Lars Björne: Patrioter och Institutionalister. Den nordiske rättsvetenskapens historia. Del I. Tiden för 1815. Rättshistorisk Bibliotek Serien I Femtioandra Bandet. Lund 1995. 443 s.

Professor Lars Bjorne fra universitetet i Turku har i de senere år koncentreret sin forskning om retsvidenskabens og særlig den nordiske retsvidenskabs historie. Han har i 1984 og 1987 udsendt to tysksprogede værker om tysk og nordisk retssystematik, en bog om den nordiske retskildelære i 1991 og nu en bog om nordisk retsvidenskab i tiden indtil 1815. Hidtil har retsvidenskabens historie i de nordiske lande især været betragtet nationalt til dels i en europæisk sammenhæng, men det er nyt så konsekvent som Lars Bjorne gør det, at se nordisk retsvidenskab som en helhed og i en indbyrdes sammenhæng. Bogen er første del af en planlagt fremstilling i fire bind med årene 1870 og 1910 som skel. Forf. planlægger at føre fremstillingen frem til 1950, men selv med denne begrænsning tror man gerne forfatteren, når han kun tør love, at værket »forhoppningsvis« afsluttes inden år 2010.

Der foreligger i de enkelte nordiske lande en ikke übetydelig litteratur om retsvidenskabens historie, men alligevel kan det straks fastslås, at Lars Bjorne med sin jævnføring af udviklingen i, hvad der geografisk og politisk er Danmark- Norge og Sverige-Finland, giver retsvidenskabens historie et nyt perspektiv. Der er mange paralleller i form af ensartet påvirkning fra romerretten og naturretten udefra, men også en interesse i de enkelte lande for nordisk retsvidenskab, som nok har været kendt, men ikke været set så konsekvent under denne synsvinkel. Ludvig Holbergs lille bog om naturretten blev f. eks. oversat til svensk og havde en vis udbredelse der. Juristerne er ofte tilbøjelige til at betragte året 1872, hvor det første nordiske juristmøde fandt sted, som det år, hvor både nordisk lovsamarbejde og nordisk retsvidenskab begyndte at tage form, men med Lars Bjornes bog i hånden kan vi nu finde i al fald rødderne til en fællesnordisk retsopfattelse langt tilbage i tiden.

Det er et stort stof, der skal håndteres, og der er kun få lyspunkter i form af
virkelig fremtrædende jurister. Bogen giver i den retning ikke anledning til en
omvurdering. Loccenius og Stiernhook i Sverige i 1600-tallet og Nehrmann i

1700-tallet og i Finland Calonius omkring 1800 og i Danmark i 1770-tallet Kofod Ancher og senere den unge Ørsted er højdepunkterne. En sammenligning af udviklingen i de nordiske lande viser, at svensk-finsk retsvidenskab var klart mere avanceret end den dansk-norske i 1600-tallet, mens det er omvendt fra midten af 1700-tallet. Det er fortjenstfuldt, at Bjorne også får en række hidtil ret upåagtede islandske jurister med i fremstillingen, bl.a. Svein Solvason.

Bogen er disponeret således, at forfatteren først gennemgår de enkelte juridiske forfattere og deres værker i henholdsvis tiden før 1700 og det 18. århundrede i de to første dele, mens han i bogens tredje del gennemgår en række udvalgte retsvidenskabelige emner. I dette afsnit findes mange interessante iagttagelser og paralleller. Det gælder bl.a. retskildelæren, Montesquieus betydning og italieneren Beccarias indflydelse i strafferetstænkningen i slutningen af 1700-tallet.

Bogen vidner om forfatterens glimrende overblik, hans grundighed og belæsthed samt store fortrolighed med ikke blot de nordiske landes retshistoriske litteratur og ældre retsvidenskab, men også europæisk retsvidenskab. Meget nyt kommer frem, hidtil oversete forfattere ses i deres sammenhæng, og baggrunden for de virkelig gode juridiske præstationer bliver tydeligere. Bjorne har valgt i vidt omfang at holde sig til selve retsvidenskabens udvikling. Kun i begrænset omfang kommer han ind på biografiske detaljer eller almen vurdering. Forhåbentlig vil han gøre lidt mere ud af de enkelte juristliv i de senere bind. En anden begrænsning - som Bjorne selv er opmærksom på - er, at andre universiteter end København, Uppsala, Lund og Abo ikke er omtalt. Sorø akademi er dog med, men ikke universiteterne i Dorpat, Greifswald og Kiel, der jo hørte under de nordiske monarkier. Særlig universitetet i Dorpat-var i sine første år svensk domineret, og det ville have været interessant at få denne sammenhæng dokumenteret i en fremstilling af nordisk retsvidenskabs historie. De baltiske lande er jo rykket os langt nærmere i disse år, så her kan jeg ikke være enig i forfatterens begrænsning. Når det kommer til 1800-tallet vil det nok også vise sig som en indskrænkning, at universitetet i Kiel er udeladt. Der bestod vigtige forbindelser mellem professorerne i København og Kiel, der hører med til historien. Det ville have klædt bogen, der på så mange punkter indeholder nyvurderinger, om den også havde brudt med den gængse og uhistoriske indskrænkning af den geografiske

Bjorne anlægger i bogen en række nyvurderinger. I finsk retsvidenskab er det særlig Matthias Calonius' dominerende stilling, han relativiserer, idet han peger på indflydelsen fra Uppsalajuristen Olof Rabenius, der hidtil har stået noget i skygge af Nehrmann. Interessante er også en række paralleller, der kan trækkes f. eks. mellem den svenske Nehrmann og den danske Andreas Hoier, der begge var elever af Hallejuristen Christian Thomasius. Ikke mindst bogens tredje del om selve retsvidenskabens udvikling peger på mange tankevækkende, men i og for sig indlysende paralleller. Retsvidenskabens enhed er jo netop et slagord for tiden før 1800.

En anden fremtrædende skikkelse, som Bjorne ser i et nyt lys, er generalprokurørHenrik Stampe, hvis erklæringer i 1700tallet fik så stor betydning for forståelsen af forholdet mellem udøvende og dømmende magt. Han er efter Bjornes opfattelse for tilbageholdende i sin vurdering af den samtidige straffeproces,bl.a. med hensyn til anvendelsen af tortur. Det kan man ikke være uenig i, men ved vurderingen bør det nok tages i betragtning, at Stampe var embedsmand,og at derved var der sat en grænse for, hvilken kritik han i officiel form

kunne fremkomme med overfor den enevældige konge. I et ikke übetydeligt omfang måtte han indskrænke sig til at svare på de spørgsmål, som blev ham forelagt, inden for rammerne af gældende ret. Men det er rigtigt som både Stampes erklæringer og den afvisning, som Beccarias tanker om afskaffelse af dødsstraf stødte på, at mere radikale reformer af strafferetten ikke fandt grobundi det dansk-norske monarki.

Bjornes bog er ledsaget af udførlige litteraturfortegnelser og korte biografier, der gør den velegnet som opslagsværk. Bjorne refererer stedse loyalt den hidtidige litteratur og andres mening. Der er grund til at se frem til de kommende bind af, hvad der tegner til at blive et standardværk om nordisk retsvidenskab.