Michael Hertz: Et ministerium finder sin form. Landbrugsministeriet 1896-1923. Kbh. 1996, 360 s., ill.

I hundredåret for landbrugsministeriets beståen er det valgt at fejre begivenheden med en skildring af »det departementale liv« i knap og nap de første tre årtier efter oprettelsen. Der er gået grundigt til værks, så grundigt, at man næsten ikke tør tænke på, hvor mange bind det ville være blevet til, hvis det hele sekel skulle være behandlet.

Når så meget er sagt, må det dog indrømmes, at emnerækken i det lange
»forspil« er relevant. Man får et godt repetitionskursus i den administrative og

politiske udvikling efter 1848. Landbrugets forvaltning i tiden inden 1896 er naturligt baggrundsstof, og viden om selve erhvervets vilkår og organisationer ligeså. Med i billedet hører retteligt også de tidligste bestræbelser på at få et »agerdyrkningsministerium«, og en oversigt over landbrugslovgivningen 1848-96er nyttig ballast. Endelig kommer man så side 97 frem til oprettelsenaf det Landvæsensdepartement under Indenrigsministeriet, som to år senere - i 1896 - med tillæg af Domænekontoret hentet fra Finansministeriet blev udstyret med egen minister, der i øvrigt var identisk med den hidtidige departementschef. Forløbet omkring Landbrugsministeriets fødsel er med sikkerhånd sat ind i den politiske sammenhæng, forliget i 1894, Agrarforeningens midlertidige centrale rolle mv.

Fra side 117 drejer det sig så i egentligste forstand om festens genstand, og det kan noteres, at man allerede dengang havde sans for profilpleje overfor offentligheden. Michael Hertz fornøjer sig med at konstatere en temmelig kraftig tendens til oppustning, da arbejdsopgaverne i Landbrugsministeriets tre kontorer blev beskrevet i Hof- & Statskalenderen i 1897 sammenlignet med, hvad man havde kunnet nøjes med at anføre om de selvsamme kontorer de foregående år. Og i et følgende afsnit gives en veloplagt skildring af den nytiltrådte ministers meget kraftige markering af, at Landbrugsministeriet skam skulle indgå i nært samarbejde med både Landhusholdningsselskabet og landboforeningerne - det blev i høj grad tilfældet, hvad den senere fremstilling tilfulde bekræfter.

I det følgende er det så dagligdag i departementet. Eftersom det er ministeriets egne arkivalier, som først og sidst er kilden, er det ikke egendige sædeskildringer, der kan vartes op med. Men derimod nøje besked om antallet af ansatte, deres arbejdsområder og deres konkrete virksomhed for så vidt det drejer sig om mængden af journaliserede skrivelser, ekspederede breve eller udarbejdede love. Det bliver hurtigt klart, at Michael Hertz kvantificerer alt, hvad kvantificeres kan. Igen og igen tælles der løs på grundlag af ikke mindst journalerne med det formål at give etindtryk af arbejdsmængden. Man kommer uvilkårligt til at sammenligne med de særdeles besynderlige former for produktionsmålemetoder, som florerer i vore dages centraladministration. Alle ved det, læseren ved det, og forfatteren ved også udmærket godt - f.eks. s. 266 - at arbejds tyngde ikke er ligefrem proportional med sagers mængde. Det må så indrømmes, at forfatterens baggrund som arkivar afføder gode pædagogiske forklaringer på mangt og meget netop arkivalierne vedrørende, og for så vidt vil den foreliggende fremstilling i fremtiden være den uundværlige håndbog for enhver, der vil give sig i kast med denne periodes landbrugsministerielle papirdynger.

Bortset fra den minutiøse skildring af bemanding, ressortfordeling, forretningsgang,lønforhold m.v. har Michael Hertz lykkeligvis taget nogle større sager frem til særbehandling. Man bemærker med undren det i søfartshistorien ikke særligt påagtede fænomen, at landets største rederi i en årrække - fra 1887 til 1912 - via først Indenrigsministeriet, siden Landbrugsministeriet modtog statsligesubsidier for at sørge for tilstrækkeligt mange eksportbådes afgang fra Esbjerg, og man forbløffes over det »tag selv bord«, som Hedeselskabet kunne forsyne sig fra, når det gjaldt statstilskud til transport af mergel. Fornøjelig er også »lossepladssagen« fra århundredskiftet, hvor det drejede sig om datidens »frilandsgrise«, som især på Amager blev fodret med dagrenovation fra København.Der

havn.Dervar hygiejniske komplikationer at tage højde for, selv om det var en given sag, at renovationen havde godt af at blive gennemrodet, inden den blev pløjet ned. Verdenskrigen mindskede dette problem, for da blev næringsværdienaf skraldet tilsvarende reduceret.

Netop verdenskrigen kom for Landbrugsministeriet til at betyde lidt af en skyggetilværelse i forhold til Indenrigsministeriet med dettes Overordentlige Kommission. Efter krigen fik man dog sin del af slæbet med forsyningen af brødkorn, og ikke mindst jordlovgivningen fra 1919 gav nye arbejdsopgaver. Bogens sidste store afsnit handler derfor om den omstrukturering, som nødvendigvis måtte komme. I 1919 med udskillelsen af det selvstændige Matrikeldirektorat, og under selve departementet oprettedes i 1922 Jordlovskontoret og Erhvervsdirektoratet og det følgende år tillige Fiskeridirektoratet. Den efterfølgende status efter de første 30 år har desværre i nogen grad katalogpræg, og det afsluttende »Rids af departemental virksomhedskultur« må siges at betjene sig af et meget snævert, nå ja, meget departementalt kulturbegreb. Men der er gode overvejelser om initiativ eller mangel på samme i sagsbehandlingen samt en markering af, at Landbrugsministeriet da vist ved periodens slutning var præget af overhåndtagende papirnusseri. Nej, det står der ikke, for en sådan sprogbrug ligger den stilige Michael Hertz fjern. Det hedder hos ham, at »betydelige dele af dets ressourcer må have været bundet til rutinemæssig ekspedition af konkrete enkeltsager«. Sådan, men heller ikke længere, thi således sætter Slotsholmen sit præg.