J Efteraaret 186S overgav Hr. Etatsraad Regenburg mig nogle Pakker gamle Dokumenter, med det Ønske at jeg vilde undersøge, hvorvidt de kunde yde Bidrag til Fædrelandets Historie. Iblandt disse fandtes en Mængde Oplysninger om Alses Overgivelse til de kejserlige Tropper, om hvilken Genstand Hislbrien, saavidt mig er bekendt, saa godt som tier, og jeg udarbejdede deraf følgende Afhandling til slesvigske Provindsialefterretninger, der stansede ved deu ulykkelige Krig 1864. Over Hertuginde Dorothea er 1639 i Hamborg trykt en Ligprædiken af den sønderborgske Hofpræst Johan Bøldich, der ikke findes paa vore Bibliotheker, men da Lachmau har kendt den og han intet meddeler om Alses Besættelse, maa in an antage, at den intet Udbytte vil meddele om nærværende Emne.

Efter det uheldige Slag ved Lutler am Barenberg 15de Avg. 1626 trak Kristian den Fjerde sig tilbage mod Elben, og Krigen førtes fra nu af mest ved Marscher og Smaakampe. De tyske Fyrster, som ikke tidligere vare frafaldne, forlodeham for storste Delen nu, ja nogle, som Erkebispen af Bremen af det gottorpske Hus, gik endog ligefrem over til Tillys Armé. Den danske Vasal Hertug Fredrik af

Gottorp, der selv havde on Brodér i den kejserlige Hær, søgte, saa længe Kongen endnu var syd for ham, at indtageen manglende Stilling, og virkede ikke alene intet i don sidste Del af Krigen til Landets Forsvar, men tvertimodaabnede straks sine Fæstninger for Fjenden, saasnart denne havde overskredet hans Grænser. Paa Landdagen i Rensborg 27de 3Nov. vedtoges vel en almindelig Udskrivning i Hertugdommerne af Mandskab til Landets Forsvar, ogsaa i den hertugelige Del, men denne dreves ikke med Kraft, og Hertugen forblev passiv, især efter et Truselsbrev fra Tillv.

Som Hertug i Sønderborg såd dengang Hans den Yngres Son Alexander; han og hans Brødre vare ligefrem Kongens Lensmænd, og der kunde intet Spørgsmaal være om hvilket Parti de burde tage, men Kongen fandt ingen Understøttelse hos dem, mere end den de vare nødte til at yde.

Hertug Alexander døde 13de Maj 1627 og efterlod sin Enke Dorothea, Datter af Grev Johan Gunther afSchwarzburgmed 6 Sønner og 1 Datter. Efter hans Ønske skulde Dorothea overtage hans Godsers Bestyrelse¹); hun var en paa Karakter og Legeme svag Kvinde; hendes Slægt var tysk, hendes "Brodér tjente i Tillys Hær og de hertugelige Forbindelser vare ikke skikkede til at give hende nogen Kærlighed til Danmark; hun havde ingen Raadgivere, hendes Frænder gave hende kun übestemte Svar, saa hun var i en pinlig Stilling, torde ikke forlade Kongens Sag, da denne i et Øjeblik kunde landsætte et Troppekorps paa Als, men vovede ej heller andet end at vise sin Underdanighedmod den kejserlige Hojhed. Hun vur saaledes

---

1) Lachmann: Einleitung zur Schleswig-Holsteinischen Geschichte [11. 117.

mellem 2 Ilde; at hun svigtede Kongen, maa mere tilskrivesOmstændighedernes
Magt og hendes Svogres Paavirkningend
egen Mangel paa Troskab.

Efterat det danske Troppekorps i Sehlesien var blevet tilintetgjort, ventede man Wallensteins Ankomst til Nordtysklandog hans Forening med Tilly, hvorved Kristian den Fjerdes Magt Ojensynlig vilde blive brudt. 15 Marts og følgende Dage 1627 holdtes en Landdag i Kiet, hvor betydelige Skatter udskreves. Paa Befæstningsværker i Holsten maatte der nu ogsaa arbejdes med Iver, og 7 Maj udgik kgl. Befaling, at Kongen havde forordnet Brejde Rantzov til Botkamp, at han skulde fremme et Skanseanlægved Tremsbiittel, hvorfor Undersaatterne paa de fyrstelige og adelige Godser uden Vægring maatte indfinde sig der og arbejde med al Flid. Det synes, som der efterhaandenfra de forskellige Egne er sendt Mandskab hertil, ti forst Bde Juli udstædtes Brev til Hertuginden paa Sønderborg,at hun Søndagen den 29de Juli skulde lade sine Undersaattermøde ved Tremsbiittel, hver med en Skuffe eller Spade og hver tredje Mand med en Hakke, forsynede med Føde for 8 Dage, i hvilken Tid deres Arbejde skulde være fuldendt; tillige opfordrede Rantzov hende til at give dem nogle Ord, at Værket saa meget flittigere kunde befordres. Men hun undskyldte sig i et Brev af 17de Juli: I hendes Sorgestand var det hende nu aldeles umuligt, men 12te eller 19de Avg. skulde hun tilvisse sende Mandskab; hun vilde gerne bidrage sit til Fædrelandets Forsvar, men hendes Land og Undersaatter vare i en elendig Tilstand paa Grund af en Indkvartering af Ryttere i over 18 Uger, der forst nylig havde forladt hende, saa at den storste Del med Koner og Born neppe havde Brød til at opholde Livet med; hun havde selv i disse Dage sendt et Bud til Kongen

i Lejren ved Lauenborg og han havde tidligere lovet at
skaane hende saa meget som muligt, hvorfor hun bad
Kantzov om ikke videre at tvinge hende.

Ved et trykt aabent Brev dat. 30te Juni havde Kongen sammenkaldt en Landdag i Kensborg til den 24de Juli; til denne afsendte Hertuginden sin Hovmester Thomas Grot, ikke forat han skulde deltage i dens Beslutninger, skont hun dog havde faaet en Indbydelse fra Prins Kristian af 17de Juli til at afsende et Sendebud med Fuldmagt til at stemme om, hvad der kunde tjene til Fædrelandets Beskyttelseog Bevaring, men forat han skulde opsøge Prinsen og forebringe ham hendes Mangel paa Evne til at sende Mandskab til Tremsbuttel. Dagen efter sin Ankomst fik Grot Besøg af Udsendinge fra Stænderne, der forelagde ham en Betænkning til Underskrift, men haa vovede ikke at handle uden Fuldmagt; ligeledes sendte Hertug Joakim Ernst af Pløn Bud efter ham, ej heller ham torde han indlade sig med. Derimod søgte han at faa Prinsen i Tale og efter flere forgæves Forsøg fik han endelig Lejlighed til at faa denne tilstillet en Skrivelse fra Hertuginden. Prinsen forebragte Sagen for Kongen og lod Thomas Grot give det Budskab 27 Juli, at paa sidste Landdag var denne Arbejden paa Skanserne almindelig besluttet og indvilliget af menige Landstænder, og skont Kongen gerne vilde forskaanesine Undersaatter, saa var der dog Følger at befrygteheraf, idet andre ligeledes vilde undslaa sig; forat et saa nødvendigt Værk til Fædrelandets Forsvar og Sikkerhedikke skulde saaledes blive opholdt, fandt Kongen det derfor raadeligst, at hun lod sine Folk indfinde sig, ellers tilbød han sig i Fremtiden at lette hende andre Besvær, som maatte fremkomme. Grot gjorde Indvendinger herimodtil Marskalken, som bragte ham dette Svar, men

denne svarede, at han ikke kunde udvirke mere, det var desuden aldeles nødvendigt at anvende Landets yderste Magt og Formue; i Fortrolighed vilde han desuden fortælle, at Hertug Filip paa Glyksborg havde gjort lignende Undskyldning formedelst paalagt Indkvartering, men Kongen havde »rotunden afslaaet det. Dog da Landdagen havde bestemt, at Rensborgskulde befæstes, holdt Marskalken vel for, at HertugindensUndersaatter kunde benyttes der istedenfor at drage den lange Vei til Tremsbuttel og han vilde medvirke dertil.

Medens Forsamlingen stod paa i Rensborg, gik Tilly over Elben 26de Juli. Det almindelige Opbud, som den tidligereLanddag havde fastsat, naar Nøden krævede det, kom nu i Stand og 28 Juli udstædte Kongen en kort Forordningderom, der næste Dag i en udvidet Skikkelse udgik fra Krigskommissariatet¹): alle over 18 og under 55 Aar, adelige og uadelige, Borgere og Tyende af hvilken somhelst Stand skulde give Møde paa forskellige Steder, den slesvigske Adel og frivillige Ryttere i Rensborg. I storste Forvirring skiltes Landdagen ad og hver drog sin Vej for al fremme sine Planer. 4de August 1627 affærdigedes et Brev dat. Krempe fra Kongen til Hertuginde Dorothea: det var hende uden Tvivl bekendt, hvorledes Fjenden ikke alene havde faaet «Foddislriktet» paa denne Side Elben, men Kongen ogsaa fattet den uundgaaelige Beslutning at lade Udbud udgaa over de slesvigske og holstenske Fyrstendømmer;forat hendes Undersaatter ligeledes kunde give Møde, da ingen billig kunde afslutte sig fra s-aa almindeligt Forsvar, saa kom han «freundtvetterlich» til hende, da Faren forstorredes hvert Øjeblik, at hun ogsaa vilde lade udgaa Forordning herom og det med hojeste Alvor, at

---

1) Trykt hos Lachmann, 111. 167.

hendes Folk tilligemed de øvrige kunde give Møde paa
Hakshede. Brevet var besynderlig nok stilet til den afdøde
Hertug Alexander.

Udentvivl straks efter Modtagelsen af denne Skrivelse skrev hun 7de Avg. til Hertug Fredrik paa Gottorp og til sin Svoger Joakim Ernst og bad dem om Raad og om at meddele hende, hvorledes de havde betænkt at forholde sig, men deres Svar ydede hende ikke stor Hjelp, de havde begge undskyldt sig hos Kongen, men endnu ikke faaet hans Resolution, de torde ikke raade hende til at unddrage sig Kongens Bud, men overlod alt til hendes eget Forgodtbefindende. I sin uvisse Tilstand skrev hun 23 Aug. et Brev til Prins Kristian: hun vilde gerne lyde Kongens Bud, men i hendes sorgelige Enkestand og med sine mange umyndige Børn var hun berøvet den bedste Raadgiver og kunde ikke bringe Mandskab tilveje saa hurtig,hun bad ham paa bedste Maade undskylde denne ringe Tøven; den Skat, der paa sidste Landdag var paaligthver Plov til næste Bartholomæi Dag (24de Aug.), var det en Umulighed at udrede saa hastig, især naar Undersaatterneselv skulde møde i egen Person med fornøden Proviant; dette bad hun ham betænke, men hun vilde paa ingen Maade unddrage sig det fælles Fædrelands Forsvar, tvertimod rette sig efter, hvad han resolverede. Medens hun ventede paa Svar, var Tilly rykket nærmere, og det befrygtedes, at han tilsidst vilde sprænge det danske Forsvarskorps;for at betrygge sig mod de mulige Følger heraf, indgav hun et Bonskrift tilden «allerdurchlauchtigste, uovervindeligste« romerske Kejser om en Salvegarde for sine Godser: hendes Ægtefælle var for faa Uger siden død og hun hensad med 7 umyndige Børn; hendes sal. Herre havde levet ikke alene som en kristelig Fyrste og

ført en oprigtig Vandel til det sidste, men var forbleven i storste Lydighed mod Kejseren og i samme Hensigt altid og til sin sidste Stund havde adhorreret, instigeret og med Flid formanet sine Sonner til det samme; hun var en afdeltFyrste og havde intet med Krigen at gore, hvorfor hun bad om ikke at blive molesteret og betrængt af hans Krigsmagt, men at han vilde meddele sine Generaler skriftlig Befaling til ikke fjendlig at angribe hende og hendes Land eller bebyrde det med Krigspressurer, derimod beskærme hende mod al übillig Vold og Plyndring; denne hans Forsorgfor Enker og faderløse vilde Gud lonne med timeligeog evige Goder. Herved havde hun paa en Maade brudt med Kongen; Prinsen besvarede vel fra Rensborg den 27de hendes sidste Skrivelse, men han kunde ikke indvillige i hendes Forlangende uden Kongens Samtykke, haabede meget mere, at hun nu ikke vilde unddrage sig det fælles Forsvar, men medvirke sit dertil.

Tilly og Wallenstein forenede nu deres Hære og betraadteHolstensGrund den 30te Avgust, de anlagte Skanser toges med Lethed, da Mandskabet tildels for længe siden af Frygt havde forladt dem; den 7de Sept. indtoges Pinnebergogden 15de trak Markgreven af Båden sig tilbage fra Oldenborg og fik sit Korps tilintetgjort, hvorved Halvøen blev aaben for de fjendlige Skarer ; vel forsvarede enkelte Fæstninger sig, som Rensborg, der holdt sig til den 6te Okt. *), men hurtig udbredte Fjenden sig over Landet, jagende Kongens for storste Delen lejede Tropper foran sig, lige til Vendsyssel; den 28de Sept. kom de kejserlige til Ribe den 2den Okt. til Vejle. Kongen selv drog til Fyn og HertugindeDorotheamaatte

---

1) Lachraann 111. 188. 199. Waitz Schleswig-Holsteins Geschichte 11. 518.

tugindeDorotheamaatteendnu bevare Freden med ham, der saa let kunde landsætte et Korps paa Als, hun skrev derfor til ham 10de Sept. og fortalte ham, al da Krigsuroen var kommen til dem og hun med sine Born og andre tilkomnefyrsteligeSlægtninge og Venner ingen andre Steder havde at opholde sig, havde hun forat fritages for Krigens Medfør udbedt sig Forskaaning af den kejserlige General. »Derefter vil Eders kgl. Maj. af os af bestandigt Hjerte være forsikret, at vi ikke videre har disponeret og indrettet vor oprigtige Intention end til at faa nævnte Forskaaning, vi os ogsaa ellers ikke vil gore delagtige med Kontraparteninogen Konspiration, Akkord og andre Sager« og hun haabede, at Kongen ikke fortænkte hende deri, ja meget mere vilde hjælpe hende til, at hun ikke blev bedrøvetellerbesværet af hans Flaade. Fra Dalum fulgte ogsaa Svaret af 30te Sept., at han gerne undte hende og hendes Born al Sikkerhed og havde ikke noget imod hendes Foretagende, «men holder dog for, at det bedste Sikringsmiddeler,at Skibe og Færger blive tagne i Agt, at Fjenden ikke skal bemægtige sig dem, hvilket vi stole paa, Eders Kærlighed vel vil sørge for med sommelig Omhu». HertugenafGottorp fik Frihedsbrev 27de Sept.¹) og aabnede selv sine Fæstninger for Fjenden; 4de Okt. udstædte Henrik Schlick, Greve af Passau, Herre til Plann, Gottsche og Ywannewitz, kejserlig Raad, Kammerer, Oberst og FeltmarskalketBrev dat. Schuby (vistnok Skovby i Lojt Sogn) til sin hele Armee, at han i sin Generalbeskyttelse har taget Hertuginde Dorothea, hendes Slot og Stad Sønderborgsamthendes Godser Sandtbergh, Gammelgar, Rumorshoff,Neuhoff,Kelkeins (o: Kegenæs) og alle hendes TjenereogUndersautter,

---

1) Waitz 11. 524.

nereogUndersautter,hvorfor alle skulde agte dette hans Salvegardebrev, og ingen, hvem det end var, fjendlig indfaldepaaforannævnte Godser eller med Kvarter, Plyndring, Penges Exaction og andre lignende Insolentier molestere hendes undergivne, men meget mere fri hende fra saadant Soldatbesvær og Exorbitantier under hojeste Livsstraf. Saaledesvarhun sikret og kunde rolig sidde paa sit Slot uden at se andre Fjender end dem, der vare paa den modsatteSideaf

Men de kejserlige Frihedsbreve vare ikke til at stole paa, det viste sig i Ditmarsken, det viste sig her. Løftet om at skaane Als var overilet, Kongens Flaade kryssede i Søen, et Forslag var gaaet ud paa at besætte Øerne ved Sønderjylland og derfra gore Flankeangreb paa Fjenden¹), der ved idelige Marscher saaledes vilde udmattes. Under sin Fraværelse havde Wallenstein overgivet Befalingen «over disse Steder« til Oberst Generalvagtmester Schauenburg;denne udstedte fra Rensborg 19de Okt. et Brev til Hertuginden: Kongens vedvarende fjendlige Eloldning og <ien almindelige hoje Nødvendighed fordrede, at alle Steder ved Havgrænsen bleve tagne i Agt og besatte og Fjendens vidt udseende farlige lutent blev brudt, at man saameget for kunde komme til Fred; det var derfor nødvendigt, at Als og Sønderborg bleve besatte, hvorfor han søgte og bad hende om at tillade, at dette hendes Land blev besat med nogle Kompagnier og sikret mod fjendlig Fare; han haabede, hun ingen Betænkning nærede, men her viste sin Devotion mod Kejseren og derved beviste, at hun ikke ønskede , at mere Ulykke skulde tilstøde hendes Land og tilgrænsende Fyrstendommer. Dette Budskab overbragtes

---

1) Jahn: Danmarks Deltagelse i Trediveaarskrigen S. 381.

hende af Oberstlojtenant Rovvicit, der intet Svar vilde oppebie, men gav hende Betænkningstid. En tro Undersaatvilde nu have modsat sig, Sønderborg Slot kunde udentvivl en Stund udholde en Belejring og et Bud til Kongen vilde bringe Hjælp fra denne, men at iibre sit Land til en Skueplads for Fægtninger, hvis Udfald ikke kunde forudses, og bryde med sine Svogre, kunde aldrig falde Dorothea ind; det eneste hun gjorde, var at bede Hertug Filip om Raad. Den Oberstlojtenant, der bragte Sehauenburgs Skrivelse, drog fra Sønderborg lige til Glyksborg,udentvivl for at faa Hertug Filip, hvem han synes at have staaet i venskabelig Forbindelse med, til at indvirkepaa sin Svigerinde; denne stilede ogsaa et Brev til hende 21de OkL, at Oberstlojtenanten havde fortalt ham, at omtrent 100 kgl. Skibe laa ved Halvøen Pøel (nærved Wismar) fulde af Folk, i den Mening at besætte Als; han bad hende derfor at holde god Vagt ved Stranden og ingen indlade. Der medfulgte tillige et Brev fra Magdalene Dorthe von Buchholz, der opholdt sig ved det glyksborgske Hof, til sin Søster, der var hos Hertuginde Dorothea, hvilket egenlig var stilet til Hertuginden ifølge Indskydelse fra Brevskriverskens Foresatte. Hun imødegik Hertugindens Klager, det var bedre, at Godset blev hos Vennerne end hos Fjenden, et Brev, der vidner om Tonen ved Hertug Filips Hof.

Faa Dage efter, udentvivl, skrev samme sVlagdalene ved Nattetid et udateret Brev til samme Søster, hvori hun meldte hende at Hertug Frans Albrecht af Sachsen- Lauenborg¹), Broder til Hertuginden paa Glyksborg, var

---

1) Kejseren havde anvist ham Haderslev Amt, hvori han kunde søge sin Sold og Hvervningsomkostninger iSlange, Kristian IV. 637j.

kommen til Glyksborg; han bragte Budskab om, at det var vist, at Kongens Skibe vilde komme, Hertug Filip havde sagt, at Hertuginden heller maatte tage mod Kejserens Folk, der dog ikke lod hende i Ro, naar Fjenden var paa Als, og Hertug Frans Albrecht havde ytret det Ønske at komme til at ligge paa Als, saa vilde hun blive bedre for - skaanet, ellers raadede de hende at sende Bud til Grev Schlick og berette ham, hvorledes Sagerne stod. Dette sidste fulgte hun ogsaa, og Bde Nov. skrev denne fra Aarhus, at hun ikke behøvede at frygte Indkvartering, Kontributionen vilde han ogsaa lette, men om faa Dage vilde han komme til Haderslev, og haabede, at hun da skulde blive tilfreds. Om han kom til Haderslev vides ikke, men til Rensborg drog han, hvor han 27de Nov. udstædte Ordre til Oberstlojtenant Kristian Jakob Reinhard von Rovvicit ved det nassauske Regiment, vistnok ham, der laa i Flensborg, at, da Wallenstein alvorlig havde befaletat besætte Als paa alle nødvendige Steder, skulde han af sit Regiment ikke alene straks føre Tropper derover med god Orden, men ailesteder give Agt paa Fjendens mulige Forehavende, ligesom tage den fornødne Underholdningpaa

Hertuginden var vel meget ilde tilmode herover, men har dog vist meget venskabelig modtaget sin indkvartering, sine Svogres Venner og egne Landsmænd. At hun dog ikke ansaa den danske Sag for tabt og derfor maatte betryggesigmod, hvad der mulig maatte komme, ses deraf, at hun den 24de Nov. udfærdigede et Brev til Kongen, hvorledeshunvirkelig i 2 Maaneder havde været fri for Besvær,menfor 8 Dage siden formærkedes, at Hertugen af Friediaud handlede imod sin tidligere Ordinans og befalede sine omkringliggende Officerer at belægge Als med Garnison.«f)eter

nison.«f)eterGud i Himlen bedst bekendt, hvorledes vi paa det hojeste har bestræbt os for og forsøgt alle Midler til at forhindre denne Ordre og da vi straks saa, at al-Indvendingvarforgæves og man fast holdt paa at udføre Ordren, alligevel nogle Dage havde opholdt Værket «und alles pure fur den Faust abgeschlagen«, men det hjalp intet, derimod er det ved vor ihærdige Vægring meget mere kommet saa vidt, at Officererne have bragt os MagtenforØjneneog med Vold ville fuldføre Exekutionen, hvormed de have gjort Begyndelsen. Hvorpaa vi, da vi se den hojeste Fare, ja vore Undersaåtters og Landets fuldstændige Ødelæggelse umiddelbart for Øjnene, paa ingen Maade kunne afvende den, mindre forsvare os derimod eller modstaaensaadan Magt, endelig vælge det taaleligste og nolens volens maa indtage Besætningen« ; saaledes bliver hun ved, men det er ikke den nøgne Sandhed. Kongen fik ogsaa forst denne Skrivelse 9 Dec. paa Dalum og da var det for silde at gore noget. Den 27de Nov. udstædte Ordre til at besætte Als er da traadt i Kraft. Rigtignok udfærdigede Hertuginden samme Dag 3 Bonskrifter til Grev Schlick, Wallenstein og Kejseren, der alle gik ud paa det samme; der var indkvarteret et Kompagni Soldater i hendes Besiddelser, der nu ogsaa vilde besætte hendes eneste Residens, uagtet hun havde tilbudt at forsvare sig der med sine egne Folk; hendes Land var en 0, helt omflydtmedVand, som derfor (!) ikke var til at befæste og ikke kunde forsvares, af nogen med Fordel; saa længe det hele Krigsvæsen havde bestaaet, var det aldrig hændet, at en fyrstelig Enke saa uforskyldt var bleven belagt med Indkvartering; hun og hendes mange fyrstelige Børn vilde falde aldeles i Armod, hvis der ikke gaves Ordre til at føre det nassauske Kompagni tilbage, det førtes jo ikke

mod Fjenden, i hvilket Tilfælde hun havde været ligesau
skyldig som villig til at vise sin Devotion mod Kejseren.
Men alt dette hjalp ikke, ingen tog Notice af hendes Bon.

Imidlertid kryssede Kongens Flaade bestandig i Østersøen.Hertuginden maa dog ikke have haft det saa knapt, som hun klager over; et Skib, ladet med Korn, sendte hun til Lybæk, men paa Tilbagevejen blev det opsnappet af danske Skibe og taget som Krigsbytte; Kongen synes at have været meget forbitret over Alses Indtagelse og betragtede Hertuginden som Fjende. Ulykkelig over Tabet af Skibet og saaledes vis paa Kongens Unaade, endnu altid søgende at bevare Venskab med begge Parter, afsendtehun nogle betrode Mænd til København, der 12te Febr. 1628 indbragte hendes Undskyldning tilligemed en Forestillingfra dem selv skriftlig til Kongen. Hendes fyrstelige Naade havde med forfærdet Sind fornummet, at det var forebragt Kongen til hendes Forurettelse, at hun ikke alene godvillig havde modtaget den kejserlige Garnison, men endog selv fordret og begæret den. Men hun kunde med god ren Samvittighed og Sandheds Grund vidne, at hun med al Flid havde iragtet efter at blive fri derfor, hun kunde ikke modstaa Fjenden og maatte indlade ham, da ellers alt vilde være blevet skudt i Grund og Brand. Hvad Skuden angik, da skulde den for de Penge, der indkom for Kornet, medtage Fornødenheder til Hofholdningen og til hendes egne fyrstelige Borns Behov, men ikke til ringeste Forstrækning for Fjenden; de bad Kongen ikke videre at bedrøve hende, men til sin hoje Berommelse med kgl. medfødt Godhed at lade hende faa Skibet tilbage uden Godtgorelse, ja give det Fripas til at sejle hvorhen det lystede; Øen var temmelig forsynet med Korn og naar hun udførte det, kom det jo ikke Fjenden til gode, men

det var altsaa tvertimod til Kongens Gavn. For det tredje, saa vilde det ligeledes bero pau Kongens Betænkning, hvorledes Hertugindens Investitur over hendes Sonners Andel af Slesvig og Femern skulde ordnes.

Til Svar herpaa gav Kongen 15deFebr. følgende: Orn end Garnisonen paa Als var indtagen mod Hertugindens Vilje, saa havde det dog sommet sig for hendes hojstforbindtlige Fidelitet straks at tilkendegive saadan Tvang for Kongen, forat de kunde gengælde Magt med Magt og beholde Als til egen Raadighed. Da den daglige Erfaring viste, at alt hvad der kom under Fjendens Hænder, ogsaa stod beredt for hans umaadelige Lyster, kunde han ikke bekvemme sig til at give den tagne Skude til Pris for Fjenden. Hvad det tredje Punkt angik, vilde han ikke erklære sig derom, men haabede, at hun ikke tilsidesatte det hoje Slægtskab med Hans Majestæt. Samme Dag gav Kommissjonen et Gensvar, men det blev uden Følger.

Den 2lde Marts indtog Kongen Femern¹) og erobrede en stor Del Skibe. Hertuginden saa nu, at Faren nærmedesig og at det var nødvendigt at gore et Forsøg paa at forsone Kongen. Den 27de Marts afsendte hun Daniel Rantzov, forat han mundlig skulde underhandle med Kongen og forebygge, at hendes Land fjendlig blev angrebet og saaledes uden Skyld ruineret, overfaldet og udplyndret eller lagt i Aske; tillige medfulgte et Brev fra hendes 6 Sonner, men Rantzov har ikke kunnet faa Foretræde eller i alle Fald fik han intet Svar. Ufortrøden med Bonskrivelser, stadig ynkelig klagende, henvendte Dorothea sig igen til Kejseren i et Brev af 13de April. Hun havde 27de Nov. afsendt et Klageskrift til Prag, men hendes Sendebud var forsvundet

---

1) Lackmann 111. 240.

mellem Sønderborg og Hamborg, hvorfor den uundgaaelige Nødvendighed tvang hende til vemodig af ydmygt Hjerte at beklage sig over sine umaadelige Besvær. Nu havde hun haft Indkvartering over 19 Uger i sit ringe Amt, hvoraf hun med 7 Born alene skulde leve, og ikke alene til et Kompagnis Underholdning ugenlig tilsat over 500 Rdl., men ogsaa taalt, at hendes Residens var besat med stærke Vagter og bebygget og forskansat; Kongens Flaade kryssedeom Øen og hun ventede med det forste at blive overfalden, samt hendes Residens indtaget, eller da Huset formedelst den foretagne indvendige Befæstning ikke saasnartvar at erobre, dog idetmindste Landet blive taget og hendes stakkels Undersaatter ganske ruinerede, ja Husene og alt andet paa Landet vel lagt i Aske, hvilket Kejseren kunde afbjelpe ved at borttage Besætningen, der ikke var hans Hær til nogen Nytte, uden den, at det aldrig saaiængeder er ført Krig er hørt, at en fyrstelig Enke saa uforskyldt er bleven saaledes behandlet, hvorfor hun bad ham om at lade sin General ophæve Indkvarteringen — «t Brev, som kun en taabelig Kvinde kunde skrive, saa frugtesløst maa det synes for enhver. At det ikke gjorde nogen Virkning, er aabenbart, en Hær, der har et Land besat, opgiver ikke uden Grund en vigtig Grænsefæstning.

Den 19de Apr. skrev hun et egenhændigt Brev til Kongens Moder, Enkedronning Sofie og bad hende gaa i Forbon hos Kongen, med Vidnesbyrd om at hun havde faaet den besværlige Indkvartering mod sin Vilje; fOrend Indfaldet havde hun jo baade 18 Uger underholdt et Kompagni danske Ryttere og forrige Efteraar forsynet den kgl. forbisejlende Flaade med Proviant og Foder, hvorfor hun had hende bevæge Kongen til ikke fjendlig at angribe Øen og bringe hende og B6rn til Tiggerstaven. EnkedronningensendteBonskriftet,

dronningensendteBonskriftet,som hun havde faaet tilligemedetBrev fra Frøken Marie til Slesvig, Holsten, til Kongen med nogle formildende Ord. Denne gav ogsaa »venligst« tilkende, at alt det, som var forefaldet og passeret paa den sønderborgske Side ved Forsvaret af dette Land, ikke var nogen bedre bekendt end dem selv; hvad det Punkt angik, at Fjenden var modtaget paa Als «vil Vi ingen Beskyldning forvente eller have, men saadant tilskrive Ulykken og den Allerhojestes Straf». Med dette Svar kunde hun ikke lade sig noje, men Krigsskuepladsen forlagdes til Nordtyskland og Holstens sydlige Del, hvorfor der ikke blev noget af Alses Erobring. Næste Aar i Jan. samledes Udsendinge i Lybek for at underhandle om Fred. Derfor afsendte hun 13de Jan. igen et Brev til Kongen, der efter paany at have fremstillet hendes Uskyldighed foreholdt den elendige Tilstand, hvori Als var. Fjenderne forlod nu Landet, men hun bad om at forskaanes for dansk Indkvarteringogandre Byrder, at bendes Land og Folk igen kunde komme i en taalelig Tilstand. 31te Jan. svarede Kongen fra København: hvis han ikke saa slet var bleven forladt af hende og kunde have forsynet Als med tilstrækkeligGarnison,vilde dette Sted være blevet i hans Magt og ikke kommet i Fjendernes Hænder til Vor virkeligeSkade,og Hendes Naade ikke foraarsaget til sine store Klager. At det endnu forholdt sig saaledes, var Kongen ikke kært, men han overlod den Allerhojeste i sin Tid at hjelpe den retfærdige Sag og dem der havde lidt for dens Skyld. I Maj Maaned blev Freden i Lybek underskreven og Hertuginden benyttede Kongens nu sandsynligvis til Mildhed stemte Sind til at gentage sin forrige Bon 19de Maj_r dog den blev uden Svar. I Begyndelsen af Juni bortskibededekejserlige Soldater sig fra Als, men 3 danske

Skibe lagde sig ved Øen og gjorde Landgang, saasnart de andre vare borte. Der blev lagt Indkvartering over hele Øen, Skatter fordredes med Strenghed og Hertuginden maatte saaledes bøde for sin tvetydige Holdning. Naturligvisførtehun Klage derover, den 24de Juni gentog hun saaledes i et Brev atter den gamle .Paaberaabelse af sin Uskyldighed. Hvad Kontributionen angik, da havde "Hertug Alexander i sin Tid indvilliget i Landdagens Beslutning om dennes Erlæggelse, men straks efter henlagdes 3 KompagnierRytteresaavel i denne som i den nordborgske og glyksborgske Del i 18 Uger, hvortil anvendtes flere 1000 Daler, hvorfor det var umuligt at bidrage noget fra disse Steder; Kongen havde da ikke hørt Hertug Filips forebragteKlagei Kiel, men hun haabede, at Kongen nu ikke besværede hende hojere end andre, men fritog hende for Kontributioner. Resolutionen faldt dog, at det maatte blive ved det givne Svar. En Maaned efter sendte hun Thomas Grot afsted til Hovedkvarteret i Ohe auf der Maase (i Reinbek Amt), hvor Kongen svarede 24de Juni, at hun havde givet stærke Tilsagn om ikke at indtage Fjenden paa Als, men dog havde handlet derimod og ikke engang forud underrettet ham om, hvor lidet Skyts og Besætning hun havde, som det sommede sig for hendes Lenspligt, ligeledes havde hun unddraget sig Kontributionen og Rostjenesten,derforkunde der ingen Forandring ske med Indkvarteringen.

Hertug Fredrik paa Nordborg maatte ogsaa tage sin Del, idet han fik de halve af det Kompagni Ryttere, der laa paa Als af Oberst Holks Regiment, men da han ikke ejede saa meget Land som Dorothea, bad han om Indkvarteringens Fordeling efter Plovantallet, hvilket Kongen bevilgede 9de Juli. Oberst Ferentses Regiment kom senere i

Kvarter her, men det fik Ordre 27de Juli til at drage bort efterat have udskrevet 16 Dages Proviant. Med Fordelingen efter Plovene var Hertuginden naturligvis utilfreds og indgav 20de Juli sin Beklagelse herover. Hun havde nu i flere Uger haft Indkvartering af Fodfolk, betalt den fordrede Kontribution og følte nu ingen ringe Glæde over, at Ferentses Kompagni drog bort, men saa gerne hun vilde, kunde hun ikke tilvejebringe 16 Dages Proviant paa dette fordærvede Sted, og saa hørte hun, at Oberst Holks LivkompagQi igen skulde indkvarteres her og underholdes af den nordborgske og sønderborgske Del alene, men det kunde hun slet ikke udholde. Hun bad Kongen om at give Krigskommissærerne Wulf og Kaspar Buchvald en anden Forordning og hvis det endelig ikke kunde ske anderledes, da ogsaa at lade Hertugen af Glyksborg bidrage sit til Kompagniets Underholdning.Menherpaa kom intet Svar, en fornyet Skrivelse af 2den Avg. sendte hun ikke af; tvertimod udkom 9de Avg. Anordning om at fordele Henrik Holks Kompagni efter Plovene. Dette fandt Hertuginden uretfærdigt, og 15de Avg. indgav hun atter en Klage til Kongen; hun havde godvillig modtaget forst Oberst Holks, derefter Oberst Ferents Regimentogladet dem udpresse Kontributioner af hendes til Grund fordærvede stakkels Folk, og havde nu haabet ikke mere at blive belagt med Byrder efter Ferentses Folks Afrejse; men hendes Haab var aldeles slaaet fejl og blevet til Vand; forst maatte hun give de bortdragende Proviant for 16 Dage, efter Plovenes Antal, hvorved hendes kære Svogre led en uforholdsmæssig Lettelse og nu skulde Holks Livkompagni ligge her. Men nu var desværre Kærligheden mellem nære Slægtninge kølnet, ja det i den Grad, at ingen mere agtede Enker og faderløse, men den højeste Besvær derimod blev dem forundt. Hun havde haft store Udgifter

med sine mange Born og det var paa Tide, at hendes voksne Sønner sendtes udenlands for at se og lære noget videre, at de kunde tjene Kongen og erhverve sig hans Affektion og Befordring. Hertug Fredrik havde ingen voksne Børn, brugte ikke den tredje Del imod hende til Hofholdningen og det var den storste Uret, at han ikke fik de halve Byrder af Indkvarteringen.

Kongen lod hende foruden ved den strenge Indkvarteringogsaa føle sin Unaade paa andre Maader; han sammenkaldteen almindelig Landdag til den 20de Avg. ved et aabent Patent, men tilstillede hende ikke nogen særegen Indbydelse hertil, som han havde gjort til de tidligere Landdage 15de Marts og 25de Juli 1627. Heraf tog hun Anledning til at beklage sig i et Brev af 18de Avg. og undskyldte dette med, at hun ikke vilde have, at det skulde se ud og i Fremtiden bebrejdes hende, at hun ikke vilde deltage i Raadslagning om det fælles Fædrelands Opkomst, men bad Kongen undskylde sig, da hun forst for faa Dage siden havde faaet at vide, at Forsamlingen skulde ske; hun haabede,at Kongen ikke vilde handle til hendes Præjudis, men lade Freden vende tilbage og borttage den ødelæggende Besætning. Tillige skrev hun til Kaj von Ahlefeld, den tyske Kansler, og bad ham tale hendes Sag og ikke lade hendes Svogre have mere Lettelse end hun; sin Sekretær i Itzeho sendte hun tillige Efterretning om hendes Godsers Beskaffenhed¹), men alt var forgæves; den 26de Avg. 1629 faldt Kongens Resolution dateret Krempe, at den den 9de udgangne Ordinans, om at Kompagniets Forplejning paa Als skulde ligelig fordeles og Byrden forlægges efter Plovenes Antal, fandt han overensstemmende med Billigheden og

---

1) Se Tillæg.

formaade ikke at tilbagekalde eller ændre den. Derimod fordeltes Kontributionen tillige paa de Svabstedske og «Schelswische» Tjenere, som det synes dog kun dem paa Als, der i Antal vare 28⁹). Hvor længe denne Indkvarteringvarede og hvor længe Hertuginde Dorothea saaledes maatte bøde for sin" tvetydige Holdning — derom tie de foreliggende Aktstykker; hun har 1633 trukket sig tilbage fra Bestyrelsen af sit Len³) og døde 1639 paa sin Gaard Gammelgaard paa Als.

---

2) Dette erfares af et Brev fra Ernst Jobst Heidtmuller dat. Sønderborg 2Jde Avg. til en, han kalder sin Broder: «vormercken nun, das heute Sonnabent das übrige volck allhie einlogirl verden soli, Es hatt der Quartirmeister vor guet angesehen, das wlr die Schwabstedischen vnd Schelszwischen dienere in der contribulion zu hiilff bekommen miichten, deren da bey 28 sein, sonsten hat er auch hienebenst Ihr. konigl. Mayesteten order.« Til SvabstedAmt hørte da StavnsLøl paa Als med Birkeret (det duv. Augustenborg).

3) Slange 76 7.