Claus Øgendahl: Dansk journalistliv 1920-70, Odense Universitetsforlag 1995, 272 s., ill.

Ideen er oplagt. Efter initiativ fra Dansk Pressemuseum er i alt 35 journalister
med fødselsår 1900-1937 blevet interviewet, og ikke uventet er resultatet blevet
underholdende læsning - også til lænestolen.

De mange interviews er klippet i passende stykker, som derefter er ordnet tematisk. Bogens første del handler om journalistens baggrund - der var tale om en bred rekruttering, socialt set. Dernæst følger en afdeling om journalistelevens ofte pauvre vilkår i mesterlærens tid. Tredie del handler om stofindsamlingen, om alt lige fra begravelsesreferater til vandrehistorier af eget fabrikat. I den store fjerde del får man skildringer af arbejdet på redaktionen, de fysiske rammer, arbejdsdelingen mellem redaktør, redaktionssekretær, journalist og datidens store skare af meddelere, samt naturligvis afsnit om kvinder som journalister, bijobs, uddannelse m.v. Femte del handler om relationerne til det omgivende samfund, politiske partier og det lidt ømtålelige spørgsmål om, hvad der i den enkelte avis måtte og især ikke måtte skrives under det gamle firebladsystem. Den afsluttende sjette del bringer afsnit om løn, arbejdstid, lidt om konflikter - fagforeningsmæssigt var journalisterne ikke særligt aktive - og sluttelig om familieliv, eller rettere manglen på et normalt sådant.

Hvert enkelt underafsnit er forsynet med en manchet med nyttige historiske oplysninger af mere generel karakter samt nogle refererende bemærkninger om, hvad og af hvem man skal læse i det følgende. Dette sidste kunne man godt have sparet læseren for. Overdreven forudannoncering kendes kun alt for godt fra dagspressen, radio og TV, men den hører slet ikke hjemme i en bog, hvor en sådan pegebind er ganske overflødig. En liste på sidste side giver i øvrigt data for samtlige 35 interviewede, og bogen er forsynet med både person- og avisregister.

Naturligvis er billedet kronologisk set noget flimrende, når det afsnit for afsnit handler om personer og begivenheder indenfor et halvt århundrede, men går man det nøjere efter, kan man altid sikkert se, hvor man er henne i tid og sted - det er således en udmærket kildesamling, som kan være til nytte i mange sammenhænge. I den forbindelse kan man gøre sig sine overvejelser over pålideligheden, når det som her er journalisterne selv, der har haft mulighed for at »vinkle« deres helt egen historie. Et gæt vil være, at de første oplevelser som ung elev har stået sikrest i erindringen og tillige er kommet bedst frem, sådan plejer det vist at være. I den modsatte ende af skalaen finder man med garanti de presseetisk mere ømme forhold, hvorom udtalelserne i alt fald er meget varierede. Umuligt er det heller ikke, at man bliver bundet de rene røverhistorier på ærmet, al den stund der i teksten et par steder er ganske forbløffende indrømmelser af, at sådanne skam kunne komme i avisen - også i denne periode.

Iøjnefaldende er det i øvrigt, at journalister, som i deres virke i den grad stod i forbindelse med både nær og fjern, alligevel i disse interviews stort set udelukkendeholder sig til deres egen snævre verden. De havde ak så ringe løn, de knoklede dengang dagen lang og natten med, redaktørerne var mere eller mindre kraftoriginaler, men alligevel var det en dejlig tid, da man var tyve år og kunne det hele etc. etc. Det går på samme standardmelodunte, som når en hvilken som helst anden samfundsgruppe tager sin fortid op til behandling sådan ganske isoleret. Hvis man troede, at journalister var anderledes reflekterende,må

terende,måman tro om igen. Men det kan jo hænge sammen med, hvad de 35
journalister blev spurgt om.