Carl XII og hans Angreb paa Norge 1716 og 1718.

Å.t forene Norge med Sverige havde længe været en af Sveriges Konger yndet Plan. Erik XIV var ikke langt fra at naae Maalet, da Nordmændene vare misfornøiede med den danske Styrelse og de Svenske gjorde store Fremskridt baade Søndenfjelds og Nordenfjelds og fandt ikke faa Tilhængere. Forsøget mislykkedes imidlertid, og den voldsomme IVlaade, hvorpaa Krigen førtes ved Brand og Plyndren fra begge Sider, lagde Grund til gjensides Forbittrelse og et Nationalhad, som paafølgende Krige , der ogsaa væsentlig bestode i Plyndring og Brand, vedligeholdt.

Det alvorligste Forsøg paa at forene Norge med Sverige skete 1716 og 1718, da den krigerske Carl XII, efterat være hjemkommen fra sine eventyrlige Toge mod Syden nu vendte sine Vaaben mod Norge. Mange have fundet dette Angreb under de forhaandenværende Omstændigheder übesindigt, ja dumdristigt; men man vilde vist have dømt ganske anderledes, hvis ikke überegnelige Uheld havde indtruffen, og Lykken, som i tidligere Dage havde tilsmilet sin Yndling, nu svigtede.

I al Fald vil man ved nøiere at betragte Forholdene
i Norge, som visselig vare Carl vel bekjendte, finde, at

Side 428

der var Mangt og Meget, som maatte spaae en Carl et lykkeligt Udfald. Landets Styrelse var svag og Forsvarsanstalternesaausle som muligt. Regjeringen i Norge førtes af et Collegium, som bar Navn af Slotsloven, der var indrettet 1704 og havde sit Sæde paa Akershusfæstning.ISpidsen for samme stod Baron Krag, en dansk Mand, uden fremragende Evner og uden den Dygtighed,somunder farlige Tidsomstændigheder kræves paa en saadan Post. Om hans Collegaer kan siges det samme, hvortil kom at Medlemmerne vare indbyrdes uenige. Følgenderafvar, at Slotslovens Forholdsregler bare Præg af Übestemthed, Stundesløshed og Svaghed. Hvad der skulde have erstattet disse Mangler var en energisk og dygtig commanderende General; men her indtræffer den Besynderlighed,atden commanderende General Gebhard Wedel Jarlsberg ei var i Norge, men i Danmark, formodentlig for personlig at paadrive Anskaffelsen af de til Forsvar fornødneHjelpemidler.De hvervede, bedst øvede og bedst udrustede norske Tropper laae i Danmark og havde deltagetiStralsunds Beleiring og Kampen paa Rugen. LandetsForsvarvar saaledes næsten udelukkende overladt til de udskrevne, nationale Tropper, men disse vare næsten blottede for Alt, der udfordres til et Vintertog, for Klæder, Telte, Lægehjelp og — Mad. Soldaterne vare uøvede og uden Krigstugt og for det meste forsynede med uprøvede og tildels udygtige Officierer, blandt hvilke fandtes en Mængde Udlændinger, der vare uden synderlig Kjendskab til Landet og übekjendte med Folkets Charakter, EjendommelighederogSprog og vel uden Interesse for Landets Vel og Ve.¹) Da Udygtigheden ei sjelden var parret med

1) Især var der Overflod paa Tydskere gjennem alle Grader. Tydskere vare saaledes Generallieut. Barthold Lutzow, Generallieut. Grev Sponeck, Oberst Oetken og sandsynlig (at slutte efter Navnene) Generalkrigskommissair Georg von Bertouch, Oberkrigskommissair Sverdfeger, Oberstlieut. J. Laterbach o. a., Gapitainer og Lieutenanter H. v. Hirschen, Bentsleben, Dysseldorff, Koppelau, v. Waldau, Stockhoff, Hjob von Printzen, Heusner, Qvernheim, Scharfenberg Lilliengreif, Zylau, Genschau Wolgast, Fliegenfeldt, Stockhoff, v. Passau, Tavenstein, Bockelman, Ehrenfried, Mockelbusch, Scharrenhorst, Badenhauset, Leon Dagsbold, Oxendorph, Sesterfleth A. Bærenfeld de Varnau, U. Kyhn o. Fl. En Del Franske og Englændere som Pierre Poumeau, G. Plomiers, Gapt. Rochlange, D. de Ville, J. Mackensee, Elias Bruce, G. Butler, J. Hamilton og en Del Polakker som F. Jopwitz, F. Sablofsky, F. Jurewitzky, Stanislaus- Wisniowsky, Paawitz, Weyda.

Side 429

Raahed, vare de Gjenstand for de Indfødtes Uvillie og savnede ikke sjelden deres Undergivnes baade Agtelse og Tillid. Et spændt Forhold herskede mellem Folket, de menige Krigsfolk og deres Anførere, der ofte maatte lamme al Sikkerhed i Krigsførelsen. Blandt de høiere Officierer fandtes der imidlertid flere tappre Mænd, som vare krigsvanteoghvoriblandt Flere havde deltaget i den spanske Arvefølgekrig og tjent blandt de Hjelpetropper, som Kong Frederik IV havde overladt Frankrigs Fiender; men de havde Alle kun tjent i underordnede Stillinger og ingen selvstændig Gommando ført.

Overanførselen over den norske Hær var, da Carl i Marts 1716 rykkede ind i Norge, betroet Tydskeren BartholdHenrich von Liitzow, der ved Giftermaal var bleven Eier af Tomb Herregaard i Smaalenene. Det var en Mand af anseeligt Udvortes og af ualmindelige Legemskræfter,men uden Bestemthed og Raskhed og saa forsigtig,at han aldrig vilde eller turde vove det Mindste. Hvad han savnede havde derimod endog til Overmaal den danske Adelsmand Ulrik Christian Kruse, der havde Commandoeni Eloland, hvor Carl rykkede ind. Han var rask, ufonærdet og tapper som selve Kong Carl og saaledes

Side 430

værdig til at maale Klinge med Heltekongen i den mandige Kamp, som fandt Sted mellem Riser og Hølands Kirke 10 Marts 1716. Kruse blev siden strengt dadlet, ja dømt for sin Fremfusenhed, da man ei uden Grund antager, at hvis han havde opsat sit Angreb indtil han fik samlet flere Folk og betimelig havde underrettet de nærmest liggende, var Carl med sine faae Folk kommen i største Forlegenhed; men man kan paa den anden Side ei negle, at det var vel betænkt strax at angribe de Svenske i Dagbrækningen, medens de laae adspredte paa Gaardene, trætte og med udmattede Heste, inden det svenske Fodfolk, som var i Anmarsch, havde forenet sig med Kongen.

Carls Angreb kom saa uventet og et Tog ad saa übanede Veie paa den Aarstid tykkedes Alle, selv Kruse, saa umuligt, at man ei kan undres over, at Kruse og hans Omgivelser blev høilig overrasket ved Carls uventede Ankomsttil Høland. Det gik ei Slotsloven bedre. Den tabte næsten al Besindelse. Havde Carl kunnet udført sin Plan strax efter Seiren ved Høland at rykke mod det af Skræk grebne Christiania, maa man give Amtmand Nobel, Medlemaf Slotsloven, Ret, naar han i sin Indberetning til Kong Frederik siger, «at Norge havde resikeret«, hvis ikke et stort Snefald var indtruffet, der nødte Carl til at dvæle nogle Dage i Høland og siden i høi Grad besværliggjorde hans Fremrykken, en Frist, som Nordmændenebenyttede til at samle om Christiania saa mange Krigsfolk som muligt og dermed besætte de trange Passer og Forhugninger paa Veien fra Høland til Christiania — nemlig Bagaasen og Gjelleraasen. Carl naaede den vel med Besværlighed; thi Sneen var dyb; men han fandt dem saa stærke af Naturen og saa vel besatte med talrige Krigsfolk,at han maatte opgive sit Forsæt at tage dem med

Side 431

Storm. Han nødedes derimod til at gjøre en lang og besværligOmvei henad Moss, hvor han forenede sig med sin anden Hærafdeling under General Mørner. Han rykkedenu mod Christiania, hvor endnu den største Forvirringherskede. De rigeste og mest anseete Borgere vare flygtede til alle Kanter. Nogle Medlemmer af Slotsloven vilde, at man ved Christiania skulde levere Fienden et Slag, Andre vilde ei vove det, skjøndt den norske Hær var talrigere end den svenske; men dels havde Rygtet fordobletden svenske Hær og dels fandt vel Liitzow det betænkeligtmed sine uøvede Folk at vove et ordentligt Slag med de sejervante Svenske, anførte af selve Kong Carl. Han forsynede i det Sted Akershusfæstning med en stærk Besætning og de nødvendige Fødemidler o. m., overlod Hovedstaden til sin egen Skjebne og trak sig med sin Hær tilbage til Gjellebek, en Mil fra Drammen. I største Hast bleve her da de fornødne Forhugninger gjorte og Forskantsninger anlagte og besatte med Kanoner, som Drammens Borgere overlod Liitzow, tilligemed deres Bjelkehuggere,der væsentlig bidroge til at faae Forhugningeme strax istandbragte. Her kom imidlertid Liitzow og den norske Hær i større Fare end i Christiania. Paa Gjellebek fandtes hverken Magaziner eller andre Krigsfornødenheder. Krigsfolkene maatte ligge under aaben Himmel og vare nær ved at omkomme af Frost og Hunger, da Drammens Borgereskaffede det fornødne tilveie og siden bistode Slotsloveni at sørge for Hærens Forsyning.

Da Carl af Mangel paa Kanoner og tilstrækkeligt Mandskab hverken kunde bemægtige sig Akershus, som han holdt indesluttet fra 21 Marts til 28 April, eller ForskantsningernevedGjellebek, blev han nødt til at fordele sin Hær, især da Underholdning for Folk og Heste blev

Side 432

vanskelig at skaffe til Veie, thi dels fandtes der ei mere end der udfordredes til Folkets eget Behov, dels savnede Almuen Lyst til at forsyne Fienden, selv om han bød Betaling. Følgen deraf var, at de Svenske nødtes til at tage sig selv tilrette og ved smaa Partier rundt om paa Gaardene bemægtige sig de Fødemidler og den Fourage, som de tiltrængte. Da Gaardene i Norge ei ligge samledeiLandsbyer, men adspredte, og Veiene til hver enkelt Gaard ofte ere vanskelige og fulde af Baghold, var FristelsenforFolk''stor til med Vaaben at forsvare Arne og Gods eller hevne sig paa Voldsmændene, hvorved mange Svenske bleve skudte. Til Gjengjeld brændte de Svenske hvert Hus, i hvis Nærhed der blev skudt paa dem, men derved blev kun Ondt Værre. Den forbittrede Almue greb nu med Glæde hver given Anledning til at skade Fiende.n, opsnappe deres Sendebud, bemægtige sig deres Brevskaber, fange eller skyde dem. Dette var for Carl og de Svenske en ny og farlig Krigsførelse. De havde her ei som ellers Krigsfolk at kjæmpe med i ordentlige Slag, men med et helt Folk, hvor Bonde, Borger, Prest og Embedsmænd paa det nøieste holdt sammen i Raad og Daad. Hertil kom Landets Beskaffenhed, der letter Overfald for dem, som kjende hver Sti og Gjenvei, men vanskeliggjør det for den Fremmede at vogte sig for at overrumples og afskjeres.DenneFare gjaldt ei blot smaa Streifepartier, men større Hærafdelinger. Saaledes overfaldt de Norske under Anførsel af Oberst H. J. Hvitfeldt Moss, der var Forbindelsespunkletmellemden svenske Hovedhær i Christianiaogdens Beserve, der stod i Skieberg under GenerallieutenantAscheberg,og fangede Oberstlieutenant Weinholz med 300 Mand. Dette skede 26 Marts, altsaa allerede 4 Dage efterat Carl havde besat Christiania, og 3 Dage derefter,nemligNatten

Side 433

efter,nemligNattenmellem 28—29 Marts, blev Carls Yndling, den tappre Axel Loven, paa Norderhov Præstegaardoverrasketaf de norske Dragoner under Anførsel af Captain Knut Gyldenstjerne Sehestedt og fangen. Han var udsendt med 600 udvalgte Ryttere for som Rygtet gik at bemægtige sig Kongsberg Sølvverk, men sandsynligere for at omgaae Lutzows faste Stilling ved Gjellebek og angribe den i Ryggen medens Carl selv angreb forfra; men Lykken svigtede her de Svenske. Efterat Loven og en Del af hans Folk vare fangne og andre dræbte, vendte Resten tilbage til Christiania, med uforrettet Sag. Til disse for Carl følelige Tab kom endnu den Ulykke, at da Vaaren kom og Vandene gik op, havde han ingen Flaade, som kunde forsyne ham med Krigsfornødenheder og grovt Skyts, medens de Danske spillede Mestre i Nordsøen. Den danske Flaade kunde nu ei blot forsyne den norske Hær med Krigsfornødenheder og Fødemidler, men den bragte tilbage de norske Regimenter, som havde kjæmpet i Pommernogpaa Rygen samt en Del danske Krigsfolk, og understøttede den norske Landhærs Virksomhed.

Samtidig førte den bekjendte Søcaptain Peter Wessel op til Drammen Generalmajor Grev Sponneck, Oberst Poul Løvenørn og Oberst Hartvig Hvitfeldt, 3 prøvede og dueligeOfficierer, «for at assistere Liitzow i alt hvad Nyttigt er». Et stort Krigsraad blev nu holdt, paa Gjellebek, hvor der blev lagt en ny Krigsplan, der nok var beregnet paa at afskjere Carl fra Sverige og indeslutte ham i Egnen mellem Christiania og Glommen. Carl, der vel anede eller kjendte Planen, søgte at forekomme den, idet han over Bærum gjennem Krogkleven søgte at trænge ind paa Ringerigeog omgaae Liitzow, men atter havde de Norske ved Krogkleven gjort saa sterke Forhugninger, der forsvaredes

Side 434

saa vel, at de Svenske med uforrettet Sag maatte trække
sig tilbage til Christiania, den 17 April.

Nu forsøgte de Norske at udføre den lagte Krigsplan. Generalkvartermester Oberst Schøl ler, der udentvivl var en af de dygtigste Officierer i den norske Hær og havde deltaget i Forsvaret af Krogkleven, ilede til Nitsund, N. O. for Christiania, altsaa i de Svenskes Ryg, hvor han samlede en anseelig Styrke af Bønder og indtog en fast Stilling. Kort efter, nemlig den 22 April, stormede Oberst Wincent Budde, en kjæk og prøvet Krigsmand, der med sit Regiment var kommen tilbage fra* Danmark, Moss, hvor den svenske Oberst Falchenberg laa med 800 Mand. Oberst Falchenberg faldt, og hans Regiment blev dels fangen, dels nedsablet eller sprengt. Den nærmeste Følge deraf var, at Generallieutenant Ascheberg, skræmt ved Præsten Ruhmers overdrevne Beretninger, brød op med sin Hærafdeling, der dannede de Svenskes Reserve, og vendte tilbage til Sverige.

Carls Stilling blev nu farlig. Paa den ene Side havde han Lutzow med et anseeligt Corps ved Gjellebek, paa den anden Schøller ved Nitsund, medens General Cicignon med 2000 Mand fra Fredrikstad skulde marschere langs Glommen til Onstadsund og Generalmajor Sponneck og Oberst Hartvig Hvitfeldt med 1500 Mand og en Del Bønder skulde bryde op fra Moss. De Svenske indsaae, at deres Stilling var høist betænkelig, og Flere yttrede, at Onstadsund, hvor de skulle passere Glommen, vilde blive deres Grav. De Norske haabede det samme. Oberst Hvitfeldt skrev til Kong Frederik, «at Fienden næst den allerhøieste Guds Bistand ikke saa lettelig undkommer, idet han har mange Defileer og Passer at passere, og han er nu saa godt som midt imellem os, at vi lænke ham ved Guds Bistand paa

Side 435

alle Sider at angribe og meddele de Traktementer, som übudne Gjæster tilkomme«. Disse Forhaabninger bleve imidlertid skuffede. Carl forlod med sin Hær pludselig Christiania, Natten mellem 29 og 30 April, gik med sin Hær paa Tømmerflaader uden synderlig Modstand med ringe Tab over Glommen ved Onstadsund og naaede, uden at foruroliges, med sin ved Hunger og Anstrengelse svækkedeHær Torpum ved Frederikshald, hvor ban forenede sig med de nye Regimenter, som General Diickert havde hentet fra Sverige. Under disse Omstændigheder tyede Liitzow til Fredrikstad, og den norske Hær blev staaende ved Glommens venstre Bred, som den holdt sterk besat.

Carl henvendte nu sin Opmerksomhed fornemmelig paa den nærliggende Bjergfæstning Frederiksten og Byen Frederikshald, hvis kjekke Borgere, ledede af de patriotiske Brødre Peder og Hans Colbjørnsen, gjorde de Svenske al den Afbræk, de formaaede. Fæstningen var vel forsynet med Garnison og Krigsfornødenheder, og Carl ventede kun paa Beleiringsskyts, der allerede nærmede sig den norske Grendse, da han pludselig, i Følge de Oplysninger,som en Overløber skal have bragt ham, med 2200 Mand om Natten den 4 Juli søgte at overraske baade Fæstningen og Byen. En blodig Kamp paafulgte. Angrebet paa Fæstningen afsloges. Byen blev derimod efter tapper Modstand taget, men saa af Borgerne stukket i Brand, saa de Svenske med stort Folketab maatte trække sig ud af den brændende By. I sit Hovedqvarter paa Gaarden Torpum ventede Carl nu med Længsel paa sin Transportflaade for at kunne begynde en ordentlig Beleiring af Frederiksten; men den 8 Juli angreb og ødelagde Peter Tordenskjoldden hele Transportflaade i Dynekilen. Carl forlod

Side 436

kort efter Norge med sin Hær og Norge var frelst for
denne Gang.

Carl opgav som bekjendt ei sin Plan. Mod Slutningen af 1718 rykkede han med en talrig og vel udrustet Hær ind i Norge. General Sponneck, som laae ved Grendsen, trak sig ilsomt og uden Modstand tilbage bag Glommen, saa Carl strax kunde begynde Beleiringen af Frederiksten; men her fandt Heltekongen som bekjendt sin Bane, idet han 11 December 1718 blev skudt i Løbegraven ved Fredriksten , hvorpaa den svenske Hær strax forlod Landet. Anføreren for den svenske Hær, som var rykket ind i det Throndhjemske, den dygtige General Armfelt, havde gjort store Fremskridt Nordenfjelds, hvor den Høistcommanderende Wincent Budde maatte trække sig tilbage til den befæstede By, Throndhjem, medens de svenske udbredte sig rundt om i Dalene for at opdrive Levnetsmidler, hvorpaa der var stor Mangel. Ved Efterretningen om Kong Carls Død besluttede Arrafelt ad den nærmeste Vei at vende tilbage til Sverige; men en stor Del af denne tappre Hær omkom ynkelig i en Snestorm paa Tydalsfjældene Nytaarsdagen 1719 efter gammel Stil (12 Januar efter ny Stil).

Som Bilag til denne korte Fremstilling meddeles et
Par Bidrag, der hidtil ei ere trykte, nemlig:

I. »Obriste Krafts Beretning om Hans Forhold i Krigens Tid udi Norge under Fredrico Qvarto«, som i Manuscript findes i Frederiks Universitets Bibliothek i Christiania, og

Side 437

11. Uddrag af Biskopen Rhyzelii Dagbog, der
findes i Linkoping og godhedsfuld er meddelt af Biskop
Bring i Linkoping.

I. Even Pedersen Kraft hørte til en i Norge og Danmark vidt udbredt Slegt. Han stod i Slegts- og Venskabsforhold til den bekjendte rige Niels Stub og Brødrene Colbjørnsen paa Frederikshald. I 1706 blev han Secondlieutenant og 1716 finde vi ham Premierlieutenant ved det vesterlenske Regiment under Oberst Steen Blix, der laa i Garnison i Fredrikshald. I Kampen iog om Fredrikshald udmærkede han sig som en dygtig Partigænger, der meget brugtes og som oftest handlede i Samraad og Forening med Brødrene Colbjørnsen. 25 Januar 1717 blev han Captain for det thelemarkiske Compagni. Derfra blev han forflyttet til Iste søndenfjeldste Skiløbercompagni og fik Comando over alle Skiløberne langs Grendsen lige op i Throndhjems Stift. Den 7 Januar 1719 blev han Major, og 23 December 1720 blev han forflyttet til Norder Bergenhusiske Nationalregiment. Den 6 Juni 1731 blev han Oberstlieutenant og 1740 Oberst. Den 11 November 1743 blev han udnævnt til Comandant paa Munkholmen, hvor han maa være død mod Slutningen af 1747; thi under 17 Januar 1748 udnævntes Capitain Hans Parelius til hans Efterfølger som Comandant paa Munkholmen.

Han var allerede som Lieutenant gift med Maren Kylstrupfra Mandal og havde med hende mange Børn, blandt hvilke Peder, der 1764 døde som Justitsraad og Forfatter, og Maren Elizabet, der gift med Peder Buch blev Stammodertil Familien Buch. Af Even Krafts Beretning vil man see, at han var 70 Aar, da han nedskrev samme for

Side 438

sine Børn, og at han nedskrev hvad han mindtes, er udførligi mange Begivenheder, medens han ganske forbigaaerandre. Han yttrer selv, «at han kun meddeler stykkevishvad han her og der kan memorere om en eller anden forfalden Action, medens det meget, som er arriveret, ikke for en tusindedel for Vidtløftigheds Skyld kan bekjendtgjøres,en Del fordi jeg ikke har havt synderlig Lyst til at skrive, en Del og fordi mine Øine og Hilsen det ikke tillader,samt for at menagere Papiret«!

Naar vi sammenligne Krafts Beretning med andre samtidige Kilder, saa meddeler han Adskilligt, som ei findes hos Andre, som f. Ex. hans virksomme Deltagelse i Begivenhederne ved Carl Xll's Forsøg paa at overrumple Fredriksten og Fredrikshald , om hans Udsendelse for at handle om Fangernes Udvexling, om Forsvaret af Tistedalselven o. m. Mærkeligt er det, at han tilskriver sig Æren for meget af det, hvorfor Peder Golbjørnsen roses, som Indretningen af Stykprammen, som saa væsentlig skadede de Svenske under Kampen i Fredrikshalds Gader. Sandsynlig have begge Andel i Æren, idet den ene har givet Ideen, den anden skaffet Midler til dens Udførelse. Hvis hans Beretning om hans eget Forhold til Comandant Brun er aldeles paalidelig, faaer man et Begreb om den Selvraadigheds Aand, den Mangel paa Disciplin og det spendte Forhold, som da fandt Sted mellem de Militaire og Borgerne.

11. Rhyzelius havde fra 1712 været Prest ved Storkyrkan i Stockholm, da han 26 Sept. 1716 kaldtes til Kongen i Lund for at være hans Skriftefader. Som saadan fulgte han Kong Carl XII paa hans sidste Tog og prædikede i Eidsberg Kirke samme Dag som det ulykkelige

Side 439

skjebnesvangre Skud endte Heltekongens Liv. Rhyzelius's Dagbog indeholder mange interessante Træk til at lære Carl XIIs Charakter at kjende og hidtil übekjendte Smaabidrag, der anskueliggjør den svenske Hærs Indrykken 1718 over Idesletten til Fredrikshald og Feltlivet idet Hele. — Rhyzelius blev efter sin elskede Konges Død Biskop i Linkoping, hvor hans Dagbog findes.

Obriste Even Krafts Beretning om Hans Forhold i Krigens Tid udi Norge under Fredrico Qvarto.

Som det gaar til i det almindelige Væsen, at ofte En saar, en Anden høster Frugten, En bygger, en Anden bebor Huset etc.: saa gaar det ofte til i Krig. En fatigueres, en Anden belønnes, En strider, en Anden bær Ære og Navn af Seieren. Udi den korte, dog sandferdige Memorial, som herved Eder mine kjære Børn, efterlades om den sidste Krig med Sveriges fiendtlige Indfald udi Norge sees at dette og tildels har været min Del og Skjæbne i Særdeleshed ved Indfaldet, og' forefaldne Actioner ved Frederichshald, hvorefter endel blev høit anseet med Medailler og Avangement, i den Sted, de havde fortjent, hvad jeg undser mig ved at give Navn, hvilket jeg altid hidintil haver hos mig selv holdt forborgen, under en hemmelig Forundring, i Besynderlighed, hvad mig selv til Braveur og Renomee skulde regnes, men allene communicerer Eder, kjære Børn, følgende med trohjertig, kjerlig og faderlig Formening, at I og fremfor alle Ting sætter Gud for Eders Øine. Lader ingen Ting skrække, lokke eller hindre Eder fra den Troskab, hvilken I med Liv og Blod er Kongen og Fædrenelandet skyldige. Bliver ikke utaalmodige over Lykkens Uvished og Modbørlighed, og hovmodes ikke naar den hykler og smiler.

Fortryder ikke med Misundelse Andres Velgang, men
nøies Enhver med sin beskikkede og tilfaldende Del. Gud

Side 440

lade Edera tilbetroede Vaaben og Anslag mod Kongens og Landets Fiender aldrig blive mindre lykbare, end mine til denne min høie Alderstid haver været; men Eders daglige Brød rundeligere, end i min Del er falden. I det øvrige frygter Gud og ærer Kongen.

En Par Dage førend Fienden i Aaret 1716 indfaldt i Byen¹) kom en min Ven³) til mig, og bad, jeg vilde mod Aftenen gaa ud om Byen med ham for Plaisir, saa vilde han vise mig noget. Imedens vi saa gaar, raisonnerer vi om Anstalterne paa vor Side, og Fiendens Anslag, da siger jeg: »Denne Byes Indvaanere have gjort meget vel, at denne Pram, eller rettere at sige, Flaade er bleven forfærdiget efter mit Anslag og Anvisning, som jeg om Aftenen med smaa Pinder gjorde eller viste.« Den gamle meget berømte og lærde Mand, Hr. Assistense-Raad Stub³), som var en Fætter til min Fader, hos hvilken jeg stedse maatte være, naar jeg var fri for Kongens Tjeneste, som kom mig meget vel med i Henseende til, at min Gage vilde lidet tilstrække. Min Kone boede ved Arendal, og sad den Tid med Bte Børn, som jeg maatte forsørge.

Denne Maskine blev gjort af Spirer og Tømmer, hvorpaa var god Forraad, og lagt Stok paa Stok, at derpaa blev gjort et Batteri for 6. 18 Xfcdige, b*. 12 Sdige og 6. 6S dige Canoner, og paa alle 4re Flanker Stykkeporter, som paa et Skib, og rundenom et Brøstværk, og halv Tag over, at Folket ei alene var fri for Regn, men endog skudfrie ja om det var for en Canonkugle, af Aarsage, rundenom vare satte Opstandere2og 2 ud og ind ad Maskinen, ungefæhr 3 Qvarter fra hverandre, derpaa vare naglede faste tykke Planker uden og inden, og imellem opfyldt med Mose haardt sammenpakket

1) Fredrikshald.

2) Peder Colbjørnsen.

3) Niels Stub, Søn af den bekjendte Kjeld Stub, Sogneprest paa Ullensaker, hvis Datter Katrina, Niels's Søster var Moder til Peder Colbjørnsen, der blev hans Arving. Niels døde i Arendal 18/₈ 1721.

Side 441

og stedse med Vand overslagen holdt vaad. Jeg maatte forsikredennegamle Mand¹) og Flere, ingenlunde at skulle gjøre bekjendt, at jeg var Autor for denne Bygning, hvilket dog ikke blev saa dulgt, at jo Folk vidste deraf. Denne Maskine laa for 4re Ankre, og i Pertliner fortøiet, at man kunde fire og hale den til hvilken Gade man vilde af Byen, og blev den en fortræffelig og berømmelig Defention, ja fast bedre, end den gamle Fæstning. Da vi nu gaar videre, siger jeg: «nu har jo her stedse været en overmaade Flid og Villighed hos Alle, for at se Fienden hindret fra at gjøre os noget Indfald, mens nu synes mig, at Alle og Enhver bliver saa koldsindige og efterladne. Det er endelig sandt, at Lysten til at gaa paa Parti er mig meget berøvet, ja mest af den Aarsage, at alle de frivillige, og af mig selv antagne Folk, ere og blevne koldsindige,idet de ikke maatte følge mig, men dertil bleve nye commenderede enten de vare beqvemme eller ikke. Lysten paa begge Sider blev da borttagen, som var ikke at undre, eftersom jeg blev ikke mægtig for, mig og min Commando at gouvernere over, hvad, som fra Fienden blev erobret, saa jeg ikke kunde faa mine Kundskabspenge betalt, langtmindre for dette (fordelte ?), at saa ofte jeg fremfor Andre havde hazarderet, at holde min Lyst og Mod vedlige. Jeg siger videre, hvor kommer det sig, at de 70 Mænd af de Saugebruget i Tistedalentilbørige,nu ikke holdt Vagt, som tilforn? Jo, siger haja, Det skal jeg sige dig: «Vi havde gjort,en Reqvisition til Generalen²), at os maatte tilgives 2a3 Underofficierer og en fem a 6 dygtige gamle Soldater, hvilke alle som Underofficiererkundeanføre og commendere vore Folk som ulærde og ukyndige, Mens det er os af Commendanten³) nægtet. Og eftersom vi fik ingen, saa lader vi det nu ganske blive, det

1) Niels Stub.

2) o: Barthold Henrich Liitzow, som da havde Overcommandoen over den norske Hær.

3) paa Fredriksteen Oberst Brun.

Side 442

faar gaa nu saa galt, som det vil«. Da gjør han mig igjen et Spørgsmaal: «I haver jo nu i en lang Tid, og med den ganske Garnison staaet i Gevær baade i ondt og godt Veir paa Gade hver Nat? I haver og per Compagni havt 4re Mand hver Nat ude for at patrollere? hvorfor hører alt dette og op?» Jeg kunde ikke andet svare end: det er alt efter Ordre og Befaling.

Da vi nu var kommen saa langt, at vi havde gaaet op til Skonningfossen¹) siger denne min Ven til mig, nu vil jeg ikke gaa længere, men her vil jeg vise dig noget. Over dette Vad under Strømmen, du der ser, kommer Fienden efter sit Forsæt, og Kongens gjorte Ed, for de Artilleriheste og Knegte, som du forleden Uge borttog over paa Vigsiden⁸), naar han vil indtage Byen. Jeg svarede: Det er en let Sag og ganske liden Bekostning at hindre denne Commode-vei, at han saa nær og uformodentlig skulde overfalde os. For det første kan han ikke her komme med Cannonerne, og Cavalleri kan heller ikke behøves, naar her bag denne liden Bakke bliver opkastet et lidet Brøstværk eller sat en liden Vagt, ja om ikke var mere end en dobbelt Skildtvagt, som ved et Skud af et Gevær kunde give et Signal, saa blev han sikkert borte og kom her aldrig, men gives ham Leilighed og alle Ting er rolig og still« at han kan os overrumple, saa forsømmer han sig vel ikke. Og vil du som jeg, vil vi denne Aften gaa og anmelde for Commandanten, at denne Post bliver iagttaget. Dertil svarede min Ven: nei; du skal tie ganske stille, og ikke lade dig mærke med hvad vi taler sammen.

Dette passerede en Thorsdag mod Aftenen. Natten til Løverdag faldt Fienden ind, ligesom sagt er, under Skonningsfossenmed 2,400 Mand (som sagdes), men han marcherede ud igjen med flere end 2 gange saa mange Mand, jeg siger

1) Carl XII gik kort efter over Vadestedet, tæt neden for Fossen.

2) , hvor han i SeJskab med Colbjørnsens Friskare bortsnappede 111 Trosheste o. m. 30 Juni.

Side 443

endnu som jeg skrev udi min allerunderdanigste Demonstration til Hans Majestæt, Dateret in Julio 1732, som dog aldrig kom til Kongen, at jeg ønsker inderlig, at det var Kongen saa vel bekjendt, som det er Gud i Himmelen, hvorledes enhver efter sin Eds Pligt og Skyldighed havde forholdt sig, medens Actionenvarede, under hvilken de der paa Maskinen eller Flaaden feilede Krudt og Kugler, og man derfra ved en fordulgt Vei korn op til Fæstningen og forlangte den behøvede Amunnition, blev samme af Commandanten¹) nægtet, foregivende at Porten kan ikke aabnes, og vi leverer det ikkun til Fienden imod vor Villie, med deslige, som var aldeles ikke at frygte for. Men det var let at merke, at Mandens Conduite var confunderet.Jeg vovede og gik til Proviantsforvalteren Svend Olson²) og siger til ham: «Commendanten befaler at der skal strax udleveres et Centner Krudt til Flaaden, som strax skede. Kuglerne tog jeg med (ved) Cannonerne paa Fæstningen, og hidset det alt over Muren af Borger-Skandsen.

Garnisonen var da alt i Fæstningen og Fienden var Mester over Byen. Og da vores Folk nu havde maat forladt Borger- Skansen , og retireret sig op under Fæstningen, tog ungefehr 200 af Fiendens Blesserede did igjen sin Tilflugt, forat være i Sikkerhed for Fæstningens Skud, hvilke alle med flere bleve vore Fanger. Endelig kom en Tambour under Fæstningen og slog Appel, hvorpaa blev svaret, og En nedsendt for at fornemmehvaddetbetyde, og hvad forlangtes. Iblant saa mange Officierer, som var i Fæstningen, blev ikke en nedsendt, men en, som skulde udgive sig for Officier, nemlig forbemeldte min Ven³), som var den samme Person, der forlangede, at

1) a: Oberst Hans Jacob Brun.

2) Lembach, Broder til den bekjendte Sorenskriver Niels Lembach. Om Lembach se Moe Actstykker 35, 207, 231.

3) Peder Colbjørnsen. Rist: Fridrichshalds Ære-Krands, Side 93 beretter. Klokken henved 12 sendte Svenske tre Capitainer med hver sin Trommeslager (dog en liden Stund efter hinanden) til Muren ved Borgerskandsen. De begjerede, at faae 4 Timers Stil- stand at begrave sine Døde udi. Disse bleve besvarede af Capitain Drewitz, Capt. Colbjørnsen og Lieutn. Kraft, og svarede Colbjørnsen, at ei saadan Stilstand var at forlange, saasom han var kommen herind, saa maatte de derfor gjøre sit Beste forat hjelpe ham ud jo før jo bedre, og derfor gjordes det ei fornødent oftere at anmode Gommandanten derom.»

Side 444

jeg skulde følge ham til Skonningsfossen. Han kom tilbage med Rapport, at Fiendens Forlangende var, en Stilstand maatte ske medens de Døde paa begge Sider kunde begraves. Jeg var baade jaloux og nysgjerrig. Jalousi bar jeg over, at jeg, som alletider, og ingen anden var den, som blev imod Fiendenudsendt,samtpaa alle Fangevexlinger og deslige, var vant at blive bj-ugt, nu ikke blev skikket; min Nysgjerrighed var stor for at vide, hvad Commendanten nu vilde resolvere. Da min Ven, som meldt er, kom nu fra Commendanten igjen, passede jeg paa ham for at faa vide Commendantens Svar, som var dette: «At Commendanten haver resolveret, og Stilstandskalholdes,imedens de Døde paa begge Sider bliver begravede«, derpaa gaar han atter ind og siger til de svenske Officierer, som stod og ventede paa Svar, at det saa skal blive. Da sagde jeg: «hvad synes dig derom», han svarede: «jeg ved ikke, det er endelig ikke übilligt», og gik fort. Capitainvagtmesteren gik med sin sædvanlige Vagt og aabnede Porten efter for ham, og strax blev af Commendanten befalet, at indeholde med Cannonerne, Mørserne og Haandgeværerne paa det de Døde kunde begraves. Jeg var ikkun et lidet Dyr, nemlig en fattig Lieutenant, tænkte vel meget, men talede saa godt som intet. Denne Commendantens Resolution, stod mig aldeles ikke an, og jeg ærgrede mig saa stærkt derover,atjegvar paa Veien at faa en Begaving. Natten havde jeg slaget imod mine Fiender forsvarlig, saa da af mine Cammerater ikkun faa, ei heller mange andre Officierer førend Retraiten blev, da indfandtes de af sig selv igjen. Jeg gaar da i denne ergernitz hen til alle Officiererne, nemlig alle Stabs- Chefs, som stode i en Kreds, og gjør min ydmyge Compliment,

Side 445

beder de ei kaster mig nogen Vrede til, at jeg spørger dem, og de ærlige Borgermænd, her staar, hvad de synes ora denne Stilstand? Der blev mig svaret af En, med en særdeles Lyd og Udtale. Ja Hr. Lieutenant! I faar vel som vi andre lade Eder nøie med, hvad Commendanten befaler. Jeg beder atter med Ydmyghed, at min Raison maatte høres, og hvad de deraf kunde høre og eftertænke, hvad jeg havde at fremføre til Overvcielse og Betragtning var dette, at nu ved sig Ingen sikker længere, enten han bliver eiende af lidet eller intet, af sine Midler, som udi brandfri Kjeldere ere bevarede og nu kan Fienden brække ind, og tage alle Ting bort ja fatte Post at bombardere os her i Fæstningen, som er saa slet forsynt med Værelser. Om I saa synes, da vil jeg løbe om paa alle Batterierne og tilsige, at Ingen Holdt maa ske, i hvem, som og maatte befale, og at Alle gjør sin Flid for at gjøre FiendenAfbrækogSkade. Da dette var for godt befunden og stillet i Værk, lod Commendanten kalde mig ind, og spurgte mig: «Hvor har de faaet Krud paa Flaaden?» Jeg svarede, at have det hidset over Muren, som jeg mener Commendanten er vel fornøiet med, siden det ei kom i Fiendens Hænder som Commendanten bar Frygt for». — Men her er jo tilsagt Stilstand,sagdeCommendanten,medens de Døde begraves? og hvorfor haver de nu begyndt at cannonere igjen? hvortil jeg svarede: «Her er ingen af Officiererne, og samtlige Borgere, som vil taale den Stilstand, befrygtende, at Fienden under det Skin, faar Leilighed at brække ind i de hvelvede og brandfrieKjeldere,(hvilketvar alt begyndt), og videre kan recolligeresig,tilat naa sit Forsæt. 200de Mand, saa vi da ride op til Tistedalen, for at sætte sig imod lid, bag for Fæst* ningen. Nogle Canonskud bleve endelig løste paa dem. Imidlertiddanualle Ting gik til Fiendens Forlis, og ingen StiJ. stand blev, fik Commendantens Frue¹) og de andre Fruer og

1) Mette Sophie Pultz, uden Tvivl en Datter af Oberste Hans Fredrik von Pultz, Eier af Kjølberg og Ellinggaard i Smaalenene.

Side 446

Kvinder fat paa mig og bad jeg vilde see at skaffe dem alt deres Linned, som laa nedre ved Elven paa Bleg, at det ikke skulde falde Fienden til Bytte; da svarede jeg, det skal mageligenladesiggjøre, naar Commendanten vil det tillade, men det blev ganske og aldeles negtet, jeg lod alligevel siden Coinmendantens Frues Tjenere og andre Folk over Muren og Volden, som gik ned og bragte enhver sit Linnet. Da de nu blev glade og Commendantens Frue sagde det til sin Mand, maatte jeg ind og modtage min Taksigelse med en reprimandeafCommendanten,saa blev dog denne Sag vel. Dereftergikjegmed Overlæg med Borgerskabet hen til den rligeMandProviantsforvalterenSvend og fik Liktkugler og Fyrkrandser, fik Folk ned¹) og practicerede Byen i Brand paa 2 Steder, nemlig i Peder Colbjørnsens Hus, som stod under Borge-Skandsen og Broderens Hans Colbjørnsens, som laa nedre ved Søen, lige ved Flaaden, eller den Maskine, de cannonerede af, lige ind i Gaderne ¦_— da maatte Fienden rettirere.Straxkomda Folk³) til 6 Cannoner, som laa paa Kirkegaarden og gjorde Fienden Raiterade af Byen, over Broen, stor Skade. Da nu Kongen, Kong Carl nemlig, lod ude paa Nordsiden stille Folket, var der ikke mere end 297 Mand, da siger Kongen, Taka mig Fanden er alt Folket her, siger saa til en Oberste Lieutenant navnlig Gylden stjerne, «du maa gaa ind i Byen og jage Folket ud af Kjelderne», hvorved Oberste Lieutenanten skutlede sine Aksler noget; da gaar Kongen bag paa ham og siger: «Jeg befaler dig og det er fermt«; støder ham saa med begge Hænder, at Oberste-Lieutenantennærhavdefalden næsgrus til Jorden. Han gik da bort og satte Livet til med de Andre.

Dette kunde vore Fanger sige, som hørte det og saae

1) Her burde Forfatteren vel have tilføiet «i Selskab med Peder Colbjørnssen«, som, efter andre Kilder, ved denne Lejlighed ogsaa viste sig virksom. Rist 95.

2) Byskriver Hagendahl og Jacob Rasmussen, som mandelig holdt ud indtil Kirken blev antændt. Rist 99.

Side 447

altsammen.¹) — Curieux var dette. Da Kongen havde faaet Hans Colbjørnsen fangen, og de med ham vare komne midt paa Broen, hvor Elven var dybest, sprang han hovedkuls i Elven og svømmede under indtil han kom bort under i et Bolværk i Bryggerne, hvor han sad sikker indtil det blev roligt. Mod Aftenen blev jeg med en Tambour udsendt til Fienden */9 Mil mod Bergs Kirke. Da jeg var kommen saa vidt jeg vilde og skulde, lod jeg Tambouren slaa Appel, mig blev strax svaret med en Trompete. Da kom en Officier med en Trompeter til mig. Efterat vi havde bilset hverandre, spurgte han mig hvad jeg var. Jeg er Lieutenant. Han vilde da vide mit Navn, som jeg og sagde ham. Jeg maatte da spørge hvad han var? svarede Oberste Tentsen, sigende ydermere: For en halv Time siden lagde Kongen sig, ja meget arrig og forbitret for hans skjønne Officierers og Folks Forlis. Og havde han nu ikke sovet, havde han selv kommet og givet sig ud for en Lieutenant. Bemeldte Oberst siger fremdeles: «Det var mig, som imorges tidlig med 200 Mand drog op mod Tistedalen, og satte mig ud paa Id bag for Fæstningen. Min Ordre var, saasnart jeg saa den hvide Fane, at jeg ikke ringeste tvivlede paa Fæstningens Overgivelse. I var jo forledenudeHr Lieutenant, og mødte Major Gynther²). Jeg svarede ja. Han sagde: Da tog han i Øiemerke Situationen, da I blev af ham begjert at hilse Commendanten, han vilde komme til ham for han havde et par Ord at tale med ham. Hvilket vi vidste ikke kunde lade sig gjøre, men det var alt for at hale Tiden ud, og de 2de Grenadiers, som sade hos Major Gynther ved Fyrendahl³), blev af ham givne Penge til

1) Dette omtales ellers ikke af Nogen og er neppe stemmende med Virkeligheden.

2) o: Major Julius Giinther, som opfordrede Sponvikskandsen til Overgivelse og 1720 blev adlet. Jævnfør Nordberg Carl Xlls Historia 11, 569.

3) Fyrendal, maaske det Frydendals Hus paa Busterøen, som omtales af Rist 71.

Side 448

et Par Kander 01. Medens de sad i Stuen, gik Gynther udenfore og aftegnede Situationen, hvorledes Indmarchen skulde ske, at al Garnisonen og den Detachement, som daværende Oberst Lieutenant Landsberg os til Suceurs, 250 Mand, som laa i BorgerSkandsen, med alle fra Fæstningen kunde blive occuperet. Major Gynther mødte mig engang siden paa Fangevexling,somselv fortalte ligeledes og mange andre Ting, ligesomhankunde været min egen indfødte Landsens Broder, og jeg forundrede mig selv over saadan aabenhjertig Blottelse.¹) De tænkte maaske derved, at jeg ogsaa skulde blive aabenhjertig,ogudsige noget til Fiendens Underretning, men jeg kunde dog aldrig fornemme at de egentlig søgte derefter. Han siger: «vi have hørt eders Navn og finder nogle i vores Rige af samme Navn.«

Nu spørger han hvad min Forlangende var? Jeg svarede at være udsendt for at begjere os maatte assisteres med en Feltskjer og Medicament for 200 Mand gemene og 25 Underofficierer, saasom vores Feltskjer, som gik med Kongen fra idagniorges tidlig, og hele Formidagen, og skar Arme og Ben af nogle over 50 Mand, han er nu bleven dødelig syg af en Alteration, hvoraf han ogsaa døde.

Den anden Begjering er dette , at eftersom Byen nu er afbrændt, og vi ere Alle slet Logerede vi maatte først levere 4 Capt., 5 Lieutn., 15 Underofficierer, og ungefehr 200 Gemene. Den 3die Forlangende var at fornemme, om General Lieutenant Dal vigs Lig, og General Schomers skal med kosteligtLintøi og Kister begraves?²) Eller om deres Lig, eller hvad for Nogles, der kan forlanges, at levere deres Lig med Linned smukt i Kister nedlagt, og Omkostningerne efter Regningat betales? Mig blev svaret, at herpaa skal gives Svar strax imorgen, jeg er nu nyligen reden hid tilbage igjen, som

1) Denne Begivenhed omtales ei af Andre.

2) Generalmajor Carl Gustaf Delvig, der var meget brugt og yndet af Carl og blev skudt i Byen ved hans Side, og Generalmajor Jean Baptist Schommer, der ogsaa blev dræbt i Byen.

Side 449

I vel haver seet, med min Conamando. Isteden (for) den hvide Fane, jeg vented paa, fik jeg see en stor Røg opstige, hvoraf jeg strax presumrnerede, at Byen med Villie (var) sat i Brand; Hrr Lieutenant var det og med Forsæt? Jeg svarede: Hvorledesskulde Madvarerne i deres brandfrie Kjeldere paa anden Maade bleven i Behold? «Das ist wahr», svarede han. Efterat han nu fortalte mig adskillige Ting, som jeg forundrede mig over, maatte jeg tage Afsked fra ham og bringe Rapport førend Portene for Fæstningen bleve lukte. Om Morgenen, som var Søndagen, kom en Officier, og lod den med sig Lavende Trompeter et par Gange støde an i Trompeten, da blev jeg udsendt for at fornemme, hvad der var at høre? og fik til Svar, at General-Lieutenant Dalvigs Lig maatte med ordinaire Linklæder, saavelsom endel af de Andres begraves, og skal da efter billig Regning betales. Fangerne skulde da Onsdagen derefter leveres, hvor de da paa Langeland s Strand skal blive modtage, som var ungefehr */2 Mil over Fjorden fra Frederikshald paa Vigsiden.

Onsdagen, som meldt, blev jeg da med værende Oberst- Lieutenant Schilling¹) commenderet at følge og levere Fangerne,som mestendels vare blesserede, og en stor Del incurable.Der mødte os en Oberst-Lieutenant ved Navn Lillie,²) og en Ritmester ved Navn Figenbom, og en Ober-Auditeur ved Navn Sett³). Jeg blev siddende hos disse 2de Oberst-Lieutenanter,men Figenbom og de andre svenske Officierer, nemlig Lieutenanter, vare mestendels ude for at faa Fangerne i Marche. Da hørte jeg, hvorledes Oberst Lieutenant Lillie fortalteom sin Krigsbravoure, og adskillige Attaqver, noget hentydettil

1) Schilling. Jævnfør om ham Norske Saml. 1, 412, 434. 31 Juli vare i Sponviken samlede Oberst Oetken, Ob.-Lieutn. Schilling og Gen.-Aud. Sverdfeger med Ob. Fuchs, Ob.-Lieutn. Nummens og Overauditør Seth, forat handle om Fangernes Udvexling ibi 437.

2) Maaske Ob.-Lieutn. Abraham Lillie, der døde 1738 som Oberst ved Elfsborgs Regiment.

3) Feltsecretair Gabriel von Seth.

Side 450

tydettilRos, og noget til Desperation, og uden Overlæg med eine Generaler, med videre, som er for vidtløftigt at melde. Iblandt andet sagde han: I kan sikkert være ham¹) om 2 Aar ventende at komme igjen, efter den Forlis i Dynekilen med Tordenskjold, som hindrer saa meget, at vi ikke kan ringere end paa to Aar blive færdige, og da maa I sikkert vente ham, hvorpaa han anvender al Magt. Galant bleve vi trakterede,men jeg forundrede mig over de svenske Officierera trohjertige Talemaader. Og ligesom da talt var, gik det og siden til, thi da de to Aar vare forbi, kom han 1718 med saadan Magt, som er Enhver bekjendt. Vi toge da afsted til Byen igjen. Da nu Fienden var af Landet, begyndte Processenog Beskyldningerne imod Commendanten , som kom af en Erobring, som jeg den 8 Aprilis gjorde i Emmingdalen saa at han blev først adjungeret med Undercommendant, og siden med Overcommendant, endelig blev han da suspenderet, fik derefteri et Regimente af Landværn, som der Øster kaldes Landdragoner, og omsider et Infanteriregimente i Throndhjem.²)

Hos Kongen blev endelig formaaet, at med Processen skulde holdes stille indtil nærmere Ordres. Bemelte Commendanthavde1715 gjort en Mariage³) paa 8000 Rdr., som næsten jeiste i den Proces, og aldrig havde der været Redning for ham, havde jeg ikke ladet mig overtale af de Høistformaaende,atjeg skulde ikke melere mig med Borgerne. Mig blev forbeholden, at jeg staar til Avancement, og jeg skulde ikke forfølge min egen orden. Ja jeg lod mig overtale, at meddelehamAttest, at alt hvad jeg af mig selv og contra hans Villie og Befaling havde gjort?, var alt efter Commendantens Ordre og Befaling, hvorover jeg dog fik mange Uvenner.

1) Carl XII.

2) Brun blev 1733 Generalmajor, boede i Yærdalen paa Bjertnes, afskediges 1736, døde 1739. Om denne bittre og langvarige Strid see Aktstykker til Krigen 1716 af Moe.

3) med Methe S. Pultz, se Side 13.

Side 451

Endelig blev vi afløst og lagt i Cantoneringsqvarter oppe i Uhrschoug.*) Men jeg haver for Vidtløftigheds Skyld forbigaaetmangfoldigeTing, og jeg trættes af at skrive. Men det gamle Ord staar fast «est du lam eller stam, har du Penge kommer dufram«. Penge frelser og befordrer Mange. Havde Penge været hos mig, havde jeg vel og kommet videre. Taalmodighed maa det alt overvinde. Haabet er og nu ude for mig imod 70 Aar gammel. Ved det jeg nu skriver, rinder mig i Hukommelsen nogle smaa tildragne Actioner nemlig 14 Dage før Fiendens Indfald kom han til Svinesund og medførte Tømmer til en Bro og et par Canoner, der laa da 2de os tilhørende Brigantiner, som for hans Canoner maatte retirere, thi Fienden løsede strax nogle Skud med Skarp, og fik saa imidlertid Broen lagt, hvorover ungefehr 50 Ryttere red og strax tilbage igjen. Saa blev daværendeOberst-LieutenantLan dsb erg med sine 350 Mand, og et par Hundrede af vore vesterlenske Regimenter, som laa i Garnisonen, i en Hast udcommenderet, for at gaa Fienden iinøde imod Svinesund. Jeg blev med en Underofficier og 12 Mand udsendt forat recognosere, at der kunde gives nogen Underretning, hvor Fienden havde sat sig, som vi alle præsumeredemaattevære paa Sletten ved Torp om²), men hvor nøie jeg dem i alle optænkelige Maader søgte, fandtes dog Ingen. Endelig marcherer jeg da op paa et meget høit Bjerg, meget for at conservere mig selv tillige, og for at se vidt og langt omkring os. Da vi fik lige over for Svinesund at se Ild og mange Mennesker, baade Tydske, Franske, Engelske og Svenske, sjunge, tale og dandse, saa nær var det, dette var -da for os, som en plaisair og Fornøielse. Af noget lidet Brød og Ost, som jeg havde i mine Lommer spisede jeg mig selv, og delede til de Andre, saa vidt som det kunde strekke. Da det nu blev lyst, kom der en Officier nedad Bakken og vinkedemedsin

1) Urskog Pgjeld. N. f. Høland.

2) Torpum, Oberst Oldenburgs Gaard V2 Miil fra Fredrikshald, hvor Carl XII havde sit Hovedkvarter.

Side 452

kedemedsinHat ned til den Vagt, som holdtes i et lidet Husmandshus tæt ved Svinesund. Da rykkede den der staaende Vagt ud og marcherede opad Bakken mod alle de der laa ved de mange antændte Varmer om Natten. Hvorpaa jeg hastigst forføiede mig ned af Bjerget, og ned til Svinesund, hvor jeg blev var, at der var ingen Bro.

Vel saa jeg paa det høie Bjerg, kaldet Ravn eb j erget at der en stor Del Tømmer og Stokke flød ud efter til Søen, men vidste ikke hvad det kunde være for Træer, saa gaar jeg hen til Færgemanden i Svinesund, hvor jeg da om alfc blev underrettet,nemlig, at strax det blev mørkt, var Broen i en Hast brækket af Fienden, som lod Stokkene og Materialierne drive sin Vei. Manden med flere i Huset var retireret op i Skoven. Jeg siger da, hvorfore haver I ikke søgt at give Underretning. De svarede: «I fik Underretning nok, da de £de Brigantiner maatte retirere. Jeg vilde nu ellers have gaaet hen, at gjøre bekjendt, hvad siden er passeret, men nu er I her, saa slipper jeg. Jeg spørger: «var da Ingen i eders Hus for at kjøbe 01 eller Brændevin? svarede: nei, ikke en Mand, og de kan faa det derover i det Has, I ser der lige for os.» Jeg gaar da skyndigst tilbage for at oplede vores udmarcherede, som jeg vist tænkte var at finde paa Sletten ved Torpum, eller der ensteds. Mens jeg, da jeg omsider staar paa en Høide, og taler med den Underofficier, og hosværende 12 Mand om, hvad vi skulde tænke til at finde en saa stor Mængde af Mennesker, fik vi at høre en Lyd i Luften, hvorefter vi nermedeos dertil, og blev da endelig var, at det var paa Bergs Pr æstegaar d,^I) hos daværende Hrr. Anders Vith, hvor de Natten over havde forbleven og nu holdt Bøn førend de nu marcherede til Svinesund. Jeg var da noget træt og bad derfor Præsten laane mig en Hest, tog i en Hast et Stykke Smør og Brød, satte mig derpaa til Hest, og lod Underofficieren med de 12 Mand blive efter. Inden en føie Tid naaede jeg Oberste-

1) Bergs Præstegaard N. for Svinesund V* Mil fra Fredrikshald.

Side 453

Lieutenant Landsberg, som havde Arrieregarden, og raabte nogle Gange Holt, som da skede overalt, at Marchen stod. Jeg giver da til Hrr Oberst-Lieutenant Landsberg og Sten¹) fuldkommenRapport og bad da derhos meget indstændigt at ingen Marsch maatte længere ske, mens det hjalp intet, Marchen maatte gaa fort, Da holdt jeg mig til Oberst-Lieutenant Landsberg, som var en ædruelig, fornuftig og sindig Mand, bedende ham, at han vilde persvadere Oberst Sten til at lade ei Folkene længere marschere; thi de blev iaften i største Hui udkommenderet og jeg veed paa mig selv at de ere hungrige.

Endelig fik Landsberg Sten baade med det onde og gode paa den Maade overtalet, at vilde Sten ikke gjøre som han forestillede ham, saa tager han sine 300 Mand, som var sendt os til Forstærkning, og gaar tilbage. Endelig staar Sten paa jeg skulde være foran, hvortil jeg fandtes villig. Den ganske udcomenderede Detachement blev da efter min indstændige Forlangende stilleholdende, og Landsberg, Sten og jeg foer til Svinesund. Og paa det Oberst Sten skulde være i Securité bleve udvalgte nogle Mænd, som skulde marschere med os, 10 a 12 ved hver Side af Veien og jeg efter Forlangende nogle Skridt foran.

Da vi nu kom til Svinesund, saa var intet der at bestille,
uden i Færgemandens Hus at drikke et Glas Brændevin,
at Modet kunde opmuntres} hvor ingen Fare var.

Den medfølgende Salvegarde af Soldaterne fik og noget til Forfriskning, hvorpaa vi reiste tilbage, og vare vi alle Klokken 2 Eftermiddag i Byen igjen, hvor jeg da først fik Leilighed at tale med Oberste Lieutenant Landsberg allene, som gjerne kunde fordrage mig, og sagde til ham: Nu er vel denne blinde Allarm tilende, men nu vil hun bide bedre. Han svarede, hvorledes da? I som en Partigjænger og allevegneogVeiebekjendt,hvad er Eders Mening? Jeg svarede: al denne Allarm med Broens Opkastelse og videre Motiver ved

1) o: Chefen for det vesterlenske Regiment Sten Crrristensen Blix.

Side 454

Svinesund, var aldeles ikke andet, end en Finte af Fienden, hvormed han har havt isinde at lokke al vor Force did hen, til at møde ham med desseins at hindre ham fra der at fatte Poste etc.: mens det forsikrer jeg paa min Ære, at nu marcherer han lige til Id, hvorom vi og samme Aften Klokken 10 fik Underretning, som siden skal omformeides, men i Discoursen med Oberste Lieutenant Landsberg, fortalte jeg, hvad mig korteligen forhen ved Schogsberg arriverede, da jeg med 5 Mand var ude for at recognoscere og der sammesteds opholdt General Lieutenant Dalvig med 200 Mand til Hest fra MorgenentilKlokken2a 3 Eftermiddagen. Passagien er saaledes.Vihavdeopveltetved Elven en Chartaqve, som om Fienden havde kommet fra Sverige, kunde den bleven til stor Nytte for os, men siden han pludselig kom fra Christiania paa en anden Side end vi ham ventede, faldt den udi hans Hænder, som rev den istykker og af disse Materialier forfærdigede en Flaade at sætte over Elven med, som med 2de Tauger blev trækket frem og tilbage over Elven. Samme Flaade betjente jeg og mine 5 Mand os af med, til at komme over, hvilket da Fienden blev var, resolverede et af bemeldte General Lieutenant Dalvig anførte Mandskab paa et Stykke, som af bemeldte Chartaqve var bleven tilovers, at hjælpe sig over Elven, for at hente Flaaden over til den Side, hvor Fienden kom, hvilket og lykkedes. Imidlertid havde jeg med mine 5 Mand maat begive mig op et Stykke derfra, og lagde os bag et paa Jorden liggende stort Træ, hvor vi fyrede og skjød paa Fienden det bedste vi kunde, som da var i Arbeide med at sætte over. Fiendens Skud kunde ikke skade os_y saa' længe vi havde ham lige "for os, dette holdt vi ud indtil Klokken omtrent 12, da vi imidlertid ved saadanne Skjermyssel havde opholdt Fiendens Oversættelse, og ihjelskudt fra dem en LieutenantogBteMand.Endelig kom de os saa nær, at vi befrygtedepaaSidenien Rad alle at blive ihjelakudte, saa os derfore tvungne til at retirere til Skoven, hvor vi bleve var,

Side 455

at Fienden tog deres ihjelskudte og døde Lieutenant med sig, kastede ham over en Hest og pakke sig bort det snareste de kunde. Vores anlagde Desiens, da jeg blev udcoinmenderet, var at ifald jeg skulde trænge til Mandskab, skulde jeg samle Bønder, men, som Fienden kom mig for hastigt over Hovedet, at saadant ei kunde ske, sendte jeg den foregaaende Nat en Expres fra mig, om at faa Succurs, som jeg vel betids kunde have bekommet, hvis ikke en vis Mand, havde været Aarsag til, at dermed traineredes, indtil Klokken 3, da jeg allerede var, som før er meldt, høist nødtvungen til at retirere, men jeg erkjender i al Sandhed, at hvis de 2de Compagnier, som kom for silde, havde betids været ved Haanden, det da havde været en ganske let Sag at tage den gode Hrr General- Lieutenant Dalvig med hans ganske Mandskab til Fange; thi dertil havde jeg udseet aldeles god Adkomst og Leilighed¹). Men at komme igjen til mit forrige, da blev min ved DiscoursenmedOberst-LieutenantLandsbergom Fiendens Indfald ved Id gjordte Spaadom, rigtignok opfyldt; thi samme Aften som vi taledes ved Klokken 10, kom Kundskab om, at SvenskenvarventendesomNatten eller i det ringeste om Morgenen,atstaamed3500 Mand til Hest og tilfods, paa Ide Sletten³). Efterat jeg nu udi mit Logement var gaaen tilsengs,komhastigOrdretil mig fra Oberst Sten, at jeg skyndigstskuldekommetilham. Forføiede mig da af Sengen det snareste jeg kunde, og saa snart jeg var kommen, raabte han paa sin Tjener, og befalede at skjenke os en Pokal, hvilket skede, drak mig saa til med en særdeles Mildhed. Da jeg saa ikke med mindre Ydmyghed havde drukket hans og hans paa Sengen liggende Frues Skaal, siger han til mig: Mener I

1) Denne Begivenhed indtraf, da Delvig fra Christiania sendtes til Sverrig forat hente flere Folk.

2) Delvig kom med disse Tropper fra Sverrig forat forene sig med Carl XII, som var paa Tilbagetoget fra Christiania. Topogr. Jour. 9, 43.

Side 456

Fanden rider ikke nu Svensken? han kommer i denne Nat paa Id at staa. Jeg svarer: det er venteligt. Han siger fremdeles, Oberst-Lieutenant Landsberg begjerer Eders Person allene, som en bekjendt Mand at følge med sig som hans Adjutant,hvadsigerIdertil? Jeg svarede: «Ja gjerne«. Da jeg kom til Oberste-Lieutenant Landsberg, spurgte han mig om det samme, hvilket jeg bejaede, derpaa blev drukket et Glas Vin, og imidlertid talt om dette Fiendens Indfald, og hvad derimod skulde foretages. Da jeg sagde: det kunde være en let Sag at hindre ham deri, og gjorde saa adskillige Propositioner, nemlig 1) at nedsænke udi Elven store Harver med Jernpigger udi, saaledes at Jernpiggerne vender op. Udenfor Harverne at nedsænke store takkede og storgrenede Træer, hvilke tilligemed de jernpiggede Harver skjult under Vandet paa det Sted i Elven, hvor Vadet var at sætte over, kunde føre Hest og Rytter i Confusion, og hindre Fiendens Oversættelse, allerhelst naar der paa vor Side imod ham kunde oprettes et Brøstværk af Baghuner (NB. Baghun er den yderste Side eller det yderste Stykke af en Stok, som saves af, og naar de 4 Sider saaledes ere afsavede, saa bliver Stokken firkantet,dersidenstraxsaves til Bord eller Bredder, saaledes indrettet, som herefter i Fortællingen skal formeldes). Herpaa skriver da Oberste-Lieutenant Landsberg en Seddel til daværendeCapitainHusman d¹) og Schlagenbuseh²) med Befaling,athvadOrdrejeg fra ham, nemlig Landsberg, sagde og medbragte, skulde straxen efterleves. Derpaa gik da strax vergelterungenpaanordsidenafFréderichshald, og Folket blev strax godvilligen samlet til Oberste Lieutenant .Landsberg, men vilde ikke marschere op til Tistedalen om Natten, sigende: «de haver Lønninger tilgode og kan paa et fremmed Sted ikke faa Credit«. Da det nu ikke var muligt at faa dem i March,

1) Hausmann, Frederik Ferdinand f. 1693, f som Gen.-Lieutn. 1757.

2) Schlanbusch, Frans Henrik af Luneborgs Æt, Capt. 1710, Oberst- Lieutn. 1718.

Side 457

bad jeg Oberste-Lieutenant Landsberg, Capitain Husmand, og Schlagenbuscb, at det uden Fortrydelse maatte være mig tilladtattalemedFolket, da jeg mener de vel skulde marschere; kortelig at meldes, det blev tilladt, og vi kom om Natten op til Tistedalen. Saasnart vi der var ankommen, blev for hver Mand udbaaren for 2 $ Brød og 01 og Folket dernest til gode Qvarterer anviste. Vagterne bleve udsatte, hvor man syntes nødig at være. Da alt dette var vel bestilt, kommer en ved Navn Gunder Slagter¹) til mig, sigende: «herLieutenantKraft!vedIvel at Svensken er alt i Anmarch fra Christiania og er alt oppe i Raehestad Sogn? Jeg svarede: «Ja vi ved det Alle». Han spurgte om han maatte fare ud at høre sig om, hvor han agter sig hen. Derom eonsulerer jeg Hrr Oberste Lieutenant Landsberg, som spurgte mig om jeg kjendte ham, jeg svarede: «ja. Jeg ved han er Slagter her i Byen men videre ikke«. Derpaa sætter Gunder sig med et godt Brændevinsmod tilhest, og forfaldt saa lige i Fiendens Hænder; blev omsider fangen af vore og sat i Vagten udi Frederichsstad, fhvor han og døde. Om Morgenen kom Svensken samlet paa Iddesletten²) og nærmede sig til TistedalenpaadenandenSide Elven, lige over for os. Om Natten forud blev jeg af Landsberg nedsendt til Commendanten, og begjerede 2de Metalslanger, som jeg og strax om Morgenen fik med mig op til Tistedalen, og blev plantet paa en Høide lige mod Fienden, som satte sig en Fronte lige for os.

Ved Canonerne fulgte en Arehelimester ved Navn Peder

1) Gunder Slagter, udentvivl svensk Spion.

2) Den 6 Mai trængte nemlig Gen. Delvig med 3000 Mand fra Sverige ind i Enningdalen forat forene sig med Carl paa Torpum. De Norske under P. Colbjørnsen og Landsberg hindrede ham i at komme over Tistedalselven, men nødte ham til at gjøre en besværlig Omvei. Den samtidige Jonas Rist har i Fridrichshalds Ærekrands 63—68 omstændelig beskrevet denne Affaire, uden at omtale Krafts Deltagelse.

Side 458

Vith¹), som nu er Lieutenant ved Corps d'attileri, og Major Wilsters Compagni i Trondhjem. Da det kom dertil og det syntes fornødent med bemeldte Canoner at fyre, siger bemeldteArcbelimester:meddisseCanonerskaljeg vistnok lange Fienden. Jeg sagde: «er det ikke vel langt?» Han svarede: «Lad mig kun sørge». «Nu da saa far fort», sagde jeg, ban svarede «Oberst - Lieutenanten vil være hos» , jeg gaar da ind i Stuen, hvor Landsberg sad og skrev, givende tilkjende, at nu var Tid at fyre, ban kom da og strax til Canonerne, og blev derpaa fyret, da jeg i Sandhed kan bekræfte første Skud at være saa vel passet, at ikke med en Riflebøsse bedre kunde træffes. Hest og Mand faldt ned paa bøiere Fløi, og med det andet Skud fik Fienden et stort Hul eller Luge, midt i Fronten, som i Øieblikket retirerede sig tilbage, at ikke en Mand var at se, thi naar han kuns gjorde 10 a 12 Skridt retraite, saa stod han i en Dal at vi ikke kunde se ham. Om Morgenen forføiede han sig til Elven, hvor der var et Vadested at ride over. Men Dagen tilforn, da vi alle vare bekymrede for at forbyde ham Overgangen, da sagde jeg, maa mig tillades at bruge en Mojen, saa skal han visselig ikke kunne komme over. Da var Oberst Lieutenant LandsbergcurieuxforatvidemitAnslag, tog mig derfor ind med sig i Enrum. Og da jeg havde tydelig vist og betydet ham, hvorledes mit Anslag med jernpiggede Harver, og spidsgrenede Træers Nedsænkkelse i Elven tilligemed Brøstværkets Opretrettelsekundebliveindrettetogfuldbyrdetpaa hastigste og bedste Maader, bad han mig ikke lade mig mærke dermed at have opfundet dette Anslag, (NB. thi han vilde ikke, at Inventionenskuldemig.mensigselvtilskrives), derpaa blev mig og de andre Officierer tildelt hver sin Pelotons, og enhver anbefalet at gjøre ligesom jeg. Da gik vi alle hen og optog et helt Gjærde med Hænker, Stænger og Baghun, ligesom det

1) Peder Huid, som 1716 var »Fyrverker« ved Fredrikstens Artilleri- Compagni, hvis Captain var Carl von Reitzenstein.

Side 459

stod, bar det ned til Elven, og der indrettede et Brøstverk deraf, 3 Qvarter tykt, Baghunerne saaledes efter den flade Side sammenpakkede, saa at ingen Kugler kunde trække igjennem,mensFiendensudskudteMusketkuglerblevfundne ved Brystverket nedfaldne. De tvende omskrevne Canoner bleve og plantede i Hjørnet af samme Brøstverk, at man jgjennem Huller dermed kunde fyre, men kom ikke til at blive brugte. I Elven blev og nedsænkede omskrevne Harver og Træer efter forud skreven Vis, saa at Elven umulig paa dette Sted kunde med Hester overrides. Efter saadan ForebyggelseogHindringkundeFiendenintetfordelagtigt tagesig,menlodalene4Mandtræde frem paa en liden Høi, som tillige fyrede paa os, og strax igjen med en hastig omkehrenogRetiradeforstaksig.Fravor Side blev og peleto n¹) vis paa dem fyret, hvilket saaledes holdtes nogen Tid uden at paa nogen Side Skade skede. Men da han endelig merkede, at han ingen Overgang der kunde faa, eller nogen Skade der kunde tilføie os, brød han op derfra, og begav han sig hen til en Bondegaard, kaldet Bjørnestad²), der rev han Husene ned og vilde deraf gjøre sig Flaader, at sætte sig over Vandet frem med, som paa det Sted var ikke bredt, hvilket da vi formerkede, bragte vi de 2de Cannoner didhen, og drev ham derfra. Derved blev han nu nødtvungen til at tage en længere og vanskeligere Vei, end han selv sig havde foresat og formodet; nu vidste vi at b°n maatte (gjennem) en Defilé³), hvor han ikke kunde ride mere, end en Mand høi; da lod Oberst Lieutenant Landsberg mig tage Fartøier og Folk, og lægge os i Veien for ham, men stormende Veir forbødatintetFartøikundekommeaf Landet. Samme Nat brændte vi alle vore Huse op paa adskillige Steder, ligesom vi havde været 1000de Mand i Leir, og Morgenen derpaa

1) Pelotons, en Afdeling af 20—40 Soldater.

2) Bjørnestad, en Gaard i Nærheden paa Østsiden af Tistedalselven.

3) Fjeldskar.

Side 460

marscherede til Byen¹). Fienden eonjungerede sig paa Sletten ved Bergs Prestegaard og siden ved Torpum²). Mens hvad er det jeg saa Stykkevis kan her og der memorere om en og anden forefalden Action, imod det meget, som er arriveret, som ikke den en tusindedel for Vidtløftigheds Skyld kan bekjendtgjøres,endelfordijegikkeharhavt synderlig Lyst til at skrive, endel og fordi mine Øine og Hilsen det lidet tillader,samtforatmenagerePapiret.Mens i alle Viderværdigheder,ogafsaamangeogstore Fatiqver, som er udstanden,merkerjegnokintetandetat være mig bleven tilovers,endideligeBekymringerforvoresharmelige Brød og mange Børns forsvarlige Opdragelse, at jeg, som nu gaar paa Gravens Bredder, for eders samtliges Education og Information, kan med en uskrækket og ukrænket Samvittighed henvandre. Det er Enhver bekjendt, at jeg ikke haver været som endel med arvelig Midler eller Gods begavet, thi hverken jeg eller eders Moder haver arvet 2 danske Skilling, det er og vitterligt,atjegikkesomendel, over sine allernaadigste anfortroedeUnderhavende,haverværetfornogenFordel og Profit, og som Landeplagere istedenfor at tjene til Landets Forsvar, saa vil jeg dog ikke ermangle denne efterfølgende Passagie at bekjendtgjøre. Efterat jeg 1717 var bleven Capitain og den Sommer over med Tordenskjold maatte med Compagniet holde ud paa Floden; der faldt i Actionerne en Hoben brave Folk, saa og for mig, men især en meget gudfrygtig og brav Sergeant ved Navn Børge, som jeg besørgede overmaade; endog han var ikkun en Bondekarl, lagde han sig dog efter at læse og Bkrive baade Tydsk og Dansk, saavelsom og regne; han var desuden brav og fornuftig mod Fienden. Nu var Aaret saavidt henbragt, at Fartøierne i December skulle lægges ind i Winterhavn, og Tordenskjold skulde reise til Kjøbenhavn. Men imidlertid vi i denne Sommer har været sammen, feilede

1) Fredrikshald.

2) Torpum ligger lidt vesten for Bergs Kirke.

Side 461

ikke Vin, og et ugudeligt Fyl deri. Jeg er ikke god for at beskrive, hvor inderlig jeg hemmelig hos mig selv sukkede idelig, og bad Gud om jeg i saadant Fylderi maatte ikke bortkaldes; og skrev jeg da den commenderede General Ved el¹) til, og forestillede ham, hvor meget mere jeg med mit Compagni var nyttig, og til bedre Tjeneste tillands, i saa Maader, som jeg og mine underhavende Folk har været vant og brugt til tilforn, og da udrettet meget mere til Landets Beste; strax efter kom høibemeldte Generalens Ordre, at jeg skulde med det hele Compagni gaa iland, og tage vores March efter medsendteMarchroutefraGeneralKrigscommissairBertou g⁹), hvilkenlyddeatgaatilHøland,conform med Generalens Ordre, og der anmelde mig hos den commanderende General Major eller Oberst over Cantonen, efter min egen givne Project, med det ganske Compagm³) at forferdigc os Skier og blive SkiløbereogPartigjængereigjen.Dajegkom, var Oberst Garman d⁴) der, saa og en Stund Oberst Reichvein⁵). Endelig kom General Major Gabron⁶) der, hvis Berømmelse jeg ikke noksom med Pennen kan udføre. Han vidste at betjene sig af hvad vi kunde tale sammen til Defension imod Fiendens Invasion, eller ventelig Attaqve, ja han elskede mig som sin egen Søn, og jeg blev som hans Geheimeraad, som alt mere og mere befordrede hans Kjærlighed, eftersom han med mig

1) Erhardt Wedel til Evenburg f 1740, Søn af Gustaf W., første Greve af Jarlsberg.

2) G. Bertouch, blev 1719 Klenows Eftermand som Comandant paa Akershus og fik Afsked som Gen.-Lieutn. 1740.

3) det thelemarkiske.

4) Johan Henrik Garmann, som 1716 blev Chef for det akerhusiske Infanteriregiment og døde 1748 83 Aar gi.

5) Reichwein, N. C, Oberst ved de Nordenfieldske Dragoner, Søn af den bekjendte Georg Reichwein.

6) Gabron o: Abraham Adam v. Gaffron. Han blev siden Comandant i Nyborg og fik 14/a 1734 Charakter af Gen.-Lieutn.

Side 462

ingentid fandt sig bedragen. Da nu Capitain Alberg¹), Chef over det søndenfjeldske Skiløber Corps først in Majo 1718 i Aamots Præstegaard, i Østerdalen 21 Mile fra Christiania, ved Døden afgik, (jeg vil ikke nævne, at saavel om hans, som Capitain Men eis dødelige Afgang, meget mistænkeligt blev sagt) kom den 3die Dag efter si. Albergs Død, General Wedels Ordre i Kongens Navn til mig i Høland, 6 Mile fra Christiania liggende, at jeg ufortøvet som interim Chef, skulde antage det søndenfieldske Skiløber Corps. Jeg undser mig for at melde, hvad velyndende Affection jeg ved denne Skilsmisse befandt hos Hrr General Major Gabron; sandelig hvor meget han vilde, kunde han ikke forberge sine Taarer og endelig udbrød, sigende: «Sæt eder ned strax, og lad Expressen bringe eders Svar til Generalen, jeg vil og selv om eders Person skrive, og besvare Generalens Ordre: sigende derhos ved sig selv, jeg mister Eder nødig, men Eders Lykke befordres visselig derved. Jeg forfærdigede da min Rapport til høibemeldteGeneralWedelmedalUnderdanighed,og ydmygesteForestillingafsaadantIndhold.Jegervillig og med underdanigste Hørighed redebon til at efterleve mig givne Ordres, og vil næst Jesu Hjælp forsvarligen forrette den anbetroedeTjeneste,jaomdenendvarede den hele Krig til Enden, om Gud ellers naadigst vil forunde Liv og Hilsen; dog inderligst og underdanigst bedende, siden, at beholde det mig nu engang allernaadigst forundte Tellemarkiske Compagni, som befrygtende, at en stor Reduction, naar Freden kommer, at maatte ske, da jeg med megen Møie maa solicitere om, hvad jeg med megen Møie nu allerede mig haver forhvervet. Herpaablevmigsvaret,atingenForandring bliver, men jeg maatte efterleve Ordre, antage Skiløberne, og ved en CommissionlevereCoinpagniettilbeggeLieutenanterne,og bieKongel:Resolution,somkom1719,inJanuario. Jeg

1) Alberg, Mathias 25/i₂ 16 Capt. ved Skiløberne. Krafts Brev til Gen. Lutzow dateret Gaarder 29 Juni 1718 i Moes Actstvkker 84.

Side 463

blev da strax commanderet til Kongsvinger, der laa daværende General Lieutenant Sponech¹) og commenderede. Kort dereftermaattehantilFrederichshald,ogGenneral Gabron kom fra Høland i hans Sted igjen. Her kom da 2 gode Venner tilsammen igjen. Da jeg ved disse Tider foer omkring paa Grændserne og recognoserede, fandt jeg ved M agn or²) Bro, at 600de Mand fiendtligt Cavalleri laa i sine opslagne Telter. Jeg udsaa alt Leiligheden, og fandt det ganske muligt, at de alle kunde occupires, og gjøres til Fanger, og ikke anderledes end ved Infanteri Nattetider at overrumple dem. Maaden vil jeg for Vidtløftigheds Skyld her ikke tale om. Men da jeg hemmelig sagde her General Major Gabron dette, syntes han vel nok derom.

Dette er en Ting, siger han, som maatte strax resolveres, man kan dog ikke iværkstille det, uden den commenderende Generals Ordre med videre. Bad mig altsaa, at jeg skulde ikke tale dei'om for Nogen, mens ufeilbarligen har nogen af de skjelmagtige Bønder givet Fienden Notise om, at een af vore havde der været og udseet Stedet, og kunde han (Fienden) da ikke andet vente sig, end sin Ulykke, om han der var bleven attrapperet. Tredie Dagen derefter var ei heller en Mand der at se mere, mens marcherede af ned mod Strømstad,hvorKongCarlvar i Arbeide med at samle sin Arme, som søndenfjelds i Norge skulde indbryde. Kort derefter fik Jeg Ordre med det ene Compagni Fyhrrørere at marchere til Frederichshald, da jeg did kom, blev jeg af General Sponeck commanderet ud til Grændserne mod Enningdalen, hvilken March, da jeg skulde fortsætte, begjerede jeg en Ordre, at vise for mig, ifald jeg af Fienden skulde blive fangen, at vi da ikke for et Parti bleu eller en egen Sammenrottelse skulde blive ansete, siden Folket ingen Mundur havde. Mig blev og

1) Georg Wilhelm Hedewiger von Sponneck, Greve og Chef for Generalstaben fra 13/₁₂ 1716 til 21/₁₀ 1720.

2) Magnor paa Grændsen mellem Kongsvinger og Eda.

Side 464

strax en Ordre meddelt, hvilken da jeg læste, sagde i al Ydmyghed,atjegikkeherefterkan forrette den Tjeneste, jeg bør. Da siger Generalen, hvorledes vil I have den da? Jeg svarede: min Ordre maa lyde at jeg er udcommanderet for at gjøre Fienden al forsvarlig Afbræk og Skade efter min egen Conduitte, og paa eget Ansvar. Saadan Ordre blev mig og given, eftersom Generalen fandt og saaledes for godt og ret at gjøre. Da jeg nu kom til Enningdalen, arriverede, hvad jeg nu vil melde. Jeg havde udsat en Vagt med en Underofficier,og21Mand1/s 1_/s Mil fra mig ved Idefjorden ved Ørbec k¹) lige over Krogstranden paa de Svenskes Side. Som jeg en Dag hørte, at der nedre chargerede³), sendte jeg strax En til Hest ned, for at fornæmme, hvad det var. Og som Ingen vidste nogen Tid, hvor jeg om Natten med min Commandoopholdtmig.Jegholdtei hellere nogen fast Leir, men undertiden her, nu der i Marken, og underrettede saa den, som blev udsendt, hvor han ved Tilbagekomsten skulde gjøre af Hesten og hvor han om Natten skulde finde mig. Han kommer da tilbage og satte Hesten paa Præstebakken³), en Gaard, som laa midt i Pasagen, hvor jeg og Enhver, som var ude paa Couimando, var og mest opholdt os om Dagen, naar intet var at forrette mod Fienden. Efter vore idelige udsendte Patroller, da nu denne udsendte af Skiløberne silde om Natten kom tilbage var jeg borte. Hesten leverede han til Skydtsknegten, saasom 4re Hold-Heste stod der stedse, og blev afløst hver Dag. Han tog da sit Gevær og videre tilligemedenBoutellieBrændevinfor en Marketenterske, at udsælge til sine Kammerater. Som han nu i Mørket skulde forføie sig til mig, og han gik ud af Huset, og var kommen udenfor Gaarden, blev han var, at al Marken var beklædt med Ryttere eller Cavalleri, hvorpaa han pprang gesvindt ind i

1) Ørbech o: Aarebakke.

2) chargiren, lade og fyre, angribe.

3) tæt ved Enningdals Kirke.

Side 465

Stuen og varede dem ad at slukke Lyset og retirere, der sad da fra Frederichshald endel Slagtere og deslige Folk, med vore skjelmsagtige Kundskabsmænd og drikker, paa det de kunde tilpractisere sig tilkjøbs Smør og deslige, for at udbøkreogsælge,disseretireredestrax alle men kunde ikke paa 2de Kanter slippe nogensteds fra Gaarden, eftersom Pasagens Leilighed nemlig i sønder og vester, hvor Veien var, var besat,saavelsomdenVeidergik hen til mig. Der i Skoven laa min Karl, nemlig Niels Øxset, som gjorde sit beste at komme til mig, men maatte retirere nordefter op omkring et Vand¹), 1 Mil, hvor han fandt et Fartøi af Stokker, som han kunde hjælpe sig over med, over et smalt Vand, men kom ikke med sin Rapport til mig før Klokken 1 a 2 Eftermiddag den anden Dag. Jeg havde udsøgt mig et beqvemt Sted at holde mig om Natten paa, og udsat mine Vagter paa alle behøvende Steder, hvoriblant var et høit Bjerg, hvorfra man om Dagen kunde se til Præstebakken, og vidt omkring, hvor Tienden kunde ventes at komme. Der satte jeg en dobbelt Post med Formaning at holde sine Øine vel aabne, og være agtsomme efterdi det var mørkt. Om Natten imellem 12 og 1 Slæt kommer den ene Skildvagt ned og siger, Hrr. Capitain!nustaarFiendenaltpaa Præstebakken, jeg kunde se blaa Fakler eller Lys brænde, jeg kunde og høre Hestene frøse af Næsen, sparkede med Fødderne, ja rystede sig, at jeg magelig kunde høre Pistolhylsterne og deslige Lyd af Mængde af Folk. Hvorpaa jeg flux rykkede ud af min Hule i Bjerget og commanderer strax en Sergiant nemlig Christopher Uhrne med 24 Mand at marschere og lægge sig paa en Høide, bag ved samme Høide var en stor Plan, hvor jeg formente FiendenstodmedenstørreForce, hvorhen de paa Præstebakken kunde retirere sig, om de skulde blive attaqveret, indrettede mig saaledes, at Fiendens formente Retrait eller Bevægelser skulde ske imellem mig og Sergeanten; herpaa sendte jeg

1) Ohr Søen strax Nord for Prestebakke.

Side 466

endnu strax 2de tilforladelige Fyrrørere ud forat recognosere, og strax efter dem 2de andre, saaledes 4 efter hinanden, som blev tilsammen Bte. Da nu de 2de første udsendte kom et lidet Stykke henimod et Gjserdeled, var ved samme Led alleredeetdobbeltSkildtvagtatfinde til Hest holdende. Hvilket da mine 2de fornam, siger den ene til den anden, nu er vi dem saa nær, at i hvor mørk Taagen er, saa skal vi dog fælde hver sin, den anden svarede, det er for lidet og ikke Umagen verd, men lader os først gaa tilbage til Capitainen og sige dette, han finder vel Eaad at vi faa mere og større Bytte, de gaar da i Stilhed tilbage og aviserer først de andre 6 Mand møder strax derpaa mig og fortæller det derpaa altsammen,ogfølgesvialleda ad. Da vi nu kunde vente at Sergeanten nu var kommen paa sin anbefalede Post, sagde jeg, nu skal vi følges ad 4re og 4re, og nu maa I skyde dem ihjel, da de nu kom igjen henimod de 2de ved Gjerdets eller Grindledet holdende Ryttere spænder en af mine Hanen paa sit Gevær i Moment kjerede¹) den ene sin Hest og red op til Gaarden, den anden blev paa Post holdende. Vi holdt og ganske stille og ventede den, som red hans Tilbagekomst, som og skede, i skyndigste Maader, sigende da til sin KammeratmedensagteLyd,dog saa høit, at mine nærmest 8 Mand kunde høre disse Ord: Du skal ikke være bange, det skal ikke gaa dig værre end det skal gaa mig, naar vi kommer til Vagten, skal jeg raabe saa sagte hver da! hver da! hver da! I det samme skyder mine, og mente sikkert at have fældet dem paa Stedet, men de i samme Øieblik vender sine Heste og rider tilbage til Præstebakken, hvor vi ventede at finde Pienden. Sergianten paa sin Post boldt sig færdig, hørte Skudene og Bytterne ride meget hastig, ja saa Ilden funklede under Hestefødderne, men enten det var 2 eller mange, som red, kunde han ikke gjøre nogen Forskjel paa; jeg med alle mine, skyndede os til Gaarden og ventede os et varmt Bad.

1) vendte.

Side 467

Vi leder da i alle Busker og overalt og omsider begiver os til at visitere Husene, holdt saa ud med al Agtsomhed den hele Nat, gaar og hen til Sergeanten, paa hvis Post intet var kommen, uden, at han hørte et stærkt Ridt, og saa Ilden under Hestefødderne, men hvormange vidste som meldt ei, men Lyden for ham og hans Commando, syntes at høres saavel i Luften som paa Jorden at være af mange tilhest. I Huset fandt vi Qvinden .selv, som for Alderdomsskyld ikke var god for med de andre at retirere til Marken, hun siger og, at hun saa Marken fuld af Heste og Folk, der blev banket paa Døren, men da hun lukkede op var der ingen. De Folk, som retirerede hørte og ligesom vi, at da mine havde fyret, at der da blev raabt, taga denna Hesten tage denna Hesten der. Da siger jeg, Manden finder vi vel imorgen, naar Dagen kommer det var at ønske han levede saa meget, at jeg kunde tale med ham. Mens her fandtes ikke hverken Hest eller Mand, og var det altsammen lutter Spøgeri. Vi gjorde os heraf den Presumtion, at Fiendens Indfald her ved dette Sted maatte blive den paafølgende Dag lod jeg strax denne HendelseskriftligrapporteretilGeneralRømlin g¹) som logere paa Asak tys Mil ovenfor Frederichshald ved et Vand 1 Mil langt kaldet Fem. Da mit Bud kom til Generalen, blev han indkaldet og spurgt, om han vidste noget om det, som var skrevet og rapporteret? Han svarede: Jeg var med, og den første, som herom gav Capitainen Rapport. Derpaa fik jeg Ordre, at jeg Dagen efter skulde komme til Generalen. Da tog jeg med den Mand, som af den Mængde Cavalleri var forhindret, at komme til mig og give Rapport, som før er meldt. Jeg kom til Generalen og blev befalet at sætte mig, et lidet Bord blev dækket, og Mad frembaaren, hvoraf jeg maatte spise, hvorhos sadte sig baade Generalen og hans Frue;

1) Patrocles Rømmeling, født i Friisland, deltog i den spanske Arvefølgekrig, blev 1717 Generalmajor, 1731 Gen.-Lieutn. og døde 31/io 1736 som Høistcomanderende i Norge.

Side 468

befalende mig at spise, sigende, de vidste vel, at der jeg kom fra vor Smal-Hans Kjøgemester. Generalen drikker mig og til med et Glas Vin. Da jeg nu næsten til Fornøielse havde afspiset,begynderGeneralenatspørgemig om min indgivne Rapport, som blev mundtlig ei anderledes, end forhen skriftlig. Med Generalens Tilladelse kaldte jeg den Karl, nemlig Niels Øxset, ind, for at sige, hvad han havde seet, hvilket han og udsagde med den Forsikring, som han med Mange kunde bevise,dermedhamretireredefra bemeldte Gaerd. Generalen begynder da at raisonnere med mig om dette, hvad det skulde være. Jeg svarede, det var i Sandhed intet andet end Spøgeri.

Generalen svarede, nei aldeles ikke, men jeg siger, at Kongen af Sverige haver været der i egen Person¹). Dertil svarede jeg: nei ingenlunde! om han kunde omskabe sig saa liden som en Kat, tvivler jeg paa, han skulde kunne undgaaet, efter de Anstalter, som var gjordt. Genneralen paastod, at hvad han sagde var Ret, jeg paastod at det var Spøgeri, hvorom handledes, indtil vi kom udi en hel Mundstrid , og han blev omsider vred, sigende: Trætter mig ikke længere imod, jeg kan umuligt taale det, og I skal vide, at jeg er en Calvinist. Jeg beder, sagde jeg, om Pardon. Men Sei'es Excellense skal sikkerlig faa at vide og høre, det bliver ikke længe til, at den Svenske Arme nok kommer den Vei, eftersom Kongen selv i egen Person skulde saaledes her recognosere forud. Vi bleve da igjen gode Venner, og jeg reiste tilbage til mine Folk. Efterat alt dette var passeret, blev jeg udpaa Høsten afløst af nuværende Oberst von Krogen³) ved det vesterlenske Regiment, som med sin hele Commando sikkerlig kan eontestere, at Fienden kom den Vei, og strax efter min Afløsning der indfaldt, for hvilken de og samtlige maatte retirere.

1) Generalen havde nok Ret.

2) udentvivl Georg Friderich von Kroghen, der 31/i 18 blev Captain ved Rømelings Dragoner.

Side 469

Jeg tog min Marsch op til Østerdalen, Qvikne, Tolgen og Røraas, og havde min Commando alt indtil Sælbo i Throndhjems Len, hvor jeg da holdt ud, indtil Fienden overalt var af Landet. Og kan jeg ikke undlade herhos at anføre nogle sammesteds forefaldne Tildragelser i følgende Maader. Anno 1718 den 31 Decembris, da jeg med Skiløberne laa paa 5 Mile Skoven¹) ved den Postering, jeg der forfærdigede og begyndte derpaa 2den og 3die Juledag at bygge (hvor vi laa i Bordhytter for Nyving eller Stokkeild, thi det var en übeskrivelig Frost), da fik jeg Kundskab om, at Fienden²), med en Commando kom fra Tønset 4 Mile fra Posteringen, hvor da Fienden indlogerede sig paa en Gaard, kaldet Øvelby³). Da jeg dette fik at høre, gjorde jeg strax Anstalt at sende Fienden en Commando imøde, og tænkte at overrumple ham om Natten paa Gaarden Øvelby. Jeg vilde da meget gjerne selv været med, men Fogden Juul, og Sorenskriver Vinsnes, som med 200de Bønder kom mig med mine 200de Skiløbere til Hjælp, raadet mig derfra, og forestillede mig, at Posteringen ingenlunde kunde sættes blot, og ifald vi blev ulykkelige, saa stod da Veien aaben for Fienderne, som uden Hinder kunde reise og marchere igjennem Landet, ruinere Østerdalen og Hedemarken , og conjungere sig med Kongen af Sveriges, søndenfjelds i Norge, indrykkede Arme.

Jeg vilde ikke lade mig overtale, men fattede de Tanker, at jeg maatte marchere med, hvor syg, jeg, med mange andre forfrosne var, hvorpaa de raabte alle som med en Mund: Saa lad da hver Mand følge med. Endelig blev da besluttet, at

1) Fem mile Skoven N. for Øvre Reendalens Kirke.

2) Fienden en Del af de 600 Dragoner, hvormed Generallieutenant de la Barre besatte Røros, mod hvem Generalmajor Gaffron sendtes med 4 Batailloner. N. Sam. 2,557.

3) Øvelby o: Øverby ved Tyldal Kirke. Disse Svenske udgjorde en Forpost af den Afdeling af Arnfelts Corps, som under Generallieutenant de la Barre havde besat Røros.

Side 470

daværende Capitain-Lieutenant Bonde¹), og Lieutenant Meldah l²) strax med 200de Mand frivillige med behøvende Underofficierer,og Lensmænd marcherede. Ved deres Bortmarch gav Jeg dem i Kongens høie Navn tydeligen den alvorlige Befaling, at de af al Magt og Formue maatte stræbe at overrumpleFienden, førend Dagen brekker og medens det er Nat, hvis de ikke det kan opnaa, gjør de ingen ønskelig Coup, men maa med Møie søge at conservere dem selv. Denne min Ordres blev ikke efterlevet, hvorefter det og gik dennem, ligesomjeg dem forud betydede. Da de om Natten havde marchereten sterk Mil, drev Fienden (?) dem at søge det eneste Hus, som fandtes mellem Posteringen og Øvelby, hvor de efter Foregivende tvungne af Kuld forblev indtil Dagens Anbrækkelse. Da de nu endelig tidlig om Morgenen den Iste Jannuary 1719 kom til bemeldte Øvelby, var Fienden allerede munter. OvenforGaarden i Høiden, hvor intet Cavalleri kunde komme, var et Gjærde af Ris, hvor en stor Faue', eller Snedynge var sammenblæst, bag hvilken Bonde og Meldabl sig forføiede, og laa saa der og skjød imod Fienden ned i Gaarden, saa ajt Fienden omsider retirerede sig op til Tønset med mindre Mandskab, end han der var kommen, men han tog med sig paa Slæder, alt hvad som var dødt og bleseret. Paa de overfarendeVande underveis hug han Hul paa Isen, og derigjennemnedsænkede de døde Gemene; af de døde bleserede lod han en, som var incurable opskjære for at see, om han var skudt med Riffelkugle, som ikke saaledes befandtes. Endog en Ritmester var af en Rifle dødelig bleseret, levede indtil de kom til Røraas, hvor han blev begraven, og af hrr Even paa Tønset kastet Jord paa. Da nu min udsendte Commando blev Mester allene over Øvelby, gav de sig i god Ro og Sikkerhed indtil om Aftenen, da kom Fienden igjen med en

1) Bonde Johan, Cpt -Lieut. ved Skiløbercompagniet af vesterlensk Inf. Regim., blev Capt. Vi 1719.

2) Meldahl Michael blev 9/i 1719 Premierlieut. ved Skiløberne.

Side 471

stærkere Commando, navnlig en Major med 200de Mand, hvilke havde nær opsnappet min udsendte Commando, som i Confusion kom op udi sin forrige Plads bag den store Snedynge, da Fienden fik en 30 til 40 Par Skier, sønderslog og opbrændte dem, og derefter retirerede sig tilbage, og mine forføiede sig igjen til mig i Posteringen, medbringende 6 Blesserede, hvoraf dog ingen døde; jeg forblev da i Posteringen, indtil Fienden retirerede ud fra Throndhjems Lehn, og Generalen¹), som kom søndenfjelds fra, tog mig med den hele Commando med sig til Røraas. Siden forefaldt ikke noget af den Betydning, at derom noget videre kan meldes, men hvad deroppe mod Fienden ellers kan være tildragen, kan af min allerunderdanigste Demonstration til Kongen omstændigere sees, som herved ordlydende følger.

Allerunderdanigste Demonstration

over min fatale Skjæbne udi endel af mine Forlis, tvertimod den Lykke Gud benaadede mig med; imod Fienden, at jeg derover 1719 tilvandt mig min allernaadigste Konges egen Forsikring fremdeles, at være conserveret i Kongens Naade_f som følger. Udi Krigstid blev jeg meget brugt,, og comman. derede fremfor andre. Efterat jeg 1716 den 8 Aprilis me<l den mig givne Commando delogerede Fienden ved Ennin«?. dalens Kirke²), 11/^l¹/^ Mil fra Frederichsbald, som havde sat sig der med JOO Mand tilhest og 300 Mand. tilfodff hvilke jeg som Lieutenant, efter Ansøgning, blev betroet med en Commando af Soldater og frivillige Bønder at attaquere, forudetf de, som udi Actionen faldt paa Pladsen, erholdt jeg ved Guds Bistand Seier, og fik en Ritmester tilligemed over 50 Mand af Cavalleriet tilfange, og 75 capitale Heste med fuld Behør, af hvad som Hest og Mand tilhørte foruden endel Provision, saa og nogle Tønder 01 og Brændevin, som jeg med

1) Grev Sponneck.

2) paa Kirkeboen, hvor Ritmester Lehman blev fangen og den modige Klokker paa Id Ole Svensen blev skudt. See Rist. 58.

Side 472

egen Haand slog istykker og lod udløbe, at ingen ved Drukkenskab skulde komme i Fordervelse, efterat disse Hester med Kapper, Sadler og andet blev auctioneret, fik jeg ikke det ringeste af dette Bytte til &ecompence for mine udgivne Kundskabs Penge, hvilke mig aldrig nogensinde blev godtgjordt eller af mig begjerede¹).

Ved Fiendens Tilbagekomst fra Christiania, var jeg atter
paa Vigssiden, og erobrede 107 Heste og 26 Fanger, alt Artilleriet
vedkommende3).

Disse Heste blev og ved vores Arme anctioneret, hvoraf
jeg ei heller fik det allerringeste, langt mindre havde Tid at
spørge derefter.

Syntes og i de Tider, at Seier var Gevinst nok. Da
Fienden strax derefter indtog Frederichshalds By, practiseredejegByen
i Brand paa 2de Steder, hvilket Fienden
efterstræbede at se forhindret, men efter Borgerskabets Forlangendeblevden
dog afbrs&ndt, for de hvelvede Kjelderes
Skyld, hvorudi deres Eiendom for Plynderi da bedst kunde
conserveres, foruden hvad jeg udi Branden og Actionen udstod,mistejeg
alt, hvad jeg der eiede. Mit Ønske er saa-
jeg lever, at det var eller maatte blive eders KongeligeMajst.saa
vel bekjendt, som det er Gud i Himmelen,
hvorledes jeg efter allerunderdanigste Pligt haver forholdt og
opført mig. Jeg er da forsikkret, at om det ikke kom mig,
da visselig mine i sin Tid til bedste. Efter denne Action,
blev jeg befalet at tage et Vacantscompagnie ad interim under
Commando; blev og dertil forslagen, men maatte levere det
til en anden fra mig. Derefter blev mig given et Detachementpaa150
Mand med behørige Ober- og Underofficierer
og Tambourer, alle frivillige Soldater og Skiløbere. Da jeg

1) Delingen af Byttet gav Anledning til en langvarig Strid mellem Comandant Brun og P. Colbjørnsen; see Moe, Actstykker til Norges Krigshistorie 1716—18, S. 63.

2) Om denne Opsnappelse, hvor Hans Colbjornsen var med, see Krag Frederikshalds Beskrivelse 51. Norske Sml. 1, 421.

Side 473

1717 i Jannuary Maaned, allernaadigst blev virkelig Capitain maatte jeg ikke forlade den mig forhen under Commando givne Detachement, saa længe Vinteren varede. Efter at jeg nu i Mai kom til det mig allernaadigst anfortroede Compagni haver jeg siden i Bergenhus Len maatte føle og fornæmnie Oeconornien i min Fraværelse ved Compagniet, i det jeg saa godt som i den første Maaned Januario i Aaret 1717 er ved det vesterlenske Regimentes Afregningseommision først tildømt at betale over 161 Rixdlr. dernest mistede min ganske tilgodehavendeAfregningved Regimentet, samt Søpenge for al den Tid, jeg var paa Flaaden med Tordenskjold 1717, som udi Beregningscommissionen ikke er bleven nævnt eller indført, hverken til Skade eller Fordel. Da jeg nu i Decembri 1717 blev coinmanderet iland af Flaaden, og at jeg med det ganske Compagni skulde forskaffe os Skier, og blev saa 1718 den Vinter over indtil i Mai Maaned, hvor jeg atter maatte forladedeimod Fienden berømmelige Tellemarkiske Soldater,og efter General Vedels Ordre i hans Majestets Navn at antage et søndenfjeldske Skiløbercorps, som af eders kongeligeMajestetmig i Januari Maaned 1719 blev confereret som Chef. Hvorefter jeg den 23 og 24 December 1718 med endelSkiløbereborttog paa Qvikne Kobberværk ak Mandkjøn, Officierer og Arbeidere, som alle havde maattet forskrive sig til Fienden med alt, hvis der fandtes, nemlig en stor Del Kobber, Proviant og deslige at være Fienden følgagtig, naar hans Ordre kom fra Røraas, hvilket alt blev ved min Foranstaltningførtned til Christiansfjeld. Efterat Fienden var nu af Landet, lod jeg mig nogen Tid derefter persvadere, at ParticipanterneiThrondhjem maatte faa alt sit tilbage, igjen, som ikke haver fortrydt mig, men hvad jeg fra Fienden har erobret og urettelig mistet, hvorfore ei mere kan ventes Regressefortrydermig alle Dage. Da jeg blev reduceret, nød jeg ingen Vartpenge som andre. I Bergens Stift er mig ikke given nogen Leilighed, hvorved jeg kunde vente at blive i en fuldkommen og naadigst Erindring. Hvad jeg der i det besværligeLandhaver

Side 474

sværligeLandhaverudstaaet, og er kommen mig til Forlis, som med kostbare Reiser til adskillige Commissioner, uden nogen Vederlaug, er alt for vidtløftigt at anføre, men kan dog bevises. Allernaadigste Konge, anse ikke dette unaadig, men drag en allernaadigst Eftertanke over denne min fatale Skjebne, at det saaledes befindes i Sandhed kan bevises af

Eders Kongelige Majestæts
allerunderdanigste og tro
pligtskyldige Tjener

E. Kraft.

Breche den 16de Octbr. 1842.

End for at vise, at hvad jeg saavel udi forestaaende allerunderdanigste Demonstration, som øvrige Eelation haver foredraget, ikke mangler Bevis og Contestation af andre retskafne, brave og redelige Medtjenere som endel omskrevne Actioner have biværet. Saa bliver hertil Copialiter adjungeret si. her Oberst Schlaenbusches Skrivelse til hans Excellense her General Arnoldt¹), hvis Orginalcopi er i mit Eie, og saaledes lyder:

Høivelbaarne

Høistbefalende Hr. Generallieutenant!

Da Hr. Oberst Lieutenant Kraft underrettede mig om at ville sende vedlagte sin allerunderdanigste Memorial til Hans Kgl. Majestet og vilde anraabe om sammes Befordring med vedføiede høie og kraftige Anbefaling af Eders Excellence og ogsaa indstændig har bedet mig at recommendere hans Ansøgningtil Eders Høivelbaareuhed. Saa har jeg, skjønt jeg maa ansee saadan for overflødig, dog ikke villet negte denne gamle ærlige Mand og tro Medtjener en saadan. Jeg understaaer mig altsaa at ansøge Eders Excellence i al Underdanighed, naadigst at hjelpe den nævnte Hr. Oberstlieutenant til at erholdedet

1) Arnold, Hans Jacob, fedt paa Hougen i Spydberg 16G0, døde i Christiania 24 Decbr. 1758 som Feltmarskalk og coram. General fra 1736—58.

Side 475

holdedetallerunderdanigst Søgte ved Eders høistformaaeude
Authorite og bekjendte Retsindighed, og skaffe en tro Krigsmandi
hans Alderdom nogen Soulageinent.

Supplikantens gode Opførsel og troe og gode Tjeneste i sidste Krig vil udentvivl være Eders Høivelbaarenhed bekjendt. Jeg kan, som daværeude Aide de Camp General, bevidne, at han ved Partigaaen, ved Opsnappelse af fiendtlige Poster og Indbringelse af mange Fanger og ved paalidelige Efterretninger om Fienden har gjort megen considerabel Tjeneste, ligesom han og i den skarpe Action, som forefaldt 4 Juli 1716 i Fredrikshald (og hvorved jeg selv har været med), har holdt sig som en retskaffen og ærekjer Officier. Jeg haaber derfor, at Eders Excellence ikke tager mig det ilde op, at jeg paa denne brave Mands Bøn tager mig den Frihed at uleilige Eder med dette. Saa og at Eders Høivelbaarenhed paa det kraftigste hos Hans Kongelige Majestæt vil forestille til at erholde sin nu søgende besverlige Station., paa det han med sin havende store Familie i sin Alderdom ikke skal lide Mangel, hvorpaa ganske vist vil følge en snar og allernaadigst kongelig Bønbørelse. Jeg recommenderer mig ogsaa selv til Eders Høivelbaarenhed i hel underdanigst Respect forblivende

Eders Høivelbaårne Excellences
hel underdauigste Tjener

Slaenbusch.

Bergen den 10 Martij 1738

Utdrag ur Biskopen A. Rhyzelii Dagbok.

År 1716 den 26 September, woro ordres tillhandakomne, att jag skulle forfoga till Lund i Skåne, der Konungen, igenkommen ifrån sitt Norska falttåg, hade tagit sitt Kongl. Hogqvarter.

— d. 30 September. Dnica 18 Trinitatis, hade min

Side 476

afskedspredikan i Storkyrkan, der jag ifrån den 8 Juni år 1712, 293 Predikningar hade hållil. Mig hade der forsamlingen wist mycken karlek och heder. Det också skedde wid detta afsked med ansenliga åreskånker. Och år icke ånnu hvarken heder eller karlek emot mig hos dem utslocknad, som minnes hvad arbete jag hade och tjenstgjorde in på ste året i den forsamlingen.

— den 13 October. Sedan Hennes Kongl. Hoghet Arfprinsessan*), som ville med mig sånda ett af henne stickadt blått sidentygstacke till sin Herr Broder Konungen, mig ofver åtta dagar uppehållit; afven ock Gref Nicodemus Tessin, som sande med mig for Hs. Kongl. Majt. en Swensk Bibel och twå Psalmbocker, en i qvarto och den andra i Octava; reste jag ifrån Stockholm i Herråns namn , till Kongl. Hogqvarteret i Lund uti Skåne. Någre wånner foljde mig till Liljeholmen, der wi skiljdes åt emot aftonen. Som wagarne den tiden woro ganska djupa, så gick resan långsamt, att jag, efter 2 dagars fordrojande på Gripenberg hos Froknarna Palstromer, icke kom till Lund, forran

— den 25 Oktober kl. 1 wid Middagstiden, då jag spisade hos Biskopen och fick mitt qvarter uti den så kailade Popelmans gård, hos Juris Professoren Jonas Horling, der jag sedan en tid spisade.

— den 29 Oktober fick jag (emedan han sent och bittidamonstrade alla regementen, som gingo till baka uppåt riket) forstå gangen uppwakta Hs. Kongl. Majt. i hans Sångkammare,då han med några hundrade frågor examinerade mig. profwade min Conduit och utsporde min harkomst, slagt, lefverne&ct. På slutet gaf han mig den medforda storre Psalmbokenin qvarto, hvilken jag annu ager; behållandes for sig den mindre in Octava. Min kofta, som jag hade på mig, besåg han åter och fram, kallade henne en widrock, ocb sade, att hon war en wacker prestedrågt. Och som han detsamrnasade

1) Carls Søster Ulrica Eleonora.

Side 477

samrnasadesedan for sina Herrar och andra; så maste icke allenast de andra Presterna, till att behaga Konungen, låta gora sig sådane Koftor eller widrockar, utan ock Biskopen Linnerius och efter honom flere Prester der i landet. Min kofta blef tagen till monster ock en Skråddare, som derefter lårde gora koftor, blef mycket sysselsatt og hade derigenora en god fortjenst.

— den 1 November Alhelgona-dag holl jag min forstå predikan infor Hs. Kongl. Majt. och wardt Gudilof! derfor af honom betackad såsom jag sedan aldrig annat hos honom forsporde, ån Nåd och Walbehag.

— den 5 Nowember, begynte jag min forstå Bouewecka; det ar, att morgon och afton hvar dag weckan igenom, gora bon infor Konungen. Och alternerade medMManeg^ne Nordberg¹) och Sternell, samt med M. Salstedt, som kom ned in Novembri till att succedera M. Nordberg, hvilken blef Pastor vid S. Clara i Stockholm; med dem alternerade jag uti allt prediko- och Bone-arbete wid Kongl. Hofwet till detta årets slut, och widare allt framgent.

1717 den 13 Juni fick jag kgl. Majts. fullrnakt att warda primus Hof och Drabantspredikant. Och såsom icke allenast M. Nordberg war rest till sitt Pastorat i Stockholm, utan och M. Carl Sternell till Superintendenten wid Amiralitetct i Carlscrona;så behagade Hs. Majt. forordna mig til Præses i HoffåltConsistorio och sin Bigtfader eller Confessionarium, hvarigenommina vilkor ansenligen fb'rbattrades, att jag utom min ordentliga lon 600 Dir. silfvermynt, fick dagligen en ratt, middag og afton utur Konungens kok och utforning for en hast på Konungens stall, utom lika taffel eller kostpenningar med de andra prester vid Kgl. Hofwet i fait, och hela socknen Harberga till forage qvarter. Ifrån den dagen fick jag, enar

1) Goran Nordberg Carls Feltprest, der blev fangen ved Pultava og har forfattet Carl 12tes Historia. 2 Dele, i folio.

Side 478

jag det begårde, eller dertill mig anmålde, privat audiens och samtal med Ils. Kgl. Majt., så att Herrar Ombuds Båden ocb Andre Herrar, som woro inne, maste gora, aftråde, når jag fick komma in, hvilket skedde ofta; ty icke allenast Biskopar och Consistorier i Riket, utan och många embetsmån och andre anmodade mig att befordra deras angelågenheter och ansokningar.Det gjorde jag och efter gorligheten så vida det mig angick och anstod, aldeles icke blandandes mig uti Herrar Ombuds Rådens affarer eller goromål. Jag besinnade altid, att jag talade med en Suverån Monark, derfore waktade jag mig, att jag icke missbrukade hvarken hans hjerta eller oron, dem jag tyckte mig åga; Gud bar med mitt samwete, mig det vittnesbordet, att jag infor honom aldrig rådde till ondt och omildt, eller talade om någon menniska annat, an det godt och hederligt war. Frågades jag om någons ofrejd, såsom det och stundom hånde, så beklagade jag sådant och bjod till att vånda det till det basta. Når jag beklagade den tidens bitternet,Krigets långwarighet, och fåderneslandets lågerwall etc, hvilket några ganger skedde, sårdeles når Konungen wille af mig blifva absolverad och communicerad, då råkade wi fuller uti en håftig dispyt; men Guds ånde styrkte mig, att jag med frimodighet blef wid sanningen, wann saken och Konungen fann sig wunnen af Guds Ord, det han gerna horde, flitigt låste och ganska grundligen forstod. Med ett ord: In for Gudi och all verlden kan jag det friligen betyga, att jag aldrig hvarken fann hos den stora Konungen någon ogudaktighet, eller gick ifrån honom wred och onådig; utan altid lemnade honom blid, mild och nådig.

— den 14 Juni blef jag genom Kongl. Kaminartjenaren och Direktoren Neuman¹) kl. 9 om aftonen tillsagd, att Hs. Kongl. Majt. wille communicera kl. 2 den foljande morgon-, dertill jag mig beredde och instållde; men mina gjorda Communionsfrågor

1) Melchior Neuman, Kongens Kammertjener og siden Directeur i Chirurgie.

Side 479

munionsfrågorforosakade uppskof till foljande dagens inorgon, då jag emellan kl. 2 och 3 skriftade Hs. Kgl. Majt. i anledningaf Hebr. 4. 16 och absolverade« hvorpå han af min hånd annamtnade med hjertlig andakt och glådje forstå gangen Herrans Jesu H. Nattward, nemligen den 16 Juni H. TrefaldighetsSondag, då han war sinnad att strax begifwa sig resan at Norska gransen; men blef dock, på mitt inrådande, quar ofver Sondagen, då jag åtog mig att predika i Hogmassanofwer Evangelii slut ord Joh. 3. 14. 15.

— den 17 Juni, som war Hs. Kongl. Majts. 35 fodelsedag,
reste han med et litet folje åt Bohus Lån och emot Norska
gransen.

— Samma dag reste jag och begynte examinera och communicera de 6 Lif-Sqvadronstroppar, som året forut blifvit uppråttade och satte under Kongl. Lifdrabanters Kommando. De iåga iiti Kantonerqvarter uti nåsta socknarné omkring Lund. Jag continuerade detta arbete intill månadens slut.

1717 den 22 September, som var Dnica XIV Trinitatis kl. 3 om morgonen kom Hs. Kgl. Majt. hell oforvantad ifrån Stromstad genom Gotheborg till Lund, då han paa 22 timmar hade rest 26 mil. Emedan Posten, som dagen forut ankommit, berattat att han var i Stromstad; ty war ingen anstalt gjord till någon Predikan; utan Hoffolket gick i Domkyrkan; ty maste jag, så snart Øfverste d'Albedyhl¹) lat mig weta ankomsten, uputur Sangen, bereda mig extempore till predikau, den jag holl kl. 8, sedan Konungen med mig i tradgården lange hade talat.

— in Oktobri och de foljande vintermånaderna war jeg standigt hos Hs. Kgl. Majt. och på lediga stunder beskref hvad jag på mina sommarresor hade observeret och antecknat på de orter, som jag i Skåneland hade genomrest. Men som jag

1) udentvivl Carls tro Ledsager paa hans Toge, Christer Henrich lbedyhl, 1736 blev Landshøvding i Linkøping.

Side 480

icke warit i Christianstad och deromkring, begarde och fick
Hs. Majt. tilstand at gora ditåt en hastig resa.

— den 8 Oktober reste jag ifrån Lund på wagn, utan foljeslagare tagande allenast en drang med mig. Wågarne woro då djupa och gjorde resan nog besvarlig. Jag for dock tåmroeligen wida och besåg, utom många kyrkor och skona herregårdar Christianstad, Ahus, gamla Slottet Lillo, och rudera efter Staden Wå, Hvarest såsom i Kristianstad och Ahus den lårde Prosten M. Liebman gjorde mig folje och allestades fullkomligt noje. Sedan jag på flere orter warit och med wålfagnad och heder blefvet bemott, kom jag

— den 15 Oktober till baka till Lund. Dagen derefter hade jag ifrån Arkibiskopen Doet. Matth. Steuchio en angelagenhet att foredraga, då Hs. Majt. mig noga examinerade om min resa, hvad jag observerat det ena med det andra och tyekte der mycket Nådigt om, sågandes emphatice: Det ar battre att resa, an mord låsa en! verba Regia!

— den 1 Nowember communicerade Hs. Kongl. Majt. helt bettida om Morgonen, emellan kl. 3 och 4, sedan jag honom- hade skriftat i anledning af Prov. 28: 13. och derpå absolveradt. Hans devotion derunder kan icke beskrifv,as ej eller den Nåd hvarmed han mig omfattade. Wid det tillfållet att kammartjenaren tog bort altartygen och jag kom till att nåmna huru vid hofvet war ingen Winflaska e'ler oblatask, och icke mer an den lilla kalken, som nu blifvit brukad; sedan de Communion karil som ifrån Stockholm tagits och i fålts brukats wid Hofwet kommit bort widPultava; då befallde Konungen mig, att jag skulle låta i'Malmo gora nytt, hvad som behofdes men gifwa forst in hos honom dertill forslag.

— den 6 Nowember lat jag i Consistorio uppsatta forslag till en ny hofkalk, med paten, oblatask och 2 kantinflaskor, hvardera om kannerum allt af silfver forgylt; samt kalkduk och kantiner, hvaruti allt kunde fbrwaras och foras. Dagen efter viste jag det for Konungen, som gillade altsamman, underskref och befallde gorat vackert.

Side 481

År 1717 den 8 November reste jag in till Malmo ocb
bestållde forenåmnde Silfwer och det ofriga hvart å sin ort.

— den 22 Nowember reste jag åter till Malrno att emottaga de betingade dyra saker; men som de icke aldeles woro efter aftal fardige, reste jag emedlertid till Bunkeflo, war derofver Sondagen, låt gb'ra åt Consistorio aulico castrensi ett sigill wal stickat af stål och paa Mandagen reste genom Malmo til hogqvarteret.

— den 28 Nowember uppwiste jag for Kong]. Majt. det gjorda Silfret, som wagde in emot 800 lod allt starkt forgylt; men bågge flaskorna allenast inuti och kostade det 1000 daler silfwermynt kalkduken dyrt broderad 20 frc. ocb Kantinerna wålbeslagna afven 20 frc. dito rnynt. Altsammans tyckte Hs. -jvioji_— _oiaaiaa-jHoJ _— _{am__} aeh iiefalis^ØSsjtxßtexL^lhQÅsl^ att det utur hofkassan skulle strax betalas, hvilket också skedde. — Samma gang gaf Hs. Majt. med egen hånd mig den gamla hitintill brukade litska Kalken, som var Pålskt arbete, wal forgyld og drefwen tillika med Patener wågde 34 lod, hvilken kalk med inskription under botten, inlagd uti ett foderal, jag år 1724 den 10 Juni skankte till Ods kyrkio i Westergothland, min fodelse Ort, der han formodligen an ar i behåll, mig till en liten åminnelse.

— den 30 Nowember, S. Andreas dag, kom Biskopen ifrån Skara, Doctor Jesper Swedberg till Hogqvarteret, hafvandes med sig i folje en Lector M. Sven Walberg. Bemålde Biskop hade hvarjehanda for sig, som icke behagade. Han predikade den 8 Decemher, som war Dniea 2 Adwentus, dermed Konungen sjelf icke war wal tillfreds och tillsporde mig, morgonen efteråt: hvarfore Biskopen skulle predika? Jag sade att han bad mig icke derom, utan beropade sig på sitt Embete och Eders Majt. befallning. Då sade Konungen: Han har fullmakt at predika i sit stift, och lade dertill: han predikar ieke så val som for salig Kongen; ty ban år nu gamma!. — Samme Biskop trångde ock sig fram i Academien med sitt Schibboleth att det i en publik disputation forswara. Men Hs.

Side 482

Kgl. Majt. kom icke upp, och disputationen aflopp icke aldeles
till Biskopens heder och noje. Han afreste straxt efter Nyårsdagen
åter till sitt Skara.

— den 25 December. Juldagen predikade jag for Kongl. Majt. och en mycket ansenlig forsamling, afven fjerde och femte dagen, som war en Sondag och slot vid Kongl. Hogqvarteret, hafvandes allenast predikat 44 predikningar detta mitt fyrationde alders år.

År 1718 den 2 Januari, då jag med andra Hofpresterna M. Magnus Salstedt och M. Olav. Stjernman, samt Notarien Dn Marco Klinck, war inne uti Hs. Majts. Sangkammare, och aflade wår enskilda nyårsb'nskan kl. 3 om morgonen holl han med oss ett mårkvårdigt samtal ofwer 2 timmarstid, då han utfrågade hvars och ens fodelse Ort slågt, alder, tjenster etc. Sedan vande sig till mig, besporjandes mig om Biskoparna i Riket, Gymnasier Akademier och åtskilliga forsamlingar, serdeles i Stockholm samt om deras tillstånd, hvarvid han lat forstå både hvad kundskap, han egde och nådiga tankar han hade om lårare i synnerhet och igetnen om forsamlingens tillstånd och valstånd. De som med mig woro, och icke hade (såsom jag oftast) hort Konungens samtal, kunde icke till fyllest foiundra sig ofwer, worda och beprisa en så stor Konungs familiarité, Ijufliga, milda, grundrika och tillika kristliga utlåtelser. Serdeles var hugneligt att hova, huru noga han efterfrågade och huru mildt han utlat sig om alla de prester, som ifrån krigets borjan bade tjent i få!t, men nu woro har ocb der vid lagenheter i riket sittande. Konungens sed war, att når han talade med mig, hålla i en min rockknapp och wrida på honom, till han blef los och foll ned. Till att forebygga detta, hade jag låtit ganska fast sy de 4 ofversta knapparne. Nar Konungen nu hade lange vridit på en fcnapp oeh ej fått honom los, log han och sade: Herr Magistern har ny rock och en bra Skraddare. Jag b'ugade mig och sade intet. Efter ett langt samtal och mycken examen, ginge vi med glådje uti från en blid konung.

Side 483

Detta årets Januario och något in ufci Februari månad, war helt strang winter i Skåne, att man tankte, det sundet emellan Skåne och Seland skulle frysa t£ll- Den Danske Konnngen fruktade for visite af K. Carl ifrån Skåne. Man kunde med perspectiver granneligen se, huru de danske dagligen sågade och broto isen fram for Kopenhamn. Men ett infallande towader och derpå infallande wastsunnanwåder fralste dem ifrån all den fruktan.

Under warande winter fick dock jag åka på slåde i Skåne, hvilket der sållan sker med beqvåmlighet. Med Konungens Permission tog jag mig fore, det jag 2 ganger året forut gjort hade, att examinera och eommunicera Lif Sqvadronstropparne, som lågo uti narmaste socknarna om hogqvarteret. Jag reste ut forstå andra och tredje dagen, gjorde min sys'slo och kom med slada lyckeligen åter till aftouen. Men fjerde resan aflopp for mig snopligen. Som jag hade något langre wåg till fjerde troppen eller till Gudmundstorp, nemligen 2V2 mil; så åkte jag ut om aftonen forut. Men om natten brot wintern npp och tog ett så snopligt afsked, at om morgonen icke tecken syntes efter honom. Jag war glad att min drång wiste wagen till Lund efter hast och sadel, hvorpå jag i djup orenlighet maste rida tiil baka och lemna åketyget efter mig i Gudmundstorpa Prestegård, der det an lår stå. Se så swekfull er den skånska wintern.

— den 14 Februarii hånde mig den sorgen att min halfbroder Johan Ryzell, en ganska qvick yngling, då faltwabel vid Øfwerste Beckers Regemente i Malmo foll sig dods genom wallen neder i wedkallaren. Jag sorjde honom ratt mycket; *y jj_a _g twå dagar forut hade honom hos Amiralen Claes Sparre rekommanderat och fått hånd derpå, att han skolat blifvit Lbjtnant under hans Marine eller sjogaste regemente. Han begrofs i Malmo och der hvilar han.

— den 10 Martii om morgonen kl. 4 kommunieerades
Hs. Kongl. Majt., sedan jag skriftat i anledning af 1 Reg.
19: 7 och absolverat, med lika andakt, som de forrå gångerna.

Side 484

Samma dag kl, 6 matut. reste han med ett stort och praktigt folje till Wermeland till att der mota sin syster i Kristinehamn,der systren Arf Princessan Ulrica Eleonora ifrån Stockholmwid samma tid hade sig åfven med Kongl. prakt infunnit.

Under Konungens frånwarande gjorde jag hvarjehanda
små lustresor hit och dit i landet, men wågarne woro den
tiden ganska swåra.

År 1718 d. 17 Maj kl. 3 om morgonen kom Hs. Kongl. Majt. åter till Lund, sedan han något ofver 2 månader warit ifrån obs , och i medeltid, efter några dagars umgånge med arfprinsessan, besokt hela gransen etnot Norge och fogat allahanda anstalt till det, som han i sinnet hade. Han hade nar han ankom inom ett dygn ifrån klockan 4 om morgonen till kl. 3 den andra dagens morgon ridit ofver 30 mil ifrån Wenersborg genom Gotheborg, hvilket mångom forekommer otroligt. — Så snart hans ankomst blef mig beråttad uppwaktade jag honom och fann honom helt glad och munter, såsom hade han hela natten hvilat. Jag betygade min underdåniga gladje. Han beråttade huru han rest forbi åtskilliga, som hade fore honom afrest. Jag predikade då, som war Bone Sondagen, och fick efter middagen fb'redraga några angelagenheter, som hos mig voro samlade.

År 1718 d. 26 Maji gick jag, dock med Konungens samtycke,till fot till Malmo, emedan det war skont wåder. Mitt årende war att besoka Gouverneuren Generalen Skytte¹), som for kallbrand skull hade låtit saga benet af sig. Jag hade tagit inkoparen Melchior Henckel i folje med mig for roskuli. Nar wi hunnit en half mil till Upåkra kom Hs. Majt. efter oss och frågade, hvorfore jag gick och hvart jag ville. Han reste sedan intill Gouverneuren, bådade for mig, mb'tte oss och sade, att Gouverneuren lefver, och vantar mig. Hs.

1) Carl Gustaf Skytte, der havde udmærket sig i Krigen mod Russerne, døde som General og Gouverneur i Skaane.

Side 485

Majt. gjorde sig sådant noje af denna min fotresa att han for Ombuds raden och andra beråttade såsom något underligt, att jag brukade Apostla haster. Gouverneuren trostade jag best jag kunde och spisade middag hos honom. Men några timmar derefter, dodde han med stor frimodighet under kristlig andagt. Jag bådade om aftonen i Malmo och gick andra dagen åter till Lund.

— den 10 Juni kl. 3 om morgonen communicerade Hs. Kgl. Majt. af mig fjerde och sista gangen. Mitt skriftermål war af Ps. 32: 5. Hwad hjertelig glådje han och då gjorde mig med sin andakt det wet Gud. Når då han så som de forre gangerne, frågade mig, om jag hade nogot att begara och yrkade på, at jag skulle något bedja, då sade jag: Nådige Herre, jag begårer ingen ting for mig, mer an få njuta framgentden Nåden att upwakte min Nådiga Herre; men emedan jag nu befalles, will jag underdånigst bedja, att Nådige Herren (så kailades han i samtal) tåcktes forse akademierne med qvicka och dugtiga Theologis, emedan de fleste, som studera, wilja blifwa Prester och behofwa grundlig underwisning i Theologien, den dem somligaståds felar; emedan Theologiæ Professores åro gamla och utarbetade. Harpå begynte Kongen fråga: hvilka woro Theologi i UpsaJa Abo och Lund? De raknades alla upp. Ingom tillade jag annat, an det som godt och hederligt war, och att de woro wardige befordran til Biskops Embeten. Men nar vi kommo till Lunds Theologos, Humerus och Hegard, ty Stridsberg war dod, då sade Konungen sjelf om Hegard: wår ward*) kan och duger ingen ting. Alltforilla sade jag. Konungen frågade mig, om jag wille blifwa der Theol. Professor?Jag swarade: om Nådige Herren så befaller. Han sade: Magister skal wål blifwa annat; men hvem få vi har till Professor? Jag nårnnde Adjunct. Theologiæ i Upsala. M.Jacob

1) Konungen bodde i Lund uti Prof. Hegards gård, hvilken nu tillhor Lunds hogre Elementarlåroverk. Anm. af E. G. Bring.

Side 486

Benzelium. Kongen sade: Hans fader har last for oss, och Landshb'fdingen Per Ribbing har rekommenderat honom till Hedemora efter Rabbenius; hnn år icke gamma!: ar han lård och duger till Theologiæ Professor? Jag sade: hvad jag viste och med sanning kunde, ty blef detta ordet af Konungens mun slutet på den discourssen •" Han skall blifva. Han blef ock, fast Biskop Linneiius tyckte icke synnerligen derom, han wardt sedan Biskop i Gotheborg och sist Archibiskop; dodde under riksdagen år 1747. Konungen fvågade widare: om jag hade något att begåra? Jag sade att det wore wål om en M. Erik Siberg finge blifva Notarius hår vid Fait Consistorium, emedan Herr Klinck som hårtil warit, hafwa fått Swedala Pastorat.Och ytterst nåmnde jag, att min broder Lieutnanten Jacob Rhyzell, som år fangen i Glyckstad har icke fått hår hemma sin lon efter Konungens forrå Resolution och befallning.Konungen sade: Han bor hafva. Herv Magister skrifver oss till på Stvomstad, så skall han få. Dermed trådde jag ut med inbordes wålsignande.

— den 11 Juni kl. 5 om morgonen resta Kongl. Majt. ifrån Lund sista gangen och kom aldrig åter. Hans resa war åt Bohus Lån till Stromstad. Han tog ingen med sig utan allenast Sekreteraren Olof Cederstrom Kapten af Gardet.

— den 12 Juni skref jag ett litat handbref till Hs. Kongl.
Majt. på Stromstad i xinderdånighet påminnamles om M. Siberg
och min Broder.

— d. 21 Juni kom Posten ifrån Stromstad hvormed Hs. Kongl. Majt. mig med sin egen Kongl. hånd svarade, bestående brefwet af 5 rader oeh detta innehåll att Ofverste Mentzer fått befallning om min broders innestående lon och att M. Siberg blifver Notarius. Ofverst stod Herr. Magister och nederst farvål. Carolus. Notariifullmakten sande till mig under Couvert Secretair Cederstrom, som uti bref till mig beråttade att han nåmnt mig till att komma efter hans Swåger M. Camen till S. Catharina forsamling i Stockholm; men att Konungen då sagt: Mag. Rhyzelius will icke ifrån oss.

Side 487

Ar 1718 den 9 November gåfwo vi oss ifrån Gunnarsby n¹) till att gå in uti fiendaland det danska Norge. Wågen war ofver hoga fjåll upp och utfor branta klippor genom trånga stigar. Ofverst på fjållen war swåra kalt och owagadt. Tecken syntes fuller att en marsch fordom derbfver skett; men kaflebroar som då blifvit gjorda woro alldeles uppruttnade. Oss motte den dagen allahanda swårigheter. Wårt pagage blef straxt efter oss; ty hade wi allsintet, hvarken for wåra håstar eller for oss sjelfwa. Till min lycka hade jag hos mig litet sucharie-brod och en liten korg boutelj brånvin i boxe såcken. Wi marscherade hela dagen. Nar wi på sista fjallen gjorde pisshalt, inemot aftonen, kom Kongl. Majt. sjelf tredje emot oss och gaf oss mod. Nar vi wid solens nedergång war komne til) fjållets precipice eller brandthet in emot Fredrikshall,så att wi horde stycke skotten ifrån fåstningen och såge fiendens Jager med sina eldar omkring liggandes framfor oss på Ida slatta garde, då stållde Konungen Hofpukaren med hoftrumpetarne 4 å hvardera hans sida i langden ut åt bergsklintarne,med befallning att fåltmusiken skulle begynna låta hora sig så snart marschen syntes wara med sitt awantgarde nederkommen af fjallet neder på slatten, och continuera sedan Iångt inpå natten. Marschen skedde en man hogt; dock kunde fienden i månskenet ej annat se, an 3 å 4 inan war i hvart led. Wi woro knappt 600 man, som hunnifc fram att gora folje. Wi marscherade helt långsamt, under ett hogt och wida gallande Puke och trumpeteklang icke 2000 steg ifrån fiendens eldar, lineareeta till gården S tro men wid en wik af Ida fjord. Fienden hade dragit sig ifrån gården in i sitt lager, slagit fonstren utur stugorna, lemnat efter sig många doda hastar på platsen, sårdeles bopetals wid en back, som wid gården inlopp i fjorden, De bade ock låtit efter sig ett stort antal grankojor, som kommo oss wal till pass, att krypa in uti den kalla natten. Då wåre håstar åto upp tak och

1) Gunnarsbøen ligger lige Øst for Enningdalens Kirke.

Side 488

wåggar af kojorna; jag menar granriset, ty arm at war icke till fångs. Konungen herbergerades och någre Herrar med honom, i gårdens wåningsrum. Det war en farlig och o rolig natt, farlig, ty fienden, som spordes warit 12 å 13000 man, hade kunnat taga oss bort, såsom råttor i en fålla, om han wisst hum få wi woro och icke inbillat sig att Konungen hade anmarscherat med Storarmeen. Orolig icke allenast af Puke af trumpetandet, som till oss hordes ifrån fjallet med starkt Echo och annat sorl och buller å alla sidor, utan ock af continuerligtkanonerande åt oss ifrån fastningen, hvarifrån en sandås skiljde oss, ty gingo alla stycke kulorna ofver oss ut på fjorden och drånkte sig genom isen med ett faseligt råruande. Wid rnidnattstid gick månen neder. Då blef morkt såsom en sack omkring oss. Straxt derefter kommo till oss i morkret 400 man Dragoner och efter dem på en annan wåg, en bataljon eller 4 Kompanier Skaraborgs, Westgothar, och sist Ofversten Rosikaschi med sina 200 Polackar. De lade sig hvar på sitt stalle på gardet, som vi hade kommit b'fwer, och gjorde hos sig matta eldar. Nar det tycktes vilja dagas, begyntes med Hofpukorne, som woro wål stora, och af silfver och med trumperterna(wid midnattstid woro ifrån fjellet nederkomne till oss} att gifwas tecken till Marsch. Konungen som hade i morkret besb'kt de ankomna troppar, hordes bredwid oss ropa Marsch. Drabanterna med Lifsqvadron stego till bast och marscherade. Wi, jag med min Stjernman, och Ombudsrådet Feiff med några af Kanseliet wiste icke, hvad å farde war, eller hvad Konungen wille taga sig fore. Wi både fruktade och grufwadeoss, nar wi horde att Puk och Trumpetarne drogo sig åt fiendens låger. Men sedan finge wi weta att fienden hade hela natten marscherat i tysthet af, forbi Tisterdalen ofver Tisterdalswattnet inåt landet och satt sig omsider på hineidau om Glomen 8 mil derifrån. Wid wår ankomst om aftonen hade han begynt att bryta upp, hvilket de forstandige hade sig kunnat deraf sluta att fiendens eldar hele natten syntes formindskade blifvit.

Side 489

— den 10 Nowember hade begynts med den redan nåmnda anmarschen till fiendens lager Nar det fanns wara tomt och ofvergifwet, kom Konungen till baka till Stromen helt glad, och beråttade om fiendens retirerade, och då war det halfdager. En timma wid pass derefter, kom Rosikaski med sine Polackar. Han hade wid Tistedalen hunnit fiendens eftertroppar, sablat ned några, fått tre gemena fångar och wid 10 å 12 håstar. Af honom och fångarne fick Konungen weta, att fiendens armee werkeligen efter ordres drog sig undan, derfore tog han de 400 Dragoner, och ryckte efter fienden. Han lemnade oss den dagen i hjerteligt bekyminer. Wid middagstiden kom omsider wårt Pagage till oss med uthungrade hastar, men fienden hade i sitt lager, som bestod af idel grankojor lemnat så mycket fourage, som wi behofde.

— den 11 Nowember war oss en ångslig dag. Ty Konungen hade hela natten warit ifrån oss och ingen wiste hwar han war, hvad wåg han tagit eller huru honom gick. Men midt i ångslan fingo wi trost. Ty kl. 8 matut. kom ifrå honom en kapten med ordres til marsch eller uppbrott, hvilken beråttade, att Hs. Majt. hade dagen forut med sina Dragoner gått forbi Fredrikshall, der swangt sig åt wenster till den Danske Skansken Spåndal¹), som låg i præcipiesen å norska sidan wid Swinesund, kommit likasom ofverhufvudet på en Dansk Major, som låg på berorde Skantz med 200 man ocb ett starkt Artilleri, tagit honom utan något Skott till fånga, etraxt befallt brygan utlaggas ofver Swinesund, hvilket ock skedt, så att de å den sidan samlade Regementen woro redan i full marseh ofver bryggan till att instanga Fredrikshall med belågring å den sidan. Denna berattelse gjorde oss glada och straxt fardiga till uppbrott med de regementer, som imedlertidhade

1) Ved Swinesund hade de Danska nederlagt ofwer tu års arbete, med åtskilliga fasta wårck til at forhindra de Swenskas of-wergång; men så snart desze kommo antågende, utan at giora ett enda skått droge sig de Danska ofwer hals och hufwud undan tiil Glommen. Nordberg 11, 677.

Side 490

lertidhadesamlet sig till oss. General M. Gjerta¹) med Drabanternaoch Lif-Sqvadron marscherade forst och jag foljde honom. Wi gingo ofver en Ås eller hojd midt for fåstningen, utur hvilken fienden utan återwånda kanonerade på oss; men gjorde oss ingen skada; ty kulorna gingo ofver oss upputi berget och 6kogen. Når wi komino in til] den anseenliga och af fienden ofvergifna Tisterdals Skantz²) kom Konungen emot oss uti en gammal dragon kappa; ty det war ganska bistert urewåder. Han halsade på något hvar. Red och till mig, frågade om jag frb's? huru jag mådde? och sagde: Magistern skall bli Biskop i detta land, ty alle danska Prester skolavt. Jag som hade dragit Karpusen neder swarade foga mer an jag icke tyckte om det talet. Wi hollo der wal twå timmar, medan regementerna marscherade oss forbi. Imedlertid slog Qvartermastaren Maydel i snon et lager åt oss, der wi skulle hafwa vinterlager uti granrishyddor, hvilket syntes blifva funest och uselt. Men wid wi stodo omkring Konungen, kom Ofverste Stenflycht³) likasom flygandes åt Tisterdalswattnet med 30 man af sin Granader bataljon, gjorde Konungen reverence och berattade,att ordres voro gifna, det landet allt upptill Glomen, skulle plundras oeh brånnas. Straxt resolverade Konungen att Cavalleriet i 3 Columner skulle gå in i landet. General Gjerta fick ordres att fora en den medlersta, bestående af hofstaten, Drabanter, Lif-Sqvadron, Westgothar etc. Si så Bluppo wi det tillåmnade winterlåger i snon. Marscherade mot qvallen genom Tisterdalswattnet och hunne 1% mil i morker och orenlighet till en ofwergifven by, der jag med twå battre Herrar spisade och sofve i en dock ny swinstiga. Byens namu finge wi icke då weta.

År 1718 d. 12 Now. marscherade wi en swår och djup

1) uden Tvivl den berømte Carolin Johan Gierta, der var høit skattet af Carl og døde 1740.

2) sammenlign Nordberg 11, 677.

3) Johan Stenflycht, der 1716 blev adlet og senere blev Overkommandant i Hamborg.

Side 491

wåg, och hunne icke langer an 2 mil till D anekyrk a1),a¹), der wi lades omkring byarne, uti hvilka allt folket med boskapen war afwikit; men foder war for håstarne ofwerflodigt. Stentor p²) hette gården, der jag med 2 andra logerade oftver natten. Der stod grytan på elden full med mjolk, nar i kommer fram om aftonen.

— den 13 Nowember gingo wi ofwer ett fjall och kommer 11/^l¹/^ mil till Kockestad³) Prestegård, som war stor innebygd och rodfargad. Ett Swenskt parti lifdragoner woro der fore oss, som hade der illa hållit hus. Derfor Gener. Gjerta dem hårdt tilltalade. De maste ut och wi blefwe der qvar. Om natten kom Kyrkoherden M. Paul Christersson lonligen till mig. Jag skaffade honom till tals med Generalen. Af honom begårde han icke mer an att Hans Bibliothek måtte skonas, hvilket honom och tillsades. Salen, uti hvilken det stod (Dragonerne hade der inledt sina hastar och gjort en brasa af några folianter) stångde jag till dorrar och fonster igen, forseglade låsen med Generalens sigill och satte derwid en sedel med Generalens namn och forbud att ingen skall rora Prestens bocker.

— den 14 Nov. Gåfvo vi oss på wagen åter ofver ett fjall och komne till oxare (?) uti Musie⁴) socken, der rastade ofver d. 15. Landet war angenåmt och tåmeligen wål bebyggt, liggandes ien behaglig dal emellan twånne fjall. Har begynte qvinfolken låta se sig, sedan det spordes att wi icke, såsom fiender foro fram, utan skickade oss fridsamma emot dem.

— den 16 Nowember, gingo wi uti wåra Ståndqvarter i Esberga socken icke langt ifrån Floden Glomen, 8 mil ifrån Fredrikshall. Och blef jag lagd ien liten gård Longanas, der 14 Danska Dragoner hela sommaren och hosten legat hade; dock var der nog ho och hafre till foder. Jag tog med mig

1) Degernes Kirke mellem Fredrikshald og Rakkestad Hovedkirke.

2) udentvivl Stensrud,'en Gaard S. for Degernes Kirke.

3) Rakkestad.

4) maaske Feilskrift for Ous, Annex til Rakkestad.

Side 492

i qvarteer Mag. Stjerninan och Chytræus samt Drabant KommissarienJoran Malm, en lård och qvick man, som sedan blef assessor och sist Hofråtts Råd i Abo. Min wård het GulbrandGulbrandsson, som holl sig mest på hinsidan Glomen, kom dock bem på slutet; Hans hustru en ful Karring wiste sig ganska forskriickt, niir wi kommo fram, gjorde kniifall och tigde lif; men sedan herbergerade bon oss wål. Slagtade, bryggde, tog fram sångklåder etc. Sotn wåra driingar grufwadesig for det der brukade lafs brod af hafre. Wisade Gumman hvad bon i skogen hade i kulo undangomt både råg och korn. En min driing fick allena folja med kårringen att om nattetid henita hem 2 tunnor af hvardera slaget. Jag lat mina drångar mura en bakugn och bakade på swenskt manér kosteligt brod, och karringen larde sedan af dem. Slagt kreaturog mjolk hwar dag fick jag ifrån en annan gård, som war gil'wen till forage qvarter. Jag mådde der ratt wall och hade så indelt matordningen att M. Stjernman war Panifex, Malm war Carnifex brydde sig om stekar och kottratter ocb Chytræus war Pultifex. Salt, Speceri och win begynte bliiwa brist på; ty sande jag efter det till Stromstad såsom ratt nu skall sagas. Irnedlertid

— den 18 Nowember skref jag hela dagen bref till bekanta och wånner i Swerige och war som snarast till middagsmåltid hos General M. Gjerta, som hade sitt qvarter knapt ett musqueteskott ifrån mig i en stor gård.

— den 22 Nowember communicerade jag Ofwersten Gref
Carl Emil Lewenhaupt1) med några af Drabanterna och
en del af Lifsqvadron.

— den 23 Nowember communicerade General Maj.
Gjerta tillika med flere Herrar af Drabant Corpsen. Och
samma dag mot aftonen brot bemålde General, efter undfångne

1) Han havde kjæmpet ved Malplaquet, Gadebusch og med Carl 12 paa Rugen. Han blev siden (1734) Landmarskalk, fik Anførselen over den svenske Hær i Finland mod Rusland, var uheldig, blev offret Folkets Forbittrelse og halshuggen.

Side 493

ordres upp med 2000 håstar emot Blockarsl) Skans; med
honom gingo några Drabanter og 150 man af Lifsqvadron
de b'frige voro detacherade af hans colomne.

— deu 24 Now. om morgonen fick jag bref ifrån Ombuds Eådet Baron Casten Feiff -), att jag måtte s'kynda mig in till Hogqvarteret; emedan Hs. Majt. hade låtit forstå att han wille Commiinicera. Jag gaf mig strax på wågen med en drang och sedan jag mot aftoneii hade spisat hos Ofwersten Lowenstern i Rackstad³) och rest nastan hela natten kom jag

— deri 25 Now. helt bittida till Hogqvarteret i TisterdalsSkants, fick straxt uppwakta Hs. Kongl. Majt., berattade mitt årende; men fick till svar, att jag skulle droja till morgonen.Derfore, sedan jag något hade sofvit hos Sekret. Olav Cederstrb'm , passerade jag den dagen i buller och orenligheti neder i lagret hos många missnojda bekanta. Emot aftonen vviste jag åter mig for Hs. Kongl. Majt., nar han kom helt oren utur Aprocherna wantades nårmre ordres om min tillamnade forråttning. Men Herren war så ful! med tankar och omgifwen med sysslor, att jag ieke fick tala med honom. Jag bad Ofversten Carl Cronstedt⁴) påininna derom. Han lofwade men sade dock, att det war icke tid. Jag sorjde derofver hela natten. Foljande- Morgon helt bittida war jag åter till bands, amnålde mig och kom in, då Konuagen med Nådig mine sade: I Jul nar detta buller ar forbi vilja wi communicera. Emedlertid reser Herr Magistern till sitt qvarter.

1) Blakjer Skandse i Urs kog Prestegjeld ved Glomraen.

2) Carsten Feiff, en af Carl XII meget brugt og yndet Mand, der havde været S(atssecretair, Landshøvding m. m., men nu var Ombudsraad ved Krigsexpeditionen. Han blev 1723 Præsident i Statscontoiret og døde 1739.

3) Didrik Lowenstern. Han havde ogsaa fulgt Carl XII paa Toget til Norge 1716, blev Gen.-Lieutn. 1737, f 1740.

4) Carl Cronstedt. Han havde kjæmpet ved Narva, Pultava, Helsingborg og Gadebusch, havde store Fortjenester af Artilleriet, døde 1750 som General.

Side 494

War det sista Ord, som den salige Herren till mig talade. Jag wålsignade honom, tog afsked af de nårvarande Herrar, gaf mig, full med ångslan, på återresan och war innan det dagades en mil på henmagen. Bette och hvilade 2 ganger om dagen hos bekenta Officerare och war kl. 8 om aftonen till baka i Longauås.

— den 27 Now. affardade jag en min drång med en packhåst till Sti omstad, till att dadanhemta speceri, salt och win ett ankar Pontak och ett ankar franskt. Han hade 12 mil dit och kom icke tillbaka foran den 2 December och hade illa fordårfwat en min hast. Imedlertid

— den 28 Now. kom General Gjerta igen med sitt Detachment
och hade ingenting utrattat emot ilenden.

— den 29 Now. spisade jag tillika med honom och flere
Herrar hos Drabante-quartermåstaren Carplan.

— den 30 Now. som war S. Andreasdag, tillika forste
Advents Sondag predikade jag i Edsberga kyrka och hade en
talrik Communion.

Obs. På samma dag om aftonen kl 9 blef K. Carl den Tolfte, Swea og Gotha Rikes makalose Konung infor Fredrikshall i Norge uti Aprocherna af en kula tvart genoin Tinningarne till dods skjuten, då han stod: Sic oportebat imperatorem stantem mori. Hwilken war hans baneman det wet och domer Gud, om den war Dansk eller Fransk. Svensk kan han ingalunda hafwa warit; ty af sina undersåter hade den Konungen med hogsta ratt så almån både wordnad og kårlek att ingen Konung slikan fore honom haft, eller efter honom få kan. lugen infodd i riket war, som icke af hjertat beklagade detta dodsfall med Jeremiæ ord: af wårt hufvud år Kronan fallen. Ach! we! att wi så syndat hafver. Threni 5: 16.

Huru han saknades lang tid efter sin dod, det skall Historien
wittna om det lågerwall i hvilket hela riket derefter ju
langer dess mer stupade.

Som jag med skål menar att jag better an 1000 andre

Side 495

kant konungens hjerta; så kan och bor jag, hetr och allestådes med oswiklig wisshet betyga, att han war af hjertat Gudfruktigoch andåktig i bonen och all annan Gudstjenst; Han war wis og forstandig i allting, råttrådig och tillicka mild. Beklagade ofta i samtal med mig sitt rikes uti råkade wederwårdigbetoch hoppades, att nar han finge frid och kommer till Stockholm, skulle allt snart blifva botadt. Med ett ord: Hans lefwerne och regering war Sådan, att honom sker oratt om hans åminnelse icke blir i wordsom wålsignelse ewårdeliga.

(Lika lydande med Biskup Rhyzelii håndskrift; intyger

E. G. Bring,

Rhyzelii åttonde eftertrådare på Linkopings
biskopstol, sedan jemnt etthundrade
år forflutit efter hans dod).

Historisk Tidsskrift, Bind 3. række, 6 (1867 - 1869) 1

Carl XII og hans Angreb paa Norge 1716 og 1718.

Obriste Even Krafts Beretning om Hans Forhold i Krigens Tid udi Norge under Fredrico Qvarto.

Allerunderdanigste Demonstration

Utdrag ur Biskopen A. Rhyzelii Dagbok.