Aarsberetninger fra det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til Dansk Historie af utrykte Kilder, udgivne af C. F. Wegener. 2. Bind. Kiøbenhavn MDCCCLVI—MDCCCLX. LXII, 326, 136 p. p. 3. Bind. MDCCCLXI—MCCCLXV. LXII, 268, 167 p.p. I Commission hos C. A. Reitzel. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 4to.

Om det første Bind af det Værk, hvis Titel er anført over denne Artikel, har Hr. Conferentsraad Werlauff, alt for tolv Aar siden, i Nyt Historisk Tidsskrift, VI, 576^—599, udtalt sig saa omstændeligen, navnlig om AH, hvad der vedkommer dets Plan, Anlæg og Bestemmelse, at

vi, da de af den høilagtede Udgiver, ved Bearbejdelsen af det første Bind fulgte Grundsætninger, uden Forandring, ere tagne li! Følge ved den nu for os liggende Fortsættelse, i Eet og Alt kunne henholde os til, hvad der af den nysnævnteLærde derom er sagt.

Hvert Bind bestaaer af tvende Afdelinger, af hvilke den ene indeholder en Redegiørelse for de Arbeider, som i det forløbne Lustrum ere udførte i Geheimearchivet, saavel de sædvanlige, daglige Arbeider, som de særegne, der ere fremkaldteved Befaling fra Auctoriteterne om, ved de i Archivet giemte Kilder, at faae belyst dette eller hiint Punkt af Fædrelandetsældre og nyere Stats- og Retsforhold. Archiv- Efterretningerne vise tillige den overordentlige Tilvæxt, som Archivet har faaet, og Aar efter Aar faaer, hidrørende især fra Afleveringen af mangfoldige Brevskaber, som forhen bevaredes i særegne Archiver, til Geheimearchivet, s.om er_bestemttil herefter at modtage fra de øvrige Archiver alle Papirer og Dokumenter, som ere ældre end omtrent Midten af det 18. Aarhundrede. Mange værdifulde Gaver ere ogsaa tilfaldrie Geheimearchivet.Flere saadanhe, som vare skienkede den sidst afdøde eller den nu regierende Konge, ere, ved allerhøieste Resolution, blevne nedlagte i Geheimearchivet. Enkelte Private,der, enten ved Arv eller paa anden Maade, vare komne i Besiddelse af interessante Papirer, have, af Omsorg for disses Bevaring, foræret dem tii Geheimearchivet; paa denne Maade er dette — for ikkun, iblandt en stor Mængde, at nævne nogle enkelte Gaver — kommet til at eie: Dr. Balthasar Miin ters Haandskrift til hans bekiendte „Bekehrungsge schich te des Grafen Struensee" (Aarsberetningenfor 1855); Brevskaber lil Kong Christian VIII.s Barndomshistorie,nemiig Læseplaner for ham og Breve derom fra hans Fader (1794^—1803), og Breve fra den unge Fynste til hans Lærer Niels Ivarsen Schow fra 1803_—1808 (Aarsberetningen for 1857); den saakaldte Codex Fredericius, eller Rasmus Windings Udkast til Danske Lov, forelagt K. Frederik 111. (1667); Frederik Lutkens Haandskrift

ti] femte Parts andet Kapitel af hans oekonomiske Tanker
(Aarsberetningen for 1859).

Skiendt det er let forklarligt, at de nævnte Archivefterretningerfor Mange af dem, i hvis Hænder Aarsberetningernekomme, ere den mindst tiltalende Deel af Værket: savner det dog ingenlunde Interesse at see, enten hvorledes Geheimearchivet, Aar efter Aar, forøges, saa at en Udvidelseaf dets nuværende Lokale alt længe har været paatænkt,eller hvilke betydende Arbeider der ere udferte af Archivets Embedsmænd i det Offentliges Tieneste; eller hvilken Benyttelse Videnskabsmænd, baade danske og fremmede,have giort af dets Samlinger, i den alt lange Aarrække,i hvilken den nuværende lærde og for Archivets Bevaring, Ordning og størst muelige Tilgængelighed saa nidkiæreForstander har forestaaet sit Embede. Archivmeddelelsernegive Navnelister paa de Mænd, for hvilke, efter dertil given Bemyndigelse af vedkommende Ministerium, Geheimearchivethar aabnet sine rige Skatte, under historiske Forskninger,eller under Eftersøgelsen af en eller anden Oplysning,som det i praktisk Henseende var dem af Vigtighed at erhverve. I begge Henseender er den Redebonhed, hvormedGeheimearchivet aabnes, kommen ei blot danske, men ogsaa Udlændinge, især Svenske og Normænd, tilgode. Stundom har ogsaa den svensk-norske Legalion ved det kgl. danske Hof indhentet Oplysninger fra Archivet om ældre Forhold i Norge og i de Provindser af Syerrige, som i tidligereDage stode under den danske Krone. Saaledes ønskede den svenske Legation 1859 det Spørgsmaal besvaret, hvorvidtPræsterne i Skaane i den Tid, dette Landskab laa under Danmark, vare pligtige til at deeltage i Reparationen af deres egne Sognekirker, og et „Forseg til en Besvarelse" deraf, blev af Archivet Cultusminisleriet, giennem hvilket Opfordringen v^r skeet, tilstillet. Efter Registeret til Archiveflerretningerne, (Tillæg til 2detßd. S. 85), lader det dog til, at Spergsmaalet ikke har angaaet vedkommende Præsters Forpligielse til at deeltage i Vedligeholdelsen af deres Sognekirker, men af deres Præstegaarde. Er det saaledes, turde det være værd

at kiende den Besvarelse, som, ved Hielp af Archivdokumenter,er givet af dette Spergsmaal. Siden tort efter SouverainitelenPræstegaardenc i Danmark, efter Erkebiskop Svanes Forslag, solgtes Præsterne, er det disses Pligt at holde dem vedlige. Saavidt vides, er det ogsaa i Skaane, i Modsætningtil hvad der finder Sted i det ©vrige svenske Rige, PræsternesSag selv at vedligeholde, og, i fornedentFald at ombygge deres Gaarde. Hvorfra har denne Bestemmelse for Skaanes Vedkommende, sin Oprindelse? Den kan ikke være gaaet i Arv ved noget Lovbud, hidrerende fra den danske Tid; da Skaane afstodes, og endnu en kort Tid senere, vare Præstegaardenei Danmark frie Gaarde, med hvis Vedligeholdelse det ikke tilkom Statsmagten at føre nogen Control.* Men skulde der ei, inden Præstegaardene bleve solgte, efter Svanes Forslag, for at dække Statskassens Gield til Børnehusetog Fattigvæsenet (Svanes Levnet af J. Meller, Hist. Cal. 1814, S. 281), have dannet sig en Praxis om Tilsyn med Præstegaardenes Tilstand? Derpaa tyde idetmindsteadskillige Monita ved det siellandske Landemode af 1560 og 1567 (Kirkehist. Saml. IV. 465—499). Denne Sag hører ind under det af Videnskabernes Selskabs historiske Classe for d. A. udsatte Priissp«rgsmaal om Præstegaardenes Historie.

Referenten ter ikke dvæle længere ved disse Archiv- Eflerretninger, som for ham have indeholdt ikke ringe Stof til Belæring, men vender sig til del, som maa betragtes som hvert Binds Hovedindhold: Bidragene af utrykte Kilder, — som det" følger af sig selv, meest af de i selve Archivet beroende, nu og da dog ogsaa af de i andre Samlinger giemte Papirer — til den danske Historie. Medens første Bind især indeholdt Bidrag til Kongernes eller Kongehusets Hislorie,saa giver andet Bind egentlige Statsacter, til Statsforfatningenseller Statsbestyrelsens indre^ Historie. Den første Afdeling meddeler Kongernes Haandfæstninger og lignendeAktstykker, deriblandt Unionsaeterne, af hvilke de fleste vel tidligere havde været trykte, men saa uneiagtigen, at en kritisk Udgave længe har været et føleligt og ofte udtaltSavn.

taltSavn.De sluttes med Arvehyldingsaclen af 18. October1660 og med Souverainiletsacterne for Danmark af d. 10. Januar 1661, for Norge, Island og Færoerne af d. 7. August 1661, d. 28. Juli og 14. August 1662; hvis ældre Aftryk i de Suhmske Nye Samlinger til Danm. Hist. I. 253 ff. „vrimle af Feil, især i Navneunderskrifterne". I Alt indeholder denne Afdeling 32 Actstykker. Den anden Afdeling bestaaer af Instructioner til de vigtigste StatsembeJsmændfra Souverainitetsperiodens første Dage, indtil det Tidspunkt,da, tredive Aar derefter, den nye Ordning af Regieringen fuldkommen var giennemført, og indeholder i Alt 52 Actstykker;det første af disse er Instruxen for Kammercollegietaf d. 8. Novbr. 1660, det sidste en Instrux for Told- og Consumplionsdirecteuren af 8. Juli 1692. De fleste af disse Actstykker have hidtil ikke været trykte. En tredie Afdeling af andet Bind indeholder saadanne Stykker, som „leilighedsviis tilbøde sig": et Diplomatarium fra Kannikecollegiet i Eladerslev, og en kort calendarisk Undersøgelse af den senere afdøde norske Rigsarchivar Chr. Lange i Christiania. Denne har faaet sin Plads her, efterdi den indeholder en Berigtigelse af adskillige calendariske Data i den i Aarsberetningernes første Bind (Tillæg S. 20) optagne Fortegnelse over Helgendage.

Ved den Liberalitet, hvormed Exemplarer af den her omtalte vigtige Kildesamling bortgives, idet ikke blot alle Skoler og offentlige Bogsamlinger erholde den til Foræring, men det Antal, som stilles til den høiagtede Udgivers Raadighed, af ham skienkes til Mange, som sysle med den danske Historie, er Værket blevet saa udbredt og kommet i saa Manges Hænder, at det vilde være overflødigt, i nogen større Udførlighed, at dvæle ved hvad det indeholder, enten som aldeles nyt Stof, eller i alt Fald i en renere Skikkelse end den, hvori det tilforn var bekiendt. Vi indskrænke os til et Par Bemærkninger. Af Haandfæstningerne har K. Frederik His især tildraget sig Referentens Opmærksomhed, deels, fordi det var det sidste Dokumenl af den Art, som en dansk Konge maatte udfærdige som Betingelse for hans Adgangtil

gangtilThronen, deels fordi ved dette nu første Gang med al diplomatisk Nøjagtighed givne Aftryk af denne Valgcapitulalion,en Tvivl er bortryddet, saavel om den rette Datum for denne Haandfæstning, som om dens Indhold i et væsentligtPunkt. Efter den Skikkelse, hvori Haandfæstningen hidtilforelaa (Holberg, D. Hist. 3 Udg. 111, 30 ff.; Båden, D. R. Hist. IV, S. 303 ff.), er den dateret 8. Marts 1648, allsaa blot 9 Dage efter Kong Christian IV.'s dødelige Afgang.Man har, som bemærket i Aktstykker, udg. af Fyens lit Selskab til Oplysning om Danmarks indre Forhold i ældre Tider (Odense 1841—45, I—II), 11, p. 79 ff. sammenblandet Hertug Frederiks foreløbige Overeenskomst med Rigsraadet af 8. (ikke Marts, men) Mai, med den egentlige Haandfæstning,som, efterat Kongevalget var bragt istand paa den af den afdøde Konge til d. 17. April 1648 udskrevne Rigsdag,og Hertug Frederik var kaaret til Konge, blev af ham underskreven ved Hyldingen d. 6. Juli, og besvoret ved Kroningen i Vor Frue Kirke i Kiøbenhavn 23. Nov. 1648. I Aarsberetningerne 11, 111 ff. findes nu saavel hiin foreløbigeOvereenskomst af d. 8. Mai, som selve Haandfæstningenaf 6. Juli, det sidste Dokument forsynet med den Paategning, som samtlige Rigsraader, Adelige, Deputerede af geistlig og verdslig Stand, gave det d. 10. Octbr. 1660, at Haandfæstningen var „annulleret, tilintefgiort, død og magtesjøshoidt, og Kongen fra sin derpaa aflagte Eed, udi alle Maader, uden nogen Exceplion, qvit og frit erklæret". Ligesomdet nu omsider er bragt paa det Rene, hvilken Dag der er Haandfæstningens rette Datum, saaledes vil der heller ikke mere kunne herske nogen Tvivl om, hvorledes den vigtige§ 45 om Kongens Forhold til Rigsraadet og navnlig om den ham tilkommende Andeel i Besættelsen af de Pladser i Raadet, som ved Dødsfald maatte blive ledige, bør læses. I alt Væsentligt er dog Frederik lll.'s Haandfæstning, saaledes som den nu foreligger i Aarsberetningerne (a. St.) stemmende med det Aftryk, som alt for 23 Aar siden er meddeelt i Aktstykker o. s. v.

I Samlingen af Instruxer for de' høiere Statsembedsmænd,og

mænd,ogfor de Collegier og Domstole, som oprettedes strax efter den i 1660 skete Regieringsforandring, foretommer,S. 176, et alt forhen i Werlauffs Skrift om det danske Sprog i Slesvig (1819), aftrykt Kongebud af 29. December 1669, til det tydske Cancellie, om at „afgive alle Sager, der angik slesvigske Anliggender, og endnu ikke vare expcderede, til det danske Cancellie, og ikke herefter at antagesig Sager, som angik slesvigske Undersaatter, efterdi det var Kongens Villie, herefter at lade de slesvigske Sager udfærdige giennem det sidstnævnte Collegium". Det vilde være artigt at erfare, hvad der var den ydre Foranledning til en Foranstaltning, som staaer ene i Datiden, og som strax efter Kong Frederik lll.'s faa Uger efter paafulgte dødelige Afgang gik i Forglemmelse (s. Noten til S. 176). Dog kan bemærkes, at i den paa Dansk affattede Instrux for det tydske Cancellie af 26. Juli 1670 11. 201 ff., hvorved det paalægges dette Collegium at expedere alle „vore Fyrstendømmer,Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, og vore GrevskaberOldenborg og Delmenhbrst" og vort Amt Pinneberg vedkommende' Cancelliesager, underlægges af slesvigske Sager, det tydske Cancellie saadanne, som angaae „den gemene Regiering eller nogen Justitssag". Mon alle øvrige slesr vigske Cancelliesager dengang vare bestemte til at behandles af det danske Cancellie, og* hvor lang Tid blev delte Bud ved Magt?

Det er en ikke übegrundet Klage, at den danske Regieringi en lang Kække af Aar efter 1660, Intet giorde for at modarbeide, men snarere af al Magt fremmede den alt i en tidligeie Periode begyndte Fortydskning af alle Forhold, og samtidigen dermed lod det være sig magtpaaliggendeat fortrænge den nationale Adel fra dens tidligere Anseelse. Man kunde her især paaberaabe sig det Raad, som K. Christian V i sine „velmeente Erindringer og Maximer af 15. Apr. 1683" (Worsaae, K. Chr. V.'s Testamenter, Kbh. 1860, S. 37) giver sine Eftermænd. Det har imidlertid fornøiet Referenten at see, af Navnene paa de Mænd, lil hvilke lnslruxer udfærdigedes som Amtmænd tredive Aar efter at Enevoldsmagtenvar

magtenvaroverdragen K. Frederik 111. (18. Marts 1690, 11, 277^—283), at der endnu dengang var saa Mange af det gamle Aristokratie, der beklædte Amtmandsposter i Danmark. Tage Thott, Jens Ro&enkrands, Jørgen Grubbe Kaas, Erik Steen sen, Jørgen Skeel Due, ChristopherLindenov, Otto Skeel, Knud Giedde, vare alle danske Adelsmænd.

Mærkelige Aktstykker i denne Samling ere de 5... 181— 184 og S. 301_—306 optagne lnstruxer for Høiesteret af den 25. Juni 1670 og (15. April 1690. Hvorledes Kongens souveraine Villie ogsaa ved Retspleien gier sig gieldende, sees af lien Bestemmelse, der i uforandret Skikkelse forekommeri begge lnstruxer, at, „naar Kongen selv var nærværende i Hoiesteret, vilde han selv, efter eget gode Tykke, sige, hvilken af de tilforordnede Assessorers Mening der skulde være den gieldende. Men skete det, at, naar Hs. Maj. selv var fraværende, nogen Sag af den Viglighed kunde forekomme, at det kunde behøves, inden Dommen afsagdes, Hans egen allerhøjeste Villie og Befaling at fornemme,eller Vota vare lige: da skulde Cantsleren med tvende Referendarii, og Generalprokuratoren indstille sig for Kongen, og de 2 Referendarii referere Sagen samt hvad de øvrige Assessorer i Retten havde voteret, hvorefter Cantsleren,efter hvad Hs. M. resolverer, skal affatte Dommen⁴. Disse Bestemmelser bortfaldt først ved Insiruxerne for Høiesteretaf 23. Febr. 1753 og 7. Decbr. 1771. (J. E. Larsen i Hist. Tidsskr. I. 354). Et Bidrag til Kundskab om Livsforholdene paa hine Tider give Bestemmelserne i begge lnstruxer om de Timer paa Dagen, i hvilke Retten skulde holdes. Assessorene havde, efter Instruxen af 25. Juni 1670, at møde om MorgenenKl. 6, saa at Retten, i det Seneste, kunde være sat Klokken 7, og skulde blive til Klokken 12 om Middagen, Fredagen undtagen, da de skulde møde Klokken 12 om Middagen, og sidde til Kl. 6". I den senere Jnstrux forordnes,at „de om Vinteren skulde møde saa tidligen, at Retten kunde sættes „saa snart det var lyst, og Justitssecretairenkunde

secretairenkundelæse". Det danske Cancellie mødte Kl. 7—97—9
om Morgenen. Inslrux 23. Mai 1676, 11. 223.

Vi slutte vor Omtale af Aarsberetningens andel Bind, med at bemærke, at det er forsynet med tvende Registre, det første over Archiveflerretningerne i begge de to første Bind, forfattet af Geheimearchivarius selv, det andet over de historiske Bidrag i andet Bind, udarbeidet af Cancellist, Lieutenant PI esn er. Med Føie giør Udgiveren, i Fortalen, opmærksom paa dette, da det indeholder „værdifulde Oplysninger, især personalhistoriske, vedkommende Hyldingsaclernes Underskrifter". Ref. tillader sig en übetydelig Berigtigelse. Lydichius Hilarii, der, som Deputeret for Hammer Herreds Præsteskab, var med at undertegne Souverainitetsacten (11, 131) siges i Registret (11, 115), at have været Præst enten i Kiøng eller iNe stel sø. Han var Præst paa det førstnævnte Sted, og kaldtes i Sognets gamle Kirkebog Lyder (Lydich) Eiler sen. Saavidt erindres^ døde han 1698.

Af utrykte Bidrag til dansk Historie giver AarsberetningejnestredieBindFortsættelsen af Dronning Dorotheas Breve, af hvilke endeel vare optagne i Værkets første Bind, i Alt 244 Skrivelser fra Dronningen, foruden adskillige Bilag,allefraAarene1566 til 1571. Det sidste Brev er dateretSønderborg20.Sept.1571. Som bekiendt, afgik Dronningenved^DødenpaaNordborgSlot 7. Oct. s. A. Hun var født 1511, og bragte altsaa sin Levealder ikkun til IredsinstyveAar,menefterhendes Yttrirtger i mangfoldige af disse Skrivelser,maahunlængereTid have følt sig svag og afkræftet (s. Brevene Nr. 234, 235, 236, 111,93—95). Der findes i GeheimearchivetendnuendeelflereBreve fra denne Dronning; men Udgiveren har meent „fra et almindeligt Standpunkt", at burde indskrænke sig til, hvad der deels i første, deels i nærværende Bind heraf er meddeelt. De fleste af de SkrivelserfraEnkedronningDorolhea,som ligge for os i 3. Bind, ere affattede under den til det syvende Aar udtrukne Krig mellem de tvende Monarcher i Norden. Ligesom Dronningen, inden Fiendlighederne toge deres Begyndelse,

havde giort Alt, hvad der var hende mueligt, for at stemme de tvende hinanden saa nær paarørende Konger til Fred og Enighed: saaledes undlod hun ei heller, da Krigsluen alt var. tændt, at giere Alt hvad hun formaaede til at slukke den, og henvendte sig gientagne Gange, med rørende Bønner og indtrængende Forestillinger, til de stridende Fyrster. Alt i den første Samling af Dronningens Breve (I, 183) forekommer en Skrivelse, af den 10. Nov. 1564, til K. Erik XIV, i hvilkenhuntilbydersinMægling, og endog lover, for, om mueligtbedre,undersinpersonlige Nærværelse, at stemme ham til Fred, selv at ville reise til Calmar. Fra den svenske Konges Side modtoges dette Tilbud. Da imidlertidK.Frederik11,hvem hun, under den 1. Febr. 1565 (I, 190), melder Sagen, idet hun ogsaa sender ham Eriks Svar, ikke vilde gaae ind herpaa, erklærer hun, under 4. Marts s. A. (I, 192), at hun, da det ikke havde fundet hendes Søns Bifald, at hun skulde blande sig i dette Anliggende,giernevildeladesin Mægling fare, og med en god Samvittighed holde sig i Ro, thi Gud var hendes Vidne til, at hun havde tilbudet sin Tieneste „aus keiner vorwilzoderrohmretigkeit,sonderngemeinen bestes halben". Der forløb dog ikke lang Tid, inden Dronning Dorothea atter henvendte sig til sin Søstersøn, thi, idet hun under den 12. Mai 1566 gaaer i Forbøn for en dansk adelig Frue, Hans Holks Enke, om Udløsning af det svenske Fangenskab, hvori hun var kommen ved Indtagelsen afWarberg,kanhunikkeforbigaae at giøre ham Forestillinger om det Ønskelige i, at Fred maalte blive bragt tilveie (I, 211 ff). I den nærværende anden Samling af Dronningens Breve findes nu (Hf, 6—9),6^—9), Kong Eriks med Bitterhed affattede Svar paa denne Skrivelse (dat. Arboga 8. Aug. 1566). „Han havde fra sin Regierings Begyndelse været bestemtpaaatholdefast ved den gode Forstaaelse, hvori hans Fader og K. Christian 111. havde levet med hinanden. Det var Kongen af Danmark, som havde begyndt Krigen, og det var rettest, om Dronningen bevægede ham til fredeligeTanker.DaKrigennu engang var begyndt, havde Kong

Erik været nødsaget til at tilføie sin Fiende al den Skade, han kunde; dog havde han ei været sindet at berøve ham hele hans Rige, saaledes som der fra dansk Side ymtedes om, at man vilde berøve Erik hele Sverrige. Dronningen giorde bedst i at formane hendes Søn til at lytte til de Fredsbetingelser, som fra svensk Side vare giorte. Det var imidlertid nuomstunder saaledes, at Børnene ikke vilde følge deres Forældres gode Raad, og hverken vilde holde Tro eller Love („es gehet nun in der "welt vileicht also dazu, das die kinder vngerathen, und jhrer eltern guten rath nicht folgen auch weder trew oder glauben hallen"). Henrik Holks Enke var alt sendt tilbage, og det var ikke Kongens Mening at føre Krig mod Qvinder, saaledes som de Danske gjorde, der, under deres Indfald i Sverrige, havde skaaret Bryster og Øren af Qvinder og af mange uskyldige Piger." Da saaledes begge de stridende Fyrster i utvetydige Ord frabadesigEnkedronningensRaad,synes hun at have opgivet al ligefrem Indblanding i deres Tvist. Men, opmærksom som hun var paa Krigsbegivenhederne, tager hun tidt Anledning af disses vexlende Gang til at raade sin Søn til Fred. Da saaledes strax efter det for den danske Sømagt heldige Slag ved Gulland, 29. Juli 1566, en Orkan havde foraarsaget den danske og lybske Flaade saa stor en Skade, at 9000 Mand havde sat Livet til i Bølgerne, og Dronningen fra Celle, hvor hun da opholdt sig, paa et Besøg hos sin yngste Datter, Dorothea, som siden 1561 var i Ægteskab med Hertug Vilhelm af Brunsvig Liineborg, d. 14de Septembers.A.besvareren Skrivelse fra Kongen af 22. Aug., hvori han tilmelder hende denne forfærdelige Begivenhed: griber hun Lejligheden til at udtale det Onske, at begge Kongerne — thi ogsaa den svenske FJaade havde lidt et anseeligtTab—vildei det Skete see en Paamindelse fra den almægtige Gud om, at de skulde standse en med saa meget Menneskelab forbunden Krig (111, 12). Ogsaa paa de politiskeConjuncturergavDorolheanøie Agt, og byggede oftere paa disse et Haab om, at Maalet rykkede nærmere for hendes inderligste Ønsker og hendes brændende Bønner,

Opnaaelsen af en gunstig Fred. Til at begrunde et saadant gav Efterretningen om den Tvist, som var udbrudt imellem Johan 111, som havde fortrængt sin Broder Erik XIV fra Thronen, og den yngre Broder, Hertug Carl, hende Anledning.Hunudtalerien Skrivelse af 8. Mai 1570 sin Glæde derover, og sin Forventning om, at Gud vilde mage det saaledes, at den lovmæssige Konge atter kunde komme i Besiddelse af Riget, og at der da imellem ham og Kong Frederik 11. maatte bestaae et bestandigt Venskab og Naboskab(111,84).Hvadder især, under Krigen med Sverrige laa Dronningen paa Hierte, og bidrog til at giere hende bekymret,vardenIndflydelse,som den havde paa at forværre hendes iforveien noksom ulykkelige Son Magn us's Skiebne, idet hans Lande ideligen oversvemmedes og haardt medtoges af de sve"nske Krigsfolk. Blandt de mange Breve om Hertug Magnus skulle vi ikkun dvæle ved nogle ganske enkelte. Hertug Magnus havde, under 7. August 1566, tilmeldt sin Moder sin egen og sine Landes og Undersaalters ulykkeligeogbetrængteForfatning.Hun veed i sit Svar af d. 8. Septbr. (111, 9—10),9^—10), intet andet Raad at give ham, uden det samme, som hun alt tilforn havde givet, at han skulde sege et christeligt Ægteskab, og da navnlig med en Sester til Kongen af Sverrige: en Forbindelse for hvilken Hertugen selv havde yttret Tilbeielighed. Kom denne istand, vilde der være Udsigt til, at de ham af de Svenske fravevede Lande vilde blive ham tilbagegivne. Hun .sender ham nu Jnstruxer, affattede i hendes eget Navn, for den Gesandt, som han i denne Anledning maatte være sindet at lade afg~aae til Sverrige, men fordrer det neie iagttaget, at der, under denne Ægteskabshandel, ei maatle blive vedtaget noget Punkt, som kunde være Kongen af Danmark imod. Magnus giorde ingen Brug af Moderens Plan. Hans Tilstand forværredes med hvert Aar, og ideligen vedblev han at overhænge Moderenom,athun,ved sin Forben hos hans Broder Kongen, som syntes reent at have slaaet Haanden af ham, skulde virke til hans Frelse. Som et Brev af 12. Jan. 1569 viser (111. 65), havde Kongen endog engang ladet et liud, som

var sendt med Breve til ham fra hans Broder, bie i KiebenhavnethalvtAar,uden at der blev udfærdiget noget Svar paa hans Anbringende.' Hun minder om, at Herlugen dog, „uagtet Alt, hvad han kunde have feilet, især naar lian var drukken, var et Menneske og en tro Broder, og naar Guds Ord anviser os at giere vel imod og elske vore Fiender, hvormeget mere vilde det da ikke finde Guds og alle retskafne Menneskers Bifald, naar han antog sig sin ulykkelige Brodér"? De samme Forbønner om Kongens Bistand for Hertug Magnus vende atter og atter tilbage, uden at derved udrettedes Noget til hans Fordeel; men da man omsider i Stetlin var ifærd med at mægle Fred, og Kongen, ved at melde sin Moder den Udsigt, som var nær til et godt Udslag paa den langvarige Krig, tillige havde yttret, at han under Fred s værk et vilde antage sig sin Broders Sager: takker Dronningen samme Dag, som Kongens Svar var lommen i hendes Hænder, ham for hans Omsorg i dette hende saa maglpaaliggende Anliggende (8- Juni 1570, 111, 86 f.).

Det var Dronning Dorothea^s Ønske, at hendes Børn skulde indgaae Ægteskab, og i slærke Ord priser hun den gifte Stand; det var „en Stand, som Gud havde indsat til den evige Salighed. Om der — skriver hun til Frederik II under d. 3. Novbr. 15(57, ved at melde ham hans yngste Broders besluttede Giftermaal — endog i det Timelige var Mangel, saa vilde vor Herre dog beskære os det daglige Brød" (3. Novbr. 1567) 111, 45. Hun oplevede at seé sine tvende Døttre i lykkelige Ægteskaber; men hendes oftere yttrede Onsker om, at hendes tvende ældste Sønner, Kongen og Herlug Magnus skulde indtræde i Ægteskab, bleve ikke opfyldte, medens hun var i levende Live. Derimod havde hun den Glæde, at hendes yngste Søn Hans, Stamfaderen til den sønderborgske Linie af det hertugelig holsteenske Huus, kom i et Ægteskab, som ganske var efter den kiærligeModersØnske, med Elisabeth, Datter af Hertug Ernst af Brunsvig-Grubenhagen, en Dame, som en Tid havde opholdt sig hos Dronningens ældste Datter, KurfyrslindeAnnaaf Sachsen. Mange af Dorotheas Breve angaae dette Giflermaal og Tilberedelserne til Brylluppet,

som holdtes hos hende selv paa Kolding Slot d. 19. Septbr. 1568. Kongen tog vel Deel i de lil denne Høitid medgaaendeUdgifter,og sendte sin Moder Viin og Viidt, Tepper og Sølvtøi, for hvilke Gaver hun udtaler sin Tak (NI, 53. 54. 56), men var ikke selv tilstede ved Brylluppet, hvorvel Moderen bønligen havde bedet liam orn at giøre hende den Glæde at komme og ved denne Lejlighed at tage tiltakke i hendes snevre Huus og hendes lilie By" (28 Juni 1568, IN, 54: Wir bittten multerlich, da es immer geschehen kan, E. L. wolle jrem brudern soliche Zeit vber zu besonderen ehrenn bejzuwohnen geruhen, und mit uns der Mutter in unserm engen haus und stetlcin sonhnlich verliebnemmen", 111, 54). Da den unge Hertuginde Aaret derpaa nedkom med en Datter, bad Dronningenhamtil Fadder ved Sønnedatterens Daab. Efter denne Bøn lader det, som om Kongen vilde være kommen, dersom ikke hans Nærværelse paa Krigsurolighedernes Skueplads havde lagt ham Hindringer iveien (s. Breve fra Dronningéfli af 14. Oct. og 9. Nov. 1569, 111, 74). Han bidrog imidlertid atter til at forherlige Festen i Dronningens Huus, ved at sende Vildt og ved at overlade hende andre Reqvisiter. Da Hertug Hans's Gemalinde igien Aaret derpaa fødte et Barn, en Søn, yttrede Dronningen i Skrivelse til Kongen af d. 9- Dec. 1570 (HI, 94), at det vilde skaffe hende en stor Glæde, dersom han vilde, i Anledning af dette Barns Daab, der var berammettil16. Jan. 1571, „besøge hende, den syge Moder, og tage til Takke med hendes Huses ringe Leilighed, ei som en Konge i Danmark, men som en villig Søn" (9. Decbr. 1570, IH, 94_—95). Hun gientager sin Bøn i en Skrivelse af Juledag 1570, og slutter med de bevægelige Ord: „Wir werden alt und schwach, und wissen nit, wan der liebe Gott vber uns gebeut, derhalben wir E. L. noch gern einest sehen und sprechen mochten. So vorsehen wir uns auch gentzlich,dasE. L. vnsern abschied halte vnd bosen leuten, die mutter und sohn gern wider einander verhetzen, nicht glauben stellen, den wir meinen E. L. wie alle vnsere kinder mit muterlicher Trew und Liebe von hertzen". 111, 95 — 96. Paa Grund af det slette Veir, og de, midti Vinterens Hierte ufremkommeligeVeie,yttrede

meligeVeie,yttredeDronningen, at den mindste Deel af de fyrstelige Personer, som vare budne til Faddere, vilde mede, og at Kongen, trods Moderens saa indstændige Benner, heller ikke er kommen, er sandsynligt. Overhovedet syntes der altid at være en vis mindre sønlig Stemning hos Frederik11,mod hans Moder, hvilket alt er bemærket i Anmeldelsenafde i Aarsberetningernes første Deel optagne Breve fra Enkedronningen. Den var dog ikke til Hinder for, at hun og hendes Sen giensidigen vi^te hinanden allehaande Tegn paa Artighed og Opmærksomhed. Om de Foræringer, som de gave hinanden, og om de Mangfoldige, for hvilke Dronningen indlagde Forhen hos hendes Sen, henvises til Registeret til det for os liggende Bind.

Til Historien om det Ægteskab, som engang var paa Bane mellem Enkedronning Dorothea og hendes li Aar yngre Svoger, Hertug Hans i Haderslev, tiener en Skrivelse af d. 25.* Januar 1568 (111, 49—50), i hvilken Enkedronningen taler om et Skrift af hendes Hofpræst, M. Povel Noviomagius, belreffende denne Forbindelse. Han havde raadet hende til at raadfere sig med fremmede Lærde om et saadant Ægteskab var tilladeligt. Imidlertid maa' han have viist en tvetydig Adfærd, og snart talt for snart imod en slig Forbindelse. Han havde dog med Haand og Mund lovet hende ikke at udbrede Sagen. Hvorledes han havde holdt dette Tilsagn, var klart. Dronningen anvender paa ham Skriftens Ord: „den Mand, som æder mit Bred, opleflede sin Hæl imod mig" (Ps. 41, 10 f.). Hun som havde en god Samvittighed, og, efter Guds Bud, gierne tilgav sine Medchristne, vilde ogsaa af Hiertet tilgive M. Povel^ og mindes, at det var mere chrisleligt at lide end at giere Uret. Men hun melder sin Sen delte, ikke for at opirre ham mod M. Povel, men for at han skulde have en christelig Medlidenhed med hende som med en tro Moder, og beder ievrigt, om at Kongen vilde brænde dette Brev". Delte er imidlertid, som man seer, ikke skeet.

Som bekiendt, gives Dronning Dorothea Skyld for, at
hun havde været Aarsag i, at Peder Oxe faldt i Unaade

hos K. Christian 111. og segte Beskyttelse hos Hertuginde Christina af Lotbringen. I en Skrivelse af 15. Januar 1569 (HI, 67) fralægger Dorothea sig, hvad der var hende paasagt, at hun i en Samtale med den kursachsiske Gesandt,Abraham Bock, som paa sin Herres Vegne havde været med ved Hertug Hanses Bryllup, skulde have tituleret saavel Cantsleren (Joh. Friis) som Peder Oxe for„SkieJmer", hvilket igien var fortalt Keiserens Sendebud i Danmark af den nævnte sachsiske Gesandt. Hun proteslerer i de stærkesteUdtryk mod at have talt ilde om disse, eller overhovedetom nogen af de kongelige Raader.

Dorotheas ældste Datter var den bekiendte Prindsesse Anna — „die Multer Anna", som hun kaldtes af det sachsiske Folk i sin Levetid, og som hun endnu af Efterslægten pleier at kaldes , efter at hendes Been have hvilet i 286 Aar i det kurfyrstelige Begravelsescapel i Freyburg — som i Aaret 1548 formæledes i Torgau med den daværende Hertug, senere Kurfyrst August. Flun skal, med andre af Moderens Egenskaber, have arvet hendes Drift til skriftlig Meddelelse, og det er paa de af hende efterladte talrige Breve, at den Biograph, hun i vore Dage har fundet, især har grundet sin Skildring af hendes Levnet (K. v. "Weber, Anna Kurfiirstin zu Sachsen , nach archivalischen Quellen, Leipzig 1859, 8vo). Der haves 22 Foliobind i det sachsiske Geheimearchiv med Concepter til hendes Breve til forskiellige, især fyrstelige Personer. Som mange andre Damebreve ere de rigeligen forsynede med Postscripta, eller, efter den Tids Viis, med indlagte Sedler. De levnede Breve til Anna ere sammesteds samlede i 67 Foliobind. lait haves der deels i Originaler deels Gienparter over 22000 Breve til og frahende (Weber.a. St. S. 3).

Det oldenborgske Kongehuus har i ældre og nyere Tider at opvise ikke faa Fyrstinder, som enten paa Danmarks Throne, eller i Ægteskab med fremmede Fyrster, eller i en stille Virksomhed i deres Fødeland, naar de, skiøndt endog glimrende Ægteskabstilbud giordes dem, foretrak det jevne Liv i Hiemmet fremfor det niere bevægede paa en større

Skueplads, have været Monstre paa Gudsfrygt, ægteskabelig Troskab, Velgiørenhed, Taalmodighed og andre Dyder, og derved udbredt en Glands over deres offentlige og private Liv. Vi erindre om Chrisliern ll.'s ulykkelige Søster, Elisabeth, gift med Kurfyrst Joachim I af Brandenborg, om hvem vi have en smuk Beretning af All en (Dansk Maanedsskrift 1855); om Frederik ll.'s Dronning, Sophie, der er skildret af Werlauff (1840); om Frederik 1 ll.'s ældste Datter Anna Sophie, formælet 1666 med Kurfyrst Johan Georg 111 af Sachsen, der ved sin Ded (1717) efterlod sig den Roes, at hun, midt under den ved det sachsiske Hof herskende oprørende Usædelighed, havde været en Fyrstinde „von ungemeiner Tugend und eine wahre Multcr des Landes" (Hojer, Leben Friedr. IV. J, 354. Jvfr. Bottiger, Gesch. Sachsens H, 179. 260)); om samme Konges yngste Datter Ulrike Eleonore, deri svenske Kong Carl Xl.'s Dronning, der, under meget vanskelige Forhold ved det svenske Hof, forstod at vinde sin haarde og despotiske Ægtemands Kiærlighed. (Lo nbo m, Hist. Uppl. 11. 200); om Christian V.'s Dronning Charlotte Amalie, og hendes talentfulde'Datter, Sophie Hedevig, som, for ikke al fornegte sin Tro, gav Afkald paa den anseeligste Throne i Christenheden, og af hvis stille Liv der er givet en Skildring i Brasch, Vemmetofte, 11, I3sff; om Frederik IV.'s Dronning Lou ise, som, tilsidesat af sin kongelige Ægteherre, søgte og fandt sin Trøst i Religionen; om hendes Datter Charlotte Amalie, der ved sine godgiørende Stiftelser har sat sig et varigt Eftermæle; om Frederik V.'s Dronning Luise, over hvis lidlige Bortgang Sorgen havde giennemtrængt alle Folkeklasser uden Undtagelse (Nyt Hist. Tidsskr. IV. 533); om Frederik Vl.'s Dronning, Marie Sophie Fred er ikke,. og tillade os at yttre, at der neppe er nogen Tvivl om, at disse og flere af det oldenborgske Kongehuses Damer have efterladt sig Breve, hvis Offentliggiørelse kunde være af stor Interesse.

Foruden Slutningen af Enkedronning Dorotheas Breve,
omfatter tredie Bind af Geheimearchivets Aarsfoeretninger diplomatiske
Forhandlinger med England, Frankrige og

Skotland, efter de originale Papirer, især i Geheimearchivet, tildeels ogsaa efter de der beroende Gienparter aTßrevskaber i det cottonske Bibliotheki London, tagne af K! eve n fe I d i Midten af forrige Aarhundrede, og senere af Thorkelin. Det første Brev i denne Samling er en Skrivelse fra Kong Frants I til FrederikI(Juni1523), hvem han lykensker til den Seir, han havde vundet over K. Chrisliern 11, og raader ham til, da det var at forudsee, at det østerrigske Huus vilde understøtte den fordrevne Konge, at slutte et Forbund med Frankrige, Skotland,HanseslæderneogHertugen afSuffolk, for at denne Kronprætendent (Richard de laPoole) kunde sæltes istand til at vinde sit fædrene Rige tilbage. Han antyder Muelighedenaf,atFrederik I i denne Hertug vilde vinde en Svigersøn (Ilf, 106), og sender, til at indlede den nærmere Forhandling om det berørte Forbund og til mundtligen at tolke sin Herres Glæde over K. Frederiks Seir, en Adelsmand,Lud v^ig Goullard. Fra Christiern ll.'s Side varder imidlertid netop til samme Tid, 30. Juni 1523, som det nævnte franske Sendebud havde at røgte det ommeldte Ærende i Kiøbcnhavn, sluttet et Forbund med Henrik VIII, (Noten til p. 106). Ref. tør ikke opholde sig ved de følgendeBreveomde Ærender, som vare betroede de danske Sendebud til Skotland og Frankrige i Frederik I.'s Tid (Joachim Rønnov, sendt til Frankrige, første Gang strax efter det uheldige Slag ved Pavia, i hvilket Frants I, og Mange af hans betydende Mænd vare blevne Fanger, og aabenbart i det Oiemed at hindre, at den forjagne danske Konge skulde faae Hielp fra Frankrige), Peder Svave o. Fl., uagtet der i disse Papirer forekommer Meget af Interesse, men han kan ikke forbigaae at dvæle lidt udførligere ved de Oplysninger, som gives os i Aarsberetningerne om det Ærende, for hvis Skyld P. Svave af Hertug Christian (Hl) blev skikket til Kongerne af England og Skotland. Hans Beretning om denne sin Sendélse hører til de interessantestePartierafdet tredie Bind. Bekiendt er det, at, da det begyndte at gaae skievt for Lybekkerne under den Krig, de havde paalaget sig at føre, for at bringe Christiern11.tilbagepaa

stiern11.tilbagepaaden danske og" norske Throne, henvendtedesigom.Hielp til K. Henrik VIII., som ogsaa indvilligedeiatgive den mægtige Hanseslad et Pengelaan. Han sendte i Sommeren 1534, med de Gesandter, som Raadet havde lade tafgaae til ham, et Udkast til en Tractat, aftrykt hos Waitz, Liibeck nnter J. Wullenweber (I^—111. Berlin 1855—56), 11. 319 — 323, indeholdende Forpligtelser for Lybektilatstaae ham bi i vidludseende Planer. Blandt meget Andet, som betreffer Ophævelsen af hans ferste Ægteskab og Reformationer), er der ogsaa indført et Løfte om, at overladeHenrikVIII.Danmarks Rige, af hvilket Lybekkerne indbildteham,atde vare i Besiddelse (§§ 11_—14). Hvorledes det nu end forholder sig med denne Overeenskomst, eller med Udkastet til den (Pal uda n-Mii 11 er: Grevens Feide (Kbh. 1853—54,1—H) I, 318: nok er det, den satte den trl Konge nys valgte Flertug Christian i Uro, og bestemte ham til at lade sin Kammersecretair afgaae til Kongerne af England og Skotland. Hans Instruxer for disse Sendelser, dalerede Gottorp, d. 20. Januar 1535, ere meddeelte i den ovennævnte Samling i Aarsberetningerne 111, 217_—228, 228—232. Saavel disse „Inslruxer som Gesandtens Dagbog over hans Reise til Belgien, England og Skotland, ere alt benyttede af den nys anførte Forf. af Grevefeidens Historie; samtlige Aktstykker ere her for første Gang meddeelte fuldstændigen,ogmedden samme diplomatiske Troskab, som udmærker alle de i det for os liggende Værk optagne Brevskaber;deere,som det forekommer Ref., af særdeles historisk Betydenhed. Det synes ham klart, at det maa være kommet videre med Underhandlingerne mellem Henrik VIII og Lybekkerne, end Dr. Paludan Muller mener, og at Henrik virkeligen, som Giengield for den Pengehielp, han forstrakteHansestadenmed,har betinget sig Danmarks Krone, i hvilken Henseende det maalle tiene ham til Paaskud, at han ikke ansaae Hertug Christians Uetlighed til Kronen for at være utvivlsom. Til den Ende var det paalagt P. Svave udførligenatdeducere,at Danmarks Rige „fra umindelige Tider havde været et frit Valgrige, og at Valgretten havde været i Rigsraadets Hænder (eclectionis ius a chao (?) ferme et a

temporibus Saturniis penes regni consiliarios fuit). Dog havde Raadet, under Haand og Segl, medens Hertug Christians Fader endnu levede, givet ham den Forsikkring, at, naar han faldt f_fa, een af hans Senner skulde felge ham i Regieringen. Aarsagen til Krigen var at søge i Hansestædernes Had til al kongelig Myndighed; da de saae? at de ikke, som de stræbte efter, kunde udbrede deres Demokratie vidt og bredt, havde de, strax da K. Frederik var død, oplagt Raad om, ei blot, hvorledes de skulde fierne Hertug Christian fra Danmarks Throne, men ogsaa-, hvorledes de skulde berøve ham og hans umyndige Brødre deres arvelige Hertugdømmer.SaadanvarAnledningen til Krigen." Det Samme som Svave havde havt i Ærende at anbringe ved det engelske Hof, om Valgretten til den danske Krone og om, hvorledes Valgretten var bleven anvendt i Danmark fra Valdemar IV.'s Død (p. 363), og om Aarsagen til LybekternesFiendskab:detSamme yttrede han i sin Tale til Kongen af Skotland og hans Raader (2. Juni 1535). S. især 111, 263. Om den mellem Lybekkerne og England om den danske Krone trufne Overeenskomst taler han som en ganske afgiort og overalt bekiendt Sag (IH, 262); som Noget, der var aldeles, utvilsomt. og som var K. Christian meddeelt af hans Venner i Tydskland, berøres ogsaa denne Plan i de P. Svave givne Instruxer (111, 229). Han omtaler de undvigende Svar, han havde faaet paa sit Andragende i England, og anmoder Kongen af Skotland om at gribe de Forholdsregler, som kunde tiene til Hertug Christians Frelse. Saameget opnaaede han, at Kong Jakob (V), i sin Svarskrivelse til Hertugen, lover ufortøvet at sende en Begiering til sin Morbroder, Henrik VIII, ut ab ambienda atque affectanda Dania animum avertat, utque adversum Te plus æquo Lubecensibus minimefaveat(7.Juni 1535; 111, 267). Efter alt dette, og naar vi tillige tage et Brev i Betragtning, som det danske Rigsraad alt tidligere havde tilskrevet Henrik VIII om det nævnte Project (111, 15 ff., Schlegels Saml. z. dan. Gesch. I. 1. 163^—65, hvor Datum er anført til 18. Decbr. 1534): er det maaskee ei en altfor dristig Slutning, at en Plan har været i Gierde om at sætte den danske Krone paa Henrik Vlll.'s

Hoved. Jvfr. et Udkast til Brev fra Kong Henrik til den lybske Admiral Markus Meyer, fra Begyndelsen af 1534, 111, 208). En mærkelig Yttring lod P. S rave falde i en Samtale med den skotske Cantsler 5. Juni (111, 244), idet han, som en Grund mere, til at man i Skotland skulde antage sig hans Andragende, anførte, at „Kirkens Anliggenderogsaastodepaa Spil under den Krig, som LybekkernehavdepaaførtDanmark"; der var 14 Biskopper i Danmark og Norge, disses Undergang stod for Døren, dersomHertugChristianikke kunde komme til sin Ret („in Dahia et Norvegia quattuordecim esse episcopos, quibus una inleritus itnmineat, si princeps meus ius suum obtinere non possit"). Skulde den troe Statstiener have været uvidende om hans Herres Stemning med Hensyn til Kirke og Geistlighed?

Over de politiske Handler forsømte P. Svave ei at have et Oie for det Videværdige i Naturen og i Menneskelivet i de fremmede Lande, han besøgte. Saa kort end hans Reiseberetning er over Skotland., saa bærer den Præg af, at han har lagt Mærke til Folkelivet og til allehaande Naturphænomener (HI, 241^—43); men han har ogsaa ladet sig binde adskillige Fabler paa Ærmet. Han omtaler de skotske Høilande; det er udentvivl deres Indvaanere, han kalder Scoti agrestes, og af hvilke han i sin Reisedagbog giver denne æventyrlige Beskrivelse, 111, 242: Sylvestres Scotos mare Scytharum vivere, usum panis ignorare, si quando esuriant, cervum cursu prævertere, capere et occidere, inde vitam sustentare, crudis carnibus, expresso tanlum sangvine,

Et Tillæg til 3. Bind indeholder Dokumenter til Helsingørs ældre Historie. At disse her ere optagne,skyldesdenOmstændighed, at, da CommunalbestyrelseniHelsingørfor nogle Aar siden skienkede sine gamle Archivalier til Geheimearchivet, ønskede den at see et Udvalg trykt af disse, og af hvad der allerede havdes til Stadens ældre Historie. Det Meste af hvad der findes i dette Tillæg, har altsaa nærmest en lokal Interesse; det berører Personer, som i Helsingør, især i det 16. og 17. Aarh.

indtoge en anseelig eller fremragende Stilling, saaledes den bekiendteSanderLevel,som giennem en lang Aarrække var Tolder ved Øresunds Told, og dermed tillige forbandt Borgermester-EmbedetiStaden,og som en retskaffen og virksom Mand, i høi Grad besad baade sin Konges og sine Medborgeres Fortroende (P. W. Jacobsen i Hist. Tidsskrift V, 416 ff.). Hans Testamente er udstedt d. 14. Januar 1549? og aftrykt 111, Tillæg S. 36, skiøndt han levede mange Aar derefter, og ferst dede d. 21. Febr. 1560 (Jacobsen, a. St. V, 437). Der omtales fremdeles Gaarde og andre Eiendomme i og omkring Staden, og navnlig offenlige Stiftelser, f. Ex. Hospitalet og den latinske Skole og Stadens Kirker, og Handelen og andre Næringsveie og Sæder og Levemaade. Mærkelige ere de meddeelteSkraaerforflere Laug, Bartskærernes, Bagernes, Skudeskippernes,Skrædernes,udarbeidedeaf Magistraten og Lehnsmanden,menconfirmeredeaf Kongen. Alt dette har imidlertidogsaaimange Tilfælde en almindelig Interesse- Ti] KundskabomSædernesTilstand tiener et Kongebrev af 8. Sept. 160(5 til Magistraten om at udarbejde en Luxus Anordning (T.S. 84—85). Flere Breve indeholde Vidnesbyrd om, hvorledes der, tildeels alt inden Reformationen havde seiret, og især efter den Tid, blev handlet med Klostergodset. Ogsaa Kirkegodset behandledesudensynderligSkaanscl. St. Olai Kirkes Alterjorderskienkedes157i d. 10. Mai til Hospitalet. Brevet herom er trykt efter Hofmans Fundatser VII, 75 — 77. Hvor slor en Indtægt der paa denne Maade er fragaaet Kirken, lader sig vel ikke oplyse; men det varede ikke lang Tid, inden det befandles, at St. Olai Kirke ei havde saa stor Indkomst og aarlig Rente, at den kunde med fornøden Bygning holdes ved Magt, og at den ved et nyt Taarns Bygning var kommen i Gield. Magistratens Forslag til at afhielpe Kirkens Trang, hilligedes ved et Kongebrev af 16. Februar 1616 (111, Tillæg 86). Naar det ellers er anlaget, at de latinske Sange ved Gudstjenesten i Kirkerne faldt bort strax efter Reformationen, og ikkun vedligeholdtes i Domkirkerne, indtil henimod Midten af det 17. Aarhundrede: da er der i den nævnte Kirke, ifølge en testamentarisk Disposition af 1562, hver Dag til Aftensang sunget latinske Lovsange

af Skolemester og Skoledisciple (Hofm.Vll, 144—45). Stridighederimellemdedanske
og tydske Præster, hvor saadanne
i forrige Tider vare ansatte ved samme Kirke, og altsaa
jevnlig Anledning gaves for den ene af disse til at forsøge
paa at tage Brødet fra den anden, hørte i det 16. og 17.
Aarhundrede til Dagens Orden. De helsingørske Dokumentergiveosikke
faa Exempler herpaa; men da dette
Æmne alt for adskillige Aar siden er behandlet af en Forfatter,somhargiort
en udtømmende Brug af de nysnævnteBrevskaber(Dr.H.
Rørdam i Kirken. Saml. V.
Kbh. (1863—66) 132 ff. s. især 163 ff".), behøver denne
Sag ikkun her at berøres. Da ved Helsingørs Handel og
dens Forhold til Sundtolden, mange Reisende ofte kom dertil,ogderiblandtogsaa
flere Religionsbekiendere, som
afvege i Troessager fra den i Landet herskende Kirke:
giordes det fornødent for den for Uniformitet i Kirkesager
saa nidkiære Øvrighed at have et vaagent Øie med disse
Fremmede. Det var især de fra Nederlandene under
de daværende Religionsforfølgelser flygtede Calvinister, som
havdes i Sigte, naar Kong Frederik 11. under den 13.
Juli 1574 paalægger Helsingørs Magistrat at have Indseende
med disse Fremmede, som nedsatte sig i Byen, og som
„sielden og ugierne besøgte Kirken med andet Folk, men,
naar Tieneste og Guds Ord holdtes og prædikedes i Kirken,
fandtes snarest hiemme og under Prædiken at giøre GiestebudogGilde,eller
gaae Gaderne op og ned at spadsere".
Det var Kongens Villie, at saadanne Fremmede, som ikke
vilde søge Kirken, skulde forvises Staden (Tillæg til 3. Bd.3
S. 57; jvfr. S. 59 et Kongebrev at 13. Januar 1575,
som, ved at meddele Tilladelse for fremmede Kiøbmænd
til at bosætte sig i Staden, og der at faae Borgerskab, betyderMagistraten,atden
skulde føre Tilsyn med, .at de
et godt ærligt Vidnesbyrd, hvorfra de vare komne, og
ikke havde nogen Sect eller kiettersk Lærdom med at føre.*
Da alt Dette Intet frugtede, og Calvinisterne, saavel i KiøbenhavnsomiHelsingør
„ikke vilde gaae til Kirke for at
høre Guds Ord, eller med andre Christne giøre deres Bøn
og Gudstjeneste, meget mindre tage det hellige høilovlige

Ålterens Sacramente, og Kongen ei vilde Ude saadanne forargeligeMenneskerisine Ståler og Lande: „saa beordredes Biskop Poul Madsen med Præsterne til Vor Frue, Nicolai og Trinitatis Kirker og den tydske Præst, at de tilligemed Magistraten skulde udspørge og forhøre om, hvo der kunde findes udi saadan forargelig Levnet eller Religion". SaamangeafdisseNederlændere, som ikke vare paa den rette Vei og ikke vilde lade sig undervise, havde Magistraten ei at tilstede Opholdet i Staden", Kongebrev af d. 12. Nov. 1586 (Tillæg S. 73_—74). Det var de praktiske Consequentser af Frederik ll.'s bekiendte, ogsaa i eet af disse Kongebreve paaberaabte„ArliculiXXV,de quibus interrogabuntur hospites et peregrini, qui a R. M. in regnis Daniæ et Norvegiæ hospitia petunl« (A. 1569), Pont. Annal E. D. 111, 416. En ganske egen Bestemmelse var det ellers, at de Fremmede, som nedsattesigiHelsingør, maatte forpligte sig til at „boe der deres Livstid, og ikke at fraflytte Staden" (s. det ovennævnte Kongebrev af d. 13. Januar 1577 T. S. 59).

Til Historien om Øresiindstolden høre et Par Breve. At Christiern II forlagde Toldstedet fra Helsingør til Kiøbenhavn,er en bekiendt Sag; paa Grund af Lybekkernes Klager, blev delte dog snart igien henlagt til Helsingør. At der imidlertid under den følgende Konges Regiering paany har været Noget i Værk om Toldstedets Forlæggelse fra Helsingør,sees af Frederik I.'s Brev af d. 15de Juii 1533 (Tillæg S. 30), til Borgemester og Raad i Helsingør. Efterdi disse havde tilmeldt ham, at de vare komne til Kundskab om, at nogle af hans andre Undersaatter skulde have underhandlet med ham om at forflytte Tolden andensteds hen i Riget: da, efterdi Kongen har forfaret, „at hans Forvantes, de lybskeog vendiske Stæders Privilegier lyde paa, at samme Told skal blive liggende hos fornævnte vor Kiøbstad Helsingør,har han forundt og tilladt, at den skal blive liggende der til evig Tid, og ikke derfra flyttes". Mange Aar senere gik der paany Rygter om, at del var paatænkt at flytte Toldstedet enten til Kiøbenhavn eller til et andet Sted i Riget(P. W. Becker, Saml. til K. Frederik lll.'s Historie I, 221. 439. li, 292). Et andet Bidrag til Øresundstoldens

Historie indeholde de helsingørske Brevskaber i et Kongebrevtil Lehnsraanden paa Kronborg Frederik Urne af d. 1. Januar 1628, Tillæg S. 98, om at lade bekiendtgiøre paa Raadstuen, at „Ingen maa uddrage til de i Sundet liggende fremmede Skibe for at afkiøbe Skipperne deres Varer, inden de have angivet sig for vore Toldere, og de paa vore vegne have opkiøbt, hvis vi dem have befalet". Der hentydes til den Ret, som de danske Konger fra ældgammel Tid havde tiltaget sig til at tage de paa Skibene, som seilede igiennem Sundet, førte Varer, for den Priis, som Rhederne eller Skipperne satte paa dem (Båden, Oresundstoldens Historie, Afh. (1^—HI. Kbh. 1820—23) 11, 241 ff; Schiern, Om Altertavlen i Roeskilde Domkirke, i Kirkehist. Saml. IV, 323 ff.): en Ret, som endnu i Frederik lll.'s Tid ansaaes gicldende (WoJf, Eneomium Regni Dan. Kbh. 1654. p. 519).

Af alle de smitsomme og pestagtige Sygdomme, som, siden den sorte Død have hiemsøgt Danmark, har maaskeeingen, ei engang den, som rasede i 1711 — thi den strakle sig neppe udenfor Kiøbenhavn og Helsingør og disse Stæders nærmeste Omegn — været mere ødelæggende,end den Pest, som i 1654 drog igiennem endeelaf Landets Egne. Hvor Kirkebøger ere bevarede fra den Tid, ville mange Oplysninger om den Mandsiet, som denne Farsot anrettede, derfra kunne hentes. Et enkelt Exempel skulle vi anføre: I Kiøng Sogn i Hammer Herred, døde fra (20?) April, da, som Sognepræsten har anført, en Møllerdalter der kom syg hiem til sine Forældre, og „var den Første, som i Sognet døde af Pest" og indtil Aarels Slutning 202 Mennesker. I Kirkerne paa Bornholm ere Tavler ophængte,som vise hvormange Mennesker denne Pest rev bort i ethvert enkelt Kirkesogn, i Alt 4569. (Thurah, Beskr. over Bornholm og Christiansø, Kbh. 1756. 4to. S. 140). Den rasede paa Bornholm fra 16. August 1653 til sidst i Febr. 1654. Ellers er ikkun Lidet i trykte Skritter bevaret om denne Epidemie, hvis Virkninger dog tør antages at have været en af Aarsagerne til den Slappelse, der allevegne røbede sig under den faa Aar efter udbrudte Krig. See dog den svenske Resident Ma gnus D ureils Breve af den 8. Sept.,

4., 22. Dec. 1654 i P. W. Beckers Saml. til Danmarks Historie under K. Frederik 111, I, 54. 55. 36. 57., og T. A. Becker, Orion T, 252 ff, hvor en Beretning indcindeholdesom Pestens Udbrud i Kiøbenhavn, i hvilken Stad der under Epidemien døde 8349 Mennesker, og om dens Gang giennem Sielland, Skaane og Fyen; Jylland berørte den ikkun paa et Par Steder.

En enkelt offentlig Foranstaltning under denne Landfarsot er bekiendt af et Kongebrev af d. 30. Sept. 1654 til OttoPowisch om at lade, „under den grasserende Sygdoms Tid", Gudstjenesten holde i Skolen for Frederiksborg istedenfor i Slotskirken m. m. F. P. J. Dahl, Efterretninger om den Kgl. lærde Skole ved Frederiksborg (I — 111. Kbh. 1836^—64) I. XIII. I det her omtalte Diplomatarium Helsingoranum p. 136^—137 findes nu et interessant Kongebrev til Magistraten i Helsingør, udfærdiget d. 23. Juni 1654 i Flensborg, hvorhen K. Frederik 111 og hans Dronning havde begivet sig, da Pesten ogsaa i Ribe, hvortil de først vare flyttede, havde yttret sig, indeholdende Bestemmelser, betreffende Sundhedspolitiet, som i enhver Kiøbsted skulde iagttages i „værende svage Tid".

Ved at giere opmærksom paa det nævnte Aktstykke, til Oplysning om hiin i Danmark midt i det 17. Aarhundrede grasserende Pestsygdom, udtaler Ref. det Onske, at denne, af det i -Øjeblikket berørte Hensyn, maatte blive giort til Formaal for en udførligere Undersøgelse. Det er, som sagt, de gamle Kirkebøger, som i denne Materie ville være en Hovedkilde.

Aarsberelningernes Udgivelse skrider stadigt frem, og 3 Hefter af det fierde Bind ligge for os; de fortsætte de i det tredie Bind begyndte diplomatiske Forhandlinger imellem Danmark og Europas vestlige Stater. Men vort Hverv har denne Gang ikkun været at give en Udsigt over Indholdet af det andet og det tredie Bind af Aarsberetningerne fra det Kongelige