Studier til Benyttelse og Bedömmelse af nogle Kildeskrifter til nordisk Historie.

De her meddelte Smaastykker har jeg kaldt Studier for at forbeholde mig en større Frihed i Behandlingen, end den egentlige, heelt udførte Undersøgelse tilsteder. Studiet tør dvæle ved Enkeltheder, antyde Megfit, tage Dele af Stoffet med ind i Udviklingen, indrømme Arbeiderens egne Tanker noget Rnm.

Dennegang gives hvad jeg har ved Haanden i trykkelig
Stand. Fortsættelse efter Tid og Leilighed.

I. Den skibyske Krönike.

Første Afdeling.

IJaandshrifter og Udgaver.

lien skibyske Krønike er et af de mærkeligste Kildeskrifter
til Danmarks saa indholdsrige Historie i det sextende Aårhundredesførste
Trediedeel. Den er vel langt fra at kunne

Side 2

kaldes en paalidelig Kilde; men den er saaledes skreven, at den ikke lader nogen Læser ligegyldig. Denne Bog maa frastøde eller tiltrække ganske anderledes, end hvad man ellers kalder Krønike; thi den er meget mindre dette, end en Samtidigs hoist livfulde Optegnelser af hans egne Tanker over sin Tids store og rystende Begivenheder. Der er vel ingen dansk Mand, som nu deler Forfatterens brændende Had til Reformationen eller til Kong Christian den Anden; tværtimod skyder man ofte hans Bog fra sig med Uvillie over hans uretfærdige Lidenskabeliglied. Men den, hvis Lyst det er, at tale med de henfarne Slægter, føler sig dog dragen til den igjen, om ikke for Andet saa for at prøve Kra;fter med denne voldsomme Stridsmand og nedkæmpe hans fjendske Anfald paa Goder, der ére os dyrebare, og paa Mænd og Ting, vi i det mindste see med ganske andre Øine, end han. Men vil man dette, vil man være Herre over Bogen, maa man undersøge dens Forhold og Sammensætning — en Undersøgelse, der vel ikke er ny*), men som det dog ikke er Tidsspilde at optage endnu engang.

1. Af den skib)ske Krønike, siger man almindelig, have vi to liaandshrifter og to Udgaver. Ilaandskrifterne findes begge i den arnemagnæanske Samling paa Lniversitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. Det ene er Nr. 108 i Octav; deter dog snarere en Duodez end en Octav. I det andet, I\r. 858 i Qvart, staaer der foran skrevet, at det blev fundet IGSO i Sjælland i Skiby Kirkes Muur, da man ved tilfældigviis at banke paa denne makkede, at den var huul.

*) Det Betydeligste, der er sagt om Kroniken —' tillige Anledning til oa Udgangspunkt for nærværende Studium —er af Biskop Engels- Loft i hans Paulus Eliæ, i 2det Hind af Nyt historisk Tidsskrift.

Side 3

Om det lille Haandskrifts tidligere Skjæbne vides Intet, ligesaa lidt som Nogen veed, hvor længe det større har været indmuret. Men af Krøniken, som den gives i dette, har der været flere Afskrifter^ tildeels tagne efter at dette skibyske Haandskrift var kommet for Lyset, men uden at man kan vide, om ikke ogsaa en eller flere have været til, inden en übekjendt Haand skjulte dette Haandskrift i Kirkemuren.Thi Krøniken har efterladt sig meget ældre Spor end fra 1650; dog kan Ingen sige, om disse just hidrøre fra det skibyske Haandskrift selv, altsaa fra en Tid, da dette endnu ikke havde trukket sig tilbage i hellig Eensomhed,eller maaskee fra andre ældre Afskrifter. Minoriten Peder Olsen (Petrus Olai), der døde mellem Aarene 1560 og 70, har kjendt og benyttet Krøniken, og det kan ikke betvivles, at ogsaa den ældre lians Svaning (~\~ 158 5) har havt den blandt sine Kilder til Christian den Andens Historie. For at nævne blot et Sted, henviser jeg til den skibyske Krønikes vistnok paa en vitterlig eller uvitterlig Misforstaaelse grundede Beretning om, at efter Erkebiskop Birgers Død 1519 udelukkede en Rigsraadsbeslutning alle Uadelige fra Bispestolene i Danmark*); thi denne Beretning,kjendelig paa (lens egne Ord og Vendinger, og rimeligviis Intet uden denne Beretning, kommer igjen i Svanings ordrige Fortælling om samme Sag**). Men det er kun Krøniken, saadan som vi nu alene kjende den efter det skibyske Fund, hvis Udtryk skinne igjennem boa Svaning. Da denne skrev, maa altsaa enten det skibyske Haandskrift selv, eller en Afskrift af det, eller i det mindste

*) Ser. R. Dan. 2. .308.

**) Christiani 11., Dan. Sv. N. regis, vita, aut. Joanne Svaningio; s. I. 1670. cap. VI g IV, p. 178 ft".

Side i

cn Afskrift, af denne udfoiiigo.ro Bearbejdelse af Krøniken, have været tilgængelig. Thi det lille Haandskrift liar ikke dette Grundlag for Svanings Reretning, hvad der da er ganske naturligt, fordi dette og det skibyske i Virkeligheden ikke ere llaandskrifter af samme Værk, men af to beslægtede\anker. Krøniken i det skibyske Haandskrift er langt udførligere i hele Indholdet, langt mere uforbeholden i sine Udtryk, end i det lille Haandskrift, som derimod har en stilistisk Indledning og nogle Efterretninger i Slutningen, hvilke savnes i det skibyske.

2. INoget Lignende gja'lder om de to Udgaver af Krøniken: de ere ikke forskjellige Udgaver af et og samme Yaⁱrk, men hver giver et fra det andet forskjelligt, skjøndt beslægtet Værk. Trykt er nemlig Krøniken først bleven 1731 i 9de Tome af Ludewigs lleliquiæ manuscriptorum oinnis ævi, S. 39^—Ti), under Titel af Anonymi rerum Danicarum clironologia ab an. Chr. 104G ad 1556. Udgiverenhar ikke sagt, hvorfra han har i'aaet .sin Afskrift; men paafaldeude er det. at denne ikke er tagen efter det shihyshe Haandskrift, som da i 80 Aar havde været udfrietaf sit Fængsel og nu var tilstrækkelig bekjendt i Danmark.Thi havde Ludewig fra Danmark faaet en Afskrift af Krøniken, som man nu kjender den, kunde han ikke have foretrukket en Text, hvori Rendingen er det lille Haandskrift, Islætten større og mindre Stykker af det store, — Uddrag, der kjendelig ere gjorte i Retning af at mildne den virkelige Krønikes Ilterhed imod Kong Frederik den Første og de Evangeliske i Danmark, ihvorvel der endda er bleven nok tilbage, til at Udgiveren kunde stemple Forfatterensom en hidsig Catholik. Dog kan Grundlaget for Ludewigs Text heller ikke hidrøre alene fra en umiddelbar Afskrift af den lille arnemagnæanske Codex, da den bar

Side 7

Lin. 7, til S. 599, Lin. 35, i 2den Tome af Scriptores Rerum Danicarum; men da dette Stykke er et Aftryk af QvarthaandskriftetNr. 858 i den arnemagnæanske Samling, saa bliver det Værket, saadant som det indeholdes i dette Haandskrift, der maa kaldes den skibyske Krønike. Det arnemagnæanske Octavhaandskrift Nr. 108 er et andet Værk, der ved Siden af Krøniken selv ingen Betydning har som historisk Kildeskrift, da de sex Indlednings!inier og de smaa Tillæg til Slutningen ere for übetydelige til at give det Præg af et saadant. Dette lille Arbeide indeholder kun et maaskee af Krønikens egen Forfatter gjort Udtog, der til Nød turde vove sig ud i Dagslyset i det evangeliske Danmark, medens Hovedværket selv omhyggeligt maatte skjules og i det høieste kunde meddeles enkelte ligesindede Venner af Forfatteren.

Og Ludewigs Udgave indeholder slet intet virkeligt Værk. Hvad den i Slutningen har Mere, end de to Haand.skrifter, — det være nu Tilsætning af en Samtidig eller ikke —er heelt optaget af Langebek, saa at dennes Udgave nu har gjort Ludewigs overflødig for disse Tillægs Skyld, og iøvrigt aldeles til Intet ved at gjøre det sande og rette Værk, af hvilket Ludewig giver nogle Uddrag, sammenblandede med et om end beslægtet, saa dog forskjelligt Arbeide, tilgængeligt for Alle.

3. Til at forstaae denne underlige Krønikes Natur
er det først nødvendigt, at tage det eneste Haandskrift
nærmere i Øiesyn.

Papiret er et og det samme heelt igjennem. Skriften er noget spids, men ret tydelig, skjøndt fuld af Forkortninger.Den meget øvede Haand er en og samme fra først til sidst, alene med Undtagelse af Slutningsnotitsen*)om

Side 8

sen*)omLage Urnes Død; thi dette lille Stykke er tilføjet med en ganske anden llaand og røber sig jo, allerede ved sit Indhold, tydeligt nok, som en senere Tilsætning. Der kan ikke være mindste Tvivl om, at Bogen jo er skreven paa engang, ud i Eet.

Dog indeholder denne Qvart ikke en endelig Bearbejdelse af Krøniken. Thi først er den ikke en Ileenskriit, men har mange Rettelser med den samme Uaand, der har skrevet Texten. Dernæst mangler den baade en Begyndelse , og især en Slutning. Den ender aldeles som et afbrudt Arbeide, endog midt i en Sætning. Men Arbeidets hele Beskaffenhed viser Forfatteren som en dannet Stilist, der allerede for Stilens og Sammensætningens Skyld ikkekan have villet lade det gaae ud i Verden som et Brudstykke ; da det dog nu er dette, maa han have opsat den endelige Bearbejdelse til bedre Leilighed, eller vel snarest lagt dette Arbeide ganske hen, dengang det var bleven umuligt at udgive det. Thi efter 153(5, efterat det lutherske Parti havde aldeles seiret i Danmark og nu ikke længer betrængte eller forurettede den gamle Kirke, sorn Forfatteren kæmper saa ivrigt for, men ganske havde omstyrtet den, kunde hans Krønike ikke paa nogen Maade vove sig udenfor hans Skriverpult.

Og naar disse Mærker henstille Haandshriftet son> ikke færdigt, saa stemmer dette ganske med Krønikens Beskaffenhed,derviser ikke mindre sikkre Tegn paa, at Forfatterenharladet Arbeidet ligge uden at afslutte det. Allerede 'de mange modsigende Tidsmærker og Yttringer i dette ikke lange Skrifts forskjellige Partier røbe dette. Det Følgende vil give Prøver nok paa slig Modsigelse. Men

*) S. R. Dan. 2. .V.i.). I.in 33—3.*.

Side 9

fremfor Alt er det Forfatterens saa stærkt fremtrædende Sindsstemning, der her kommer i Betragtning. Da Værket er nedskrevet paa engang, kan der ikke være længere Tid imellem det Førstes og det Sidstes, de ældste og de yngste Begivenheders Indførelse i Bogen, end der behøvedes til at beskrive Bladene; med andre Ord: det Ældste og det Yngste i denne Bog er her samtidigt. Var Indholdet nu forfattet paa samme Tid, som Bogen blev skreven, maatte det Standpunkt, hvorfra Forfatteren betragtede og bedømte Begivenhederne, være det, han stod paa, da han fortalte det Yngste i Bogen. Hans Synsmaade, hans Lidenskab kunde ikke forandre sig saaledes under Udarbeidelsen, at han, som i dette Værk giver mindre Fortælling end sin egen Stemning, kunde ved nu i Udarbejdelsens Timer at skue tilbage paa længst forsvundne Aar, mellem hvilke og nu der laae andre Aar, fulde af æggende og rystende Begivenheder,flammeop i voldsom Lidenskab mod andre Ting og Mennesker end dem, åer paa Udarbeidelsens Tid satte hans Sind i den heftigste Bevægelse. Hans Stemninger i Krøniken ere umiskjendelig samtidige med de Begivenheder, han i den fortæller; de bære Øjeblikkets, ikke Aarenes Præg. Han. seer i Christian den Anden Intet uden den blodige Bøddel, som han forfølger med et Had, der stiger indtil Nordens Kroner falde fra Tyrannens Hoved; saa bliver han roligere, medens han opmærksom følger Tingenes videre Udvikling og de nye Magthaveres Færd. Men nu vækker Kong Frederik den Førstes aabenbare Begunstigelse afKjætteriet hans Uvillie, og snart kjender hans Vrede imod ham og hans Lutheranere ingen Grændser. Denne Lidenskab beherskerhamganske, indtil efter Kongens Død Lybekkernes Angreb paa Danmark, Borgerkrigens Udbrud, Begyndelsen

Side 10

af Grevens Feide give hans Tanker en ny Reining. Ingen opmærksom Læser kan oversee, at Krøniken maa være forfattetdeelviis,de forskjellige Partier samlede i denne Hog og sammenskrevne saa let og flygtigt, al de oprindelige Mærker og Farver overalt skinne igjennem. Dette har givet den os foreliggende samlede Fremstilling noget Chainæleonsagtigt, som allerede i og for sig hærer Vidne om, at den sidste Ilaand, den afsluttende Overarbeidelse mangler.

4. Førend vi forlade llaandskriftet, paatrænge sig disse Spørgsmaal : hvo har skrevet denne Bog? hvis er Ilaanden? er det Forfatterens egen? — altsaa først: hvo er Forfatteren? Svaret paa det sidste Spørgsmaal kan ikke være tvivlsomt, siden Biskop Kngelstoft med afgjørende Grunde har paaviist den noksom bekjendte hidsige catholske Kamphane.Povel Eliesen som den rette Mand*). Denne Undersøgelse er ført med saa overlegen Dygtighed, at jeg anseer den for sluttet og optager dens Udbytte som givet. De nys paapegede Hovedvendinger i Krønikeskriverens Sindsstemning passe ogsaa fuldstændigt ind i Povel Eliesens Liv og Lidenskab. Det vilde være et mindre Vidunder, om to Menneskers Aasyn, Holding, Gang end ikke ved den nøiagtigste Undersøgelse lode sig adskille, end om to Hjerter kunde oprøres og beroliges, elske og hade saa aldeles eens, de samme Personer og Ting, og med de samme Overgange.

Spørgsmaalet bliver altsaa, om den arnemagnæanske Qvart er skreven med Povel Eliesens Ilaand. Derom har det ikke været mig muligt at komme til Vished, fordi Bogen selv intet Vink giver, og fordi ingen utvivlsom Prøve

*) Nyt hist. Tidsskr. 2., 527— o4i.

Side 11

af hans Haandskrift har været at finde. Det store KongeligeBibliothek eier vel i den Nye Kgl. Samling Nr. 247 et Qvarthaandskrift med Povel Eliesens Oversættelse af Erasmi institutio principis christiani, ledsaget med don Tilskrift, der ikke blev trykt, men hvormed Povel Eliesen sendte Kong Christian den Anden denne Oversættelse*). Hertil er heftet nogle Blade med Forbemærkninger af Haandskriftets forrige Eier, den ikke übekjendte literære Samler Etatsraad Niels Foss. Denne gode Kjender af danske Sager antager her, at dette Haandskrift er det, der blev overrakt Kong Christian den Anden, fordi det har Tilegnelsen til ham, og af samme Grund, at det er Oversætterensegen Haandskrift. Dette antages ogsaa, men med mindre Sikkerhed, i den trykte Auctionscatalog over det fossiske Bibliothek**); og Olivarius, som efter dette samme Haandskrift har ladet Tilegnelsen trykke blandt Bilagene til sin Levnetsbeskrivelse over Povel Eliesen ***), gaaer ligefrem ud fra, at det er skrevet med dennes Haand. Men der foreligger intet Beviis for, at Olivarius har været berettiget til en afgjort Mening, eller har havt Andet at støtte sin Paastand til, end Meddelerens Ord. Og Foss's anførte Grund er for svag til alene at afgjøre Spørgsmaalet. Hvorfor han det ikke være en Afskrift? Og naar det endeliger vist nok, at Skriften i dette Fossiske Haandskrift har nogen Lighed med den i den arnemagnæanske Qvart, saa have dog selv Kjendere ikke vovet bestemt at erklære Haanden for en og den samme.

*) Jfr. Olivarius, de vita et scriptis Pauli Eliæ. Havniæ 1741. p. 51 ff. Engelstoft anf. St. S. 57.

**) Bibliotheca Fossiana. Havniæ 1751. p. 232.

***) Olivarius anf. St. p. 5, 47, 159.

Side 12

Ad denne Vei har altsaa ingen Afgørelse været at vinde. Sporgsmaalet faaer staae aabent, indtil Andres Undersøgelser eller et lykkeligt Ti I fa'lde bringer Svaret. Men dog er jeg tilbøielig til at antage den arnemagnæanske Qvart for at være skreven med Forfatterens, altsaa med Povel Eliesens, egen Ilaand, indtil det Modsatte bevises. Den, der har nogen Øvelse i at behandle og bedømme Skriftstykker fra ældre Tid, kan ikke være i Tvivl om, at baade Skrifttrækkene og de beelt igjennem brugte Forkortelsermed Sving og Tegn l'or udeladte Bogstaver tilhøre den første Ilalvdeel af det sextende Aarhundrede, altsaa Povel Eliesens Levetid. Og af Rettelserne, med Textens liaand, Pen og IJlæk, ere nogle saadanne, at de vanskeligt kunne hidrøre fra en Afskriver. Kan det lettelig antages, at Andre end den med en flydende Pen iilsomt skrivende- Forfatter gjør saadanne Feil som her i denne arnemagna*anskeQvart ved Aar 1486, hvor der mi rigtignok læses som i Langebeks Udgave S. 560, Lin. 4—6:4^—6: »Christier»nusprimogenitus regis Joanis, cnni adhuc puer esset 5 »autG annorum, assumptus est in regem publico homagio »in plaeito Wibergen«, men hvor et længere Ord efter publico er saaledes overstreget, at man kun ved at holde Hladet op imod Daglyset kan skimte et: authoritate, medens homagio er tilføiet i Randen som Rettelse? Eiler ved Aar 151 S), i Lovtalen over Erkebiskop Birger, hvor der staaer*): »Ipse uero in dfio spem repositam habens, et in futurum nichil »reponens, presentibus rebus tanta prudentia est usus, ut »niribus et copiis« eet.; men hvor der først har staaet et nu udslettet sed foran presentibus, medens Ordet est er tilføiet i Randen udenfor Linien strax efter prudentia, og

*) Jir. S. H. Dan. 2. 507.

Side 13

usus sat over linien istedetfor- utens, som er overstreget. Stedet har altsaa oprindelig lydt saaledes: Ipse vero in domino spem repositam habens et in futurum nihil reponens,sed præsentibus rebus tanta pmdentia utens, ut viribus eet. Ere disse en Afskrivers Feil? eller ere de ikke snarere Forfatterens Rettelser af det Urigtige, der først løb ud af hans ilende Pen?

Anden Afdeling.

Krønikens fire Hovedafsnit.

1. Men deter fornemlig i Bogens Indhold, at Sporene
af Krønikens Tilblivelsestid og Tilblivelsesmaade skulle
søges.

Krøniken har ingen ydre Afdelingsmærker. Fortællingenskrider uafbrudt frem fra Aar til Aar. Dog har den iire Hovedafsnit, hvis Omfang i det Hele, men ikke just i alle Grændselinierne, falde sammen med de ovenfor (S. 9) antydede fire Hovedvendinger i Forfatterens Sindsstemning. Det f'orste Afsnit bliver da det, hvori Hadet til Christian den Anden raader i hans Sjæl og fører hans Pen. Dette Afsnit bør dog regnes lige fra Bogens Begyndelse, endskjøndtde første Partier ikkun i enkelte Træk bære Mærke af den Lidenskab, der giver dette Afsnit dets Præg; thi hverken ere de eiendommelige nok til af indre Grunde at betragte dem som et eget Afsnit, og holler ikke ere de ved ydre Mærker henstillede som et saadant. Paa hvilket Punkt det første Afsnit gaaer over i det næste, lader sig ikke paavise aldeles bestemt, da ikke enhver enkelt Yttring er saa skarp præget, at man, naar bestemte Tidsmærker

Side 14

tilfældigviis mangle, kan af dens Tone og Farve alene paaviseTidsgrændsen for livert Ord og hver Linie. Kun det kan fastholdes, at det første Afsnit gaaer indtil Christian den Andens Flugt, altsaa i Langeheks Udgave i 2den Tome af Scriptores R. I), til S. 575-^—TG. Derfra indtil Begyndelsenaf Aaret 152G udfylde de halvtredie første Aar af Kong Frederik den Førstes Regeringstid det andet Afsnit, hvis Omfang er fuldkommen kjendeligt saavel af den langt større Ro i Fremstillingen, som af den Maade, hvorpaa Kongen behandles. Det gaaer i Langeheks Udgave fra S. 575^—TG til S. 580, Lin. 18. Med den følgende Linie begynder det tredie Afsnit, hvori een Følelse behersker Forfatterens Sind: Hadet til Lutheranerne og deres Beskytterei Danmark. Men sikkre Tidsmærker i delte Afsnit tillade ikke at regne det lige til det Punkt, hvor denne Lidenskab ligesom slipper Forfatteren og gjør Plads for andre Tanker og Følelser, der nu trænge sig frem i Forgrunden.Krønikens tredie Afsnit omfatter kun Historien fra Begyndelsen af 152G, indtil Kong Christian den Anden føres fangen til Sønderborg i Sommeren 1532. Ilos Langebekgaaer det altsaa fra S. 580, Lin. 19, til S. 590, Lin. 14. Og endskjøndt der i det derpaa Følgende saaledes kommer til at raade forskjellige Sindsstemninger, er der dog ingen tilstrækkelig Grund til at regne Slutningen af Værket, fra Christian den Andens Fængsling indtil sidst i 1534, eller hos Langebek S. 590, Lin. 15, til S. 599, Lin. 35, for mere end eet, det fjerde Afsnit.

2. Deter egentlig kun det første Afsnit, der gjør det vanskeligt at forstaae, hvorledes Krøniken er bleven til, baade fordi der er en besynderlig Forskjel i Behandlingsmaadenaf det, der fortælles om de Aar, som falde indenfor dette Afsnits Grandser, og fordi deter fuldt af

Side 15

underligt modsigende Tidsmærker. Det skulde vel synes, at Forfatteren selv har sagt os med tilstrækkelig- Bestemthed,naar han skrev. Thi S. 562, i Fortællingen om RigshovmesterenPovel Laxmands Mord den 22de Juni 1502, tilføier han, at indtil denne Dag, da han skrev dette (d. e. Aar 1524*), er ikke paafulgt nogen Straf for saa stor en Forbrydelse, kun at begge Gjcrningsmændene have faaet en tidlig Død. Men naar man har troet lier at have et sikkert Tidsmærke for Krønikens Affattelsestid — det maatte da ialt Fald hedde: den Deel af Krøniken, som handler om Begivenheder ældre end 1525: — saa overseerman, at Intet foreligger, som sætter Aarstallet 1524 i Forbin-delse med Andet end netop det Stykke, det staaer ved. I Reimar Kocks Krønike findes mange af det Slags Tidsmærker, som blot bevise, at der i det vedtegnede Aar er arbeidet paa et enkelt lille Afsnit, eller endog blot til— føiet en enkelt Notits. Aarstallet 1524 ved Fortællingen om Laxmand siger ikke mere, end at den skibyske Krønikes Forfatter i det nævnte Aar har skrevet, eller maaskee kun gjennemseet hvad han tidligere havde skrevet, om LaxmandsDød] men alene det siger endnu Intet om det hele første Afsnits Affattelsestid, end mindre da om Krønikens.

Dog er det vist, at Aarstallet 1524 understøttes ved andre Tidsmærker igjennem hele dette Afsnit, der vise ud over de Begivenheder, hvor de forekomme som leilighedsviis tilføiede Smaabemærkninger. Saadanne findes hyppigt i denne Deel af Krøniken ; men her vil det være tilstrækkeligt at udhæve de meest betegnende, eller rettere sagt dem, der meest understøtte Aar 1524.

*) »ISam hæc scripta sunt anno ab orbe redempto 1524.«

Side 16

Hvad der S. SGI, ved Aar 1199,« siges om Frederik den Førstes andet Ægteskab, med Sophie af Pommern, er skrevet efter den 7de August 152 i, da der udtrykkelig tilfoies, at hendes Gemal nu er valgt og kronet til Konge. Thi Frederik den Førstes Kroning fandt Sted den angivne Dag. Turde man forlade sig paa Udtrykkets strenge Nøiagtighed, maatte Ordene antages skrevne i Kroningstiden selv, inden man i Danmark vidste, at det norske Herremode i Bergen havde i samme Maaned valgt Frederik den Første til Norges Konge; eller at de i det mindste falde imellem den 7de August og den 24de November 1524, da Kongen antog og beseglede den llaandfæstning, der var Betingelsen for Nordmændenes Valg. Thi Dronningen kaldes hun de Danskes Dronning. Men det er for voveligt, at urgere Udtrykket saa stærkt.

Ved 1501 (S. 5G2) forekomme Yttringer om Opløsningen of de tre nordiske Rigers Union ved Christian den Andens Adfærd; de kunne altsaa ikke være skrevne før 1523. Fra en tidligere Tid kan jo heller ikke den Yttring hidrøre, der er tilføict ved Aar 1502 (S. 563) og 1517 (S. 56G) i Anledning af Afladskræmmeres Ankomst til Norden, at ved disse var det først, at Adgang aabnedes for Lutherdommen, og at denne nu grasserer i Tydskland og de omliggende Lande.

Ved Aar 1513 (S. 564) omtales Christian den Andens Flygt; ved 1514 (S. 5G5) kaldes Carl den Femte Cæsar Augustus; ved 1517 (S. 566) benævnes Jørgen Skodborg Arehiepiscopus infortunatissimus, og berøres (S. 5G7) den fycnske Biskop Jens Andersen Beldenaks Udfrielse fra Fængslet paa Bornholm samt Gjenindsættelse i sit Stift. Alt dette peger ud over Aarene 1520, 1521. 1523.

Iløist paafaldende er det, at en samtidig Mand, der

Side 17

fulgte Begivenhederne med den levende Deltagelse som Forfatteren af den skibyske Krønike, kunde ligesom lleimar Kock sætte det stokholmske Blodbad til 1521 (S. 569). ]\]an skulde fristes til at troe, at det er gaaet ham, som det længere lien skal vises at det gik liiin, nemlig at de Svenskes Klageskrift af den 29de December 1523*) har gjort ham. uvis i Tiden for Begivenheden; thi dette Skrift har rigtignok ved en Skrive- eller Trykfeil 1521. Naar en yrøvende Samler som Ileimar Kock kunde vildledes heraf, hvormeget lettere da en iilfærdig Megelskriver som l'ovel Eliesen; Ih i hvor kunde den svenske Regering tage et heelt Aar fe il i hvad der havde gjort saa dybt et Indtryk?Mendette forudsætter da, at dette Parti af den skibyske Krønike ikke er skrevet samtidigt med Blodbadet, men efter 1523; og i ethvert Fald, fra hvem saa Feilen hidrører, længe nok efter det, til at det blev muligt at feile i Aarstallet. Det Samme maa have været Tilfældet med hvad der staaer ved Aar 1523 (S. 576), at Kong Christian den Anden flygtede fra Danmark den 20de April. Det er dog vist nok, at det var den 13de April 1523. En Mand, der skrev samtidigt, kunde ikke tage feil af Dagen. Men Feilen bliver begribelig, naar han et Aarslid eller to efter Kongens Flugt for at komme sin Hukommelse til Hjælp spurgte sig for om Dagen, og lian da fik til Svar af en Anden, der heller ikke buskede ganske ret, at <]et var Mandag efter Tiburlius (og Valerian), den Jlelgendag,iForhold til hvilken Kongens Flugt almindeligst angives; eller om man rigtigt bar sagt eller skrevet ham Mandag før Tiburtius, men han eller hans Hjemmelsmand

*) Stjernmann, Alle Ricksda«ars och Motens Besluth. p. 21. — Hvitfeld, Christian den Anden (Qvartudsaveni S. 304.

Side 18

har hørt eller læst flygtigt: Mandag efter istedetfor før-, — en Skjødesløshed, det slet ikke er for nærgaaende at troe Povel Eliesen istand iil; eller dersom man har sagt ham, at det var Tiburtit Mandag, og lian da ved at efterregne i sit Calendarium har fundet, at Tihnrtius i Aaret 1523 faldt paa en Tirsdag, —• thi jeg vil dog ikke troe, at han som Svaning og Ifvitfeld kunde selvmodsigende lægge Flugten til »den 20de April, die S. Tibnrtii.« Men Feileri siger tydeligt nok, at dette Sted i Krøniken er skrevet nogen Tid efter Kongens ulykkelige Flugt. Hvis vi nu læste en dansk eller tydsk Bog uden Trykkeaar eller andre sikkre Tidsmærker, hvori Fredericiaslaget var sat til den 7de Juli 1848, Slaget ved Idsted til den Iste August 1849, og det saaledes, at Tanken om Skrive- eller Trykfeil udelukkfdes,vildeda Nogen faae os til at troe, at denne Bog kunde være skreven i Aaret 1850? maatte vi ikke meget mere antage, at Forfatteren et Par Aar i det mindste efter Begivenhederne havde begyndt at samle Efterretninger og, uden selv at see alvorligt efter, afskrevet Andres Skriveellerllukommelses'eil?

Men naar det er vist, at de anførte Tidsmærker i det første Afsnit af den skibyske Krønike enten ikke modsige, eller endog ligefrem understøtte Forfatterens egne udtrykkelige Erklæring ved dm laxmandske Mordhistorie, at lian skrev om den i Aaret 1524, saa er det dog ogsaa ligesaa vist, at andre .Mærker i samme Afsnit vise langt ud over dette Aar.

S. 561_—62, efter Forta'llingen om Kong Hanses og Hertug Frederiks IVederlag i Ditmarsken 1500, tilføier Forfatteren,at først Eftertiden vil kunne bedømme, om de, der, da Lutherdommen opkom, pønsede ikke længer paa Abbedersog nogle mindre Prælaters Undergang, men paa at

Side 19

styrte hele Geistligheden og tilintetgjore alle den christeligeReligions Helligdomme, — om de ville komme bedre fra det, end de Adelsmænd, der omkom i Ditmarsken 1500 til retfærdig Straf, fordi de hældede til det hussitiske Kjætteri og pønsede paa at dele de fede Præstekald og Munkeklostre imellem sig. Dette Blik ud i Fremtiden Jiar Forfatteren kastet paa Papiret under Indtrykket af hvad der skete paa. den kjøbenhavnske Herredag i Sommeren 1525, da Adelen fremkom med Begjæring om at faae alle Prælaturerog Kanonikater under sig, og paa Odense Herredage1526 og 1527.

Dermed stemmer det godt overeens, at den eneste Berømmelse, Kong Frederik den Første indlagde sig i sin Regeringstid, siges ved Aar 1502 (S. 563) at være den, at han gav den myrdede Laxmands Arvinger Asserho tilbage; thi denne Charakteristik af Kong Frederiks Regering kan jo ikke være skrevet før i det tidligste langt henne i Kongens Regeringstid; og navnlig kan den skibyske Krønikes Forfatter ikke have skrevet den før efter 1526.

Ved Aaret 1507 (S. 563) fortælles om Krigen imellem Kong Hans, den svenske Rigsforstander og Lybekkerne. Anførerne for Kongens Flaade, hedder det, vare Søren Norby, Otto Rud, Jens Holgersen og lignende Snaphaner (piratæ), gridske efter Bytte og Sørøveri. »Og ikke disse Sørøvere alene fik en ond Ende, men ogsaa mange Andre, der fordum i Kong lianses Tid plyndrede Spaniere og Engelskmænd i Søen, af hvilke disse faa Navne falde mig ind: Pynning, Rutbeck, Putliors, Ræmerkatt, Hans Kok, Jørgen Kok, Anders Morian (Maurus), Tile Giseler, Anders Barton, en Skotte. Alle disse mistede Livet paa en ond Maade (male perierunt), enten ihjelslagne af deres egne Kammerater (familiares), eller hængte i Galgen, eller druknedei

Side 20

nedeiSoen. Heller ikke gik det adskillige Andre bedre, der dreve Sørøveri under Kong (Ihristierns Herredømme, blandt hvilke vare Mester Lambert Andersen at' llibe, der l'aldt for en Kanunkugle, og Glans Knyphof, som blev fangenog halshugget at' Hamborgerne."' Lige (ilter Ordene niaa dette Stykke jo vu're yngre end Søren Norbyes Død lo'H). Men tiet er kjendelig skrevet uden omhyggelig Prøvelse af de enkelte Kjendsgjerninger — det vides ikke, at Otto Und*), Jens Uolgersen Ijlfstand, Jørgen Kok**) tik tin ond Ende; og Tile Giseler befalede endnu i 1532 Kong Frederiks Skibe paa Foraarsloget imod Norge. J)et kan- derfor gjerne være, at Forfatterens male perut om Søren JNorby ikke maa tages altfor strengt, om lians Død; men i det mindste kunde ingen med Begivenhederne i Norden nogenlunde bekjendt Mand skrive dette før N orb yes Nederlag den 2ide August 1526 og hans Flugt til Rusland; ligesom Lambert Andersens Fald først kunde omtales efter Juni 1525, da han blev skudt i en Træfning under Norge***), og (Lians Knyphofs efter Slaget paa Ems den Bde October 1525, ja endnu senere, da ogsaa lians Henrettelse paaberaabes.Delte Stykke er altsaa ikke ældre, end disse ulykkeligeBegivenheder, men kan selvfølgelig være meget yngre.

Især mærkeligt er som Tidsindicium det Stykke,
der S. 568 handler om Povel Eliesens eget Forhold
til andre Medlemmer af det kjøbenhavnske Karmelitercollegium.Han

*) Natiirliyviis taler den skibyske Kronikc om Otto Jortjfnscn lind, <li'i- ilode paa en Pilciiiinisreise 1010 (Hvitf. K. lians S. 270;-

**) Om det ellers, sum I.aiii;ehek \il, er den navnkundige lioiKerniester i Malm«, Talen lier er om.

**) Allen, de rebus Chr. 11. exulis, p. 92. Sarnmes Breve ou Aktstykker 1, ;iOS.

Side 21

collegium.Hanfortæller, at dette oprettedes 1519, at »en vis Broder Povel Eliesen" blev dets første Forstander, at denne med al Velvillie var de Studerende til Tjeneste, men at han kun havde Skade deraf; thi Disciple, han havde hjulpet og hædret paa alle Maader, faldt ikke alene fra ham, men fra Kirkens Lydighed, dengang da det lutherskeKjætteri opkom. Blandt dem nævnes som de betydeligstePeder Laurentsen, Frants Vormordsen, Maurits Samsing, Lectorer, den Sidstnævnte en uægte Søn af en Præst, o. Fl. »For disse Døgenigters Skyld", tilføier Krøniken,»hørte den nævnte Brodér Povel Eliesen ilde af Mange, der ansaae ham for en Tilhænger af deres ugudeligeMening, fordi han tidligere havde bifaldet og anbefalet dem, dengang da der endnu ingen Grund forelaa til at mistænke dem. Og ikke han alene, men alle de, der beskyttedeog forfremmede Studerende, ja selv de klassiske Studier (bonæ literæ), fik onde Ord for deres' Skyld, der misbrugte dem; thi en stor Deel af disse Studiers Dyrkere vare tilbøielige til Frafald fra Kirken, endskjøndt de toge Gudsfrygt og evangelisk Frihed til Skalkeskjul. Brøden mangler aldrig en Undskylding, Ugudelighed finder altid paa et Forsvar. Men om disse Frafaldne skal tales Mere i det Følgende."

Det Løfte, hvormed Forfatteren her slutter, har han opfyldt paa to Steder, først S. 580-81, ved Aar 1526, hvor han fremhæver den mærkelige Omstændighed, at flere af den nye Læres ivrigste Talsmænd vare uægte Sønner af Geistlige, blandt hvilke han atter nævner Karmeliten Lector Maurits, Søn af en Provst paa Samsø. Men især maa henvises til hvad der ved Aar 1528 (S. 584) siges om Reformationen i Malmø. Da Borgermesterne Jørgen Kok og Jep Nielsen (Fyenbo) mærkede, at Byens tidligste c vani,'t'li^kePrædikanter,Claus

Side 22

i,'t'li^kePrædikanter,ClausMortensen og lians Spandemager, ikke vare lærde nok til at føre Forsvaret for Religionslbrandringen,kaldtede to frafaldne Karmeliterbrødre, NederlænderenLectorFrants (Yormordsen) og Lector Peder Laurentsen af ISestved til Malmø. Den Sidste blev Byskriverogudgav Here Smaaskrifter til Forsvar for Religionsforandringen,dog, som den skibyske Krønikes Forfatter mener, uden nogen Virkning. Han blev end mere forbærdetisin Utroskab, da han havde giftet sig. Hvad Frants Yormordsen angaaer, da skjulte ban længe sin forgiftigeMening,ivrede vel mod Misbrug og slette Sæder, dog uden at indblande eller med Uaardnakketbed forfægte noget Kjætteri. Men just ved denne Tilbageholdenhed blev han den skadeligste af Alle. I Begyndelsen lod det, som om han i Overeensstemrnelse med Kirkens Lære vilde rette og mildne de Misbrug, der ved de tidligere Prædikantersskamløseog übesindige Fremfærd havde indsneget sig i Malmø; men det var alene for at undgaae Skin af at bygge paa Andres Grund. »Thi iøvrigt", hedder det videre i en Række af Invectiver, som det for det Følgendes Skyld er rettest at give med Originalens egne Ord, erat opinione, sententia, studio et alfectu aliis omnibus deterior, sceleratior, inipudentior, qui postquam multis spem perpetuicelibatusfecisset, captus insano amore duxit et ipse puellam quandam uxorem, invitis ejusdem puellæ curatotibus,omnibusqueamicis reclamantibus; qui ut incredibi- Jem hbidinis suæ furorem conjugii titulo fucaret, bis lihrum edidit de sacerdotum, rnonachorum ae monialium conjugio vernacula lingua, verum calumniis et mendaciis adeo plenum,utsit ipso rnendacio mendacior et ipsa calumnia calumniosior; nam conjunx factus adeo mutavit ingeniurn frontemque perfricuit, ut omnium Lutberanorum impudentissimusfactusmulta

Side 23

tissimusfactusmultaet scripsit et docuit impudentissin o,
nullo judicio, nullo item consilio, sed sola ambitione ca -
ciis, erat enim quoddam gloriæ mancipium. \

Disse Stykker (S. 568, 580, 584) maae være skrevna omtrent samtidigt. Det første, ved Aar 1519, kan ikke\ være synderligt ældre end det sidste, ved Aar 1528, og \ begge ere proleptisk satte til disse Aar, da deres Indhold tilstrækkelig godtgjøre, at de ikke ere ældre end Aar 1530, det sidste endog afgjort ikke ældre end Slutningen af 1531. Det sidste Stykke er jo kun Opfyldelse af det Løfte, Forfatteren har givet i det første, hvor han altsaa maa have havt det for Øie, han agtede at skrive i hiint. Men fornemlig giver Alt hvad der siges om Frants Vormordsen en sikker Veiledning. I det første Stykke omtales denne Mand allerede med stor Bitterhed som en Frafalden; men af det sidste sees, at Vormordsens Overgang til det evangeliske Parti skete efter hans Optræden i Malmø, hvad der ogsaa stemmer overeens med den samtidige Beretning i den gamle latinske Krønike om Graabrødrenes Udjagelse af deres Klostre i Danmark*). Nu vide vi fra Frants Vormordsen selv, at han efter Opfordring af Ilaadet i Malmø kom til denne By den 3die Februar 1529*). Han optraadte da endnu ikke som en erklæret Lutheraner; thi han søgte endog, og erholdt, den udvalgte Erkebiskops, Aage Sparres, Tilladelse til at prædike i Malmø, uagtet Erkebiskoppen i det foregaaende Aar var optraadt skarpt imod de lutherske Prædikanter i denne By. Og at Vormordsens Prædiken i Begyndelsen var maadeholden, er/

*) Kirketiistoriske Samlinger 1, 345 ff.

**) Suhms Nye Samlinger, 3, SI. Ifr. H. Knudsens Meddelelser !<m Reformationen i Malmø i Annaler for nordisk Oldkyndighed/og Historie, 1847, S. 15G ff. /

Side 24

Dæmper paa de Andres Hidsighed, at han efter sin Ankomst til .Malm« ikke strax stillede sig som Kampfælle ved Claus Mortensens og lians Spandemagers Side, siger jo denskihyskeKrønikeudtrykkeligt.Man kan da ikke antage, at dens Forfatter, som her i det første Stykke ved Aar 151.), kunde behandle Vormordsen som en afgjort Apostat tidligere end i 1530. Hermed stemme nu de andre Tidsmærkeridetsidste Stykke aldeles overeens, idet de dog drage Tidsgrændsen endnu bestemtere; thi at Frants Vormordsendahavdeskrevet to danske Bøger om Præsters, Munkes og Nonners Ægteskab, og at han havde vakt Krønikeskriverens,PovelEliesens,heftigste personlige Vrede_r tillader ikke at antage, at dette Stykke, der staaer ved Aar 1528, kan være skrevet tidligere end allersidst i Aaret 15-31. Frants Vormordsens omtalte danske Skrifter udkom nemlig begge i dette Aar, det ene den Iste Juni, det andetden22deNovember*). Og naar man læser det sidste

*) Munter har i Reformationshistorien, 2. 1! S. 20G, Anm. *og **, antaget, at den skibyske Kroiiikes Ord: bis edidit libellum osv. — thi disse maae være hans Kilde — ero at l'orstaae om to Udgaver af et og samme Skrift, nemlig af Frants Vormordsens Disputats med Hr. Atzer, Cantor i Lund. Men dette er en Misforstaaelse. Der er intet Spor til, at dette Skrift er udkommet t<> Gange; og den Udgave, Munter an furer som den anden, det eneste nu tilværende Exemplar af Skriftet, hvilket er bevaret ved Hjelmstjernes Omhu og fra hans Samling gaaet over til det store kgl. Bibliothek, giver sig aldeles ikke lilkjcnde som en anden ['dgave. Munter, jeg troer lieller ikke andre Literatorer, har ikke bemærket, at der virkelig ere to danske Skrifter Ira 1631 af Krants Vormordsen om Pracsteangteskabet. Det første er: F.eu kort (dog chr'ustelig oc tilbørlig) Suar aff Lectore Francisco Vonnordo predichere y Malmøa paa den vnderuiming som prente/1 er ajf ixiairrJl rtt'ff y <icr.su itu xnimen Om jjresteleffnet medt gifftemaal oc ki/shhedi": trvkt bagefter samme Forfatters Een horth og lydhen forklaring oc forxkdl ¦paa t/ien Evangeliske oc Papistiske predicken or, lærdom icdaff huilke huertt Uhrlitet mennUke som ett christeligt forstandt hajfver oc sandhedt elsker Jcandt dømme paa huilken ret eller vrett lærdom er oc hannem affterfylge, som udkom femte Pintsedag 1531 i Malmø. Man har overseet, at det førstnævnte er et eget Skrift, ikke en Deel af Forklaringen. Det andet Skrift af Franta Vormordsen er: Een saare nyttelig oc alle thennom som gifte ere eller Cttffth.es ville, hugsiialelig Disputatz emellom Her Atzer Prelatt oc Cantor vdi Lundt oc Franciscum Vormordum Prediclcere vdhi Malmøø, trykt hos Olnf Ulriksen i Malmø Onsdag før Catharinæ virginis Dag 1531. Den skibyske Krønikes: his edidit libellum de sacerdotum, monachorum ae monialium conjugio vernacula lingua er kun et mindre noiagtigt Udtryk for, at Fr. Vormordsen skrev to Gange paa Dansk om Præsters, Munkes og Nonners Ægteskab. Dengang var Frartts Vormordsen efter Kronikens bestemte Ord allerede gift, hvad der ogsaa er tydeligt nok af Skrifterne selv; og uden Tvivl falder hans Ægteskab i Aaret 1530, før Paaske (17de April); thi den Samtale, som da forefaldt imellem Graabrødrenes Forstandere, Borgermesteren Jørgen Kok og Frants Vormordsen, og som anføres i Krøniken om Graabrødrenes Fordrivelse (Kirkeh. Samlinger 1, 348), forudsætter dette aldeles tydeligt.

Side 25

af disse Skrifter, vil man finde den skibyske Krønikes heftigeVredeimodjust Frants Vormordsen begribelig. Thi Povel Eliesen, som endnu i Aaret 1527 arbeidede i Foreningmedhampaa Oversættelsen af Davids Psalter, men som af de malmøske Reformatorer ansaaes for Forfatter til et nu übekjendt Skrift imod Præsteægteskab, der var udkommet hos Povel Ræff i Aarhuus i Aaret 1530 eller allerførst i 1531, bliver i Frants Vormordsens Disputats med Ur. Atzer angreben paa det Heftigste, ja behandlet med pøbelagtig Grovhed*). Hvorvidt han virkelig var Forfattertilhiintnu

*) En saare nyttefig osv. Disputats imellem Hr. Atzer og Frants Vormordsen, Ark B, Iste Side: »Alt übluelig lyver fordi Lector Povel om den hellige christne Kirkes Stik om Præsternes Qiftermaal". I det tilhørende Parti i Textcn, hvortil dette er en Randnote, hedder det: »Monne disse deres" (Talen er om den ældste Kirkes gifte Præster og Biskopper) »Børn være alle Horebørn? som der siges om den fortrædne Guds Fjende og Danmarks vitterlige Forleder og Bedrager, Lector Povel, at han skal have ladet prente af den store Ræv i Aarhuus om Præsters Hustruer, skrivende, at de ere ikke Danneqvinder, mon Skjogcr og Horer. Lyver da Apostlen til de Hebræer" osv. ] Ilanden: Lector Povel vitterlig forleder og bedrager enfoldige Mennesker, dem til Yillie, som udaf Logn hare (/ode og rolige Dage. — Ark J>. Blad ;!, 3die Side, i Randen: Scilicet nescis (o scelerate Paula Helle) hodie a rerbi et sacramentorum minbiterio per sua jrrostdjula plus impediri tnos sacrificos, quam nos impediamiiT per nostras conjuges. — Samme Illad og Side: Scilicet hoc nesduit sceleratus et sacrilegus ille celibatus papistici propuynator Leet. Paul: dum excudi unacum ejus uliquot furfuris homunculis Amsiæ faceret hujus apologiam lingua danica. Ark B. Blad 4, S. 2. O scelerate et impie sycophanta, tu, inquam, Paule Helic, num hæc legistil tibi cognita esse potuissent vel ex JSrasmi adnotationibits super his verbis apostoli. Ark O, Iste Side: Scilicet hoc no7i vidit coecus ille venter Lee: Pau: Helte. — Sammesteds: Quid ad hæc respondes, sacrilege impostor, o Paule Ilelie? Audiamus quid velis dicere, ut te diyna responsa tibi referre j)ossimus. Aik C. 81. 2, S. 1. Hæc scilicet ium vidit humanis et crasms iste venter, Paidus inquam Helie. — Ark C. Blad 2, S. 2. O sangvinarie sycophanta, Paule inquam J/elie, salve mihi lame nodum. — Sammesteds: Agter, betænker og besinder, alle christne Mennesker, hvor svigelig og falskelig hiin fedbugede Skalk, Guds Dyds og al Kydskheda Fjende, Lector Povel, imod Præsters Giftermaal breder os den hellige Kirkes gamle Sæd og Lovhævd. ¦^— Ark C. Blad :i, 2den Side: Quid contra hoc dicere aut facere potest vanissimus die ntbulo Paidus Jlelief nihil nisi mentin, calumniari et convitiari, id quod quovis scorto nouit mel his et facere solet impiulentius. At Povel Eliesen, efter saadan Tiltale, i den skibyske Krønike tager haardt fat paa Fronts Vormordsen, kan ikke undre os. Som man raaber i Skoven faaer man Svar. Men Vormordsens übændige Heftighed bekræfter desuden Krønikens Charakteristik af liam. naar den swger Grunden til den i lians Æresyge og kalder ham en Træl af Æren. Det gik ham aabenbart haardt til Hjerte, <'it Catholikerne betragtede hans Ægteskab som Tegn paa et ukydsk Blod. Derfor skrev han to Gange i et og samme Aar til Forsvar for Præsteægteskab. Og hvor heftig hans Vrede var, naar Nogen rørte ved dette ømme Punkt, seer man af den i foregaaende Anmærkning berørte Samtale med de malmøske Franciskanere ved Paasketid 1530. Da Borgermesteren anbefalede disse de evangeliske Lectorers Forelæsninger og Prædikener, svarede Guardianen Gabriel, at disse Prædikere x)g Lectorer forte et ureent Levnet (vitam spurcam). Hvad siger Du, indvendte Borgermesteren, er Ægteskab et_ ureent Liv? Da Guardianen søgte at snoe sig derfra med den Vending, at han ikke havde kaldt Ægteskab saaledes, hvad Jørgen Kok dog paastod, faldt Viceguardiancn, Broder Jacob, dem i Talen: Fader Guardian, har I kaldt disses Ægteskab et ureent Levnet, har I talt sandt; fragaa det ikke! Vi ville let bevise, at Tingen virkelig forholder sig saaledes. Ved disse Ord flammede »Apostaten og Kjætteren" Frants saaledes op i Vrede, at han med Mund og Læber skjælvende af Raseri erklærede alle Munkenes geistlige Løfter (vota) for ugudelige.

Side 26

fattertilhiintnuübekjendte Skrift, eller om Franls VormordsensForbittrelsemuligener
foranlediget ved det 10de

Side 27

Kapitel i Povel Eliesens Skritt imod Malmøbogen, faaer staae uafgjort*); enkelte Vendinger hos Vormordsen tyde ogsaa paa, at man i Malmø ikke var ganske sikker i sin Formodning om hans Forfatterskab. Men desto mere maatte den forrige Underordnedes og Medarbeiders Fornærmelseropbringesaalidenskabelig en Mand som Forfatterentildenskibyske Krønike. Og de Haansudtryk, hvormed han i det ovenfor afskrevne Stykke af Krøniken gjengjælder dem, indeholde et stærkt Beviis for, at dette er skrevet under det endnu friske Indtryk af den frafaldne Vens nærgaaende Angreb.

Er det saaledes vist, at den skibyske Krønikes heftige Angreb paa Frants Vormordsen ikke kan være ældre, men vel yngre, end fra 1531, endskjøndt det leilighedsviis er anbragt ved Aar 1528, saa kan det nærbeslægtede Stykke ved Aar 1519 ikke være skrevet ret længe før, og er snarest samtidigt med hiint, altsaa heller ikke ældre end 1531.

*) Ifr. min Afhandling om Herredagene i Odense 152 Gog 1.527, i Vidensk. Selsk. Skrifter, 5. Række, histor. og philos. Afdeling, 2det B. S. 253 Anm.

Side 28

Men naar dette første Afsnit af Krøniken, fra dens Begyndelse til Christian den Andens Flugt, indeholder modsigende Tidsvuvrlier, idet Forfatteren selv etsteds udtrykkeligt nævner 152 i som det Aar, da lian arbeidede paa det, hvad der understøttes af adskillige Indicier, medens andre ligesaa sikkre \ise betydeligt ud over Aåret 1524: da kan denne Modsigelse ikke forklares anderledes, end at han har bearbeidet sine til forskjellige Tider nedskrevnc Optegnelser to Gange: i Aaret 152i, og iet Aar, der i det tidligste ikke ligger foran 1531. Med dette Sidste stemmer det vel, at han ved Aar 1523 (S. 576) i Anledning af Kong Christan den Andens Flugt fra Danmark henkaster den Bemærkning, at Kongen derefter i lang Tid vankede landflygtig omkring næsten i hele Germanien; og ligeledes, at han allerede strax i Uegyndeisen (S. 557), hvor han første Gang omtaler Kong Christian i\e\\ Første, hidsætter den Bemærkning, der skal bekræftes af den følgende Fortælling, at begge dennes Sønner, Johannes og Frederik, bleve Konger, men dog regerede med forskjelligt Held (diversa tamen sorte); thi den her antydede Dadel over Frederik den Første viser efter Krønikens hele Beskaffenhed i det. allermindste ud over Aaret 1520.

Der er i denne Modsigelse et haandgribeligt Beviis paa, at Forfatteren ikke har lagt den sidste IJaand paa sitVan'k. Og hvor let, ja dygtigt han overhovedet har arbeidet, seer man ogsaa af det Stykke, dej- S. 570 Lin. 39 til S. 575 Lin. 23 indeholder en Fortegnelse over Klagepunkterne imod Kong Christian den Anden. Thi dette er ikke Andet, end en noget udvidet latinsk Bearbeidelse af det Kong ChristiansSynderegister,hvormed de danske Stormand indledeKongFrederik (Jen Førstes ilaandfæstning af 3die

Side 29

August 1523*1. Vi vide af Povel Eliesens egne Ord, at han efter Opfordring af en af Biskopperne bearbeidede Klagefortegnelsen paa Latin, og kort efter nok en Gang overarbejdede denne latinske Udgave med Tilsætninger af sit Eget. Begge Bearbeidelser ligge foran den 3die November1524,(la han skrev sit Brev til den lundske Kannik Peder Iversen**). Den sidste Bearbeidelse har han benyttet i den skibyske Kronike; i det mindste er et Stykke af dennes lier omtalte Klageparti ligefrem en Afskrift af det, han selv har indført i Brevet til Kanniken; og skjøndt vi ikke kunne sammenholde det Øvrige i Krøniken med det latinske Klageskrift selv, fordi dette aldrig blev trykt og nu er forsvundet, foreligger Intet, der nøder os til at antage,athan ved at optage det i Krøniken har foretaget betydelige Forandringer. Men llaandfæstningens Klagefortegnelse,ellersin Bearbeidelse af den, har han i Krøniken først villet benytte med Frihed, idet han tog et Par YttringerogVendinger ud af den og anbragte dem ved BeretningenomDidrik Slaghæks Henrettelse***) og som II et fæ rdiggjørelseforOprørerne****). Men han er strax. bleven træt af denne møisommeligere Benyttelse og har, istedetfor

*) L. båden, Afhandlinger i Fædrelandets Cultur- Stats-Kirkeog Litterærhistorie, 3. B. S. 72. i)'., og bedre i Aarsberetninger fra det Kong. Gehehnearchiv, 2. li. 2. U. S. 05 it'. Egentlig er delte Aktstykke et Manifest af Kong Christians Rebeller, hvori de have nedlagt 1) en Retfærdiggjørelse af deres egen Adfærd og 2) en Afskrift af den Haundfæstning, Hertug Frederik lovede dem i Viborg i Marts 102:]. Begge Dele af Aktstykket bære Spor af at være affattede tidligere end det Datum, hvormed det sluttes.

**) Trykt hos Olivarius S. 109; navnlig S. 171. Brevet er ogsaa trykt i Danische BiJjliotliek 1, S. 38.

***) S. R. D. 2, 570, 2det Stykke, sammenholdt med Båden, anf. St. S. 7G, og Aarsberetn. S. 07.

****) S. 570, sidst i 3die Stykke, sammenholdt med Båden S. 7.3 og Aarsberetn. S. GO.

Side 30

at fordele Ilaandfæstningens Klager til de enkelte Steder, hvor hver hørte hen, simpelthen afskrevet Hesten uden at bryde sig om derved fremkomne Gjentagelser, og uden at knytte den anderledes til dennes øvrige Fremstilling, end at den endnu let kjendes som et fremmed i Texten indskudtStykke.Det bør iøvrigt bemærkes, at Intet i denne latinske Bearbejdelse af Ilaandfæstningens Klager, eller i denne Afskrift af Povel Eliesens egen udvidede Bearbeidelseafdisse, viser længer ud end til 1524, saa at den synes optagen i Krøniken ved den ovenfor paapegede første Bearbeidelse af dennes første Afsnit.

Det er den samme Benyttelse af eget ældre Arbeide, Povel Eliesen her har tilladt sig, som vi uden Tvivl Onde i et af hans andre Skrifter. Thi det Parti af lians Bog imod lians Mikkelsen, der indeholder et Forsvar for RigsraadetsAdfærd imod Kong Christian den Anden, og som ved Stiil og Behandling adskiller sig fra Bogens øvrige Dele*), er i sin llovedbestanddeel kjendelig nok et eget Arbeide, som uden al Tvivl oprindelig ikke har været nogetandet, end den Commentar over Iligsraadets Manifest, Povel Eliesen selv siger os, at han efter nogle Stormænds Opfordring udarbeidede paa Dansk ved den Tid, da Kong Christian forlod Landet**). lian har da ved i Aaret 152G at optage dette Arbeide i Bogen mod Hans Mikkelsen udeladtEt og Andet, der ved (kommentarens Optagelse i et tre Aar yngre Stridsskrift ikke havde nogen Betydning, saasom den udførlige Fremstilling af Kongens voldsomme Fremfærd imod Lunde Domkapitel, hvilken han omtaler i Brevet til Peder Iversen; og han har tilføiet Adskilligt,

*) Sortiers Udg. af P. Eliesens Skrifter 1, 111 — 122.

**) Soc Urevpt til Peder Iversen aiif. St..

Side 31

som viser til de Aar, der ligge imellem Kongens Flugt og Bogen, navnlig om Corn. Sceppers Forsvarsskrift for Kong Christian og dennes Skrivelse til Danzig*); ligesom den hist og her forekommende Tiltale til Hans Mikkelsen selvfølgeligkun kan være tilføiet ved det ældre Arbeides Optagelsei Bogen imod dennne Mand. Men i Hovedsagen er det udentvivl dette ældre, ellers nu ikke bekjendte, Arbeide, der her kommer igjen paa samme Maade, som Povel Eliesens latinske Bearbejdelse af Klagepunkterne er optaget i den skibyske Krønike**).

3. Krønikens andet Afsnit bestaaer af hvad der fortællesom Begivenhederne efter Christian den Andens Flugt indtil Begyndelsen af Aaret 1526. Dette Afsnit har en ganske anden Charakteer, end baade det Foregaaende og det Efterfølgende. Vreden imod den flygtede Konge opfylderikke

*) Egentlig til den ulykkelige danzigske Partifører og Borgermester Johan Vendeland.

**) At den saakaldte »Bispernes Udskrivelse og Forantvortning", der er trykt under denne Titel bagefter Hvitfelds Christian den Anden (Qvartudg. S. 320 ft¹.), ikke er Andet, end et særskilt Aftryk af dette Parti af Povel Eliesens Bog imod Hans Mikkelsen, har allerede Hvitfeld bemærket. Og man kan vistnok gaae et Skridt videre, og paastaae, at dette Skrift aldrig er udgaaet som et offentligt Aktstykke i Biskoppernes Navn, til sa'rligt Forsvar for dem, men at deter en eller anden Samlers Udskrift af den trykte Bog, som han selv ved Overskrift og Smaaforandringer nogenlunde ,^har givet Form af et Aktstykke, under hvilken Form Hvitfeld har fundet og gjengivct det, men dog havt Omløb i Hovedet nok til at opdage den rette Kilde. Dette afviger noget fra Biskop Engelstofts Fremstilling i N. Hist. Tidsskr. 2, 73, ligesom jeg ogsaa i det, der ovenfor er sagt om Forholdet mellem Klagefortegnelsen og det tilsvarendeStykke i den skibyske Krønike, ikke ganske kan tiltræde hvad denne Forfatter har sagt herom (sstds. 2, 65), idet jeg dog anerkjender, at deter ham, der har sat denne, o<rsaa af Rohmann (Hist. Tidsskr. ;i, 8G) paapegede, Forbindelse imellem den skibyske Krønike og Frederik den Førstes Haandfæstning i fuldt Lys.

Side 32

fylderikkelænger udelukkende Forfatterens Sind; lians Blik er ikke heftet paa eet Korhold alene; han skuer friere om sig og optegner nogenlunde .roligt og forlioklsviis fuld— stanuligt de vigtigste historiske Begivenheder, der i disse Aar forefaldt i Landet selv. Dette Afsnit rober endnu ingen polemisk Stilling til Danmarks egne Lutheranere, af hvilke jo heller ingen endnu var optraadt offentlig imod den bestaaeiule Kirke. Dog mangler det ikke ganske paa skja've Sideblik til Kjætteriet. Men hvad der er meest betegnende er, at Kong Frederik endnu omtales med Agtelse*)uden Spor af det Had til ham, der ganske behersker Forfatteren i de fol g ende Aar. Krøniken er her ikke Stridsskrift, men Historie; og naar hertil fwies, at intet Tidsmærke i dette Afsnit viser ud over de Aar, hvis Begivenhederdet fortæller, maa det antages, at deter skrevet samtidigt med Begivenhederne, enten stykkeviis som de forefaldt, eller dog indenfor Omfanget af disse 2 til 3 Aar.

Dette Afsnit er altsaa baade yngre og æklre, end det
foregaaende: yngre end (lettes Bearbejdelse i 152i, ældre
end dets senere Overarbeidelse.

\. Det tredie Afsnit, der fortæller om 152G og de

*) lier: »illustrissimus princeps", senere kun: »sacrilegus rex".

Side 33

til Christian den Andens Angreb paa Norge, Reise til Ivjø-benbavnog troløse Fængsling paa Sønderborg; men dog er ogsaa Fortællingen af disse Begivenheder, der endnu engang bringe hans gamle Lidenskab til at blusse op, stærkt farvet af den nye: Hadet til det hitherske Kjætteri, dets Talsmænd og Haandhævere i Danmark. Tillige findes i dette Afsnit kun saadanne Tidsmærker, som i Fortællingen om dets tidligere Aar vise ud til de sidste Aar indenfor dets Grændser, men ingen, som enten overskride disse eller, saaledes som i det første, indbyrdes modsige hverandre.

Saaledes fortælles S. 580 om den kjøbenhavnske Cantors, Mester Anders Frises, Død den 19de Februar 1526, med den Tilsætning, at han endnu savnes, men at Gud dog sparede ham, der havde gjort saa meget for Frue Kirke, den Sorg at see denne paa det forfærdeligste vanhelliget af Lutheranerne under Hans Taus en med Kong Frederiks Tilladelse. Her peges tydeligt nok til Billedstormen i Frue Kirke den 27de December 1530.

Om Skildringen af de evangeliske Prædikanters og Føreres Færd i Malmø ved Aar 1528 (S. 583^—84) er ovenfor\iist, at den ikke kan være skreven tidligere end i Aaret 1531, fordi den omtaler Frants Vormordsens danske Skrifter om Pncsteægteskab og bærer sikkre Spor af disses Virkning paa Povel Eliesens Sind; men dette Stykke har paa den anden Side intet Mærke, der viser ud over det nævnte Aar. Frants Vormordsens senere Skrifter omtales ikke, navnlig ikke hans latinske Sendebrev til Danmarks Riges Raad fra Slutningen af November 1533, endskjøndt ogsaa det forsvarer Præsteægteskab. Og heller ikke Peder Laurentsens Skrifter fra 1533 nævnes eller antydes, ikke engang En sand og ret christen Underviisning om Præsteembedeog om deres Levnet, Giftermaal osv., der dog udkomHge

Side 34

komHgei Begyndelsen af 1533 og netop handler om Ægteskabssagen, medens den skibyske Krønike her just farer løs paa Peder Laurentsen som den, hvis Skamløshed steg til det lloieste, efterat han havde giftet sig. Derimod, omtales Laurentsens Forsvarsskrifter for den malmøske Reformation; men disse udtøm 1529 og 1530*).

Især viser Slutningen af Krønikens Fortælling om Kong Christian den Andens Ulykke (S. 590 første Stykke), at dette Afsnit maa være skrevet endnu i Kong Frederik den. Førstes Levetid; thi ham og ingen Anden have dens Advarsler sidst i dette Stykke for Øie. Intet, siger Krøniken, har mere lokket Kong Christian ind i Forbrydelser, end Lutherdommen, denne Kilde til alt Ondt; og dog gives der vanvittige Fyrster, der blinde af Had og Gjerrighed**). ansee dette fordærveligste af alle Kjætterier for den største Gudsfrygt, og som hverken af sund Fornuft eller den hellige Skrift lade sig bevæge til Bod og Omvendelse ved det skrøkkelige Exempel, den guddommelige Barmhjertighed nu i. mange Aar har til vor Opbyggelse statueret paalvong Christian!

Disse Tidsmærker, der ikke tillade at antage det Afsnit,som begynder med 1526, for at være skrevet senere end 1532, nøde til her at afvige noget fra Grandserne for IJovedvendingeme i Forfatterens Sindsstemning, og at lægge Slutningen af den Tid, da Vreden mod Lutheranerne og Kong Frederik udelukkende beherskede ham, nemlig fra S. 590, Lin. 15, hvor Forfatteren imod Sædvane gaaer et Aar tilbage i den chronologiske Orden for at medtage en Notits om en roskildsk Domprovstes Død, til det følgende, det fjerde, Afsnit, hvilket altsaa kommer til at omfatte

*) Engelstoft, Reformantes et Cutholici in Dania concertantes, p. 12.

**) tilik til K. Frederiks Begjærligbed efter Piu-laternes Kigdomiue.

Side 35

Slutningen af Kong Frederiks Tid og det første Aar af Grevens Feide. Det tredie Afsnit, som altsaa kun omfatter Tiden fra Begyndelsen af 1526 til Sommeren 1532, ender saaledes med den truende Advarsel til Kong Frederik.

Den fuldstændige Eenshed i hele Behandlingen af dette tredie Afsnit tilsteder ikke Tvivl om, at det jo er skrevet paa engang, i Slutningen af det Tidsrum, det omfatter, altsaa iAarene 1531^—32. Uagtet det er yngre end Krønikens andet, er det samtidigt med Overarbeidelsen af dens første Afsnit.

Det fjerde Afsnit gaaer altsaa fra Christian den Andens Fængsling i Sommeren 1532 indtil henimod Slutningen af Aaret 1534; thi dengang det sidste Stykke i Krøniken, det der handler om den svenske Hjælpehærs Indfald i lialland 1534 (S. 599, Lin. 27—32), blev skrevet, kjendte Forfatteren vel Halmstads Capitulation den 31 te October 1534, men endnu ikke den Vending, Beleiringen af Varberg tog i de første Dage af det følgende Aar*), ligesaa lidt som der findes noget Spor af, at han har vidst Noget om den skaanske Adels Frafald fra Grev Christoffer og Overgang til de Svenske, eller om disse Forbundnes Seier over Marcus Meyer og Jørgen Kok i Helsingborg den 13de Januar 1535. Thi det er ikke den skibyske Krønike, men Udtoget i den lille Octavcodex, der har den hos Langebek strax efter følgende Beretning om de Greveliges Fordrivelse fra Skaane.

Der findes overhovedet i hele dette Afsnit ikke alene intet Tidsmærke, som viser ud over dets her angivne Grændser, men ikke engang i de enkelte Stykker noget, der griber over ethvert af disses særskilte Grændser, saa

*) Ifr. min Grevens Feide 1, 295. 346 ff.

Side 36

at Afsnittet rimeligviis er skrevet stykkeviis og ikke har modtagetnogen Overarbeidelse ved dets Indførelse i den arnemagnænnskeCodex. Dette bestyrkes af Forfatterens Sindsstemning: thi medens denne i det foregaaende Afsnit var aldeles eens, vender hans Sindsbevægelse sig i dette ikke mindre end tre Gange. I Begyndelsen er den endnu rettet imod Kong Frederik og Lutheranerne; den flammer op med voldsom Heftighed ved Beretningen om Kongens Død og har Intet tabt i Styrke der, hvor Forfatteren kommer til den kjobenhavnske Herredag i Sommeren 1533 og Processen imod Hans Tausen. Men derefter bliver Joachim Rønnovv, den udvalgte Biskop af Roskilde, Hovedgjenstandenfor hans Vrede, indtil Lybekkernes Angreb i Juni 1334 og Almuens Opstand drager hans Blik fornemlig til de politiske Begivenheder og fylder hans Hjerte med Uvillie over Hoiadelens Uenighed, Svaghed, Egennytte, Almuens Troløshed og Voldsomhed, — indtil Pennen falder ham af Haanden midt i en Sætning! Hans Tanker ere nu meget forskjellige fra hvad de vare, da han skrev om Christian den Anden. Da (S. 57(i) takkede han Gud, der afskyer al Grumhed og Ugudelighed, fordi han afvendte den fordrevne Konges Plan, at komme tilbage med Krigsmagt og gjøre Danmark fra et frit Rige til et Arverige. IV]en Synet af Danmarks Elendighed i 1334 bringer ham til at beklage, at Danmark er et Valgrige, hvorved de Store faae Leilighedtil utaalelige Anmasselser, saa at det var bedre, om Kronen havde været arvelig, fordi Arveriger altid ere blomstrende, men Valgriger elendige, Bytte for de mange Smaatyranner! Disse Sætninger staae i samme lille Bog, kun 19 Sider fra hinanden.

De enkelte Partier i dette fjerde Afsnit bære sanledes
Præget af den Sindsstemning, der til hver Tid raadede i

Side 37

Forfatterens Hjerte, men ikke, som i første og tredie
Afsnit, af den, der endelig henimod hvert Afsnits Slutning
blev den eneherskende hos ham.

Tredie Afdeling.

Krønikens indre Natur', dens historiske og sædelige Værd.

1. At Krøniken er et ufærdigt Arbeide, der i hele Behandlingsmaaden bærer [lastværkets og den øieblikkelige Stemnings Præg, og at denne Stemning, eller rettere Forstemning,skifterFarve fire, fem Gange, vil af det Foregaaendeværetilstrækkelig klart. Men endnu hører et Træk med til dens Charakteristik: dens Planløshed. Man spørger forgjæves om, hvad Forfatteren egentlig har villet med det hele Foretagende. Han begynder med en — ingenlunde feilfri — Slægttavle over det oldenborgske Kongehuus, eller rettere med et genealogisk Beviis for, at Kong Christian den Første og hans Efterkommere nedstammedefrade gamle danske og svenske Herskerslægter, saa at deres nuværende Herredømme i Danmark og Sverrigkommertil at staae som berettiget ikke ved Folkenes Valg, men ved Dynastiets Herkomst. Deter netop ikke Kongehusets fædrene, dets oldenborgske Herkomst, der udvikles, men dets Afstamning fra Norden gjennem Qvindeled.Mendenne Fremstilling af Slægtskabsforhold staaer ikke i nogensomhelst Forbindelse med det Øvrige af Krønikenoger i Behandling og Udførelse saa vidt forskjellig fra den, som muligt. Den anvendes aldeles ikke længere hen i Fortællingen, der henpeges ikke engang til den der, hvor man snarest skulde ventet det. Den staaer som et

Side 38

ganske fremmed Stykke, som man med Forundring spørger om hvad det har her at bestille, eller hvilken Tankegang der har knyttet det sammen med Krøniken. Og Alt hvad der følger efter denne Genealogi indtil Fortællingen om det stokholmske Blodbad er løs Optegnelse af reent tiliældigtgrebnehistoriske Enkeltheder, hvori ingen bevidst Tanke er at spore, hverken den, at meddele de vigtigste Begivenheder i Christian den Førstes, Kong lianses og Begyndelsen af Christian den Andens Tid, — thi der er ikke engang forsøgt paa at samle Hovedbegivenhederne blot nogenlunde fuldstændigt, ligesaalidt som der er Spor af Noget, der kunde kaldes Kildestudium, — eller den, at samle Begivenhederne om en Hovedtanke som Støttepunkterforden. Grundstammen af Stykket er aldeles interesseløst; hvad der har Farve og Tanke i det, hidrører fra senere Overarbeidelser som indkastede Træk af den Stemning, der nu behersker Forfatteren. Og dog er denne, selv afse et fra hvad vi ellers vide om Povel Eliesen, aabenbart en ganske anden Mand, end de sædvanlige Krønikeskrivere, en Mand, der besad videnskabelig Dannelse nok til at udkaste og fastholde Planen til et historisk Værk, om han havde villet dette. Sammenhold, Hensigt, Tanke er der kun i de Partier, hvor Forfatteren bekæmper ChristiandenAndens Tyranni, Kong Frederik den Førstes og Lutheranernes Anmasselser imod den gamle Kirke; men den Tanke, her raader, er ikke Historieskriverens, men Partimandens, hvis Sind er saaledes betaget af hvad der sætter det i lidenskabelig Bevægelse, ;it den øvrige Verden ikke er til for ham. Man modtager i disse Dele af Krøniken et lignende Indtryk som af ISutidens politiske Partiblade, hvilke en tilkommende Historieskriver visselig ikke vil oversee i Skildringen af vore Dage, men hvor Ingen kan

Side 39

falde paa at søge Historie, elier at betragte Bladskriverne -som historiske Forfattere. Dog er den skibyske Krønike heller ikke ene et Indlæg i Datidens Stridigheder; thi mellem de stærkt farvede Partiafsnit, og i Slutningen, er atter den historiske Interesse overveiende. Den skibyske Krønike harslet ingen Plan, dens Forfatter har ligesaa lidt havt en almindelig Hensigt med Arbeidet, som han har fastholdt noget bestemt Standpunkt for sin Betragtning af Begivenhederne. Krøniken bærer Tilfældighedens umiskjendeligePræg,og man vil neppe feile meget ved at paastaae, at den er bleven til paa følgende Maade.

Povel Eliesen kommer til Kjøbenhavn i Aaret 1519 som Forstander for det nye Karmelitercollegium og som Universitetslærer. I denne Stilling træder han snart i Forbindelsemed Kong Christian den Anden. Der er i Begyndelsengod Forstaaelse imellem dem; de ville begge bekæmpe Misbrug. Det er paa den Tid, Kongen fører Krigen om Sverrig; og Povel Eliesen finder deri Anledning til at udarbeide et genealogisk Beviis for, at Kong Christian, som nedstammende fra Sverrigs nationale Helgen, Erik den Hellige, og overhovedet fra Sverrigs gamle Herskerslægter, virkelig har den bedste Adkomst til den svenske Krone. Maaskee har han endog paataget sig Arbeidet efter Opfordringaf Kongen; thi det er vist, at denne havde Brug for et saadant Beviis, som nødvendig maatte gaae i samme Retning som Genealogien i den skibyske Krønike. Efter Seirene ved Bogesund og Upsala, og efter Stokholms Overgivelse1520, lod Kongen paa sine Vegne Biskop Jens Andersen af Fyen og sin Svoger Keiserens Sendebud Dr. Suckot foredrage for Sverrigs Rigsraad og Stænder KongensHerkomst fra Hellig Erik og Sverrigs gamle Konger; og han anerkjendtes ifølge dette Slægtskab som berettiget

Side 40

til Thronen ikke ifølge Valget i hans Faders Tid, men efter Arveret*). Om det just har været Povel Eliesens Arbeide, dette besynderligt fremmede Stykke, hvormed den skibyske Krønike begynder, der blev benyttet af Kongens Talere i Stokholms Graamunkekirke og paa Brunkebjerget, kunne vi naturligviis ikke vide; men det er i sig selv ikke lUroeligt; og det tør kaldes rimeligt, at denne Opsats har i Kongens Raad været i det mindste medtaget under Overveielsenaf Maade og Form, hvorunder denne Sag skulde fremstilles for de Svenske.

Imidlertid var Povel Eliesen ved dette Arbeide kommenind paa historiske Ting. Han benytter da et og andet frit Oieblik mellem Embeds- og videnskabelig Virksomhed til at forøge Genealogien med nogle Begivenheder fra de tre første oldenborgske Kongers Tid, saaledes som de uden Kildestudium eller lang Søgen kom ham i Tankerne. Saaledesblev Grundstammen af Krøniken til, indtil det stokholmskeBlodbad. Men i Sommeren 1522 indtraadte et Brud imellem ham og Kongen, hvis tyranniske Adfærd oprørteham, og hvem han stødte fra sig ved at paatrænge sig middelbart eller umiddelbart som en Dadler. Istedetfor et Skrift, Kongen havde paalagt ham at oversætte, overraktehan denne en Oversættelse af Erasmi institutio principischristiani med en Tilskrift, der ikke kunde Andet end stode Kongen; og da Povel Eliesen St. Ilansdag 1522 i en Prædiken for Kongen selv paa Kjøbenhavns Slot tillod sig nærgaaende Allusioner om llerodes's og llerodias's Grumhed, faldt han i Unaad". Han forlod Kjøbenhavn, gik til Jylland, kastede sig i Armene paa Oprørerne og

*) Schlegel, (jeseh. der Konise von Danemark aus d. Oldeiib. Stamm. 1, 102. Erkebiskop Gustav Trolles Vidnesbyrd i Ekdahls Christiem Ils Arkiv. 1, 324.

Side 41

laante dem sin Pen imod den Konge, der nu var bleven Gjenstand for hans brændende Had. Hurtigere og fuldstændigere,end han kunde vente, fik han dette mættet. Kongen forlod i Foraaret 1523 sine Riger som en landflygtigMand, og Povel Eliesen kunde i Sommeren samme Aar vende tilbage til Sjælland, hvor han atter tog fat paa sin Ordens Anliggender og paa sine Studier. Nu, engang i 1524, falde hans historiske Optegnelser ham atter i Hænderne. Paa en fri Dag — Mere behøvedes ikke — læser han dem igjennem, sætter en og anden Notits til, der bærer Aarets Tal og Præg, og fortsætter dem med de sidste Aar af Christian den Andens Tid, fra Blodbadet tii Flugten. Med en øvet, ilende Pen kaster han sin hele Harme paa Papiret, — og hvor fandt hans Lidenskab et mere sammentrængt Udtryk end i hans egen latinske Bearbeidelse af Klagepartiet i den nye Konges Haandfæstning?Dette Stykke griber han, begynder at sammenarbeidedet med den øvrige Fremstilling, men taber snart Taalmodigheden og lægger hele Stykket ind iblandt sine Papirer, idet han med en let Vending nogenlunde knytter det til hvad han allerede havde skrevet.

De to følgende Aar, 1524 indtil Begyndelsen af 1526, vare baade for Danmark og for Povel Eliesen Overgangsaar.I dem kommer han Prælaternes Parti nærmere, end han hidtil havde staaet det, og fralægger sig med megen Varme ivrige Catholikers Beskyldning for at hælde til Lutheranerne. De borgerlige Forholds Udvikling, HøiadelensOvermod og Almuens Undertrykkelse, behage ham vel ikke*), altsaa kunde heller ikke Kong Frederik den Førstes

*) See Brevet til den roskildske Kannik Hans Lauritsen hos Olivarius S. 167 og i Dån. Bibi. anf. St. S. 36.

Side 42

Adfærd være ham tilpas; men lian har ingen Grund til Uvillie imod Kongens Person, især da Frederiks fjendske Sind imod Kirken og dens Prælater endnu i disse Aar ikke traadte aabenlyst frem i Danmark. Naar han under saadanneForhold fortsatte sit historiske Arbeide, der nu begyndteat antage en Krønikes Form, havde han Aandsfrihednok til at medtage Hovedtrækkene af Landets i disse Aar saa stærkt bevægede politiske Historie. Man vil saaledes finde det naturligt, at han i dette Parti af Arbeidet endnu omtaler Kong Frederik med Agtelse, og at han betragterBegivenhederne vel med en Samtidigs. levende Deltagelse, men ikke med den eensidige Partimands Lidenskabelighed.

Men fra Midsommer 1526, da Kongen, Mogens Gjøe og andre Stormænd aabenbart begunstigede Lutheriet, da Hans Tausen og hans Kampfæller traadte frem uden Sky som det Gamles Fjender, det Nyes Talsmænd, kom Povel Eliesen dybere og dybere ind i den Conservatives Oppositionimod Beva'gelsesmændene, og tilsidst i den voldsomste Kamp imod det nye Væsen. Denne Kamp, de Stridsskrifter,den fremkaldte, og andre literære Arbeider optoge nu al Tid og alle Tanker. Da hviler det historiske Arbeide. Han optræder blandt Prælaternes Stridsmænd paa den kjøbenhavnske Herredag 1530, gaaer senere til sin VelynderOve Bilde til Aarlmus, fortsætter derfra Kampen, men finder dog nogle ledige Timer i Aarene 1531 og 1532 til at tage Krønikearbeidet frem igjen. Da gjennemseer og overarbeider han først det ældre Afsnit, hvori han nu tilføier Alt hvad der viser ud over 1524, og fortsætter det med Aarene 1526_—32. Her optage de kirkelige Forhold hans hele Sind indtil henimod Afsnittets Slutning, hvor hans gamle Fjende, Kong Christian den Anden, endnu

Side 43

engang kommer indenfor hans Synskreds; og hver Linie
om disse Aar bærer Vidne om den Lidenskab, der da
brændte i hans Sjæl.

Kong Frederik døer. Povel Eliesen optræder atter i Kjøbenhavn, paa Herredagen 1533, nu som Anklager imod Hans Tausen, faaer denne sin gamle Fjende dømt af Rigsraadet, — og udretter dog aldeles Intet imod ham, fordi Sjællands Biskop, som han mener, eller-i det mindste vil have os Andre til at troe, af de uværdigste personlige Grunde svigtede sin Pligt imod Kirken og Rigsraadet. Derfor er alt det, Krønikens Forfatter tilføier i sin Bog om disse Aar, endnu fuldt af Bitterhed imod Kong Frederik, ved hvis Grav han endnu engang giver sit Hjertes hele Afsky og Vrede Luft, imod Lutheriet og imod den falske Biskop, Kirkens Forræder Joachim Rønnow.

Men hans Lidenskab har naaet sit Høidepunkt; den begynder at dale; han tænker endog paa at mægle imellem de Nye og de Gamle. I Roskilde udgiver han 1534 en Oversættelse af Erasmi Udlæggelse af den 83 Psalme under Titel af En kort TJnderviisning til en christelig Forening og Forligelse mod den ucliristelige Tvist og Tvedragt, som nu i vor Tid har adskilt den menige cliristne Kirke. I denne mildere Stemning imod Lutheranerne træffe de rystende politiske Begivenheder ham. Lybekkernes og Grev Christoffers Angreb paa Danmark, Almuens Reisning for den faldne Konge, Høiadelens hurtige Underkastelse, — alle de Begivenheder, som Slag i Slag sætte Danmark i lys Lue og maae have draget Povel Eliesen selv med ind i Hvirvelen, kunde ikke andet end at trænge alle andre Tanker tilside for Øieblikkets Storme. Da tager han sin Krønike frem igjen, tilføier Begivenhederne fra det sidste Aar, samler alle de ældre Stykker, og fører nu paa engang

Side 44

Alt ind i en Hog, — maaskee med Tanke om saaledes letfere at kunne give det en afsluttende Overarbeidelse, men bliver afbrudt sidst i 1534 og bar senere savnet Lyst eller Leiligbed til at gjore det.

Forfatteren kan ikke nogensinde have tænkt paa at lade denne Bog trykke i den Skikkelse, hvori den foreligger os, — allermindst i 1535, da Frederik den Førstes- Søn, den afgjorte Lutheraner Christian den Tredie, fik Magten i Sjælland, snart i Danmark. Intet Under derfor_r at Bogen blev henliggende i Haandskrift, som et Brudstykke. Men enten Forfatteren selv, eller En, hvem han har turdet meddele den, har for Historiens Skyld gjort et Udtog af den, saa skaansomt mod Lutheranerne — Christian den Anden behøvede ikke at skaanes, — som det var muligt, naar denne Bog skulde langes til Grund. Dette Udtog have vi nu i den lille arnemagnæanske Codex.

2. Spurgte man om den skibyske Krønikes Værd
som historisk Kildeskrift, og om dens moralske Værd, kunde
jeg kun besvare det saaledes.

Alt det i Krøniken , Forfatteren ikke har skrevet som Samtidig, har liden eller ingen historisk Værdi. Han har ikke samlet med Flid, ikke prøvet med Kritik. Med Undtagelseaf nogle kirkehistoriske Notitser om Karmeliterordeneni Danmark, om Roskilde Stift, om Kjøbenhavns Universitet, indeholde disse Dele af hans Arbeide Intet, som vi ikke kjende bedre og fuldstændigere fra andre Kilder. Men anderledes er det med den Deel af Krøniken, hvor Forfatteren har været samtidig med de fortalte Begivenheder.Den Sarntidiges Ord ere altid belærende og tiltra;kkende for de senere Slægter. Den, der fra svundne Tider fortæller om sin og sine Medlevendes Færd og Skjæbner, har altid Noget at sige, der er værd at høre;

Side 45

uden at tænke derpaa har han Meddelelser at give, som ingen Anden har, og giver dem übevidst i en Tone og med et Farvespil, der vækker Opmærksomhed for hvad der ellers vilde være bleven overhørt, og kaster overraskende Lysglimt over dunkle Egne. Det der i sildigere Tider mest tiltrækker i en Samtidigs Meddelelser, er det, han mindst har tænkt paa vilde vække Opmærksomhed. Selv den, der sidst af Alle tænker paa at blive en historisk Hjemmelsmand, selv dwi samtidige Digter, kan blive en Kilde til Kundskab om Kjendsgjerninger. Læs Grundtvigs Svanesang¹ over Willemoes; det har ikke været hans Agt, at give Efterslægten biografiske Notitser; men den Kundskab om den unge Helt, der er kommen til ham med den Luft, han indaandede, er som et umiddelbart givet Stof ført med den hele Strøm af Tanker og Følelser fra hans Sjæls Inderste over i Sangen, og nu staaer der i denne hvad vi Sildigfødte ikke vilde have fundet andensteds. Tidens egen umiddelbare Røst — hvo kan høre den uden at fængsles af den!

Dette Værd har den større Deel af den skibyske Krønike, omtrent fra 1517^—19 til Bogens Slutning. Den bør aldrig oversees som Kildeskrift til Christian den Andens, Frederik den Førstes og det første Aar af Grevefeidens Historie, og den vil heller aldrig blive det; thi Ingen tager dette Parti af den for sig uden at læse det tilende.

Men naar den Samtidige ikke skrev samtidigt med de Begivenheder, han fortæller, naar han taler om Ting, hvori han enten ikke selv har deitaget, eller som foregik i Kredse, hvor han ikke hørte hen, da er han de samme Vildfarelser underkastet som Enhver, der bagefter samler Trækkene af det historiske Billede, især naar han ikke grunder sin Beretning paa Aktstykker og ikke anvender

Side 46

tilbørlig Kritik paa det Samlede. Han bliver da ligesaa let en Vildleder som en Veileder. Saaledes er det mere end een Gang gaaet Krønikens Forfatter; han har taget feil, lord i han ikke har faaet rigtig Besked af sine Hjemmelsmænd.Dette er Tilfældet, naar han sætter det stokholmskeBlodbad til 1521, Kong Christians Afreise' til den 20de April 1523; eller naar han lader keiserlige Gesandter være tilstede paa Odense Herredag i November 1533 og lader Forbundet mellem det danske Rigsraad og det burgundiskeHof (Genterforbunder) blive sluttet der (S. 595); eller naar han fortæller os, at Lybekkerne fik t Hamborg 1534 en fireaarig Stilstand med de keiserlige Nederlande med Udelukkelse af Danske, Holstenere og Svenske, uagtet det nylig sluttede Forbund forpligtede det burgundiske Hof til aldrig at slutte Fred med Lybekkerne uden at medoptageHolsten, Danmark og Sverrig (S. 596).

Og indlysende er det, at selv i de Partier, hvor den samtidige Fortæller seiv har været Deltager i Begivenhederne, maa Alt, hvad der røber Partimanden, vække afgjort Mistro til hans Fortælling. Partimanden kan ikke see lige paa Tingen; Linierne fortrække sig, Farverne forandre sig for hans Blik. Om han ikke ligefrem digter Begivenheder, bedømmer han dem eensidigt, altsaa uretfærdigt, han tager med overraskende Lettroenhed det løse llygte for afgjort Sandhed, troer fuldt og fast alt det Onde,, ligesindede Venner eller hans egen Indbilding siger om hans Modstandere, men kan slet ikke see hvad Godt der er ved disse, eller hvad der i tvivlsomme Tilfælde taler til deres Forsvar; især veed han altid med Sikkerhed hvad kun den kan vide, der prøver Hjerter og Nyrer. '

Alt dette er netop i høi Grad Tilfældet med Forfatteren
af den skibvske Krønike, lians Partiskhed imod Christian

Side 47

den Anden og de Evangeliske er saa iøinefaldende, at Enhver kan see den. Neppe liar ogsaa nogen Skribent benyttet den som Kilde, siden den atter kom for Lyset, uden at forvare sig imod at sætte übetinget Lid til dens Ord. Det er ufornødent at bevise dette; det maa være nok her at paapege et Par Steder, hvor disse Træk af alle Tiders Partilidenskab træde ret slaaende frem. Forfatteren veed med Vished (S. 566), at Torben Oxe var aldeles uskyldig i Dyvekes Død, og at det ikke var Andet end ondskabsfuld Bagtalelse af den ugudelige og blodtørstige Konge, naar han beskyldte ham og Knud Gyldenstjerne for at have sendt hende forgiftede Kirsebær. Dog vise jo de faa og dunkle Efterretninger om denne cause celebre, der have naaet til os efter mere end 300 Aars Forløb, at de Anklagedes Uskyldighed ikke er hævet over Tvivl*); og i ethvert Fald har Povel Eliesen kun i sit blinde Had kunnet finde det afgjort, at Kongen alene af Blodtørst vitterlig beløi sine Mænd.

Da Didrik Slaghæk blev henrettet den 24de Januar 1522, havde Povel Eliesen endnu sin Plads i Kjøbenhavn, han stod da endnu i Forbindelse med Kongen og Hoffet; han kan altsaa ikke have været uvidende om, at Kongen maatte hengive Slaghæk som et Sonoffer for det stokholmskeBlodbad, fordi en pavelig Nuntius var kommen til Kjøbenhavn for at undersøge Sammenhængen med de svenske Biskoppers Henrettelse; og dog siger den skibyskeKrønike med Kong Frederiks Haandfæstning, at. Didrik Slaghæk, som Kong Christian selv nylig havde gjort til Erkebiskop i Lund og Biskop i Skara, blev hængt og brændt til Forhaanelse for Romerkirken og Vanære for den

*) Ur. Rohmanns Afhandling i Hist. Tidsskr. 3, 81 ff.

Side 48

hele Geistlighed, alene fordi Kongen rasede allerværst imod
sine Nærmeste og fortroligste Venner, naar han engang
fattede Had til dem!

Krøniken veed, og fortæller ligefrem som en afgjort Sag (S. 575), at da Kong Christian sammenkaldte Rigsraadet til en Herredag i Kallundhorg sidst i 1522, da var det kun et Paaskud, at han vilde pleie Ilaad med dem angaaende Oprøret i Sverrig: hans Hensigt var tvertimod at fange alle Rigsraaderne med eet Greh og slaae Hovedet af dem alle paa engang. Men en Mand som Povel Eliesen hurde ikke, — og man kan uden Betænkning sige: kunde heller ikke være i Uvidenhed om, at der i hele Situationen, saaledes som denne laa aaben for Alles Blik: i Forholdet til Hertug Frederik, Feiden med Lybekkerne, Opstanden i Sverrig, var Stof mere end nok til Overlæg imellem Konge og Rigsraad, selv om han ikke har vidst, at det bordesholmske Forlig gjorde en Herredag nødvendig. Men dengang skulde Kongen gjøres saa sort som mulig, for at den skibyske Krønikes Forfatter, der havde brudt med ham og var traadt i Tjeneste hos hans Rebeller, kunde blive saa hvid som mulig. Og havde hans Lidenskab i det Øieblik, han ned skrev disse Linier, tilladt ham at høre sin Samvittighed, vilde denne have sagt ham, at han jo der udgav sig for at kjende hvad kun den Alvidende kunde kjende: Kongens lønlige Tanker.

Saa vidt gaaer Povel Eliesens Partilidenskab i denne Krønike, at han end ikke kan frikjendes for at gaae den ham beviisligt bekjendte Sandhed altfor nær. Det har lian gjort i det ovenfor (S. 21) behandlede Stykke om de frafaldne Karmeliterbrødre, ved Fortællingen om Aar 1519. Der siger han, at disses Frafald paadrog ham selv Bebreidelse for at e'de til deres ugudelige Mening, fordi

Side 49

lian tidligere, da ingen Mistanke hvilede paa dem, havde anbefalet og forfremmet dem. Men nu kunne vi lægge ham hans eget Brev til den lundske Kannik Peder Iversen af 3die November 1524 under Øine til Beviis paa, at det ingenlunde har været Carmeliterbrødrenes Overgang, der paadrog Povel Eliesen denne Bebreidelse. I dette Brev, hvor han med saa stor Iver sanker Alt sammen for at fralæggesigBeskyldningen, at han endog truer Kanniken med hele Vognlæs fulde af Skjældsord, hvis han endnu vedbliver at paadutte ham Lutheri, — i dette Brev har han ikke et Ord om hines Apostasi; og kunde naturligviis heller ikke have noget, fordi de dengang ikke vare gaaede over til det evangeliske Parti*). Der var overalt i Aaret 1524 endnu intet evangelisk Parti her i Danmark; endnu var Ingen dansk Mand optraadt offentligt som Prædikant af Ouds rene Ord og Evangelium. Har Povel Eliesen været i Vanrygte hos de ivrige Catholiker som en hemmelig Lutheraner, da har det altsaa været i Aaret 1524 eller før**); men dengang, da hans forhenværende Medbrødre i det kjøbenhavnske Carmelitercollegium gik over til de

*) Har P. E. i dette Brev tænkt paa de studerende Carmeliter, saa har det været netop i modsat Retning, nemlig som dem, der vilde hjælpe ham til at forsvare sig imod de ivrige Catholikers Beskyldning for Kjætteri. Det kan nok være, at deter dem, han mener med Slutningsordene: Habeo mihi faventissimos adolescentes, qui non patientur vestem meam gratis lacerari, nedum famam aut nornen.

**) Den sædvanlige Fortælling, at Povel Eliesen var Tolk for Martin Beinhard og understøttede hans Virksomhed, er vist en Fabel, opkommen som saa meget Andet i vor ældre Historie, navnlig da Reformationshistorien, af Partimænds Overdrivelser og deres Eftersnakkeres Misforstaaelser. Jeg kan i det mindste ikke finde nogen antagelig Kilde til denne Fortælling. Og hvad hjalp alle Povel Eliesens Retfærdiggjørelsesgrunde i Brevet til Peder Iversen, naar ban ikke ogsaa fralagde sig at have været Aron for den vittenl>erg?ke Moses? Det er uden Tvivl Povel Eliesens i visse Henseender beslægtede evangeliske Retning og Ivrcn imod kirkelige Misbrug, der er voxel som en Lavine, indtil lian et Aarlinndrede derefter staaer som M. Reinliards Slalbroder og Medhjælper.

Side 50

Evangeliske: Peder Laurentsen 1527, som den skibyske Kronike selv siger os (S. 583), og Frants Vormordsen 1521)^—30, som ovenfor er viist, havde Povel Eliesen ved heftige Stridsskrifter imod Lutheranerne saaledes henstillet sig som en Forkæmper for den gamle Kirke, at Ingen kunde falde paa at betragte ham som en heel eller halv Kja'tter. Det er hans heftige Vrede fra 1531 og 1532 imod de frafaldne Brødre, der nu, ved Overarbeidelsen af Krønikens ældste Parti, forleder ham til at beskylde dem for at have paaført deres gamle gode Formand og MedstuderendedisseKrænkelser.

En anden Sandhedsfordreielse er ligesaa haandgribelig, \i vide nu, at det var ingen Anden end Povel Eliesen i egen Person, der ved Herredagen i Kjøbenhavn 1533 optraadtesom Hans Tausens Anklager for liigsraadet*). Det er altsaa vist, at han har kjendt baade Tausens Forsvar og Iligsraadets Dom. Men i sin [larme over sin bittre Modstander, og for at kunne skildre ham som den, der ikke havde Andet end løgnagtige Udflugter og fræk Fragaaelseaf sine egne offentligt udtalte Ord at forsvare sig. med, fortæller han i den skibyske Krønike (S. 592^—93), at Tausen benegtede at have lært, at det iiuhiede Brød og

*) Brev fra Biskop Hans Roil" i Oslo til Erkebiskop Oluf i Throndlijem, dat. 2den August 1 •">3-J; og fra Bigsraad Knud Bilde til Eske Bilde, dat. Kblivn. 28de Juli l.j;j;j. Disse Breve lindes i den store Samling af Breve og Aktstykker til Adelens Historie i det Kgl. Bibliothek. De eie omtalte i min Grevens Feide 1, 112. Ogsaa H. P. Resen liar at Povel Elieseii selv var Tausens Anklager; see Lutherus thriumphans, Fol. K. (i. vers.

Side 51

Viin i TVadverens Sakramente (eucharistia) ikke burde tilbedes,— at han fragik den evangeliske Forkastelse af den catholske Kirkes Transsubstantiationslære. Men nu siger Rigsraadet netop, at Tausen vedkjendte sig den Qverbeviisning,at det nikke er det sande og værdige Guds Legeme under Brøds og Viins Lignelse, som en christen Præst consecrerer og vier udi Messe - Embede, og [som] sættes efter den christelige Romerkirkes Vedtægt og Skikkelsebaade udi Monstrants og Pixis"*).

*) I)r. F. Hammerich bar i Nord. Univers. Tidssk. Iste Hefte (Kbhvn. 185 i) S. 151 betvivlet, at Tausens Erklæring lød saaledes, fordi han mener, at Tausen derved vilde have stemplet sig som en Zwinglianer; og han beraaber sig paa den Udgave af Rigsraadets Dom, der findes i Supplementet til den danske Udgave af Krags Christian den Tredie S. 18. Det er vanskeligt at begribe, hvorledes Nogen kan foretrække den usle Copi i Supplementet for Hvitfekis Aftryk af Dommen (Chr. 111. Qvartudg. B. ij vers.). Dersom der i Rigsraadets Dom ikke staaer, som hos Hvitfeld, det afgjørende ikke i Tausens Erklæring, saa er Dommen meningsløs, da saa netop den Erklæring, hvorpaa Fordømmelsen støtter sig, bliver til det Modsatte, altsaa Dommens Slutning en Uting; som om Højesteret vilde dømme en Morder fri, fordi han havde vedgaaet at have slaaet Manden ihjel. Dernæst er Tausens Erklæring ikke reent zwingliansk, selv forudsat, - hvad der naturligviis ikke ligefrem skal indrømmes - at Rigsraadets Dom gjengiver hans Ord saa nøjagtigt, som om vi hørte ham selv tale; thi om den første Deel af Erklæringen, saaledes som den her efter Hvitfeld er givet i Texten, vistnok lyder zwingliansk, saa kunde den sidste Deel, der kun benegter den catholske Transsubstantiation, meget vel siges af en Lutheraner. Men denne Deel af Erklæringen: »og som efter Romerkirkens Vedtægt sættes i Monstrants og Pixis" har Dr. Hammerich ikke taget med i betragtning. - Og endelig er det aldeles ikke saa utroeligt, som Dr. H. antager, at Tavsens Nadverlære dengang smagte af Zwinglianisme. Resen siger udtrykkelig i Lutherus triumphans anf. St.: Tausanus autem, quem ex ipsius lihro danico probarat idem Paulus cum Zwinglianis facere et negare præscntiam veri corporis Christi in sacramento cænæ domini, ut condemnatus propterea excedere jussus est. Dette Sted er saa meget mærkeligere, som Rescn, der er den Eneste, som har \idst, at Povel Eliesen selv optraadte som Tausens Anklager, niaa have havt andre Kilder end de, der have været de øvrige Kirkehistorikere tilgængelige. Men at Tausen ved en Opfattelse af Nadveren, der strcifede hen ad Zwingli til, skulde berøve sig Lutheranernes aandelige Understøttelse, forudsætter et andet Forhold imellem de danske Reformatorer, end der virkelig fandt Sted. Modsætningen mellem Luthers og Zwinglis Nadverlære var dengang endnu -ikke af væsentlig Betydning i Danmark, hvor Protestantismens Talsmænd stode med alle Tanker og Kræfter spændte udelukkende mod Gatholikerne. Og overalt havde den mildere, den melanchthonske, Retning meest at sige her i Landet, saalænge Philip af Hessen var den danske Regerings Stotte i Tydskland. Først efterat den aJberlinske Linie har faaet Kurværdigheden i Sachsen, efterat Christian den Tredies Svigersøn August er bleven Moritz's El'terfulger og sin Svogers, Kong Frederik den Andens, Leder og Understøtter i Danmarks tydske Politik, først da faaer den kurfyrstcligsachsiske strenge Lutheranisme Overmagten her i Landet. For den er det, at Ifemmingsen maa vige. Men i l/j.'M kunde en Erklæring som den, Tausen afgav for Rigsraadet, aldeles ikke volde Splid imellem ham og Reformationens andre Forkusinperc hos os, end mindre da have nogen Betydning ligeoverfor Dommere, der lægge Romerkirkens Love og Vedta;gt til Grund for deres Afgjorelse. For dem vart' Lutheranere og Zwinglian'ere Kjattere tilhobe. I Danmark under Adelsvælden (Danske Folkeskrifter VJII.) Iste B. S. 98 har Dr. Hamrnerich gjentaget sin Formodning under Form af historisk Fremstilling.

Side 52

Dette er tydeligt nok talt, og en saadan Erklæring var da ogsaa for de catholske Rigsraader en fuldkommen tilstrækkelig Grund til at fordømme den frimodige Bekjender. Alen denne fik desuagtet kort efter Biskoppens Tilladelse til at komme tilbage til Kjobenhavn. Da hans seirende Anklager saaledes skuft'edes i sit llaab om en Triumph, og nu i sit Lønkammer nedskrev Fortællingen om denne Retshandling, var hans Vrede saa stor, hans historiske Samvittighed saa svag, at hans Pen fik Lov til at skrive netop det Modsatte af hvad han maatte vide var sandt!

Side 53

Saaraeget strengere Dadel fortjener denne Adfærd, som Krøniken ikke er et Stridsskrift, bestemt til i Kampens Hede at slynges imod ligesaa lidenskabelige Modstandere, der ikke skulde have undladt at møde dens overdrevne og uretfærdige Paastande med stærk og lydelig Modsigelse. Men nu nedlagdes de under lukt Laag ien Lage af galdebittert Fjendskab — for at holde sig desto bedre til en lettroende Efterslægt!

Ja, saa interessant den skibyske Krønike end er, er den dog en Plet paa den danske Historieskrivning, og kaster en hæslig Skygge over Povel Eliesens Charakteer. Han mente nok at have Øinene aabne for Tidens Brøst, han ivrede stærkt imod de store og de smaa Syndere, ikke mindst imod sin egen Kirkes letfærdige eller upaalidelige Prælater; og jeg vil ikke betvivle, at hans Ivren for renere Sæder var ærligt meent. Men han tog sig ikke iagt for, at Fristeren kjender mange Veie til Menneskets Hjerte — ogsaa til skikkelige Folks, ogsaa til den ivrigste Dydsprædikants, den strengeste Selvplagers. Povel Eliesen brød ikke sit geistlige Kydskhedsløfte, han stjal ikke, han slog ikke ihjel; men han vendte sig som en Veirhane for ethvert Vindstød af sin egen Lidenskabelighed; han forfulgte sine Modstandere med et blindt og bittert Had* han bagtalte underhaanden for Efterslægten dem, hvem Svøben var given til at drive Kræmmere og Vexelerere ud af Guds Huus i Danmark.

Til hans Undskyldning kan siges, at Krøniken er kommentil os som et Brudstykke, og at den mangler den sidste Haand heelt igjennem: Ingen kan dog vide, om han ikke var gaaet i sig selv, naar han efter Evangeliets seirendeGjennembrud havde seet, at det, han bekæmpede som Opløsning af al borgerlig og sædelig Orden, netop

Side 54

blev disses kraftigste Støtte i vort Fædreland. Sagnet vil jo endog, at Povel Eliesen tilsidst blev en — Lutheraner! Men hvorfor er hans Røst da dengang aldeles forstummet? og er det et reent Tilfælde, der laa udenfor lians Paavirkning,at han ikke fik Krøniken omarbeidet eller tilintetgjort?— Jeg veed det ikke; men saaledes som den nu engang er kommen til vor Tid, maa den lægges til Grund for Dommen over hans Færd. Vel da for os, men Skade for hans egen Ære, at han ikke brændte denne Dog itide.

II. Om en kjöenhavnsk Codes af Reimar Kocks haandskrevne lybske Krdnike.

Første Afdeling.

Beskrivelse af den hjb'benhavnslce Codex og Bestemmelse af
dens Plads blandt de andre Codices.

oaa meget end Reimar Kocks Krønike er benyttet af danske og tydske Historieskrivere, er dog endnu intet Andet af den trykt end de Brudstykker, der findes i GrautqffsDie lubeckischen Chroniken in niederdeutscher Sprache. Man har længe ventet en fuldstajndig kritisk Udgave fra Lybekkeren Professor Dr. E. Deeclces Ilaand; men da den endnu ikke er kommen, tør det ikke være for sildigt at henlede Opmærksomheden paa en Afskrift af Kocks Værk, der findes i det store kongelige Bibliothek i-Kjøbenhavn. og som netop for dets Udgivelse maa være af Vigtighed.

Side 55

Men foruden en Beskrivelse af den kjøbenhavnske Codex, ville danske Historikere, der fortrinsviis maae benytte-denne, vel neppe finde nogle Bemærkninger ikke alene om dens, men om Krønikens kritiske Værd eller Vink til en tilbørligVurdering af det kockske ,Værk overflødige. De følgendeBlade ville dog fornemlig holde sig til dets tredie Deel, saavel fordi denne er for Danske den vigtigste og i sig selv den mærkeligste, da den indeholder Forfatterens •egen Tids Historie, som fordi der om denne Deel hidtil .ikke engang er endog blot saa meget bekjendt som om <-de to andre. Hverken Grautoff i den anførte Bog eller Deecke i hans Beitråge zur lubeckischen Geschichtskunde meddeler Noget om denne Reimar Kocks Tidshistorie, der -egentlig er et eget Værk for sig.

1. Den her omtalte kjøbenhavnske Codex af Reimar Kocks Krønike er Nr. 303 a og b blandt det st. kgl. Bibliotheks Haandskrifter, Nyere Samling. Nr. 303 aer en Foliant, der indeholder Krønikens første og anden Deel. Den er indbunden i Pergament, med paaskreven Rygtitel: Reimer Kocks Lub. Chronicke I und II Theil. Folianten ?bestaaer heelt igjennem af et og samme Slags Papir, med samme Vandmærke, der viser et Skjold med det norske Vaaben: den kronede Løve med den krumbøiede Olafsøxe. Bladene ere eensformigt behandlede, idet hver Side er aflinieret med fire Blyantsstreger, hvorved fremkommer en .øverste og nederste, en smallere indre og en bredere ydre Rand, der iildeels er benyttet til Anmærkninger. Alt Papiret røaa "være afstreget strax ved Afskrivningens Begyndelse;Skriveren har strax villet forsyne sig med det hele fornødne Materiale. Og Texten er heelt igjennem skreven med samme Ilaand, samme Blæk, — man fristes .næsten til at sige: med samme Pen, saa Hig er Skriften

Side 56

sig selv gjennem den hele tykke Foliant. Denne indeholderførst 25 übeskrevne Blade. Derpaa følger ReimarKocks Fortale med Tilegnelsen til Borgemestere og Ilaad i Lybek, i det Væsentlige saaledes som den er trykt hos Grautc\ff Th. I, S. 455 ff., dog med adskillige Omstillinger af Ordene og nogle betydeligere Afvigelser_r blandt hvilke det for det Følgende er af Interesse at bemærkedisse:

Hvad Grautoff har anf. St. Lin. 1: Juwer Erb. Hochwsind
mine indtil 3die Linie: tlwvorn, mangler i vor Codex.

Grautoff S. 457, Lin. 25_—27: tcill ick ock — gebrucket hebbc, istedetfor disse Ord staaer her: vp datt ick gerne diszer Statt ehrliche dåden Klarlick møchte an den dacli bringen.

Grautoff-Mit St. S. 457, Lin. 33 — S. 458, Lin. 5:
Ick will averst nichtes — geschehen moge. Dette hele Stykke
mangler i vor Codex.

Underskriften lyder hos Grautoff S. 458 saaledes:
luwer Erb. Hochw. underdeniger und gehorsamer Caplan
Reimarus Kock, Predigher tho S. Peter;

men her: I. Erb. Ilochw. Vnderdeniger Vnde Williger
Reimer Kock Pastor tho St. Peter.

Fortegnelsen over de Værker, hvilke Forfatteren har
benyttet, som findes hos Grautoff anf. St. S. 458—461,
mangler i vor Afskrift.

Efter Fortalen følger Bogens Titel saaledes:

Erste deel der Chronica der kaiserlichen freien vndt
des heiliqenn Reichs Stadt Liibeck. Dat erste Boeck.
c/

Denne første Deel optager 490 Sider. Nederst paa
den sidste staaer: Ende des Ersten Partes.

Denne Deel er igjen afdeelt i fem Bøger, af hvilke
den første, S. 1—92,1—92, omfatter Historien indtil Aar 1227;

Side 57

den anden, S. 93^—19i, gaaer indtil Aar 1349 medr.; den tredie, S. 192—294, indtil Aar 1399 medr.; åen fjerde, S. 295_—408, indtil Aar 1425 medr.; den femte (som urigtigen er overskreven: datt Søs te Boeck), S. 409_—490, indtil Aar 1438 medr.

Texten er indtil S. 361, ved Aar 1414, ledsaget med Marginalier; desuden et Par Steder oplyst ved Anmærkninger om et eller andet i Texten berørt Forhold. Saaledes forklares S. 47 Ordet torfachtig; S. 48 findes en større Anmærkning om Thing, Thingsted m. m.; S. 115, ved Aar 1289, hvor der tales om Møllerne i Lybek, er anført et Brudstykke af Hertug Albrecht af Sachsens Privilegium af 1291 og af Johannes's og Albrechts Ratification fra Åar 1296, som nu er trykt i Codex diplomaticus Lubecensis Nr. 576 og 651. S. 147 forklares Grevernes gamle Stilling; S. 162 Møntfodens Forandringer, hvor det blandt andet hedder: dasz ist so viel alsz wen Icli iizo in hoc anno 1633 recline vnd spredte eine mark lubisch ist vor 300 iahren o. s. v. S. 294, hvor Overskriften til fjerde Bog staaer, har Anmærkeren tilføiet: Hæc sequentia potissimum desumpta sunt ex Crantii Wandaliæ libro 20.

Disse Marginalier og Anmærkninger ere skrevne med anden Haand og Blæk end Texten. Det seer ud, som om deres Forfatter har paatænkt at udgive Krøniken; det er maaskee ogsaa Grunden til, at han har ladet de første Blade staae übeskrevne, sagtens for der at tilføie sin egen Fortale. Da nu Anmærkningen S. 162 lærer os, at Randnoterne hidrøre fra Aar 1633, saa maa Texten være ældre_r om og ikke meget. Haandskriften passer ogsaa vel til Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Det er umiskjeudeligt, at Randnoternes Forfatter har været en Lybekker. Hans Sprog er det Høitydske; Textens det Nedertydske.

Side 58

2. Umiddelbart efter den første følger Krønikens anden Deel i samme Foliant, men med en ny Række Sidetal, fra 1 lil 302. Overskriften lyder: Folget dat ander Part diszer Croniken. Denne Part er deelt i to Bøger; den første, fra S. 1—146. omfatter Aarene 1439—1460, den anden, S. 147^—362, hele Hesten af denne Deel, nemlig Aarene 1461 til 1499. Den ender saaledes: Hirmede schall dat ander deel miner Grøniken geendiget sin, Vnd Wil mit des Pawestes Guiden Jahr ock min nie partt anfa,7igen₇ Auerst du Werst hefinden, dat nu Vordan Van den guiden Jahren hlien geioorden syn.

Ogsaa denne Deel har hist og her tMarginalier, men med en meget yngre Haand og nyere Blæk, end den første Deel, og desuden langt færre, da de for det meste kun fremhæve hvad der i Texten angaaer de nordiske Rigers Historie. Ogsaa disse Randnoters Sprog er det Høitydske.

3. Den anden Foliant, Nyere Kgl. Samling Nr. 303 &, er indbunden paa samme Maade, og er omtrent ligesaa stor som den første, da den vel har færre Blade, men tykkere Papir. Rygtitlen lyder: Reimer.Kocks Lub. Chronike111 Tlxtil. Den indeholder Krønikens tredie Deel og begynder uden eget Titelblad øverst paa første Side mcd: Dath Drudde Parth der Cronike der Kaysz. Stadt Lubb Wnnd erer Vorwanthen dorch R. K. Denne Deel er vel ogsaa i det Hele skreven med en og samme Haand, men ikke med den samme som de to foregaaende. Skriften er haade a>ldre og mindre sig selv liig heelt igjennem; maaskee er det paa et Par Steder (S. 11. 224 {o: 325]) ogsaa virkelig en anden Haand, men som rigtignok i saa Fald ligner Textens meget. Paa to Steder ere fremmede Stykker indheftede: ved Aar 1531 en Fortegnelse over Øvrighedspersoneri

Side 59

personeriLybek fra Aar 1572 til 1594, hvilket Stykke ikke har Sidetal med det Øvrige og er skrevet paa andet Papir; og Superintendentens Herman Bonnus's Brev til de nye Magthavere i Lybek af 4de Mai 1534, der S. 455 [556J kjendelig er indheftet som et eget Fascikel, men nu dog pagineret i Flugt med det Øvrige. Sidetallene ere overhovedet ikke alle tilføiede af selve Afskriveren og bære Præg af en forvirrende Skjødesløshed*).

Denne Codex er en Afskrift, ikke Forfatterens Autographum,hvad
man ved første flygtige Gjennemsyn vel
kunde fristes til at antage; tjii deels har Afskriveren ikke

*) Da Pagineringen er saa uordentlig, at den vanskeliggjør Brugeu af denne Codex, Indsættes her en Forklaring af den. Fra 1 —11 følge Sidetallene ordentligt, 12 mangler, 13—15 ordentligt, IG, 18, 19 mangle, 20_—25 ordentligt; dog er Sidernes Antal rigtigt, kim enkelte Tal mangle. 25 er dobbelt; derfra til S. 40 (altsaa rettere: -il) ordentligt; saa følge to übeskrevne og »paginerede Sider. Fra -il [42] indtil 236 gaaer Talrækken uden Afbrydelse; men derefter følge Sidetallene saaledes: 137—148, 349—355, 156—206, saa atter to übeskrevne Sider, dernæst 407, 408, 209, 210 og videre i rigtig Orden indtil 398; saa 499, 400 indtil 500; derpaa to beskrevne, men upaginerede Sider; endelig 501^—581, den sidste Side i Bogen. Den som altsaa blot seer paa de sidste Blade, maa troe, ;it Haandskriftet har 581 Sider, medens det i Virkeligheden har -GB4. Imellem S. 148 [o: 249] og 156 [257] cre Tallene 349-355 blot Feilskrift; ligeledes Tallene 407 og 408 imellem 206 og 209, og 499 imellem 398 og 400. Læser man nu disse Tal som om der stod 149—155, 207—208, 399, og tager man intet Hensyn til de übeskrevne og upaginerede Sider, bliver endda at iagttage, at Tallet 25 er sat paa 2 Sider, at alle Sidetal imellem det første 236 og 500 maae regnes 100 Sider høiere, end Tallene lyde, og at fra S. 500 kommer dertil de 2 beskrevne, men upaginerede Sider. Vil man citere rigtigt, maa man altsaa efter det første Tal 25 lægge 1 til hvert Sidetal, efter det første 236 lægge 101, o» «fter 500 endog 103 til. Dette er Grunden til de i disse Bemærkninger ofte forekommende dobbelte Tal, af hvilke det indklamrcde betegner det sande Sidetal.

Side 60

kunnet Latin*), deels findes der mange Steder saadan Feilskrift, der aabenbart hidrører fra Feillæsning, hvor Skriveren maa have havt en utydelig Skrift for sig**). Saadanne Feil forekomme desuden især i den første Halvdeel,saa at det synes som om Skriveren efterhaanden er bleven mere fortroelig med Originalens Haand. — Mer* Afskriften kan dog være udført endnu i lleim. Koeks Levetid, og kan ikke være meget yngre end hans Død; thi deels tilhøre Skrifttrækkene og de stadigt forekommende Forkortninger kjendelig nok det 16de Aarhundrede og ere charakteristisk forskjellige fra.Skriften i den første Foliant, der er skreven i den første Trediedeel af det 17de; deels vise Marginalierne, der ere yngre end Texten, at denne maa være ældre end 1582. S. 63 [64] ved Aar 1504 taler saaledes Forfatteren i Texten om et Hagelveir, hvortil i Randen bemærkes, at Aar 86 faldt Hagel saa store som Gaaseæg; S. 65 [66] ved Aar 1505 staaer i Randen: De rinsche guide tho lub. gesettet vp 21 $ gelt itz Ao. 82 2 % 4 (!; S. 212 [213J ved Aar 1518, hvor Talen er om Prisen paa Damborgerøl: Ao. 82 geltt idt 8 dl. , og med andet Blæk: Ao. 83 ock 8 dl. noch Ao. 86 8 dl. Randbemærkningerneere altsaa tilføiede efterhaanden i Aarene 1582^—1586, saa at Texten maa være ældre end det førstnævnteAar.

Og at Afskriften maa være tagen elter Reimar Kocks
egne Papirer eller første Udkast, ikke efter et reentskrevet

*) Dette sees tydeligt af Skriverril S. 40 [41], 85 [BG], 194 [195], 512 [Glo], 564 [GG7].

**) Saaledes S. 55 [s(ij, S. (53 [G4], 91 [92], 106 [1071, 121 [122], 148 [149], 149 [150], 196 [ 197:: Westfreszlandt for Worstfreszlandt O'fr. S. 212 [213; nederst); S. 155 [25G_,, den rettede Overskrift 1552; S. 181 [282[, 180 [290].

Side 61

Exemplar, færdigt fra Forfatterens Haand, eller efter en Afskrift, der repræsenterer et saadant færdigt Originalexemplar,det fremlyser af flere Notitser, som Reim. Kock maa have tilføiet paa sine egne Papirer til Veiledning for sig selv eller sin Haandskriver ved den endelige Bearbeidelse,men som Afskriveren har tankeløst medoptaget i nærværende Codex. Hertil komme flere Spor af noget Ufærdigt, en Affattelse til forskjellige Tider, et første Gjennemsyn,hvor endnu en eller anden flygtig Bemærkning, som ikke kan have været bestemt til at optages i en sidste, afsluttet Redaction, er henkastet i Texten eller i Randen.

4. Saadanne Spor og "Vink ere følgende:

S. 15, Aar 1500, efter Fortællingen om Kong Hanses og Hertug Frederiks Nederlag i Ditmarsken, nævner Forfatteren tre store Seire, Ditmarskerne have vundet over Holstenerne: »Den tredie er den, hvorom jeg nu har skrevet« (neml. Slaget ved Hemmingsted), Wo de Veerde geraden Schall moth men Gade beuelen. Her er i Randen tilfo'iet: In der verden sin sie vnder des Ko: vnd Holsten hantt gehamen. Forfatterens Text er altsaa her ældre end Ditmarskens Erobring i Sommeren 1559; men Randbemærkningen, der er skreven med samme Haand og Blæk som Texten, altsaa læst saaledes af Afskriveren i den foran ham liggende Original, er yngre end denne Begivenhed.

S. 23, ved Aar 1501, staaer i Randen tegnet tre Kroner og derunder med samme Haand som Afskriftens Text: Sir sclial Stan dat im Vorigen Parthe, Im xcix (1499) lare steith dar ock de åre kronen histann. Slaaer man nu efter i den første Foliant, Krønikens anden DeeJ, ved Aar 1499, saa finder man natuiiigviis ikke de* nævnte Kroner, da denne Codex af første og anden Deel hverken er Forfatterens Original eller hidrører fra samme Afskriver

Side 62

som den anden Foliant, hvori denne 3die Deel af Krøniken er skreven; men man kan dog nok uf Indholdet see hvad det er, Reim. Kock vil have flyttet over fra Aaret 1499 til Slutningen af 1501. Under 1499 fortæller han nemlig i Krønikens anden Deel om de Svenskes Opstand imod Kong lians efter Nederlaget i Ditmarsken, og om StokholmsBeleiring, Dronning¹ Christines Fangenskab m. m. Altsaa kan Forfatteren ikke være kommen til en endelig liearbeidelse af sit Værk, da han skrev det Blad, som her ligger til Grund for vor Codex.

S. 53 [54], Aar 1503, omtales den pavelige Afladshandel, hvorom Luther nu har aabnet de Tydskes Øine: »derom ville vi, om Gud under Naade og Liv, til sin Tid skrive mere (hoc scripsi anno 1536, 30. Januar)"; men ved samme Aar og paa samme Side omtales Hertug Christian af IJolstens Fødsel, hvorpaa ttlføies: »denne er den tredie af Navnet og nu for Tiden en regerende Konge i Danmark og Norge".

S. 85 [86J l'orta'lles i Texten om den Overeenskomst imellem Kong lians og de vendiske Stæder, som sluttedes i Nykjøbing Aar 1507. Her læses nu i vor Codex: Dusse Artikel Sin Van beiden Partlien Vorsegelth vnd Vorbreueth,Ilir Schall De cojne des breues Welch ein Hath van lubh Yp datt Mali dem Ko: geglieuenn stan Idt heft ock de lom'ngk den Borgemester Van Lubb inth sundrige mitt gar frundlichen Worden Vnd gebeerden tho gesecht osv. Dette viser, at lleim. Kock har paa sit første lidkast hensat en Notits paa det Sted, hvor han ved den endelige Redaction vilde have Aktstykket indført; men i denne Codex staaer det desuagtet ikke her, men S. 87 [88]. Formodentlig har han indlagt mellem Bladene et Exemplar af Aktstykket, som Afskriveren da har indført der, hvor det laa, ikke der₇

Side 63

hvor Forfatterens Note sagde, at det skulde staae; og dog har han skrevet denne Note selv ind i Texten. løvrigt er Afskriften af Aktstykket saa paafaldende flygtig og unoiagtig,at Ileim. Kock maaskee ikke engang selv vilde have den indført saaledes i sin endelige ltedaction; men Tiden er vel hleven ham for kort til at skaffe en bedre Afskrift.

S. 153 [loi] fortælles udførligt om Hertug Henrik af Meklenborgs Bryllup i Vismar 1513, navnlig om Turneringen paa Byens Torv; blandt Andet hedder det: De her en Vann der Wyszmer Itedden datt marckett Vprechen lathen ein Parth Van den fleslcschrangen ock den kaeck affbreckenn lathen fiat etiam hic mentio statue De forsten liedden vele hunderth foder Sandes darup foren lathen osv. De latinske Ord ere overstregede; de ere kjendelig nok en Notits af og for Ileim. Kock selv, at han ikke ved den endelige Bearbeidelse skal glemme at omtale Støtten ogsaa paa dette Sted. Han har nemlig i Krønikens første Deel*) ved Aar 1430 omtalt en Steenstøtte, der dengang opreistes paa Torvet i Vismar over to uretfærdigen henrettede Mænd og ved samme Lejlighed nævnt dens Borttagelse 1513.

S. 159 [160], ved Aar 1514, findes umiddelbart efter hinanden to, dog ikke ganske eens, Fortællinger om Hertug Henrik ' den Ældre af Brunsvigs Død. Forfatteren maa blandt sine Papirer have havt to Blade, hvert med sin Optegnelse om Begivenheden, hvilke begge uforvarende ere komne ind i hans første Udkast af denne Deel. -Det er imidlertid vanskeligt nok at forstaae, hvorledes dette kunde skee for Reimar Kock selv, let derimod, hvis man antager, at han har ladet sine paa løse Blade eller i

*) I denne Codex 1, 452, i ste Bog. Stedet er trykt hos Grautoff 1. c. 2, 684.

Side 64

enkelte Hefter opskrevne Materialier sammenstille i et første
Udkast af en Haandskriver for selv derefter beqvemmere
at kunne bearbeide dem.

S. 206 [207]: Gustav Eriksen, som nu er Konge i
Sverrig.

S. 212 [213]: Nu Anno 1556 har Hamborgerøl i nogle
Aar kostet osv.

S. 189 [290], ved Aar 1522:

De Schweden sin ock mitt einer flathe tho lubb vp de Tratten ghekamen₇ vnnd ein Math van lubb hebben, Jodoch is werdich Annthothekenn Datt de ko: Sine Schepe in der hanen hedde Vnnde ock desuluige mitt geschutte Vnnd Volcke

etliche olde grothe Schepe gekoft, vnnd in desiduigen kisten buwen — de vilde lade Kjøbenhavns Havn forsænke, men det mislykkedes. Her staaer i Ilanden, med Textens Haand og Blæk, altsaa afskrevet efter det foreliggende Exemplar: Duth hb'rt im 23 Jare; og nogle Linier længere nede kommer saa igjen det i Texten her overstregede Stykke: Jodoch is werdich — geschutte Vnnd Volcke. Det kan være et Spørgsmaal, om den første urigtige Anbringelse af dette Stykke hidrører fra Afskriveren, der har f. Ex. vendt to Illade om, eller fra Forfatterens Haandskriver; der har grebet feil blandt ham leverede løse Blade, men strax mærket sin Vildfarelse, og at Afskriveren desuagtet her--som paa flere Steder har efterskrevet tankeløst samvittighedsfuldt. Men llandbema^rkningen viser i ethvert Fald, at Afskriveren ikke har havt en færdig Bearbejdelse for sig.

Det Samme sees tydeligt S. 203 joOi], hvor der ved
Aar 1523 staaer: Des Middewekens daran heft de Nye
Ko: Gustaff der Stadt Vann lubb: Vnnd Er en Vorwanthen

Side 65

<duth nafolgende Priuilegium gegheuen Vnnde vorsegelth. Vide in lib. priuil. gustaui. Her skulde altsaa det mærkeligeStrængnæs - Privilegium, som Gustav Yasa maatte give Lybek og de vendiske Stæder den 17de Juni 1523 til Løn for deres Bistand i Kampen imod Christian den Anden, have været indført; men ved den første Sammenstilling af Materialierne var det tilstrækkeligt, at Reim. Kock henviste til den Samling, hvori det fandtes.

S. 215 [316], ved Aar 1525. Hertug Albrecht af Preussen havde af sit Ægteskab (med den danske Prindsesse Dorothea) en Datter, som 1555 blev gift med Hertug Hans Albrecht af Meklenborg.

S. 220 [321], Aar 1527. I Lybek »er skeet en meget gruelig og umenneskelig Historie, hvilken jeg har optegnet dengang da den skete". Altsaa har Reim. Kock allerede 1527 gjort Optegnelser.

S. 225 [325] er begyndt paa en Fortælling om Roms Indtagelse af de Keiserlige i Aaret 1527; men det Begyndte er overstreget og afbrudt saaledes: Dusse historie sehe wittleufftich In. andern historien vnd Insonderheit Im, Sleidano dar solchs tho befinden vnd vom, gantzen krige twischen Keis. Carln vnd frantzosen sampt Papst vnd Venedigern. Det seer ud, som om Reimar Kock i sine Papirer har havt en udførlig Beretning om Begivenhederne; men imedens han eller hans Haandskriver arbeidede paa det første Udkast, har han bemærket det Overflødige i at. fylde Pladsen med det, der fandtes hos saa mange Andre. Han har da opgivet dette Parti, men enten glemt at overstrege Begyndelsen, eller gjort det saa let, at Afskriveren her mekanisk har efterskrevet det som det stod i Udkastet.

Aaret 1529 begynder S. 230 [331] med Fortællingen
om den Pest, som almindelig kaldtes den engelske Sved.

Side 66

Denne Fortælling gaaer indtil midt paa Siden 232 [333], hvor den ender med, at den Eneste i Lybek, som vidsteatbehandle denne Sygdom, var en fra England for EvangelietsSkyld fordreven Lærd, Dr. Antonius Barns*). TSu folger en Anekdote om en Samtale mellem denne Dr. Barns og en Baadsherre i Lybek, derpaa S. 233 [334]: De BadeshereWennde Sick Vmme Vnnd leeth den Doctor stan. Auerst des An dem dages Wurth em de Stadt vorbadenn. .Duth Vann dem Sclnoete Schall im Anbeginne dusses yares stan dar du duth theken Vindest. Denne sidste Bemærkning, der er overstreget, maa af Reim. Kock have været tilsat paa det Blad eller Hefte, han har givet sin Haandskriver,der da ganske rigtigt har sat Stykket i Begyndelsen af Aarets Historie, men dog tillige afskrevet Forfatterens kun for ham bestemte veiledende Notits; og efter *ham har saa Afskriveren optaget den, da han maaskee ikke fandt den overstreget i R. Kocks eller hans Haandskrivers første Udkast.

S. 310 [411], ved Aar 1532, staaer en Bemærkning om det Tab, Staden Brugge har lidt, fordi de hanseatiske Kjøbmænd, fortørnede over et paa deres Gods lagt Beslag, vendte sig derfra til Antwerpen. Brugge har siden den Tid gjort sig megen Umage for at trække dem til sig igjen; »men indtil denne Dag er det ikke lykkedes dem. Dette har jeg skrevet Anno 1559 den 14de Juli". Foruden det mærkelige Tidsindicium bør det ikke oversees, at saaledes vilde Forfatteren vel neppe have ladet det staae i sin endelige Redaction.

*) S. 53S [641] kaldes han rigtigere Robertus Barns; thi at begge Steder Efternavnet skrives Barus, er kun en Afskriverfeil. Ifr. iøvrigt Seckendorf, L. HI. sect. 13 g XXXIX. p. 110.

Side 67

Men i tilsyneladende Modsigelse med denne Tidsangivelse staaer S. 329 [430], ligeledes ved Aar 1532, den ironiske Bemærkning i Anledning af, at Kong Frederik den Første betroede Anforselen over den til Norge imod Christian den Anden i Sommeren 1532 sendte Hær og Flaade til Biskop Knud Gyldenstjerne af Fyen: wennte datt Ricke dennemarken t's dar van Jo mede begiftigeth, datt de bischoppe dath Rath varen, beide tlxo water vnde tko Lande. Thi denne Spot passede inden 1536, men ingenlunde efter dette Aar. Da nu hele det Parti om Krigen i Norge 1532 umiskjendeligt er, samtidigt med Begivenhederne der i Landet, nedskrevet af den i dem deltagende Reimar Kock selv, saa er sikkert hiin spodske Bemærkning ogsaa fra 1532 og da fra det oprindelige Materiale gaaet over i det mange Aar yngre første Udkast til selve Kroniken.

S. 455 [S. 556], ved Aar 1534, siger Forfatteren, i Anledning af de gamle Raadsherrers Udviisning af Jlaadet, at Mange indtil denne Dag have givet Evangeliet og dets Prædikanter (d. e. Reformationens Indførelse i Lybek) Skyld for, at Wullenwever og hans Tilhængere kom til Magten. »Men for at Du selv kan hedømme, hvad Velbehag Prædikanterne og mangen ærlig Mand har havt deri, saa læs dette Brev, som M. Hermannus Bonnus, Superintendenten, har skrevet til det Nye Raad, Wullenwever og de 64" (Udskudsborgere).

»Da dette Brev blev læst i Raadet og for de 64 og
de Hundrede, ere de blevne »doftendich" og »ddrde"" osv.

Imellem disse to Stykker, midt paa Siden, skulde altsaaBrevet have staaet; men det staaer ikke der. Det er afskrevet med en anden Haand end Texten, i et eget Hefte, som nu dog er indbundet imellem Siderne 455 og 464

Side 68

[556—565], men pagineret i Flugt med Texten. Altsaa
ogsaa her noget Ufærdigt.

S. 505 [608], ved Fortællingen om den almindelige Forsamling af Hansestæderne i Lybek i Juli og August 1535, der bevirkede Wullenwevers og hans Tilhængeres Fald, staaer, at medens Stæderne vare samlede, kom et kciserligt Executorial-Mandat, wie hirby tho ersehende; men Mandatet er slet ikke indført, hvilket vel maa forklares paa samme Maade som ovenfor (S. 65) Udeladelsen af Strængnæs - Privilegiet.

S. 529-530 [632-633]: »I dette Aar (1537) ere Bønderne i Ditmarsken blevne oprørske indbyrdes og have slaaet Nogle ihjel, TS'ogle ere vegne ud af Landet. Summa Se hcbben dutt lar anngehromet Dar se in am 59 yare denn doet angefreten hebben\ Dette maa altsaa være skrevet efter Ditmarskens Erobring 1559, medens Forfatteren endnu ikke kjendte den, da han skrev Begyndelsen af denne Deel af Krøniken (see ovenfor S. 61).

S. 554 [657] Kongen af England har i Aaret 1541 ladet sin Dronning halshugge og taget en Enke tilægte. Derpaa tilføies i Texten: Duth stucke Schal in dem Volgende yare Stann.

S. 577 [680], ved Var 1547, siger Forfatteren, at i Aaret 1556 har Raadet i Lybek givet en Bygning ved Ægidiuskirken (St. Illien) til Børnehuus, »som Du til sin Tid skal høre". Det har altsaa været hans Hensigt at fortsætte Krøniken udover 1549, hvor den tredie Deel nu ender. I Lybek findes ogsaa Samlinger til en saadan Fortsættelse*): og denne tredie Deel ender Fortællingen

*) Giautoll', Lub. Clironicken 1, XXXVJI og E. Deecke, Beitriige zm liibeckischen Geschichtskunde S. 28.

Side 69

midt i Aaret 1549, uden at man kan see, om den skulde
ophøre her eller fortsættes videre.

Til Beviis paa, at vor Afskrift er tagen efter en første Sammenstilling af Materialier, kan ogsaa det tjene, at denne tredie Deel ikke er afdeelt i Bøger, som de to forogaaende. Fortællingens Form er alene bestemt ved Aarrækken. Det Ufuldendte i hele Arbeidet viser sig desuden i den Tørhed og Magerhed, hvormed de sidste 13 Aar ere behandlede. Medens Aarene 1500—1536 indtage 629 Sider (S. 1—526),1_—526), ere Aarene 1537—1549 affærdigede paa 54 Sider (S. 527—581). Vistnok var Lybek i disse sidste Aar langtfra saa bevæget, eller dets Historie saa rig paa Begivenheder, som i det sextende Aarhundredes første 36 Aar; men det er dog umiskjendeligt, at Krøniken her kun giver en meget løs Sammenstilling af enkelte Notitser.

5. Deter af alle disse Kjendemærker indlysende, at Krønikens tredie Deel, saaledes som den foreligger i denne kjøbenhavnske Codex, Nr. 303 b i den Nyere kgl. Samling, er afskreven efter den første Sammenstilling af Reimar Kocks til meget forskjellige Tider skrevne Materialier. Denne Sammenstilling har enten Forfatteren selv, eller en Haandskriver efter hans Anviisning, udført i Aarene 1556_—1559, eller maaskee 1560. Vor Afskrift er tagen efter dette sidste Aar, men før Aar 1582. Den er saaledes et Slags Aftryk avant la lettre.

6. For den, der ikke selv har havt Leilighed til at gjennemgaae 4e Codices af Reimar Kocks Værk, der findes i Lybek og andensteds, er det noget misligt at forsøge paa at bestemme, til hvilken Klasse af disse Haandskrifter den her beskrevne kjøbenhavnske Codex bør henføres. Dog kan i det mindste et negativt Resultat naaes ved at

Side 70

sammenholde den med de Efterretninger, Grautoff og Deecke
have meddeelt i de ovenfor anførte Skrifter.

Grautoff*) inddeler de forskjellige Codices af Reimar Kock ito Klasser. Til den første henfører han de Afskrifter, der ere tagne efter den første Reenskrift, som Forfatteren overrakte Raadet i Lybek, og i hvilken han i Tilegnelsen endnu kalder sig Capelian eller Prædikant til St. Petri Kirke, hvad han endnu var i Aaret 1549, hvor den tredie Deel ender. Afskrifterne af anden Klasse synes at være gjorte efter det Udkast til Krøniken, som Kock beholdt tilbage, og i hvilket han ikke alene omstillede mange Udtryk og forandrede sin Embedstitel fra Prædikant til Pastor, men ogsaa tilføiede nogle nye Efterretninger, hvilke han da ikke sjelden undertegnede med et R. K. og det Datum, da han nedskrev dem. I alle Afskrifter er Værket deelt i tre Dele: 1) fra Lybeks Oprindelse indtil Aar 1438; 2) derfra til 1499; og 3) Aarene 1500—1549.

Denne Klassification antager ogsaa Deecke**), der tillige meddeler, at Reimar Kocks Autographum af Krønikens anden Deel er fundet i Lybek, medens Grautoff kun har kjendt Afskrifter. Ingen af disse Forfattere beskriver de forskjellige Codices nærmere, og om den tredie Deel meddele de aldeles Intet. Man kan altsaa kun komme til en Mening om den kjøbenhavnske Codex ved at sammenholde den med de Indicier, der findes spredte i Grautoffs og Deeckes Arbeider.

Reimar Kocks Tilegnelse til Raadet staær foran Krønikensførste
Deel og vedkommer alene denne; thi Forfatterensiger
deri udtrykkeligt, at han har skrevet Lybeks

*) Liib Chronicken 1. XXXVU.

**) Deitrage zur Liib. Geschichtskunde S. 27 ff

Side 71

Historie beth int Jalir 1439, og han mente da endnu at kunne udføre hele Resten i een Deel til, saa übestemt iaa endnu alt det efter 1438 Følgende da for hans Blik. Sammenligner man nu den Tilegnelse til Raadet, der staaer foran Krønikens første Deel i vor Codex, da har den betydeligeAfvigelser fra den, der er trykt hos Grautoff (1, 455) efter en Afskrift af første Recensionsklasse*), navnlig den forandrede Underskrift, der efter hans Mening skal charakterisereRecensionerne af anden Klasse.

Grautoffs Uddrag af Reimar Kock ere trykte efter en Afskrift af anden Klasse*"). Blandt disse Uddrag staaer (1, 472, Lin. 4—15)4^—15) et Stykke om Catharinaklosterets Bygning i Lybek Aar 1351; men i vor Codex (1, 194) findes kun de fire første Linier af dette Stykke med en übetydelig

Grautoff giver (1, 491 ff.) et Uddrag af Reim. Kock ved Aar 1385 om den lybske Stadkrønike, som to Raadsherrer, Thomas Murkerke og Herman Lange, lode skrive i det nævnte Aar. Efter den der tilføiede Anmærkning, sammenholdt med Rettelserne bag dette Bind af Grautoffs Værk, mangler dette Stykke i Afskrifterne af første Klasse; og det mangler ligeledes i vor Codex.

I Brudsiykkerne af Reim. Kock (Grautoff H, 648) have Haandskrifterne af anden Klasse en Fortegnelse over dem, der i de borgerlige Uroligheder 1408 valgtes til Medlemmer af de forskjellige Borgerudskud; men denne Fortegnelse mangler i den kjøbenhavnske Codex 1, 310.

Aar 1408, Helligkorsaften den 2den Mai, lod Folkeforsamlingeni
Lybek de Raadsherrer kalde for sig, der

*) See ovenfor S. 56 ff.

**) Grautoff, Lub. Chron. 1, XXXVIIL-

Side 72

endnu ikke havde forladt Staden. Efter Gran to ffs Text ogr Anmærkninger (2, 656) ere Navnene paa disse Raadsherrer anførte saaledes i Haandskrifterne af anden Klasse: Albrecht thor Brugge, Gerdt Hoyeman, Marquart Bomhorst, Herman Westfal, JNicolaus Cropelin, Johan Schotte, Cordt Brekewoldt;men i Haandskrifterne af første Klasse mangle Westfal og Cropelin, hvorimod tre Andre nævnes: Årenet Sparenberch, Johan Bruskow, Heinrich Lipperade. I den kjøbenhavnske Codex 1, 348, Lin. 10^—7 f. n. anføres, disse Raadsherrers Navne saaledes: Albrecht thor Brngge, Gert Hoieman, Arent Sparenbercli, Marquart Bomhorst, Cort Brekewolt, Johan Schotte, Johan Bruskow, Heinrich Lipperade*).

Grautoff (2, 662) anfører Navnene paa de Raadsherrer,. som 1408 forlode Staden; og han tilføier i en Anmærkning S. 663, at i de fleste Afskrifter efter første Recension mangler hele dette Stykke. Men i vor Codex (1, 354, Lin. 10 fr. n. — S. 355, Lin. 5) findes Stykket netop som det staaer hos GrautofY efter et llaandskrift af anden Klasse.

Det Stykke, Grautoff anf. St. 2, 665 efter en Afskrift af anden Klasse anfører om Biskop Johan Scheles Valg i Aaret 1419, mangler ifølge Anmærkningen i de fleste Afskrifter af første Klasse; men det findes saaledes som i Grautoffs Text i vor Codex 1, 383 Lin. 11—7 fr. n.

Alle disse Indicier ere tagne udaf Krønikens første Deel, hvor desuden intet Tidsmærke findes, der viser udoverAar 1544 (kbh. Codex 1, 245), altsaa intet, der viser udover det Aar (1549), da denne første Deel efter Grautoff (1, XXXVI) skal være fuldendt og overrakt Lybeks Raad...

*) eller Ajiperade; tlii Navnet er her utydeligt.

Side 73

Endelig bør det ikke oversees, at R. Kocks Kildefortegnelse,som
Grautoff anfører (1, 458), som alt bemærket
mangler i den kjøbenhavnske Codex.

Gaaer man altsaa ud fra Grantofts Inddeling af de forskjellige Haandskrifter, modsige de her anførte Steder og Kjendetegn hverandre, saa at i det mindste saa meget er indlysende, at den kjøbenhavnske Codex af Krønikens første Deel ikke hører til nogen af Grautoffs Recensionsklasser.

I Krønikens anden Deel have slet ingen Indicier været at finde, der bestemt henvise til nogen af de Grautoffske Klasser. Materialet er først sammenstillet efter Åar 1549 og synes at maatte have været under Arbeide imellem Aarene 1551*) og 1559, hvis ellers de Ord, som forekomme leilighedsviis ved Aar 1494 (Krøn. 2, 325), at Gud har siden 30 Aar benaadet Staden med Evangeliet, skulle forstaaes strengt og »Evangeliet" regnes fra Reformationens Seier i Lybek i Aarene 1529_—1530. Men da Reimar Kock selv, som senere skal vises, i Lybek allerede 1524 var stærkt paavirket af Evangeliet, bliver det dog tvivlsomt, hvorvidt dette Tidsmærke viser længere ud end til 1554-1555. I ethvert Fald kan Krønikens anden Deel i den kjøbenhavnske Codex ikke være tagen efter en Original, der er overrakt Raadet 1549 samtidigt med åen første Deel. Det bliver overhovedet et Spørgsmaal, om Reimar Kock nogensinde har foretaget en endelig Bearbeidelse af denne anden Deel af Krøniken og overrakt Raadet den saaledes som

*) Kbhvnske Codex (N. Kgl. Samling 303 o), Krønikens 2den Deel S. 234, ved Aar 1473, hedder det: — bett in diszen hudigen dach do ick dit schreff Was den 4te Martij A° 1551

Side 74

åen første Deel. Deecke anfører*) følgende Citat af Reimar Kocks AutograpJmm ved Aar 1454, altsaa af Krønikens anden Deel: — dat eynes Borgemesters Szone van Lübeck welck ock dar na eyn Borgemester tho Lubeck is ghestoruen mith namen Iler Ilinrick Castorp mit Siner egener Ilanth vervolgeth vnde continuereth [nicht was he van ¦anderen gliehoretli ynde gheleszen, den dat he Suluest ghehoreth vnde gheszen, wenthe he vp dat mal alsze eyn gheszelle bynnen Danske gheiceszen, vnde alle wegen Szo de Heren van Lubeck tho dage vnde handelinghe sick ghebrucken lethen yn egener personen mith den heren ghereyseth vnde alszo eyn ervaren in dem lande de heren beley_szaget vnde sick tho allem handel vnde rade ghebrucken lat hen] Dewile denne des Suluigen heren egene scrifft vaste olth vnde yn af ganglie] dath velichte auer yaren de Suluige nemant konde leszen, Szo wil ick dente ghoden heren vnde sinem Broder Engelbrecht Castorp vnde sinen eruen thoen eren, vnszen nakamelinghen de historie (vp dath lengeste) alsze de glwde here sze bescreuen heft yn den dach gheuen. Det af Deecke Indklamrede og her Understregede er i Kocks Autographum atter overstreget; og naar man dertil føier, at det, der i Slutningen af Krønikens anden Deel, sidst i den kjøbenhavnske Codex's første Foliant, staaer ved Aar 1499 om de Svenskes Opstand imod Kong Hans, skulde overfores til Begyndelsen af Krønikens tredie Deel efter Fortællingen om Ditmarskernes Seier ved Hemmingsted**), saa paatrænger der sig stærke Tvivl om, at Krønikens anden Deel nogensinde har været

*) Beitråije zur lubeckischen Geschichtskunde S. 20.

**) See ovenfor S. GI.

Side 75

til i en reen Text. Det faaer da være dens Sag, der kan sammenligne et tilstrækkeligt Antal af Codices, at afgjøre, om Grautoffs Inddeling i to Recensionsklasser holder bedre Stik ved den anden end ved den første Deel.

Derimod kan det med Vished siges, at Krønikens tredie Deel, den kjøbenhavnske Afskrifts anden Foliant, ifølge de ovenfor sammenstillede Tegn og Mærker ikke kan henføres til nogen af de Grautoffske Klasser, men gjengiver en Original, som ligger foran hans første Recensionsklasse og er udført efter et allerførste Udkast, en første Sammenstilling af Materialierne.

Anden Afdeling,

Om den tredie Deel af Krønikens Værd som historisk
Kildeskrift.

1. Denne Krønikes Forfatter Reimar Kock er født i Vismar imellem Aarene 1496 og 1500; thi han siger selv S. 541 [644] i den tredie.Deel, der, som viist, er udført1556—1560, at han nu er ikke langt fra sit 60de Aar. Han var af plebejisk Herkomst; Faderen var en PaternostermagerHenrik Kock. I sin Fødeby Vismar har han opholdt sig i sin Barndom og første Ungdom; han var der 1511, da hansom Øienvidne beretter (S. 130 [131]) om den Forvirring, som opkom i Staden ved den danske Flaades Angreb; og 1513, da han var tilstede ved Hertug Henrik af Meklenborgs Bilager (S. 150 [151]). Han gik der i Skole; man seer det deraf, at hans praeceptores (S. 54 [55]) for 40 Aar siden have fortalt ham, at den latinske Tale ved den meklenborgske Hertug Magnus's Begravelsei

Side 76

gravelseiAaret 1503, som Albert Crantz har optaget i den sidste Bog af Wandalia uden at navngive Taleren, blev holdt af Dr. Crantz selv. I Aaret 1516 maa R. Kock have opholdt sig i Rostok; thi da var han med at hente Afladskram ind i denne Stad (S. 167 [168]).

Hans Fader døde 1518; da tog Farbroderen, Reimar Kock, en Borger i Lybek, ham til sig. I Lybek skal han 1524 være indtraadt i Catharinaklosteret*), hvilket, om det er rigtigt, kan have havt Indflydelse paa hans Kjærlighed til Lybeks Historie, da det just var fra dette Kloster den ældste endnu tilværende Stadkrønike var fremgaaet. Men forholder det sig virkelig saa, at han 1524 indtraadte i Kloster, kan han dog neppe være bleven gammel i Fransiskanerkutten; thi i dette samme Aar var han allerede saa stærkt paavirket af Luthers Skrifter, at han i det mindste stod paa Tvivlens og Kritikens Standpunkt imod den sædvanlige Catholicisme. Han fortæller nemlig i Krønikens anden Deel S. 317, ved Aar 1491, i Anledning af den bekjendte Historie om de blødende Hostier i Sternberg: »Jeg har selv Ao. 1524, St. Bartholomæi Dag, op»taget Monstrantsen paa Alteret og beseet dem med Flid, »fordi jeg af Dr. Martini Lutheri Lære og Skrifter havde »faaet en Mistro (Miszdunhen) dertil.«

Hvordan hans Stilling var i de nærmest paafølgende Aar, see vi os ikke istand til at oplyse; men udentvivl var han blandt Evangeliets første Bekjendere i Lybek, og traadte strax efter Reformationens Seier i denne Stad ind i en geistlig Stilling. Reim. Kock var med de to Skibe, Lybek i Februar 1532 sendte til Kjøbenhavn for at slutte sig til fire andre Skibe, som Staden allerede sidst i det foregaaendeAarhavde

*) Grautoff anf. S. 1, XXXVI.

Side 77

gaaendeAarhavdesendt det danske Rigsraad til Bistand imod Kong Christian den x\nden, der i November 1531 var landet i Norge ; og at han har været med som Præst — formodentlig hos de to ledende Raadsherrer Claus Bardewick og Gert Odingkberg — synes ikke at kunne betvivles. Han omtaler (S. 341 ff. [442 ft'.]) sin »Sermon« paa Aggershuus Slot en Søndag i Juni 1532*). Paa hele Expeditionen i 1532, baade paa det mindre Søtog i Marts og April til det beleirede Aggershuses Undsætning og det store dansk-hanseatiske Tog i Mai^—Juli, var Reimar Kock med og giver gode Efterretninger om hvad han selv der oplevede (S. 314—393 [415^—494J). Rimeligviis i samme Egenskab afCapellan hos de ledende Raadsherrer var han ogsaa ombord paa den Flaade, der i Sommeren 1533 gik ud fraLybek for at jage efter Hollænderne, laa ved Dragør, medens den frugtesløse danske Herredag holdtes iKjøbenhavniJuni og Juli, var senere med Marcus Meyer, da denne som Anfører for Krigsfolket paa Flaaden gik ud i Nordsøen til Kanalen. Reimar Kock beretter som ØienvidneomOpløbet i Kjøbenhavn i Anledning af Hans Tausens Proces for Rigsraadet; og han var selv i Land i England med Marcus Meyer, da denne blev fængslet der i August 1533. (S. 393—400 [494—501J; 408—425 (509^—526J). Senere blev han Prædikant ved Petri Kirke i Lybek, formodentlig i Aaret 1545, da i dette Aar hans Formand i Embedet, Valentin Curtius eller Korte, valgtes

*) K. Christian tilskrev den øverste Befalingsmand Biskop Knud Gyldenstjerne et meget ydmygt Brev: Bussen breff hebbe Ick geseen, vnd na dem idt Dennsk was, heft my bischop hnuth Vann Fune den Suluigen van icorde tho icordenn innterpreteret, tho Agerszhusenn vp dem Schlate in dem nien karnappe (welcl; Christian Suluest heft buicen Lathen) Vp einen Sonndach na minem Bermone, vor ethende.

Side 78

til Hovedpræst ved samme Kirke. Det er i denne Stillinghan1549underskrev Tilegnelsen foran Krønikens første Deel. Efter Curtius's Forfremmelse til Superintendent 1553 valgtes Kock til Petri Kirkes Hovedpræst, i hvilket Embede han forblev indtil sin Død den 10de Juni 1569*). IJan opnaaede altsaa en Alder af lidt meer eller mindre end 70 A ar.

2. Reimar Kock levede saaledes samtidigt med de Begivenheder, han fortæller i Krønikens tredie Deel, og lian opholdt sig siden 1518 som Yngling, Mand og Olding i Lybek, übestrideligt det Sted, hvorfra Nordens og Nordtydsklands Bevægelser bedst lode sig overskue. lian har selv deltaget i adskillige vigtige Begivenheder, og han maa jo vistnok have fundet mangen Leilighed til at indhente Efterretninger fra andre Deltagere. Men han stod ikke i nogen Stilling, der gav ham Indblik i Begivenhedernes indre Sammenhæng; Intet viser, at han har været indviet i den, eller at han overhovedet har vidst Andet, end hvad enhver opmærksom lagttager maatte kunne faae at vide.

Hvad Reimar Koeks Opfatningsevne og Tænkemaade angaaer, da viser han sig som en redelig Mand, der vel ikke hæver sig over sin Tids Tro og Yndlingsmeninger, men som dog i det Hele er en forstandig lagttager og Samler af det, der foregik omkring ham. Men som Historieskriverer han ingenlunde upartisk. Han seer altfor ofte gjennem Partiaandens Briller. Derfor dømmer han haardt og übilligt om Alt hvad der er det evangeliske Lybek imod, om Holstenerne, mod hvem han tillige som

*) Jac. v. Mellc, Grundliche INachricht von der Stadt Lubeck. Lubeck 1787, S. 215 ir.

Side 79

en født Meklenborger nærer noget naboeligt Nag, om de Danske, om Kong Gustav Vasa, om Alt hvad der er catholsk — Domme, der ingenlunde fremgaae af nogen dyb Indsigteller klar Opfatning, men kjendelig af det ordinære, da som nu blandt Hoveder og Hjerter af anden Rang almindelige Partinag, der troer alt Ondt om dem paa den anden Side. Han er saaledes meget fortørnet paa Kong Hans,, fordi denne, efter Datidens Forestillinger om neutrale Søfarendes Stilling til krigførende Magter, forlangte, og søgte at gjennemføre det, at Lybek skulde afholde sig fra al Handel med hans Rebeller i Sverrig; men saasnart den selvsamme Fordring kommer frem fra hanseatisk Side, har den ganske hans Bifald. Han finder det (S. 123 [124]} aldeles i Orden, at Lybeks Raad 1510 fordrede af Hollænderne,at de skulde afholde sig fra Kong Hanses Strømme og ikke gjøre ham, der nu var Lybeks Fjende, Hjælp eller Tilførsel, d. e. drive Handel paa Danmark og Norge, da Staden i modsat Fald vilde behandle dem som Fjender. Han finder det ligeledes meget priseligt, at Lybekkerne satte denne Trusel iværk ved at optage alle de hollandske Handelsskibe, de kunde overkomme i Østersøen, uden Hensyn til om de kom fra eller seilede til Danmark eller ikke. Han kan ikke høit nok prise en beslægtet Heltedaad af Danzigeren Povel Benecke imod et florentinsk Skib i Aaret 1473 (Grautoff 2, 701). Men Kong Hanses Admiraler og Sømænd, Jens Holgersen Ulfstand og Søren Norby, ere ham Tyranner, Sørøvere, Niddinger, naar de bringe den selvsamme paa lybsk Side saa hæderlige og priselige Søret, at søge fjendtligt Gods i ethvertsomhelst Skib og behandle ethvert neutralt Skib, der fører fjendligt Gods endog fra Fredland til Fredland, som Fjende, til Udførelse imod Lybek og dets Venner.

Side 80

Reimar Koek er imidlertid ikke saa forblindet, at han, naar Lybek og den evangeliske Sag ikke umiddelbart berøres, skulde optage som Sandhed alt det Onde, Andre sige om hans og deres Modstandere. Saaledes erkjender han meget vel, at Johannes Magnus's glødende Had til alt Dansk betager hans Beretning om, at den danske Dronning Christine skulde have forgivet den ældre Steen Sture, al Troværdighed (S. 53 [54], ved Aar 1503). Og hvor afgjort han end har stillet sig paa det evangeliske Lybeks Side, billiger han dog ingenlunde Alt, hvad Wullenwever og de andre Bevægelsesmænd i Lybek foretoge sig, uagtet det var dem, der gjennemførte Evangeliets Sag imod det gamle Ilaad; ligesom han ogsaa flere Gange roser disse Mænds llovedmodstander, Borgermester Niels Brømse, endskjøndt han oprigtigt beklager, at denne blev en Stokcatholik til sin Død. Reimar Kock er partisk, men ikke blind af Lidenskab.

Reimar Kock var en studeret Mand; han røber rlighed, i den største Deel af Værket ogsaa en vis Aandsfriskhed, og har adskillige ikke uheldige satiriske Træk; men hans Stiil er dog i det Hele simpel og synker i denne tredie Deel undertiden ned til Plumphed. Hans Værk staaer i Åand og Tone ikke høit over Bergefareren Hans Bekemanns. Vistnok har det været hans Hensigt at give en troværdig Historie; men han har hverken havt kritisk Sanus nok til overalt at skjelne imellem Falsk og Halvsandt og Sandt, eller Aandsfrihed nok til at betragte og fremstille det foreliggende Stof med et af Lyst og Ulyst uomtaaget Blik.

3. Kilderne til denne tredie Deel af Reimar Kocks
Værk ere ældre Forfatteres Skrifter, Samtidiges Opteg»eiserog

Side 81

»eiserogmundtlige Beretninger, nogle Aktstykker, samt
det af Forfatteren selv Oplevede og Optegnede.

Hvad ældre Forfatteres Skrifter angaaer, dele de sig atter i to Klasser: de trykte og de haandskrevne. Til den første Klasse hører Albert Crantz's forskjellige Værker, der benyttes gjennem hele Krøniken, Sleidanus, Herman Monnus s lybske Krønike, Johannes Magnus Gotlius, Paul Ebers Calendarium, Kong Frederik den Førstes Stridsskrift imod Christian den Anden, Kong Gustavs og det ¦svenske Bigsraads Klageskrift over Christian den Andens Tyranni, Kong Christian den Tredies Stridsskrift af 1535 imod Lybek.

Blandt den anden Klasse af ældre Skrifter, de utrykte, fremtræde især Johan Godendorps og Johan Meyers Arbei-4ersom vigtige. Johan Godendorp citeres indtil Aar 1509 medr.; han kaldes S. 48 [49] tlio lubb ein Vicariusym Dhome ivelck Jnn synenn Dagen de Ghroneke gewachtet,hvilket stemmer overeens med en Randnote, Deecke*) har fundet i mange Exemplarer af Reimar Kock, og som efter hans Formodning hidrører fra denne selv; thi deri hedder det: »Hæc in Dr. Crantzio si non inveneris >»scias Dn. Johannem Godendorp, Sacerdotem et collectorem 4>sui temporis Cronicamm hæc, scripsisse«. Men dersom Deeckes Codices havde været ganske lige med den her .beskrevne kjøbenhavnske, vilde det været sært, at han umiddelbart derefter tilføier: Godendorp soli am Dorne Vicarius geviesen sein, da Reimar Kock i det anførte Sted i vor Codex jo siger det saaledes, at der ikke kan tales übestemt, med et soli, derom/*) Mærkeligt er iøvrigt

*) Beitråge, S. 21

**) I Molleri Cimbria literata 1, 212 findes Johan Godendorp ogsaa anført som ædis Calhedralis Lubecensis vicarius, men tillige som Hist. Tidsskr. 3 R. I. G scriptor ætatis mihi nondum exploratæ. Moller har altsaa ikke kjendt den tredie Deel af Reimar Kocks Krønike; han anforer som sin Hjemmel G. v. Ilbvelens de Luneburgesche Yortreflichkeit, hvilket Deeclce ligeledes angiver som Kilde til sin Kundskab om Johan Godendorp.

Side 82

Reim. Kocks Udtryk, at Joh. Godendorp i sin Tid waclitedede Croneke; thi dette vilde være et paafaldende Udtrykom et frit Foretagende, men tyder paa, at Joh. Godendorper af Ilaadet antaget til at fortsætte den gamle Stadkrønike; og er dette saa, da har hans Arbeide været saa meget mere authentisk, som han formodentlig er af Ilaadet forsynet med det fornødne Materiale. Foruden det anførte Sted paaberaabes Johan Godendorp ogsaa S. 5, 6, 53 [54}, 76 [77], 102 [103J; og efter al Sandsynlighed er det Stadkrøniken,altsaa hans Arbeide, om ellers min Gisning er rigtig, der citeres flere Gange under den almindelige Benævnelse»de annales« (f. Ex. S. 51 [52]), »de Croneke« (f. Ex. S. 75 [76]).

Johan Meyers Optegnelser forekomme som Kilde fra 1497 (Krøn. 2den Deel S. 345) indtil Slutning af Krigen imellem Kong lians og Lybek Aar 1512. Reimar Kock siger i Anledning af denne Krig (S. 148 [149]), ved Aar 1511: Wes iclc vann dusser Veyde geschreuen, heft ein erlick vnd loffwerdich man, H. Johan Meyer ein Bades herr tho lubb, in schriften nagelathen. Der hvor Johan Meyer først nævnes, nemlig i Krønikens anden Deel S. 345 ved Fortællingen om en heftig Storm, som rasede 1497 den 14de September og de følgende Dage, var han Borger og en af Høvedsmændene paa den lybske Flaade. Den ste August 1501 blev han valgt til Raadsherre i Lybek. (Krøn. tredie Deel S. 21) og døde den Ilte Juni 1518.*)

*) J. v. Melle, Griindl. iVachricht S. 64.

Side 83

Hans Optegnelser citeres af Kock, foruden de anførte Steder, S. 78 og 121 [79 og 122]; desuden nævnes han som Deltager i et Møde 1517 i Pløen imellem Lybekkerne og Hertug Frederik af Holsten S. 185 [186J. Hans skriftligeOptegnelser have saaledes omfattet omtrent 20 Aar; men han har maaskee kun antegnet det, hvori han selv har deltaget.

Som Hjemmel for hvad Reimar Kock ved Aar 1518, S. 204 [205] fortæller om Underhandlinger imellem Christian den Anden og den yngre Steen Sture, anfører han Antegnelser af en Prædikemunk Luderus Schnake. Hvor han beretter om Stokholms Overgivelse til Gustav Eriksen og Lybekkerne i Aaret 1523 (203 [304]), siger han: de lenne de duth geschreuen, heft dusse Worde Darhy gesetteth: Dusse (neml. Gustav Eriksen Vasa) Was tliom ersten ein Engel, auerst darna is ein Duvel vth geworden. Har den Hjemmelsmand, Reim. Kock her citerer, været en Lybekker eller en Mand fra en af de andre vendiske Søstæder, tør det antages, at denne Bemærkning er yngre end 1533, da Uenigheden imellem Kong Gustav og Lybek først udbrød.

Maaskee burde de sidstnævnte Skrifter eller Optegnelsersnarere have været regnede til den anden Klasse af Reimar Kocks Kilder: Samtidiges Optegnelser og mundtligeBeretninger. Af Samtidiges Optegnelser om Begivenheder,hvori de selv havde deltaget, vare der sikkert mange i Lybek ogsaa i det saa stærkt bevægede Tidsrum, som Krønikens tredie Deel omfatter. I Hans Regkemanns Krønike meddeles to høist tiltrækkende og belærende Stykker af den Art, nemlig Gert Korffmackers Beretning om Lybekkeren Carsten Todes og Vismareren Claus Wents seirrige Kamp under Norge med Sørøveren Martin Pechlin 1526 og om den hanseatiske Flaades Togt til Kjøbenhavns

Side 84

Undsætning i Efteraaret 1535. Det kan ikke feile, at Reimar Kock jo ogsaa maa have liavt nogle slige Optegnelser tor sig, og det er sært nok, at han synes ikke at have kjendt de to nævnte Stykker af Gert Korffmacker. Til denne Klasse af lians Kilder maa udentvivl henføres Beretningenom de lire lybske Krigsskibes Ankomst til Kjøbenhavni November 1531 og de to Anføreres foreløbige Underhandlinger med de i Kjøbenhavn tilstedeværende danske Rigsraader S. 283 [384], men især fra S. 287 [388] til S. 300 [401]. Ileimar Kock var ikke selv med disse lire første Skibe; men hele Fortællingen bærer Præget af at grunde sig paa en samtidigt ført Dagbog. Foruden det, begge Anførerne, Jochim Sandow og Hans Rulle, oplevede og foretoge sig i Kjøbenhavn, følger denne Dagbog den Sidstnævnte paa en hurtig Reise fra Kjøbenhavn til Lybek og tilbage til Kjøbenhavn i Slutningen af 1531, men har Intet om, hvad Jochim Sandow imidlertid foretog sig: maaskee tør deraf sluttes, at Reimar Kock her har havt Optegnelser af Hans Padle for sig.

At han ogsaa har indhentet samtidige i Begivenhederne Deltagendes mundtlige Beretninger, behøver ikke at paavises,da det forstaaer sig af sig selv. Til Overflod siger han det udtrykkelig paa flere Steder, af hvilke det maa være nok her at anføre to, der faae Indflydelse paa Dommenover Krønikens Paalidelighed. S. 178—179 [279—280] har han en lille kritisk Undersøgelse om detAar, i hvilket det stokholniske Blodbad forefaldt, hvorved han uheldig\iiskommer til det Resultat, at Herman Bonnus urigtigen har ansat det til 1520, da Reimar Kock derimod mener at maatte sætte det til 1521, efterat han med stor Flid har indsamlet mundtlige Beretninger hos Borgere og Stokholmsfarere,og sammenholdt deres indbyrdes modsigende

Side 85

Tidsangivelser med de Svenskes Klageskrift og Gustav
Vasas Breve til det lybske Raad saavel som til enkelte
Borgere i Lybek.

Ved Aar 1528, S. 225—228 [326—329] omtales den bekjendte Otto v. Pack eller, som han her kaldes, Otto Poegk, hans Flugt fra Hessen, hans Ophold i Lybek, hans Henrettelse i Nederlandene. Reimar Kock paaberaaber sig her som Hjemmel for Beretningen om hans Dødsmaade mundtlig Meddelelse af Warner Bellingeshusen, der med egne Øine har seet O. v. Pack (Poegk) blive henrettet med Sværd og derefter steilet, — og dog har sagt R. Kock, at det skete 1534, endskjøndt det af Sleidanus, Seckendorff, Keiser Carl den Femtes Brev og Dr. Packs eller Poegks nu noksom bekjendte Virksomhed i Lybek og England 1534 og 1535 er vist, at han ikke er bleven henrettet før 1536*).

Den tredie Art af Kilder ere samtidige Breve og Aktstykker.De paaberaabes eller afskrives paa flere Steder i denne Deel af det Kockske Værk. Saaledes har han S. 87 [88] en — yderst ucorrect — Afskrift af det lybske Raads Reversalbrev til Kong Hans ved Overeenskomsten i Nykjøbing 1507. Han giver S. 178 [219] Indholdet af Gustav Vasas Brev til Raadet i Lybek af St. Jørgensdag 1522, og har seet flere Breve fra samme Herre til Cort Koningk og Herman Israel, Borgere i Lybek, ligeledes fra 1522. Ved Aar 1533 (S. 419 [520]) indfører han to mærkeligeBreve fra de holstenske Stormænd Wolfgang Uttenhofog Johan Rantzau til danske Rigsraader, hvilke Breve kom i Lybekkernes Hænder 1534, da nogle Adeliges

*) Ifr. Lanz, Correspondenz des K. Karl des V., Nr. GO3; Aktstykker til Grevefeiden paa flere Steder. Min Grevens Feide 1, S. 317 ff., 2, 147, 149, 151.

Side 86

Gaarde i Kjobenhavn plyndredes af Borgerne. S. 346_—351 [447^—452] fortælles om et Møde paa Aggershuus den 28de Juni 1532, hvor de hanseatiske Skibsførere og Høvedsmændvare tilkaldte for at afgjøre, hvorvidt ogsaa den hanseatiske Hjælpemagts Anførere burde underskrive Traktatenmed og Leidet for Kong Christian den Anden. Denne Fortælling gjengiver kjendelig en i Mødet holdt Protokol, hvilket baade Indholdet selv og Underskriften viser: Acta sunt hæc feria sexta ante Petri et Pauli in castro Agershusen.Ved samme Aar ere indførte Oversættelser eller Afskrifter af Kong Frederik den Førstes Fuldmagt for de danske Anførere paa det norske Tog S. 365 [466J, af Traktaten imellem Anførerne og Kong Christian den Anden, dat. Oslo, den Iste Juli 1532 (S. 368 [469]), og af Leidebrevetfor samme Konge af samme Dag og Sted (S. 387 [488J). Ved Aar 1533, S. 413 ff. [514] findes en Oversættelseaf det danske Rigsraads indbyrdes Overeenskomst om ingen Konge at vælge nu, dat. Kjøbenhavn Søndag efter Knud Konges Dag 1533; ved 1534, S. 429 [530] en Oversættelse af den paa Varberg Slot af Marcus Meyer fundne Forbundstraktat af 2den Februar 1534 imellem Kong Gustav og det danske Rigsraad; og S. 456 [557] den ovenforomtalte Afskrift af Herman Bonnus's Brev til Raadet og Udskudsborgerne i Lybek.

Hvad endelig lieim. Kocks eget 'personlige Bidrag til sin Tids Historie angaaer, da har han vistnok anført Meget umiddelbart efter Hukommelsen, hvilket han pleier at angiveveden Forsikkring om, at han har selv seet dette eller hiint; saaledes det ovenfor Berørte om Begivenheder i Vismar 1511 og 1513*); S. 230 [331], ved Aar 1528,

*) See S. 7.0,

Side 87

den lybske Borgemester Thomas v. Wickedes Begravelse; S. 262 [353] Opløbet i Lybek den 29de Juni 1530; S. 362 og 364 [463, 465] ved Aar 1532, da han selv har undersøgtAntalletaf Christian den Andens Krigsfolk, som efter Overeenskomsten af Iste Juli droge tilbage fra Norge, og da han var Vidne til den almindelige Sorg blandt Borgerne i Helsingør over den Skjæbne, der ventede Christian den Anden i Kjøbenhavn. Men det er umiskjendeligt, at nogle Partier af denne Krønikes tredie Deel bør opfattes som grundede paa en Dagbog, Reim. Kock har holdt i Flugt med Begivenheder, hvori han selv har deltaget. Saaledeserdet sikkert en Dagbog, der ligger til Grund for Alt hvad han S. 314—393 [415—494] fortæller om de to lybske Raadsherrers Ankomst til Kjøbenhavn i Fasten 1532*), ¦det første mindre Tog til Norge i Marts-April, og det store Tog i Mai-Juli. Især er Beretningen om det første Tog, hvor Intet forefaldt uden hvad Enhver, som var ombord paa den dansk-lybske Flaadeafdeling, maatte kunne vide, udførlig og sammenhængende næsten fra Dag til Dag; og dens Samtidighed bestyrkes ved enkelte Smaatræk, f. Ex. det S. 318 [419], at det ved Aggershuus var Fuldmaane den 20de Marts 1532, hvilket er ganske rigtigt, men maa være hidsat efter umiddelbar lagttagelse, da en senere Efterregning i en af de da brugelige Gyldentalskalendere \ilde have givet Fuldmaanen 5 Dage sildigere**). Rimeligviisereogsaa

*) Ifr. ovenfor S. 76—77.

**) Efter Lunationstabellerne i Pilgrams Calendarium chronologicum blev det Fuldmaane for Wiens Meridian omtr. Kl. 6 Efterm. den 20de Marts 1532. Men da dette Aar har Gyldental XIII, der staaer ved d. Ilte Marts, saa maatte man dengang, da der endnu ikke var Tale om den Gregorianske Kalenderforbedring, have efter Kalenderen antaeet, at det først blev Fuldmaane den 24de Marts.

Side 88

viisereogsaaandre Partier grundede paa samtidige OptegnelserafIleimar Koek selv; og overhovedet maa navnligdensidste Deel af Værket bibringe Læseren den Tanke, at Forfatteren har i en Række af Aar noteret sig hvad Mærkeligt der foregik indenfor hans Synskreds, saa magert, det ogsaa falder i de sidste Aar.

4. Hvorledes har Reimar Kock nu benyttet disse tildeelsmeget gode Kilder? Svaret maa blive : i det Hele vistnok ret forstandigt, men. dog aldeles ikke med tilfredsstillendeKritik. Han har hverken givet en Oversigt med skarp og sikker Fremhævelse af Hovedtrækkene, eller en udførlig Fortælling om alt Vigtigt i dets indre Sammenhæng;men han har meddelt i Aarbogsform hvad han havde ved Haanden, og hvad han, uden at have Archiver og de ledende Mænds Meddelelser til sin Raadighed, kunde fra et underordnet Standpunkt samle som en lagttager af det, der foregik for Alles Øine. Man mærker ikke, at han har følt den Undersøgelsens Braad, der ikke tillader den sande Forsker at hvile, førend han med Tankens Magt har overvældet Stoffet og seet dets indre Bygning, saa at. intet Hovedparti kan udelades, uden at han føler sig selv utilfredsstillet. Reimar Kock har saaledes ingen Kundskab til eller Anelse om Betydningen af den Brevvexling, som vi af Hvitfelds Udtog vide, blev ført i Norge i Juni 1532 imellem de danske Commissærer og Kong Christian den Anden. Skjøndt selv tilstedeværende i den dansk-hanseatiskeHær og vel bekjendt med hvad der foregik offentligt, veed han om selve Underhandlingerne kun hvad Enkelte af Lybekkerne, og det endda neppe nogen af Lederne, have meddelt ham. Ikke mindre paafaldende er hans Ukyndighed om de vigtige Underhandlinger, der paa samme Tid førtes i Kjøbenhavn imellem Kong Frederik med Rigsraadet,Lybek

Side 89

raadet,Lybekog Nederlænderne. Han har vel en ringe og uklar Kundskab om, at et Udkast blev gjort til et Forbundimod Hollænderne imellem Kongen og Lybek, men ikke ratificeret) S. 401 [502]); men han har aabenbart ikke seet delte Udkast eller veed Besked med Forhandlingerne selv; han sammenblander hvad der foreløbig vedtoges i Mai 1532 med hvad der skete eller skulde skee i Juni og Juli s. A. Endnu mindre veed han om noget af det Vigtigste af det, der gik for sig paa og ifølge Herredagen i Kjøbenhavn 1533 (S. 409 ff. [510]), hvor han dog selv var tilstede. Han veed hvad enhver Tilstedeværende kunde vide; men hvad der fik den største Betydning for Lybek: Unionen imellem Danmark og Hertugdømmerne, og RigsraadetsForbund med det burgundiske Hof, derom er han ganske uvidende.

Aldeles blottet for Kritik er Reimar Kock dog ikke. Man eftersee f. Ex. saadanne Steder som i Krønikens anden Deel S. 398—399, ved Aar 1423, hvor han drøfter en Beretning af Albert Crantz, eller den ovenfor berørte Tvivl om Johannes Magnus's Paalidelighed. Men hans Kritik er langtfra indtrængende nok, saa at han kan lade ganske forvirrede og urigtige Beretninger staae selv der, hvor han med større Omhu maatte være kommen Sandheden nærmere. Saaledes de urigtige Tidsangivelser om Otto von Packs Død og om det stokholmske Blodbad; overhovedet er hele Beretningen om dette og om Kong Christian den Andens Krig i Sverrig fuld af Feil og jammerlige Anekdoter, hvor den simpleste Folkesnak i Lybek er tagen for gode Varer. Det vilde være let at forøge disse Exemplers Antal.

Paalidelig er Reimar Kock der, hvor han beretter som
Øienvidne, eller hvor han repræsenterer gode Kilder saasomældre

Side 90

somældreværdifulde Kroniker, eller hvor han har havt
nogenlunde taalelige Afskrifter af Aktstykker for sig.

4. Dersom det ved al Historie, men navnlig ved Samtidiges Beretninger, er Fortællingens Form og den Fortællendes Personlighed, der betinger Læserens almindelige Stilling til det Meddelte, saa kan Tillid ikke være den Grundstemning, hvormed man gjennemgaaer den tredie Dccl af den kockske Krønike, der i Virkeligheden er et Værk for sig, af anden Art end de to første Dele. Den tredie Deel er altfor meget en endnu ikke gjennemarbeidet Sammenstilling af meget forskelligartede Materialier, og Forfatterens aandeligc Personlighed er for underordnet, til at man kan slaae sig til Ro i den Tanke, at Reimar Kock har tilstrækkeligt prøvet hvad han lod indskrive i denne Bog, saa at det Meddelte bør have Formodningen for sig. Deter ikke Forfatteren, der bærer Læserens Tro, men Stoffet maa sige ham hvad det kan. Om Reimar Kock leder sin Læser paa den rette eller den urette Vei, er reent tilfældigt, man finder hos ham ligesaavel ypperlige, paalidelige, umistelige Efterretninger, som halvsande, urigtige og ganske forvirrede. Deter en mislig Brug, danske Historieskrivere Indtil have gjort af hans Arbeide, idet de nøiedes med at slaae efter og hente Notitser om Et og Andet; endskjøndt det villigen indrømmes, at saalænge ikke Værket foreligger trykt, vanskeliggjør Haandskriftets Beskaffenhed i høi Grad en bevidst og sikker Brug navnlig af Reimar Kocks Tidshistorie. Det tør derfor heller ikke være afveien at hidsætte nogle Vink om dennes Brug, indtil den foreligger tilgjængelig for Alles Prøvelse.

Ethvert Parti af Krønikens tredie Deel, der skal benyttes,
bør prøves kritisk for sig. Læseren tør ikke forlade
sig paa, at Forfatteren har gjort dette.

Side 91

Beroer Efterretningen paa Reimar Kocks egen umiddelbare Optegnelse om hvad han selv har seet og oplevet, da er den i Almindelighed paalidelig. Den bør da ikke vige for Mindre end et meget stærkt Modbeviis, og ikke lettelig for noget, der ikke grunder sig paa sikkre Aktstvkker.

Men fordi Reimar Kock selv paa saadanne Punkter, hvor han var tilstede som Deltager, ikke omtaler endog meget vigtige Begivenheder og Forhandlinger, eller omtaler dem løseligt efter Andres mundtlige Meddelelse, tør man ikke lade dette faae nogen Indflydelse paa sin Dom over •det andenstedsfra Bekjendte.

Hvor Reimar Kocks Fremstilling i sin Bygning, i hvad der sættes som Aarsag og Virkning, som Sammenhørende eller Adskilt, som Først eller Sidst, hviler paa hans egen Slutning, er den ikke at lide paa. Om man skal ansee hans Combination for rigtig, beroer paa, hvorvidt man kan ad andre Veie, ved Hjælp af andre Kilder og egen Combination, komme til selvstændig Erkjendelse af dens Værd. Finder den nogen Understøttelse ved denne Behandling, er det, at en Samtidig ogsaa har opfattet Sagen paa denne Maade, jo altid en Grund mere til at troeden; bestyrkes den ikke, faaer man lade den gaae for hvad den udgiver sig for, uden at tillægge den nogen sær Vigtighed; modsiges den, er der intet Betænkeligt i at tilsidesætte

Er der ingen særlig Grund til at antage, at Reimar Kock har nedskrevet sin Slutning og Combination strax samtidigt med Begivenheden, saa at man ikke kan vide, om han maaskee dog først mange Aar derefter, ved Samlingenaf sine Materialier, har sammenstillet Enkelthederne saaledes, efter hvad han nu ansaae for rigtigst; — eller

Side 92

hvis der endog er bestemt Grund til -at troe, at han netop har gjort dette: saa er der stærk Opfordring til at behandleslige Sammenstillinger med stor Varsomhed. Selv om de ikke modsiges andenstedsfra, bor man dog saavidt muligt indskrænke sig til at lade Sagen staae ved sit Værd; og kan man ikke undgaae at bygge Slutninger derpaa, bør man dog ikke overtage Ansvaret for Grundvoldens Paalidelighed.

Hvor Beretningen hviler paa Aktstykker og Breve, maa den have" Formodningen for sig, dersom der ellers Intet foreligger, som vækker Formodning om, at Forfatteren ikke har forstaaet sine Kilder ret, eller at han har havt altfor upaalidelige Afskrifter for sig.

Andre Samtidiges mundtlige Beretninger til Reimar Kock maa benyttes med Forsigtighed. Der er ingen Grund til at antage, at de ere komne anderledes til ham, end i en almindelig Samtales løse Form. Og vidste man ikke, hvor let det ukritiske Hoved til alle Tider og i alle Lande føres vild af den , der fortæller efter egne foregivne lagttagelser, og hvor let selv for den ærlige lagttager efter nogen Tids Forløb Begivenhedens Biomstændigheder forvirre* sig, især hvis Hovedsagen har gjort et stærkt Indtryk paa ham og afledet hans Opmærksomhed fra Formen, hvis Træk han først bagefter begynder at samle: saa viser netop Reimar Kocks Værk paa flere Steder, f. Ex, hvor der fortælles om det stokholmske Blodbad og om Dr. Packs Død,, at ogsaa Øienvidner kunne vildlede en ærlig Samler.

De Partier, der skjønnes at beroe paa Andres samtidigeskriftlige Optegnelser, især hvis disse hidrøre fra Deltagere i Begivenhederne, have Formodningen for sig; hvor stærkt det Modbeviis bør være, for hvilket de skulle \ige, beroer i hvert enkelt Tilfælde paa en egen Prøvelse

Side 93

af Hjemmelsmandens Troværdighed, forsaavidt man kan faae Hold i denne gjennem Reimar, Kocks Fremstilling. Til de bedste og paalideligste Partier, — det Faktiske vel at mærke, ikke just Tonen og Dommen, — hører alt det, der hviler paa Johan Godendorps, Johan Meyers og Hans liulles Beretninger, hvis det virkelig er paa denne Sidstes Dagbog, at Fortællingen om de lybske Anføreres Underhandlingeri Kjøbenhavn sidst i 1531 er grundet.

Historisk Tidsskrift, Bind 3. række, 1 (1858 - 1859) 1

Studier til Benyttelse og Bedömmelse af nogle Kildeskrifter til nordisk Historie.

I. Den skibyske Krönike.

Første Afdeling.

Anden Afdeling.

Tredie Afdeling.

II. Om en kjöenhavnsk Codes af Reimar Kocks haandskrevne lybske Krdnike.

Første Afdeling.

Anden Afdeling,