Adolf Siegfried v. d. Osten beklædte forskjellige danske Gesandtskabsposter i Udlandet fra 1757 til 1770, da han udnævntes til Udenrigsminister, og lian var den eneste af den struenseeske Styrelse, som holdt sig efter Katastrophen den 17de Januar. Den 13de Marts 1773 save han sig endelig nødt til at udtræde af Conseillet og ruaatte gaae som Stiftamtmand til Aalborg, men 1781 vendte han tilbage derfra og udnævntes først til Justitiarius i Høieste- Ket og senere til Over - Præsident i Ivjobenhavn. 1 denne sidste Embedsstilling forblev han i 6 Aar, fra 1788 til 1794, da han tog Afsked, og 3 Aar efter dode han den 2den Januar 1797. Den Plads, han saaledes ien lang Række af Aar indtog i den danske Statsstyrelse, var for betydelig og fremtrædende, til at hans Navn ikke skulde forekomme hyppigt i samtidige Beretninger, men næsten altid indskrænke disse sig til i Almindelighed at fremstille ham som i høi Grad underfundig og upaalidelig¹). Kun Keverdil har givet en udførligere Beskrivelse af hansLevnetsløb og Characteer, som i flere Henseender er meget mærkelig.

---

1) See saaledes Metuoires de Falkenskjold par Seeretau, Paris 1826 p. 111-112, Gesaiultrtkabsberetninger, Jiuforte a£ Molbech i Nyt historisk Tidsskrift, 4de Bind p. 678-682, cfr. ogs;ia J. K. Hosts Struensee uud sein Miuisterium, I-11, Kopeuliageu 1826.

»Da hans Fader ikke havde efterladt ham nogen Formue % saaledes lyder denne Beretning¹), «blev han i Frederik den Femtes Dage opdraget ved Hoffet som Page. Han viste tidlig Begavelse men tillige Anlæg til Underfundighed. Ved Grev Moltkes Hjælp opnaaede han en aarlig Understøttelse til at studere i fremmede Lande og det var paa denne første Eeise, at han blev bekjendt med Grev Stanislaus Poniatowsky, som senere besteg Polens Throne, og saa stor var deres Fortrolighed, at de endog ofte sov i samme Seng.

Den forsteßrug, Osten efter sin Hjemkomst gjorde af sine Talenter, var at formaae Kongens Kammerpage til at overlevere en Memoire, som angreb Grev Moltke og hans Embedsførelse samt Baron Bernstorff, der besad Yndlingens og selve Kongens Tillid. Men istedetfor at afskedige sin Yndling og sin Minister, leverede Kongen dem Smædeskriftet,og da de uden Vanskelighed indsaae, at den, der havde overgivet det, ikke selv havde været istand til at skrive det, lykkedes det dem snart at bringe ham til at opgive den virkelige Forfatter. Men maadeholdne og hæderlige, som de vare, toge de ingen anden Hævn over deres unge Modstanderend at sende ham i en Skole, hvor han kunde lære Politiken, og de betroede ham i dette øiemeed til den daværendeGesandt i Petersborg, Molzahn. Han skulde ikke have nogen Deel i Forretningerne, men desuagtet fandt han snart Leilighed til at bemægtige sig dem. Molzahn døde og da Gesandtskabssecretairen var syg, tog Osten det uden videre paa sig at forsegle Archivet, satte sig i Besiddelse af Depescherne og indlod sig paa at forhandle med de russiske Ministre. Bernstorff stadfæstede ham officielt i

---

1) See Struensé'e et la cour de Copenhagne 1760-1772, mémoires de Reverdil, publiés par Roger, Paris 1858 p. 184 fgd.

hans selvtagne Stilling og sendte ham Forholdsordrer, hvori det blandt Andet hed, at han skulde bestræbe sig for at vinde Storfyrstinden, hvis. fremtidige Storhed det danske Cabinet allerede dengang forudsaae. Osten efterkom denne Befaling ved at meddele hende Alt, hvad han kunde erfare om den udenlandske Politik, thi den unge Fyrstinde forberedtesig i Stilhed paa at spille en Rolle, hvad enten det nu var, at hun smigrede sig med at vinde Herredommet over sin Mand eller hun allerede dengang nærede den Plan at træde i hans Sted.

Medens Osten var Gesandt i Petersborg, modtog han Besøg af den unge Poniatowsky, hvem lian havde kjend ti Leipzig. Han var først kommet til den russiske Hovedstad uden nogensomhelst offentlig Egenskab, idet han kun ledsagede den engelske Gesandt, Han bur y Williams, hvis fortrolige Ven han var. Men under sit lange Ophold i Petersborg anvendtes han efterhaanden i forskjellige Forretninger af August den Tre die. Han var smuk, kundskabsrig, veltalende, med eet Ord han var skabt for at behage. Storfyrstinden modtog hans Hyldest. Osten blev deres Fortrolige, og hvad enten det nu var for i eet og alt at rette sig efter sit Hofs Hensigter eller han handlede af Venskab for Poniatowsky, han ydede de Elskende sin Tjeneste og bidrog væsentligt til, at deres Forbindelse kunde forblive en Hemmelighed, derved at han laante dem sit Hotel til deres Sammenkomster. Poniatowsky begav sig ineognito derhen og Fyrstinden slap ved Hjælp af en Forklædning ud af Slottet og steeg ind i en Hyrevogn, i hvilken Ostens Secretair modtog og ledsagede hende.

Det er übekjendt, om det var denne Intrigue eller
nogen anden Aarsag, som bevirkede, at Osten maatte forladePetersborg,
men i 1762 ansattes han i Dresden.

Senere, da Revolutionen gjorde Keiserinden uafhængig og fjernede enhver Grund for hende til videre Hemmelighedsholdelse,tøvede hun ikke med at begjære af den danske Konge, at Osten skulde sendes tilbage til hendes Hof. Ito Aar tilstod hun ham nu ikke alene en friere Adgang til sig og beviste ham større Gunst end nogen fremmed Gesandt kan gjøre Fordring paa, men hun raadspurgte ham endog om det russiske Eiges egne Anliggender og gav ham Sæde i de Conferencer, der afholdtes i hendes Kærværelse af hendes Ministre og Generaler. Men pludselig faldt han fra denne Ærens Tinde ned i den dybeste Fornedrelse. Ved en Rundskrivelsemeddeelte den russiske Minister de fremmede Gesandter,at Keiserinden havde berøvet Osten sin Naade og at hun betragtede ham som en uværdig og foragtelig Person.Ikke destomindre forblev han endnu i nogen Tid i Petersborg, han indfandt sig ved Holl'et, skjondt Ingen der vilde indlade sig med ham, og forlangte ikke at retfærdiggjeresig. Forretningerne gik ikke længere gjennem hans Hænder, Gesandtskabssecretairen modtog Depescherne fra det danske Hof og besvarede dem uden hans Deeltagelse.

Dette foregik i 17G4 henimod den Tid, da den polske Throne blev ledig. Osten havde faaet Ordre til at støtte Dissidenterne, der arbeidede paa Poniatowskys Valg, men han selv nærede andre Hensigter og havde taget Parti mod sin gamle Ven til Fordeel for en Grev O gin sky, som var yngre og smukkere og hvem han søgte at behage ved at sva-rte sine rode 43ienbryn. Denne Hengivenhedsfølelse forblændede ham i den Grad, at han i selve Keiserindens Forværelse og paa en Tid, da hun endnu behandlede ham godt, tilbød Væddemaal om, at Oginsky og ikke Ponia.towskyvilde blive valgt. Forresten betalte Oginsky ham i klingende Mønt for hans virksomme Understøttelse og bekymredesig

kymredesigsandsynligvis kun lidet om hans Øienbryns
Farve.

Den skaanselløse Maade, paa hvilken det russiske Hof behandlede ham, var fremkaldt ved en eller anden hemmelig Handling af ham og synes Intet at have havt at gjøre med Kampen mellem de to Medbeilere til den polske Krone. Man har troet, at han, der skyldte den danskfødte Grevinde Bestushew Meget, senere havde gjort sig skyldig i et nedrigt Forræderi imod hendes Mand.

Det var formodentlig, medens han stod i Gunst i Petersborg, at han benyttede Leiligheden til at forskaffe sig et Patent som Greve, thi han havde ikke denne Værdighed fra Begyndelsen af og den tilkom ham ikke i hans Hjem. Det var paa samme Tid, at han bevægede den keiserlig tydske Gesandt, Fyrst Lobkowitz, til gjonnem sin Collega i Kjøbenhavn, Grev Dietrichstein, at begjære Dannebrogsordenen for ham. Denne Omvei var slet valgt og det var en unyttig Intrigue, thi der var ingen .øieblikkelig Interesse tilstede, som kunde berettige østerrig til at gjere en en saadan Begjæring, og Ministeren, af hvem Sagen tilsidst afhang, maatte tage det ilde op, at han anvendte en saadan Mellemmand. Bernstorff svarede, at der var forløbet altfor kort en Tid, siden Osten havde ophørt med at være Page, og Intet har denne nogensinde mindre kunnet tilgive Ministeren end dette Svar.

Saaledes forelaae der kun altfor mange Anledninger til Bitterhed, baade ældre og yngre. Bernstorff vilde hverken hævne sig ved en Unaade eller kalde en Fjende hjem, hvis Talent for Intriguen stedse blev tydeligere, og han sendte derfor Osten til Neapel. Senere da denne ikke ophørtemed at beklage sig over en Post, som han kaldte en Forvisning, var Ministeren føielig nok til at udnævne ham

til Gesandt i Paris men paa den første Efterretning derom gav det franske Hof strax sin Gesandt i Kjøbenhavn, MarquisBios set, Ordre til at protestere imod dette Valg. Bernstorff bestemte ham derefter til Haag, men før denno Tanke kunde blive udført, var Bernstorffs Magt tilende og han saae sig afløst af den Mand, hvis Venskab han ikke havde været istand til at vinde trods al sin Overbærenhed og alle udviste Tjenester".

SSaaledes fortæller Reverdil. Var denne Beretning sand i alle sine charakteristiske Enkeltheder, vilde den unægtelig kaste et meget ugunstigt Lyn paa Osten og paa hele den Regering, under hvilken en saadan Personlighed kunde spille en betydelig Rolle. Men allerede indvortes Kjendetegn maae rokke Tilliden til Beretningens Troværdighed.Det er lidet rimeligt, at den russiske Keiserinde skulde have givet en fremmed Gesandt Plads i sit Statsraad, end sige at hun senere skulde have rettet en ærerørende Rundskrivelse om ham til hans Colleger. Men det er fuldstændigumuligt, at Bernstorff, der saa omhyggelig vogtede paa den kongelige Værdighed, skulde have tilladt, at en dansk Repræsentant opførte sig paa en vanærende Maade, taus skulde have fundet sig i, at han stilledes i Gabestokken,og endelig rolig have ladet ham forblive i Petersborg derefter. Der behøves kun ringe Kjendskab til Bernstorff for at indsee, at det er falsk, naar det berettes, at han skaanede Osten, fordi han frygtede ham, eller at han skulde have givet et krænkende Svar, der vilde passe fortræffeligt for Ranzau-Ascheberg, men som sikkert aldrig kunde udgaaeaf Bernstorffs Mund og mindst til en Mand, der dengangallerede i 8 Aar havde repræsenteret Kongen. Beretningenviser sig tydelig at være et Væv af Overdrivelser og Usandheder, og den synes at bære Præget af et Samarbeideaf

beideafFlere, af hvilke enhver har efterladt Sporene af sin egen personlige Tilboielighed. Den ene tillægger ham at have taget Penge, den anden at sætte alle Midler i Bevægelsefor at opnaae en Orden og den tredie lader ham sværte sine Øienbryn, men alle mødes de broderligt i at knytte det ene infame Træk til det andet, saa at der tilsidst foreligger Billedet af en Mand, som fuldkommen egner sig til at kaldes uværdig og foragtelig, uden at dette uhyggeligePortræt formildes ved nogensomhelst god Egenskab eller aandelig Gave.

Man er imidlertid ikke indskrænket til at s**ge Beviserne for denne Beretnings Upaalidelighed udelukkende i dens egen Beskaffenhed. Den officielle Brevvexling foreligger som det authentiske Vidnesbyrd om Ostens Embedsvirksomhed, saalænge han repræsenterede den danske Kegering i Udlandet,ogden beviser bedre end alt Andet, hvor falsk hiin Beretning er. Men, om end falsk, eller maaskee rettere, netop fordi den er saa falsk, frem byder Rev er dil s Beretning en stor Interesse. Forfatteren savnede undertiden Menneskekundskabmenaldrig Hæderlighed og subjektiv Sandhedskjærlighed.Ganskevist ansaae han Osten som sin Fjende, og det var denne, der havde nodet ham til anden Gang at forlade Danmark, men der kan dog ikke være nogen Tvivl om, at han ikke selv har opfundet eller udpyntet BeskrivelsenafOsten. Han gjengiver uden Critik, hvad han har hert, og hans Oplysninger ere ikke samlede hos fjerntstaaendeoglavtstillede Personer men i Kongens nærmeste Omgivelser, i Hoftets heieste Kredse, og de stamme ikke fra en Tid, da Osten var übekjendt og forholdsmæssig übetydelig,thihan var dengang Statsminister, og det var saaledesikkeletsindig og tankeløs Sladder men systematisk og bevidst Bagtalelse. Der er al Grund til at antage,

at den samme Forening af Ondskab og Lettroenhed, som vi skylde denne Beretning om Osten, ligeledes har øvet sin Indflydelse paa Beretningerne om andre historiske Personer fra den Tid, thi de stamme alle mere eller mindre fra den samme Kreds. For rigtigt at bedømme Personer og Forholdfraden sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede, er det derfor vistnok nodvendigt at tage alle deslige historiske Bidragmédstor Skjønsomhed og Mistro. Rever cl ils Beretningafgiveret yderligere Bevis paa, hvad der ogsaa bestyrkesvedandre Data, at Hoffet siden Christian den Syvendes Thronbestigelse stadigt var sunket dybere i Fordærvelse,ogligesom Bagvadskelsen af Osten viser os Cabalen i dons Arbeide, saaledes mode vi vistnok overalt i disse Aars Historie dens praktiske Virkninger. Navnlig synes det rimeligtderiat soge Forklaringen af den Forandring, som i de sidste Aar af Bernstorffs Ministerium foregik i hans tidligeresaarolige og selvbevidste Styrelse. Med en næsten feberagtig Uro søger han at faae sit Hovedværk, det holsteenskeMageskifte,bragt til Ende og han, der med saa stor Konst havde vedligeholdt Danmarks Neutralitet under Syvaarskrigen, synes paa eengang for enhver Priis at ville sogc Sikkerhed i den sterst mulige Forbindelse med Rusland, uagtet han hverken havde synderlig Tillid til Keiserindens Politik eller Hengivenhed for hendes Person. Aarsagen til dette pludselige Omslag ligger rimeligvis væsentligt i Hoffets voxende Indflydelse. I Frederik den Femtes Tid havde Omgivelserne kun lidet blandet sig i den udenrigske Styrelse, thi som Medlem af Conseillet havde Moltke i alt Fald i denne Henseende altid rettet sig efter Bern storffs Anskuelser. Men nu følte denne, at hver Dag kunde bringe ham en Afsked, som han alene frygtede, fordi den kunde ødelægge 20 Aars muisommelige Arbeide og bringe Magten til Personer, hvis

phantastiske Experimenter vilde kunne forstyrre Danmarks Fremtid. Det var sandsynligvis i Betragtning af en saadan Fare, atßernstorff ansaae det for en sørgelig Nødvendighed at binde vor udenlandske Politik saa fast som muligt, for paa denne Maade at undgaae endnu større Ulykker.

1.

Da Grev Lyn ar med uforrettet Sag forlod Petersborg i 1751, udnævntes Molzahn til lians Efterfølger. Den nye Gesandt var Mecklenborger, »havde ingen Erfaring men var en Mand af fornem Familie og en Fætter til de Herrer von Holstein«¹). Han besad imidlertid ogsaa andre gode Egenskaber, og den danske Begering fandt i ham en meget forstandig og omhyggelig Embedsmand, der ved sin hæderlige og elskværdige Charakteer i hoi Grad vandt Alle for sig. Han kunde dog ikke ret trives i Petersborg, og efter nogle Aars Forløb begjærte han saa indstændigt at kaldes tilbage, at Bernstorff, hvor nødigt han end vilde det, dogmaatte søge at finde ham en Efterfølger.

Det var dengang ikke almindeligt, at Missionschefer valgtes mellem Legationssecretairerne, der udgjorde en afsluttetClasse, hvis Fremtid var, naar de blevo ældre, at vende tilbage til indenlandsk Tjeneste⁵). Til Chefer tog man derimod Mænd, der ved deres Fødsel, selskabelige Stilling og almindelige Egenskabe]- antoges at egne sig til den diplomatiskeVirksomhed.

---

1) Brev fra Berkentin til Lynar af 27. Marts 1751.

2) I den struenseeske Periode fastsatte et Rescript af 12. April 1771, at i Reglen Ingen skulde kunne udnævnes til Gesandt uden først at have tjent som Secretair.

matiskeVirksomhed.Saaledes opnaaede Osten¹) at blive udseet til Molzahns fremtidige Efterfølger, men det var Bernstorffs Villie, at han først skulde uddanne sig til sin tilkommende Stilling, før han endelig overtog den. I November1755 afgik han derfor til sin nye Bestemmelse og det paalagdes Gesandten at modtage ham i sit Huus, indføreham i det petersborgske Selskab samt gjøre ham bekjendtmed alle Depescher. Uden egentlig at have nogen officiel Stilling, deeltog han i alle Forretninger og det var i Fortrolighed meddeelt det russiske Ministerium, hvad Hensigtenmed hans Ophold var.

Osten havde saaledes en god Leilighed til i Ro at studere det Terrain, paa hvilket han senere skulde virke, og at gjore sig nøie bekjendt med alle Sider af den holsteenskeForhandling, der skulde beskjæftige ham under hele hans følgende diplomatiske Embedsbane, og han kunde gjøre det saameget mere uforstyrret, som dette Sporgsmaal for Tiden stod aldeles stille. Syvaarskrigen nærmede sig og det skulde under disse Omstændigheder synes, at Rusland maatte have en forøget Interesse af at forsikkre sig DanmarksVenskab. Den »maritime Union«, der d. 12. Juli 175G var bleven afsluttet mellem Danmark og Sverige, kunde blive Begyndelsen til en nærmere Forbindelse mellem de to

---

1) Ostens Familie var af pommersk Oprindelse og han vedligeholdt en stadig Forbindelse med sin Slægt i Preussen. Hans Fader var Geheimeraad, Amtmand Jacob Frands v. d. Osten. Selv var han født i 1725, (Privatbrev fra ham til Bernstorff af 8. Dec. 1764), og det er saaledes urigtigt, naar Brasch i Vemmetoftes Historie 111 p- 127 i Noten sætter lians Fødselsaar til 1716. Leilighedsvis omtaler han, at Overceremonimester V. von P1 ess var hans Beskytter og havde anbefalet ham til Bernstorff. I det Hele synes den Ostenske Familie at have staaet i nær Forbindelse med Hoffet, see Brasch s ovennævnte Skrift II p. 47, 123, 152, 155, 111 p. 37, 25-62, 211 osv.

Lande, som det ikke stemmede med Ruslands Fordeel at forøge ved stadigt at true Danmark i Holsteen. Endelig var det ogsaa lykkedes Bernstorff at drive Prinds Frederiks Valg til Coadjutor i det liibeckske Stift igjennem og saaledesat berøve Gottorperne en Forsørgelse, de havde vænnetsig til at betragte som deres Eiendom. Den danske Regering havde derved givet et yderligere Bevis paa, at det var dens alvorlige Villie at samle hele Holsteen under Kronen, og den havde tillige erhvervet en ny Compensationsgjenstand,som maatte kunne friste Storfyrsten. Men Alt havde været forgjæves. Ufortrødent havde Molzahn søgt at benytte enhver Leilighed lil at gjenoptage Forhandlingerne, men Intet havde formaaet at bringe den russiske Regering ud af dens Übevægelighed.

Allerede beredte Molzahn sig efter Bernstorff s Bemyndigelsepaa sin nærforestaaende Afreise fra Petersborg, da Keiserinde Elisabeth i December 1756 pludselig blev meget betænkelig syg og Faren for et Thronskifte saaledes blev overhængende. Under disse Omstændigheder maatte han opsætte sin Afreise og det paalagdes ham at begjære en Forklaring af den russiske Regering om, hvad Danmark havde at vente sig af den nye Keiser, samt med den yderste Opmærksomhed at følge de krigerske Forberedelser, som maatte blive trufne¹). Skjøndt hans Sundhed var stærkt angrebet, udviklede han dog en ganske overordentlig Virksomhedfor saavidt muligt at sikkre Danmark mod at overrumples.Faren overstodes dengang lykkelig, idet Keiserinden ved Nyaarstid befandt sig bedre, men Molzahn havde ikke kunnet udholde Anstrængelsen og var pludselig død. Osten meldte det strax hjem og overtog Forretningerne, indtil der

---

1) Depesche fra Bernstorff af 11. Dec. 1756.

kunde tages fornøden Bestemmelse i Kjøbenhavn. Denno indtraf med første Post og Regeringen havde saameget mindreBetænkelighed ved at udnævne ham som dette stemmedemed de Ønsker, der af den russiske Cantsler Bestushewvare blevne udtalte i et privat Brev til Bernstorff.

Det var en vanskelig Post, Osten saaledes overtog. Molzahns Beretninger havde forlængst overbeviist den danske Regering om, at, hvor stærkt og aabent end Keiserinden udtalte sin Misfornøielse med Storfyrsten, vilde hun dog aldrig gjore Alvor af at berøve ham Arvefølgen og at ligesaa lidet nogen Hof-Revolution ved hendes Død vilde hindre ham i at bestige Thronen. Vel antog Molzahn tillige, at den nye Keiser ikke vilde være istand til længe at holde sig, men om end hans Regeringstid blev kort, kunde den dog altid være lang nok til at tillade ham at rette det Slag mod Danmark, som hidtil havde været hans Yndlings-Tanke og som han neppe vilde være fornuftig nok til at opgive, naar han var bleven Keiser. Danmarks eneste Frelse syntes derfor at beroe paa, hvorvidt det maatte lykkes Regeringen at benytte den korte Tid, som Kejserinden endnu kunde have tilbage, til ved hendes Hjælp at bringe en fredelig Overenskomst istand.

Stillingen var saaledes meget alvorlig og de Midler, som stode til den danske Regerings Raadighed, havde idetmindstehidtil viist sig utilstrækkelige. I og for sig var den russiske Regering vistnok gunstigt stemt for Forslagel om et Mageskifte. Bestushews politiske System hvilede underalle Omskiftelser altid paa Forudsætningen om et oprigtigtvenskabeligt Forhold til Danmark og det var mere end en Phrase, naar han kaldte sig »amieus Dam*"¹).

---

1) Bestushew havde tilbragt længere Tid i Kjøbenhavn, hvorhen han sendtes 1720 som Gesandt.

Dertil kom, at han, der med alle sine Feil dog altid var god Patriot, i høi Grad ønskede, at Storfyrsten skulle skille sig af med sin fædrene Besiddelse, fordi han frygtede for, at de fremmede Holstenere vilde komme til at regere i Rusland og at «Holsteen skulde blive Ruslands Hannover«¹). Dengang ligesom senere fremhævedes vel Kielerhavnens store Vigtighed og man havde forestillet Keiserinden, at Rusland ikke burde opgive et saa betydningsfuldt Punkt. Men Bestushew blev ikke forlegen, da han mødte denne Indvending fra Keiserindens Side, og forsikkrede hende med stor Dristighed, at «Rusland allerede havde fuldtop af Havne ved -Østersøen». Sandheden var, at. den russisko Sømagt paa lang Tid ikke havde Udsigt til at kunne maale sig i -Østersøen med den danske eller den svenske Flaade og underdisse Omstændigheder var Kielerhavn uden virkelig Betydningfor Rusland. Een Fordeel erkjendte Bestushew dog ved Holsteens Besiddelse, nemlig den Leilighed, som Rusland derved havde til at blande sig i Tydsklands Anliggender,men den kunde ligesaa fuldstamdigt opnaaes ved Besiddelsen af Oldenburg og Delmenhorst.

Disse politiske Betragtninger trængtes imidlertid i Baggrundenaf personlige Hensyn. Keiserinden var hjerteligt kjed af det holsteenske Spørgsmaal²), men, uagtet et alvorligt Ord af hende sandsynligviis vilde have gjort sin Virkning hos den stortalende men let skræmte Storfyrste, var det dog ikke muligt at fravriste hendes Magelighed dette Ord. Hos hendes Ministre og de øvrige Magthavere var Frygtenfor at lægge sig ud med Thronarvingen det Alt overveiendeHensyn, og selv Bestushews Iver naaede aldrig ud

---

1) Depesche fra Osten af 1. Febr. 1757.

2) Adskillige morsomme Yttringcr af Keisetinden i denne Retuing anfores i Lynars Staatsscbriften, I. p. 393 og 4a'2.

over heftige Taler og endeløse Intriguer, thi til afgjørende Handling manglede han Mod. Alt kom saaledes i Virkelighedentil alene at hvile paa Storfyrsten selv, og han var ikke modtagelig for Fornuftgrunde. Desto modtageligere vare derimod hans Yndlinger og Omgivelser for Penge og den danske Eegering havde heller ikke ladet det mangle paa Gaver og Lovter til dem, men hvor stor Skade de end vare istand til at gjøre ved at smigre deres Herres Had mod Danmark, besad dog ingen af dem Indflydelse nok til at vove at bekæmpe det. Kun Een kunde maaskee bringe ham paa andre Tanker og det var Storfyrstinden. Det var hende, som havde bragt Ly nars Forhandlinger til at strande, da han allerede troede at have naaet Maalet¹), og det var bekjendt, at Storfyrsten nærede den største Beundring for hendes Forstand²). Saaledes antog Osten, at Opgaven egentlig bestod i at vinde Storfyrstinden og medens Ingen tvivlede paa, at det vilde være umuligt at opnaae en Afgjorelseimod hende, haabede han desuden, at det skulde være muligt at opnaae den ved hende.

---

1) Storfyrstinden fortalte Osten, at da Lynar meddeelte Storfyrsten sit Forslag i 1750, forlangte han udtrykkelig, at det skulde holdes hemmeligt for Storfyrstinden. Det Første, Storfyrsten havde at gjore, var naturligviis at meddele hende baade Forslaget og Begjæringen, og Virkningen deraf blev, at hun betog Storfyrsten enhver Tanke om at gaae ind paa en Overenskomst, ikke saameget fordi hun var imod en saadan, thi — som hun selv sagde — hun kjendte dengang kun lidet til Spørgsmaalet, men fordi hendes Forfængelighed var krænket; see Ostens Depeschc af 25. Dec. 1759 jfr. Skrivelse til Numsen af 20. Febr. 1773, Herman ns Geschichte Ruslands, V. p. 118, Méinoires de l'linpératrice Catherine 11. publiés parA. Herzen, London, 1859, p. 139, 158 — 60, 182.

2) »Stundom siger han, at selv forstaaer han ikke Sagerne men at hans Hustru forstaaer Alt«, see Williams Depesche af 2. Oct. 1755 i La cour de Kussie, il y a cent ans, 1725—1783, p. 168, cfr. Mé"moires de Catherine, 11. p. 239.

Naturligvis var det ikke nogen ny Tanke at søge at vinde Storfyrstinden ogßer storff havde altid paalagt Gesandten i Petersborg at bestræbe sig for at behage det unge Hof, men Alt kom a« paa Graden og Maaden. Bernstorff var ikke meget tilbøielig til at indlade sig for dybt med hende og det Høieste, han ventede af hende, var, at hun ikke skulde modsætte sig en mindelig Overenskomst. »Denne unge Prindsesse», — saaledes skriver han i 1755 — »synes at besidde den Kunst at bringe alle dem, hun giver sig Mine af at raadspørge, til at tænke som hun selv men uden at hun paa sin Side nogensinde forandrer Noget i sine Anskuelser«¹). Osten derimod, ventede sig større Fordeel af hende og meente derfor ogsaa at kunne give Mere for at opnaae hendes Venskab. Det lykkedes ham virkelig at vinde hendes Fortrolighed i en ganske overordentlig Grad, men det Forhold, hvori han efterhaanden kom til Catharine, blev Vendepunktet i hans Liv og medens det er tvivlsomt, om denne Forbindelse kom til at udøve nogen videre afgjorende Indflydelse paa de senere politiske Begivenheder, er det derimod vist, at den i mange Maader blev til Skade for ham personlig. Tiden viste, at Bernstorff havde seet rigtigere end Osten.

Denne havde altid været vel seet af Storfyrstinden, men for at opnaae en saadan Stilling hos hende, som han tænkte paa, maatte han nødvendigvis sikkre sig hendes nærmeste Fortrolige. Af disse havde den engelske Gesandt, Hanbury Williams, hidtil været en Modstander af Mageskiftet og arbeidetimod det. Men saa fuldstændigt lykkedes det Osten at vinde ham, at han ved sin Afreise fra Petersborg i Efteraaret1757 optog som et særligt Punkt i den politiske Instruktion, han efter Storfyrstindens Begjæring efterlod

---

1) Bernstorffs Depesche af 18. Oct. 1755.

hende som Veiledning for hendes Handlinger, at hun snarestmuligt skulde bringe den holsteenske Sag til Ende¹). Over den glimrende og let bevægelige Grev Stanislaus Poniatowsky, der dengang repræsenterede Polen i Petersborg,forstod Osten ved Hjælp af deres Ungdomsbekjendtskabog væsentligt understøttet ved den store Agtelse, som Bernstorff fra sit tidligere Ophold i Polen havde bevarethos Czartorisky'erne, Poniatowskys Onkler, at vinde et saadant Herredomme, at han kunde skrive til Bernstorff, «at Poniatowsky arbeidede for den holsteenske Sag, som om det var hans egen«. Den tredie og vigtigste af StorfyrstindensFortrolige var endelig Storcantsleren, Alexei Bestushew, paa hvis gode Villie Osten alt længe havde kunnet stole og hvis Fortrolighed han hurtigt opnaaede i et større Omfang end han selv kunde ønske det.

Bestushew var ganske vist en betydelig Personlighed og besad gode Egenskaber, som Osten lod vederfares fuld Retfærdighed. Han havde et bestemt politisk System, der hvilede paa en rigtig Kundskab til de forskjellige Staters Interesser, og han søgte, i alt Fald hvor det ikke kom i Strid med hans personlige Fordeel, at gjennemfare sit Princip med Standhaftighed, ofte endog med Lidenskab. Men ved Siden deraf havde han ogsaa meget store Mangler. Hans Bestikkelighed og hans Tilbøielighed til endog i smaae Ting at anvende lntriguer, der idelig udsatte ham for Opdagelse, vare endda ikke saa farlige Egenskaber som hans overordentlige Indiscretion.

Det er bekjendt, at han, som tidligere havde været en afgjort Fjende afFrederikdenAnden, strax efter SyvaarskrigensUdbrudskiftede Parti og fra den Tid af gjorde Preussen alle de Tjenester, som det stod i hans Magt at

---

1) Ostens Depesche af 30. Aug. 1757.

yde. Engelske Depescher have senere oplyst den ene af Grundene til dette Omslag, at den engelske Regering nemlighavdepaataget sig at betale ham en aarlig Pension og at den preussiske Konge lovede ham en betydelig Pengesu m¹). Men Frederik den Anden angiver desuden en andenAarsagtil hans forandrede Opførsel, nemlig at BesættelsenafDresden i Efteraaret 1756 havde sat den preussiskeKongeistand til af de derværende Archiver at fremdrageBrevefra Cantsleren, der i høi Grad vilde blotstille ham²). Men det mærkelige er, at Bestushew ikke tog i Betænkning at betroe dette Forhold til den danske Gesandt og at anmode ham om, at den danske Udenrigsminister paa hans Vegne skulde meddele i Berlin, at han forpligtede sig til efter Evne at understøtte Frederik denAnden, naar denne til Gjengjæld vilde love ikke at oftentliggjore de forefundnePapire r³). Depescher fra russiske Gesandter, som indeholdt Efterretninger, der ikke stemmede med hans Planer,undertryktehan og for at sikkre sig, at deres Indberetningerkomtil at indeholde, hvad han ønskede, antydedehandem, hvad de skulde skrive, i Breve, som vel vare anonyme men hvis Forfatter de dog let kunde gjætte, eller han opdigtede Rygter, som han sørgede for, at de erfarede,forat de da ved at indberette dem skulde understøttehansForestillinger hos Keiserinden. Alle disse smaae Kunster betroede han Osten, forsaavidt han ikke endog begjærede, at denne skulde være ham behjælpelig

---

1) See Williams's Depescher af 3. Juli og 28. Sept. 1756 i La ccur de Kussie, p. 145, 149—150.

2) See Thistoire de la guerre de sept ans i Oeuvres de F rederi c le Grand, 1847, IV. p. 179. Blandt Andet havde han raadet Grev Bruhl til at forgive den russiske Resident i Warschau, Castéras, med hvem de hegge vare misfornøiede.

3) See Molzahns Depesche af Nov. 1756.

dermed, saasom naar han anmodede om, at hans anonyme Billetter til den russiske Gesandt i Kjøbenhavn maatte blive denne tilstillede gjennem Bernstorff eller at de opdigtede Rygter ved de danske Gesandtskabers Hjælp skulde komme de russiske Ministre ved fremmede Hoffer forøren. — Paa Grund af disse og lignende fortrolige Meddelelser levede han naturligvis i en bestandig Frygt for, at Ostens Breve skulde falde i den russiske Regerings Hænder. Da derfor Keiserindenenganghavde befalet, at alle de fremmede Ministres Breve skulde aabnes paa Posten og afskrives, for de afsendtes,forsenere at forsøges dechiffrerede af de dertil ansatte,megetdygtige Embedsmænd, vidste Cantsleren at faae disse Afskrifter i Hænde, før de sendtes til Dechiffrering, og tilføiede da rundtomkring i dem vilkaarlige Tal for at gjore Losningen umulig. Selvfølgelig undlod han ikke strax at underrette Osten om Keiserindens Befaling, for at denne kunde vogte sig for at skrive med Posten.

Det var nu ganske vist ret behageligt for Osten saaledes at have Bestushew i sin Magt, men dels kunde det ikko være Andet end at hans egen Værdighed maatte lide ved, at Cantsleren saa fuldstændigt aflagde sin ligeoverfoi ham, og dels laae det nær at befrygte, at den, der viste saa liden Tilbageholdenhed med sine egne Hemmeligheder, just heller ikke var den paalideligste Bevarer af Andres, saameget mere som han ikke sjeldent befandt sig i en Tilstand, der tjente til at forøge hans Aabenhjertighed.

Men endnu betænkeligere var det, at Osten ved at indkule sig i Forbindelse med Bestushew, Williams og Poniatowskypaadrog sig og den danske Regering mægtige Fjender baade iog udenfor Rusland. Cantslerens Stilling var megetusikkerog en Coalition, for hvilken Schuwalofferne og Yice-Cantsleren Woronzoff stode i Spidsen, truede ham

med et Fald, der let kunde drage alle dem med sig, som havde staaet i nærmere Forhold til ham. Fra en anden Side vogtede Frankrigs og-Østerrigs Ambassadører, THopital og Esterhazy, med mistroisk Opmærksomhed paa Ostens Forbindelser. Efterat Krigen var udbrudt, var der kun faae Hoffer, hvor det engelske og de allierede Magters Diplomati mødtes. Dette var 'imidlertid Tilfældet i Petersborg, thi vel understøttede England Preussen i dets Krig med Rusland,mendenne Hjælp ydedes i Henhold til en almindelig og før denne bestemte Krigs Udbrud afsluttet Traktat og medførte altsaa ingen umiddelbar Krigstilstand mellem EnglandogRusland. Den diplomatiske Kamp førtes derfor med stor Heftighed ved det russiske Hof og det kunde ikke nytte, at Osten i sin Egenskab af en neutral Magts Eepræsentantvildepaastaae sig Eet til at bevare et ligesaa fortroligt Forhold til den engelske Gesandt som fil de to allierede Ambassadorer. Thi om end den danske Regering havde erklæret at ville opretholde sin Neutralitet, var det dog tillige notorisk, at denne Neutralitet ikke gjorde Fordring paa at være ganske upartisk. Den var meget velvillig for Frankrig, thi Bernstorff betragtede stedse en Forbindelse mellem denne Stat og de nordiske Riger som den sikkreste og naturligste Politik,ogDanmark var desuden ved Subsidie-Traktaten af 30. Januar 1754 formelig forpligtet til at understøtte Frankrig mod England, om end Ludvig den Femtende paa Grund af Omstændighederne havde givet Afkald paa Danmarks Understøttelse under denne Krig. Derimod var den danske Neutralitet kjolig imod Preussen, der altid viste sig som en hensynsløs Nabo og endmere kunde blive det i Fremtiden. Hvad England endelig angik, var Stillingen spændt og nærmede sig ikke lidet til en bevæbnet Neutralitet,somunder givne Forhold hurtigt kunde gaae over til

en Krigstilstand. Dette gjaldt imidlertid kun England, ikke derimod det engelske Kongehuus og endnu mindre Hannover;jacobitiskePlaner fandt derfor altid en bestemt Modstandiden danske Regering, og hver Gang Bernstorff skimtede en Mulighed til at neutralisere Hannover, var han altid rede til at paatage sig den utaknemlige Mæglerrolle.

Det var derfor Frankrig og østerrig, paa hvis diplomatiske Understøttelse Danmark alene kunde regne med Hensyn til den holsteenske Forhandling, og de danske Gesandter havde i den Anledning en almindelig Ordre til overalt at stille sig vel med disse Landes Repræsentanter og at undgaae Alt, der kunde give dem Mistro til vore Hensigter. Men det var netop det, som Osten udsatte Regeringen for, og det ikke blot ved at nærme sig den engelske Gesandt. Ogsaa Poniatowsky var knyttet til England ikke alene ved sin personlige Forbindelse med Williams, hvis Secretair han havde været, men ogsaa ved den czartoriskyske- Familiepolitik. Selv Bestushews Venskab gjorde Osten mistænkelig hos Ambassadørerne, dor anede Cantslerens Forhold til England og Preussen, om de end ikke havde Beviserne derfor ihænde. Det var umuligt for Osten at overtyde dem om, at han kun arbeidede for den holsteenske Sag, og al Aabenhed fra hans Side vilde Intet have udrettet. Han skjulte derfor sine Forbindelser og søgte med en overordentlig Kunst og Smidighed at holde det gaaende til alle Sider. Det lykkedes ham at dølge sit Forhold til William s, men det Samme lod sig ikke gjøre med Hensyn til Poniatowsky ogßestushewog den nærmeste Virkning heraf var, at THopital stadigt førte Klage over ham i Paris og saaledes lagde den første Grund til det Vanrygte for Underfundighed, hvori Osten efterhaanden kom.

Der var endnu en anden Übehagelighed, som opstod

af Forbindelsen med Bestushew. Osten maatte af al Kraft forsvare de danske Finantser imod de dybe Greb, som Cantslerenvarvant til at gjøre i fremmede Magters Kasser til Fordeel for sig og sine Venner. For sit eget Vedkommende lod han sig imidlertid dennegang nøie med Løfter. Derimodvildehan, at den danske Begering strax skulde betalePoniatowskyen betydelig Pengesum, men dette afværgede Osten med den Forsikkring, at Poniatowsky vilde føle sig krænket ved at modtage Penge. Derimod var det umuligt at nægte at understøtte Storfyrstinden. Med en Apanage af 30,000 Rubler var hun ikke istand til at, optræde som det behøvedes i Rusland, end sige paa en Maade, der svarede til hendes Tilbøielighed, og hendes og Storfyrstens Credit var saaledes udtomt, at de ikke kunde faae yderligere Laan i Petersborg. Bestushew havde derfor tænkt paa at forbedre Storfyrstindens FinantstilstandvedHjælp af Danmark. Han foreslog i den AnledningBernstorffat sikkre sig hendes Understøttelse ved at forære hende 100,000 Rubler, og Bernstorff lovede virkeligtdenneSum men med den forsigtige Indskrænkning, at den først skulde betales, naar Traktaten var undertegnet. Storfyrstindenerklæredeimidlertid, «at hun ikke kunde modtage nogen Betaling for at bringe Mageskiftet istand, thi hun vilde kun anbefale det, forsaavidt det maatte være gavnligt for Storfyrsten, og han vikle sikkert sørge for hende i enhverHenseende,saa at hun ikke behøvede at modtage GaverafAndre«. Men det viste sig snart, at hun ikke havde den samme Ulyst til at modtage Laan, og Osten anmodedesgjennemBestushew om at forstrække hende med en temmelig betydelig Sum, for hvilken hun udstedte en formelig Forskrivning. Bernstorff fandt sig deri for denne Gang, da han erkjendte, at det nye Venskab maatte medføre nye Pligter,

men hvad han isærdeleshcd frygtede for, indtraf ganske rigtigt, thi neppc var det forste Laan godkjendt af ham, før der kom Begjæring om et nyt af samme Størrelse. Afslog han disse Begjæringer, maatte han frygte for at gjøre sig StorfyrstindentilFjende og komme i et meget slettere Forhold til hende, end om han aldrig havde nærmet sig hende, og opfyldte han dem, aabnede der sig en Udsigt for ham til en endoles Kække af lidet fordeelagtige Pengeforretninger, thi ligesaa sparsom Catharine blev som Keiserinde, ligesaa ødsel var hun som Storfyrstinde. Osten trøstede sig og Kegeringen med, at det dog igrunden var et Tegn paaTillid,athun foretrak at henvende sig til den istedetfor til nogenandenMagt: denne Glæde vilde have lidt et Skaar, hvis han havde vidst, at hun siden 1756 modtog 20,000 Ducater om Aaret af England¹). Bernstorff bestemte sig til endnu engang at betale, men Osten instrueredes til at lade forstaae, at yderligere Begjæringer vilde for det Første være frugteslese.

Endelig var Osten imidlertid naaet saavidt, at han kunde begynde at arbeide paa sit egentlige Formaal. Han havde to Veie for sig, som begge samtidigt maatte forsøges, den officielle og den hemmelige, men det gjaldt om, at den ene af hans Bundsforvante ikke erfarede, at han støttede sig til den anden, thi saa spændt var Forholdet, at Ambassadørerneutvivlsomt vilde trække sig tilbage, saasnart de fik Mistanke om, at der var nogen Forbindelse mellem ham og Storfyrstinden, og hun paa sin Side nærede en altforlidenskabeligUvillie, navnlig mod l'Hopital, til at hun skulde kunne forsone sig med den Tanke i nogen Sag at

---

1) See Williams's Depesche af 3. Juli 1756 i La cour de Russie, p. 145.

arbeide til samme Maal som han. Denne Vanskelighed var dog ikke uovervindelig for Osten, som ypperligt forstod den Kunst paa samme Tid at lade modstridende Kræfter virke, uden at de nogensinde stødte sammen.

Medl'Hopital ogEsterhazy var han bleven enig om, at disse skulde overlevere et Memorandum, samtidigt med at han begjærede et endeligt Svar af Keiserinden om, hvad hun vilde gjøre i den holsteenske Sag. Men da det kom til Udførelsen, havde først den ene og derpaa den anden af Ambassadørerne Betænkeligheder. Sagen var, at de paa samme Tid ogsaa havde andre Forhandlinger at drive, som de frygtede for at skade ved at gjøre et bestemt Skridt i det holsteenske Spergsmaal, der altid dog kun havde en underordnet Interesse for deres Begeringer, men fremfor Alt, at deres Instruktioner løde paa, at de skulde undgaae, hvad der kunde være Keiserinden übehageligt¹), og det antoges, at hun i Virkeligheden ikke ønskede, at Storfyrsten ved et Forlig med Danmark skulde komme i en bedre oeconomisk Stilling, som kunde gjøre ham mere uafhængig af hende.

Ikke bedre gik det med Forhandlingerne gjennem Storfyrstinden.I Marts 1757 naaede Osten endelig saavidt, at hun personlig meddeelte ham de Betingelser, paa hvilke hun var villig til at arbeide for et Forlig. Hun forlangte 1) Oldenborg og Delmenhorst, 2) at hele den holsteenske Gjæld skulde overtages af Danmark, uden at nogen Sum begrændsede denne Forpligtelse, hvis Omfang var überegnelig,da Ingen kjendte Størrelsen af Gjælden, og endelig 3) at Danmark desforuden skulde contant betale 1\« Million

---

1) See Instruktion forßreteuil i Flassan: l'histoire de la diplomatie francjaise, Paris 1811, vol. VI, p. 201.

Daler. 1 1750, da man var nær ved en Overeenskomst, havde den danske Kegjering kun tilbudt, foruden Grevskaberne,en Sum af 11/«I¹/« Million til Gjældens Betaling og intet Mere. Der kunde saaledes ikke være Tale om at gaae ind paa disse nye Betingelser, og om Storfyrstinden end lod forstaae, at hun efter Omstændighederne kunde være villig til at slaae Noget af paa sine Fordringer, var det dog utvivlsomt,at hun vilde fastholde Begjæringen om en betydelig contant Udbetaling foruden Overtagelsen af Gjælden; thi hendes Interesse i Sagen bestod væsentligt i at faae en Pengesum i Hænde, som muligviis kunde blive nødvendig for at sikkre hende og Storfyrsten Thronen efter Elisabel h s Død. Senere indgav Andre hende den Tanke, at Danmarki Forbindelse med Grevskaberne tillige skulde tilbyde Ostfriesland, som de franske Tropper havde frataget Preussen,og da hun endelig indsaae, at det ikke stod i Danmarks Magt at opfylde denne Fordring, var det umuligt at bringe Storfyrsten til at opgive den, thi uagtet alle Ostens Bestræbelserhavde hun allerede talt til ham derom.

Saaledes var Ostens Forsog altsaa fuldstændigt mislykketbaade paa den ene og den anden Maade, og idetmindste foreløbig havde den Forbindelse, som han med saa stort Arbeide havde knyttet med Storfyrstinden, ikke ført til det gunstige Resultat, han havde haabet. Men ikke nok dermed. Det Herredømme, som Catharin e hidtil havde besiddet over Storfyrsten"og hvorpaa Osten havde bygget hele sin Plan, var, navnlig efter at hun forgjæves havde forsøgt paa at styrte hans uværdige Yndling, Holsteneren Brockdorff, bleven afløst af Ligegyldighed og Had fra hans Side. Efterhaanden antogdesuden hendes hele Stilling en saadan Charakteer, at enhver nærmere Forbindelse med hende, navnlig for en

fremmed Gesandt, der var saa vanskeligt stillet som Osten,
maatte medføre de største Farer.

Paa den ene Side tilsidesatte hun al Forsigtighed i sit Forhold til Poniatowsky, som snart var bekjendt i hele Europa. Hun sparede intet Middel for at hindre hans Tilbagekaldelse fra Petersborg og i lang Tid lykkedes det hende ogsaa at trodse Keiserinden og de fremmede Hofter, som i Warschau forlangte hans Fjernelse. Det var iøvrigt langtfra, at Osten i denne Sag spillede den lidet sømmelige Rolle, som Reverdil tillægger ham. Han siger udtrykkelig i sine Indberetninger, at han med Forsigtighed undgik enhver fortrolig Meddelelse om dette Forhold. Naturligvis kjendte han det, men han lod, som om han var uvidende derom, og selv Poniatowsky og Bestushew troede, at han Intet vidste deraf¹). Den Medvirkning, som Keverdil tilskriver Osten og hans Secretair, ydedes i Virkeligheden af den engelske Consul Wrougton-) og samtidige Beretretninger nævne aldrig Osten i denne Sag.

Paa den anden Side indlod hun sig med Bestushew i Planer af meget betænkelig Natur. Hun kunde ikke længerehaabe, at det vilde blive hende, der kom til at føre Kegeringen,naar Storfyrsten besteg Thronen, tvertimod maatte hun vente paa en eller anden Maade at blive fjærnet, og hun vilde ikke roligt underkaste sig en saadan Skjæbne. Men hvori hendes og Bestushews Planer egentlig bestod, har hidtil været übekjendt. Snart har det været paastaaet, at de gik ud paa at støde Keiserinden fra Thronen, snart

---

1) See Depesche af 13. Marts 1758.

2) See La cour de Russie p. 170. Andtrledes bercttes Sagen i Memoires de Catherine II p. 243 fgd., hvor Leon Narischkine naevnes som den egentlige Mellemmand, idetmindste i Bcgyndelsen.

at Meningen var, naar hun døde, at føre Eegeringen, med Tilsidesættelse af Peter, over paa Storfyrst Paul under CatharinesFormynderska b¹). Men den rette Sammenhæng dermed fremgaaer vistnok af en Beretning fra Osten, i hvilken han siger₂), «at Catharine paastod at have Rettighedertil Thronen, uafhængigt af sit Ægteskab, idet hun var erklæret for Storfyrstinde nogen Tid før sit Bryllup, og at Bestushew ofte havde sagt ham, at hun ved denne Erklæring havde vundet Rettigheder, der kaldte hende til Thronen, umiddelbart efter hendes Ægtefælle og fremfor hendes Son u'⁷). Osten saae i disse Yttringer et utvivlsomt Bevis for, at der var «lagt en Plan, som Tiden og Begivenhederneengang vilde udvikle«. Det viser sig saaledes, at Catharine allerede dengang tænkte paa, hvad hun senere udførte, og at naar hun efter Peters Fald besteg Thronen med Tilsidesættelse af sin Søn, havde hun en statsretlig Begrundelse af dette Skridt paa rede Haand, der sandsynligvisvilde være kommet frem, hvis det havde været nødvendigt.

Men medens hun og Bestushew aftalte disse Planer, som Cantsleren formodentlig behandlede med sin sædvanlige Indiscretion, havde ogsaa hans Fjender arbeidet. De to Ambassadører havde forenet sig med Schuwalofferne og Woronzoff og med Storfyrstens Hjælp var det endelig lykkedes dem at styrte Bestushew hos Keiserinden. Den 25de Februar 1758 fængsledes han som anklaget for Høiforræderie.

---

1) Pee La cour de Kussie p. 156 og Hermann's Geschichte des russischen Staats V p. 145-147 cfr. p. 137.

2) See Depesche af 26. Jan. 1758

3) Efter Memoires de Catherine II p. 315 var Meningen den, kun at Catharine skulde vaere Peter 3dies Medregent.

2.

Denne Begivenhed kom forsaavidt ikke Osten uventet, som han allerede i længere Tid havde seet, at et Uveir trak sammen over Cantsleren. Men han havde haabet, at det ogsaa dennegang skulde lykkes Bestushew at redde sig, og i alt Fald havde han ikke troet, at Faren var saa nær. For imidlertid at være forberedt paa Alt havde han skrevet til Bernstorff, at det vilde være rigtigst i Tide at sikkre sig en Forbindelse i den modsatte Leir, uden dog derfor at støde de hidtilværende Venner, og han havde derfor bedt om, at der maattc blive ham tilstillet en Depesche, hvori Kongens særdeles Tillid og Agtelse for Woronzoff fremhævedes og som han kunde vise denne¹). Men forinden denne Begjæring kunde opfyldes, var Bes tushew allerede faldet.

Osten bedømte rigtigt den Fare, som denne Begivenhed medførte for ham selv. Det var ikke blot mod Cantsleren, at Slaget var rettet, ogsaa Storfyrstinden var truet, thi deels indsaae Bestushews Fjender, at det vilde være dem lettere at gjennemføre hans Fald hos Keiserinden, naar de fremdrog hans Forbindelse med Catharine og de Planer, som man havde Grund til at antage, at hun havde lagt i Forening med ham, dels forudsaae de ogsaa, at, hvis hun skaanedes, vilde hun ikke undlade at benytte den forste Leilighed, der bed sig, til at hævne Cantsleren. Der taltes derfor allerede om at sætte hende i et Kloster eller paa anden Maade at gjøre hende uskadelig.

Vel var det kun lidet sandsynligt, at en Undersogelse
af Ostens Forhold i og for sig vilde tjene til at oplyse nogetVæsentligt
imod ham, thi han havde altid tænkt sig, at

---

1) See Ostens Depescbe af 2-1. Febr 1758.

noget Saadant kunde skee, og derfor indrettet sig derpaa. Han havde hverken givet noget Skriftligt fra sig eller betroetsig til nogen Mellemmand, og han kunde med Sandhedsige, «at han aldrig havde søgt Cantsleren i noget Anliggende, der ikke vedrørte de danske Interesser, og naar denne havde omtalt andre Sager til ham, havde han indskrænketsig til at høre derpaa og kun svaret i almindelige Udtryk." Hvad der vilde kunne anføres imod ham, indskrænkedesig til, at Cantsleren altid havde udtalt sig paa en meget anerkjendende Maade om ham, samt at han havde forstrakt Storfyrstinden med Laan, men hvis dette sidste var en Feil, var denne i alt Fald af en saa behagelig og tiltalende Natur, at neppe Nogen vilde gjøre ham den til en Brøde og derved afskrække Andre i Fremtiden fra at vise sig ligesaa gavmilde.

Men selv om der ikke fremkom noget Bestemt imod ham. indsaae han dog godt, at hans Stilling vilde blive meget vanskelig, hvis Cantsleren og isærdeleshed hvis ogsaa Storfyrstinden faldt, og at det rigtigste derfor var, at han blev kaldt tilbage, for at hans Eftermand med fuld Frihed kunde vælge de Forbindelser, som under de forandrede Forhold vare gavnligst for de danske Interesser. Han henstillede derfor ogsaa til Berns tor ff at vælge denne Udvei, men forudsaae tillige, at Begeringen neppe kunde gjøre dette strax uden at faae Udseende af at erkjende sig selv eller i alt Fald sin Gesandt for skyldig i, hvad Rygtet maatte finde paa at anklage ham for. Forelobig var der saaledes intet Andet at gjøre end at tage Stillingen, som den var, og at søge at bringe det bedst Mulige ud af den: det var dog altid tænkeligt, at han med lidt Behændighed kunde vende den til sin Fordeel. For Øieblikket gjaldt det nærmest om at vælge sin Holdning med Sikkerhed og Takt.

Paa den ene Side «vilde det være ærelost at forlade gamle Venner, som idetmindste havde beviist deres gode Villie»- Det vilde dernæst være overilet, thi om Spillet end stod daarligt for Storfyrstinden, var det dog langtfra endnu tabt. Hun havde for det Første sig selv og sin bestemteog energiske Charakteer at stole paa. Istedetfor at trække sig tilbage som overvunden, viste hun sig tvertimod Dagen efter Cantslerens Fængsling ved en stor Hoffest og «hendes stolte og selvbevidste Optræden imponerede hendes Modstandere saaledes, at hun foraarsagede dem ligesaa me- Uro som de havde foraarsaget hendes Venner«'). Endvidere vedbleve de 2 Rasumoffsky'er, saavel Keiserindens Favorit som hans Broder, Hetmannen, at være hende hengivne. Men endelig var der deL Eiendomraelige ved hendes Stilling, at hvis det ikke lykkedes S chuwalofferne fuldstændigt at styrte hende, maatte de for deres egen fremtidige Sikkerhed vælge det modsatte Parti og søge at kjobe hendes Tilgivelse og Venskab for enhver Priis. Osten havde erfaret, at Planen om at sætte hende i et Kloster ikke havde fundet Bifald, og han havde af forskjellige Tegn sluttet, at S c h u w a 1 o ff e r n e allerede vare betænkte paa at forberede den ovenfor omtalte Vending. Der viste sig altsaa en Udsigt til, at Storfyrstindenikke alene kunde drage sig ud af de Vanskeligheder, som omgave hende, men endog tilsidst vilde blive fuldstændigHerre over Stillingen. Paa den anden Side vilde det naturligvis være meget uklogt altfor trygt at stole paa en saadan Vending, som afhang af mange uforudselige Omstændigheder,og han maatte derfor indtil videre omhyggeligtundgaae at vise sig som en Tilhænger af Bestushew og at støde det Parti, der i alt Fald for Tiden havde Overvægten.Den

---

1) Soe Ostens Depesche af 3. Marts 1758 cfr. M<?moires de Cather ine II p. 313 fgd.

vægten.Denrette Mellemvei blev herefter «at søge at
stille sig godt med det seirrige Parti men uden at dette
dog skeete paa de Overvundnes Bekostning«i).

Med tilsyneladende Tryghed betragtede Osten altsaa,hvad der foregik, som om det ikke vedrørte ham mere end enhver anden Tilskuer. Som han havde forudseet,forsømte Schuwaloff ikke Leiligheden til at søge at styrte ham, og Undersøgelsescommissionen fik Ordre til at anstille de neieste Efterforskninger for at opdageNoget, der kunde lægges ham til Last og give Paaskudtil at begjære hans Fjernelse²). Men trods alle Bestræbelserkunde de Intet oplyse imod ham. Med stor Aandsnærværelse undgik han ligeledes de Farer, som falske eller taktløse Venner beredte ham. Nogle Dage efter CantslerensFald spiste han hos den franske Ambassadør. Denne tog ham tilside og sagde ham, at hans hyppige Besøg hos Bestushew, de Lovtaler, denne havde holdt over ham, og hansVenskabsf'orbindelse med Poniatowsky havde fremkaldt en stærk Mistanke imod ham, saameget mere som det troedes, at det var efter Cantslerens Anmodning, at han i sin Tid var blevet udnævnt til Gesandt i Petersborg. Han vilde derfor som Ven raade Osten til, uden at tabe et øieblik, at begive sig til Vice - Cantsleren for at forekomme Følgerne af denne Mistanke. Ostens Svar var, at han ikke kunde nedværdige sig til at søge nogen Forklaring med Vice- Cantsleren, thi han havde Intet foretaget, der behøvede nogen Ketfærdiggjørelse, og han havde ingensinde givet sig af med andre Anliggender end dem, der vedrørte hans Hof og hans Embedsstilling. Var der Noget at berigtige i Vice- Cantslerens Dom om hans Opførsel, saa antog han, at

---

1) See Ostens Depesche af 13. Marts 1758.

2) See Ostens Depesche af 30. Jan. 1761.

l'Hopital, der kjendte hans Handlinger og reprøsenterede en, Danmark venskabelig Regering, vilde ansee det for sin Pligt at fjerne en saadan Misforstaaelse¹). Virkningen af denne sikkre Holdning udeblev ikke. Woronzoff gjorde selv det forste Skridt til at forsikkre Osten om sit Venskab for Danmarkog dets Gesandt i Rusland, og Esterhazy og snart ogsaal'Hopital, der var skamfuld over det slette Raad, som han havde givet, gjorde deres Bedste for at fjerne enhver Mistanke, der endnu kunde hvile paa Osten.

Efterhaanden toge Begivenhederne den af ham forudsete, for Storfyrstinden gunstigere Vending. Vel stod Bestushew ikke til at redde og navnlig forværrede han sin Sag ved med den største Frækhed at benegte beviste Kjendsgjerninger.Saaledes tilbed han endog at tage den hellige Nadvere paa, at han ikke havde begjært en polsk Orden for en holsteensk Embedsmand, Baron Stampke, uagtet Commissairernevare istand til at fremlægge det egenhændige Brev, som han i den Anledning havde sendt til den polske Regering²). Men desto vigtigere var det, at Anklagen mod ham stedse bestemtere trak sig bort fra Storfyrstinden. Hun vedblev at opføre sig med stor Klogskab og Ostens Raad havde en ikke ringe Deel deri. Navnlig var det ham, som lagde Baand paa hendes Heftighed og raadede hende til «uden Betænkning at tage imod alle dem, der virkelig vilde forsone sig med hende og hjelpe hende til at beskytte hendes tidligere Venner». Alt kom imidlertid an paa at forsone Keiserinden og endelig lykkedes d<?t Catharine at opnaae en Samtale med hende. I denne Sammenkomst, ved hvilkenStorfyrsten var tilstæde, kastede hun sig for KeiserindensFødder og bad om Tilladelse til at turde forlade

---

1) See Ostens Depesche af 1.3. Marts 1758.

2) See Osteus Depesche af 7. April 1758.

Rusland og leve hos sin Moder, «hun vilde gjerne samtykke i, at man gav Storfyrsten en anden Gemalinde, naar det kun tillodes hende at tilbringe den Levetid, hun endnu havde tilbage, iet andet Land». Dette Sprog og Catharines hele Optræden passede saa lidet til den Forestilling, som Keiserinden havde gjort sig om hendes Ærgjærrighed og Stolthed, at hun glemte sin Mistro til hende. Hun lovede sin Tilgivelse og tilføiede, at hun vilde have en længere Samtale med Storfyrstinden i Eenrum. Catharine havde spillet sin Rolle beundringsværdigt men hun havde ogsaa kunnet aftale den med Keiserindens Skriftefader, hvis mægtigeUnderstøttelse hun havde sikkret sig gjennem Rasumoffsk y¹).

Allerede var Stillingen saaledes forandret til Catharines Fordeel, at Schuwaloff e rne begyndte at ydmyge sig og tilbedehende deres Tjeneste. Men hun vilde ikke lade sig noie med en halv Seier og da den udførligere Samtale med Keiserinden udeblev, bevarede hun fremdeles standhaftigtden Holdning, hun havde indtaget, vedblev sit ønske om at maatte forlade Rusland og nægtede at forsone sig med Storfyrsten, medmindre det skeete under Keiserindens Mægling og Forsikkring. Paa denne Maade lykkedes det hende endelig at opnaae den afgj ørende Samtale med Keiserinden. »Uden at bebreide Catharine Noget, lod Keiserindensig nøie med at gjøre hende nogle Spørgsmaal, som angik hendes Forbindelse med Poniatowsky. Storfyrstinden benægtede Intet men gav for at undskylde sig en rørende Fremstilling af sin sørgelige Stilling i Ægteskabet med

---

1) See Ostens Depesche af 25. Apr. 1758, cfr. Keiths Depesche af 28. Apr. i la cour de Russie p. 176. See ogsaa Memoires de Catherine II p. 334, hvorefter Aftalen mcd Skriftefaderen skeete paa en auden Miiade.

Storfyrsten. Denne Beretning, som hun aflagde med stor Ydmyghed og idet hun med Behændighed vidste at indblandepassende Smigrerier, rørte Keiserinden saaledes, at hun ikke kunde tilbageholde sine Taarer, og hun lovede Storfyrstinden evig Forglemmelse af Alt, hvad der var foregaaet,samt paatog sig at forsone hende med Storfyrsten og at serge for, at hun for Fremtiden blev bedre behandlet; hun skulde faae et af sine Børn tilbage og der skulde blive viist Mildhed mod de Ulykkelige, som nu led for hende«¹),

Saaledes var Catharine altsaa forligt med Keiserinden, og hun havde vundet en Stilling hos denne, som hun aldrigtilforn havde havt. Keiserinden behandlede hende med en næsten moderlig Omhu, og viste hende baade i HoffetsNærværelse og i Eenrum al den Velvillie, som laae i hendes Natur. Men det var næsten ligesaa vigtigt for Catharineat forsones med Storfyrsten og at gjenvinde det Herredømme over ham, uden hvilket hun ingen Sikkerhed havde for Fremtiden, og det viste sig snart, at Keiserinden ikke ilede med at opfylde denne Deel af sit Lovte, som hun i det Hele taget altid ønskede at udsætte, hvad hun frygtede for at have Uleilighed af. Catharine tog da selv Sagen i sin Haand og valgte den eiendorrmelige Vei at sikkre sig Storfyrstens Elskerinde, Frøken Woronzoff. Ved Foræringer og ved Løftet om en aarlig Pension lykkedes det hende at vinde denne Dame, der hverken udmærkede sig ved Skjønhed eller ved Aandrighed men til Gjengjæld var en godmodig og medgjexlig Person. Virkningen udeblev ikke, thi Storfyrsten, der tidligere havde været skinsyg paa Poniatowsky og paa enhverMaadehavde bestræbt sig for at opnaae hans Tilbagekaldelse af den polske Eegering, viste

---

1) See Ostens Depesche af 7. Juni 1758.

nu paa eengang ligesaa stor Iver for at beholde ham i Petersborg.Denne gjensidige Overbærenhed fik et endnu bestemtere Udtryk ved en Begivenhed, der kom til at have betydelige Følger.

Poniatowsky befandt sig paa Peterhoff hos Prinds Carl af Saehsen, der aflagde et Besøg hos Keiserinden, og Storfyrstindenbeboede Oranienbaum. En Nat, da Poniatowsky som sædvanligt begav sig til sidstnævnte Slot i en lukket Vogn, niedte han paa Veien Storfyrsten, som fik det ulykkeligeIndfald at ville see Skrædderen, der efter Kudskens Sigende befandt sig i Vognen. Da Storfyrsten gjenkjendte Poniatowsky under Forklædningen, blev han i første Oicblikmeget forbittret men beroligedes snart af sin Elskerindesaa fuldstændigt, at denne Begivenhed netop blev Anledning til en udtrykkeligere Overeenskomst mellem Ægtefolkene. »'Betingelserne vare af en meget usædvanlig Beskaffenhed mellom Mand og Kone, thi han ikke alene samtykkede i, at hun vedblev at see Poniatowsky, men lovede endog at lette hende Midlerne dertil og hun forpligtedesig til Gjengjæld til at yde sin Gemal og Frøken "Woronzoff samme Tjeneste«¹). Men dette Eventyr var blevet bekjendt og havde formodentlig ved Schuwaloffs Hjælp naaet til Keiserindens øren. Hun blev meget vred paa Storfyrsten og Storfyrstinden og, da hun allerede iforveienvar ugunstigt stemt mod Poniatowsky, befalede hun nu, at han ufortovet skulde forlade Hoffet. Keiserindens Vrede var iovrigt, efter hvad hun selv erklærede til Catharine, især fremkaldt ved «at Poniatowsky ikke var rettroende«. En ligesaa væsentlig Grund laae dog rimeligvis hos Schuwaloff,thi uagtet han altid gav sig Mine af i enhver Henseendekun

---

1) See Ostens Depescher at" 18. og 21. Juli 1758, cfr. Hermann'« Geschiclite Ruslands V p. 154.

seendekunat have til Formaal at behage Storfyrstinden, medførte dog netop denne Bestræbelse, at han tillige ønskedeat fjerne enhver Medbeiler til hendes Gunst, og Osten fandt det ikke usandsynligt, at han haabede at fortrænge P o n i a t o w s k y for da hos Storfyrstinden at indtage den samme Plads, som han havde hos Keiserinden.

Denne Begivenhed havde meget vigtige Følger for Osten og bragte ham ind i en Stilling, som neppe nogen Gesandt før eller efter ham har befundet sig i. Gjennem Poniatowsky modtog han nemlig en Anmodning fra Storfyrstinden om for Fremtiden at understette hende med sine Raad, som hun lovede altid at ville følge, og desuden om at besørge den hemmelige Brevvexling, som hun agtede at vedligeholde med Poniatowsky. Denne Brevvexling skulde foregaae dels ved direkte Breve, der sendtes og modtoges af Osten, dels ved at denne i et særeget Chiffer tilskrev Poniatowsky, hvad Storfyrstinden meddeelte ham til Besørgelse, og omvendt underrettede hende om, hvad P o n i a t o w s k y anmodede ham om at bringe videre til Storfyrstinden¹).

De Fordele, der vare forbundne med at opfylde denne Anmodning, vare øiensynligt meget betydelige. Osten vilde derved sikkre den danske Regering Catharines Venskab og sættes istand til i en væsentlig Grad at kunne indvirke paa hendes Beslutninger, men desuden opnaaede han at faae paalidelig Kundskab om Alt, hvad der foregik af Vigtighed ved det russiske Hof. Farerne vare imidlertid ikke mindre fremtrædende. Storfyrstindens Planer kunde efter Omstændighederneantage en statsfarlig Charakteer, og Brevvexlingen med Poniatowsky var saameget mere udsat for Opdagelse, som det laae nær at formode, at en saadan fandt Sted, og navnlig 4

---

1) See Ostens Depesehe af 8. Aug. 1758.

vilde Schuwaloff neppe undlade at anvende ethvert Middel
for at erfare, ad hvilken Vei den gik, og opdagedes Ostens
Medvirkning, var han utvivlsomt fortabt.

Disse Vanskeligheder afskrækkede imidlertid ikke Osten, fordi han mere end nogen Anden besad den fornødneForsigtighed og Aandsnærværelse til at overvinde dem. Han bad altsaa Bernstorff om Tilladelse til at gaae ind paa Opfordringen og fik den, naturligvis paa egen Risiko,idet Regeringen maatte være udenfor Sagen, hvis den opdagedes. I mere end 2 Aar fortsatte han nu dette fortroligeForhold til Storfyrstinden. Correspondancen med Poniatowskygik igjennem den danske Resident i Warschau, Ku ur, og Poniatowsky maatte forpligte sig til aldrig at skrive direkte med Posten. Det charakteriserer Osten godt, at han i længere Tid gjorde Schuwaloff tryg derved, at han lod Storfyrstinden bede denne om at være Mellemmand for en Brevvexling, som hun under Tausheds Løfte vilde betroe ham, at hun havde aftalt med Poniatowsky.Han gik med største Iver i Fælden og besørgede nu en Correspondance, der Intet indeholdt, medens den virkelige Forbindelse uforstyrret gik for siggjennem Osten¹). Naturligvis kunde denne ikke, uden at vække Opsigt, søge en Samtale med Storfyrstinden hver Gang, hun ønskede hans Raad, hvad der meget hyppigt skeete. Denne Forbindelsemaatte altsaa ogsaa foregaae skriftligt, hvorved Faren for Opdagelse betydeligt forøgedes. Der forlob neppe nogen Dag, i hvilken Osten ikke modtog og maatte besvare et Brev fra Catharine, thi hun besad en usædvanlig Evne

---

1) Den ellers saa vel underrettede sachsiske Resident Prasse var meget fornøiet over at have opdaget, at Brevvexliugen foregik gjennem Schuwaloff, see hans Depesche af 28. Nov. 1758 i Hermann's Geschichte V. p. 231.

til at skrive og med sin overordentlige Aandslivlighed havde hun idelig nye Ideer, om hvilke hun vilde vide hans Menin g₁). De vare ofte af den Beskaffenhed, at han maatte gjendrive dein, og dette maatte gjeres med stor Takt, for ikke at krænke hendes Forfængelighed, og i en smagfuld Form, for ikke at stade hendes meget udviklede literære Sands. Det var derfor ogsaa i denne Henseende et meget besværligt Hverv, Osten havde paataget sig og som kun meget Faa vilde have været istand til at udføre, og med Føie anbefalede han sin Efterfølger, Grev Haxthausen, da denne 1761 afløste ham, ikke at overtage denne Arv efter ham.

Catharine havde ingen Grund til at fortryde, at hun havde valgt Osten til sin betroede Mand, thi han raadede hende godt. Selv var hun paa denne Tid væsentligt optagetaf den ene Tanke, hvorledes hun skulde faae Poniatowskytilbage. Hun levede kun i Erindringen om ham, og da hendes øvrige Stilling desuden i det Hele var tilfredsstillende,var hun ikke tilbaielig til at indlade sig paa farlige Planer, om hun end naturligvis stundom til Osten udtrykte sin Utaalmodighed efter at bestige Thronen. Men Fristelsen kom fra Bestushew. Hans Proces trak i Langdrag,saa at den forst blev afgjort i April 1759, og han havde fundet Midler til at sætte sig i Forbindelse med Storfyrstinden.Fortvivlet "og drevet frem ved Bevidstheden om, at han rimeligviis Intet havde at tabe, sogte han at vinde hende for de vildeste Planer om Oprør og Revolution; men Osten afviste paa Storfyrstindens Vegne engang for alle disse Forslag paa en saa eftertrykkelig Maade. at han

---

1) See Ostens Depesche af 13. Mai 1701.

ikke vovede at fornye dem¹). Med Storfyrsten raadede Osten hende stadigt til af al Magt at vedligeholde det gode Forhold, og i Almindelighed anbefalede han hende Ingen at stode fra sig og ikke af personligt Nag at forfølge Nogen. Fra sin Side viste hun ham fuldkommen Tillid. Han læste hendes Breve, endog dem, som Schuwaloff tilskrevhende for at indsmigre sig. Saasnart hun erfarede Noget, der kunde interessere den danske Kegering, meddeeltehun ham det strax, og den samme Tillid overførte hun paa Bernstorff, til hvem hun henvendte sig i Forhold,i hvilke hun ikke vilde betroe sig til nogen Anden. Saaledes vedligeholdt hun gjennein ham Forbindelsen med sin Moder, der paa den senere Tid førte et omflakkende Liv i Frankrig, hvor hun sandsynligvis var hemmelig gift med en Eventyrer. Sin Erkjendtlighed mod Osten viste hun blandt Andet ogsaa ved, ham uafvidende, at begjære hos Bernstorff, at han skulde udnævnes til Ambassader, men saasnart Osten fik Kundskab om dette Skridt af hende, skrev han strax til Bernstorff og gjorde selv opmærksom paa alle de Grunde, som modsatte sig Opfyldelsen af StorfyrstindensØnske.

Det synes ikke, at Catharine vandt det Herredomme over Osten, som hun ellers hurtigt opnaaede over dem, der kom i nærmere Forhold til hende. Hvor naturligt det end havde været, om han efterhaa*nden havde fattet nogen personlig Interesse for sin Myndling og var blevet rørt over den Tillid, som hun viste ham, tyder dog intet Spor hen derpaa, og da Bernstorff engang havde yttret en saadan Formodning, forsikkrede han «paa sin Ære, at han ikke nærede videre Iver for Storfyrstinden end forsaavidt

---

1) See Ostens Depesche af 27. Marts 1759.

hun kunde og vilde fremme Kongens Interesser«ⁱ). Hans Eaad til hende kom derfor aldrig i Strid med, hvad der var den danske Regering gavnligst; han indberettede uden Undtagelse Alt, hvad han erfarede af Vigtighed ved Hjælp af Brevvexlingen mellem de To, og hvis den ene meddeelte Noget, som Osten fandt det nyttigt, at den anden ikke fik at vide, betænkte han sig ikke paa uden videre at undertrykkedet. Hvad man end iøvrigt vil damme om denne Ostens Opfatning af Forholdet, maa det i alt Fald erkjendes,at den danske Regering paa denne Maade opnaaede at være vel underrettet, og det neie Kjendskab, som Osten erhvervede til Storfyrstindens Charakteer, satte ham istand til, foruden at meddele Oplysninger, tillige at give fortræffeligeRaad med Hensyn til hende. Saaledes erklærede han blandt Andet, at hendes rodfæstede Uvillie mod Frankrig kun kunde overvindes, dersom hun kom til at skylde den franske Regering Poniatowskys Tilbagekomst. Som bekjendtfulgte Choiseul senere dette Raad, der maaskee kunde have havt store Følger, men Keiserinden modsatte sig, at Poniatowsky kom tilbage og Ludvig d. 15de desavoueredesin Minister²).

Navnlig i Begyndelsen efter Forsoningen med Keiserinden,var Catharines Credit overordentlig stor. Alle hølede sig i Støvet for hende. Storfyrsten følte en længe savnet Tilfredsstillelse ved at kunne betroe sig til hende, og hun faldt ham ikke til Byrde ved nogen Skinsyge. Han meddeelte hende derfor Alt, lige til det Løfte, han i sin Tid havde givet Frøken Woronzoff om at ægte hende, hvis

---

1) See Ostens Depescbe af 23. Marts 1759.

2) See Correspondance secrete de Louis XV par Boutaric, Paris 1866 vol. 1 p. 101—2.

det lykkedes hain at blive skilt fra Storfyrstinden. Selv
Keiserinden erkjendte hendes Overlegenhed og frygtede hende.

I en væsentlig Grad kunde Osten raade over den store Magt, der saaledes laae i Storfyrstindens Haand, og han var tilfreds rned at besidde den, uden tillige at føle Trang til, at Andre skulde vide, at han havde den. Men desuagtet kunde det ikke godt undgaaes, at opmærksomme lagttagere bemærkede den ganske usædvanlige Fortrolighed, som Storfyrstinden viste ham. Han blev snart Gjenstand for en stor Ærbødighed af de fornemste Russere, og selv Woronzoff udbad sig hans Beskyttelse hos Catharine. Men Modstykket var, at Alle misundte ham, og at Schuwaloffernes Had endnu mere opflammedes mod ham. De begyndte at ane, at de vare holdte for Nar, og at den virkelige Forbindelse med Poniatowsky vedligeholdtes gjennem Osten. De klagede uafbrudt til Keiserinden over hans Intriguer og udvirkede en Ordre om, at alle Breve, der sendtes til ham, skulde aabnes paa Posten. Ostens Forsigtighed undgik imidlertid alle Efterforskninger. Det var umuligt at gribe ham, men Mistanken og Hadet voxede og overalt var han omgivet af Spioner. Mod Slutningen af 1758 var hans Stilling derfor ble ven saa übehagelig, at han saae sig nødt til at gjentage sin tidligere Begjæring om at kaldes tilbage.

Men der var netop dengang Udsigt til, at Regeringen vilde faae Brug for hans overlegne Dygtighed, thi det holsteenskeSporgsmaal syntes nu med bedre Virkning end før at kunne bringes frem paany. Ligefra Bestushews Fald havde denne Sag maattet hvile. Cantsleren var den eneste Mand i Rusland, der oprigtigt interesserede sig for Spørgsmaalet.og hvor langsom og ængstelig han end havde viist sig, sagde dog Storfyrsten senere om ham, at hvis han endnu var blevet nogle Maaneder ved Magten, vilde det

rimeligviis være lykkedes ham, trods al Modstand, at fere Mageskiftet igjennem. Men nu var han borte, og Woronzoffmanglede ganske den fornødne Interesse og Mod. Storfyrstens gode Forhold til Keiserinden tillod den danske Kegering endnu mindre end for at vente sig Noget af hende. Ganske vist havde den nu Storfyrstinden fuldstændigere paa sin Side, men hvor betydningsfuld denne Hjælp end var, vilde hun alene dog ikke være istand til at drive Sagen igjennem. Der behøvedes altsaa et nyt og væsentligt Moment,for at den igjen kunde komme frem, og det syntes nu at være fundet.

3.

Den 4. Mai 1758 var en hemmelig Traktat mellem Danmark og Frankrig bleven undertegnet i Kjøbenhavn. Danmark fastholdtudtrykkelig sin Neutralitet under Krigen, men forpligtedesig til at sammendrage en Armee ved Elben. Dette var i en dobbelt Henseende til Fordeel for de Allierede. Ved sin blotte Nærværelse vilde. den danske Hær gjøre en Ende paa de betydelige Tilførseler, som Englands og PreussensArmeer trods alle Udførselsforbud havde vidst at forskaffesig fra Holsteen, og, hvad der var Hovedsagen, den vilde staae som en Trudsel om, hvad den danske Regering under givne Forhold kunde beslutte sig til. Til Gjengjældlovede Frankrig, foruden andre Fordele, at ville anvendesine Bestræbelser for ved Freden eller om muligt allerede forinden at bringe det holsteenske Mageskifte istand, uden at Danmark skulde give Andet end de to Grevskaber. Lykkedes det ikke at bringe denne Overenskomst istand, forpligtede Frankrig sig til at skaffe Danmark et passende Vederlag derfor. Denne Traktat havde Østerrig, efter nogle Vanskeligheder, endelig tiltraadt d. 20. Oct. 1758.

Herved havde den danske Regering opnaaet meget væsentligeFordele. For det Første blev det holsteenske Mageskifte,uden Hensyn til at Danmark ikke havde deeltaget i Krigen, optaget som en fast Artikel i Programmet for de fremtidige Fredsforhandlinger, forsaavidt det ikke allerede forinden maatte være endelig løst ved de to Magters Hjælp. For det Andet skulde Mageskiftet hverken koste Danmark Penge eller Opgivelsen af det liibeck'ske Coadjutorvalg. Endelig lovedes der Danmark i værste Tilfælde et territorialt Vederlag, stort nok til at opveie Tabet af en saadan Overenskomst;hvori dette skulde bestaae, var ikke angivet, men fra alle Sider tænktes der paa Ost-Friesland.

Saaledes var det lykkedes Bernstorff at forberede et nyt og stærkere Tryk fra de Allieredes Side paa Rusland, og der bod sig strax en naturlig Leilighed for dem til at indlede Sagen i Petersborg. Hvor hemmelig end Traktaten af 4. Mai holdtes, kunde dog i alt Fald de danske Troppers Sammendragning i Holsteen ikke forblive en Hemmelighed. I en Note af 19. Aug. 1758 forlangte det russiske Cabinet en Erklæring om, at Hensigten ikke var at angribe det gottorpske Holsteen, og Choiseul ineente, at det bedste Svar derpaa vilde være at meddele Traktaten og at opfordre Rusland til selv at tiltræde den.

Osten gjorde altsaa "Woronzoff dette Forslag, idet han mindede ham om, at han i sin Tid havde erklæret i Keiserindens Navn, «at hun vilde sætte Priis paa, at Kongen gik ind paa de Forslag, som Frankrig agtede at gjøre ham, og at hun gjerne vilde bidrage, hvad hun kunde, til at de Betingelser bragtes til Udførelse, hvorom man maatte komme overeens.» Paa samme Tid foreslog de to Ambassadører officielt, at Rusland skulde tiltræde Traktaten. Den første Modtagelse var imidlertid ikke meget lovende. Woronzoff

blev yderlig forskrækket, da han gjordes bekjendt med Bestemmelsenom Holsteen, og spurgte, om det ikke var muligt,at Rusland kunde tiltræde Traktaten med Udelukkelse af_tdenne Artikel, hvortil Osten naturligviis ikke kunde give ham nogen Udsigt. Han tog da Forslaget ad referendum og Alt tydede paa, at det vilde have den samme Skjæbne som alle tidligere Skridt i det holsteenske Anliggende og altsaa henlægges.

Esterhazy gjorde ærligt sit Bedste for at holde Liv i Sagen. Det var derimod ikke Tilfældet med l'Hopital, som ikke lagde Celgsrnaal paa, at det var hans Anskuelse med Hensyn til Danmark, at «man altid maatte have Mistro til en neutral Magt og at man burde benytte ethvert Middel til at bringe den danske Regering til at erklære sig.« Han afgav i det Hele et slaaende Beviis paa, hvorlangt det franske Diplomati var fra, hvad det havde været i Ludvigden 14des Dage. Ligeoverfor det russiske Cabinet bestodhans væsentligste Bestræbelse i at gjore sig behagelig paa sin Regerings Allieredes og paa sine Collegers Bekostningog hans Indberetninger til Paris vare lose og overfladiske,fordi han manglede Taalmodighed og Alvor til at sætte sig ind i Forholdene. Det gik saavidt, at Ester hazy ikke blot selv skrev til Clioiseul for at modarbeide de Vildfarelser,som THopitals Rapporter maatte fremkalde, men ligeledes anmodede om, at B er ns torff vilde advare den franskeUdenrigsminister, «der, som han vidste, nærede en ganske særdeles Agtelse for Bernstorffs Person og Raad.» Men skadeligere end alt Andet virkede Schuwaloffs Uvenskab mod Danmark og personlige Fjendskab til Osten, saa meget mere som han paa samme Tid, han tilfredsstillede disse Følelser, tillige kunde indsmigre sig hos Storfyrsten. Det skyldtes væsentligt ham, at Keiserinden viste en bestemt

Uvillie rnodSagen. Hun lod Woronzoff erklære, «at hun havde ondt iøinene, saa at det var hende umuligt at læse Traktaten,« og da Osten yttrede, athunmaaskee dog heller ikke ellers pleiede selv at læse deslige Aktstykker men lod sig dem forelæse eller nøiedes med etßeferat af Cantsleren, resolverede Keiserinden paa Forhaand og uden hverken paa den ene eller paa den anden Maade at have gjort sig bekjondtmod Traktaten, at hun ikke vilde tiltræde den.

Saaledes var Forsøget altsaa mislykket. Osten udvirkede imidlertid, at Afslaget ikke blev ham og Ambassadørerne officielt meddeelt, idet han betænkte, at hvis en uforudseelig Begivenhed forandrede Stillingen, vilde det lette Forhandlingens Gjenoptagelse, at den ikke formelt var afbrudt. Forresten forholdt han sig tilsyneladende meget ligegyldig ved Sagen og baade til Cantsleren og til Ambassadørerne gjorde han gjældende, at den ved Traktaten af 4. Mai var indtraadt i et nyt Stadium, saa at det nu ikke længere var den danske Regering men de to allierede Hoffer, hvem det paalaae at bringe en Overenskomst istand.

Det viste sig snart, hvor forsigtigt Osten havde handlet,
da han forhindrede, at den russiske Eegering bandt sig ved
et endeligt Afslag.

Den 9. Marts 1759 indgik Sverrig og Kusland en Convention,som skulde »sikkre Handelens og Skibsfartens Frihedi Østersøen." Det var en væbnet Neutralitets - Traktat,som formeente enhver «fremmed» Magt at sende Flaader ind i Ostersøen, hvor Krigen ikke maatte hindre Skibsfarten og Handelen, undtagen paa de blokerede Havne. Hvis nogenfremmed Magt skulde ville forsøge paa at overtræde dette Forbud, forpligtede de to contraherende Regeringer sig til med Vaabenmagt at modsætte sig det, og de vilde til den Ende udruste Eskadrer, der skulde forsvare Indløbet

til Østersøen. Som det sees, var Forbudet almindeligt og,
om end i Virkeligheden, saa dog i alt Fald ikke i Formen
rettet mod England.

I Conventionen var det bestemt, at den danske Regeringskulde indbydes til at tiltræde den, og af forskjellige Grunde var Bernstorff villig til at følge denne Opfordring,saameget mere som han ikte frygtede for, at Conventionenskulde føre til noget virkeligt Sammenstød med England, da han holdt sig overbevist om, at det aldrig vilde lykkes Frederik den Anden at bevæge noget engelsk Ministerium til at sende et eneste Krigsskib til Østersøen, saalænge Søkrigen med Frankrig vedblev. Osten fik derforOrdre til at erklære sig beredt til at tiltræde Conventionenaf 9. Marts under Forudsætning af, at Rusland til Gjengjæld tiltraadte Traktaten af 4. Mai. Det var imidlertidlangtfra Bernstorff s Mening, at Danmark skulde lade sig drage ind i Krigen, og han skjulte sig ikke, hvor farligt det kunde blive at tiltræde et Forbund mellem to krigsførende Magter, der begge Intet ønskede mere end at gjøre det umuligt for Danmark at vedligeholdt; sin Neutralitet.Han tog derfor alle fornødne Forbehold. Foruden at Danmark naturligviis kun tiltraadte den Doel af Conventionen,som vedrørte Hovedformaalet, og derimod ikke forskjelligeBibestemmelser, der angik Flaadernes Anvendelse til Troppetransport langs den nordtydske Kyst osv., foreskreves det endvidere Osten udtrykkelig at forbeholde sig: 1) at den danske Escadre skulde indtage en særlig Station og først forene sig med den svensk-russiske, naar en fjendtlig Flaade virkelig gjorde Forsøg paa at trænge ind i østersoen; 2) at Forpligtelsen kun skulde gjælde, saalænge den svensk-russiskeFlaade var i Søen og istand til at understøtte den danske, og 3) at Forbudet hverken angik enkelte fremmede

Krigsskibe, der kun gik til Østersøen som Convoi for Handelsskibe,eller Krigsskibe, der vare udrustede i østersøiske Havne, thi Danmark var ikke i Krig med Preussen og kunde altsaa ikke formene denne Magt at udsende Krigsskibe¹).

Det kunde stundom hændes Bernstorff, at han udtalte sig for stærkt eller at han i sin Bestræbelse for fuldstændigt og aabent at lægge sine Hensigter for Dagen netop paadrog sig Mistanke for bag sine omstændelige Forbehold at skjule hemmelige Hensigter og Planer. Osten var i denne Henseende forsigtigere. "Han mildnede ofte de Udtryk i Instructionerne, der forekom ham farlige, og han undgik helst at røre ved Vanskeligheder, som endnu ikke laae for, i Tillid til, at man nok skulde vide ai drage sig ud af dem, hvis de engang bleve virkelige. Ved denne Leilighed undgik det ikke hans Opmærksomhed, at det tredie af de Forbehold, som Bernstorff havde paalagt ham at tage, kunde gjore Skade, forsaavidt som denne udtrykkelige Hævdelse af Preussens Eet vilde tjene til at bestyrke den Mistanke om en hemmelig Partiskhed for Frederik den Anden, som man allerede i længere Tid, om end med stor Uret, i Petersborg tillagde Bernstorff. Han tog derfor ikke i Betænkning paa egen Haand at tilbageholde dette Forbehold, som han desuden ansaae for unødvendigt, da de fremmede Magter let maatte kunne formaaes til at opgive at convoiere deres Handelsskibe ind i Østersøen, hvor Skibsfartens Sikkerhed tilstrækkelig garanteredes ved Conventionen, og da Preussen aldrig kunde henregnes til de «fremmeden Magter, hvis Krigsskibe ikke maatte findes i Østersøen. Bernstorff billigede fuldkomment, at Osten i dette Punkt havde fraveget sin Instruction³).

---

1) Bcrnstorffs Instrux af Juni 1759.

2) See Ostens Depesclier 29. Juni 1759 og 29. Marts 1760.

Saaledes forelaae det: holsteenske Spørgsrnaal altsaa paany for den russiske Regering men dennegang i den forandrede Form, at den nu havde at vælge imellem, enten at opgive Danmarks Tilslutning til Conventionen af 9. Marts eller at opnaae dette ved selv at tiltræde Traktaten af 4. Mai.

I Petersborg var der neppe Nogen, som tvivlede paa, at det politisk Eigtige for Rusland vilde være at tiltræde Traktaten af 4. Mai. Man var meget bange for den engelskeFlaade, og uden Danmark vilde den svensk-russiske Convention snarere tjene til at udfordre end til at afskrække.Ligeledes kunde den danske Regering dengang regne paa en stærkere og oprigtigere Understøttelse af -Østerrig og Frankrig end hidtil, thi det syntes, som om disse Magter endelig begyndte at indsee, at de selv havde en væsentlig Interesse af, at Rusland ikke kom i Besiddelse af Holsteen. Det var ikke muligt at bedrage sig længere med Hensyn til Storfyrstens Tænkemaade og Sympathier. Ligefra Syvaarskrigens Begyndelse havde Østerrig betalt ham en ikke übetydelig aarlig Subsidie, imod at han i Regensburgskulde understøtte de keiserlige Forslag. Han modtog Pengene, men gav stadigt sin Gesandt Ordre til at stemme imod østerrig. Længe havde Kaunitz fundet sig deri, men nu havde han endelig erklæret, at for Fremtiden ophørteSubsidierne. Det var klart, at naar Storfyrsten allerede nu tog saa lidt Hensyn til østerrig og Frankrig, skjøndt de vare Keiserindens Allierede, vilde han saameget mindre lægge Baand paa sig, naar han besteg den russiske Throne, og hindredes det ikke i Tide, at han blev Herre i Holsteen og muligt da ogsaa i Slesvig, vilde Frankrig miste det Støttepunkt, som det hidtil havde fundet i Norden,og Østerrig kunde være vis paa altid at see Rusland ved Preussens Side i de indre tydske Sporgsmaal og paa

Rigsdagen i Eegensburg. Det var kun sjeldent, at de tvende Regeringer tænkte saa langt ud i Fremtiden, og Indtrykket varede heller ikke længe, men for øieblikket virkede det og de to Ambassadører vare ivrigere end nogensinde.

Intet politisk Hensyn og ingen diplomatisk Opfordring formaaede imidlertid at overvinde Woronzoffs Frygt for Storfyrsten, der netop paa den Tid troede at have fundet et nyt Klagepunkt mod Danmark i Befæstelsen af Frede - richsort. I sin Forlegenhed fandt Cantsleren endelig paa at udvirke hos Keiserinden, at Ivan Schuwaloff blev ham tilforordnet som Medcommissair, idet han rigtigt beregnede, at det vilde blive vanskeligere for denne aabent at modsætte sig Sagen, end det hidtil havde været for ham hemmelig at intriguere og underbaanden at lægge Hindringer iveien for den. Virkelig vovede Schuwaloff ikke at modsætte sig, hvad «Conferencen» — et Raad bestaaende af Udenrigsdepartementets overordnede Embedsmænd — eenstemmigt anbefalede, men det lykkedes ham ikke destomindre ad en anden Vei at naae sit Maal. Istedetfor at begynde med at tiltræde Traktaten af 4. Mai og siden meddele Storfyrsten, hvad der var skeet, bestemte man sig nemlig paa Schuwaloff s Anstiftelse til forst at meddele Storfyrsten, at Keiserinden agtede at tiltræde Traktaten, og udbede sig hans Mening derom, før man gik videre.

Det sar let at forudsee, hvad Virkningen vilde være af denne Beslutning. Istedetfor at møde en fuldendt Kjendsgjerning,vilde Storfyrsten paa denne Maade faae Tid og Leilighed til at bruge alle Midler, der stode til hans Raadighed,for at hindre, at Keiserinden tiltraadte Traktaten. Foreløbig var der imidlertid den bedste Udsigt til, at han aldeles ikke behøvede at foretage Nogetsomhelst, thi Woronzoffvilde sikkert saa længe som muligt udsætte at

bringe et saa übehageligt Budskab til Storfyrsten. Imidlertidforlab Tiden. Daglig blev Frederik den Andens Stillingmere fortvivlet og de russiske Vaaben havde en saadan Fremgang, at Krigen kunde blive endt, før Forhandlingen om Ruslands Tiltrædelse til Traktaten af 4. Mai havde ført til et Resultat. Under disse Omstændigheder begyndte Osten at tabe Modet og han raadede indtrængende til, at den danske Regering skulde saa hurtigt som muligt tiltræde Conventionen af 9. Marts uden at forlange, at Rusland samtidigentiltraadte Traktaten af 4. Mai. Hvad det nemlig kom an paa, var at vinde Ruslands Velvillie og Erkjendtlighed;opnaaedes dette ved, at den danske Regering gav efter med Hensyn til Traktaten af 4. Mai, kunde den vente ligesaa Meget af Rusland ved Freden, som hvis Traktaten af 4. Mai formelig var bleven tiltraadt af Keiserinden, og omvendt vilde den formeligste Tiltrædelse dog ikke kunne hjælpe til Noget, hvis Rusland ikke vilde lægge god Villie i Udførelsen¹)- Men Bernstorff var en seigere Natur end hans Gesandt, han havde desuden, bedre maaskee end nogen anden fremmed Statsmand, det rigtige Begreb om Frederik den 2dens Hjælpemidler og troede derfor ikke paa nogen nærforestaaende Ende paa Krigen. Han fastholdt altsaa uforandret sin engang opstillede Fordringtrodsalle Ostens Forestillinger.

Endelig i Januar 1760 fandt det længe besluttede Skridt hos Storfyrsten Sted. Det svarede ganske til de Forventninger,som Osten havde gjort sig. Fra Keiserindens Side var det Undskyldninger og Forklaringer om, at hendes Tiltrædelsei Virkeligheden ikke vilde indeholde noget Nyt eller betyde Mere end, hvad hun allerede tidligere traktatmæssigt

---

1) See Ostens Depescher af 31. Aug. og 4 Sept. 1750.

havde lovet Danmark, nemlig at hun vilde interessere sig for, at det holsteenske Sporgsinaal kunde blive løst, og Woronzoffog Schuwaloff vogtede sig vel for mundtligt at tilføie Noget, der kunde lægge mere Kraft i denne lunkne Opfordring. Som det var at forudsee, blev Storfyrsten overmodig ved at see Cantslerens Frygt, og langt fra at foie sig, svarede han tvertimod, «at han ventede, atfteiserindenved Freden vilde vide at skatte ham hans fulde Ret¹).«

Sagen syntes herefter igjen at være endelig tabt, thi Woronzoff vilde aldrig af sig selv faae Mod til at fore Forhandlingen videre, efterat Storfyrsten havde udtalt sig paa en saadan Maade. Men pludselig forandredes Stillingen ved et af de Omslag, som saa ofte indtraf i den langvarige og iovrigt saa eensformige holsteenske Forhandling. HenimodForaaret udbredte Rygtet sig stærkere end nogensinde før om, at en engelsk Flaade skulde sendes til -Ostersoen. Det var ligesaa übegrundet som tidligere, men den russiske Regering troede det. Paa samme Tid fik man Underretning fra Panin, der dengang var Gesandt i Stockholm, om, at den svenske Flaade befandt sig i den sletteste Tilstand og at Intet kunde gjøres for at forbedre den, fordi der manglede Penge. Under disse Omstændigheder²) maatte den russiske Regering nødvendigvis sikkre sig Danmarks Hjælp og, uden endog at ville afvente, at Osten forsynedes med endelige Fuldmagter, paaskyndede det russiske Cabinet nu paa eengang Sagen saaledes, at Ruslands Tiltrædelse til Traktaten af 4. Mai kunde undertegnesd. 10. Marts (1760) og en Uge efter fandt Danmarks Tiltrædelse til Conventionen af 9. Marts Sted. Det russiske

---

1) See Ostens Depesche af 22. Jan. 1760.

2) Som det senere skal vises, havde det russiske Cabinet rimeligvis dog ogsaa andre Grunde til nu at erklære sig villigt til at tiltræde Traktaten af i Mai.

Cabinet føierle til sin Tiltrædelse et Forbehold om, at derved skulde Storfyrstens »Rettigheder og Fordringer" ikke lide noget Afbræk, og det Hele var desuden kun Løvter for Fremtiden og en Indledning til den egentlige Forhandling, hvorved det holsteenske Spørgsmaal skulde endes. Men det var dog umiskjendeligt, at, om end langsomt, arbeidede Sagen sig altid videre frem, og stedse snævrere og fastere blev den Kreds, som Bernstorff havde draget om Storfyrsten.

4.

Ostens Glæde over at have vundet denne diplomatiske Seir blev kun kort. Hans Indberetning krydsedes paa Veien med en Ordre fra Bemstorff om at afholde sig fra alle yderligere Skridt for at fremkalde Ruslands Tiltrædelse, der under de nærværende Forhold ikke længere kunde ansees som en Fordeel for den danske Regering¹), og, saasnart Efterretningen ankom til Kjobenhavn om, at Traktaterne vare undertegnede, meldtes det strax Osten, at Kongen indtil videre ikke fandt Anledning til at ratificere dem²).

Hvad var Aarsagen til, at Bernstorff, der med saa stor Vedholdenhed havde arbeidet paa Ruslands Tiltrædelse til Traktaten af 4. Mai, nu, da han endelig havde opnaaet den, paa eengang trak sig tilbage, uagtet han derved ikke blot fornærmede Keiserinden paa det Foleligste, men ogsaa gav Frankrig og -Østerrig den gyldigste Grund til at tage alle de Løfter tilbage, som de havde gjort Danmark? Sagen var, at det paa eengang var bleven ham klart, at medens han havde havt hele sin Opmærksomhed heftet paa Holsteen, voxede der i al Stilhed et Spergsmaal op, som

---

1) See Bernstorffs Instruction af 29. Marts 1760.

2) See Bernstorffs Depescher af 26. April 1760.

truede hele Norden med Undergang og det øvrige Europa
med de største Farer.

Allerede i længere Tid havde han næret en übestemt Frygt for, at det uventede Held, som havde fulgt de russiske Vaaben, skulde fremkalde Tanken hos Keiserinden om at vinde andre Foidele i den preussiske Krig end Tilfredsstillelsen af hendes Had til Frederik den Anden og af hendes Venskab for Maria Theresia. 1 Midten af 1759 fik denne Mistanke en bestemtere Form ved en Billet, Osten havde modtaget fra Catharine og som han indsendte. Hun fortalte deri, at Alexander Schuwaloff havde raadfort sig med hende om Krigen, og hun havde yttret til ham, at det efter hendes Mening vilde være en stor politisk Feil, om Keiserinden fastholdt sin tidligere Hensigt, ved Freden at tilbagegive Kongen af Preussen, hvad hun havde erobret. Kusland burde tvertimod forbeholde sig Kongeriget Preussen, som var i dets Magt; om man vilde, kunde man give Polen de Dele af Landet, der grændsede op til Lithauen, som Erstatning for den Skade, Kepubliken havde lidt ved Troppernes Gjennemmarsch, men Kystlandet burde i alt Fald Keiserinden beholde, fordi hun derved sikkrede sig Overvægten i Østersøen. Storfyrstinden tilføiede, at Schuwaloff fuldstændigt tiltraadte denne Anskuelse og at han af al Magt vilde gjøre den gjældende i Conferencenⁱ). Forskjellige Omstændigheder, navnlig den Maade, paa hvilken de russiske Generaler gik frem i øst-Preussen, og den lokale Charakteer, som deres Krigsførelse antog, overbeviste Bernstorff stedse mere om, at Catharines Haad var blevet antaget.

Senere fremkomne Oplysninger have beviist, at Bernstorffikke
tog Feil i sine Formodninger. Netop den

---

1) Soe Osteus Depescke af 7. Sept. 1759.

Opfordring, som de Allierede rettede til Kusland om at tiltræde Traktaten af 4de Mai med Danmark samt en anden Traktat, som de under 30te Dec. s. A. havde indgaaet med hinanden, gav det russiske Cabinet Leilighed til i en Memoire af 26de Oct. og i en Note af Iste Dec. 1759 at fremkomme med Fordring paa en Erstatning for Ruslands Deeltagelse i Krigen.Frankrig henviste af formelle Grunde til Østerrig som den egentlige krigsførende Magt, men yttrede iøvrigt liden Tilbøielighed til at love Kusland positive Fordele, da Krigen derved rimeligvis vilde blive forlænget¹). Østerrig derimod søgte først at tilfredsstille Rusland med Løfte om Penge, som Kaunitz haabede at faae Frankrig til at betale, men da dette ikke lykkedes og Rusland vedblev at trænge paa, lod Esterhazy sig bevæge til den 21de Marts 1760 at undertegne en Traktat, hvorefter Rusland ved Freden skulde beholde øst - Preussen, imod at Østerrig fik Schlesien og Glatz²). Bernstorff kjendte vel ikke disse Forhandlinger, der holdtes meget hemmeligt, men hvad han vidste og kunde formode, var tilstrækkeligt til at lade ham imødesee Fremtiden med den største Uro.

Allerede nu udøvede Rusland en betænkelig Indflydelse paa Sverrig og Polen, men lykkedes det Keiserinden at beholde Øst - Preussen, vilde disse to Staters fuldstændige Underkuelse være den første Virkning deraf, og den næste vilde blive, at Danmark og Nord-Tydskland snart kom til at dele samme Skjæbne. Rusland vilde da til Søes i det Høieste være to Dagsreiser fjernet fra Danmarks Kyster, medens til Lands

---

1) See Instruxen for Breteuil hos F lass an l'histoire de la diplomatic francaise VI p. '207 fgd.

2) See Keiths Depesche iLa cour de Russie p. IG3-164, Brasses Depescbe af 22. Juli 1760 i Hermanns Geschichtc Ruslands V p. 237. Traktaten af 21. Marts 1760 findes trykt i Koch og- Schoell: l'histoire des traites de paix 111 p. 78.

kun Pommern og Mecklenborg adskilte det fra Holsteen, og Rusland vilde behøve Besiddelsen af Danmark for at kunne blive Eneherre i Østersøen. Var dette engang opnaaet, kunde liuslands' Flaader gaae til Søes med Foraarets første Begyndelse og hele den østersøiske Handel med Korn og Skibsfornødenhedervilde være i dets Hænder, medens paa den anden Side dets Hære truede Tydskland baade fra Nord og fra Ost, den nye brandenborgske Stat vilde forsvinde endnu hurtigere end den var opstaaet, og Ruslands overvældendeMagt stod da i Hjertet af Europa. «Saaledes vilde da den preussiske Krig, der var begyndt for at beskytte Europas Frihed og den offentlige Rolighed, kun have havt til Resultat at skabe en Magt, uden al Sammenligning frygteligere end den, som man havde forenet sig for at bekjæmpeog formindske»').

Men uagtet Faren saaledes efter Bernstorffs Mening truede Alle, syntes dog Ingen at see den eller at bekymre sig om den. Frankrig og -Østerrig vare saa optagne af Uieblikket og trængte i den Grad til Ruslands Hjælp, at det var altfor sandsynligt, at de ikke vilde finde nogen Priis for hoi, som Keiserinden maatte forlange, og Sverige, der var nærmest truet og virkelig indsaae Betydningen af det østersoiske Spørgsmaal, var altfor opfyldt af Forbittrelse mod Frederik den Anden og af Frygt for Rusland, til at det skulde tténke paa, endog kun hemmelig og underhaanden,at modarbeide de russiske Planer-). Saaledes var Bernstorff altsaa henvist til alene at søge sin Støtte i sin diplomatiske Erfaring samt i sin personlige Autoritet hos det franske og det østerrigske Cabinet, og dernæst i DanmarksMagtstilling, der netop under de nærværende Forhold

---

1) See Bernstorffs Depescbe af 26. April 1760.

2) fc-ee Asseburgs Depesche af 11. April 1760.

ikke var uden Betydning. I yderste Tilfælde var han nemlig* beredt til hellere at kaste sig ind i Krigen end at tillade, at Rusland naaede sit Maal. En Hær paa 30,000 Mand friske Tropper kunde i Løbet af nogle Dage fra Holsteen forene sig med Frederik den Anden, den danske Flaade vilde i kort Tid kunne rense Østersøen for de svenske og russiske Skibe, der blokerede preussiske Havne og understøttede Operationerne tillands,og, afskaaret fra al Forbindelse med Hæren i Pommern, vilde Sverige see sig nødt til øieblikkelig at slutte Fred. Danmarkvar saaledes istand til at lægge et Lod i Vægtskaalen, som ikke veiede saa lidet, og Frederik den Anden, hvis Undergangnu syntes saa nær, kunde ved denne Diversion blive sat istand til paa Valpladsen at umuliggjøre, hvad det ikke var lykkedes Bernstorff at forhindre igjennem Cabinetterne. Under disse Omstændigheder og da et aabent Brud med Rusland altsaa kunde forudsees som maaske nær forestaaende, maatte det synes unaturligt at stadfæste en Traktat og give sig Mine af at lade sig nøie med Løfter, hvis Opfyldelse Keiserindens Svaghed og Storfyrstens Had kun gjorde altfor usikker, og som_r selv hvis de bragtes til Udførelse, dog ikke vilde tjene til at sikkre Danmark mod de større Farer, hvormed Ruslands Erhvervelse af østpreussen truede dets Fremtid. Det var disse Grunde, som havde bevæget den danske Regering til at tage en saa pludselig og uventet Beslutning og som meddeeltes Osten i Depescherne af 26de April, dog kun til hans egen Efterretning.

Bernstorff skred ufortøvet til Udførelsen af sin Plan. Det første Skridt maatte bestaae i en Henvendelse til de allierede Magter, for om muligt at overtyde dem om Nødvendighedenaf, at det ikke tillodes Rusland at sætte sig yderligere fast ved -Østersøen. Bernstorff haabede nærmestat finde den franske Regering modtagelig for videre

gaaende politiske Betragtninger, og han benyttede sig af sit personlige Venskabsforhold til Hertugen af Choiseul for i en fortrolig Brevvexling at fremstille ham Sporgsmaalets Betydning.Med stor Styrke udviklede han, for hvilke overordentlige Farer hele Europa og navnlig Danmark vilde see sig udsat, hvis Rusland opnaaede sin Hensigt, og han endte med at forlangeet bestemt Løfte om, at Ost-Preussen ikke ved Freden skulde blive overladt tilßusland. Men var en saadan Tilsikkring ikke mulig, maatte Danmark i alt Fald sættes istand til, bedre end Tilfældet nu var, at kunne modstaae Ruslands fremtidige Overgreb, og dertil udfordredes først og fornemligst.at det holsteenske Spørgsmaals øieblikkelige Løsning fjernede den nærmeste Anledning til Forviklinger, uden at Danmark svækkedes ved nogen Land - Afstaaelse. Kun paa denne Maade kunde det blive muligt for Danmark, i Foreningmed Sverige og støttet ved et fast Forbund med Frankrig, at sikkre sig og det øvrige Norden ligeoverfor Ruslands Magtforøgelse. Saae Frankrig sig heller ikke istand til at opfylde denne Fordring, vilde den danske Regeringvære nodt til at slutte sig med hele sin Magt til Preussen. Choiseuls Svar, som var dateret den 12te Mai, var ikke tilfredsstillende. Det viste sig senere, at Bernstorffs Fremstilling ikke havde undladt at gjørelndtrykpaa ham, men foreløbig lovede han intet Bestemt og fremhævede derimod, hvor umuligt det var at tvinge Storfyrsten til at afstaae Holsteen og hvor farligt det kunde blive for Danmark, om det virkelig besluttede sig til at tage Preussens Parti.

Da dette Forsøg saaledes var mislykket, gjorde Bernstorff det næste Skridt ved at henvende sig til Rusland. Han havde ingen Ret til at forlange, at det russiske Cabinet skulde forpligte sig lige overfor Danmark til ikke at beholde Ost-Preussen,

og han maatte derfor indskrænke sig til at tale om det holsteenske Spørgsmaal. Under 26. Juni afgik Ordre til Osten om mundtlig at erklære Cantsleren, at i Betragtning af Storfyrstens "uforsonlige Had og Planer mod Kongen«, troede denne at maatte meddele Keiserinden, «at han ikke længere kunde bevare det samme Tænkesæt med Hensyn til Rusland som hidtil, og at det vilde være ham umuligt at bidrage til eller roligt at finde sig i, at Euslands Magt foregedes, saalænge Arvingen til dets Throne søgte at bevarePaaskuddet til at angribe Danmark». Kongen anholdt derfor hos Keiserinden om, at hun vilde anvende sin Myndighedhos Storfyrsten for at bringe ham til at opgive sine Fordringer paa Slesvig og overdrage sin Deel af Holsteen til den danske Krone. Skeete dette, vilde Kongen til Gjengjældikke alene tiltræde Conventionen om Fredens Opretholdelsei Østersøen men endog forpligte sig til at udruste en større Escadre end der hidtil havde været Tale om endvidere vilde han overtage den Pantegjæld, som hvilede paa Holsteen, og endelig tilbød han at betale Storfyrsten aarlig en Sum af 100,000 Eubler, «indtil denne ved Freden blev sat i Besiddelse af et passende Vederlag eller opnaaede Nydelsen af de Fordele, som ved samme Fred maatte blive Keiserriget tillagte». Derimod vilde Danmark ikke længere kunne tilbyde noget territorialt Vederlag, «da enhver Tanke om Eigets Svækkelse under de nærværende Omstændigheder maatte være uforenelig med Monarkiets Bestaaen». Vægrede Euslancl sig ved at gaae ind herpaa, vilde Kongen «see sig tvunget til at tage Eaad af Nødvendigheden og til at offre Alt for at fjerne de Farer, for hvilke Storfyrstens Planer udsatte ham». Den 19de Juli afgav Osten denne energiskeErklæring, i hvilken han dog først havde formildet nogle altfor stærke Udtryk.

Overraskelsen i Petersborg var uhyre. Man havde hidtil ikke opfattet den danske Regerings Tøven med at stadfæste Traktaterne som Andet, end som et Forsøg paa at bevæge Keiserinden til at rette en ny og mere indtrængende Opfordring til Storfyrsten, men nu viste det sig, at Danmark officielt vægrede sig ved at ratificere, medmindre Rusland vilde paatage sig nye og meget vidtgaaende Forpligtelser. Paa en Tid, hvor de allierede Magter, og navnlig Østerrig, behandlede Rusland med den yderste Varsomhed og viste en næsten uværdig Ydmyghed ligeoverfor Keiserinden, vovede Danmark altsaa at true med Krig og at forlange Holsteens øieblikkelige Afstaaelse. Keiserinden var yderst opbragt over et saadant Sprog, og Stillingen var i nogen Tid saa spændt, at Diplomatiet i Petersborg endog frygtede for, at hun strax skulde bryde med Danmark, i hvilken Formodning man bestyrkedes derved, at den russiske Hær, istedetfor at fortsætte sine Operationer mod Frederik den Anden, trak sig sammen, som man antog, for strax paa nærmere Ordre at kunne sætte sig i Bevægelse imod den danske Grændse. Det lykkedes dog Woronzoff at udvirke, at Svaret, der allerede afgaves den 2den August, blev affattet med et vist Maadehold. Det fremhævede, hvor liden Grund den danske Regering havde til at nægte Ratificationerne, men viste dog paa den anden Side heller ingensomhelst Tilbøielighed til at gjore nye Oifre for at opnaae dem.

Forsøget, som Bernstorff havde gjort i Petersborg, var altsaa ligeledes, idetmindste foreløbig, mislykket, og han stod nu ligeoverfor den afgjørende Beslutning at forbinde sig med Frederik den Anden og træde ind som krigsforendeMagtimod sine tidligere Allierede. Følgerne af en saadan Begivenhed vare überegnelige for Danmark, men de vilde utvivlsomt i høi Grad svække Udsigterne for de

Allierede til snart at tvinge Preussen til Fred, og Frankrig og Østerrig bestræbte sig ogsaa af yderste Magt for at holde Danmark tilbage. Den danske Regering — saaledes talte de — havde Intet at beklage sig over. Rusland var villigt til at arbeide paa en tilfredsstillende Låsning af det holsteenskeSpørgsmaal,og Frankrig og Østerrig havde paatagetsigen traktatmæssig Forpligtelse til at understøtte og i en væsentlig Grad at lette en saadan Overeenskomst. Det første Skridt af den danske Regering maatte derefter naturligvis være at forsøge, hvorvidt en Forhandling med Storfyrsten, fort med Understøttelse af de tre Magter, vilde lede til det ønskede Resultat, men Betingelsen for, at en saadan Forhandling skulde kunne begyndes med KeiserindensBistand,var netop, at Traktaten med hende ratificeredes.Danmarkmaatte altsaa begynde dermed. Først naar dette var skeet og det da viste sig. at Rusland ikke opfyldte sit Løfte eller at en tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaalet ikke kunde opnaaes, vilde Øieblikket være kommetforDanmark til at overveie, hvorvidt det havde større Udsigt til₄ at naae sit Maal ved krigerske Midler, og selvfølgelig kunde Ratifikationen af de nu foreliggende Traktater ikke paa nogen Maade hindre den danske Regering fra, naar Tiden kom dertil, med fuld Handlefrihed at tage sit Parti. Men at Danmark nu, istedetfor at vælge don Vei, der saa tydeligt var givet i Forholdene, vægrede sig ved at ratificere,kundealene forstaaes som en Følge af, at den danske Regering overhovedet ikke ønskede nogen mindeligOverenskomstmen nærede en bestemt Villie til at føre Krig, og man maatte antage, at den Skyndsomhed, hvormed den syntes at ville fremkalde et Brud med Rusland,havdesin Grund i hemmelige Aftaler med England og Preussen. Denne sidste Formodning bestyrkedes ved den

offentlige Menings Tilstand i Danmark, der i Virkeligheden var saaledes, at Choiseul kort tilforn havde kunnet sige til den danske Gesandt i Paris, «at med Undtagelse af Kongen og Ministeriet var hele Danmark engelsk- og preussisk-sindet.»¹).

Medens de Allierede, og navnlig Frankrig, gjorde disse Betragtninger gjældende, advarede Osten ikke mindre indstændigtimod at gaae for stærkt paa og at stille sine Fordringerfor høit. Det var naturligt, at den danske Kegering sagte at drage Fordeel af de gunstige politiske Forhold, men man kunde ikke «gjøre de samme Forslag til en Fyrste, som til en ødelagt Adelsmand«. Hvad Bernstorff nu foreslog, var ikke Mindre end, at Storfyrsten strax skulde afstaae sit Stamland og trøste sig med det usikkre Haab engang ved Freden at opnaae en territorial Erstatning derfor,idet han idetmindste foreløbig skulde lade sig nøie med en aarlig Pengesum. Blev det hans Skjæbne aldrig at bestigeRuslands Throne, vilde han altsaa have Udsigt til intet Andet at besidde end en maaskee usikker Pengefordring. For Rusland var det ganske vist en Fordeel, at StorfyrstensFamilielande erstattedes ved Besiddelser, der for bestandigt kunde forenes med Keiserdømmet i en real Union, men Erhvervelsen af -Øst - Preussen vilde dog ikke medføre den høit skattede Fordeel at have Sæde og Stemme i Regensburg¹). Storfyrstinden, hvem Osten havde meddeeltBernstorffs sidste Forslag, havde svaret, at Storfyrstenikke uden at vanære sig kunde nedlade sig til at modtage 100,000 Eubler, og Rusland vilde aldrig lade sig paalægge Betingelser. «Hun for sit Vedkommende vilde hellere vove Alt end underkaste sig en saadan Skjændsel«.

---

1) See Depesche fra Wedel-Frys den 18. April 1760.

2) See Ostens Depescher af 22. Juli og 8. Aag. 1760.

Da Osten troede at smigre hende med at forestille hende, at hun kunde blive Preussens Dronning, dersom en Overeenskomst bragtes istand med Danmark, var hendes stolte Svar, «at Rusland allerede havde Preussen i Besiddelse,og det vilde neppe være nødvendigt at gjøre videre Offre for at beholde det»¹).

Fra alle Sider mødte Bernstorff saaledes Indvendinger og han miskjendte ikke deres Vægt. Men ogsaa hos ham selv opstod der væsentlige Tvivl. Krigen var en Udvei, som han kun i yderste Nød vilde gribe til, og han lovede sig altid Mere af de diplomatiske Forhandlinger end af Vaabnenes Magt. Men navnlig havde han ingensomhelst Tillid til Frederik den Anden. Det var ikke umuligt, at Rusland vilde vende hele sin Magt mod Danmark, og at den preussiske Konge, glad over saaledes at blive befriet fra sin farligste Modstander, da overlod Danmark til sin Skjæbne, enten fordi han ikke vilde eller ikke kunde forsvare sin Allierede, og skeete dette, havde den danske .Regering, i sin Bestræbelse for at undgaae en fremtidig Fare, kun fremskyndet og virkeliggjort den, og langtfra at møde den under gunstige Forhold, vilde den i det afgj ørende Øieblik tvertimod staae forladt af Alle, ogsaa sine tidligere Venner. Det synes endelig, at Bernstorff— sandsynligvis mundtligt ved den herværende preussiske Gesandt — allerede havde gjort Tilnærmelser til Preussen i Retning af et Forbund, men at han ikke havde fundet en saadan Modtagelse, som han havde gjort Regning paa²).

Under disse Omstændigheder og Alt vel overveiet,
maatte det altSaa ansees for rigtigst, indtil videre at stille
bestemtere Skridt i Bero og foreløbig at forsøge den Vei,

---

1) See Ostens Depesche af 22. Aug. 1760.

2) See Oeuvres de Frédérie le Grand, V p. 42,

som de Allierede havde angivet og som ganske vist i og for sig var den naturligste. Bernstorff kjendte af Erfaring de Allieredes Lunkenhed, Keiserindens Svaghed og StorfyrstensStivsind, men han kunde dog paa den anden Side ogsaa haabe, at den sidste Episode havde oplyst alle Parter om, hvad Danmark i yderste Tilfælde kunde bestemme sig til, og at en ny Forhandling altsaa vilde antage en anden Charakteor.Skuffedes dette Haab, vilde Danmark i alt Fald have vundet den Fordeel, at Ingen da kunne fortænke det i at gribe til andre Midler, og det var udtrykkeligt erkjendt af de Allierede, at Ratifikationen ikke kunde afgive en Hindringderfor. Og ligesaa lidet var der Fare for, at Krigen skulde være endt, forinden det nye Forsog var gjort, (hi Bernstorff fastholdt sin Overbovisning om, at trods; alle Trængsler var Frederik den Anden dog endnu ikke sin Undergang saa nær, som det i Almindelighed antoges.

Af disse Grunde bestemte den danske Regering sig altsaa til nu at stadfæste de to Tiltrædelses-Traktater. Den 28de Aug. instrueredes Osten til at meddele denne Beslutningtil "VVoronzoff, men med den Tilføielse, at, «naar Kongen hidtil havde tilbageholdt sin Ratifikation, var det alene, fordi han betragtede Ærlighed og en trofast Opfyldelseaf sit Ord som det første Grundlag og den übrødelige Regel for sin Politik. Han havde derfor ikke villet fordolge for Keiserinden, i hvilken Stilling han befandt sig, og til hvilken Yderlighed Storfyrstens Tænkemaade vilde kunne tvinge ham, og han troede saaledes at sikkre sig mod Bebreidelsenfor en Dobbelthed, der ikke var ham værdig". Det var endnu engang udtrykkelig at forbeholde sig sin Handlefrihed. Uden nogensomhelst Indsigelse modtog Woronzoffsaavel denne Erklæring som et yderligere Forbehold,hvorved Osten i Modsætning til Keiserindens Reservationaf

vationafStorfyrstens «Kettigheder og Fordringer», hævdede Kongens <■ Eettigheder eg Besiddelser, der vare ham tilsikkredeaf flere Magter»*). Saaledes udvexledes Ratifikationerne endelig den 13de og 14de October i Petersborg.

Denne Eftergivenhed af den danske Regering gjorde et meget godt Indtryk, idet den beviste, at Danmark ikke allerede havde bundet sig ved hemmelige Aftaler til England og Preussen. De Allierede lovede med al Iver at drive paa Forhandlingen, og Keiserinden forpligtede sig til at rette en meget indtrængende Opfordring til. Storfyrsten. Rigtigtnok erklærede THopital og Esterhazy tillige, at Afstaaelsen af Oldenborg og Delmenhorst nødvendigvis maatte udgjøre Grundlaget for enhver Forhandling⁹), og dette var en stor Skuffelse for Bernstorff, thi det var hans Yndlingstanke — hvad han selv kaldte sit coup de maitre — at erhverve Holsteen uden at afstaae noget Land. Men han trøstede sig med, at det Held, der netop dengang fulgte de Allieredes Vaaben, hurtigt kunde forandre sig og at Udsigterne for hans Plan da vilde blive bedre. Paa den anden Side havde han den Tilfredsstillelse at see, at Choiseul stedse mere deelte hans Anskuelser om Faren ved at tillade Rusland at beholde øst - Preussen og af al Kraft arbeidede imod, at der gaves Keiserinden noget Tilsagn i denne Retning.

5.

Det blev imidlertid ikke Osten, som kom til at gjonoptage
den holsteenske Forhandling.

Allerede i Juli 1760 havde Bernstorff modtaget et
privat Brev fra Woronzoff. hvori denne i Keiserindens

---

1) See B ernstorffs-Erkla:ring at" 21. Aug. 17fc»0.

2) See Ostens Depesche af 30. Septbr. og 19. Dec. 17G0.

Navn begjærede Ostens Tilbagekaldelse, uden dog wvrigt at fremføre nogen Beskyldning imod ham. Der havde underde daværende Omstændigheder ingen Anledning været for den danske Regering til at tage videre Hensyn til denne Begjæring, men nu fremkom den paany, med Tilføielse af en Trudsel om, at saalænge Osten forblev i Petersborg, vilde man ikke fremme Forhandlingen med Storfyrsten. Ligeoverfor en saadan Erklæring kunde Bernstorff ikke længere holde paa sin Gesandt, uden at udsætte sig for den Bebreidelse, med velberaadt Hu at have umuliggjort en fredelig Overenskomst med Rusland, og saaledes saae han sig, meget mod sin Villie, nødt til at kalde Osten tilbage.

Det var et Uheld for denne, at han ligefra sin første Ankomst til Rusland havde mishaget Keiserinden. ElisabethsDomom en fremmed Gesandt afhang væsentligt af, hvorledes han saae ud. Molzahn var en meget smuk Mand og derfor i høi Gunst, men Osten var styg. «Jeg har altid været et Offer», skrev han til Bernstorff, «fordi Vorherre ikke raadspurgte Keiserindens Smag, da han skabte mig, og i den Anledning har Hds. Majestæt aldrig værdiget mig et Ord, saalænge jeg har været her». Denne keiserlige Ligegyldighed havde efterhaanden udviklet sig til en formeligUnaade,som væsentlig havde sin Grund i hans ForbindelsemedPoniatowsky, hans fortrolige Forhold til Storfyrstinden men fornemmelig i Schuwaloff'ernes uforsonligeHadtil ham. Der er noget Gaadefuldt i den Haardnakkethed,hvormeddenne mægtige Familie') forfulgte Osten.

---

1) Der var 3 SchuwalofFer, nemlig Ivan Ivanowitch, sædvanlig kaldet • Kammerherren«, som var Keiserindens Favorit, Peter, der var General for Artilleriet, og Alexander, Præsident i Inquisitions- Commissionen.

Allerede før han kom til Petersborg, synes de at have fattet en Fordom imod ham og den tiltog stedse mere. Der kan neppe være Tvivl om, at det var sandt, naar Osten sagde, at han havde gjort Alt for at vinde den almægtige FavoritsYndest,og han manglede ellers ikke Evne til at behage, naar han bestræbte sig derfor. Men Alt var her forgjæves; selv siger han derom: «mit Ansigt, Bestushews Lovtaler, den Tillid, hvormed Storfyrstinden beærer mig, EsterhazysVenskabog navnlig den nøiagtige Kundskab, som jeg har til alle Kammerherrens Intriguer, udgjøre min Brøde». Vist var det, at Schuwaloff'erne ingen Leilighedlodegaae übenyttet forbi til at ophidse Keiserinden mod Osten, som fik Skyld for Alt, der opvakte hendes Mishag. Naar Storfyrsten opførte sig paa en fornærmelig Maade imod Prinds Carl af Sachsen, der beskyttedes af Keiserinden, var det Osten, som skulde have bevirket det, skjøndt Storfyrsten ellers ikke søgte Kaad hos ham, og var der Tale om den Forbindelse, Keiserinden mistænkte Catharineforat vedligeholde med Poniatowsky, efter at denne havde forladt Petersborg, paastod Schuwaloff dristigt, at Osten var Mellemleddet, endog dengang han indbildte sig, at denne Brevvexling udelukkende foregik gjennem ham selv. Dette Had var saa stærkt, at det omfattede Alt, hvad der stod i Forbindelse med Osten. Ester ha zy, der tidligerehavdeværet Gjenstand for Keiserindens særdeles Naade — hun havde endog hans Portræt hængende ligeoverforsinSeng — tabte, alene paa Grund af sit Venskab med Osten, saa fuldstændigt hendes Gunst, at han i Løbetafl76omaattebegjære at kaldes tilbage. Osten havde værget sig saa godt, han formaaede, og med sit overordentligeTalentfor Intriguen havde han vidst at sætte alle Traade i Bevægelse for at styrte sin farlige Fjende. Han

havde udført det Mirakel at bringe den ængstelige Woronzofftilat sige Keiserinden, «at hendes Favorit bedrog hende«, og Storfyrstinden var ikke bange for at aabenbare hende Schuwaloffs hemmelige Kjærlighedshistorier, men denne behøvede kun at true med at gifte sig, for at Keiserinden strax tilgav ham Alt¹). Osten havde imidlertid forstaaet at skjule sin Medvirkning i dette mislykkede Forsag saa godt,at ikke engang Schuwaloffs Mistænksomhed anedo den.

Mere end nogensinde før ønskede Osten under saadanne Omstændigheder at forlade Petersborg. Ligesom Bernstorff indsaae han, at hans Tilbagekaldelse var i politisk Henseende bleven en Nødvendighed, men desuden frygtede han for sin egen Sikkerhed. Hvis Keiserindens Begjæring ikke opfyldtes, «vilde dette kunne have übehagelige Folger for ham selv personligene, skrev han til Bernstorff; thi hans Mod, der var usædvanligt stort, saalænge han kunde vente at overvinde Farerne ved Forsigtighed og Smidighed, sank, saasnart han saae, at disse Egenskaber ikke længere vare tilstrækkelige.

Det var derfor med megen Tilfredshed, at han modtog Efterretningen om at skulle gaae som Gesandt til Warschau, hvilken Post Bernstorff fortrinsvis valgte, fordi Osten derfra lettest kunde følge Begivenhederne i Kusland og, naar Leiligheden bød sig, atter vende tilbage til Petersborg, og det var et Bevis paa, hvor stor Priis man satte paa hans Tjenester, at der tilstodes ham det samme Gehalt i Warschau, som han havde havt i Petersborg, uagtet dette var betydeligt Mere end, hvad hans Formand i Polen havde havt og hvad Bernstorff selv havde oppebaaret, da han i sin Tid beklædte den samme Post.

---

1) See Ostens Depescher af 22. Mai og 15. Juni 1759.

I de fire Aar, Osten havde tilbragt i Petersborg som den danske Regerings Repræsentant, havde han vundet Bernstorffs fuldstændigste Paaskjønnelse og denne satte ham øverst i Bækken af de danske Diplomater, næstefter Asseburg. Den Forbindelse, i hvilken han efterhaanden var traadt med Storfyrstinden, havde vistnok foreløbig ikke ført til noget positivt Resultat og den var bleven fortroligere, end Bernstorff oprindelig havde villet, men denne anerkjendtedog udtrykkeligt Forbindelsens Vigtighed og erklærede,at han ikke ønskede den afbrudt ved Ostens Afreise¹). Hvad Ostens Embedsførelse angik, var det ikke blot med Hensyn til de egentlige Forhandlinger, der havde været ham betroede og som vare de vigtigste, det danske Hof dengang havde, at han havde erhvervet sig Regeringens fulde Tillid. Han havde ogsaa med stor Opmærksomhed og rigtig Critik fulgt Alt, hvad der tildrog sig af almindeligere politisk Interesse, og det skyldtes i en -væsentlig Grad hans Indberetninger, at Bernstorff var saa vel underrettet, som nogen Udenrigsminister dengang var det i Europa. Det er et interessant Bevis paa hans lagttagelsesevne, at han opdagededen heininelige Correspondance, som Ludvig den 15de førte bagved og tildels imod sin egen Minister og som først den nyeste Tid fuldstændigt har bragt for Lyset-). Fra Midten af 1759 indberettede han saaledes fra Tid til anden om en Brevvexling, som l'Hopitals Secretair, d'Éon, førte med Kongen cuden sin Chefs og Choiseuls Vidende, og han udfandt, at Prindsen af Conti og den første Secretairi Udenrigsministeriet i Paris, Tercier, vare de Redskaber,ved hvilke Ludvig den 15de drev dette underjordiskeDiplomati.

---

1) See Bernstorffs Depescher af 29 Nov. 1760 og 17. Marts 1701.

2) See den ovenfor eiterede C'orrespondance secrete et ineditc de Louis XV par Boutaric, Paris, 1866 cir. F lass an VI. p. 367 %d.

jordiskeDiplomati.Han sluttede deraf, at Choiseul ikke havde Kongens Tillid, og at man derfor ikke kunde bygge paa nogen lang Fremtid for denne Minister¹). Ved Hjælp af Esterhazy erfarede han Meget, og denne satte saa stor Priis paa ham, at han ved direkte Skrivelser til Choiseul søgte at fjerne den Mistro, som THopital opvakte imod Osten, og da denne ikke længere kunde forblive i Petersborg,bestræbte Esterhazy sig for, at han skulde blive udnævnt til Gesandt i Wien. Ved Poniatowsky befandt Osten sig endelig i nær Forbindelse med et mægtigt Parti i Polen, og saa stor var hans Anseelse der, at da den unge Adam Czartorisky i Begyndelsen af 1759 sendtes til Petersborg for at virke til Fordeel for sin Families Interesser,var han anvist til at søge Raad og Veiledning hos Osten²).

Ligesaa anerkjendende Bernstorffs Udtalelser vare til Osten, ligesaa oprigtigt viste til Gjengjæld denne, at han paaskjønnede den Velvillie, som han mødte fra Ministerens Side. I den Depesche, hvormed han sluttede sit Gesandtskab i Petersborg, skriver han saaledes: «Jeg beder D. E. modtage min ærbødigste og oprigtigste Tak for den Beskyttelse, hvormed De i min Embedsvirksomhed uafbrudt har beæret mig, og for den Overbærenhed, Mildhed og Godhed, hvormed De indtil nu har ledet mig og styret min Optræden. Jeg erkjender Alt, hvad jeg skylder Dem, og jeg føler det altfor levende til fuldstændigt at kunne udtrykke det-³).

Som Osten skrev til Bernstorff, havde hans Opholdi
Petersborg været saa piinligt og anspændende, at han

---

1) See Ostens Depescher af 8. Juni 1759 o. fl. a.

2) See Ostens Depesche af 2. Marts 1759.

3) See Ostens Depesche af 30. Jan. 1761.

uden noget Savn forlod Eusland, og han kunde end ikke føle videre personlig Uvillie rnod dem, der havde gjort ham et længere Ophold der til en Umulighed. «Men selv om jeg havde været smertelig berørt deraf,» skriver han, »vilde det dog ligge i min Charakteer at skjule min Smerte, og aldrig skal jeg gjøre mine Fjender den Glæde at lade dem see, naar jeg lider. Saaledes vil det ikke engangvære nødvendigt for mig at tage min Tilflugt til et saa stort og vægtigt Motiv som Hensynet til Kongens Interesser,for hvilke jeg isandhed altid skal være rede til at offre mine Lidenskaber og mine ønsker. Det er alene af den Grund, at jeg i hele den Tid, jeg har staaet her som Gesandt, altid har opført mig ligeoverfor THopital og Kammerherren,som om jeg troede, at de vare mine Venner, og jo mere jeg opdagede deres Falskhed og deres Had, desto større Opmærksomhed og Hensyn har jeg vrist dem. Saaledesvil jeg ogsaa ende her, og Kongens Interesser skulle ingensinde komme til at lide under mine personlige Uven-¹ skaber. Kun een Smerte føler jeg ved min Afreise og det er, at jeg efterlader den Forhandling, som har været mig betroet, i den samme Uvishedstilstand, i hvilken jeg ved min Ankomst hertil forefandt den."¹)

Eet personligt Forhold havde dog Osten bevaret uforstyrrettil det Sidste, og det var Forbindelsen med Storfyrstinden,der vedblev med den største Fortrolighed at meddeleham Alt. Men hendes Stilling havde ogsaa forandret sig. Keiserinden havde atter vendt sig fra hende, og kun i vanskelige Tilfælde tyede endnu Storfyrsten til hendes Eaad. Hun havde derfor efterhaanden trukket sig tilbage i en mystisk Dunkelhed, i hvilken hun tilbragte Kesten af ElisabethsRegering,

---

1) See Ostens Depesche af 16. Dec. 1760.

bethsRegering,ventende paa bedre Tider¹). De, der som hun tænkte paa Fremtiden, søgte imidlertid fremdeles at sikkre sig hendes Gunst. Schuwaloff'erne vedbleve derforat staae i Forbindelse med hende, og gjennem dem kunde hun endnu udøve en ikke übetydelig Indflydelse, men forgæves havde hun søgte at anvende den til Fordeel for Osten. Det var ikke uden en vis Rørelse, at disse to, iøvrigtsaa selviske Personligheder skiltes efter saa længe at have staaet i fortrolig Forbindelse med hinanden. Catharine bad Osten om at vedblive at være hendes Raadgiver ogsaa, efter at han havde forladt Petersborg, og at fortsætte sin Brevvexling med hende. Ligeledes ønskede hun som hidtil at kunne correspondere medPoniatowsky ved hans Hjælp. Osten forudsaae, at han neppe paatog sig nogen stor Byrde ved at love dette, thi, som han sagde, «de Fraværende faae dog tilsidst Uret», og det var ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at Schuwaloffs Forsøg paa at fortrænge Mindet om Poniatowsky ved at give denne en Medbeiler i General Tzernyschow havde de bedste Udsigter til at lykkes -). Men Osten vilde i alt Fald spare sin Efterfølger i Petersborg de Übehageligheder, hvorunderhan selv saa meget havde lidt, og han ordnede derforSagen saaledes, at det for Fremtiden blev det engelske Gesandtskab, der kom til at udgjøre Mellemleddet i Petersborgfor denne Correspondance.

Dagen før sin Afskedsaudients hos Storfyrstinden, modtog
Osten en af de sædvanlige Billetter fra hende, som
fortjener at gjengives i Originalsproget.

»Guillaume 111, roi de la Grande Bretagne,« saaledes

---

1) St^e Ostens Depescher af 11. Juni og 2. Juli 1761, cfr. La cour de Russie p. 177^—178.

2) See Ostens Depescher af 30. Jan. 1761.

tyder den, «n'étant encore que prince d'Orange et nrineur,son parti en Hollande se trouva accablé sons celui du grand-pensionnaire de Witt, soutenu par toute la puissancede Louis XIV, qui avait ourdi sourdement la guerre entre la roi de la Grande-Bretagne Charles II et les etats généraux des provinces-unies. Ses amis firent, å mon avis, un coup d'état en persuadant sa mere å remettre la tutelle entre les mains des états-généraux et nommément entre celles du grand-pensionnaire, en changeant tout son domestique,méme son gouverneur, et en l'éloignant de sa mere,, et ce jeune prince, agé pour lors de 15 a 16 ans, joua si bien son role qu'il gagna la faction francaise et qu'elle méme contribua å le remettre dans les charges et dignités de ses péres. Vous savez le reste de sa vie.

Quelle que soit l'application que vous jugerez å propos de faire de ce trait d'histoire, jo m'y soumets et me tais, et si vous voudriez bien me laisser un testament politique, ce serait une obligation de plus que vous ajouteriez å toutes celles qne je vous ai. Votre lettre *) m'a fait beaucoup rever et j'ai conclu que vous etes excessivement ponétrant. Le comte de Poniatowsky a de l'humeur contre moi mais il a tort, sil croit, que les obstacles ou teis autres incidens me détacheront de lui. Je fais ma profession de foi entre vos mains et je ne désire que l'instant de le rejoindre et je voudrais qu'il se mit au dessus des minuties du vulgaire. Il y entre trop de composition dans mon role present, pour que je n'aie pas besoin de Venthousiasme qu'il prétend, que j'inspire quelquefois. L'adversité ne m'abattra pas et si cela doit me faire triompher, le courage ne me manquera pas. J'estime et j'aime le comte de Poniatowsky au dessus du

---

1) Dette Brev findes ikke i Archiverne.

reste du genre humain, il doit en étre sur et si j'ai du
bonheur, Tévénement parlera.

Au rom de Dieu ne renouvelez pas å votre audience la scene de feu Williams, qui, au lien de m'haranguer, se mit a sangloter. Vous me verrez vous inspirer du courage et la surface sera riante. Soyez assuré, qu'en quel coin du monde que vous serez, mon amitié, mon estime et ma reconnaissance vous suivront. Je me mépriserais moi-méme, si je ne sentais pas tout le prix de votre fidélité. Ecrivezmoi, je vous répondrai et je ne changerai ni pour vous ni pour vos amis. Conservez-moi vos jours qui me deviennent précieux, je ne désespére point de vous revoir, pourvuque vous le vouliez, je demanderai en gråce au roi de vous envoyer ici. Continuez-moi, quoique absent, vos conseils.

J'ai mande ce matin le peintre danois¹) et demain je lui donnerai une seance, tant jesvis empressée de satisfaire aux moindres attentions, que je puis temoigner au roi de Danemarc et jesvis en outre tres flattée, qu'il veut de mon portrait. Vous pouvez Ternporter et je crois, que Poniatowsky, auquel il était destiné, le cédera avec plaisir. Je vous prie d'accepter la bague ci-jointe et de la porter a mon souvenir. Je vous enverrai dix zibellines pour en faire usage vis-å-vis de vos amis; å moins de les voler å la couronne, orme saurait en trouver de plus belles, excusez done leur médiocrité.

Saaledes kunde Catharine selv ved Afskeden ikke
glemme Politiken, og Osten tilfoier i den Depesche, hvormedhan
sendte Bernstorff ovenstaaende Billet: »Denne

---

1) Dette var den danske Portrætmaler Vigilius Erichsen, født 1722, død 1782, som længe opholdt sig i Petersborg og der erhvervede sig et stort Navn See Weinwich: Maler-, Billedhugger-, Kobberstik-, Bygnings- og Stempelskjærer-Kunstens Historie, Kjøbenhavn 1811, pag. 163—IG4.

Fyrstinde nærer en Plan til Fordeel for sin Søn, som hun
agter at udføre efter Keiserindens Død, og Sætningen om
Wilhelm den Tredie siger mig Alt."1}

I Slutningen af Januar 1761 forlod Osten endelig Petersborg og begav sig over Danzig til Warschau. Hans Forgænger i Gesandtskabsposten i Polen, Grev Haxthausen, blev hans Efterfølger i Rusland.

6.

Forskjellen var stor mellem Petersborg og Warschau. Trods det Batbari, som endnu herskede i Busland, var dette dog en Stormagt med umaadelige Kræfter, dobbelt betydelige, fordi de vare samlede i een Haand. Europas politiske Skjæbne afgjordes for en meget væsentlig Deel i Petersborg og de russiske Hæres Seire fordunklede dengang de øvrige Allieredes Vaaben. August den Tredie derimod besad vel to Riger, men han havde Intet at sige i noget af dem. Som Churfyrste af Sachsen var han krigsførende, men han havde mistet sit Land og han havde ingen Hær til at tage det tilbage med. Som Konge af Polen var han neutral i Krigen, men russiske Hære marscherede gjennem Landet og mishandlede det, som om det var fjendtligt, og preussiskeTropper betænkte sig ligesaa lidet paa at gjøre Indfaldderi, under Paaskud af at ødelægge Russernes Magaziner.Selv var han fuldstændig villieLøs og overlod Alt til Grev Brilhl, der horer til de udueligste Ministre, Historien kjender. Doven og uvidende, demoraliseret og kun beskjæftigetmed sine egne og sin Families Interesser, gjorde han dog Fordring paa at spille en Rolle i den europæiske Politik. Hans Dobbelthed havde paadraget Sachsen Krigen,

---

1) See Ostens Depesche af 30. Jan. 1761.

hans Overmod havde hindret, at man med Fordeel trak sig ud af den, da det endnu var Tid¹), og nu tilintetgjorde hans klodsede Troløshed alle Udsigter baade for Sachsen og Polen til at faae nogen Erstatning ved Freden. Paa samme Tid han i Wien gav Sachsen Mine af at være Offeret for sin Troskab mod Østerrig, forestillede han i Paris Nødvendighedenaf, at det gjordes til en stor tydsk Magt, der kunde holde Østerrigs umaadelige Ærgjerrighed i Tømme. Dette Dobbeltspil blev ikke übekjendt for Kaunitz²) og snart vare Frankrig og- -Østerrig neppe mere velstemte for Sachsen end Preussen var det. Datidens diplomatiske Sprog var ikke altid flint, men den Foragt, hvormed navnlig den heftige Choiseul behandlede Briihl, overgaaer al Beskrivelse.

I Polen overlod Førsteministeren Magtens Udøvelse til sin Datter, der var gift med den polske Hofmarskal Mniczeck,og til sin Maitresse, Fyrstinde Lubomirska. Hovedsagenfor ham var at bringe saa mange Penge ud af det som muligt, og Fyrstinden solgte Embederne aabenlysttil den Høistbydende, selv om det var en politisk vigtigPost og Kjøberen var en farlig Fjende³). Landet følte

---

1) Frederik den Anden paastod, at han i Januar 1757 forgjæves havde tilbudt Fred paa de Vilkaar, at han skulde forlade Sachsen, sætte August i Besiddelse af Erfurth, give Churfyrsten af Mainz Erstatning og betale Sachsen 2 Millioner Daler. See Ostens Depesche af 7. April 1763.

1) Briihl sendte en vidtløftig Memoire derom til Choiseul, men denne havde ikke Taalmodighed til at læse dette kjedelige Aktstykke ig-jennem og gav det derfor ulæst til den østerrigske Gesandt Stahrenberg, som ulykkeligviis for Briihl havde større Taalmodighed end Choiseul og ilede med at gjøre Kaunitz bekjendt med denne Side af den sachsiske Politik.

2) Saaledes var Chefs-Posten for Gården blevet ledig og i urolige Tider kunde denne Post faae stor politisk Betydning. Ikke destomindre betænkte Briihl sig ikke paa at udnævne den unge Czartorisky dertil, fordi han bød den største Sum.

bittert Virkningen af at være knyttet til et andet Rige og af at regeres af Fremmede. Efterhaanden havde Partierne samlet sig i to store Leire. Den ene førtes af Prinds Radziwilli Lithauen, der repræsenterede de sletteste Sider af den polske Charakteer og hvis Raahed og Voldsomhed ingen Grændser kjendte. Det var ikke destomindre det Parti, som Hoffet begunstigede, uden dog selv til Gjengjæld i nogen Maade at kunne regne paa dets Understøttelse. Derimod samlede alle fædrelandssindede Polakker sig om den czartorisky'skeFamilie, der stedse bestemtere traadte op mod det briihFske Regimente. I Spidsen for denne store Slægt stode de to Brødre, Bernstorffs gamle Venner, Michael Czartorisky, Storkantsleren for Lithauen, og August, Palatinen for Rede-Rusland, og af de øvrige Medlemmer vare isa^r Sønnen, den unge Adam Czartorisky, SostersønnenStanislaus Poniatowsky og Svigersønnen Oginskyfremtrædende. Ved deres Rigdom og deres talrige Venner og Vasaller, men fremfor Alt ved deres velfortjente Anseelse og store Dygtighed vare Czartorisky'erne mægtigereend selve Regeringen. Deres Planer gik ikke ud paa at berøve August den Tredie Kronen, hvor lidet han end viste sig istand til at bære den, men de vilde ikke tillade, at Thronen, naar den næste Gang blev ledig, atter blev besat med en Fremmed, de vilde af al Kraft værne om RepublikkensUdelelighed, thi allerede havde man Forudfølelsen om, at dette Princip var i Fare, og endelig vilde de arbeide for, at Fleertalsafgjøreisen paa Rigsdagen traadte istedetfor det farlige liberum veto. Det var et skjæbnesvangert Program,der, med Undtagelse af eet, indbefattede alle de Punkter,om hvilke Polens Historie fra nu af skulde komme til at dreie sig lige til Rigets Undergang.

Det var vanskeligt at kunne bevare et godt Forhold til en saa upaalidelig Minister som Briihl. Næsten alle de Diplomater, som havde været accrediterede ved det sachsiske Hof — Broglie, Breteuil, Durand, Williams, Esterhazy, Wolkonsky osv. — havde levet i Fjendskab med ham, og Ostens Taalmodighed var ikke større end Andres. Men dertil kom, at Virkningen af Schuwaloffs Had og af Ostens Forbindelser i Petersborg ogsaa havde fulgt ham til Warschau. Briihl saae en Fjende i ham, fordi han var nær forbundet med Czartorisky'erne, og den sachsiske Eegering havde endog underhaanden andraget paa, at hans Udnævnelse skulde tages tilbage, før han endnu var ankommet til Warschau. Dette skete imidlertid ikke, men Bernstorff lovede, at Osten omhyggelig skulde afholde sig fra at blande sig i de indre polske Anliggender.

Fra Begyndelsen af var saaledes hans Stilling i Warschaufalsk. Briihl var ikke en klar og forstandig Personlighed,hvis mulige Fordomme en aaben Forklaring og en ærlig Optræden formaaede at fjerne. Osten forsøgte ikke desto mindre begge disse Midler, thi han havde modtaget bestemteOrdrer til at arbeide paa et godt Forhold til det sachsiskeHuus, der betragtedes som et Familiehof¹). Af denne Grund begyndte han ogsaa med, saa meget som muligt, at holde sig borte fra Czartorisky'erne. Men dels var dette umuligt at gjennemføre i et saadant Omfang, som Briihl s Mistænksomhed forlangte det, dels var det ogsaa udtrykkelig paalagt ham at vedligeholde en nøie Forbindelse med denne Familie. Forholdenes Magt var derfor stærkere end alle hans Bestræbelser. Medens Briihl vedblev at støde ham bort ved Mistro, Fornærmelser og Bagtalelser, modtoge

---

1) See Konigsfeldts genealogisk-historiske Tabeller, 1856, p. 53.

Czartorisky'erne ham derimod som en gammel Ven, og han kunde ikke forhindre, at det polske Selskab i Warschau viste ham en Opmærksomhed, der ellers ikke blev nogen anden Fremmed tildeel, og behandlede ham som en Landsmand, saameget mere som hans Familie havde den adelige Indfødsret i Polen¹). Han søgte imidlertid saavidt muligt at holde denne Forbindelse indenfor det selskabelige Forholds Grændserog ikke lade den udstrække sig til Politiken.

Men foruden de Vanskeligheder, som Osten saaledes havde at overvinde paa Grund af sin personlige Stilling, opstode ogsaa andre, ikke mindre betydelige, af de Ordrer, han modtog hjemmefra, og som i visse Maader udtrykkelig paalagde ham at optræde imod Kegeringen i Polen. Dette var for det Første Tilfældet med Hensyn til Danzig. Denne Fristad stod under polsk Overhøihed og befandt sig dengang ien meget farlig Stilling. Paa den ene Side truedes den af de russiske Tropper, som flere Gange havde staaet i Begrebmed at bemægtige sig dette vigtige Punkt, paa den anden Side laae den i Strid med Kegeringen, som vilde gjøre Indgreb i dens Rettigheder og fremfor Alt udpresse Penge af den. Den danske Regering havde altid viist stor Interesse for Byen, saavel paa Grund af de danske Handelsinteresser,som ogsaa fordi den i Tilfælde af en Krig med Rusland vilde kunne være af stor Vigtighed, og Byen stolede fast paa Danmarks Beskyttelse. Det antoges saavel af den som af Polakkerne, at, naar Rusland ikke allerede forlængst havde bemægtiget sig Staden, var Grunden dertil alene den, at Kongen af Danmark havde erklæret i Petersborg, at han ikke vilde tillade noget Saadant. Da Osten paa Gjennemreisenpasserede Danzig, modtoges han derfor med stor

---

1) See Ostens Depesche af 10. Dec. 1761.

Ærbødighed af Magistraten, og senere takkede den polske Storcantsler ham i Warschau for de Tjenester, hans Regeringhavde viist Byen og Republiken. Osten hverken modtog eller afslog denne Taksigelse, thi havde den danske Regering end ikke havt Leilighed til at optræde saa energisktil Fordeel for Byen som det antoges, saa var det dog ikke destomindre dens Villie ikke at taale, at Byen undertryktes,og navnlig ikke at fremmede Magter blandede sig i dens Anliggender. Men den Beskyttelse, som Danmark saaledes ydede Byen, maatte af Brtihl opfattes som rettet mod ham, og da Magistraten i sine (Stridigheder med den polske Regering stadig sogte Raad hos Osten, kunde denne ikke undgaae at faae Udseende af at fremkalde den Modstand,Byen vedblev at gjere, uagtet Virkeligheden var, at han tvertimod altid raadede den til at søge at komme overens med Regeringen¹). Men endnu vanskeligere blev Ostens Stilling, da han, i Betragtning af den Vigtighed, som Polakkernes Venskab kunde faae for Danmark, hvis Krigen med Rusland brød ud, fik Ordre til «med Forsigtighedat drage Polakkernes #ine hen paa den danske Konge som en Ven af deres Uafhængighed og Frihed«^a), thi det var ikke hos Regeringen men netop hos Folkepartiet, at disse Forberedelser skulde træffes.

Saaledes førtes Osten uden egen Skyld stadigt længere bort fra den briihlske Regering. Da han nu tillige modtog nye Creditiver, der befuldmægtigede ham hos Republiken og ikke som hidtil alene hos Kongen³), fik hans Forbindelse

---

1) See Ostens Depesche af 3. Juni 1761, Bernstorffs Depescher af 19. Sept. og 10. Oct. s. A., Brev fra Magistraten i Danzig til den danske Regering af 28. Aug. og Bernstorffs Svar af 25. Sept. 1761.

2) See Bernstorffs Instruction af 12. Dec. 1761.

3) See Ostens Depesche af 4. Jan. 1762.

medCzartorisky'erne, Kepublikens første Dignitarier, næstenen officiel Stadfæstelse og det hjalp kun lidet, at Bernstorffsamtidigt dermed indskærpede ham at stille sig vel med Briihl. Det var iøvrigt kun med denne, at han stod sig slet, med sine Colleger, og navnlig med den franske Gesandt Paulmy, befandt han sig derimod i meget venskabeligForbindelse.

Imidlertid havde Begivenhederne udviklet sig i llusland. Efter mange Vanskeligheder og Udsættelser var man endelignaaet saavidt, at Storfyrsten den 27de Juli (1761) erklæredesig om de danske Forslag, som vare blevne ham meddeelte. Svaret havde været af den Beskaffenhed, at Bernstorff maatte ansee Forhandlingerne som endelig afbrudteog Haxthausens Afreise fra Petersborg som nær forestaaende¹). Forinden Afbrydelsen af den diplomatiske Forbindelse gjorde Krigen uundgaaelig, vilde den danske Kegering dog endnu prøve et sidste Forsøg i Paris, hvorhen Andreas Peter Bernstorff sendtes i overordentlig Mission;men for han ankom dertil, varKeiserinde Elisabeth død 25de Jan. 1762 og den i saa mange Aar befrygtede Begivenhed, Peter den Tredies Thronbestigelse, var saaledesforegaaet. I det forste -Oieblik var man uvis om, hvad Charakteer den nye Regering vilde antage. Navnlig kunde det synes rimeligt, at Catharine vilde blive den egentlig styrende, og Bernstorff paatænkte allerede at sende Osten tilbage til Petersborg⁹). Men det viste sig snart, at hun var magtesløs og, langtfra at kunne beskytte Nogen, tvertimod selv var udsat for de største Farer. Hun vovede ikke længere at skrive og siden Keiserindens Død havde

---

1) See Bernstorffs Depesche af 12. Sept. 1761

2) See Bernstorffs Depesche af 25. Jan. og Ostens Svar af 20. Febr. 1762.

Osten derfor Intet hørt umiddelbart fra hende. Men ad anden Vei erfarede han, at hun havde gjort et Forsøg paa at bringe Peter paa fredelige Tanker. Med Taarer i Oinene havde hun forestillet ham, at «hellere end at fere Krig med Danmark, burde han forene sig med Fyrsterne af sit Huus, ligesom Bourbonerne nyligen havde gjort det» *). Men hendesForestillinger havde været frugtesløse og Krigen syntes uundgaaelig.

Osten havde i Begyndelsen ikke været ganske tilfreds med B e r n s t o r ffs modige Beslutning om hellere at vove det Yderste, end give efter for Peter den Tredies Fordringer, der som bekjendt ogsaa omfattede Slesvig. Dersom man havde kunnet besætte Liibeck, aabne Veien for et fransk Corps til at forene sig med den danske Hær, og dersom man havde kunnet være vis paa Sverige, vilde han have stemt for Krigen. Saaledes som Forholdene nu vare, vilde det derimod efter hans Mening være bedre at slutte en Overenskomst, som naturligvis ikke kunde opnaaes uden Offre²). Men da Regeringen ikke vilde følge dette Raad, sluttede han sig med rastløs Iver til Krigspolitiken.

Bedre end nogen Anden, saae han sig istand til at give paalidelige Efterretninger om de russiske Troppers Bevægelser og Tilstand. Danzig nægtede at forsyne den russiske Hær med de fornødne Transportmidler, men bad Kongen om ikke at forlange af Byen, at den aabent skulde understøtte ham mod Rusland³). Osten havde forvisset sig om, at det vilde være muligt at bringe Tyrkiet til at angribe Rusland, og han foreslog, at den danske Gesandt i Constantinopel, Gåhler, skulde beordres til at arbeide derpa

---

1) See Ostens Depesche af 28. April 1762.

2) See Ostens Depesche af 24. Febr. 1762.

3) See Ostens Depesche af 8. Marts 1762

paa¹). Endelig meldte han, at en Confederation i Polen iin_od Russerne lod sig bringe istand-). Efter Bernstorffs Bemyndigelse satte han sig endvidere i Forbindelse med en Mecklenburger, Petersdorff, som var traadt i Sachsisk Militairtj eneste og nylig havde været i Petersborg i et diplomatiskÆrinde for sit Fadeland. Denne dygtige Officeer havde udkastet en Krigsplan, hvorefter den danske Hær skulde komme Eusserne i Forkjøbet med at besætte Liibeck og Mecklenburg. Dersom den danske General i Tide indtog en Stilling ved Malchin og Domitz, der beskyttedes ved ufremkommelige Moradser, vilde han kunne hindre Fjendens videre Fremrykning og desuden afskjære den russiske Hær fra enhver Udsigt til at proviantere i Landet selv, saa at alle Fornødenheder maatte tilføres den meget langveis fra. Denne Krigsplan synes at have vundet Bifald, og den danske Overgeneral,St. Germain, rykkede virkelig ind i Mecklenburg for at besætte den omtalte Stilling. Osten havde ligeledes faaet den Tanke, at den danske Hær isærdeleshed vilde fole Savnet af let Cavalleri. som kunde stilles imod Kosakkerne. Han foreslog derfor, at der til Danzig og andre Steder i Polen skulde sendes Officerer for at hverve Husarer, og han meente, at det vilde være muligt at oprette og ad sikker Vei at tilføre den danske Armee en betydeligere Afdeling af polsk Rytteri.

Lykkeligvis jbleve imidlertid alle disse Forberedelser ikke satte paa nogen virkelig Prøve, thi den Bde Juli var Peter den Tredie styrtet fra sin Throne og d. 13de Aug. udtalte Korff i Kjøbenhavn paa den nye Keiserindes Vegne, «at hun var fast bestemt paa at gjenoprette og udvikle det

---

1) See Ostens Depesche af 29. Mai 1762.

2) See Ostens De[>esche af 14-. April cfr. Bernstorffs af "23. Marts 17(32.

samle og inderlige Venskab, der gjennem Aarhundreder
havde bestaaet mellem de 2 Hoffer»').

Saaledes var Catharine, hurtigere og i et langt større Omfang end man havde kunnet haabe det, bleven sat istand til at gjengjælde de Tjenester, som Osten i sin Tid havde beviist hende. Den første Berøring mellem det danske Cabinet og den nye Keiserinde var imidlertid ikke meget lovende. Medregentskabet og Administrationen af det gottorpske Holstoen under Storfyrst Pauls Mindreaarighed tilkom efter Higslovene og de i det oldenborgske Huus fulgte Regler Adolf Frederik af Sverige som den nærmeste mandlige Agnat, men ved en hemmelig Artikel af Traktaten af 1750 havde han overdraget sin Eet til Kongen af Danmark. Da denne nu vilde gjøre sin nye Værdighed gjældende, afviste Keiserinden enhver videre Tale derom paa en saa overmodig og anmassende Maade, at der behøvedes hele Bernstorffs Selvbeherskelse, for at det ikke skulde komme til et alvorligt Sammenstød. Sagen udjævnedes derved, at Kongen den 7de October tilskrev Keiserinden et egenhændigt Brev, hvori han «af Venskab for hende opgav sin Ret», men Bernstorff havde gjort den Erfaring, at hun var en Dame, som maatte behandles med stor Vaersomhed og som ikke tog det saa noie med Andres Ret, naar den kom i Strid med hendes Forfængelighed.

Det var iovrigt ikke alene Bernstorff, hvis Forventninger skuffedes af den nye Keiserinde. Strax efter Revolutionen havde Catharine gjenoptaget sin siden Elisabeths Død afbrudteBrevvexling med Poniatowsky. Tonen var densamme som for, og med Omstændelighed udtalte hun deri, hvad der laae hende paa Hjertet — et af disse Breve fyldte ikke

---

1) See Bernstorff s Circulære af 14. Aug. 1762.

mindre end 16 Foliosider. Hun lovede ham, at hun skulde gjøre sit Yderste for, at han eller den unge Adam Czartorisky kunde komme til at bestige Polens Throne efter August den Tredies Død. Men ved Siden af disse Løfter og Forsikkringer forbød hun ham tillige paa det Bestemtesteat komme til Petersborg, thi «da vilde hun være fortabt og han med», han maatte ikke engang skrive, thi «hun var i en meget vanskelig Stilling og ikke Herskerinde«. Ganske vist var hun omgivet af Vanskeligheder, hun maatte omhyggelig undgaae at støde den offentlige Mening, og Orloff kunde blive en ligesaa farlig Fjende, som han havde været en nyttig Ven, men der var ogsaa andre Grunde tilstæde, hvorfor at hun ikke vilde see sin forrige Elsker. Vel spottede hun i disse Breve med tilsyneladende Kulde over Orloffs Lidenskab for hende, som allerede, medens Poniatowskyvar i Rusland, havde tildraget sig Opmærksomhed og gjort ham til Gj ens tand for almindelig Latter, men hvad end Poniatowsky troede, saa lod dog Osten sig ikke bedrage, og han anede, at den sande Grund til hendes Forbudvar, at Orloff i Virkeligheden allerede havde indtaget Poniatowskys tidligere Plads¹).

Det forblev ikke længe en Hemmelighed for den polske Regering, hvad Catharine havde lovet den ezartorisky'ske Familie i Tilfælde af en Thronledighed, thi Bestushew forraadte det i et Brev til Briihl-). Samtidigt dermed foraarsagedeBesættelsen af nogle betydelige Rigsembeder i Polen en aaben Feide mellem Regeringen og det czartorisky'skePart i³), der understøttedes af Rusland, og da nu

---

1) See Ostens Depescher af 24. Juli, 18. August 8. og 25 Sept. 1762 cfr. La cour de Russie p. 198.

2) See Ostens Depesche af 9. O et. 1762.

3) Fremstillingen af denne Strid hos Hermann V. p. 346 niaa efter Ost ens Beretninger antages at være urigtig og partisk for Briihl. Langtfra at forlange Embederne for deres Tilhængere, uden at ville gjøre Gjengjæld, lovede Czartorisky'erne tvertimod udtrykkelig at understøtte Regeringen, navnlig ogsaa i det curlandske Spørgsmnal. Men Briihl var som sædvanlig falsk og lod sig kjøbe af Radziwi 11. I Almindelighed kan det bemærkes, at Hermann baade i Fremstillingen af de polske Anliggender og af Hertug Carls Forhold i Courland har ladet sig meget paavirke af sin Forkjærlighed for Tydsk og Tydskere.

desuden August den Tredie begyndte at blive sygelig,
antoge Forholdene i Polen mere og mere Gharakteren af
en Opløsningstilstand.

Briihl havde aldrig ophørt at mistænke Osten for at understøtte hans Fjender, og under de nuværende Omstændighedervar han meget tilbøielig til at lade sin Vrede gaae ud over ham. Atter klagede han ved sin Gesandt Volckershami Kjøbenhavn, og det maa vel antages, at han har gjort det sandsynligt, at Osten i alt Fald ikke havde viist tilstrækkelig Forsigtighed i sin Opførsel. Idetmindste gav Berustorff et Svar, der saae ud som en Daddel, medens han rigtignok samtidigt tilskrev Osten, at Kongen ikke meente Kogét dermed og tvertimod ønskede, at han skulde fortsætte sin Forbindelse med Czartorisky¹). Men Briihl hoverede og lod i Aviserne bekjendtgjøre, at den danske Regering havde desavoueret sin Gesandt. Dette krænkede Osten meget dybt og han skrev til Bernstorff: «Jeg skal gjøre, hvad De befaler mig, men jeg besværger Dem ved al den Tro, Retfærdighed og Billighedsfølelse, som Gud har givet Dem, ikke at forlade mig i Udførelsen af Deres Ordrer. Det gjælder min Ære og min Anseelse. De veed, hvad disse Goder betyde, og De er for høisindet og ædelmodig til at dadle mig, fordi jeg er fiintfølende. Ved ethvert andet Hof, hvorhen det maatte behage Kongen at sende mig, skal jeg vise, at alle disse Ærgrelser ere en

---

3) Fremstillingen af denne Strid hos Hermann V. p. 346 niaa efter Ost ens Beretninger antages at være urigtig og partisk for Briihl. Langtfra at forlange Embederne for deres Tilhængere, uden at ville gjøre Gjengjæld, lovede Czartorisky'erne tvertimod udtrykkelig at understøtte Regeringen, navnlig ogsaa i det curlandske Spørgsmnal. Men Briihl var som sædvanlig falsk og lod sig kjøbe af Radziwi 11. I Almindelighed kan det bemærkes, at Hermann baade i Fremstillingen af de polske Anliggender og af Hertug Carls Forhold i Courland har ladet sig meget paavirke af sin Forkjærlighed for Tydsk og Tydskere.

1) See Bernstorffs Depescher af 13. og 16. Nov. 1762.

Følge af min Stilling og ikke paa nogen Maade af min
Charakteer«1). Han bad derfor om snarest muligt at blive
forflyttet fra Warschau til London eller til Petersborg.

Grev Haxthausen passede ikke længere paa sidstnævnte Sted. Saalænge Bernstorff troede, at Cat har in e strax vilde forhandle om en Løsning af det holsteenske Sp-orgsmaal, foretrak han at sende Asseburg til Petersborg, men da det nu viste sig, at der i alt Fald indtil videre ikke vilde foregaae noget Afgjorende i Sagen, var Osten den meest passende Personlighed, forudsat at Keiserinden ikke havde Noget imod at faae en Mand tilbage, som havde haft Leilighed til saa nøie at kjende tidligere Forhold og Begivenheder. Denne Betænkelighed fjærnedes tildeels ved et Brev fra Bestushew, der begjærede Ly nar eller Osten, men endnu fuldstændigere ved et Tilbud, som Keiserinden gjorde Sidstnævnte gjennem Panin om at indtræde i russisk Tjeneste.

Bernstorff overlod Osten frit Valg, om han vilde modtage dette Tilbud eller forblive i dansk Tjeneste. 1 første Tilfælde kunde han være vis paa, at han altid skulde kunne træde tilbage i Kongens Tjeneste, hvis Lykken i Kusland gik ham imod. Valgte han derimod det andet Alternativ, vilde han blive sendt til Petersborg som Gesandt. Naar man ikke saae sig istand til at udnævne ham til Ambassadør,var det ikke, fordi han ikke skulde være værdig til denne Udmærkelse, "thi Ambassadortitlen var visselig ikke for hei for ham, og han var i enhver Henseende egnet til at opnaae Alt, hvad en Mand af Stand kunde opnaae i Danmark«, men fordi Keiserindens Opførsel imod Danmark ikke havde været af den Beskaffenhed, at Kongen kunde ville gjøre noget saa Usædvanligt ligeoverfor hende-). Hele dette Brev

---

1) See Ostens D.-pesche af 13. Dec. 1762.

2) See. Bernstorffs Svar af 11. Jan. 17>33.

bcerer et saadant Praeg af oprigtig Velvillie, at der ikke kan vsere nogen Tvivl oin, at Bernstorff ikke alene betragtede Osten som en udmrerket dygtig Embedsmand, men tillige — hvad ban ogsaa i Brevet gjentagende kalder ham — som sin Yen.

Osten valgte idetmindste for det Første at forblive i
dansk Tjeneste, og Ordren til ham om at gaae til Rusland
udfærdigedes derfor den 4de April 1763.

7.

Faa Fyrster ere blevne saa eensidigt og forskjelligt bedømte som Catharine den Anden. De franske Ensyklopædister kunde neppe finde Ord til at udtale deres Begeistring for en Keiserinde, der brevvexlede med dem om Oplysning og den menneskelige Frihed, og som forsikkrede dem om, at hun vilde regere Rusland efter Philosophiens nyeste Regler. Til Gjengjæld fremstille senere franske Skribenter hende som det afskyeligste og modbydeligste Væsen, der nogensinde har siddet paa en Throne¹). AndreHistorikere gaae til en tredie Yderlighed og gjøre hende til en politisk Abstraktion uden Lidenskaber og menneskeligeFølelser, der som en Maskine ufravigelig arbeidede mod det samme, længe forud afsatte Maal. De beskrive hende som et Vidunder af «daadkraftig Villiesbestemthed og det fuldendteste Mesterskab i skuffende List og forstillelsesfuld Klogskab«. Efter deres Mening besteg hun Ruslands Throne med et politisk System fixt og færdigt, som hun strax gav sig til at gjennemfore med «mathematisk Nøiagtighed», og enhver Svingning og Modsigelse i hendes Handlinger søge de med en beundringsværdig Skarpsindighed at føre tilbage til den mest raffinerede og dybsindige Beregning. »Kold

---

1) Saaledes Michelet i historie de France, XVII, p. 45 fgd.

og überørt af Taknemlighedens og Hengivenhedens Følelser,, lykkedes det hende at nære Skinsygen mellem de to Hofpartier,Orloff erne og Panin'erne, og derved at befæsteKronen paa sit Hoved». Uden at betænke sig, valgte hun med sikker Haand den preussisk-engelske Alliance som den, der alene kunde tjene Ruslands Interesser. Vilde hun, at Poniatowsky skulde bestige Polens Throne, var det alene, «fordi hun kjendte hans Svaghed og vidste, at han kunde bruges som et villieløst Redskab"; begunstigede hun. i nogen Tid den svenske Dronnings Planer om en Regeringsforandringi Sverige, var det kun »for at lade DanmarksUro forøge dets Begjærlighed efter Ruslands Venskab«,og naar det holsteenske Spørgsmaal maatte vente Aar, før det løstes, var det, fordi «hun vilde holde Danmarkdenne Udsigt for Ømene og derved gjore det til en underdanig Tjener af Rusland". Aldrig var der kort sagt før i Verden seet en saa udspekuleret Politik¹).

Ganske anderledes opfattede det danske Diplomatie CatharinesCharakteer, og det ikke blot i Begyndelsen af hendes Regeringstid, da man endnu ikke ret kjendte hende, men ogsaa senere og efterat det længe og omhyggelig havde fulgt hendes Handlinger. Fra først af udtalte Bernstorff, at han »ikke var ligesaa overtydet om Keiserindens Klogskab,Aandsmodenhed og Fasthed, som han var det om hendeslivlige og glimrende Aand», han erkjendte tilfulde hendes"Virksomhed og Lyst til Berømmelse« men han saae ogsaa hendes "Herskesyge, Forfængelighed og Lunefuldhed»_T og medens Andre kaldte hende en mandig Aand, der kunde maale sig med Peter den Store, saae han derimod altid

---

1) Hermann 1. c. V. p. 308, 317, 326 osv. og Tengberg «om Keisarinnan Catharina Ildens åsyftade stora nordiska Alliance«, 1863, p. 10, 22, 37, 57 osv.

Quinden i hvad hun foretog¹). Dette Billede er mindre imponerendemen mere menneskeligt og derfor ogsaa langt mere tiltalende, og uvilkaarligt føler man, at det maa være sandere. De følgende Begivenheder ville vise, at det virkeligkun er i dette Lys, at Catharine den Anden maa sees og bedcmmes.

Da Osten i Juli 1763 ankom til Petersborg, hvor han tilsyneladende modtoges med udmærket Naade, havde de positiske Forhold endnu ikke antaget nogen bestemt Form. Den nye Keiserindes Stilling var meget usikker og hendes Opmærksomhed maatte i en væsentlig Grad være henvendt paa, hvorledes hun kunde holde sig midt imellem alle de Farer, som omgave hende²).

---

1) Depesche Ira Bernstortf til Schaek at 27. Xov. 17G2 og Jnstruktion for Osten af 7. April 1763. Osteus BedDinmelse indeholdes i Depesche af 8. December 1764, see nedenfor. — Eii interessant Charakteristik at' Catharine tindes i et Privatbrev fra A. Schumacher til Bernstorff at' 6. Dec. 17tJ3, hvori dec hedder: Cette princesse domic par taut d'endroits dans le roraanesque et terait certainement des choses aussi singulieres que sou malheureux epoux, si la crainte de perdre le trone ue leu retenait. Le grand det'aut tie cette princesse est de suivre plus ses passions que les vrais interets de son empire, d'etre fort entiere et de se croire assez de lurnieres et de force, pour suffire elle-ineuie a, tout, et c'est aussi ]& la t'aiblesse de MrPanin, gui semble pourtant en etre revenu en partie. Cependant toute laborieuse que soit S. M. J., rien ne se fait et de tant de choses. qu'elle a commencees, aucune encore u'a ete rinie. On l'accable de papiers et ou embrouille les affaires a dessein, de l'acon qu'elle ne sait plus comment s'en tirer. Le senat a sous olle plus de pouvoir, qu'il n'a eu sous aucun rugne et si contre son avis elle veut entreprendre quelque chose, on l'arrete d'abord, en lui disant, qu'elle perdrait par-li l'amour du peuple, et cula va si loin, qu'elle n'ose meme pas punir les grands criminels, reconnus pour tels publiquenient. Voila bien des f'aiblesses et un recit vrai, quoique fort different des louanges que d'autres, tout-i-fait prevenus en faveur de cette princesse, lui prodiguent.^— Ctr. iyvrigt ogsaa audre samtidige Diplomaters Domme i La Cour de Ru.ssie p. 225 fgd.

2) O stens Depesc-he af'2o.Juli 1763 cir. La cour de Russie p. 221 rgd.

Alt Andet traadte imidlertid i Skyggen for Spørgsinaaletom Keiserindens Giftermaal med Gregor Orloff. Denne Tanke var først offentlig fremsat af Bestushew, der var bleven kaldt tilbage fra sin Forvisning og som ikke havde forandret sin intriguante Natur i Siberien. Skjøndt gammel og affældig, higede han dog endnu efter Magtenmed den samme Iver, som om han ikke havde provet dens Forgængelighed. Han saae en Medbeiler i Panin og søgte derfor Orloff s Venskab. Det var imidlertid ikke blot for at vinde dette, at han fremkom med Giftermaalsplanen,thi han var en gammel og meget snu Hofmand, der ikke vilde vove sig frem med en saadan Tanke, hvis han ikke tillige var vis paa, at den behagede hans Herskerinde. Osten kjendte for godt baade Cath arine og Bestiishe w til ikke at indsee, at hvad denne ved en saadan Leilighed gjorde, skeete med hendes Samtykke, og muligvis endogsaa paa hendes Anstiftelse. Det var aabenbart for at gj_øre Afstanden mindre mellem Undersaatten og Thronen, at Orloff ved KeiserindensIndflydelse blev gjort til Prinds af det hellige romerske Kige, og der kan vel neppe være nogen Tvivl om, at, naar tolv af de russiske Biskopper vovede at tilstille Keiserinden et Bønskrift om, «at hun vilde beslutte sig til at dele.Thronenmed den af hendes Undersaatter, som hun dertil fandt værdigst«, saa havde de i Forveien forsikkret sig om, at deres Frimodighed ikke vilde mishage¹). Det var Catharineslidenskabelige Natur, som lod hende glemme, hvor farligt det, navnlig under de daværende Omstændigheder, kunde blive for hende at ville tilfredsstille et saadant Indfald;det blotte Rygte om, at hun tænkte paa at gifte

---

1) Hermann 1. c. V. p. 322-323

sig med Orloff, havde været tilstrækkeligt til at fremkalde alvorlige Uroligheder i Moskau og paa flere andre Steder i Higet. Hun havde imidlertid Besindighed nok til i Tide at indsee, at Panin havde Ret, da han paa det Indstændigste forestillede hende de Farer, for hvilke hun ved et saadant Giftermaal vilde udsætte sig. Men Aar maatte forløbe og bittre Erfaringer gjores om, hvor løst Kronen endnu sad paa hendes Hoved, før hun endeligen opgav denne Tanke, og uagtet hun med sin Forstand begreb, at de, der havde forhindret dette Giftermaal, havde raadet hende godt, troede Osten dog senere at kunne bemærke, at hun altid bevarede et hemmeligt Nag til dem¹).

Det var navnlig med Hensyn til den nye Regerings Udenrigs - Politik, at der herskede en fuldstændig Uvished. Frankrig eller England, øsferrig eller Preussen — de første politiske Alternativer henstode endnu uafgjorte. Catharinehavde været meget misfoniøiet med TH op i tal og og hun kunde ikke glemme Breteuil, at han i sin Tid forlod Petersborg for at undgaae at understøtte hende ved Revolutionen, men hendes Stemning mod Frankrig var dog ikke anderledes end at hun udtrykkelig begjærede at kunne fortsætte den hemmelige Brevvexling, som Keiserinde Elisabethhavde

---

1) Ostens Depescher af 25. Aug. 1763, 2. Marts, 5. og 12. Juni, 24. Juli 1764, cfr. La cour de Russie p. 229. — Hermann 1. c. V. p. 323 opfatter hele denue Episode anderledes og mener, at Catharine aldrig alvorligt nserede den Tanke at dele Magten ined en Anden. Ganske vist passer hendes Adfterd kun lidet til den phantastiske Catharine, sora Hermann taenker sig, men, selv om alle Kjendsgjerninger ikke vare saa overbevisende som de ere, vilde det dog ikke vasre let for Andre at troe, at him med Villie opvakte et saadant Haab hos Orloff, som hun baade elskede og frygtede, alene for derpaa at skuffe det, og enduu mindre vel beregnet vilde en saadan Spog have vieret ligeoverfor det russiske Folk.

bethhavdeført med Ludvig den 15de¹). Først, da denne Begjæring koldt afsloges, da Kongen ved at gjøre Vanskeligheder med Hensyn til Keisertitlen tilføiede hendes Stolthed en dyb Krænkelse²), og da hun overalt, i Stockholm, i Warscliau og i Constantinopel, stadigt saae sine Planer modarbeidede af det franske Diplomati, vendte Keiserinden for bestandigt sit Sind bort fra Frankrig. Hvad England angik, skrev hun allerede, før hun blev Eneherskerinde, i Misfornøielse over den Opførsel, som Keith viste mod hende, da han under Peters korte Eegering saa at sige var Herre over hendes Skjæbne, «at han havde helbredet hende fra enhver Forkjærlighed for England«³), og senere sagde hun til Osten, at «naar kun hun og Kongen af Danmark vare enige, havde den engelske Flaade Intet at gjøre i .Østersøen og skulde heller ikke faae Lov til at vise sig der«⁴). Osten antog, at hendes «paastaaede» Venskab for England i Virkeligheden kun havde sin Grund i den Tro hos hende, at Kuslands Handel for Tiden ikke var istand til at undvære England, men denne Tanke kunde, navnlig i hendes Hoved, let vendes om og blive til en Overbevisning om, at England ikke vilde kunne undvære Euslands Handel. Hvad Osten her forudsaae, indtraf virkelig senere.

Bestushew anbefalede den østerrigske Alliance men rigtignok under Forudsætning af, at Maria Theresia opgavsin Forbindelse med Frankrig. De to Keiserriger vare gamle Allierede, de forenedes ved en væsentlig Fælleslnteressei Orienten og Keiserinden følte selv en vis Forkjærlighedfor denne Alliance, saa at der i nogen Tid var

---

1) See Correspondance secréte de Louis XV. p. 108.

2) FJassan VI. p. 352 fgd., 530 fgd.

3) Ostens Depesche af 13. Juni 1762.

4) Ostens Depesche af 25. Aug. 1763.

Rimelighed for, at den vilde seire¹). Derimod holdt Panin og Kayserlingk paa den preussiske Alliance, Frederik den Anden forsømte Intet for at anbefale sig, og de polske Forhold kunde gjore en saadan Forbindelse meget ønskelig for Keiserinden-). Men vigtigst for den danske Regering var Spørgsmaalet om, hvilken Politik hun vilde følge med Hensyn til Sverige, og hvorledes hun vilde stille sig til det holsteenske Mageskifte.

Under Elisabeths Regering havde Rusland ligesaa bestemt som Danmark modsat sig Kongemagtens Udvidelse i Sverige. Peter den Tredie havde haft nogle Anfægtelser af Slægtskabsfølelse til Fordeel for sin Onkel i Stockholm, men de fik i alt Fald ikke Tid til at føre til noget Resultat³). Nu bestræbte Dronning Louise Ulrike sig af al Mast for at vinde Catharine og det syntes, at hendes Bestræbelser skulde lykkes. Den svenske Afsending Duriez modtoges med udmærket Forekommenhed i Petersborg, han forhandlede,men det vidstes ikke ret hvorom. Snart hed det, at en svensk Prinds skulde bestemmes til Thronfølger i Ruslandfor det Tilfælde, at Storfyrsten døde uden Afkom⁴), snart at der paatænktes et Ægteskab mellem Paul og en svensk Prindsesse, snart endelig paastodes det, at Souverænitetenskulde indføres i Sverige med russisk Hjælp.

---

1) Ostens Depescher af 30. Aug., 2. og 13. Dec. 1763.

2) Catharines egen Fremstilling om Grundene, som efterhaanden bestemte hende til at foretrække det preussiske Forbund, findes i hendes Depesche af 25 Dec. 1785 til Sergius Rumaenzow hos Fr. de Smitt: Frédéric 11, Catherine et le partage de la Polognc, 1861, p. 83-85.

3) See Brev fra Frederik den Anden til Ulrike Lovise af 11. Febr. og 4. April 1762 i Axel Fersens historiska Skrifter, udgivne af Klinckowstrøm, Stockholm; 1869, 3. D. p. 323 og 327.

4) Salilern paastod, at dette var Dronningens Hensigt, see Brev fra A. Schumacher til B ernstorff af 29. Nov. 1763.

Ganske vist vilde en saadan Regeringsforandring stride mod Ruslands Interesser, men denne Betragtning var neppe tilstrækkeligtil at holde Keiserinden tilbage, hvis det iovrigt tiltalte hende at optræde som Gottorpernes Beskytter, og denne Tanke kunde saameget lettere opstaae hos hende, som Panin antoges at være den svenske Dronning hengivenfra den Tid, da han var Gesandt i Stockholm og stod i et meget intimt Forhold til hende. Senere berettede Rygtet endog om en Forstaaelse mellem Catharine, Frederik den Anden og Lo vi se Ulrikke, hvorefter Souverainiteten skulde indføres i Sverige, Pommern afstaaes til Preussen og Sverige til Gjengjæld have Norge. Osten vilde ikke fæste Lid til disse, som han paastod det, med Flid udspredte Rygter, og det viste sig ogsaa senere, at de havde været falske, og at Forbindelsen mellem Keiserinden og Dronningenaldrig havde været saa fremskreden, som man havde troet det. Men hvad Osten ikke tvivlede paa og hvad der ogsaa bekræftedes ham senere af Keiserindens Nærmeste, var, at hun dengang virkelig var velstemt for en saadan Regeringsforandring, og at hun nærede stor Interesse for Adolf Frederik, om end just ikke for Lovise Ulrikke¹).

Ligesom den danske Regering saaledes maatte forudsee, at den snart kunde komme til at staae fjendtligt ligeoverforRusland i de svenske Forfatningsforhold, hvis uforandrede Bibeholdelse den ansaae for et Livsspørgsmaal, saaledes begyndteBernstorff ogsaa at bedomme den nye Keiserindes Hensigter med Hensyn til Danmark ganske anderledes, end han i det forste -Oiebliks Glæde over Revolutionen havde forestillet sig dem. Dengang troede han, at en fuldstændig Tilnærmelse mellem Rusland og Danmark var bleven mulig,

---

1) Ostens Depescher 4, 7, 22. Oct. 1703.

og han havde været vi'lig til ikke blot at fornye den tidligere Alliance-Traktat, som vir udløbet 1761, men endog til at gaae det Skridt videre, at Danmark skulde forpligte sig til med hele sin Magi at forsvare Catharine i Besiddelsen af Thronen. Men Betingelsen for en saadan Forbindelse maatte være en endelig Løsning af det holsteenske Spørgsmaal, og Forholdene havde nu forandret sig saaledes, at Danmark ikke længere vilde behøve at give saa Meget derfor, som det tidligere havde maattet være beredt paa. Man kunde nemlig nu være sikker paa, at Catharine ikke vilde gjenoptageden samme holsteenske Politik, som havde givet den nærmeste Anledning til Oprøret mod Peter den Tredie, og der var heller ingen Grund til at frygte for, at den nuværende Storfyrste, som opdroges i russisk Aand og Retning, skulde arve sin Faders Had mod Danmark og Forkjærlighed for det uanselige Holsteen. Men dertil kom endelig, at han var svagelig, og hvis han dode ung eller i alt Fald barnløs, vilde de gottorpske Besiddelser og Rettigheder gaae over til den svenske Linie og altsaa ifølge Traktaten af 25. April 1750 tilfalde den danske Krone.

De Instructioner, som Haxthausen modtog i Efteraaret1762, gik derfor ud paa, at han skulde afvente, at den nye Keiserinde gjorde det første Skridt til at gjenoptage Forhandlingerne. Skete dette, skulde han tilbyde en Pengesumfor Afstaaelsen af det gottorpske Holsteen, enten et aarligt Beløb af indtil 200,000 D. C. eller en Capital af indtil 2 Mill. D. C. Kun i yderste Nødsfald maatte han gaae ind paa at mageskifte Holsteen mod Oldenborg og Delmenhorst, men i saa Fald vilde den danske Regering ikke overtage mere end høist xii Million af den Hypothekgjæld, som hvilede paa Holsteen, og for Renterne af Resten vilde

den forlange at beholde Domænerne og Toldindtægterne i
Grevskaberne som Pant1).

Men det var kun kort, at Bernstoff smigrede sig med disse Forhaabninger. Den Maade, paa hvilken Catharine optraadte i den holsteenske Administrationssag, maatte forstyrre enhver Illusion hos ham, om at det skulde lykkes at erhverve Holsteen uden at opgive Oldenborg og Delmenhorst, ja han begyndte endog alvorligt at tvivle, om han overhovedet vilde finde Catharine gunstigere stemt for Danmark end Peter havde været det, medens hun utvivlsomt var meget listigere. Osten fik derfor Ordre til at iagttage Alt med den yderste Opmærksomhed men ikke for Tiden at indlade sig dybere med den russiske Regering-).

I Begyndelsen af 1763 opfattede Bernstorff altsaa Virkningen af Thronskiftet i Rusland saaledes: en Magt, større end den, nogen tidligere russisk Fyrste havde besiddet,var samlet i en herskesyg Keiserindes Haand, som, dels af Tilbøielighed dels for at omgive sig med en vis Glands i Undersaatternes Øine, vilde indblande sig i Nabostaternes Anliggender, som rimeligvis vilde begynde med at angribe en dansk Livsinteresse ved at bevirke en Regeringsforandring i Sverige, og som endelig var saa langt fra at vise sig villig til at gaae ind paa en hensigtsmæssig Losning af det holsteenske Spergsmaal, at hun tvertimod i Hjertet var fjendtligsindet imod Danmark og ikke usandsynligt vilde gribe enhver Leilighed til at skade det. Han indsaae, at paa mere end een Maade kunde en Krig fremgaae af en saa spændt Stilling, og han lod allerede i al Hemmelighed undersøge, hvormange Tropper og Skibe Sverige vilde kunne stille,

---

1) See Instr. til Haxthausen af 8. Sept. 1762.

2) See Instr. til Haxtliausen 25. Dec. 1762, Brev til Osten 11. Jan. og Instr. 7. April 1763.

»dersom det blev drevet eller tvunget til noget Foretagende
mod Danmark eller Norge1)«.

Under disse Omstændigheder maatte den danske Regering soge i Tide at tilveiebringe en Modvægt mod Rusland, saaledes at denne Magt strax ved sine første Overgreb i Sverige og Polen kunde mode en tilbørlig Modstand. Bernstorff besluttede sig derfor til at fremkalde en Coalition mellem Magterne, som foreløbig kunde indskrænke sig til med Opmærksomhed at folge den russiske Politik og til indbyrdes at meddele hverandre deres lagttagelser, men som tillige skulde holde sig beredte til, saasnart det behovedes, at forene sig om en fælles Optræden.

Forst henvendte den danske Regering sig i denne Hensigt til Frankrig og forestillede, at «hvis Magterne ikke mod Klogskab vedtoge og med Troskab og Standhaftighed udforte fⁱn fælles Plan, vilde Ruslands foretagsomme Magt — denne Magt, som Europas storste Regeringer hidtil syntes at have villet kappes om at fremme — snart vinde en Overvægt, som de betydeligste Anstrængelser ikke længere vilde være istand til at forandre?).» Det skulde synes, at en saadan Opfordring maatte være sikker paa at finde en god Modtagelse hos Ludvig den 15de, der den 9. Februar 17G2 skrev til Breteuil, at «det var hans Politik at fjerne Rusland saameget som muligt fra Europas Anliggender, og at iler derfor aldrig kunde være Tale for ham om at indgaae nogensomhelst Forbindelse med dette Land^t<?)», og som desuden uafbrudt fulgte de polske Begivenheders Udvikling med Opmærksomhed. Udenrigsministeren, Hertugen af Praslin, gik ogsaa tilsyneladende med Iver ind paa Forslaget og der begyndte

---

1) Depesehe til Schack af 5. Marts 1763.

2) Instr. til Wedel-Frys 26. Febr. 1703.

3) Correspondance secréte de Louis XV p. 110.

en fortrolig Udvexling af Anskuelser mellem Kjebenhavn og Versailles, livoraf Bernstorffi F^rstningen ventede sig store Fordele for de Magter, der «havde vidst at bevare deres Uafhaengighed og ikke vilde underkaste sig deL moskovitiske Aag').» Men det viste sig snart, at der ikke var nogen Handlekraft i den franske Politik, som nok vilde intriguere, men ikke turde lade det komme til noget Alvorligt. Det franske Cabinet begyndte at drage sig bort fra sin traditionelle nordiske Politik og lagde mindre Vaegt end for paa at bevare sig Forbundne i Norden. Det viste sig usikkert i Sporgsinaalet om den bestaaende Forfatnings Bevarelse i Sverige og gjorde Vanskeligtieder ved at opfylde Forpligtelser, der utvivlsomt paahvilede Frankrig ligeoverfor Danmark. iSandheden var, at Choi&eul kun havde eet Maal for oie, neinlig Hsevn over England, og selv Polens fuldstsendige Undergang vilde neppe have formaaet at drage hans Opmserksomhed bort fra denne Tanke'-). Bernstorff saae vel ikke denne Politik i dens fulde Svaghed, men han folte dog, at man i alt Fald ikke kunde vente at finde nogen paalidelig Stette i Frankrig. Endnu mindre var dette Tilfieldet med Wien, hvor den samme Meddelelse var bleven gjort som i Versailles. Kaunitz erklaerede sig naturligvis fuldkommen beredt til at haste Fordeel af det danske Diplomatics lagttagelser, men det var dog tydeligt, at han ikke agtede at forandre Noget i sin sengstelige Opmserksorahed og serbadige Underdanighed ligeoverfor Kusland. Kavnlig gav han et prakti&k Bevis paa, hvor bange han var for at paadrage sig Catharines mulige Mishag og hvor lidet han i Sammenligning denned agtede Hensynet

---

1) Depesche til Schack 23. April 1763.

2) See Jaussen: Zur Genesis der ersten Theiluug Polens, Preiburg 1865 p. 42 og de der anførte Citater.

til Danmarks Interesser, da han ikke turde skride til Anerkjendelsen af det liibeckske Coadjutorvalg. Efter denne Erfaring trak Bernstorff sig tilbage og erklærede i Paris, at han «ikke kunde ansee en Kegering som nogen Ven af Danmark, der i den Grad sluttede sig til Rusland, som den osterrigske gjorde det¹)«. Hvad endelig England angik, pleiede denne Magts Venskab paa Forhaand at være sikkret enhver Stat, der af Frankrig ansaaes som en Fjende, og desuden havde Lord Butes Udtrædelse af Ministeriet kastet Landet tilbage i indre Partikampe, som hindrede enhver virksom Deeltagelse i Fastlands-Politiken-).

Saaledes var Bernstorff s Forsøg paa at danne en Coalition mod Rusland altsaa mislykket. Han var gjenncmtrængt af den Overbeviisning, at Nordens Fremtid var fortabt, dersom_■ Souverainiteten ved Catharines Hjælp indførtes i Sverige og hvis August den Tredie nødtes til at opgive Polens Throne, og dog rykkede disse Farer daglig nærmere. Russiske Tropper stode allerede i Polen og det sachsiske Hof havde begjært Danmarks saavelsom Frankrigs og Osterrigs gode Tjenester ligeoverfor Rusland. Den danske Regering følte, at dens Stilling hver Dag blev mere betænkelig.

Men uventet indtraadte der en Vending i Forholdene.Iden første Halvdeel af September afholdtes der en Række Statsraad i Petersborg angaaende de svenske Anliggender.Medstor Styrke og uden Modsigelse fra nogen af de andre russiske Ministre fremhævede Bestushew, hvor stridende mod Ruslands Interesser det vilde være, om man understøttede en Regeringsforandring i Sverrig. Udfaldet af

---

1) Depesche til Bachoff 23. Juli og til Wedel-Frys 13. Aug. 1763.

2) Janssen 1. c. p. 43.

disse Forhandlinger blev, at Keiserinden ikke alene gav efter, men endog, i Erkjendelse af at Danmark og Rusland havde samme Interesse i dette Spørgsmaal, besluttede sig til i Kjøbenhavn at foreslaae en Fornyelse af Traktaten af 10. Juni 1746') samt en Overenskomst om at optræde i Forening i Stockholm. Dette Omslag kom saa pludseligt, at Osten forudsaae,atman i Kjøbenhavn maatte tvivle, om det ogsaa var oprigtigt ment, og han gjorde i den Anledning opmærksompaa,at det ikke var første Gang, at Keiserinden forbausede Verden ved Omskifteligheden i sine Beslutninger.Senerehar man villet forklare sig Forandringen ved August den Tredies pludselige Død, idet Keiserinden nu indsaae, at hun vilde behøve alle de Kræfter, som hun kunde raade over, for at gjennemføre sine polske Planer og derfor maatte have Fred i Korden'-). Men Beslutningen var allerede taget, for hiin vigtige Efterretning kom til Petersborg, og Osten fremhæver udtrykkelig, at denne Begivenhedvistnokstyrkede men ikke fremkaldte Keiserindens nye svenske Politik. Sagen var, at Catharine ikke havde havt nogen bestemt Villie, men kun en almindelig Tilbøielighedtilat fremme Kongedømmet i Sverige. Da hun nu mødte en eenstemmig Modstand hos sine Ministre, fandt hun det saameget mindre raadeligt at fastholde dette personligeLune,som hun ikke kunde fordølge sig, at hun vilde have hele den offentlige Mening i Rusland imod sig i dette Spørgsmaal •1), og dette Hensyn havde altid særdeles Meget at sige hos hende. Men hvad end Grunden var, saa Meget var vist, at hun fra nu af stillede sig ganske

---

1) See Reedtz: Repertoire des trakés de Danemarc, p. 196.

2) See saaledes Tengberg 1. c. p. 22.

3) Brev fra A. Schumacher 6. Dec. 1763.

anderledes til Spørgsuiaalet om Forfatningen i Sverige, end
hun hidtil havde gjort det1).

Samtidigt indtraadte August den Tredies Død d. 5
Oct. 1763 og denne Begivenhed udøvede den største Indflydelse
paa den russiske Politik i Almindelighed.

Keiserinden var fast bestemt paa at bringe Poniatowskypaa Polens Throne, ikke som man har paastaaet, fordi han var «den sletteste Konge«, hun kunde finde, men fordi hun havde lovet ham det og hun satte en Ære i at gjennemføredette Lofte trods alle Hindringer-). Catharines Forhold til sin tidligere Elsker er en interessant psychologisk Episode i hendes Historie. Da hendes Kjærlighed til ham var paa sit Hoieste, havde hun hoitideligt lovet at gifte sig med ham, hvis hun nogensinde blev fri. Hun var bleven fri, men hverken Tilbwielighed eller Klogskab tilraadede hende nu at indgaae en saadan Forbindelse. Han derimod holdt fast ved dette Haab trods alle hans Slægtninges og Venners Forestillinger; af den Grund havde han afslaaet at gifte sig ined Palatinen af Kiews Datter, Potocka, og naar han nu stræbte efter at sætte Polens Krone paa sit Hoved, var det væsentligt, fordi han derved haabede at komme sit Maal nærmere. Den samme Betydning lagde ogsaa Orlowi Poniatowskys Ophøielse paa Thronen, og da han elskede Catharine med en Lidenskab, som havde gjort ham latterlig, da han endnu var en übekjendt Lieutenant, og som senere næsten gjorde ham afsindig, da hun tilsidst

---

1) See Depescher fra Osten 18, 22, 25. Oct., 25. Nov., 27. Dec. 1763.

2) Ogsaa Orloff søgte hun senere at forskaffe et Kongerige i Asien, og Rulhiere beretter, at hun i et historiskt Værk ved Siden af Elisabeth af Englands Navn skrev disse Ord: «il n'a manqué au bonheur de cette princesse que d'avoir un rovaume å donner au comte d'Essex.» See Jans senl. c. p. 5l_—52.

vendte sig fra ham1), gjorde han Alt, hvad der stod i hans
Magt, for at hindre Poniatowskys Valg.

Keiserinden var vanskeligt stillet paa Grund af den Enes Forhaabninger, som hun ikke vilde opfylde, og den Andens Skinsyge, som hun ikke vilde ophidse. Hun forsogte paa at bringe begge til rigtigere at bedømme hendes Hensigter ved gjennem Osten at forbyde Poniatowsky, for Fremtidenat henvende sig umiddelbart til hende selv, og hun gjorde denne Afskedigelse endnu mere stødende ved at tilføie en aarlig Pension af nogle Tusinde Dukater²). Men ingen af de to Medbeilere lod sig overbevise ved denne Opførsel, der af begge ansaaes foratvære en Maske, som Catharine forbeholdt sig at aflægge, naar Oieblikket forekom hende gunstigttil at udføre sine virkelige Hensigter. Under disse Omstændighederkunde Intet komme hende mere beleiligt end Efterretningenom, at Porten lod til at ville modsætte sig Poniatowskys Valg, netop fordi den frygtede for et saadant tilkommende Ægteskab mellem den russiske Keiserinde og Polens Konge. Catharine greb strax denne Leilighed. Hun erklærede officielt, at hun ikke nærede nogen saadan Tanke, og, ikke tilfreds dermed, tilskrev hun desuden Poniatowsky, at lian ufortøvet maatte gifte sig, hvis han vilde blive Konge. Denne Gang var det umuligt længere at fastholde nogen Illusion. Poniatowsky blev saa fortvivlet, at han erklærede, hellere at ville opgive enhver Udsigt til Kronen end opfylde en Betingelse, der stred saa meget imod hans Tilbøielighed, og hans Modstand var saa bestemt, at Catharine udtrykkeligmaatte love, ikke at ville tvinge ham. Men hun havde ikke destomindre opnaaet, hvad hun ønskede, og hun kunde

---

1) See La cour de Russie p. 265 fgd.

2) Ostens Depesche 25. Aug. 1763.

nu haabe, mere uforstyrret at sætte sin Villie igjennem. Det viste sig senere, at det var Bestushew, der hemmelig havde bibragt Porten denne Mistanke, og Osten paastod, at sandsynligviis havde Catharine selv begunstiget dette Forræderi, fordi hun derved fik en længe ønsket Leilighed til at bringe Klarhed i Forholdene. Det vilde unægteligt være et eiendommeligt Træk, om den gamle Cantsler, medens lian spandt sine Rænker i detHaab derved at gjore Ponia-> towskys Valg umuligt, netop brugtes af Catharine til at fjerne den Vanskelighed, som for hende var den væsentligste.

Orloffs Skinsyge var paa denne Maade blevet beroliget, men den kunde let paany vaaghe. Catharine maatte derfor vedblive at vise stor Kulde mod Poniatowsky, hvad der iøvrigt heller ikke faldt hende vanskeligt, da hun ikke længere følte nogensomhelst Tilheielighed for ham. Da Valget endelig var sat igjennem, anstillede hun sig derfor, som om hun ikke bekymrede sig videre derom. Begivenheden turde end ikke ret omtales ved Hoffet, og dog var hendes Andeel i Valget saa bekjendt, at den engelske Gesandt endog officielt lykønskede hende til Udfaldet. Den samme Ligegyldighed viste hun sin tidligere Elsker i hele den følgende stormfulde Tid. Men ingensinde vilde hun alligevel tillade, at Kronen berøvedes ham*).

Det var saaledes langtfra, atCatharines Handlinger ved denne Leilighed lededes af nogen maehiavellistisk Dybsindighed. Det var snarere, som Panin udtrykte sig, «en Galskab, som man fandt sig i, til Gjengjæld for at hun opgav det paatænkte Giftermaal med Orloff.«²) Men medens han derfor tog dette Lune som en Tilskikkelse, imod hvilken han ikke vilde forsøgeat

---

1) See med Hensyn til bele denne Fremstilling Ostens Depescher af 3, 10, 14, 17. Aug., 11. Sept. og 9. Oct. 1764.

2) See Brev fra A Schumacher G. Dec. 1703.

søgeatgjøre nogen Modstand, var derimod Bestushews
Opførsel en ganske anden.

Paa Grund af sin Forbindelse med Orloff kunde han ikke va^re velstemt mod Poniatowsky. Men hvad der dog blev mest afgjørende for den gamle Cantsler, var, at Rusland hidtil havde fulgt den Politik at begunstige det sachsiske Huus, for hvilket han ogsaa personlig fra gammel Tid nærede stor Vel - villie. Hans Forslag gik derfor ud paa, at Rusland skulde understøtte Valget af en sachsisk Prinds; men viste dette sig at være umuligt, vilde han dog foretrække Poniatowsky for A. Czartorisky¹). Som sædvanligt, optraadte han paa en lidenskabelig og plump Maade for at naae sit Maal. I Statsraadet var han hidsig, indviklede sig i Modsigelser og gjorde sig skyldig i vitterlige Usandheder, og udenfor Statsraadetintriguerede han med det sachsiske og østerrigske l'abinet, forraadte dem Sagens Stilling og aftalte med dem, paa hvilken Maade man bedst kunde modvirke Keiserindens ønsker. Han blev grebet i dette Forræderi, og kun Erkjendtlighedfor, hvad han i sin Tid havde været hende, kunde afholde Keiserinden fra igjen at sende ham i Forvisning.Men hvad der ikke kunde undgaaes, var, at han ved denne Opførsel ikke alene ødelagde den Sag, som han vilde forsvare, men ogsaa sin egen Stilling, og det var den første store Virkning af det polske Thronskifte, at Kampenmellem de to Medbeilere til den russiske Udenrigsstyrelseved denne Leilighed blev endelig afgjort. Fra dette Oieblik af traadte Bestushew bort fra Skuepladsen, uden nogensinde at kunne gjenvinde en virkelig Indilydelse, hvortilhans Affældighed og øvrige Mangler heller ikke længere

---

1) See Geschichte des Falles von Polen, von Ssolowjoff, iiber setzt von Sporer, Gotha 1865, p. 15^—17.

gjorde ham skikket, og derimod blev Panin fra nu af den
anerkjendte Styrer af den russiske Politik1).

Herved kom der en bestemtere Gang ind i Forholdenes Udvikling. Panin var mere fredelig end ærgjerrig. Han vilde derfor indskrænke sig til, ved fredelige Midler at styrke Ruslands Indflydelse hos dets Naboer, Sverige, Polen og Tyrkiet, det var i samme fredelige Hensigt, at han lagde Planen til en nordisk Alliance, der skulde hindre Frankrig fra at udstrække sin Magt over Ruslands Naboer, og det var endelig, ledet af samme Tanke, at han vilde holde Huslandudenfor Tydsklands Anliggender, som let kunde inddrageStaten i kostbare og aldrig nyttige Krige³). Da Fredennærmest truedes af de bourbonske Hoffer og deres Forbundne,maatte Panin søge Ruslanda Alliancer i Berlin og London. Han satte ikke Pris paa at besidde Holsteen, fordi det netop kunde give Anledning til, at Rusland indblandedesi tydske Stridigheder, og han havde ingen Interesse af at holde det slesvigske Spergsmaal aabent, for at det skulde tjene som Paaskud til en fremtidig Krig. Conseqventsenaf hans Politik vilde endog fore ham til, ikke at ønske at bevare Besiddelsen af de tydske Lande, mod hvilke del gottorpske Holsteen kunde blive mageskiftede. Endelig maatte hans Fredsplaner tilraade ham at fastholde Ruslandsgamle og naturlige Maal, saavidt muligt at bevare den bestaaende Regeringsform i Sverige, thi derved syntes Freden bedst at kunne sikkres fra denne Side. I begge disse to sidstnævnte Punkter, Forholdet til Danmark og Spergsmaaletom den svenske Forfatning, paavirkedes Ministeren desuden meget af Holsteneren Casper v. Saldern, som

---

1) Ostens Depesche 1. Nov. 1763

2) Ostens Depesche 8. Dec. 1764,

henimod Slutningen af 1763 kaldtes til Petersborg for at arbeide i de holsteenske Sager. Allerede for ilere Aar siden var han hemmelig vundet af Bernstorff, og det lykkedes ham snart ved sin overlegne Dygtighed og Arbeidsevne at erhverve en stor Indflydelse paa den noget übestemte og langsomme Panin.

8.

Det første Punkt, som under Indflydelsen af den foregaaedePersonalforandring i Petersborg og af de polske Forholdklarede sig ud af Forvirringen, var Traktaten med Preussen, der undertegnedes d. 11. April 17(34¹). Foruden de vigtige Bestemmelser, som sikkrede de to Staters Samvirkeni Polen, nideholdt denne Traktat navnlig to Artikler, der direkte berørte de danske Interesser. Den anden af Traktatenshemmelige Artikler erklærede det for at være et fælles Formaal at hindre Souverainitetens Indforelse i Sverige, men tilføiede dog, at en ligeligere Fordeling af Magten mellem Kongen, Båadet og Stænderne turde være det sikkresteMiddel til at naae dette Maal²). I den tredie hemmeligeArtikel tilsikkrede Preussen Storfyrsten «hans Besiddelser i Tydskland som Hertug af Holsteen samt lover under de Forhandlinger, der i Fremtiden maatte blive aabnede med det danske Hof angaaende Hertugdømmet Slesvig, at anvendesine gode Tjenester for at forskaffe H. K. H. en fuldstændigTilfredsstillelse af hans retfærdige Fordringer."³)

---

1) Martens recueil des traités etc, Gøttingen 1791, vol. 1 pug. 89. Her findes imidlertid ikke de hemmelige Artikler Dm Sverige og om Slesvig, saalidt som Artiklen om de polske Dissidenter, cfr. Smitt: Frédéric 11, Catharine et ]e partage de la Pologne p. 89—91.

2) See Artiklen hos Tengberg 1. c. i Bilag A.

3) See Brev fra A. Schumachei 4. Mai 1764.

Denne sidste Bestemmelse var i alt Fald i den Henseende übehagelig, at den gav Preussen en traktatmæssig Adkomst til at blande sig i de tilkommende Forhandlinger, hvad der aabenbart ikke vilde blive til Fordeel for Danmark.

Imidlertid havde Korff, i Overensstemmelse med den ovenomtalte Beslutning, i Begyndelsen af December (17(i3) erklæret i Kjobenhavn, at hans Begering var villig til at træffe en Overenskomst om de svenske Anliggender og om Fornyelsen af Alliance-Traktaten af 10. Juni 1746, naar Danmark vilde fremkomme med Forslag derom i Petersborg.Saalænge " der kun havde været Tale om at afslutte «en af de almindelige Traktater, der ikke give bestemte Kettigheder men kun Løfter og løse Forhaabninger, og som tilstaae Garanti for de Provindser, for hvilke ingen Garanti behøves, og derimod undtage derfra netop dem, hvis Besiddelseer omtvistet,« havde Bernstorff holdt sig tilbage, trods alle Ostens indstændige Advarsler imod, «af alle europæiskeMagter at ville være den eneste, der viste Kulde mod Rusland.« Thi, som Bernstorff sagde, <>den danske Kegering ønskede Venskab med Keiserinden, men den vilde have Virkeligheden og nøiedes ikke med Skinnet, og Kongen følte ingen Tilhøielighed til at indtage en Plads mellem hendes Hofmænd¹).« Men nu syntes der at være en Mulighedtilstede for, at en Traktat af virkelig praktisk Betydningkunde opnaaes, og Osten fik derfor Fuldmagt til at foreslaae en saadan. Han skulde begjære, at Keiserinden forpligtede sig til at tilveiebringe en Overenskomst med Storfyrsten om Holsteen, den frie Forfatning i Sverige skulde sikkres, den Garanti, som Danmark vilde paatage sig for

---

1) See Ostens Depescher 20. Juli og 4. Oct., Bernstorffs af 10. Sept. og 5. Nov. 1763.

de russiske Besiddelser, rnaatte ikke gjælde Tyrkiet, og endeligtillodcs det Osten, forsaavidt væsentlige Fordele for Forhandlingen derved kunde opnaaes, at love, at den danske Kegering vilde understøtte Keiserindens Bestræbelser med Hensyn til det forestaaende polske Kongevalg¹).

I April overleverede Osten Udkastet til denne Traktat, som Panin modtog med stor Tilfredshed, navnlig fordi Osten strax havde tilføjet Løftet angaaende det polske Kongevalg. Foreløbig fremmedes Sagen imidlertid ikke videre, thi de polske Forhold bleve snart saa vigtige, at de i længere Tid udelukkende optoge hele Opmærksomheden.

Bernstorff havde altid fulgt de polske Anliggender med en stor Interesse, thi han orkjendte Republikens overordentlige Betydning for Vedligeholdelsen af Ligevægten i Norden. Polens Uafhængighed havde derfor ogsaa været et af de Hovedformaal, som han havde villet opnaae ved den Coalition, han i Efteraaret 1763 havde sagt at bringe istand. Denne Plan var mislykket, og han havde foreløbig maattet lade sig nøie med at iagttage Begivenhedernes Udvikling, men han vedblev at betragte «det polske Spørgsmaal som det, der for Tiden af alle fortjente den største Opmærksomhed"²).

Saaledes som Forholdene i Polen vare, maatte det anseessom en heldig Begivenhed, at August den Tre die døde i October 1763. Polakkernes velgnmdede Misfornmelse med det sachsiske Regimente kunde nu skaffe sig Tilfredsstillelsead lovlig Vei, og Paaskuddet for den russiske Indblandingmaatte bortfalde, efterhaanden som en ny Regering, der kunde støtte sig paa Folkets overveiende Fleertal, saae sig istand til at bringe Ro og Orden tilbage i Republiken.

---

1) See Instruktion af 9. og 12. Marts 1764

2) See Instruktion af 10. Sept. 1763.

Frankrig og Osterrig ønskede nærmest, at Valget af en ny Konge skulde falde paa en sachsisk Prinds. Kusland, hvortil Preussen sluttede sig, vilde derimod udelukke enhver fremmed Candidat, for at et Medlem af den czartorisky'ske Familie og navnlig Poniatowsky kunde blive Konge. I Begyndelsen stillede den danske Kegering sig neutral til disse to Partier.Mestral de St. Saphorin, der strax efter August den Tredies Død var bleven sendt til Warschau, fordi den danske Gesandt i Dresden, Schulenborg, nu ikke længere kunde fungere i Polen, var instrueret til »nærmest at holde sig til den franske Ambassadør, men uden dog derfor at fjerne sig fra ltuslaiid og Czartorisky'erne, for hvem Kongen nærede den storste Agtelse"¹). Da Frankrig og kort efter ogsaa Kusland begjærede at kjende den danske Kegerings Anskuelser om Valget, udtalte Bernstorff sig med stor Styrke til Fordeel for Kepublikens Frihed og Selvstændighed,men uden at erklære sig for nogen bestemt Candidat. Kun i Svaret til Eusland forekom der en betingetAntydning til Fordeel for den sachsiske Familie, men den var dog ikke stærkere, end at den vel kunde opfattessom en hoflig Hensyntagen til et beslægtet Fyrstehmis,der ikke havde videre at betyde. Begge Partier vare tilfredse med Bernstorffs Svar, da ethvert af dem selvfølgeligpaastod, at det alene havde Eepublikens Frihed og belvstændighed for Bie²).

Efterhaanden klarede Forholdene sig saaledes ud, at det blev muligt bestemtere at bedømme Stillingen. Hvad der for det Første maatte ansees som utvivlsomt, var, at der ikke kunde være alvorlig Tale om en sachsisk Candidat.

---

1) See Instruktion 11. Nov. 1763.

2) See Depescliti til Gleichen 12. Nov. 1763, til Osteu 7. Jan. 1764.

I Landet selv fandtes der kun meget ringe Stemning for en saadan, Frankrigs Interesse for ham var mindre, end man efter Selskabsforholdet skulde have formodet, og i alt Fald ikke stærk nok til, at han under nogen Omstændighed kunde regne paa væbnet Understøttelse derfra¹), og Osterrigs Holdningvistesigat være vaklende. Paa den anden Side stod derimod Catharine, fast bestemt paa at gaae til det Yderste for at sætte sin Villie igjennem og understøttet af Frederik den Anden, der frygtede for, at en fremmed Prinds skulde kunne gjengive Polen dets tabte Magt. Da Bernstorff nu desudenselvmaatte erkjende, at Erfaringen ikke talte til Fordeelforen Forening mellem Sachsen og Polen, kunde han ikke Andet end ansee det for en Fordeel, at Frankrigs og Osterrigs Gesandter i April 1764 forlode Warsehau, efter at have nedlagt en temmelig intetsigende Protest, og at den sachsiske Candidatur dermed var at betragte som opgivet. Men naar Valget saaledes var indskrænket til de indenlandske Candidater, var der ingen Tvivl om, at man i Polens Interessemaatteforetrække Poniatowsky med Czartorisky'ernefor den gamle Kronfeldtherre Branicki, der støttede sig til EadziwilTer og Potocki'er. Endnu visserevardet, at denne Sidste aldeles ingen Udsigt kunde have ligeoverfor den russiske Indflydelse. Men uagtet PoniatowskysValg saaledes maatte ansees for at være ligesaasikkertsom det under de nærværende Omstændigheder var ønskeligt, stod der dog endnu et vigtigt Punkt tilbage, nemlig at Valget afgjordes med en saa betydelig Stemme- Fleerhed, at det overvundne Parti ikke senere vovede at bestridedet,thi en Borgerkrig vilde bedre end alt Andet afgive

---

1) See Correspondance secréte de Louis XV par B out arie, I, p. 131 — 134.

et Paaskud for Buslands fortsatte Indblanding i Polen. Bernstorff var derfor ganske villig til at love i Petersborg,atDanmark skulde gjøre sin Indflydelse i Polen gjældendetilBedste for Poniatowskys Valg. Naar denne Medvirkning ikke destomindre gjordes afhængig af, at Osten derved vilde kunne opnaae nogen Fordeel for sin ForhandlingmedRusland, og naar det udtrykkelig paalagdes ham, at Loftet kun maatte optages i en hemmelig Artikel, var Grunden dertil den, at "Danmark dog aldrig vilde faae Deel i Fortjenesten og Æren, der med Rette udelukkende vilde tilfalde Keiserinden, men at det til Gjengjæld derimod alene kunde komme til at bære de andre Magters Bebreidelser og Vrede«¹).

Den 7de September 1764 valgtes Poniatowsky til Konge i Polen under Navn af Stanislaus August, og den danske Regering modtog Efterretningen derom med Tilfredshed.Mendesto betænkeligere maatte Bernstorff finde Maaden, hvorpaa Valget var foregaaet, og den store Rolle, som Rusland havde spillet derved. Ganske vist havde Keiserinden ved sin hensynsLose Opførsel stødt de andre Magter, og hun havde kastet sig ind i et Foretagende, der kunde komme til at koste Rusland überegnelige financielle og militaire Offre. Heri laae en ikke ringe Fordeel, forsaavidtdetderved blev hende saameget vanskeligere, i alt Fald i den nærmeste Fremtid, at udvikle nogen betydeligere Virksomhed paa andre Punkter, hvor den kunde være endnu farligere for Danmark, navnlig i Sverige. Men selv om hendes hele Ærgjerrighed indskrænkede sig til Polen, vilde Nordens Fremtid dog ligefuldt være udsat for store Farer, hvis det lykkedes hende at sætte sig fast i dette Land. Ligesaa overbeviist Bernstorff var om, at Frederik den

---

1) See Instruktion for Osten 12. Marts 1764.

Anden nærede alvorlige Planer imod Polens Integritet, ligesaa lidet troede han, at Catharine tænkte paa at benyttesigaf Leiligheden til at bemægtige sig nogen Deel af Kepublikens Territorium¹). Men Polens politiske Betydning vilde ligesaa fuldt være tilintetgjort, naar det styredes af Keiserindens Ambassadør i Warschau, som hvis det formeligtunderlagdesden russiske Krone. Det virksomste Middel til at fjerne denne Fare vilde bestaae i, at en tilstrækkeligt mægtig Eegering opfordrede Rusland til ufortøvet at rømme det polske Territorium, da den i modsat Fald vilde see sig nødt til ogsaa fra sin Side at intervenere. Men hverken Frankrig eller østerrig var tilbøieligt til at foretage dette Skridt, og Bernstorff havde fuldkommen Eet, da han svarede den svenske Rigsraad, Grev C. F. S chef fer, at selvom den danskeogden svenske Regering kunde blive enige med hinanden om at stille en saadan Opfordring til det russiske Cabinet, vilde den dog kun have til Virkning «at røbe, hvad en Fyrste sidst

---

1) Osten nægtede paa det Bestemteste, at Keiserinden nærede des lige Planer, see hans Depescher af 4. og 22. Oct., 9. og 16. Dec. 1763. De stemme heller ikke med Panins øvrige Politik og fredelige Charakteer og ligesaa lidet med den Ulyst, som det russiske Cabinet i Begyndelsen viste til at gaae ind paa Delingen af 1772. Kurd von Schlozer: Friederich der Grosse und Catharina die Zweite, Berlin, 1859, pag. 160 fgd og Jans sen 1. c. pag. 40 have forgjæves søgt at godtgjøre det Modsatte. Naar den sidstnævnte Forfatter imod den overbevisende Behandling, som dette Punkt har fundet hos Smitt 1. c. 111 pag. 18 fgd., anfører en Instruktion af 6. Nov. 1763, hvori Keiserinden baade taler om Incorporationer og andre dybe Planer imod Polen, maa det bemærkes, at dette Dokument, der, saavidt vides, kun findes trykt i den af Fyrst Czartorisky foranstaltede Samling af Aktstykker: Pologne par le comte d'Angeberg (Pseudonym), Paiis 1862, pag. 3-11, vistnok tør antages at være uægte. Det angives at være fundet 1794 i det russiske Gesandtskabs Archiv i Warschau, men Formen, Udtrykkene og hele Indholdet gjøre det sandsynligt, at dette Dokument er af moderne og tendentiøs Oprindelse.

af Alt bor lade komme tilsyne, nemlig en afmægtig Vrede»¹). Der var saaledes intet Andet for den danske Regering at gjøre end at haabe paa Fremtiden og stole paa, at det nok skulde lykkes Stanislaus August og hans Onkler efterhaanden at styrke Polen saa meget, at det ved sin egen Magt kunde see sig istand til at unddrage sig det russiske Formynderskab.

I denne Henseende havde Bernstorff store Forhaabninger,thi han var overtydet om, «at Czartorisky'erne Intet vilde forsømme for at gjøre Republiken lykkelig og for at bevare dens Friheder og Rettigheder«²), og han nærede ingen Tvivl om, at Stanislaus August vilde vise sig sin nye Krone værdig³). Han kjendte desuden meget noie Republikens Forfatningsforhold og forstod derfor strax,

---

1) See Depesclier til Schack af 7. og 28. April 1767.

2) Depesche til Osten 21. Januar 1764.

3) Det var ikke alene Bernstorff, der ansaae Poniatowskys Valg som en lykkelig Begivenhed. I eu Indberetning, der findes i A. Theiners: Vetera monumenta Poloniæ et Lithauaniæ etc, Romæ 1864, IV, 2, pag. 90, skriver den pavelige Nnntius: »Kongen har Talent, Kundskaber og den mest levende Lyst til at reformere og til, om det lod sig gjøre, paa een Dag at hæve hele Landet og hele Nationen til samme Høide som de andre mere civiliserede Nationer," men ved Siden deraf antyder han tillige, at Kongen ikke besad Overlæg og Sindiglied i tilstrækkelig Grad. Det var denne sidste Mangel, der senere saa stærkt fremtraadte; derimod viste han altid god Villie og stor Fædrelandskjærlighed. Som det sees, nævner Beretningen Intet om den Svaghed i Charakteren, som efter Historikernes Paastand var den meest fremtrædende Egenskab hos ham, og som endog skulde have været den nærmeste Aarsag til hans Valg. Heller ikke Osten kjendte denne Mangel hos sin inangeaarige fortrolige Ven, og senere da Repnin beklagede sig over Kongens Svaghed, tilfoier han i en Beretning udtrykkelig, at man ikke længere »iharn gjenkjender den tidligere Privatmand,« see Repnin s Depesche af 2. Jan. 1766 hos Ssolowjoff Lc. pag. 40. Da Bestushew uetingelsesvis og Frederik den Anden übetinget anbefalede hans Valg, støttede begge deres Forventning om, at man ikke i ham vilde finde en altfor umedgjørlig Nabo, ikke paa nogen eiendom- melig Charakteersvaghed lios ham, men alene derpaa, at hau ikke i oeconomisk Henseende var en iiafhaengig- Maud, see Ssolowjoff 1. c. p. 16 og 20. Havde de tillagt liam hiin Egenskab, vilde de formodentlig¹ ogsaa suarest have frygtet for, at den skulde bringe ham i Afhsengighed af hans tvende Oukler, og senere klager man virkelig netop over, at dette var Tilfaeldet, see Repnins Depescher af'2. Jan. og 21. Aug 1760 hos S s olowj off 1. c. p. 40-41, og F rede rile den Andens Depesche ;if Nov. 1767 hos Sniitt 1. c. I, p. 111. Sands vnligvis er denne meget omtalte Svaghod forst konimet frem, da han befandt sig i Forhold, som ban ikke kunde niagte, og lan maaskee niindre i Charakteren end i den Uvished, som ban vistnok deelte rued Mange, oni hvad der under de vanskelige Forhold var rigtigst at gjore.

hvor de Reformer bare hen, som Czartorisky'erno havde begyndt at gjennemføre paa den i Mai 1764 sammentraadte Convocationsrigsdag. I Modsætning til Ludvig den Femtende,der i sædvanlig Uvidenhed handlede imod sine egne Hensigter, da han i en hemmelig Instruktion til Breteuil skrev, at »alle Magter burde interessere sig f)r de Fædrelandsvenner,der forsvarede deres Frihed og Forfatning«¹), indsaae Bernstorff, at Hensigten med disse Forandringer netop var at styrke Kongemagten og at afskaffe det med en ordnet Regering uforenelige liberum veto, hvorfor ogsaa alle de Magter, som onskede, at Polen skulde blive et livskraftigtLed i det europæiske Statssystem, maatte ledsage disse Bestræbelser med deres oprigtigste Onsker²). Han fulgte derfor med den storste Interesse den Række af indvikledeManøvrer, gjennem hvilke Czartorisky'erne søgte uformærket at naae deres Maal, og han frygtede kun for, at den russiske Regering skulde træde hindrende i Veien for Gjennen] førelsen.

---

3) Det var ikke alene Bernstorff, der ansaae Poniatowskys Valg som en lykkelig Begivenhed. I eu Indberetning, der findes i A. Theiners: Vetera monumenta Poloniæ et Lithauaniæ etc, Romæ 1864, IV, 2, pag. 90, skriver den pavelige Nnntius: »Kongen har Talent, Kundskaber og den mest levende Lyst til at reformere og til, om det lod sig gjøre, paa een Dag at hæve hele Landet og hele Nationen til samme Høide som de andre mere civiliserede Nationer," men ved Siden deraf antyder han tillige, at Kongen ikke besad Overlæg og Sindiglied i tilstrækkelig Grad. Det var denne sidste Mangel, der senere saa stærkt fremtraadte; derimod viste han altid god Villie og stor Fædrelandskjærlighed. Som det sees, nævner Beretningen Intet om den Svaghed i Charakteren, som efter Historikernes Paastand var den meest fremtrædende Egenskab hos ham, og som endog skulde have været den nærmeste Aarsag til hans Valg. Heller ikke Osten kjendte denne Mangel hos sin inangeaarige fortrolige Ven, og senere da Repnin beklagede sig over Kongens Svaghed, tilfoier han i en Beretning udtrykkelig, at man ikke længere »iharn gjenkjender den tidligere Privatmand,« see Repnin s Depesche af 2. Jan. 1766 hos Ssolowjoff Lc. pag. 40. Da Bestushew uetingelsesvis og Frederik den Anden übetinget anbefalede hans Valg, støttede begge deres Forventning om, at man ikke i ham vilde finde en altfor umedgjørlig Nabo, ikke paa nogen eiendom- melig Charakteersvaghed lios ham, men alene derpaa, at hau ikke i oeconomisk Henseende var en iiafhaengig- Maud, see Ssolowjoff 1. c. p. 16 og 20. Havde de tillagt liam hiin Egenskab, vilde de formodentlig¹ ogsaa suarest have frygtet for, at den skulde bringe ham i Afhsengighed af hans tvende Oukler, og senere klager man virkelig netop over, at dette var Tilfaeldet, see Repnins Depescher af'2. Jan. og 21. Aug 1760 hos S s olowj off 1. c. p. 40-41, og F rede rile den Andens Depesche ;if Nov. 1767 hos Sniitt 1. c. I, p. 111. Sands vnligvis er denne meget omtalte Svaghod forst konimet frem, da han befandt sig i Forhold, som ban ikke kunde niagte, og lan maaskee niindre i Charakteren end i den Uvished, som ban vistnok deelte rued Mange, oni hvad der under de vanskelige Forhold var rigtigst at gjore.

1) See Correspondance seerete de Louis XV, pag. 330 — 331, cfr. Flassau 1. c. VI, pag. 134 fgd., 527.

2) See Ostens Depescher 16. Oet. 1764 og 4. Januar 1765. Om liberum veto see Hiippe :_■ Verfasaung der Republik Polen, Berlin 1867, pag. 140 fgd.

I Begyndelsen gik Alt godt, hvad enten det nu var, at Keiserindens Opmærksomhed udelukkende optoges af Spørgsmaalet om Poniatowskys Valg, saa at hun for Tiden ikke lagde videre Mærke til, hvad der iøvrigt foregik i Polen¹), eller, hvad der ikke er usandsynligt, at den russiske Regering i Grunden ikke havde Noget imod, at Polen indtil en vis Grad reiste sig af sin Afmagt. Naturligvis kunde denne Eftergivenhed aldrig strække sig saavidt, at det russiske Cabinet skulde finde sig i, hvad Traktaterne af Bde Juni 17G2⁹) og af Ilte April 17G4 udtrykkelig havde erklæretfor at være uforeneligt med Ruslands og Preussens Sikkerhed, nemlig at den republikanske Forfatning afløstes af et uindskrænket og arveligt Monarohie. Men derimod kunde det vel stemme med Ruslands Interesser, at den polske Konges Magt styrkedes saa meget, at han sattes istand til at blive en nyttig Bundsforvant ligeoverfor Tyrkiet og saaledes kunde erstatte Tabet af den østerrigske Allianc e³). Var dette den russiske Regerings Tanke, saa deeltesden i alt Fald ikke af Frederik den Anden, thi det stemmede aldeles ikke med hans Planer, at Polen bragte b^dre Orden i sine indre Anliggender og samlede nye Kræfter. Uafbrudt forestillede han derfor Catharine, at disse Reformer havde en langt større Betydning, end hun

---

1) Sec Ostens Depesche af 19. Juni 1764.

2) Denne Traktat er første Gang trykt fuldstændigt hos Sniitt 1. c. I. p. 157 fgd.

3) At dette var det russiske Cabinets Tanke, udtaltes udtrykkelig af Saldern, da han i Foraaret 1766 var sendt til Berlin, see Salderns Depesche af 20. Mai 1766 hos Smitt 1 c I. p. 101 fgd. Det Samme synes at fremgaae af Catharines Svar til den polske Afsending Ga dom sky i 1763 og af Beretningen om den preussiske Gesandt Kexins Intriguer i Constantinopel, see Smitt 1. p. 92-95, 96 fgd. Janssen 1. c. p. 38-40 har intet Andet at anføre herimod end den ovenomtalte mistænkelige Instruktion af 6. Xov. 1763.

troede, og at de vilde føre til et militairt Despoti, som kunde blive farligt for Naboerne. Tilsidst lykkedes det ham at bevæge Keiserinden til at modsætte sig Gjennemførelsen af de czartorisky'ske Reformer¹), men det synes, at hun væsentligst lod sig bestemme dertil af andre Hensyn og navnlig af Frygt for, at Frederik den Anden skulde slutte sig til den østerrigske - franske Alliance og saaledes forstyrre hendes store Plan om et nordisk Forbund²). Hendes Modstand mod Reformerne var derfor i Begyndelsen ikke meget bestemt; i alt Fald bevarede hun endnu sin velvillige Stemning uforandret og hun synes snarere dengang at have været betænkt paa at fjerne end paa at fremkalde Vanskeligheder for Stanislaus og hans Regering³).

Den danske Regering var ikke istand til, med Virkning
at kunne gribe ind i de heftige Kampe, for hvilke Polen

---

1) See Ostens Depescher af 18. og 29. Januar, 13. Aug. 1765 cfr. Frederik den Andens Brev til Catharine af 30. October 1764 hos Ssolowjoff 1. c. p. 23 og hans Depesche af Novbr. 1767 hos Smitt 1. c I. p. 112 fgd.

2) See Panins Depesche til Repnin 12. Febr. 1765 hos Ssolowjoff 1. c. p. 38-39 og Salderns ovenanførte Depesche 20. Mai 1766 hos Smitt 1. c. I. p. 101 fgd.

3) Et interessant Bidrag til den polske Konges Charakteristik og til Oplysning om Cat har in es Tænkemaade haves i et Brev, som hun i 1765 skrev til Panin i Anledning af, at Stanislaus havde beklaget sig til hende over nogle Toldforanstaltninger, som Frederik havde truffet, see Ssolowjoff 1. c. p. 25: "Jeg tilstaaer«, skriver hun, "at jeg forskrækkedes over den Ild, hvormed den første Deel af dette Brev er skrevet. Det er herligt affattet men aldeles upassende! Oh, hvor vilde De have skjældet, hvis jeg havde skrevet et saa glimrende men for mine Interesser saa skadeligt Brev! Jeg beder Dem sætte den polske Konge paa samme Fod, hvorpaa De har sat mig. De vil derved berede ham den største Lykke, navnlig en rolig og forstandig Regering. Læg Tømme paa hans Livlighed og tillad ham ikko at vise for megen Aand paa Bekostning af det Nvtti2re».

nu efterhaanden blev Skuepladsen. Men Bernstorff greb enhver Leilighed, som frembød sig, til paa anden Maade al være Stanislaus August nyttig. I Paris arbeidede lian paa, at den franske Regering skulde anerkjende Kongen og sende et Gesandtskab til Warschau, for i alt Fald diplomatiskat støtte Kepubliken mod den russiske Ambassaders Overmod¹). Men da kort efter Kaunitz foreslog, at de to Hoffer samtidigt skulde anerkjonde Stanislaus August, trak Bernstorff sig tilbage, dobbelt tilfreds med, at hans Bestræbelser nu ikke længere behøvedes, thi han var sig vel bevidst, at Keiserinden vilde tage ham det meget ilde op. hvis hun erfarede, at han havde arbeidet paa at indskrænke hendes Overvægt i Warschau²).

Der dannede sig endog en fortsat hemmelig Forbindelse mellem Danmark og Polen, kun kjendt af Bernstorff og de to Czartorisky:er, foruden naturligvis af de to Konger.Forslagetdertil kom fra C zar to ri sky, "der udtalte Onsket om at kjende den danske Regerings «System» og at træde i fortrolig Forbindelse med den. I sit udførlige Svar herpaa sagde Bernstorff, at «det kunde passe sig for tydske og italienske Stater at antage det østerrigsko eller det franske eller det engelske System, men Danmark kjendte kun sit eget System og det bestod i saavidt muligt at sikkre de Lande Ro og Uafhængighed, som omgave det eller for hvilke det følte Interesse«. «Kongen havde sat sig to Maal, det ene var at ende de lange og uheldbringende Stridigheder,somadskilte de forskjellige Grene af hans Huus, dot andet gik ud paa at forøge de danske Stater, dog ikke ved Hjælp af voldsomme Midler og ved Uret men ved fredelige Traktater«. Frankrig var en Magt, som ikke -kunde undertrykke Europa

---

1) See Instruktion til Gleichen 23. Marts 1765.

2) See Hermann 1. c. V. p. 387 og Janssen 1. c. p. f>3.

men var bestemt til at bevare Ligevægten og som «efter den Maade, paa hvilken den regeres, kan gjøre meget Godt eller megen Skade«. Depeschen ender med disse Ord: «Dersom Hans Polske Majestæt agter at vedligeholde sin Krones Uafhængighed ligesom Kongen vil opretholde sin, dersom han er bestemt paa ikke at tillade nogen anden Magt at foreskrive ham de Principer og Interesser, som han skal følge, men forlanger at kunne lade sig frit bestemme af sin egen Indsigt og sine egne Sympathier — dersom Hans Polske Majestæt dernæst finder det stemmende med sine Interesser og sit System at knytte et sandt Venskab med Kongen, saa byder denne sig med Glæde dertil. Der behøvesingenTraktat eller formelig Alliance; Alt hvad der udfordres, er Tillid, Oprigtighed og Taushed. De to Kongervilleindbyrdes meddele hinanden, hvad det kan være dem af Vigtighed at vide, de ville gjøre hinanden alle de Tjenester, som de formaae, de ville i Overensstemmelse arbeide til deres fælles Maal, de ville gj_ensidigt lette deres Undersaatters Samhandel, de ville med eet Ord opfylde alle Venskabets Pligter imod hinanden — Alt under den eneste Betingelse af den dybeste Taushed, og hele Planen falder sammen af sig selv, saasnart den betroes en hvilkensomhelst anden Magt«¹). Czartorisky modtog med Glæde dette Tilbud⁹), og fra Foraaret 1765 bevarede Bernstorff saaledesenfortrolig Forbindelse med den polske Regering, uden at lade sig afskrække ved Hensynet til Rusland. De Eaad, han ved Hjælp af denne Forbindelse fra Tid til anden gav Czartorisky, bare altid Præget af hans dybe Interesse for Polen, og da As se bur g i Slutningen af 1765 afløste Osten som Gesandt i Petersborg, paalagdes det ham,

---

1) See Instruktion for St. Saphorin 23. Marts 1765.

2) See Instruktion for St. Saphorin 18. Mai 1765.

af al Magt at virke for Republikens Vel, «thi Nordens Ligevægttordrede,at
den vedblev at bestaae»1).

I een Sag var Bernstorff dog uenig med den polske
Regering, nemlig i Spørgsmaalet om Dissidenternes Stilling.

For rigtigt at bedømme den danske Regerings Forhold til denne Sag, der kom til at udøve en saa skjæbnesvanger Indflydelse paa Polens Skjæbne, maa man fremfor Alt erindre sig, hvilken overordentlig Betydning det religiøse Spørgsmaalpaa den Tid havde. Minderne fra Trediveaarskrigen og de Forfølgelser og Undertrykkelser, for hvilke Protestanterneogsaa i den seneste Tid havde været udsatte i catholske Lande, gjorde, at enhver protestantisk Regering følte det som sin Pligt at tage sine Troesfællers Forsvar, hvor de end befandt sig. Paa Grund af sin dybe religiøse Følelse tog Bernstorff rimeligvis denne Pligt alvorligere end nogen Anden. Snart saae man ham derfor optræde hos den franske Konge til Fordeel for de Reformerte i Guienne, snart forsvarede han hos den østerrigske Regering Protestanternei Nedre - østerrig; da Arvingen til Hessen antog den catholske Religion, var det Bernstorff, som bragte en Forbindelse istand mellem de vigtigste protestantiske Fyrster for at værne om de fyrstelige Borns og Befolkningens Troesietrigheder, og corpus evangelicorum var i hans -Øine endnu fremdeles Palladiet for den rette Tro, som han ikke vilde tillade Frederik den Anden i Syvaarskrigens Begyndelseat misbruge til noget politisk -Øiemed. Hvad særligt de polske Protestanter angik, da havde de altid søgt Beskyttelse hos den danske Konge, navnlig paa Grund af den nære Forbindelse mellem Danzig og Danmark, og de sendte derfor ogsaa i Begyndelsen af 1764 Deputerede til

---

1) See Instruktion til Asseburg 5. Septbr. 1765.

Kjøbenhavn fur at beklage sig over denMaade, paa hvilken
de behandledes i deres Fædreland1).

Det var væsentlig fra det religiøse Synspunkt, at Bernstorff antog sig Dissidenternes Sag, men han saae tillige, at den havde en vigtig politisk Side. Det var ikke alene de Par hundrede protestantiske Familier, som beklagede sig. Ogsaa de græsktroende Polakker vare Gjenstand for Undertrykkelse, ikke blot i religiøs Henseende men ogsaa i deres borgerlige og Eiendoms-Kettigheder. Det var maaskee noget overdrevent, naar den russiske Regering selv anslog Antallet af de græske Troesbekj endere i Polen til en Femtedeel af hele Landets Befolkning, men i alt Fald var det meget betydeligt, og ingen fornuftig Regering kunde miskjende den uhyre Fare, der laae i, at en saa anselig Deel af Folket vænnedes til at søge sin Støtte i Rusland og til snarere at betragte sig som dette Lands Undersaatter end som Polakker. Det var allerede kommet saa vidt, at græske Prælater, der vare udnævnte af den russiske Regering, udøvede geistlig Myndighed i polske Provindser og gjorde Paastand paa Sæde i Senatet, som Repræsentanter for den græsk-catholske Befolkning²). Det var paa høi Tid, at Regeringen søgte at tilfredsstille denne Deel af Nationen og bestra3bte sig for at samle Alle, uden Hensyn til Troesbekjendelsen, omkring Eigets truede Selvstændighed.

Bernstorff antog derfor med saa meget storre Rolighedat kunne opfylde sin Pligt mod sine polske Troesfæller,som Tilfredsstillelsen af deres retfærdige Fordringer tillige vilde tjene til at afvende en stor politisk Fare fra Republiken. I Marts 1764 instrueredes altsaa St. Saphorin

---

1) See om Dissidenternes Stilling i Polen: Hu'ppe 1. c. p. 226-32.

2) See Hermanns Geschichte Ruslands V. p. 411.

til i Polen at begjære Forbedring i Dissidenternes Stilling¹), medens Osten fik Ordre til at støtte deres Sag hos den russiske Regering og forlange, at den russiske Ambassader i Warschau skulde instrueres i denne Retning⁹). Foreløbig fandt denne Opfordring dog kun en temmelig kjølig Modtagelse i Petersborg, og Bernstorff beklagede sig over, at man »tilsidesattedenne saa ophøiede Sag for underordnede Interesser, der ikke engang burde kunne sammenlignes med den»³).

Men det ■ var ikke Dissidentersagens Bestemmelse saaledes at skulle skydes tilside. Ogsaa Frederik den Anden fulgte dette Sporgsmaal med stor Opmærksomhed, men med ganske andre Hensigter end Bernstorff. Det var for ham ikke nogen Følelsessag men desto mere en vigtig politisk Interesse. Efterat Sverige havde mistet sin tidligere store Betydning i Europa, var Preussen bleven den første protestantiske Magt paa Fastlandet, og denne fremtrædende Stilling maatte allerede gjøre det til en Nødvendighed for Frederik den Anden at antage sig de polske Protestanter. Men en endnu langt mægtigere Opfordring for ham laae deri, at han forlængst havde indseet, at bedre end noget andet vilde dette Spørgsmaal kunne tjene ham i hans Planer mod Polen.

I den Traktat, som han den Bde Juni 1762 sluttede med Peter den Tredie, havde han indført en Bestemmelseom,at de polske Dissidenter skulde gjenindsættes i deres tidligere Rettigheder, baade religiøse og borgerlige⁴), og denne Artikel var i det Væsentlige gaaet over i TraktatenafIlte

---

1) See Instruktionerne 24. Marts og 15. Mai 1764.

2) See Instruktion 24. Marts 1764.

3) See Depesclie til St. Saphorin 2. Oct. 1764.

4) See denne Traktat hos Smitt 1. c. I. p. 164-165.

tatenafIlteApril 1764¹). Støttende sig herpaa, opfordrede han nu Keiserinden til i Forbindelse med Preussen at gjøre Forestillinger i Warschau. Catharine viste imidlertid kun ringe Tilbøielighed til at tage sig virksomt af denne Sag, og foreløbig havde Frederik den Andens Opfordring ikke større Virkning end Bernstorffs. Men han lod sig ikke afvise. I en udførlig Memoire fornyede han sin Begjæring til Keiserinden, paaberaabte Traktater og Menneskerettighederogforlangte i Religionens og Philosophiens hellige Navn, at Dissidenterne i Polen i enhver Henseende, og navnligogsaamed Hensyn til politiske Rettigheder, skulde sættespaasamme Fod som Catholikerne²). Det var vanskeligt at modsætte sig en Fordring, der støttede sig paa den nylig undertegnede Traktat og som desuden i og for sig var vel begrundet,ogendnu betænkeligere var det at udsætte sig for, at FrederikdenAnden skulde blive fortydelig og nærme sig til -Østerrig og Frankrig eller at den græske Kirke, der stadigt androghosKeiserinden om hendes Beskyttelse i Polen³), skulde beskylde hende for Ligegyldighed og Ugudelighed. Saaledes besluttedeCatharinesig da til at træde aktivt op i Warschau. Men saavel i den Memoire, der i Ruslands og Preussens fælles Navn overleveredes den 14de Sept. 17(14⁴), som ogsaaiPanins Instruktion til Repnin af 13de Oct. s. A.⁵) indskrænkede Fordringen om Dissidenternes Ligestillelse sig dog væsentligst til det religiøse Omraade, og det synes, som

---

1) See denne hemmelige Artikel hos Smitt I. p. 89-90.

2) See om disse gjentag-ne Opfordringer af Frederik den Anden hos Smitt I. p. 116-120.

3) See Instruktion til Kayserling 1. April 1763 hos Ssolowjoff 1. c, p. 14.

4) See A. Theiners Vetera monumenta etc. IV, 2, p. 63-64, cfr. Janssen 1. c. p. 55.

5) See hos Ssolowjoff 1. c. p. 29.

om Keiserinden ikke var utilbøielig til at lade sig nøie med en deelvis Opfyldelse af Fordringerne. De andre ikke-catholske Kegeringer opfordredes til at slutte sig til de af Rusland og Preussen foretagne Skridt i Warschau, og selvfølgelig undlod Danmark ikke at efterkomme denne Opfordring¹).

Bernstorff var tilfreds med denne Vending af Sagen, men Frederik den Anden var det ogsaa og med mere Grund. Thi han havde nu opnaaet, hvad han vilde. Han havde bragt Keiserinden til officielt at optræde i Sagen med bestemte Fordringer, og den var blevet en Æressag for hende. Han trak sig fra nu af tilbage i anden Linie og overlod det til hende at føre Sagen igjennem. Adskilligt synes endog at tyde hen paa, at han underhaanden bestyrkede Polakkerne i deres Modstand²), hvad der forresten aldeles ikke behøvedes. Thi det lykkedes snart Geistligheden at fremkalde den voldsomste Gjæring i hele Landet. Det var, som om Statens Tilværelse vilde udsættes for den største Fare, hvis Dissidenterne fik nogle Rettigheder tilbage,som de i tidligere Tid forfatningsmæssigt havde besiddet, uden at Staten deraf havde følt nogensomhelst Ulempe, og det paastodes, at Rusland og Preussen lagde an paa at skabe et ikke-catholsk Parti paa Landdagen, der kunde bruges til at umuliggjore enhver Regering³), ret som om man ikke alleredemed

---

1) See Depesche 1. Dec. til Osten, 8. Dec. 1764 til Saphorin. I Begyndelsen holdt Sverige sig tilbage fra Deeltagelse i Dissidentersagen. Grunden dertil laae imidlertid ikke i nogen politisk Fremsynethed hos det svenske Cabinet men i et Forlangende fra Frankrig, see Sc backs Depesche 6. Juli 1764. Da derfor den franske Regering kort efter forandrede Anskuelse, sluttede Sverige sig strax til de andre Magters Forestillinger, see Schacks Depesche 7. August 1764.

2) See Smitt 1. c. I. p. 121-122, 126-129

3) See Theiners Vetera monumenta, IV, 2, p. 69-71 og Stanislaus Augusts Brev til Rzewusky hos Ssolowjoff 1. c. p. 44.

redemedstørste Lethed og for et Par hundrede Daler kunde kjøbe et Landbud, til at sprænge Landdagen ved sit liberum rumpo, der dog endnu i Polen fastholdtes som en hellig og uantastelig Frihed. Istedetfor altsaa at adskille de religiøse Fordringer fra de politiske, hvortil Busland selv havde givet Anvisning, eller, hvad der vilde have været endnu bedre, at søge at vinde Keiserindens Samtykke til Forfatningsreformerneimod selv at give efter i Dissidenterspørgsmaalet, afslog Landdagen med den største Forbittrelse enhver Indrømmelse,uden at tænke paa Følgerne¹).

Alt gik nu, som Frederik den Anden ønskede det. Catharine følte sig dybt krænket over at hun, der meente at have gjort særdeles Meget for Polen og dets Konge, afvistes paa en saadan Maade. Hun erklærede høitideligt, at hun vilde sætte Sagen igjennem, og allerede i Begyndelsen af 1765 talte Panin om at bruge Magt²). Fra nu af blev Dissidentersagen Krigsraabet i de blodige Kampe, som førte til Delingen af 1772, og Frederik den Anden kunde med Stolthed skrive, at dette Spørgsmaal »havde lagt Sæden til alle paafølgende Uroligheder og Krige"³).

Med dyb Sorg saae Bernstorff denne Sag tabe sin religiøse Charakteer og neddrages i den politiske Strid, for at bruges som Vaaben mod de czartorisky'ske Beformer. Han vilde ikke opgive Dissidenternes Sag, thi han ansaae den for retfærdig, og han frygtede for, at deres Skjæbne vilde blive haardere end nogensinde før, dersom de fremmede Magter nu trak sig tilbage. Han vedblev derfor at deeltage

---

1) Ree Stanislaus Augusts Brev 20. April 17G5 til Kéiserinden hos Ssolowjoff 1. c. p. 24 og- om Czartor isky'ernes Magtesløshed, sammesteds p. 40 fgd.

2) See Instruktion til Repnin 12. Febr 17G5 hos Ssolowjoff 1. c. p. 38-39.

3) See Oeuvres de Frédéric le Grand, VI. p. 15.

i de Forestillinger, som de ikke-eatholske Regeringer fra Tid til anden gjorde i Warschau¹), og han søgte desuden ved Hjælp af sin fortrolige Forbindelse med Czartorisky og Kongen at overtyde disse om den politiske Nødvendighed af, snart at bringe dette Sporgsmaal til Ende. Navnlig fremhævedeBernstorff, hvorledes Frederi k den Andens Opførsel tydeligt nok beviste, at denne ikke ønskede, at der skulde gjøres virkelige Indrømmelser til Dissidenterne, thi mere end alle andre Grunde maatte denne Omstændighed tilraade den polske Regering, saa hurtigt som muligt, at berøve ham, Polens værste Fjende, et Vaaben, som han øiensynligt ønskede at bevare for sine fremtidige Planer²). Paa samme Tid glemte Bernstorff imidlertid heller ikke at indskærpe Dissidenterne, at «deres sande Interesse fordrede, at de inderligt og oprigtigt sluttede sig til deres Konge, overtydede ham om, at deres Fordeel tillige var hans og foretrak hans Beskyttelse for den tvivlsomme og altid hadefulde Bistand, som de kunde finde i fremmede MagtersVaaben »³). I Petersborg endelig opfordrede Bernstorff indstændigt til Maadehold og advarede mod en Politik, «der let vilde gjøre Polen til Bytte for en Magt, som muligvis nærede ganske andre Tanker end Rusland, og som stærkt saae ud til, med den Iver, den ved denne Lejlighed lagde for Dagen, at forene visse mindre religiøse og uinteresserede Hensigter og Planer, der ikke ganske vare frie for at bære Præget af en betænkelig Kjærlighed til Næstens Gods«⁴).

---

1) See saalerles Erklrerin<r, afgivet i 176G, hos Theiner: Vetera monumenta IV, 2 p. 113-114.

2) See Depeeche til St. Saphorin 14. Sept. 1765.

3) See ligeledes Depesche til St. Saphorin 14. Sept. 1765. En Opfordring til Dissidenterne om at indgaae en Confederation fremkom et Aar senere i Panins Instruktion til Repnin 15. Sept. 17(i6, see Ssolowjoff 1. c. p. 31.

4) See Depescher til St. Saphorin af 1. Novbr. og til Asseburg af 8. og 22. Xovbr. 1706. — Jfr. om Dissidentersagens videre Gang Denkwiirdigkeiten dc^ Freiherrn v. d. Assoburg, Berlin, 1842 p. 147 %d.

Det var vistnok en uheldig Tanke af B e r n s t o r ff at bringe Dissidenterspørgsmaalet frem under de daværende Forhold i Polen, og dette Feilgreb bliver ikke mindre, om det end med Rette kan siges, at hans Initiativ ikke fik nogen praktiskVirkning, og at Spørgsmaalet alligevel vilde være fremkommetved Frederik den Andens Bestræbelser. Men Bernstorff handlede af en hæderlig Bevæggrund og hans politiske Blik havde rigtigt ladet ham erkjende, at dette Spørgsmaal maatte løses af den polske Regering, hvis det ikke skulde berede Republikens Undergang. Hans Feil laae deri, at han ikke ret beregnede, hvorvidt den polske Regering dengang var stærk nok til at kunne løse dette Spørgsmaal paa en for Dissidenterne tilfredsstillende Maade. Men i denne Henseende maa det bemærkes, at Osten, der saa grundigt kjendte Polen, gjentagende forsikkrede, at alle Klager let og hurtigt vilde kunne afhjælpes, saasnart Polakkerne saae, at det var Alvor med Magternes Forestillinger.Efter hans Paasfand kom Vanskelighederne væsentligt kun fra Storcantsleren af Lithauen, hvorimod Kongen og Palatinen af Røde-Rusland vare gunstigt stemte for Dissidentern e¹). Senere blev det ganske vist umuligt for den polske Regering med dens bedste Villie at gjennemfore Foranstaltninger til Fordeel for Dissidenterne, men det er tvivlsomt, om det vilde have været ligesaa umuligt, hvis Regeringen strax havde fulgt Bernstorffs Raad og Ønsker. Det synes idetmindste, at Modstanden i Begyndelsen hovedsageligenkom fra den polske Adel, som havde bemægtiget sig en stor Deel Landsbyer og Jordeiendomme, der havde tilhørt

---

4) See Depescher til St. Saphorin af 1. Novbr. og til Asseburg af 8. og 22. Xovbr. 1706. — Jfr. om Dissidentersagens videre Gang Denkwiirdigkeiten dc^ Freiherrn v. d. Assoburg, Berlin, 1842 p. 147 %d.

1) See Ostens Depescher 1. Jan., 19. Marts og 12. Juli 1765.

den græske Kirke, og som nu frygtede for at blive nødt til at tilbagegivesit Rov¹). Men denne Modstand vilde det neppe have været saa vanskeligt at overvinde som det derimod blev, efterat den jesuitiske Geistlighed havde faaet Tid til at fanatisere Befolkningen.

9.

Under disse Begivenheder havde Forhandlingen om den dansk-russiske Traktat ganske ligget hen. Det var i April 1763, at Osten havdemeddeeltPanin det danske Udkast, men uagtet Cantsleren havde lovet ufortøvet at skulle fremlægge sit Modforslag, nærmede dog Aaret sig stærkt sin Slutning, uden at Sagen endnu var naaet videre.

Bernstorff havde aldrig ret stolet paa, at Keiserinden meente det alvorligt med disse Forhandlinger, og han indskærpedederfor nu ogsaa Osten at forholde sig rolig og ikke at vise nogen Utaalmodighed²). Osten forklarede imidlertid Forhalingen ganske naturligt. Det gik ikke den danske Regering værre end alle andre, som førte Forhandlingeri Petersborg, og den russiske Handelstraktat med England skred ikke hurtigere fremad. «Under en saa virksom Keiserinde som den nuværende, kunde en saadan Langsomhed vistnok forundre mere end under den foregaaende Regering, men i Virkeligheden var den nuværende Keiserindes Virksomhed af den Beskaffenhed, at den vel kunde foraarsage ligesaainegen Langsomhed som den afdødes Ligegyldighed. Xaar man har altformeget for paa eengang og vil gjore Alt selv, bringerman sædvanligvis Intet til Ende. Saaledes gik det her, og naar desuden den Minister, som skulde understøtte Keiserindeni hendes Arbeide, uagtet sin naturlige Langsomhed, vilde udføre Alt selv, maatte Forbauselsen høre op». Men

---

1) See Hermanns Geschichte Ruslands V. p. 385.

2) See Depescher til Osten af 22. Septbr. og 29. Dec. 1764.

dertil kom, at forskjellige uforudseelige Omstændigheder havde bidraget til end yderligere at forhale Sagen. KeiserindensEeise til, Riga, Opstandsforsøget i Schliisselburg og Ivans Død, det polske Kongevalg og flere Dødsfald i PaninsFamilie vare Begivenheder, som hver paa sin Maade havde medført en Standsning i alle Regeringssager¹).

Dette var efter Ostens Overbevisning den virkelige Aarsag til det lange Ophold, Sagen havde lidt, og Saldern, som havde for Skik at styrke sine Forsikkringer med drøie Eder, svor paa, at der ikke var nogen anden Grund. Men ved Siden deraf havde der ganske vist været forskjellige Vanskeligheder af mere underordnet Natur, som først efterhaanden vare blevne overvundne.

Blandt disse var Preussens hemmelige Modstand mod enhver Tilnærmelse mellem Danmark og Rusland den betydningsfuldeste,om end ikke den virksomste. Frede ri kden Anden vilde ikke dele den russiske Alliance med nogen anden Magt og bestræbte sig ved alle Midler for at isolere Rusland og saaledes gjøre sit Venskab mere værdifuldt. Han søgte derfor at hindre et Forbund mellem Keiserinden og England, og endnu mere var en Traktat mellem Rusland og Danmark ham imod, thi den kunde danne Begyndelsen til en Familiepagt mellem de forskjellige Grene af det oldenborgskeHuus, der nødvendigvis vilde blive skadelig for Preussen²). Ved Hjælp af sin private Brevvexling med Catharine søgte han derfor at opvække hendes Mistro mod den danske Regering, men hans Ord nød ikke stor Tiltro, navnlig efter at man havde grebet ham i hemmelige Forhandlinger i Constantinopel, der endog senere gave Anledningtil

---

1) Ostens Depescher 17. Juli og 20. Nov. 1764.

2) Bernstorff til Osten 24. Marts 1764, see ogsaa Oeuvres de Frédéric le Grand VI. p. 15.

ledningtilübehagelige Forklaringer mellem Panin og den preussiske Gesandt, Grev Solms, idet Cantsleren erklærede, at man havde Bevis ihænde for, at de kongelige Forsikkringervare fuldstændigt usandfærdige¹).

Større Indtryk gjorde det derimod paa Keiserinden, da den russiske Gesandt i Wien i Løbet af 1764 indberettede, at den danske Regering hemmelig arbeidede paa at faae det liibeckske Coadjutorvalg anerkjendt. Hun saae en Underfundighed af Danmark i, under nærværende Omstændigheder, at ville føre denne Sag videre, da det efter hendes Mening var en Forudsætning fra begge Sider, at Opgivelsen af dette Valg skulde udgjøre en af Betingelserne i den tilkommende Overenskomst om Mageskiftet af Holsteen. Bernstorff vilde meget nødigt give Afkald paa en Erhvervelse, der berørte Holsteen saa nær, og forsaavidt han i Slutningen af 1756 i et Brev til Catharine havde stillet en saadan Afstaaelse i Udsigt, dersom de daværende Forhandlinger for den Priis lode sig bringe til Ende, kunde han nu med Rette betragte dette Løfte som bortfaldet med dets Forudsætning. Han havde imidlertid et endnu bedre Forsvar mod Beskyldningen for Underfundighed, idet han kunde godtgjøre, at Ordren til den danske Gesandt i Wien var givet langt tidligere, end Forhandlingerne vare gjenoptagne med Rusland-). Men han kunde dog ikke derved forhindre, at dette Incidenspunkt jo fik en blivende Indflydelse paa Traktatens Indhold.

Endelig var det ogsaa lykkedes Regeringen i Kiel at gjore stor Allarm over nogle Domænesalg i Slesvig og i den kongelige Deel af Holsteen, idet den mindede om, at for nogle Aar siden havde den danske Konge paaberaabt sig

---

1) See Ostens Depescher 1. Fein-., 22. Marts, IG. Aug. 17G5, cfr. Smitt 1. c. I. p. 96-99.

2) Instr. til Bachoff 19. Marts og 26. Kov. 1763.

sin eventuelle Arveret for at forbyde Storfyrsten en lignende Disposition, da denne nemlig vilde reise Penge ved at foretage nogle Hugster i de holsteen-gottorpske Domæneskove. Men ogsaa her var det ikke vanskeligt at bevise, at medens den af Peter i sin Tid paatænkte Mishandling af Skovene opoffredeFremtiden for at opnaae en øieblikkelig Gevinst, vilde derimod det begyndte Domænesalg forøge Statens aarlige Indtægt af de solgte Eiendomme. Bernstorff oplystesaalede s¹), at det Domænegods, som hidtil var solgt i Holsteen, tidligere i det Høieste havde indbragt 12,000 Daler om Aaret, hvorimod det nu var solgt for 1,200,000 Daler, hvoraf Halvdelen skulde forblive indestaaende i de solgte Eiendomme paa første Prioritet og, forrentet med 4 pCt., altsaa vilde give Staten en aarlig Indtægt af 24,000 Daler. Kun paa disse Vilkaar solgtes Domænegods, og kunde en passende Priis ikke opnaaes, skeete intet Salg, hvad der navnlig havde været Tilfældet i Slesvig.

Disse og lignende Misforstaaelser kunde i øieblikket fremkalde en Misstemning, men havde dog ingen væsentlig Indflydelse paa Forhandlingerne, og der er ingen Grund til at antage, at det var med Overlæg og af Mistro til den danske Regering, at det russiske Modforslag lod saalænge vente paa sig₂). Men endelig fremkom det den 3die Dec. 17G4.

Saasnart dette Contraprojekt var ankommet hertil, svarede Bernstorff foreløbigt, at den danske Regering i det Hele var tilfreds dermed, idet han kun forbeholdt sig at foreslaae nogle mindre betydelige Forandringer, og et Par Uger efter afgik de endelige Instruktioner til Osten³).

---

1) Depesche til Osten 31. Jan. 1765.

2) Anderledes dømmer Tengberg 1. c. p. 25-26.

3) Den første Depesche er af 12te, den endelige Instruktion af 31te Januar. Naar Tengberg 1. c. p. 33 i denne Opsættelse af det endelige Svar seer et Bevis paa, at den danske Regering forstillede sig ligeoverfor Rusland og vilde trække Tiden ud for imidlertid at see, hvorledes Forholdene udviklede sig i Sverige, er dette en overdreven Skarpsindighed af Forfatteren. Sagen var vel saa vigtig, at den kunde fortjene at overveies et Par Uger, og i denne Mellemtid corresponderede Bernstorff slet ikke med Schack, uden forsaavidt han den 12. Jan., altsaa strax efter Modtagelsen af det russiske Modforslag, skrev til Gesandten, at han i Hovedsagen billigede, hvad dette bestemte med Hensyn til Sverige, men at »Kongen ikke pleiede at tage forhastede Beslutninger om vigtige Sager og derfor vilde overveie Sagen omhyggelig, før han svarede«.

Den danske Eegering var ikke ganske tilfreds med de tre hemmelige Artikler. Naar den første fastsatte den Hjælp, som Danmark skulde yde Rusland, hvis dette Rige angrebesaf Tyrkiet, gjorde Bernstorff i Almindelighed gjældende,at ligesom i det Hele en übegrændset gjensidig Defensiv-Garantivar en meget ulige Byrde for de to Contrahenter,da Rusland med sine udstrakte Grændser kunde angribesaf mange Magter, hvorimod Danmark fornuftigvis kun kunde frygte for Angreb fra Sveriges Side, saaledes vilde ogsaa en Garanti ligeoverfor Tyrkiet kun tjene til at adelægge den hele danske Handel paa Levanten, uden i Virkeligheden at gavne Rusland det Mindste. Men han vidste tillige, at Keiserinden ikke vilde opgive denne Garanti. Den var alleredeoptaget i Traktaten med Preussen, den udgjorde en af de russiske Hovedfordringer under Forhandlingerne om den engelske Handelstraktat, og Cantsleren erklærede, at den vilde blive en ufravigelig Betingelse i alle fremtidige Traktater, ikke saa meget for den fastsatte Hjælps egen Betydning, som fordi den contraherende Magt ved en saadan Bestemmelse blev personlig interesseret i, at Tyrkiet ikke af egen Drift eller paa Grund af fremmed Opfordring brød Freden. Bernstorff indskrænkede sig derfor med Hensyn

---

3) Den første Depesche er af 12te, den endelige Instruktion af 31te Januar. Naar Tengberg 1. c. p. 33 i denne Opsættelse af det endelige Svar seer et Bevis paa, at den danske Regering forstillede sig ligeoverfor Rusland og vilde trække Tiden ud for imidlertid at see, hvorledes Forholdene udviklede sig i Sverige, er dette en overdreven Skarpsindighed af Forfatteren. Sagen var vel saa vigtig, at den kunde fortjene at overveies et Par Uger, og i denne Mellemtid corresponderede Bernstorff slet ikke med Schack, uden forsaavidt han den 12. Jan., altsaa strax efter Modtagelsen af det russiske Modforslag, skrev til Gesandten, at han i Hovedsagen billigede, hvad dette bestemte med Hensyn til Sverige, men at »Kongen ikke pleiede at tage forhastede Beslutninger om vigtige Sager og derfor vilde overveie Sagen omhyggelig, før han svarede«.

til denne Artikel til at forlange, at Kusland forpligtede sig til at holde den meget hemmelig, for at den ikke skulde komme til Portens Kundskab. Den anden hemmelige Artikelhavde sat Sagen om det liibeckske Coadjutorvalg i Forbindelse med det holsteenske Spørgsmaal og forlangte, at den danske Regering skulde lade Sagen henstaae i dens nuværende Stilling. Herimod indvendte Bernstorff, at selv om det maatte blive det endelige Resultat af de tilkommendeForhandlinger om det holsteenske Mageskifte, at Danmark opgav den ved hiint Valg erhvervede Ret, kunde Rusland dog i alt Fald ikke forlange, at man nu skulde handle, som om denne Opgivelse allerede var skeet. Alt hvad Rusland kunde ønske, var, at Danmark ikke udenNodvendighed og frivillig førte Sagen videre for Tiden, men kom Stadfæstelsenfra Wien, kunde man ikke nægte at modtage den, og døde Biskoppen, maatte Arveprinds Frederik idetmindste foreløbig blive hans Efterfølger, selvfølgelig uden at man derved foregreb en senere Overenskomst. Endelig havde den tredie hemmelige Artikel, der handlede om Sverige, faaet en ny Affatning, som ikke var uden Betænkelighed. Men af Grunde, der i det følgende Afsnit skulle fremstilles, troede Bernstorff dog at burde modtage den, som den forelaae. Kun misbilligede han, at Artiklen udtalte en Dadel over Raadet, fordi det havde ladet Sverige deeltage i Syvaarskrigen,og han gjorde gjældende, at dels var denne Bemærkning ikke paa sin Plads i Traktaten dels passede den i alt Fald ikke i den danske Konges Mund, da han ikke i sin Tid officielt havde gjort nogen saadan Betragtninggjældende hos det svenske Rigsraad.

Det var disse Forandringer, som Osten fik Ordre til
om muligt at opnaae. Lykkedes det ham ikke, skulde han
dog ikke derfor nægte at undertegne Udkastet, som det var;

kun skulde han i dette Tilfælde, samtidigt med at undertegne,lade en Erklæring tilføre Protokollen, hvorved han nærmere fastsatte Meningen af den anden hemmelige Artikel, saavelsom et Forbehold med Hensyn til den for det svenske Rigsraad stødende Sætning i den tredie hemmelige Artikel. I samme Aktstykke skulde han endvidere omtale den svenskdanskeTraktat af 25de April 1750, for saaledes middelbart at faae en Anerkjendelse af denne Overenskomst, som Kuslandhavde vægret sig ved at nævne i Traktaten selv.

Osten kom snart til den Overbevisning, at det maaskee nok lod sig gjøre at opnaae den ønskede Forandring i Artikel2, men da Keiserinden selv havde affattet Artikel 3, vilde hun ikke høre Noget om, at den skulde undergaaenogen Forandring. Han vilde imidlertid ikke give efter før i yderste Nød og erklærede derfor til Panin, at at han ikke havde Fuldmagt til at undertegne, hvis ikke de foreslaaede Forandringer antoges. Panin svarede, at Keiserinden i saa Fald vilde see sig i det beklagelige Tilfældeat maatte betragte Forhandlingerne som endte, hvorom Osten næste Dag skulde faae en udførligere Memoire. Osten gik bort, men da han forudsaae, at denne Meddelelse let kunde blive af en saa übehagelig Natur, at det vilde falde meget vanskeligt for ham, at gjenoptage Forhandlingerne, efter at have modtaget den, vendte han kort efter tilbage til Panin og sagde, at vel overskred han derved sine Instruxer, men han vilde dog tage paa sig at undertegne Artikel 3, hvis Artikel 2 blev forandret efter hans ønske, og idet han iøvrigt forbeholdt sig at gjøre sin Eegerings Anskuelse med Hensyntil Artikel 3 gjældende i en skriftlig Erklæring. Paninblev saa fornøiet over denne uventede Afgjørelse, at han strax indrømmede Artikel 2 og uden mindste Vanskelighedmodtog Erklæringen, der endte med en Udtalelse

oui, at »Traktaten af 1750 confidentielt var meddeelt Keiserinden
«1).

Saaledes undertegnedes Forsvarsforbundet mellem Danmark
og Rusland den 11. Marts 1765-).

De contraherende Magter lovede at forsvare hinanden gjensidig i Besiddelsen af deres Lande i Europa. Til den Ende forpligtede de sig, i Tilfælde af Angreb, til indbyrdes at understøtte hinanden med 8 Linieskibe og 4 Fregatter, istedetfor hvilke Danmark dog, hvis det var den Angrebne, kunde vælge, af Rusland at forlange en Hjælp til Lands af 12000 Mand. Den russiske Garanti skulde imidlertid ikke omfatteden tidligere gottorpske Deel af Slesvig, forsaavidt Storfyrst-Thronfolgerengjorde sine Fordringer derpaa gjældende. men Keiserinden forbandt sig til at anvende alle sine gode Tjenester, for at de Stridigheder, som angaaende denne Deel af Slesvig bestode mellem Kongen og Storfyrsten, kunde blive bilagte ved en Convention (Art. 3). Af de tre hemmeligeArtikler fastsatte den forste, at Danmark, i Tilfælde af at Tyrkiet angreb Rusland, kunde vælge istedetfor den ovennævnteSø-Hjælp at betale 400,000 Rubler aaiiig. Den anden Artikel angik det holsteen-gottorpske Sporgsmaal og bestemte, at man, uden at afvente Storfyrstens Myndighedsalder,i samme eller na^ste Aar skulde begynde Forhandlingerom en Provisional-Traktat til Afgjarelse af alle Stridighederangaaende Slesvig og Holsteen. lovrigt vedtoges ingen egentlig Basis for de forestaaende Forhandlinger, idet Mageskiftetkun nævntes som en blandt flere mulige Losninger³).

---

1) See Ostens Depesche 4. Marts 1765.

2) Denne Traktat er hidtil ikke trykt.

3) Denne Dccl af Artiklen lyder i Originalspro<yet saaiede.s: Iliro Keiserliche Mayestiit — erkliiren — das.s Sie — Sich engagiren und zusagen «mit dem allerfordersamsten und zwar annoch vor der erlangten Majorennitet Sr. Keiserl. Hoheit, durch einige in diesem oder dem nåchstfolgenden Jahre, von beiden hoben Contrahenten zu ernennende, mit sattsamen Instructionen versehene Ministres, ein solches arrang-ement-provisionel zu treffen und errichten zu lassen, dass dadurch alle bisherige obgewaltete DifFerenzien, es mogen dieselben das Herzogtlium Schleswig oder Holstein angehen, auf die allerconvenableste Art und. Weise, es sei durch eiue Permutation oder sonsten, dergestalt ganzlich applaniret werden mogen, dass, so bald hochstbesagte Ihro Keiserl. Hoheit zu dero Miindigkeit gelanget sein werden, durch die hohe Vermittelung Ihro Keiserl. Mayeståt und Anwendung aller bonoruni officiorum, die wirkliche Vollziehung desselben bewerkstelligt und solchergestalt alle Gelegenheit zu irgend einigem Missvergniigen oder Irrung zwischen beiden hohen Theilen sogleich jetzt und in Zukunft abgewendet und eine der nahen Verwandschaft gemiisse genåue und standhafte Freundschaft unter ihneu auf ewig gestiftet und gesichert werden moge.«

Sluttelig omhandlede Artiklen det liibeckske Coadjutorvalg, som Kongen med de ovenfor angivne Indskrænkninger lovede at lade forblive in statu quo indtil Videre. Den tredie og sidste Artikel udtalte endelig, at det var begge Regeringer af særlig Vigtighed, at Sveriges Frihed og lovmæssige Kegeringsformopretholdtes, men da i den senere Tid fremmed Indflydelse havde forstyrret Ligevægten mellem de tre Statsmagter,saa at Krig var begyndt og nye Skatter vare paalagteuden Eigsstændernes Samtykke, og da herved ForfatningensAand udsattes for at forvanskes «til den ene eller den anden Side,» vilde de contraherende Magter være betænkte paa at hindre saadant og agtede derfor stadigt at lade deres Gesandter i Stockholm derom pleie Raad og dertil virke med forenede Kræfter¹). En fjerde paatænkt Artikel om Anerkjendelsenaf Kongevalget i Polen, hvortil Kongen, som ovenomtalt, havde erklæret sig villig, bortfaldt, fordi Valget og Anerkjendelsen allerede havde fundet Sted, før Traktaten blev undertegnet.

---

3) Denne Dccl af Artiklen lyder i Originalspro<yet saaiede.s: Iliro Keiserliche Mayestiit — erkliiren — das.s Sie — Sich engagiren und zusagen «mit dem allerfordersamsten und zwar annoch vor der erlangten Majorennitet Sr. Keiserl. Hoheit, durch einige in diesem oder dem nåchstfolgenden Jahre, von beiden hoben Contrahenten zu ernennende, mit sattsamen Instructionen versehene Ministres, ein solches arrang-ement-provisionel zu treffen und errichten zu lassen, dass dadurch alle bisherige obgewaltete DifFerenzien, es mogen dieselben das Herzogtlium Schleswig oder Holstein angehen, auf die allerconvenableste Art und. Weise, es sei durch eiue Permutation oder sonsten, dergestalt ganzlich applaniret werden mogen, dass, so bald hochstbesagte Ihro Keiserl. Hoheit zu dero Miindigkeit gelanget sein werden, durch die hohe Vermittelung Ihro Keiserl. Mayeståt und Anwendung aller bonoruni officiorum, die wirkliche Vollziehung desselben bewerkstelligt und solchergestalt alle Gelegenheit zu irgend einigem Missvergniigen oder Irrung zwischen beiden hohen Theilen sogleich jetzt und in Zukunft abgewendet und eine der nahen Verwandschaft gemiisse genåue und standhafte Freundschaft unter ihneu auf ewig gestiftet und gesichert werden moge.«

1) Texten findes trykt hos Tengberg i Rilag C.

Denne Traktat havde kostet den danske Regering stor Taalmodighed og betydelige Pengeoffre, thi foruden Saldern, som allerede i længere Tid havde oppebaaret en Pension herfra, var der ogsaa Andre, hvis Velvillie havde maattet kjøbes. Saaledes modtog den bekjendte Fyrstinde Daschkow, til hvem Panin troede sig at være Fader og som var det Orakel, han altid raadspurgte, 12000 Rubler for sin Medvirkning, dog uden at Panin havde nogen Kundskab om, endsige Deel i, denne Liberalitet. Men til Gjengjæld v.tndt den danske Regering ogsaa vigtige Fordele ved Traktaten. Det spændte eller i alt Fald usikkre Forhold til Rusland var bleven aflast af en nær Forbindelse, det holsteenske Spørgsmaal var rykket et vigtigt Skridt fremad mod sin Løsning — som Datidens diplomatiske Sprog udtrykte sig, Spørgsmaalets an var afgjort, dets quomodo stod endnu kun tilbage —, og endelig var en Overeensstemmelse med Hensyn til Grundsætningerne opnaaet i den svenske Forfatningssag.

Den Forbindelse, i hvilken Danmark var traadt til Rusland,skjulte ikke nogen Afhængighed, og endnu mindre tænkte Bernstorff sig en saadan Følge af Traktaten. Men den kunde ganske vist blive det, hvis den danske Regering af Frygt for at støde Rusland og derved fjerne Udsigten til en endelig Overeenskomst om Holsteen, altfor ængsteligt fulgte Keiserindens Politik. Bernstorff var opmærksom paa denne Fare, og samtidigt med at give Ordre til at undertegne Traktaten, skrev han til Osten: "dersom Keiserinden har til Hensigt, under Venskabs Maske at berøve Kongen hans Uafhængighed og at paatvinge ham sine Anskuelser og sine Fjendskaber, som ligge udenfor Alliancen, da vil hun ikke blive tilfreds med os, thi ingen Interesse, ingen Bevæggrund skal bringe Kongen til nogensinde at glemme, hvad han er

og hvad han skylder sig selv»^]). Osten .trøster sig med, at «4 Aar er Grændsen for Storfyrstens Mindreaarighed 02 altsaa for den provisionelle Traktat, hvis Opfyldelse er Gjenstandfor alle mine Bestræbelser. Men jeg haaber tillige, at dette Tidspunkt skal blive Grændsen for al den Føielighed,som Kongen vil komme til at vise det russiske Hof» -). At det vilde være nødvendigt at vise nogen Føielighed mod Rusland, var ham klart, thi det var hans Overbevisning, «at der vel maaskee var andre Alliancer, af hvilke Danmark for Tiden tilsyneladende kunde drage storre Fordeel end af den russiske, men intet Hof i Europa vilde kunne berede den danske Regering saa store Forlegenheder som det russiske,hvis den havde den Ulykke at komme i Uenighed med det»^i<?).

Foreløbig havde Danmark ikke bundet sig videre, end Tilfældet allerede havde været ved den ældre Traktat af 1746, nemlig til et begrændset gjensidigt Forsvar mod Angreb, og Ligheden mellem de to Magter var endog bevaret saa fuldkomment,at den mindre ydede nøiagtigt ligesaa Meget som den større. End ikke under de mundtlige Forhandlinger var der fra russisk Side berørt Noget om ønskeligheden af, at Danmarktiltraadte den saakaldte store nordiske Alliance, hvortilKeiserinden havde lagt Planen og som Panin havde omfattetmed stor Iver. Som bekjendt, skulde den indbefatte Rusland, Preussen, England og Danmark, og Sverige paa den ene Side, Polen paa den anden Side skulde knyttes til dette jnægtige Forbund, som var bestemt til at danne Modvægten mod den bourbonske Familiepagt, hvortil østerrig antoges snart at ville slutte sig. Bernstorff havde stundom tænkt sig en

---

1) See Depesche 31. Jan. 17G5.

2) See Depesche 8. Decbr. 1764.

3) See Depesche 5. Febr. 1765.

mere indskrænket Alliance mellem de forskjellige Grene af det oldenburgske Huns, altsaa netop et saadant Forbund, som Preussen frygtede, og hvori Danmark og Sverige tilsammen,baade ved deres forenede Magt og deres Beliggenhed,vilde have kunnet indtage en jævnbyrdigere Stilling ligeoverfor Kusland. Men om Keiserindens Plan sagde han, «at det var et meget indviklet og udstrakt System, der i flere Henseender var forskjelligt fra det, som Kongen hidtil havde anseet for stemmende med sine Interesser. Det var muligt, at Kongen vilde indlade sig derpaa, men vist var det, at hvis han bestemte sig dertil, vilde det først skee, naar han havde opnaaet tilstrækkelig Sikkerhed«¹). Osten havde derfor med Omhu sørget for at holde Kongens Selvbestemmelsesretfri, og han havde ladet Vedkommende forstaae,at under alle Omstændigheder maatte det holsteenske Spørgsmaal være fuldstændigt ordnet, for der kunde blive Tale for Danmark om en slig Alliance¹-). Saldern sagde til Osten «med sin sædvanlige Naivitet, at han ikke var dum nok til at troe, at Kongen nogensinde vilde gaae ind paa en saadan Alliance, og at det var Grunden til, at han havde forhindret, at den bragtes under Omtale, før den provisionelleTraktat var sluttet, for at Kongen ikke altfor tidligt skulde nødes til at betage Keiserinden hendes Illusionermed Hensyn til en Sag, der laae hende ligesaameget paa Hjertet som Panin»^s).

Spørgsmaalet om Holsteens Afstaaelse havde efterhaandengjortbetydelige Fremskridt i det russiske Cabinets Omdømme,ogdet var navnlig Saldern, der med stor Energi og Dygtighed vidste at overvinde alle Vanskeligheder. Panin

---

1) Depesche til Osten 5. Juni 1764.

2) Ostens Depescher 11. Mai, 29. Juni og 8. Dec. 1764.

3) Depesche fra Osteri 8 Dec. 1764.

var efter sine politiske Anskuelser meget tilbøielig til at opgive Holsteen, men, frygtsom og übestemt som han var, turde han ikke drive derpaa, fordi han frygtede for, at Storfyrstenengang,naar han besteg Thronen, skulde gjere ham ansvarlig for Opgivelsen af Familiens Stamland. Saldern satte imidlertid Mod i ham, forestillede ham Gjældens Størrelse,deidelige Processer, som førtes og tabtes i Wetzlar, og Umuligheden af Fællesskabet med Danmark¹), og paa den anden Side sørgede han for, at Storfyrsten aldrig hørte Holsteen omtale uden som en Besiddelse, man snarest muligtburdesee at komme af med. Han havde derfor været det danske Gesandtskab behjælpelig med at forsikkre sig hele Storfyrstens Omgivelse, og lige indtil Tjenerne var den kjøbt til at udtale sig i den angivne Retning²). KeiserindensBetænkelighedervar det vanskeligst at overvinde, thi hun gjorde den Indvending, at «hun ikke kunde opgive Peter den Førstes Plan, der havde bestaaet i at beholde fast Fod i Tydskland, hvorfor han havde giftet sin Niece med Mecklenborg og sin Datter med Holsteen-Gottorp.» Men Saldern, der kjendte de russiske Archivers Hemmeligheder bedre end nogen Anden, kunde forsikkre hende, at Peters Plan havde været en ganske anden. «Han vilde have hele Finland, give Sverige Norge, lade Danmark til Erstatning faae Holsteen tilligemed Hamborg og Liibeck og endelig gjøre Hertugen afGottorp til Konge i Sverige. Dette havde været Keiserens Tanke, men den lod sig nu ikke længere udfore«³). Endvidere ansaae Keiserinden Danmark for fransksindet,menSaldern beviste hende, at Frankrig altid havde

---

1) Brev fra A. Schumacher til Uernstorff 6. Dec. 1703.

2) A. S chunia chers Brev 24. Jan. 1764.

3) Cfr. hermeil Carlson: om Fredsunderhandlingarae aren 1709-1718, 125 og 133.

roretrukket Sverige for Danmark, og at den danske Regering
nødvendigvis i det svenske Forfatningsspørgsmaal vilde komme
i Strid med den franske1).

Saaledes var man endelig kommet saa vidt, at Holsteens Afstaaelse var fastsat i Principet, det var endvidere saagodtsom afgjort, at Storfyrsten ikke vilde beholde quivalentet, overlade det til den eutinske Linie, endelig var det bestemt, at Forhandlingerne snarest muligt skulde aabnes i Kjøbenhavn og betroes til den derværende Gesandt Korff i Forbindelse med Saldern. Alt dette var saa fordeelagtigt som muligt for Danmark, og navnlig var det en væsentlig Gevinst at faae en lille tydsk Fyrste til Nabo i Oldenburg og i Eutin, istedetfor at have Rusland der. Instruktionen for de russiske Befuldmægtigede var allerede affattet af Saldern. Den var saa tilfredsstillende for Danmark, som det overhovedet kunde ventes, og der var givet de russiske Underhandlere saa frie Hænder, at de formeentligen vilde kunne slutte Forhandlingerne, uden at behøve at indhente yderligere Samtykke fra Petersborg-). Salder ns Afreise opsattes imidlertid endnu noget paa Grund af en Misforstaaelse, der opstod mellem de to Regeringer i de svenske Anliggender, men som dog efterhaanden fjernedes.

Det tredie Hovedpunkt i Forholdet til Rusland var det svenske Forfatningsspørgsmaal, og det var, idetmindste efter Ostens Mening, maaskee muligt netop i dette Sporgsmaalat finde en Modvægt mod det Tryk, som Rusland gjennernden holsteenske Forhandling var istand til at øve paa Danmark, forsaavidt nemlig som Keiserinden var skinsyg

---

1) Brev fra A. Schumacher 30. Dec. 1763.

2) Ostens Depescher 8. Dec. 1764, 14. Marts og 27. Aug. 1765.

paa den franske Indflydelse i Sverige. Ved at stille sig mellem disse to Medbeilere, kunde den danske Eegering maaskee node Eusland til at vise sig mere medgørlig og hensynsfuld mod Danmark.

10.

I en endnu hmere Grad end det holsteenske Sporgsmaal, kan Forholdet til Sverige siges at være Hovedpunktet i hele B e r n storffs Politik, og langt mere end nogen tidligere dansk Minister siden H. S e h e s t e d s og G r i ffe n fel d s Dage, var han gjennemtrængt af Overbevisningen om, at en ærlig og inderlig Forbindelse mellem de to Lande var ligemeget i begges velforstaaedeInteresse. Det havde været hans Haab, at det skulde lykkes ham at grunde et stærkt og varigt Forbund mellem Danmark-Norgeog Sverige, som, mere eller mindre støttet paa Frankrig, kunde sikkre begge Eiger mod udvortes Farer og sætte dem istand til i Fred at udvikle deres indre Hjælpekilder. Men Erfaringen havde lært ham at nedstemme disse Forventninger.Hvis hans Bestræbelser allerede i Danmark medte Vanskeligheder i Erindringen om Fortidens Fjendskab, saa var man i Sverige, med enkelte Undtagelser, blandt hvilke C. F. S cheffer var den betydeligste, endnu saa betaget af Mistro mod og Skinsyge paa Danmark, at en oprigtig Forbindelsemellem de to Eigers Politik havde vist sig at være umulig. Til Gjengjæld for de væsentlige Tjenester, som Bernstorff uafbrudt ydede den svenske Eegering, havde han vistnok modtaget de skjonneste Forsikkringer, men overalt og i alle Spergsmaal, selv i dem, hvor Sveriges Interesse skulde synes at falde fuldstændig sammen med Danmarks, havde han tillige gjort den Erfaring, at det svenske Diplomati, navnlig saalænge det styredes af Hupken, altid underhaanden modarbeidedehans Planer og sogte at udbrede Mistillid til hans

Hensigter. Uden at agte paa hans fortrolige Advarsler imod at indblande Sverige i de store europæiske Krige uden Nødvendighed, havde den svenske Regering kastet sig ind i Syvaarskrigen, der aldrig kunde bringe den nogen virkelig Fordeel og tvertimod med en til Vished grændsende Sandsynlighed,baade udadtil og i Landets indre Forhold, maatte medføre de farligste Følger Men desuagtet havde han efter bedste Evne støttet Sverige. Omvendt derimod, da det gottorpske Spørgsmaal i 1762 truede Danmark med en ulige Krig, var det ikke langt fra, at Sverige endog havde forenetsig med Danmarks Fjender¹). Dette skete vel ikke, og hidtil idetmindste havde den ydre Fred været opretholdt mellem de to Lande. Men ogsaa denne sidste beskedne Rest af den danske Eegerings oprindeligt saa omfattende Program vilde øjensynligt udsættes for den største Fare, hvis den svenske Forfatning forandredes og Friheden afløstes af Enevældet.

Nutildags ansees ikke sjeldent Enevældet som Glandspunkteti Sveriges Historie og Frihedstiden som dets Fornedrelsesperiode.Men dengang, da man endnu havde Carl den Tolvtes Regering og Arved Horns Styrelse i frisk Minde, og Gustav den Tredies Glands endnu ikke havde blændet Nogen, var Opfatningen en ganske anden, og der fandtesneppe en eneste Statsmand i Europa, der ikke ansaae EnevældetsIndførelse i Sverige som eensbetydende med Gjenoptagelsenaf en ødelæggende Krigspolitik. Der maatte derfor være den største Opfordring for Bernstorff til at søge at forhindre, at den svenske Forfatning forandredes tilFordeel for den kongeligeMyndighed, ikke fordi Sveriges Magt i og for sig var

---

1) See saaledes Lovise Ulrikes Journal i Axel Tersens historiska Skrifter, 3die Deel pag. 318, cfr. Brev fra Frederik den Anden til Lovise Ulrike af 4. April os: 21. Mai 1762, sammesteds pag. 327 oer 329.

farlig, idetmindste at dømme efter de Erfaringer, som man havde gjort under den pommerske Krig, men fordi det kun vilde blive til Fordeel for Naboerne, hvis de to nordiske Lande ødelagde hinanden i en frugtesløs Kamp. Han kunde ikke engang smigre sig med det usikkre Haab, at en enevældigKonge paa Sveriges Throne nu bedre end tidligere vilde indsee, at det var i Sveriges ligesaavel som i Danmarks Interesse,at et godt og idetmindste fredeligt Forhold bestod mellem de to Lande, thi det var ikke übekjendt for Nogen, at ligesom Adolf Frederik ikke vanslægtede fra sine gottorpskeForfædre i Had mod Danmark, saaledes fortjente ogsaa Louise Ulrike kun altfor vel det Tilnavn, som Bernstorff altid gav hende: "Danmarks uforsonligste Fjende«. Hun lagde ingen Dølgsmaal paa, at den første Brug, hun agtede at gjøre af Magten, saasnart hun hk den, skulde være at erklære Traktaten af 1750 om det gottorpske Holsteen for ugyldig, at bryde Prinds Gu s tavs Forlovelse med den danske Prindsesse Sophie Magdalene og at forsoge paa at berøve Danmark Norge.

Naar Bernstorff saaledes al al Magt søgte at bevare den frie Forfatning i Sverige, handlede han iovrigt ikke i nogen udelukkende dansk Interesse, men befandt sig i fuld Overensstemmelse med selve det svenske Folks daværende Onsker.Thi hvor heftigt end Hatterne og Messerne kæmpede om Magten, var dog ingen af Partierne tilsinds at overdrage den til Kongen, og denne Uvillie mod Enevældet var ikke alene begrundet i egenkjærlige Hensyn, men fremkaldtes hovedsagelig ved Frygten for, at Magten skulde blive misbrugt.Alle Sveriges bedste Mænd vare paa den Tid endnu enige om at ønske Friheden bevaret, om de end kunde strides om Enkeltheder og om de end stundom nærmede sig Hoffet, for ved dets Hjælp at overvinde Modstanderne. Saavist

som man ikke vil frakjende disse Mænd Evne til at bedømmeForholdene eller Kjærlighed til deres Fædreland, saa lidet kan man paastaae, at den frie Forfatning i Sverige Mensynlig maatte føre til Landets Svaghed og Ødelæggelse, og at den danske Eegering netop lagde an paa, at dette skulde blive Følgen af den indre Partikamp. Atter og atter kommer Bernstorff i sine Depescher tilbage til at beklage denne ulykkelige Tilstand, og med oprigtig Glæde knyttede han Forhaabninger til ethvert «Pacificationsforsøg», som C. F. S chef fer gjorde. Selvfølgelig kunde han ikke ønske, at Sverige skulde blive stærkt nok til at true Danmarks Selvstændighed,men Intet kunde fornuftigvis ligge fjernere fra hans ønsker, end at Sverige efterhaanden skulde opløses i indre Kampe, thi det var netop hans første og aldrig ganske opgivne Tanke, at en Forbindelse mellem et stærkt Sverige og et samlet Danmark alene vilde være istand til sikkre begges Fremtid.

Ligesaa lidt som man saaledes kan fordømme Bernstorfffor det Maal, han satte sig i sin svenske Politik, ligesaalidtkan man bebreide ham den Maade, paa hvilken han arbeidede henimod det. Han indblandede sig i Sveriges indre Anliggender og anvendte under Kigsdagssamlingerne sin Indflydelsefor at støtte Forfatningen, men selv under de mest kritiske Forhold undlod han aldrig at fremhæve til sine Venner i Sverige, at han kun gjorde det saa\idt og i den Ketning, de selv bestemte det'). Blandt de Midler, som han anvendte, var ganske vist ogsaa Penge. Ordentligvis indskrænkededette sig imidlertid til, at det danske Gesandtskab tilstod et eller andet Medlem af det secrete Utskott (der omtales en Keutersvård, Ziebeth osv.) en Pension af nogle hundrede

---

1) See Bernstorff til Schack 5. Nov 1763, 25. Aug. 17G4, 17. Marts og 22. Sept. 1764.

Daler for at blive holdt i Kundskab om det Vigtigste af, hvad der forefaldt paa Rigsdagen. Kun ganske undtagelsesvisog i særdeles betydningsfulde Tilfælde indlod den danske JKegering sig paa at søge at indvirke paa Resultatet ved at bidrage til Kjøb af Stemmer. Men dels har man i hflieste Grad overdrevet Størrelsen af de Summer, der af den danske Regering uddeeltes under Rigsdagene, som om Danmarks Finantstilstand ikke af sig selv forbod en saadan Odselhed, dels maa det ogsaa bemærkes, at Bernstorff kun fandt sig i at benytte dette sidste Middel, naar hans Modstandere allerede anvendte det, og han, saa at sige, var tvunget dertil, hvis han ikke vilde staae værgelos. Det er saa langt fra, at Bestikkelsessystemet i Sverige i nogen væsentlig Grad skyldtes ham, at han tvertimod altid beklagededenne Kræftskade i det svenske offentlige Liv, og det vilde være meget übilligt at beskylde de danske Gesandteri Stockholm, for at de viste nogen stor Iver for at anvende Penge, thi de gave sig altid Mine af ikke at forstaaetinere Antydninger, som gjordes til dem i denne Retning,og naar det tilsidst ikke længere var dem muligt at fortsætte dette Spil, giorde de uendelige Vanskeligheder, før de betalte. Men naar det svenske Hof selv og naar andre fremmede Regeringer til alle Sider kjøbte Stemmer, var det formeget forlangt, at den danske alene skulde afstaae fra dette Middel, af reen Kjærlighed til Dyden¹).

---

1) Naar Tengberg 1. c. p. 32 bebreider S cheffer, at denne anvendte Bestikkelse ved Rigsdagen 1765, er dette übilligt. Scheffer, der altid var meget tilbøielig til at gjøre sig Illusioner, hengav sig ved enhver Rigsdags Begyndelse til det glade Haab, at dennegang idetmindste skulde Borgernes Dyd vise sig stærkere end alle Fristelser. Dette var navnlig Tilfældet, da Rigsdagen af 1765 nærmede sig, og Bernstorff var meget tilfreds med denne Udsigt, see Depesche til Schack af 23. April 1763. Men snart viste det sig₁, at Borgerdyden dog- ikke var stærkere end før. Længe værgede S cheffer sig mod denne sørgelige Erfaring, see Schacks Depesche af 7. Sept. 1764, han afslog 100,000 Livr , som Breteuil tilbød til Kjøb af Fuldmagter, see Depeschen af 18. Sept., og afviste gjentagende Tanken om i det Hele at bruge Pengre, see Depesche af 28. Sept. Men i November begyndte den engelske og snart efter ligeledes den russiske Gesandt i stor Maalestok at kjøbe Stammer, og nu maatte S cheffer, meget imod sit Ønske, gribe til samme Middel, see Depescherne fra Schack af 6., 9., 13. og 30. Novbr. 1764. Endnu mindre velbetænkt er det, naar Tengberg søger at kaste en Skygge paa Scheffer, fordi det af Schacks Depesche 24. Mai 1765 fremgaaer_t at den danske Regering paa den Tid »avancerede« ham 4,000 Daler. En saa udmærket hæderlig og høitstillet Mand som Scheffer burde man ikke ville mistænkeliggjøre, som om han kunde lade sig paavirke i sin politiske Færd ved en saa ringe Tjeneste som et Laan af 4000 Daler-

Saaledes var den danske .Regerings Politik i Sveriges indre Forhold ikke mindre forsvarlig end klar og bestemt. Den beskyttede Friheden, der var ligesaameget i Sveriges som i Danmarks Interesse. Den bandt ikke sin Politik til nogen anden Kegerings, men arbeidede sammen med dem, der havde samme Formaal som den selv. De andre skiftede Parti og vare snart for snart mod Friheden, den danske Regering alene fulgte ufravigelig den samme Politik, uden at skjule den og uden at vakle.

Saaledes sjrn Forholdene efterhaanden stillede sig i Sverige efter Fredslutningen i Hamborg 1762, havde den danske Regering en særlig Opfordring til, med Opmærksomhed at følge Begivenhedernes Gang.

Endnu vare Hatterne i Besiddelse af JVI agten. Ekeblad var Cancellipræsident og C. F. S chef fer det betydeligste Medlem i Raadet, hvor ]igeledes Hamill on og Flemming sadde, alle fire Danmarks nærmeste Venner i Sverige. Men i Løbet af 1763 blev denne Regerings Stilling stedse mere

---

1) Naar Tengberg 1. c. p. 32 bebreider S cheffer, at denne anvendte Bestikkelse ved Rigsdagen 1765, er dette übilligt. Scheffer, der altid var meget tilbøielig til at gjøre sig Illusioner, hengav sig ved enhver Rigsdags Begyndelse til det glade Haab, at dennegang idetmindste skulde Borgernes Dyd vise sig stærkere end alle Fristelser. Dette var navnlig Tilfældet, da Rigsdagen af 1765 nærmede sig, og Bernstorff var meget tilfreds med denne Udsigt, see Depesche til Schack af 23. April 1763. Men snart viste det sig₁, at Borgerdyden dog- ikke var stærkere end før. Længe værgede S cheffer sig mod denne sørgelige Erfaring, see Schacks Depesche af 7. Sept. 1764, han afslog 100,000 Livr , som Breteuil tilbød til Kjøb af Fuldmagter, see Depeschen af 18. Sept., og afviste gjentagende Tanken om i det Hele at bruge Pengre, see Depesche af 28. Sept. Men i November begyndte den engelske og snart efter ligeledes den russiske Gesandt i stor Maalestok at kjøbe Stammer, og nu maatte S cheffer, meget imod sit Ønske, gribe til samme Middel, see Depescherne fra Schack af 6., 9., 13. og 30. Novbr. 1764. Endnu mindre velbetænkt er det, naar Tengberg søger at kaste en Skygge paa Scheffer, fordi det af Schacks Depesche 24. Mai 1765 fremgaaer_t at den danske Regering paa den Tid »avancerede« ham 4,000 Daler. En saa udmærket hæderlig og høitstillet Mand som Scheffer burde man ikke ville mistænkeliggjøre, som om han kunde lade sig paavirke i sin politiske Færd ved en saa ringe Tjeneste som et Laan af 4000 Daler-

mislig. Ansvaret for den letsindigt begyndte og slet førte Krig hvilede tungt paa dens Skuldre og Finantstilstanden var saa betænkelig, at man end₄ ikke kunde dække de Løbende Udgifter med Aarets Indtægter, men maatte tære paa Fremtiden. Pengenøden udstrakte sig til de private Forretninger, Priserne stege og Fallitternes Antal voxede. Misfornøielsen var derfor almindelig og Møsserne beredte sig til, ved Hjælp af den at styrte det herskende Parti. Lykkedesdette, vilde det gode Forhold mellem Danmark og Sverigelide derunder, thi det beroede i en meget væsentlig Grad paa den personlige Venskabsforbindelse, der i næsten 20 Aar havde bestaaet mellem Bernstorff og S cheffer. Derimod kunde det synes, at Forfatningen Intet havde at frygte af denne Kamp og af Massernes mulige Seir, da disse ikke vare gunstigere stemte for en Udvidelse af Kongemagten,end Hatterne hidtil havde været det. Men den danske Regering indsaae, at Faren i Virkeligheden var større end den syntes, og Bernstorff dulgte sig ikke, at Regeringsforandringenmeget let kunde blive til en Forfatningsforandringog at det ikke var umuligt, at Hatternes Nederlagkunde drage Frihedens Undergang med sig.

I denne Henseende maatte fremfor Alt Dronning LoviseUlrikes Indflydelse tages med i Betragtningen. Mægtigved de Fordele, hun havde vundet paa Rigsdagen 1760 —1762, og ved de Tjenester, som hun havde gjort Landet, da hun forskaffede det Fred paa saa antagelige Vilkaar, saae hun nu begge Partier beile til hendes Gunst. For at vinde denne, kunde de maaskee lade sig forlede til at gjøre Indrømmelser,hvoraf hun da senere i et beleiligt -Øieblik vilde benytte sig, til at omstøde Forfatningen, og det var vel end ikke umuligt, at det Parti, der troede sig sikkert paa hendes Velvillie, kunde samtykke i strax at overdrage Kongenen

genenforøget Magt i det Haab, at det nok skulde være istand til at lede den ien gavnlig Retning. Men endnu betænkeligere vilde dog Virkningen af de fremmede Magters Indblanding i Partikampen kunne blive.

Preussen og Kusland maatte betragtes som Fjender, ikke blot af det herskende Parti men ogsaa af Forfatningen. England, der i flere Aar ikke havde været repræsenteret i Sverige, havde nylig sendt Goderick som Gesandt til Stockholm. Det var naturligt, at han søgte at styrte en Regering, der var saa afgjort fransksindet. Men skjøndt han i og for sig var velstemt for Frihedens Bevarelse¹), maatte man dog frygte for, at den nære Forbindelse, der bestod mellem England og Rusland, let kunde føre til, at under givne Forhold Englands - traditionelle Indflydelse hos Messerne kom Kongemagten til Goåe. Modvægten herimodskulde nærmest søges hos Frankrig. Men allerede længe havde Bernstorff forudseet, at det franske Cabinet paa Grund af de sidste 30 Aars Erfaringer kunde finde, at det egentlig ikke havde nogen Fordeel af Sverige, saaledes som det var, og at man i Paris derfor maaskee vilde besluttesig til at skifte Politik og begunstige en Forfatningsforandring.Han erkjendte, at en saadan Betragtning ikke vilde være aldeles übegrundet, navnlig hvis den franske Regering nu, som i Ludvig den Fjortendes Dage, havde Brug for en Magt i Norden, der altid vilde være beredt paa, uden Hensyn til sin egen sande Fordeel, at føre Krigen, hvor Frankrig forlangte det²). Det var derfor ingen Overraskelsefor ham, at Hertugen af Pr asiin skulde have yttret, «at det ikke lønnede sig at betale Sverige Subsidier, saalængedette Land beholdt sin nuværende übrugelige Regeringsform»*),og

---

1) See Bernstorff s Depesche til Schack af 15. Nov. 1763.

2) See Bernstorffs Depesche til Schack af 19. Febr. 1763.

ringsform»*),ogat det franske Cabinet snari efter lod Gjerningen svare til Ordene, og nægtede at betale Subsidier til et Beløb af c. 12 Millioner Livres, som det skyldte Sverige, uden at bekymre sig om, at det derved i høi Grad forøgede den svenske Regerings Forlegenhed og skadede dens Anseelse i Landet. Men desuagtet opgav Bernstorff ikke Haabet om, idetmindste endnu i nogen Tid, at kunne afholde den franske Regering fra at foretage en fuldstændig Systemforandring i sin svenske Politik. Eneva>ldet kunde kun blive gavnligt for Frankrig, forsaavidt det betroedes til en Fyrste, der var fransksindet. Men det var Lovise Ulrikeikke, og hun antoges ikke at kunne blive det, medmindreFrederik den Anden paany forbandt sig med Frankrig, men dertil var deringen Udsigt, saalænge Choiseulvar den ledende Minister og den preussiske Konge kun tænkte paa en Alliance med Rusland. Den franske Indflydelsei Sverige var desuden sammenvoxet med Hattepartietog havde ingensomhelst Støtte udenfor det. Saalænge dette derfor stod fjendtligt imod Dronningen og KongemagtensForøgelse, var det franske Cabinet nødt til at fastholdesin tidligere Politik i Forfatningsspørgsmaalet, hvor stor Tvivl det end Løvrigt kunde nære om Systemets Rigtighedi og for sig²). '1 Overensstemmelse med disse Forudsætningersflgte Bernstorff at virke i Paris, hvor han navnlig arbeidede for, at de svenske Subsidier snarest muligt og idetmindste deelvis maatte blive betalte³).

Saaledes slyngede de to Spørgsmaal sig ind i hinanden
og af de to Faktorer, der kunde indvirke paa Afgjørelsen,

---

1) See Schacks Depescher af 18. Jan. og 1. Marts 1763.

2) See Schacks Depesche af 3. Mai 1703.

3) See Bernstorffs Depescher til Uleichen af 10. Jan., 24. Sept 1763 osv.

vare nogle stemte for begge, baade Rigsraadsskiftet og Forfatningsforandringen,andre vare for det ene men mod det andet, snart det første snart det sidste. Kun den danske Kegering var imod dem begge, men dog saaledes at den gjorde en væsentlig Forskjel mellem det personlige og det principielle Spørgsmaal, thi hvor stor Priis den end satte paa at see S chef fer og hans Parti i Spidsen for Regeringen,var den dog ikke i Tvivl om, hvad den skulde vælge, dersom den her saae sig stillet ligeoverfor et Enten-Eller. Det var nyttigt, om man kunde holde paa Hatterne, men det var nødvendigt at bevare Forfatningen.

Foreløbig dreiede Kampen mellem Partierne sig om Tidspunktet for Rigsdagens Sammenkaldelse. Hatterne vilde vente til det lovbestemte Tidspunkt, Efteraaret 17G5, Masserne derimod forlangte, at Rigsdagen skulde fremskyndes til Begyndelsen af 1764, og paaberaabte navnlig Finantsnøden som Grund dertil. Udeblivelsen af de franske Subsidier forøgede virkelig i den Grad negeringens Vanskeligheder, at selv S cheffer tilsidst maatte erkjende Vægten af Massernes Betragtninger, og han troede saa meget roligere nu at kunne samtykke i den fremskyndede Sammenkaldelse af Rigsdagen, som han stolede paa, at Hoffet for Tiden var aldeles blottet for Penge¹).

Men pludselig antog Spørgsmaalet en anden Skikkelse paa Grund af meget foruroligende Efterretninger, der indløb fra Petersborg. Den svenske chargé d'affaires, Jahnke, indberettedenemlig,at russiske Tropper trak sammen paa den finske Grændse, og at Hensigten dermed var at bevirke en Forfatningsforandring i Sverige. Samtidige Meldinger fra de finske Øvrigheder bestyrkede disse Efterretninger. S cheffersattedet

---

1) See Schacks Depesche af 12. Ang. 1763.

fersattedetrussiske Cabinets formeentlige Bevægelser i ForbindelsemedMassernes Bestræbelser for at fremskynde Rigsdagen. Planen gik efter hans Mening ud paa, at Rusland,saasnartRigsdagen var traadt sammen, ved Hjælp af et Indfald i Finland eller i alt Fald ved Trudsler derom vild«¹ fremtvinge en Rigsdagsbeslutning, hvorved Enevældet overdrogesKongen,og det var saaledes ikke blot den frie Forfatning,dervar i Fare, men selve Rigets Uafhængighed stod paa Spil, thi en Kongemagt, der hvilede paa en saadan Grund, vilde ikke være Andet end et mere eller mindre skjult Vasalforhold til Rusland. Under disse Omstændigheder betænkte S cheffer sig ikke paa, ufortøvet at henvende sig til Danmark, for at erfare, hvorvidt man fra den Side kunde regne paa virksom Hjælp¹). Bernstorff viste sig strax rede til at staae Sverige bi i denne truende Fare. Han svarede S cheffer, at Kongen vilde ansee en væbnet IndblandingafRusland som et Angreb, ikke blot paa Sverige men paa «hele Korden», og at »Intet skulde kunne afholde Danmark fra at dele Skjæbne med Sverige, med hvis Regeringdetvar beredt til at forene sine Raad og sine Kræfter». Det var meget sandsynligt, at Preussen i denne Sag støttede Rusland, men man turde paa den anden Side ogsaahaabe,at de øvrige store Magter i Europa vilde vækkes af deres Ligegyldighed, naar de indsaae, at der var Spergsmaalom«Nordens Underkuelse«, og at de da vilde komme de nordiske Riger til Hjælp. Men i værste Fald og selv om Danmark og Sverige skulde see sig forladte af hele Verden, vilde dog Nordens forenede Kræfter være istand til «at byde de uretfærdige Voldsmænd en større Modstand, end disse havde ventet at finde«. Den danske Regering var derfor

---

1) See Depescher fra Scback af 28. Oct. og 4. Nov. 1763.

villig til, strax med Scheffer at aftale den fornødne Plan for et kraftigt Forsvar mod et Angreb paa Sverige¹). Saaledesanerkjendteman dengang fra begge Sider Solidariteten mellem de nordiske Eiger, og Frygten for Ruslands og PreussensforenedeKræfter formaaede ikke at afskrække Danmark fra at gjøre fælles Sag med Sverige, da dette Lands Selvstændighedsyntesat staae paa Spil, selv om det skulde vise sig, at det øvrige Europa overlod Norden til dens Skjæbne.

Aftalen mellem Bernstorff og Scheffer fortes imidlertid ikke videre, thi det blev ikke dengang til Noget med den frygtede Fare, som maaskee endog slet ikke i Virkeligheden havde været tilstede. Metmindste hørtes der ikke senere Noget om Troppebevægelserne'-). Derimod syntes Stillingen kort efter i flere Henseender væsentlig at forbedre sig.

Det franske Cabinet besluttede sig nemlig til at betale Sverige en Deel af Subsidierne, og denne Sum i Forbindelse med nogle Forskud, som Banken saae sig istand til at yde Kegeringen, gjorde det muligt for denne at dække Udgifterne indtil Videre, hvorved Rigsdagens øieblikkelige Sammenkaldelsealtsaablev unødvendig³). Endnu vigtigere vare Efterretningerneomden polske Konges Død og om KeiserindensHensigtat ville forene sig med den danske Regering om en fælles Optræden til Fordeel for den svenske Forfatning.ISverige optoges dog denne sidste Efterretning med

---

1) See Bernstorffs Depesche til Schack af 15. Nov. 1763. — T eng berg 1. c. p. 22 linder, at det var et Forræderi af Scheffer, at han ikke foretrak at see en russisk Hær i Sverige hellere end at «rådplaga med Danmarks Minister om de sakraste medlen att bevara sit fosterlands vanmagt«.

2) See Schacks Depescher af 18. og 29. Nov. 1763.

3) See Schacks Depesche 7. Juni, Bernstorffs ti] Schack 5. Nov. og til Gleichen s. D. og 12. Nov. 1763.

stor Mistro, navnlig fordi den svenske chargé d'affaires i Petersborg Intet vidste at melde om et saa betydningsfuldt Omslag i Keiserindens Politik. Ostens Beretninger gjentogesigimidlertid og udtalte sig stedse med samme Bestemthed,ogda den russiske Gesandt i Kjøbenhavn officielt opfordrede den danske Kegering til at fremkomme med Forslag i Petersborg om Afslutningen af en ny Traktat, hvori tillige Sporgsmaalet om den svenske Forfatning skulde afgjøres, var det ikke muligt længere at tvivle om en TilnærmelsefraRuslands Side. S chef fer, hvem Bernstorff med fuldstændig Aabenhed meddeelte Alt, erklærede, at hvad enten Keiserinden var mere eller mindre ærlig i sine Forsikkringer, burde den danske Regering dog under alle Omstændigheder indlade sig i Forhandling med hende. Det var rimeligt, at hun ikke meente noget Alvorligt med Sagen, men det vilde dog altid være en Fordeel, om muligt, at binde hende ved Løfter, at faae en Leilighed til udforligtatforestille hende, hvormeget Ruslands virkelige Interessemodsattesig Enevældets Indforelse, og i alt Fald ved en nærmere Forbindelse med det russiske Gesandtskab i Stockholm at blive sat istand til, bedre at kunne opdage dettes hemmelige Planer og Forbindelser. Paa sin Side udsattederimodden danske Regering sig ikke for Videre, end at Frankrig og det herskende Parti i Sverige paa Grund af disse hemmelige Forhandlinger med Rusland let kunde fatte Mistro til Danmarks egentlige Hensigter. Men denne Fare vilde kunne afværges, naar det fortroligt meddeeltes Breteuil,atder førtes Forhandlinger om den ældre Traktats Fornyelse, og naar Intet foretog.es i Sagen, uden at S chefferforindenvar bleven underrettet derom. Det var saaledesefterAftale med denne, at Bernstorff fulgte RuslandsOpfordringog

landsOpfordringogat Instruktionen for Osten affattedes¹). Den gik ud paa, at han skulde foreslaae en hemmelig Artikel,hvorefterman «med fælles Kræfter vilde forsvare den svenske Forfatning, og til den Ende lade sine Gesandter i Stockholm sætte sig i fornøden Forbindelse med hinanden«, men ved Siden heraf forbeholdtes det dog efter Scheffers Begjæring enhver af de to Begeringer «at forfølge det fællesMaalad den Vei, der forekom den at være hensigtsmæssigst "²).

Den dansk-russiske Forhandling var saa ledes aabnet, under Forudsætninger, som efter Omstamdighederne maatte ansees for ret betryggende for Hattepartiet, og Ruslands Opmærksomhed blev desuden efterhaanden stedse mere hendragettil de polske Anliggender. Der opstod saaledes en foreløbig Rolighed ide indre svenske Forhold. Men den tjente ikke til at styrke den bestaaende Tingenes Orden, tvertimod begunstigedes derved netop den Opløsning, hvortil der laae saa mange Spirer i den hele Stilling. Naar et Parti lamge har været i Besiddelse af Magten, bliver den offentlige Mening efterhaanden kjed af det, Modstandernes Tal og Utaalmodighed voxer, Partiets egne Kræfter udtommesog trættes. Dette var Tilfældet med Hatterne. Siden Arved Horns Fald 1739 havde de haft Magten og mange grundede Bebreidelser kunde gjeres dem i Anledning af den Maade, paa hvilken de havde brugt den. Deres Regering havde nu tabt sin Spændkraft og Førerne savnede Aandsfriskhedog Initiativ. S cheffer hengav sig altfor let til Illusioner og manglede Koldblodighed, Ekeblad var svag og Hamilton var mindre end middelmaadig. Kun Axel

---

1) See Bernstorffs Depescher til Schack af 10. Dec. 1763 og 21. Jan. 17G4.

2) See Instruktion for Osten af 12. Marts 1764.

Fers en stod mægtig ved den overordentlige Anseelse, som han nod, og ved sin Charakteer og Dygtighed, men han folte, at den nuværende Tilstand ikke længe kunde holde sig uforandret.

Intet lik imidlertid en større Indflydelse paa BegivenhedernesGangend den aldeles uventede Stilling, som Dronningenefterhaandenindtog til Partierne. Jstedetfor at slutte sig til flosserne og hævne sig paa Hatterne, som hun saa længe havde hadet, og istedrtfor at soge at vinde Kuslands og Englands Gesandter, for ved deres Hjælp at arbeide paa Kongemagtens Udvidelse, nærmede hun sig tvertimod Hatterneogden franske Ambassader. Selv den danske Gesandt Schack kunde nu glæde sig ved en Venlighed fra hendes Side, hvortil han ikke var vant. I Begyndelsen var det dog kun enkelte af Hatterne, derimellem Fers en, der besvarede denne Imødekommen, og navnlig erklærede Schcffer, at han for sit Vedkommende aldrig vilde sætte Lid til DronningensfalskeLofter. Men det varede ikke længe, for ogsaahanfolte sig tiltrukket, og snart nærede han ikke længer nogen Tvivl om, at hendes Omvendelse var oprigtig. Hun havde efter hans Mening endelig indseet, at kun Hatterne besadde Dygtighed og Kjendskab til Sagerne, og hun vilde hellere opgive sine egne ærgjerrige Planer end see Kegeringen i de uvidende Mossers Hænder. Nu, haabede han, var altsaa det saa længselsfuldt ønskede 4Dieblik kommet, da en virkeligForsoningmellem Partierne kunde foregaae, og paa en overordentlig lvigsdag vilde man fra alle Sider enes om at vedtage visse Forandringer i Forfatningen, der skulde tjene til yderligere at sikkre Friheden¹). Det var derimod med ganske andre Følelser, at Bernstorff fulgte Dronningens

---

1) See Schack s Depescher af 10. og 27. Jan. 1764.

nye Politik ide indre svenske Anliggender. For ham var det umuligt at troe, at Kongen skulde kunne vedblive at holde paa Masserne, hvis Dronningen virkelig oprigtigt havde sluttet sig til Hatterne, og han antog derfor, at det Hele kun var Comoediespil fra hendes Side. Efter hans Overbevisningvardet hendes Plan, selv at skaffe sig Indflydelse paa Hatterne samtidigt med at hun gjennein Kongen styrede Messerne. Paa denne Maade vilde hun forene begge PartieriIndrømmelser, som ethvert af dem troe le uden Fare at kunne gjøre til en Kongemagt, om hvis Gunst det holdt sig forvisset. Ved Hjælp af Forbindelsen med Hatterne vilde hun endvidere faae Leilighed til at indvirke paa Frankrig,ogdet kunde neppe falde hende vanskeligt at overtyde det franske Cabinet om, at Enevældet stemmede med dets Interesser. Lykkedes dette hende, vilde hun have saa meget lettere ved ogsaa at vinde Hatterne for en saadan Forandring,somBernstorff begyndte at tvivle, om de dog i Grundenikkehang fuldt saameget ved Frankrig som ved Friheden. Men selv om Intet af alt dette skeete, vilde Dronningen dog i alt Fald have opnaaet den store Fordeel al; have dysset Hatterne i Søvn, saa at de forsømte i Tide at træffe de nødvendige Forberedelser for at beskytte sig selv og Forfatningen.Hvoroverbevist Bernstorff end følte sig om, at Dronningen bedrog Hatterne, smigrede han sig dog ikke med det Haab, at han skulde være istand til at bringe dem til at see Faren, thi i deres Forblindelse vilde de langt snarere tiltroe det danske Cabinet Hensigten til at forstyrre en lykkelig Enighed mellem Partierne¹). Schack fik derfor kun Ordre til i Almindelighed at anbefale SchefferForsigtighed,hvad denne lovede med det Tillæg, at

---

1) See Bernstorffs Dopescher til Schack af 21. Jan. og ll.Febr. 1764. Schacks Depesdie af 21. Febr. 17G4.

han ikke vilde foretage noget betydeligere Skridt, forinden
han først havde raadført sig derom med Bernstorff1).

Den samme Svaghed, Hattecheferne viste ligeoverfor Dronningen, traadte ogsaa frem i deres Regeringshandlinger. Ruslands Indflydelse tiltog i en saadan Grad, at snart ingen betydeligere Sag afgjordes uden den russiske Gesandt OstermannsSamtykke-), og han var saa meget bedre underrettet, som Ekeblad ikke kunde holde Noget skjult for sin Fortrolige, Hermansson, der strax meddeelte det til det russiske Gesandtskab^a). Men det var Bernstorff forbeholdt, snart at skulle gjore mere personlige Erfaringer om den Fasthed og Hensynstagen, som han kunde vente sig af Hatteregeringen.Scheffer havde gjennem Schack erklæret, at man i Sverige ønskede, at Alliancetraktaten af "5—^ 1749, der var indgaaet paa 15 Aar og altsaa nu var nær ved at udlobe,skulde blive fornyet, men han tilføiede, at man helst saae, at Forslaget dertil kom fra dansk Side. Med Beredvillighedgik det danske Cabinet ind paa at tilfredsstille denne noget smaaelige Forfængelighed, og i April modtog Schack altsaa Ordre til at foreslaae Traktatens Fornyelse. Men nu erklærede den svenske Regering pludselig, at denne Sag maatte vente, indtil Rigsdagen traadte sammen, og snart efter hed det endogsaa, at det var bedst at opgive den hele Tanke indtil Videre. Den svenske Regerings Svaghed indskrænkede sig imidlertid ikke dertil. Ligeoverforden franske Gesandt, som ønskede Traktatens Fornyelse, turde den ikke ret vedstaae, at den havde afslaaet Danmarks Forslag derom, og den lod ham altsaa l'orstaae, at Vanskelighedernevare komne fra det danske Cabinets Side. Bernstorffbefandt

---

1) See Schacks Depesche af 27. Jan. 1764.

2) See Schacks Depescher af 15. Jan. 1763 og 7. Aug. 176-1.

3) See Schacks Depesche af 27. Marts 1764.

storffbefandtsig saaledes i den lidet behagelige Stilling, først at see Sverige afslaae det Forslag, som han efter dets egen Opfordring havde fremsat, og derefter at modtage Bebreidelserfra Frankrig, som om det var ham, der havde hindret Fornyelsen. Med en næsten urimelig Taalmodighed fandt han sig heri, for ikke at blotstille S chef fer og Ekeblad, og han indskrænkede sig til at erklære den svenske Regering, at »Kongen ikke behøvede nogen Traktat eller gjensidig Forpligtelse for at blive sine Principer og sit Venskab tro». Men til Schack gjorde han den Bemærkning,at forsaavidt Omslaget hos Regeringen skyldtes HoffetsIndflydelse, var det ham et nyt Bevis for, «at Hadet er meget modigere, bestandigere og mægtigere end Venskabet "¹).

Imidlertid tænkte S chef fer kun paa sine Planer om Forfatningens Forbedring. Han havde meddeelt Bernstorff Grundtanken deri, nemlig at Stændernes Magt maatte lide nogen Indskrænkning, hvis Friheden ikke skulde udarte til Tøilesløshed. Den Myndighed, der som Følge heraf maatte fratages Stænderne, kunde dog hverken heelt tillægges Kongen,der da vilde blive altfor mægtig, eller heelt gives Raadet,og den skulde altsaa deles imellem disse to Statsmagter. Delingen mellem dem var dog langtfra at blive ligelig, thi den langt overveiende Deel af Byttet forbeholdtes Raadet. Bernstorff svarede herpaa i en meget mærkeligDepesche, som udviklede, hvor vanskeligt det vilde være at gjennemføreen saadan Forandring og hvor let Forsøget kunde vende sig imod den, der gjorde det, og fere til det modsatte Resultat af det, man havde havt for Oie. Denne Depesche viser, i hvilken forbausende Grad Bernstorff var istand til at

---

1) See Bernstorffs Depescher til Schack af 28. April, 12 Mai, 19. Juni, 22. Sept og 6. October 1764.

opfatte Aanden og Charakteren af Statsformer, om hvilke man skulde troe, at de laae ham meget fjærne, og hvor langt rigtigere end S cheffer han forstod at bedømme det indre Spil af Kræfterne ien fri Forfatning¹). Men S chefferlod sig ikke afskrække ved disse Forestillinger. Kort efter sendte han sit udforlige Udkast -) til Bernstorff, «ikke som Danmarks Førsteminister men som en Mand, for hvem han nærede den storste Agtelse og* Hengivenhe_d» ³j. Dette Forfatningsudkast var bestemt til at forelægges Rigsdagen, der skulde træde sammen den 15de Januar 17G5, og S chefferantog det for sikkert, at Hovederne for begge Partier vilde kunne enes om at antage det.

Men medens S cheffer saaledes hengav sig til übetimeligeReformplaner, syntes der pludselig at trække et Uveir op fra -Øst. Kongevalget i Polen optog ikke længere den russiske Regerings hele Opmærksomhed, og Frederik den Anden, der formodentlig havde erfaret Noget om S chefferspaatænkte Forfatningsforandringer, skrev til Catharine,at det franske Parti i Sverige stod i Begreb med at forsikkre sig Besiddelsen af Magten ved yderligere at indskrænke den kongelige Myndighed⁴). Dette var den rigtige Streng at slaae paa til Keiserinden og Panin, der fremfor Alt ikke vilde taale, at den bourbonske Indflydelse gjorde sig gjældende i Ruslands Nabolande. Den russiske

---

1) See Bernstorffs Depesclie til Schack af 17. Marts 1764.

2) Vedlagt som Bilag til Schack s Depesclie af 24. April 17G4 og trykt hos Tengberg 1. c i Bilag B-

3) See Schacks Depesche af 24. April 17fi4. — Tengberg 1. c. p. 27 siger, at Scheffer havde maattet love at raadføre sig med Berns tor ff om sin Forfatningsplan. Dette er urigtigt, det var frivilligt, at hau meddeelte den, og det kunde aldrig falde Bernstorff ind at gjore nogen saadan Fordring, der vilde stride mod den Forsigtighed, han altid viste ligeoverfor indre svenske iSpørgsmaal.

4) See Ostens Depescher af 21. og- 31. Aug. 1764.

Gesandt i Kjøbenhavn fik allerede i September Ordre til underhaanden at forhøre sig om, hvorvidt den danske Begeringvar villig til i Forbindelse med Rusland, England og Preussen at virke hen til, at de Tillæg til Forfatningen af 1720, som vare blevne vedtagne i 1756 og hvorved Kongemagtenvar bleven yderligere indskrænket, paany ophævedes.Bernstorffs Svar gik ud paa, at Kongen Intet vilde foretage mod Sveriges nuværende Forfatning. Gesandtennedstemte nu sit Forlangende til, at Kongen i alt Fald skulde forholde sig passiv paa den kommende Rigsdagog ikke modsætte sig Keiserindens Bestræbelser, og da ogsaa dette afsloges, indskrænkede han sig tilsidst til at begjære,at den danske Regerings Modstand kun maatte skee paa en Maade, der ikke opvakte for megen Opsigt. Dette troede Berns tor ff ikke at kunne afslaae¹).

Hvad var Meningen med dette Forslag? Var Hensigten virkelig kun den at ophæve nogle, ganske vist ikke uvigtige, men dog forholdsviis underordnede Bestemmelser, og forresten lade den frit? Forfatning staae überort? Eller var det ikke snarere det fors te Skridt paa Veieti mod Enevældet og Sveriges Afha'iigiohed af Rusland? Skjulte der sig ikke bag dette Forslag hemmelige Aftaler, som Dronningen havde truffet med Keiserinden, medens hiin havde skullet Hatterne og deure Danmark med et tilsyneladende Venskab?

Bernstorff var meest tilboielig til at antage det Sidste og meddeelte strax hele Sagen til S cheffer, idet han til— føiede, at den danske Regering nøiagtigt vilde bestemme sin Holdning efter, hvad de svenske Frihedsvennex selv ansaaefor at være det Rigtigste. Fandt de det hensigtsmæssigtat

---

1) See Depesclie til Schack af 22. Sept. 1704.

sigtatvende tilbage til Forfatningen af 1720 med Ophævelseaf Bestemmelserne af 1756, skulde Danmark ikke have Noget at erindre derimod. I modsat Fald var den danske Regering derimod bestemt paa »trofast og standhaftigtat understøtte dem», baade i Sverige og hos de fremmedeCabinetter. S cheffer blev i høieste Grad overrasket ved denne Meddelelse. Han og Ekeblad sogte strax at udforske, hvorvidt Dronningen og Kongen kjendte Noget til Planen, men den Maade, paa hvilken disse modtoge Efterretningen,var af den Beskaffenhed, at S chef fer holdt sig overtydet om, at de begge havde været fuldkomment uvidende om den, og at de i høi Grad misbilligede den. Til Bernstorff erklærede han, at han og hans Venner aldrigvilde gaae ind paa Ophævelsen af Bestemmelserne af 1756, og anmodede derfor om Danmarks Understøttelse derimod. Han ønskede, at Bernstorff skulde holde Ruslandi Uvished om, hvad Parti Danmark vilde tage, for derved bedre at blive sat istand til at skaffe sig Kundskab om de russiske Planer og Hensigter. Endvidere anmodede han om, at det danske Cabinet vilde sætte sig i Forbindelsemed England og Frankrig, fordi disse Magter snarere fæstede Lid til Efterretningen, naar den kom fra Danmark'). Som sædvanlig opfyldte Bernstorff disse Begjæringer.

Fra begge Sider syntes man saaledes at forberede sig paa en alvorlig Kamp. Atter dukkede Rygter op om stærke Troppesamlinger paa den finske Grændse²), og Os term an n modtog anselige Pengeforsendelser fra Petersborg. Om England hed det, at det var vundet ved Loftet om Enerettil den svenske Jernhandel og om et fast Punkt paa

---

1) See Bernstorffs Depesche af 22. Sept. og- Sckaeks Depescher af 2. og 9. October 1704.

2) See Schacks Depescher af 13. og 23. Nov. 17G4.

Gotland¹), og vist var det, at Go deri ckaf sin Regering forsynedes med Penge i Anledning af den forestaaende Rigsdag.Paa den anden Side traf det franske Cabinet Foranstaltningertil en fuldstændigere Betaling af de resterende Subsidier, hvorved den svenske Regering altsaa fik endeel rede Penge til sin Raadighed, og S cheffer indsaae endelig Nødvendigheden af at opgive fjernere Planer for at samle alle Kræfter paa Forsvaret for Forfatningen²).

Men efterhaanden foregik der en mærkelig Forandring i den danske Regerings Stilling til de to Partier. Bernstorffoverbeviste sig mere og mere om, at han havde taget Feil, da han troede, at Enevældet skjulte sig bag de russiske Forslag og at Keiserinden agtede at fremme Dronningensærgjerrige Planer. Pariins Samtaler med Osten stillede det russiske Cabirtets Hensigter i et ganske nyt Lys. Rusland havde to Ting for -Øie. For det Første vilde det ikke længere taale, at Frankrig beherskede Sverige ved Hjælp af Hatterne: dette Parti maatte altsaa fordrives og afløses af Møsserne¹'¹). For det Andet var det nødvendigt, at der foretoges nogle Forandringer i Forfatningen, da man i modsat Fald udsatte sig for at see det hele nuværende System ved given Leilighed styrte sammen. Saaledes som Tilstanden var bleven efter den sidste ulykkelige Krig, maatte der gjøres Noget for at tilfredsstille Befolkningens berettigede Klager og for at forhindre, at den rettede sine -Ønsker mod Enevældet. Men det var desuden ikke alene det svenske Folk, der ikke kunde være tjent med, at Raadet vedblev at være i Besiddelse af en saa betydelig Magt som hidtil. Heller ikke Nabolandenekunde taale, at Spørgsmaal om Krig og Fred

---

1) See Schacks Depescber af 9. Nov. og 14. Dec. 1764.

2) See Schacks Depesche af 27. Nov. 1764.

3) See Ostens Depescher af 24., 25. og 28. Sept. 1764.

afgjordes af 9 Eaadsherrer, der maaskee ikke engang handlede efter Overbevisning men kunde være kjobte af en fremmed Regering. Hvad Rusland vilde, var derfor kun, at Krig og Fred, Paalæg af Skatter og Optagelse af Laan bestemt skulde forbeholdes Stændernes egen Afgjørelse, og for alfjernede fordærvelige Sammenstød mellem Raadet og Kongemagtenvar det endvidere hensigtsmæssigt, at indrømme denne en storre Ret end hidtil med Hensyn til Embedsbesættelser.Ved Hjælp af disse Forandringer meente Panin,at man kunde redde den frie Forfatning, der var Rusland ligesaa vigtig som Danmark, og foretoges de ikke, medens det var Tid, vilde det maaskee være muligt endnu ved den forestaaende Rigsdag at holde Bevægelsen tilbage, men i alt Fald kunde man være forvisset om, at den vilde bryde løs, naar Prinds Gustav engang besteg Thronen, og at han da med hele Folkets Tilslutning vilde bemægtige sig Enevældet¹). Saaledes fremstillede Osten det russiske Cabinets Hensigter, og Efterretninger fra Stockholmbestyrkede denne Opfattelse. Ostermanns Instructionerløde paa, at han i sit Forhold til Hoffet skulde lade sig bestemme af den Maade, hvorpaa dette stillede sig til Frankrig og det franske Parti. Ligeledes erklærede den engelske Gesandt, at hans Regering alene havde til Hensigtat fjerne Hatterne, der, saasnart Frankrigs Interesser krævede det, ikke vilde betænke sig paa at forandre Forfatningen,men hverken England eller Rusland kunde nogensindetillade, end sige selv medvirke til, at Friheden i Sverigeafløstes af Enevældet²).

Hvis disse Oplysninger vare rigtige, og Meget syntes at
tale derfor, viste det sig altsaa, at det russiske Cabinets

---

1) See Ostens Depescher af 2. og 12. Oct. 1764, 14. Marts 1765.

2) See Schacks to Depescher af 7. Dec. 1764

svenske Politik i Grundsætninger og Formaal aldeles faldt sammen med den danske Regerings. Ganske vist var Bernstorff ikke enig med Panin om de Midler, som denne vilde anvende for at sikkre den frie Forfatnings Bestaaen.Han nærede Tvivl, om det ogsaa var det rette jØieblik til at foretage de Forandringer, som Cantsleren paatænkte,thi efter hans Mening var det überegneligt, hvor langt man kunde blive fort bort af Strømmen, naar man først engang gav den frit Lob¹). Ligesaa lidet lod han sig skuffe af det Paaskud, hvormed man fra russisk Side sogte at besmykke en Forandring i Udnævnelsesretten til Embeder-).Det var og blev dog en Indrømmelse, der gjordesKongemagten, og som kunde blive et farligt Vaaben i en klog og ærgjerrig Fyrstes Haand, da den storste Deel af Adelen var uformuende og derved henviist til Statstjenesten. Men alt Dette var for Bernstorff af underordnet Betydning. Hovedsagen var, at den russiske Eegering med Bestemthed vilde modsætte sig Eneva;ldet. Dette Punkt var saa vigtigt, at saasnart det stod &st, kunde der ikke længere være nogen Tvivl for den danske Regering om, at den maatte foretrække i de svenske Anliggender at slutte sig til Rusland, hellere end at fortsætte sin hidtidige Forbindelse med Frankrig. Thi den franske Politik var alleredfe i Pnneipet vundet for Kongemagtens Forøgelse, og den eneste Betragtning, som endnu afholdt den fra aabent at arbeide for en saadan Forandring, nemlig Hensynet, til Dronningens Tænkemaade, blev hver Dag svagere, efterhaanden som hun nærmede sig det franske Parti og Hattecheferne sluttede sig til hende.

---

1) See Ostens Depesche af 12. Oct. 1764.

2) See Ostens Depescher af 21. Mai 1765.

Cantslerens Program omfattede imidlertid desuden Hattepartiets Fjernelse, og dette Punkt kostede det Bernstorff stor Overvindelse at gaae ind paa. Thi baade i politisk og personlig Henseende vedblev han at nære stor Agtelse for de Mænd, der nu saa længe havde styret Sverige, til Trods for de mange Grunde til Klager, som de i den senere Tid havde givet ham. Men han maatte paa den anden Side erkjende, at det var for Meget forlangt af Rusland, at det skulde lade Magten forblive i et Parties Hænder, som var det saa fjendskt, han kunde ikke fordølge sig, at Hatterne ikke længere vare i Besiddelse af de fornødne Egenskaber til alene at styre Sverige, og deres Hengivenhed for Frankrig var ogsaa for Danmark bleven farlig, efterat de havde sluttet sig nær til Dronningen og saaledes nu fra to Sider vare udsatte for Fristelsen til at forsage Friheden'). Han maatte altsaa finde sig i at opgive sine tidligere Venner. Dog forbeholdt han sig af al Magt at forsvare dem, hvis de personligen skulde blive angrebne. Hvorledes Rusland end vilde optage en saadan Beslutning af den danske Regering, var denne dog fuldt bestemt paa, ikke at tillade, at de dansksindede Hattechefer offredes for Partihævnen. «Ære og Retskafténhed skulde ved denne som ved alle andre Leiligheder være afgjørende for Kongen"-).

Der var endnu een Betænkelighed, som fortjente at tages i alvorlig Betragtning, nemlig Faren for, at den russiskeIndflydelse kunde blive altfor stor i Sverige, og endnu mindre end i Warschau vilde Bernstorff tillade, at Keiserindenmiddelbart regerede i Stockholm. Men i den Henseendetroede han at kunne være rolig, thi der vilde neppe

---

1) See Schacks Depescher af 27. Dec. 1764.

2) See Depesche til Schack af 29. Jan. 1765.

nogensinde kunne danne sig et egentligt russisk Parti i Sverige.Traditionelt var man der fransk- eller engelsksindet, og det lagdes ingen Mand tillast, at han henhørte til et af disse to Partier, neppe engang at han modtog Pension fra en af disse Regeringer. Men hvis Nogen erklærede sig for at være russisk, ansaaes det og vilde formodentlig altid ansees for at være et Forræderi'). Saalænge Rusland kunde benytte Englands Navn og Anseelse, vilde det være istand til at udøve Indflydelse paa Rigsdagen og i Folket, menßemstorff holdt'sig overtydet om, at England vilde skille sig fra Rusland, saasnart dette forsøgte paa at gjøre sig til Herre i Sverige, og da vilde alle russiske Bestikkelser Intet formaae,og Vaabenmagt maatte Rusland dog altid betænke sig paa at bruge.

Det var saaledes efter en meget omhyggelig Overveielse af alle Forhold, at den danske Regering allerede, før det russiske Modforslag til den dansk-russiske Traktat meddeeltes den, havde bestemt sig for at nærme sig Rusland i de svenske Anliggender. Dens Tillid til det russiske Cabinets Hensigter kunde kun styrkes ved den Maade, paa hvilken Modforslagets Udkast til den hemmelige Artikel om Sverige var affattet. Thi medens Forpligtelsen til at vedligeholde den frie Forfatning deri udtaltes med fuld Bestemthed, var Hensigtsmæssigheden af at foretage visse Forandringer kun henstillet temmelig i Almindelighed, og navnlig var en Tilbagevendentil Forfatningen af 1720 ikke angivet som noget fast Maal. Den danske Regering kunde derfor med saa megen større Rolighed modtage denne Artikel, som det ogsaa efter Traktatens Afslutning vedblev at staae som et aabent Spørgsmaal,hAorvidt Danmark vilde følge Rusland, hvis dette

---

1) See Schacks Depesche af 19. Marts 1765.

virkelig skred til at udfore sin Tanke om at virke for Ophævelsenaf
Forfatningstillægene af 1756.

11.

Ved at undertegne Traktaten af Ilte Marts 1765 havde den danske Regering i Virkeligheden altsaa forladt Hatterne og Frankrig for desto bedre at kunne sikkre Friheden. Den havde endvidere, om end ikke udtrykkelig saa dog stiltiende, opgivet at blande sig i Begivenhedernes Gang paa Rigsdagen. Kun i tre Tilfælde forbeholdt Bernstorff sig at gribe ind, nemlig dersom, imod al Forventning, den frie Forfatning skulde blive angrebet i sin Grundvold, hvis Rusland skulde ville forsoge paa at anvende voldsomme Midler for at tvinge Sverige, og endelig forsaavidt de tre dansksindede Hattechefer, Ekeblad, Scheffer og Hamilton, skulde blive personlig angrebne¹).

Kigsdagen traadte sammen i Midten af Januar (1765). Det viste sig snart, at Bernstorff ikke havde feilet i sin Dom om Hattepartiets mislige Stilling. Det havde truftet sine Rigsdagsforberedelsersaa slet, at ikke blot de tre lavere Stænder valgte deres Formænd blandt Mosserne, men selv Axel Fersen forirængtes paa Ridderhuset af Massepartiets Chef Rudbeck. Ligesaa uheldigt for Hatterne var Udfaldet af Valgene til det hemmelige Utskott, og snart saae de sig saa afmægtige, at de opgave al videre Modstand mod det seirrige Modparti. Paa samme Tid blev deres Forbindelse med Dronningen stedse

---

1) See Bernstorffs Depesche til Schack af 9. Febr. 1755. — Hamilton var en temmelig übetydelig Person men ansaaes dog værdig til særligen at beskyttes af den danske Regering , fordi han kort tilforn efter sit derom yttrede Ønske havde modtaget Elefantordenen. Dette Bevis paa Kongens Naade var saa meget større, som denne Orden hidtil aldrig havde været tilstaaet nogen fremmed Undersaat.

mere fremtrædende, og hun viste den største Kulde ligeoverforMasserne og Kuslands og Englands Gesandter. Var det, som hun selv paastod, at hun ansaae Massernes Finantspolitikfor at være ødelæggende for Sveriges Fremtid*), eller følte hun sig fornærmet over, at de to Gesandter ikke raadførtesig med hende og navnlig ikke betroede hende Anvendelsenaf de Pengemidler, der vare satte til deres Kaadighe d²)? Var hun misfornjøiet med det russiske Cabinet, fordi dette vilde indskrænke sig til Ophævelsen af Tillægsbestemmelserneaf 1756 og ikke syntes at være tilbaieligt til at tjene hendes videregaaende ærgjerrige Planer, eller havde hun tvertimod opgivet sine tidligere ønsker om en udvidet Kongemagt, fordi hun selv kunde komme til at lide derunder, naar Magten maaskee snart vilde gaae over til Prinds Gustav, med hvem hun levede i meget slet Forstaaelse?Hvad Bevæggrunden end var, kunde man ikke længere nære nogen Tvivl om, at hendes Venskab med Hatterne i alt Fald nu var oprigtigt, og til Gjengjæld sluttededisse sig stedse fastere til hende. Ogsaa den franske Ambassadør nærmede sig hende, om end langsommere og med en længe bevaret Mistro³).

I Begyndelsen af Rigsdagen havde Os term an n og
Go der ick gjort nogle, om end temmelig übestemt holdte

---

1) See Lovise Ulrikes Breve til Frederik den Anden, hos A. Fer sen 1. c, 111. p. 333.

2) See det i forrige Note anførte Brev af Lo vi se Ulrike, Frederik den Andens Breve, hos A. Fersen 1. c. 111, p. 330-333, samt de Breve, der vexledes mellem Dronningen og Grev Gyldenstolpe, sammesteds p. 335.

3) .^Qee Frederik den Andens Brev af 2. Juni 1765, hos A. Fersen 1. c, 111, p. 332, cfr. Schacks Depesche af 30. Oct. 1764 o. fl.

Tilbud til Hoffet¹), men efterhaanden som Dronningens forandredeStemningviste sig tydeligere, havde de trukket sig tilbage. Snart kunde Bernstorff ikke længere nære den ringeste Tvivl om, at det russiske Cabinet jo var oprigtigt i sine Forsikkringer om at ville opretholde Forfatningen i dens Hovedtræk, og da Forhandlingerne paa Ridderhuset om et Forslag, som en Baron Cederhjelm havde gjort til Fordeel for Kongemagten, tydeligt viste, hvor umuligt det vilde være at sætte Planer om Enevældet igjennem paa Rigsdagen, besluttede den danske Regering sig til at opgive al videre Modstand mod en Tilbagevenden til Forfatningen af 1720. I Juli instrueredes Sch ack altsaa til at erklære O ste r - ruann, at det kun var denne Forfatning, men ikke tillige Tillægsbestemmelserne af 1756, der efter den danske RegeringsMeningnodvendigviis skulde bevares uforandrede i Henhold til Traktaten af 11. Marts 1705"). Forholdet mellem Dronningen og det russiske Hof var imidlertid nu blevet saa slet-"*), at Panin erklærede Osten, at Keiserinden ikke vilde gjøre Nogetsomhelst, der kunde see ud som en IndrømmelsetilDronningen; langt fra at tænke paa at udvide Kongemagten i Sverige, var Keiserinden snarere tilboielig

---

1) Trods Dronningens Benægtelse i Brevet til Frederik den Anden, hos A. Fers en 1. c, pag. 334, kan det dog ikke betvivles, at saadanne Tilnærmelser havde fundet Sted, see Gyldenstolpes Brev, sammesteds pag. 336 cfr. Sehacks Depesche 28. Jan. 17G5. Det Samme tilstod Panin for Osten, men rigtignok med det Tillæg, at disse Skridt fra Ruslands Side ikke havde været oprigtigt meente, see Ostens Depescher 30. April og 14. Mai 17(55.

2) See Ostens Depesche 2. April og Bernstorffs Depesche til Schack 25. Juli 1765.

3) See Lovise Ulrikes Correspondance med Frederik den Anden og med Gyldenstolpe hos A. Fers en 1. c. 111, pag. 330—340.

til at virke for dens Indskrænkning, og der kunde saaledes ikke længere være Tale om at ophæve Tillægsbestemmelserne af 1756 *). Derimod beskjæftigede Panin sig fremdeles med den Tanke at betrygge Forfatningen mod en pludselig Forandring. Ligeoverfor et Statscoup eller en Revolution kunde Rusland kun sikkre sig ved at bruge Magt, og Paninvarberedt til at gribe dertil, hvis det skulde vise sig nødvendigt. En lovlig Forandring ved Stændernes Beslutningvildevære farligere, men den kunde, om end ikke hindres, saa dog vanskeliggj øres, naar Formerne for en saadan Beslutning bleve skærpede. Til den Ende havde Panin først tænkt paa at faae en Bestemmelse vedtaget paa Rigsdagen, hvorefter der til en Forandring i Forfatningenskuldeudkræves et overensstemmende Samtykke af Kongen, Raadet og alle fire Stænder, saa at altsaa en enkelt af disse sex Faktorer var tilstrækkelig til at hindre ForandringensVedtagelse-).Senere bestemte Cantsleren sig imidlertidforen anden Udvei, nemlig at en Forfatningsforandringikkekunde endelig vedtages af den samme Rigsdag, paa hvilken Forslaget dertil var fremkommet, men skulde forblive hvilende til næste Rigsdag, der da efter modent Overlæg og uafhængig af pludselige Indflydelser vikle afgjøre dets Skjæbne. Det var dette Forslag, der vedtoges i det følgende Aar 1766, og som fra den Tid er forblevet en fast Grundsaßtning i den svenske Statsret.

Men medens den første Deel af det russiske Program saaledes ikke kom til Udførelse i den oprindeligt paatænkte Skikkelse, gjennemførtes derimod dets anden Deel, HattepartietsFordrivelse, med desto større Kraft og Hurtighed.

---

1) See Ostens Depescher 9. Aug. og 18. Oct. 1765

2) Hee Ostens Depesche 8. Oct, 1765.

Bernstorff havde haabet, at det russiske Cabinet skulde lade sig neie med, at de ledige Pladser i Raadet besattes ined Møsser, og at der paa denne Maade sikkredes Partiet en bestemt Overvægt i Regeringen, uden at nogen af de nuværende Rigsraader, og navnlig Ekeblad, Scheffer og Hamilton, mistede deres Pladser. Tilsyneladende var Panin gaaet ind paa dette Forslag¹), men det viste sig snart, at dette ikke var hans virkelige Mening. Han forsikkredeOsten, at Stemningen var saa ophidset i Sverige, at det ikke var muligt længere at beskytte Hattecheferne⁹), og i Juni kom der Efterretning fra Stockholm om, at Angrebetpaa Rigsraaderne om kort Tid vilde finde Sted. Scheffer lod desuden Bernstorff vide, at der var al Anledningtil at frygte for, at Rusland -silde anvende Magt, hvis det ikke lykkedes at sætte Anklagen mod Rigsraaderne igjennem₃).

Den danske Regering vidste, at den udsatte sig for et Brud med Rusland, dersom den vilde stille sig mellem KeiserindensHævn og de truede Rigsraader. Den indsaae, at den gjorde sig det seirrige Parti til Fjender, dersom den tog Hattechefernes Forsvar, thi Messerne vilde neppe heri see en ædelmodig Bestræbelse for at beskytte fordums Venner,som nu vare overvundne, men snarere et fortvivlet Forsøgpaa at fravriste dem selv Seiren. Dertil kom endelig, at den danske Regering stedse fik nye Grunde til at beklage sig over Hatternes ogßreteuils Opførsel, thi ikke alene føiede de sig efter alle Dronningens hadefulde Luner og Planer mod Danmark, men Breteuil benyttede ogsaa paa enhver Maade det venskabelige Forhold, som Schack efter Ordre

---

1) See Ostens Depescher 30 April og 14. Mai 1765,

2) See Ostens 31. Mai og 4. Juni 1765.

3) See Bchacks Depesche 11. Juni 1765.

og Tilbøielighed vedblev at bevare til Hattecheferne, efter at alle de andre Gesandter havde vendt dem Ryggen, til at mistænkeliggøre den danske Regerings Hensigter hos Ostermannog Goderick. Mere end een Gang havde Bernstorffi den senere Tid lidt under forsætlige lndiscretioner hvorved Rusland havde erfaret, hvad han i Fortrolighed havde meddeelt Danmarks tidligere Venner¹). Men alle disse Betragtninger kunde dog ikke afholde ham fra at opfyldesit tidligere givne Løfte og at gjore, hvad «Ære og Retskaffenhed bød».

Schack fik altsaa Ordre til at erklære, at »uagtet Sverigeikke havde villet fornye Forbundet mellem de to Riger, vilde Kongen dog aldrig med Ligegyldighed see paa, at en fremmed Magt, hvilken det end var, angreb Sverige eller søgte at berøve det Uafhængigheden'). Endvidere bemyndigedeshan til at stille et Beløb af 400,000 Daler Kobbermynt(omtrent 20,000 Daler dansk) til Breteuils og S cheffersRaadighed, dog paa det udtrykkelige Vilkaar, at disse Penge udelukkende skulde anvendes til at redde S cheffer, Ekeblad og Hamilton, og at det Hele skulde forblive den dybeste Hemmelighed-). Tilbudet modtoges med stor Erkjendtlighed, og man lovede den übrodeligste Taushed ligeoverfor Alle og Enhver. Pengene udgaves rigtigt, men før Spørgsmaalet kom til Afgjorelse i Rigsdagen, trak S cheffer og Ekeblad sig frivillig tilbage og begjærte deres Afsked, hvorved videre Forfølgning imod dem bortfaldt.Det var saaledes til ingensomhelst Njtte, at den danske Regering havde bragt Offre og udsat sig for store Farer, som kunde have været undgaaet, hvis Scheffer, istedetfor at begjære Danmarks Hjælp, i Tide havde bestemt

---

1) See Ostens Depesche 29. Januar 1765.

2) Bernstorff til Scheffer 1. og 22. Juni, 6. Juli 1765.

sig til at trække sig tilbage. Men heller ikke ved denne Leilighed fornægtede Bernstorffs Taalmodighed sig. Han paalagde Schack fremdeles at bevise S cheffer al den Velvillie og alle de Tjenester, som han formaaede¹), og virkeligforblev trods Scheffers forandrede Stilling og Grundsætningerdet personlige Forhold mellem ham og Bernstorffdet samme som for. Den danske Regering forlod ikke en Ven, da Lykken vendte sig imod ham, og selv, da S chef fer syntes at have glemt det fordums Venskab og handlede, som om han var bleven en Fjende, glemte Bernstorffdog ikke det tidligere fortrolige Forhold.

Straffen for at den danske Regering havde betroet sig til Hatternes og den franske Gesandts givne Æresord, udeblevimidlertid ikke. Hvad enten det kom fra Breteuil, der paa denne Maade haabede at kunne forstyrre Forbindelsenmellem Danmark og Rusland, eller det var ved Hjelp af Dronningen, hvem Hatterne havde indviet i deres Forholdtil det danske Cabinet, saa viste det sig snart, at man i Petersborg, indtil de mindste Enkeltheder, kjendte, hvad Bernstorff havde gjort for at beskytte Hattecheferne. I og for sig var der Intet skeet, som jo var fuldkomment forsvarligt. Den danske Regering havde aldrig lagt Dølgsmaalpaa, at den ansaae sig forpligtet til at forsvare sine Venner. Panin havde lovet at skaane dem, og Schack havde begjært Ostermanns Beskyttelse for dem, uden at den russiske Gesandt havde vedstaaet, at det var hans egen Regering, der forlangte deres Fordrivelse. Endnu mindre kunde det med Rette paastaaes, at den danske Regerings Opforsel skulde være i Strid med Indholdet eller Aanden af

---

1) Bernstorff til Schack 17. Aug. 17(35.

Traktaten af 11. Marts. Men ikke destomindre fremkaldte denne Efterretning den største Forbittrelse i Petersborg. Panin rasede over, at, som han sagde, »Blækket neppe var blevet tørt paa den fornyede Traktat, fer Danmark handlede aldeles imod densAand», og det saae i nogen Tid ud, som om Rusland vilde erklære Traktaten for ophævet og den diplomatiske Forbindelse mellem Kjøbenhavn og Petersborg skulde blive afbrudt'). Denne Spænding varede imidlertid ikke længe. Efterhaanden lagde Stormen sig, navnlig ved Sal der ns ivrige Bestræbelser og muligvis ogsaanoget ved Bernstorffs bestemte Erklæring om, at den danske Regering ikke vilde lade sig bevæge til "uanstændigeSkridt« og ikke vilde finde sig i nogen «Afhængighed» af Rusland-). Panin gjorde det første Skridt til en Forsoning.Han meddeelte det danske Cabinet gjennem Korff en fuldstændig Udsigt over den russiske Politik, som Bernstorffganske kunde billige. Til Gjengjæld viste den danske Regering sig nu villig til at gaae ind paa Cantslerens Begjæringom, at ligesom Danmark havde anvendt Penge i Sverige for at beskytte sine fordums Venner, saaledes vilde det heller ikke gjøre Vanskelighed ved at understøtte de nu fælles Interesser med en Sum af 50,000 Rbd.³). Paa dette Grundlag afsluttedes Forliget mellem de to Regeringer. Asseburg ankom til Petersborg, og S alder n gjenoptog Forberedelserne til sin forestaaende Sendelse til Kjøbenhavn.

---

1) Der var Spørgsmaal om at lade Asseburg, der stod i Begreb med at afløse Osten, udsætte sin Reise til Petersborg-, see Bernstorffs Depesche til Osten 14. Sept. 1765, cfr. Ostens Dep. 12., 27. Aug. og 13. Sept. 1765.

2) Bernstorff til Osten 14. Sept., til Dreyer 2. Nov. 1765.

3) Bernstorff til Assebnr? 5. Dec. 1765.

Medens disse Forviklinger saaledes efterhaanden løste sig, var Eigsdagen gaaet sin Gang, uden at den danske Regering iøvrigt havde fundet Anledning til at blande sig i Forhandlingerne. Kun da der et øieblik var Spørgsmaal om, at Høpken skulde afløse Ekeblad som Cancellipræsident, opgav Bernstorff sin Tilbageholdenhed for at forhindre, at denne — som han charakteriserede ham — «feige inen underfundige og altid uforsonlige Fjende af Danmark« paany traadte i Spidsen for Sveriges Politik. Baade Frankrig og Rusland, alle Hatterne og mange Messer deelte Bernstorff s Mistillid til Høpken, og der blev ikke videre Tale om ham¹). Ved denne Leilighed vaagnede iøvrigt en gammel Tanke hos Bernstorff, om det ikke vilde være muligt at danne et selvstændigt dansk Parti i Sverige, men paa Schacks Forestillinger om, at £)ieblikket i alt Fald ikke var gunstigt valgt for et saadant Forsøg, opgav han fortiden at arbeide derpaa. Det er ikke uden Interesse at see, at Bernstorff i dette Tilfælde ikke formaaede at løsrive sig fra de vante Forestillinger, idet han nærmest tænkte sig, at den danske Regering ved en aarlig Pension skulde sikkre sig en betydeligere politisk Person, hvem det da skulde overdrages at samle et passende Antal Individer til at udgjøre det danske Parti-).

Men langt vigtigere var et Anliggende, der lige fra Rigsdagens Begyndelse havde udøvet en væsentlig Indflydelse paa den danske Regerings Holdning og som, skjøndt i og for sig ikke nogen Partisag, dog i en betydelig Grad indvirkedepaa Partistillingen og muligvis ikke uvæsentlig bidrogtil

---

1) See Berustorff til Schack 9. Febr. og 2. Marts og Osteus Depesche 30. April 1765.

2) See Bernstorff til Schack 2 og 30. Marts, Schacks Dep. 19. Marts 1705.

drogtilat afgjøre Rigsdagens endelige Udfald, nemlig
Spørgsmaalet om Prinds Gus tav s Forlovelse med den
danske Konges ældste Datter Sophie Magdalene.

Hvorledes den danske Regering opfattede denne Sags historiske Stilling, fremgaaer af en Fremstilling, som Bernstorff gav Schack og om hvis Nøjagtighed der ikke kan være nogen Tvivl, da den meddeeltes baade S chef fer og den franske Gesandt, uden at nogen af disse, der dog nøiagtigt kjendte Sammenhængen, havde det Mindste at indvende imod den.

»Det er nu 15 Aar siden», saaledes lyder denne Beretning,«ogumiddelbart efter, at de bekjendte Stridigheder mellem de to Hoffer i Anledning af det svenske Kongevalg vare blevne endte med en Fornyelse af Forbundet og en Overenskomst angaaende de holsteenske Anliggender, som afsluttedes ved Frankrigs Hjælp og under dets Garanti, at den franske Konges Minister, i den Hensigt at styrke og befæste Foreningen mellem de to Kroner og de to Kongehuseogdermed tillige Nordens' Rolighed, fremkom med Tanken om et Ægteskab mellem Prinds Gustav og Prindsessen.DetteForslag havde en stor Betydning. Prindsessenstoddengang Thronen meget nær. Mellem den og hende var der kun een Prinds, som endnu laae i Vuggen. Ikke desto mindre gav Kongen sit Samtykke, og hans delmodigeHjerte,trofast det System, som han havde antaget,bestemteham dertil, trods alle de Betragtninger og de indstændige Opfordringer, der i Mængde modsatte sig. Man miskjendte ikke Beslutningens Vægt og Betydning og alle de, som dengang havde nogen Deel i Styrelsen — og baade i Danmark og i Sverrig ere endnu liere af dem ilive — ville erindre sig, med hvilke Følelser de to Folk modtoge Budskabet om denne Forbindelse og hvormeget den

bifaldtes saavel i Stockholm som i Versailles. Man ilede med at benytte denne Stemning og at gjøre Forbindelsen uigenkaldelig. Kongen af Sverige, denne ærværdige Fyrste, der. som Alle veed, altid havde befundet sig i den fuldeste Overensstemmelse med sit Raad og Intet foretog uden dets Deeltagelse, tilskrev den 5. Nov. 1750 den danske Konge et Brev, i hvilket han paa den tilkommende Kronprindses Vegne formeligt anholdt om Prindsessens Haand, og i hvilkethanikke taler i sit personlige Navn, men som Sverrigs Konge, og ikke glemmer at paaberaabe Prindsens Foræ dres Samtykke og 43nske. Kongen svarede herpaa den 14. Dec. s. A. og umiddelbart derpaa skreve den nuværende Konge og Dronning, den første til Kongen den 13. Januar og den anden til den høisalige Dronning den 18. s. M. De vil af disse Breve see, at Intet kan være mere bestemt end deres Udtalelse, og De vil med alle dem, der læse disse Breve, være enig i, at da de Forlovedes Ungdom ikke tillod nogen videre Fuldendelse eller offentlig Erklæring, kunde intet Mere udfordres til fuldstændigere at knytte Baandet. Ikke desto mindre troede man fra fransk Side endnu at burde tilfoie en yderligere Formalitet. Baron Flemming, som nu sidder i Raadet, fik Ordre til mundtligt Og i hoitidelig Audients at gjentage den Begjæring, der skriftlig var fremsatai"Kongen, hans Herre, og han udførte denne Ordre i Overværelse af Hans Majestæts Conseil. Fra den Tid af have hverken han eller hans Efterfølgere^l) nogensinde undladt at betragte Prindsessen som deres tilkommende Dronning, og fra sin Side har Kongen, altid sit Ord tro, hvor gyldige Grunde til Misfornaielse det svenske Hof end maatte have givet ham, aldrig villet tillade, at der rartes ved et saa

---

1) Nemlig- i Gesandtskabsposten i Kjobenhavn.

høitideligt Løvte, og han har derpaa givet det meest afgjørendeBevis,som er muligt for en Konge og en Fader, idet han har bortgiftet den anden af sine D.øttre før den ældste. De vil vide at vurdere hele Betydningen af disse Ord»²).

Ligeoverfor disse Kjendsgjerninger lod det sig selvfølgelig ikke paastaae, at Forlovelsen manglede forbindende Kraft, selv om det var sandt, at C. G. Te s sin, der 1750 var Cancellipræsident, havde handlet uden iforveien tilstrækkelig at forsikkre sig om Adolf Frederiks og Lovise Vlrikkes Samtykke, og selv om disse havde skrevet de ovenomtalte Breve mere eller mindre mod deres -Ønskeⁿ). Ikke desto mindre havde Dronningen foresat sig, at denne Forbindelse ikke skulde finde Sted, og hun haabede at bringe det derhen, at Stænderne vilde opfordre Kongen til at tænke paa Prindsens Ægteskab, uden at tage nogetsomhelst Hensyn til, hvad der var skeet i 1750.

Forlovelsen var indgaaet, før Bernstorff var indtraadt i Conseilet. Men skjondt han saaledes ikke havde havt nogen Desl deri, havde han dog i sin Tid knyttet store Forhaabninger til den Indflydelse, som et saadant Ægteskab kunde udøve paa den politiske Forbindelse mellem de to Lande. Efterhaanden havde disse Forhaabninger tabt sig. Han begyndte endog at tvivle paa, at man overhovedet kunde vente sig lykkelige Følger af et Ægteskab, som var Dronningen og sandsynligvis Prinds Gustav selv saa meget imod, og ligesom der allerede havde budt sig andre og ligesaaglimrende

---

1) Depesche fra Bernstorff til Schack af 9. Marts 1765.

2) See om de nærmere Omstændigheder Fryxell: Berattelser ur svenska historien, 37. Deel, p. 257^—263 og- de der citerede Skrifter: Konung Gustavs efterlemnade papper, utgifna af Geijer, I, p. 29 og Tessin och Tessiniana, p. 125.

saaglimrendeÆgteskabstilbud¹), vilde det neppe heller i Fremtiden vise sig vanskeligt at forsørge Prindsessen paa en passende Maade. Men alle disse Betragtninger kunde ikke gjere Fornærmelsen mindre. Den vilde ikke alene medføre et endeligt Brud mellem de to Kongefamilier, ogsaaFolkene vilde dybt føle den, «det vilde være en personligForhaanelse, som ikke kunde glemmes, saalænge den nuværende Generation levede, og som enhver Dansk vilde føle, som om den var tilføiet hans eneste Datter»-). Den danske Regering var derfor fast bestemt paa ikke at tinde sig i Dronningens Luner, saameget mere som Bernstorffvar overtydet om, at det svenske Folk var langtfra at dele hendes Uvillie mod det danske Ægteskab.

Hatterne og Breteuil erkjendte, at Retten heelt og udelukkende var paa den danske Regerings Side, og de ønskedeoprigtigt, at Ægteskabet skulde komme istand, men det var navnlig ved denne Leilighed, at deres Forbindelse med Dronningen øvede sin skadelige Indflydelse, og at S cheffersCharakteersvaghed viste sig i sit fulde Lys. Snart raadede han Bernstorff til, at den danske Konge selv skulde erklære, at Forlovelsen i 1750 ikke kunde ansees for endelig, idet han forsikkrede, at Lovise Ulrikke da ikke vilde betænke sig paa frit at tilbyde, hvad hun nu ikke nødtvungent vilde opfylde³). Snart forestillede han Schack, at en simpel Henvisning af Spørgsmaalet om KronprindsensÆgteskabtil det hemmeligeUtskott uden videre Omtaleaf Forlovelsen sikkert vilde have. til Følge, at Utskottet

---

1) Saaledes var der i sin Fid gjort fortrolig-e Antydninger fra engelsk Side om ..Ejrteskab med Georg den Tredie.

2) Bernstorffs Depesehe 9. Marts 1765.

3) See Sc hacks Depescher 19., 22., 26. April 1763.

selv vilde erindre om denne¹). Snart endelig meente han, at det vilde være bedst at udsætte Sagen til næste Rigsdag, fordi den offentlige Mening vistnok i Mellemtiden vilde bevægeDronningen til at opgive al videre Modstand-). Men Berns.torff lod sig ikke vildlede og indsaae, at S cheffer kun talte saaledes af Svaghed, og fordi han ønskede, at den nærværende Eigsdag snart skulde sluttes, saa at en overordentlig Rigsdag om kort Tid kunde blive nodvendig, paa hvilken han da haabecle, at Hatterne skulde gjenvinde Overmagten. Kun Eet vilde Bernstorff gaae ind paa, nemlig at udsætte det endelige Skridt, saalænge det var muligt,for saaledes at give S cheffer og Fers en Tid til at overvinde Dronningens, personlige Modstand.

Af Masserne vare de fleste for Ægteskabet, nogle vilde dog maaskee foretrække Dronningens Gfunst, andre endelig meente, at Landets finantsielle Tilstand gjorde det ønskeligt, ikke for Tiden at paatage sig de store Byrder, som Kronprindsens Bryllup medførte. Hvad de fremmede Magter angik, synes det danske Ægteskab ikke at have behaget Preussen³), derimod udtalte Keiserinden af Rusland sig for det, navnlig da hun paa Forlangende havde modtaget Afskrift af Brevvexlingen af 1750^—51⁴), og det engelske Hof var ved Kronprinds Christians Forlovelse med Caroline Mathilde næsten bleven Part i Sagen.

---

1) See Schacks Depesche 26. Febr., cfr. Bernstorff til Schack 9. Marts 1765.

2) See Schacks Depesche 23. April 1765 osv.

3) Ostens Depesche 19. Juni 17(55, cfr. Gyldenstolpes Brev til Lo vi se Ulrike 25. Sept. 1765 hos A. Fers en 1. c. 111. pag. 341.

4) Ostens Depesche 30. April 1765 cfr. Gyldenstolpes Breve til Dronningen af 25. Sept. og af 4. Oct. 1765 hos A. Fersen 1. c. 111. pag. 342—345.

Hvad Bernstorff navnlig satte Friis paa, var, at Dronningen selv skulde forsone sig med Ægteskabet, og han forlængede derfor gjentagne Gange den Frist, som han havde tilstaaet .Scheffer til at opnaae dette Resultat. Med Iver arbeidede ogsaa denne derfor og gik endog saavidt i sine Bestræbelser, at han lovede Dronningen, at den danske Regering i saa Fald vilde understøtte Hatterne paa en kommende Rigsdag til at gjennemføre Forfatningsforandringer, der skulde være «til Gavn for Hoffet« — et Løfte, som Bernstorff imidlertid bestemt fralagde sig₁). Alle S chef fer s Bestræbelser forbleve dog frugtesløse. Derimod bekræftedes det fra flere Sider, at Prinds Gustav havde opgivet sin tidligere Modstand, og at han endog gjentagende havde erklæret sine Forældre, at han ikke vilde ægte nogen Anden end den danske Prindsesse. Dette Omslag skyldtes rimeligviis for en Deel Keiserinde Catharine, der hemmelig havde tilskrevet Prindsen⁵).

Bernstorff maatte saaledes finde sig i at drive Sagen igjennem imod Dronningens Villie. Han vilde imidlertid ikke, at den skulde blive en Partisag og han afviste alle Raad om at kjøbe Stemmer i det hemmelige Utskott-"⁵). Ligesaa lidet ønskede han, at Sagen skulde føres igjennem i Rigsdagen ved en fremmed Regerings Foranstaltning, om han end efter Omstændighederne blev nødt til at modtage de fremmede Magters Tilbud om at understøtte Sagen hos den svenske Regering.

Den 25. Oct. gaves der endelig Ordre til Schack om
ikke længere at tøve med at sætte Sagen i Bevægelse. Han

---

1) Berustorff til Schack 31. Aug. 1765.

2) See Ostens Depescher 29. Oct. og 1. Nov. 1765.

3) Det eneste Løfte om Penge, der fra dansk Side gaves i gteskabssagen, til Dronningens Yndling, Oberst Sinclair, som forpligtede sig til at søge at bringe hende til at bedømme Spørgsmaalet uden nogen forudfattet Mening.

skulde henvende sig til Breteuil og Hatterne samt begj ære OstermannsogGodericks Understøttelse. Endvidere paalagdesdet ham at finde en Møsse, som vilde indbringe Spørgsmaalet i det hemmelige Utskott, og endelig skulde han meddele Regeringens Hensigt til den nye Cancellipræsident, Løwenhjelm. I sidste Øieblik tilbød Dronningen at indgaaepaa Forlig, men hun stillede som Betingelse for sin Eftergivenhed, at Traktaten af 1750 om Holsteen skulde ophæves. Svaret herpaa var en Ordre til Schack om at afslaae enhver Betingelse og ikke indlade sig paa nogensomhelstvidere Forhandling¹). Nu forlode Hatterne aldeles den danske Regering og sluttede sig fuldstændigt til Dronningen. Den engelske og den russiske Gesandt lovede deres Bistand, og den sidste fik bestemte Paalæg hjemmefra til af al Iver at understøtte Schack²). Løwenhjelm paa sin Side viste stor Beredvillighed til at gjennemføre Sagen, men gjorde dog endnu et Forsøg paa at opnaae en Indrømmelse, som kunde forsone Dronningen, og foreslog den danske Regering at give et eller andet, om endog kun temmelig almindeligt og intetsigende Løfte, saasom at Coadjutorposten i Ltibeck efter Prinds Frederiks Død skulde sikkres en eutinsk Prinds. Men Bernstorffs Svar var uforandret det samme: Kongen vilde ikke paatage sig nogen ny Betingelse for at opnaae den Ære at faae sin Datter gift³).

Saaledes lykkedes det endelig Bernstorffs bestemte Villie at drive Sagen igjennem. Allerede inden Aarets Udgang kunde den ansees for sikkret, om end den høitidelige Bekjendtgjørelse af Forlovelsen først fandt Sted den 3. April 1766. Foruden Ruslands og Englands Gesandter, skyldtes dette Udfald navnlig Løwenhjelm, Horn og Rudbeck, altsaa Møsserne.

---

1) Bernstorff til Schack 23. Nov. 1765.

2) Bernstorff til Schack 3. Dec. 1765.

3) Bernstorfi til Schack 3. Dec. 1705, 11. Jan. 1766.

Saaledes havde Ægteskabssagens Udvikling altsaa fuldendtden Vending i Danmarks diplomatiske Stilling, som havde fundet sit første Udtryk i Traktaten af 11. Marts. Den politiske Forbindelse med Frankrig bestod ikke længere, men Skylden derfor laae ikke hos den danske Regering, der tvertimod havde ønsket, at den dansk-franske og den danskrussiskeAlliance skulde have vedblevet at gaae jævnsides og saa at sige gjensidig holdt hinanden Stangen. Aarsagcn laae derimod i Frankrigs forandrede Politik. Syvaarskrigenhavde aabenbaret den franske Regerings Svaghed, og Danmark havde erfaret, hvor lidet man kunde stole paa dens Løfter, da den, til Trods for alle givne Tilsikkringer og de heitideligste Garantier for Slesvig, i 1762 overlod Danmark til sin Skjæbne. Senere syntes den franske Politikheelt at have draget sig tilbage til den bourbonske Familieforbindelseog ikke længere at have nogen Interesse tilovers for sine gamle Allierede i Norden. Paa en lidet hæderlig Maade søgte Hertugen af Praslin at unddrage sig Opfyldelsen af Subsidieforpligtelserne mod Danmark¹), og han nægtede at fornye Forbundet af 1754, som var udløbet i 1764, medmindre det kunde skee paa Vilkaar, som efter Bernstorffs Mening ikke vilde give Danmark en tilstrækkeligErstatning for de Byrder, som det paatog sig-). Hidtil havde dog een Fælles-Interesse endnu forenet de to Stater, og det var Frihedens Opretholdelse i Sverigⁿ), men ogsaa det Baand lostes nu, da Frankrig sluttede sig til Dronningen. Skylden laae altsaa utvivlsomt hos den franskeRegering, men ikke destomindre rettede Praslin heftige Bebreidelser til det danske Cabinet, fordi dette ikke vilde

---

1) Bernstorff til Gleichen 31. Dec. 17G3.

2) Bernstorff til Schack 25. Aug. 1764.

3) Bernstorff til Schack 19. Febr. 1763.

følge Frankrig i dets nye svenske Politik, og Forholdet forbedredesikke
ved den derved t fremkaldte bittre Correspondancemellem
de to Hofter1).

Tabet af Forbindelsen med Frankrig var meget føleligt for den danske Begering, thi derved forstyrredes Ligevægten i dens Politik. Fra den Tid af voxede Faren for, at den russiske Indflydelse skulde blive overmægtig i Kjøbenhavn. Bernstorff indsaae dette og fremhæver derfor i sin Instruktion til Asseburg, da denne afløste Osten i Petersborg, hvor nødvendigt det var med yderste Opmærksomhed at vaage over »vor kosteligste Skat, vor Uafhængighed af Keiserinden«-).

12

Aarene 1763—65 uclgjøre saaledes et betydningsfuldt Vendepunkt i Danmarks diplomatiske Historie. Fer denne Tid havde den danske Politik sogt sin Støtte i Alliancer først med England siden med Frankrig, men fra nu af blev Forholdet til Busland det overveiende.

Den Virksomhed, som Bernstorff i disse Aar udfoldede,var overordentlig stor og svarede til Stillingens Alvor, som han fuldkommen begreb, men desto mere overraskende er det at see, at den Deel, som Osten kaldedes til at tage i dette Arbeide, ikke staaer i._Forhold til hans store Dygtighedog Vigtigheden af den Post, som han beklædte, og han brugtes egentlig kun i de Spørgsmaal, som nødven digviismaatte behandles i Petersborg. Grunden hertil ligger

---

1) Bernstorff til Schack 22. Juni, til Gleichen 10. Aug. 1765 og 25. Jan. 1766. Det franske Cabinets Opfattelse fremgaaer af Instructionen af 1775 for den franske Gesandt i Kjøbenhavn, Vérac, i D. Mag., 3die Række, IV, 2, pag. 89—99, navnlig pag. 93 fgd., cfr. ogsaa Instr. 1779 for Véracs Efterfølger, de la Houze, sammesteds pag. 99 —105.

2) Instrux for Asseburg af 5. September 1765.

i et besynderligt Omslag, som pludselig foregik i BernstorffsForhold til Osten. o Medens han tidligere havde viist sig ligesaa fast overtydet om dennes Paalidelighed som han var det om hans Dygtighed, blev han nu paa eengang mistroisk, og, hvad der var endnu usædvanligere hos ham, han lod sin Mistillid komme tilsyne paa en ofte hensynslos og stodende Maade.

Det første Tegn paa denne forandrede Stemning viser sig allerede ved Grev Haxthausens Afreise fra Petersborg, da denne medtog alle de Akter, som vedrørte hans Gesandtska b¹). Denne usædvanlige Forsigtighed kunde imidlertid være begrundet i Hensynet til Sal der n. om hvis særegne Forhold til den danske Regering disse Papirer indeholdt Oplysninger, som man skyldte ham, ikke at lade komme til Kogens Kundskab. Men det viste sig snart, at Bernstorffogsaa i andre Spørgsmaal ansaae det for sikkrest, ikke fuldstændigt at betroe sig til Osten. Kun til en vis Grad lod han denne see, hvor stor Mistillid han i Grunden nærede til Keiserinden, han skjulte for ham sine Forsøg paa, ved Hjælp af andre Magter at holde hendes rgjerrighedinden Skranker, og han indviede ham ikke i de hemmeligere Partier af Forholdet til Sverige og til Polen. Selv naar Osten forespurgte sig om Punkter, der umiddelbartvedrørte de russiske Traktatforhandlinger, kunde han stundom ikke opnaae et Svar²). Bernstorffs Mistillid

---

1) Osten beklagede sig, ikke uden Bitterlied, derover i Depesche af 5. August 17G3, men fik intet tilfredsstillende Svar.

2) Dette var saaledes Tilfældet med Hensyn til Spørgsmaalet, om Kong-en vilde være villig til at opgive Coadjutorvalget i Lubeck, for derved at faae Mageskiftet bragt i Orden, saaledes som Bernstorff i sin Tid havde stillet Storfyrstinden i Udsigt. Gjentagne Gange og med stedse stigende Bitterhed forlangte Osten Oplysning herom, for at kunne iudrette sine Udtalelser derefter, men aldrig fik han endog kun et undvigende Svar.

gik saa vidt, at han endog troede at burde gribe til det mislige Middel, at sætte den Underordnede til at passe paa sin Foresatte. Fra Efteraaret 1763 førte Bernstorff nemligen hemmelig Brevvexling med Ostens Secretair, A. Schumacher, og da denne i Begyndelsen af 1765 paa Grund af Sundhedshensyn maatte forlade Petersborg, fortsattesCorrespondancen med hans Efterfølger, Dreyer. Paa denne Maade stod Bernstorff i direkte Forbindelse med Sal dem, skjondt denne ogsaa forhandlede med Osten. Schumacher indmeldte, hvad han kunde opdage om sin Chef, og Bernstorff tog ikke i Betænkning udtrykkelig at paalægge Secretairen, ikke nogensinde at lade Gesandtskabspapirernekomme sig af Syne.

Ostens Indberetninger vare navnlig i Begyndelsen noget korte og tørre, og strax troede Bernstorff, at han med Hensigt vikle holde ham i Uvidenhed om, hvad der foregik¹). Osten svarede paa de Bebreidelser, han i denne Anledningmodtog af Ministeren, at hans eiendommelige Stillingi Petersborg gjorde ham det dobbelt nødvendigt, at være forsigtig baade med at indhente Oplysninger og med at skrive, da hans Breve mere end nogen anden Gesandts vare Gjenstand for Postvæsenets Opmærksomhed²). Denne Forsigtighed var vel begrundet, som de Erfaringer, hans Colleger gjorde, tilstrækkelig beviste³), og hvor korte og sjeldne end Ostens Depescher vare, idetmindste i Sammenligningmed,

---

1) Bernstorffs Depescher 10. Sept. 1763, 14. Juli 1764.

2) Ostens Depescher 1. Nov. 1763, 3. Ang. 1764.

3) Da saalecles den franske chargé d'affaires Béranger forlod det russiske Hof 1765, klagede Keiserinden over ham i Paris, fordi han havde skrevet "falske« Indberetninger om hendes Stilling, der af ham var fremstillet som usikker. Han havde nemlig været saa uforsigtig, tildeels at skrive uden Chiffer og at betroe sig til Posten.

menligningmed,hvad de tidligere havde været, modtog Ministerieti Kjobenhavn dog vistnok fuldt saa paalidelige og udtømmendeEfterretninger om, hvad der foregik i Petersborg,som nogen anden Regering. Da Traktatforhandlingen trak i Langdrag og man hjemme kun med lange Mellemrumhørte Noget om Sagen, troede Bernstorff strax, at Osten handlede paa egen Haand og vilde skjule Hemmelighederfor ham, og han gav strænge og gjentagne Ordrer om, at Osten ikke maatte gaae ind paa Noget, men skulde tage Alt ad referendum¹). Senere viste det sig, at Osten ikke havde ladet sig det Mindste falde tillast i denne Sag, som han tvertimod havde ført med sin sædvanlige Takt og Dygtighed, hvad Ministeren ogsaa bagefter anerkjendte²). Saaledes havde han, som ovenfor omtalt, modtaget Bemyndigelsetil, hvis det kunde gavne Forhandlingen, at love, at Danmark vilde erkjende den Konge, som maatte blive valgt i Polen paa Keiserindens Anbefaling. Osten benyttededenne Tilladelse med meget god Virkning, men Bernstorffmeente, at han for tidligt havde givet dette Løfte, og Oston fik en skarp Irettesættelse derfor. Men der er ingen Tvivl om, at han havde handlet rigtigt ved ikke at vente paa, at Panin stillede en direkte Fordring derom, men derimod selv frivilligt tilbød, hvad der desuden i Virkelighedenaldeles ikke var noget Offer for den danske Regering,men vel en lille Tilfredsstillelse for Keiserindens Forfængelighe d³).

Overalt træder saaledes Bernstorffs Mistro frem, og
den tager sig saameget synderligere ud, som p]rfaringen

---

1) Bernstorf'f 5. Juni, Osten 24. Juli 1764.

2) Bernstorff 6. April 1765.

3) Ostens Depescher 10., ]7. April, 5. Juni 1764.

næsten altid bestyrkede Ostens Beretninger og Formodningerog.
beviste, at han nu som før bedømte Personer og
Forhold med et uhildel og fordomsfrit Blik.

Men hvad var da Grunden til denne udholdende Mistillid?

Det er øiensynligt, at Bernstorff troede, at Osten var Keiserinden mere hengiven end det, navnlig paa den Tid, var tjenligt for Danmarks Interesser. Lige fra det første øieblik, da Ostert traadte i fortroligere Forhold til Storfyrstinden, havde Bernstorff udtalt den Frygt, at han ikke vilde være istand til at vedligeholde sin Uafhængighed tilstrækkeligt ligeoverfor Catharine, og uagtet Intet i Ostens Opførsel dengang havde tjent til at styrke denne Tro, vaagnede den dog paany, da det af hans Yttringer angaaende Administrationssagen i Holsteen, der i høi Grad havde berørt Bernstorff personligt, og ved flere lignende Leiligheder syntes at fremgaae, at han bedømte Keiserinden med større Velvillie, end Ministeren gjorde det. Men navnligmaatte det ganske vist overraske denne paa en meget übehagelig Maade, at Keiserinden i Efteraaret 1763, altsaa netop paa en Tid, hvor man her hjemme nærede den største Mistro til hendes Hensigter med Hensyn til Sverige og Polenog endog tildeels mod Danmark, fornyede sit Tilbud til Osten om at træde over i russisk Tjeneste, og det netop som hendes Ambassadør i Stockholm. I det Brev, hvorveddet tillodes ham at modtage Tilbudet, tilfxdede Bernstorffudtrykkeligt, at han holdt sig overbeviist om, at han aldrig vilde glemme sit Fædrelands Interesser, og da Osten i et Brev, der ikke kan Andet end gjore et meget godt Indtryk paa enhver ikke forudindtaget Læser, meddelte,at han havde afsiaaet Keiserindens glimrende Tilbud,

var Bernstorffs Svar koldt og tørt¹). Der var desuden Noget i Ostens Opførsel, som let kunde støde en Minister, der, hvor forstandig og besindig han end var, dog neppe ganske havde kunnet modstaae Virkningen af den Smiger, som fra alle Sider ydedes ham. Trods Ostens idelige Forsikkringeri sine Depescher om, at han »naturligvis ydmygt underkaster sin beskedne Mening Ministerens overlegne Dømmekraft og selvfølgelig ikke et Øieblik skal fastholde den, hvis den ikke vinder Ministerens Bifald«, skinner Critikendog stundom igjennem, og den var ikke altid übegrundet,navnlig naar det gjaldt om Enkeltheder og Udførelses - maaden, i hvilken Henseende Osten ganske vist var stærkereend nogen Anden. Man har ogsaa Vanskelighed ved at værge sig mod den Mistanke, at der er noget Drilleri med i Spillet fra Ostens Side, naar han flere Gange berørerden mindre tilfredsstillende Tilstand, hvori de danske Finantser befandt sig, og blandt Andet lader Keiserinden yttre sin Forundring over, at denne ikke var bedre, uagtet Danmark dog saa længe havde havt Fred²). Det var at berøre Regeringen paa dens ømmeste Sted.

Men havde Ministeren saaledes allerede paa egen Haand fattet nogen Mistillid til sin Agent, saa maatte den ganske vist i høi Grad næres ved, hvad der fra andre Sider berettedesomham. Briihls Forbittrelse havde ikke lagt sig, efter at Osten havde forladt det sachsiske Hof, og maaskee havde heller ikke denne ganske glemt sin Vrede mod den sachsiske Minister. Endnu fremdeles lød i Kjøbenhavn dennes Klager over Ostens Intriguer, som efter den sachsiskeGesandtsForsikkringer kun skulde have vundet i OmfangogFarlighed

---

1) Ostens Depeschev 20. Sept., 28. Oct. og 25. Nov., Bernstorffs 29. Oct. og 28. Nov. 17G3.

2) iSee Ostens Depesche 25. Aug. 1703.

fangogFarlighedved, at han var bleven forflyttet til Petersborg,ogdet synes, at der anførtes Omstændigheder, som til en vis Grad kunde retfærdiggjore den Fordring, der stilledes om, at han skulde kaldes tilbage. Dette afslog vel Bernstorff, men han sendte dog Osten en stærk Irettesættelse og skarpe Ordrer om at afholde sig fra al videre Indblanding i Polens indre Anliggender. Ostens Svar paa dette Brev taler til Fordeel for hans Uskyldighed, thi det var hidsigt og uretfærdigt mod Bernstorff, hvem han bebreidede nu «atter at ville opoffre .ham, ligesom da han forrige Gang maatte forlade Petersborg«. Hellere end altid at see sig mistænkt, vilde han afbryde al skriftlig Forbindelse med den czartorisky'ske Familie. Denne Trudsel udførte han virkelig, indtil Bernstorff forsikkrede ham om Kongens fortsatte Naade og udtalte det Ønske, at han paany vilde knytte Forbindelsen med sine polske Venner men med større Forsigtighed¹). Ogsaa fra Sverige kom Klager over ham, og S chef fer udbad sig paa det Indstændigste, at han ikke maatte erfare Noget af, hvad der aftaltes mellem de to Regeringer om de svenske Anliggender, da den svenske chargé d'affaires i Petersborg, Jahnke, udtalte sig paa en meget ugunstig Maade om hans Charakteer og Handlinger²). Men værst var det, at ogsaa Panin nærede en rodfæstet Mistro til Osten, hvori han sandsynligviis bestyrkedes af Saldern, der ikke kunde lide Osten, uagtet han naturligviisligeoverfordenne anstillede sig som hans Yen. Først hed det, at Osten intriguerede rned Bestushew imod Panin³), og senere troedes det, at han i Forbindelse med

---

1) See Depesche fra Bernstorff 1 Sept., Ostun 4. Oct., op Bernstorff 5. Nov. 1763.

2) See .Depesche fra Sehack 28. Oct., fra Bernstorff 15. Nov. 1763.

3) See Brev fra A. Schuraacher 6. Dec. 1763.

Grovinde Bruce, en af Keiserindens Damer, arbeidede paa at fordrive Panin og Tzernyschew fra deres Pladser og sætte Olsousieff og Eumånzow i Stedet¹). Ligeledes beskyldtes han for, under sit Ophold i Warschau at have villet sætte Splid mellem Medlemmerne af den czatorisky'ske Familie og senere i Forbindelse med Bestushew at have søgt at bringe O gin sky paa Polens Throne istedetfor Poniatowsk y²). Tilsidst erklærede Panin, at han ikke kunde ansee sig for sikker, saalænge Osten forblev i Petersborg.Bernstorfflovede nu, at han skulde blive kaldt tilbage, saasnart Traktaten var bleven undertegnet■''). Det var disse Beskyldninger, som reistes imod ham fra russisk Side, og det fortjener at bemærkes, at Schumacher i sine hemmelige Indberetninger ikke saae sig istand til at oplyse Andet imod sin Chef.

I et af Brevene fra sit første Gesandtskab i Eusland havde Osten i Anledning af Chétardie⁴) og Poniatowsky mindet om et diplomatisk Ordsprog, hvorefter »Ingen to Gange gjor Lykke i Rusland". Han tænkte dengang ikke paa, at han selv skulde komme til at tjene til Bevis paa Sandheden af dette Ord.

Han vendte tilbage til Petersborg med store Forventninger.Virkeligmodtog
Keiserinden ham med stor Venlighed,omhun
end, formodentlig noget forlegen paa Grund

---

1) See A. Schumacher 22. Juni 1764.

2) See A. Schumacher 27. Marts og 22. Juni 1764,

3) See A. Schumacher 19. Juni 1764. Bernstorff 21. Ju)i s. A.

4) Marquis de Chetardie var fransk Gesandt i Petersborg 1741 og bidrog vsesentlig til Keiserinde Elisabeths Thronbestigelse, hvorfor ban i hoi Grad nod hendes Gunst. Men da ban 1744 atter sendtes til det russiske Hof, vidste Bestushew saa vel at benytte sig af nogle U soin Chetardie begik, at der ikke engang gaves denne Tid til at afgive sine Creditiver, men ban befordredes ufortOvet over Graendsen. See La conr de Kussic p. 'J7-98.

af sin forandrede Stilling til Poniatowsky, øiensynlig skyede at tale med ham i Eenrum. Men desto opmærksommerevistehun sig i Begyndelsen imod ham offentligt og fremdrog ham endog paa en Maade, som i høi Grad forøgede hans Collegers Misundelse mod ham. Det var kun Skinnet af en Indflydelse, som han i Virkeligheden ikke havde, men det var dog tilstrækkeligt til at gjore hans Stilling meget vanskelig. Man var skinsyg paa ham og tillige bange for ham. Ingen turde betroe sig til ham eller tale frit i hans Nasrværelse, fordi man frygtede for, at han skulde meddele Keiserinden det, thi i Almindelighed antoges han fremdeles at nyde hendes Fortrolighed i samme Omfang, som tidligere. Selv om hans Personlighed ikke iovrigt havde givet hans Colleger nogen Anledning til at rnistroe ham, vilde hans formodede Forbindelse med Keiserinden dog være mere end tilstrækkelig til at forklare, hvorfor det nu faldt ham saa vanskeligt at faae Oplysninger og hvorfor de Fleste, der søgte hans Selskab, vare Intriguanter, der haabede at kunne drage Fordeel af ham. Efterhaanden som han fik Leilighed til nærmere at iagttage Keiserinden, blev hans Dom om hende mindre gunstig, og det er muligt at han i denne Henseende noget lod sig paavirke af sine skuffede Forventninger. »Hendes Mod, hendes Aand, hendes Kundskaber,hendesVirkelyst og den Lethed, hvormed hun arbeider»,—saaledes skriver han til Bernstorff den Bde Dec. 1764 — fortjene den største Ros, og De veed, at mere end een Gang har denne Fyrstinde været Gjenstand for min Beundring. Hun er det endnu, naar jeg kun tager Hensyn til hendes Aandsevner, som Thronen vilde have givet forøget Glands, hvis det ikke ulykkeligvis var gaaet hende ligesom Mademoiselle de Montpensier, hvem en altfor uværdig Lidenskab paa en Dag berøvede al den hoie

Agtelse, som hun havde forhvervet sig«¹), og han tilfoier, at »med Hensyn til hendes Hjertes Egenskaber finder han hende meget forandret, thi der undslipper hende stundom Træk, der vidne om en Haardhed i Charakteren, som han tidligere ikke havde kjendt hos hende*. Den «uværdige» Lidenskab, som han bebreider Keiserinden, var hendes ForbindelsemedOrlow, hvorom han udtaler sig med stor Skarphed og Beklagelse i flere Indberetninger²), og det er aabenbart, at han ikke var synderlig vel anskrevet hos den mægtige Yndling, hvad der ogsaa er let forklarligt efter det Forhold, hvori han havde staaet til Poniatowsky.

Endnu vanskeligere var han stillet ligeoverfor BestushewogPanin, som kæmpede med hinanden om riegeringen.Tilden Første maatte han føle sig knyttet *ved Erindringen om gamle Tjenester og Forbindelser, og Bestushewvar endnu, hvad han altid havde været, en virkeligVenaf Danmark, der vilde opgive Holsteen og bevare Forfatningen i Sverige. Panin derimod antoges længe for at være ugunstigt stemt mod Danmark og derimod at begunstigeLoviseUlrikes Forhaabninger. Intet vilde derforiog for sig have været naturligere end, om Osten havde sluttet sig fast til Bestushew, og selv uden dennes

---

1) Mademoiselle de Montpensier var soir bekjendt Datter af Ludvig den Trettendes Broder Gastin af Orleans. Hun giftede sig med Hertugen af Lauzun-, som derfor af Ludvig XIV sattes i Fængsel.

2) See saaledes Depescherne af 24. og 28. Aug. 1764. I Depeschen af 8. Dec. 1764 siger han i Anledning af Keiserindens Forhold til Orlow: «il y a des momens, ou elle en est honteuse, mais la passion étouffe la raison et elle croit, qu'en soutenant ses faiblesses, elles deviendront des vertus. Je me rappelle, qu'elle m'a dit les mémes paroles une fois, qu'elle voulut me faire l'éloge de la fermetu, mais assurément S. M. J. confond la fermeté avec l'opiniåtreté. Cela la porte å traiter tous ceux qu'elle soupconne de désapprouver sa passion, avec une hauteur qui offense autant que sa familiarité vis-a-vis du Comte Orlow choque le public.

paatrængende og plumpe Fortrolighed maatte Enhver formode,atOsten gjorde alt, hvad han formaaede, for at sikkre Danmarks Ven Overvægten over dets formentlige Uven. Og dog var det i Virkeligheden ikke Tilfældet, og Panin tog meget Feil i sine Formodninger. Osten dømte nemlig fra Begyndelsen, at Bestushew «ingen virkelig Indflydelse kunde faae», og beskriver ham som «mere falsk end nogensinde, og ikke elsket af Nogen«, som «sløvet i Evner og kun endnu stærk i sit Fjendskab"¹), og i Modsætningdertilsiger han om Panin, at han «er dygtigere end de Andre og dertil übestikkelig« -). Det er umuligt at antage, at Osten med et saadant Blik paa de to MedbeileresEgenskaberskulde have sluttet sig til den Førstnævnte. Fra Oct. 1763 opgav han ham endog aldeles og forudsagde med Bestemthed hans Fald n). Han vidste, at Keiserinden havde tabt al Tillid til ham paa Grund af hans Forræderi i den polske Sag, og han skrev en udførlig Depesche til Bernstorff,hvorihan beklagede, at han maatte see sig nødt til at afbryde al Forbindelse med Bestushew, hvis han ikke vilde udsætte sig for farlige Misforstaaelser⁴). Saa ugrundet var Panins Mistanke imod Osten, at netop samme Maaned, i hvilken Schumacher indberettede, at denne antoges i Forbindelse med Bestushew at arbeide paa at styrte Panin, meldte Osten hjem, hvorledes BestushewvedHjælp af den sachsiske Gesandt Sacken søgte at vække Panins Mistro imod ham⁵). I det Hele

---

1) See Ostens Depesche af 20. Juli 17G3.

2) See Ostens Depesche af 30. Aug. 1763.

3) See Ostens Depesche af 25. Nov. 1763.

4) See Ostens Depesche af 20. Dec. 1763.

5) See Ostens Depesche af 30. Dec. 17G3. Det kom saavidt. at Osten jiersonlig maatte forelasgge Sagen t'or Keiseriiiden, og baade liun og Panin erkjendte, at Bestushews Beskyldninger vare fuldkoniruent übefjrundcde.

forfulgte Bestushew fra nu af Osten paa alle mulige Maader, han bagtalte ham til Panin og han skrev Breve til Lyn ar for at sværte ham hos den danske Regering. Naar det derfor paastodes, at Osten senere paany skulde have intrigueret med Bestushew til Fordeel for O gin sky, er dette ganske umuligt, da de paa den Tid bestemt havde brudt med hinanden og da Osten desuden bedre end nogen Anden vidste, at den gamle Cantsler var den Sidste, til hvem han skulde henvende sig, hvis han vilde intriguere imod Keiserinden, uden at opdages.

Hvad endelig Ostens Forhold til det polske Thronfølgervalgangaaer, da er det rigtigt, at han i sine Depeschergjentagne Gange erklærer, at Poniatowsky ulykkeligvisvar altfor arrogant og ikke besad en tilstrækkelig fremragende Stilling i sit Fædreland til personlig at kunne vinde den fornødne Overvægt over de ustyrlige Elementer imellem den polske Adel. Selv Cza rto risky'ernevare efter hans Forsikkring ikke gunstigt stemte for dette Valg og deelte igrunden med ham ønsket om, at A. C zar to ri sky maatte blive Poniatowsky foretrukket. Det er mensynligt, at Bernstorff ikke ret troede ham i denne Henseende, og han bestyrkedes heri ved de Bestræbelse,der fra russisk Side tillagdes Osten, for at ville bringe Splid i den czartorisky'ske Familie. Men ligesom den russiske Gesandt Kayserlingk bedømte Forholdene paa samme Maade som Osten, saaledes viste ogsaa Erfaringensenere, at hans Frygt kun havde været altfor vel begrundet¹). Hen ved Siden deraf, indsaae og udtalte han tillige fra Begyndelsen af med den storste Bestemthed, at Keiserinden vilde have Poniatowsky valgt og at hun var

---

1) See Ostens Depescher af 22. Nov., 9., 16., 27. Dec. 1763.

beredt paa at gaae til det Yderste, for at naae dette Maal. Er det under disse Omstændigheder rimeligt, at han skulde have smigret sig med det Haab, at kunne hindre PoniatowskysValg, og — hvad mere var — føre Valget over paa en Candidat, som Ingen tænkte paa, og som han selv end ikke nogensinde nævner i sine Depescher som skikket til Thronen, hvortil han tvertimod som sagt fortrinsvis anbefaledeCzartorisky?

Oginsky var iøvrigt Svigersøn af Czartorisky, megetrig og meget smuk, men uden Charakteer og Dygtighed^J). Osten kjendte ham nøie fra Warschau og paa sin Reise til Petersborg besøgte han ham paa hans Godser i Lithauen, hvor Osten modtoges med fyrstelig Pragt. I Slutningen af 1763 kom Oginsky til Petersborg, uden at have nogen egentlig Sendelse. Han boede hos Osten, hvad denne ikke undlod strax at indmelde til Bernstorff, og det var derformeget forklarligt, at han væsentligt levede i Ostens Selskab. I Lobet af Sommeren ankom Grevinde Oginska ligeledes til Petersborg, hvorfra hun og Manden igjen afreistei Efteraaret 1764. Det er Alt, hvad Akterne oplyse om dem. Det er imidlertid historiskt, at Oginsky som saa mange Andre havde tænkt paa den polske Throne, og det hedder i svenske Indberetninger, at han i Begyndelsen gjorde saa stor Lykke hos Keiserinden, at Orlow blev skinsyg derover og endog skulde have fremkaldt nogle Urolighederi Petersborg, for at erindre Catharine om sin Uundværlighed-). Senere forandrede denne Gunst sig til Kulde, og Osten fortæller, at Orlow drev sin Skinsyge saa vidt, at Keiserinden end ikke turde vise Grevinden den simpleste Høflighed, uagtet 'det var paa hendes egen udtrykkeligeIndbydelse,

---

1) See Hermann V. p. 363, 378, 498 fgd.

2) See Schachs Depesche af 10. Jan. 1764.

keligeIndbydelse,at denne var kommet til Petersborg. Er det rimeligt, at Osten, der ellers godt forstod at bedømme,hvad der var muligt, skulde have indladt sig dybt i Planer, som havde saa lidet at støtte sig til, hvis de forrestenvirkelig vare tilstede?

Men hvad enten det nu var uden eller med egen Skyld, saa kunde Osten ikke forblive i Petersborg. Allerede længe havde han ønsket en anden Post og bedet om at blive sendt til London. Eegeringen bestemte ham istedet derfor til Neapel, hvad der af ham og af Andre ikke med Urette opfattedes som en Art Forvisning. Foreløbig var han imidlertid tilfreds, naar han blot kunde komme bort fra Rusland, og modtog derfor med Erkjendtlighed, hvad der tilbødes ham.

Allerede under 31te Jan. 1765 var hans Rappelskrivelse udfærdiget, men han maatte naturligvis for det Første afvente, at Traktaten undertegnedes og at Eatificationerne kunde blive udvexlede. Senere nodtes han til yderligere at udsætte sin Afreise, fordi Asseburg, der var udnævnt til hans Efterfølger, ved Sygdom og andre Aarsager i længere Tid opholdtes paa Veien. Endelig kunde han i Nov. 1765 tage Afsked med Keiserinden, som forsikkrede ham om sin fortsatte Naade, og han forlod saaledes Rusland, hvor han havde lidt saa mange Skuffelser. Hans Rygte var imidlertid gaaet forud for ham til Neapel, hvis Regering stillede en Anmodning til Bernstorff, om at blive fri for at modtage en Gesandt, der var ufordeelagtigt omtalt til den. Bernstorff kunde ikke opfylde dette -Onske, da Udnævnelsen allerede var skeet, men han lovede, at Osten skulde faae saa bestemte Instructioner, at man ikke vilde have Noget at befrygte af hans formeentlige Ufordragelighed¹).

---

1) Ses Depeseher fra Bernstorff af 28. Dec 1765.

13.

Efter et Ophold i Danmark af et Halvaarstid afreiste O]sten i Sommeren 1766 til sin nye Post, hvor han ankom i Slutningen af Aaret. Den danske Konge havde tidligere ikke havt nogen diplomatisk Repræsentant i Italien, men han «ansaae det nu for stemmende med sin Værdighed og med Kronens Interesser at tage en saa stor Deel som muligt i Europas almindelige Anliggender"^l), og den danske Handel i Middelhavet antoges desuden at kunne udvikles betydeligt. Navnlig af denne sidste Grund medgaves der Osten som Secretair og tillige som General-Consul en vis Morin de Héronville, en Englænder, der tidligere havde beskjæftiget sig med Handelen og som Bernstorff temmelig uforsigtigt havde draget til Danmark. Morin var her bleven ansat i det tydske Cancellie og det synes, at han havde indladt sig med den preussiske Gesandt Borck i Planer, der havde til Furmaal at an¹ ose den daværende danske Regering af en ny, i hvilken Borck forbeholdt sig selv Finantsbestyrelsen²). Disse Planer mislykkedes, paa den danske Regerings Begjæring blev Borck kaldt tilbage og med Morin skilte man sig af, ved at sende ham til Italien. Det saae ud, som om man vilde benytte det nye italienske Gesandtskab til politisk Forvisningssted.

Den politiske Tilstand i Italien var overordentlig slet. I Neapel fandt Osten en ung Konge, der kun beskjæftigede sig med Jagten men aldrig med alvorlige Anliggender, og en Førsteminister Tanucci, som efter Ostens Beskrivelse kun havde den ene Interesse at berige sig selv og sin Famili

---

1) Instr. for Osten af 28. Apr. 17G6.

2) See Molbech i Nyt hist. Tidsskr. IV p. 576-580, Reverdil p. GB, 100.

milie¹). Forresten herskede Lovløshed og Uorden i Landet, og Hoffet og de høieste Classer levede i den største Ødselhed,paa samme Tid som de lavere Classer døde af Hunger. Som et Bevis paa den Oeconomie, der førtes, anfører Osten, at da Kongens Bryllup var blevet høitideligholdt med uhyre Bekostninger for Staten og Adelen, udgaves der strax efter et Moratorium paa "6 Maaneder for alle Gjældsfordringer, og den aarlige Hungersnød havde væsentligt sin Grund i de Hindringer, som Lovgivningen lagde i Veien for Kornforselenmellem de forskjellige Dele af Landet. Kornet raadnede som Følge deraf i den ene Provinds, medens Befolkningen i Naboprovindsen sultede. Men dette System bevaredes uforandret af Regeringen, fordi Ministrene havde deres private Fordele deraf. Som Tilstanden var i Neapel, var den det ogsaa ide øvrige Dele af Italien. Kun i Toseana viste der sig en bedre Aand hos Regeringen, og Venedig bevarede endnu i det Indre sin gamle strænge Orden, selv efterat Republikens Kraft udadtil forlængst var brudt.

Bourbonerne og Habsburgerne deelte Italien mellem sig, og der var nu Fred og Venskab mellem de to Huse. Men desto heftigere førtes Kampen mellem den verdslige Magt og Kirken. Regeringerne vilde ikke længere finde sig i KirkensOvergreb paa Statens Omraade, de modsatte sig den udstrakte geistlige Jurisdiktion, men fremfor Alt var det Spørgsmaalet om Jesuiterne, som beherskede Stillingen. Portugal havde gjort Begyndelsen med at fordrive Ordenen, Spanien og Frankrig havde fulgt Exemplet. I Neapel havde den vundet en særlig social Betydning derved, at den havde organiseret en uhyre Bankierforretning. Den modtog Indlaan

---

1) Den gunstigere Dom, som sædvanlig fældes om den »oplyste« Tanucci, skyldes maaskee for en stor Deel den Omstændighed, at han fordrev Jesuiterne.

af Alle og betalte nogle faae pCt. i Kente, medens den selv med Letlied drog den dobbelte Fordeel af Pengene ved at sætte dem i industrielle og commercielle Foretagender. Den Nøiagtighed, hvormed Renten og paa Anfordring Capitalen udbetaltes, havde gjort denne Anbringelsesmaade meget almindelig,og Udsigten til, at Ordenen pludselig kunde blive nødt til at forlade Landet, fremkaldte en uhyre Pengecrise. Dette hindrede imidlertid ikke dens Fald. I November 1767 forvistes Jesuiterne fra Neapel.

Pave Clemens den Trettende var Ordenen gunstig, og Cardinalsecretairen Torriciani stod i Afhængighedsforhold til Jesuitergeneralen Eicci. Forgjæves havde Pavestolen søgt at hindre Udførelsen af Edikterne om Jesuiternes Fordrivelse ved at nægte de fra Spanien borttransporterede Brødre at lande i Civitavecchia og de neapolitanske Jesuiter at passere ind over Terracina. Angrebet fra den verdslige Magts Side blev stedse almindeligere. I Mailand og Venedig indskrænkede Regeringerne den geistlige Jurisdiktion, forbød Appel til Rom og nægtede religiøse Stiftelser at gjore Formueserhvervelser. Paven taug. Men da Parma fulgte de ovennævnte Regeringers Exempel, meente han, at her var en gunstig Leilighed for ham til at fornye Erindringerne fra Middelalderen, og han excommunicerede den dristige Hertug. Men Forsøget var ikke heldigt. Modena fulgte uden Frygt Parmas Exempel og, hvad værre var, Frankrig, Spanien og Neapel forlangte ikke blot, at Bullen mod Hertugen af Parma skulde tilbagekaldes, men tillige den geistlige Ophævelse af Jesuiterordenen, og de truede i modsat Fald med at ville besætte Avignon og Benevent, ligesom Modena mistænktes for at have Planer paa Ferrara.

Paven saae sig saaledes paa een Gang truet i sin
verdslige og geistlige Magt. Han samlede Tropper, men

det viste sig snart, at han endnu mindre kunde stole paa de legemlige end paa de aandelige Vaaben. Han besluttede sig nu til at gjøre Indrømmelser og erklærede sig villig til at udstæde en Bulle, hvorved han samtykkede i de Forandringer, som vare foretagne i Modena, og denne Bulle skulde antedateres for at faae Udseende af at være udstedt, før disse Forandringer vare blevne udførte. Men Modena vilde ikke engang modtagedenne efterfølgende Stadfæstelse af det Skete, for ikke middelbart derved at anerkjende nogen Ret for Paven til at blande sig i deslige Sager. I det Hele var Pavedømmet meget lidet agtet. Udfordredes der en Dispensation, begjærede man den vel i Rom, men kom den ikke saa hurtigt, som man ønskede det, eller gaves den ikke i den Form, som man forlangte, bekymrede man sig ikke videre derom og handlede uden Dispensation. Saaledes indgik Kongen af Portugalog Hertugen af Parma Ægteskab uden den fornødne Tilladelse. Ogsaa med Venedig kom Pavestolen i Strid, navnlig i Anledning af Valget af en græsk Biskop. Senatet lagde roligt Pavens Breve tilside, og gjorde Geistligheden Vanskeligheder ved at adlyde Senatets Befalinger, var Regeringenikke ængstelig i Valget af sine Midler, thi selv en Biskop udsatte sig under saadanne Omstændigheder for at maatte betale sin Modstand med sit Liv. Senatet mødte derfor altid en meget tilfredsstillende Lydighed af sin Gejstlighed.

Osten fulgte alle disse Begivenheder med stor Interesse.Den protestantiske Intolerance viser sig i, at han stadigt taler om «den saakaldte Pave« og »Hans paastaaede Hellighed«, og med ondskabsfuld Tilfredshed bemærker han, «at man just ikke kan sige om Vaticanets Lyn, hvad de Gamle sagde om Jupiters Lyn »altiora petunt fulmina», thi Pavens Tordenkile rammer netop fortrinsvis de Svage.

I Bourbonernes fælles Strid med Paven, satte han Parma i
Band, men de andre Regenter fik hans Velsignelse«.

Ogsaa England kom i Strid med Paven og kunde tvinge ham ved Hjælp af hans Stilling som verdslig Fyrste. Prætendenten Carl Edvard var ded og den engelske Regering erklærede nu Paven, at hvis han anerkjendte Sønnen som Konge, vilde en engelsk Flaade vise sig ved Pavestatens Kyster. Denne Trudsel virkede, og Paven viste sig meget tilbageholdende mod «Ridderen af St. George«. I det Hele nærede man i Italien stor Respekt for England, og Osten bemærker, at (idette ikke var forunderligt, naar man tog Hensyn til det Gode, som Englænderne gjorde Italien, og det Onde. som de kunde foraarsage det. Italien var opfyldt af dem. De forbrugte umaadelige Summer der, de alene underholdt Videnskaber og Talenter i Italien, og alle dette Lands Kunstnere erkjendte, at de udelukkende levede af Englænderne, thi Smag for Konst og Videnskab ligesom ogsaa for Handel var næsten udslukket hos det italienske Folk».

Forresten havde Osten Intet at bestille i Italien, og det var tydeligt nok, at han hovedsagelig var sendt derhen, for at være saa langt borte fra Politiken som muligt. Den danske Handel i Middelhavet var og blev übetydelig, men dog gav den Anledning til det i sine Virkninger for Bernstorff og derved for Danmi. 'ks Fremtid betydningsfulde Brud med Algier¹).

Trods den muselmanske Magts Svækkelse og MalthesernesKrydstog veclbleve Barbareskernes Kaperier i Middelhavetdog uforstyrret. Hvor betydelig deres Magt endnu var, sees af Ostens Beretning om, at Storhertugen af Toscana, da han i 1768 reiste hjem tilsoes fra Kongen af Xeapels Bryllup,ledsagedes

---

1) See Reverdil p. 16« fgd.

lup,ledsagedesaf ikke mindre end 12 store Skibe og 3 Fregatter. Barbareskerne vare saa stærke, at Maltheserriddernehele Sommeren ikke vovede sig med deres Galeier ud i rum So, men maatte holde sig nær Kysten, og Algier og Tunis tilsammen sendte aarlig 14 til 15 Fregatter ud paa Kaperi. Saa nærgaaende vare disse Sørøvere, at Kongen af Neapel, naar han tog paa Jagt til Procida, maatte lade sig ledsage af to Garderegimenter, der skulde sikkre Øen mod et pludseligt Overfald, medens alle de Krigsskibe, som havdesudrustede, holdtes krydsende omkring Øen. Danmark havde sluttet Traktater med de forskjellige Barbaresk-Stater, navnlig ogsaa med Algier i Aaret 1746. Men da i 1768 Krigen begyndte mellem Rusland og Tyrkiet, brød Deyen paa eengang Freden med Danmark under det Paaskud, at den danske Regering understøttede Rusland, og at desuden dansk Sopas misbrugtes af Überettigede. Den første Grund maatte bortfalde, da den danske Regering i Constantinopeludvirkede, at Porten afsendte en høi Officeer til Deyen for at erklære ham, at der var Fred og Venskab mellem Sultanen og Danmark, og som Følge deraf opfordredeham til at gjenopreéte Freden med dette Rige. Ogsaa med Hensyn til det paastaaede Misbrug af dansk Søpas oplystes Deyen om sin Vildfarelse. Men han var ikke tilsindsat tage imod Forklaringer og Osten paastod, at den danske Regerings Feil laae deri, at det danske Orlogsflag aldrig viste sig i Middelhavet, hvilket var Grunden til, at man ikke frygtede det. Resultatet blev, at ved Udgangen af 1769 havde algierske Kapere opbragt 5 danske Skibe og da alle fredelige Midler vare udtømte, afgik i April 1770 en Escadre fra Kjøbenhavn, der under Commando af CommandørKaas skulde tvinge Deyen.

Osten havde ikke videre at gjøre med denne Expedition,end

dition,endat han med sin sædvanlige praktiske Sands tog paa sig at rette en urigtig Ordre, som Morin havde givet de danske Consuler i italienske Havne, at de nemlig skulde forbyde danske Skibe at Løbe ud. Osten gjorde gjældende, at det indirekte Tab ved at ligge stille og det direkte Tab ved at maatte give Erstatning for Brud paa indgaaede Contrakterlangt vilde overstige det Tab, som kiinde følge af, at et enkelt Skib var saa uheldigt at blive opbragt.

Osten benyttede iøvrigt sin ufrivillige Frihed til at see Alt, hvad der i Italien frembød nogen Interesse, Konstsager, Oldtidslevninger, Naturmærkværdigheder, videnskabelige Samlingerosv. Pavevalget efter Clemens den Trettendes Død 1769, Joseph den Andens Reise til Rom under Conclavet, og den russiske Flaades Feldttog mod Tyrkerne vare interessante Episoder under hans Ophold i Italien, hvor han ligeledes havde den Fornøielse at træffe sammen med sin fordums Fjende, «Kammerherren», Iwan J. Schuwaloff,der nu ogsaa befandt sig der som en falden Storhed. Men Opholdet i Italien havde tillige sine Skyggesider. Det var lidet tilfredsstillende for ham, der var vant til en omfattendeVirksomhed, Intet at have at bestille, han havde stor Vanskelighed ved at komme igjennem med den ham tilstaaede Gage, og han led idelig af Feber og Nervesvækkelse.Han var desuden ingen Helt, og saasnart han troede sig truet af en eller anden italiensk Spidsbub eller han hørte et Rygte om, at der var udbrudt Pest nogetsteds i Italien, var hans Mod strax borte, og han bad indstændigt om at kaldes tilbage¹). Men endelig var Morin s Nærværelsenok for at bringe ham til at foretrække Alt hellereend daglig at leve sammen med en Person, der synes

---

1) See saaledes Ostens Depescher af 17. og 20. Jan. 1767.

at have været et Vidunder af Uforskammethed og Lognagtighed,og som desuden paa Grund af sin Uvidenhed var aldeles übrugelig, «uagtet han selv ansaae sig for ufeilbar i Handelsvæsenet, formodentlig fordi han havde gjort Fallit som Kjobmand«¹). Ostens Begjæiing om at komme bort fr-a Italien blev saaledes stedse mere paatrængende.

DenUvillie, som Ber ns tor ff havde næret mod Osten efter dennes anden Sendelse til Rusland, synes efterhaanden at være forsvunden, og ved enhver Leilighed tog han nu Hensyn til Ostens ønsker. Han havde den Meste Tilladelse til at reise omkring i Italien, og Bernstorff viste sig rundhaandet, hver Gang Osten bad om en Gratification, og til Gjengjæld yttrede denne sig med stor Erkjendtlighed mod Ministeren²). Det synes i det Hele, at det ikke havde været Bernstorffs Hensigt for bestandigt at holde Osten borte fra virkelige Forretninger, men snarere at ville lade nogle Aar gaae hen, i hvilke han haabede, at Mistroen mod Osten og maaskeo ogsaa dennes egen Ufordragelighed skulde tabe sig. I det Mindste gjorde Bernstorff nu ingen Vanskelighed ved at give ham Posten i Haag og det er ikke usandsynligt, at han, som Eeverdil beretter, havde bestemt ham Posten i Paris men hindredes ved den franske Regerings Indsigelser fra at sende ham derhen. Den hidtilværende Gesandt i Paris, Gleichen, blev nemlig Ostens Efterfølger i Neapel, og ligeledes fremgaaer det af Akterne, at det franske Hof udtalte sig heftigt imod Osten, uden at det dog kan sees i hvilken Anledning •'').

Saaledes var Osten bestemt til at indtage Posten i
Haag. I October 1770 forlod han Neapel for at begive

---

1) Da Osten senere blev Minister, ;ifskedi£-edes Morin.

2) See saaledes Ostens Depesche af 31. Jan. 1767.

3) See Ostens Depesche af 12. Sept. 1769.

sig til Kjøbenhavn, og den Afskedsforæring, som han modtogved sin Afreise, var, som Tegn paa Kegeringens særdelesTilfredshed med ham, fastsat efter de samme Regler, der fulgtes med Hensyn til Ambassadører. Men imidlertid havde Bernstorff pludselig den 16de September modtaget sin Afsked, og et Par Maaneders Erfaring havde overbevist Struensee om Nødvendigheden af at finde en Efterfølger for ham, der besad Kjendskab til diplomatiske Forhold. Netop under disse Omstændigheder kom Osten hjem og modtog strax den ham tilbudte Post som Udenrigsminister. Den 22de December 1770 kunde hans Tiltrædelse notificeres Gesandtskaberne.

Det Billede, som de authentiske Aktstykker give af Ostens diplomatiske Virksomhed i Udlandet fra 1756 til 1770, er saaledes meget forskjelligt fra den Beskrivelse, der indeholdes i Rever di Is Memoirer. Osten viser sig netop at have repræsenteret Danmark paa en udmærket Maade i Udlandet og i en sjelden Grad at have forenet de forskjellige for en Diplomat vigtigste Egenskaber. Hans Critik var ligesaa skarp som hans lagttagelsesevne, og han optraadte altid baade med Takt og mod Resolutbed.

Han var imidlertid neppe nogen egentlig Statsmand. Hans Evner laae vistnok væsentligst i Retning af de enkelte politiske Spørgsmaals Behandling og i Udførelsesmaaden. I det Mindste viser han sig ikke i samme Grad at have besiddet det større og mere omfattende Blik paa de almindeligeeuropæiske Forhold og at have havt en bestemt og selvstændig Anskuelse om, hvilken Stilling Danmark for sin Fremtids Skyld maatte søge at indtage ligeoverfor de øvrige

Stater¹). Det var derimod Bernstorffs Styrke, at han i sin politiske Betragtning omfattede hele det europæiske Statssystem, hvis enkelte Dele og indbyrdes Sammenhæng han nøiagtigt kjendte, og at han ved Behandlingen af de foreliggende Spørgsmaal altid søgte at see dem i deres Forbindelse med det Hele og med Fremtiden. Han kunde naturligvis feile i sin Bedømmelse, men han stillede sig et hoit Maal for sin Styrelse af Danmarks Politik og han tabte det aldrig af Syne i sine enkelte Handlinger. Denne idealere Retning kunde imidlertid stundom lede ham for meget bort fra de faktisk givne Forhold og bringe ham til at smigre sig med Forhaabninger, der ikke lode sig udfare. Navnlig var han noget vel tilbeielig til at glemme, at Danmarks Hjælpekilder kun vare faae og indskrænkede. Han anspændte derfor over Maade Statens Kræfter, der ikke stode i Forhold til den store Rolle, som han stræbte efter og virkelig tildeels ogsaa opnaaede for en Tid at give Danmark i den almindelige europæiske Politik. Denne Fare undgik Osten. Han gjorde sig ingen Illusioner om Landets Svaghed og han deelte ikke den Anskuelse, at det var nyttigt «at forøge Kronens Indflydelse paa de almindelige europæiske Anliggender". Men til Gjengjældsavnede han ogsaa det høiere Sving, som gav Bernstorffspolitiske Styrelse dens eiendommelige Præg.

Det vilde imidlertid være en Misforstaaelse, om man deraf vilde slutte, at Osten var nogen principiel Modstander af Bernstorffs Udenrigs-Politik. Tverlimod sluttede han sig til den, ikke blot i de enkelte betydeligere Spørgsmaal men ogsaa i dens store og blivende Grundsætninger. Han nærede ikke den

---

1) Et Citat hos Molbech i Nyt hist. Tidskr. IV. p. 681 Noten efter nogle utrykte Oplysninger udtrykker dette i følgende skarpe og uretfærdige Form: «il ne faisait pas la moindre attention å ce qui se passait dans les etats voisins et ne s'occupait point du tout de I'avenir«.

samme Tiltro som Bernstorff til den retfærdige Sags Seir og til de danske Vaabens Magt, og havde derfor i Begyndelsenikke ret kunnet forsone sig med Regeringens dristige Beslutning, i 1762 at ville optage Kampen med Euslands uhyre Overmagt. Men med Undtagelse af denne forbigaaende Meningsforskjellighed, der desuden mere angik faktiske end diplomatiske Forhold, var der intet af de mange vanskelige Spørgsmaal, som opstode i Perioden fra 1756 til 1766, i hvilket Osten ikke fuldstændigt billigede Bernstorff s Optræden.

Uden at det her kan være Stedet til at charakterisere Bernstorffs Politik i det Hele taget, hvortil der desuden vistnok endnu mangler de fornødne Oplysninger, navnlig med Hensyn til Tidsrummet fra 1766 til 1770, vil det dog være muligt, af den forestaaende Fremstilling at uddrage visse Hovedpunkter og ved Hjælp af den Maade, paa hvilken Osten stillede sig til disse, at danne sig en Anskuelse om hans egne politiske Principer.

Ingensinde tabte Bernstorff den holsteenske Mageskifteplanaf Syne, men han erkjendte tillige udtrykkeligt, at denne Sag ikke maatte koste Danmark for store Offre, thi «skjøndt dens Ordning var vigtig, var den dog ikke nødvendig«. Dersom det derfor ikke skulde lykkes fremtidige Undersøgelser fuldstændigt at rense Bernstorff for den Beskyldning, at have bragt Danmark i en altfor stor Afhængighedaf Rusland, bør Forklaringen af denne politiske Feil vistnok søges andetsteds end i en Overvurdering af det holsteenske Spørgsmaals Betydning for Staten olier i nogen sorgløs Ligegyldighed for de Farer, som den russiske Magt i Fremtiden kunde berede Norden og hele Europa. Bernstorffmaa, i alt Fald i Perioden fra 1756 til 1766, erkjendesmere end nogen Anden at have havt Opmærksomhedenhenvendt paa dette sidste vigtige Punkt. Navnlig frygtedehan,

tedehan,at den skulde blive for stærk i Sverige, men ved Siden deraf ansaae han det tillige for nødvendigt, at den constitutionelle Forfatning der ikke fortrængtes af det personligeRegimente. Den frie Forfatning i Sverige kunde vistnok trænge til Forbedringer, men man maatte vælge et gunstigt Oieblik til at skride til disse Reformer. Bestikkelsen var en stor Ulykke, men den var iovrigt neppe større i Sverige end i Englandpaa don Tid, og den fremtraadte vel mere aabenbart under den constitutionelle Forfatning men udelukkedes dog heller ikke ved en monarkisk Regeringsform. Kun den offentlige Moral var istand til efterhaanden aldeles at fjerne dette Onde, men det vilde dog væsentligt indskrænkes, saasnart den vigtigste Aarsag bortfaldt derved, at Hoffet ærligt og endeligt sluttede sig til Forfatningen og opgav sine Drømme om Enevældet. Dette var efter Ber ns torffs Mening Hovedpunktet, og naar det kunde naaes, vilde den frie Forfatning atter bære ligosaa rige Flugter for Sverige, som Tilfældet havde været under Arvid Horns Styrelse, og han holdt sig overtydet om, at da vilde ogsaa Erkjendelsen af de nordiske Rigers Fællesskab i Interessergjore sig gjældende i den svenske Regering.

Følelsen af denne Solidaritet mellem Danmark-Norge og Sverige maatte efter Ostens hele Natur træde mindre frem hos ham, men iøvrigt deelte han ganske Bernstorffs Anskuelser om disse Hovedpunkter, og dette var ikke blot Tilfældet, da han endnu stod som Bernstorffs Underordnede,men ogsaa efter at han selv var bleven Minister.Det taler i en ikke ringe Grad til Fordeel for Ostens politiske Ærlighed, at han, til Trods for Struensees modsatteMening, med stor Ihærdighed fastholdt disse Principer under sit Ministerium. Gjentagne Gange forestillede han paa det Indstændigste Nødvendigheden af at bevare den samme Politik ligeoverfor Rusland og Sverige, som Ber ns torff havde

fulgt, og da han tilsidst maatte beie sig for Kongens bestemte Villie, fralagde han sig udtrykkeligt Ansvaret for Folgerne¹). Han var en oprigtig Tilhænger af en forbigaaende Forbindelsemed Busland, men heller ikke Mere. Som han i sin Tid skrev fra Petersborg, at han haabede, at Kongens Fmelighedmod Keiserinden vilde ophøre, saasnart det holsteenske Spørgsmaal var bragt til endelig Losning, og ligesom han dengang ikke ønskede, at Danmark skulde binde sig ved et varigt Forbund til den russiske Politik, saaledes viser det sig ogsaa senere, at det netop var den Overbevisning, man i Petersborg havde om, at han af al Kraft vilde modsætte sig, at Danmark indtraadte i den «store nordiske Alliance«, der var Hovedaarsagen til, at Rusland i 1773 saa ivrigt ønskede hans Udtrædelse af det danske Conseil¹). Det var saaledes langt fra, at Ostens Politik var principløs, men de Grundsætninger, han fulgte, vare i det Væsentlige Bernstorffs.

Derimod kan der ikke være nogen Tvivl om, at Ostens Charakteer jo led af betydelige Mangler. Kaar imidlertid Reverdil fremstiller ham som latterligt forfængelig og som uærlig i Pengesager, ere disse Beskyldninger neppe grundede.

Ganske vist var Osten forfængelig. Naar han ved sin Tilbagekomst til Kjøbenhavn i 1766 medbragte en russisk og en polsk Orden, skyldtes denne usædvanlige Udmærkelse rimeligvis særlige Bestræbelser fra hans Side, hvad der formodentligogsaa var Tilfaldet med den Grevetitel, han under sit Ophold i Keapel modtog fra Stanislaus August. Men Intet antyder, at Osten nogensinde skulde have tilfredsstillet sin

---

1) See Ostens Forestilling til Kongen af 4. Mai 1771.

1) See Brev fra den danske Gesandt Numsen til Schack-Rathlow af 21. Marts 1772.

Forfængelighed paa sin Værdigheds Bekostning¹). Paa samme Maade forholder det sig med den alvorligere Beskyldning, som Reverdil retter imod hans oeconomiske Ærlighed. Det er muligt, at han havde samlet sig nogen Formue, da han i 1773 trak sig tilbage til Aalborg²), men det maa erindres, at hans Fader lader til at have besiddet et stort Talent til for sig og sine Børn at erhverve forskjellige indbringende Monopoler"¹), og idetmindste nogle af dem tilfaldt denne San. Medens han var i Neapel, synes han ikke at have havt nogen Formue, og det skulde dog netop være under hans andet Gesandtskabi Rusland og i Anledning af de polske Anliggender, at han efter Keverdils Paastand havde vidst at gjøre sig utilladelig Fordeel. Efter Akterne at dømme, har han tvertimod viist stor Kedelighed, uagtet de store Summer, som gik gjennem hans Hænder til forskjellige Personer i Rusland, gave ham god Leilighed til at berige sig, og med paaskjønnelsesværdig Uegennyttighed gjorde han Offre, for at formindske Statskassens Udgifter ved Afslutningen af de to Traktater, han i 1760 undertegnede i Petersborg⁴).

---

1) Da Reverdil saa vidtløftigt beskjæftiger sig med Ostens Bestræbelser for at opnaae Dannebrogsordenen, kan det bemærkes, at han i 17G6 gjorde Bernstorff opmærksom paa, at han var tilsidesat ved de seneste Udnævnelser, og Ministeren erkjendte det Berettigede i denne Bemærkning ved strax at udvirke, at Ordenen tildeltes ham.

2) Saaledes beretter i det Mindste Molbech i Nyt hist. Tidsskr_# IV. p. 679.

3) Ostens Fader havde saaledes Privilegium paa «at indføre, anrette og lade gjøre Porte-Chaiser«, paa at anlægge et Adres.se- Contoir og endelig paa at afholde Auctioner for Personer, henhørende til Hofetaten, see Werlauffs: historiske Antegnelser til L. Holbergs Lystspil, Kjøbenhavn, 1858 p. 419-20.

4) Det var diplomatisk Skik, at der udbetaltes Undertegnerne af en Traktat en betydelig Pengesum i Foræring af den medcontraherende Magt, og denne Sædvane var vistnok for en stor Deel Aarsag til, at de flcste Traktater paa den Tid bleve indgaaede paa kort Aaremaal. I 1760 skulde den danske Regering betale 18,000 Dukater til de russiske Underhandlere, men paa Ostens Forslag hestemte man sig til at betale i Rubier istedetfor i Dukater, hvorved der paa Grund af Coursen sparedes en nieget betydelig Sum. Selvfolgelig betalte den russiske Regering i samme Mont, og saaledes led Osten selv et ret anseligt og naturligvis af ham forudseet

Men det var fremfor Alt Underfundighed og Intriguer, som man forekastede Osten. Disse Egenskaber havde bragt ham i Vanrygte over hele Europa, og selv i de fjerneste Lande var man bange for ham. Det Samme var Tilfældet herhjemme, og lige til hans Død undgik man helst at komme i nærmere Berøring med ham¹).

Det Foregaaende har vist, hvor megen Overdrivelse der var i denne Beskyldning, og der fattes ikke udtrykkelige Vidnesbyrd i modsat Retning-). Ostens egen omfattende Correspondance med Bernstorff efterlader Indtrykket af en kold, noget egenkjærligog beregnende Charakteer, men Intet antyder nogen moralsk Slethed. Tvertimod er det et fremtrædende Træk i hans Breve, at han aldrig sager at sætte Ondt for Nogen hos Bernstorff. Selv om Schumacher udtalte han sig altid med stor Paaskjønnelse og Velvillie, uagtet han havde mere end en Anelse om det Spionsystem, der udøvedes imod ham gjennem denne hans Secretair. Men om end Meget maa bortskjæressom Overdrivelser og Bagtalelse, kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at et saa almindeligt Rygte for Skjulthedog Underfundighed ikke har været ganske ufortjent. Osten har aabenbart fra Begyndelsen af ikke været nogen aaben Natur. Han manglede moralsk Værdighed, og ligesom hans diplomatiske Begavelse saaledes savnede ogsaa hans Charakteeret

---

4) Det var diplomatisk Skik, at der udbetaltes Undertegnerne af en Traktat en betydelig Pengesum i Foræring af den medcontraherende Magt, og denne Sædvane var vistnok for en stor Deel Aarsag til, at de flcste Traktater paa den Tid bleve indgaaede paa kort Aaremaal. I 1760 skulde den danske Regering betale 18,000 Dukater til de russiske Underhandlere, men paa Ostens Forslag hestemte man sig til at betale i Rubier istedetfor i Dukater, hvorved der paa Grund af Coursen sparedes en nieget betydelig Sum. Selvfolgelig betalte den russiske Regering i samme Mont, og saaledes led Osten selv et ret anseligt og naturligvis af ham forudseet

1) See saaledes Brasch's Vemmetoftes Historie 111 p. 127 i Noten.

2) I engelske Gesandtskabsberetninger fra 1771 roses Osten endog udtrykkelig for sin Aabenlied og Frimodighed; see Fr. Raumer: Europa in den Jahreu 1763-1783, 1 Bd. p. 178 og 185.

rakteeretædlere Præg. Hans Mangel paa moralsk Mod finder sin Forklaring deri og det hænger sammen dermed, at han, som Reverdil Demarker om ham, ikke vidste at finde den rette Ligevægt i sit Forhold til Personer¹). Disse naturlige Manglerkunde senere ikke undgaae at udvikle sig under Trykket af den eiendomlige Stilling, hvori han kom ved det russiske Hof. Idelig delagtig i Intriguer og selv Gjenstand for dem, vænnedes han til Mistro og Krogveie, og hans Charakteermaatte nødvendigvis i Længden tage Skade deraf. Selv om han havde villet forandre dette, da den ydre Aarsagfaldt bort, var det ham dog saagodt som umuligt, thi hans Rygte var overalt gaaet forud for ham og voxede, altsomdet spredte sig. Mere maaskie end i nogen anden Stilling kan det første Skridt paa den diplomatiske Bane blive bestemmende for det hele følgende Liv, thi der er det dobbelt vanskeligt at rette Linien, naar den engang har faaet en skjæv Retning. Dette er imidlertid snarere en Forklaring end en Undskyldning og i ethvert Fald ikke noget Forsvar for hans Listighed og egoistiske Upaalidelighed.

Osten egnede sig neppe selv til at styre, men han var en udmærket diplomatisk Agent i en dulig Chefs Haand og under hans faste Ledelse, og trods alle sine personlige Feil og store moralske Mangler var han dog som Menneske langt bedre end det Rygte, der fulgte ham i levende Live og med hvilket han er gaaet over i Historien.

---

1) See Reverdils Memoires p. 374.