomvendelse og den rent ydre officielle ramme, når Adam efter Sven Estridsøn påslår, at af Vestvendernes 18 stammer var de 15 vundne for kirken. Det skulde snart vise sig hvor løst alting sad; i et eneste stormløb blev Gotskalk dræbt, de kristne fordrevneeller tvungne til frafald, og alle stammer drog jublende til Rethra for atter at dyrke deres gamle folkeguder med blodige ofre. Det var 1066. samme år England blev erobret af Normannerne; medens de vestlige lande således undergik den ene omvæltning efter den anden for at tilegne sig en altid højere kultur, en stedse flersidigere udvikling, kastede disse halvvilde folk den ene kulturbølge tilbage efter den anden, som det bratte fjeld der ikke vil befrugtes, men kaster søen tilbage, indtil den får undergravet dets faste fod og styrter dets linde i dybet.

Ved siden af den tyske indflydelse går fra første færd en dansk, med væsenlig samme karakter som den bevarer til det sidste, ligesom den tyske stadig er sig selv lig. Snart optræder vore fædre afgjort fjendlige, for at afværge den overlast Venderne tilføjede dem; snart er deres indflydelsevenskabelig,som fra et folk der bedre forstod disse hårdsindede naturbørn end deres nærmeste naboer, der først og fremst søgte at tilegne sig udbyttet af deres sved og berøvedemblomsten af deres frihed. Således er forbindelsen mellem bispedømmet Slesvig og Vagrien vistnok det første

missionsforsøg fra Danmark sydpå, og Gotskalks iver for kristendommen var af dansk oprindelse. I sin ferste ungdomvarhan nemlig kommen til Danmark, hvis kongehus alt dengang havde optaget vendisk blod i sig, og havde tjent i Knud den stores hird i England. Senere ægtede han Sven Eslridsøns datter Sigrid, der fødte ham sønnen Henrik. Gotskalk vendte senere tilbage til sit fædreland og blev fyrste over Obotriteme, som han selv søgte at vinde for kristendommenogrimeligvis for hele den kultur der ene var istand til at frelse dem for opløsning og underkuelse. Han viste sit slægtskab med de Danske i modsætning til Tyskerne ved at optræde som tolk for præsterne, som ingen forstod i det fremmede mål; kong Sven hævdede på samme måde overfor Adalbert nødvendigheden af at både bisper og præster talte dansk med danske folk, og tik ham til at afstå fra sin eventyrlige plan selv at drage ud for at prædike evangeliet for Norrnænd og Islændinge, der forlængst havde antaget troen, da det kom an på at forstås, ikke at vise sig i oplog. Med Gotskalks fald udslukkedes forkyndelsen blandt Venderne for lang tid, for henved to slægtled; bispedømmet i Aldenborgvarnedlagt i 84 år. Denne tid kan man sige afgjorde folkets skæbne; nu stod det ikke mere til at redde. Hvad kunde der ikke være kommen ud af det, dersom man havde fortsat ad den med Gotskalk begyndte vej! dersom hine Gåder fra Vendland, der snart skulde bedække Østersøen, havde båret fredelige købmænd istedenfor vikinger mod nord, dersom Venderne selv havde lagt Arkon og Relhra i aske og selv havde grundlagt de byer der engang i tiden skulde beherskeNordenshandel: Lybek, Rostok, Vismar og Stralsund!Kundedet ikke være lykkedes deres fyrster, støttede af Danmarks Valdemarer, at bryde de tyske kejseres og hertugersvældeog grundlægge et vesterlandsk slavisk rige, der i forening med Polen, Ungarn og Bømen kunde have holdt Tyskerne stangen i Mellemevropa, Russerne i Ostevropa? — Venderne kunde ikke bære en sådan udvikling; de slog Gotskalkihjel,og da hans søn Henrik kom tilbage fra Danmark mange år efter og fik herredømmet over dem, måtte han

bejc sig for deres hedenskab og være glad ved selv at kunne
holde sig til den lille kristne menighed, der blev tålt i Lybek
for de tilstedeværende kebiuænds skyld.

Efter Henriks ded gik herredømmet over Obolriterne efter en kort mellemtid, i hvilken hans setiner optrådte og faldt, over til den danske kongeson Knud Lavard, jarl i Senderjylland. Denne mærkelige mand er fornylig bleven gjort til genstand for en lille historisk skitse af H. Ueich, efter den ny kilde der som bekendt i den senere tid er fremkommen. Det er dog hverken lykkedes forfatteren at komme med nyt stof eller ny synspunkter for Knuds korte heltebane , der dannede udgangspunktet for et kraftigt forsvar at vor sydgrænse. Ved siden af en omhyggelig sammenstilling af „Knuds levned" med undre danske kildeskrifter fra Yaldemarernes tid*), indeholder afhandlingen dog enkelte punkter der ikke er uden interesse. Han kommer således vistnok med rette til det resultat, at Henrik virkelig, som Saxc siger, har bestemt Knud til sin efterfølger, skent denne bestemmelse ikke strax blev udført, ventelig fordi sennerne ikke godvillig vilde opgive deres arveret. Alen R. fejler dog sikkert i sin formodning om grunden til denne Henriks afgørelse, når han tildels udleder den af en af Knud øvet tvang; han antager nemlig at Knud, dengang del lykkedes ham at få Henrik i sin Magt, sluttede et forlig der gjorde ham til hans efterfølger, medens han tilgengæld skaffede Henrik sin mødrenearv i Danmark, der hidtil var bleven holdt tilbage af kong Nils. Det er vistnok langt rimeligere at antage, at Henrik har havt nogen forståelse af sit folks natur, og har ønsket at føre det tilbage til den vej hans fader havde betrådt, men at han har indset umuligheden af at få sine hjemraefødte unge og vilde sønner til at blive i dette spor, og derfor har foretrukket Knud, der var bekendt som en viljestærk, retfærdig og kristelig fyrste, ikke uden del mådehold og den klogskab der var nødvendig overfor de nidkære og mistroiske

---

*) Deuue sauuneuMtilliug har iovrigt en påfaldende liglied med S. B. Sniiths indledning- til „ludus de st. Kanuto duce", som foif. dog ikke najvner.

Vender. Der syntes da også virkelig at skulle lyde et nyt og om muligt endnu mere indtrængende kald til Obotriter og Vagrer ved den fornyede danske indflydelse. Året før Henriks (led kom munken Vicelin til ham i Ljbek for at få tilladelse til i hans land at prædike evangeliet, og Henrik gik med glæde ind derpå. Senere fandt Vicelin selvfølgelig en endnu varmere ven i Knud Lavard, der lod ham fæste bo ved Segeberg, hvis top han begyndte at befæste; men Holstenernes hensynsløse ustyrlighed overfor alt hvad der kunde synes at true deres herredømme over Vagrerne, eller vel endog deres egen sikkerhed , forhindrede en fyldigere udvikling af Knuds neppe begyndte værk, og det danske kongehuses egne medlemmer sveg den danske kongesøn i Haraldstedskov, ligesom de kristne Holstenere svegkristendommens forkæmper ved Segeberg.

Det andet sted, hvor danske mænd allerede ved denne tid søgte at grundlægge kristendommen og udrydde hedenskabet,var Ryø. Erik Ejegod gjorde vistnok de første tog hertil i den bestemte hensigt at kristne den; udbyttet af de vilde kampe var, at man for en forms skyld indlemmede den i den danske kirke og regnede den blandt de danske skattelande.Dette blev også senere anerkjendt af den berømte hedningeapostel Otto af Bamberg, der 1128 gjorde sin anden rejse til Pomern, og da han vilde gæste Ryø først blev henvist til erkebiskop Asger i Lund for at få tilladelse af ham til at prædike der på øen. Asger gav ikke strav den attråede tilladelse, skønt han modtog sendebudene med stor venlighed og sendte dem tilbage med gaver: han påstod nemlig at kongen og rigets høvdinger burde afgøre denne sag, der vedkom staten ligesåmeget som kirken. Praktisk betydning fik dette skridt imidlertid ikke, og kristendommen blev tørst prædiket for Ryboerne igen, da Erik Emurie gjorde sit sejrrige tog derover, erobrede Arkon og døbte alle der blev grebne. Men det var af kort varighed, som. alt hvad der udrettedes blandt Venderne i hin tid, dåbens vand tørredes snart på hedningenes isse, der blev ikke prædiket for dem længere end de selv vilde, og „uden ordet er vandet blot vand alene" siger selv Luther. Dette var da alt hvad

Erik Ejegod og hans to sønner, Knud Lavard og Erik Emune, virkede til Vendernes omvendelse; han forlod sil fædreland og dede på vejen til den hellige grav, midt i sine bedste manddomsår, disse faldt for morderhånd i fædrelandet. Erik Lam var ikke mand for at fortsætte deres idrætter, — og så kom de ulykkelige borgerkrige. '

Imidlertid optog Tyskerne missionen og kampen, eller rettere kampen og missionen, og det blev begyndelsen på enden. Vicelin fik 1136 klosteret Nymonster af erkebispen Adelhero af Hamborg som udgangspunkt for missionen blandt Venderne indtil Pene, og samme år stiftede kejser Lothar klosteret ved Segeberg og overdrog det til den samme nidkære klerk (Lappenberg nr. 152^—53). Den holstenske adel begyndte at trænge ind i Vagrien under grev Adolfs energiske ledelse, ligesom den nogle hundredår senere trængte ind i Sønderjylland. Over Vagrerne og Polaberne (i det nuværende Lauenburg) herskede dengang Henriks frænde Pribislav, medens Niklot havde samlet Obotriterne under sig; begge var de ivrige hedninger, men ikke desmindre indbyrdes fjendske, Niklot stod endog stadig i forbund med grev Adolf. Polabernes land blev overdraget den tyske greve Henrik (af Bodvide), og snart trængte tyske og flamske nybyggere frem langs Trave og anlagde det ny Lybek, Germaniseringens fremtidige udgangspunkt mod nord og øst.

Den fornyede kamp mod Venderne fik ligesom en hejtidelig indvielse ved at gøres til et korstog med forjættelsen om syndsforladelse. Den hellige Bernhard af Clairvaux prædikede korset, efterat Edessa 1145 var falden i de vantros hænder, han opflammede den tyske konge Konrad til deltagelse, og Nordtysklands fyrster og prælater kunde kur) slippe for også at gribe til sværdet for det fjerne land ved at love et log mod Venderne. Bernhard greb denne tanke med begærlighed, han opfordrede alle til at deltage i dette fromme værk og fik pave Evgenius til i et brev af 11 April 1147 at love syndsforladelse til alle som deltog; biskop Anselmus af Havelberg skulde have den øverste ledelse. Også til Danmark kom kaldet og fandt idetmindste nogle villige øren.

De to modkonger, Knud Magnussen i Jylland og Sven Eriksan på åerne, sluttede forlig og stak i seen med rigels forenede flåde. Det er ikke udtrykkelig afhjemlet hvorledes dette forlig blev bragt tilveje, men det må vistnok kaldes mere end sandsynligt, at det var det den hellige Ketel fra Viborg fik bragt istand. Mærkeligt nok er det dog hverken faldet hans biograf, J. F. Fenger, eller den danske kirkehistories forfatter ind, skønt der neppe kan være tale om, at den fra al politisk færd bortvendte domprovst skulde kunne befatte sig med kongernes strid uden netop for at få en fred sluttet til at fremme det hellige foretagende*). Herpå tyder også hans beslutning et par år efter at gå til Vendland som hedningeapostel, hvad han fik tilladelse til af paven, men ikke kom til at udfore da han dade forinden (27 Sept. 1150).

Korstoget i sommeren 1147**), ved hvilket de to danske konger madtes med den 18årige Henrik Løve, der nu for farste gang satte sin fod på vendisk grund, og erkebiskop Adelbero,lab af uden egenlige, falger. Niklot, som havde fået nys om hvad der forestod ham, begyndte selv kampen med et blodigt overfald på Lybek og Segeberg, skibene blev brændte, Holstenerne og de fremmede nybyggere dræbte, de vendiske ryttere drog hærgende gennem landet og kom tilbagemed rigt bytle. Forgæves belejrede de Danske og Saxerne i forening Dobin, der lå ved Sverinseens nordastligebred (ikke, som N. M. Petersen går ud fra, et stykke længere inde i landet mod sydost), ikke langt fra Vismarhavn,hvor den danske flåde lå; der var megen lunkenhed og utilfredshed i begge hæreæ, gensidig mistillid svækkede angrebene, og da dertil kom et rygte om at Ryboerne havde indfundet sig med deres flåde foran havnen og bibragt Skåningerneet faleligt nederlag, medens Jyderne havde set på det uden at komme dem tilhjælp, oplastes al orden, man ilede tilbage til skibene, opsagte den ny fjende (or at hævne

---

*) Sml. kirkeh. Saml. 111 529 f. Helvegs kirkeh. til reform. I 371, 373.

**) Man antog tidligere 1148, forledet af den urigtige henførelse af Erik Lams død til 1147; den indtraf året før.

nederlaget og opgav den frugteslese kamp, der ved udfald fra fæstningen havde kostet mange menneskeliv og mere syntes at føres for Saxernes verdslige interesse end for korsetsære. Også disse sidste bred kort efter op og nejedes med at få det løfte af Niklot, at han vilde udlevere de danske fanger og antage kristendommen: en formel indrømmelse, der ingen anden virkning havde end at de ikke arbejdsføre blandt fangerne blev frigivne, medens de andre som sædvanlig holdtes tilbage som trælle. To andre tog der foretoges af andro fyrster og bisper mod Demmin ved Pene og mod Stetin endte ligeledes uden videre felger: i disse egne havde kristendommenalt i det væsenlige sejret.

Bernhard af Clairvaux havde i sin kirkelige nidkærhed udslynget et ord der gik forfærdeligt i opfyldelse på Venderne: „enten, sagde han, skal de omvendes eller udryddes!" Det var det samme ord der i oldtiden havde lydt til Jøderne; men alle forhold var her anderledes, Venderne var afmægtige overfor de kristne folk der omgav dem fra alle sider, ligesom hedningene omgav Jøderne. Hertug Henrik var opfyldt af had til dem, som alle Saxere, han higede efter at udrydde dem, mere end at vinde dem for den højere kultur han selv var i besiddelse af. „På de forskellige log, siger Helmold (I, 68), som han gjorde mod dem i sin ungdom, var der ikke tale om kristendom, men kun om penge." (irev Adolf for frem i samme ånd, altid mere indsnævredes Vagrernos område, Niklot var tilfreds når han blot kunde hævde Obotriternes uafhængighed fra år til år; han var, som de fleste uciviliserede folkehevdinger, uden forsynlighed for fremtiden; han gav efter Helmolds ord hertug Henrik alt hvad han forlangte for livet og fædrelandet, han ofrede endog sine stammefrænder.

Da biskop Gerold af Aldenborg nogle år senere (1156) kom til Lybek og talte til de forsamlede Vender for at bringe dem til at tro på Kristus og lade sig debe, sagde Pribislav, medens de andre syntes at samtykke: „dine ord, ærværdige ypperstepræst, er guds ord og tjener os til held. Men hvorledes skulde vi betræde denne vej, vi der trues af så megen

ulykke? For at kunne forstå vore lidelser så hor tålmodigt på mine ord; thi det folk du skuer for dig er dit, og det er billigt at vi forelægger dig vor ned , siden det blev din ret at lide med os. De høvdinger vi har farer frem mod os med en utålelig hårdhed, så det for alle de skatter og al den trældom kunde være bedre for os at dø end at friste livet. Se, i dette år har vi beboere af denne lille landstrækning svaret 1000 mark sølv til herlugen, mange hundrede til greven, og endda er det ikke nok. men daglig pines og presses vi indtil ødelæggelse. Hvad skulde vi da vel have tilovers for denne ny gudsdyrkelse, at vi skulde bygge kirker og modtage dåben, vi der dagligen trues med at fordrives? Dersom der kun var et sted vi kunde ty hen ! Men går vi over Trave, da er tilstanden der som her; selv ved Pene er det ikke bedre. Hvad skal vi da gøre andet end at forlade landet og drage ud på søen og fæste bo over dybene? Eller er det at regne for en forbrydelse, når vi fordrevne fra fædrelandet foruroliger havene og hærger de Danske og kræmmerne der farer hen over søen? Er det ikke tvertimod de høvdingers skyld der gjorde os fredlose?" (Helmold I, 83). Forgæves søgte bispen at forsvare sine landsmænd med den tale, at der gjaldt en ret for de kristne, en anden for hedningene; Pribislav tog ham på ordet og lovede i folkets navn at modtage troen mod i et og alt at behandles som Saxerne; men der forlyder intet om at tilbudet blev modtaget.

Disse Pribislavs ord indeholder en dyb sandhed og lader os gøre et godt indblik i tidens forhold; det er så sjældent vi får et sligt umiddelbart indlæg fra Vendernes side at vi må lægge megen vægt på det, især da det er opbevaret af en forfatter der ellers deler sine landsmænds opfattelse af Venderne, og kun kan have gemt disse ord, fordi de gjorde et stærkt indtryk på ham og hans ledsagere, da de blev udtalte af den gamle stammehøvding. Gennem dem ledes vi da også til en rigtigere forståelse af det der nu foregik på Østersøens bredder, end både Helmold selv og Saxe kan give os den. Det er ikke sandt, når tyske

forfattere endnu den dag idag efter Helmold fremstiller forholdetsåledes, at Venderne hærgede de danske kyster blot fordi de havde lyst til røveri, og at det ene var Tyskerne med Henrik Leve i spidsen der omsider gjorde ende på dette uvæsen. Forholdet er snarere det modsatte; det var Tyskernes üblu fremfærd der jog Venderne ud på søen og satte Danmark i den allerstørste fare. Efterhånden som Germaniseringenskred frem ved midten af århundredet samledes de mest energiske elementer af det hedenske folk ved kysterne,mellem moser og seer, og på de øer der endnu ydede dem et tilholdssted. Men herfra dreves de ud på havet, og fra havet lokkedes de atter til de rige danske kyster. Vel var vikingelivet noget gammelt og kendt, også blandt Venderne, de danske Jomsvikinger havde vel endog vist dem vej over havet, men aldrig havde man tilforn kendt noget der kunde lignes ved de forfærdelige tog der nu hjemsøgte de danske strande. Det var ikke mere strandhug, men ligefremme erobringstog. Alt hvad der er ejendommeligt for vore fædres færd i England, henimod den tid da den danske vælde begyndte at rette sine hovedslag mod Angelsaxernes trone, det genfinder vi nu i vort fædrelandselv. Hele strækninger af landet lå øde, Jyllands østkystog øerne, rigets blomst og styrke, blev mere og mere folketomme og udyrkede. Og hvad der var værre, Venderne blev her vinteren over, ja bosatte sig og blandedes med den indfødtebefolkning. Derved opstod der mistillid og fjendskab mellem de forskellige landsdele; Sællænderne hadede Falstringerne,og disse forrådte hines foretagender til rigets avindsmænd. Lålikkerne var ikke bedre, snart betaltes der en vanærende skat til de fremmede, snart opreves den danske befolkning yderligere i småkampe uden held ; vendiske bynavne og betegnelser af farvandene minder den dag idag om en af Danmarks dybeste forfaldsperioder, ligesom de danske navne i Frankrig og England indeholder en erindring om vore fædres idrætter i hine lande. Og ikke blot disse ©er var udsatte; Femern var alt tidligere bleven vendisk, Als var nu sågodt som helt blottet for danske indbyggere,

Fyn var ikke langt fra at dele samme skæbne. Forgæves opfordrede de danske konger Tysklands herrer, kejseren og hertug Henrik, til at hindre de utålelige plyndringer, de betaltemere end engang store summer, men ligemeget hjalp det. Kong Sven gik da en anden vej og sendte et selvbægertil Svantevit på Arkon, hvor det senere fandtes tilligemedandre kristne fyrsters gaver — det var en dansk „Vendegæld" i modsætning til den engelske „Danegæld" — og da han 1157 kom tilbage til riget var det ifelge med Venderne. Kun Vedemand og de tapre bredre fra Roskilde holdt endnu liv i Sællands modstand; de log også danske skibe, hvor man fandt dem, til kamp mod vikingerne: sålidt kunde man gere regning på sine landsmænds gode vilje.

Hvorledes skulde dette ende? Der kan vel neppe være tvivl om at det var endt med øernes tab, dersom ikke det danske folk havde opmandet sig til djærv og samlet modstand ; for Venderne var det den naturligste ting af verden at foretage denne folkevandring. Og fra hvem skulde frelsen komme for den nordiske folkegren; efter hårdnakkede kampe var Sven bleven enehersker, men han formåede intet, det fortvivlede i den idelig gentagne kamp trættede ham og han opgav forseget. Da han blev fordreven af samkongerne Knud og Valdemar, var det heller ikke hensynet til rigets store velfærdssag der afgjorde striden mellem dem, tvertimod, i de to år de stod i spidsen for styrelsen herer vi intetsomhelst til nogen kamp med Venderne. Hvad kunde man da håbe af Valdemars enevælde? — Da optrådte i den elvte time en mand der var forholdene voxen, en mand der var stærk nok til at vende den truende strøm og frelse land og rige for en så forsmædelig undergang. Fra det ejeblik af da Absalon som bisp i Roskilde var kommen i spidsen for Sællands adel og almue fik modstanden mod Vendernes oversvemmelser det præg af viljekraft og alvor, af ufortrøden udholdenhed og sejghed, der ene var i stand til at skaffe os sejren i hænde.

Det er ikke meningen at genoptage fortællingen om de
mangfoldige tog der måtte geres (er man fik fred og det hårdnakkedefolk

nakkedefolkopgav ånden; det er kun de afgørende synspunkterfor en riglig vurdering af hin tids forvirrede kampeder her skal hævdes. Det er ikke nok i den henseende at blive stående ved Saxes og Helmolds opfattelse, ligesom man ved granskningen af de nordiske vikingers hærtog ikke bliver stående ved de engelske og franske krønikers forbandelser. Og ligesål id t må man blive stående ved de nyere tyske forfatlercsopfattelse, der i et og alt kun er en videre udførelse af Helmolds: at de Danske var prisgivne dette rå folks overfald indtil Henrik med sin stærke arm udfriede dem — (således som det f. ex fremsættes med hele en Tyskers hovmodigeveltalenhed af R. Usinger i de første kapitler af hans „deutsch-danische Geschichte 1189^—1227") — de historiske kendsgerninger der overalt kan skimtes gennem hin tids fortællinger taler derimod. Det må holdes fast at Danmarks stilling fra først af var meget forskellig fra Tysklands, det er kun mod slutningen at de ved forholdenes udvikling kommer til at gå sammen.

Sven Eslridsøn angreb i sin fortælling til Adam hårdt Saxernes måde at behandle Venderne på: de søgte deres guld, frugten af deres arbejde, kristendommen og dens kultur beholdt de for sig selv. De forsøg der gjordes \ik ved forbindelsen med Danmarkat drage dem ind i Vesterlandenes kultur mislykkedes imidlertid ved det gamles modstand, og gentagne gange stansede det begyndte værk. Da var det at Tyskernes tryk, opildnel af lysten til landvinding og bytte, godkendt af kirkensfanatisme, lod de spredte vikingelog svulme op til vilde bærtog, hvis halv übevidste mål det blev at finde ny bopæle hinsides havet. Og først efterat denne bevægelse var vidt fremskreden vågnede modstanden fra dansk side, i begyndelsenvaklende og halv modfalden, snart dristigere og endelig sejrkronet. — Men den anden tanke der går gennem de Danskes forhold til Venderne blev derfor ikke udslukket. Saxe har en fortælling om hvorledes det engang lykkedes Absalons tolk Gotskalk at få Venderne til at falde fra hertug Henrik, der er meget betegnende i den henseende. Gotskalk drog nemlig over til Pomern og fremstillede sig som Slavernes

gamle ven, der var Indkommen for at advare dem for den blindhed som lod dem slutte fred med deres dødsfjender Saxerne. De måtte dog kunne indse, sagde han, at disse tragtede efter at berøve dem deres fædreland; ikke tilfredse med hæder og bytte opslog de deres bo midt imellem dem: Niklot havde de skilt ved livet, hans søn Pribislav havde de fordrevet, truende borge rejste sig rundt omkring. De Danske derimod mente det godt med dem; de forlangte kun ro og fred i deres eget land, det fremmede bred de sig ikke om. Hvad var derfor rimeligere end at slutte forbund med dem og kaste sig over Saxerne, de Danskes gamle uforsonlige fjender*). Saxe påstår at denne tale kun var et krigspuds, som Absalon ikke fandt på, men kun tilstedte uden at ville binde sig til Gotskalks ord. Fuldt så let var dog vel Vendernes forbund med Tyskerne ikke at bryde, — og det kom virkeligt til et alvorligt brud dengang —, snarere må man antage, at den gamle plan at styrke det vendiske folk til modstand mod Tyskerne, medens de godvillig modtog den kristn^ kultur, heller ikke var fremmed for Absalon, og at der var øjeblikke i hans statsmandsliv, da han lod den komme frem, med hvor meget håb om at den kunde lykkes ved vi ikke. I alle tilfælde viser den beredvillighed Gotskalk fandt, at tanken om et forbund med de Danske mod Saxerne heller ikke var fremmed for Venderne ved denne tid, om den end ikke mere kunde få magt over den udvikling der nu havde slået så dybe rødder i det forvildede folks vaner og karakter. Også det faktum at Niklots søn Prislav, der gik over til kristendommen, ikke vendte sig til Tyskland, da han matte torlade sit hjem for troens skyld, men ligesom Gotskalk og Henrik forhen gik til Danmark, hvor han modtog len og blev kong Valdemars svoger, peger i samme retning.

Med hensyn til enkelthederne i Vendernes omvendelse til kristendommen, eller rettere i kirkens grundlæggelse og befæstelse, tilligemed den voldsomme fortyskning, der nu overgik dem, giver de ovennævnte skrifter af Laspeyres og

---

*) Saxo. p. 814—15.

især det af dr. Wigger en række værdifulde oplysninger og sammenstillinger. Den første forfatter holder sig til Vagrerne og deres bispedomme i Aldenborg, senere i Lybek, den anden fremstiller især bispedømmet i Meklenborg, senere Sverin, som det udviklede sig indtil Bernos død (1190); det tredje af de vendiske bispedømmer, det i Ratzeborg, omtales selvfølgeligi begge, forsåvidt som det i det hele deler skæbne med dem, iøvrigt har det heller neppe nogen interesse for os.

Det første punkt der her må fængsle vor opmærksomhed er de tre vendiske bispedømmers endelige oprettelse, og de stridigheder mellem de kirkelige og verdslige stormænd der knyttede sig hertil. Med Gotskalks fald 1066 blev missionsbispedømmetiAldenborg, der strakte sig fra Kilfjorden til Pene, nedlagt for bestandig; Adalbert havde efterladt den tanke at dele det i tre stifter med faste bispesæder i Aldenborg,Ratzeborgog Meklenborg, i arv til sine efterfølgere på den_#erkebiskoppelige stol. Det var dog først den femte af disse efterfølgere, grev Hartvig af Stade, der tænkte på at løfte arven. Neppe var da heller Hartvig kommen til magten før han åbent fremtrådte med sine planer at forny erkebispedømmet fra Adalberts dage; i de danske borgerkrigeintrigeredehan for at få det tidligere forhold til den nordiske kirke genoprettet, i Vendland brugte han slrax sine forgængeres myndighed til at indvi bisper og oprette bispesæder.Detvar i Oktober 1149 at Hartvig indviede den hellige Vicelin og en vis Emmehard i Harsefeld eller Rossefeld,denførste var bestemt til Aldenborg, den sidste til Meklenborg; denne fik dog ingen videre betydning, da landet endnu var i Niklots hænder; til Ratzeborg gjordes der end intet forsøg på at sende nogen. Neppe var Vicelin imidlertidindtrådti den ny værdighed, før det gode forhold hvori han hidtil havde stået til Saxernes fyrster, veg plads for kulde og ligefremt fjendskab, både hertug Henrik og grev Adolf unddrog ham deres understøttelse og den tiende han hidtil havde nydt. Hertugen vilde ikke lade sig den ret fratage at oprelte bispedømmer i sit land; alligevel vilde

han bøje sig for Vicelins ærværdige personlighed og anerkendehvadder var sket, mod at bispen modtog investituren af hans hånd. Således blev dette skridt til at fremme kristendommens sag atter et led i den række af rivninger, der i århundreder sysselsatte de hamborgske erkebisper og Saxernes verdslige fyrster. Begge synes i dette tilfælde at være gået ud fra at Vendland lå udenfor rigets grænse; Hartvig påstod derfor at have ret til at ordne dets kirkevæsen i henhold til pavernes forlening, Henrik ifølge erobringens ret, thi efter konkordatet i Worms tilkom den verdslige investiturfyrsterne.Fredrik I afgjorde imidlertid striden på sin måde, idet han gik ud fra, at Vendland var en del af riget; investituren tilkom altså retslig ham og ingen anden; nu overdrog han den af kejserlig myndighed til hertug Henrik og hans efterfølgere, og det i den udstrækning, at han skulde kunne oprette ny bispedømmer blandt hedningene. Men længe før denne afgørelse på rigsdagen i Goslar 1151 havde Vicelin bøjet sig for den verdslige magt og modtaget bispedømmetafhertugens hånd ; og umiddelbart efter den lod hertugen 3 ny bisper indvi, Evermod fra Magdeborg til Ratzeborg, Berno fra Amelungsborn til Meklenborg, og Gerold fra Brunsvig, efter Vicelins død (12 Dec. 1151), til Aldenborg. Også paven føjede sig, for de tjenesters skyld Henrik Løve gjorde den hellige stol, i kejserens afgørelse, og for Hartvig stod der da intet andet tilbage end ligeledes at anerkjende den ny orden. Et øjeblik syntes det endog at denne indskrænkningimagtområde i riget skulde belønnes med generhvervelsenafHamborgs højhed over den nordiske kirke, idet Fredrik 1158 bekræftede den i samme omfang som fordum Innocens II; men dette håb udslukkedes snart, og 1160 udstedte Hartvig et brev, hvorved han som pavelig legat stadfæstede erkebispedømmet Hamborg de tre lydbisper og landet indtil Pene, samt udtalte den beslutning idetmindste engang årlig at holde et provindsmøde med dem. Dermed var det hamborgske erkebispedømme trådt i række med alle andre i den romerske kristenhed, det havde sit bestemte enkelte område og stod i samme forhold til den verdslige

magt som alle andre; det var over 300 år efter den første
stiftelse at det således kom på det rene med sig selv.

Bispedømmet i Aldenborg indbefattede Vagrieu indtil en linje fra Kilfjord omtrent lige mod syd, vest om Bornheved,Segeberg og Oldeslo, syd for hvilken by dets grænse drejede af mod nordøst, i retning med Trave, lidt senden for denne flod indtil dens munding. Ratzeborg strakte sig langs Østersøen fra Traves munding til (og med) Vismar; dets østgrænse bøjede sig i en bue vest om søen ved Sverin ned til Eldes udløb i Elbe; i syd fulgte det denne flod op til Bille, der dannede grænsen mod erkestiftet*). I hint fremmede som forhen bemærket Adolt af Holsten, i dette Henrik af Bodvide fortyskningen på det kraftigste. Ikke blot Saxerne deltog i kolonisationen, også indkaldte Frisér, Vestfalere,Flamlændere og Hollændere. Venderne trængtes tilbagetil egnen af Altenborg og Lytkenborg, omkring ved Plon la alt øde som et bredt grænseskel mellem hedninger og kristne. Gerold gik videre; ifølge med sine klerke (blandt hvilke Helmold) drog han op til Aldenborg, hvor der atter byggedes en St. Hans kirke, i Eutin indrettede han sig selv en bolig, og i Segeberg fik han atter oprettet et kloster for at få uddannet de nødvendige præster og torat omgive bispestolen med nogen glans. Således var da hele bispedømmet indordnetunder kirkens bestyrelse, overalt bestod der idetmindsteen officiel gudsdyrkelse og en offenlig landefred. Gerold tænkte da på at få et værdigt bispesæde, thi i Aldenborgder lå afsides, som på en ø, og ikke kunde hævde sin tidligere overlegenhed, mente han ikke at burde indrette det. Valget var snart gjort, det faldt selvfølgelig på Lybek. Da denne opblomstrende handelstad i 1158 var kommen under hertug Henrik og derved var skilt fra grevskaberne Stormarn og Holsten, varede det ikke længe før overgangen skete, fremmet vistnok ligesåmeget af hertugens lyst Kil at hæve byen, som af bispens lyst til selv at komme den store verden

---

*) Se kortet over erkebispedømmet Hamborg i Lappenbergs Hamb. Urkundenbuch I.

nærmere. I Lybek var der desuden vistnok alt dengang en spire til det dorakapitel, som det vagriske bispedomme rigtignokhidtil havde undværet, men dog ikke ret vel længere kunde være foruden. Bispedømmet kaldes vel endnu i flere år efter Aldenborg, efterat residensen var flyttet til Lybek — (og det var jo bleven kaldt således i århundreder uden i virkelighedenat have været der, uden vistnok rent undtagelsesvis)— men snart benævnes det dog efter den by der nu uimodsagt i et og alt var dets hovedstad. Snart blomstrede det da også op, fik sin hovedkirke, sit kapitel og sine jordejendomme,grundstammen til det bekendte bispedømme Lybek (Eutin), der først sekulariseredes 1803, og dets bærer blev i den følgende tid, under Lybeks tiltagende storhed, en af de nordalbingiske egnes mest betydende mænd. Som den bestemte dag der fuldendte dets indretning og afsluttede dets gennem århundreder fortsatte indstiftelse sætter Laspeyres d. 12 Juli 1164, da hertug Henrik, få dage efter grev Adolfs død, stadfæstede sine gaver og løfter med erkebispens og alle hans lydbispers samtykke og bekræftelse.

Før vi forlader det vagriske bispedømme må her endnu omtales et nyt indlæg i den gamle strid om Femerns ældre forhold, af dr. Ravit (i Jahrb. f. d. Landeskunde der Herz. Sch. H. L. IX). Forfatteren hævder her atter overfor Velschows gentagne gange fremsatte opfattelse (universitetsprogramfor1854), at der intet foreligger som kunde bevise denne øs erobring af de Danske før Valdemar Sejrs tid (så langt vil han altså dog lægge den tilbage efter jordebogens udtrykkelige vidnesbyrd). Alt beror i denne henseende på opfattelsen af Adams ord. Denne forfatter nævner nemlig som bekendt øen to gange: først mellem de 7 smålande der hører under Fyn (IV 16) — her kaldes den Imbra —, senere som den første af de tre store vendiske øer (IV 18), — her hedder den Fémbre. At der nu virkelig ved begge disse navne er tænkt på den samme ø kan der tiltrods for dr. Ravits benegtelse ikke være tvivl om, begge bruges jævnlig i middelalderen om den, og siden det ene, Femern, er af vendisk oprindelse, er vel det andet af germansk.

Derimod turde Velschows forklaring af den dobbelte efter* retning være temmelig vilkårlig og usandsynlig, når ban antageratden ferste omtale går på et nutidsforhold, den sidste på noget forbigangent, at een altså i hans tid var dansk og kristnet, men forhen havde været et vikingebol ligesom Ryø. Man må sikkert gå ud fra begge efterretningers samtidighed indbyrdes og med fortælleren. Adam kunde godt i Danmark here Imbre nævnt mellem den fynske bispestols underliggende øer, og til samme tid enten i Danmark eller i Holsten hare Femern omtalt som et roverhul. Dette sidste var nemlig øens faktiske tilstand, den lignede Ryø, om end mindre i omfang og betydning, men bispen i Odense regnede den ligesåfuldt med til sine øer som Asger kaldte Ryø en del af sit stift. Det er da en tilfældighed at ingen gjorde Adam opmærksom på den løjerlige modsigelse han gjorde sig skyldig i uden nærmere forklaring; men det er hverken den eneste hos ham, ej heller kan det vække vor forundring at adskilligemindrevigtige ting undslap hans hukommelse eller undgik hans videbegærlighed, da det dog især gjaldt om at fastholde de store og afgørende, der kunde have interesse for samtiden og dem han skrev for. Dette viser sig da også her, idet han rentud glemmer to af de 7 fynske øer (rimeligvisAlsog Ærø; han nævner Møn, Imbre, Falster, Låland og Langeland); han huskede tallet, men kunde vel ikke komme på navnene da han nedskrev det. Af Adams ytringer kan da sikkert kun sluttes det ovenfor fremsatte: at de fynske bisper, übekendt af hvilken grund , regnede den med til deres stift, medens den i virkeligheden endnu var utilgængeligforkirkens påvirkning. Helmold gentager i sin almindelige indledning om de vendiske folk Adams ord om Femern (I c. 2), uden at tilføje noget nyt og uden al henføredenalmindelige karakteristik særlig på den eller øerne i det hele. Senere nævner han den slet ikke, heller ikke ved den temmelig detaillerede opregning af de vagriske landskaberogderes gradvise omvendelse til kristendommen. Heraf (år man utvivlsomt det indtryk at øen ikke dengang mere hørte til det øvrige Vagrien, ligesom den sikkert aldrig

kan have hert til bispedømmet i Aldenborg etter dets fornyelse,sidender intetsomhelst er opbevaret om nogen senere overgang til det fynske stift. Også Saxes fuldstændige tavshed om Femerns erobring eller om kampe med dens vilde indbyggeremåvække den bestemte forestilling, at øen sålangt han mindedes var indtagen af de Danske og lagt til riget. Til hvilket tidspunkt dette da rettest skal henføres er ikke til at afgøre; man kommer nærmest til at tænke på Knud Lavards tid, da de danske strømme rensedes for ufredsmænd og jarlen salte sin broder Erik (Emune) til herre over „øerne", nærmest vistnok netop de fynske smålande. Som sikkert må det i alle tilfælde anses, at Femersund ligesom Ejderen dannede det hamborgske erkebispedømmes nordgrænsefradet øjeblik af, da de vendiske lydbispedemmer indrettedes af Hartvig.

Til biskop iMeklenborg viedes efter Emmehards død 1155 Berno, en fatttig klerk, hvis levned det er dr. Wiggers fortjeneste at have fået rede på. Han er i grunden den første biskop i disse egne, thi den af Adalbert indviede Johannesog den af Hartvig sendte Emmehard udretlede så vidt vi ved intet. Berno var efter senere, men som det synes troværdige kilder, først munk i Cistercienserklosteret Amelungsborn,der ved året 1125 var bleven oprettet i Weseregnen, da denne munkeorden under den hellige Bernhards ledelse var på sil højeste. Henrik Løve kårede ham til biskop i Obotriternes land til en tid da det for ham gjaldt om at hævde sin ret til bispevalget, og han blev ligesom Gerold indviet af pave Hadrianus i Rom (1155), da Hartvig ikke havde villet bøje sig for herlugens magtbud. Foreløbig var der dog neppe noget at udrette for ham i de transalbingiske lande, thi Niklot hadede al kristendom ligeså dybt som alt tysk. Alligevel gør dr. W. det ved en sindrig sammenstillingaf forskellige data sandsynligt, at Berno alt 1158 opnåederet lidelige vilkår. Helmold har på et senere sted opbevaret et brev, som den ene af Niklots sønner skrev til sin broder og hvori han minder ham om, at de engang udfriede deres fader af fangenskabet i Lyneborg ved at angribeog

gribeogadelægge de tyske borge (II 2). Dette fangenskab kan ikke ret vel henferes til noget andet år end 1158, da Pohlder Annalerne taler om el tog Henrik gjorde mod Obotriterne.Men da nu hertugen samme år i Lyneborg udstedte et vigtigt gavebrev til bispedømmet Ratzeborg, der her blev endelig funderet, medens kirkens vilkår hos Venderne i del hele synes at være bleven drøftede af de forsamlede kirkelige og verdslige stormænd, og da Berno og Gerold netop her fers le gang kaldes biskopper af Sverin og Lybek istedenfor Meklenborg og Aldenborg, slutter dr. W. heraf, at Niklot, selv om sønnernes hærtog kan have været medbestemmende for hertugen, ikke er sluppet ud af fængslet uden væsenlige indrømmelser, og deriblandt også til kirken. Bispedømmet Ratzeborg får således anvist jordejendomme i Niklots land, og det efter Meklenborg opkaldte stedfæstes første gang. Det er nemlig klait at man ved den første oprettelse af de vendiske bispedømmer har givet dem navn efter vedkommende landes hovedbyer uden dermed at ville have udtalt andet eller mere end en rent foreløbig bestemmelse om det biskoppeligesæde. Dettes endelige fastsættelse måtte i tidens løb blive afhængig af forholdene, som de nu kunde udvikle sig; det var tid nok at tage bestemmelse derom, når man kunde overse alle de hensyn der i den henseende målte lages. På samme måde var jo det erkebiskoppelige sæde flytiet fra Hamborg til Bremen, og man holdt kun fast ved hint navn, fordi og sålænge som de gamle privilegier lød på det; noget sligt var der ikke engang grund til her. Da nu den nævnte forfatter fører et som det synes fyldestgørende bevis for det Ratzeborgske gavebrevs ægthed, må det altså antages, al Niklot har givet sit minde til et bispedømmes oprettelse i Sverin, der af hertugen var udset til udgangspunkt for fortyskningen,og at denne da samtidigt har taget bestemmelse om det vagriske bispedømmes stedfæstelse i Lybek.

To år senere kunde det næste afgørende skridt gøres til Obotriterlandets underkastelse. Henrik Løve og kong Valdemar kæmpede for første gang i forening med Niklot, og lykken var dem så huld at denne kristendommens svorne

fjende faldt i kampen. For de Danske havde dette vel ingen umiddelbar felge , men hertugen udførte nu uopholdelig sin plan, idet han byggede en borg paa den lille ø Sverin i søen, og lagde en tysk høvding Guncelin von der Hagen i den med tilstrækkeligt mandskab; foran borgen byggede han en stad der blev befolket af tyske nybyggere og fik særligeprivilegier: det skulde være et nyt Lybek blandt Obotriterne. Navnet Sverin betyder på vendisk en „dyrehave";uden al tvivl var der da en hellig lund på øen med det til gudens brug bestemte hellige stod. Som det kunde ventes har der alt dengang været en lille by på søens nære bred; thi nogen tid efter tales der allerede om en „gammel kirkegård", altsaa en hedensk begravelsesplads.Nu blev øen forbunden med byen ved en dæmning og der rejste sig en borg med saxisk besætning; staden førte senere hertug Henriks billfed i sit segl, som den der havde skabt den fra ny af (sml. Saxo p. 796 f. — præfectumque oppidi Sverini, Guncellinum, quod nuper a Saxonibus in potestatem redactum jus et formam civitatis acceperat —). De mænd hertugen satte i spidsen for den ny koloni synes at have egnet sig fortrinlig dertil. Berno var en from og nidkær ordets tjener, men tillige stadig betænkt paa at vinde land og folk for sin verdslige herre og ven Henrik Løve, der ikke yndede kirken uden der hvor den vilde gå hans ærender. Guncelins oprindelse er det ikke lykkedes de tyske lærde at komme efter; han har altså rimeligvis ligesom Berno aJene havt hertugens gunst og sin personlige dygtighed at takke for den stilling han kom til at indtage; hans navn findes alt blandt de i Lyneborg forsamlede mænd der 1158 afgjorde den vendiske kirkes sager. Friherre v. Hammerstein har i en omfattende og lærd afhandling („die Besitzungen der Grafen von Schwerin am linken Elbufer und der Ursprung dieser Grafen" i Zeitschrift d. hist. Vereins f. Niedersachsen 1857) underkastet de forhold, hvorunder Guncelin virkede, en samlet undersøgelse. Der er herefter sandsynlighed for, at en række ejendomme greverne af Schwerin senere havde vest for Elbe, især i fyrstendømmet Lyneborg, men også i

bispedammerne Ferden, Bremen og Magdeborg, i Altmark og endnu andre steder, alt fra farst af har været forenede med det meklenborgske grevskab, og at grunden hertil må sages i den omstændighed atTyskheden fra ferst af kun megetbelingelsesvis har kunnet få fast fod i Obotriternes Land. Helmolds ord, at herlugen „lagde en vis adelsmand ved navn Guncelin, en kamp djærv mand, tilligemed krigsm and skab* (cum militia, I 87) i den ny borg., forklares da også i henhold hertil om de lensmænd der fra nu af blev knyttede (il landet ast for Elbe og dets vordende greve, medens deres ejendomme lå på den anden, den saxiske, side af floden; det var noget de verdslige fyrster kunde lære af kirken, der jo stadig forsynede (og forsyner) sine missionærer med midler hjemmefra og overlod det til fremtiden, om de ligesom kunde fæste rod i det ny land og hente deres næring af det.

Det varede ikke længe far Obotriterlandets hovedborge kom i Saxernes hænder. Medens Guncelin selv beholdt Sverin og det vigtige Hov (n. o. for Visrnar), satte hertugen Henrik af Skaten paa den gamle Meklenborg; denne farte en mængde Flamlændere med sig og dannede en nybygd midt imellem Venderne; Ludolf af Peine blev sat over Malchow, en borg i nærheden af Miiritzersee, Ludolf af Brunsvig endelig flk borgen Cuscin, som dr. W. sager i samme egn, lidt længere mod vest. Niklots sønner, Pribislav og Vertislav (den tredje, Prislav, var i Danmark), sad derimod i Verle, i Kissinernes land, syd for Rostok; deres herredamme strakte sig herfra mod ast henimod Pomern, men de anerkjendte, idetmindste formelt, hertugens overhojhed (Helmold I 87). Det gik dem nu altså som det forhen var gaaet Vagrerne under deres Pribislav, de fik valget mellem inden feje tid ikke blot at boje sig for kristendommen- og den lyske kultur, men tillige selv at blive Tyskere, eller at vælge ny kampe og gå tilgrunde i dem. Det er jo bekjendt nok, også fra vor tid, hvor hensynslese og hjertelese Tyskerne er i den henseende, især overfor de slaviske folk, overalt hvor de har magten, den samme udvikling gentages jo den dag idag i Posen, efterat umådelige strækninger i tidens

leb er fortyskede. Skent det er en tysk forfatter der skildrer os Obotriternes undertvingelse, genlyder dog hver side i hans bog af det hendeende folks bitre klager, over det overmod og den råhed der gjorde sejrherrerne så utålelige, at' den sorg og harme der hvilede over Venderne, medens den ene af deres stormænd efter den anden nedsank i fattigdom og forglemmelse eller segte sig et nyt hjem der hvor Tyskerne endnu ikke var nåede hen, hvis han ikke foretrak det fredlese liv paa havet i en fortvivlet kamp for tilværelsen. Og samtidigt bredte den ene Tysker sig ved siden af den anden på de forladte gårde, i hvis ejere almuen hidtil havde set sine førere og venner; nu mødte de indfedte kun foragt oghån over deres sprog, skikke og fædrenetro hos de store, og der hvor de fer havde fundet en stette lignedes de nu ved hunde og urene dyr. Det kom derfor også til fortvivlede forsøg på at generhverve den tabte frihed. I året 1164 angreb Pribislav i forening med Kasimir og Bogislav af Pomern de tyske nybygder; Meklenborg blev erobret og jævnet med jorden, henved 100 Flamlændere dræbte, kvinder og børn slæbte bort i trældom; de østlige borge Malchow og Cuscin måtte overgive sig mod mandskabets fri bortgang, overalt hærgedes hvad der var tysk. Da samledes selvfølgelig de tyske fyrster for at hævne nederlaget; ved Verchen, ved den nordlige spids afKummerow sø på grænsen af det nuværende Meklenburg og Pomern, kom det til en afgørende kamp; grev Adolf af Holsten faldt, men Venderne led et fuldstændigt nederlag ved Guncelins tapperhed; 2500 stridsmænd fandt deden, resten adspredles. Henrik og kong Valdemar, der til samme tid leb ind ad Penes munding, begyndte at forfølge sejren; men pludselig opgav hertugen det igen og hver gik til sit. Kampen fortsattes derpå i det små i Obotriternes land og endte med Vendernes udryddelse som folk; kun levninger blev tilbage i det ødelagte land og blandedes med de fremmede; mangfoldige forlod det for at søge tilflugt hos deres frænder mod øst, — men her blev de grebne og solgte som trælle, — eller på havet og de fremmede kyster, hvor en ny kamp på liv og ded ventede dem.

Det varede dog ikke længe før de altid vaklende forhold bragte hertugen til at attrå et forlig med sine naboer; han indrømmede Pribislav alle sin fader Niklots lande, undtagen grevskabet Sverin, der indskrænkedes til den sydlige del af det nuværende Meklenborg; Kasimir og Bogislav anerkendte derimod ligeledes hans lenshøjhed, og lod deres land nord for Pene optage i bispedømmet Sverin, som det senere i stiftelsesbrevet hedder „bevægede ved den fromme Bernos prædiken". Dermed var da hele det område der fra først af var bestemt for erkebispedømmet i Hamborg med alle vedkommendes samtykke lagt ind under kirken og den saxiske lenshøjhed. Der var kun en undtagelse: Ry«, med sin Svantevit og sin gamle kongeslægt, der nu ikke blot repræsenterede den lille øs stridbare indbyggere, men hele Vendlands underkuede almue og alt det vilde hedenske mod, der endnu ulmede under asken af de afbrændte lunde og borge. Et blik på kortet viser, hvilken betydning denne ø måtte få netop nu; ligesom Als, der er bleven kaldet nøglen til Sønderjyllands fastland, ligger den langs et smalt sund som en stadig trusel, som et tilflugtssted for de forfulgte og et mødested for de misfornøjede. Det var derfor intet under at hertugen først og fremmest ønskede at få hedenskabet knækket på denne ø, og at han til den ende befalede sine lensmænd på enhver måde at hjælpe de Danske til dens indtagelse.

Således stod sagerne da kong Valdemar og Absalon foretog det berømte tog mod Arkon og Karens, Ryøs tvende våbenpladser, et tog der står i den danske historie med en ganske ejendommelig glans, og også i Vendlands er en af de mest epokegørende og dramatiske begivenheder. Om enkelthederne kan der her ikke tvistes, da Saxe er den eneste og fyldestgørende kilde; derimod kan det almindelige synspunkt for denne erobring, ligesåvel som tidspunktet da den fandt sted, endnu ikke siges at være klaret ved de seneste tyske indlæg.

Otto Fock har i sit ovenfor nævnte skrift givet et ret
værdifuldt bidrag til Ryøs historie i den hedenske tid, ligesomhan

somhangiver ikke få geografiske oplysninger, ledsagede af tvende oplysende kort, et over hele een, et andet i farvetryk over Arkons volde. Det standpunkt derimod hvorfra han bedammer begivenhederne betegnes lettest ved den oplysning, at han var en af de fanatiske naturer der i 1848 forlod universitetet i Kiel for at deltage i oprørskrigen mod Danmark;han lader altså ingen lejlighed slippe forbi til at omtalede danske tilstandes uselhed og den tyske kulturs alt overvindende magt. I den henseende danner han en modsætningtil dr. Wigger, der vel undervurderer det nordiske efolks betydning i de vendiske begivenheder, — som også vore forfattere i reglen har undervurderet betydningen af Saxernes bedrifter —, men dog stadig omtaler det med velviljeog agtelse. Medens nu de Danske, og det med fuld feje, stadig har betragtet Arkons fald med üblandet glæde, -— hvorom f. ex. Haderslevs gamle stadsret bærer vidne, idet den fastsætter, „at helgd ikke må brydes med nogen hånds gerning uden den dag, da kongen vandt Ryø^a — så Saxerne på deres held med onde øjne, og glæden over hedenskabetsudryddelse i sit gamle hovedsæde var stærkt blandet med ærgrelsen over at dette store resultat skulde være forbeholdt efolket. Denne stemning har etterladt sig et dobbelt minde i skriftlige vidnesbyrd fra samtiden, der hver for sig betegner en meget karakteristisk opfattelse. Det første er kejser Fredriks brev, hvorved bispedømmet Sverin stadfæstes på det hejtideligste. Her fremstilles Ryes erobring og Svantevitsødelæggelse ganske naivt som biskop Bernos værk, ligesomøen tages til indtægt for det hellige romerske rige. De Danske omtales ikke med et ord, og det er som en gåde at kun den del af øen der tilhører hertugen af Saxland lægges under bispedømmet i Sverin, brevet antyder end ikke hvad for en mystisk magt det er der ejer det andet. Det var dette standpunkt hertugen agtede at indtage i sagen; der var sluttet et forlig, som vi dog kun kende afHelmolds beretning, og hvorved der skal være bleven bestemt, at Saxerne og de Danske skulde dele alle fremtidige erobringer og alt bytte; i henhold dertil forlangte Henrik halvdelen af

tempelskatten og af den erobrede e. Det må være os tilladt at tvivle om Helmolds ord, om der end ingen grund er til at tvivle om hans sandhedskærlighed; ligesom Saxe var han hildet i sit folks og sit partis synspunkter, og at bruge den ene af dem som et apostelskrift og den anden som en fjendes mistænkelige tale reber en national bornerthed der ikke herer hjemme i videnskaben. Er der 1167, som Helmold påstår, bestemt noget om deling af land og bytte (EL siger „tributa") må det have gældet det tog man stod i begreb med at gere og som også kom til udførelse; om der dengang er bleven tilstået de Danske en del af byttet ved vi ikke, at de intet fik af det erobrede land er afgjort. Meningen har da sikkert heller kun været, at hærene skulde underholdes af den brandskat, der blev pålagt de egne der fertes krig med, og som altså skulde deles mellem begge; en varig deling af hejheden vilde hertugen vistnok være den sidste til at indlade sig på. Nu derimod da Rye var taget skulde hint forlig gælde i videste omfang; de pomerske fyrster deltog i belejringen af Arkon, men forlod een, da de så at Valdemar sluttede fred med dens konge Tetzlav, som foretrak underkastelse under Danmark for fortsatte nederlag eller forbindelse med de fortyskede lande: de havde ventet at få den i forlening, siger Saxe. Noget lignende havde sikkert Henrik også gjort regning på, det vilde faktisk have overleveret Rye i hans hånd, selv om højhedsretten formelt var bleven ved den danske konge eller ved dem begge i forening. Det ferste skridt han derfor ger er at få kejserens brev på halvdelen af een som en del af hertugdømmet og dets bispedømme i Sverin; det felgende blev en ordre til alle Vender at hærge de danske kyster det bedste de havde lært. Helmold svømmer i krokodilletårer ved den jammer det voldte os, på en dag, har han hert, skal der have været 700 Danske falbudte på trællemarkedet i Meklenborg! Saxe ved intet om disse forfærdelige ulykker og det er sandt at sige kun lidet sandsynligt at dette var muligt strax efter en så afgerende sejr, efterat de danske kyster var bleven befæstede og Qåden idetmindste tildels boldt

soen en stor del af året. Virkningen var imidlertid, efter Helmold, at Valdemar ved en sammenkomst ved Ejderen delte tempelskatten, gislerne og tributen med Henrik, en beretning der, efter alt hvad der ellers vides om forholdene i de år, vistnok beror på en misforståelse og overdrivelse af hertugens venner. Da der ved dette mede blev stiftet et parti mellem de fyrstelige børn, er det rimeligt nok at kongen har givet hertugen en del af tempelskatten, der jo på en måde var hele Vendlands fælles eje, ligesom han kan have indrømmet ham en delagtighed i højhedsretten ved at give ham en del af gislerne; men det er et spørgsmål om der ikke hertil har knyttet sig indrømmelser fra hertugens side med hensyn til det nærmeste fastland, der senere træder i bestemt afhængighedsforhold til øen og netop ved denne tid var bleven genstand for et sejrrigt tog, ligesom både Pomern og Vagrien var bleven hærgede samtidig med den dorskhedstid Helmold udmaler. El fingerpeg i samme retning er det da vel også, at der netop nu går danske munke ikke blot til øen, men også til fastlandet, så de alt nu anlægger klostrene i Dargun og Belbog (Codex dipl. Pom. nr. 29 og 34), medens Kasimir tillader danske nybyggere at nedsætte sig ved siden af de tyske og vendiske under Darguns højhed (nr. 36, fra 1174).

Et andet punkt der her må optages til fornyet overvejelse, hvor trættende det end kan synes, er året for Ryøs erobring. O. Fock kaster sig over det med en lidenskabelighed der er en bedre sag værdig, han synes deri at se et spørgsmål der vedrører den danske og tyske historieskrivnings ære, ligesom det for ham har den „praktiske betydning" at blive afgørende for jubelfesten! Denne fest er jo nu imidlertid fejret i 1868, og hvad den gensidige ære angår, da kan vi sikkert lade den helt ude af betragtning.

Spørgsmålet er selvfølgelig indviklet og kræver nogen tålmodighed. Der er især to veje man kan gå for at få det besvaret, man kan holde sig til de ligefremme angivelser af samtidige, og man kan drage slutninger af begivenhedernes

gang i forhold til de utvivlsomt fastsatte holdepunkter; begge veje benytter Fock, men som det synes utilstrækkeligt og med en forudfattet mening. Der er nu to opgivelser fra tysk side: Helmold, der ellers så godt som aldrig nævner tal, siger det skete 1168, årbøgerne fra Magdeborg og to andre af dem afledte kroniker har derimod 1169; Fock kasserer imidlertid strax dette sidste vidnesbyrd, da vi ikke kender forfatteren (!), skønt andre tyske lærde dog mener at kunne udtale, at han netop er vel underrettet og selvstændig om de pågældende år (Wattenbach: D. Geschichtsquellen). Fra dansk side haves der efter Fock kun modsigende efterretninger;men havde han kendt vore årbøger noget nøjere vilde han have set, at de så godt som alle henfører Ryøs indtagelse til 1169; dette år ligger nemlig i deres opgivelse af 1170, thi på samme måde skydes flere andre begivenhederfra omtrent samme tid et år frem. Herfra afviger kun en dansk kilde med 1169, og Lundårbøgerne, der ved en åbenbar fejltagelse har J 167, 1168 Gndes derimod ingensteds.Dette år kan kun fås ud af en dansk kilde, nemlig dateringen af den sællandske kirkelov, der blandt andet regner fra Ryøs indtagelse; men der er den mislighed herved, at af to gamle håndskrifter det ene regner 1171 for 3, det andet for 2 år efter denne begivenhed, det må vel altså blive uafgjort hvad der her er det oprindelige. Men herefterer det i alle tilfælde klart at så godt som alle årbøger, tyske og danske er enige om året 1169, medens Helmold står alene med sin opgivelse af 1168.

Den anden vej der måske kunde føre os til et sikkert resultat er begivenhedernes rækkefølge. Også her ser Fock imidlertid forvirring overalt; han går nemlig ud på åt gøre alle opgivelser indbyrdes modsigende for at beholde Helroold tilbage som den eneste pålidelige kilde. Det er imidlertid heller ikke her så galt med forvirringen og modsigelsen som han gerne vilde give det udseende af. Vi begynder med de samtidige aktstykker. Dem glider Fock nu let nok hen over, ved at minde om at Alexander lll's brev, hvorved Ryø

lægges til Roskilde stift mangler årstal, og efter pavens opholdsstedat dømme lige så godt kan være fra 1168 som 69. Følgerækken af begivenhederne peger imidlertid afgjort på det sidste, til hvilket del også henføres både afdr. Wiggerog codex diplom. Pomeraniæ (nr. 27). Samtidig er nemlig det brev udstedt, hvorved Knud Lavard sættes på helgenlisten og hans skrinlæggelse fandt efter Saxe sted sommeren efter at sendebuddene var kommen hjem, men det var som det fremgår af alle vidnesbyrd i 1170- Det samme fremgår desuden af et andet hensyn. Kejser Fredriks stadfæstelsesbrev for Sverin er dateret i begyndelsen af Januar 1170; men det svarer utvivlsomt til den pavelige afgørelse der netop var 2 måneder ældre, der er ikke fjerneste grund ttl at tro at den iltre hertug skulde tøvet med sin indsigelse iårog dag. Dette sidste tages imidlertid ingensteds med i beregningen.

Fock går nu videre; selv om det kunde godtgøres at Alexanders brev var fra 1169, så vilde det intet bevise, siden der intet står i det om hvor længe før begivenheden fandt sted. Her kommer han dog i modsigelse med sig selv. Han fremhæver netop selv, og med fuld føje, det hastværk kongen og Absalon viste på Ry®, i løbet af et par dage ordnede de alle dels anliggender, modtog gisler og hyldningsløfte og begav sig på hjemvejen. Hvorfor skulde de da pludselig lade sig så god tid med at få pavens stadfæstelse på den ny erobring? Og denne havde ingen grund til at betænke sig længe; dels var Ryø allerede tidligere anerkendt som hørende til den danske kirke, dels havde kongens bøn en så vægtig talsmand som den ivrige erkebiskop Eskil der stod Alexander nær som ven og tidligere lidelsesfælle. Og udtrykkene i kejserbrevet tyder på det samme; efterat Svantevits ødelæggelse er omtalt fortsætter det nemlig: „efter disse bedrifter begav da hin biskop sig til vor højhed —^a (igitur post tantos labores idem episcopus serenitatem nostram adiit —), et udtryk der ligesålidt går ud fra en længere mellemlid, som denne i og for sig har allermindste sandsynlighed for sig.

Vi kan da ikke pa nogen made blive staende ved det rent negative resultat hvortil Fock kommer efterat have set pa alle disse data; tverlimod de vidner saerdeles staerkt, for ikke at sige afgerende for aret 1169 som det relte. Tilbage star da kun forlsellingens gang hos Saxe der ved Velschows undersegelse er bleven midtpunkt i hele afgerelsen. Denne forfatter gar nemlig i sine laerde noter til Saxe ud fra, at vi i hans krenike finder en nejagtig tidsregning, der formenllig stetter sig til samtidige optegnelser af ham selv eller Absalon. Denne anskuelse er sikkert uholdbar, hvad enten der scs hen til dens sandsynlighed i og for sig, eller til dens faktiske anvendelse. Fock har ulvislsomt ret i sin krilik af den skarpsindige nole, der seger at bevisc at Ryes indtagelse af Saxe sseltes 5 ar efter slaget ved Verchen, der fandt sted i 1164; hele denne bevisferelse ma indrommes at vaere forfojlet og tendenties. Men nar Fock nu vil bruge den til p& engang at angribe Velschows omdemme og Saxes trovaerdighed, da glemmer han, at den ene af disse ma vaere given for at den anden kan rokkes. Det er da heller kun Velschow der falder for hans slag, Saxe trseffer de ikke; deter jo ikke ham der har pastaet annalislisk najagtighed eller ufejlbarhed i andre enkeltheder; tvertimod han fortaeller hvad han ved og som han ved og husker det, og det ma vaere os nok. At han har taget fejl i Here ling er forlaengst bleven eflervist, og det kan vaere temmelig ligegyldigt om flere eller faerre vil sla sig til rid— dere pa ham efterat have brugt hans uundvaerlige hjaelp. Morsomt nok er det imidlertid at den skarpsindige Tysker — (og det skal anerkendes at Fock klarer adskillige indviklede spergsmal med megen skarpsindighed) — langt om laenge kommer til at bevise nelop sit ar ud af Saxe, og endnu morsommere er det at han formelt har ret. Han har kun begaet en vaesenlig fejl, idet han nemlig kun gar ud fra et fast udgangspunkt; er der tvivl om en tidsbestemmelse er delimidkrtid aldeles nedvendigt at have to, blandt andet for at kunne overbevise sig om der overhoved kan

vides noget bestemt. Og intet er da heller lettere end netop på delte sted at få to slige holdepunkter: ved siden af 1164 fremstiller sig ligesom af sig selv 1170, da Knud Lavard blev skrinlagt i Ringsted. Og ved da at gennemgå Saxe med dette for eje vil man komme til det sergelige resultat, at han kun har 5 år mellem de to begivenheder; O. Fock har selv talt de 4 ferste, det femte kommer af sig selv, det kan man ikke tage fejl af. Arkons fald ligger imellem de lo punkler, det er alle enige om, det finder sted i det fjerde år talt forfra, i det sidste bagfra; altså atter samme uvished, 1168 eller 69! Der er intet andet for: Saxe må have glemt et år; da man ikke er berettiget til at tvivle om at han jo har iagttaget den rette følgerække af begivenhederne, må man antage al han ikke har angivet et årskifte med de sædvanligeudtryk, men at han af sin iver i at fastholde fortællingenstråd har ladet sig forlede lil at sløjfe to år sammen. Det er endda ikke det værste der kan hændes en historieskriver;i sagaerne gives der mangfoldige exempler derpå, Olav Trygvesen siges f. ex. enstemmig at have været konge i 5 år og dog vil sagaen med al sin omhyggelighed for at betegne årskifterne ikke rigtig slå til for mere end 4. Ved fastsættelsen af Rytoget må vi da gå ud fra begge den åbne sos faste bredder så langt isen hænger sammen og kan bære. Går vi da først tilbage fra 1170 får vi Arkons fald i 69 og Norgetoget i 68; dette gav nemlig anledning til hint, da Venderne havde benyttet kongens fraværelse til fornyedehærtog, og S. udtrykkelig knytter dem sammen som tilhørende to på hinanden følgende år (p. 821). Længere kan vi imidlertid ikke gå tilbage, da Norgetoget knyttes til det foregående med et „derefter" (p. 817: post haec) der ikke siger noget bestemt; kun er det rimeligt at det tidligere tilhører et andet år, siden ellers årstiden plejer at være angiven(„hen på sommeren", „samme efterår" e. 1.). Fra 1164 kommer vi til det følgende år for togene p. 800 og 802, som også F. hævder mod V., der vil have det første norske tog puttet imellem. Derefter følger der

atter et nyt år, men fortællingen strammer nu en stund med en sådan fylde, at det ikke bliver muligt mere at kontrollere den kronologisk; i dette mellemrum, der formelt kun er et år, må vi da uden al tvivl sege de to savnede 1166^—67. Fock siger rigtignok at alle er enige om at de her fortalte begivenheder tilhører et år, men det er ikke nok; der e.r noget ligefrem urimeligt deri. Efterat der nemlig er fortalt om to tog, et på foråret og et om sommeren, og vi altså er rykket langt frem på året, kommer begivenhederne med Buris og Nordmændene (p. 808) og, efter fortællingen om Absalons borg, en sammenkomst med Henrik ved Rrempe (810), det derefter følgende fjendskab med ham, og Vendernes hærtog på hans befaling. Derefter bringer Gotskalk Vendernepå vor side, de gør et angreb på Tyskerne, hvad der atter bringer Henrik til at forlige sig med kongen, så de begge gør et tog mod Demmin og Volgast (817). Men at alt dette ikke kan være sket mellem hundedagene og jul kan der da ingen tvivl være om. Der skal tid til at blive uvenner som til at blive venner, og der skal tid lil afgørendefrontforandringer mellem hele folk, især når bevægelsenskal udgå fra dem selv. Der bliver kun mening i denne fortælling, når Gotskalks agitationer, til [hvilke der som før antydet sikkert sluttede sig dybere gående planer end Saxe senere mindedes eller ønskede at lade se, henførestil vinteren mellem 1166 og 67, således at Venderne i foråret brod ind over Meklenborg, hvorpå forliget kom istand i sommerens løb og stod sin prøve i toget mod Volgast.Men antages dette for sandsynligt, da er Saxes fortællingjævnt fremskridende uden altid at iagttage de ydre mærker for årskiftet, og vi feres uden spring fra 1164 til 1170, i den naturligste og mest sandsynlige følgerække af begivenheder der kan tænkes. Men toget til Ryø falder rigtignokafgjort til året 1169, hvad der da for enhver som uden fordom har overvejet de før fremstillede indicier kun kan bekræfte denne gangs troværdighed.

For imidlertid ikke at lade noget uomtalt der kunde

bidrage til at kaste lys over det kronologiske spørgsmål skal her endnu geres opmærksom på et, nemlig de dage Arkons indtagelse fandt sted på. Det var d. 14 Juni volden blev tændt i brand, d. 15, St. Vitus, om morgenen, drog de Danske ind i borgen og ødelagde Svantevits billed, døbte og indviede en kirke. Om aftenen drog Absalon afsted tilsøs til Karens, kongen fulgte efter d. 16 om morgenen, og denne by blev modlaget, kirker og kirkegårde indviede, og d. 17 blev øens vilkår nærmere aftalte, skatten udleveret, og flåden fik hjemlov. Hvad enten man nu holder sig til 1163 eller 69 så falder en af disse dage på en søndag, i det første år var det d. 16, i det sidsle d. 15 Juni. Men af fortællingensgang er det tydeligt, at man langt snarere må antagedette end hint. Kun således synes det at kunne forklaresat man opsætter at tage byen i besiddelse strax samme aften, da det ikke var sent (kampen begyndte medens kongen holdt sig inde i middagsheden) og man havde den lyse sommernatfor sig; sabathaftenen kunde man derimod^ betænke sig på at vanhellige ved et så urent arbejde som at tage fat på afgudens billed. Faldt søndagen derimod på d. 16, da måtte det synes besynderligt om Absalon med Eskils samtykkeaftenen før stak i søen, istedenfor, som Byboerne havde bedt om, at give dem en dags tid længere til at betænke sig, hvad der jo ikke kunde vriste sejren af hans hænder, — om ikke for andet, så for at give dem et håndgribeligt bevis på, at det hørte m"d til „den danske skik", som de måtte love for fremtiden at følge, at holde søndagen hellig.

Helmold må altså have taget fejl i sin opgivelse af året 1163, det viser sammenstillingen af alle andre data, der er tilstede i så rigt mål, at der ikke kan være tale om at underkende deres betydning. At Fock til slutning udtaler at dette er lige så umuligt, som at en historiker i vore dage kunde tage fejl af 1818, er ligefrem komisk. Vor hele dannelse fører det med sig at vi hænger i årslal, (hvad der er en fordel, thi lal er udtryk for noget bestemt og klart), hele begivenheder og systemer betegnes ved dem. Dengang

var tiet kun enkelte lærde der syslede med sligt og overalt møcue man uklarhed og modsatte systemer: somme holdt sig til kongernes og bispernes embedsår, der i reglen kom frem i diplomer, andre daterede ligesom folk på Anholt „efter sidste Tyrkerfejde^a, som almuen jo stadig ger endnu; selv årbegerne moder op med de selsomste fejltagelser, — hvad skal man da vente af Helmold der så godt som slet ikke befatter sig med årstal? Det skal heller ikke bebrejdes ham at han har taget fejl, men vel hans landsmænd, at de for enhver pris vil have at han skal have ret.

Hermed tager vi da afsked fra Vendland og dets omvendelse til kristendommen. Det er bekendt nok hvorledes de nationale og politiske forhold senere udviklede sig. Med Ryes erobring havde de Danske fået fast fod ved kysten, efter Henrik Leves fald undertvang Absalon snart fastlandets fyrster, og landet nordfor Pene og Elde kom til at adlyde Knud. de Danskes og Venders konge. Således opfyldtes en tanke der sikkert har været næret langt tilbage i tiden, og det ikke blot af Danske, men også af Vender, om end ikke i den form. Men dens opfyldelse kom for sent, der var flydt for meget tysk blod på Meklenborgs valpladser, og for meget var gået over i de vendiske årer, den danske indflydelse blev vel stor nok for en tid, men den var ikke varig, og efterat Henrik „af Sverin" havde forrådt Danmarks konge og sammen med Saxernes fyrster besejret ham ved Bornheved, brast atter det bånd der for en t:d knyttede de to genboer sammen, — det brast vel ikke uden den smerte enhver stor skuffelse fører med sig, men sikkert nok til held for folk og rige; thi det var ikke mere et vendisk, men et tysk land vi var forenede med.