Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 1 (1869 - 1870) 1

Landgrev Friedrich II af Hessen-Homburg og hans første Krigsfærd.

Professor, Dr. F. Schiern.

Side 114

Slaget ved Fehrbellin betegner et betydningsfuldt Vendepunkt for det nordlige Tydsklands Historie. Efter Ludvig XlV.'s Angreb paa Holland stod i Begyndelsen af Aaret 1675 ogsaa den brandenburgske Kurfyrst Friedrich Wilhelm I ved Rhinen, rustende sig til et Indfald i Frankrig, da Ludvig XIV, med denne Udsigt for Oie, for at gjøre ham uskadelig, bevægede Svenskerne til fra det Sverriges Krone underlagte Pommern bag Ryggen af Kurfyrsten at kaste sig over Mark Branden - burg, som ikke kunde skjærmes af den svage, der efterladte Styrke. Med en Hurtighed, der fremkaldte Samtidens Beundringfor denne «Cavalcade», førte Kurfyrsten da sin Hær tilbage, og Seiren ved Fehrbellin den 18 Juni 1675 frigjorte atter Kurfyrstens Land for den indtrængte Fjende. Den nyere preussiske Historieskrivning tillægger gjerne Kampen i Aaret 1675 «den tydske Karakteer, at ved dens Fortsætteresyntes Muligheden givet for i Norden af Tyd skiand atter at gjenoprette de nationale Grændseru1); Sverrigs traditionelle Krigerære, Troen paa de svenske Vaabens Overlegenhed,som Slagene ved Nordlingen eller Nyborg neppe


1) P. Hassel, Friedrich Wilhelm, der grosse Kurfurst. Berliu 186&. S. 25.

Side 115

havde svækket, leed i al Fald ved denne Kamp et betydningsfuldtNederla g1). Kurfyrsten havde prøvet en Kamp, hvori SGOO Brandenburgere havde staaet lige over for 11,000 Svenskere, hvori 13 Kanoner havde maalt sig med 38 — og i denne Kamp havde han seiret. Tydske Sange bleve digtede til Ære for «den store Kurfyrste«, Udtrykket vandt hurtig Indgang, og i Flyveskrifterne fra Aaret 1678 er det allerede gjennemgaaende herskende.

I endnu større Grad end selve «den store Kurfyrste», var dog en af hans Befalingsmænd, Landgreven eller som han dengang oftere kaldes, Prindsen af Hessen-Homburg, den Kriger, der fremkaldte Seiren ved Fehrbellin. Prinds Friedrich af Hessen-Homburg førte Fortroppen af den Hærstyrke,hvormed Kurfyrsten over Hals og Hoved var brudt op fra Syden, og havde Befaling til med den at opsøge de svenske Fjender. Ham var det, som ved Fehrbellin først fandt Svenskerne i en uheldig Stilling, som Waldemar Wrangel her havde indtaget, og som derfor ]od Kurfyrsten sige, at hvis han vilde understøtte ham, haabede han at kunne levere et lykkeligt Slag. Det blev ham svaret, at han skulde drage sig tilbage, da man ikke var stærk nok til at maale sig med Fjenden, men uden noget Hensyn hertil havde Prindsen af Hessen-Homburg imidlertid selv allerede kastet sig over Svenskerne, og Feltmarskal Dorfflingerudbrød da til Kurfyrsten: «Vi ere nødte til at hjælpe ham, thi ellers faae vi ikke een Mand tilbage». Slaget blev vundet, men for Kurfyrstens strengt militaire Tænkemaade faldt det i Førstningen ikke let at tilgive den Selvraadighed, hvormed Prindsen var gaaet frem og havde sat saa Meget


1) Men den svenska wapenaran var liiickad. Eyktet derom genijod ofver Europa. Carlson, Sveriges Historia under Konnngarne af Pfalziska Huset. Stockholm 1855—56. 11, 447.

Side 116

paaSpil1). Fire Aar senere benyttede han dog atter Prindsen af Hessen-Homburg ved Fredsunderhandlingen i St. Germain,der forøgede hans Lande med en Deel af det svenske Pommern, og da man i det nuværende Aarhundrede reiste et Monument ved Fehrbellin for Friedrich Wilhelm, der "kom, saa og seirede«, og paa dets tvende Sider angav hans Befalingsmænd i Slaget, satte man Friedrich af Hessen- Homburgs og Dorfflingers Navne øverst2).

Helten fra Fehrbellin, der var født i Aaret 1633, blev fra Aaret 1680 indtil sin Død i Aaret 1708 regjerende Landgreve af Hessen-Homburg. Som saadan anføres han gjerne som Landgrev Friedrich TI, men stundom er han ogsaa bleven betegnet som «der Landgraf mit dem silbernenBein». Thi tidligen havde han mistet sit venstre Been og rnaattet erstatte det ved et kunstigt3), uden at


1) Jfr. Stenzel, Gescliichte des preussischen Staats. Hamburg 1830 — 54. 11, 355. Ohrlich, Geschichte des preussischen Staates im siebzehnten Jahrhundert. Berlin 1839. 11, 184. Kong Friedrich 11, en Sønnesønssøn af Kurfyrst Friedrich Wilhelm I, tillægper denne disse Ord til Prindsen af Hessen-Hombnrg: «Si je Vous jugeais selon la rigucur des lois militaires, vous aurez mérité de perdre la vie; mais a Dieu ne plaise que je ternisse l'éclat d'un jour aussi heurenx en répandant le sang d'un prince qui a été un des principaux instruments de ma victoire». Mémoires de Brandenbourg, i Oeuvies de Frédéric le Grand. Berlin 1844—57. I, 76.

2) Vintzelberg, Gedenkbuch zur Feier der Schlacht bei Fehrbellin. Berlin 1857. S. 19.

3) Denne Omstændighed har ikke været kjendt eller er blevet ignoreret af en nyere tydsk Digter, der i et bekjendt, ogsaa paa Dansk oversat Skuespil har gjort Slaget ved Fehrbellin til Gjenstand for en noget forskruet dramatisk Behandling (Prinds Friedrich af Homburg. Et Skuespil i fem Acter ved Heinrich von Kleist. Oversat af A. E. Boye. Kjøbenhavn 1826). Den samme Omstændighed bliver ligeledes hverken berørt af Kong Friederich II i hans Mémoires de Brandenbourg, eller af de nyere Forfattere, der nærmere have omtalt Slaget ved Fehrbellin, Stenzel, Ohrlich o. a.

Side 117

dog dette Uheld havde forhindret ham fra at sætte sig til Hest eller fra at følge sin Krigslyst. I Spidsen for de brandenburgske Byttere havde han, trods sit S-ølvbeen, gallopereti Kampen med den samme Freidighed, hvormed Josias Rantzau efter et lignende Uheld, der havde rammet ham ved Beleiringen af Arras, endnu fra sin Stridshest havde ledet mere end een Kamp som Marschal af Frankrig.

Det var dog ikke som en af Kurfyrst Friedrich Wilhelms Krigere, at Landgreven af Hessen-Homburg havde faaet sit Tilnavn, men Anledningen dertil var blevet givet tidligere, idet han som Yngre allerede nogle Aar havde gjort Tjeneste under en anden, ikke mindre bekjendt Fyrste. Turenne, der kort Tid førend den westphalske Freds Afslutning endnu stod i Egnen af Homburg, skal allerede have tilbudt den fenitenaarige Yngling et Kytterregiment; senere sendte hans Moder, Enken efter Landgrev Friedrich I, ham til Akademiet i Genf, til Frankrig og Italien, hvor han allevegne kun havde £>ic for Krigsvæsen, og da Karl Gustav af Pfalz-Kleeburg i Aaret 1(554 besteg den svenske Throne, blev den eenogtyveaarige Prinds af Hessen-Homburg den første, som han overdrog at hverve ham et tydsk Kytterregiment1). Medens han endnu fulgte Karl Gustavs Faner, var han bleven rammet af en Kanon kugle, der havde knust ham Benet.

Om Stedet, hvor dette skete, og om de nærmere Omstændigheder,hvorunder dette tildrog sig, kan her henvises til en Beretning fra Landgrevens egen Mund, der nu findes trykt i en lille Samling af Aktstykker om Landgrev Friedrich 11, der for nogle Aar siden er "blevet udgivet af J. G. Hamel, Bibliothekar i den landgrevelige, stærkt besøgte By Homburgvor


1) Du Vernois, Histoire de Hesse-Hombourg. Berlin 1791. p. 76—105.

Side 118

burgvorder Hohe1). Samlingen bestaaer af nogle egenhændigeBreve fra Helten ved Fehrbellin, der fandtes i Slotsarkivet,og til dem er paa nogle faa Sider føiet en kort, i et übehjælpsomt og knudret Sprog affattet Beretning om «lhro Hochfiirstl. Durchlaucht Hochseeliges Lebenslauf von anno IG4B bisz anno 1708», dateret «Humburg den 24sten Februar 1708», og undertegnet af Landgrevens gamle Tjener Johannes Pockszen, men, som denne angiver, »von mir unterthiinigstaufgesetzt, so ich von Sein Hochfiirstl. Durchlaucht von Wort zu Wort selbsten gehoret».

Denne Beretning oplyser, hvorledes det var en dansk Kugle, der havde rammet den unge Fyrste. Ogsaa han havde været en af de ikke faa tydske Fyrster, der fulgte Karl Gustav paa Toget over det frosne Bælte, og blandt de mange fremmede Tropper, der i Forening med Svenskerne og Finnerne, under Karl Gustavs andet Anfald paa Sjælland, beleirede og bestormede Kjobenhavn — ved Siden af de fra Borgerkrigen i Polen endnu til hans Faner knyttede polske Afdelinger eller ved Siden af de med ham til Sjælland komne Tatarer — var ogsaa Prindsen af Hessen- Hoinburgs tydske Rytterregiment. Den Skjæbne, der mødte ham udenfor Kjobenhavn, da han jog frem med sine Ryttere, ligesom hans Omtale af, hvorledes han senere havde Leiliglied til at gjensee det samme Sted, meddeles her med den anførte Beretnings egne Ord:

In der Bclagcrung vor Copen hagen vvaren Seine UochfiirsllicheDurchlauchlavisirl,
dasz ein starker Ausfail wurde geschehen,daraufriften
Jhro DurchJauchl dem Feind entyegen.


1) Friedrich II mit dejri sißiernen Beiu, Laudgrat' von Hessen- Homburg. Von Johanu Georg Hamel, Stadtbibliothokar zu Hombiirg und Mitglied des historischen Vereins flir dus Grossherzogthiun Hessen. Berlin 1861.

Side 119

Kam Ihr Jager Peter Ahrhel gen, brachle Ihro Durchlauehl ein weisz Schnupptuch, das nahmen Ihro Durchlaucht ihm ab, steckten es in den Sack, der Jager aber rennt gleich von Sie hinweg und kam nicht wieder zu Sie. Wehrenfer Action kam darauf der Feind stark auf Ihro Durchlaucht. War ein Oberstleutnambl,einHollstenischer Cavalier mit namen Fowisch, presenlierte ein Musqueton auf Ihro Durchlaucht, darauf sagten Seine HochfiirsUiche Durchlaucht zu dem Oi'flzier: Schiesz du Hund — schieszt also Sein Hochfilrstl. Durchlaucht auf den Leib, dasz Sie auch gleich auf den Saltelknapf nieder biickten, dasz die andern Offlzicr gemeint haben, Sie wåren todt. Erholtensich, kamen die andern Offizier dazu und schnitten die Scherff auf und wollten schen, wo der Schusz sev: tielen die kugeln aus dem Busen, und war aufgelauien, wo der Schusz war hingang, feuste diek. dasz es auch grosze Sehmerzen verursachte,undgaben also dem Schnupptuch die Irsach, so der Jiiger gebracht, weil sie von nichts wuszten , wo her dasz es muszt kommen sein. Zogen Ihro HochfiirsUiche Durchlauehl auf die Hauptwacht, darauf Ihåt der Feind einen Ausfall, wurde dermaaszen \on Ihro Hochfurs!tichen Durchlaucht empfangen und poussirel bis in die Conterscherff und wurden darauf von einem seehspfiindigen Sliick geschossen, dass das Pferd durch und durch geschossen und slarb also auf Ihre Durchlaul. Leibe. Ihr Schenkel war abgeschossen, er hink aber noch an der groszen Sehne, lieszen sich ein Messer geben, schnitten den Schenkel selber ab und hatten sich so sehr verblutet, dasz auch ein Arjedant geiennet kam und brachte ein Glas mit Schlagwassersiedamit anzustreichcn; nahmen Sie dem Aijedant das Glas aus der Iland und setzlen es an den Mund und trunken es aus, darauf wurden Sie wieder gansch frisch. Warten Seine Hochfurstliche Durchlaucht in einen Schlitten gelegt, dasz Sie unter den Sliicken hinweg kamen, brachten Sie ihn naeh Ihrem Quartier, ist der Konig zu Ihro Durchlaucht kommen und Sie beglaget. That der Konig Ihro Durehlauehl grosze Promisz, was Sie vor eine grosse Gnade wollten vor Sie haben; wie

Side 120

auch Ihro 3lajestålen der Konig zwey Empter hallen gegeben. die versprecchen auch zwei Regementer zu geben; viel anderes Promisses, so der Konig hal gellian, wie nun der Konig thai war, hat os die Grone all wieder eingezogen.

Ini i brigen standen Seine Hochfiirslliche Durehlauchl grosze Schuierzen aus, wurd aber ahn Dokler und Balbierer nicht gesauinet, denn Sie muszten grosze Schmerzen ausstehen wegen der viden Splitter, so noch im F'"ische steckten. Sie hatten sich resolvirt hierauf zu reisen, war unterwegs ein Slock in die Galeseh kommen und kam juslament in ihren schlimmen Sehenckel und war fast flngersdick ins Fleisch gegangen, dasz also Seiner Hochfihsllichen Durchlaueht grosze Sehmerzen erursaehl. also nach Humburg, wurden gewahr, dasz cin Irefflicher Balbier sollle sein in Oppenheim, wic sieh dann Seine Hochfiirslliehe Durchlaueht resolvirlen und reissten hin nach Oppenheim zu dem Balbirer. \Vie nun der Balbircr den Schaden in Augenschein nahm, fand er. dasz der kalte Brand schon anhangig halte gemacht; sprach der Balbierer: er konnte es nicht korriren, wenn Sie es wollten ausstehen, wollte er was draufl" legen, dasz sich das bose Fleisch weg thate ; darauf rcsohirten Ihro Hochfurstliche Durchlaueht und sagten wider den Balbirer: ja er sollle es in Gotles Nanien auflegen und verbi uden. Darauf krichten Seine Hoehfiirstliche Durchlaueht grosze Schmerzen und muszten vor Lngeduld zu Pferde sitzen und reilen hinaus in Feld, haben auch etliche Lerchen geschossen ; die Sehmerzen aber waren so grosz, dasz Sie muszten nach Ilause ritlen und den Balbierer lassen kommen. Maehte er es auf, so fiel das Fleisch mit sammt dem Pflaster herunter, darauf seind Sie Gott sey dank gliieklich korrirt worden.

— Wie nun Jhro Durchlaueht vor elhlichen Jahren zu Cop penhagen waren, ritt der Feld Marschall Sehaek mit Ihro Durchlaueht auf der Festung herum . und zeigte Seiner Uoehfurstliehen Durchlaueht das Stiick, womit Sie geschossen waren; und haben einen groszen Stein auf den Platz gebraeht, wo Sie geschossen seyn worden, und heisst der Platz «am Acker«.

Side 121

Ingen vil finde det tvivlsomt, at Udtrykket «am Acker» kun. beroer paa en Misforstaaelse af den keitede Nedskriver, eller at der jo derved alene er sigtet til øen Amager. Men netop fordi der herom ikke kan være mindste Tvivl, kunde muligen Nogen, da Prindsen af Hessen-Homburg ogsaa her siges at være bleven saaret ved »et stærk Udfald«, let fristes til at tænke paa det berømte Udfald fra Kristianshavnden 10de October 1658, hvori ogsaa den daværende Generallieutenant Schack deeltog, og hvorved, under Kong Frederik lll.'s personlige Ledelse, de med Karl Gustav til Amager overførte Svenskere bleve kastede over Ende. Den Angivelse, hvorefter den saarede Prinds af Hessen-Homburg blev lagt og bortkjørt «paa en Slæde«, henviser imidlertid den omtalte Begivenhed først til den Tid, da det for de Beleirende farebringende Frostveir allerede var indtraadt, og da Voldene og alle de Omgivelser, hvortil Øiet kunde naae, viste sig indhyllede i Snee. .Prindsen af Hessen-Homburg er den «Greve af Humborg«, der ved denne Tid omtales i de danske Dagbøger over Beleiringen, som ifølge VallensbecksDiarium blev saaret den 19de Januar 1659 x), ifølge Hjørrings Dagbog to Dage tidligere2) Hjørring bemærker: ■«17 Jan. Kom 10 Tropper (o: Afdelinger) offver Kallebo paa Amager, de gick ind dict under Styckerne for Christianshaff'nfor Enden af Steen-Broen. De skærmytzerede med voris Eytter uden for Broen under styckerne. Da stillede voris et Stycke saa laugt, at de med det eene Stycke skiod fem Svensker fra Hesten; da bleff Beenet skudt af Faltz- Greffven af Humborg oc ved 20 Bytter skudt. Da saae jeg, hvor General Fuchs satte iblandt dem med de store


1) Vallensbeck, Diarium obsidionis Hauniensis. Hafniæ 1660. p. 167.

2) Hjørring, Leyrs-Krantz. Kiøbenhafn 1660. S. 143.

Side 122

Stocker«. Vallensbæk og Hjørring, hvis Bagbøger bleve trykte i Aaret 1660, kunde ikke vide, at deres «Greve af Humborg«, der rammedes i Ledtog med de Svenske, engang skulde opnaae et langt større Navn under Kamp imod dem; i Vitus Berings Fremstilling af Beleiringens Historie, der først blev trykt Aaret efter Slaget ved Fehrbellin, eller i den endnu sildigere Skildring i Theatrurn Europæum vilde en saadan Bemærkning derimod kunne være gjort, men dette blev ei Tilfældet1).

Beretningen slutter med at anføre, at da Prindsen af Hessen-Homburg senere besøgte Kjøbenhavn og gjensaa den O, hvor en stor Steen nu skulde betegne den Plet, hvor den uheldige Skjæbne havde mødt ham, var det i Feltmarskalk Schacks Selskab, at han red om paa Voldene. Feltmarskalk Schack døde i Aaret 1676 og Besøget maa nltsaa være skeet inden dette Tidspunkt. Formodentlig har det fundet Sted i Tiden mellejn det nysnævnte Aar og Aaret 1667, da Fyrstens Slægtning, Prindsesse Charlotte Amalie af Hessen-Cassel, var bleven gift med Danmarks og Norges Kronprinds, den senere Kong Christian V.e).

Prindsen af Hessen-Homburg havde selv, kort Tid efter
at han under Kjøbenhavns Beleiring havde havt den her
omtalte Skjæbne, og medens han endnu, var knyttet til


1) Viti Beringii Obsidionis Hafniensis stricta narratio. 1676. 4°p. 150. Theatrum Europæum. VIII (1708), p. 1146.

2) Rommel, Geschichte von Hessen. Marburg u. Cassel 1820—1853. IX, 54. Roth, Geschichte von Hessen. Kassel 1856. S. 302. Ifølge Vitus Bering maa Prindsen af Hessen-Homburg ogsaa have havt Anledning til paa sit Besøg i Kjøbenhavn at frembære Tak for den Omsorg, der tidligere var bleven ham til Deel fra den beleirede By. Hos Vitus Bering hedder det sig nemlig saaledes: Qui atroci tortus vulnerum cruciatu, petere sustinuit ab obsessa urbe fomenta, et quid gloriosius? impetravit. Nil Homburgum supra Hafniam fecisset mitius, ut non cum humanitate nobis, sed hominibus bellum esse testaremur. Obsidionis Hafniensis stricta narratio, p. 150.

Side 123

Sverrig, i Aaret 1661 ægtet en Datter af den berømte Grev Abraham Brahes Ægteskab med Friherreinde Elsa Gyllenstjerna. Prindsen af Hessen-Homburg talte dengang endnu kun 28 Aar, den nævnte Grevinde, der rakte ham Haanden, var 58 Aar gammel1), og havde allerede ved Døden mistet to Ægtefæller. Grevinde Margareta Brahe havde først været gift med friherre Bengt Bengtsson Oxenstjernaeller«Resare-Bengt», kaldet saaledes af sin svenske Samtid med Hensyn til de flereaarige, paa mærkværdige Hændelser rige Keiser, hvorpaa han, efter paa toskanske Skibe at have kæmpet mod Tyrkerne i Middelhavet, havde gjæstet Konstantinopel, Ispahan, Jerusalem og Kairo; hjemkommenfraOrienten, hvor nyere Reisende have fundet hans ISavn indridset paa Ruinerne af Persepolis, havde han i flere Aar fulgt Gustav Adolf, af hvem han var meget afholdt, og af hvem han blev meget benyttet til vigtige Tjenester, forinden han efter Kongens Død udnævntes til Generalgouverner i Lifland og som svensk Rigsraad døde i Riga i Aaret 1643. Hans Enke havde derpaa i Aaret 1648 i sit fem og fyrgetyvende Aar i AVismar giftet sig med den otte Aar yngre Grev Johan Axelsson Oxenstjerna, en Son af Sverrigs Rigskantsler og selv ogsaa bekjendt som Diplomat, bekjendtest dog ved de navnkundige Ord, hvormed den berømteFadervidste at bekæmpe Sønnens Tvivl om sine Kræfter til at forestaae Fredsunderhandlingen i Osnabrutk efter den langvarige Krig i Tydskland: «Veed Du da ikke, min Søn, med hvor ringe Klogskab denne Verden styres« (An nescis, mi flli, quantilla piudentia regitur orbis). Efterat MargaretaBraheved


1) Margareta Brahes Fydsel paa Rydboliolni anfurer Faderen selv under 28de Juni IGO3 i sine bekjendte Optegnelser (Riksradet Gref Abraham Brahes Tidebok ifran 1594 til IG'29, lios Samuel Loenbom, Anecdoter om namnkunniga Svenska man. Stockholm 1770—75. 111, 148).

Side 124

garetaBrahevedGrev Johan Oxenstjernas Død i Wismar i Aaret 1657 anden Gang var bleven Enke, stod hun i Aaret 1661 i Begreb med at ægte den sex og tredsindsaarigeGrevLudvig Henrik af Nassau-Dillenburg •); da betænktesigden trods sin fremskredne Alder for sin Elskværdighed,maaskeeogsaa for sin Kigdom endnu meget sagte Dame, idet hun pludselig foretrak at knytte sig til den unge, i de Svenskes Rækker nylig saarede tydske Prinds, og med ham fulgte til Homburg-). Margareta Brahes Ægteskab med Prindsen af Hessen-Homburg blev barnløst, ligesom hendes Ægteskab med Friherre Oxenstjerna og Grev Oxenstjerna havde været det; men efter hendes Død i Aaret 1669, giftede ogsaa Landgrev Friedrich sig endnu tvende Gange, først med den ældste Datter af Hertug Jacob af Kurland, en Niece af den store Kurfyrste, derpaa med en Grevinde af Leiningen-Westerburg3). Alene i sit andet Ægteskab havde han sex Sønner og sex Døttre, og fra ham nedstamme de mange Prindser af Hessen-Homburg, der i de forskjelligste Landes Tjeneste have indskrevet deres Navne i de sidste Aarhundreders Krigshistorie, Arvetagere af et Heltemod, hvorpaa Landgrev Friedrich 11, som her fremhævet,længeførend Slaget ved Fehrbellin, allerede havde aflagt Prøve udenfor Danmarks Hovedstad.


1) Af el sjeldent Flyveskrift for Aaret 1661 med Titel: «Die ungetreue Margarethe Brahe, Gråfin von Wisingsburg« seer man, at den tilsidesatte Greve af Nassau ikke forsmaaede at benytte Pressen for at hævne sig. Til Gjendrivelse af hans Sigtelser udkom, ligeledes i Octav: »Der beantwortete, ungenannte, aber überaus schandliche Nassau-Dillenburgische Pasqnillant«.

2) Medtagende ikke blot sine store Kapitaler, der gik tabte for den Oxenstiernaske Slægt, men ogsaa flere denne vedkommende Papirer, saaledes Bengt Bengtson Oxenstiernas interessante Dagbog over hans Reiser i Orienten. Biogr. Lexicon ofver namnkunniga Man. X, 267, 316.

3) Jfr. Voigtel, Genealogische Tabellen. Halle 1811. Tab. 188.