Nogle Bemærkninger ved Prof. R. Keysers „den norske Kirkes Historie under Katholicisimn" (Christiania 1856-57).

Ikke uden Beundring kan man see den Udholdenhed og Dygtighed, hvormed de norske Historikere nu i en Række af Aar have draget deres Fædrelands Fortid frem af det Mørke, der saa længe har hvilet over mange Dele af den. Den ene Udgave af vigtige Oldskrifter, den ene Afhandling over Enkeltheder, det ene betydelige fremstiiiende Værk har nu i Endel Aar fulgt Slag i Slag ovenpaa det andet. Med en Iver, der ikke giver Californiens Guldgravere Noget efter, have Eeyser, Munch, Lange, Unger o. Fl. draget Norges nationale Liv frem for Dagens Lys og henstillet Billedet deraf i levende og gribende Træk. Nærmest er det vel deres Landsmænd, der ere dem Tak skyldige for -disse Arbeider, som ikke kunne Andet end virke høist velgjørende paa Folkets Udvikling; men ogsaa andre Historiens Dyrkere, og navnlig Alle, hvem Nordens Historie overhovedet ligger paa Hjerte, maae føle sig disse Mænd forpligtede for de mange og skjønne Gaver fra deres Haand.

Det yngste, — endnu ikke engang aldeles fuldstændige—
af disse norske Arbeider er Prof. Keysers Kirkehistorie,som

historie,somingen dansk Historiker vil kunne læse uden Deltagelse og uden at erkjende, at her er givet et ogsaa for hans Fædreland betydningsfuldt Værk; thi ikke alene oplyser det umiddelbart Meget, som vedkommer Danmark; men den grundige, klare, livfulde Skildring af den katholske Kirkes Udvikling, dens Forhold til Folk og Stat i et Land, hvis Historie har saa meget Fælleds og Beslægtet med vort Lands, kaster nyt Lys ogsaa over dettes Skjæbne. Ingen kan læse Keysers Bog uden at nye Tanker om mange Punkter i Danmarks Kirkehistorie maae opstaae i hans Sjæl.

Det er ikke min Agt at recensere dette Værk; men jeg anseer det for at være af saa stor Betydning, at jeg føler Opfordring til at fremkomme med nogle af de Bemærkninger, det har fremkaldt. Og naar disse træde frem som Modsigelser, da er det ikke fordi jeg ved Læsningen af et Værk, der har givet mig rig Belærelse og Nydelse, har gaaet paa Jagt efter Svagheder; men det ligger i Sagens Natur, at de Dele, hvor man roligen optager den nye Belærelse, ikke kunne sætte Tankerne i den Bevægelse, som de, hvor man synes at Undersøgelsen endnu ikke bør erklæres for afsluttet. De nedenstaaende Bemærkninger ønsker jeg ogsaa betragtede mindre som Bekæmpelse af Forfatterens Fremstilling, end som Tvivl, der muligen kunde foranledige de omhandlede Punkter tagne under fornyet Overveielse. Dersom Prof. Keyser vilde forstaae dem saa-^ ledes, og dersom han maatte finde Lyst og Leilighed til at drøfte dem offentlig med mig, skulde det være mig særdeles kjært, at see mine Ord opfattede i samme Mening som de ere nedskrevne.

Et af de vigtigste Punkter i Norges ældre Stats- og Kirkehistorie er Kronens Forhold til Erkestolen i Throndhjem i Kong Magnus Erlingsens og Erkebiskop Eystetn Erlendsøns Tid. Det er nu den almindelige Beretning, at den nævnte Konge maatte i den Grad ydmyge sig for Prælaten, at han tog Norges Krone til Lehn af St. Olaf, d. e. af Throndhjems Erkebiskop, og lovede, at hans og hans Eftermænds Kroner til Tegn paa denne Underkastelse skulde ophænges i Throndhjems Domkirke. Der er vel reist Tvivl imod Troværdigheden af i det mindste det ene af de Aktstykker, hvorpaå denne Fortælling grunder sig; men Prof. Keyser har erklæret sig for Sagens Rigtighed og søgt at forsvare denne ved kritiske Betragtninger, som det for de mange af Tidsskriftels Læsere, der ikke kunne have hans Bog ved Haanden, er rigtigst her at gjengive i Uddrag.

Efterat Lendermanden Erling Skakke havde ladet sin Søn Magnus give Kongenavn af sine Tilhængere, i Bergen 1161, og i det følgende Aar havde fældet Kong Hagen Herdebred, blev Magnus Erlingsen samme Aar tagen til Norges Konge paa Ørething i Thrøndelagen; hans Fader Erling nedslog derefter i Aaret 1163 det første Opstandsforsøgimod ham. Imidlertid kommer Eystein Erlendssøn tilbage fra Rom som indviet Erkebiskop og tiltræder sit Embede engang i Aaret 1161, hvorefter han strax skaffer sig en betydelig forøget Indtægt ved at formaae Bønderne i sit Stift til at tilstaae ham Sagøren efter Sølvværdi, det vil sige, at de Bøder, der tilfaldt Erkebispen, skulde beregnespaa en anden Maade, end de, der tilfaldt Kronen, og saaledes, at Erkesædets Indtægt af Sagøren fordobbledes. Da Erling Skakke nu korn med sin Søn til Throndhjem 1162, klagedes for ham over dette Erkebiskoppens Overgreb; det kom derover til en skarp Ordvexling imellem

dem, der endtes med, at Erling lod sin Indsigelse falde, i det mindste for Øieblikket, medens Erkebiskoppen lovede at ville krone Erlings Søn, en Føielighed, der, da dette var den første Kongekroning i Norge, maatte betydeligtstyrke Magnus, hvis Ret til Thronen var udsat for saa mange Indsigelser. Da nu en pavelig Legat kom til Norge og et stort Rigsmøde af Geistlige og Verdslige samledes i Bergen i Sommeren 1164, blev den da omtrent otteaarige Magnus kronet der af Eystein; men hans Fader Erling paa hans Vegne maatte betale Kroningen med KongedømmetsYdmygelse under Kirken. »Norges Rige skulde for evindelige Tider tilhore Gud og den hellige Olaf, under hvis Overhøjhed (dominium) Kongen skulde forestaae det som hans Vicarius og Vasal (tamquam suus vicarius et ab eo tenens); og til Tegn paa Kongedømmets bestandige Underkastelse skulde ved enhver Konges dødelige Afgang hans Krone offres paa Metropohtankirkens Altar. Erkebiskoppenskulde videre have Ret til Meelndførsel til Island for et vist Læstetal. Alle Pilegrime til den hellige Olaf skulde paa det Strengeste beskyttes, og Vold mod dem straffes med Fredløshed. Besmittelse af Metropolitankirken og andre Kathedralkirker skulde straffes med forhøiede Bøder. Kongen og alle hans Mænd skulde rigtig yde Tiende. De Særrettigheder, der allerede vare Metropolitansædetindrømmede til Ære for Pallium, skulde være stadfæstede. Biskopsvalgene og Kirkernes Besættelse skulde endelig foregaae uden nogensomhelst Indblanding fra KongedømmetsSide.«

I nærmeste Forbindelse dermed stod en anden Bestemmelse,nemlig om Thronfolgen og Kongens Udnævnelse: »Den skulde være Norges Konge, der var Norges Konges ældste og ægtefødte Søn, med mindre Ondskab eller

Uforstand gjorde ham udygtig til Kongedømmet, da i saa Fald den af hans samfædre Brødre skulde træde i hans Sted, hvem Erkebiskoppen, Lydhiskopperne og tolv af dem tilnævnte Mænd af hvert Biskopsdømme dertil fandt skikket. Var ingen ægtefødt Søn forhaanden, da skulde den være Konge, som var nærmest i Arv efter de Tilnævntes Dom, hvis han synes dem skikket. Opstod Meningsulighed imellem de Tilnævnte, da skulde Flee'rheden raade, naar Erkebiskop og Biskopper stode paa -samme Side. Efter Kongens Død skulde alle Biskopper, Abbeder, Hirdstyrere og hele Hirden samt tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme,tilnævnte af Biskoppen, inden een Maaned søge lil den hellige Olaf for at raadslaae med Erkebiskoppen, og ved denne Leilighed skulde den afdøde Konges Krone offres for hans Sjæl og hænge der (hos St. Olaf, d. e. over hans Alter i Kathedralkirken) evindeligen Gud og den Hel. Olaf til Hæder. Men hvis nogen anden Mand lod sig tage til Konge, da skulde han have Gods og Fred forbrudt, ligesom og enhver, som dertil understøttede ham, og være i Guds og alle Helgenes, Pavens, Erkebiskoppens og afle Biskoppers Band. De som Biskopperne tilnævnte med sig til denne Færd, men som unddroge sig for den, skulde være i Interdict, brødige 40 Mark til Kongen, og ikke begraves i Kirken, hvis de døde i Interdictet.«

Denne Overeenskomst er her fremstillet efter to Kilder:

et Brev udstedt af Magnus Erlingsen til Erkebiskop
Eystein, og

en Artikel i den ældre Gulathingslov. Brevet udtaler Rigets Overdragelse til St. Olaf, Lovstykket Arvefølgen og Reglerne for Kongernes Antagelse. Om den sidste Kildes, Lovstykkets, Paalidelighed har ikke været opkastet, og kan vel heller ikke med Grund opkastes Tvivl. Anderledes

med Brevet; og Tvivlene finde her nogen Støtte i dettes Indhold under den Skikkelse, hvori det er bleven bevaret. Man kjender det nemlig kun af en feilfuld og utydelig Afskrift fra det 17de Aarhundrede, der rimeligviis er tagen efter en anden Afskrift, eller Afskrifts Afskrift, ikke efter Originalen. To Grunde ere fornemlig anførte imod dette Brevs Ægthed: dets Datering, »som nødvendig maa være urigtig«, og at dets Hovedindhold, Rigets Overdragelse til St. Olaf, ikke udtrykkelig nævnes førend i det første Udkast til Overeenskomsten mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon af 1273, — »og paa Grund heraf har man troet, at hele Brevet er et Opspind af den norske Geistlighedfradet13de Aarhundrede. Hvad det første angaaer, nemlig den urigtige Datering (1276, X. Kai. Aprilis d. e. den 23. Marts, hvilken Dag i Brevet selv nævnes som Paaskedag), da kan Dateringens Urigtighed og Umulighed ikke afvises. Men paa den anden Side kan dette paa Grund af den Skikkelse, hvori vi nu have Brevet for os, let forklares som en senere Afskriver-Feil, uden at man behøver at erklære hele Dokumentet af den Grund for et Falskneri. Hvad den anden Indvending angaaer, da gjendrrvesdenligefremderved, at netop Hovedsagen i Brevet, Rigets Overdragelse til St. Olaf, bekræftes ved den omtalteArtikeliden ældre Gulathingslov, hvor Kronens Off ring efter Kongens Død udtrykkelig nævnes. Thi denne Offring skuld£ jo netop være et Symbol paa Underkastelsen; og at der siges, at den skulde off res }ifor den Afdødes Sjæl", kan ikke gjøre nogen Forandring i denne Anskuelse, da Artiklens hele Indhold noksom viser, hvad Offringen egentlig skulde betegne, om det end er udtrykt paa en mindre tydelig Maade end i Brevet, — muligen med Forsæt,foratundgaae et altfor stærkt Anstød. At en

Overeenskomst netop af det ovenanførte Indhold har været afsluttet mellem Kongedømmet og Kirken, mellem Erling Skakke paa det førstes, og Erkeb. Eystein paa den sidstes Vegne, maa^v saaledes ansees for utvivlsomt. Det Eneste, som en nøiegaaende og tvivlende Sammenligning mellem de tvende Kilder kunde give Anledning til at formode, er i det Høieste det, at begge Parter i Overeensstemmelse, og især Erling, gjerne have villet for det første holde denne noget hemmelig, i det mindste i dens fulde Udstrækning.Detkansaaledes være høist rimeligt, at baade hiint Brev og Artiklen i Gulathingsloven ere noget yngre end den egentlige Overeenskomst, om end begge Dele ere fuldkommenægte.Maaskeetænker man sig rettest Gangen i det Hele paa følgende Maade: En Overeenskomst mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, aldeles stemmende med hvad ovenfor er anført, er bleven afsluttet umiddelbartførKongMagnus Erlingsens Kroning; men denne Overeenskomst har — som endnu dengang i Norge var det almindeligste — været afsluttet mundtlig i den pavelige Legats, de norske Biskoppers og maaskee enkelte andre paalidelige Vidners Overvær, i hvis Vidnesbyrd, ligesom i de fra begge Sider svorne Eder, den havde sin lovlige Sikkerhed. Først efter dens Afsluttelse er Kroningen foregaaet,ogKroningseden,som Erling og tolv Lendermænd med den umyndige Konge aflagde, har været saaledes indrettet,atogsaaden indeholdt en Betryggelse for OvereenskomstensFasthed.Senere— uvist naar — har Erling benyttet sin Indflydelse i Gulathingslagen, hvor han havde de meest udbredte Ætforbindelser, til at faae den ovenanførteArtikelomKongens Antagelse vedtagen paa Gulathingogindførti Gulathingsbogen; det var den Deel af Overeenskomsten, som var ham meest magtpaaliggende,

og den blev vedtagen med en Varsomhed i Udtryksmaaden, som paa den ene Side kunde gjøre den nogenlunde smageligforThingmændene,og paa den anden Side maaskee tilstedte i enkelte Dele en gunstigere Forklaring for Kongedømmet,endegentligaf Erkebiskoppen var paatænkt. Erkebiskoppen har atter længere hen fundet Kirkens Sag ved den brugte Fremgangsmaade mindre betrygget end ønskeligt var, og fordret en skriftlig Erklæring fra KongedømmetsSide;ogdenne fik han ved Kong Magnus's ovenomtalte Brev. Dettes aabenbar forvanskede Datering lader sig med største Lethed og Sandsynlighed berigtige til 1174 den 24. Marts, som er Paaskedag. Netop paa denne Tid truedes Magnus's Kongedømme ved et Parti, der reiste sig i det østligste af Viken' paa Sverrigs Grændse, de siden saa berømte Birkebener, der havde i sin Spidse en Kongesb'n, nemlig Eystein Meyla, en Søn af Kong Eystein Haraldssøn. Partiet viste sig om Vinteren mellem 1173 og 1174, eller i den allerførste Begyndelse af sidstnævnte Aar. Denne Omstændighed har drevet Kong Magnus og hans Fader til at føie Erkebiskoppens Ønske. Ifølge dette har da Magnus, som nu selv var fuldmyndig til Landsstyrelsen,nemlig18Aar gammel, i Nidaros Kathedralkirke, paa Paaskedag 1174, i egen Person offret sin Krone til St. Olaf og ledsaget denne høitidelige og offentlige HandlingmedUdstedelsenaf hiint mærkelige Brev, der skulde tjene til übrødelig Sikkerhed for den tidligere mundtlig afsluttede Overeenskomst. I Brevet nævnes Erling aldeles ikke; det er udstedt af Magnus som selvstyrende Konge og er stilet til »Eystein, af Guds Naade Thrøndernes Erkebiskop,detapostoliskeSædes Legat, og alle Biskopper, Geistligheden og alt Folket i Norge«.

»Vi have saa udførligen handlet om Overeenskomsten, fordi den staaer som en høist mærkelig Kjendsgjerning, oplysende ikke alene Norges kirkelige Forhold i Middelalderen, men ogsaa Pavedømmets hierarchiske Grundsætninger i det Hele, hvor farlige de vare for Kongemagten, og paa hvilken nærgaaende Maade for denne de gjordes gjældende, naar Leilighed tilbød sig. Det er et Træk, som klarligen viser, til hvilket Maal den Tids Hierarchi stræbte, og hvor klogt og kraftigen Omstændighederne benyttedes for at naae det.«*)

Ja var en saadan Overeenskomst virkelig sluttet, var det vistnok et meget mærkeligt Stykke, — endnu mærkeligere, end at England og andre Riger have været Lehn af Pavestolen: Kongen tager * sin Krone til Lehn-af den nationale Helgen, i Virkeligheden af Rigets egen Erkebiskop!

Men beroer dog ikke det Hele paa en Misforstaaelse?

Ingen ældre Historieskriver veed Noget af en saadan Overeenskomst. Torfæus er den Første, der har kjendt den, men kun af Forhandlingerne imellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon af 1273 ff.; thi han har havt et Membranexemplar af det bergenske Forlig for sig-). Torfæus kjender dog ogsaa Lovstykket ved Gulathingsloven; men Brevet kjender han ikke. Det var først Arne Magnussen(-J - 1730), der fandt det, uvist naar³), og hvor, og om han har afskrevet det efter Originalen, hvad der dog er lidet troeligt, eller hvor langt den Afskrift, der laa for

---

1) Keyser 1, 231—246.

2) Thormodi Torfæi Hist. Rerum Norvegicarum, Hafniæ 1711 p. 111., libr. 10, cap. 5. p. 567; p. IV, I. 6, cap. 3. pag. 354.

3) Deter mig ikke klart, hvorfor Prof. Keyser henfører Afskriften til det 17de Aarhundrede.

ham j har været fjernet fra det oprindelige Brev. Derfra gik det over i Schonings Afhandling om Erkebiskop Eystein¹); og efterat Suhm havde optaget Fortællingen om denne Norges Krones Underkastelse under Erkebiskoppen i sin store Danmarkshistorie⁹), gjentoges den i en Skare af yngre Bøger som en Kjendsgjerning, der ikke sjelden gav Anledningtil bittre Udgydelser imod Præster og Biskopper. Historien er altsaa først for ikke 150Aar siden gaaet over i den almindelige Mening.

Og hvad der er endnu langt betydningsfuldere, end de ældre Historieskriveres Tavshed, er at Ingen i og udenfor Norge har kjendt det Allermindste til denne Lehnstagelse og Kong Magnus's Brev til Eystein, lige fra Magnus ErlingsensTid,indtil Erkebiskop *Jon drog det frem i Anledning af Forliget med Kronen, 89 Aar efter Kong Magnus's og 85 efter Erk*ebiskop Eysteins Død. I den Tid har dog Kronen og Kirken ført den heftigste og bittreste Strid om deres gjensidige Rettigheder. Hvor kan det tænkes, at Erkebiskop Erik, selv efterat han havde forladt Norge og i Danmark var ganske udenfor sin Fjendes, Kong Sverres, Paavirkning, skulde have tilbageholdt enhver Yttring om en saadan Rettighed for Throndhjems Domkirke, hvis han overhovedet har vidst af, at Erkesædet paa nogen Maade kunde gjøre Paastand derpaa? Men Pave Coelestin den Tredies Beskærmelsesbulle for Erkebiskoppen af 1194, hvor dog de Friheder, Magnus Erlingsen havde givet den norske Kirke, udtrykkeligt nævnes, og overhovedet de Curien, altsaa Erkebiskoppen, som har instrueret den, bekjendteRettighederanføre

---

1) Suhms og Schonings Forsøg til Forbedringer i den gamle danske og norske Historie. Kbhvn. 17å7. S. 428.

2) Suhm, Historie af Danmark VII. p. 174, 435.

kjendteRettighederanføres¹), veed jo aldeles Intet om denne allerstørste af dem alle, at Kronen skulde offres og Riget tages til Lehn. Og ligesaalidt er der i Kong Sverres, eller en af hans Tilhængeres, mærkelige Stridsskrift imod Gejstligheden noget Spor af, at en saadan Paastand har været opstillet fra dens Side³), — kort, ligeindtil 1273 intet Ord om Kronens Offring og Kongens Underkastelse. Der tales tidt nok om Magnus Erlingsens Kroningseed og om de Friheder, han da skal have tilstaaetKirken; men disses Indhold nævnes ikke, og Intet tyder endog middelbart paa, at Konge eller Pave eller Erkebiskop har vidst Noget af hvad der staaer i hiint Brev. Er en saadan Tavshed fra begge Sider, imellem de bittreste Fjender, paa nogen Maade tænkelig, dersom Nogen af dem dog har kjendt Brevet? — Ja, men baade den ene og den anden af dem, der sluttede Overeenskomsten, havde Interesse af at holde den hemmelig, mener Prof. Keyser³). Men hvad Interesse havde da deres Eftermænd i denne Hemmeligholdelse? Og enten Sverre eller Erik, eller begge, maatte jo have kjendt Overeenskomsten, hvis Dokumentet havde været enten i Kronens eller i Erkesædets Archiv. Man maatte da med Prof. Munch⁴) gjette paa, at Erkeb. Eystein har ført Aktstykket med sig til England 1180, men ei bragt det tilbage, og at det er bleven liggende der indtil Erkeb. Jons Tid; eller at Eystein, da han paa sit Yderste havde

---

1) Diplomat. Norvegicum, 2 Saml. Nr. 1. Thorkelin, Dipl. Arna- Magnæanum 11., S. 13.

2) Werlauff, Anecdoton historiam Sverreri regis Norvegiæ illustrans. Havniæ 1815. — Kongespeilet ved Keyser, Munch og Unger, Christiania 1848, Anhang.

3) Anf. St. 1, 243.

4) Det norske Folks Historie, 4. B. S. 187.

mange Forhandlinger med Sverre, har overgivet ham dette Dokument, som senere har hvilet ukjendt i det kongelige Archiv, indtil Erkeb. Jon ved en eller anden List har opdagetdetsTilværelse og i'aaet fat paa det. Men disse og lignende Gisninger, som Prof. Munch kjendelig nok selv ikke troer paa, og som ikke støtte sig til noget faktisk Forhold, ere intet Andet end reent Gjetteværk, der ingen Betydning kan have for den kritiske Historiegrandskning. Jeg troer ikke, at endog Prof. Keyser selv kan betragte denne hundredaarige Tavshed om en saadan OvereenskomstvedK. Magnus's Kroning som Andet end en hidtil uopløst Gaade.

Det gjælder vel for en Grundsætning i historisk Kritik, at en Beretning ikke modbevises ved Skribenternes Tavshed;men denne Regel har sine Grændser: hvor der var den stærkeste Opfordring til at tale om en Hovedbegivenhed_r dersom den virkelig havde fundet Sted, ja hvor det, som her, maatte kaldes ligefrem übegribeligt, at ingen af de Nærmestlevende, i Sagen paa det stærkeste Interesserede^ har omtalt eller antydet den, hvis de overhovedet havde kjendt den, der maa deres Tavshed i det mindste vække saa stærke Tvivl, at den, der dog vil hævde Begivenhedens Virkelighed, bør føre et nogenlunde tilfredsstillende Beviisforden; thi Paastanden maa have Formodningen imod sig. Det har aldrig villet lykkes at overbevise Christenheden om Ægtheden af Frelserens Skrivelse til Abgarus, fordi Evangelierne, og overhovedet de hellige Skrifter, aldeles intet Vink indeholde om denne Sag. Det kan i saadanne Tilfælde ikke være tilstrækkeligt, at møde Indvendinger med Forudsætninger og Sammenstillinger, som i det høieste kunne paavise Sagens Mulighed. Om og saadanne negative Beviser seierrigt omstødte de hidtil opstillede Indvendinger,.

var det kun disses Uholdbarhed, der var godtgjort, saa at
Pladsen nu var ryddet for det positive Beviis; men svigtede
dette, blev den lige tom.

Prof. Keyser har følt dette og søgt en Støtte for sin Mening om Brevets Ægthed i den Kronens Offring, som omtales i Lovstykket. Deter vanskeligt at indsee Styrken i dette Beviis. Thi Lovstykkets Troværdighed endog forudsat,maa det dog indrømmes, at Kronens Offring for den afdøde Konges Sjæl, d. e. efter Middelalderens Sprogbrug,dens Offring for at lette ham Skjærsildens Pine, er noget ganske Andet end dens Offring som Tegn paa, at Higet var taget til Le/m af Nationetis Helgen eller dennes Vicarius Erkebiskoppen. At en Konge offrede sin Krone til Kirken som Sjælebod, eller som Ydmyghedstegn, var ikke uhørt i Middelalderen; for ikke at gaae til fjernere Lande, skal jeg blot erindre om den bekjendte Fortælling, at Kong Knud den Store tog Guldkronen af sit Hoved og satte den paa Frelserens i Winchester Domkirke, og derefteraldrig selv bar den. Det indsees ikke, hvorledes Lovstykkets Bestemmelse om Kronens Offring som Sjælebod kan forudsættes at betegne Rigets Underkastelse; deter jo kun i Brevet, for hvilket Forfatteren søger en Støtte i Lovstykket, at Offringen gives denne Betydning. Thi hvad Gejstligheden i Tidernes Løb muligen kunde have lagt ind i Offringen som Sjælebod, om den var sikker og var bleven staaende, vedkommer os ikke her, som da overalt Intet kan bygges paa Futurabilia. Det maa erkjendes, at dersomStykket ved Gulathingsloven er ældre end Brevet, saa indeholder dette en saa stor Udvidelse af Lovstykkets Bestemm-else, at Kirkens Ret i dette bliver til en ganske anden i hiint; og omvendt, hvis Brevet er ældre end Lovstykket. Men dertil kommer, at Lovstykket selv giver

Anledning til de stærkeste kritiske Tvivl. Heller ikke KronensOfTring som Sjælebod har efterladt sig noget Spor i de historiske Levninger fra Datiden. Deter atter her Erkebiskop Jon, som 1273 drager ogsaa det frem, og det endda saaledes, at man ikke kan see, om den da paaberaabteconstitutio antiqua, hvis Gyldiglied Magnus Lagabøterikke vil anerkjende, har været ganske overeenssteinmendemed det Lovstykke, som nu læses ved Udgaverne af den ældre Gulathingslov, navnlig ikke, om det har havt Bestemmelsen om Kronens Oflring for Kongens Sjæl; thi dette Punkt omtales netop ikke i det bergenske og tønsbergskeForlig af 1273 og 1277. Deter sandt, at Stykket findes i Codices af den ældre Gulathingslov, men uden Angivelse af dets Alder, uden at det vides naar, af hvem, med hvad Lovskraft deter indført; og uden at der findes nogen lignende Bestemmelse i de andre norske Provindsiallove,endskjøndt Sagen jo angik ikke Gulathingels, men alle Provindsialthingenes Kreds lige meget; skulde en saadan Bestemmelse ventes i nogen af Lovbøgerne, maatte det snarest have været, i Frostethingets; men der staaer Intet derom. Det tilkommer de norske Kritikere at besvaredisse Tvivl. Det kan ikke være tilstrækkeligt at henvise til den Omstændighed, at Lovstykkets Paalidelighed hidtil ikke er modsagt; thi den fuldkomne Tavshed om det i det 12te og 13de Aarhundrede er altfor paafaldende til, at det kan have Formodningen for sig: ogsaa dets Paalidelighed maa bevises, men kan ikke forudsættes. Det gjælder jo her ikke om at vinde en Proces ved klog Benyttelse af Modstandernes Feil og Forsømmelser, men om at udfinde den historiske Sandhed.

Dog, hvorledes det end forholder sig med dette
Lovstykke, saa kan det, som ovenfor viist, under ingen

Omstændigheder afgive nogen Støtte for Brevet. Dette staaer endnu uden al Understøttelse i Alt hvad der med Sikkerhed vides om Norges Historie indtil 1273; det er i sig selv en Gaade; det gjør Striden mellem Kongedømmet og Hierarchiet i Kong Sverres og hans Eftermænds Tid gaadefuld; det tjener ikke til at forklare Andet, end hvorledesErkebiskop Jon mere end et Aarhundrede efter Magnus Erlingsens Kroning kunde fremkomme med Paastandenpaa St. Olafs Lehnshøihed over Kongedømmet, og paa Kronens Offring som Beviis derpaa. Det er derfor intet Under, at nyere Tvivlere have fattet Mistanke om, at Erkebiskop Jon selv har sammensmedet det, eller at Andre have gjort det i hans Interesse; medens paa den anden Side det Paafaldende i et saadant Bedrageri vel netop er en Hovedgrund for de Troende til at holde paa Brevets Ægthed. Men det forekommer mig, at man ikke er indskrænket til nogen af disse Paastande: det er hverken nødvendigt, at anerkjende Brevet som et af Kong Magnus Erlingsen virkelig udstedt Aktstykke, der bærer Vidne om en fuldbyrdet, mellem Kronen og Kirken afsluttet Overeenskomst,eller at erklære Erkebiskop Jon og hans Tilhængere for Falsknere. Et Tredie gives.

Men dette hænger sammen med hvad man skal troe om Brevets Datering. Denne lyder saaledes: Actum mcclxxvi. X. Kai. Aprilis, in 'vestiario ecclesiæ Nidrosiensis(23. Marts 1276). Med Undtagelse af Prof. Munch have, saavidt jeg veed, Alle antaget denne Datering for umulig, fordi Magnus Erlingfen jo døde 1184, og fordi Paasken, der i Brevet selv nævnes som Udfærdigelsesdagen, i hele hans Tid ikke faldt paa den 23de Marts. Arne Magnussen, hvem Keyser følger, har meent at kunne rette Dag og Aar til den 24de Marts 1174, fordi denne Dag

da var Paaskedag, og fordi Birkebenernes Opkomst da kan have sat Magnus Erlingsen i saa stor Forlegenhed, at han maatte kjøbe Geistlighedens Bistand selv ved den største Ydmygelse.

Men om man end med Prof. Keyser gaaer ud fra, at Birkebenerne opkom i Aaret 1173 eller allerførst i 1174, saa var denne Flok i de første 2 Aar efter alle Beretninger kun lidet farlig, saalænge den under Eystein Meyla holdt sig i Vigen. I de to første Aar tog den aarvaagne Erling- Skakke ikke engang nogen alvorlig Forholdsregel' imod Flokken, men lod Bønderne i Vigen selv tumle sig med den. Det var først Birkebenernes Throndhjemstog i Sommeren 1176, der gjorde dette Parti farligt; men saa grebe ogsaa Erling og Magnus til kraftige Midler. Magnus overvandt og fældede Eystein Meyla 1177; da ansaae man Sagen for endt, og den havde sikkert ogsaa været det uden Sverres uforudseete og uforudseelige Optræden. Der foreligger saaledes ingen blot nogenlunde tilstrækkelig Grund til, at Kong Magnus paa første Efterretning om, at en Flok havde dannet sig i de sydlige Grændselande, skulde ile til Throndhjem og kaste sig i Støvet for Erkebiskoppen, som ingen Tilbøielighed havde viist for Birkebenerne, overhovedet ingen Vaklen i Forholdet til Magnus.

Men dernæst, og fornemlig, lader Prof. Keysers Tidsregningveddenne Leilighed sig vistnok ikke fastholde; og den stemmer ikke med den, han selv har fulgt paa andre Steder. De islandske Annaler¹) sætte Birkebenernes første Optræden til 1174. Bet var en Sommer, at Eystein Meyla søgte og fandt Understøttelse hos den svenske Jarl Birger Brosa, og derefter samlede en Flok. Da sige

---

1) Islenzkir Annalar, S. 70. S. R. Dan. 3, S. G3.

Kongesagaerne, at Magnus havde været Konge i 13 Vintre¹), lians første Vinter er 1161_—62; thi Inge Haraldsen faldt i Osloslaget Fredagen den 3die Februar 1161, og nogen Tid derefter toges Magnus Erlingsen til Konge i Bergen. Hvor mange Uger eller Maaneder det var efter Inges Fald, siges vel ingensteds; men Fortællingen kræver dog et Par Maaneder, da det først er den seirende Hagen Herdebreds, eller hans Mænds, belurede llaadslagninger i Oslo, der bringe Erling Skakke til Beslutning om Modstand, og da denne dog nødvendig maa have brugt nogen Tid til at samle om sig den faldne Konges Tilhængere og stemme dem for sin Søn. Man kan neppe komme Tiden nærmere, end at efter Magnus Erlingsens Proclamation i Bergen har han med sin Fader og andre Tilhængere sandsynligviis allerede været paa Reisen til Danmark, inden Kong Hagen Herdebred efter — uvist hvor længe efter — Paasken (d. e. efter den 16. April) 1161 drog fra Vigen til Throndhjem,saasomHagen vel ellers neppe havde undladt at aflægge ham et Besøg paa Veien. Naar Magnus Erlingsen saaledes ikke kan være tagen til Konge af sine Tilhængere før engang i Foraaret 1161, saa bliver hans første Vinter ikke den imellem 1160_—61, men den følgende. Dermed stemmer i Grunden Keysers øvrige Fremstilling overeens; thi han sætter-) med de islandske Annaler og alle Andre Kong Magnus's Kroning, som gik for sig i Bergen, eftcrat han havde været Konge i 3 Vintre, til Sommeren 1164. Magnus's 13 Vinter bliver da den imellem 1173^—74, den paafølgende Sommer, da Eystein Meyla drog til Birger Jarl,

---

1) Heimskringla, Magnus Erl. Saga cap. XXXVII. Fornmanna Sogur VII., S. 32

2) Keyser N. Kirkch. 1, 237.

Sommeren 1174, saa at han først temmelig seent paa Aåret 1174 kan være optraadt i Norge med sine Birkebener.DenneTidsbestemmelse bestyrkes ogsaa dervedafProf. Keyser selv, at han med alle Andre sætter Birkebenernes Throndhjemstog og Lendermanden Nicolaus Sigurdsens Fald til Sommer og El'teraar 1176; thi KongesagaerneogFagrskinn a¹) ere enige om, at Eystein Meyla og hans Flok vare 2 Vintre i Vigen, og den 3die Sommer droge til Throndhjem. Deres første Sommer bliver da 1174, deres første Vinter 1174_—75 -). At henføre BirkcbenernesOpkomsttil 1173 har neppe nogen Ældre for sig end Skule Thorlacius, i Indledningen til 3die Deel af Ileimskringla (XLIV), og Suhm i Historie af Danmark VII. S. 428, hvilke da nok kun ere een, ikke to Autoriteter; men da disse dog sætte Magnus Erlingsens Kroning til 1164, Eystein Meylas Throndhjemstog til 1176, kan deres Tidsregning kun forklares deraf, at de have regnet Birkebenernes2Vintre i Vigen for 2 fulde Aar (hele 1174 og 1175), saa at de lade disses første Sommer være 1173, — uagtet de, ret beseet, paa den Maade komme til at give dem 3 Vintre (1173—74, 1174—75, 1175—76) i Vigen, altsaa først lade dem drage til Thronhjem i den 4de Sommer, tværtimod Kongesagaernes og Fagrskinnas aldeles tydelige Tidsbestemmelser.

Kan der nu af Annalernes og Sagaernes overeensstemmendeBeretning,
og af Begivenhedernes hele Sammenhæng,ikke
komme Andet ud, end at Birkebenerne først

---

1) Heimskr. Matin. Eri .Saga, cap. XXXVJ. Forum. Sfigur VII. S. :V2Q Fai.Tsk.inna udg. af P. A. Munch og C. H. Unger. Christiania 1847, cap. 277, S. ISo.

2) Saaledes har ogsaa Munch forstaaet Sagaerne og Fugrskinna. Det norske Folks Historic, 4. B. S. -i3i3 ir.

optraadte langt hen paa Aaret 1174, saa falder hele Grundvoldenfor Arne Magnusens Gisning, at det var Skrækken for dem, der bragte Kong Magnus til i Paasken 1174 at kaste sit Rige og sin Krone for Erkebiskoppens Fødder. Den kan da ikke længer fastholdes som Udgangspunkt for en Slutningsrække; thi en Gisning om Aar og Dag maa i det mindste støtte sig til en paaviselig Situation, ellers hænger den i Luften og kan ikke gjøre Fordring paa at komme i Betragtning ved en videnskabelig Undersøgelse. Var det tilladt at rette Dateringen ved den pure Gjetning, behøvede man ikke at genere sig med Hensyn til Valget aT Dag og Aar. Det maa fastholdes, at nødes man til at lade d. 24. Marts 1174 fare, bliver der imellem Magnus Erlingsens Kroning og Død slet ingen Paaske i Marts at henføre Brevet til. Werlauff har forsøgt at rette til den 24. Marts 1163, altsaa dog ogsaa at rette baade Aar og Dag¹); men derved lægges Brevet mere end. et Aar foran ?Tiagnus Erlingsens Kroning, til en Tid altsaa, da denne Konge endnu kun var i en Alder af 5 til 6 Aar. Hvorledesvil man i saa Fald møde den Indvending, at et lille Barn, under Faderens Formynderskab, jo ikke kan med Forbigaaelse af denne og de andre Stormænd, have indgaaeten saadan Forpligtelse; og at denne, hvis Erkebiskop Eystein dog havde tillistet sig en saadan, hvorom aldeles Intet foreligger, vilde være en latterlig Nullitet, der ikke paa nogen Maade kunde bevise, at Norges Krone virkelig engang er tagen til Lehn af St. Olaf og hans Erkebiskop.

Men hvorfor overalt rette i Brevets Datering? er den
gamle Forudsætning, at Aar og Dag ikke kunne være

---

1) Om de norske Kongers Salving og Kroning i Middelalderen, i Vidensk. Selsk. Skrifter, hist. og philos. Afhandlinger, 5. B. S. 8.

rigtige, da saa aldeles sikker? Man har søgt at gjette det i'ormeentlig Rigtige, men ikke for Alvor spurgt, om ikke den 23de Marts 1276 dog kan være den rigtige Datering. Saaledes som den staaer under Brevet, uden at der foreligger nogen afvigende La>semaadc, maå den dog have Formodningen saa meget for sig, at SpørgsmaaletomdensMulighed tages under Overveielse, inden den erklæres for umulig. i\u har Prof. Munch henkastet en Tanke, der har Krav paa Opmærksomhed. Han siger₁): Hvad ellers Aarstallet angaaer, da kan endnu den Formodningfremsættes,atOrdene: »actuin — in vestiario eeclesiæ JNidrosiensis« slet ikke har tilhørt dette Dokument, men derimod har dannet Slutningen af et Bekræftelsesdokument, som Erkehiskop Jon den 23de Marts 1276 har ladet oprette,oghvorihiint var indtaget«. Denne Tanke har Munch ikke videre udviklet, som han da i hele denne Sag kun er kommen til stedse voxende Tvivl, ikke til nogen afgjort Mening; men fastholde vi den , da hidrører DateringenikkefraKong Magnus s Brev, men fra et i ErkehiskopJonsTidtaget Transsumpt af Brevet-, en Yidisse, en bekræftet Afskrift, hvori Kongebrevet har været -udateret indført²). Det er sandt, at Brevet ellers ikke hærer Mærker af at være et saadant Transsumpt; det har ikke de sædvanligeIndlednings - og Slutningsfornmlarer, som man ellers seer ved slige hekræftede Afskrifter; men dersom Gisningeniøvrigtstøttesaf

---

1) P. A. Muncli, det .Norske Folks Historie, i. B. S. 187.

2) Selv (lette, at Aktstykket er underskrevet actum etc. ikke dulum, bestyrker Munrlis Tanke. Datum oa aetuni adskilles vel ikke iioiaatii-'t i alle Breve oi; Dokumenter; men det skeer do^ ofte og heteuner da i Almindelighed Forskjellen imellem Brevet ny Vidnesbyrdet. Man vil vist ikke leUelL' linde et Brev — oa det her omtalte Skriltstykke har jo aldeles Form af et saadant — underskrevet

geniøvrigtstøttesafForholdene, kan den nævnte Mangel ved en saa slet Afskrift, som den, af hvilken man nu alene kjender Brevet, og hvor der under alle Omstændigheder maa rettes — enten i Aarstallet eller i Texten, eller i begge — ikke være tilstrækkelig til at afvise denne Forklaringsmaade.Isærdadet vel lader sig tænke, at Transsumptet,omdetalene har været bestemt til Erkebiskoppens Brug, maaskee ikke engang er udført i de sædvanlige Former. Men Situationen styrker virkelig i høi Grad Munchs Gisning. Erkebiskop Jon havde ifølge Pave Gregor den Tiendes Opfordring til alle Erkebiskopper, i Anledning af den forestaaende almindelige Kirkeforsamling, nøie efterforsketalledennorske Kirkes Rettigheder og Mangler; han havde i Underhandlingerne med Kong Magnus Lagaboteromdennye Landslov reist Paastanden paa Kronens Offring og Rigets Lehnsforhold til St. Olaf ifølge K. MagnusErlingsensBrev,men fundet Kongen uvillig til at anerkjendp. den og foreløbig opgivet den ved Forliget i Bergen den Iste August 1273; imidlertid forebragte han den dog for Paven, der betingelsesviis gjenoptog den i den Bulle, hvorved han stadfæstede det bergenske Forlig¹). Deraf nye Underhandlinger i Norge imellem Kongen og Erkebiskoppen, indtil Tønsbergerforljget af 9de August 1277 endelig afgjorde Tvisten-). Da havde Erkebispen

---

1) Norges Gamle Love ved Kejser og Munch, 2. Bind, S. 455 ff. Torfæus Hist. Rer. Norvegic. IV, G, 7 p 35 i, Dipl. Norvegiciim, 1, S. 52. Hvad der herom yttres i Pave Martin den Fjerdes af Honorius den Fjerde ausculterede Breve til Kong Erik Præstehader (Torfæus p. IV, lib. 7, cap. 2. p. 372. Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ 1, p. 40i ff.j refererer sig kun til Aktstykkerne fra Gregor den Tiendes og Erkebiskop Jons Tid.

2) .Norges gi. Love anf. St. S. 4C2 fl". Thorkelin, Diplom. Arna- Masnæanum If., fiO (f.

gjenoptaget Paastanden, men ogsaa paany ladet den falde. Iler er nu en Situation, der næsten nødvendig krævede et Transsumpt af det Drev, hvormed ban skulde støtte sin Paastand, enten til Erkesædets egen Efterretning for Eremtiden,dersomOriginalbrevetforelagdes Kongen og Paven, eller til Drug ved Underhandlingerne, dersom Erkesædet holdt fast paa Originalen. Saaledes han Dateringen i Arne Magnusens Afskrift være rigtig; det tor ikke forudsættes,menmaabevises, at den ikke er det.

Her paatrænger sig nu atter det Spørsmaal, om Brevet dog ikke skulde være et Ealskneri af Erkebiskop Jon?¹) Jeg troer, at det maa besvares benegtende, fordi det ikke er rimeligt, at om Erkebiskoppen eller nogen af Kannikerne ved Erkesædet vilde sammensmede et saadant falsk Drev, de da havde gjort det saaledes, som det nu lyder. Thi er Dateringen Transsumptefs, ikke Kongebrevets, saa er dette sidste udateret, og da maa dets Tid udfindes af indre Kjendemærker og af den de offentlige Forholds Stilling, hvori det passer. Nu forudsa?tter Brevets Indhold det skrevet i Skrudhuset ved Throndhjems Domkirke en Paashedag — thi begge Dele nævnes — i Anledning af Kong Magnus Erlingsens Kroning. Kroningen omtales vel ikke ligefrem, men den antydes kjendeligt nok i de Ord:

In perpetuæ quoque subjectionis testimonium hoc pro me et pro omnibus meis catholicis successoribus privilegium huic metropolitana; ecclesiæ concedo et literis meis sigil- Jatis confirmo, ut post vocationem meam regale diadema et meum, quod hodierna die sacro altari in confirmationem oifero, et omnium mihi suceedentium præsenti delegetur

---

1) Tidligere har delte oasaa va.'ret min Mening; see F. C. Petersens Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 3. li. :5. Hefte, S. ISO il'.

ecclesiæ. Her siges det nemlig, at Kronen først skal tilfaldeMetropolitankirkenefter Kongens Død (post vocationem, hvilket Erkebiskop Jon i det bergenske og tønsbergske Forlig gjengiver ved post deeessum), altsaa kan den Linie: diadema meum, quod hodierna die sacro altari in confirmationemoffero,ikke betyde, at Kronen nu strax. offres paa Alteret, som det jo ogsaa er vist, at Magnus Erlingsen forblev i Besiddelse af den Krone, han bar ved sin Kroning,indtilden ved Kampen i Bergen 1183 faldt i Kong Sverres Hænder¹). Ordene forklares naturligst om den Krone, som han idag fremstiller paa Alteret for at vies til hans Kroning-, og dermed stemmer baade Brevets hele Holdning og dets enkelte Vendinger overeens: Det er en Konges religiøse Betragtninger, idet han tiltræder sit ansvarsfulde Kald, der her lægges Magnus Erlingsén i Munden; og navnlig kunne de Ord: Igitur in tantis et tam arduis jam a teneris annis exequendis negotiis, quia debilis redditur humana infirmitas, quum non sit potestas nisi a deo, ipsum in auxilium invoco, ipsum cooperatorem exposco osv., ikke uden Tvang fortolkes anderledes, end at den lægges i Munden paa et Barn, der ved sin Regeringstiltrædelseudbedersig den guddommelige INaades Bistand i sin Svaghed. Nu er det aldeles utroeligt, at Erkebiskop Jon eller de andre Geistlige ved Throndhjems Domkirke ikke skulde have vidst, at Magnus Erlingsen i Virkeligheden ikke kronedes paa en Paaskedag, og ikke i Metropolitankirken, men engang i Sommeren eller Efteraaret1164i Bergen. Og ligesaa utroeligt er det, at de, hvis de selv havde smedet Brevet, skulde ved dette: et literis meis sigillatis confirmo have henviist til endnu et

---

1) Fornman. Sog. VIII, S. 193.

andet, det egentlige, afgjørende Dokument, eller at de skulde have valgt den besynderlige Form af et Brev fra Kong Magnus til Erkebiskop Eystein, da det jo dog maatte have vævet dem ligesaa let, at skrive en Akt med PaaberaabelseafVidner og med alle Ægthedens ydre Mærker.

Det bliver altsaa sandsynligst, at Erkebiskop Jon ved sine Efterforskninger i sit Embedsarchiv virkelig ha>r fundet hiint Brev og i god Tro taget det for et hidtil forglemt Aktstykke, hvis Rigtighed han ikke havde tilstrækkelig Grund til at betvivle.

Indlysende er det, at under disse Forudsætninger maa Brevet være ældre end Magnus Erlingsens virkelige Kroning, altsaa henhore til de Underhandlinger imellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, som gik forud for Kroningen. Og her mangler ikke en passende Plads for det imellem Begivenhederne. Et Blik paa de offentlige Forhold og Tildragelser i Magnus Erlingsens første fire Aar vil vise det, saaledes som jeg troer disse bør opfattes i Overeensstemmelse med Beretningerne i Fagrskinna og Kongesagaerne.

I Sommeren eller Efteraaret 1161 komme Erling Skakke og hans Søn tilbage fra Kong Valdemar den Første med dansk Hjælp, og til samme Tid omtrent tiltræder Eystein Erlendssøn som i Rom indviet Erkebiskop sit Embede som Norges Metropolit. Erling overvinder og fælder Magnus's Rival i det følgende Foraar, eller i Sommeren, fører sin Søn til Throndhjem og faaer ham med Erkebiskoppens Samtykke anerkjendt som Norges Konge paa Ørething. men forlader hurtig denne Egn, fordi han ikke troer Befolkningen ret. Det er ikke for dristigt at antage, at Erling allerede ved denne Leilighed har begyndt UnderhandlingermedErkebiskoppenom Kroningen; thi om han

ikke har tænkt paa dette lige fra første Begyndelse, • saa maatte han upaatvivlelig i Danmark faae sin Opmærksomhedhenledetpaadenne bjaitidelige Indvielses store BetydningforenKonge, mod hvis Ret til Kronen saa mange Indvendinger kunde reises, som imod Magnus Erlingsens; thi i Danmark kjendte man godt Kroningens Betydning, og Kong Valdemar var selv hleven kronet kort før Erlings Ankomst. Men under dette -første Ophold i Throndhjem kom det endnu ikke til Afgjørelse imellem Erling og Erkebiskoppen;maaskeekundede ikke strax enes om Betingelserne,maaskeeharogsaa den hurtige Afreise foreløbig afbrudt Underhandlingerne. Og nu reiser det sigurdske Parti en farlig Krig imod Magnus, hvorved hans Fader nødes til at tilbringe begge Vintrene 1162_—63 og 1163_—64 med den mellemliggende Sommer i Rigets sydligeEgne.Velfælder han Sigurd Jarl ved Ramnæs allerededen19deFebruar 1163; men Markus paa Skog og Partiets andre Høvdinger opretholde den unge Sigurd. Med dem maa Erling kæmpe 1163. Han hindrer dem i at sætte sig fast i Vigen; men de drage til Throndhjem og faae Sigurd tagen til Konge paa Ørething, ved hvilken Leilighed dog ikke nogen Deltagelse af Erkebiskoppen omtales. Men et Søtog fra Throndhjem til Vigen mislykkes ved Erlings Foranstaltninger i disse Egne, og paa TilbageveienfangesbaadeMarkus og hans Søstersøn af Erlings og Magnus's Mænd i Bergen. Efterat de vare henrettede ved Mikkelsdagstid 1163, maa dog Erling endnu i den paafølgende Vinter bekæmpe Levningerne af Partiet i Vigen: Hisingboerne underkastes ved Juletid, Frederik Kona og de andre sigurdske Høvdinger i Vaaren 1164. Nu først var Erling virkelig Norges Herre i sin Søns Navn, Imidlertid benyttede Erkebiskop Eystein Rigels opløste

Tilstand og Erlings Forlegenhed til at fastsætte og udvide Erkesædets Rettigheder. Ved sine Familieforbindelser og sin personlige Indflydelse formaaer han Almuei) i sit Stift til at indrømme ham Sagøren efter Solvværdi, — en Ret, hvis Lovlighed vistnok kunde underkastes Tvivl af den verdslige Regering, der for sit Vedkommende skulde nøies med den ældre Beregningsmaade. Dette har Eystein sikkert udvirket i Aarene 1162 og 1163; thi Overlægningerne med og imellem Almuen kunne ikke have været ganske kortvarige.Imidlertidfortsætterhan Underhandlingerne med Erling om Kroningen, og nu turde han spænde Buen stramt nok, da Borgerkrigen bandt Erlings Hænder. Erkebiskoppen sender ham engang i Vinteren 1163 fra Throndhjem til Vigen et Udkast til en Forpligtelse, som Magnus skal vedtage, da vil han i Paasken krone ham i Throndhjem. Krigen hindrer Erling' i at føre Underhandlingerne videre i Øieblikket; Betingelserne ere vel ogsaa forekomne ham altfor haarde. Men efterat han har faaet Bugt med de sidste Levninger af det sigurdske Parti, kommer han til det store Rigsmøde i Bergen i Sommeren 1164. Her ere den pavelige Legat, Biskopperne, Landets Høvdinger; og her indfinder ogsaa Erkebiskoppen sig. Med ham optager Erling mundlig Underhandlingerne om Kroningen. Han er nu Seierherre, og han har Erkebiskoppen indviklet i hvad han fra sit Standpunkt havde god Grund til at betragtesomenLovovertrædelse. Da er det ikke saa underligt,athankan trænge Eystein tilbage fra lians overdrevne Fordringer i Udkastet. Udentvivl gjengiver da den Samtale imellem dem, hvori Kongesagaerne og Fagrskinna have nedlagt deres Opfatning af Situationen, denne ganske rigtigt;ogSagaernehave sikkert Ret i at henlægge den til

tieres personlige Mode i Bergen¹), — kun at man ikke lader sig vildlede deraf, at Sagaerne fremstille den, som om alle Underhandlingerne om Kroningen vare indeholdte i den alene.

Da nu Magnus Erlingsen i en Alder af omtrent 8 Aar ifølge Erlings og Erkebiskoppens Overeenskomst blev kronet i Bergen i Sommeren eller Efteraaret 1164, maatte han sværge en Kroningseed, der angik baade hans Kongepligt imod Landet — thi den Deel af Eden omtalte han selv i Mødet med Sverre 1181 -) —og hans Forpligtelser til Kirken, der blandt andre Steder ogsaa paaberaabes i Kong- Hagen Sverresøns Forligsbrev til Geistligheden som en Stadfæstelse af Kirkens ældre Friheder³). Men Indholdet af denne Eed, de Friheder, der da tilsagdes Kirken, anføresingensteds. Det er aldeles ikke vist, ja ikke engang sandsynligt, at Eden har lydt omtrent som Lovstykket ved Gulathingsloven; thi da maatte dog den der nævnte Offring af Kronen for Kongens Sjæl være kommen under Omtale i Sverres Strid med Kirkemændene. Og er det i nogen Maade troeligt, at Kong Hagen Sverresen skulde have

---

1) Munch (N. hist. 3, 930) har forstaaet .Fagrskiuna, Cap. 268, som om Erling Skakke har været i Throndhjem i Vaaren UGi og der lunt hiin Samtale med Erkebiskoppen; Kcyser (IS. Kirkeh. 1, 237) mener efter samme Kilde, at det var 11G2, strax efter Erlings Seier over Hagen Herdebred. Denne forskjellige Opfatning viser allerede, at Fagrskinnas Fremstilling ikke er tydelig; og jeg indseer ingen Grund til med Munch at erklære den for »øjensynligt rigtigere« end Sagaernes, eller at tilsidesætte disse, som Munch • iøvrigt her følger, for hiin. Kun det kan indrømmes, at Underhandlingerne imellem Erling og Erkebiskoppen cre drevne i længere Tid, saaledes som Fagrskinna antyder, hvilket da ogsaa i sig selv er rimeligt nok.

2) Fornmanna Sogur VIII. S. 155.

3) K. Hagen Sverres: Retterbod om Kirkens Friheder, i Norges gi. Love 1, 444. Thorkelin, Diplomat. Arna-Magnæanum 11., S. 18.

stadfæstet Magnus Erlingsens Tilsagn »og de Eder, der bleve svorne for Legaten, dengang Jarlen reiste Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed«, dersom han derved havde troet at stadfæste en Bestemmelse,der stemplede hans Fader som en Kronrover og umuliggjorde hans egen Son at bestige Norges Throne?

*

Lovstykket er overhovedet uforeneligt med den Anskuelse af Kronens Ret, Kong Sverre og lians Efterkommere standhaf'tigen forfægtede imod Kirken. Man kan vist ikke paastaae mere, end at dette Lovstykke har staaet i en eller anden Codex af Gulathingsloven, dengang Erkebiskop Jon. underhandlede med Kong Magnus Lagabøter om Statens og Kirkens gjensidige Forhold.

Men hvorledes det end forholder sig med Lovstyhket,. kan Brevet ikke gjælde for mere .end et Udkast til dea Forpligtelse, jeg antager at Erkebiskop Eystein forsøgte at gjøre til Betingelse for Kroningen, men som faldt til Jorden uden Virkning¹). Udkastet, eller en Afskrift deraf, er bleven liggende i Erkesædets Archiv, uændset af Eysteins

---

1) At Brevet er et Udkast, bestyrkes ved det Hastværk, hvormed det synes concipcrot. Manglen paa grammatisk og stilistisk Correcthed kan vel ikke fremhæves, saalaengc del kun ligger for os i en meget maadelig Afskrift, eller i en Afskrift efter en maadelig Afskrift; men to Ting ere paafaldende, først, at Breveoneipisten lader Kone Magnus tale snart i den forste Person i Enkelttallet, snart i Fleertallet; dernæst, at en Hovedsag, der siden gav Anledning til saa voldsomme Stridigheder: Bispestolenes og Kirkernes Bortgivelsc uden Kongens Mellemkomst, omtales meget flygtigt i et Par Linier lige i Slutningen, som om dette enten var en Bisag, eller en Sag, der forstod sig af sig selv, eller som Noget, der videre kunde udfores i et Aktstykke fliteræ sigillatæ), der skulde ndfærdiges til Bekræftelse af Overeenskomsten Brevet har Udseende af at være flygtigt sammenstykket af ældre Aktstykker og nu først stiliserede Forslag til yderligere Indrømmelser fra Kronens

Eftermænd, der enten ikke have kjendt det, eller kjendt det for vel til, at det kunde falde dem ind at grande nogen Fordring paa det. Men da Erkebiskop Jon et Aarhundrede senere under meget forandrede Forhold finder det ved sine ivrige Efterforskninger efter den norske Kirkes Rettigheder, har hverken han eller nogen Dalevende vidst Besked om Sagens Sammenhæng; og han kunde da troe, i Brevet at finde et Vidnesbyrd om en i det mindste aftalt Overeenskomst imellem Magnus Erlingsen og Erkebiskop Eystein, — en Overeenskomst, hans Embedspligt bød ham ikke at forbigaae uændset, men om hvis Retskraft Brevets Form $lg hele Ydre maaskee dog har fremkaldt Tvivl hos ham selv, som gjorde ham det lettere at give efter for Kongens Indsigelser.

Som historisk, som vist og sikkert, kan da, om de ovenstaaende Bemærkninger i det Hele findes grundede, kun det fastholdes, at Erkebiskop J6n har ved de Underhandlinger, der førte til det foreløbige Forlig mellem Kirken og Kronen i Bergen 1273, og til det endelige i Tønsberg 1277, et Øieblik paastaaet, at Norges Rige egentlig var et Lehn af St. Olaf, og at Kongens Krone skulde offres til Metropolitankirken som Tegn herpaa, men dog snart ladet denne Paastand falde. Med Brevet falder hele Grundlaget for den almindelige Beretning om, at Norge engang har været et Lehn af Erkestolen i Throndhjem; og indtil Lovstykket i Gulathingsloven har gjennemgaaet en alvorlig kritisk Prøvelse, kan det heller ikke antages, at Kronens Offring for Kongens Sjæl virkelig er lovet af Magnus Erlingsen eller hans Fader paa-hans Vegne. Vist er det desuden, at ingen af Kongernes Kroner er bleven offret til Kirken.

Prof. Keyser er kjendeligt nok ingen Ven af Ralmarunionen.Han er vel for lærd og for retfærdig til at gjentagealle de gamle Klager fra svensk og norsk Side; men de store Ulykker, denne i sin Grundtanke beundringsværdigeForbindelse i Tidernes Løb bragte over de tre Higer, især da over Norge og Sverrig, har vakt Kulde, ja Uvillie imod Forbindelsen selv. Men saa lidt som man kan miskjendedet Grundede i Nordmandens Følelser mod Unionen, saa lidt kan dog hans Dom over dens Stifterinde billiges, eller hans haarde Ord om hendes personlige Adfærd anseesfor velgrundede. Deter jo ikke Margr-ete, der er Skyld i Eftermændenes Misgreb og Uheld; og det skaf ikke kunne bevises, at hun i det Hele har handlet anderledes,end der efter den Situation, hvori Skjæbnen havde henstillet hende, den Tid, de Mennesker, de Forhold, hun skulde behandle, fornuftigviis kunde handles. Deter sandt, som Hvidtfeldt siger, at den store Dronning dog ikke var Alle tilmaade; men den Hersker er endnu ikke født, der er Alle tilmaade. Uden Pletter er Margrete ikke sluppen gjennem Verden; hendes Liv var et Verdensliv, ikke som den hellige Birgittas viet til en Kamp for Helgenglorien. Men den Bane, hendes Natur, hendes Herkomst, hendes Stilling, — Alt hvad hun ikke selv har taget, men modtaget,foreskrev hende, vil Historien ikke kalde mindre ophøiet og mindre fortjenstfuld, fordi den var mindre reen, end et mod Himlen vendt Munkeliv. Deter alligevel vist, at Alt hvad vi vide om Margretes Færd, hvad der foreliggersom beviislig Kjendsgjerning, ikke berettiger til en haard Dom; men deter ikke billigt, at det, de mangelfuldeKilder ikke sætte i fuldt Lys, skal udtydes til det Værste, eller Uvillien over Andres Færd skal kaste sig over

hende, fordi hendes Gjerninger ved Andres Misgreb og
Tidernes Ugunst bragte flere daarlige end gode Frugter.

Det er ikke min Agt at skrive en Apologi for Margretes politiske Færd, ikke fordi jeg jo nok troer, at den lader sig forsvare, men fordi det vilde føre altfor vidt og ikke heller er fornødent her, da Prof. Keyser ikke har udtalt nogen almindelig Fordøminelsesdom over den; men han har udtalt en Dom over hendes Person, som fremkalder

Han paastaaer¹), at der hos en stor Deel af Margretes Undersaatter har lønligen ulmet Mistillid til hende og Uvillie imod hendes Styrelsesmaade, hvortil han søger Aarsagen i forskjellige af hendes Handlinger; men allermeest, mener han, har den dog maaskee ligget i den Mangel paa sand Charakterens Elskværdighed, som altid klæber ved en mandhaftig, herskesyg, statsklog, haard og rænkefuld Qvinde, der saa at sige fornegter sit Kjøn for at spille Mandens Rolle, og om hvem man opfordres til at sige, hvad Kong Valdemar netop skal have sagt om sin Datter: »Naturen har faret vild med hende; hun skulde blevet en Karl, men blev et Qvindfolk«. Margrete var ifølge sin Charakteer neppe skikket til at vinde hos sine Undersaatter nogen sand, paa Kjærlighed grundet Hengivenhed.

Altsaa Margrete s Personlighed skal have vendt hendes Undersaatters Hjerter fra hende! Men efter alle Vidnesbyrdvarhun dog afholdt i Danmark, hvor hun meest færdedes, hvor Folket havde bedst Leilighed til at kjende hende personlig; at hun ikke var det i Norge og Sverrig, har man senere sagt, da hendes Værk var blevet Nordmænd

---

1) 2. Deel S. -io-5.

og Svenske til Plage; men det er ikke beviisligt, ikke engangsandsynligt,at en lønlig Uvillie har været almindelig i disse Lande, saalænge hun selv levede; og at denne formodede Uvillie har havt sin Grund i hendes forudsatte Mangel paa Elskværdighed, stottes ikke af Historien. Hvad vide vi da, naar Alt kommer til Alt, om Margretes Person? umiddelbart saa godt som Intet; hendes Faders Ord, om Anekdoten er rigtig, udtale hverken Dadel eller Roes, de kunne ligesaa let udlægges som et Udbrud af Beundring som af Forundring. Ingen af os veed det jo, hvorledes Margrete har taget sig ud, naar hun optraadte blandt sine Undersaatter og andre Samtidige; den Enes Næserynken har saa Lidet at betyde som den Andens Beundring. Men middelbart kan det erkjendes, at Margretes Personlighed, langt fra at frastøde dem, der kom hende nær nok til at have en Mening orn hende, maa have udøvet en Indflydelse paa deres Stemning, som ikke lader sig forene med det Billede, Prof. Reyser har opstillet for os. Naar man seer det vidunderlige Held, hvormed hun leder de meest modstræbendeKræfterefter sin Villie, seer dem, der havde jaget hendes kloge og kraftige Fader i Landflygtighed, bøie sig uden lang eller heftig Modstand under Datterens Ilaand, seer Norges Itigsraader, Sverrigs overmodige Stormænd, som i et Aarhundrede ikke havde gjort Andet end støde Konger fra Thronen, føie sig efter denne Dronnings Ønsker,—og fremfor Alt, naar man med Forundring søger Nøglen til det gaadefulde Herredømme, hun i de mange personlige Møder udøver over de ledende Mænd fra Uansestæderne:daføler man, at Margretes mandige Dyder, hendes politiske Overlegenhed ligesaa lidt slaaer til for at forklare hendes Indflydelse paa Mennesker, som Dyrtæmmerens.Muskelkrafttil at begribe hans Magt over Rovdvrene.

Lybekkerne have kæmpet med hendes Fader paa Liv og Død, Lybekkerne have gjort Nordens tredobbelte Krone til en Tornekrone for JMargretes Eftermænd, de have efter hendes Død stadigt arbeidet paa at omstøde hendes Gjerning;—men naar de mødes med denne Qvinde, række de hende Haanden, gaae hendes Ærinder, tilbagegive hende Slotte og Stæder uden Tvang, hjælpe hende til at sætte den samme Erik paa Nordens Throne, hvem de siden sende tilbage til Pommern som Kong-Uden-Land. Og alt dette skulde den store Dronning kunnet udrette med en frastødende Adfærd, med en Person, hvis Übehagelighed var. saa stor, at Almuesmanden i Norges Dale, som sjældenelleraldrig fik hende at see, skulde af den Grund næret en lønlig Uvillie imod hende! Var dette virkelig saa, har Margrete ikke ved, men uagtet sin personlige Optrædendogkunnet lede Iløie og Lave, Riddere og Prælater, Nordens Rigsraader og Lybeks Borgermestere, hvilken aandeiig Overlegenhed maa man da tillægge hende! Men lader det sig overhovedet tænke, at — ikke en Semiramis eller Catharina med talrige Hære mellem slaviske Folk, men en Herskerinde, som uden organiseret Krigsmagt forstaaer at lede Folkeslag, der ikke kjendte blind Lydighed, kan have været uden baade ydre og indre Gaver til at drage Menneskene til sig? Nei, man vil ikke kunne forstaaeMargretesHistorie uden at tænke hende som en Qvinde, der ved sin personlige Optræden har ligesaa meget vundet som imponeret sine Omgivelser.

Ikke bedre grundet er Beskyldingen for Herskesyge; thi herskesyg er kun den, der vil Herredømmet for dets egen Skyld, den der udstrækker sit Scepter og sit Sværd saa vidt, han kan naae, fordi det er hans Livsnydelse at bøie Mennesker under sin Villie. Men ikke er dette

Margretes Væsen. Hun vil herske over Nordens tre Riger ikke for at nyde et vidtstrakt Herredømme saa længe som muligt, men for at gjennemføre den Tanke, der behersker hendes Liv: Nordens varige Forening under een Kongeslægt.iMargretehar stridt og lidt for at faae de tre Rigers Scepter fast i sin Ilaand; men i samme Øieblik, hun har naaet dette Maal, stiger hun frit, lUvunget, imod Mægtiges Ønsker ned fra Thronen og sætter et fremmed Barn i sit Sted, fordi ikke hun, men han. og han alene, kan sikkre det store Foreningsværk en Fremtid ud over en Menneskealder. Det er ikke blind Forkjærlighed, der lader hende vælge Erik til Grunder af den nye Herskerslægt, men Nødvendigheden. Vil hun ikke kaste sig selv for sine Dødsfjender Meklenborgernes Fødder, vil hun ikke paatvinge Danmark en Konge af en forhadt Slægt, der havde gjort hendes Fædreland alt det Onde, den formaaede, havde hun intet Valg; thi en Konge maatte det dog være, i hvem der randt en Draabe af nordisk Blod. Og hun opsamler ikke et Øieblik at vige Pladsen for ham. Saasnarthunved det norske Rigsraads Gunst har sat sig paa Norges Throne, stiger hun uden Ophold ned af den, for at sætte Erik i sit Sted, — ikke, som det uden Støtte i Historien formodes, fordi hun selv har tvivlet om at kunne som Qvinde opretholde sit Herredømme, men, som hendes hele øvrige Færd viser, fordi det tjente Foreningstanken bedst, at Erik sad fast paa den ene Throne, naar Tiden kom til at reise Spørgsmaalet om hans Valg til de to andre. I syv Aar maa hun vente paa det gunstige Øieblik og kæmpe om Levningerne af Sverrig; men neppe har hun draget Hansestæderne til sig og ved deres Bistand forligt sig saavidt med den fangne Albrecht, at hun kan aabne hans Fængselsdør, før hun med overraskende Hurtighed

iler med Erik fra det ene danske Landsthing til det andet, fåaer ham valgt til Konge, uagtet ingen Stemme i Danmark forlangte anden Hersker end hende, gaaer endnu samme Aar med ham til Sverrig og bevæger ikke uden Møie de Store til ogsaa at vælge ham, trods deres Erklæring, at de nødigen vilde have nogen Anden over sig end hende selv. Og nu sætter hun i Kalmar de tre Rigers Kroner paa Eriks Hoved, ombytter af egen fri Villie den livsvarige Herskermagtmeden Indflydelse af übestemt Varighed, og som begribeligt maatte aftage, naar Erik naaede den voxne Alder. Margrete har jo ogsaa oplevet det, at Erik vilde gaae efter sit eget Hoved. Kan en saadan Regent, der vil herske for at gjennemføre en stor Idee, men stige ned af Thronen, naar Ideen kræver dette, med Rette kaldes herskesyg?

Men haard og rænkefuld var dog Margrete! Ja, hvis Statskunst ikke er Andet end Rænkespil, Strenghed det Samme som naardhed, — eller, for ikke at sige Mere, end der lader sig bevise af Kilderne: hvis en statsklog Regents hele Færd kan kaldes Rænkespil, fordi man kan paavise enkelte Handlinger, der kunne fortjene Navnet, — hans Hjerte kaldes haardt, fordi Lidenskaben engang har henrevet ham ud over Grændsen af det Ædle. Historien har dog hverken stemplet Alexander som Tyran, trods Theben og'Tyrus, eller Cæsar som Rænkesmed, uagtet han benyttede Partimanøvrer i Rom til sin Fordeel. Kun eet Tilfælde veed jeg, hvor Margretes Politik kan siges at have været rænkefuld: hendes Bestræbelser for at liste Slesvig ud af Holstenernes Hænder. Men i Sagen selvharhunRet, og i Maaden ikke større Uret, end Holstenerne mod Danmark; thi hun brugte ikke andre Kunster for stykkeviis at komme i Besiddelse af Hertugdømmet, end

de holstenske Grever i sin Tid havde øvet imod. hendes Fædreland og hendes Forfædre. Men i ethvert Fald er det utænkeligt, at denne Færd skulde have vakt en almindeligUvilliehos de nordiske Folk imod Dronningen; den er vel ikke engang kommen til Menigmands Kundskab, og naar har man hørt, at List imod Fjenden lægger en AnforerforHad hos hans egne Folk? Og hvad Margretes Ilaardhed angaaer, vilde jeg være Prof. Keyser forbunden for en Paaviisning af de Kjcndsgjerninger, der skulle begrundedenneDom. Imod Albrecht af Meklenborg har Margrete i Seirens første Knus ladet sig henrive til uædel J'laan, — til Gjengjæld dog for vel saa uædle personlige Fornærmelser. At hun tier som en Mand, medens han skjælder som en Dreng, at hun ruster sig, som han rustede sig, møder ham i aaben Mark, som han mødte hende, og benytter Lykkens Gunst til at lade den fangne Modstander føle Vægten af den Lidenskab, han selv har reist i hendesHjerte,— det er ikke nok til at stemple hende som følesløs, hendes hele Væsen som haardt og frastødende.AlbrechtsFangenskab var langvarigt, ligesaa langt som det, hvori han holdt Margretes Svigerfader, men ikke længere end det var uundgaaeligt nødvendigt for at sikkre Seirens Frugter. At den falske Olaf rnaa bestige Baalet, er ikke en haard Hevn, men en streng Straf i Tidsalderens Aand, der krævede Tyven hængt, Forræderen radbrækket, Falskneren brændt. Hun kunde ladet Naade gaae for Itet, men ikke tør hun kaldes haardhjertel, fordi hun straffer strengt i et Tilfælde som dette, hvor man vil fraliste hende Frugten af hendes Livs møisomme Arbeide, og hvor ModerensSmerteover den altfor tidligt tabte Søn oprives paany, — ikke at tale om, at god Politik kunde tilraade en saadanBehandlingaf

danBehandlingafForbryderen, at enhver Tanke om Sandhedihans
Foregivende blev nedslaaet hos Folket.

Margretes Liv, der heelt tilhører Historien og alene kan bedømmes efter hendes Handlinger, ikke efter de gamle Partiskribenters Bagvaskelser, var ikke pletfrit, kunde ikke være det; Ingen kunde i hendes Tidsalder udføre hendes Gjerninger uden at trænges ind i Stillinger, hvor der maatte handles, som det syntes tjenligst, uden altfor ængsteligt at vrage de mulige Midler; og jeg seer ikke, at vor Tid endnu gjør det muligt for politiske Mænd at gaae igjennem Verdens Strid uden Stænk paa Englekaaben. Men dog staaer Margrete høit over sin Tids Mænd, hun har indviet sit Liv til Gjennemførelsen af en Idee, der fra hendes Standpunkt maa kaldes ligesaa naturlig og velgørende, som ualmindelig og ophøiet; og fordi hun af menneskelig Skrøbelighed nu og da har grebet til Midler, som det er let nok at vrage for os, der ikke føle Øieblikkets paatrængende Fordring af Svar paa de vanskeligste Spørgsmaal, kan man ikke være berettiget til at betragte hende som en moralsk Carricatur. Men et mildere Navn fortjente en Qvinde ikke, om hvem det med Rette kunde siges, at hun, mandhaftig, herskesyg, haard og rænkefuld, fornegtede sit Kjøn for at spille Mandens .Rolle.

I det andet Bind¹) kommer Prof. Keyser til de to Provindsialconcilier, som Erkebiskop Aslak Bolt afholdt i Bergen 1435 og i Oslo 1436. Han betragter dem som Beviser paa denne Prælats Sands for sit Kald som Metropolitanogfor den norske Kirkes Tarv. Thi om der ogsaasidenErkebiskop Olafs Dage havde været holdt saadanneForsamlinger,er

---

1) Norges Kirkehistorie 2, 485 ff

danneForsamlinger,erdet dog kun fra det Provindsialconcilium,denneErkebiskop holdt i Throndhjem i August 1351, man bar Statuter¹). Imellem dette Concilium og Aslaks første ligge 84 Aar, i hvilke den lovgivende Myndighed,dettilkom den norske Kirke at øve gjennem sine Provindsialconcilier, havde været übenyttet. Det baselske Kirkemødes Forhandlinger, mener Forfatteren, have været en Spore for Erkebiskop Aslak til atter at sætte dem i Gang. Han sammenkaldte da en norsk Kirkeforsamling til August 1435 i Bergen. Men da han kom derhen, indfandt ingen af de andre Biskopper sig; nogle sendte Undskyldninger,andreikke. Ogsaa flere Domkapitler og Abbeder gjorde sig skyldige i samme Gjenstridighed. Fortørnet herover udstedte Erkebiskoppen den 29. August 1435 fra Bergen en Kundgjørelse, hvori han bittert beklagede sig over den mod hans Kaldelse og Befaling udviste Foragt, og tillige, ifølge Overlæg med de tilstedeværende Geistlige og med deres eenstemmige Samtykke, erklærede dem, som modvilligen eller uden at angive fyldestgjørende Undskyldningvareudeblevne, for at være faldne i Straf overeensstemmendemedde canoniske Forskrifter. Han henvendte dette til alle dem, som havde undladt at sende Fuldmægtige,mennavnligen til Biskopperne Jon af Oslo, Thomas af Ørkenøerne og Peter af Hammer, hvilke han betydede, at de, ifølge visse opgivne canoniske Bestemmelser, selv havde udelukket sig fra deres Medbrødres Samfund, indtil de paa en følgende Synode vare afløste og deri igjen optagne,—og til Sølve, Abbed af Halsnø, som han suspenderedefraEmbedet, indtil han havde givet passende Opreisningogvar bleven løst af Erkebiskoppen. Saaledes

---

1) Aftrykte i Norges gamle Love anf. Udg. 111 p. 301 ff.

beretter Prof. Keyser denne høist mærkelige Dom efter det hos Pontoppidan (Annal. Eccl. 2, 563) trykte Aktstykke, hvori han dog ikke med Hvitfeld (Erik af Pommern, Qvartudg.S.561) og Andre synes at have seet en egentlig Bandsættelse. Derimod mener han, neppe uden Grand, at Erkebiskoppen har villet de danskfødte Biskopper af Oslo og Hammer tillivs. Deres og de Andres Udeblivelse afholdtdogikke Aslak Bolt fra at betragte Forsamlingen i Bergen som et lovligt Provindsialconcilium, hvor adskillige vigtige Bestemmelser bleve tagne.

Denne Aslak Bolts Adfærd finder Forfatteren i det Hele bifaldsværdig; men jeg formaaer ikke at indsee rettere, end at den hverken havde Medhold i den romersk- catholskeKirkesLov og Forfatning, eller at den paa den Tid var endog blot lovlig. En Forsamling af Kirkeprovindsens Metropolitanbiskop og nogle underordnede Geistlige kunde ikke betragtes som et Provindsialconcilium, hvis Særkjende netop var det, at Metropolitanen samledes med ProvindsensBiskopper.Et Provindsialconcilium uden Biskopper var en Uting; de af en saadan Forsamling fattede Beslutningerhavdeikke mere forbindende Kraft for de andre Stifter, end om de vare udstedte af Erkebiskoppen alene. Og selv om man kun tager Hensyn til den Lov, Aslak Bolt paaberaabte sig i Dommen over de Udeblevne, tilkom der ham ingen Ret til alene at dømme de andre Biskopper og paalægge dem Straf, endog uden Stævning og Rettergang.Erkebiskoppenvar de andre Biskoppers administrativeFormand,men alene ikke deres Dommer; kun et Concilium, eller Paven, eller en af Paven delegeret Dommer,kundedømme dem¹). At de øvrige Medlemmer af

---

1) Decretum Gratiani 11, causa 111, quæst. VI, c. 2—9;2_—9; causa V, quæst. IV, cap. 1; quæst. 111, c. 3.

Forsamlingen i Bergen bifaldt Erkebiskoppens Dom, gav den ingen større Styrke, naar denne Forsamling dog ikke var et virkeligt Provindsialconcilium; thi Underordnede kunde ikke være de Overordnedes Dominere. Om den norske Metropolitan nogensinde har havt Ret til at paalæggesineLydbiskopper arbitrær Straf for Disciplinarforseelser,skaljeg ikke indlade mig paa at undersøge; men deels viser Aktstykket af 20de August 1435, at Erkebiskoppenhernetop traadte op med Kirkens Lovbog i Haanden som de andre Biskoppers Dommer, hvad han ikke var; deels var jo den hele hierarchiske nexus, og MetropolitanensMyndighedover de andre Biskopper, saaledes svækketogtilbagetrængt i de sidste 200 Aar af selve Paven, at den throndhjemske Erkebiskops myndige Sprog lyder som en grov Anachronisme. Man troer at høre en InnocentiusdenTredie tale til et Par Smaabisper, ikke en norsk Erkebiskop i det 15de Aarhundrede til sine ligeberettigedeMedbrødre.Prof. Keyser har selv med LærdomogSandhed paaviist, hvorledes Curien Skridt for Skridt trykkede Metropolitanværdigheden tilbage ved at stille Suffraganerne selvstændigere til den og i umiddelbar ForbindelsemedRom, ligesom den derefter holdt Riskopperne i Tømme ved at hæve Domkapitlerne. Men da maa det vel ogsaa erkjendes som en Anmasselse, naar Aslak Bolt pludselig vil bruge et Par forældede Citater af Gratians Decret og et Sted af Decretalerne fra det 13de Aarhundrede til at fremmane et Forhold, der forlængst var forsvundet ud af Virkeligheden, og som ikke engang gav ham Ret til at optræde som de andres Dommer. Da alle de andre Riskopperudeblevefra Mødet i Bergen, havde han kun Ret til at anklage dem for et nyt Provindsialconcilium eller, om han overhovedet intet saadant kunde bringe istand, for

Paven. Vil man sige, at han i alt Fald som pavelig Legat maatte kunne dømme de andre Biskopper, saa er det netop som den krænkede Metropolitan, han optræder, og uden at paaberaabe sig sin Legation. Vi vide overalt ikke, hvilkenMyndighedder tilkom ham som apostolicæ sedis legatus.Prof.Keyser har ikke oplyst dette. Legatus de latere var Erkebiskoppen jo ikke; mon hans Legatmyndighed har bestaaet i mere end en Fuldmagt til at meddele visse Dispensationer,derellers vare Paven forbeholdte, men som Norges Beliggenhed og Forhold gjorde det tilraadeligt at kunne give i Landet selv?

Desuden har Erkebiskoppen gjort et uhjemlet Indgreb i de andre Biskoppers Jurisdiction, navnlig da i Biskoppen af Bergens, endskjøndt denne ikke er iblandt de dømte, idet han suspenderer Abbeden af Halsnøkloster med andre Abbeder og mindre Prælater. Thi der tilkom ham aldeles ikke nogen Magtfuldkommenhed til at straffe den ikkebiskoppelige Geistlighed udenfor sit eget Stift, ikke engang efter de ældre Dele af Kirkeloven, som dog ere Metropolitanmyndigheden meget gunstigere, end de yngre Dele af den canoniske Ret¹). Aslak Bolt har ved disse Suspensioner ligefrem behandlet de andre Biskopper som midlertidigen satte ud af deres Embedsvirksomhed.

Der foreligger Intet om, at disse Erkebiskoppens Anmasselserhave havt nogensomhelst Virkning eller paaført Andre end maaskee ham selv Übehageligheder. I det mindste fristes man til at troe, at han har følt, eller ladet sig overtyde om, Dommens Nullitet og den bergenske ForsamlingsUgyldighed; thi Aaret efter fik han et tilsyneladendeupaaklageligt Provindsialconcilium samlet i Oslo,

---

1) Jfr. Decretum Grat. JI causa IX quæst. 11l cap. G, 7. Decretale? Gregorii I. I, tit. XXXI, c. 9.

hvor lian i Forbindelse med tre andre norske Biskopper den 20de December 1436 udgav Statuter¹), men uden med et eneste Ord at omtale denne bergenske Forsamling. Han beraaber sig i dette Statut paa den canoniske Lovbog,paa Tønsbergerovereenskomsten af 1277, paa ErkebiskopJons Christenret, paa Kong Hagens Bud, paa Statuternefra Erkebiskop Olafs throndhjemske Provindsialconcilium,paa et Statut af Erkebiskop Povel, men ikke paa hvad der i det foregaaende Aar blev vedtaget i Bergen, ikke engang ved Forbuddet imod at holde Løverdagen helligsom Jøderne, og imod Misbrugen af Munkenes Betleri, som jo dog allerede skulle være forbudte i Bergen. Og i den paa Osloconciliets Bestemmelser grundede Skrivelse af den 18de Februar 1437 til Geistligheden i Stavangers Stift angaaende Pengebidrag til en Sendelse til Baselerconeiliet²) er det atter kun det i Oslo Vedtagne, der paaberaabes, men ikke hvad der bestemtes af Forsamlingen i Bergen, endskjøndt ogsaa denne Sag der skal være afgjort. Heller ikke er der i Oslostatutet Tale om, at de i Bergen suspenderedeGeistlige have gjort Bod eller ere faldne tilføie og have faaet Afløsning, da dog de i den bergenske Dom anførteLovsteder udtrykkelig fremhæve, at Biskopperne ikke kunne optages i Brødrenes Samfund igjen, med mindre de afløses paa et følgende Concilium. Indeholder Alt dette nu vel ikke noget fuldstændigt Beviis for, at Erkebiskoppenselv har erkjendt Ugyldigheden af Mødet i Bergen og sin Dom over de andre Biskopper, saa vækker det i det mindste en stærk Formodning derom, der ikke modsiges af hvad der iøvrigt er os bekjendt om disse Biskopper og deres Forhold til deres norske Metropolitan.

---

1) rs'y danske Magazin I, S. 42.

2) N. D. Mag. I, S. GG.

Men hertil kommer endnu, at baade den bergenske og den osloske Forsamling vare paa den Tid virkelig ulovlige ; thi de afholdtes tværtimod et bestemt Dud af Baselerconciliet, hvis lovgivende Myndighed for den hele latinske Kirke dengang, da selv Paven havde nogenlunde forsonet sig med det, ikke er nogen Tvivl underkastet, og hvis Decreter Aslak Bolt jo ellers anerkjendte; og i Aktstykket af 29de August 1435 tog han aldeles intet Hensyn til de af Conciliet fastsatte Straffebestemmelser for de Geistlige, der udebleve fra lovligen sammenkaldte Provindsialconcilier. Baselerconciliet havde i sin 15de offentlige Session, den 26de November 1433 i Decretet Prz'dem hcec sancta¹), hvorved den gjenoprettede og ordnede Provindsial- og Stiftsconcilier, bestemt Følgende om de førstnævnte: Celebretur quoque in singulis provinens, saltern infra biennium a fine concilii generalis, et deinde ad minus semel de triennio in triennium, provinciate concilium in loco tuto; in quo tam archienisropus quam suffraganei omn.es, -et alii, qui in hujusmodi conciliis provincialibus interesse tenentur, debite vocati intersint ...

Concilio autem generali durante, et fer sex menses
ante, hujusmodi provincialia concilia non celebrentur . . .

Quod si metropolitani vel dioecesani prædictis terminis in celebrandis provincialibus et episcopalibus synodis, cessantelegitimo impedimento, fuerint negligentes, medietatem omnium fructuum et obventionum ratione suarum ecclesiarumad eos pertinentium, fabricæ ipsarum ecclesiarum applicandam eo ipso amittant. Qui si in eadem negligentiaper tres proximos menses perseveraverint, ab officiis et beneflciis sint ipso facto suspensi. Quibus transactis temporibussub

---

1) Mansi, sacr. conciliorum nova et amplissima collectio, Venetiis 1788, T. XXIX col. 74.

poribussubantescriptis poenis, antiquior in provincia ordineepiscopus .ipsius metropolitani episcopi, aut major in dignitate post pontificalem in sacris constitutus, nisi ad alios forsan de consuetudine vel privilegio pertinent, negligentiamin celebrandis prædictis provincialibus et episcopalibussynodis supplere teneatur.

Dette Lovbud kan ikke liave været Aslak Bolt übekjendti mere end balvandet Aar efter at det var udstedt. Det har udentvivl været tilstillet Nordens Kirker af Baselerconcilieti authentisk Form, ligesaavel som Decretet Stcut in construenda, der blev vedtaget omtrent 4 Maaneder tidligere,i den 12te Session, og strax sendtes til Norden¹), og som Aslak Bolt i Juli 1434 fulgte i Bekræftelsen af Oluf Nielsens Valg til Biskop i Bergen-). Men uagtet DecretetPridem liæc sancta forbyder at holde Provincialconcilium,saalænge en almindelig Kirkeforsamling sidder, sammenkaldteNorges Erkebiskop dog sin Kirkeprovindses Biskoppertil Møderne i Bergen og Oslo, hvorved han gjorde AH, hvad der stod i hans Magt, for at hindre dem i at møde i Basel. Naar da Biskopperne udebleve fra hine Forsamlinger, var det dem, ikke ham, der havde Loven paa deres Side; og Erkebiskoppen er gaaet saa vidt i sin Ulydighed imod Conciliet, at han i Domsakten af 29de August 1435 tilsidesætter dettes Straffebestemmelser for nogle forældede Steder i Decretet, der jo nu vare lovligen ophævede eller forandrede ved Conciliets Decret. Maaskee tør man ansee det som et Tegn paa, at han snart har begrebetsin Uret, at han i Statuterne fra Oslomødet ikke taler om de tidligere Cdeblevnes Afløsning, da denne dog maatte være skeet nu, eller Dommen over de atter Udeblivendevære

---

1) See Pontoppidans Annaler 2, .j56 H".

2) Dipl. Norveg. 1, Nr. 743, 716.

blivendeværefornyet og gjentaget, om han selv havde
troet paa dens Lovlighed.

Hvad har bevæget Erkebiskoppen til denne paafaldende Adfærd? Iver for den norske Kirkes Vel alene kan det neppe have været; thi han maatte jo let kunne forudsee de Vanskeligheder, han beredte sig selv ved at fare frem imod den almindelige Kirkeforsamlings Bud. Snarere har Haabet om at kunne benytte Tidsomstændighederne til et dristigt Forsøg paa at gjenoprette Metropolitanmyndigheden ledet ham. Baselerconciliets ivrigste Stræben gik jo netop ud paa at gjenreise Hierarchiets af Paverne selv nu i et Par Aarhundreder rystede Bygning, og at stille Episkopatet saa frit til Rom, som det kunde skee uden ganske at opløse Kirkens Eenhed. Derfor hævede det atter Metropolitanerne til virkelige Forstandere for deres Kirkeprovindser, navnlig ved at kalde Provindsial- og Stiftssynoder til Live igjen, og ved atter at lægge Prøvelsen og Bekræftelsen af BiskoppernesValg i hines Hænder. Dette kunde vel friste en kraftfuld Erkebiskop i det afsidesliggende Norge til et rask Greb, paa en Tid, hvor han kunde troe at være sikkret imod baade Paven og Kirkeforsamlingen, da vel den ene saa lidt som den anden vilde ved skarp Brug af sin Myndighedkaste Formanden for en Kirkeprovinds over i ModstanderensArme. Og fra Kongens Side var Intet at frygte i et Øieblik, hvor Nordens Kroner allerede vaklede paa hans Hoved, ligesom det ogsaa kunde ventes, at det norske Folk og den norske Gejstlighed ikke vilde tage Parti for de to danskfødte Biskopper, mod hvem Erkebiskoppens strenge Forholdsregel vel nærmest var rettet, som Prof. Keyser rimeligt nok formoder. Men Aslak Bolt havde Cret i at bruge den Deel af Baselerconciliets Virksomhed, der behagede ham, medens han tilsidesatte den Bestemmelse,

der i Øieblikket stod ham i Veien, uagtet den havde Lovskraftfor ham. Og man kan ikke fortænke Biskopperne i_T at de ikke vege for et lovstridigt Forsøg paa at trange dem tilbage i en underordnet Stilling, hvorfra de sidste to hundrede Aars faktiske Udvikling af Kirkens Forhold havde befriet dem.

Denne Sag er af megen Interesse med Hensyn til Spørgsmaalet om de enkelte Nationalkirkers Forhold til den almindelige latinske Kirke i det 15de Aarhundnidc, navnlig om deres Forhold til Baselerconciliet og om den canoniske Rets Gyldighed i reent geistlige Sager. Det er endnu saa lidet oplyst, hvilken Indflydelse Baselerforsamlingenskraftige, men tilsidst dog mislykkede Forsøg paa at hæve Episkopatet-imod liom har udøvet her i Norden; og mærkeligt nok er det, at det netop er Aslak Bolts Adfærd,der middelbart og umiddelbart giver den meste Oplysningherom. Og hvad den canoniske Ret angaaer, saa er dens Lovskraft i de nordiske Kirker, saavidt mig bekjendt,endnu ikke stillet i et tilstrækkelig klart Lys. ErkebiskoppensDom af 29de August 1435 giver et mærkeligt Bidrag hertil. Det synes, at han er gaaet ud fra, at i Kirkensindre Forhold havde i det mindste baade Decretet og Decretalerne fuld Lovskraft for den norske Geistlighed selv. Uden Betænkning gjør han selv de ældste Bestemmelser i Decretet, ja endog Glosserne, og sin egen Fortolkning af Lovstedernes Udtryk, gjældende som bindende Lov. Man fristes her til at spørge, om Gratians Decret nogensinde er af Paven behandlet som Lov for den norske Kirke *)r)_r

---

1) Det synes, at Decretet har været vel saa tidligt bekjendt i Norge som i Danmark. Munken Thendorich, der skrev sin norske Historie omtrent 11 GI —1170, har vel neppe endnu kjendt det; han skulde ved sin L\st til at vise sin Belæsthed ikke have undladt at citere det; og det Sted af Pave Gelasius d. Førstes Tale, han anfører i det 2G. Kapitel (S. Rer. Dan. 5, p. 334), maa være taget andenstedsfra end fra Deeretum Gratiani 1 —15_—3. Men i Kongemagtens Forsvarsskrift imod Gejstligheden, der hidrører fra Slutningen af det 12te Aarhundrede (Werlauff i Fortalen p. LXXII til Anecdoton hist. Sverreri illustr.), anføres mange Steder af Decretet, uden dog at paaberaahes som egentlige Lovbud. Jfr. Kolderupßosenvinge om den canoniske Rets Anvendelse i Danmark, i Iste Bind af Kirkehistoriske Samlinger, S. 1 ff.

eller om det har været selvforstaaet, at den canoniske Lovbogoverhovedet som Kirkens almindelige Lov ogsaa maatte gjælde i den enkelte Landskirke, og hvorledes dens Stillingegentlig har været til Norges egen Christenret.

Den pontoppidanske Udgave af dette saa mærkelige Aktstykke er meget slet, paa flere Steder endog meningsløs. Jeg tillader mig derfor her at meddele det i den Skikkelse, jeg efter egen Gisning og efter at have sammenholdt det med den formodentlig til Grund liggende Afskrif t¹) troer maa have været den oprindelige, og forsynet med Henviisning til de paaberaabte Lovsteder i Decretet og Decretalerne.

In nomine Domini Amen. Nos Aslacus, divina miserationearchiepiscopusNidrosiensis et apostolicæ sedis legatus,omnibuset singulis, ad quos præsentes literæ pervenerint,salutemin salutis auctore Jesu Christo. Sancta Romana ecclesia, quæ caput aliarum ecclesiarnm est et magistra domino disponente, et a qua veluti a primitivo fonte ad singulas alias orthodoxæ fidei rivuli derivantur, inter diversa et multifaria salutaria statuta et decreta per earn edita specialiter pro instructione et doctrina ae regiminesalutaricunctorum in ecclesia desudantium militanti, ut qui sub ejus doctrina et obedientia cursum vitæ recte

---

1) Det synes, at Decretet har været vel saa tidligt bekjendt i Norge som i Danmark. Munken Thendorich, der skrev sin norske Historie omtrent 11 GI —1170, har vel neppe endnu kjendt det; han skulde ved sin L\st til at vise sin Belæsthed ikke have undladt at citere det; og det Sted af Pave Gelasius d. Førstes Tale, han anfører i det 2G. Kapitel (S. Rer. Dan. 5, p. 334), maa være taget andenstedsfra end fra Deeretum Gratiani 1 —15_—3. Men i Kongemagtens Forsvarsskrift imod Gejstligheden, der hidrører fra Slutningen af det 12te Aarhundrede (Werlauff i Fortalen p. LXXII til Anecdoton hist. Sverreri illustr.), anføres mange Steder af Decretet, uden dog at paaberaahes som egentlige Lovbud. Jfr. Kolderupßosenvinge om den canoniske Rets Anvendelse i Danmark, i Iste Bind af Kirkehistoriske Samlinger, S. 1 ff.

1) I den bartholinske Afskriftsamling paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, D. Fol. 8-15.

peregerint, salvi fiant, qui vero ab ea et ejus statutis deviaverintsenon corrigendo condemnentur, inter alia ab olim etiam pie statuit, #ut metropolitani singulis annis, vel quum ipsis visum fuerit, cum suis suffraganeis concilia provincialia celebrarent, in quibus de corrigendis excessibusetmoribus reformandis, præsertim in clero, diligentemcumdei timore haberent tractatum, ut canonice regularentursubditi,et divinus cultus perfectius observaretur, transgressoresque poenis debitis piecterentur, solliciteque inquisitiones tierent super his, quæ correctione et reformationedignaforent, prout utilitati et honestati congruere videretur¹). Quum autem ad hujusmodi concilium provincialeexactadiligentia, Domino opitulante, celebrandum reverendos in Christo fratres nostros et dominos suffraganeosinfraprovinciam nostram constitutos, qui commode venire poterant, vocassemus ae alias ante hujusmodi convocationemcumnonnullis eorum specialem tractatum habuissemus,uthoc nostræ intentionis foret (quod et ipsi val de proficuum esse allegabant, eorumque consensum ad hoc benevolum compræstabant), se concurrere una nobiscumvelleutique asserebant; quum autem dies et terminuseisassignatus advenisset, nullus ipsorum ibidem protuncsuampræsentiam exhibuit personalem. Quidam enim eorum procurators emisenmt, excusationes minus sufficientes,nostrovidere, prætendentes, quidam etiam majorem contemptum fecerunt, quum nec procuratores legitimos neque etiam excusatores destinare curaverint; consimilem etiam offensam et contumeliam quidam abbates et prælati et nonnulla capitula noscuntur prøtendisse. Hujusmodi igitur contemptum ægre ferentes, quod sic præceptum el

---

1) Dette Stykke, fra Tegnet *, er incest taget af Innocents den Tredies Ord i tiet nedenfor naaberaabte Sted af Dccretalerne.

rnandatum nostrum contempserint (quod cedere poterat in perfectum et utile bonum, ut sperabamus, totius ecclesiæ Noricanæ) reputamus in vilipensionem et illusionem metropolitanæsedisfactum, non sine pernicioso exemplo et scandalo plurimorura. Unde unanimi et concordi consensu prælatorum, canonicorum, procuratorum ex parte ecclesiarumetcapitulorum et totius cleri in dicto concilio existentis,maturadeliberatione præhabita, sententialiter ferimus et promulgamus canonicas poenas, in sacris canonibus contentas, in omnes contumaciter absentes, tam in suffraganeos,specialiterin reverendos fratres nostros, videlicet dominum Johannem, dominum Thomam, dominum Petrum, Asloensis, Orcadensis et Hamarensis ecclesiarum episcopos,quamin dominum Salvonem, abbatem in Halsno, nec non et alios abbates, priores, præpositos, decanos et archidiaconosetcapitula, qui syndicos non emiserunt, illis duntaxatexceptis,qui legitimis excusationibus sunt defensi. Istis videlicet poenis, quæ bis subsequentibus capitulis exprimuntur,ut:

XVIII d. cap. non oportet¹), übi dicitur, quod qui ad synodum venire contempserint, se ipsos videntur accusare (super vero accusare dicit glossa: debent communicare-j ut ij. q. vj. quisquis probatus S_J,

item cap. placuit eadem distinctione4), übi dicitur: nisi

---

1) Decretum Grat. p. I, distinct. XVIII, cap. 5.

2) Dette communicare, eller maaskee excommunicari, har Glossen ikke i G. Arrivabenes .Udgave af Decretet, Venetiis 1493; men det kan jo være, at det har staaet i Aslak Bolts Afskrift.

3) Det her citerede Sted, Decretum p. 11, causa 11, quæst. VI, cap. 39, lyder fuldstændigt saaledes: quisquis probatus fuerit per contumaciam nolle obtemperare judicibus, quum hoc primce sedis episcopo fuerit probatum, det liter as, ut nullus ei communicet episcoporum, donec obtemperet.

4) Decret. I, dist. XVIII, cap. 10.

rationem impedimenti sui apnd primatern |hoc est archiepiscopum)suum reddiderint, ecclesiæ suæ communione debent esse contenti (übi dieit glossa: cum cdiis episcopis non communicabit, qui non venerit ad communia negotia ipsorum vel ad consecrandum episcopum cum aliis, si opus esset),

item eadem distinctione Cap. si quis₁), übi dicitur, quod si episcopus synodo adesse neglexerit, alienatum se a fratrum communione agnoscat, nec eum recipi liceat, nisi in sequenti synodo absolutus fuerit (übi glossa: et sic quandoque differtur absolutio, ut major sit ei rubor absolvi corani multitudine),

item cap. si quis metropolitamts-), übi dicitur: qui se absentat a synodo metropolitan!, exceptis infirmitate et præceptione regia, ad proximam synodum caritate fratrum et communione ecclesiæ privetur,

item cap. sicut olim extra, de accusationibus³), übi dicitur: si quis autem hoc salutare statutum neglexerit adimplere (hoc est, ut ad concilium non veniat)⁴), a sui execution e of'jicii suspendatur,

ceteris poenis in aliis locis juris canonici non omissis, volumus ut hi, qui in hac parte deliquerint, verissime se recognoscant innodatos, super quibus suas conscientias exonerent modis et forma melioribus, quibus possunt; ex quo abbatum et aliorum inferiorum poena nostro arbitrio secundum jura relinquitur. Decernimus ipsos, qui in hac parte rei sunt, ilia saltern poena plecti debere, quæ magis

---

1) Sammesl. 1— 18—12.

2) Sammesteds 1 —18—1;).

3) Decretales Gvegorii IX, lib. '>, tit. I, de accusationibus, cap. 20, efter en Bestemmelse af Innocents den Tredie paa Laternnconciliet.

4) \)(t Inilklamrcde er ikke en Glosse, men Erkebiskoppens egen, vistnok dristiee, Fortolkning af Pavens Ord.

est timenda, et ideo eos, præsertim dominum Salvonem¹), abbatera in Halsno, ab officio suspendimus per præsentes, donec satisfactionem congruam exhibuerint ae absolutionis beneficium a nohis fuerint consecuti. Hoc videtur velle cap. Abhates XVIII q. II²): hi in episcoporum potestate consistant, et si quid extra regulam fecerint, ab episcopis corrigantur.

In quorum omnium ratificationem, approbationen! et
certitudinem firmiorem sigillum nostrum duximus appendendum.

Datum in curia nostra archiepiscopali Bergis, anno domini M.C.D.XXX quinto, ipso die decollations Johannis Baptistæ³), præsentibus honorabilibus viris, videlicet Johanne Pauli, canonico nostræ Nidrosiensis [ecclesiæ], Rolando ct Alvero, canonicis Asloensis ecclesiæ, Olavo Petri et Petro Simonis, canonicis Bergensis ecclesiæ, et Gunstano, curato in Lofot, ad hoc specialiter rogatis, vocatis et requisitis tastibus fide dignis.

Kong Christian den Førstes langvarige Kamp med Paverne om Besættelsen af Norges Erkesæde efter Aslak Bolts Død fortæller Prof. Keyser i det Hele paa Grundlaget af Werlauffs Fremstilling, dog med Benyttelse af senere fremkomne Aktstykker og derfor med enkelte ikke uvæsentligeAfvigelse r⁴). Det forekommer mig imidlertid, som

---

1) Saaledes skrives Navnet i Bartholiniana anf. St., ikke, som hos Pontoppidan, Salomonem. Jfr. Langes norske Klosterhistorie, 2den Udgave, S. 368.

2) Decretum 11, caus. 18 quæst. 2 cap. 16.

3) Mandag den 29de August 1435.

4) Keyser, Norges Kirkehistorie, 2den D. S. 546_—561. Werlauff, tre Afhandlinger til K. Christian den Førstes Historie, i Skand. Literaturselskabs Skrifter, 16de Bind, S. 1 ff.

om der endnu er Adskilligt at tage i Betragtning ved denne
langvarige Kirkestrid, der tør have været af ikke ringe lnd-
Hydelse paa Nordens hele paafølgende Stilling til Cnrien.

Keyser lader det henstaae uafgjort, om de Beskyldninger,Curien gjorde imod den ved Kong Christians Indflydelse, eller dog ifølge hans Præsentation, til Throndhjems Erkebiskoppostulerede Biskop Mareellus af Skalholt, virkeligvaregrundede, og hvori da Marcellus's formente Brøde skal have bestaaet; og han gjør ingen Indsigelse imod, at Marceliuskaldte sig det apostoliske Sædes Legat. Men der foreliggerdog nok om denne Mands tidligere Bedrifter til at man kan see, at Paverne ikke have havt Uret i at betragte og behandle ham som en uværdig Person, og at den Legattitel,han dristede sig til at føre, har været enten reent tilløiet eller i det mindste forbriidt, længe før han kom til Norden. Fortsætteren af Franciskanerlæsemesteren Detmars lybske Krønike fortæller nemlig under Aar 1428 Følgende. En Falskner ved Navn Marcellus udgav sig i de vendiske Søstæder for Magister i den hellige Skrift, hvad han dog ikke var, endskjøndt han var lærd og veltalende. Han og hans uægte Broder, der skulde gjælde for en Ridder af St. Hans's Orden, vare i Virkeligheden forløbne Franciskanermunke.De udgave sig for pavelige Legater, udsendtefor at samle Penge til Udløsning af Kongen af Cypern,som Saracenerne havde fanget. Til Beviis havde de en falsk Pavebulle, hvorved de bemyndigedes til at give Alle Aflad. Efter at have bedraget Mange i forskjellige Lande med denne Bulle, kom de til Lybek og forelagde Biskop Johan Schele Bullen; men Biskoppen mærkede Uraad, anholdtMarcellus og tvang ham til at bekjende, hvorledes han med denne falske Bulle havde fortjent 300 Mark i Stiftet Schwerin. Man maatte nu aflevere baade Bullen og

Pengene i Biskoppens Haand og under Eed forpligte sig til at blive tilstede; men han brød snart denne Eed og undveg hemmelig. Broderen døde kort efter. Biskoppen af Lybek indberettede Sagen til Paven, der befalede ham at anholde og straffe Marcellus som en Forfalsker af PavensBreve, dersom han atter fik ham i sin Vold; tillige paalagdes det Cardinalen af England, der da var pavelig Legat i Tydskland for Hussiterkrigens Skyld¹), at opspore og straffe Bedrageren efter Fortjeneste. Da Cardinalen fik Nys om, at Marcellus da opholdt sig i Køln, indbød han ham til sig til Trier; og da Marcellus, som selv var fra England, haabede, at hans Landsmand Cardinalen kun havde Ære og Godt til ham, indfandt han sig, men blev strax fangen og ført ned ad Rhinen til Køln, da Cardinalen besøgte denne Stad. Her fandt Marcellus dog atter Leilighed til at undslippe,men blev kort efter forraadt, greben paany, lagt paa Pinebænken og indsat paa den kølnske Erkebiskops Slot Bruei, hvor han led Hunger og Nød. Cardinalen blev übevægelig imod ham, uagtet han bad om Naade i et velsat latinsk Brev; men Erkebiskoppen, i hvis Magt han var, lod ham dog tilsidst komme ud, fordi Marcellus hjalp ham som Læge i en Sygdom. Samme Marcellus havde agsaa engang tidligere været fængslet i Venedig for Bedrageri, men slap ogsaa der ved List ud af Klemmen²).

Denne Fortælling faaer ikke alene stor Betydning ved
Paalideligheden af den Kilde, hvoraf den er øst, og Rigtighedenafde
tilfældigviis berørte Omstændigheder; men

---

1) Biskop Henrik af Winton, Cardinalpresbyter af St. Eusebius, almindelig kaldet Cardinalen af England, blev ved Martin d. Femtes Breve af 16de Februar 1427 sendt som legatus de latere til Germanien, Ungarn og Bøhmen. 1429 faldt han i Pavens Unaade.

2) F. H. Grautoff, Die liibeckischen Chroniken in niederdoutscher Spracbe, 2. Th., S. 48—50.

den stemmer ogsaa aldeles med de Beskyldninger , Paven siden gjorde imod Marcellus, da denne en Snees Aar derefterhavdeFrækhed nok til at præsentere sig i Kom som postuleret til Erkebiskop i Throndhjem, — sagtens i Tillid til, at nu, under den odie Pave, vare vel alle de Personer borte, der i Martin den Femtes Tid havde vidst Besked om hans ældre Bedrifter. Udentvivl har derfor den gamle norske Biskopsfortegnelse i 6te Tome af Langebeks Scriptores(p.616) Ret, naar den kalder ham falsariiis literarum Papæ. At Erkebiskop Tuve af Lund og Biskop Oluf af Roeskilde, hvem Undersøgelsen imod ham overdroges af Paven i Aaret 1456, ikke fandt ham skyldig, modbeviser ikke de ham tillagte ældre Bedragerier, thi de delegerede Dommere erklære kun, at de ikke finde den Brøde, han beskyldtes for at have begaaet i disse nordiske Higer¹), beviist, de henstille til Paven at tage under Overveielse, om det dog ikke muligen skulde være onde Menneskers Bagvaskelse, og de forlange til Afbenyttelse, om Sagen skal fortsættes, Akterne fra ældre Sager, der siges at være forhandlede for Commissærer²). Marcellus's Upaalidelighed skinner ogsaa igjennem de Breve, han« har skrevet for K. Christian den Første eller i sit eget Navn, saavidt vi nu have dem; de ere modbydeligt forskruede, pralerske, ikke frie for smaalig List; og hvor han tør, gjør han sig gjerne bred med sin Legation og Postulation, dem han dog vel vogter sig for at komme frem med i Breve til Rom. Det tør derfor være heel uvist, om det virkelig forholder sig saaledes, som han lader Kong Christian sige i en Skrivelse

---

1) SaaJedes ogsaa i Kong Christians Forbøn for Marcellus hos Pave .Nicolaus, af 26. Juli 1-iJi; Diplom. Cbristierni primi, p. 58.

2) S. H. Dan. VIII, 371.

til Domherrerne og andre Geistlige i Køln¹), at da han (sidste Gang) blev anholdt i Køln paa Tilbagereisen fra Rom, hvor hans Postulation til Nidaros Kirke var forkastet, have hans Fjender spillet et skændigt Bedrageri ved i hans Herberge at henlægge falske Dokumenter, forsynede med Sigiller fra andre Brevskaber, for at han saaledes skulde komme til at gjælde for en Falskner. Efter hvad vi vide om Marcellus, der vistnok i Køln, hvor hans Rival Henrik Kaiteisen maaskee selv dengang har levet og i alt Fald som forhenværende Professor har havt Forbindelser, havde Uvenner og altfor gode Bekjendte fra ældre Tid, faaer det staae uafgjort, om han her blev et Offer for Andres velberegnedeOndskab,eller om han ikke maaskee er bleven overrasket ifærd med at øve et af sine gamle Kunststykker. Han kunde vel have fræk Pande nok til at præsentere KongenBrevefra Rom, som han selv havde fabrikeret i Køln i sit egetHuus²), hvor han sagtens har været forsynet med alt Fornødent. Man rnaa virkelig beklage Kong Christian den Første, der i saa lang Tid lod sig fere bag Lyset af en snedig Eventyrer med en flydende Tunge og en Pen, som han vel ogsaa har været, fripostig nok til at bilde Kongen ind skrev en udsøgt Latin.

Alligevel forekommer det mig meget tvivlsomt, om man har Ret til, med Prof. Keyser at give Kongen Skyld for Curiens haardnakkede Vægring ved at modtage Henrik Kaiteisens Resignation, fordi han imod det norske Folks og Roms Ønsker med ufornuftig Haardnakkethed vedblev at ville fremtvinge en Stadfæstelse af Marcellus's Postulationog

---

1) S. R. D. VIII, 360.

2) Jfr. S. R. D. VIII, 361: in domesticis laribus; 401: in propriis laribus; curiam episcopi in potestatem et arbitrium receperunt (civcs Coloniensesi.

tionogmodsatte sig OM Throndsen, som dog, efter Keysers Mening, var den eneste virkelig berettigede Candidattil det ledige Erkesæde. At Kongen i Aaret 1450 ikke vilde anerkjende Gyldigheden af Olafs Valg, kan deels have havt meget god politisk Grund, da det jo ikke var underligt, om han betragtede Medlemmerne af ThrondhjemsDomkapitel med mistroiske Øine, saasom det var fra den nys afdøde Erkebiskop Modstanden mod hans Thronbestigelsevar udgaaet, og han upnatvivlelig havde Ret i sin Paastand, at han efter Norges særegne Forfatning og Forhold nødvendig maatte have en Mand, han kunde forladesig paa, til Erkebiskop; deels var han jo nødt til at forkaste Valget, naar han ikke vilde opgive sin Fordring paa Præsentationsretten, en Fordring, der hverken kan behandlessom i sig selv grundløs, eller siges at have været til Norges Skade. Thi saaledes som Curien siden Midten af det 14de Aarhundrede havde brugt sin anmassede Reservations - og Provisionsret med Hensyn til Norges Primat, og saaledes som den misbrugte den i hele Norden i stedse stigende Grad fra Midten af det 15de indtil Reformationen, kunde der dog ikke længer være Tale om et virkeligt frit Valg til Throndhjems Erkesæde. Det var kun Konge og Folk i Forening, som med nogen Virkning formaaede at modsætte sig Curien; men det maa dog forudsættes, at den norske Kirkes sande Tarv med mere Virkning kunde gjøres gjældende hos Kongen end hos de af graadige og grundfordærvede Curtisaner omgivne Paver, som selv ved hvert nyt Conclave bleve slettere og foragteligere.

Det kan heller ikke saa bestemt siges, som Prof. Keysersiger det, at Olaf Throndsens Valg var lovligt. Vi kjende ikke Valgets Form; vi vide ikke, om Alt er gaaet canontsk til; vi have Intet om det uden de af Kapitlet og

Kongen udvalgte Voldgiftsmænds Kjendelse, der forkastede det ikke blot, fordi Kongens Præsentationsret var tilsidesat, men ogsaa som i sig selv af andre Grunde ulovligt¹). Man har Intet at sætte herimod uden en Formodning om VoldgiftsmændenesPartiskhed; men dette er ikke nok til at erklære Valget for lovligt. Og overalt gav jo selv et canoniskcorrect Valg ikke den valgte Biskop noget jus quæsitum,men kun en Adkomst, der skulde prøves og kunde forkastes, som den da af Paverne selv er i mangfoldige Tilfælde forkastet under forskjellige' Paaskud.

Kong Christian maa nu vel derefter have præsenteret Mareellus; men der foreligger Intet om, at han personlig med sær Iver og Interesse har paatrængt Kapitlet denne Mand. Tværtimod ligger det i Marcellus's Forpligtelsesbre v²), at Kongen snarere har med nogen Tvivl givet efter for hans Anmodning; thi det kongelige Samtykke er betingetvedsaadanne Forpligtelser, som Marcellus vist neppe engang selv har kunnet troe sig istand til at opfylde , og fremtræder snarest som en Tilladelse for den Postulerede til at forsøge sin Lykke i Rom, dog saaledes, at faaer han ikke Alt udvirket der hvad han har lovet, forbeholderKongensig at være løst fra sit Løfte. En Anbefaling for Marcellus maa det ogsaa antages, at Kongen har sendt til Rom; men vi kjende nu ikke denne, vide altsaa

---

1) Voldgiftskendelsen af 7de August 1450 i Diplomatarium Christierni Primi, p. 26.

2) Dipl. Norv. 2, 593. Prof. Keyser har uden Tvivl Ret i med Udg. af det norske Diplomatarium at henføre dette udaterede Aktstykke til 1450. Jeg bemærker dette, fordi jeg i min Afhandling om Herredagene i Odense 1526 og 1527 (Vidensk. Selsk. Skrifter, ste Række, histor. og philos. Afdeling, 2. B. S. 280, Anni. G) har forudsat, at det henhørte til Marcellus's Romerreise, hvilken jeg dengang, da dette Punkt var af underordnet Betydning, med Werlauff henlaade til 1454.

heller ikke, om den har været meget varm. Da Kaiteisen i Sommeren 1452 kom til Kongen, lukkede denne ingenlundesitØre for hans Beskyldninger mod Marcellus¹), der da vistnok har været fraværende; og om Industriridderen senere atter satte sig i hans Gunst, er der dog i Kongens Breve til Paver og Kardinaler fra Aarene 1455^—57, saaledessomdisse nu foreligge os efter de slette bartholinske Afskrifter af, formodentlig tildeels, Marcellus's egen Copibog,aldrigTale om nogen Anbefaling for denne til al Hive Ærkebiskop, men ene og alene om at faae ham rensetforde Beskyldninger, man gjorde imod ham i Curien. Den eneste Yttring af et Ønske om, at faae det throndhjemskeDomkapitelsPostulation, der ikke kan betyde Andetenddets Postulation af Marcellus: antaget af Paven, forekommer i Kong Christians Brev af 27de Mai 1456 til Kong Alfons af Aragonien og Neapel-). Men vi vide ikke engang, om dette Ønske er af Kong Alfons forebragt for Curien. Alt hvad Kongen udtaler til denne selv gaaer ud paa, at faae Kaiteisen fjernet, Marcellus frikjendt, den norske Sag endt. Brevconcipisten, o: Marcellus selv, lader vel Kongen tale prægtigt om den uretfærdigen Forfulgtes Dyd og Lærdom, han lægger ham flere Gange i Munden Yttringer om, hvorledes det gik til ved hans Postulation, der historisk skulle vise dens Upaaklagelighed; men han vover ikke at lade ham trænge paa dens Anerkjendelse. Ja to Gange, i et Brev af 1457 til Hertug Frants Sforza af Mailand og et af 1459 til Biskoppen af Uetrecht³), hvor Kongen taler om Marcellus's Romerreise, kalder han ham tune in archiepiscopum Nidrosiensem postulatum; og om

---

1) N. D. Magazin C>, 48 —.50.

2) S. R. Dan. VIII, 3(57—fi9.

3) S. H. Dan. VIII, 381, 401.

der nu ogsaa et Par Steder løber et postutalus ud af Marcellus'sPenefter hans episcopus Scalholtensis, saa ere der mange flere, hvor han maa nøies med den sidste Titel alene, endog i det naadige Brev til ham selv, hvori Kongenbelehnerham med Vestmanøerne under Island til Løn for hans Tjenester imod Norges Krone¹). Man tør derfor ikke tillægge hiin.Yttring i Brevet til Kong Alfons, som man jt) ikke engang ve ed om er kommen længer end i Mareellus's Concept, saa stor en Vægt, at Kong Christian kan fremstilles retfærdigen som den, der har sat Himmel og Jord i Bevægelse for at faae ikke alene Kaiteisen fjernet,menMarcellus derefter anerkjendt som Norges Erkehiskop.Derforeligger aldeles ingen Grund til at paastaae, at han endog før 1457 vilde have vægret sig ved at gaae ind paa en Overeenskomst, hvorved han lod Marcellus falde, om Curien vilde have opgivet Kaiteisen.

Jeg forudseer den Indvending, at naar Kongen lader Ivlarceiius reise til flom som postuieret Erkebiskop i Aaret 1454, saa ligger jo deri, at han efter Kaiteisens nødtvungne Afreise fra Norge 1453, og efterat Konge ogßigsraad have forlangthansFjernelse, atter har forsøgt paa at faae Marcellusindtrængtsom Erkebiskop ved Curiens Hjælp og imod Norges Ønske. Men denne Marcellus's Romerreise har Werlauff vistnok kun lagt til 1454 som en Rettelse af æidre Forfattere, der i deres aldeles forvirrede og utilfredsstillende Beretninger sætte den endnu senere; hvorimod Werlauff ikke antager mere end een Romerreise, og med Rette; thi der er i Kilderne aldrig Tale om flere. Det er vel Udtrykkene i Marcellus's Forpligtelsesbrev ved Postulationen, der har bevæget Keyser til at formode, at han da, strax

---

1) S. R. Dan. VIII, 390.

efter 1450 altsaa, er reist til Rom for at faae denne bekræftet,medensban dog tillige fastholder Formodningen om en Reise i 1454. Der kan dog, naar man alene vil holde sig til de virkelige Kilder, og Andet kan jo ikke gjælde, ingen Tvivl være om, at Marcellus imellem Aarene 1450 og sin Død 1462 kim har været een Gang i Rom, at denne Reise foretoges i Aarene 1451^—52, og at det var' paa Tilbageveien han blev anholdt og plyndret i Køln. Thi det fremgaaer af Kongens Breve, ikke alene at Reisen skete i Pave Nicolaus den Femtes Tid¹), altsaa inden den 25de Marts 1455, men ogsaa i det mindste et ParAar før denne Paves Død. Paa Hjemreisen fra Rom drog Marcellusførsttil Mailand for at bringe Frants Sforza Kongens Lykønskning til hans Regeringstiltrædelse²) — allerede et Tidsmærke, som henviser Reisen til ikke længe efter 1450, — derefter, vi vide ikke hvor længe derefter, til Køln, hvor han blev anholdt, plyndret, fængslet, men flygtede til HertugenafJi'ilich og Berg, opholdt sig hos ham 6 til 7 Maaneder,komsaa til Kongen, der lod Sagen undersøge, skrev flere Gange til Pave Nicolaus³), fik Svar fra ham, sendte Biskoppen af Viborg, hvormed ikke kan være meent nogen Anden end den Thorlav eller Thorleif, som 1455 kom til Bergen og blev dræbt der, til samme Pave, der opholdt ham et Aarstid, hvorpaa Eftermanden Calixtus den Tredie sendte ham tilbage uden Svar, altsaa endnu i 1455⁴). Ved den Tids Befordringsmidler fører alt dette til Aarene 1451 eller 1452; og saaledes bliver der ogsaa meget bedre SammenhængiBegivenhederne. Den pavelige Legat, Cardinal

---

1) S. R. D. VIII, 3G2, 365, 369.

2) Anf. St. 381.

3) Anf. St. 362, 401.

4) Anf. St. 362, 36;',, 368, 30.;.

Nicolaus af Cusa, efter hvis Befaling eller med hvis TilladelseMarcellusblev anholdt i Køln¹), var netop allersidst i 1450 bleven legatus de latere i Tydskland og for Bøhmen,mensendtes i August 1451 til England, eller blev i det mindste ved et Pavebreve af 15de August udnævnt til legatus de latere i England; og ved et andet Breve af NicolausdenFemte, dat. Iste September 1454, sendtes han i samme Egenskab til Polen²). Nøie kan jeg vel ikke angive Cardinalens virkelige Opholdssted til enhver Tid; men som pavelig Legat var han under alle Omstændigheder i Tydskland1451,maaskee ogsaa 1452 efter Tilbagekomsten fra England, men neppe 1454, da Paven i Brevet af Iste Septemberkuntiltaler ham som Cardinal, ikke som Legat i Tydskland eller Bøhmen. Og naar allerede disse Tidsangivelserstemmebedst med, at Marcellus anholdtes i Køln 1451 eller 1452, saa bestyrkes dette yderligere derved,atda han var kommen tilbage til Kongen og denne havde ladet Sagen undersøge, altsaa vel mindst et Aarstid efter Anholdelsen i Køln, skrev Kongen til denne Stad (for at forlange det ham Tilhørende blandt Marcellus's beslaglagteGodsudleveret) fra Bergen*); thi dette maa have været under Kongens Ophold der i Oktober 1453. I det mindste vides Kong Christian den Første ikke at have været i Bergenpaanogen anden Tid, hvorom her kan være Tale. At Henrik Kaiteisen kom til Kongen i Danmark i Sommeren 1452, fik sin Provision til Throndhjems Erkesæde antaget, og fik Kongens Øine aabnede for Marcellus's Upaalidelighed, passer ogsaa bedst til, at denne da har været fraværende.

---

1) Anf. St. 362, 365.

2) Od. Raynaldi annales ecclesiastici, T. IX. (ed. Mansi Lucæ 1752), Fol. 552, 573, T. X. Fol. 11.

3) S. R. Dan. VIII, 3G3, 3G5.

Imod den her fremsatte Sammenstilling af Tider og Forhold kan Kong Christians Anbefalingsskrivelse for JVlarcellus til Paven af 26de Juli 1454 ikke paaberaabes; thi der er i den aldeles ikke Tale om, at Marcellus agter at fremstille sig selv for Paven eller overhovedet at foretage nogen Ileise.

Men naar Marcellus's Ilomerreise falder i 1451^—52, saa er den ældre end baade Kaiteisens Provision og Begyndelsen af Kongens Strid med Curien Qm Erkesædets Besættelse; den er en umiddelbar Følge af Marcellus's Postulation i August 1450, og kan altsaa ikke tjene til Beviis for, at Kongen haardnakket har holdt fast ved ham, ogsaa efterat Curien havde forkastet ham, og efterat det norske Rigsraad i October 1453 var traadt op imod Roms Fordring.

Heller ikke det kan indrømmes, at det har været Kong Christians Modstand mod OlafThrondsen, der har hindret denne i at blive Erkebiskop, efterat Kaiteisen 1453 var fortrængt fra Norge. Der foreligger ingen Udtalelse af Kongen selv til Curien, der kunde vise os, hvorledes han har stillet sig til Olaf; men i det norske Rigsraads Brev til Paven af 15de October 1453¹), hvor det forlanger Kaiteisens Resignation antaget, siger det, at Kongen ønsker Olaf Throndsen²). Lad være, at det er Frygten for at miste sin norske Krone, der har bevæget ham til at give efter for Folkets Ønske, saa bliver det dog altid det Modsatteaf en haardnakket Trods modFolkeønsket; og da de kongelige Sendebud vare, efter Nicolaus den Femtes Død,

---

1) Dipl. Norveg. :j, 598; Skand. Lit. S. Skr. 16, S 185.

2) Thi ex . . . .t i det Sted, hvor Talen er herom, kan vel ikke udf\ldes anderledes end til exoptat.

1455 komne uden Afgjørelse tilbage fra Rom, har Kongen jo anerkjendt Olaf Throndsen, der uden Tvivl har været den faktiske Styrer af Erkestolens Anliggender, som udvalgtErkebiskop; thi han lader ham ikke alene føre denne Titel i det norske Fredsbrev af 9de Juli 1455¹), men ogsaa der optræde som Medlem af Rigets Raad. Det vides heller ikke, at det norske Folk eller Rigsraadet har beklaget sig over Kongens Adfærd i denne Sag fra den Tid, da Kaiteisen drog bort. Det Rigtige tør da være, at Olaf Throndsen er med Kongens Minde kommen til og fremdeles forbleven i Besiddelse af Erkebispedømmet i Aaret 1455, men at han aldrig er anerkjendt af Paven, eller indviet til Erkebiskop,i det mindste ikke før Henrik Kaiteisens Død den 2den October 1465, hvorimod Paven 1457 stiltiende fandt sig i Olaf Throndsens faktiske Besiddelse, medens han officielt ikke vilde vide af nogen anden norsk Erkebiskopend

Det forekommer mig derfor, at der ikke er fuld Grund til den haarde Dom over Kong Christian den Første, som Prof. Keyser udtaler i Anledning af denne langvarige Strid. Man kan beklage, at Kongen ikke havde Skarpblik nok til at gjennemskue en Person som Marcellus, man kan dadle, at han ikke efter dennes uhæderlige Romerreise aldeles fjernede ham fra sig; men man kan -hverken gjøre det til en Brøde, at Kongen ikke vilde anerkjende Olaf ThrondsensValg1450,ellerpaastaae,at han imod det norske Folks Ønske har efter October 1453 endnu i adskillige Aar villet paatvinge det Marcellus som Erkebiskop og ved sin Modstand hindret Olaf i at komme i Besiddelse af Stiftet. Heller ikke kan jeg troe, at Striden imellem KongenogCurienførstendte1459;

---

1) Skand. Lit. S. Skr. anf. St. S. 172.

genogCurienførstendte1459;thi efter Paul Justinianis Ankomst 1457 ophøre Kongens heftige Klager over Curiens Adfærd i denne Sag, der, om det Ovenstaaende er grundet, er kommen i Ro uden egentlig Afgjørolse imellem de tre Medbeilere. Man kan uden Tvivl saa meget sikkrere fastholde1457somdetAar,da Striden ophørte, da det er umiskjendeligt, at der dengang er overhovedet indtraadt en Forandring i Kongens hele Stilling til Romerhoffet. Æneas Sylvius Piccolomini var den 17de December 1456 bleven Cardinal og havde efter eget Ønske faaet Kong Christians Anliggender at varetage¹). Det er bekjendt nok, at det fornemlig er denne Mand, der har berøvet det latinske Europa Frugterne af Baselerconciliets Reformforsøg, og at han ved en fiin og bøielig Politik arbeidede tildeels med Held paa at drage Fyrsterne over til Curien for ved deres Bistand, skulde den ogsaa kjøbes ved nogen FøielighedimodderesFordringer,attrykke Episkopatet i de forskjellige Nationalkirker tilbage fra den friere og selvstændigereStilling,Baselerdecreternehjemlede.Detvar ham, der som Keiser Frederiks Sekretær fik denne og med ham flere tydske Fyrster dragne over fra Conciliet til Curien; det var ham, der bragte Wienerconcordatet af 17de Februar 1448 istand og senere forfægtede en Fortolkningafdet,derberøvededen germaniske Nation Fordelene af den endog afEugenius den Fjerde og Nicolaus den Femte anerkjendte, paa Baselerdecreterne grundede, saakaldte tydske pragmatiske Sanction; det var ham, der fravristede Bøhmerne hvad Conciliet havde tilstaaet dem; det var ham, der fordrede af den franske Konge Karl den

---

1) S. R. D. VJII, p. :>S3, hvor Kongen clou urigtigen kalder ham Cardinalpresbyter af Sta. Praxedes istedetfor af Sta. Sabina.

Syvende, og erholdt af hans Eftermand, Løftet om at opgiveFrankrigspragmatiskeSanctionaf1438, som hævede Baseterdecreterne til anerkjendt Lov i denne Nationalkirke. Det var naturligt, at denne saa overlegne og virksomme Mands Indtrædelse i Cardinalskollegiet, den man strax betegnedesomdetsidsteSkridttil at naae det apostoliske Sæde selv, hvilket han ogsaa 21 Maaneder derefter besteg som Pius den Anden, maatte blive af betydelig Indflydelse paa Curiens Politik, navnlig da paa dens Holdning imod den germaniske Nation, Tydskland og Norden m. fl. Lande, i hvis Anliggender Æneas Sylvius hidtil fortrinsviis havde grebet ind. Men i Norden indtraadte ganske kort efter ogsaa en betydelig Vending, da Christian den Første kronedes til Sverrigs Konge den 29de Juni 1457. Karl Knudsens Flugt bragte ikke alene Sverrigs Krone paa samme Hoved som Danmarks og Norges j men den gjorde for nogle Aar Ende paa den indre Krig i Norden selv og fjernede navnlig al Fare for Kongens Herredømme i Norge. Den Grund, der vel fornemlig havde indtil da gjort Erkesædets Besættelsesaa"vigtigforKongen:at udelukke enhver TilhængerafKarlKnudsen,ogat lægge — man kan sige VicekongedømmetiNorgeienaldeles paalidelig Mands Haand, tabte med Sverrigs Erhvervelse det Meste af sin Vigtighed: nu kunde det kun være den mere theoretiske Paastand paa Kronens Præsentationsret, der blev at gjennemføre hos Curien, hvorimod dennes Vehillie og Bistand til at hævde den svenske Krone blev af overveiende Betydning for Kongen.Foratvindeden,maatte Kongen blive villig til at føie sig efter Rom i mindre vigtige Fordringer. Saaledes forandredes Forholdene næsten samtidigt baade i Rom og i Norden, og det paa en Maade, der naturligen førte dem

hinanden nærmere. Dette ligger i Situationen; men det bestyrkes ogsaa ved en opmærksom Betragtning af de os levnede historiske Aktstykker. Thi naar man seer, at den første danske Gesandt, der vendte tilbage fra Horn efter at Æneas Sylvius var bleven Cardinal, Italieneren Giminiano Trevisani, træller Kongen i hans nye svenske Residents; naar man seer, at Kongen nu finder sig i hvad han hidtil havde bekæmpet saa heftigt: en norsk Bispestols Bortgivels'e uden hans Præsentation, ved reen. pavelig Provision; naar man seer denne nye bergenske Biskop, Genueseren Paul Justiniani, strax sendt tilbage til Uom som Kongens Gesandt med Breve til Pave og Cardinaler, der tale i en anden og mildere Tone, end hidtil; naar den samme Konge, som før 1457 paastod Gyldigheden af den franske og den tydske pragmatiske Sanction ogsaa for sine Riger, efter dette Aar ikke mere omtalte disse Rom, og navnlig Æneas, saa forhadteAkter,menderimodpaaberaabtesig den Sidstes eget Værk: Wienerconcordatet af 1448; og naar endelig Kongens Forhold til Rom derefter vedblivende er et andet end i hans otte første Regjeringsaar: — kan man da afvise Tanken om, at det netop er Trevisanis og Justinianis Ankomst fra Rom, der i 1457 har skaffet Æneas Sylvius's Anskuelser Indgang hos Kongen og derved bragt denne i en ny Stilling saavel til Rom som til sine egne Rigers Prælater, — en Stilling, hvis Grundtanke var, at Curien og Kronen enedes om til fælleds Fordeel at holde EpiskopatetiAve.Foratopnaae et saa betydeligt Resultat maatte det forekomme Curien som underordnet, at paanøde Norge Kaiteisen til Erkebiskop, og Kongen, at nøde den til at tage hans Udnævnelse tilbage. Derfor troer jeg, at blandt andre Breve, som Trevisani bragte fra Rom, har

navnlig det, Kongen modtog fra Æneas Sylvius's Ven Cardinal Colonna¹), indeholdt en Meddelelse fra Pave Calixtus, hvorved Striden om Norges Erkesæde bragtes i Ro. Thi da Kongen i sit Svar til Cardinalen siger: — licet responsum doraini Apostolici, quod nuper consilio et parliamento regni nostri Norvegiæ destinavimus in causa Nidrosiensis ecclesiæ, timeamus eis non plenius placiturum, ut ea ecclesia manebit destitute,, og da Sagen derefter falder hen, saa maa Pavens Svar, som Cardinalen meddelte, omtrenthaveværetfølgende:»Jegvil give saa vidt efter, at jeg ikke længer vil forlange Henrik Kaiteisen sat i virkelig Besiddelse af Erkesædet; men jeg vil ikke tage min Formands Provision tilbage eller begaae et politisk Selvmord ved at give efter for et Folks og en Konges Paastand, der har den Ret, jegskal forsvare²), afgjort imod sig. Jeg kan altsaa ikke anerkjende og indvie Olaf Throndsen,menvilladedethengaae upaatalt, at han bliver i Besiddelse, af Stiftet. Lad ham da udøve Bestyrelsen og Jurisdictionen j men med Hensyn til ea quæ sunt ordinis holde sig en Viebiskop eller søge Hjælp, hos andre. Biskopper.« Om. dette nu endog ikke var en tilfredsstillendeOpfyldelseafKongensogdet norske Folks Ønsker, .saa var det dog et Tilbud, der kunde modtages, og omtrent det Yderste, der kunde ventes; og derved er det vel ogsaa blevet i Olaf Throndsens øvrige Embedstid. Thi er denne Erkebiskop nogensinde bleven confirmeret

---

1) S. Rer. Dan VIII, 382.

2) At Pavernes Adfærd i denne Strid var, om og haard imod Kongen og Norge, dog overeensstemmende med den canoniske Ret og "Wienerconcordatet, er übestrideligt.

og ordineret af Paven, eller er det i al Fald skeet førend
Henrik Kaiteisens Død 1465? og har han selv foretaget
nogen Ordination? Det var værd at vide det.

Der ere vel endnu adskillige Afsnit, som egne sig til nærmere Drøftelse; men disse Bemærkninger ere allerede blevne vidtløftigere, end at jeg tør gjøre større Fordringer tii Læsernes Taalmodighed, især da dette Tidsskrift kommer i Manges Hænder, som ikke kunne forudsættes at kjende Bogen selv. De ville, haaber jeg, ogsaa være tilstrækkelige til at vidne om den levende Interesse, der maa vækkes ved at gjennemgaae det ligesaa tiltrækkende som belærende Hovedværk, hvormed den lærde Forfatter har beriget Nordens

Eftex'at disse Bemærkninger vare ikke alene skrevne, men tildeels trykte, er Slutningen af Prof. Keysers Værk udkommet. Forfatteren behandler deri Norges Overgang fra Sclvstændighed til Forening med Danmark, Reformationens Indførelse, de sidste urolige Optrin paa Island, og den almindelige Charakteer af Catbolicismens Slutniugstid. — Den første af disse Afdelinger, hvori den norske Kirke- og Statshistorie falde ganske sarornen, fremstiller de samme Begivenheder, der i en anden Forbindelse ere for nogle Aar siden skildrede i min Grevens Feide. At Prof. Keyser har underkastet dette Arbeide en nøiagtig, indtrængendePrøvelse,er umiskjendeligt; men i det Hele er han dog kommen til omtrent den samme Opfattelse af BegivenhedernesindreSammenhæng,

hedernesindreSammenhæng,— et Resultat, der er saa meget mere tilfredsstillende, som det vel fra nu af tør ventes, at man fra norsk Side vil kunne tale om Foreningen med Danmark uden at falde tilbage i f. Ex. Justitiarius J. C. Bergs bittre Tone. De ledende Hovedpersoner i Overgangskampen, navnlig da den sidste uheldige Erkebiskop Oluf Engelbrechtsen, bedømmerProf.Keyser vistnok anderledes og mildere, end det har været mig muligt ; men dette er kun hvad der maa betragtessomden naturlige Følge af Forskjellen i den norske og den danske Forfatters Standpunkt og Opgave. Med VidenskabsmandensAlvorhar Prof. Keyser her som i sit hele Værk søgt den historiske Sandhed for dens egen Skyld, uafhængigt af personlig Lyst og Ulyst; ogsaa for mig har det staaet som en Pligt, at den danske Følelse burde trænges saa vidt tilbage som det var nødvendigt for at kunne see lige og roligt paa Tingene; men ingen historisk Forsker vinder et over alle nationale Luftstrømninger ophøiet Stade. Om Nordmanden har iagt for stor Vægt paa det fssdrelandske Sind hos den Mand, der gjerne vilde have hindret Danmarks Konge og Rigsraad i at brede Ligklædet over Norges døende Selvstændighed, eller om den danske Forfatter har dømt Oluf Engelbrechtsens haandgribelige Feil og- Svagheder for strengt, det faaer den uhildede Læser af begge Skildringer at afgjøre. I Hovedsagen, at Norges sidste Forkæmpere ingenlunde vare deres Opgave voxne, ere vi dog enige; ogsaa kan jeg ikke indsee rettere, end at Prof. Keysers hele Fremstilling bestyrker hvad der altid har forekommet mig som det ene Rigtige, at langt mindre enkelte Mænds bevidste, tilregnelige Stræben, end den af Mennesker uafhængige Gang i Norges Historie har med et Naturforholds ansvarsfrie Magt ført til Landets fuldstændigeIndordningi den dansk-norske Fælledsstat. — Den

Plads, Tidsskriftets ærede Redaction har tilbudt mig til de yderligere Bemærkninger, Slutningen af Prof. Keysers Arbeide maatte fremkalde, skal jeg saaledes kun benytte til at udtale min Glæde over Fuldførelsen af dette lærerige Værk.

August 1858.