Historisk Tidsskrift, Bind 3. række, 2 (1860 - 1863) 1

Aktstykker hörende til Norges og Sverriges nyeste Historie.*)

I. Protokoll öfver ett Justitie-Departements-ärende, hållet å Stockholms Slott Tisdagen den 9 April 1861, inför Hans Maj:t Konungen uti sammansatt Svenskt och Norskt Stats-Råd,

i nårvaro af: Hans Excellens Justitie-Stats Ministern Herr Friherre De Geer, Hans Excellens Stats-Ministern for Utrikes årender Herr Grefve Manderstrom, Hans Excellens Norske Stats-Ministern Herr Sibbern, Stats-Råd en Ehnemarh, Lagerstråle, Bjornstjerna, Malmsten, Thy: selius, Bredberg, Thulstrup, Manthey, Motzfeldt.

Stats-Rådet Friherre Gripenstedt anmåldes vara af sjukdom
hindrad att denna dag i Stats-Rådet uppkomma.

Sedan dels den af Kongl. Maj:t, for utredning af vjssa Sveriges och Norriges forening rorande frågor, den 30 Januari 1839 i nåder tillsatta Komité, hvars uppdrag, jemlikt Kongl. Maj:ts beslut den 7 December 1843, blifvit utvidgadt till en revision af Riksakten i dess helhet, under den 4 November 1844 inkommit med underdanigt forslag till Foreningsakt emellan Konungarikena Sverige och Norrige, med dertill horande motiver,reservationer och protokoll med flera bilagor; samt Kongl. Maj:t, efter det Kongl. Norska Regeringen i Christiania den 27 Februari 1847 ofver nårande Unionskomités arbete afgifvit infordradtutlåtande, och handlingarne i arendet derefter emellan Svenska och Norska Stats-Rådens dåvarande ledamoter i Stockholmcirkulerat,

*) See navnlig: Handlingar angående frågan om Revision af Foreningsfordraget mellan Sverige och Norrige, I—111,IIII, Stockholm, 1862, og Dokumenter vedkommende Revision af Unions-Akten, Iste og 2det Hefte, Christiania 1862.

Side 714

holmcirkulerat,tåckts i sammansatt Svenskt och Norskt Stats- Kåd den 2o Februari 1848 forkWa, att Kongl. Maj:t, med afseen de å de många ock vigtiga angelågenheter, som vid dåvarandeRiksdag blifvit till Svenska Standernas behandling ofverlemnade,och komme att upptaga deras tid, icke fann skål att under dåvarande Riksdag och Storthing gora någon framstålliiingom detta årende, utan att handlingarne fortfarande skulle få cirkulera; hvarefter val åtskilliga af de i Komiténs forslag afhandlade frågor utgjort foremål for sårskildt nådigt ofvervagande,men forslaget i sin helhet icke ar vordet Kongl. Maj:t foredraget; dels ock Rikets Stander vid sistforflutne Riksdag den 2 April 1860 aflåtit en underdanig skrifvelse angående Sveriges och Norriges omsesidiga forhållanden;

Så och efter det Kongl. Maj:t, Som i Svenskt Stats-Råd den 7 April 1860 forklarat Sig framdeles vilja beståmma tiden for nyssberorde underd. skrifvelses foredragning i sammansatt Svenskt och Norskt Stats-Råd, i nåder tillåtit, att dessa åmnen i ett sammanhang finge denna dag till sådan behandling foretagas, anmålde nu Herr Justitie-Stats-Ministern ej mindre Unionskomiténs forslag och betånkande med dertill horande bilagor, som bland Stats-Rådets handlingar forvaras , an ock Rikets Standers ofvanberorde skrifvelse. så lydande;

»Under den tidrymd af nåra ett halft århundrade , som forflutit, sedan foreningen stiftades emellan den Skandinaviska halfons tvanne folk, och under det, genom denna forening och den deraf uppkomna fastheten i deras yttre politiska stallning, tillfalle blifvit dem beredt, att, i ostordt lugn hvart for sig, fullfolja arbetet for sin inre utveckling, har tillika ett nårmare beståmmande af de forhållanden, hvilka åro for de begge rikena gemensamma, visat sig allt mera nodvåndigt for uppnåendet af det med foreningen afsedda andamål: att åt tvanne stambeslågtade,af naturen genom låndernas låge forenade folk, de der ega så inycket gemensamt i religion , seder, sprak och andra forbållanden, gifva trygghet mot yttre faror, under det de, med bevarad full rått att sjelfståndigt hvart for sig besluta

Side 715

•ofver egna angelågenheter, i inbordes endrågt och fdrtroende
verka for befordrande af gemensam styrka och forkofran«.

»De politiska forvecklingar, som under den sednaste tiden intråffat i Europa, bland hvilka' några temligen nåra berort Halfon, samt de framstållningar, hvilka så val i sammanhang med dessa håndeiser, som eljest blifvit gjorda af fråmmande makter, hafva ytterligare ådagalagt nodvåndigheten af de unionella forhållandenas ordnande på ett sått, som fullt betryggar de begge Skandinaviska rikenas stållning«.

»Oaktadt de forsok, som tid efter annan blifvit gjorda till vinnande af dette mål, dels genom den for mera ån tjugu år tillbaka nedsatta Unionskomiténs for E. K. Maj:t framlagda forslag till ett nytt fullståndigt foreningsfordrag , dels genom de sedermera af sårskilda Komitéer utarbetade forslag till regieringaf de angelågenheter, som aro eller kunna vara for de båda rikena gemensarama, har likval ordnandet af dessa angelågenheterhittilis icke vunnit den utveckling, som man kunnat onska oeh vånta. De på allmånna internationella råttsgrundsatserbyggda forslag till regierande af handels- og råttsforhållandenade forenade rikena emellan, som Unionskonungen, med* vaksam omsorg om begge rikenas val, for deras representativaforsamlingar framlagt, hafva af Norriges Storthing blifvit afslagna, — ett afslag, som svårligen kan annorlunda forklaras ån genom ett missforstånd eller ett misstroende å Norriges sida, som Rikets Stander, i medvetande af sina afsigters redlighetoch af den vålvilliga eftergifvenheten for framstallda fordringar,sedan grundlosheten af yttrade farhågor for strafvandet «fter en hoghetsratt ofver Norrige blifvit till fullo ådagalagd, hade haft skål att tro vara for alltid forsvunnet. Det af den Svenska och Norska Kommission, for hvilken E. K. Maj:t Sjelf såsom Kronprins tåckts fora ordet, framstallda forslag till ordnandeaf Sveriges och Norriges gemensamma stridskrafter har val foranlåtit vidtagandet af åtskilliga åtgårder i och for forsvarsvåsendet,men ånnu icke ledt till antagandet af en gemeneamplan for de båda rikenas forsvar eller till det fastetallande

Side 716

af de till detsamma horande gemensamma beståmmelser genom lag, som, under ofvan antydda politiska forhållenden, med mera skal an någonsin bor blifva foremål for omsesidiga bfverenskommelser.125§ af Konungariket Norriges Grundlag forefinnesjemvål ånnu ett hinder for E. K. Majrts rått att vid intråffandebehof anvånda de unionella stridskrafterna, som, så lange det qvarstår, icke medgifver det gemensamma forsvaretsfulltåndamålsenliga

»Dessa forhållanden, i sammanhang med de från Morriges sida tid efter annan gjorda framstallningar om forandring af de vid Unionens grundlåggande vidtagna beståmmelstu- — L hvilket afseende må nåmnas dels den redan bifallna begaran> om utbytande af den ainnebild , som Unionens Stiftare gifvit for foreningen af de begge rikenas forsvarskrafter till sjos, dels forslaget om ett annat sått for behandling af diplomatiska årender,, dels frågan om forandring af Konungens titel och namnchiffer,. — synas gifva styrka åt det antagande , att Foreningens betydelse icke blifvit i båda lånderna på lika satt uppfattad, och att sålunda, i stållet for det nårmande i gemensamt for svar och den tillgång till omsesidiga handelsformåner samt låttade forbindelser i ofrigt, som, med orubbadt bevarand*e af hvartdera rikets sjelfståndighet och frihet, skulle, enligt det i vart land gållande forestållningssått , befråmja bådas gemensamma vå,i , framstålla sig onskningarne inom Norrige snarare så, som syftade de till ett aflågsnande i unionelt hånseende, hvilket, om de vunne fullbordan, skulle innebåra en forandring af den Realunion , som nu, i enlighet med Stiftarens afsigt, eger rum mellan de båda rikena, till en Union, som egde sitt enda foreningsband i den regerande Konungens person«.

»For undanrodjande eller formedlande af de sålunda afgifna,olika åsigterna af Foreningens betydelse, och for att den grundåsigt , från hvilken Unionens stiftelse utgått, må kunna i båda lånderna orubbad bevaras, samt på det att Foreningen må kunna, på den gifna grundvalen, vidare utvecklas, stårkas cch forsåkras mot foljderna af mojliga meningsbrytningar, skulle

Side 717

otvifvelåktigt en ofverlåggning emellan dertill af E. K. Maj:t kailade Svenske och Norske man rorande de angeliigenheter,. som gemensamt angå de begge rikena och rorande de forhållanden,som vid Foreningens stiftande lemnats obestamda eller mindre klart uttryckta, vara af bebofvet påkallad. Rikets Standerforestalla sig, att, på grund af ett sålunda utarbetadt forslag,forandringar i unionsvilkoren bora, utan intrång i någotderarikets sjelfståndighet , sådan densamma blifvit i Unions akterna stadgad, afse befordrandet af den tydlighet och beståmdheti formevna for Foreningen , som, derest dess stora, for båda folken vålsignelsesrika åndamål skall uppnås , maste vara af en oeftergiflig nodvåndighet påkallad. For bilåggandet af de meningssondringar, som i gemensamma angelågenheter kunna uppkomma emellan de båda rikenas representationer, synesock en stadgad form bora finnas, i kraft af hvilken representanterfrån båda rikena kunna sammantråda och med beggesratt afgora frågan«.

»Bland de åmnen , som vid den af Kiksens Stander sålunda noåig ansedda revision af foreningsfordraget synas fortjenta af synnerlig uppmårksamhet, tillåta sig Riksens Stander att uppgifva: Konunga-, Thronfoljare- og Formyndare-valsan-" stållande:. interims-styrelsens sammansåttning och verksamhet: Unionskonungens dispositionsratt ofver arméen och flottan, samt forsvarsverkets skyndsamma ordnande efter gemensam plan^ grunderna for utgorandet af bidrag till gemensamma utgifter: inråttandet af och formen for en unionel representation for vissa årenders hehandling, m, fl.; och torde, med afseende å den sålunda foreslagna revisionen af de unionella forhållandena i statsrattsligt hånseende, dessa bora, for det narvarande, ocb under afvaktan af de forandringar, denna revision må kunna foranleda , lemnas orubbade i det skick, hvari de befinna sig enligt nu gallande stadgar«.

»Riksens Stander anliålla fordenskull i underdånighet det
E K. Maj:t måtte tackas dels genom en af Svenske och Norske
man bestående Komité eller på annat sått låta verkstalla revisionaf

Side 718

sionafstadgarne for foreningen emellan Sverige och Norrige, och uppgb'ra forslag till nytt fullståndigt foreningsfb'rdrag, samt derefter till Riksens Stander och Norriges Storthing aflåta nådigproposition med forslag till fullståndigt ordnande af foreningsforhållandenade båda rikena emellan, dels ock, då E. K Maj:t så lampligt finner, vidtaga 'åtgarder till forverkligande af Kiksens Standers onskningar angående antagandet af stadgandentill ordnande af de omsesidiga handels- och rattsforhållandenaemellan de forenade rikena«.

»Sedan ofvanomformalda fråga om revision af foreningsfordragenemellan Sverige och Norrige blifvit hos Riksens Standervåckt, hafva Riksens Stander inhemtat, att Norriges nu forsamlade Storthing for dess del beslutat upphåfvande af Ståthållare-embetet, till hvilket, enligt 14 § af Norriges grundlag, E. K. Maj:t eger att utnåmna antingen en Norrman eller en Svensk. Detta stadgande har af Norriges forening med Sverigebetingats och, till foljd af densamma, (medelst underhandlingarmellan Sverige och Norrige) i sistnamnda lands Grundlag influtit och så vål hårigenom, som med afseende på dess innehåll,ar det otvifvelaktigt en beståmmelse forande foreningen *mellan« Sverge och Norrige, hvilken bor behandlas i den ordning,som for handlåggning af unionella årender blifvit beståind. Då Riksens Stander ernedlertid funnit sig bora hos E. K. Maj:t i underdånighet anhålla om vidtagande af åtgarder for revision och fullståndigande af foreningsstadgandena mellan Sverige och Norrige , och for den håndelse E. K. Maj:t tåckes å denna Riksens Standers anhållan fåsta nådigt afseende , låmpligast synes vara att, under afvaktan på de foråndringar revisionen må foranleda, de forenade rikenas nuvarande inbordes forhållandeni statsrattsligt hånseende icke foråndras , få Riksens Stander i underdånighet anhålla, att den af Norska Storthinget for dess del beslutade åndring i Norriges Grundlag, hvarigenom det i samma Grundlag intagna unionella stadgande, att till Ståthållare i Norrige kan utnåmnas antingen en Norrman eller «n Svensk, skulla komma att upphåfvas, icke måtte af E. K.

Side 719

Maj:t till profiling foretagas forr , an i sammanhang med de forandringar af eller tillågg till fb'reningsbeståmmelserna , som af den begarde revisionen kunna fbranledas«. — Hvarefter Herr Justitie-Stats-Ministern anforde :

»Hvad forst angår de inkomna forslagen till ny Foreningsakt, så ehuru Unionskomiténs arbete, som onekligen ar frukten af en varm kårlek till foreningen och dess vidare utveckling samt af en omsorgsfull utredning af forhållanden, som på foreningen inverka , till foljd håraf alltid maste blifva af varde for vidare arbeten i denna riktning, och ehuru detta forslag, genom den af Norska Regeringen foretagne omarbetning, blifvit i formelt afseende så vasentligen forbåttradt, att foga synes •ofrigt att onska, kan jag likvål for min del icke anse detsamma i sin helhet såsom en tillfredsstållande losning af den forelagda frågan.

Till stod for en sådan åsigt torde det till en borjan til låtas mig anmarka , aft utom det de båda forslagen , som i allmånhet synas mig gå långre i detalj-beståmmelser , an som for en Grundlag ar tjenligt, i vissa delar redan aro foråldrade, hvilket t. ex., sedan numera båda rikenas representationer forklaratsig icke vilja åt någon annan prins, an den till thronfoljdennårmest berattigade, rnedgifva sjelfskrifven rattighet att vid Konungs forfall ofvertaga riksstyrelsen , maste anses vara forb,ålTandet med de foreslagna stadganden, hvarigenom en sådanrått åfven till andra prinsar utstrackes, andra fall som af sig sjelfva falla i ogonen att fortiga, så hafva i dessa forslag afhandlats flera åmnen, som icke nodvendigt hb'ra till Foreningsakten, och genom hvilkas inforande derstades dess antagande sannolikt endast i betydlig mån forsvåi'as. Hit råknar jag ej mindre de foreskrifter i afseende å rattigheten att besitta fast egendom ock idka lofliga naiingar samt angående jus detrnctus och utleverering af forbrytare, som finnas i forslagen intagne, titan afven den deruti inrymda fullståndiga Successions-ordning, i hvilket amne redan finnes en fråu Riksakten afskild for båda rikena gallande lag, emot hvilken fog till anmarkning hittilis

Side 720

icke forekommit och hvilken , for såvidt, som den ar att betraktasåsom ett kontrakt emellan folken och dynastiens stamfader,icke torde bora opåkalladt utplånas for att ersattas af stadganden, deruti stamfadern icke ens finnes nåmnd. Derest det tillågg till Successions-ordningens foreskrifter , som influtit i Riksakten , icke ansetts kunna utan skada bortfalla , eller andra narmare bestammelser i amnet funnits erforderliga, till hvilka jag dock minst ville hanfora beståmmandet af en viss tid, inom hvilken en prins efter fadrens dod skall fodas for att blifva arfsberåttigad, — en beståtnmelse, som jag befarar vara mera egnad att framkalla an att forekomma skandal, — så hade efter min tanka varit låmpligast att gora dylika foreskriftertill foremål for en sarskild åndring af eller tillaggsartikeltill 1810 års Successions-ordning. Icke heller skulle jag onska, att i Foreningsakten upptoges, på sått som skett i Norska Regeringens forslag , de omtåliga frågorna om orlogsflagganoch unionsvapnet , helst intetdera riket i sin egen- Grundlag har motsvarande bestammelser angående hvartderassårskildaflagga och vapen, om hvilkas beskaffenhet det hittills varit åt Konungen ofverlemnadt att ensam forordna, samt det icke torde vara att forvånta, att åt den nuvarande regieringen af dessa punkter kunde utan allt missnoje från Svenska sidan gifvas kraft af Grundlag.

Åfven i fråga om krigsvåsendet och åtgårder till handelns och sjofartens befråmjande, tror jag, att Foreningsakten endast bor innehålla den allmånna grund, efter hvilken gemensamma bidrag bora utgoras, men att t. ex. ofverenskommelser om ea minimi-krigsmakt, ett gemensamt krigs-kreditiv och last-afgifter till konsuler m. m., i den mån de finnas behofliga, låttast tillvågabringes genom sarskilda forfattningar.

Men om sålunda i forslagen forekomma en mångd stadganden, som efter min tanka der icke bordt hafva sin platsr så saknas deremot andra, hvilka varit val behofliga. Deribland må i framsta rummet namnas narmare bestammelser om de årenden, hvilka bora handlaggas i forenadt Stats-Råd. Haronx

Side 721

•meddela forslagen intet anuat till efterråttelse, an att till sådant Stats-Råd hora de årenden, som angå båda de forenade rikcna ¦gemensamt, eller enahanda stadgande, som forekommer i Riksaktensamt visat sig otillråckligt for att grvmdlågga en stadgad praxis och forekomma skiljaktiga meningar i denna vigtiga punkt.

I sammanhang harmed torde uppmarksamheten bora fåstas derå, att Komiténs och Norska Regeringens forslag val innehålla, att Mellantidsregering skall hafva sitt ratta såte i Stockholm, men i afseende å Konungens residens endast foreskrifva, att han hvarje år skall uppehålla sig någon tid i hvartdera riket, derest ej vigtiga hinder mota. For såvidt som åt denna omståndighet, sammenstålld med den uttalade allmånna grundsatsen om båda rikenas inbordes likhet och sidoordnade stallning, skulle kuuna gifvas den tydning, att Stockholm icke mera an Christiania skulle vara Konungens residens, må erinras, icke 4illenast att sådant strider emot andan af Riksakten och hela Norska Grundlagen, som forutsatta det nu bestående forhållandet, endast med forbehåll , att Konungen bor någon tid hvarje år uppehålla sig i Norrige, utan ock att en sådan ambulatorisk regering torde sakna motstycke i den ofriga verlden. Till och med i Schweitziska Forbundet, som mig veterligen år •det enda statsforbund, deruti alia dithorande stater, utan afseende å storlek eller folkmangd "deltaga lika i den gemensamma styrelsen , sammantrader dock Forbundsrådet numera stSdse i den stbrsta kantonen Bern.

De fornamsta felen uti ifrågavarande forslag ligga dock, •efter mitt formenande , icke i det som der finnes for mycket «ller for litet afhandladt, utan i såttet, hvarpå de amnen, som <3er råtteligen behandlats, blifvit utforde.

Harmed syftar jag dock icke paa den allmanna grundsats om de båda rikenas jemlikhet och sjelfstandighet, som blifvit stålid i spetsen for båda de ifrågavarande forslagen, ty, ehuru denna grundsats hvarken i Norska Grundlagen eller Riksakten finnes uttalad såsom giltig for andra fall an dem, deruti den blifvit tillåmpad, tror åfven jag, att någon annan icke kan låggas

Side 722

till grund for foreningens vidare utveckling, och att Sverige hvarken fordrar eller bor fordra mera an att erkånnas såsom primus inter pares, i de få fall der den fullkomliga likstållighetenicke kan åstadkommas. Men Komitén och Norska Regeringensynas mig hafva, om icke orått uppfattat denna grundsats,åtminstone utstråckt dess tillårnpning å forhålienden, der den med en sådan uppfattning icke bor tillåmpas.

Två forenade rikens jemlikhet år nemligen beroende af de två olika kategorier, å hvilka den kan komma att tillåmpas. I alia sådana fall, der de båda rikena åro att anse såsom två, skiida storheter, som kunna hafva stridiga intressen, maste det ena riket galla så mycket som det andra. Hit hora t. ex. frågor om forandring i foreningsvilkoren , i hvilka hvartdera riket maste hafva ett absolut veto , samt alia sådane åmnen, hvilka emellan tvånne icke forenade stater skulle utgora foremål for konvention. Ide fall deremot, der de båda rikena. anses såsom en enhet, med gemensamhet i intressen, kan jemlikhet icke uppnås med mindre an att hvartdera rikets råttigheter, och skyldigheter måtas efter en for båda rikena gemensam grund. Så har ock t. ex. genoin en slags tyst ofverenskomuaelse blifvit såsom råttvist erkåndt, att Sverige och Norrige icke lika utan i forhållande til hvartderas andel i den gemensamma folkmångden deltaga i civil-listan och de diplomatiska kostnaderne.

I det nu gållande Foreningsfordraget åro emellertid de forenade rikena knappt i något fall, utom i fråga om krigs forklaring och fredsslut, betraktada såsom en enhet, enår det till och med i fråga om de diplomatiska årendena kunnat if'rågasåttes,huruvida den saknad af foreskrifter från Norska sidan, hvorigenom varden af jemvål Norriges angelågenheter kunnat låggas i den Svenska Utrikes-Ministerns hånder, vid foreningens stiftaude tillkominit af forbiseende eller medgifvits for att mojliggoraen sådan anordning, utan att genom något uttryckligt stadgande krånka jemlikhetsgrundsatsen. Afven Konunga-, Thronfdljare- og Formyndareval skola enligt Riksakten ske af

Side 723

hvartdera rikets Nationalrepresentation for sig, och endast nar dessa utse två olika personer, skall foretradet emellan dessa båda beståmmas genom en gemensam omrostning. Vid sådant forhållande och då dessa val icke hånskjutas till afgorande af deputerade från båda rikena, forr an dessa rikens redan uttaladeintressen befunnits stridiga, år det måhånda icke ett brott mot jemlikhetsgrundsatsen, att hvartdera riket till en sådan Komitésåader lika många deputerade.

Unionskomitén har deremot sokt gifva foreningen sin utvecklinggenom att stadga gemensamhet i afseende å Bera våsentliga foremål , och ehuru Norska Regeringen haruti foreslagitbetydliga inskrånkningar, återstår likval, åfven efter dess forslag, det vigtigaste af denna gemensamhet. Men i båda forslagen har man harvid gått lika inkonseqvent tillvaga i det man velat stadga, att de gemensamma skyldigheterna skola utgorasefter en grund men beståmmas efter en annan. For att Norrige skulle ega råttvisa anspråk att i gemensamma angelagenheterrosta lika med Sverige, borde det ock såsom Sverigesjemlike draga tyngden af den gemensamma bbrdan, hvilketblefve mindre orimligt i samma mån, som man betraktar rikena såsom två fristående stater. Ty om Norrige icke vore forenadt med Sverige, så skulle dess kostnader for sjelfstandighet,Konung, diplomater, handel och forsvar m. m. visserligenicke i samma forhållande som folkmangden blifva mindre an Sveriges motsvarande kostnader. Men antager man med Unionskomitén, att »likheten« på detta satt »skulle forsvinna i samma mån, som rikenas storlek och formåga att utgora bidragenåro olika«, så torde defc svÅrligen kunna uppgifvas någottheoretiskt giltigt skål, hvarfore icke likheten lika mycket forsvinner derigenom, att Norrige sander lika mange representantersom Sverige for att bestamma de gemensamma bidragens storlek. Eller skall man antage, att Sverige vål har tillgång på flera krigare an Norrige, men icke på representant-amnen? eller att det har battre råd att bekosta en krigshår men icke representanters och revisorers arfvoden? Det maste dock ihågkommas,at

Side 724

kommas,atherr endast ar fråga om sådanemuen; deruti till foljd af intressenas gemensamhet ingen kan med fog i sakeu hafva olika mening endast derfor, at han ar Svensk eller Norman,ty uti inga andra åmnen bor en så beskaffad gemensamhetega

Såsom forut ar anmårkt, kan det nemligen icke begaras, •att Norrige skulle medgifva, det Sverige- fiuge sanda ett ofverlagset antal ledamb'ter till en kongress , som skulle slita uppkomna tvistefrågor emellan rikena. Ja , det bor icke heller forundra , om uti en forening af blott två medlemmar, deraf den ena ar starkare, den svagare ser sig val fore att icke på något satt ofverflyglas, åfven i sådane fall der den starkare icke kan se någon fara, och med af'seende hårå torde det å Svenska sidan bora tagas i betraktande, huruvida icke Sverige, for att underlatta tillvågabringandet af en gemensam representation, kunde afstå från utkråfvandet af sin fulla ratt, så att om en enhallig Norsk mening i någon fråga uppstode , den icke kunde underfryekas af en moisatt Svensk. Ett sådant medgifvande skulle sannolikt i praxis vara af foga inflytande, enår, just i foljd af intressenas gemensamhet, resultaten sannolikt i de fiesta fall blefve desamma, huru an iorhållandet emeUan Svenskar och Norman beståmdes. Men deremot ar det af vigt, at icke sjelfva grundsatsen om likhet, i absolut mening tagen, erkannes i allt, som ar oformånligt for Sverige, men deremot forkastas såvidt den år skadlig for Norrige, emedan derigenom icke blott Sveriges vardighet oiåttvist nedsattes, utan ock ett hinder uppstalles emot foreningens vidare tillvext, helst en dylik concession maste blifva mindre likgiltig ju flera och vigtigare årnnen den omfattar.

Men annu betånklig'are an representanternas lika anfal synes det mig vara, om den gemensamma representationen skulle, i ofverensståmmelse med Korniténs och Norska Regeringensforslag, icke omedelbart iå taga befattning med densamrnatilhorende frågor, utan endast hade att skilja emellan Nationalrepresentationerna, sedan de hvar for sig fattat olika

Side 725

t>eslut. Sedan ett land uttalat sig genom sin representation, blandar sig nationalkånslan i saken , och vid den foreslagna kongressen skulle derfore sannolikt hvartdera landets representantervidbålla sina komittenters mening, så att lotterispelet med den forseglade sedeln i de fiesta fall komme att beståmma ¦utgången, — såkerligen till stor obelåtenhet for den tappande. For en gemensam representations vålgorande verkan, tror jag det vara ett oeftergifligt vilkor, att den icke skall utgora en hogre instans for slitandet af Nationalrepresentationernas tvister, titan antingen en från dem afskild institution, hvilken icke tager befattning med de årenden, som tillhora Nationalrepresentationernashandlåggning, eller ock en dessa underordnad endast rådgifvande forsamling.

En sådan forenad representation kunde vara af stor vigt såsom ett stod for Unionskonungen och såsom ett medel att fastare sammanknytta folken med hvarandra. Ty man skulle såkerligen, i den mån gemensamheten i vissa amnen befunnes fordelaktig for båda rikena, så småningom draga allt flera Smnen under den forenade representationens afgorande lått, och man kunde genom densamma, åfven i sådana unionella frågor, som de sårskilda Nationalrepresentationerna forbehollo sig sjelfva, alltid erbålla en på omsesidig sakkunskap grundad titredning.

Deremot kan behofvet af en dylik representation icke anses ådagalagdt, for såvidt fråga endast ar om att besluta vissa geménsamma bidrag, ty det har hittills visat sig, att ingendera af de båda makterna, utan denna representation, undandragit sig att haruti uppfylla billighetens fordringar. År derfore tiden icke inne for tillvagabringandet af en forenad representation på riktiga grunder, så torde bast vara, att i foreningsfordraget utelemna hela det foreslagna kapitlet om rikenas bidrag till geménsamma foremål, med hvad dermed sammanhanger, samt ]åta vid hvad nu eger rum forblifva, dock alltid med undanrodjande af de hinder, som nu i Norska Grundlagen forefinnas for Norska krigsmaktens anvandande til det geménsamma forsvaret.

Side 726

Åfven i fråga om Konunga-, Thronfoljare- och Formyndareval vore troligen faran mindre att oraedelbart ofverlemna dem till en kongress an att, såsom nu ar stadgadt och jemvål i forslagen bibehållet , låta Nationahepresentationernas beslut foregå. Dock bliver det i alia fall betånkligt, så lange Sveriges och Norriges forening knappt ar något mera ån en personal-union, om den person, som skall utgora sammanhållningen, kan påtrugas det ena landet emot dess vilja. Skulle rikena, inom sig enhalliga, i detta fall stadna i olika meningar emot hvarandra , så låter det knappt tånka sig , att endast lagens bokstaf skulle formå ett helt folk att underkasta sig ett annat folks vilja , helst om lagen bjode det storre folket att lyda det mindre. Men sannoiikt skulle foiken, af omtanka for foreningens bestand , snarare undvika att stadna i olika meningar, om lagen icke gåfve någondera utsigt att segra genotn lottkastning, men frågan i stållet, om enighet ej vunnes forstå gangen, kunde vadjas till nyvalde representanter, och den bestående regeringen under mellantiden finge fortfara. Kunde man ej eller då forena sig om en gemensam styresmann, så blefve visserligen hele foreningens upplosning foljden, men denaa foljd torde icke under sådana forhåilanden kunna på något sått forekommas, och det år då battre, om den sker utan ett lagbrott.

I fråga åter om de båda rikenas sj elfståndighe t, får man icke lemna ur sigte, att hvarje fbreningsvilkor maste vara en inskrankuing i hvartdera rikets absoluta sjelfståndighet, och att emellan två forenade stater sjelfståndigheten icke kan bestå uti något annat, an att den ena staten icke har någon ratt att inverka på den andras sjelfbestamning i sådane angelågenheter, som icke aro for båda gemensamma.

Det torde derfore vara en oriktig uppfattning af sjelfstandighetsbegreppet,då Norska Regeringen formenar, att Unionskomitén, i det den foreslagit, att båda rikena skola i alia forhåilanden till fiåmmande makter utgora en oåtskiljeligt forenad makt, gått vida langre an hvartdera rikets sjelfståndighetkan

Side 727

hetkantillåta. En annan fråga ar, om en så langt stråckt gemensamhet år hehoflig eller låmplig. For min del finner jag den utgora ett af foreningens våsentligaste kånnetecken; och otn undantag derifiån hittilis någon gang egt rum, så har sådantskett i strid mot foreningens anda och opåkalladt af det nu bestående foreningsfordragets lydelse, som åt Unionskonungen utan inskrånkning uppdrager att ingå och upphafva forbund. Denne fråga sammenhånger dessntom på det nårmeste med frågan om gemensamma diplomatiska agenter. Så lange dessa icke aro ackrediterade sarskildt såsom Svenska och sarskildt såsom Norska sandebud, vore det oformligt, om de såsom sådaneskulle kunna handia. Denna koriseqvens har likval Norska Regeringen ej fullfoljt, och vid sådant forhållande synes den hafva begått en ytterligare inkonseqvens genom att i strid med Unionskomitén foreslå, att hvartdera riket kunde ega sarskilda konsuler.

Man har ock velat se en krånkning af Norrigas sjelfstandigheti dess Grundlags stadgande, att en Svensk kan utnatnnestill Ståthållare i Norrige, och från denna synpunkt kan anmårkningens befogenhet icke helt och hållet fornekas. Men å andra sidan har detta stadgande, hvars befintlighet, i foreningmed andra i samma Grundlag forekommande, framhåller den vid foreningens afslutande rådaride forutsattning, att den gemensamma Konungen skulle for det mesta uppehålla sig i Sverige, hlifvit ansedt såsom en unionel garanti, hvilken, om den borttoges, borde ersåttas af någon annan. Bevakandet af foreningens intressen ar for nårvarande hufvudsakligen ofverlemnadtåt Konungens person, oeh så lange man icka afsett någon annan garanti, maste Norriges ratt inom Svenska Regeringenanses skyddad derigenom, att alia årenden der afgoras af Konungen; men då Norska Regeringen, under vanliga forhållanden,eger afgora en mangd årenden utan Konungan, synesdet ock foljdriktigt, att åfven i denna Regering funnes en foreningens representant. Norrige har dcssutom en i Sverige stationerad Stats-Rådsafdeling, som år i tillfalle att hår folja

Side 728

håndelserna, under det att ingen Svensk ar anstålld i Norrige, så ofte ej Ståthållare-embetet af en Svensk beklades. Men den fordel for Unionen, som af Ståthållare-embetet kunnat hemtas, år till foljd af embetets forhatlighet i Norrige icke vidare att påråkna, och då i ofrigt giltiga skal for dess afskaffande forefinnas,synes mig Sverige icke deremot bora lågga några hinder. Komitén och Norska Regeringen hafva sokt undanrodja ett sådanthinder genom insåttandet i Foreningsakten af en §, som forbjuder, att undersåte i det ena riket utnåmnes i det andra till något annat embete ån sådane, som enligt Foreningsakten kunna af både Svenskar och Norrmån beklådas, dock med undantag for de fall, då utlåndningar i allmånhet enligt någotderarikets Grundlag kunna i tjenst anstallas. Då en dylik § emedlertid, utom for det dermed narmast afsedda fallet år alldelesofverflodig och minst pryder sin plats i en Foreningsakt, synes mig att åndarnålet båttre kunnat vinnas genom ett sådantbeståmmande af omfanget for det sammansatta Stats-Rådets kompetens, att frågan om Ståthållarens nationalitet fallit utom detta område.

Från Svensk sida har man understundom hort uttalas den åsigt, att Interimsregeringens nuvarande sammansåttning vore ett ingrepp i Sveriges sjelfståndighet, enår det kunde intråffa att rent Svenska årenden aferjordes af Regeringens Norska ledamotar i strid mot de Svenska ledamoternas mening, under det flertalet af de Norska årendena, som handlåggas af en sårskild Regering i Christiania, icke vore underkastadt en sådan eventualitet. Enligt Komiténs och Norska Regeringens forslag år denna betånklighet visserligen till någon del undanrojd, men ciet torde dock kunna såttas i fråga, om icke, så lange de gemensamma årendena ej åro flera, ån som nu kunna komma i fråga, den unionella Interimsregeringen bor inskrånkas till de årenden, som angå båda rikena, och hvartderas enskilda angelågenheter afgoras af dess eget Stats-Råd, mojligen med tilltråde for någon det andra rikets kontrollant, som tillsåge att foreningen icke fornårmas.

Side 729

Vidare hafva såvål Unionskomitén som Norska Regeringen i afseende å varden af de diplomatiska angelågenheterna foreslagit den forandring i det nu bestående, att Stats-Ministersembetet for Utrikes årendena skulle kunna bekladas såval af en Norrman som af en Svensk. En sådan anordning kan dock icke ske utan en vasentlig rubbning af Svenska Grundlagen och påkallas icke af rattvisan. Då Norrige icke for denna gemensamma angelågenhet vidkånnes storre kostnader, an i forhållande till sin folkmångd , maste råttvisans kraf vara uppfylldt, om det, med fri tillgång for sina soner till utlandska beskickningar och byråerné inoin Utrikes-Departementet, får i det Mintsteriella Stats-Rådet insåtta sin Stats-Minister jemta Utrikes-Minis'tern ocb en annan Svensk ledamot. Det konstitutionella syftemålet , att intet, som berorer Norriges intressen, må kunna beslutas , utan att landet har en iufor detsamma ansvai'ig rådgifvare , ar i fråga om utrikes politiken också på detta satt vunnet; och någonting vidare torde icke i denna punkt vara behofligt, an att till lag upphoja den praxis, som redan på sidan om lagen och till en del i strid emot densamma gjort sig gallande.

De af mig nu anmårkta omsta'ndigheter åro otvifvelaktigt af den vigt, att de gora en utforligare granskning af Unionskomiténsoch Norska Regeringens forslag ofverflodig for att motivera min åsigt, att icke någotdera af dessa forslag låmpligenegnar sig att lagga till grund for en ny Foreningsakt. Att jag icke ar ensam om denna mening, slutar jag dels af den långa hvil a, hvaruti dessa forslag lemnats , snart sagdt utan påminnelser från något hall, ehuru forslagen redan lange åtminstone i Norrige varit ternligen allmant kanda och i Sverigevarit delgifne olika Rikets Standers Utskott vid de två sednaste riksdagarne, dels ock deraf, att Kongl. Maj:t under tiden till sarskild behandling foretagit flera af de i forslagen afhandlade frågor och till och med aktat nodigt att tillsatta nya komitéer for dithoraude enskilda punkters ytterligare utredning.Ovisst torde till och med vara, huruvida pluraliteten

Side 730

af Norska Regeringens nuvarande ledamoter, om dem lemnades
tillfålle att i åmnet yttra sig, skulle inståmma i dess 1847
afgifna tillstyrkande.

Jag hemstaller derfore , att Eders Kongl. Maj:t tacktes forklara, att Unionskomiténs forslag icke omedelbart må laggas till grund for någon framstallning til de båda rikenas representatioter angående antagendet af en ny Foreningsakt.

Men jag maste på samma gang i underdånighet afstyrka, att E. K. Maj:t derfore nu skulle låta frågan falla, enår, efter inin ofvertygelse, vissa åndringar af foreningsfordraget oeh tillagg dertill åro af behofvet hogeligen påkallade.

Sålunda bar det val omtvistats, huruvida for nårvarande några andra foreningsvilkor finnas , an de som åro intagne i Riksakten, men det har icke kunnat bestridas, att båda rikenasGrundlager innehålla flera i Riksakten icke intagna stadganden, genom hvilkas forandring foreningen kan fornårmas eller till ocb med tillintetgoras. Att faran haraf icke ar inbilladkan belysas med flera exempel. Så hafva motioner vid flera riksdagar blifvit vackta om andring af tiden for Konungensmyndighetsålder, hvilka utan något brott emot Riksakten skulle kunuat vinna giltighet ensidigt for Sverige. Likaså hafva forandringer inom båda rikena af Stats-Rådets organisationblifvit ifrågasatta och varit nåra at komma till stand, utan afseende å en sådan forandrings inverkan på den i Riksakten omtalade Interimsregering; och om man an kan hoppas, att uppmarksamheten hadanefter skall vara så myckat fåstad vid de unionella forhållandena, att dylika fall ej af forbiseende skola tillkomma, sa qvarstå likval alltid samma svårigheter, om en fråga uppstår af sådan beskaffenhet, att man inom ¦ det ena landet icke vill, att den skall såsom unionel anses. Att forebyggasådant for framtiden maste vara af vigt , vare sig att detta kan ske på ett tillråckligt betryggande sått endast derigenom,att, såsom Unionskomitén gått tillvåga, i Foreningsakteninflytta ur de sarskilda rikenas Grundlagar alia sådane stadganden, af hvilka foreningen kan anses i någon vasentlig

Side 731

mån beroende, eller att. åndamålet lattare kaa vinuas på det satt, att ingen åndring finge ske i det ena rikets Grundlag med mindre båda rikenas forenade Stats-Råd fått tillfålle att forut yttra sig, huruvida en sådan åndring på foreningen inverkade.Denna formella profning, som ofta kan vara af inveckladbeskaffenhet, år nu ofverlemnad åt Konungens person allena, hvilket på en gang innefattar alltfor langt stråckta anspråkpå Konungens detaljgranskning och ej ofvensståminer med en konstitutionell styrelses begrepp.

Ånnu behofligare år o nårmare beståmmelser angående de årenden, som bora foredragas i sammansatt Svenskt och Norskt Stats-Råd. Derom saknas nu, utom for det fall, att Konungen vill begynna krig, all annan foreskrift an, att alia åmnen, som -angå båda rikena, skola utgora foremål for sådan behandling. Om tydningen af detta elastiska stadgande råda for nårvarande bos Svenska og Norska Stats-Råden olika meningar, som redan mera an en gang foranledt till reservationer från den ena elier andra sidan. Under det man å Svenska sidan velat till det sammansatta Stats-Rådet hånfora åfven hvad som omedelbart angår det ena riket och blott medelbart det andra, men framfo'ralltansett, att alia sådane frågor, hvilka, derest Sverige och Norrige icke varit forenade under en Konung, skolat utgoraforemålfor diplomatiska underhandlingar och traktater emellan de båda rikena, nu i stållet bora afgoras af Konungen i sammansatt Stats-Råd, så har inan å Norska sidan velat från det sammansatta Stats-Rådets ofverlåggningar undandraga flera sådana årenden , som likvål ovilkorligen maste blifva foremål for båda Stats Rådens handlåggning, t. ex. de af sednaste Storthingbeslutadeåndringar i den af Kongl. Maj:t foreslag'na forordningomvaruforseln landvågeu emellan de forenade rikena, och nu sednast ett i Norrige våckt forslag angående kostnaden for hemsåndande på det ena rikets fartyg från utrikes ort af fattiga eller skeppsbrutne sjomån från det andra, hvilka båda årenden, sedan Konungen i dem uti Norskt Stats-Råd fattad beslut for Norriges del, blifvit ofverlemnade till Svenska Statsßådet,pådet

Side 732

ßådet,pådetatt motsvarande beslut måtte for Sveriges del f Svenskt Stats-Råd fattas. Enligt den Norska åsigten, hvilken, såvidt jag fattat densamma, for nårvarande går derpå ut, att inga andra årenden tillhora samtnansatt Stats-Råd , ån sådane, i hvilka beslut kan utfårdas genom en for båda rikena gemensaniexpedition,bora vid en konseqvent tillåmpning snart sagdt endast konsulat-årenden och frågor om krig eller fred i sammansattSlats-Rådbehandlas. Genom ett sådanj; forfaringssått synes mig real-unionen emellan Sveriga och Norrige under fredligaforhållandeuvara så godt som upphåfd och Konuugamaktensanseendekomprometteradt, enår det maste antagas, att Konungen stundom skall komma att med uteslutande afseende på det eua rikets fordel i dess Stats Råd fatta ett beslut, som. han , med uppmårksamheten fastad å det andra rikets basta,, sedermera maste der lemna utan verkstållighet eller till ocb med motverka. Men åfven årendenas uiredning maste lida genom dylik behandling, hvilken ar ensidigare ån det forfaringssått,somåt gemensamma angelågenheter egnas af alldeles från hvarandra skiida stater. Der plågar nemligen hvarje ofverenskommelseforegåsaf underhandlingar emellan delegerade från båda makternas regeringar. Men då Konungen af Sverige och Norrige icke kan underhandla med sig sjelf och af de båda rikenas Stats-Råd åtminstone det Svenska icke år någon korporation,somkan utan Konungen underhandla, så foljer haraf, att ingen foregående omsesidig utredning eller underhandling kan ega rum, då årendet ej blir foremål for behandling i sammansattStats-Råd.Måhånda har den obenågenhet emot sammantrådenisammansatt Stats-Råd , som å Norska siden rojer sig, till någon del sin grund deruti, att under vanliga forhållanden,dåregeringen fores af Konungen i Stockholm, detta Stats-Råd utgores af tio Svenska, men endast tre Norska ledambter.Denomståndigheten , att Norska Regeringens i Christianiaskriftligabetånkande dessutom i alia mål afgivas, berofvarickenåmnde olikhet all vigt, och dess afhjelpande vore visserligen att tillråda, om mera gemensamhet derigenom kunde

Side 733

vinnas. Men afveii ett beståmmande , att den nyss antydda Norska meningen skall foljas, vore vida att foredraga framfor den nuvarande obeståmdheten, af hvilken, så lange det gifves skiljaktiga Svenska och Norska meningar, forvecklingar emellan det Svenska Stats-Rådet och det Norska kunna uppstå, hvilka, alltid obehagliga for Konungen, måhåuda i långden kunde blifva åfventyrliga for mojligheten att fylla platserna vid de sarskilda rådsborden.

En tredje omstandighet, deruti ett uppskof med foreningsfordragets ofverseende kan hvilken dag som helst vålla olågenheten, år den af tjugo medlenimar bestående Interimsregeringens organisation, om hvars olåtnpligbet det icke gifves mera an en rost.

Vidare forekommer, at Rikets sednast forsamlade Standers konstitutions-utskott åfvensorn de sednaste Stats-Revisorerne framstållt anmårkningar deremot, att Norrmån i strid emot Sveriges Grundlag blifvit anstållde i kabinettot for Utrikes brefvexlingen, Ehuru Norriges intressen like mycket som Sveriges beroras af utrikes politiken år i foreningsfordraget detta rike icke tillerkånd någon-rått ide utrikes årendenas vård deltaga. Men sedan Norrige numera i ett efter folkmångden låmpadt forhallande bidrager till bestridande af kostnaden for den gemensamma diplomatien, har detta rike jernvål på denna grund billiga anspråk, att også Norrmån skola i dessa årenden anvåndas, hvilket dessutom år behofligt for handlåggning af sådane utrikes angelagenheter, som rora Norska forhållanden. Ett upphorande håraf skulle sannolikt framkalla missnoje från Norrige* sida , men kan blifva oundvikligt, derest icke den Svenska Grundlagens foreskrifter hårutinnan genora fb'reningsfordraget suspenderas.

Lågges nu hårtill att utom dessa brister , hvilka snart sagdt påkalla b'gonblickligt afhjelpande, .foreningsfordraget åfven år behåftadt med andra, deraf vådor skulle kunna i en icke heller alltfor langt aflagsen framtid fram kailas , och deribland nu endast må nåmnas den, att for det fall, då Konungen år

Side 734

sjuk eller vistas utrikes mera an tolf månader, all foreskrift saknas, huru en Unionsregering skall tillvågabringas, så lårer det val svårligen kunna fornekas, att giltiga skal forefinnas emot revisionsfrågans undanskjutande, åfven om man icke tager i betraktande den utvag, som densammas foretagande kunde «rbjuda for losning af frågan om Ståthållare-embetets afskaffande på ett sått, hvaraf intetdera riket kunde kanna sig fornårmadt, — ett resultat, som jag anser vara af den vigt, att det ensamtlonade ett helt revisionsarbete , om det afven i ofrigt blefve forgåfves.

Det enda skal, som jag hort for ett uppskof med detta foretag uppgifvas, och som afven finnes antydt i Norska Storthingetsadress til Konungen i anledning af Rikets Standers beslut i Ståthållarefrågan, har varit dertill inskrånkt, att tidpunktenicke skulle vara lamplig for åmnets behandling, så kort efter det en olika uppfattning af foreningsvilkoren hos de båda folken gjort sig gallande. For min del ser jag i denna -omståndighet bJott ett ytterligare skal och måhanda det vigtigastebland dem alia att ofordrojligen gripa verket an och sålunda komma i tillfalle att undanrodja det missforstånd om livarandras mening, som emellan folken påtagligen eger rum. Hos Norska folket synes nemligen den taukan hafva vunnit insteg, att Sverige skulle hysa något hemligt syftemål att tillvinnasig ett hogre vålde inom foreningen, an som kunde stå tillsammans med Norriges sjelfstandighet och med de grunder, hvarpå foreningen emellan de båda rikena blifvit ingången. For hvar och en som hyser karlek till foreningen maste det då vara angelåget, att Sverige icke blott gifver i allmanna ordalagen forsåkran om motsatsen, utan ock så noga formulerar sina onskningar i revisionsfrågan, att hvarje mis^tydning deraf blir omojlig* Ja, om Norrige skulle tillbakavisa hvarje forsok till en ofverenskommelse, torde omsorgen om Sveriges ara fordra att afslb'ja grundlosheten af de emot detsamma riktade beskyllningar, genom framlåggandet från dess sida, af ett forslag,som ådagalagger, att Sverige icke vill återtaga ett ord

Side 735

af hvad det vid foreningens ingående underskrifvit och att
åfven i de delar, der intet år lofvadt, Sverige vill se Norriges
frihet bevarad såsom sin egen.

Paa grund af dessa skal och under åberopande jenivål af hvad jag redan vid granskning af Unionskomiténs forslag yttrat i afseende å onskligheten af en forenad representation , om undanrodjande af bindren for ett gemensauit forsvar och angående såttet for Konunga-, Thronfoljare- och Formyndareval, tilistyrker jag, att E. K. Maj:t, med jemvål fastadt afseende å Kikets Standers skrifvelse i amnet, hvilken jag vid ett annat tillfålle torde få ytterligare anmala i hvad den rorer ordnandet af omsesidiga råtts- och handelsforhållanden, i nåder tåcktes tillsåtta en komité af ansedda och af kårlek till foreningen lifvade Svenska och Norska man, till ett antal af 5 eller 6 från bvardera sidan for att taga under ofvervågande foljande frågor:

l:o Om den andamålsenligaste sammansåttningen af forenadt
Stats-Råd och omfanget af de årenden, som tillhora dess
handlåggning;

2:o Om den unionella Interimsregeringens sammansattning
och kompetens;

3:o Om Konunga-, Thronfoljare- och Formyndareval samt ordnandet af gemensam styrelse for de tillfållen, då Konungs hinder af sjukdom eller utrikes resa att vårda riksstyrelsen fortfar så lang tid, att Interimsstyrelsens befogenhet upphor;

4:o Om låmpligaste såttet att forebygga, det ensidiga
beslut ej må inom någotdera riket till skada for foreningen
fattas;

5:o Om såttet for de diplomatiska årendenas behandling;

6:o Om befordrandet af ett gemensamt forsvar; samt

7:o om inojligbeten att tillvågabringa en gemensam representation,
dess sammansattning och omfanget for dess verksamhet.

Uti instruktionen for en sådan Komité , åt hvilken den
forrå Unionskomiténs protokoller och betånkande jemte Norska

Side 736

Regeringens derofver afgifna utlåtande borde ofverlemnas till den ledning , som deraf kan hemtas , torde det bora lemnas Komitén b'ppet att med afseende å omfattningen af de stadganden,som af Komitén komme att foreslås, bestemma, huruvidade skola afFattas såsom forslag till ny Foreningsakt eller i form af åndringar i Riksakten eller såsom en sarskild Tillåggsartikeltill det aldre foreningsfordraget.

I ofrigt och då foreningen , endast den af båda folken med kårlek omfattas, åfven i sitt outvecklade skick kan utgoraen af grundvalarne for folkens lycka, vore tnåhanda tjenligt att fåsta Komiténs uppmårksamhet derå, att huru onskvård en narmare sammanslutning af de forenade rikenas instituiioner an. må vara, så ar likvål ånnu angelågnare, att inga oeuighetfcfrbnutsås eller qvarlemnas, och at Komitén således icke bor foreslå ett starkare tillknyttande af foreningsbandet i andra fall, an der det anses kunna ske till omsesidig båtnad och belåtenhet, for hvilket åndamåls befordrande jag hemstaller, om det icke kunde foreskrifvas, att intet inom Komitén våckt forslag till foreningsstadgande må anses hafva vunnit pluralitet, de rest detsamma, blifvit af alia Komiténs ledainoter från någotdera riket forkastadt.

For att Komiténs arbete må kunna afslutas så tidigt, att Kongl. Maj:t kan taga detsamma under nådigt ofvervaganue fore nåsta Riksdag och Storthing, hvilket jag, åttninstone for frågans stållning inom Sverige, anser synnerligen vigtigt, lårer Komiténs sammantrade icke kunna utsåttas sednare ån under innevarande års host.

De tilstedeværende norske Statsraads-Medlemmer yttrede i Underdanighed, at naar Hs. Exe. den svenske Justitiæ-Statsminister med Hans Majestæts naadigste Tilladelse har gjort

Hans Excellens HerrNorske Stats Ministern och de nårvarande Norske Stats-Raden yttrade i underdånighet, att då. Haus Exeellens den Svenske Herr Justitie - Stats - Ministern.

Side 737

til Gjenstand for underdanigst Foredrag i nærværende sammensatte Statsraad et Anliggende, hvormed Hans Majestæt i Høistsammes svenske Statsraad den 7de April 1860, ifølge den derom i sin Tid til den norske Regjering og det norske Storthing meddeelte Protocol, tragtede det rigtigst at lade det foreløbigt henstaa, finde de norske Statsraads-Medlemmer ikke i Sagens nærværende Stilling Anledning til anden og yderligere Udtalelse desangaaende, end i Underdanighed at andrage paa, at i Henhold til den norske Grundlovs § 38 og Rigsactens § 5 den i Norge værende Regjerings underdanigste Betænkning i Naade befales indhentet.

med Hans Maj:t nådiga tillåtelse nu i samm.ansatt Statsßåd gjort till foremål for foredragning ett årende, hvartned Hans Maj:t i flogstdensammes Svenska Stats-Kåd den 7 April 1860, enligt det derom i sin tid till Norska Regeringen och det Norska Storthinget meddelade protokoll, ansett låmpligast att låta tilis vidare anstå, funno de Norska Stats-Rådsledamoterne icke i sakens nårvarande skick anledning till annat eller vidare yttrande derom, an att i underdånighet hemstålla, att, jemlikt Norska Grundlagens § S8 och Riksaktens § 5, den i Norrige varande Regerings underdåniga betankande i nåder infordras.

Til hvad de norske •Statsraads-Medlemmer saaledes "havde indstillet, behagede Hans Majestæt at give naadigst Bifald.

Till hvad de Norska Stats Rådsledamoterne sålunda hemstallt, tåcktes Kongl. Maj:t lernna nådigt bifall*

In fidem

Oscar David Egge.

Side 738

II. A. Den nor she Regjerings Indstilling til H. M. Kongen af 21de October 1861, indeholdende Justits-Departementets Foredrag af samme Dag.*)

Chefen for Justits- og Politi-Departementet, Statsraad
Birch-Reichenwald, har underdanigst foredraget Følgende:

„Ifølge den i Statssecretariatets her vedlagte Meddelelse af 7de iMai sidstleden indeholdte, i sammensat svensk og norsk Statsraad den 9de April næstfør førte Protokol har Deres Majestæt efter de der tilstedeværende norske Statsraads-Medlemmers underdanigste Andragende, i Henhold til § 38 i Norges Grundlov og § 5 i Rigs-Acten, naadigst befalet indhentet den i Norge værende Regjerings underdanigste Betænkning i Anledning af et i samme Statsraads-Protokol fuldstændigen indtaget Foredrag af Chefen for det kongelige svenske Justits-Departement, Hans Excellence Justitiæ-Statsminister Friherre De Geer.

I dette Foredrag er først omhandlet Spørgsmaalet om en endelig Behandling af det fra en dertil ved naadigst Resolution af 30 Januar 1839 anordnet Comitee af norske og svenske Mænd under 4de November 1844 afgivne Forslag til Forenings- Act imellem Kongerigerne Norge og Sverige; og efterat Hans Excellence har motiveret sit Andragende om, at dette Forslag ikke umiddelbart maa lægges til Grund for nogen Fremstilling til begge Rigers Repræsentationer angaaende Antagelse af en ny Forenings Act, har han paa yderligere i Foredraget udviklede Grunde tilraadet, at Deres Majestæt, med Opmærksomheden tillige fæstet paa Sveriges Riges Stænders i Sagen afgivne og i Statsraads-Protokollen af 9de April sidstleden indtagne Skrivelse af 2den April 1860, maatte befale nedsat en Comitee af svenske og norske Mænd, til et Antal af fem eller sex fra hver Side, for at tage under Overveielse følgende Spørgsmaale:



*) See: Aktstykker angaaende Revision af Foreningen. Christiania. Marts 18(32.

Side 739

1. om den hensigtsmæssigste Sammensætning af sammensat
Statsraad og Omfanget af de Anliggender, som henhøre
under dets Behandling;

2. om den unionelle Interims-Regjerings Sammensætning og
Competence;

3. om Konge-, Thronfølger- og Formynder Valg samt Ordning af fælles Styrelse for det Tilfælde, at Kongen ved Sygdom eller Reise i Udlandet vedvarende er hindret fra at befatte sig med Rigs-Styrelsen i saa lang Tid, at Interimsßegjeringens Competence ophører;

4. om de hensigtsmæssigste Midler til at forebygge, at eensidige
Beslutninger fattes i noget af Rigerne til Skade
for Foreningen;

5. om den Maade, hvorpaa de diplomatiske Anliggender skulle
behandles;

6. om Fremme af et fælles Forsvar; samt

7. om Muligheden af at tilvejebringe en fælles Repræsentation,
dens Sammensætning og Omfanget for dens Virksomhed.

Deter derhos af Hans Excellence foreslaaet, al det skulde

lades den vordende Comitee aabent selv at afgjøre, hvorvidt de Bestemmelser, som den maatte komme til at bringe i Forslag, skulde affattes som en ny Forenings-Act, eller i Form af Forandringer i Rigs-Acten, eller som en særskilt Tillægs- Artikel til den ældre Forenings Act.

Idet dette Departement nu har at ytre sig angaaende det saaledes foreliggende underdanigste Andragende fra den. svenske Justitiæ-Statsminister, ansees det hensigtsmæssigt, foreløbigen i Korthed at gjenkalde i naadigst Erindring Sammenhængen med den allerede ovenfor berørte tidligere Behandling af Spørgsmaalet om en ny Forenings-Act imellem Norge og Sverige.

Ved underdanigst Adresse af 24de Januar 1837 havde
Storthinget henvendt sig til Kongen angaaende nogle det
unionelle Forhold imellem Rigerne vedkommende Punkter, som

Side 740

antoges at gjøre nye eller yderligere Bestemmelser ønskelige,
nemlig:

a. Beskaffenheden af Unions-Flaget;

b. Anbringelsen og Anbringelsesmaaden af det norske Rigsvaaben
paa endeel svenske Mynter;

c. lignende Anbringelse af det norske Vaaben i nogle svenske
Autoriteters Embeds Segl;

d. den da anvendte kongelige Titulatur i visse, Norge alene
vedkommende Documenter, forsaavidt nemlig ogsaa i saadanne
Sverige blev nævnt foran Norge;

e. Norges Savn af Garantier, lige med Sveriges, for diplomatiske
Anliggenders forsvarlige Behandling.

Det var nærmest i Anledning af denne Storthingets Adresse, at det ved den ovenfor nævnte > i sammensat norsk og svensk Siatsraad i Christiania den 30te Januar 1839 afgivne naadigste Resolution blev paalagt en Comitee af fire norske og fire svenske Mænd at tage under Overveielse saavel de, som anført, i Adressen omhandlede Gjenstande,- — dog med Undtagelse af den under Litr. d nævnte om den kongelige Titel, angaaende hvilken Sag Hans Majestæt henholdt sig til det af Høistsamme under 26de Oktober 1818 meddelte naadigste Tilkjendegivende, — som ogsaa det Forhold, hvori hvert af Rigerne skulde deltage i diplomatiske og Consulat- samt andre fælles Udgifter, og endelig det Forhold og den Maade, hvorefter ethvert af Rigerne skulde medvirke til det fælles Forsvar.

Det nævnte naadigste Tilkjendegivende af 26de Oktober 1818 angaaende den kongelige Titel, hvilket var foranlediget ved en underdanigst Adresse fra Storthinget om, at i denne Titel paa Norges Mynter og i Documenter, ene eller nærmest vedkommende dette Rige, Norge maatte nævnes først af de forenede Riger, indeholdt i det Væsentlige:

at Hans Majestæt erkjendte, at de tvende Rigers Forhold til hinanden, der ikke er grundet paa Tractaten i Kiel, men paa mindelig Overeenskomst mellem Storthinget og Hans MajestætsComniissarier, giver Norge Ret til en fuldkommen Reciprociteti

Side 741

procitetiForholdet til Sverige, hvilken Erkjendelse Hans Majestæt ogsaa erklærede at have høitideligen lagt for Dagen ved at sanctionere „den paa en fuldkommen Lighed byggede, imellem begge Rigers Repræsentanter oprettede Rigs-Aet, ved •hvilken Sveriges Stænder paa constitutionsmæssig Maade have vedtaget Alt, hvad Norges Grundlov indeholder angaaende Rigernes Forhold til hinanden, og ved hvilken Act de i den Henseende nødvendige nærmere Bestemmelser bleve fra begge •Sider vedtagne;" — men at Hans Majestæt, som, da hverken Norges Grundlov eller Rigs-Acten bestemmer Noget om den kongelige Titel, ikke havde fundet Sig foranlediget til at bruge en forskjellig Titel som Konge i hvert af de tvende Riger, ogsaa fandt det mindre passende nu at forandre den engang -valgte og hidtil brugte Titel i de Norge vedkommende Doeumenter,hvorimod Høistsamme i Naade ytrede ikke at være utilbøielig til at opfylde Storthingets underdanige Begjæring, hvad. den kongelige Titel paa norske Mynter augaaer, saafremt Saadant kunde skee uden væsentlige Uleiligheder, i hvilken Henseende Hans Majestæt befalede nærmere Betænkning afgivenaf den norske Regjering.

Efterat dette sidste naadigste Paalæg var opfyldt, blev det overeensstemmende med bemeldte Regjerings underdanigste Indstilling ved kongelig Resolution af 18de Januar 1819 bestemt , at i den kongelige Titel paa norske Mynter Norge skulde nævnes foran Sverige.

Departementet troer i Forbindelse hermed og med særdeles Hensyn til en i den ovenfor berørte underdanigste Skrivelse af 2den April 1860 fra Sveriges Riges Stænder forekommende Hentydning paa, at Spørgsmaal fra norsk Side skulde være vakt angaaende Forandring af Kongens Titel ,,og Navne-Chiffer", .at burde underdanigst bemærke, at Hgesaalidt som der ved den nys omhandlede Leilighed i 1818 sees af det norske Storthing at være i Underdanighed moveret om nogen Forandringmed Hensyn til det kongelige Navne-Chiffer eller Ordens- Tal, Hgesaalidt er Saadant, saavidt Departementet bekjendt,

Side 742

skeet ved nogen anden Anledning, og navnlig ikke ved Storthingetsovenmeldte underdanigste Adresse af 24de Januar 1837. Ogsaa i denne er nemlig Ønsket om en Forandring i den kongelige Titel udtrykkeligen indskrænket inden de samme ovenfor angivne Grændser som tidligere i 1818, altsaa med Udelukkelse af Spørgsmaalet om nogen Forandring med det kongelige Ordens-Tal, og det uagtet Opmærksomheden umiddelbartforud havde været særligt henvendt ogsaa paa dette Punkt under de inden en Comitee paa Storthinget i 1836 stedfundne Forhandlinger angaaende tildeels de samme Anliggender,som senere bleve Gjenstand for den sidstnævnte uuderdånigsteAdresse,

Efterat den, som ovenanført, under 30te Januar 18391 naadigst anordnede Comitee til forberedende Behandling af visse unionelle Anliggender i nogen Tid havde været i Virksomhed , blev der af den norske Statsraads-Afdeling i Stockholm, ved en tmderdanigst Tilførsel til Protokollen i norsk Statsraad den 6te Juni 1840, blandt Andet vakt Spørgsmaal om at udvide det Comiteen overdragne Hverv til en almindelig Revision af Rigs-Acten, i hvilken Henseende det ved naadigst Resolution af samme Dato blevpaalagt den norske Regjering at meddele sin underdanigste Betænkning.

I denne, der er afgiven den 27de August næstefter, er angaaende Spørgsmaalet om Rigs-Actens Revision ytret den Mening, at en saadan Foranstaltning ikke for Tiden var nødvendig,da nemlig de i Kigs-Acten indeholdte Bestemmelser om den gjensidige Vedtagelse af de Vilkaar og constitutionelle Forholde, hvorpaa Foreningen er bygget, ikke antoges at lide af nogen saadan Utydelighed, Ufuldstændighed eller anden Ufufrlkommenhed, som skulde gjøre det fornødent, at omarbeide den i nogen væsentlig Deel, og da der heller ikke siden 1815 i Rigernes constitutionelle Forhold var indtruffet nogen anden Forandring, som kunde gjøre modsvarende Forandring i Rigs- Acten nødvendig, end den, som ved den nærmest foregaaende svenske Rigsdag havde fundet Sted med Hensyn til en forandret

Side 743

Organisation af det svenske Statsraad, og i hvilken Anledning
særskilt underdanigst Indstilling var skeet. (Jfr. Rigs-Actens
§ 7 og Rigs-Actsßestemmelse af 2den April 1845).

Den norske Regjering tilføiede, at der ved Rigs-Actens Affattelse formentlig alene har været Spørgsmaal om at affatte en Grundlov for Unionen, men hverken har været eller kunnet være tænkt paa i samme at inddrage mere detaillerede Bestemmelser med Hensyn til forskjellige Forholde mellem Rigerne indbyrdes, som i militær, oekonomisk eller andre specielle Henseender maae finde Sted, og som ikke ere af anden Beskaffenhed, end at de enten af Kongen alene eller af Ham i Forening med begge Rigers National-Repræsentationer kunne efterhaanden ordnes og efter Omstændighederne igjen omgjøres.

Den norske Regjering erklærede endelig, ogsaa af den Grund ikke for Tiden at ville tilraade en Revision af Rigs- Acten, at der ingen Føie kunde være til at vente, at nogen Forandring i Grundbetingelserne for Unionen skulde fra begge Rigers Side finde Bifald, medens Discussioner derom dog muligens kunde medføre den Ulempe, at Tvistepunkter kunde vækkes, uden at bringes til Afgjørelse, og Spiren derved lægges til Mistillid og Misfornøjelse i Fremtiden.

Efterat den i Overeensstemmelse hermed afgivne Indstilling om, at der for Tiden ingen Foranstaltning maatte blive at træffe til en Revision af Rigs-Acten, var efter naadigst Befaling bleven meddelt det svenske Statsraad, blev den underdanigst foredragen for Hans Majestæt i sammensat svensk og norsk Statsraad den 4de Januar 1842, hvor ogsaa det svenske Statsraad henholdt sig til de af den norske Regjering anførte Grunde for, at Rigs-Acten ikke for Tiden burde undergives nogen almindelig Revision.

Hans Majestæt Kong Carl Johan afgav derpaa i samme Statsraad, i Anledning tillige af et dengang vakt Spørgsmaal om Organisationen, i visse Tilfælde, af sammensat norsk og svensk Statsraad efter Rigs-Actens §5,¦— hvorom der, saaledes som nedenfor paa sit Sted nærmere vil blive berørt, var af

Side 744

de respective Rigers Statsraad fremsat indbyrdes afvigende Meninger, — et naadigst Tilkjendegivende, i hvilket Hans Majestæt med Hensyn til den mellem Rigerne den 4de November1814 bestemte Forening ytrede, at saaledes som det i Kong Carl den 13des Tale til det norske Storthing den 10de November samme Aar ved Haus Kongelige Høihed Kronprindsen var udtalt, „skulde Nordmænd og Svensker, lige i Rettigheder, fra hint Øieblik nyde de samme constitutionelle Fordele", samt endvidere, at Rigs-Acten af 6te August 1815 hviler paa en gjensidig Anerkjendelse af begge Nationers lovlige Rettigheder, og at „de tvende Broderfolks Lighed i politiske Rettigheder, som hiin høitidelige Act fastsætter, udgjør Grundvolden for disse Rettigheders Varighed." Idet Hans Maiestæt imidlertid antog, at en tydeligere Redaction af. Rigs-Actens § 5 vilde kunne forene og tilfredsstille de forskjellige Meninger og Interesser,befalede Høistsainme det svenske og norske Statsraad at afgive deres underdanigste Betænkninger i anførte Henseenderog paa samme Tid at antyde, om andre Paragrapher i Rigs-Acten tiltrængte Forandring.

Da der senere ogsaa fra den i 1839 anordnede Unions- Comitee var indkommet en underdanigst Fremstilling af 9de April 1843 angaaeude Bemyndigelse for Comiteen til at granske Rigs-Acten i dens Heelhed og, i Overeensstemmelse med de deri udtalte Grundsætninger for begge Rigers Forening, at foreslaae Forandringer i og Tillæg til denne Act, blev det ved naadigst Resolution i sammensat svensk og norsk Statsraad den 22de samme Maaned atter paalagt det svenske Statsraad, ligesom den norske Regjering, ved Afgivelse af underdanigst Betænkning over denne Sag tillige at paapege de Punkter i Rigs-Acten, hvilke kunde fordre mere Tydelighed ved en bestemtere Redaction.

I den til Følge heraf under 13de Mai 1843 afgivne underdanigste Indstilling fra den norske Regjering tilraadede denne nu, at det maatte blive naadigst paalagt den ovennævnteComitee tillige at anstille en almindelig Revision af

Side 745

Rigs-Acten, hvilken Indstilling ved Sagens underdanigste Poredragi combineret Statsraad den 7de December samme Aar blev tiltraadt af samtlige tilstedeværende saavel svenske som norske Statsraads-Medlemmer, idet der for Øvrigt tillige blev særskilt paapeget de Punkter i Rigs-Acten, der antoges at kunne behøve større Tydelighed.

Det behagede derefter Hans Majestæt Kong Carl Johan i
samme Statsraad naadigst at befale og tilkjendegive blandt
Andet Følgende:

„Erkjendelsen af at begge Rigers Grundlove bør staae i fuldkommen Harmoni med de forskjellige Bestemmelser, der vedkomme Foreningen, og Hensyn til Nutidens Begivenheder gjør det magtpaaliggende for os at granske Rigs-Acten.

De heraf flydende Rettelser i de modsvarende Paragrapher af Grundlovene ville derefter indskrænke sig til en Omskrivning af hvad som mellem Kongen og de tvende Nationalßepræsentationer i saa Henseende maatte være blevet besluttet.

I Betragtning af hvad begge Rigers Statsraad underdanigst have bemærket betræffende Vanskeligheden af for dem i en saa lang Afstand fra hinanden at foretage en Revision af Rigs-Acten, forinden dette Arbeide fra begge Sider er bleven forberedet, samt da Unions - Comiteen, som det allerede er overdraget at afgive underdanigst Betænkning med Hensyn til Anvendelsen af det Ligheds-Princip i Rettigheder og Pligter mellem begge Nationer indbyrdes, der findes udtalt i Rigs- Acten, endnu ikke har tilendebragt det samme ved naadigst Resolution af 30te Januar 1839 paalagte Hverv, befaler Hans Majestæt herved bemeldte Comitee at anstille den ovenmeldte Revision af Rigs-Acten.

Hans Majestæt foreskriver dog Comiteen udtrykkeligen, under dette Arbeide ikke at fjerne sig fra de Grundsætninger, som indeholdes i den Pagt, der bestemmer Brødrefolkenes gjensidige Rettigheder og Forpligtelser.

Naar Comiteen har sluttet disse Forhandlinger, vil Hans
Majestæt, efter desangaaende at have indhentet Sit norske og

Side 746

Sit svenske Statsraads underdanigste Betænkninger, bestemme, paa hvilke af de underdanigst foreslaaede Gjenstande Hans Majestæt finder det hensigtsmæssigt at henlede Norges Riges Storthings og Sveriges Riges Stænders Opmærksomhed."

Ved kongelig Resolution i norsk Statsraad den Bde Marts 1844 blev det naadigst befalet, at den af Hans Majestæt Kong Oscar i Kundgjørelse (for Norge) af samme Dato angaaende Høistsammes Thronbestigelse brugte Titulatur, hvori Norge nævntes foran Sverige, for Fremtiden skulde befølges i alle Documenter, som ene vedkomme Norges indre Anliggender; og efterat der under 19de samme Maaned af den fornævnte Unions - Comitee, efter naadigst Paalæg, var bleven afgivet særskilt Betænkning angaaende. de ovenfor berørte Spørgsmaal om Rigs-Vaabenet og Unions-Flaget, bleve de med Hensyn til disse Gjenstande nu gjældende Bestemmelser fastsatte ved kongelig Resolution, afgiven i sammensat Statsraad den 20de .Tuni 1844, saa at altsaa af de i Storthingets Adresse af 24de Januar 1837 omhandlede Punkter endnu kun stod uafgjort det ovenfor under Litr. e anførte, betræffende Garantien for de Norge vedkommende diplomatiske Anliggenders Behandling.

Under 4de November 1844 afgav Unions-Comiteen et af udførlige Motiver ledsaget „Forslag til Forenings-Act mellem Kongerigerne Norge og Sverige", bestaaende af 150 Paragrapher, samt desuden et i Forbindelse med en af disse Paragrapher (74) staaende Forslag til særskilte Beslutninger af begge Rigers National-Repræsentationer ,,angaaende Fastsættelsen af den Minimums-Styrke af Krigsmagten, hvortil ethvert af de forenede Riger forpligter sig at bidrage med en bestemt Andeel."

Med Hensyn til de almindelige Grundsætninger for det førstnævnte Forslag forekommer der i Motiverne til dette, under Henvisning til ovenmeldte kongelige Resolution og Tilkjendegivendeaf 7de December 1843, blandt Andet følgende Udtalelse fra Comiteen, imellem hvis samtlige saavel svenske

Side 747

som norske Medlemmer der ikke kan erfares i saa Henseende
at have været nogen Meningsforskjel:

„Hvad saavel Norges Grundlov som Rigs-Acten klart og utvetydigen har udtalt er, at Poreningen er bygget paa følgende Grund-Principer, af hvilket intet kan sættes tilside eller forandres uden at forandre Foreningens Natur og Væsen:

i. Kongen, eller Kongemagtens Udøver, er altid fælles for
begge Riger, eller, med andre Ord, Norges Konge er
tillige altid Sveriges, og omvendt;

2 Krig eller Fred samt alle øvrige Stats-Forholde til fremmede
Magter ere altid fælles for begge de forenede
Riger;

S. hvert af Rigerne udgjør for sig et særskilt selvstændigt
Rige;

4. det ene Rige tilkommer ingen Forrang eller Forrettighed fremfor det andet, men begge ere hinanden fuldkommen sideordnede i Foreningen med indbyrdes lige Pligter og Rettigheder."

„Til disse Grund-Principer eller fornemste Grundsætninger, de dybeste, Alt bærende Lag i Fundamentet for Foreningen" — vedbliver Comiteen — ,,slutte sig med nødvendig Conseqvents endeel andre Grundregler, saasom: det ene Riges fuldkomme Uafhængighed af det andet i dets egne indre Anliggender; ethvert Riges Rettighed til lige Ueeltageise i iæaes Anliggender, til lige Control med og Fordring paa Ansvarlighed for deres Bestyrelse, samt ethvert Riges Forpligtelse til, i Forhold til Evnerne, lige med det andet Rige, at bære de af fælles Anliggender og fælles Forholde flydende Byrder, blandt hvilke Forsvarsvæsenets indtager den vigtigste Plads."

I Forbindelse hermed har Comiteen bemærket, at fra disse og lignende Grundregler igjen forgrene sig en Mængde mere detaillerede Regler, om hvilke Comiteen har antaget, at ligesom de alle have deres Rod i Unionens Grund-Principer, saaledes bør de ogsaa samtlige findes optagne i den Act, der bestemmer Forenings-Vilkaarene.

Side 748

Af Unions-Comiteens i Overeensstemmelse med disse Anskuelser affattede og, som meldt, under 4de November 1844 afgivne Forslag til en ny Forenings-Act m. V., — hvilket Comiteen havde henstillet til Hans Majestæt at maatte foreløbig befales ved Trykken offentliggjort i begge de forenede Riger, — blev det norske Exemplar afleveret til den norske Statsraads-Afdeling i Stockholm, og af denne den 4de December næstefter fremlagt i norsk Statsraad, hvor Hans Majestæt da befalede Sagen tilstillet den norske Regjering til videre fornøden Behandling og underdanigst Betænknings Afgivelse.

I den Tale, med hvilken Hans Majestæt Kong Oscar, den 10de Februar 1845, aabnede det norske Storthings Forhandlinger, ytrede Høistsamme „at have anseet det for Sin første kongelige Pligt at fuldføre, hvad Døden negtede Foreningens store Stifter Selv at tilendebringe, og paa en for begge Nationer tilfredsstillende Maade at ordne nogle unionelle Forholde overeemstemmende med den i Forenings-Acten udtalte Lighed i politiske Rettigheder." — hvorhos Hans Majestæt tilføiede, at „hvad der betræffende Rigernes gjensidige Forpligtelser endnu stod tilbage at afgjøre, for endmere at befæste en Forening, som udgjør den sikreste Borgen for den skandinaviske Halvøes Frihed og Uafhængighed, vil ved begge Nationalßepræsentationers oplyste og fædrelandssindede Medvirkning vorde bestemt og fastsat."

Efterat Justits-Departementet senere havde undergivet det fra Unions-Comiteen fremkomne Forslag en udførlig Behandling i alle dets Dele, blev Departementets desangaaende afgivne Foredrag tiltraadt af den norske Regjering i underdanigst Indstilling af 27de Februar 1847, af hvilken Hans Majestæt under Bde April næstefter befalede en Gjenpart tilligemed Sagens samtlige Bilage tilstillet den svenske Justitiæ-Statsminister til videre Behandling.

Under 24de Marts 1848 erholdt den norske Regjerings
Justits-Departement Communication af en i sammensat svensk
og norsk Statsraad den 25de Februar næstfør, hvor denne

Side 749

Sag atter var bleven fremlagt for Hans Majestæt, ført Protokol
af følgende Indhold:

„Efterat Hans Majestæt i Anledning af den i svensk Statsraad den 7de Juli forrige Aar gjorte underdanige Anmeldelse af den af den kongelige norske Regjering afgivne Betænkning over vedkommende Comitees Forslag til en Forenings-Act imellem Sverige og Norge, i Naade havde behaget at befale, at Sagens Documenter skulde circulere imellem Statsraadets Medlemmer til nærmere Granskning, hvilken dog endnu ikke havde kunnet tilen-debringes, paa Grund af Behandlingen af flere andre Anliggender, vedkommende Rigsdagen, saa anmeldte Justitiæ-Statsministeren heromhandlede Sag paa nyt, samt henstillede, hvorvidt samme skulde foretages til endelig Behandling saa tidligt, at Proposition i Sagen kunde afgives til de nu forsamlede Sveriges Riges Stænder og Norges Storthing.

Overeensstemmende med Statsraadets Indstilling behagede Hans Majestæt naadigst at tilkjondegive, at Høistsamme i Betragtning af de mange og vigtige Anliggender, som paa nærværende Rigsdag vare blevne overleverede til de svenske Stænders Behandling, og som udentvivl komme at optage deres Tid, ikke fandt Anledning til under nærværende Rigsdag og Storthing at anhængiggjøre denne Sag, hvorimod Documenterne fremdeles skulle circulere."

Forinden denne naadigste Resolution blev afgiven, havde Departementet , under Forudsætning af at der vilde blive Spørgsmaal enten om den her omhandlede Sags Forelæggelse for Storthinget i 1848 eller i al Fald, efter det af Unions- Comiteen fremsatte Forslag, om en forudgaaende Offentliggjørelseaf dens Indstilling, ladet tage et Antal Aftryk af denne i den for Storthings-Sager sædvanlige Form, hvilke Aftrykman imidlertid, som Følge af den nysanførte naadigste Bestemmelse om at Sagens Behandling ikke skulde fremmes til det nævnte Storthing og at dens Documenter fremdeles i Sverige skulde circulere mellem Statsraadets Medlemmer, har ladet forblive beroende i Departementets Værge, i Paavente

Side 750

af hvad der med Hensyn til Offentliggjøreisen nærmere maatte blive anordnet. Og da Udlevering af saadanne Aftryk kun ganske undtagelsesvis har fundet Sted udenfor Regjeringens egen Kreds, har man heller ikke i Norge tidligere i Almindelighedværet nærmere bekjendt med Indholdet af Unions- Oomiteens Indstilling, og end mindre med den norske Regjeringsderover afgivne Betænkning af 27de Februar 1847, idet denne sidste, skjønt ligeledes i sin Tid og paa samme Maade foranstaltet trykt, dog aldeles ikke har været tilgængelig for Andre førend i den seneste Tid, og selv da ogsaa kun undtagelsesviis.Den er nemlig, som en Hans Majestæt endnu ikke i Realiteten foredragen vmderdanigst Udtalelse af Høistsammesdaværende norske Statsraad, allerede af denne Grund bleven antagen ikke at burde gjøres til Gjeustand for nogen Offentlighed i den svævende Stilling, hvori Sagen efter det Anførte hidtil har staaet, og Aftrykkene af Betænkningen have derfor været bevarede i Departementet under særskilt Forsegling.

Senere end den foranførte kongelige Resolution af 25de Februar 1848 er det ikke Departementet bekjendt, at de enten fra svensk eller norsk Side er gjort noget Skridt til Gjenoptagelse af denne Sags da udsatte Behandling førend nu, da den, som oven meldt, ved Hans Excellence den svenske Justitiæ - Statsministers underdanigste Foredrag paa ny i sammensat Statsraad er bleven fremlagt for Deres Majestæt i Forbindelse med det Spørgsmaal om en ny Revision af Forenings -Acten mellem Noi-ge og Sverige, som er bragt paa Bane ved Sveriges Stænders ovennævnte Skrivelse af 2den April 1860.

Angaaende Aarsagerne til at Unions-Comiteens Forslag, efter for den norske Regjerihgs Vedkommende at være fuldstændigenforberedt til naadigst Afgjørelse, er forblevet i saa lang Tid hvilende uden tilsvarende Behandling fra svensk Side, er der ikke i Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens her omhandlede underdanigste Foredrag meddelt nogen nærmere

Side 751

Oplysning. Efter hvad Departementet for Øvrigt bar havt Anledningtil at erfare, vil man imidlertid neppe fjerne sig fra den rette Forklarings-Grund ved at søge denne deri, at man paa svensk Side [ikke blot] var kommen tilbage til den, efter det Foranførte, i 1840 af begge Eigers Statsraad udtalte Anskuelse, efter hvilken det i al Fald ikke kunde have nogen paatrængende Hast med at faae den senere iværksatte Revisionaf Unions-Acten bragt til et endeligt Resultat, [men at man derhos fandt, at det hermed saa meget lettere kunde henstaae til en anden Tid som de formentlige Mangler ved Rigs-Acten for den svenske Betragtning fornemmelig fandtes at være betingede af fremtidige Eventualiteter, for hvis Indtrædenheldigviis ingensomhest Sandsynlighed da var eller fremdeles er forbaanden.]

Og under denne Sagernes Stilling er vel heller ikke fra norsk Side Spørgsmaalet om den mere omfattende Revision af Forenings-Acten, om hvilken, efter hvad der allerede er bemærket, baade det svenske og det norske Statsraad i 1840 havde været enige i, at den overhoved hverken var nødvendig eller hensigtsmæssig, senere igjen blevet anseet at være af en saadan Beskaffenhed, at yderligere Skridt til at faae Sagen atter bragt i Gang, gjennem fortsat Behandling af den norske Regjerings Betænkning af 1847, fandtes at burde skee herfra, naar der fra svensk Side viste sig en vedvarende Tilbøielighed til helst at lade den fremdeles indtil Videre forblive hvilende.

At det nævnte Spørgsmaal, efterat det saaledes siden 1848 har henstaaet uafgjort, uden atter at være fremkommet til Forhandling i sammensat Statsraad, og, saavidt Departementethar kunnet erfare, uden i Mellemtiden at have været Gjenstand for nogensomhelst videre Behandling inden det svenske Statsraad, nu er blevet optaget paany og i den her foreliggende Form, dertil har Anledningen været en ved den svenske Rigsdag i Efteraaret 1859 af en Repræsentant paa Ridderhuset fremsat privat Motion om et Andragende til Hans Majestæt Kongen, gaaende ud paa, at Foranstaltninger til Revisionaf

Side 752

sionafForenings-Acten maatte blive trufne. Med Hensyn til Beskaffenheden af de i dette Forslag udviklede Motiver for Ønskeligheden af en Revision, og til den Retning, hvori en> saadan efter Forslaget skulde søges gjennemført, anseer Departementetdet ikke paa dette Sted passende at indgaae i nogen nærmere Forklaring. [Kun troer man , i Forbindelse med hvad ovenfor er anført om den Opfatning af Forholdene fra svensk Side, der havde ledet til Standsning i 1848 med Behandlingen af Unions-Comiteens Forslag, at. burde bemærke, at efter Alt, hvad der er blevet Departementet bekjendt, kan det ikke antages, at denne Opfatning blev i nogen mærkelig Grad paavirket enten ved selve den her omhandlede Motionellerved dens umiddelbare Virkninger. Der gaves saaledes endnu i November 1859, umiddelbart efter denne Motions Fremkomst, ikke blot utvetydige, men ogsaa paa Grund af Vedkommendes Stilling og nøie Bekjendtskab til Forholdene i Sverige desto mere vægtige Udtalelser i den Retning, at Revisions-Spørgsmaalets snare Behandling fremdeles ligesaalidt fra svensk som fra norsk Side kunde med Føie ansees som paatrængende, og at Behandlingen i ethvert Fald maatte komme til at foregaae i en anden Aand end den, der havde udtalt sig gjennern hiin private Rigsdags-Motion, samt at de i dennes Præmisser indeholdte Klagemaal over de nugjældender Forenings-Vilkaar og over den norske Nation ingenlunde havde fundet nogen Støtte i den da raadende Opinion, men at de meget mere vare Gjenstand for almindelig Misbilligelse som baade übetimelige og overdrevne.

Hvorvidt den ligeoverfor Revisions-Anliggendets fornyede Behandling fremtrædende Stemning i Sverige, der gjennem disse og lignende Udtalelser havde fundet sit Udtryk , ogsaa senere har vedligeholdt sig i det tidligere Omfang, eller i hvilken Grad den er bleven modificeret under og efter Sagen* Behandling paa den svenske Rigsdag, er et Spørgsmaal, som for en Deel vil finde sin Besvarelse ved den nedenfor følgende Fremstilling, og som Departementet i al Fald finder foreløbigen.

Side 753

ikke at burde nærmere berøre her, hvor man har anseet det for Øiemedet tilstrækkeligt at faae Opmærksomheden fæstet paa den Kjendsgjerning, at en saadan Stemning med Hensyn baade til den omhandlede Revisions Betimelighed og til dens (Retning i Virkeligheden forefandtes og blev udtalt paa den Tid, da Spørgsmaalet desangaaende paa ny blev Gjenstand for Behandling i Sverige ved den paa Rigsdagen i 1859 fremsatteprivate

Departementet skal nu tillade sig, forinden man fortsætter Udsigten over selve Revisions-Anliggendets hidtil havte Gang, og for at kunne give denne Udsigt den fornødne Klarhed , at gaae noget tilbage i Tiden med Fremstilling af et indre norok Anliggende, hvis Behandling af de noi'ske Statsmagter har, ¦uden at noget Saadant derved var eller efter Sagens Beskaffenhed kunde være enten tilsigtet eller forudsat, faaet en, som det synes, aldeles afgjørende Indflydelse paa Revisions-Spørgsmaalets Stilling i Sverige, og navnlig paa dets nu for første <sang siden 1848 igjen optagne forberedende Behandling inden det svenske Statsraad.

Med Hensyn til de Bestemmelser i Norges Grundlov, efter Iviike Kongen kan beskikke en Statholder, som da bliver Formand i den under Kongens Fravær i Hans Navn og paa Hans Vegne i visse Tilfælde handlende Regjering (§§ 12 og 13), og som kan være enten en Nordmand eller en Svensk {§ 14), var der allerede i 1818 af en Repræsentant inden Storthinget vakt Forslag om Forandring derhen, at Statholder- Posten skulde ophæves. Dette Forslag, der ligesaavelsom alle de i samme eller lignende Retning paa senere Storthing fremsatte,er, som alene vedkommende Norges Gruudlov og ikke •berørende Rigs-Acten eller noget deri omhandlet Forhold, blevet behandlet paa den i Grundlovens § 112 bestemte Maade udelukkende af de norske Statsmagter, blev altsaa undergivet Afgjørelse af Storthinget i 1821, men af dette ikke bifaldt, væsentligt, som det efter de trykte Storthings-Forhandlingers Indhold maa antages, fordi de Motiver, der havde bevirket

Side 754

Statholder-Embedets Oprettelse paa den Maade, som det i Anledning af Rigernes Forening var skeet i 1814, ansaaes i 1821 fremdeles for Kongens og det norske Folks gjensidige Interesser, navnlig ogsaa med Hensyn til Adgangen for Kongen til i dette Embede at beskikke en svensk Mand, at have en saadan Vægt, at der ikke kunde være tilstrækkelig Føie til den foreslaaede Forandring.

Efterat Statholder-Embedet havde været besat fra 1814 til 1829 efterhaanden med fire svenske Mænd, — alle selvfølgeligt udnævnte paa grundlovmæssig Maade i norsk Statsraad, som norske Embedsmænd, og altsaa uden nogensomhélst Betegnelse af at, de i denne deres Embeds-Stilling skulde kunne ansees som repræsenterende Andet end rent norske Interesser, hvortil der heller ikke efter Grundlovens eller Rigs-Actens Indhold kunde være nogen Anledning, — blev ingen Statholder paany af Kongen beskikket før i 1836, fra hvilken Tid denne Post har været beklædt af Nordmænd indtil 1856, da den atter blev ledig, hvorefter den ikke senere har været besat.

Imidlertid var der af en Repræsentant paa Storthinget i 1848 blevet fremsat Forslag om, at af Grundlovens §14 skulde udgaae de Ord „til Statholder undnævnes enten en Nordmand eller en Svensk," hvoraf Følgen vilde være, at i Henhold til Grundlovens § 92 kun en norsk Borger kunde beskikkes til Statholder.

Dette Forslag blev dog af Storthinget i 1851 (eenstemmigt) ikke bifaldt, efterat der inden samme Storthing var blevet af en anden Repræsentant fremsat til Afgjørelse paa Storthinget i 1854 et mere omfattende Forslag i Lighed med det evenmeldte fra 1818 og 1821, at nemlig selve Statholder- Embedet, som nu ikke længere enten nødvendigt eller nyttigt, skulde ophæves.

Der blev ogsaa af Storthinget i 1854 (med 72 mod 29
Stemmer) fattet en med det sidstberørte Forslag af 1851 overeensstemmendeBeslutning
til en Grundlovs-Bestemmelse om,

Side 755

at Statholder-Embedet ophæves. Men denne Beslutning blev af Hans Majestæt i norsk Statsraad i Stockholm den 26de Augustsamme Aar nægtet naadigst Sanction, efter en Indstilling fra den norske Regjering, hvori Kongens Adgang til under Høistsammes Fraværelse fra Norge at stille i Spidsen for den norske Regjering en Mand til Ledelse af dens Forhandlinger, til Forbindelses-Led imellem Kongen og Regjeringen, og til inden denne at vaage over Enhed og Principmæssighed, var betegnet som en Sag af saa stor Vigtighed, at der ialfald ikke burde blive Spørgsmaal om at ophæve Statholder-Embedet uden at Kongen paa samme Tid erholdt Adgang til under en anden Form at faae det nævnte Øiemed fyldestgjort.

Forinden Storthinget i 1854 adskiltes, blev der til Afgjørelse paa det følgende Storthing af forskjellige Repræsentanter atter fremsat Forslag til Forandringer i Grundlovens § 12 o. fl., deels af samme Indhold som den nysomtalte Storthings-Beslutning af 1854, deels gaaende ud paa, at Ophævelsen af Kongens Adgang til at kunne udnævne en Statholder kun skulde skee i Forbindelse med Bestemmelse om, at der i det norske Statsraad skulde være to Statsministre, nemlig, foruden den efter Grundloven hos Kongen i Stockholm værende, ogsaa en med den nævnte Værdighed beklædt Mand som Medlem af og, naar ingen Vicekonge er beskikket, tillige Formand for Regjeringen i Christiania.

Medens ved Storthinget i 1857 de Forslag, der gik ud paa blot at ophæve Statholder Embedet, ikke engang fik simpel Stemmeflerhed for sig, var der ved Afgjørelsen af Forslaget om dette Embedes Ombytning med én ny Statsminister-Post, blandt 108 Stemmegivende, 70 Stemmer for, men 38 imod; og da derved altsaa den ved Grundloven bestemte qvalificerede Pluralitet af 2/a2/a bifaldende Stemmer ikke fuldt var opnaaetr havde Storthinget saaledes ogsaa forkastet det sidstnævnte Forslag.

Dette blev imidlertid paa samme Storthing paa ny fremsat
til Afgjørelse af det følgende Storthing, og af dette ved Beslutningaf

Side 756

slutningaf9de December 1859 bifaldt (med 110 Stemmer imod 2), hvorhos der for det Tilfælde, at denne Beslutning maatte erholde naadigst Sanction, endvidere blev af Storthinget den 20de samme Maaned bevilget Gage og Taffelpenge for det vordende nye Statsminister-Embede.

Den saaledes af Storthinget fattede Grundlovs-Beslutning blev ved den norske Regjerings underdanigste Indstilling af 24de December 1859 anbefalet til naadigst Sanction, idet navnlig de Betænkeligheder, der, som oven anført, i 1854 havde motiveret Fraiaaden af Sanction paa Beslutningen om den blotte Ophævelse af Statholder-Embedet, antoges nu at være ryddede af Veien ved Optagelsen af Bestemmelse om en Statsminister som stadig Formand for den Deel af Statsraadet, der under Kongens Fravær udgjør Regjeringen i Christiania.

Den her i Korthed givne Fremstilling af Gangen i Forhandlingerne otn en Forandring med Statholder-Embedet tør antages tilstrækkelig til at vise, at uagtet Bestemmelsen om Kongens Adgang til i det norske Statholder-Embede ogsaa at kunne beskikke en svensk Mand vel med Føie kunde forudsættes — efterat Anvendelsen deraf ligesiden Foreningens første Periode i Aarrækker var undladt — ikke længere fra nogen Side enten i Sverige eller Norge at være tillagt praktisk Vigtighed , og uagtet Hensigtsmæssigheden af selve Statholder- Embedet som saadant jevnlig havde været Gjenstand for afvigende Meninger blandt Almeenheden i Norge, — saa havde dog Bestræbelserne for en Forandring i den ene eller den anden af disse Retninger ikke faaet nogen Udsigt til Fremgang gjennem Samstemmighed af Stonhing og Regjering, forinden Forandringen fremtraadte i en saadan Form, at en Imødekommen af National-Repræsentationens Ønske om Statholder- Embedelt1 Ombytning med en Statsminister - Post maatte erkjendes at ville medføre overveiende Fordele med Hensyn til den fremtidige Ordning af Regjerings-Forholdene i Norge.

Til denne Opfatning af det her omhandlede Anliggendes

Side 757

Stilling paa den Tid, da Storthingets Beslutning af 9de December1859 blev afgiven, knyttede sig ganske naturligt den Forudsætning, at ligesom selve Sagen, som oven berørt, efter sin Beskaffenhed og hele tidligere Behandling, havde fra den retlige Side ikke blot fremdeles beholdt sin reent norske Chaxakter,men endogsaa faaet denne efterhaanden saa at sige stærkere udpræget i samme Grad som Spørgsmaalet ikke længeregjaldt hovedsageligt enten om at ophæve Kongens Adgangtil ogsaa at kunne udnævne en svensk Mand til det norske Statholder-Embede eller om fuldstændig Afskaffelse af dette Embede, uden at Regjeringen paa anden Maade gaves forøget Styrke, — saaledes maatte der paa den anden Side være saameget mindre Grund til Frygt for, at Sagens Behandlingpaa den Maade, som skeet af Storthinget i 1859, skulde med Hensyn til de unionelle Forholdes retlige Opfatning i Sverige kunne afstedkomme væsentlige Ulemper, da der ikke havde vist sig Tegn til saadanne enten efter Storthingets Beslutningi 1854 og Afgjørelsen, som ovenmeldt, i norsk Statsraadaf Spørgsmaalet om dens Sanetion eller Ikke - Sanction, eller paa noget af Sagens tidligere Stadier, hvor der dog efter det nys Anførte kunde have været en forholdsviis større Anledningend i 1859 til Opmærksomhed fra svensk Side paa dens Behandling.

Denne Forudsætning om, at man ikke i Almindelighed i Sverige vilde fæste nogen Interesse ved Bibeholdelsen af den allerede længe i Virkeligheden übenyttede Adgang for Kongen til med en svensk Mand at kunne besætte et enkelt norsk Embede, har udentvivl ogsaa havt sin Indflydelse paa den næsten iuldkomne Samstemmighed, med hvilken Storthingets Beslutning i 1859 blev fattet. Thi saa stadigt og stærkt som man fra norsk Side altid har fastholdt den Grundsætning, at der angaaende Forandring af Bestemmelser i Norges Grundlov, som ei have Sammenhæng med Rigs-Aeten, ikke retligen kan forhandles af eller imellem andre end de norske Statsmagter indbyrdes, saa har man dog derfor ikke været uopmærksom

Side 758

paa det Ønskelige i, at en Forandring, som, uden i Virkelighedenat berøre nogen unionel Ret eller Interesse for Sverige, dog efter Udseendet kunde tillægges nogen Betydning i den svenske Folke-Opinion, helst maatte skee paa en Tid, da den rette Erkjendelse af Broderfolkenes gjensidige Stilling har naaet frem til en saadan Klarhed, at der ikke engang i den sidst antydede Retning kunde blive nogen betænkelig Anledning til Misforstaaelse og Anstød.

[Den Mening , at et saadant Tidspunkt var indtraadt i 1859, og at altsaa Spørgsmaalet om en Forandring med Statholder-Embedet da kunde, uden Ulemper fra nogen anden Side, paa ny bringes frem til Afgjørelse, ikke blot som et i formel Henseende reent norsk Anliggende — hvorom der ikke vides paa den Tid, ligesaalidt som tidligere, fra nogen Kant at være ytret Tvivl, — men ogsaa med et i Realiteten gunstigt Resultat, denne i Norge, som anført, dengang almindeligt raadende Mening, blev paa samme Tid ogsaa deelt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.]

Ved den saaledes [fra begge Sider] nærede Forventning om, at den omhandlede Sag, uden forstyrrende Paavirkning af fremmede Momenter, skulde kunne bringes til Endskab paa en i det Hele heldbringende Maade, havdes heller ikke udelukkende for Øic den særlige Interesse for Norges indre Forholde af den tilsigtedeForandring. Der lagdes ved Siden heraf en væsentlig Betydning i den Udsigt til en gjensidig større Tilnærmelse og bedre Forstaaelse mellem Folkestemningerne inden begge de forenede. Riger, og til en deraf betinget naturlig og sund Udviklingaf selve Foreningen paa den bestaaende Grundvold, som maatte aabne sig ved Tanken om, at der ogsaa i Sverige raadede en saadan Opfatning af Foreningens Væsen og Vilkaar,at hint norske Grundlovs-Anliggende kunde finde sin endeligeAfgjørelse af de norske Statsmagter uden at derved, navnlig for Rigernes fælles Konge, skulde møde Vanskeligheder

Side 759

fra nogen almindelig Opinion inden Broderriget om, at dettes retlige Stilling i Foreningen vilde blive forrykket ved en Forandringfra Norges Side af de i dets særskilte Grundlov indeholdteBestemmelser angaaende Statholder-Embedet.

Men hvor gunstigt end Udsigterne i saa Henseende tidligere syntes stillede, blev Forholdet dog allerede strax i en mærkelig Grad forandret, da der, endnu førend den norske Regjerings Indstilling var afgiven betræffende Spørgsmaalet om Sanction paa Storthingets ovennævnte Beslutning af 9de December 1859, blev ved den svenske Rigsdag af en Repræsentant paa Ridderhuset den 22de samme Maaned fremsat en Motion om, at Sveriges Stænder skulde andrage paa, at Deres Majestæt, forinden Høistsamme afgjorde det nævnte Sanctions- Spørgsmaal, vilde meddele Rigsdagen Storthingets Beslutning og give det svenske Folks Repræsentanter Anledning til derom at afgive sin Betænkning.

Ved denne Motion og de deraf foranledigede Forhandlinger blev for en længere Tid Realitets-Qvæstionen i den her omhandlede Sag — Ombytningen af det norske Statholder- Embede med en Statsminister-Post — stillet saagodtsom ganske i Baggrunden for det formelle Spørgsmaal om foreløbig Deeltagelse af de svenske Stænder eller overhoved af nogen svensk Autoritet i Sagens Behandling enten forinden eller samtidigt med at Spørgsmaalet om Sanction paa Storthingets Beslutning af 9de December 1859 blev undergivet Deres Majestæts endelige naadigste Afgjørelse.

Da derhos Behandlingen af dette formelle Spørgsmaal paa den svenske Rigsdag blev sat i Forbindelse med den sammesteds,som ovenfor anført, tidligere paa Bane bragte Sag angaaendeen almindelig ny Revision af Forenings Acten, og det paa en saadan Maade, at Adgangen til en Forandring i den norske Grundlovs § 12 blev efter den paa bemeldte Rigsdag raadende Opfatning heeltigjennem fremstillet som nødvendigviis knyttet til og afhængig af den nævnte Revision, fik derved Spørgsmaalet om denne sidste den særegne nye og betydningsfuldeCharakter,

Side 760

fuldeCharakter,som det senere har beholdt og fremdeles vil heholde, saalænge fra svensk Side Paastanden fastholdes orn en Sammenhæng af den nysnævnte Art mellem disse Anliggender,hvilke nemlig efter den i saa Henseende fuldkommen samstemmige norske Opfatning ere i Realitet som i Form uafhængigeaf hinanden og derfor ogsaa til enhver Tid maae blive Gjenstand for særskilt Behandling, det ene efter sin Natur saavelsom efter Rigs - Actens Indhold som en unionel Sag, det andet som et udelukkende norsk Grundlovs-Spørgsmaal.

I den af vedkommende Rigsdags-Utskott under 29de Februar 1860 afgivne Betænkning over begge de ovenfor omhandlede Motioner blev der indstillet paa, at Sveriges Stænder skulde indgaae til Deres Majestæt med underdanigst Andragende saavel om Revision af Uuious- Bestemmelserne Og Oiii Forslag til fuldstændig ny Forenings-Act, som ogsaa om, at Spørgsmaalet om kongelig Sanction paa det norske Storthings« Beslutning om en Forandring med Statholder-Embedet ikke maatte afgjøres førend i Forbindelse med Resultaterne af den begjærte Revision; hvilket sidste Andragende for Øvrigt — naar hensees til Slutnings-Bestemmelsen i den norske Grundlovs § 80 om at alle de Kongen til Stadfæstelse forelagte Storthings Beslutninger, som Han ikke før Storthingets Opløsning udtrykkeligen antager, ansees som af Ham forkastede — i Virkeligheden faldt sammen med et Andragende om endelig Forkastelse af den nævnte Beslutning.

Som særskilte Punkter for en vordende Revision af Unions-Bestemmelserne var af Rigsdags-Utskottet fremhævet Spørgsmaalene om Formerne for Konge-, Thronfølger- og Formynder-Valg, om Interims-Regjeringens Sammensætning og Virksomhed, om Unions-Kongens Dispositionsret over Armeen og Flaaden samt om Forsvarsvæsenets Ordning efter en fælles Plan, om Fastsættelsen af Grundsætningerne for Udredelse af Bidrag til fælles Udgifter, og om Formen for en Uuionsßepræsentation.

Med Hensyn til de Principer, efter hvilke en saadan Revisionskulde

Side 761

visionskuldesøges gjennemført, findes der i Utskottets Betænkningfremsat den Paastand, at Lighed eller Sideordnethed imellem Rigerne som Princip for Foreningen ikke er bestemt med tydelige Ord enten i Norges Grundlov eller i Rigs Acten, i hvilken Forbindelse Utskottet for Øvrigt kun' har nævnt Udtrykkenei § 1 i begge disse Acter om, at Norge er „et frit og selvstændigt Rige", men derimod ikke berørt Udtalelsen i Grundlovens § 42 om, at den Lov, der til nærmere Ordning af de unionelle Forholde vilde være at foreslaae for næste Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige, og som da ogsaa fik sin Tilblivelse i og ved den saakaldte Rigs-Act, skulde være, som Ordene i sidstnævnte Paragraph lyde, ,,bygget paa Grundsætningenom fuldkommen Lighed imellem Rigerne".

Det er dog paa et andet Sted i Utskottets Betænkning omtalt, hvorledes Hans Majestæt Kong Carl den 13de i Sin naadigste Proposition af 12te April 1815 til Sveriges Riges Stænder angaaende de nye constitutionelle Forholde, der som Følge af Foreningen mellem Sverige og Norge vare opstaaede, har med Hensyn til de Grundsætninger, som havde ledet Hans Majestæt ved Indgaaelsen af denne Forening, blandt Andet ytret, at Hans Majestæt havde troet sig „af flere Grunde berettiget til at erkjende Grundsætningen om en fuldkommen Jevnlighed mellem begge Riger i alle de Spørgsmaal, som angaae deres fælles Styrelse".

Utskottet har imidlertid fremstillet som Resultat af dets i Betænkningen udførligt gjengivne Overveielser, at den Revision og Fuldstændiggjørelse af Forenings-Fordraget, som Utskottet har anseet at være paakaldt af Nødvendigheden, „ikkun bør iverksættes efter saadanne Grundsætninger, at den første Plads inden Foreningen, og Rettigheden til i Forhold til andre Magter at repræsentere samme, fremdeles bør bibeholdes for Sverige".

Med Hensyn til Spørgsmaalet om en Forandring af den
norske Grundlovs Bestemmelse om Statholder-Embedet har Utskottetudtalt
den Anskuelse, „at de flere Bestemmelser i

Side 762

Norges Grundlov, hvilke ere af den Beskaffenhed, at de ogsaa vedkomme Sverige, uden dog at have faaet Plads i Rigs-Acten, herved ikke have tabt sin Egenskab af at være aftalte Forenings-Bestemmelserimellem Sverige og Norge, og at de følgelig, skjønt de ikke staae i nogen Sammenhæng med Sveriges Grundlove og derfor ei som constitutionelt unionelle Bestemmelserere underkastede Rigets Stænders besluttende Ret, ikke kunne uden Samtykke fra Sveriges Side ophæves eller forandrespaa en saadan Maade, at Sveriges Ret derved formindskes".

I Henhold hertil har Utskottet erklæret sig for, at Spørgs' maalet om den ovennævnte Forandring i Norges Grundlov bør som en unionel Sag afgjøres ved endelig Beslutning af Unions- Kongen, og behandles paa samme Maade, som har været fulgt med Hensyn til Anvendelsen af andre unionelle Bestemmelser, men at i ethvert Fald, som ovenanført, Afgjørelsen ikke maatte finde Sted uden i Forbindelse med den af Utskottet foreslaaede almindelige Revisions Resultater.

Ved Behandlingen af denne Utskotts-Betænkning paa Rigsdagen den 17de Marts 1860 blev den inden alle 4 Stænder bifaldt, og i Medhold af den saaledes fattede Beslutning var det, at, efter yderligere Forhandlinger inden Stænderne angaaende Redactionen af deres underdanigste Skrivelse i denne Anledning til Deres Majestæt, en saadan Skrivelse under 2den April forrige Aar blev udfærdiget i den Form, i hvilken den findes indtagen i det Foredrag fra Hans Excellence den svenske Justitiæ-Statsminister, som er Gjenstand for nærværende underdanigste

Det er allerede ovenfor berørt, hvilken særegen Betydningder fra norsk Side blev, og maatte blive, tillagt det i Sverige paa ny vakte Spørgsmaal om en Revision af de unionelleBestemmelser, naar der imellem dette Spørgsmaal og Afgjørelsen af den i Norge forhandlede Sag om en Forandring med Hensyn til Statholder-Embedet sammesteds opstilledes fra svensk Side en saadan Forbindelse som den, der nu har gjort

Side 763

sig gjældende ikke blot i den ovennævnte af den svenske Rigsdag bifaldte Utskotts-Betænkning, men som Følge deraf ogsaa baade i Stændernes Skrivelse af 2den April forrige Aar og i hans Exeellence Justitiæ-Statsministerens her omhandlede underdanigste Foredrag, i hvilket sidste det findes ligefrem udtalt, at der først ved den tilsigtede Revision skulde banes Adgang for en ønskelig Løsning af Spørgsmaalet om det norske Statholder-Embede.

1 Overeensstemmelse med den foran givne Fremstilling af "begge de nævnte Sagers tidligere Gang, vil det være i naadigst Erindring, at enhver af dem særskilt havde til forskjellige Tider været bragt under Behandling og var bleven fremmet uciua ni uoeiuigu« «..*»&ji,*w^v, , ctcr i cisn siis oag, i io*o, vai "falden ud til Udsættelse paa übestemt Tid med den videre Behandling af Unions-Comifceens Forslag og den norske Regjerings derover afgivne underdanigste Betænkning, — i den anden Sag, i 1854, til Negtelse af Sanction paa Storthingets Beslutning om Statholder-Embedets Ophævelse

Hvilket Indtryk nu end denne Afgjørelse i sin Tid kan have efterladt hos dem, der nærmest havde interesseret sig for de nævnte Sagers Fremme, saa er dog saameget vist, at der ikke i noget af Tilfældene sporedes nogen Virkning deraf til Ulempe for den gode Stemning og Forstaaelse mellem de forenedeBroderfolk; og der er heller ingen Grund til at antage, at Vanskeligheder i saa Henseende til andre Tider vilde have kunnet opstaae i Anledning af en fortsat Behandling og fornyetAfgjørelse af de samme Anliggender, naar blot disse ikke vare blevne sammenføiede i en saadan Forbindelse med hinanden,som efter det Anførte nu skeet fra svensk Side under den sidstforløbne Tids Forhandlinger. Men Paastanden om, at den norske Grundlovs Bestemmelser om et Statholder-Embede skulle, skjønt fuldkommen überørte af Rigs-Actens Indhold, dog agtes at være af unionel Natur, saa at de ikke uden Sveriges Deeltagelse kunne forandres, og at Spørgsmaalet om Forandringenretligen kun kan behandles i Sammenhæng med en

Side 764

Revision af Unions-Bestemmelserne, — denne Paastand gaaer ikke blot ligefrem ud paa en Indskrænkning i de norske Statsmagtersselvstændige Raadighed over Norges Grundlov i det enkelte her omtalte Anliggende, men den medfører tillige, ved at forfølges i sine Conseqventser, en yderligere Usikkerhed i Grændserne for denne Raadighed ogsaa med Hensyn til andre Dele af Grundloven.

Forholdene vare saaledes ved den svenske Rigsdags Beslutning i Marts forrige Aar bragt i den Stilling, at det formelle Spørgsmaal om de norske Statsmagters Ret til udelukkende at bestemme om en Forandring med Statholder-Embedet, maatte tillægges endog en principal Betydning ved den nysnævnte Sags Afgjørelse af Deres Majestæt. Denne Afgjørelse blev først i et norsk Statsraad den 24de Marts 1860 i Naade udsat, og foregik derefter endeligt ligeledes i norsk Statsraad en 4de April samme Aar med det Udfald, at naadigst Sanction til Storthingets Beslutning for Tiden blev negtet, men for Øvrigt paa saadan Maade, at der paa norsk Side ikke kunde være Anledning til Tvivl om, at jo derved ogsaa ethvert Spørgsmaal om denne Sags Behandling som et unionelt Anliggende maatte være og forblive afgjort i negtende Retning.

I et den 7de April næstefter afholdt svensk Statsraad, hvor Stændernes ovenmeldte Skrivelse af 2den samme Maaned blev Deres Majestæt foredragen, blev der imidlertid i en Tilførselfra Hans Excellence Justitiæ-Statsrninisteren fremsat de Mening, at ved den stedfundne Negtelse af Sanction var den omhandlede Sag blot foreløbigen standset (undertryckt) i det norske Statsraad, uden derved at være udelukket fra videre Behandling som unionel, naar der i sin Tid skulde i Virkelighedenskrides til Meddelelse af Sanction. Efterat der i Anledningheraf var i norsk Statsraad den 21de samme Maaned skeet yderligere underdanigste Udtalelser fra de tilstedeværende Statsraads-Medlenrimer, gaaende ud paa at hævde Betydningen af det i Staisraadet den 4de næstfør Passerede som en bestemt og endelig Afgjørelse i negtende Retning ogsaa med Hensyn

Side 765

til Sagens Behandling som unionel, og efterat samtlige de i fornævnte Statsraads-Møder førte Protokoller vare gjennem den norske Regjering blevne meddelte det da forsamlede Storthing, indgik dette under 23de April forrige Aar efter eensternmig Beslutning med en underdanigst Adresse til Deres Majestæt, indeholdende Udtalelser baade angaaende Afgjørelse^i af Statholder-Spørgsmaaletsom et reent norsk Grundlovs-Anliggende og om den af Sveriges Stænder paa Bane bragte nye Revision af Unions-Bestemmelserne, angaaende hvilken sidste Sag det i det ommeldte svenske Statsraad af 7de April 1860 naadigst havde behaget Deres Majestæt at tilkjendegive, at da denne Sag ikke for Øieblikket krævede Behandling, og da Deres Majestæt antog øiemedei at viiie biive bedre fremmet gjeisnem en Udsættelse, fandt Deres Majestæt ikke Føie til da at bestemmeTiden naar Stændernes Skrivelse skulde fore drages i sammensat Statsraad, men vilde "derom senere afgive Bestemmelse.

I den nysnævnte, her vedlagte underdanigste Adresse, til hvis Indhold saavel den norske Regjering som Statsraads Afdelingen i Stockholm ved Sagens Foredrag for Deres Majestæt den 10de Mai 1860 i Underdanighed henholdt sig, har Storthinget betræffende Spørgsmaalet om Revision af Unions-Bestemmelserne ytret Følgende:

„I Rigsstændernes Skrivelse er tillige andraget om, at Deres Majestæt vil lade forberede en Revision af de mellem Rigerne gjældende uuionelle Bestemmelser. Storthinget tillader sig hertil underdanigst at anføre, at en saadan Revision forlængst er forberedt ved en af norske og svenske Mænd sammensat Commission, og at Commissionens Arbeide allerede i Aaret 1847 blev expederet fra den norske Regjering, medens Intet vides senere at være foretaget i Sverige til Sagens Fremme. Storthinget anseer ikke det nærværende Tidspunkt gunstigt til at optage de Forhandlinger, der fra svensk Side i saa lang Tid ere afbrudte. En Revision af de unionelle Bestemmelser kan fra norsk

Side 766

Side ikke finde Sted uden paa den i Rigs-Acten givne Grundvold, uemlig Rigernes Ligeberettigelse og ethvert Riges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke ere betegnede som unionelle. Storthinget er overbeviist om, at ingen norsk Mand, der agter sit Fædrelands Rettigheder og sin egen Ære, vil deeltage i Revisionen paa andre Vilkaar, og den seneste Tids Begivenheder i Sverige have ulykkeligviis i Norge opvakt en almindelig Frygt for, at der fra svensk Side vil blive gjort Forsøg paa at give Revisionen en anden Charakter. Det norske Folk, der holder fast ved Unionen, saaledes som den nu er, forlanger under disse Omstændigheder intet Andet, end at. Forholdet mellem Rigerne maa blive uforandret, om endog Følgen skulde blive, at de enkelte Rettelser og Forbedringer, hvorfor Unionsværket maatte være modtageligt, henskydes til en Fremtid-, i hvilken en sandere Opfatning af Forholdet mellem Rigerne ogsaa i Sverige har trængt igjennem".

Den saaledes for Norges Vedkommende udtalte Mening, at en Revision af de unionelle Bestemmelser ikke under de Ler givne Forholde nu med Nytte vil kunne søges istandbragt, slutter sig, som det vil sees, ganske nøie til Beskaffenheden af disse Forholde, som de for den norske Opfatning maatte fremstille sig efter de svenske Rigsdags-Forhandlingers Gang og deres Indvirkning paa Afgjørelsen af det oven omhandlede norske Grundlovs-Anliggende, i Forbindelse med selve Indholdet af den underdanigste Skrivelse fra de svenske Stænder af 2den April forrige Aar, som hans Excellence Justitiæ-Statsministeren nu ved sit underdanigste Foredrag af 9de April sidstleden, i Følge deri paaberaabt naadigst Tilladelse af Deres Majestæt, har gjort til Gjenstand for Behandling i sammensat Statsraad, efterat Afgjørelsen af det af Hans Excellence tidligere vakte Spørgsmaal om saadan Behandling var, som oven bemærket, ved naadigst Resolution i svensk Statsraad af 7de April forrige Aar blevet paa übestemt Tid udsat.

Side 767

Under andre Omstændigheder end de, efter det Anførte, nu forhaandenværende, vilde Gjenoptagelsen af Forhandlingerne angaaende en Revision af de unionelle Bestemmelser, efter hvad der med fuld Sikkerhed tør antages, saa meget mindre have mødt Vanskeligheder fra norsk Side , som Forarbeiderne dertil allerede tidligere herfra vare blevne saavidt fremmede, at deres Fortsættelse , enten umiddelbart fra det Punkt, hvor Revisions-Sagen i sin Tid var midlertidigen standset ved den naadigste Resolution af 25de Februar 1848, eller muligens ved fornyet fælles Samvirken i en Comitee af Mænd fra begge Riger, maatte blive forholdsviis nogenlunde let, naar man nemlig vilde holde fast ved, at de, som ovenanført, under hine ældre Revisnjiis-Furliaiiuliiigci fia alle Sider fuldstscndigt snerkjendte Grund -Principer for selve Foreningen ogsaa fremdeles maatte blive det ufravigelige Grundlag for Revisionen af de enkelte unionelle Bestemmelser. Thi at der for Norges Vedkommende skulde have hersket nogen Uvillighed til paa dette Grundlag at være med om at søge Foreningen befæstet og udviklet enten gjennem Rettelse og Fuldstændiggjørelse af de herhen hørende Rets-Bestemmelser, eller ved saadanne gjensidige Tilnærmelser og Lettelser i den oekonomiske og sociale Forbindelse mellem Rigerne, som af vedkommende Stats-Myndigheder erkjendes at ville være til gjensidigt Gavn, — er en Mening, hvis Urigtighed Departementet vilde have anseet det ufornødent her nærmere at paa vise, saafremt der ikke oftere og særligt under de seneste Forhandlinger i Sverige om disse Anliggender havde viist sig i saa Henseende at raade deels en mindre nøiagtig Kundskab, deels ligefremme Misforstaaelser, som neppe have været uden mærkelig Indflydelse paa Forhandlingernes Resultat, og som det derfor rnaa ansees af Vigtighed at søge, saavidt muligt, fjernede ved at lægge det sande Forhold for Dagen.

Efter hvad der allerede ovenfor er oplyst og bemærket,
blev i sin Tid det oprindeligt fra norsk Side paa Bane bragte
Spørgsmaal om en partiel Revision af de unionelle Bestemmelsersenere

Side 768

melsersenerei Overeenssternmelse saavel med den norske Regjerings som med det svenske Statsraads i 1843 afgivne Betænkninger udvidet til at skulle omfatte en almindelig Revisionaf Rigs-Acten; og Forhandlingerne derom bleve saaledes fremmede, at de deri deeltagende norske og svenske Mænd kom til fuldstændig Enighed ikke blot i Opfatningen af ForeningensGrund-Principer', men i det Væsentlige ogsaa med Hensyn til Detaillerne af Revisionen, hvorefter Sagen blev af den norske Regjeri»g saaledes forberedt til naadigst Afgjørelse, at der for Norges Vedkommende ikke vilde have været Noget til Hinder for, at denne naarsomhelst kunde foregaae.

Betræffende saadanne Modificationer af enkelte unionelle Bestemmelser, hvorom Spørgsmaal er opstaaet uafhængigt af nogen mere omfattende Revision, kan ber endvidere anføres, at efterat en til en hensigtsmæssigere Organisation af det svenske Statsraad sigtende Forandring i Sveriges Grundlove allerede ved Rigsdagen i 1840 var skeet paa en saadan Maade, at derefter ikke længere de i Rigs-Actens § 7 indeholdte Bestemmelser om Sammensætningen af de forenede Rigers Interims-Regjering kunde i det Hele bringes til Anvendelse, blev der fra norsk Side, saasnart som dertil gaves Anledning afgivet imødekommende Beslutninger med Hensyn til behørig Modifikation af Rigs-Acten, i Medhold af hvis § 12 der imidlertid ikke førend i 1845 kunde opnaaes nogen endelig Afgjørelse af denne Sag for Norges Vedkommende.

Da der i en senere Tid igjen var vakt Spørgsmaal om Foraudringer i Rigs-Actens Forskrifter om Interims-Regjering: med Hensyn baade til Betingelserne for dens Indtræden og til Medlemmernes Antal, samt i Forbindelse dermed om Adgang for den til Thronen nærmest berettigede Prinds til at forestaae Rigernes Styrelse i visse Tilfælde, hvor denne efter Rigs-Acten har skullet føres af Interims-Regjeringen, bleve de 2de særskiltei denne Anledning af Hans Majestæt Kongen, ifølge naadigst Resolution af Ilte September 1857, fremsatte Propositionertil det norske Storthing af dette bifaldte ved Beslutningeraf

Side 769

slutningeraf10de December 1859, hvorimod omtrent ved samme Tid de modsvarende naadigste Propositioner til Rigsdageni Sverige bleve af denne forkastede. Propositionen angaaendeRegjeringens Førelse, i visse Tilfælde, af nærmest arveberettigede Prinds hviler i Følge naadigst Resolution af 10de Mai 1860 for Norge nu atter til Afgjørelse af næste Storthing.

Allerede i Foreningens første Aar blev der i Norge vedtaget forskjellige Bestemmelser sigtende til Lettelse i Forretnings-Forholdene imellem de forenede Riger. Efterat der saaledes i 1815 var udkommen først en provisorisk Anordning (31te Marts) og senere en Lov af 25de October samme Aar om Udis"?**!™01 ?_£ Forbrvdp r'? «orr> fra Svp.tip'a maatte nndviffft til Norge, blev efter Indstilling fra den norske Regjering Forslag til en udførligere Lov angaaende denne og flere i Forbindelse dermed staaende Gjenstande i 1818 bevirket taget under Behandling saavel af det norske Storthing som af den svenske Rigsdag, med det endelige Resultat, at en saadan Lov udkom for Norge under Ilte September 1818 og en tilsvarende Forordning for Sverige den Iste Juni 1819, uden at for Øvrigt denne Sag paa noget Stadium havde været undergivet Behandling i combineret Statsraad eller overhoved anden Fælles-Behandling, end en af den norske Statsraads-Afdeling i Stockholm efter naadigst Befaling indledet Conference med den svenske Justitiæ-Statsrninisler betræffende Indholdet af de Forslag der skulde blive at fremsætte for de særskilte Repræsentationer.

Med Hensyn til Handels- og Told-Forholdene imellem de forenede Riger var der ligeledes allerede paa Storthinget i 1815 givet foreløbige Bestemmelser ved Lov af 25de October samme Aar, og efterat desangaaende var blevet yderligere forhandlet i en Comitee af kyndige Mænd fra begge Riger, udkom ved provisorisk Anordning for Norge af 24de Mai 1825 og derpaa følgende Lov af 4de August 1827 fuldstændigere Forskrifter, som i Forbindelse med senere tilkomne Tillægsßestemmelser,ogderiblandt

Side 770

ßestemmelser,ogderiblandtnavnlig den under 18de Mai forrigeAarudkomne Lov angaaende Vareføraelen landværts mellem Norge og Sverige, afgive de endnu gjældende Regler for Ordningen af Handels-, Søfarts- og Told-Forholdene mellem de forenede Riger indbyrdes. At denne Ordning i flere Dele tan tiltrænge Rettelse og Forbedring efter Tidernes forandrede Krav, har af Regjeringen i begge Riger længe været erkjendt, og der har gjentagende været truffet forberedende Foranstaltningeridenne Retning. Det Forslag til fuldstændig ny Lov angaaende disse Forholde, der i 1857 blev naadigst fremsat saavel fo* ivorges stortnmg som tor »yenges Kigsdag, blev imidlertid kun af denne vedtaget, hvorimod det norske OdelsthingsBeslutninggik derhen, at Forslaget ikke bifaldtes. Uagtet de ved Lov-Forslaget tilsigtede Fordele vistnok for en væsentlig Deel senere ere opnaaede, deels ved fornævnte Lov af 18de Mai 1860 og deels ved forskjellige af Storthingene i 1857 og i 1859—60 besluttede Forandringer i de norske Told-Tarifer, er det vel maaskee ikke uden Grund, at i Sverige, som tildeels ogsaa i Norge, den Mening har givet sig tilkjende, at det vilde have været ønskeligt, om Sagens Udfald i Odelsthinget1857var blevet anderledes. Men naar der sees hen til hvad der, som anført, paa anden Maade fra norsk Side er foretaget til de i Forslaget omhandlede Anliggenders Ordning, — naar det derhos tages i Betragtning, hvor ofte det indtræffer,atMeningerne inden en repræsentativ Forsamling ikke allerede ved første Gangs Behandling komme til Enighed om en i store Interesser indgribende Sag, — og naar man endelig ikke er uopmærksom paa den Omstændighed, at Vanskelighederneisidstnævnte Henseende i alt Fald ikke blive mindre derved, at Afgjørelsen, selv i Enkelthederne, skal søges bragt til Overeensstemmelse med hvad der i et andet Land er eller kan ventes vedtaget, saa vil det være ufornødent, og efter Departementets Overbeviisning ogsaa urigtigt, at søge Forklarings - Grande for den fra norsk Side i 1857 stedfundne Afgjørelseafden her omhandlede Sag i nogen Uvillighed til at

Side 771

komme Sverige imøde under Bestræbelserne for at ramme
fælles Tarv, fremfor i en forskjellig Opfatning om, hvorledes
dette Maal i Virkeligheden bedst skulde være at opnaae.

Det her Anførte maa ogsaa for en stor Deel gjælde med Hensyn til den ligeledes efter den norske Regjerings Indstilling i 1857 for Storthinget fremsatte, og af dette dengang med lignende Udfald behandlede naadigste Proposition til en Lov, hvorved der skulde gives paa Gjensidighed grundede Bestemmelser angaaende forskjellige Retspleien vedkommende Forholde imellem de forenede Riger.

Det synes overhoved at være ganske naturligt, at i en Forening mellem selvstændige Stater oftere, deels paa Grund af at de indre Forholds og Institutioner i ethvert, af Hpm i Virkeligheden ere mere eller mindre væsentligt forskjellige, eels fordi det gjensidige Bekjendtskab til Forholdene i al Fald ikke er tilstrækkeligt udviklet, en forskjellig Opfatning endog gjennem længere Tidsrum kan vedblive at gjøre sig gjældende angaaende Omfanget og Beskaffenheden af de indbyrdes Lempninger, der i fælles Interesse kunde være at gjøre. Og denne Betragtning fører fremdeles derhen, at der turde være ligesaa liden Føie til i Sverige at tillægge det i de nylig nævnte Tilfælde fra norsk Side Passerede nogen antiunionel Tendents, som om man i Norge — hvad der dog ikke vides at være skeet — vilde have søgt en saadan Tendents paa svensk Side enten f. Ex. i den ovenfor omtalte Forkastelse paa den svenske Rigsdag i 1859 af de paa norsk Side vedtagne Forslag til Forandringer i Bestemmelserne om Interimsßegjering og om Regjeringens Førelse i visse Tilfælde af arveberettiget Prinds, eller i den Omstændighed, at den allerede ved norsk Lov af 26de August 1854 betingelsesviis stedfundne Ophævelse af Forbudet i Mellemrigs-Loven af 4de August 1827 § 8 mod Fragtfart af det ene Riges Fartøier imellem det andet Riges Havne ikke hidtil er bleven mødt med en tilsvarende Forføining i Sverige, og at saaledes hiin norske Lov

Side 772

er forbleven uden nogen Virkning i Forholdet mellem de forenede
Riger indbyrdes.

For Øvrigt kan endnu være at nævne blandt Gjenstande af fælles Interesse for begge Riger, som efterhaanden ved gjensidig Imødekommen ere blevne nærmere regulerede, deels Consulat-Forholdene , hvorom fuldstændige Bestemmelser efter Forslag af en unionel Comitee senest ere afgivne ved naadigst Resolution af 20de April 1858 (jfr. ogsaa Lov af Iste August 1857 om Consulat Gebyrerne), deels Fremgangsmaaden med Hensyn til gjensidig Refusion for offentlig Understøttelse, ydet i uex ene ruge m r aitige rra det anctet. 1 Anledning al dette sidste, ved kongelig Resolution af 16de Februar 1855 ordnede Anliggende kan særligt bemærkes, at da Ulighederne i begge Rigers Fattigvæseiis-Lovgivning og i Forbindelse dermed staaende Institutioner erfaredes at medføre Vanskeligheder ved en fuldstændig Gjennemførelse ligeoverfor Sverige af de Erstatnings-Principer, der lovmedholdigt gjælde imellem de norske Fattigvæsens-Communer indbyrdes, bevilgede Storthinget allerede i 1857 et særskilt aarligt Beløb af Statskassen, for at deraf i saadanne Tilfælde det omhandlede Slags Understøttelser under visse nærmere fastsatte Betingelser skulde kunne bestrides , uden at Tilbagebetaling kræves hos vedkommende svenske Fattigvæsen, — hvilken Bevilling ogsaa paa sidste Storthing er bleven gjentagen.

Til Oplysning om, hvorledes Forholdene i det siden For eningens Stiftelse henrundne Tidsrum have stillet sig mei Hensyn til Bidrag fra den norske Statskasse til visse for d< forenede Riger fælles Institutioner samt til saadanne Anliggender som for Øvrigt nærmere vedrøre Forenings-Forholdet, tillade; Departementet sig her at fremlægge en Oversigt over de Be villinger, som ved hvert Storthing have fundet Sted til diplo matiske Anliggender og Consulatvæsenet, til Forsvarsvæsenet særskilt for Land- og for Sø-Forsvaret, samt endelig til Let telse og Udvidelse af Communicationen med Sverige ved Anlæg; af nye og Forbedring af ældre Hovedveie til Rigsgrændsen.

Side 773

Bidragene til diplomatiske og Consulat-Udgifter, der til de forskjellige Tider have været afpassede efter det saralede Beløb af de forenede Rigers Fælles-Udgifter i denne Anledning, ville sees i de senere Aar at have udgjort 72,300 Spdlr. aarlig, foruden hvad der som Consulat-Udgifter har været udredet særskilt for hvert af Rigerne, og hvilket for Norges Vedkommende i samme Tid har beløbet sig i Gjennemsnil omtrent til 5000 Spdlr. aarlig.

De budgetmæssige Bevillinger til Norges Landforsvar, som Indtil 1856 efterhaanden vare stegne fra omtrent 500,000 Spdlr. til 760,000 Spdlr. aarlig, ere fra 1857 blevne forøgede til 1,000,000 Spdlr.; og til Søforsvaret har der, efterat de »årlige Udgifter dertil allerede tidligere havde tiltaget i el stærkere Forhold end Landforsvarets, nemlig fra 150,000 Spdlr, i 1816 til 395,000 Spdlr. i 1854 og nærmest følgende Aar, senere været bevilget endnu høiere Beløb, nemlig i 1857 —1860 495,000 Spdlr. og for indeværende Budget-Termin 421,000 Spdlr. aarlig.

Ogsaa ved disse Bevillinger har der stadigen været taget et efter Landets Evner og de til enhver Tid forhaandenværende Omstændigheder lempet Hensyn til at fyldestgjøre de i Unions-Forholdet særligt begrundede Krav paa Norges Deeltagelse i det fælles Forsvar, og navnlig har dette Hensyn i fortrinlig Grad gjort sig gjældende ved den i 1857 paa een Gang skete betydelige Forøgelse af de heromhandlede Udgifts- Poster. Der havde da just nylig, i Følge naadigst Resolution af Bde September 1856, i en Commission af Mænd fra begge Riger, under Forsæde af Deres Majestæt som daværende Kronprinds og Vice-Konge i Norge, været pleiet forberedende Forhandlinger med Hensyn til Ordningen af Unions - Forsvaret. Og ligesom de i denne Commissions Betænkning af 24de December samme Aar fremsatte Forslag til Grundsætninger for en saadan Ordning, hvilke blandt Andet gik ud paa, at hvert Rige dertil skulde yde Bidrag i Forhold til Folkemængden, bleve ved en i sammensat Statsraad den 22de Juni 1857 af-

Side 774

given kongelig Resolution „i det Væsentlige bifaldte og antagne, for ved senere afgivendes Forslag i disse Henseender at tjene Vedkommende til Ledning", — saaledes tør det ogsaa antages, at de inden Commissionen drøftede og vedtagne Anskuelser betræffende Forsvars-Forholdenes ønskelige Udvikling i unionel Henseende ingenlunde have været uden Indflydelse paa de senere Aars rundeligere Bevillinger til dette Øiemed for Norges Vedkommende, om end intet gjensidigt bestemt Talforhold har været opstillet som bindende Regel for Forsvars- Midlernes Organisation eller de dertil nødvendige Penge-Udgifters otørreise mcien etnvert af Kigerne. I denne Henseende maa det formentlig ogsaa erkjendes at være forbundet med særegne Vanskeligheder, og det ikke blot fra den formelle Side, at faae en saadan Regel istandbragt og gjennemført under Udøvelsen af de særskilte National-Repræsentationersselvstændige Bevillings- og Beskatnings-Myndighed, idet nemlig de forskjellige Forholde inden Rigerne kunne medføre deels at der i ethvert af dem maa stilles forskjellige Fordringer med Hensyn til Forsvarsvæsenets Beskaffenhed, deels at Bekostningen ved at holde en vis Krigs-Styrke bliver høist ulige for ethvert af Rigerne, og idet endelig Udredsler nødvendigvii& falde mere trykkende alt eftersom et Lands Befolkning er mindre concentreret og lever under mindre heldige Vilkaar. Det kunde derfor vel ogsaa være Tvivl underkastet, om ikke det fælles Hoved-Øiemed fremdeles paa letteste Maade, og ved Siden deraf tillige i tilstrækkelig Grad, maatte kunne fremmesderved, at ethvert af Rigerne for sig, selvfølgelig som hidtil under behørigt Hensyn til Forenings-Forholdet og paa Grundlag: af fælles forberedende Forhandlinger af sagkyndige Mænd angaaende Plan og Midler for det unionelle Forsvar, vedbliver at ordne sine Anliggender, ogsaa hvad Forsvarsvæsenet betræffer, efter eget Skjøn om hvad Rigets Stilling og Værdighed

Med Hensyn til Vei-Communicationerne imellem de for
enede Riger maatte man i Foreningens første Aar, da Ord

Side 775

ningen af de nye Stats-Forholde i saa mange andre Retninger gjorde uafviselige Krav paa den norske Statskasse, indskrænke sig til den Vedligeholdelse og Udbedring af allerede tilværende Vei-Forbindelser, som kunde foregaae paa den for de indre Communicationer sædvanlige Maade, uden særlige Tilskud af den almindelige Statskasse. Men allerede ganske faa Aar efter Foreningen, nemlig i 1821, begyndtes der af Storthinget med at bevilge Midler af Statskassen til nye Communications-Veie mellem Norge og Sverige, og under 28de Juli 1824 blev det ved Lov bestemt, at Omkostningerne ved saadanne Vei-Forbindelser skulde udredes af Statskassen efter de Bestemmelser, som tages ved Budgettets Forfattelse. Imidlertid vedbleve f^iccp Fnranet al tpin cr£»r fVa nnralr ftir._- fil F.AttplcA af ftamftiprrl_, .... -^ - . „ _____ selen imellem Rigerne fremdeles at drives i et forholdsviis mindre Omfang ogsaa i nogle af de følgende Aar: men siden 1848 havde de erholdt en saadan Udvidelse, at medens der før den Tid havde været anvendt i her omhandlede Øiemed i det Hele noget over 50,000 Spdlr., er dertil i den senere forløbne Tid éfterhaanden disponeret tilsammen ikke mindre end omtrent 260,000 Spdlr. af den norske Statskasse. Desforuden er der, for at det under Udførelse værende Jernbane- Anlæg mellem Christiania og Kongsvinger saa snart som muligt kunde komme til at gjøre sin Nytte ogsaa som et væsentligt Led i de unionelle Communicationer, af Storthinget under 18de Mai 1860 blevet meddelt Bemyndigelse til at der, forsaavidt Statskassens Midler dertil maatte være tilstrækkelige, kan anvendes indtil 300,000 Spdlr. til at fortsætte det nævnte Anlæg videre fra Kongsvinger mod den svenske Grændse, saasnart Retningen af det modstødende Jernbane-Anlæg fra svensk Side er endelig bestemt. Da imidlertid de fra norsk Side skete Henvendelser desangaaende ikke have ledet til at fornøden Bestemmelse i sidstnævnte Henseende er bleven afgiven har der heller ikke kunnet blive Spørgsmaal om i Norge for Tiden at foretage Videre med Hensyn til Fuldførelsen af den. nævnte Jernbane-Forbindelse hiinsides Kongsvinger.

Side 776

Den saaledes i Korthed givne og vistnok langtfra fuldstændige Oversigt tør dog antages tilstrækkelig til at godtgjøre, at der i Virkeligheden ikke har manglet Erfaring for Imødekommen fra norsk Side til en for begge Parter gavnlig Ordning af Anliggender, som ere betingede af eller staae i Forbindelse med Unionen, og derved følgelig ogsaa til dennes videre naturlige Udvikling paa den eengang lagte Grundvold. Det vil sees, at Norge hertil har bidraget sin Deel saavel gjennem supplerende og rettende constitutionelle Bestemmelser samt andre Lovgivnings-Foranstaltninger, sigtende til gjensidig Lettelse i forholdet imellem Kigerne, som tillige gjennem Bevillingen af Pengemidler til saacfanne Øiemed, som maae være af fælles Interesse for dem, — i hvilken sidste Henseende der ogsaa i den svenske Justitiæ-Statsministers her omhandlede underdanigste Foredrag af 9de April sidstleden indeholdes den Udtalelse, ligesaavel for Norges som for Sveriges Vedkommende, at det ikke hidtil har viist sig, at noget af de forenede Riger har unddraget sig fra at opfylde Billighedens Fordringer med Hensyn til Spørgsmaalet om Bevillingen af Midler til fælles Anliggenders Fremme. Og ligesaalidt som der i dette Forhold for Fremtiden med nogensombelst Føie kan forudsættes at ville vise sig en ringere Grad af Villighed fra Norges Side, ligesaa liden Grund er der til for Øvrigt at betvivle en fortsat Imødekommen derfra, ogsaa naar det maatte gjælde om, i nogen af de andre ovenberørte Retninger at bidrage til Fremme af Foreningens store Formaal og til at befæste dens for begge Riger heldbringende Virkninger. For et gunstigt Udfald af Forhandlingerne i saa Henseende, hvad enten de indledes fra den ene eller den anden Side, ville Betingelserne formentlig kun blive de samme, som i Almindelighed altid maae være tilstede, hvor der handles om en frivillig Samvirken af denne Art imellem selvstændige Parter, at der nemlig kan gaaes ud fra et anerkjendt fælles Grundlag — hvilket i de her tilsigtede Forholde dannes af de som ovenanført fra alle Sider tidligere anerkjendte ufravigelige Hoved Principer for Foreningen —, og

Side 777

dernæst tillige, at Arten og Omfanget af de Forhandlings- Gjenstande, som til enhver Tid bringes paa Bane, bliver lempet efter den Udsigt, Tids-Omstændighederne kunne give til at vente en villig Stemning paa begge Sider til at befordre Forhandlingernes Fremgang mod det paa hiint Grundlag tilsigtede fælles Maal.

Denne sidste Betingelse, skjønt ikke i den Grad, som den første, indgribende i selve Foreningens Væsen og Livs- Princip, maa dog efter Departementets Anskuelse tillægges en saa betydelig Vægt, at aldenstund det efter den af Hans Excellence den svenske Justitiæ-Statsminister nu givne Fremstilling maa antages, at Stemningen i Sverige vilde være ugunstig for at de T 1848 standsede Forhandlinger om en almindelig Revision af Forenings-Acten nu kunde blive gjenoptagne i det Væsentlige paa Grundvolden af Unions- Comiteens Udkast fra 1844 og den norske Reeyeiings derom i 1847 afgivne underdanigste Indstilling, saa ligger der allerede i denne Betragtning en i og for sig tilstrækkelig Grund til ikke fra norsk Side at anbefale en saadan Gjenoptagelse.

Idet Departementet saaledes forsaavidt er enigt i det Resultat, hvortil Hans Excellence er kommen med Hensyn til Behandlingen af det nysnævnte Udkast, tør det ansees ufornødent at indgaae i nogen Drøftelse af de Bemærkninger, hav angaaende dets Indhold i Enkelthederne har fremsat, uden forsaavidt dertil vil gives Anledning, naar Departementet nedenfor skal udtale sig nærmere angaaende det af Hans Excellence fremsatte Forslag til Anordning af en selvstændig ny Revision af Unions-Bestemmelserne. Kun saameget finder Departementet her at burde ytre, at medens det er en Selvfølge,. at baade Comiteens Udkast og den norske Regjerings Indstilling i ethvert Fald blot paa Grund af den lange Henstand i Tid maatte i flere Stykker være at modificere, om de nu skulde have været at optage paa norsk Side til fornyet Behandling, er det vel heller ikke usandsynligt, at denne i saa Fald navnlig vilde have medført den af Hans Excellence an-

Side 778

tydede Indskrænkning af Stoffet til de egentlige Forfatningsßestemmelser; men om der end forøvrigt, som ligeledes af Hans Excellence forudsat, ogsaa inden disse snevrere Grændser kunde i den norske Regjering angaaende enkelte Punkter være blevet ytret andre Anskuelser nu end i 1847, kunde dog, efter hvad der foran er forklaret, Sagens Behandling fra norsk Side i det Hele ikke antages at være kommen til at foregaae i nogen væsentligt forskjellig Aand fra' den, der i sin Tid inden Unions-Comiteen havde ledet saavel de svenske som de norske Medlemmer til et i Hovedsagen fuldkommen samstemmigt Resultat, men som efter det oven Anførte angaaende den senere Tids Stemning i Sverige ikke nu kunde ventes der at ville møde den samme Anerkjcndelse.

Forinden Departementet dernæst gaaer over til at udtale sig betræffende Spørgsmaalet om naadigst Bifald til det af den svenske Justitiæ-Statsminister, som meldt, i Forbindelse med hans Fraraaden af at give Unions-Comiteens Forslag videre Fremme, underdanigst fremsatte Andragende om Foranstaltning til en ny og omfattende Revision af Forenings-Acten, skal man tillade sig at bemærke, at efter Departementets Anskuelse baade kan og bør Behandlingen af dette almindelige Spørgsmaal foregaae fuldkommen uafhængigt af, hvorvidt der med Hensyn til et eller andet særskilt unionelt Anliggende maatte være en ved Erfaring godtgjort Nødvendighed for at erholde enkelte rettende eller supplereuue bestemmelser afgivne i utvivlsom Harmoni med Foreningens Principer. Tilfælde af den sidstnævnte Art maa nemlig til enhver Tid kunne ventes ved gjensidig Imødekommen at ville finde sin Afgjørelse efter det forhajmden værende Krav, uden Hensyn til hvorvidt Tids-Forholdene for Øvrigt maatte afgive mere eller mindre gunstige Betingelser for at gjøre indgribende Forandringer i Unions-Bestemmelserne til Gjenstand for Forhandling Rigerne imellem.

Departementet skal, for at tydeliggjøre sin Mening i denne
Henseende ved et nærliggende Exempel, tillade sig at nævne
de forhen berørte Sager angaaende den unionelle Interims-

Side 779

Regjerings Organisation og Virksomhed, samt angaaende R< gjeringens Førelse i visse Tilfælde af nærmest arveberettiged Prinds. Efterat nemlig Ønskeligheden af, at der i disse An liggenders Ordning kommer til at foregaae Forandringer i de: nu paatænkte Retning, er bleven erkjendt fra norsk Side dei ved, at Storthinget i 1859 har antaget de i saa Henseende 1857 fremsatte kongelige Propositioner, der imidlertid, sor meldt, bleve forkastede af den svenske Rigsdag, er der visseli, al Grund til at antage, at en fornyet Behandling af diss Sager, nåar Tiden dertil maatte blive beleiligere i Sverige fremdeles vil nyde den samme Fremgang i Norge som forhen forsaavidt den atter kommer til at foregaae særskilt og ikke ¦efter Hans Exellence Justitiæ-Statsministerens Forslag (jfr. de 2det og tildeels det 3die af de deri særskilt fremhævede Punkter} sættes i Forbindelse med Revision af andre unionelle Anlig gender, for hvis Vedkommende Nødvendigheden eller Hensigts tnæssigheden af en Forandring i al Fald i Norge stiller sij ganske anderledes for den almindelige Mening.

Selv for det Tilfælde, at Forandringer med Hensyn ti den midlertidige Regjerings Organisation og Competence maatU fra svensk Side, som .af Hans Exellence nu antydet, ønskes foretagne i en videre Udstrækning, end der tidligere har værel bragt paa Bane, vil der efter Departementets Forening neppe kunne forudsættes fra norsk Side at møde nogen Vanskelighed ved desangaaende at indgaae i Forhandlinger, for hvilke det i RigsActen gjennemførte Princip af fuldstændig Lighed imellem Rigerne fremdeles bliver Grundvolden. Ligesom derfor Indskrænkning i flet Antal af Interiins Regjeringens Medlemmer, der i 1815 blev vedtaget alene af Hensyn til de svenske Institutioner, medens der allerede dengang fra norsk Side var bragt i Forslag et mindre Antal, formentlig vil kunne skee, saafremt man i Sverige maatte attraae det, ogsaa til et andet Antal end der ved den kongelige Proposition i 1857 blev foreslaaet og for Norges Vedkommende af Storthinget i 1859 vedtaget, saaledes kan det ikke antages at ville være af nogen

Side 780

særlig Interesse for Norge, at der skulde lægges Hindringer i Veien enten for en saadan Ordning af Forholdene, at under en Interirns-Styrelse de hvert Eige særskilt vedkommende Anliggender bleve overladte til Afgjørelse af en for hvert Rige særskilt organiseret Regjering ligesaa vel for Sveriges, som det nu, efter derom af Kongen i Henhold til den norske Grundlovs § 13 afgivne Bestemmelser, kan skee for Norges Vedkommende, eller at der angaaende Tiden for Interims-Styrelsens Varighed gives andre Forskrifter end de nu gjældende, — Alt under den oven anførte Forudsætning om fuldstændig Overholdelse af Lieheds-Princioet.

— o 1
Departementet vil for Øvrigt i Forbindelse hermed ikke
lade überørt en fra svensk Side oftere forekommende Misfor
staaelse i den Retning, at hiint Princip skulde være rokkel
derved, at Interims-Regjeringen ikke har havt at behandle alle
norske ligesaa vel som alle svenske Regjerings-Anliggender, idei
endeel af de første ere vedblevne at afgjøres, som ellers,
Kongens Navn og paa Hans (Interims-Regjeringens) Vegne a
den i Christiania værende norske Regjering. Det maa nemlig
erindres, at Forholdet i Virkeligheden stiller sig saa, at denne
norske Regjering ikke har Afgjørelses-Myndigheden i saadanne
Sager umiddelbart i Kraft af Grundloven, men, efter hvac
uennes ovenfor paaberaabte § 13 nærmere udviser, alene
Medhold af Kongens eller, i Tilfælde, Interims-Regjeringen!
derom afgivne Bestemmelse og Instruction. Og der kunde
vistnok ikke blive Tale om fra norsk Side at reise nogensom
helst Indvending, om der ved særskilt svensk Grundlovs-Bestem
melse blev oprettet for Sverige en Autoritet, 'der kom til a:
staae i samme Forhold til Interims-Regjeringen, som den norske
Res-ierine1 i Christiania.

Hvad der foran er anført betræffende Forholdene me Interims-Regjeringen som en af de i Hans Excellence Justitia Statsministerens Foredrag nævnte Gjenstande for en vordend Revision, vil maaskee ogsaa for en Deel kunne finde sin Ai vendelse paa det af Hans Excellence under 4de Post nævni

Side 781

Spørgsmaal „om den hensigtsiræssigste Maade at forebygge Afgivelsen af eensidige Beslutninger inden noget af Rigerne til Skade for Foreningen," —- dog kun under Forudsætning af at dette Øiemed findes at burde søges opnaaet paa den første af de i Hans Excellences Foredrag antydede Maader, ved at overflytte fra Rigernes særskilte Grundlove til Forenings-Acten saadanne Bestemmelser, af hvilke Foreningen kan ansees væsentligt afhængig, idet der under enhver Omstændighed formenes ville, efter hvad nedenfor vil blive nærmere berørt, stille sig afgjørende Betænkeligheder i Veien for Anvendelsen af det andet af Hans Excellence alternativt nævnte Middel til saadan Forebyggelse, nemlig at ingen Grundlovs-Forandring i noget af Rigerne maatte foregaae, uden at den med Hensyn til Spørgsmaalet om dens mulige Indflydelse paa Foreningen havde været Gjenstand for Behandling i sammensat Statsraad.

At de Bestemmelser, der enten i hvert Riges Grundlov eller i særskilt paa gjensidig Overeenskomst bygget Lov ere afgivne angaaende Unions-Kongens personlige Egenskaber, navnlig Hans Religions-Bekjendelse og Hans Myndigheds-Alder, ikke eensidigt kunne blive Gjenstand for Forandring i det ene af Rigerne, ligger med en saadan Nødvendighed i Forholdets Natur — idet Indførelsen af en Forskjellighed i disse Bestemmelser egentlig kun vilde blive en anden Form for Opløsning af selve Foreningen, og hvortil derfor ethvert af Rigerne, saalænge selve Rigs-Acten er bestaaende, i Kraft af denne maa være überettiget, — at man imod dertil førende Beslutninger vel med al Føie hidtil har kunnet ansee den Garanti tilstrækkelig, som allerede ligger i Utænkeligheden af, at i noget af Rigerne en saadan Beslutning skulde kunne blive af National - Repræsentationen fattet, end sige af Kongen sanctioneret.

Saafremt der imidlertid fra svensk Side fremdeles maatte blive lagt nogen særdeles Vægt paa at faae de nævnte Bestemmelseromgjærdede med den, om end kun i Formen, fuUstændigereGaranti, som deres Overflytning til Rigs-Acten vilde medføre, formenes Spørgsmaalet herom, under Forudsætning af

Side 782

dets vedbørlige Begrændsning alene til de særskilte Grumllovsforskrifter,paa hvilke den ovenfor givne Charakteristik har sin fulde Anvendelse, ikke at være af anden Beskaffenhed, end at dette Anliggende, ligesom det ovenfor berørte Spørgsmaal om Interims-Regjeringens Organisation og Competence, maatte i begge Riger til hvilkensomhelst Tid kunne blive Gjenstand for Forhandling og paa grundlovmæssig Maade søges bragt til Afgjørelse.

Med Hensyn til Ordningen af de diplomatiske Anliggender og hvad dermed staaer i Forbindelse gjælder Spørgsmaalet, efter hvad derom deels tidligere er forhandlet, deels nu ytret i Hans Excellence JustitiæStatsministerens Foredrag, paa den ene Side hovedsageligt om, hvorvidt Norge kan opnaae en fuldstændigere Gjennemførelse af Foreningens Ligheds-Princip ved Siden af behørige constitutionelle Garantier, — paa den anden Side om at fjerne de Betænkeligheder, som paa Grund af visse Bestemmelser i den svenske Grundlov have kunnet fremkaldes ved Ansættelsen af Normænd i en enkelt Art af diplomatiske Embeder.

Løsningen af Spørgsmaalet i førstnævnte Henseende maa erkjendes, som Følge af Forholdenes egen Natur, at være forbundenmed ikke ringe Vanskeligheder, og dette Punkt er derfor ogsaa. som oven anfcrt, hidtil vedblevet at være det eneste af de i Storthing'ets Adresse af 1837 omhandlede Anliggender,som ikke har fundet sin Afgjørelse. Hvor ønskeligt <Jet end vilde være for Norge at opnaae en saadan, saafremt og saasnart den kunde foregaae til gjensidig Tilfredshed, er der dog, da dette i Følge Hans Excellence Justitiæ-StatsministerensYtringer ikke kan være at vente under de nærværende Forholde, efter Departementets Formening overveiende Grund til at lade den Stilling, i hvilken dette Anliggende befinder sig, fremdeles forblive indtil Videre urørt, og det saa meget hellere, som Styrelsen af de diplomatiske Anliggender for Norges Vedkommende, bortseet fra de ovenberørte formelle Mangler, tnaa erkjendes i Almindelighed at være foregaaet paa saadan

Side 783

Maade, at der ikke har været uogen Grund til Utilfredshed
<iernaed.

Forsaavidt der i svenske Grundlovs-Bestemmelser angaaende Adgang til visse Embeder kan paakræves Modificationer som Følge af de ved Norges Deelagtighed i de diplomatiske Anliggender og de dermed forbundne Udgifter forandrede Forholde, kunne disse Modificationer i saa Fald alene komme til at gaae ud paa at ophæve Indskrænkninger i den nævnte Adgang, og ville derfor formentlig ikke kunne tiltrænge Behandling anderledes end som et udelukkende svensk Grundlovs-Anliggende, til hvilken Behandling der ogsaa i Sverige, saavidt vides, allerede er gjort forberedende Skridt ved et paa den sidst afholdte svenske Rigsdag fremsat Forslag i den nys angivne Retning.

Spørgsmaalet om, hvad der til Fremme af det fælles Forsvar skulde kunne virkes gjeunem en Revision af Unionsßestemmelserne, er af Hans Excellence Justitiæ-Statsrninisteren selv begrændset deels til Fastsættelse af et almindeligt Princip for Udredelsen af Bidragene fra hvert Rige, dog kun forsaavidt dermed kan sættes i Forbindelse en efter den af ham fremstillede Opfatning fyldestgjørende Organisation af en repræsentativ Fælles-Forfatning, — deels til Bortrydning i ethvert Fald af de Hindringer, som Norges Grundlov nu opstiller med Hensyn til Anvendelsen af dette Riges Krigsmagt til det fælles Forsvar. Medens det første af disse Punkter altsaa vil gaae ind under den Behandling, Departementet nedenfor vil komme til at undergive det nys nævnte Spørgsmaal om en Fælles-Repræsentation, skal man her indskrænke sig til noget nærmere at berøre de den norske Grundlov vedkommende Forholde, hvortil der af Hans Excellence er hentydet.

For de i denne Grundlovs §25 fastsatte Indskrænkninger i Kongens Adgang til i Krigs Tilfælde at disponere over Norges Land- og Sø-Magt blev der vistnok i sin Tid, idetmindste tildeels, lagt en Opfatning af Unions-Forholdet til Grund, som maatte forudsættes at ville blive i nogen Grad modificeret efterhaanden som selve dette Forhold blev mere befæstet

Side 784

gjennem nærmere gjensidigt Bekjendtskab og dertil støttet
Tillidsfuldhed i begge Folks Samvirken til Fremme af fælles
Forsvar.

Ligesom derfor allerede den i 1839 anordnede Unions- Comitee, saavelsom ogsaa den norske Regjering i sin underdanigste Indstilling af 1847 angaaende Resultatet af denne Comitees Arbeider, havde behandlet Spørgsmaalet om Forandringer i den nævnte Grundlovs-Paragraph i en saadan Retningr at de Ulemper skulde fjernes, som dens Forskrifter i sin nuværende Form erkjendtes at kunne medføre, saaledes vilde det neppe heller i en senere Tid, da Unions-Comiteens Retænkning ikke syntes at ville lede til nogen endelig Afgjørelse af dederi omhandlede Gjenstande, være blevet undladt at bringe dette specielle Anliggende under særskilt videre Behandling, saasnart som Omstændighederne for Øvrigt havde kunnet antages at give Udsigter til et heldigt Udfald deraf; og et saadant Tidspunkt vilde efter Departementets Formening navnlighave været forhaanden nu, saafremt ikke den sidste svenskeßigsdags Forhandlinger angaaende de unionelle Forholde og, i Forbindelse dermed, angaaende den af Storthinget besluttede Forandring i den norske Grundlovs § 12 m. fl. havde medført et Resultat, som nødvendigviis tnaatte vanskeliggjøre en Imødekommen i Forstaaelsen af den mellem Rigerne bc-staaeride Forenings rette Væsen og Principer. Men allerede den fra svensk Side fremsatte Fordring paa Medvirkning, under den ene eller den anden Form, ved Afgjørelsen af det sidst berørte norske Grundlovs-Anliggende, vilde i og for sig have været tilstrækkelig til for Tiden at standse hvad der muligens ellers kunde have opstaaet Spørgsmaal om at bringe paa Bane betræffende Modificationer i Grundlovens § 25, med Hensyn til hvilken Paragraphs Indhold nemlig, forsaavidt deri ogsaa Forholdet til Sverige er berørt, en lignende Fordring fra svensk Side kunde tænkes at ville i sin Tid fremkomme og foranledige nye Forviklinger, da Fordringen ligesaalidt i dette som i biin-t andet Tilfælde kunde af Norge indrømmes.

Side 785

Betingelserne for, at et Forslag til Forandring af Grundlovens § 25 skal kunne gjøres med Udsigt til Fremgang, ville saaledes efter Departementets Formening ikke kunne forudsættes at ville indtræde, saalænge det endnu kan være at befrygte, at de norske Stormagters udelukkende Raadighed over de ikke af Rigs-Acten beiørte Dele af Norges Grundlov atter vil møde Indsigelser fra svensk Side.

Skulde imidlertid Forholdene i denne Henseende stille sig gunstigere i den nærmeste Fremtid, vil der være Anledning til at tage det her omhandlede Anliggende saa betimeligt under videre Overveieke, at ingen Tid vil være tabt for dets Afgjørelse af de norske Statsmagter, idet denne nemlig, da intet Forslag i den antydede Retning findes hvilende fra forrige Storthing, ikke under nogen Omstændighed vilde kunne foregaae førend under Storthinget i 1865. Men i ethvert Fald maatte Behandlingen af et saadant Forslag, naar derom under -den nævnte Forudsætning skulde blive Spørgsmaal, foregaae i udelukkende norske Former, og kunne saaledes ikke paa noget Stadium blive at overdrage til en unionel Comitee.

De af Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren som GjenÆtand for en ny Revision af de unionelle Bestemmelser omsbandlede Anliggender, med Hensyn til hvilke Departementet Ihidtil har havt at ytre sig, have alle været af den Beskaffen hed, at for deres Vedkommende Spørgsmaalet om en saadan Revision ikke berører selve Gruud-Principerne for den bestaaende Union, saa at der heller ikke fra den Side kunde narres nogen Betænkelighed ved at lade dem til en for Øvrigt beleilig Tid fremdeles komme til Forhandling, saaledes som de tildeels allerede forhen have været det, paa Basis af disse Principer, 4ov i Medhold af de.m at finde sin Afgjørelse efter de forhaanden Tærende Omstændigheders Medfør og særegne Krav.

Anderledes stiller sig efter Departementets Anskuelse Forboldeti Henseende til den tilbageværende Deel af de i lians Excellences Foredrag særskilt angivne Punkter, der ved en i Overeensstemmelse med hans Forslag anordnet Revision skulde

Side 786

blive at medtage til Behandling i den ved Foredragets eget
Indhold nærmere antydede Retning.

Angaaende Spørgsmaalet om en for de forenede Riger fælles repræsentativ Forsamling gaae Ytringerne i bemeldte Foredrag derhen, at ligesom det af Unions-Comiteen i sav Henseende i sin Tid fremsatte Forslag ikke antages at egne sig til Bifald, saaledes vilde det overhovedet være bedst at udelade af en ny Forenings-Act alle Bestemmelser om Rigernes Bidrag til fælles Øiemed, saafremt Tiden endnu ikke maatte være kommen for at kunne faae tilveiebragt en forenet Repræsentation efter de Principer, som Hans Excellence anseer for at være de rette, og om hvis Beskaffenhed han paa forskjellige Steder i Foredraget har udtalt sig.

Unions-Comiteens Forslag om en unionel Repræsentation gik i det Væsentlige ud paa en analogisk Udvidelse af den i Rigs-Acten af 1815 for enkelte Tilfælde givne Regel angaaende Fr.eingangsmaaden for endelig Afgjørelse af unionelle Anliggender, hvori der af hvert Riges særskilte Repræsentationer maatte være fattet ulige Beslutninger, og Principet om fuldkommen Lighed imellem begge Riger, saavel i Antallet af Repræsentanter fra ethvert af dem i den fælles Congres som i andre Henseender, var i bemeldte Forslag gjennemført med samme Stringents som det i selve Rigs-Acten er skeet.

De i Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens ForedragfremsatteAnskuelser med Hensyn til Organisationen af en fælles Repræsentation gaae i en ganske modsat Retning. Efter dem maatte nemlig en saadan Repræsentation ikke under nogen Betingelse kunne gjøres til en høiere Instants for Afgjørelse af Menings-Forskjelligheder mellem National-Repræsentationerne> men skulde „enten danne en fra disee afsondre.t Institution,, der ikke havde at befatte sig med de Anliggender, som høre under National-Repræsentationernes Behandling, eller ogsaa ea dem underordnet, blot raadgivende Forsamling". Det frerngaaerderhos som et formentlig for begge disse forskjellige- Alternativer gjældende Resultat af de Bemærkninger, Hans

Side 787

Excellence har fremsat med Hensyn til Grundsætningerne for Bestemmelsen af Repræsentanternes Antal i Fælles Forsamlingen, at dette Antal ikke skulde være lige stort fra ethvert af Rigerne, men afpasset hovedsageligt efter Folkemængden, dog saaledes, at Sverige, for at lette Istand bringeisen af den fælles Repræsentation, muligens kunde afstaae fra at udkræve, hvad der efter Hans Excellences Formening skulde være dets fulde Ret, saa at en eenstemmig norsk Mening, saafremt en saadan i noget Anliggende fremtraadte, ikke maatte kunne undertrykkesaf en modsat svensk.

Idet Hans Excellence for Øvrigt ytrer, at en saadan forenet Repræsentation kunde være af stor Vigtighed som en Støtte for Unions-Kongen og som et Middel til at knytte Folkene fastere sammen med hinanden, tilføier han tillige, at man sikkerlig vilde komme til, efterhaanden som Fællesskabet i visse Gjenstande befandtes fordeelagtigt for begge Riger, lidt efter lidt at drage flere og flere Gjenstande ind under den forenede Repræsentations Afgjørelses-Ret, og man kunde gjennem denne Forsamling, efter Hans Excellences Tanke, ogsaa i saadanne unionelle Anliggender, som de særskilte National-Repræsentationer forbeholdt sig selv, altid opnaae en paa gjensidig Sagkundskab grundet Drøftelse.

Medens det endvidere, i Forbindelse hermed, er i Foredragetudtalt, at navnlig hvad Konge-, Thronfølger- og Formynder-Valgangaaer, vilde der antagelig være mindre Fare ved at overlade dem umiddelbart til en Congres, end ved efter de nu gjældende Bestemmelser at lade National-RepræsentationernesBeslutning gaae forud, har Hans Excellence overhoved med Hensyn til Foretagelsen af disse Valg, som det synes, lagt særdeles Vægt paa, at der, hvad enten det bedst kunde skee i den nys nævnte eller i en anden i Foredraget angiven Retning, i ethvert Fald gjennem den nu foreslaaede Revision maatte blive tilvejebragt nogen Forandring af de i Rigs-Acten, som oven meldt, under streng lagttagelse af Grundsætningerne

Side 788

om fuldstændig Lighed mellem Rigerne og om Foreningens
Uopløselighed givne Forskrifter.

Endelig er i Hans Excellences Foredrag Spørgsmaalet om det i Rigs Actens § 5 omhandlede sammensatte Statsraads Organisation og Virkekreds blevet behandlet i den Retning, at Indførelsen af et mere omfattende og ordnet Fællesskab i Rigernes Styrelse, end der hidtil har fundet Sted, skulde blive et Hovedformaal for den tilsigtede Revision af Unions Bestemmelserne.

Det vil allerede af hvad her er anført angaaende de 3de af Departementet senest udhalede Punkter i Flans Excellences Revisions-Forslag sees, at disse væsentligt adskille sig fra de øvrige ovenfor omhandlede Punkter ikke blot ved deres Nyhed — i al Fald i den Skikkelse, under hvilken de nu ere fremtraadte —, men end mere derved, at de saavel hvert for sig som især naar de betragtes i Sammenhæng med hinanden synes egnede til, under den dermed efter Hans Excellences Ytringer tilsigtede videre Udvikling af Foreningen, at kunne komme til at lede denne ind i et andet Spor, og saaledes efterhaanden danne Overgangen til et Forenings System, væsentlig forskjelligt fra det, der i 1814 blev lagt til Grund for Unionen og har fundet sit, om end i Detaillerne tildeels ikke ganske fuldstændige, saa dog med Hensyn til Prineiperne fuldkommen bestemte og klare Udtryk i Rigs-Acten af 1815.

Den selvstændige Stilling, som i Følge Rigs-Actens Iste .Paragraph Norge indtager ved Siden af Sverige, er gjennem Rigs-Actens hele øvrige Indhold nærmere bestemt og ordnet paa en saadan Maade, at derved ogsaa den i den norske Grundlovs §42 udtalte Grundsætning om en fuldkommen Lighed mellem begge Riger, paa hvilken Bestemmelserne om deres indbyrdes Forholde efter denne Paragraphs udtrykkelige Indholdskulde bygges, er med særdeles Omhu bleven gjennemført >i Alt, hvad der i det constitutionelle Forhold imellem Rigerne efter Rigs-Acten er Gjenstand for Fællesskab, medens der tillige er sørget for, at ved Behandlingsmaaden endogsaa af disse

Side 789

Fælles-Anliggender ethvert Riges Selvstændighed bliver opretholdtligesaa vel i formel som i reel Henseende saa vidt og saa længe som det efter Forholdets egen Natur kan skee, (se især Rigs-Actens §§3, 8, 10, 11 om Thronfølger-, FormynderogKonge-Valg samt om umyndig Konges Opdragelse).

Ved saaledes at indskrænke Fællesskabet i Afgjørelsen til de Tilfælde, hvor det af Nødvendighed paakræves og hvor da tinder den fælles Behandling en streng lagttagelse af Ligheds - Principet skal finde Sted, har Rigs-Acten efter Departementets Formening tilstrækkelig betegnet paa een Gang baade Forbeningens oprindelige Charakter og Retningen af dens videre Udvikling som hvilende paa det samme Grundlag af selvstændigt og frivilligt samvirkende Kræfter. Og naar det herved selvfølgelig maa have været forudsat, at i de Anliggender, for hvilke Rigs-Acten ikke har organiseret noget Fællesskab i selve Afgjørelsen, vil der, under ethvert Riges særskilte Omsorg for hvad dets Tarv og Værdighed kræver, ogsaa blive taget behørigt Hensyn til de fælles Interesser, der ved Foreningen skulle betrygges og fremmes, da har denne Forudsætning, efter hvad der ovenfor er anført og hvad man i ethvert Fald forsaavidt angaaer Bevillingen af Pengemidler til fælles Øiemed synes fra begge Sider at være enig ora, ved den hidtil vundne Erfaring i alt Væsentligt fundet sin fuldstændige Stadfæstelse.

Under saadanne Forholde vilde de ved Indførelsen af en Fælles-Repræsentation for de forenede Riger muligens i enkelte Henseender opnaaelige Fordele formentlig ligesaalidt nu som ved selve Foreningens og Rigs-Actens Tilblivelse findes tilstrækkeligetil at opveie de Vanskeligheder og Ulemper af forskjelligt Slags, som Organisationen af en saadan Autoritet nødvendigen maatte medføre ogsaa da, naar den skulde grundes paa det samme Princip af fuldstændig Lighed mellem Rigerne, hvorpaa Rigs-Actens Bestemmelser om Sammensætningen af unionelle Corporationer for visse særegne Tilfælde ere byggede. Men dersom der nu, hvad Departementet er tilbøieligt til at antage, allerede i den Begrændsning af de særskilte Repræsentationershver

Side 790

sentationershverfor sig besluttende Myndighed, som Anordningenaf en Fælles Repræsentation maatte medføre, vilde findes at ligge en med væsentlige Betænkeligheder forbunden Modificationaf Selvbestemmelses-Retten, og altsaa af Selvstændigheds-Principet,navnlig i dets Anvendelse paa Beskatnings- og Bevilgnings-Myndigheden, saa er det end mere klavt, at der mod en saadan Forføining i ethvert Fald reiser sig en aldeles afgjørende Hindring fra norsk Side, naar den tilkjendegives tillige at skulle gaaae ud paa Noget, der involverer en Indskrænkningaf det nu imellem Rigerne efter Rige-Acten retligt bestaaende fuldstændige Ligheds-Princip.

Det er paa et Sted i Hans Excellence Justitiæ-StatsminlsterensForedrag antydet, at dette sidste Princip ikke übetinget og overalt kan med den yderste Conseqvents i Virkeligheden gjennemføres, hvorhos han tillige har ytret, at „Sverige hverken, fordrer eller bør fordre mere, end at erkjendes som primus inter pares i de faa Tilfælde, hvor den fuldkommen lige Stilling: ikke kan tilvejebringes." Men denne Fordring, som, naar den indskrænkedes til saadanne af Forholdenes egen Natur betingede Undtagelses-Tilfælde, neppe kunde tiltrænge nogen udtrykkelig- Erkjendelse fra norsk Side for at blive fyldestgjort, faaer en ganske anden Betydning, naar den udstrækkes derhen, at en Fælles-Repræsentation skulde kunne tænkes organiseret efter et Princip, som vilde lede til Ulighed i Antallet af Stemmegivende fra hvert af Rigerne, og da selvfølgeligt altid til Tab for Norge paa Grund af dets ringe Folkemængde. Vistnok er det af Hans Excellence bemærket, at Fælles-Repræsentationen ikke skulde komme til at gjælde andre Anliggender end saadanne, hvori der formedelst Interessernes Fællesskab ikke kan være Spørgsrnaal om, at Nogen kan have en forskjellig Anskuelse af Sagen, allene fordi han er Svensk eller Norsk5 og idet Hans Excellence saaledes ogsaa har forudsat, at netop paa Grund af det samme Fællesskab i Interesser Resultaterne af Sagernes Behandling sandsynligviis i de fleste Tilfælde vilde blive de samme, hvorledes end Tal-Forholdet imellem Svenske

Side 791

og Norske blev bestemt, har han fundet det at være af liden praktisk' Betydning, om man fra svensk SiJe, for at lette Istandbringelsen af en Fælles-Repræsentation, vilde gjøre den ovenfor berørte Indrømmelse af et absolnt Veto for de norske Medlemmer, naar disse vare eenstemmige imod de svenske. •

Efter Departementets Formening er del imidlertid saa langt fra, at Betragtninger af denne Art skulde kunne forskaffe Forslaget om en efter det af Hans Excellence fremsatte Princip organiseret Fælles-Repræsentation lettere Indgang paa norsk Side, at de snarere maae antages at ville virke i den modsatte Retning. Naar der nemlig, efter Hans Excellences egne Ytringer, ikke er nogen mere tvingende Nødvendighed forhaandenfor at faae istandbragt en Fælles-Repræsentation, end at Tanken om denne bør opgives, saafremt og saa længe den ikke kan erholdes organiseret efter det nysnævnte nye Princip, og naar det endvidere forudsættes, at den ved Anvendelsen af dette Princip frembragte Ulighed i Antallet af Repræsentanterfra hvert Rige ikke, efter Beskaffenheden af de Pællesßepræsentationentiltænkte Forretninger, vil kunne have nogen i Realiteten mærkelig Indvirkning paa Afgjørelsesmaaden af disse Anliggender, — da synes hele Forslaget om en saadan Repræsentation i dets her foreliggende Form at inaatte have sin væsentligste Betydning just i og ved selve denne Form, derved nemlig at denne skulde blive Udtrykket for en anden Opfatning af Unions-Forholdet mellem Rigerne end den, der lige siden Foreningens Tilblivelse hidtil übestridt har gjort sig gjældende som fuldt og fast begrundet ikke mindre ved de i 1814 stedfundne Forhandlinger og Beslutninger, end ved Rigs- Actens utvetydige Indhold. Men det er netop denne Tendents i Forslaget om en Fælles-Repræsentation, som gjør det umuligt fra norsk Side at indgaae endog blot paa Forhandlinger desangaaendei Forslagets her omhandlede Skikkelse, da der, som oftere udtalt, selvfølgelig ikke kan være Spørgsmaal om at Norge nu skulde vedtage nogen Modification i Foreningens

Side 792

Grund-Principer om Rigernes selvstændige og ligeberettigede
Stilling ved Siden af hinanden.

Idet man saaledes herfra übetinget holder fast paa disse Principer i den Anvendelse, de have erholdt gjennem Unions- Actens Indhold og Foreningens dertil støttede Udvikling indtil denne Tid, kan der fra dette Standpunkt ikke blive at lægge nogen særdeles Vægt paa, hvilke almindelige Betragninger der med Hensyn til det ene eller andet af de nævnte Principer kunde med større eller mindre Føie gjøres gjældende, saafremt Forholdet fra Ny skulde ordnes. Departementet troer derfor ogsaa, i Anledning af den i Hans Excellence Justitiæ-StatsministerensForedrag indeholdte udførligere Undersøgelse af Spørgsmaalet om det rette Forhold for Rigernes Andeel i Afgjørelsenaf Fælles-Anliggender, at kunne indskrænke sig til at bemærke, at de af Hans Excellence udviklede Grunde for at denne Andeel bør bestemmes efter samme Maalestok som Bidragenetil de fælles Øiemed, og navnlig altsaa efter Folkemængden,gjerne vilde kunne erkjendes i alt Væsentligt at have deres Gyldighed i Anvendelsen paa Forholdet i en Heelstat,hvis enkelte Lands-Dele, med Opgivelse af deres selvstændigeStats-Høihed, have forenet sig under een Styrelse med fælles Repræsentation i det Hele eller for en Deel, — uden at derfor disse Grunde kunne tillægges nogen Indflydelse til at bevirke, at en saadan Repræsentation, saafremt den nu eller senere skulde søges istandbragt for de efter Rigs-Acten af 1815 forenede Riger, maatte blive organiseret efter Forholdetaf Bidragenes Størrelse eller af Folkemængden. Thi Rigs-Acten har ved, som oven anført, at indskrænke Bestemmelserneom Fællesskabet imellem Rigerne, navnlig hvad Repræsentationenfor ethvert af dem angaaer, til visse udtrykkeligt angivne Forholde, og ved i disse at bringe Ligheds-Principet til fuld Anvendelse, her lagt en Grundvold for Foreningen, som ikke tilsteder, at dennes videre Udvikling gjennem en mere udvidet Fælles-Repræsentation, om og naar en saadan for

Side 793

Øvrigt skulde findes hensigtsmæssig, kan foregaae efter noget
andet Princip end den samme fuldstændige Ligheds.

Idet Departementet saaledes, skjøndt gjennem en baade i Væsen og Retning forskjellig Betragtningsmaade, er kommen til det samme Resultat som Hans Excellence den svenske Justitiæ-Statsminister, at man nemlig, saalænge Tiden i ethvert Fald ikke er kommen til Istandbringelsen af en fælles Repræsentationefter rigtige Principer, bør lade det beroe ved de hidtil bestaaende Forholde med Hensyn til Bestemmelsen af Rigernes Bidrag til fælles Øiemed, er det, efter det oven Anførte, en Selvfølge, at der under disse Omstændigheder heller ikke bliver Spørgsmaal om nogen Forandring af Bestemmelsernei Rigs-Acten angaaende Konge-, Thronfølger- og Formynder-Valg derhen, at disse Valg skulde foretages umiddelbartaf den ommeldte fælles Repræsentation. Og hvad den anden i Hans Excellences Foredrag paapegede Retning betræffer, i hvilken Fremgangsmaaden ved disse Valg skulde kunne forandres,nemlig derhen, at i Tilfælde af Uenighed første Gang imellem de særskilte Repræsentationer, disse skulde opløses, og at selve Unionen skulde ansees opløst, saafremt heller ikke de nyvalgte Forsamlinger maatte komme til et fælles Resultat, — da forekommer denne Udvei i al Fald ikke Departementet at have noget reelt Fortrin for det nu Bestaaende, medens Forandringen i formel Henseende, paa den ene Side vilde have den Virkning at borttage af Rigs-Acten netop de Bestemmelser, i hvilke Ligheds-Principet for Foreningen imellem Rigerne har fundet maaskee sit stærkeste Udtryk, og paa den anden Side lede til den Synderlighed, saa vidt Departementet har kunnet opfatte Sagen, at der i selve Forenings-Acten skulde indeholdes en Udtalelse angaaende Foreningens eventuelle Opløsning. Skulde det nogensinde, mod al Forhaabning, komme derhen, at der ikke imellem Pluraliteten af begge Rigers Repræsentantermaatte kunne opaaes fornøden Samstemmigbed med Hensyn til de her omhandlede vigtige Valg, men at ethvert Rige for sig til det Yderste vedbliver at holde paa sine særskilteCandidater,

Side 794

skilteCandidater,da vil ogsaa Foreningens Livskraft i Virkelighedenvære forbi, og det synes ved et saadant Forhold ikke at kunne være af nogen særdeles Betydning i praktisk Hen seende, hvorvidt Opløsningen kommer til at foregaae enten som den -umiddelbare Følge af at det ene Kige bryder en Forening, hvis Grund-Betingelser ikke længer ere tilstede, eller i Kraft af et i Forenings-Acten indtaget udtrykkeligt Forbehold om ethvert Riges Adgang til under de givne Omstændigheder at ophæve den.

Blandt de af Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren i Forslag bragte Revisions-Punkter staaer nu alene igjen at nærmere omhandle det, der angaaer Forandringer i eller Tillæg til Rigs-Actens Bestemmelser om visse Sagers Afgjørelse af Hans Majestæt Kongen i et af Medlemmer fra begge Riger sammensat Statsraad.

Som tildeels allerede ovenfor antydet, ligger der for Hans Excellences Fremstilling i dette Punkt den samme Hovedtanke til Grund, som har gjort sig gjældende gjennem hans Bemærkningermed Hensyn til en Fælles Repræsentation, nemlig Ønskelighedenaf et mere omfattende og ordnet Fællesskab imellem Rigerne end der hidtil har fundet Sted. Det er ogsaa klart, at fra dette Synspunkt Anliggendernes Behandling i en fælles Ivepræsentation og i et fælles Statsraad maa betragtes som staaende i saa nær Forbindelse, at hvad der betræffende det ene af disse Punkter maatte være eller blive bestemt, ikke kan blive uden væsentlig Indflydelse paa Ordningen af det andet. Naar saaledes Hans Excellence til Indførelsen af en Fælles-Repræsentation har knyttet den ovenfor berørte Forudsætningom, at man efterhaanden vilde komme til at drage alt flere og flere Anliggender ind under denne Forsamlings Virkekreds,og da tillige formentlig, som en ligefrem Følge deraf, ogsaa under det sammensatte Statsraad, vil altsaa allerede den Omstændighed, at en saadan Fælles-Repræsentation efter det Foranførte i al Fald ikke i nogen nærmere Fremtid kan antages at ville komme istand, virke til en Indskrænkning i Omfanget

Side 795

de Funktioner, som ellers under den nysnævnte Forudsætningskulde
kunne tænkes at være tilfaldet det sammensatte
Statsraad.

Det sees imidlertid, at Hans Excellence Justitiæ-Statsininisteren endogsaa uden alt Hensyn til en Fælles-Repræsentation har lagt megen Vægt paa at opnaae en Udvidelse af det sammensatte Statsraads Virkekreds, og at han i ethvert Fald har anseet det nødvendigt, at andre Bestemmelser angaaende dets Competence blive vedtagne end de, der nu indeholdes i Rigs-Actens § 5.

Forsaavidt der i førstnævnte Henseende er af Hans Excellence fremsat en Antydning om, at det kunde være hensigtsmæssig^at enhver paa Bane bragt Forandring i noget af Rigernes særskilte Grundlove skulde blive Gjenstand for foreløbigBehandling i sammensat Statsraad med Hensyn til Spørgsmaaletom, hvorvidt en. saadan Forandring kunde have nogen Jndvirkning paa Foreningen, har Departementet allerede ovenfor bemærket, at der for denne Ordning af Forholdene uden Tvivl vilde stille sig afgjørende Vanskeligheder i Veien. Der vilde formentlig allerede i formel Henseende ligge en væsentlig Betænkelighed deri, at et Anliggende saaledes skulde undergivesforeløbig Behandling i et Statsraad, i hvilket der ikke kunde være Spørgsmaal om at foretage det til Afgjørelse i Realiteten, idet nemlig den endelige Beslutning enten om Fremsættelse af Proposition til Forandring i ethvert Riges særskilte Grundlov eller om Sanction paa en saadan Forandring selvfølgelig alene kunde afgives i dette Riges særskilte Statsraadog derfra expederes under vedbørlig constitutionel Ansvarlighed.Et sammensat Statsraad hos Hans Majestæt Kongen, hvori der ikke af Høistsamme skulde kunne fattes nogen Beslutningangaaende selve Gjenstanden for Forhandlingerne, men hvor der alene af de tiistædeværende Statsraads-Medlemmer fra begge Sider skulde med Hensyn til enhver paa Bane bragt Forandring i noget af Rigernes særskilte Grundlove delibereres om, hvorvidt den kunde have nogen Indvirkning paa Foreningen,—

Side 796

eningen,—dette vilde være en saa ny og særegen Institution, at der vel neppe kunde blive Tale om at bevirke den indført uden tvingende Nødvendighed. Og det er formentlig saa langt fra, at nogen saadan her skulde være forhaanden, at der tvertimodmaatte befrygt es af den tilsigtede nye Tingenes Orden ¦ naar nemlig intet af Rigerne maatte foretage nogen Forandringi sin særskilte Grundlov, uden at ogsaa det andet Rige gaves Indflydelse paa Sagens Behandling — at ville opstaaebaade flere og større Forviklinger, end der nogensinde er indtraadt eller kan forudsættes at ville indtræde under de nu bestaaende Forholde. I de constitutionelle Bestemmelser imellem Rigerne indbyrdes, der tilsikre ethvert af dem fuld Selvstændighed i Afgjøreisen af dets egne Anliggender, maa ogsaa til enhver Tid søges Regelen for hvad der i Modsætning hertil skal betragtes og behandles som Fælles-Anliggender, og det kan vel saaledes mindst tænkes" for hvert enkelt forekommendeTilfælde at skulle være Gjenstand for Opgjør imellem Rigerne, hvor meget eller hvor lidet af selve de særskilteGrundloves Indhold der skal ansees som hørende under det enkelte Riges udelukkende Raadighed.

Medens altsaa den her omhandlede Udvidelse af det sammensatte Statsraads Virkekreds maa af Departementet antages at være übctineet utilraadelig, »k«] *nan na gaac over til at ytre sig med Hensyn til den af Hans Exeellence Justitiæ- Statsministereu fremsatte Mening om Nødvendigheden af at der under enhver Omstændighed søges gjennem en Revision af Rigs-Acten tilveiebragt mere detaillerede og bestemte Forskrifter, end der nu indeholdes i samme, angaaende hvad der overhoved skal være Gjenstand for Behandling i sammensat Statsraad.

Det er af Hans Excellence anført, at den almindelige Bestemmelse i Rigs-Acten, efter hvilken der, naar i det ene Riges Statsraad behandles Sager, som angaae begge Riger, skal være tilstede tre Medlemmer af det andet Riges Statsraad,har været Gjenstaud for forskjellig Fortolkning inden.

Side 797

hvert af Rigerne, idet man fra svensk Side har villet henføre til det sammensatte Statsraad ogsaa de det ene Rige umiddelbartvedkommende Sager, der kun middelbart angaae det andet, men fremfor Alt alle saadanne Anliggender, som, riaar Foreningen ikke havde været, maatte blevet Gjenstand for diplomatiske Underhandlinger og Tractater mellem begge Riger, medens man derimod paa norsk Side — under en Opfatning af Rigs-Acten, som Hans Excellence forudsætter at gaae derhen, at overhoved ingen andre Gjenstande henhøre under det sammensatteStatsraad end saadanne, hvorom Beslutning kan udfærdigesved en for begge Riger fælles Expedition — har villet unddrage fra det sammensatte Statsraads Overveielser Sager, som dog übetinget maa tages under Behandling af begge Statsraad.

I denne sidste Henseende har Hans Excellence exempelviis nævnt, at angaaende de af Storthinget i 1860 besluttede Forandringer i den kongelige Proposition til Lov om Vareførsel landværts mellem de forenede Riger, samt ligeledes angaaende et i Norge fremsat Porslag betræffende Omkostningerne ved Hjemsendelsen fra Udlandet paa det ene Riges Fartøier af fattige eller skibbrudne Sømænd fra det andet Rige, er der af Kongen i norsk Statsraad afgivet Beslutninger for Norges Vedkommende, og Sagerne ere derefter blevne tilstillede det svenske Statsraad, for at tilsvarende Beslutninger maatte for Sveriges Vedkommende blive fattede i svensk Statsraad.

Da Departementet antager, at en nærmere Betragtning af de saaledes anførte Exempler vil afgive et i flere Henseender oplysende Bidrag til at forklare den egentlige Beskaffenhed af en for Øvrigt, saavidt vides, kun i ganske enkelte Tilfælde fremtraadt Menings-Forskjel imellem de respective Statsraad med Hensyn til Forstaaelsen og Anvendelsen af Rigs-Actens §5, skal man tillade sig foreløbig at tilbagekalde i naadigst Erindring de Omstændigheder ved de 2de nys nævnte Sagers Behandling, hvorpaa her i Særdeleshed kan være at lægge Vægt,

Side 798

I sammensat Statsraad af 9de Marts 1860 blev i Følge underdanigst Foredrag fra Chefen for det svenske Finants- Departement et Forslag til Lov angaaende Varers Førsel landværts mellem de forenede Riger, om hvis Fremsættelse Motion var vakt ved den norske Regjerings Indstilling af ste December næstfør, af Deres Majestæt naadigst bifaldt, idet Høistsamme tilføiede et Tilkjendegivende om, at efterat naadigst Proposition i Overeensstemmelse med Forslaget er bleven afgiven til Norges Storthing, og saafremt den af dette bifaldes, skal en tilsvarende Forordning ogsaa for Sveriges Vedkommende udfærdiges. ])et behagede derefter Deres Majestæt lige naadigst i norsk Statsraad den 21de Marts 1860, efter underdanigst Indstilling af 16de samme Maaned fra den norske Regjering, at bifalde og med høieste Underskrift at forsyne en saadan Lov-Proposition til Storthinget, i hvilken der indeholdtes en lignende Slutnings-Bestemmelse som den, der findes i den almindelige Lov om Mellemrigs-Handelen af 4de August 1827, at nemlig Loven for Norge skulde træde i Kraft saa snart, og forblive gjældende saa længe, som der i Sverige haves modsvarende Regler, eller det her i Riget ikke anderledes ved Lov bliver bestemt. Efterat Storthinget under 10de Mai næstefter havde fattet en Beslutning, i alt Væsentligt og san-ligt hvad den nys anførte Bestemmelse angaaer, stemmeude med Propositionen, i hvilken nemlig kun enkelte til Indholdets større Correcthed ledende Forandringer vare foretagne, blev der af <len norske Regjering under 12te samme Maaned afgivet underdanigst Indstilling til denne Lov-Beslutnings uaadigste Sanction, hvilken derpaa meddeeltes af Deres Majestæt i norsk Statsraad i Stockholm den 18de Mai og blev paa grundlovmæssig Maade communiceret Storthinget umiddelbart forinden dets den 22de samme Maaned stedfundne Opløsning.

Da derhos den norske Statsraads-Afdeling i Stockholm under 19de Mai havde ved Oversendelse af vedkommende Actstykker meddeelt det nævnte Resultat af Sagens Behandling fra norsk Side til det svenske Finants-Departement, afgav

Side 799

dette, efter hvad en gjennem bemeldte Ståtsraads-Afdeling til den norske Regjering oversendt Udskrift af Protokollen for et den 12te Juli 1860 hos Deres. Majestæt afholdt svensk Statsraadudviser,i dette Stadsraad underdanigst Forestilling om, at i Overeensstemmelse med den nysnævnte af Storthinget vedtagneLovsIndhold en tilsvarende Forordning for Sverige roaatte blive udfærdiget, hvilket ogsaa i samme Statsraad blev naadigst bifaldt. Ligesom det imidlertid i selve Foredraget fra det svenske Finants-Departement, under Erkjendelse for Øvrigt af at de af Storthinget foretagne Forandringer i den kongelige Proposition ikke vare af saadan Beskaffenhed, at de kunde vække nogen Betænkelighed fra svensk Side ved Lovens Antagelse,dog tillige var ytret. at Sagen paa Grund af disse Forandringer maatte ansees som ny, og altsaa, som angaaende begge Riger, egentlig burde have været atter foretagne til Prøvelse og Åfgjørelse i sammensat Statsraad, efter Rigs-Aetens § 5, — saaledes skede der til den nævnte Statsraads-Protokol en yderligere Tilførsel af Hans Excellence den svenske Justitiæ- Statsminister, hvori, med Henhold for Øvrigt til det af Finants- Departementets Chef Anførte, fremhæves Vigtigheden, ikke mindre for Kongen selv end for de forenede Riger, af at bemeldte Paragraph i Rigs-Acten erholder sin fuldstændige Anvendelse, da det ellers ved Behandlingen af Sager som den her omhandlede let kan indtræffe, at Hans Majestæt Kongen først ved at betragte Sagen efter en eensidig Fremstilling fra det ene Riges Synspunkt, fatter en Beslutning, som ved en efterfølgende Granskning fra det andet Riges Synspunkt findes uforenelig med dettes Interesser, medens derimod — vedbliver Hans Excellence — saafremt en fælles Overlægning mellem begge Rigers Statsraad gaaer forud for den endelige Åfgjørelse, hvilken sidste i al Fald kan finde Sted i de særskilte Statsraad,omSaadant maatte ansees rigtigst, Hans Majestæt faaer Leilighed til at afveie begge Rigers Interesser mod hinanden og i Overeensstemmelse dermed fatte Beslutning, saa at ikke hvad der den ene Dag i et fælles Anliggende i det ene Riges

Side 800

Statsraad naadigst anordnes, kort derefter i det andet Riges Statsraad maa blive af Kongen selv erklæret ugyldigt. I de saaledes baade fra det svenske Finants-Departements Chef og fra Hans Excellence Justitiæ- Statsministeren fremkomne Udtalelsererklæredeogsaa det øvrige svenske Statsraad at være enigt.

Forsaavidt der for disse Udtalelser ligger den ForudsætningtilGrund, at der til Behandling af saadanne Anliggender som det, hvorom her er Spørgsmaal, skulde blive at afholde sammensatte Statsraad, i hvilke blot foreløbige Deliberationer i Hans Majestæt Kongens Overvær vilde komme til at finde Sted, medens den egentlige Afgjørelse af Sagen maatte være forbeholdt Hans Majestæt i hvert Riges særskilte Statsraad, da har man allerede ovenfor med Hensyn til et andet Slags Sager tilladt sig at gjøre opmærksom paa Betænkelighederne ved at indgaae paa en saadan Forudsætning. Disse Betænkelighederfaaei ethvert Fald for Norges Vedkommende e» ganske særegen og forøget Vægt med Hensyn til den her fra svensk Side tilsigtede Fremgangsmaades Anvendelighed paa Behandlingen af en Sag just i det Stadium, da en derom af National-Repræsentationen fattet Lov-Beslutning foreligger til naadigst Sanction af Hans Majestæt. Der er for denne Behandlingefterden norske Grundlov i det Hele fastsat saadannc Former, og særskilt tillige en saadan Tids-Frist, at derved ikke kan være tænkt Andet, end at Sagen, som et særskilt norsk Lovgivnings-Anliggende, fra den Tid, da Storthingets Beslutning er afgiven, og lige indtil der falder naadigst Bestemmelse om dens Sanction eller Ikke-Sanction , alene er under norske AutoritetersudelukkendeRaadighed og Ansvar saavel hvad Maaden som Tiden for dens Behandling angaaer (jfr. Grundlovens§§7 7 81). Heller ikke vides der nogensinde tidligere i Virkeligheden at have været bragt paa Bane nogen Behandlingisammensat Statsraad af Spørgsmaalet om Sanction paa en af det ene Riges Repræsentation fattet Lov-Beslutning. I al Fald ere de Beslutninger af det norske Storthing, der i saa

Side 801

Henseende kunde synes nærmest at have egnet sig til at komme i Betragtning, f. Ex. Loven om iMellemrigs-Handelen ;af 4de August 1827, fremmede til naadigst Sanction i norsk Statsraad, uden nogen mellemkommende Fremlæggelse og Prøvelseisammensat Statsraad, paa hvilken Fremgangsmaade det ikke har kunnet være af nogen Indflydelse, om Beslutningerne vare fuldkommen stemmende med de dertil afgivne naadigste Propositioner, da selve Controllen hermed, naar Behandlingen overhoved formelt skulde henhøre under det sammensatte Statsraad, ogsaa maatte blive at føre gjennem dette, ikke at tale om Muligheden af at senere indtraadte Forandringer i Forholdene kunde vække Betænkeligheder med Hensyn til Sanction endogsaa af en uforandret Beslutning. — Der indeholdesforØvrigt ogsaa netop i det, som ovenmeldt, Passerede med Hensyn til den enkelte her særligt omhandlede Sag, Lovßeslutningenaf1860 om landværts Vareførsel imellem Rigerne, »en praktisk Bekræftelse paa, at den norske Grundlovs Sanctions-Bestemmelserikketilstede en Fremgangsmaade, der gjør Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Sanction, endog kun hvad Tiden angaaer, for nogen Deel afhængig af andre Autoriteters Mellemkomst i Sagens Behandling end de norske. Thi Følgen af, at Storthingets Beslutning af 10de Mai, der med d-en norske Regjerings Indstilling af 12te samme Maaned indløb til Statsraads-Afdelingen i Stockholm den 17de næstefter, skulde have været gjort til Gjenstand for yderligere Foi-handlinger med det svenske Finants-Departement og derpaa følgende foreløbigBehandlingi et sammensat Statsraad, forinden AfgjørelsenafSanctions-Spørgsmaalet kunde foregaae i norsk Statsraad,vildesimpelt hen have været den, at denne Afgjørelse ikke havde kunnet finde Sted betimeligt nok til at blive meddeelfcStorthingetinden den til dets Opløsning forud naadigst bestemte Tid, og at Storthingets Lov-Beslutning altsaa alene af denne Grund, uden Hensyn til dens Indhold, var bleven, i Henhold til Grundlovens § 80, at ansee som forkastet af Deres Majestæt. Men medens et saadant Resultat, navnlig ogsaa

Side 802

efter hvad der ovenfor er oplyst om Sagens senere Behandling i Sverige, maa erkjendes at ville have været ligesaa vel stridendeimoddette Riges Interesse som imod Norges, er der efter Departementets Formening ikke tilstrækkelig Føie til at ansee enten nogen Skade eller endog kun nogen væsentlig Ulempe forbunden med at i denne eller i Almindelighed i lignendeSagernaadigst Bestemmelse i de grundlovsmæssige Former afgives for Norges Vedkommende under en forhaanden værende Mulighed for at en saadan, efter sit udtrykkelige Indhold, paa Reciprocitet fra svensk Side beregnet Bestemmelseseneremaatte kunne vise sig i al Fald ikke strax at ville komme til praktisk Anvendelse, fordi Tiden i Sverige endnu ikke findes at være kommen til at gjøre Brug af den fra norsk Side tilbudne Reciprocitet under de givne Betingelser.

Departementet har nemlig ikke kunnet overbevise sig om Anvendeligheden paa det her omhandlede Forhold af den Betragtningsmaade,som Hans Excellence den svenske Justitiæ- Statsminister først i sin oven berørte Tilførsel til Statsraads- Protokollen af 12te Juli 1860 har antydet og senere i sit underdanigste Foredrag af 9de April sidstleden yderligere udvikletderhen, at Kongemagtens Anseelse skulde blive compromitteret,tjaar Kongen stundom kan komme til, med udelukkendeHensyn til det ene Riges Fordeel, i dettes Statsraad at fatte en Beslutning, som Han, med Opmærksomheden fæstet paa det andet Riges Bedste, senere maa der lade uden Fuldbyrdelseeller endog modvirke. Denne Betragtningsmaade kan efter Departementets Skjøn ikke blive at tillægge Indflydelse udenfor det Omraade, hvor Kongemagten efter de gjældende Unions-Bestemmelser skal fremtræde som styrende undereet for begge de forenede Riger i Fællesskab. Skulde der paa dette Omraade kunne ta^nkes at blive afgivet nogen Beslutning eensidigti det ene Riges Statsraad, da maa det vistnok erkjendesr at hverken Beslutningens deraf umiddelbart flydende fuldkomne Ugyldighed eller det af vedkommende Raadgivere paadragne

Side 804

overeensstemmende med dets Tarv, kommer i det Tilfælde, at Han i d«t ene Rige sanctionerer en videre gaaende partiel Adgang til Gjensidighed, end det i det andet Rige senere findes hensigtsmæssigt at benytte sig af, skjønnes det ikke at derved, efter et paa virkelig Kundskab om det retligt bestaaendeUnions-Forhold imellem Rigerne støttet Omdømme, Kongemagtens Anseelse med Føie kan siges at være udsat for i nogen Henseende at compromitteres. Saameget mindre kan dette blive Tilfældet, naar der tages i Betragtning, hvilke væsentligeForskjelligheder, der navnlig med Hensyn til Betingelserneog Formerne for Udøvelse af den kongelige Sanctions- Myndigbed, finder Sted imellem Institutionerne i ethvert af de forenede Riger, og hvorom Departementet her, under Henviisningfor Øvrigt til hvad der ovenfor er anført angaaende Forholdenei Norge, kun skal tillade sig at bemærke, at foruden at der ved de svenske Grundlove er tillagt Kongen en særegenMyndighed ved Ordningen af den saakaldte oekonomiske Lovgivning, gjælder formentlig heller ikke i Sverige, hvad den kongelige Sanction paa Beslutninger af National-Repræsentationen angaaer, saadanne Begrændsninger enten i Tiden for dens Meddelelse eller i andre Henseender, som efter Norges Grundlov.

At der heller ikke fra svensk Side tidligere har været gjenneaiført en s tis dan Bctragtriiugsrnaaue sum den, Kans ExcellenceJustitiæ-Statsministeren nu har fremstillet med Hensyn til Kongemagtens Forhold til ethvert af de forenede Rigers Anliggender i de Tilfælde, hvor Afgjørelsen for det ene Riges Vedkommende ogsaa kan drage til Følge for det andet, derpaa kan der formentlig hentes et meget betegnende Exempel fra hvad der foregik i 1851, da Spørgsmaalet om Indførselen af Sukker fra det ene Rige til det andet ved forskjellige Omstændighedervar blevet bragt i en forviklet Stilling. Der blev nemlig da ved en af Hans Majestæt Kongen i svensk Statsraadafgiven Beslutning af 30te September 1851 anordnet, at der af raffineret Sukker, som indtil Iste Juli 1854 indførtes

Side 805

fra Norge til Sverige, skulde erlægges en særskilt Afgift forudenden Indførsels-Told, som af denne Vare efter gjældende Bestemmelser skulde svares. Da disse sidste indeholdtes i Loven om Mellemrigs-Handelen af 4de August 1827, hvilken .Lov ifølge dens § 36 kun forbliver i Kraft, saalænge de modsvarende Bestemmelser i Sverige ikke blive hævede, kunde -der følgelig efter den saaledes fra svensk Side foretagne Forandringendog være blevet Spørgsmaal om at ansee det ved Mellemrigs-Anordningen oprettede Forhold i det Hele ophævet. Den væsentlige Indflydelse, Sagens Behandling i Sverige altsaa emligens kunde faaet paa det retligt bestaaende Forhold imellem Rigerne indbyrdes, blev imidlertid, som meldt, dengang ikke anseet tilstrækkelig til at foranledige nogen Modifikation i Formen af denne Behandling udelukkende i svensk Statsraad, ¦og der blev senere, efter at dette Skridt fra svensk Side var gjort, ogsaa i særskilt norsk Statsraad den 20de Februar 1852 af Hans Majestæt afgivet naadigst Bestemmelse angaaende midlertidig Forhøielse i Tolden af raffineret Sukker, der fra Sverige indførtes til Norge.

Til hvad der saaledes dengang først fra svensk Side *kede synes det at staae i en ganske mærkelig Modsætning, naar Hans Excellence Justitiæ - Statsministeren nu i sit underdanigsteForedrag af 9de April sidstleden har udtrykt sig som om det tilbørlige Hensyn til det imellem Rigerne retligt bestaaendeFællesskab, og specielt til Vigtigheden af at Kongemagtenikke skal kunne ansees i nogen Henseende cooiprosnitteret,skulde være blevet tilsidesat ved en i Norge i den senere Tid afgiven Bestemmelse vedkommende Forholdet med Hjemsendelse fra Udlandet af forulykkede eller fattige Sømænd, hjemmehørende iet af de forenede Riger. Med denne Sag forholder det sig saa, at i en for Norge under 24de Marts 1860 udkommen udførlig, af 138 Paragrapher bestaaende, Lov om Søfarten, indeholdes der i § 84 blandt Andet den Forskrift, at norske Skibe skulle i alle Tilfælde, hvor det paaliggerConsulerne i Udlandet at drage Omsorg for norske SøfolksHjemsendelse,

Side 806

folksHjemsendelse,være forpligtede til at medtage disse mod sandan Betaling, som af Kongen bestemmes, hvorhos det i Paragraphen er tilføiet, at lignende Forpligtelse skal paahvile norske Skibe med Hensyn til svenske Søfolk, forsaavidt en. modsvarende Bestemmelse i Sverige vedtages. Efterat derpaa. under lOie November f. A- er blevet udfærdiget en kongelig Placat angaaende den Godtgjørelse, der skal tilstaaes for Hjembringelsen af norske Sømænd, har Departementet for det Indre, ved under 15de December næstefter at meddele Hans Excellence Udenrigs-Ministereu de saaledes afgivne Bestemmelser, henstillet til ham, hvorvidt der maatte findes Anledning til i Sverige at træffe Bestemmelse om, at svenske Skibe, mod Reciprocitet her i Landet, skulde være forpligtede til, mod enbestemtBetaling, at hjembringe norske Sømænd.

Den enkelte Paragraph i en almindelig norsk Lov, hvorom-, her er Spørgsmaalet, vil altsaa sees i Principet, som i Anvendelsen, egentlig ikke at være af anden Art, end f. Ex. den ovenfor omtalte under 26de August 1854 ligeledes for Norge særskilt givne Lov, hvorved Forholdet med Hensyn til Fragt- Farten imellem norske Havne er ordnet saaledes, at Adgang er aabnet ogsaa for andre Landes, og deriblandt følgelig for Sveriges, Fartøier til deri at kunne deeltage lige med Norges egne, saasnart der for disse i saa Henseende indrømmps Eeeiprocitet i det andet Land, hvilket, som meldt, imidlertid ikkehidtil er skeet i Sverige.

Men den Synsmaade, efter hvilken Bestemmelser af dette- Slags skulde ansees i Henhold til Eigs-Actens § 5 at angaae begge Riger og saaledes ikke skulde kunne afgives under Behandlingenaf de hvert Rige særskilt vedkommende Anliggender og i de for denne Behandling gjældende Former, uden Deeltagelseaf det andet Riges Statsraad, vilde formentlig ikke kunne bringes til conseqvent Anvendelse uden at et saagodtsom fuldstændigt Fællesskab i Rigernes Styrelse deraf maatte blive Følgen. Thi naar alene den Omstændighed, at en Forføining særskilt for det ene Rige eventuelt eller middelbart kunde af

Side 807

det andet Riges Styrelse findes ogsaa for dets Interesser at have en mere eller mindre fjern Betydning, skulde — endog naar denne, som i de ovenfor berørte Tilfælde, maatte være gjort specielt afhængig af det sidstnævnte Riges egen fremtidigeBestemmelse, — være tilstrækkelig til at betegne en saadan Forføining som Gjenstand for Fælles-Behandling efter Rigs-Actens § 5, da vilde Sikkerhed for at denne Behandling ikke blev undladt i noget Tilfælde, som efter hiin Fortolkning derunder skulde kunne ansees henhørende, neppe. være at opnaaepaa anden Maade, end ved at i al Fald enhver Lovgivnings-Sagaf nogen almindelig Interesse, der maatte blive bragt paa Bane i et af de forenede Riger, kom til at undergivesBehandling og Prøvelse i sammensat Statsraad. Thi der kunde selvfølgelig ikke blive Spørgsmaal om, at Hans Majestæt Kongen Selv alene skulde være den, der ved en saadan Sags Foredrag i det særskilte Statsraad havde at tilsee, hvorvidt den muligens, uanseet de der tilstedeværende Raadgiveres Meningderom, kunde ansees at være af nogen middelbar Interesseogsaa for det andet Rige. Men at en til en saa stor Udvidelse af det sammensatte Statsraads Virkekreds ledende Fortolkning af Bestemmelserne i Rigs-Actens § 5, om der end ellers skulde findes at være nogen Mulighed for, med den nuværendeOrganisation af de unionelle saavelsom af de for hvert af Rigerne særskilte Institutioner, at faae den bragt til virkelig Anvendelse, i ethvert Fald vilde være stridende mod Foreningens Væsen og Rigs-Actens hele Indhold for Øvrigt, derom tør Departementet, efter Alt, hvad der ovenfor er anført,ansee det ufornødent her nærmere at udtale sig.

Naar altsaa de i nysnævnte Paragraph saavelsom i den norske Grundlovs § 38 benyttede Udtrykke „Gjenstande, som angaae begge Riger", nødvendigviis i Anvendelsen tiltrænge en bestemt Begrændsning, maa denne, for ikke at blive mere eller mindre vilkaarlig, formentlig efter Forholdenes Natur nærmest være at søge i Rigs-Acten selv som det Document, der indeholder Reglerne for Unions-Forholdet imellem Rigerne,

Side 808

og til hvis Indhold saaledes ogsaa den rette Opfatning af Betingelserne for og Omfanget af det ved dette Forhold fremkaldte Fællesskab i Anliggendernes Behandling alene kan blive at støtte.

Dersom de omhandlede, efter hvad Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren ikke uden Føie har anmærket, i sig selv elastiske Udtrykke i Virkeligheden vare dette i den Grad, som af Hans Excellence forudsat, vilde vistnok ogsaa de af ham fremstillede Grunde for den meest udvidede Fortolkning paakalde en udførligere og dybere gaaende Undersøgelse af deres Gyldighed, end Departementet nu har kunnet ansee strengt fornøden, idet den forudsatte Übestemthed antages ved en noget nøiere Betragtning at ville vise sig at være mere tilsyneladende end virkelig.

De tilsigtede Bestemmelser gaae, overalt hvor de forekomme, i en forsaavidt eenslydende Form ud paa, at naar der i det ene Riges Statsraad forhandles Sager, hvilke, som Udtrykkene lyde, „angaae begge Riger", skulle ogsaa Medlemmer af det andet Riges Statsraad sammesteds have Sæde og Stemme.

Det forekommer Departementet, at den nærmeste og naturlige Opfatning allerede af selve Udtrykket „angaae begge Riger" i denue Forbindelse maa være den, at Sagen undernet og umiddelbart angaaer begge Riger, i Henhold altsaa til det mellem dem efter Rigs-Actens øvrige Indhold bestaaende Fællesskab, medens derimod Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens hele Fremstilling af Forholdet med det sammensatte Statsraad hviler paa Forudsætningen om, at den i Rigs-Acten betræffende Tiltrædelse af Medlemmer fra det andet Riges Statsraad brugte Udtryksmaade: Gjenstande, „som angå ae begge Riger", har ganske og aldeles den samme Betydning som om der havde staaet, at Tiltrædelsen skal finde Sted, saasnart en. det ene Rige vedkommende og til Forhandling i dets Statsraad bestemt Sag „tillige angaaer det andet Rige".

Side 809

Men ligesom det efter Departementets Formening maa erkjendes, at der imellem de nævnte Udtryksmaader ligger en Forskjel , tilstrækkelig til efter den Sammenhæng, hvori de forekomme, og de Omstændigheder, der for Øvrigt maae indvirke paa deres Forstaaelse, at give enhver af dem sin særegne Betydning, saaledes maatte under denne Forudsætning den sidst berørte Udtryksmaade. saafremt den havde været benyttet, indrømmes at ville have levnet i al Fald noget større Føie, end der nu haves, til en Fortolkning,' ifølge hvilken man, efter Hans Excellences Ytringer, fra svensk Side har villet henføre til det sammensatte Statsraad ogsaa de det ene Rige umiddelbart vedkommende Sager, som kun middelbart angaae det andet Rige. Som Forholdene imidlertid nu i Virkeligheden ere, kunne Udtrykkene i Rigs-Actens § 5 formentlig ikke med Føie ansees at begunstige denne Fortolkning, i hvilken Henseende Departementet i Forbindelse med Foranførte endvidere skal tillade sig at henlede Opmærksomheden paa, at de i Rigs-Actens næstforegaaende § 4 afgivne Bestemmelser om, hvorledes et Anliggende, som efter dets Beskaffenhed paakræver Afgjørelse undereet og fælles for begge Riger, skal undergives Behandling i Statsraad hos Kongen, gjælde efter deres udtrykkelige Indhold kun for et enkelt af de i denne Paragraph nævnte Tilfælde af den kongelige Myndigheds Udøvelse, nemlig naar Kongen vil begynde Krig. Naar altsaa Regelen for saadan Behandling af andre Anliggender, der vedkomme det af Forenings-Forholdet flydende Fællesskab imellem Rigerne, navnlig i dynastisk Henseende og i det politiske Forhold til Udlandet, maa søges udenfor Rigs-Actens § 4, og naar der da i den umiddelbart paafølgende Paragraph af samme Act findes indtaget en Forskrift om, at ved Behandlingen i det ene Riges Statsraad af Sager, „der angaae begge Riger", skulle ogsaa Medlemmer af det andet Riges Statsraad have Sæde, saa synes det ganske nærliggende at ansee denne Forskrift som indeholdende netop den efter det nys Anførte fornødne Regel, og hverken Mere eller Mindre.

Side 810

Denne Betragtningsmaade synes ogsaa at vinde yderligere Styrke derved , at det kun under en saadan Begrændsning af Begelens Omfang med nogensombelst Kimelighed kan forklares, at i § 38 af Norges Grundlov, hvor denne Regel forefindes' oprindeligt given, og hvorfra den er indtagen i Rigs-Acten, har den alene Hensyn til det Tilfælde, at der i det svenske Statsraad forekommer Sager, „som angaae begge Riger". Thi hvis der ved disse sidste, til Rigs-Acten uforandret overførte Udtrykke i den nævnte GrundlovsParagraph skulde have været tilsigtet at omfatte ogsaa saadanne det ene Rige umiddelbart vedkommende Sager, som alene middelbart vedrøre det andet Riges Interesser, og hvilke Sager altsaa efter deres Natur kunne forudsættes forholdsviis omtrent lige hyppigt at ville indkomme til Behandling i hvert Riges særskilte Statsraad, da bliver det aldeles uforklarligt, hvorledes den norske Grundlov, som dog maatte antages først og fremst at skulle indeholde Forskrifterne for Behandlingsmaaden af de i norsk Statsraad forekommende Tilfælde af saadan Art, tvertimod kan have ganske undladt at omtale disse, og alene givet en Regel for Samernes Fælles-Behandling i det svenske Statsraad. Derimod stiller Forholdet sig i saa Henseende væsentligt anderledes, naar Udtrykket „angaae begge Riger" antages blot at referere sig — med Udelukkelse for Øvrigt af Krigs-F,rkl?erir>g, hvorom Regelen særskilt er given i Rigs-Actens § 4, — til saadanne Sager, som vedkomme det ved Foreningen stiftede nødvendige Fællesskabs-Forhold mellem Rigerne, saaledes som dette i Norges Grundlov er forudsat og siden ved Rigs-Acten nærmere bestemt. Thi om dette Slags Sager kan det med al Rimelighed forudsættes, at Grundloven har tænkt sig dem i Regelen først at ville indkomme til eller blive bragte paa Bane i det svenske Statsraad, og derfor nærmest kun har havt dette for Øie i § 38, medens det først ved Affattelsen af Rigs-Acten er blevet iagttaget, at der til den deri tilsigtede fuldstændige Gjennemførelseaf Ligheds- og Reciprocitets-Principet ogsaa hørte Anvendelsenaf den samme Regel i ommeldte Henseende paa

Side 811

<iet norske Statsraad i de, om end sjeldnere, Tilfælde, da
Sager af den omhandlede Beskaffenhed maatte forekomme
først til Behandling.

At den af Departementet her fremstillede Opfatning af de eenslydende Udtrykke i Rigs-Actens § 5 og Grundlovens '§ 38 ikke blot er fuldkommen forenelig, men endog nærmest steminende ogsaa med den historiske Oprindelse til disse Paragrapher,vil det ikke være vanskeligt at paavise. Den sidstnævnteParagraph, der med en her uvæsentlig Afvigelse i Redaction fandtes optagen i det af de svenske Commissarier til Storthinget i 1814 indleverede Grundlovs-Udkast, blev af Storthinget den 28de October s. A. antagen, som det i vedkommendeComitees af Storthinget eensternmigt bifaldte Indstillingderom hedder, i Stedet for § 33 i Grundloven af 17de Mai 1814. hvilken Paragraphs Indhold gik ud paa at bestemme Behandlingsmaaden enten i eller udenfor det samlede Statsraad af Sager, vedkommende det udenlandske Departement. Da altsaa denne Paragraph, i Stedet for hvilken den nuværende Grundlovs § 38, som meldt, blev antagen, netop handlede om •saadanne Anliggender, som ved Foreningen maatte forudsættes i al Fald i Regelen at ville blive undergivne Behandling fælles for begge Riger, ligger det uden Tvivi ogsaa fra deune Side nærmere at ansee Udtrykkene i nysnævnte § 38: „angaae begge Riger" som sigtende til de egentlige Fælles-Sager (med den ovenfor paapegede Unu'agelse af det enkelte Anliggende, hvorom Rigs-Actens § 4 særskilt indeholder Regelen), end til ¦det Slags Sager, som alene middelbart kunne siges at vedkommedet andet Rige, — uden at det i saa Henseende kan komme i nogen væsentlig Betragtning, hvorvidt den i sin Tid udtalte Hensigt, at den nye Grundlovs § 38 skulde træde i ¦Stedet for den ældres § 33, efter Forholdenes Beskaffenhed hav kunnet blive i Virkeligheden fyldestgjort i større eller mindre Omfang. Og hvad det oven berørte Tillæg betræffer, som Bestemmelsen i § 38 ved dens Overførelse til Rigs-Acten allerede i det af de svenske Stænder først antagne og derefter

Side 812

af Kongen for Storthinget i 1815 fremsatte Forslag har erholdtangaaende svenske Statsraads-Medlemmers Adgang til Sæde i det norske Statsraad under de samme Betingelser, som hjemle norske Statsraads-Medlemmer Sæde i det svenske Statsraad,kan her bemærkes, at vedkommende Storthings-Comitee, ved at anbefale dette Tillæg til Antagelse, derom alene har ytret, at Tillæget vel ikke er nævnt i den norske Grundlov, men da det er bygget paa den i Grundloven omhandlede og af Sveriges Stænder erkjendte fuldkomne Lighed imellem begge Riger, kan efter Comiteens Formening Intet derimod. være at erindre.

Departementet tør ansee det her Anførte saavel med Hensyn til de i Rigs-Actens § 5 benyttede Udtrykke som til den praktiske Anvendelse af de deri indeholdte Bestemmelser tilstrækkeligt til at begrunde Rigtigheden af den Mening, der ogsaa hidtil i Almindelighed, om end ikke som undtagelsesfri Regel, har været gjort gjældende, at nemlig kun det Slags Sager blive Gjenstand for Behandling og Afgjørelse i sammensat Statsraad, som enten ligefrem vedrøre det ved Rigs- Acten bestemte constitutionelle Forhold mellem Rigerne, eller hvor disse i Kraft af dette Forhold fremtræde som en Eenhed, og hvor som Følge deraf udkræves Fællesskab saavel med Hensyn til seive Afgivelsen af Beslutning som til dennes Udfærdigelse og Iverksættelse i ethvert af Rigerne for dets Vedkommende.

I Overeensstemmelse med denne Hovedregel maatte det ogsaa blive at bedømme, hvorvidt en af Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren i denne Forbindelse specielt omtalt Klasse af Sager, saadanne nemlig, som, naar Foreningen ikke havde været til, maatte blevet Gjenstand for diplomatiske Underhandlingerog Tractater imellem Rigerne, skulle finde sin Behandling og Afgjørelse i sammensat Statsraad. Thi selv om det var muligt, hvilket det formentlig ikke er, forud at betegneArten af de under denne Klasse henregnelige Sager gjennem en fast og udtømmende Regel — og i Mangel deraf

Side 813

vilde den samme Übestemthed og Viikaarlighed opstaae her. som efter det ovenfor Anførte i Almindelighed vilde blive Følgen af at en Sags blot eventuelle eller middelbare Interesse for det andet Rige skulde lede til dens Behandling i sammensat Statsraad, — saa vilde dog efter Departementets Skjøn ikke et saadant ydre Skjelnemærke kunne ansees tilstrækkeligt til i og for sig at bestemme Sagens Behandlingsrnaade som hørende under sammensat Statsraad, uden Hensyn til dens Beskaffenhed for Øvrigt.

Den Betragtning, som i denne Anledning har været fremhævet,atden for de forenede Riger fælles Konge ikke kan underhandle og afslutte Tractater med sig selv — hvilket da selvfølgelig ligesaa lidt kan skee af eller med den alene efter Hans Majestæt Kongens Instruction, paa Hans Vegne og i Hans Navn, handlende norske Regjering i Christiania som af det svenske Statsraad, — denne Betragtning kan fra et almindeligtSynspunkthave sin fulde Gyldighed, uden at derved er givet nogen Beføielse til en anden Opfatning af Grændserne for det sammensatte Statsraads Virkekreds, end der ogsaa uden alt Hensyn til den nysnævnte Betragtning vilde have sin behørige Hjemmel i Rigs-Actens Bestemmelser angaaende dette Statsraad. Det er af Hans Excellence Justitiæ-Statstninisteren selv paa et andet Sted i hans underdanigste Foredrag udtalt, at „i alle saadanne Tilfælde, hvori begge Riger ere at ansee som særskilte Størrelser, der kunne have modstridende Interesser,maadet ene Rige gjælde ligesaa meget som det andet", og at herhen hører „alle saadanne Anliggender, der imellem tvende ikke forenede Stater vilde blive Gjenstand for Convention".IConseqvents af de saaledes af Elans Excellence ytrede Anskuelser, hvis Rigtighed formentlig übetinget maa erkjendes, forekommer det Departementet, at naar der i noget af Rigerne bringes en Sag paa Bane, som til Opnaaelsen af det dermed tilsigtede Øiemed kræver en fra begge Sider frivillig,paa kortere eller længere Varighed beregnet Overenskomstmeddet andet Rige, vil den naturlige Fremgangsmaade

Side 814

være, at der gjennem de nærmest vedkommende Autoriteter og navnlig de respective Regjerings-Departementer i det ene Rige skeer Henvendelse til de tilsvarende i det andet, og at disse Autoriteter da nærmere forhandle om Sagen enten umiddelbartmedhinanden indbyrdes eller, forsaavidt personlige Overlægninger maatte udkræves og ikke paa denne Maade beqvemt kunne pleies, da gjennem dertil fra begge Sider særskiltcommitteredeMænd. Det Resultat, om hvilket man saaledesmaattekomme til Enighed, vil derefter, forsaavidt det paakræver Hans Majestæts Kongens naadigste Afgjørelse enten til endelig Stadfæstelse eller til Fremsættelse af naadigst Propositiontilde respective National-Repræsentationer, i begge Tilfælde være at forelægge Hans Majestæt i hvert Riges særskilteStatsraad.De Sager, der for Norges Vedkommende skulle forelægges Storthinget, maatte da, forsaavidt dette antagerForslagetenten uforandret eller med Modificationer, atter blive at undergive Hans Majestæts naacigste Afgjørelse enten til Sanction eller Ikke-Sanction, hvorom Bestemmelse, efter det tidligere Anførte, altid afgives i særskilt norsk Statsraad. Ved Befølgelse i det Væsentlige af denne Fremgangsmaade ville Anliggender af det omhandlede Slags formentlig lettest kunne fremmes uden Fare for Collisioner med Hensyn til deres formelleBehandlingog følgelig med saameget gunstigere Udsigt til en snar Opnaaelse af det tilsigtede Maal, forsaavidt som dette i Realiteten maatte fra begge Sider erkjendes at være til fælles Gavn. Og da der, som oven anført, her ikke er Spørgsmaal om Sager, der med Nødvendighed kræve en fælles Ordning, men udelukkende kun om saadanne, hvor Fællesskabet eller Gjensidigheden alene skulde fremgaae som Virkning af en frivillig Overenskomst og altsaa heller ikke bør kunne udstrækkeslængereend man fra begge Sider bliver enig oai, saa tør det vel med Føie forudsættes, at Kongen end ikke i de Anliggender, som af Ham kunde afgjøres uden nogen mellemkoinmende Beslutning af de sårskilte Repræsentationer, lettelig vilde afgive nogen Bestemmelse, om hvis Tilraadelighed

Side 815

der mellem begge Rigers Vedkommende fandt en principiel Menings-Forskjel Sted. Det synes derfor heller ikke fra denne Side at. kunne tillægges videre Betydning i Realiteten, om Afgjørelsenskuldeforegaae i sammensat eller i hvert Riges særskilteStatsraad,medens det altid maa være af stor Vigtighed, at i formel Henseende den rette Begrændsning af de respectiveStatsraadsVirkekreds bliver nøiagtig overholdt.

Erfaring har ogsaa viist, at der paå" den her angivne Maade uden Vanskelighed kan tilvejebringes en fra begge Sider ønskelig Ordning af Anliggender, som for Øvrigt efter sin Beskaffenhed ere hvert Riges særskilte Raadighed undergivne, i hvilken Henseende her særligt kan anføres som Exempler fra en tidligere Tid de ovenfor omhandlede Love af 1818 og 1819 om forskjellige den criminelle Rets-Pleie vedkommende Forholde mellem Rigerne indbyrdes. Ligeledes have \ en senere Tid, f. Ex. da i 1842 Loven af 4de August i827i827 angaaende Mellemrigs- Handelen blev suppleret, og forandret med Hensyn deels til Vareførsel søværts over Idefjorden deeis til Indførsel af i Norge produceret Brændeviin til det svenske Lapmarken, de derom for Norge udkomne 2de særskilte Love været givne, uden at nogen enten foregaaende eller efterføl gende Forhandling desangaaende i sammensat Statsraad kan erfares at have fundet Sted, og den tilsvarende Ordning af Forholdene i Sverige maa altsaa ogsaa, forsaavidt en saadan har været fornøden, antages at være foregaaet særskilt for dette Rige i de der gjældende Former.

I enkelte andre Tilfælde, hvor der har været bragt paa Bane Forandringer i den nys nævnte almindelige Lov om Mellemrigs-Handelen, saaledes som i 1857 betræffende ArtiklerneMalt og 01, er Behandling i sammensat Statsraad først indtraadt ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om man fra svensk Side skulde antage eller ikke antage en Ordning af Forholdene, som for Norges Vedkommende allerede i vedbørlig Form, nemlig- af Storthinget med kongelig Sanction, var eventueltvedtagen at skulle indtræde, saafremt og saasnart den

Side 816

ogsna i Sverige blev bifaldt, i hvilken sidste Henseende altsaa Bedømmelsen af, hvorvidt den Forføining, som saaledes var erklæret at være ønskelig i Norges Interesse, ligeledes vilde findes at være det for Sverige, formentlig efter Sagens Stilling maatte være ganske overladt til de svenske Statsmagter, uden at Behandlingen i sammensat Statsraad under nogen Omstændighedkunde komme til at faae nogen Betydning for Resultatetaf denne Afgjørelse.

Det kan endvidere i Forbindelse hermed egne sig til at bemærkes, at de ovenfor omhandlede siden 1851 verserende E'orviklinger angaaende den gjensidige Told paa Sukker, skjønt de vistnok under- Sagens Gang tildeels ogsaa vare blevne gjorte til Gjenstand for Forhandlinger i sammensat Statsraad, dog ikke derved bleve bragte til noget Resultat, hvorimod de tilsidst i 1857 og 1858 fandt sin Løsning gjennem Beslutninger, fattede særskilt for hvert Rige under Behandlingen af deres respective Told Tarifer.

Det vil ogsaa af det Foregaaende overhoved være klart, at ligesom en paa den særskilte National-Repræsentations selvstændigeAfgjørelse beroendo Sags Forhandling i sammensat Statsraad, enten forinden eller efter Afgivelsen af Storthingets Beslutning desangaaende, for Norges Vedkommende vilde ligge udenfor de for saadanne Sagers Behandlingsmaade grundlovmæssigenbestemte Former, saaledes vilde derved ikke i Realitetenkunne tilveiebringes nogen yderligere Garanti for Opnaaelsenaf fuldstændig Samstemmighed imellem de for ethvert af Rigerne afgivne Beslutninger. Naar disse indrettes saaledesr som det i de foran nævnte Tilfælde er skeet, at deres Gyldighedgjøres afhængig af at det andet Rige i den for dette gjældende constitutionelle Form og Orden fatter og bibeholder tilsvarende Bestemmelser, maa det, hvad disses Indhold for Øvrigt angaaer, være overladt til hvert særskilt Riges Vedkommendeat tage behørigt Hensyn til Opnaaelsen af den Overensstemmelse i Realitet og Form, der maa ansees som en Betingelse for at Fællesskab imellem Rigerne i Ordningen af

Side 817

«t saadant Anliggende kan finde Sted. Og medens det er en Følge af Forholdets Natur, da her alene er Tale om Gjenstandefor frivillig gjensidig Imødekommen, at en principiel IForskjel i Opfatningen af et eller andet Punkt hos den ene National-Repræsentation vil være i sig selv tilstrækkelig til for Tiden at gjøre en fælles Ordning umulig, maa det paa den anden Side forudsættes, at ved en saadan Sags Behandlingi ethvert af Rigerne og paa ethvert Stadium altid haves for Øie Vigtigheden af at ikke forholdsviis übetydelige Diffe- Tentser enten i Form eller Realitet skulle lægge ufornødne Hindringer i Veien for at en i Hovedsagen fra begge Sider attraaet fælles Ordning i Virkeligheden kan komme istand. Men i el hvert Fald vilde for Norges Vedkommende hverken i den ene eller den anden af disse Henseender noget forskjelligt og, i Tilfælde, heldigere Resultat kunne opnaaes ved Sagernes Behandling i Statsraadet, hvad enten dette skulde være et sammensat eller et særskilt norsk Statsraad, da det efter den norske Grundlov er ganske overladt til Storthinget, hvorvidt det enten vil forkaste et af Regjeringen fremsat Forslag eller antage det med større eller mindre Forandringer, medens derimod en af Storthinget afgiven Beslutning ikkun i fuldkommenuforandret Forns bliver Gjcnstand for Hans Majestæt Kongens naadigste Bestemmelse om Sanction eller Ikke•Sanction.

"Under de saaledes givne Forholde vilde der følgelig ikke med Hensyn til Anliggender af den her omhandlede Beskaffenhedkunne ventes at ville blive udrettet Mere end hidtil til ¦en større Tilnærmelse imellem Broderfolkene og overhoved til Foreningens videre Udvikling, ved efter Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens Antydninger at bevirke det sammensatteStatsraads Virkekreds udvidet enten gjennem den mest udstrakte Fortolkning af Udtrykket „angaae begge Riger" i Rigs-Actens § 5 eller ved nye Bestemmelser, medmindre der i Forbindelse dermed maatte blive organiseret en Fælles-Repræsentation,som af Hans Excellence tilsigtet, med et til det

Side 818

sammensatte Statsraads udvidede Virkekreds nogenlunde svarendeOmfang af Myndighed. Thi kun under en saadan Forudsætningkan det efter det nys Anførte antages, at AnliggendernesBehandling i sammensat Statsraad vilde blive et. kraftigere Middel til at tilveiebringe Overeensstemmelse med Hensyn til de endelige Beslutningers Form og Indhold i saadanneSager, som gjeunem Samvirken mellem Regjeringen og Repræsentationen skulle, uden at være Gjenstande for nødvendigtFællesskab, søges ordnede i Rigernes gjensidige Interesse. Idet derfor efter Departementets Skjøn Spørgsmaalet om en udvidet Virkekreds for det sammensatte Statsraad, i al Fald hvad dets praktiske Betydning angaaer, for den væsentligste Deel m<ta ansees at falde sammen med hint andet Spørgsmaal om Istandbringelse af en Fælles-Repræsentation, vil man heller ikke undlade her at bringe i Erindring de af Departementet med Hensyn til dette sidste Spørgsmaal ovenfor fremhævede Grunde imod nu at bringe samme under Forhandling ved en Revision af Unions-Bestemmelserne.

Hvorvidt der til en anden Tid, naar Forenings-Forholdet ved selvstændig Imødekommen fra enhver af Siderne paa den nu bestaaende Grundvold, under for Øvrigt gunstige Omstændigheder,har kunnet udvikle sig gjenneui et fuldstændigere gjensiuigt Bekjendtskab mellem Broderfolkene ti! et mere omfattendeFællesskab i materielle og sociale Interesser, og naar muligens tillige en større Tilnærmelse i de særskilte indre Institutioner efterhaanden er indtraadt, ogsaa. skulde kunne findes Anledning til efter de saaledes forandrede Forholde i nogen Grad at udvide Grændserno for det politiske Fællesskab ved dertil sigtende Modificationer i Unions-Bestemmelserne, — dette er et Spørgsmaal, hvis Besvarelse og eventuelle Løsning det visselig fra alle Sider vil være bedst at lade blive den Tid udelukkende forbeholdt. Tilveiebringelsen af den frivillige Overeeuskomst imellem begge Folk, hvoraf enhver saadan Udvidelse selvfølgelig er betinget, vil efter Departementets Overbeviisning meget mere vanskeliggjøres end lettes ved

Side 819

Bestræbelser for at fremskynde den paa en Tid, da den Udviklingaf de factiske Forholde, som efter det oven Anførte maatte være en nødvendig Forudsætning, endnu ikke har naaet frem til behørig Modenhed.

Og det ligger formentlig i Forholdenes Natur, hvad der vel ogsaa turde findes bekræftet ved Erfaringer fra den forløbne Tid, at gjensidige Lempninger og Indrømmelser i begge Riger med Hensyn til saadanne Anliggender, som ikke ere Gjenstand for nødvendigt Fællesskab, ikke blot lettest kunneopnaaes, men ogsaa snarest og bedst ville fyldestgjøre deres Øiemed til fælles Gavn, naar de foretages paa Grundvolden af en fuldkommen Frivillighed fra enhver af Siderne. Thi dersom de ikke fra begge Sider kunne gives, under den fulde Følelse af at derved udøves en aldeles selvstændig Myndighed til efter eget Skjøn om eget Tarv at indrømme eller ikkeindrømme, men de derimod i større eller mindre Grad skulle fremkaldes ved Indflydelsen af en Fælles-Autoritet som det sammensatte Statsraad enten alene eller i Forbindelse med en Fælles-Repræsentation, da vilde der muligens i begge Riger,og i Særdeleshed i Norge, ved Bedømmelsen af den enkelte Forføinings Gavnlighed i Realiteten lettere kunne blive indblandet et ellers udenfor Sagen liggende Hensyn til ønskeligheden af at det enkelte Riges selvstændige Raadighed i Afgjørelsen af et saadant Anliggende, i Kraft af de til Grund for Foreningen liggende Principer, bliver opretboldt og lagt for Dagen ogsaa gjennem Sagernes formelle Behandling.

Den Betragtning, at man ved Undladelse af at udvide Fællesskabet i denne Behandling vil forsinke Foreningens stigendeUdvikling til gjensidigt Gavn, er Departementet saaledes saa langt fra at kunne tilegne sig, at det meget mere holder sig fuldkommen overtydet om Rigtigheden af den Amkuelser at Udviklingen, om end maaskee for Mange, ved det første Blik paa disse Forholde, tilsyneladende langsommere end det kan forekomme dem ønskeligt, dog alene vil kunne fremgaaer som hidtil, stadigt og sikkert til varigt Held for begge Riger,

Side 820

naar den vedbliver at holdes indenfor de engang givne Former og Grændser for Fællesskabet imellem dem, saalænge som Trangen til Udvidelse af dette ikke fra begge Sider ved Forholdenesegen Magt har gjort sig stærkere følt og i det Hele anderledes gjældende, end det vel nu med Føie kan siges at være Tilfældet endog blot fra den ene Side. Det maa formentligerkjendes at være Omfanget af Fællesskab i reelle Interesser, som til en vis Grad kan betinge Omfanget af Fællesskabi disses formelle Behandling, men ikke omvendt.

Forsaavidt i den senere Tid forskjellige Omstændigheder, og deriblandt ikke mindst Indholdet af Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens her omhandlede underdanigste Foredrag af 9de April sidstjeden, synes at hentyde paa en almindeligere Stemning i Sverige for et saa snart og saa langt som muligt udvidet Fællesskab i Styrelsen af de forenede Riger, medens man derimod i Norge har været ag er mere tilbøielig til Varsomhed ved en Forandring af de bestaaende Forholde i denne Retning, troer Departementet her ikke at burde tilbageholde den Ytring, at Forklarings-Grunden til en saadan Forskjellighed i Opfatningen af de Momenter, som herved maae komme i Betragtning, vel nærmest turde være at. søge deri, at Foreningens egentlige, ved Forhandlingerne i 1814 oaavelsom ved Rigs-Aeteu af 1815 bestemte Charakler og Væsen har, som naturligt, tidligere og dybere gjennemtrængt den almindelige Bevidsthed i Norge, som netop i og ved denne Forening fik sin nyserhvervede Selvstændighed anerkjendt og bekræftet, end i Sverige, hvor Forenings-Forholdet ikke blot fremstiller sig under et andet Synspunkt ligeoverfor den tidligere Tingenes Orden, men hvor der ogsaa, tildeels maaskee som Følge heraf, synes at lægges en langt overveiende Vægt paa at fremskynde Udviklingen af Foreningens Virkninger i materiel Henseende, og hvor derfor de til dette Øiemed sigtende Forslag om Modificationer i dens Former desto lettere finde Indgang i den almindelige Opinion.

Men idet Departementet i Forbindelse hermed gjerne vil

Side 821

indrømme, at den Opfatningsmaade af Foreningen, som saaledes for Øieblikket viser sig mere fremtrædende fra svensk Side end Tilfældet har været gjennein et foregaaende længere Tidsrum, ikke med Nødvendighed forudsætter nogen bevidst Tendentstil igjennem det udvidede Fællesskab at forskaffe Sverige i formel som i materiel Henseende en i Foreningen efter dens oprindelige Principer ukjendt Overvægt, — saa tør man ogsaa paa den anden Side med ikke mindre Føie vente det anerkjendt,at der for Norges Tilbageholdenhed i at indgaae paa Modificationer i Unions-Bestemmelserne af den her tilsigtede Beskaffenhed kan efter det ovenfor Anførte gives fuldkommen fyldestgjørende Grunde med Udelukkelse af enhver Forudsætningom nogen hos det norske Folk raadende Uvillighed enten imod Forenings-Forholdet i sig selv eller imod dets fortsatte Udvikling paa den givne Grundvold til større Tilnærmelse mellem begge Nationer.

Det er efter Departementets fulde Overbeviisning i Virkeligheden saa langt fra, at nogen saadan Stemning findes i Norge, at der tvertimod her i Landet hersker en almindelig Enighed om, at saalænge Foreningen med Sverige vedbliver at nyde sin jevne Fremgang, som hidtil, i Overeensstemmelse med de ved dens Indgaaelse fra begge Sider vedtagne Principer, vil den ogsaa vedblive, i uadskillelig Forbindelse med den ved disse anerkjendte Frihed og Selvstændighed for ethvert af Rigerne, at udgjøre en sikker Grundvold for vort Fædrelands

Spørgsmaalet om en mere bestemt Ordning af Forholdet efter Rigs-Actens fornævnte § 5 ogsaa med Hensyn til Sammensætningenaf det deri omhandlede combinerede Statsraad, hvad Antallet af Medlemmer fra hver Side angaaer, er i Hans Excellence Justitiæ • Statsministerens Foredrag stillet i en saa nær og umiddelbar Forbindelse med den af ham antydede Udvidelse af det sammensatte Statsraads Virkekreds, at der efter det Resultat, hvortil Departementet i denne sidste Henseendeer kommet, ikke antages at være nogen særdeles

Side 822

Opfordring til ved nærværende Leilighed at gaae ind i en udførligere Undersøgelse af hint andet Spørgsmaal, som for Øvrigt allerede tidligere har været Gjenstand for Behandling af begge Rigers Statsraad efter dertil fra norsk Side given Anledning, saaledes som den her underdauigst vedlagte Udskriftaf en i combineret Statsraad den 4de Januar 1842 ført Protokol nærmere udviser. Spørgsmaalet blev den Gang, efterat Hans Majestæt i nysnævnte Statsraad i Naade havde bifaldt yderligere underdanigste Betænkninger fra de respective Statsraadafgivne betræffende en tydeligere Redaction af Rigs- Actens § 5 i .anførte Henseende, senere bragt i Forbindelse med den almindelige Behandling af Unions -Comiteens Forslag til en ny Forenings-Act, og har, siden denne Behandling, som ovenanført, i 1848 blev stillet i Bero, ikke, saavidt Departementethar kunnet erfare, atter være optaget til særskilt Afgjørelse (jfr. det nysnævnte Forslags §§ 3035 med §§ 20 —24 i det den norske Regjerings derover afgivne Betænkning af 27de Februar 1847 ledsagende Udkast.)

Efter de saaledes forklarede Omstændigheder finder Departementet sig med Hensyn til denne specielle Sag kun foranlediget til her i Underdanighed at bemærke, at dens fornyede Behandling, liaar og forsaavidt en saadan maatte findes 'hensigtsmæssig, formentlig i ethvert Fald, særskilt fra det ovenfor omhandlede Spørgsmaal om Fortolkning eller Forandring af Rigs-Actens § 5 i andre Retninger, bør foregaae paa sædvanlig Maade umiddelbart imellem de respective Statsraad indbyrdes, hvorved da ogsaa de, som meldt, fra en tidligere Tid forhaanden værende Materialier kunne blive behørigen afbenyttede, uden at nogen yderligere Forberedelse i en unionel Comitee vilde efter Departementets Anskuelse have været at anbefale, selv om der for Øvrigt nu havde, kunnet findes tilstrækkelig Føie til herfra at tilraade Nedsættelsen af en saadan Comitee til Revision af enkelte unionelle Bestemmelser.

Men det er en Følge af Alt, hvad Departementet har

Side 823

tilladt sig ovenfor i Underdanighed at anføre, at ligesom man under enhver Omstændighed og übetinget maatte ansee sig forpligtet til at fraraade Iværksættelsen af nogen Revision paa en saa vidt udstrakt Basis, at derunder ogsaa skulde kunne indgaae den i Hans Excellence Justitiæ- Statsministerens Foredragomhandlede Udvidelse af Fællesskabet i Rigernes Styrelsegjennem en ny unionel Repræsentation i Forbindelse med nye Regler om det sammensatte Statsraads Virkekreds, saaledeskan Departementet heller ikke finde sig beføiet til under de nuværende Forholde underdanigst at, anbefale en mere indskrænket Revision i Naade bestemt at skulle gjøres til Gjenstand for yderligere forberedende Forhandlinger af en dertil anordnet unionel Comitee, og det hovedsagelig af den Grund, at Tiden ikke kan antages nu for Norges Vedkommende at være mere beleilig, end den efter det oven Anførte i 1848- og mange følgende Aar befandtes at være det for Sveriges, til at faae tilveiebragt et endeligt Resultat af saadannc Forhandlinger,naar de skulde gaae videre end til de faa Spørgsmaale,som i det Foregaaende ere forklarede fra norsk Side at kunne betragtes som dertil maaskee for Tiden at egne sig. Og disse Spørgsmaale ere deels i sig selv saa enkle, deels allerede forhen undergivne saadan forberedende Behandling, at deres Henviisning til fornyet Forberedelse af en Comitee neppe kan ansees fornøden.

Departementet saaledes ikke har kunnet ansee den af Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren foreslaaede Nedsættelseaf en unionel Revisions-Comitee, end ikke med en i ethvert Fald nødvendig yderligere Begrændsning af dens Hverv, for at være i tilstrækkelig Grad motiveret ved Hensyn til det Øiemed, som derved umiddelbart skulde tilsigtes opnaaet, vil der efter Departementets underdanigste Formening endmindre kunne være Føie til fra norsk Side at lægge nogen særlig Vægt paa den i Hans Excellences Foredrag, som allerede ovenfor berørt, udtalte Forudsætning om, at der ved en saadan

Side 824

Forføining skulde banes lettere Adgang til en tilfredsstillende Lysning af Spørgsmaalet om eventuel naadigst Sanction paa en gjentagen Beslutning af Storthinget om, at det norske Statholder-Embede, til hvilket efter Grundlovens § 14 Kongen har Ret til ogsaa at kunne udnævne en svensk Mand, ombyttesmed en Statsminister-Post, der da alene kan beklædes af en Nordmand. Det maa nemlig efter hele den foran givne Fremstilling af dette sidste Anliggendes hidtil havte Gang og nuværende Stilling ansees som en given Sag, at hvor ønskelig end dets endelige Ordning i sig selv kan være, vil man dog i Norge lettere fremdeles finde sig i at see denne Ordning indtil Videre stillet i Bero, end i at faae den som en unionel Sag under nogensomhelst Form enten indbragt under eller dog sat i et specielt og directe Afhængigheds-Forhold til en Revision af Unions-Acten efter de af Hans Excellence i saa Henseende gjorte Antydninger.

Hans Excellence har endvidere i Slutningen af sit Foredrag søgt en i særdeles Grad vigtig Grund for den af h;im tilraadede almindelige Revision af Unions-Acten i den Anled ning, som derved skulde gives til at bortrydde de imellem de forenede Folk opstaaede Misforstaaelser af hinandens Mening, idet man da fra svensk Side vil saa nøie kunne formulere sine Ønsker i Revisions- Spørg&niaaiei., al enhver Mistydning deraf bliver umulig, — og Hans Excellence har tilfoiet, at for det Tilfælde, at Forslaget om en Revision tilbagevises fra norsk Side, turde Omsorgen for Sveriges Ære fordre, at Grundløsheden af den hos det norske Folk formentlig herskende Mistanke om i Sverige raadende hemmelige •¦ Hensigter til Overgreb bliver afsløret ved Fremlæggelse fra Sveriges Side af et Forslag, som laj.gger for Dugen, „at Sverige ikke vil tage et Ord tilbage af hvad det ved Foreningens Indgaaelse har underskrevet, og at selv i de Punkter, hvor Intet er lovet, Sverige vil see Norges Frihed bevaret som sin egen".

Det maa i Anledning heraf være Departementet tilladt

Side 825

at ytre, at saafremt man paa svensk Side fremdeles maatte troe at kunne opnaae noget i sig selv ønskeligt Formaal ved en eensidig svensk Behandling af et Anliggende som det her omhandlede, da findes der ikke nogensomhelst Beføielse til derimod fra norsk Side at gjøre nogen Erindring. Men naar Hans Excellence anfører som et væsentligt Øiemed for en s&adan Foranstaltning Fjernelsen af norsk Mistro til Sveriges Hensigter med Revisionen, da er herved at bemærke, at for at dette Øiemed skulde kunne opnaaes, maatte den fortsatte svenske Behandling af Sagen nødvendigviis føre til et Resultat, meget forskjelllgt fra det Program, som Hans Excellences egen Fremstilling indeholder. Thi ved dette Program er der, efter hvad Departementet ovenfor bar paaviist , saa langt fra givet Udsigt til gjennem Revisionen at faae bevaret, hvad Forenings- Acten efter norsk — og indtil for" kort Tid siden visselig ogsaa efter svensk — Opfatning har tilsikkret Norge, nemlig fuld Uafhængighed og principiel Ligeberettigelse, at der meget mere synes at være anviist Norge en Stilling i Unionen, som neppe kunde undgaae lidt efter lidt i væsentlige Stykker at nærme sig til den enkelte og underordnede Lands-Deels Stilling i en Heel Stat.

Naar Hans Excellence ikkedestomindre fremhæver det som et Hoved-Øiemed for Revisionen, fra svensk Side i Gjerningen at vise, at „Sverige ikke vil tage et Ord tilbage af hvad det ved Foreningens Indgaaelse har underskrevet, og at ogsaa i de Dele7 hvor Intet er lovet, Sverige vil see Norges Frihed bevaret som sin egen", da kan Departementet, der ikke nærer den ringeste Tvivl om, at det baade er Hans Excellences Ønske at give Norge dets fulde Ret og hans Overbeviisning at have gjort dette ved sit Program for Revisionen, ikke Andet end i alt Dette finde et yderligere Beviis for, at der imellem den i Hans Excellences Foredrag gjengivne svenske og den altid uforandrede norske Opfatning af Unionens Charakter og Væsen er en Divergents, som gjør denne Tid lidet gunstig til Forhandlinger om en saadan Revision.

Side 826

Det har tilfulde viist sig, at uanseet al Forskjellighed i Forin er det i Virkeligheden den ovenfor omtalte, paa den svenske Rigsdag fremkomne Utskotts-Indstilling om en Revision af Forenings-Acten og om det norske Statholder-Spørgsmaal, der udgjør Grundlaget for ethvert senere Skridt af de svenske Statsmyndigheder i disse Anliggender og navnlig ogsaa for Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens her omhandlede Foredrag. Den samme Opfatning af Norges Ret til at raade over dets egen Grundlov og af dets retlige Stilling i Unionen i det Hele, der i hiint første Actstykke er søgt gjort gjældende, gjenfindes i alt Væsentligt ogsaa i det sidste.

Fra den Tid, da den svenske Rigsdag forhandlede om disse Sager, indtil denne Dag er der saaledes ikke indtraadt nogen kjendelig Forandring i den da fra svensk Side indtagne Holdning ligeoverfor Norge. Det var Rigsdagens Bifald til Utskotts Indstillingen, der fremkaldte, og maatte fremkalde, hos det norske Folk den alvorsfulde Følelse, som fandt sit Udtryk i den fornævnte, af Storthinget eenstemmigt besluttede og af det norske Statsraad eenstemmigt tiltraadte underdanigste Adresse til Deres Majestæt; og der er fremdeles ingen Grund til at fravige hvad der da blev udtalt i hine Storthingets Ord :

„Det norske Folk, uer holder fast ved Unionen saaledes som den nu er, forlanger under disse Omstændigheder intet Andet, end at Forholdet imellem Rigerne maa blive uforandret, om endog Følgen skulde blive, at de enkelte Rettelser og Forbedringer, hvorfor Unions Værket maatte være modtageligt, henskydes til en Fremtid, i hvilken en sandere Opfatning af Forholdet imellem Rigerne ogsaa i Sverige har trængt igjennem".

Idet Departementet, i Henhold til alt Foranførte, ligesaalidtkan
i Underdanighed tilraade naadigst Bifald til det i
Hans Excellence den svenske Justitiæ Statsministers Foredrag

Side 827

af 9de April sidstleden indeholdte underdanigste Andragende om Nedsættelse af en Comitee til at revidere Unions-Bestemmeldernei det af ham der nærmere angivne Omfang, som Departementet for sit Vedkommende har kunnet finde Anledningtil ved nærværende Leilighed at fremsætte nogen særskilt underdanigst Forslag i det her omhandlede Anliggende. tør man dog nære det Haab, at det maatte være lykkets Departementetgjennem den ovenfor givne Fremstilling at bidrage til en rigtigere Belysning af de mange forskjellige Forenings- Forholdet vedrørende vigtige Spørgsmaale, som ved det nævnte Foredrag ere blevne bragte under foreløbig Forhandling".

I Henhold til Foranførte, der af Statsraadets øvrige Medlemmer*)
tiltrædes, indstilles underdanigst:

at Gjenpart af nærværende un.derdanigste Foredrag betræffende en i sammensat Statsraad den 9de April 1861 af den svenske Justitiæ-Statsminister afgiven underdanig Fremstilling angaaende en Revision af Rigs Acten m. V. naadigst befales tilstillet bemeldte Statsminister**).

II. B. Det norske Justits - Departements Foredrag af 2den November 1861.

Departementet har, efter at dets underdanigste Indstilling af 21de forrige Maaned beiræffende det fra svensk Side vakte Spørgsmaal om en fornyet Revision af Rigs-Acten var afgiven, havt Anledning til at erholde vedlagte Afskrift af den i Indstillingennævnte



*) Statsraaderne Petersen, Riddervold, Møinichen, Manthey, Motzfeldt og Wergeland.

**) De vedføiede Bilag ere her udeladte.

Side 828

stillingennævntenaadigste Proposition fra Hans Majestæt Kong' Carl den 13de til Sverriges Riges Stænder af 12te April 1815angaaendede nye constitutionelle Forholde, der som Følge af Foreningen imellem Sverige og Norge vare opstaaede*).

Det hele Indhold af denne naadigste Proposition, hvilkenledede til at Sveriges Stænder i Forening med Norges Storthing vedtoge og underskreve Rigs-Acten saadan som den nu er, vil findes fuldkommen at bestyrke den til Grund for Departementets fornævnte underdanigste Foredrag liggende Opfatning af Foreningens Væsen og Vilkaar; og da Departementet anseer det af Interesse, at de Foredraget ledsagende Bilage suppleres med det her omhandlede vigtige Actstykke, tillader man sig underdaiugst at

indstille:

»at Afskrift af nærværende underdanigste Indstilling, «med Bilag, naadigst befales tilstillet den svenske « Justitiæ-Statsrninister i Forbindelse med den norske »Regjerings underdanigste Indstilling af 21de October »1861 ».

Bilag. Kongl. Maj:ts nådiga proposition till Rikets Stander; om de nya konstitutionella förhållanden, som, till følje af föreningen mellan Sverige och Norrige, uppkommit; Gifven Stockholms Slott den 12 April 1815.

Då Kongl. Maj:t nu går att till Rikets Stander ofverlemna den af Kongl. Maj:t under den 10 November forlidet år, med forbehåll af Rikets Standers konstitutinnella ratt, antagne och besvurne Norriges Rikes Grundlag, har Kongl. Maj:t, så val af amnets vigt , som af Dess Konungsliga pligt , ansett Sig hogtidligen påkallad, att for Rikets Stander, i en allmån ofversigt, utveckla de sårskiMa grunder, som vågledt Kongl. Majrts beslut , i afseende på foreningen mellan Sverige och Norrige.

Side 829

Från det forstå ogenblick, då Kongl. Maj:ts bemodanden riktades på de tjenligaste medlen att befordra denna forening, var den grundsatsen lika rådande i Konungens hjerta, som den såkerligen var allrnån i hvarje redlig Svensk medborgares, att forbundet mellan de tvenne Skandinaviska folken borde stiftas på vilkoren af gemensamma fordelar ocb en gemensam frihet. Men huru skulle detta syftemål vinnas? vare sig genom en sammansmåltning af både rikena, under åtnjutande af enahanda rattigheter, eller genom deres styrelse af en Konung, men med bibehållande af sårskilda regeringslager? På afgorandet af denna fråga borde naturligtvis bero, både såttet, hvarigenom foreningen skulle tillvågabringes, oeh egenskapen af de vilkor, som skulle den befåsta.

Visserligen hade Kongl. Maj:t, lika med hvarje fordomsfri man, insett, att den Skandinaviska halfon, under en spira och en lag, åtminstone for forstå intrycket, lemnade en storre borgen på styrka och framtida såkerhet , an genom dess delning under tvenne styrelsesformer, som skapade tvenne folk. Men en lugn profiling af tidens skick oeh af nationernas Iynnen borde snart vånda Kongl. Maj:ts tankar från ett forslag, som, for att vara nyttigt, borde motas af ett sjelfvilligt bifall, och således forete en mojiighet att utan blodsufgjuteise kunna uifpras.

De långa tvister og haftiga krig, som under den tideryind, då Norrige tillhb'rda Danmark, så ofta uppstått emellan detta sistnåmnda rike och Sverige, kunde ej annat an, i hog grad, hafva verkat på Norrmånnens begrepp och ofvertygelse. Lika fremmande for grundsatserna till Sveriges administrativa forfattningar,for dess sarskilda Stands rattigheter, for dessas tillampningoch tid efter annan undergångne jemkningar , som Sveriges innebyggare voro for Norriges inre statshushållning och verkliga tillstånd. trodde sig Norrmånnen se, i en sammansmåltningmed Sverige, endast ett sakert ok, och, i flera af Sveriges inråttningar , endast kraftiga medel att oka tyngden deraf. Att utrota dessa forvillade begrepp, var ej ett verk af ogonblicket; endast tidens långsamma erfarenhet kan hafva fordomarneskraft

Side 830

domarneskraft; for styrkans befallande' bud vidgar den sitt
område, a'fven om den skenbarligen hejdas i sitt utbrott.

Ledd af den upplysning Kongl. Maj:t var i tillfålle att vinna om allmånna tånkesåttet i Norrige, yttrade Kongl. Maj:t, genast efter freden i Kiel, till Norska folket, ett dess afsigt vore, att. med Norriges iunebyggare ofVerenskomma om en siirskild Grundlag for detta rike, byggd på ett folks tvenne dyrbarasta råttigheter: nationalrepresentation och fri beskatniugsriitt. All fråga om en sammansmåltning med Sverige var således redan i forviig åsidosatt . och Kongl. Maj:t gor Sig forsåkrad , att Kikets Stander , uf ven utan afseend« på de af Kongl. Maj:t auforda skål , endast. vid en ttppmårksam blick på det forflutna årets hjindclser, skol a erkånna nodvåndigheten af Kongl. Maj:ts beslut i detta afseende.

Det motstånd, som våcktes af Norriges Ståthållare inot verkstalligheten af freden i Kiel, alstrade snart en liegeriugsforin for konungariket Norrige, som af dess satntelige innebyggare blef antagen och med lifligt bifall oinfattad. Till sina hufvud grunder lika med Sveriges rikes Regeringsform , ledde dess fornåmsta skiljaktigheter deras ursprung , antingen från båda låndernas olika samhållsinrattningar , eller fiån deu omtåliga varsamhet, hvarmed ett folk. lange bojdt under en despotisk lag, gemenligen alitid går tiii våga, då det, med återforva'rfvaiJe medborgerliga råttigheter-, endast uppsoker forvaringsmedel emot nya mojliga ingrepp. Kongl. Maj:t kunde således icke på något kraitigare sått besvara de tvifvelsmål , som i Norrige sorgfålligt underholles, oai uppriktigheten- af Kongl. Maj:ts loften och afsigter, an genom den forbindelse, hvaruti Kongl. Maj:t ingick, i den under den 14 Augusti sistlidet år, uti Moss, afslutade konvention, att antaga, såsom norm for Norriges rikes blifvande Grundlag, den i Eidsvold ofverenskomna konstitutionen, och att om vilkoren for foreningen emellan båda rikena underhandla och besluta med Norriges rikes, i dette andamål, sammankallade

Det skall altid lånda Kongl. Maj:t till en sanu lif'flig tillfredsstallelse,och

Side 831

fredsstallelse,ochdenna tillfredsstållelse deles såkert af Rikets Stander , att åt ofvertygelsen och en fri ofverlaggningsratt hafva hiinskjutit afgorandet af denna vigtiga fråga. Kongl. Maj:t kande det folks tånkesiitt , hvars ledare Han var , och bedomde derefter de nya undersåtares , Han gick att hågna under Sin Spira. Med lempa och lugn samt med aktning for deras råttigheter , kunna nordens friborne soner formås åfven tiil stora uppoffringar, men mot hotelsen våpna de sina sinnen och mot fortrycket yttra de en manlig kraft. Norska folkets ombud sammankallades att besluta om rikenas forening , och hu ru hade , utom denna sammankomst, något allmant nationaluttryckderom kunnat viunas , afven om en forklaring i detta afseende, for någon del af landet, genom vapnens makt blifvit aftvungen? Med fastadt afseende på Rikets Standers eget gifna efterdome, som vid en evigt minnesvård Riksdag, under hotande yttre omstiindigheter, likvål ej tvekade alt forst stadga vilkoren for den nya samhallsordningens bestand , innan de gåfvo sig en Konung att vårda' och fråmja deras frihet, visade sig Norriges rikes representanter lika vårdiga deras Leståmmelse ooh deras medborgares fortroende. Utan att af handelserne hanforas, endast bedomande dem såsom en inledning, ej som Ctt vilkor for sitt beslut, sokte Norriges rikes Storthing, att, i de underhandlingar, som med Kongl. Maj.-ts tillforordnade kommissarieroppnades, på en gang bevaka folkets frihet och statensanseende, medborgarens råttigheter och rikets ara.

Kongl. Maj:t borde gora rattvisa åt detta handlingssatt. Då tvenne folk sjelfvilligt underkasta sig sarama styrelse, bor hvarje anledning till skiljaktighet i deras forhållande till den gemsnsamma regenten, med den sorgfålligaste vård, undanrodjas. I annat fall skall forbundet forr eller sednare brytes, och det ene folket antingen snart fortrycka det andra, eller ock, vid deras våldsamma åtskiljande , nya fron låggas i sinnena till bittra och for sekler aflågsnande sondringar. Om dessa grundsatser,af erfarenheten besannade, nasten alltid medfort betånkligafoljder for den, som vagrat att åtlyda deres kraf, hum

Side 832

hogt påkallad var ej nu deras anvåndande , då fiåga var, ej allenast att stifta ett Skandinavisk! vålde, af tvenne fria, lange fiendtliga, folk , men åfven att for dem bereda skyndsamma' inedel till inbordes fortroende och tippriktig vånskap. Till vinnandeaf detta foremål , borde , vid bestammande af folkens gemensammn råttigheier , en fullkomlig jemlikhet dem etnellanuppråttas,utan afseende på deres antal siler deras lands afkastningar.Vid tillfalien af så stor och allmån vigt, som utkorandetaf ett nytt Konungahus eller af Thronfoljare , titlsåttandeaf Formyndare for en omyndig Konung, eller utofningen af den verkstallande makten , under Konungs sjuklighet eller frånvaro, ega båda folken lika ostridig ratt att, med till verkanjemngoda roster, gifva sin mening tillkånna, utan berakningpå de statistiska eller geografiska skiljaktigheterna , som kunna ega rum rikena emellan; grunden till yttranderåtten hvilerej på den relativa styrkan, men på den, en gang medgifna, sårskilda styrelseformen , och paa den verkan , som beslutet nodvåndigt skall ega på densamma.

Vid tillåmpningen af dessa allmanna reglor på underhandlingen med Norriges Rikes Storthing, borde Kongl. Maj:t derjemte fasta Sitt afseende på Sveriges och Norriges omsesidiga belagenhet. Om innevånarnes antal i det ena riket foretedde en berydiig ofvervigt , uppvågdes den af det andra landetsgynnsamma naturliga laga till forsvar, och då afsigten ej borde eller kunde vara , att någotdera folket inkraktade , b'fver det andras beslut, en egeutnåktig profiling, ansåg Kongl. Maj:t Sig, af flera skal , beråttigad att erkånna grundsatsen af en fnllkomlig jemlikhet mellan begga i alle de frågor, som rora deras gemensamma styrelse.

Kongl Maj:t formente: att endast ett bihringadt omsesidigt fortroende kan leda till stod och varaktighed for foreningen^ att detta fortroende ej beredes, om det icke kan hemta sitt kraftigaste stod i konstitutionens egna hnfvudgrunder , att om afven ett stadgande kunde vinnas , i ett ogonblick , då dess anvandande ej behofves , som under tiden tillfredsstallde det

Side 833

,ena folkets fordriugar, på bekostnad af det audras omtålighet, -det sakert vid en intråffad verklig tillåmpning ej komme att .iriota någon verkstållighet; att vid en thronledighet, eller då val af Thronfoljare skall foretagas, foreningsbandet emellan både rikena ej sammanhålles af några foreskrifter i Grundlagen, men af folkens omsesidiga intresse att sammanjemka sina me.ningaroch af deras indbordes aktning for hvarannan; att, vid ett sådant tillfalle, en sondring snarare foianledes, om det ena jfolket lange ansett sig hafva åtnjutit inskrånktare råttigheter an -det andra, och på en gang soker att hafva detta tvang, 'an om, lika behandladt, det både kan folja sin pligt, sin bojelse och sin enskilda fordel, då det ånnu kraftigare befåster det ingångna forbundet, och, aktadt for sin egen mening, skanker «n lika aktning åt broderfolkets.

Det år ur denna synpunkt, Kongl. Maj:t betraktat de §§ af Norriges rikes Grundlag, som stå i sammanhang med stadsmanden, af enahanda art, i Sveriges rikes Regeringsform; det var afven på dessa vilkor, som Kong. Maj:t for andra gangen -helsades som Konung, af ett fritt folk, och emottog Norriges krona i forening med Norriges Grundlag. Rikets Stander, ut<sfvande deras rått att yttra sig ofver den sednare, gifva afven .åt rikenas forening, och åt Kongl. Maj:ts antagande af Norriges styrelse , det hogtidiga nationella bifall, som annu mera skall forhoja vårdet af denna, for Nordens lugn, så vigtiga handelse. De bora vånta , att Norska folket med uppmårksamhet skall folja ofverlaggningarnas gang, och med grundad tillforsigt till Svenska nationens vånskap och rattvisa afvakte ett resultat, -svasande emot dess onskningar och emot de loften , hvaruti Kongl. Maj:t i forvag ingått.

Mera an en gang lara Rikets Stander egt tillfalle att råttvisadan utvag Kongl. Maj:t vidtagit, att stifta lugn och fb'rtroendei Norden. Om , endast lydande ogonblickets våckta rorelser, Kongl. Maj:t med åsidosattande af alia fredliga anbud, hade, sedan kriget olyckligtvis maste begynnas i Norrige, endast sokt att med våld aftvinga ett ovilkorligt bifall till Dess

Side 834

framstållda forslager, skulle val då, af ven om detta handlingssåttkunnat lyckas , någon verklig fordel varit for framtiden beredd, och genom hvad uppoffringar hade dep. ej varit vnnnen?Kan en konstitutioneli srtikel , åfven om den inneburit något erkånnande af Sveriges ofvervigt, såttas i jeinforelse med olyckorna af ett forliingdt krig, der seger eller nederlog borde, for hvarje redlig man, vara lika omrnande; med okade uppoffringaraf manskap och penningar; rned en betydlig nationalgåld,frukt af krigsomkostnaderna; med den rysliga nodvåndighetenatt behofva fortsåtta ett tvångsystem. sedan det en gang var borjadt; 'red en beredd riittirritig anledning for Norrmannenatt gifva ny kraft och nåring åt nationalhatet emellan folken,och med det, for sekler, forsvunna hoppet om en uppriktigforsoning mellan dem båda. Sådane hade likvål foljderne varit, om icke Kongl. Maj:t., med erkannande af Norska folket& råttigheter, fordrat allt af dess ofvertygelse, och intet af Sin makt; och så skola afven Rikets Stander bedoma utgången af det inbordes krig , som lika olyckligt till sin anledning , som det kunnat blifva till sina foljder , slutas med Nordens emot alia skiften befiistade såkerhet, dnbbelt, till sitt varde, forhojd7 genom de nya olyckor, som synas bota fasta landet.

Kongl. Maj:t anser §§ 1, 6, 7, 8, 26, 38, 39, 40, 41,
42, 43, 44, 47 och 48, af Norriges rikcs Grundlag, egentligen
omfatta de åmnen, som for båda rikena aro gemensamma.

Det nya forhållande, hvaruti Sverige kommer att befinna sig med Norrige , kunde icke foreses vid den tidpunkt , då grunden lades till rikets narvarande Regeringsform. Detta forhållande står ej heller i ett så omedelbart sammanhang -med Sveriges inhemska statsforfattning , som hvarje annat forslagr endast syftande på inre styrelsen. Att således, i sednare fallet^ bryta de former, Grundlagarne foreskrifva, vore, for dessas bestand, lika så vådligt, som det tor hånda vore oforenligt med deres natur, att, i forrå fallet, ej rnedgifva en vidstråcktare tydning, iin den, som från deras strånga ordalydelse kan hemtas.

Det Sir rikets forandrade yttre stallning, sorn nodvåndigt

Side 835

bor påkalla, och, åfven vid denna Riksdag, tillvågabringa en jemkning i Grundlagarnc, i den mån desse stå i sammanhang med den nya yttre stållningen. Att således, på beståmmandet af Sveriges och Norriges indbordes forhallande tillåmpa de hvilo- och profningsformer for nya forslager, som i båda rikenaskonstitutioner aro utstakade, och som endast kunna hafva afseende på den inhemska samhållsforfattningen, vore att misskannatidens fordringar och till nya tvifvelsmål ofverlemna upprigtigheten af det ingångna forbundet. Att deremot , vid denna Riksdag, for all tid undanrodja dessa tvifvelsmål, anser Kongl. Maj:t, å Rikets Standers sida, var a ett lika så heligt åliggende, som detta deras handlingssått, langt ifrån att ega något skadligt inflytande på Regjeringsformens helgd , såsom varande pakalladt af ett annat rikes forening med Sverige, endastskall offentligen ådagalagga, at Rikets Stander val genast kunna besluta om sådana frågor, som heinta sin grund i rikets yttre forhållenden, men likval med varsamhet och et obrottsligt iakttagende af Grundlagarnes foreskrifter behandla alle de amnemsom stå i sammanhang med deres råttigheter och den inre samhållsordningen.

Kongl. Maj:t ofverlemnar nu denna vigtiga fråga till Rikets btånuers iug'ua ocii eniga beslut, saiier, att cie, i iieiit dess vigt och omfattning , inse och bedoma densamma. Ledde af ett upplyst nit for allmånt val, skola Rikets Stander uppfylla de pligter, faderneslandets stora åligganden påkalla, åfvensom Kongl. Maj:t, ej utan att bryta emot Sina, ej utan att ansvara for samtidens och efterveridens rattmatiga dom, trott Sig kunna undgå att oforståldt yttra Sin ofvertygelse och Sin forvantan.

Kongl. Maj:t forblifver Rikets Stander med all Kongl. nåd
och ynnest stadse vålbevågen.

CARL.

d. af Wetterstedt.

Side 836

II. C. Den norske Regjerings Indstilling af 27de Novbr. 1861*):

„Efterat tvende af den norske Regjering under 21de Oktober og 2den November sidstleden afgivne underdanigste Indstillinger betræffende en i sammensat Statsraad den 9de April 1861 af den svenske Justitiæ-Statsminister afgiven underdanigst Forestilling angaaende en Revision af Rigsakton med Videre, have i norsk Statsraad den lfide dennes været i Underdanighed fremlagte for Deres Majestæt, har det naadigst behaget Deres Majestæt at resolvere:

Denne Sag udsættes,
samt i Forbindelse dermed lige naadigst at tilkjendegive, som
følger:

Efterat Jeg har ladet Mig foredrage den norske Regjerings, tilfølge af naadigst Paalæg i kombineret Statsraad af 9de April sidstleden, nu afgivne underdanigste Betænkning betræffende en paatænkt Revision af Unionsbestemmelserne mellem de forenede Riger, vil Jeg, inden Jeg afgiver naadigst Bestemmelse om, hvorvidt nævnte underdanigste Betænkning skal oversendes til den svenske Justitiæ-Statsminister for at til underdanigst Foredrag i kombineret svensk-norsk Statsraad fremkomme, herved have den norske Regjering paaiagt i Kontinuations-Indstilling at indkomme til Mig med nærmere Forklaring om:

1) hvorlil der sigtes med de i den norske Regjerings underdanigste Betænkning paaberaabte „utvetydige, men ogsaa paa Grund af Vedkommendes Stilling og nøje Rckjendtskab til Forholdene i Sverige desto mere vegtige Udtalelser," der gaves i November 18T>9 og umiddelbart efter Fremkomsten af en af en Repræsentant paa det svenske Ridderhuus i Efteraaret 1859 fremsat privat Motion om et Andragende til Hs. Maj. Kongen, gaaende ud paa, at



*) Meddeelt det norske Storthing i dets sidste Samling.

Side 837

Foranstaltninger til Revision af Forenings-Akten maatte
blive trufne; samt

*2) til hvilke Data den norske Regjering støtter den paa et andet Sted i samme underdanigste Betænkning anførte Paastand om, at den i Norge almindeligt raadende Mening om, at i 1859 et Tidspunkt var indtraadt, da Spørgs>maalet om en Forandring med Statholder-Embedet kunde uden Ulemper fra nogen anden Side paany bringes frem til Afgjørelse, ikke blot som et i formel Henseende rent norsk Anliggende, hvorom den norske Regjering ytrer, at der ikke vides paa den Tid, ligesaalidt som tidligere, fra nogen Kant at være ytret Tvivl, men ogsaa med et i Realiteten gunstigt Resultat — at

„denne i Norge, som anført, dengang almindeligt raadende Mening blev paa samme Tid ogsaa delt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideiigste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede."

I Anledning heraf skal undertegnede Statsraad Birch- Heichenwald, der i Egenskab af Chef for Justitsdepartementet har afgivet det til Grund for den norske Regjerings ovenfor nævnte Betænkning af 2! de Oktober sidstieden liggende underdanigste Foredrag, tillade sig i Underdanighed at anføre Følgende:

Forinden jeg som Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholmi Efteraaret 1859 begav mig til Kristiania, hvor D. M. agtede at aabne Storthingets Forhandlinger, fandt jeg det at være min Pligt at søge at erhverve Vished om den vedvarende Gyldighed af de Erfaringer, jeg allerede under et Ophold i Sverige i det foregaaende Aar havde havt Anledning til at gjøre om, at det dengang af Mænd, som maatte forudsættes baade at være vel bekjendte med Forholdene i Sverige og fuld kompetente til at dømme om dem, blev antaget, at der ikke af Hensyn til disse Forholde kunde være nogen væsentlig Betænkelighed ved Statholderpostens Ombytning med en Statsministerpost.Der

Side 838

ministerpost.Derskede da i September 1859, efter dertil af mig og et andet Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm specielt given Anledning, atter af ansete svenske Mænd og navnlig flere Medlemmer af D. M.s svenske Statsraad Udtalelser, som gik ud paa, at Spørgsmaalet om en Forandring med Statholderembedetkunde uden Hinder fra svensk Side bringes til Afgjørelse med et i Realiteten gunstigt Resultat, medens der ligesaalidt dengang som tidligere ytredes nogen Tvivl om Afgjørelse i formel Henseende som et rent norsk Anliggende. Af de saaledes vundne Erfaringer drog jeg for mit Vedkommendeden Slutning, at der ingen Betænkelighed kunde være mod at tilkjendegive Medlemmer af det da forsamlede Storthing,at saafremt dette under Behandlingen af de flere hvilende Forslag til Forandring i Grundlovens § 12 med flere fattede en Beslutning som den, der under 9de December 1859 blev afgiven, kunde denne Beslutning ventes at ville blive af D. M.s Raad anbefalet til naadigst Sanktion.

Disse ere de Data, til hvilke jeg har støttet den i Deres Majestæts naadigste Diktamen omhandlede Udtalelse i mit underdanigste Foredrag af 21de forrige Maaned, hvorefter en i Norge raadeude Mening om, at Udsigterne paa hin Tid vare gunstige for Statholder-Spørgsmaalets Afgjørelse overensstemmende med Norges ønsker, ogsaa var bleven delt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.

Naar der i samme underdanigste Foredrag er paaberaabt utvetydige og vegtige Udtalelser, der gaves i November 1859, umiddelbart efter Fremkomsten paa det svenske Ridderhus af en privat Motion angaaende Revisjon af Rigsakten, da er det derom i Foredraget Anførte ligeledes støttet til de Erfaringer, jeg ogsaa i denne. Henseende personligt havde haft Anledning til at gjøre som Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm, og specielt til det med disse Erfaringer i alt væsentligt sternlnendeVidnesbyrd, som indeholdes i et Cirkulære af 7de November 1859 fra Hans Excellence Udenrigsministeren til

Side 839

Deres Majestæts Gesandtskaber i Udlandet. Dette Cirkulære, der efter sit eget Indhold skulde tjene til at oplyse den i hin Rigsdagsmotion omhandlede Sags virkelige Stilling og Betydning paa den Tid, har, foruden efter sin nærmeste Bestemmelse at være kommet til Afbenyttelse i Udlandet, navnlig ligcover for fremmede Staters Regjeringer, endvidere været meddelt under konfidentiel Form ikke alene til den norske Regjering, men tillige til det norske Storthing, umiddelbart forinden dette i December 1859 fattede sine Beslutninger saavel om Interiinsregjeringensom angaaende Statholder-Spørgsmaalet, paa hvilke Beslutninger det maatte forudsættes, at Kjendskab til Cirkulærets Indhold ikke vilde blive uden Indflydelse.

Efter saaledes ifølge Deres Majestæts naadigste Befaling i Underdanighed at have belyst, hvilke de Data ere, til hvilke de her omhandlede Dele af mit underdanigste Foredrag af 21de Oktober sidstleden sigte, maa jeg endnu udbede mig naadigst Tilladelse til ogsaa at oplyse Aarsagen til, at ikke selve Foredraget indeholder de nærmere Forklaringer, som nu ere blevne undevdanigst meddelte.

Medens paa den ene Side Henvisningen til hine Data, der havde været den væsentligste Aarsag og Anledning til min Opfatning i 1859 af Statholdersagens Forhold til Sverige og Unionen, ikke i Foredraget kunde undlades, eftersom det alene derigjennem kunde gjøres klart, hvorledes den Understøttelse,som blev Motionen om en Forandring med Statholderembedettil Deel fra Deres Majestæts norske Raads Side, hvilede paa den i de paaberaabte Omstændigheder begrundede Overbeviisning,at en endnu større Tilfredshed med Unionen og en deraf bevirket yderligere Tilnærmelse mellem Broderfolkene saavel i politisk som social Henseende vilde blive fremkaldt ved det Vidnesbyrdom Sveriges broderlige Sindelag, som antoges at ville ligge deri, at ingen Indvending fremkom fra svensk Side mod Ophævelsen af Statholderposten ved Overenskomst mellem Norges Konge og Norges Folk, — fandt jeg paa den anden Side i den Omstændighed, at de Meddelelser, som have fundet

Side 840

Sted mellem svenske og norske Statsraadsmedlemmer angaaende et rent norsk Anliggende, efter Sagens Natur ikke kunde være officielle, saavelsom i den Betragtning, at Cirkulæret af 7de November 1859, skjøndt meddelt Storthinget og bekjendt for alle dets Medlemmer, dog kun var meddelt i konfidentiel Form, Anledning til at tro, at udtrykkelig og speciel Paavisning af de Data, hvortil der i mit underdanigste Foredrag hentydedes, burde eller ialfald kunde undlades, saalænge den ikke af Deres Majestæt selv var forlangt."

Statsraadets øvrige Medlemmer have ikke Andet at tilføie Statsraad Birch-Reichenwalds underdanigste Forklaring, end at de deri anførte Omstændigheder, forsaavidt vi ikke tidligere kjendte dem, bleve os meddelte, forinden vi tiltraadte Justitsdepartementets underdanigste Foredrag af 21de forrige Maaned."

II.

D. Gjenpart af Statssekretariatets Skrivelse til Justits- Departementet, dateret 19de December 1861*).

I Statsraad for Hans Majestæt Kongen den 12te d. M. fremlagdes den Norske Rcgjerings underdanigste Indstillinger nf 21de Oktober og 2den November d. A., angaaende Revision af Rigsakten med Videre, samt den Norske Regjerings under 27de f. M. tilfølge Hans Majestæts naadigste Diktamen af 16de næstforhen afgivne underdanigste Forklaring betræffende 2de Punkter i ovennævnte underdanigste Indstilling af 21de Oktober, hvilke Sager ved Hans Majestæts naadigste Resolution af 16de f. M. og Ilte d. M. have været befalede udsatte. Hans Majestæt behagede i Anledning af disse Sager naadigst at tilkjendegive og befale som følger:

Hans Majestæt, som har ladet Sig foredrage den Norske



*) Meddeelt det norske Storthing i dets sidste Samling

Side 841

Eegjerings underdanigste Indstilling af 27de November d. A., afgiven ifølge naadigst Paalæg af 16de s. M. samt indeholdende Forklaringer med Hensyn til de 2de Punkter, som i nævnte naadigste Paalæg vare paapegede, har af de Oplysninger, der i Indstillingen ere meddeelte af Statsraad Birch-Reichenwald, som i Egenskab af Chef for Justits-Departementet har afgivet den til Grund for den Norske Regjerings Betænkning af 21de Oktober sidstleden liggende underdanigste Indstilling, bragt i Erfaring 1) at med den i Iste Punkt af ovennævnte naadigste Paalæg omhandlede Hentydning specielt er sigtet til et Cirkulærefra Hs. Excellence Udenrigs-Statsministeren til Hans Majestæts Gesandtskaber, dateret 7de November 1859, under konfidentiel Form meddelt ikke alene den Norske Regjering men tillige det Norske Storthing, samt 2) at med Hensyn til den i 2det Punkt af ovennævnte naadigste Paalæg omhandlede Hentydning, den deri gjorte Paastand er støttet tii de af den foredragende Chef for Justits-Departementet, Statsraad Birchßeichenwald,som dengang Medlem af den i Stockholm værende Statsraads-Afdeling, gjorte personlige Erfaringer, grundede paa Samtaler og ikke-officielle Overlægninger, efter dertil af ham og et andet Medlem af Statsraads-Afdelingen specielt given Anledning, med anseede svenske Mænd og navnlig flere Medlemmeraf Hans Majestæts svenske Statsraad.

Hans Majestæt, som, til Oplysning for Sig Selv, kan i Sit Norske Statsraad modtage de saaledes afgivne Forklaringer, har, som Unionskonge, at fæste Sin Opmærksomhed paa, om det vil være hensigtsmæssigt at oversende den Norske RegjeringsBetænkning af 21de Oktober d. A. med de deri gjorte Hentydninger samt de dertil med Nødvendighed knyttede Forklaringeri underdanigst Indstilling af 27de November sidstledentil Sit Svenske Statsraad. Med dette Hensyn for Øic vil Hans Majestæt ikke kunne bifalde, at et konfidentielt meddeltAktstykke benyttes i officielle Dokumenter, ligesaalidt som Hans Majestæt kan billige, at officielle Paastande af nogen af

Side 842

Hans Majestæts Norske Statsraader grundes paa ikke-officielle
Samtaler og Overlægninger mellem dem og Svenske Statsraader.

Hans Majestæt har Selv ved Sit naadigste Tilkjendegivende i Norsk Statsraad den 4de April 1860, da Hans Majestæt til endelig Afgjørelse foretog Spørgsmaalet om naadigst Sanktion paa den af Storthinget fattede Beslutning om Forandring af Grundlovens §§ 12 og 14 m. fl., ytret, at Høistsamme, naar Tidspunktet dertil forøvrigt var fundet beleiligt, gjerne vilde have imødekommet Storthingets og Statsraadets Ønsker, og at Han Selv vilde vælge den beleilige Tid for at fremkomme til Storthinget med naadigst Forslag til de her omhandlede Forandringer. Men ligesaalidt som Hans Majestæt vilde ved den Leilighed have fundet det rigtigt at foranledige frembragte paa en officiel Maade ikke-officielle Forhandlinger af Beskaffenhed som de, hvorom Justits-Departementets Chef, Statsraad Birch-Reichenwald, nu har afgivet Forklaring, ligesaalidt vil Hans Majestæt ved nærværende Leilighed kunne bifalde, at de fremkomme i den Betænkning fra den Norske Eegjering, som Hans Majestæt maatte finde Anledning til at befale oversendt den Svenske Justitiæ-Statsminister.

Hans Majestæt, der, som Norges Konge, vil vaage over, at den Sag, der fremkaldte Hans Majestæts naadigste Tilkjendegivende i Norsk Statsraad deri 4de April 1860, skal, naar Tidspunktet dertil er beleiligt, blive afgjort paa en Maade, der stemmer baade med Norges Tarv og dets Rettigheder, hvilke Hans Majestæt vil opretholde lige meget af Kongelig Pligt som af nedarvet Kjærlighed for Sit trofaste Norske Folk, er lige bestemt paa at afværge Fremdragelsen af, paa ikke-officielle Overlægninger grundede, og af et enkelt Statsraads-Medlem gjorte personlige Erfaringer, egnede til at fremkalde Splittelser, som fra det Norske og Svenske Statsraad kunde udstrække sig videre til de 2de Folk, hvis broderlige Forstaaelse det er Hans Majestæts høie Hverv af al Sin Magt og af al Sin Evne at søge at opretholde og befæste.

Side 843

Hans Majestæt befaler derfor, efierat have hørt sit Norske
Statsraad:

At den Norske Regjerings underdanigste Indstilling af 21de Oktober sidstleden af Statsraadet tages under fornyet Behandling med Hensyn til de i Hans Majestæts naadigste Diktamen af 16de f. M. omhandlede Punkter*).

Gjenpartens Rigtighed bekræfter

A. Kjerulf,

Expeditionssekretær.

III. Protokoll öfver ett Justitie-Departements-ärende, hållet å Stockholms Slott Tirsdagen den 18 Februari 1862 inför Hans Maj:t Konungen uti sammansatt Svenskt och Narskt Stats-Råd

i nårvaro a: Hans Excellens Justitie-Stats-Ministern Herr Friherre de Geer, Hans Excellens Stats-Ministern for Utrikes årendena Herr Grefve Manderstrom, Hans Excellens Norske Stats-Ministern Herr Sibbern, Statsraden: Herr Friherre Gripenstedt, Ehnemark, Lagerstråle, Bjornstjerna, Malmsten, Ihyselius, Bredberg, Thulsirup, BreUeville, Lange.

Sedan Kongl. Norska Regeringens Justitie- och Politi-Departement,uti skrifvelse den 17 December 1861 till den Svenske Justitie-Stats-Ministern, tilkannagifvit att Kongl. Maj:t den 14 i samma månad i nåder befallt, det afskrift af Kongl. Norska Regeringens underdåniga betånkande af den 21 Oktober sistlidneår



*) Efterat Statsraaderne Petersen, Hirch-Reichenwald og K. Motzfeldt den 12 December vare udtraadte, blev i et den 14 December i Christiania afholdt Statsraad den norske Regjerings Betænkning af 21 October i en saadan Form, at de ovenfor i [ ] indklamrede Ord udelodes, paany forelagt Kongen ved en særskilt Indstilling, undertegnet af Statsraaderne Riddervold, Møinichen, Manthey og Wergeland, samt tillige af den Stockholmske Statsraadsafdelings Medlemmer Bretteville og Lange. Af den saaledes forandrede Betænkning befalede Kongen da en Gjenpart tilstillet den svenske Justitiæ-Statsm inister. l^ørst den 17de s. M. bleve nye Statsraader udnævnte (Stang, Meldahl, Hafl'ner), ligesom Statsminister Sibbern, der i November havde taget Afsked, igjen blev indsat i samme Stilling.

Side 844

lidneårmed bilagor, angående en i sammansatt Svenskt och Norskt Stats-Råd den 9 April 1861 af Justitie-Stats-Ministern afgifven underdanig framstallning angående en revision af Riksaktenm. m., skulle, sådant detta betånkande år slutligen affattadt,tillika med afskrift af den Norska Regeringens underdåniga Kontinuations-Indstilling af den 2 November 1861 med bilaga, ofversandas till Justitie-Stats-Ministern, samt berorde afskrifter blifvit jemte skrifvelsen till Justitie-Stats-Ministern b'fverlemnade, så anmålde Hans Excellens Herr Justitie-Stats-Ministern nu i underdånighetforenåmnda betånkande af den 21 Oktober 1861 med dertill horande bilagor, samt Kontinuations-Indstillingen med bilaga,hvilka samtliga handlingar finnas detta protokol) bilagde.

Efter foredragningen håraf anforde Hans Excellens Herr
Justitie-Stats-Ministern:

Då den af mig till det sammansatta Svenska og Norska Stats-Rådets protokol! den 9 April 1861 i underdånighet afgifna fremstållning i vissa deler icke blifvit, i Kongl. Norska Regeringens nu foredragna betankande, uppfattad i ofverensståmmelse med min mening, samt detta betankande jemvål i andra delar påkallar bemotande från Svensk sida, torde det tillåtas mig att, innan jag i underdånighet afgifver det forandrade tillsyrkande, hvartill jag i iimnets nuvarande skick finner rriior foranlåttn i storsts korthet få Hil b6BV3.!*HTiclw iinnta^a. rlo.t vasendtligaste af hvad Kongl. Norska Regeringen emot min underdåniga framstallning anfort.

Hvad forst angår den ofta upprepade satsen, att grundprincipenfor foreningen, då den stiftades, skall varit de båda rikenas fullkomligt likaberåttigade stållning vid sidan af hvarandra,så kan anmårkas, att Riksakten icke uttalar denna grundsats, ehuru den i några vissa fall udgor en tillåmpning deraf. I 42 § af Norska Grundlagen finnes principen visserligenuttalad, men åfven der uttryckligen inskrånkt till de j foregående 39, 40 och 41 §§ omformålda tilfållen. Vidare innehålla ej mindre Kongl. Maj:ts proposition till Rikets Stander den 12 April 1815, om de nya konstitutionella forhållanden,

Side 845

som till folje af foreningen emellan Sverige och Norrige uppkommit,an ock Konstitutionsutskottets betånkande ofver nåmnda proposition, af den 25 i samma månad, i anforda motiver ett mera allmant erkannande af grundsatsen om båda rikeras jemlikhet,likasom ett sådant erkannande igenfinnes i de af Kongl. Norka Regeringen anforda yttranden af Konung Carl XIV Johantil Stats-Rådsprotokollcn den 26 Oktober 1818 och den 4 Januari 1842' Betydelsen af dessa sistnåmnda yttranden motvåges dock i viss mån af den uppfattning af foreningen samme Konung vid andra tillfållen uttalat, såsom i Konungens diktamen till det Norska Stats-Rådsprotokollet den 21 Februari 1837 , hvilket officielt meddelades den Svenska allmånheten i Statstidningen for den 25 i samma månad , och hvartill Konungensedermera hånfb'rde sig i ett anforande i Norkt-Svenskt Stats-Råd den 30 Januari 1839 , då Unionskomitén tillsattes. Der heter det bland annat:

»Foreningen emellan Sverige och Norrige , afslutad den 20 Oktober 1814, utgor grunden till 1 § i konstitutionen af den 4 November 1814 , hvilken blef sanktionerad den 10 i samrna månad. Denne §aren foljd af de rattigheter , som Sverige genom traktater hade forvarfvat på konungariket Norrige. Titulaturen« (nernligen den af Konungen då begagnade) »ar deraf i allmånhet en sjelfskrifven foljd«.

»Staternas historia , som Storthinget åberopar, visar att Norrige allt ifrån år 1536 blott har varit en Dansk provins, att det icke har varit i besittning af någon lagstiftande makt forr an Kielertraktaten afslutades; och att det forst ar från den 10 November 1814, den dag, då Konungen aflade sin ed på konstitutionen, som Norrige har blifvit erkandt såsom ett med Sverige under en Konung forenadt rike samt varit i besittning af de rattigheter, som Sveriges Konung, i Sveriges namn, hade tillforsåkrat det. Historien beiattar vidare, och vår tids handelserbekråfta det, att traktater, krig och erofriugar foroka staternas makt eller inskranka deras granser. Hvad de diplomatiskaårendena angår, så eger allt hvad Storthinget anmarkt

Side 846

redan rum. For ofrigt då råttigheterna erkandes lika, skedde det under vilkor af lika bordor. Denna forpligtelse ar icke allenast viittfardig , men den ar moraliskt nodvåndig for att betrygga reciproctteten af de genom traktater forvårfvade och beståmda garantier.»

Men manne i allt fall åt mera eller mindre svåfvande, i motiver uttalade, allmånna satser kan tillerkånnas storre vigt, an åt beståmda sakforhållanden, som befinnas emot dessa satserstridande? Och en oviss olikhet i stållningen till hvarandrafinnes de båda rikena anvisad i sjelfva Riksakten , for att nu icke tala om Norska Grundlagen. Kiksakten stadgar nemligen , att Interimsregeringen skall hafva sitt såte i Stockholm,och att sav al de diplomatiska årendena, som andra saker, hvilka angå båda rikena och ej genom sin natur tillhora något sårskildt Departements handlåggning, skola for denna' Interimsregeringforedragas af Sveriges Stats-Minister for utrikes rendena.Men ånnu mera påfallande olikhet faststålldes vid regleringen af sådana uniouella forhållanden, som icke upptogos i Riksakten, vid hvars forfattande, enligt Kongl. Norska Regeringens,i nu forevarande betånkande åberopade, utlåtande den 27 Augusti 1840, »endast var fråga om att affatta en Grundlagfor unionen, men hvarken har varit eller kunnat vara afsedtatt i densamma intaga æera dctaljerade bestammelser, angåendede sårskilda forhållanden emellan rikena inbordes, som i militåre, ekonomiska eller andra speciella afseenden må ega rum, och som icke åro af annan beskaffenhet, an att de antingenaf Konungen ensam eller af Honom i forening med båda rikenas nationalrepresentationer kunna efterhånd ordnas och efter omståndigheterna åter foråndras.» Hit hora t. ex. unionsflagganoch det gemensamma riksvapnet, hvilka af foreningens stiftare icke beståmdes så, att Norrige i desamma fick en lika andel med Sveriges; — likasom Konungen i sin titel till en borjan afven i rent Norska handlingsr satte Sveriges namn frarnfor Norriges. Emot anordningen af dessa , just de mest fremstående symbolerna af foreningen, protesterade icke, såvidt

Side 847

jag har mig bekant, Norrige vid dess vidtagande. Ledamb'terne af den Norska Stats-Rådsafdelningen hade åtminstone intet att invånda einot flaggan, sådan den beståmdes i Svenskt-Norskt Stats-Råd den 7 Marts 1815. Det var forst sedan någon tid forflutit, som det yrkades åndring i dessa anordningar, såsom stridande mod de grundsatser, som i afseende å andra unionsforhållandenblifvit tillåmpade. Dessa åndringar blefvo ock Norrige beviljade, men de hade lika såkert blifvit afslagna, om man i Svenskt intresse hade velat fasthålla vid foreningen sådan den var; libasom man, efter dst Norrige vunnit dessa eftergifter, från Norska sidan nu fasthållar foreningen sådan den år, ånda derhån att Kongl. Norska Regeringen »icke låggernågon sårdeles vigt på, hvilka allmånna betraktelser, som, med hansyn till den ena eller andra af nåmnda principer, kunde med mera eller mindre fog goras gallande , så framt fbrhållandet skulle på nytt ordnas.«

Det ar derfore icke såsom en ovilkorlig foljd af foreningsgrunderna,sådanade forst antogos, som jag har velat utstråckajemlikhetsgrundsatsentill alia framdeles uppkommande unionsforhållanden, utan derfore att jag finner denna grundsats vara stodd på råttvisa och den enda, hvarpå en forening emellanfria folk kan utveeklas. Men icke blott sjelfa grandsatsen bor vara råttvis, utan ock dess tillampning riktig; och om den iillåmpning deraf, som i en eller annan punkt blifvit gjord i Riksakten, befinnes vara origtig eller åtminstone icke riktig for alia fall, så bor en sådan tillampning, enligt min tanka, icke obegrånsadt utstriickas. Unionskomitén har sokt visa, att den verkliga likheten skulle forsvinna , om Norrige skulle lika med Sverige bidraga til gemensamma utgifter, och jag har sokt visa, att samma likhet forsvinner genom att tillågga en och en half million Norrman lika många roster med nåra fyra millioner uti en representation, som bland annat hade att besluta angåendebidrag,som skulle utgå efter folkmangden, men ehuru Kongl. Norska Regeringen funnit, att de af mig i detta afseendeutveckladegrunder »gerna kunde erkannas i allt våsentligtegasin

Side 848

ligtegasingiltighet i tillåmpning på forhållandena i en helstat,«ochehuru ståndigt gemensamma bidi'ag af ifrågavarande art icke kunna komma i fråga, med mindre de bidragande ansesinågon mån utgora en politisk enhet , forklarar likvål Kong]. Regeringen det var a »omojligt från Norsk sida att ingå ens på underhandlingar« om en gemensam representation i den syftning mitt forslag innehåller. Kongl. Norska Regeringen antager hårvid, att mitt forslag till en gemensam representation »skulle hafva sin våsentligaste betydelse just i og genom sjelfva sin form; i det denna nemligen skulle blifva uttrycket for en annan uppfattning af unionsfb'rhållandet emellan rikena, an den som ånda från foreningens borjan hittills obestridt gjort sig gållande.». Till stod for detta antagende hånfor sig Kong]. Norska Regeringen till tvenne af mig yttrade meningar , af hvilka den ena innehåller, att ett medgifvande å Svensk sida, det Norrige till en gemensam representation finge sanda ett något storre antal representanter, an som efter folkmångden skulle paa Norrige sig belopa, i de fleste fall sannolikt blefve af foga praktisk inflytande på årendenas utgång. Detta yttrandeinnebårdock endast en tillforsigt, att intressenas gemensamhetskulleverka till enighet emellan majoriteterna af båda rikenas representanter; och af en representations enighet får val icke slatas till dess obehof ligher. Det andra yttrandet, som skulle bevisa, att jag ansåge en gemensam representation i realiteten obehoflig, går derpå ut, att, derest tiden icke vore inne for tillvågabringandet af en gemensam representation på riktiga grunder, i foreningsfordraget nu icke heller borde faststållesnågragrunder for rikenas bidrag til gemensamma foremål,helstdet visat sig, att intetdera af de båda rikena hittillsundandragitsig att i detta afseende uppfylla billighetens fordringar. Men om jag ån derigenom yttrat den åsigt, att behofvet af en representation for detta åndamål ånnu icke oafvisligen intrådt, så har jag dock forklarat mig anse den desto onskvardare for andra andamål; och då jag uttryckligen fastat mindre vigt vid antalsforhåilandet emellan de båda

Side 849

rikenas representanter, an dervid att den omedelbart skulle få handlågga de gemensamma frågorna , så synas mina ord ieke berattiga till den slutsatts, att tnitt syftemål endast skulle varit att, åstadkomma uttrycket for en Norrige fdrnårmande uppfattningafunionsforhållandena. Jag år tvertom så 6'fvertygad om nyttan af en forcnad representation, att jag, derest den icke på annat vilkor kunde komma till stand, for min del vore betagenattmedgifva, det Norrige till densamma finge sånda ett lika antal representanter, som Sverige, foruttsett likvål i sådant fall, att denna representation icke finge slutligen afgora rendena,utanendast ett forberedande utskott for gemensammaangelågenheter,som sedermera hånskotos till national- Tepresentationerna. Afven ien gemensam representation med foeslutande rått, på två kamrar, hvardera med sitt veto, villa jag for bevarandet af båda rikenas statshåghet, lemna åt NorxigeJikaantal representater med Sverige i den ena kammaren.

En forenad representation kan endast vara obehoflig , så lange vi icke hafva eller vilja hafva några årenden gemensamma. Den utgor en af de vigtigaste frågorna for en forening sådan ¦som jag tror Sveriges och Norriges gemensamma val krafva. Utan att onska en sammansmåltning af de båda folken , eller en centralisering af varden om deras inre angelågenheter, har Sverige dock aldrig ansett 1814 års forening for ett fullåndadt ¦verk; och åtminstone hos mig år den ofvertygelsen fast, att de två små nationerne skulle gifva hvarandra ett sakrare stod -emot yttre stormar i den mån de i alla yttre forhållanden sammanvaxte till en enhet. Man jag har derfore aldrig fordrat, att Norrige deruti skulle ingå såsom en del af Sverige, utan att båda skulle, i hvad de hafva gemensamt, blifva delar af ett Skandinavien. Och den såkraste borgen, att ingenderas statshoghet skulle kunne fornårmas i dessinre angelågenheter synes mig vara, att icke den forenade representationen stalles såsom en instans ofver de sårskilda nationalrepresentationerna. Ty en stats hoghet inskrånkes deraf, att dess hogsta myndigjietår underordnad en myndighet utanfor staten , oberoende

Side 850

deraf om staten i denna sistnåmnda myndighets oi'ganisation i
storre eller mindre grad deltager.

Kongl. Norska Regeringen, som lemnar åt en oviss fraratid att bedoma, huruvida den politiska forbindelsen emellan folken någonsin bor blifva storre, an den ar, anser att denna åtminstone maste foregås af en mera omfattande gemenskap i materiella och sociala intressen och mojligen tillika af ett storre tillnårmande uti inre institutioner, i hvilket afseende det i betånkandet, bland annat, yttras, att »det formodligen maste erkånnas vara omfanget af gemensamhet i reella intressen , som till en viss gvad kan betinga omfanget af gemensamhet i dessas formella behandling , men icke omvandt.n Men nar eller huru skola val våra reella intressen, i fråga om forsvarsvåsendet, utrikes arendena och civillistan kunna bliva mera gemensamma an de redan åro ? och når således just den gemensamma realiteten forefinnes; hvarfore i dessa frågor forkasta den gemensamma formella behandlingen? Om något skall kunna komma denna gemensamhet i reella intressen att forminskas, så år det just den afsßilda behandlingen •, ty det ligger i naturen af en fri utveckling att fortgående oka olikheterna emellen tvenne af hvarandra oberoende statsorganismer. Langt ifrån att minskas med tiden blifva derfore, ofter min tro, svårigheterna att stadkomma politiska gemensamheteu i de åmnen , som nyss nåmndas, med hvarje dag storre. For inforandet af en sådan gememensamhet var vid foreningens stiftande det fornåmsta hindret Norska folkets misstro emod det Svenska. Denne misstro har icke vikit under de nåra femtio år , som Svenska folket obrottsligt hållit det indgångna forbundet. Men utom denna misstro uppståller sig numera jemvål, såsom ett hinder, kårleken till sedermera uppvåxta och utvecklade institutioner, som for vinnande af nu antydda gemensamhet behofde undergå foråndringar. Det år mojligt, at gemensamhet i intressen ndock lyekas att en dag besegra alia dessa hinder, men man skall då inse, att saken låttare hade kunnat ske forut.

Kongl. Norska Regeringen antyder i sitt betånkande, att

Side 851

det sammanhang, hvari frågan om en revision af unionsbeståmmelsernaoch Ståthållare-erabetets afskaffande blifvit satta till hvarandra af såvål Rikets Stander vid sistlidne Riksdag, som i mit underdåniga anforende, skulle utgora det fornåmsta hindretfor revisionsfrågans upptagande på Norska sidan; i hvilketafseende Kongl. Norska Regeringen yttrar: »under andra omståndigheter an de, efter det anforde, nu forhandenvarande, skulle återupptagandet af underhandlingarne angående en revisionaf de unionella beståmmelserna , efter hvad med full såkerhet kan antagas, så mycket mindre hafva mott svårigheter från Norsk sida, som forarbetena dertill redan tillforene blifvit harifrån bedrifna så langt, att deras fortsattande antingen omedelbartfrån den punkt, der revisionssaken i sin tid tilis vidare afbrb'ts genom den nådiga resolutionen af den 25 Februari 1848, eller mojligen genom fornyad gemensam samverkan i en Komité af man från både rikena måtte blifva jemforelsevis någorlunda latt.»

Nu ar likvål forhållandet, att den 1839 tillsatta Unionskomiténhade satt den allmanna Revisionsfrågan i alldeles enahandasammanhang med Ståthållarefrågan, som sistlidne Riksdag.I Komiténs betånkande heter det nemligen bland annat »Korniténs Norske ledamoter tillåte sig i underdånighet forklara,att de betrakta de foråndringar i Norriges Grundlags § 25, hvilka uppkomma genom de i Komiténs forslag upptagna stadganden, såsom betydliga eftergifter å Norrigas side , men hvilka genomfoi'andet af likhetsgrundsatsen och afseende å foreningensval fordra , samt att de blott gifvit sina roster for dessa eftergifter under den forutsattning och med det vilkor, att, hvarhelst genomforande af likhetsgrundsatsen och foreningens val fordra någon sådan eftergift å Svenska sidan, densamma måtte medgifvas med lika broderlig vålvilja. De Norske ledamoternehafva ansett, att ett sådant fall ar forhånden utistadgandeti Norska Grundlagens §14, hvarigenom åt Svensk man ar lemnad lika rått med Norsk att beklada Noniges hogsta och vigtigaste embete , utan att någon motsvarande rattighet

Side 852

år gifven åt Norsk man i Sverige. De hafva hufvudsaldigen framstållt foljande anmårkningar: vid nårvarande forslag till en ny och omarbetad fbreningsakt har man bemodat sig att ofveralltundanrbdja alia fron till grundadt missnoje med någon del af fbreningsvilkoren och att aflågsna all grundad klagan derofver,att det ena af de fbrenade rikena, tvartemot foreningens hufvudgrunder , undfått storre råttigheter, storre inflytande i de gemensamuna angelågenheterna , an det andra. Ofverallt har man sokt aflågsna all direkt och indirekt inverkan af det ena riket på det andras inre och således foreningen icke rbrandeangelågenheter; men så lange Svensk man kan sattas i spetsen for den Norska Regeringen och innehafva den afgoranderosten, då rostantalet i Stats-Rådet ar lika fordeladt, så lange motsågas och motarbetas dessa fbreningsaktens stråfvandenatt gora foreningen stark och kraftfull både genom yttre iakttagelse och genomforande af dess grundsatser, och genom den anda , som genomgår densamma och gifver den sin inre moraliska kraft. De fyra Svenske mån, som hitintills beklådt Ståthållareplatsen i Norrige, hafva alle varit stållde i spetsen ej mindre for regeringsarendena i allmånhet, ån ock for rikets krigsmakt till lands och vatten.»

»Betraktas denna myndighet i hela sin stora utstråckning, rnåste utan tvifvel medgifvas, att, då den lenmas i hånderna på Svensk man, Sverige derigenom får ett stort, ehuru medelbart inflytande på alia Norriges inre angelagenheter, derunder inbegripet hela dess forsvarsvasende , såvål med afseende å dettas organisation, ekonomi och forvaltning , som derjemte, såvida Ståthållaren afven år satt i spetsen for krigsmakten. med afseende å kommandomål.»

»Att ett sådant fb'rhållande år stridande emot de for foreningenerkånda grundsatser, hvilka det år Komiléns pligt att vid fbreningsvilkorens granskning bibehålla och fullståndigt genomfbra, anser Komitén vare tydligt utan någon vidare forklaring.I betraktande af den omsorg, hvarmed Komitén i sitt forslag så i det stbrsta , som det minsta, sbkt undvika icke

Side 853

¦allenast verkligheten , utan till och med blotta skenet af att vilja tillågga det ena riket vare sig någon råttighet att inblandasig i det andra rikets hire angelågenheter, eller något storre inflytande på de gemensamma angelågenheterna, an det andra, skulle det forefalla besynnerligt om samma Komité, vid grankningen af stadgandena for foreningen, låt den nu ifrågavarandestotestenen ligga orord.»

»Stodjande sig på ofven anforda grundar, hafva Komitéus Norske ledamoter foreslagit sådana foreskrifters upptagande i forslaget till foreningsaktenj att genom dessa stadgandet i Norriges Grundlags § 14, att Svenk man kan utnåmnas till Ståthållare i N orrige, bliver utan all kraft.»

»Komiténs Svenske ledamoter hafva erkånt , att vigtiga skal , och isynnerhet vigten af att genom ett omsesidigt nårinande till hvarandra befasta det broderliga fortroende och den vålvilja emellan Svenske och Norska folken, som utgor foreningens lifgifvande sjal, talade for att ingå på forslaget, hvarfora de och forenat sina roster med sina Norska kollegers.«

»Det er således af Komitén enhalligt beslutadt, att så
inratta forslaget till stadgandena i § 124, att det ofverklagade
stadgandet i Norriges Grundlags § 14 derigenom uppbafves.w

I Norska Justitie-Uepartementets år 1847 ofver Unionskomiténs
forslag afgifna och af Norska Regeringen enhalligt
bitradda Indstilling heter det harom bland annat:

»Departementet finner det otvifvelaktigt att denna med regeln i Norriges Grundlags § 92 ofverensstammande och i ofrigt ur foreningens natur flytande foreskrift bor godkannas, och stadgandet i samma Grundlags § 14, om att till Ståthållarei Norrige kan utnåmnas en Svensk , altså upphåfvas.« Och vidare: »af motiverna erfares, att Komitén genom forslagettill fbrevarande § fornamligast haft for ogonon bestammelseni den Norska Grundlagens § 14 om at en Svensk kan utnåmnas till Ståthållare i Norrige. I det Departementet inståmmeri hvad Komitén hår har anfort, bor dock uttryckligen forklaras , att Departementet for sin del icka kan finna det

Side 854

forenligt med Grundlagen, att Ståthållaren, om han ar Svenskr
tillika sattes i spetsen for krigsmakten.»

Unionskomitén och Kougl. Norska Regeringen ansågo således år 1847 Revisions- och Ståthållarefrågorna bora behandlas i sammanhang med hvarandra; och Ståthållareplatsens upphåfvande hade då med Norska Regeringens begifvande kunnat goras till foremål for beslutt icke blott i sammansatt Statsßåd, utan af Rikets Stander. Det ar då svårt att inse, huru en af Rikets Stander uttalad åsigt, att nåmda frågar borde i sammanhang behandlas, har ensamt kunnat gora återupptagandet af forhandlingarne om Unionskomitéens forslag omojligt.

Den omståndigheten, att Storthinget vid de sarskilda tillfallen, då fråga blifvit vackt om upphåfvande eller forandring af Norska Grundlagens stadganden om Ståthållare-embetet, stadse behandlat denna fråga i ofverensståmmelse med § 112 i Norska Grundlagen, lårer for ofrigt icke, på sått Kongl. Norska Regeringen synes formena, utgora något bevis att frågan också stedse ansetts utgora en uteslutande Norsk angelågenhet, nåre jemvål frågor om forandring i sjelfva Riksakten skola, for Norriges del, efter foreskrifterna i nåmde Grundlags paragraf handlaggas; och minst synes Ståthållarefrågans behandling vid Storthinget åren 1818 och 1821 kunna, såsom skett, åberopas till stod for Kongi. Norska Regeringens åsigt i denna del. I Kor. stitutionskomiténs betånkande vid det forrå af dessa Storthing yttras nemligen, bland annat, om det då af en enskild representant vackta forslag att upphåfva Ståthållareembetet:

»Vid det har ifrågavarande embete maste dessutom fåstasafseendederå, att dess tillvaro grundar sig på den Sfverenskommelse,som uppråttades emellan Sveriges Konung och det Norska folket, då han af det urtima Storthinget valdes till Norriges. Forslaget om detta embetes afskaffende år derfore också af proponenten sjelf framstaldt såsom ett konstitutionsforslag,och foljaktligen kan det ej afgoras på detta Storthing, men Komitén tror sig dock ej beråttigad att helt och hållet afhålla sig från att om dess innehåll yttra sin mening , som

Side 855

icke ofverensståmmar med proponentens , ej allenast på forut anfbrda grund, att Ståthållarevårdigheten ar beståmd i den med Sverige slutade foreningsakt, men också for det den ej kan indragas, utan att flera §§ an de af proponenten anforda, såsom§§13 ocb 32, tilliga maste undergå forandringar, som ej aro foreslagna.D Det utlåtande ofver samma forslag, som afgafsaf Konstitutionskomitén vid 1821 års Storthing synes åfven hvila på antagandet, att Ståthållare-embetet icke uteslutande angick Norrige, enår deruti forekomma foljande ord:

»Ståthållarens personliga forhållande till Konungen ar helt och hållet olika med ofriga embetsmåns; ty om an man icke kan antaga, att Ståthållaren representerar Hans Maj:ts person, så skall han dock på Hogstdensammes vagnar ofverskåda rikets hela styrelse och vaka ofver att Norriges konstitutionella forhållanden till Sverige blifva uppråtthållna,»

Sedan nu emellertid Sversfca Riksdagen och Norska Storthingeticke allenast stadnat i skiljaktiga meningar, huruvida Ståthållarefrågan angår båda rikena eller blott Norrige, utan ock hvardera vid sin mening fastsat synnerlig vigt, borde val hvarje foreningens van vara angelågen att finna någon utvag, på hvilken denna fråga kunde losas., utan att någondera sidan behofde kånna sig fornårmad af att få sin mening undertryckt. Detta hade jag forestall! mig kunna ske antingen derigenoin, att allt, hvad man antog tillhbra foreningen, inflyttades ur de sarskilda Grundlagarne i foreningsakten, och att dervid utelemnadesdet, som angick Norriges Ståthållare, eller ock att man beståmde omfanget for sammansatta Stats-Rådets kompetensså, att icke vidare Ståthållarefrågan kunde dragas derunder.Jag kunde hårvid tveka, huruvida Sverige skulle finna sig tillfredsståldt med att blott godkanna en anordning hvarigenomfrågans afgorande i realiteten ofverlemnades åt Norrige ensamt, men att deruti skulle kunna finnas någonting for Norrige sårande, foil mig visserligen icke in. • For ofrigt maste den i Norska Regeringens betankande fbrekommande uppgift, att det skulle i mit underdåniga anforande "finnas uttryckligen

Side 856

sagdt, att forst genom den afsedda revisionen skulle beredas niojlighet for en onsklig losning af frågan om det Norska Ståthållare-embetet,» hvila på något missforstånd af mina ord. Jag har blott sagt att, om intet annat kunde vinnas med ett revisionsarbete, an en tillfredsstållande losning af Ståthållarefrågan,så vore arbetet åndock ieke forgåfves.

For att gora foreninj^sakten så fullståndig att det från Norsk sida uppstållda anspråket, om hvartdera rikets fulla rådighet att andra sin Grundlag i de delar, som icke beroras af Riksakten, skulle kiuma godkånuas, vore det vissei-ligen icke tillfyllest, att ur de båda rikenas Grundlagar i Riksakten inflytta endast de af Kongl. Norska Regeringen i sådant afseende omnåmnda stadgandena om Konungens religion och myndighetsålder, ehuru afven dessa borde hafva sin plats i Riksakten. Men der borde lika litet saknas t. ex. foreskrifterna om Konungens personliga oantastlighet, om hans uppehåll i Norrige någon tid hvarje år, och om de tillfållen, då en unionell Interimsregering skall fungera, hvarom Riksakten nu i flera fall banvisar till Sveriges Grundlag, m. fl. Att i detta afseende bereda fullståndighet åt Foreningsakten och framfor allt att undersoka huruvida det åsyftade åndamålet kan på det foreslagna såttet uppnås, synes mig fortfarande vara en uppgift, som tarfvar uiredning af en Komité, hviiken jag deremot erkånner vara ofverflodig, såvidt frågan inskrånkes till inflyttandé i Riksakten af de två stadganden, i afseende å hvilka Kongl. Norska Regeringen funnit hinder for en sådan åtgård icke mota.

I afseende å de diplomatiska angelågenheterna finnas visserligen ingen anledning att från Svensk sida framstalla några yrkanden. Jag anmårker blott, att om, såsom ett uteslutandeSvenskt årende, vidtoges åndringar i Svenska Grundlagen,hvaiigenom den nuvarande praxis vunne stod af Svensk lag, så erholle Norrige derigenom ingen unionell garanti for beståndet af ett sådant fbrbållande, likasom jag bor upplysa, att något forslag i denna riktning icke, på satt Kongl. Norska

Side 857

Regeringen synes formena, blifvit vid sista Riksdag till grundlagsenligbehandling

I anledning af hvad Kongl. Norska Regeringen yttrar derom, att ett forslag till forandring af 25 § i Norska Grundlagen, till forman for det gemensamma forsvaret, icke kan få någon frarngång så långa det annu kan vara att befara det de Norska Statsmakternas uteslutande ratt att råda ofver de icke af Riksakten berorda delarne af Norriges Grundlag åter kan mota motsågelse från Sveriges sida, tillåter jag mig anmårka, att det val från Svensk sida kunde såttas i fråga, huruvida Norrige må vara befogadt att såsom en uteslutande Norsk angelågenhet ytterligare inskranka den rnakt, Konungen enligt '25 § eger att anvånda Norriges krigsmakt till det gemensamma forsvaret, men att Sverige icke rimligen kan motsatta sig, att Norrige, om afven under uteslutande Norska former, i motsatt riktning vidgar granserna for denna Konungens makt eller vidtager andra forfoganden till foreningens basta.

I fråga om det sammansatta Stats-Rådets kompetens, har jag utgått från den åsigt, att likasom Sveriges Konung och Norriges Konung åro konstitutionelle Konungar, som icka ega att fatta några beslut utan att derofver hafva hort ansvarige rådgifvare, så boi' ock Umonskonungen vara en konstitutionen Konung, som framfor allt icke må upptråda i egenskap af skiljedomare emellan de båda folken, utan att forut hafva inhemtat råd från båda sidor. Det ar knappt tånkbart, att Han underlåter sådant i något fall, men det synes vara battre, om dessa råd gifvas officielt, an om de lemnas utan både moralisk och juridisk ansvarighet. Vore man ense om den grundsatsen, att Konungen i alla de fall, der hansyn bor tagas till Hans egenskap af Unionskonung, borde hora Sitt sammansattaStats Råd, så vore det, efter min tanke, lika latt att åstadkomma en i detta afseende tydlig redaktion af 5 § i Riksakten, som om man vore ense om den af Kongl. Norska Regeringen i betånkandet nu uttryckta åsigt, att blott det slags sak er tillhora sammansatt Stats-Råd, som antingen omedelbartafse

Side 858

bartafsedet genom Riksakten beståinda konstitutionella fb'rhållandetemellan rikena, eller hvaruti de båda rikena i kraft af detta forhållande framtråde såsom en enhet. Det var derforemera for att vinna en utredning af sjelfva grundsatserna, an att få forslag till en forbattrad redaktion, som jag onskade att revisionen jemvål skulle omfatta detta åmna. Det ar naturligt att, så lange man i Norrige anser att hvarja årende, som hånskjutes till sammansatt Stats-Råd, derigenom underkastasåfven en Svensk statsmakts afgb'rande, så maste man vara angelagen att uppdraga så trånga granser hårfor som mojligt. Men detta åskådningssått synes mig icke vara det råtta. Den Svenske Konungen år en Svensk Statsmakt, men ingalunda det Svenska Stats-Rådet och ånnu mindre det sammansattaStats-Rådet, så lange de endast åro rådgifvande. Och då man icke ser något ondt uti hvad som år foreningens kårna, eller att en Svensk och en Norsk statsmakt åro oupplosligenfbrenade uti Konungens person, så vore det, uteslutande från denne synpunkt betraktadt, icke heller något ondt deruti, att han stadse utofvade sin Konungamakt uti ett forenadt Statsßådfrån båda rikena, likasom det forenade Stats-Rådet, enligt Riksakten, nu verkligen kan utgora en Interimsregering, åfven for hvartdera rikets inre årenden. Men detta vore från andra synpuukter orimligt och sårdeles tidsodande, enår de fiesta af de båda rikenas regeringsårenden hafva ingenting med hvarandragemensamt; och man hade sannolikt icke att befara, det många åmnen åndamålslost skulle ofverlemnas till det sammansattaStats-Rådet, om åfven all begrånsning i detta afseende saknades. Forutsåtter man att icke blott en håg kunde uppstå hos någon eller några rådgifvare fråa det ena riket att utofva ett obehorigt inflytande på det andras årenden, utan ock att sådana råd kunde vinna gehor hos Konungeu, så lårer ett dylikt inflytande icke behofva formen af officiella Stats-Rådsprotokollerfor att gora sig gallande.

Kongl. Norska Regeringen anmårker emot min åsigt att
det redan i formelt hånseende vore betånkligt, om ett årende

Side 859

skulle underkastas forberedande behandling i ett Stats-Båd, der det icke slutligen afgjordas, hvilket Kongl. Norska Regeringen anser åtminstone icke kunna ske med frågor om Grundlagsforåndringar,vare sig att beslutet afsåge framstållning af en proposition till endera nationalrepresentationen eller sanktion af nationalrepresentationens beslut; och Kongl. Regeringen tlllagger, att ett sådant blott delibererande Stats-Råd vore en så ny och egenartad institution, att den icke utan tvingande nodvåndighet kunde komma i fråga att inforas.

Att emellertid någon omojlighet icke forefinnas, att i sammansat Stats-Råd icke blott ofverlågga utan ock besluta om framstållande af en proposition till åndring i det ena rikets Grundlag, kan inhemtas af protokollerna dels b'fver det sammansatta Svensk-Norska Stats-Råds sainmantrådet den 11 September 1857, deruti Kongl. Maj:t beslot, att en proposition skulle aflåtas till Norriges Storthing angående andring af 41 § i Norska Grundlagen, jemford med Riksakten, i syftning att fcereda råttighet for den till thronen nårmast beråttigade Prins att i vissa fall fora riksstyrelsen, dels ock b'fver det sammansatta Stats-Råds-saramantradet den 3 April 1860, da beslut fattades om aflåtande af sårskilda propositioner, i enahanda syftning, såvål till Rikets Stander om åndring i flera Svenska Grundlagstadganden, som till Norska Storthinget om åndring i ofvannåmnde Norska Grundlags-paragraf, ehuru det denna gang forklarades, att Kongl. Maj:t om propositionernas lydelse och utfårdande ville i hvartdera rikets sårskilda Slats-Råd fbrordna.

Det ar icke heller utan exempel, att beslut blifvit i sammansattStats-Råd fattade i sådana åmnen, som, utan att afse Grundlagsåndringav, endast medelbart angått det ena riket, och blott i det andra erfordrat verkstållighetsåtgårder. Bland de punkter, som i Storthingets adress af den 24 Januari 1837 afsågos, voro tvenna, som rorde inre Svenska angelagenheter, »emligen det Norska riksvapnets anbringande på och s att att anbringas på Svenska mynt, och enahanda anbringande af tsaimna vapen i några Svenska embetsmyndigheters sigill. Denna

Side 860

adress foredrogs i sin helhet i Norskt-Svenskt Stats-Råd, ocb jemvål nyssnåmnde punkter gjordes till foremål for den år 1839 tillsatta Unionskomiténs upptagande. Uti ett betankande af den 27 Augusti 1840, angående, bland annat, formen for slutliga afgorandet af de åt Komitén ofverlemnade frågor, yttrade Norska Regeringen: «då de årenden, som forberedas af den under den 30 Januari 1839 nådigst forordnade Komité, borora såvål Norriges, som Sveriges intressen och alltså angå den emellan begge rikena bestående union, antager Departementet(som bitråddes enståmmigt af Norska Regeringen) att man vid valet af de former, under hvilka de till Komiténs handlåggning ofverlemnade frågor bora underdånigst for Hans Maj:t Konungen foredragas, maste hålla sig till Unions-pakten, som ar Grundlag for foreningen«. Norska Regeringens slutliga hemstallan i detta betankande, att ifrågavarande punkter skulle afgoras i Norskfc Stats-Råd, hvari tre ledamoter af det Svensks Stats-Rådet finge sate oeb ståmma, blef. val icke godkånd, men ehuru i Svenskt Stats-Råd den 17 Mai 1844 utfårdades ett forbud att begagna Norriges vapen å Svenska mynt och i Svenska myndigheters sigill, blef likvål ytterligare stadgande i enahanda syftning for båda rikena meddeladt i sammansatt Svenskt oeh Norskt Stats-Råd den 20 Juni 1844, deruti jemvål icke blott hvartdera rikefs sarskilda 6rlogsfLi£gor, utan åfven deras bandelsflaggor till sin beskaffenbet regierades.

Men åfven antaget, att vid den utstrackning, jag velat gifva åt det sammansatta Stats-Rådets kompetens, fiera årenden skulle dragas derunder an som låmpligen kunde der slutligen afgoras, så låge val deruti ingenting mera besynnerligt, an att t. ex. Norska Regeringens betankande skall inhemtas i många saker, som ej inom denna Regering afgoras. Man kan af ordalagen såvål i 5 § af Riksakten som af 38 § af Norska Grundlagen vara frestad att tro, det just något likartadt foresvåfvatlagstiftaren. Deruti tillågges nemligen åt Norske Stats- Ministern ocb de tvenne Norska Stats-Råd, som folja Konungen, såte och of ver låggning ss tåm ma (delibererende Stemme) i

Side 861

det Svenska Stats-Rådet, nar amnen der forehafvas, hvilka angå begge rikena. Nu har visserligen ingen Stats-Rådsledamotinfor Konungen någonsin annat an delibererande ståmma, men, då detta ord hårstådes måtte blifvit sårskildt ditsatt i mening att betyda något, torde vara svårt att derutur leta någon annan mening, an att nåmnde Stats-Rådsledamoter icke borde ingå i tillstyrkanden i afseende å beslutens form och beskaffenhet vidare, iin att de tillsågo, det deras lands intressen dervid ej fornarmades.

Jemte det jag for ofrigt icke formår uppfatta att någon vasendtlig skilnad forefinnes emellan det i Riksaktens 5 § nu begagnade uttrycket om i det ena rikets Stats-Råd forekommande salrer, som angå begge rikena, och det uttryck, som enligt Kongl. Norska Regeringens formenande battre skulle passat in med min åsigt, nemligen om der stått »en det ena riket angående och till behandling i dess Stats Råd bestamd sak, som tillika angår det andra riket«, så kan jag icke heller tillerkånna Kongl. Norska Regeringens historiska tolkning af detta stadgande någon vigt. Ty om det an må vara antagligt, att Norska Storthinget, vid godkannande af 38 § i Grundlagen, dermed endast afsåg de utrikes angelågenheterna, och att hela §:ens tillkomst således berodde på ett misstag, så år det likval icke antagligt, att Konungen og Rikets Stander vid giliandet af motsvarande stadgande i Riksakten begingo samma misstag, och ånnu mindre kan det nya, i Riksakten insatta 2 mom. af 5 § forklaras hvila på en sådan uppfattning, vare sig hos Konung, Rikets Stander eller Storthing. Yttersta ursprunget till 38 § i Norska Grundlagen år dessutoin icke att soka hos Storthinget utan, såsom Kongl. Norska Regeringen upplyser, hos de Svenske kommissarierne.

Kongl, Norska Regeringen, som medgifver att det kunde i någon mån anses komprometterande for Konungamakten om i det ena rikets Stats-Råd ensidiga beslut fattas inom det område,der Konungamakten skall framtråda såsom gemensamt styrande for båda rikena, finner likval någon anstot icke kunna

Side 862

tagas deraf, att den sårskildt styrande Konungamakten i det ena riket sanktionerar ett beslut under fbrutsåtning af ett tidigare eller sednare tillmbteskommande från det andra riket, enår fbrhållandet har egentligen ståller sig så, att det ena riket gbr det andra riket ett tillbud om utvidgad gemensamhet i ett sarskildt åmna. Detta galler ock tillfullo i den mån besluten åro beroende af andra statsmakter an Konungen; men for såvidt Konungens eget bifall år ensamt tilllråckligt eller åtminstone ingår såsom en beståndsdel af, besluten i båda rikena, så maste det vara onskvardt for Konungen, att Han icke i det ena rikets Stats-Råd kommer att gora Sig Sjelf ett tillbud, som Han i det andra rikets Stats-Råd afslår. Det exempel, Kongl. Norska Regeringen hemtat från behandlingen af frågon om inforsel af socker från det ena riket till det andra, synes mig sårdeles betecknande i en motsatt syftning mot den, for hvilken det blifvis åberopadt. Man behofver hårvid ej ingå i bedonaande, huruvida den åtgård från Norsk sida, som foranleddeden forstå af Kongl. Norska Regeringen anmårkta tgårdenå sidan, i sjelfva verket var menlig for Sveriges intressen eller endast, i saknad af upplysningar om fbrutvarande forhållanden, så uppfattades • ty i hvilketdera fallet som helst synes det icke tånkbart, att Konungen, om omsesidiga ofverlåggningarulifvit i forvåg infor Honom hållna, skulle under loppet af en kort tid forst i Norskt Stats-Råd bafva beviljat ett sockerbruk i Fredrikshall, såsom vederlag for dess privilegier, en utfbrselspremie af 1 sp. skilling per £t raffineradt socker, som sjb'ledes infbrdes till Sverige eller utlandet, och sedermera i Svenskt Stats-Råd pålagt en lika mycket forhojd afgift på hvarje S sådant socker, som från Norrige infbrdes till Sverrige; derefter i Norskt Stats-Råd pålagt samma forhojning for Svenskt socker, som infbrdes till Norrige 5— och slutligen annulerat samtliga dessa åtgårder.

Å andra sidan bor jag i anledning af hvad Kongl. Norska
Regeringen anfbrt angående de af mig valda exempel å sådane
frågor, som efter min åsigt oriktigt blifvit undandragne behandling

Side 863

i sammansat Stats-Råd, medgifva, att frågan 001 utblottade sjomåns hemforande, såsoin intagen i Norriges allmånna sjolag, hittilis svårligen kunnat underkastas en sådan behandling, hvilken vid dylikt forhållandet forst torde bora ega rum, då fråga uppstått om att forsatta i gållande kraft det, under afvaktan af reciprocitet från Svensk sida, hvilande stadgandet i Norska sjolagen. Men vasentligt olika ståller sig forhållandet, då fråga år om lagar, som till alia delar aro beroende af en sådan reciprocitet, såsom den s. k. Mellanrikslagen. Att i sådane åmnen, utan foregående samråd, for det ena riket besluta och, såsom jag formodar vara Kongl. Norska Regeringens mening, jemvål utfarda lagar, som måhånda aldrig tråda i kraft, synes mig i alia afseenden olåmpligt.

Kongl. Norska Regeringen antyder att de forberedande underhandlingar, som i vissa fall må vara nodiga, for att åstadkomma ofverensståmmande beslut i båda rikena, kunna bedrifvas genom vederborande Regerings-Departement eller andra auktoriteter. I afseende å faktiska upplysningar bor ock detta vara tillfyllest, men forsåvidt fråga år, huruvida ett framståldt forslag år antagligt eller icke, lårer åtminstone en Svensk Departements-chef tveka att å Regeringens vågnar afgifva ett officielt utlåtande. Emellertid innefattar åfven detta forslag en sammansat Stats-Råds ofverlåggning, i inskrånktaste skala, och eger alltid foretråde for underlåtandet af all gemensam ofverlåggning.

Vidare lårer det vål icke kunna bestridas, att det år sakens beskaffenhet och ej den tillfålligheten, hvar initiativet tages, som bor beståmma om densamma tillbor det sammansattaStats-Rådet eller ej; och att det maste vara åtminstone principielt riktigt, att når ett åmne, såsom den af mig åberopade regieringen af varufb'rseln landvågen emellan båda rikena, ansetts bora behandlas i sammansatt Stats-Råd, innan framstållning derom från Konungen till nationalrepresentationerna sker, också de åndringar, som af någondera representationen goras, blifva foremål for det sammansatta Stats-Rådets granskning, innan

Side 864

Konungens sanktion derå gifves. Om de hinder håremot, som' forefinnas i de af Norska Grundlagen stadgade former, åro oofvervinnerliga i fråga om sådana årenden, som Kong]. Norska Regeringen icke anser i allmånhet tillhora det sammansatta Stats-Rådets handlåggning, så aro de lika oofvervinnerliga i de få åmnen, som obestridt tillhora nåmnda Stats-Råd; och foljden blifver, att om Norriges Storthing for sin del beslutar en andring i Riksakten, så skall Konungen i Norskt Stats-Råd besluta om dess sanktionerande eller forkastande.

Jag maste bestrida Kongl. Norska Regeringens uppgift, att den af Regeringen i betankandet framstiillda mening, i fråga om de åmnen, som bora upptagas i sammansatt Statsßåd,skulle »hittilis i allmånhet, om an icke såsom en regel titan undantag, hafva gjort sig gållande.« Om an, såsom Kongl. Regeringen anfor, 1818 och 1819 årens forordningar om forbrytares utlevererande icke hade varit foremål for någon foregående behandling i sammansatt Stats-Råd, så egnades deremot en sådan behandling åt den i detta afseende alldeleslikartade,for icke så langesedan våckta frågan om internationella lagar om domars verkstallighet; och om frågor om mellanrikshandelnvid några tillfållen sårskildt for båda rikena behandlats, så hafva de deremot vid många andra behandlats gemensamt; och vid ett tillfalle, den 30 September 1845; då don gernensammabehandlingen i forevarande åmne från Svensk sida uraktlåtits, yttrade sig Kongl. Norska Regeringen sålunda: »Hvad angår denna saks vidare formella behandling må Departementet(med hvilket Regeringen inståmde) dernast yttra den formening, att den val egentligen borde afgoras i kombineradtStats-Råd, då det har omhandlade årende angår båda rikena. Då det emellertid redan har behagat Hans Maj.-t att for Sveriges del i Svenskt Stats-Råd meddela nådigt beslut i åmnet, finner Departementet efter sakens beskaffenhet ej betankligt,att nu for Norriges del fattas beslut i Norskt Statsßåd«.— Någon bestamd regel for den gemensamraa behandlingenhar visserligen icke gjort sig gållande, men utan fara

Side 865

for misstag vågar jag påstå, att stb'rsta antalet af de sammaneattaStats-Rådssammantråden, som alltsedan foreningens bbrjan blifvit bållna, afsett sådane årenden, som, enligt den af Kongl. Norska Regeringen nu uppstållda tolkning, icke bort hora dit.

Slutligen tillåter jag mig fåsta Eders Kotigl. Majrts uppmarksambet derå, att, ehuru jag såsom motiver deels for mitt afstyrkande å Unionskomiténs forslag och dels for mitt tillgtyrkande, att revisionsfrågan åndock ej måtte skjutas åsido, till stod for min åsigt uttalat några allmånna grunder, så har jag likval alldeles icke foreslagit, att dessa eller några andra .¦grunder skulle faststallas till efterråttelse for den af mig afsedda ,nya Unionskomitén. Langt ifrån att anse mina åsigter ofelbara eller såsom något slags ultimatum från Svensk sida, onskade jag tvertom, att åt insigtsfullare man från båda rikena skulle nppdragas att soka uppstålla omsesidigt antagliga grunder, hyarpå foreningens utveckling båttre an bittilis kunde vinnas.

I ofverensståmmelse med det nu i underdånighet anforda,
har jag icke af Kongl. Norska Regeringens betånkande funnit
mig ofvertygad, att en omfattande revision af foreningsfordraget
"år obehoflig och utan all våda kan uppskjutas; men da Norriges
frivilliga samtycke ar ett nodvandigt vilkor for revisionens
genomforande; då Kongl. Norska Regeringen, som emellan
Storthingets sammantraden maste anses af alia mest behorig
i en sak sådan som denna fora talan i Norska folkets
namn, icke allenast under alia omståndigheter och obetingadt
ansett sig forpligtad att afstyrka vevkstallandet af någon revision
på en så vidstråckt basis, att derunder också skulle kunna
ingå den i mitt anforande ombandlade utvidgning af gemensamheti
rikenas styrelse genom en ny unionell representation
i forening med nya reglor om det sammansatta Stats-Rådets
verkningskrets, utan och funnit sig icke kunna under narvarandeforhållanden
tillstyrka, att en mera inskrankt revision
gores till foremål for ytterligare forberedande.forhandlingar af
en unioneli Komité; då vidare Kongl. Norska Regeringen enrstammigtforklarat
att det icke annu finnes någon grund att

Side 866

frångå hvad i Storthingets adress blef uttaladt genom dessa. ord: »Det Norska folket, som bållar fast vid unionen, sådan som den nu ar, fordrar under dessa omståndigheter intet annat an att forhållandet emellan rikena må blifva oforåndradt« ; då det kan befaras", att svårighet kunde uppstå for Eders KongL Maj:t att finna Norska man, af dot anseende och de egenskaper,som for ett så vigtigt och grannlaga varf erfordras, beredvillige att, i strid emot Storthingets och Kongl. Norska Regeringens sålunda beståmdt uttalade meningar, intråda i en Komité for handlaggning af revisionen i en storre omfattning; och då jag, lika med Kongl. Norska Regeringen, anser att for reviderandet endast af de enskilda punkter, for hvilkas forandringKongl. Regeringen finner hinder från Norriges sida ej mota, någon vidare utredning genom en Komité ej ar erforderlig;— finner jag mig bora fråntrada mitt forut i underdånighetafgifna tillstyrkande, att Eders Kongl. Maj:t skulle fore nasta Riksdag och Storthing tillsåtta en Komité af Svenske och Norske man, for att taga i ofvervagande de punkter jag framstallt.

Då hvad jag vidare i underdånighet antydt derom, att, i handelse Norrige skulle tillbakavisa hvarje forsok till ofverenskommelse,ett forslag till revision från Svensk sida andock kunde bora framlåggas, hufvudsakiigen als åg att undanrodja det hinder emot revisionen, som kunde forefinnas uti en farhågaå Norska sidan, att Sverige hyste andra eller storre an sprak, an det i sjelfva verket eger; men Kongl. Norska Regeringen forklarat, att for minskandet af denna misstro åtminstone fordrades, att ett sådant forslag ledde till ett helt annat resultat, an det af mig uppstållda program, deruti Norrige skulle se sin oafhangighet och sitt likaberattigande langt ifrån bevarade; då jag hvarken tror eller från min standpunkt kan onska, att ett forslag, som komme att dikteras endast af de Svenska b'nskningarne i afseende å revisionen, skulle blifva bygdt på grunder, som vore våsendtligt skiljaktiga från dem, jag trott vara de råtta; men det rnåste antagas, att det af

Side 867

mig afsedda åndamålet endast under sådant vilkor kunde vinnas; och då jag i allt fall tvekar, huruvida det vore ratt att skiida till en ensidig behandling af den gemensamma frågan, forr an man hunnit gbra sig forvissad, huruvida Norska folkets nuvarandeobenågenhet for ett tillmotesgående icke ar bero^nde af en ofvergående stamning; — så finner jag mig nu icke heller bora i underdånighet tillstyrka tillsattandet af någon Svensk Komité for revisionsfrågans bearbetande.

Huruvida frågan om en foråndrad organisation af Interirnsregeringen bor sårskildt goras till foremål for nådig framstållning till de forenade rikenas representationer, torde det tillåtas mig att, sedan vidare ofverlåggningar emellan Stats-Råden hunnit foregå, understålla Eders Kongl. Maj:ts profning. Deremot finner jag icke tillråcklig anledning vara forhånden att, utan sammanhang med en mera omfattande revision af Riksakten, vidare ifrågasåtta inforandet deruti af stadganden om Konungens religion och myndighetsålder.

I fråga om de årenden, som efter detta skola handlaggas i sammansatt Stats-Råd, lårer val någon formlig, for framtiden gållande, forklaring af hvad i Riksakten forstås med saker, som angå båda rikena, icke kunna af Eders Kongl. Maj:t meddelas, men jag vågar antaga, att Eders Kongl. Majit icke må godkanna den isolerande tolkning, som Kongl. Norska Regeringen velat gifva åt ifrågavarande ord, utan tåckes hådanefter låta Sig i sammansatt Stats-Råd foredragas årenden af sådan beskaffenhet, som hittilis vanligen ansetts påkalla dylik gemensam behandling, om an undantag derifrån någon gang egt rum.

Men då jag sålunda hemstaller, att Eders Kongl. Maj:t for det narvarande icke måtte forordna om någon åtgård for verkstållandet af foreningsf or dragets revision, sker det under forhoppning, att dermed afses endast ett uppskof. Forr eller sednare maste man i Norrige, hoppas jag, komma till insigt, att hvad de två brodrafolken omsesidigt och frivilligt uppgifva åt hvarandra af deras sjelfrådighetår

Side 868

rådighetåren skank till bådas gemensamma frihet ocb kraft; samt att det år vigtigare att nedrifva gamla an att uppresa nya skiljomurar emellan Norskt og Svenskt. Kanslan båraf har aldrig slumrat i Sverige, som dock snarare ån Norrige kunde tånkas vara sig sjelf nog. Skall denna kånsla icke komma att en gang vakna "åfven i Norrige? Forst når den vaknat, kan Nordens framtid vara tryggad. Detta mål får icke lemnas ur sigte; och det skall lånda Sverige till ara, om det fortfarande haller sin hand utstråckt, fastån Norrige nu vågrar att fatta den. Det vore icke heller ratt att strångt bedoma dcnna vågran, då Norrige nu anser oss uti Ståthållarefråganhafva hotat en af dess heligaste rattigheter. Det år sannt, att vart medvetande frikånner oss fullkomligt från ett sådant uppsåt; att vi for vart handlingssått bjudit skål, som synas oss bevisande for vår goda rått; och att den åsigt, vi omfattat, tillforene varit delad af patriotiske, insigtsfulle Norrmånoch af Norriges egen Regering. Men det kan likvål icke fornekas, att Norska folket nu enhålligt och upprikligt hyser en motsatt uppfattning, och att det icke år någon hycklad kansla, som talar i Storthingets adress. Forr ån denna kansla blifvit utplånad genom en riktigare uppfattning af våra afsigter, eller åtminstone hunnit mildras af tiden, kan man icke forvånta ett tillmoteskotnmande med varmt hjcrta, •¦- och det forutan vore tiiimoteskommandet af intet varde.

Faran af ett uppskof med revisionen ligger emellertid, enligt min tanka, deruti, att de sbndrande krafterna skola under tiden arbeta ej mindre ån de forsonande. Det galler derfore framforallt att soka utbreda en sann uppfattning af forhållandena och upplysning om de svårigheter, som for frågans losning åro att besegra. Jemte det jag inståmmer i Kongl. Norska Hegeringens formenande, att dess betånkande bidrager till de tvistiga frågornas utredning och derfore finner detsamma bora allmångoras, anser jag det vara af vigt for Eders Kongl. Maj:t, såsom Svensk Konung, ocb for Eders Kongl. Maj.-ts Svenske JRådgifvare, att, om revisionsfrågan deuna gang domes till en

Side 869

fortsatt hvila, detta icke må långre kunna tillskrifvas Svenska Regeringens underlåtenhet att åt, denna frågas fortkomst egna sina bemodanden; ocb jag hemstaller derfore, att Eders Kong]. Maj:t tåcktes anbefalla, att ej mindre protokollen of ver det sammansatta Stats-Rådets sammantråden den 9Aprillß6l och denna dag, an afven Kongl. Norska Regeringens i fbrevarande åmne afgifna och till mig ofversånda betånkanden, med der ti 11 horande bilagor, måtte få till trycket i båd a rikena be fordras, for att allmånheten pålåmpligtsåtttillhandahållas;och ehuru den år 1839 tillsatta Unionskomiténs forslag och Kongl. Norska Regeringens derofver afgifna utlåtande icke numera kunna ega lika allmånt interessa, som de sednare forhandlingarnei åmnet, likvål och då handlingarne angående revisionsfrågans officiella beredning skulle, derest nyssnåmnda forslag och utlåtande undantoges, sakna fullståndighet, samt tillgång till desamma maste vara af varde icke blott for dem, som med åmnet framdeles få officiell befattning, utan afven for den fria offentliga diskussion, som for frågans vidare utredninghogeligen ar att onska, tillstyrker jag underdånigst, att jemvål Unionskomiténs forslag med motiver och reservationer samt Kongl. Norska Regeringens i amnet den 27 Februari 1847 afgifna utlåtande måtte i båda rikena tryckas och spridas.

Svenska Stats-Rådets ofrige ledamoter instamde i hvad
Hans Excellens Herr Justitie-Stats-Ministern underdånigst trill—
styrkt.

De tilstedeværende norske Statsraads Medlemroer anforte i Underdanighed, at de, henholdende sig til den Norske Regjerings Betænkning, tiltræde Hans Excellence Justitiæ-Statsministerens Formening, at der ikke for Tiden bor træffes Foranstaltning til en Revision af den gjældende Forenings-Act. I Betragtning heraf antage de, at de, uanseet de Afvigelser fra norsk Op fatning, som i væsentlige Punkter finde Sted i Hans Excellence

Side 870

JustitiavStatsministerens Foredrag, ikke nu er Anledning til nogen fornyet Behandling af denne Sag fra det norske StatsraadsSide. De tillade sig derfor kun i Underdanighed at bemærke Følgende:

Det er sandt, at der, saaledes som af Hans Excellence Justitiæ-Statsrninisteren paapeget, forekomme enkelte Exempler paa, at der i Norge ikke er bleven skarpt skjelnet mellem Bestemmelser, foranledigede ved Foreningen med Sverige, som forefindes i den norske Grundlov paa den ene Side, og de Bestemmelser, der indeholdes i Rigs-Acten, paa den anden. Materier af dette Slags bringes nemlig først til Klarhed gjennem den statsretlige Behandling af vedkommende Love og Actstykker, og at denne Behandling i de første Aar, efterat Norge var blevet et selvstændigt Rige, ikke var langt fremskreden} er naturligt og begribeligt. Uklare Opfatninger, som de, der spores i Constitutionscormteens Behandling af Statholdersagen paa 1818 og 1821 Aars Storthing, kunne saaledes formeentlig ikke med nogen Vægt paaberaabes.

Naar fremdeles Unions-Comiteen i sin Tid behandlede Statholdersporgsmaalet under Eet med de unionelle Anliggender, foreligger der Intet, som ledei til at antage, at dette er skeet i den Tanke, at det nævnte Spørgsmaal, for sig betragtet, ikke sku!cic egne sig til Afgjøreloe t>Gm nu j-eeul norsk Sag. Derimodvar det naturligt og tilsagdes af den Aabenhed, der skyldtes fra begge Sider, at hiint Spørgsmaal, paa hvilket det var rimeligt, at Opinionen i hvert af Landene, skjøndt i modsatteRetninger, lagde Vægt, ikke blev holdt borte fra en Forhandling, hvis Resultat, som Heelhed betragtet, man ønskede og maatte ønske at skulle blive tilfredsstillende for begge Folk. Eet er det, at Statholdersagen saaledes af nysnævnte Hensyn er bleven taget med under en Forhandling, der var rettet paa de uniouelle Anliggender, noget Andet er det, naar det fremsættessom en statsretlig Paastand, at den, for sig betragtet, er en Sag, der aldrig kan behandles som udelukkende norsk eller i udelukkende norske Former. Det er denne Paastand,

Side 871

som har saaret det norske Folk, og det saamegct mere, som den Begrundelse, hvorpaa den bygges, eller den Opfatning af den norske Grundlov, hvorfra den gaaer ud, ikke levner nogen Vished med Hensyn til hvormeget af samme Grundlov der kunde blive betragtet som Noget, der ikke var Norges udelukkendeEiendom.

De tilstedeværende norske Statsraads-Medlemmer fandt derhos, under den raadende Ulighed i Anskuelser om, hvorledes Udirykkene i RigsActens § 5 »Gjenstande, som angaae begge Riger« er at fortolke , at burde slutte sig til den af Hans Excellence Justitiæ-Statsministeren antagne Forudsætning om, at Deres Majestæt i Naade vil herefter og indtil Videre lade foredrage i sammensat Statsraad Sager af saadan Beskaffenhed, som hidtil i Almindelighed ere blevne anseet egnede til at paakalde en fælles Behandling, om end Undtagelse derfra, nogen Gang har fundet Sted.

Ligeledes rnaatte de i Underdanighed erklære sig enige i, at det vil være gavnligt at lade de af Hans Excellence Justitiæ- Statsministeren nævnte Pfotocoller og Betænkninger med Bilage trykkes i begge Riger, for paa hensigtsmæssig Maade at bringes til Almeenhedens Kundskab.

Hans Maj:t Konungen behagade håreftei" i Nådes yttra
foljande:

»Jag drager icke i tvifvel, att en revision af Riksakten påkallas af båda de forenade rikenas sanna intresse.

»Jeg drager ikke i Tvivl, at en Revision af Rigs-Acten paakaldes af begge de forenede Rigers sande Interesse.

Jag ar likaledes forvissad, att en sådan revision icke med framgång kan foretagas på annat sått, an att en Komité af insigtsfulle, med hogt medborgerligt fortroende omfattade man från båda rikena, efter ofvervagende af åmnet, fram-

Jeg er ligeledes forvisset om, at en saadan Revision ikke med Nytte vil kunne foregaae paa anden Vei, end at en Comitee af indsigtsfulde og med høi medborgerlig Tillid udrustede Mænd fra begge Riger, efterat have grandsket Sagen, gjor

Side 872

stalla forslag till de fdreningsstadgauden,
som ansees bora
ersåtta de nu gallande. I afseende
å den riktning, som åt
revisionen bor gifvas, vill Jag,
efter att hafva låtit Mig foredragas
de inom båda Statsßåden
afgifna betånkanden, har
hafva uttalat, att revisionen
icke bor vara bunden vid vissa
forut bestlimda punkter och att
de nya beståmmelserna icke
allenast bora hvila på den
principiella likhet, som maste
utgora grundvalen for foreningen
emellan två fria och sjelfståndiga
folk, utan att de
också bora affattas med forsigtigt
hanseende till det bestående
och blott åsyfta att
forbattrå detta i de riktningar,
der forbåttring påtagligen kriif-
.. r i -A-^ :._.;. i i
vco «i ucil biuiic iij^iyi u'Oli
iordomsfrihet, som bor vara
vunnen genom ett halft rhundrades
och framfor
allt i de riktningar, der
full trygghct for det ena eller
båda rikenas intressen erkiinnes
nu icke vara for hånden, men
kunna helt och hållet eller i
storre mån an for nårvarande
tillvagabringas. Derjemte bora
de nya stadgandona, genom en
bestiimdare och fullståndigare

Forslag til de Unionsbostemmelser,
som antages at burde
a€øse de nu gjældende. Med
Hensyn til den Retning, Revisionen
bør gives , vil Jeg,
efterat have ladet Mig foredrage
de af begge Statsraad
afgivne Betænkninger, her have
udtalt, at Revisionen ikke bor
være bunden til visse forud
fastsatte Puncter, og at de
nye Bestemmelser ikke alene
bør hvile paa den principielle
Lighed , som maa udgjøre
Grundvolden for Foreningen
mellem tvende frie og selvstændige
Folk, men at de ogsaa
bør affattes med forsigtigt Hensyn
til det Bestaaende og kun
tilsigte at udbedre dette i de
Retninger , hvor Udbedring
klarligen kræves af den større
T..-i-:„i. c... j i..:i i
iiiuci^L my ruiuuuisuiucu, sum
bør være vunden gjennem et
halvt Aarhundredes Fremskridning,
og fremfor Alt i Retninger,
hvor fuld Betryggelse
for det ene eller begge Rigers
Interesse erkjendes nu ikke at
være forhaanden, men at kunne
heelt eller i større Mon end
end for Tiden tilveiebringes.
Derhos bør de nye Bestemmelser
hæve nu bestaaende
Utydeligheder gjennem en be-

Side 873

affattning, undanrodja nu befintliga otydligheter. Att foreningen icke fores genom en sådan revision utom det område, som later forena sig med dess ursprungliga syfte och karakter, samt med hvartdera rikets sjelfståndighet, — derfor maste det finnas tillråcklig såkerhet i upplysningen och fosterlandskanslen hos de man, som kallas till ledamoter af Komitén, och slutligen i den hvartdera rikets representation tillkommande ratt att antaga eller forkasta hvad som foreslås.

stemtere og fuldstændigere Affatning. At Foreningen ikke ved en saadan Revision fores ud over det Omraade, der lader sig forene med dens oprindelige Tendents og Charakteer samt med hvert af Rigernes Selvstændighed, derfor vil der haves fornøden Sikkerhed i de Mænds Oplysning og Fædrenelandssind, som kaldes til Medlemmer af Comiteen, og sluttelig i den hvert Riges Repræsentation tilkommende Ret til at antage eller forkaste det Foreslaaede.

En revision, utford på ofvan anforda satt och i ofvan antydda anda, skulle, så hoppas Jag, med Forsynens bistand uppnå sitt mål att befåsta foreningen och utvidga dess gagn for båda rikena samt på samma gang aflagsna det omsesidiga missnoje, som i de sednaste åren gifvit sig tillkanna och som Jag med bekymmer

En Revision, udført paa den oven anførte Maade og i den oven antydede Aand, vilde — saa haaber Jeg — med Forsynets Bistand naae sit Maal, at befæste Foreningen og udvide dens Gavn for begge Riger, og paa samme Tid fjerne den gjensidige Misnøie, som i de seneste Aar har givet sig tilkjende, og til hvilken Jeg med Bekymring har været Vidne.

Nar Jag, oansedt det anforda, nu icke vill fatta beslut om at låta en revision, sådan som den omformalda, sattas i verket, beståmmes Jag endast af den ofvertygelsen, att det narvarande ogonblicket icke år derfor gynnsamt.

Naar Jeg, uanseet det Anførte, ikke nu vil fatte Beslutning om at lade en Revision som den omhandlede iværksætte, bestemmes Jeg alene ved Overbeviisningen om, at det nærværende Tidspunct ikke dertil er gunstigt.

Side 874

J det hopp, att båda rikenas representationer skola understodja Mina strafvanden att bringa detta årende till en lycklig utgång och att derfore den tid icke ar aflågsen, da Jag med full fortrostan till den upplysta meningen i båda lånderna skall kunna skrida till verket, forordnar Jag, att i anledning af den vackta frågan om en revision af det gållande foreningsfb'rdraget emellan Sverige og Norrige någon åtgard for nårvarande icke bor vidtagas.

I det Haab, at begge Rigers Repræsentationer ville understøtte Mine Bestræbelser for at bringe dette Anliggende til en lykkelig Udgang, og at derfor den Tid ikke er fjern, da Jeg med fuld Fortrøstning til den oplyste Mening i begge Lande vil kunne skride til Værket, befaler Jeg, at der i Anledning af det vakte Spørgsmaal om eu Revision af den gjældende Forenings-Act mellem Sverige og Norge for Tiden ingen Foranstaltning bliver at træffe.

Under tiden ar Jag sinnad att låta Mig i sammansat Stats- Kåd foredragas de årenden, hvilka åro af sådan beskaffenhet, som hittills vanligen ansetts påkalla dylik gemensam bcnS,nd!illo' OVCi lil? nnrlcmtQO* derifrån någon gang egt rum.

Imidlertid er det Min Agt at lade Mig i sammensat Statsraad foredrage Sager af saadan Beskaffenhed, som hidtil i Almindelighed ere blevne anseet egnede til at paakalde '.Ti ff?Hys HplißTulHiig. oni find Undtagelse derfra nogen Gang kan have fundet Sted.

I afseende å offentliggorandet af handlingar, som belysa revisionsfrågans behandling intill nårvarande tidpunkt, bifaller Jag hvad det sammansatta Stats-Rådets ledamoter tillstyrkt.«

Med Hensyn til Offentliggjørelsen af Actstykker, som belyse Revisions-Spørgsmaalets Behandling indtil nærværende Tidspunct, bifalder Jeg hvad Medlemmerne af det sammensatte Statsraad have tilraadet.«

In fidem

PI. Becker.

Expederes.

Carl.

G. Sibbern.