Niels Skyum-Nielsen: Fruer og Vildmænd. II. Dansk Middelalderhistorie 1340-1400. Akademisk Forlag u.å. 192 s. ill.

Nu foreligger 2. halvbind af Fruer og Vildmænd, og den posthume udgivelse af Skyum-Nielsens Danmarkshistorie er dermed afsluttet. Dette halvbind omfatter den del af forarbejderne, der ikke af forfatteren havde fået en endelig eller nært endelig form. Udgiverne Inger Diibeck, Thomas Riis og Marianne Ritzau har derfor været stillet overfor en stor opgave, som de har løst fint. De kritiske bemærkninger i denne anmeldelse gælder forfatterens oplæg og synspunkter - ikke udgivernes arbejde.

Det kan med det samme konstateres, at de fordele og ulemper, som kendetegnede første halvbind og det foregående bind, Kvinde og Slave, går igen i dette bind: den samme fænomenale grundighed og nitide kildebehandling, men også den samme mangel på overblik og helhedssyn.¹ Den i anmeldelsen af 1. halvbind udtalte formodning om en grundigere gennemgang af problemkomplekset vedrørende den sorte død og de dermed forbundne sociale og økonomiske ændringer viste sig ikke at holde stik. Et enkelt afsnit om pesten er det blevet til, og nytten af dette afsnit kan let fortone sig i det store billede. Afsnittet bygger i høj grad på C.A. Christensens artikel om pest i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder bd. 13, uden at det dog fremgår tydeligt, om han delte forfatterens syn på pestens angiveligt ringe indvirkning på den langfristede befolkningsudvikling. I øvrigt var det ingen hemmelighed, at Skyum tilsluttede sig C.A. Christensens opfattelse af befolkningstilbagegangens virkninger for bondestanden: de, der blev tilbage, kunne forhandle sig til bedre vilkår hos jordejerne.

Gennemgangen af den politiske historie fylder mest, hvilket sikkert ikke kun hænger sammen med de efterladte forarbejders tilstand; politisk historie udgør også hovedstammen i første halvbind og i Kvinde og Slave, og denne vægtning af stoffet er således et udtryk for Skyums interesser. Den største fortjeneste ved denne del af værket ligger utvivlsomt i noterne og henvisningerne, der ligesom de tidligere udkomne bind bl.a. rummer Skyums diskussion med sine forgængere,selvom

---

1 Se nærværende tidsskrifts bd. 96, s. 209-215.

gængere,selvomdette unægtelig mere giver skildringen karakter af monografi
end syntese.2

I det omfang Skyum inddrog andet end politisk historie i sin fremstilling var det kirkehistorie, som her behandles i to tematiske afsnit, »Kirken i Margrethes tid« og »Andens proletarer«. I sidstnævnte afsnit behandles aspekter ved franciskanernes og dominikanernes historie i Danmark siden midten af det 13. århundrede. Begge afsnit rummer mange interessante iagttagelser og giver læseren stort udbytte, selvom man undertiden føler, at iagttagelserne ville være mere frugtbare i en anden sammenhæng.

Blandt bogens positive træk er Skyums vilje til at inddrage nyt materiale. I anmeldelsen af 1. halvbind er omtalt brugen af hidtil utrykt diplommateriale; i2. halvbind gælder det navnlig materiale til ånds- og kirkehistorien. Her kan blot i flæng nævnes dominikanernes statutter for ordensprovinsen Dacia (dvs. de tre nordiske riger) fra det 13. århundrede (5.157), en håndbog i praktisk teologi for unge dominikanere, den s.k. RotulusPugillarisaf Augustinus (eller Age) de Dacia (f 1285) (s. 157ff), og dronning Margrethes brev til lapperne fra 6. august 1389 (s. 126ff). Jeg mindes ikke at have set disse tekster anvendt i nyere Danmarkshistorier, skønt de har været udgivet i længere tid. Navnlig Margrethes brev til lapperne udgør, ved at være en kortfattet fremstilling af kristendommen og en lovprisning af dennes fordele for en angiveligt hedensk modtagergruppe, en kilde til tidens åndshistorie. Skyums udnyttelse af brevet er ganske indtagende, men ikke særlig dybtgående, bl.a. fordi han tydeligvis opfatter brevet som talende for sig selv, og derfor ikke udlægger indholdet. Det er dobbelt beklageligt, fordi han med sin lærdom og klare sympati for de åndelige værdier, brevet repræsenterer, ville have været den helt rigtige til at foretage denne tolkning. Det var et hovedanliggende for ham, både i Kvinde og Slave og i Fruer og Vildmænd, at vise, at katolicismen havde bibragt det danske folk store åndelige og sociale værdier, som efter Reformationen var bragt i vanry af danske historikere. Et sådant forsøg på æresoprejsning passede godt til hans polemiske gemyt, men er i dette tilfælde kommet til at stå i vejen for en virkeligt givende udnyttelse af brevet.

Det er, som før nævnt, de samme fordele og ulemper, der præger Kvinde og Slave fra 1971 som det posthumt udgivne værk. Der må nødvendigvis mangle nogle afsnit, men at disse ville have været istand til at skabe overblik og helhedssynvirker ikke sandsynligt, når denne opgave heller ikke var lykkedes i 1971. Det er ikke som syntese, at denne udgivelse af Skyum-Nielsens efterladte manuskript til det, der skulle have været bind 4 af hans Danmarkshistorie uden retouche, forekommer at være til størst nytte. Derimod vil værket være meget værdifuldt som ledsageværk til andre brede fremstillinger. I denne rolle vil dets polemiske form og dets fine note- og henvisningsapparat være til stor hjælp. Ved sine utallige oplysninger, og ved sin kildenærhed kunne det endda få længere levetid end nogle af de nyere Danmarkshistorier, der, som synteser betragtet, er langt mere vellykkede end det selv. På denne baggrund er det svært at se, at udgiverne skulle have gjort Skyum en bjørnetjeneste ved at udgive hans efterladte manuskript .³ I øvrigt forekommer det problematisk at udgive en historikers efterladte

---

2 Se nærværende tidsskrifts bd. 96, s. 212-3.

3 Se Steffen Heibergs anmeldelse i Politiken tor. 3. april 1997, Kultur & Debat-tillægget, s. 4.

arbejder af hensyn til vedkommendes eftermæle; det afgørende må dog være,
om udgivelsen kan gavne forskningen. Det er jeg sikker på, at de to halvbind af
Fruer og Vildmænd vil.