Wilhelm Christmas-Møller: Obersten og kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og Socialdemokrati 1945-1955, Gyldendal 1995, 274 s.

Bogen om den danske militære efterretningstjeneste i perioden 1945-1955 blev Wilhelm Christmas Møllers (WCM) sidste offentliggjorte arbejde. I bogen giver Christmas Møller plads til en skildring af sin personlige udvikling og en række erindringsglimt. Dermed formulerer han i denne bog selv et stykke af sit eftermæle. »Obersten og Kommandøren« handler derfor i lige så høj grad om den unge konservativt orienterede studentermedhjælp i Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) vurderet af den modne historiske og politiske analytiker med et systemkritisk udgangspunkt, som den handler om efterretningstjenesten, sikkerhedspolitikken og socialdemokratiet.

Den danske militære efterretningstjeneste og det militære E-arbejde er for
perioden indtil 1945 beskrevet meget detaljeret i Hans Chr. Bjergs bog om
»Ligaen« fra 1985. Der er ikke mange hemmeligheder om E-stoffets indhentning,bearbejdning

ning,bearbejdningog videregivelse, som vi ikke kender herfra. Perioden 1940-45er på en række områder præget af anomale tilstande, idet der i vid udstrækning arbejdes for en fremmed magt (England) og under specielle vilkår med den officielle fjende i landet. I »Obersten og Kommandøren« dækkes perioden 1945-55, der indbefatter både den militære normaliserings- og genopbygningsfaseindtil underskrivelsen af Atlantpagten og den danske militære opbygning indenfor rammerne af NATO.

Fremstillingen af E-tjenestens rolle i relation til den samlede sikkerhedspolitik er dog udpræget skitseagtig, selvom der også inddrages mere generelt stof fra den internationale politiks teorier, og vi kommer på ingen områder i nærheden af den detailindsigt, der er leveret for perioden inden. Alligevel har en fremstilling om emnet for denne periode stor interesse. Danmarks stilling under den kolde krig er netop forskningsmæssigt ved at blive bearbejdet, og E-tjenestens placering i forbindelse med dansk militær- og sikkerhedspolitiks nyorganisering er et hidtil næsten übeskrevet område. Ikke mindst E-tjenestens betydning for etableringen af det trusselsbillede, der tegnede sig i forbindelse med Danmarks tilslutning til Atlantpagten er selvfølgelig vigtigt. Dertil kommer at E-arbejdet er omgivet med mange myter, og detaljer om funktion og arbejdsområde er for det meste kun kendt fra sager i dagspressen eller fra litteratur, der afsøger stoffet for dramatiske episoder.

Med WCM's bog kommer vi et langt stykke videre end de hidtidige spredte artikler og indlæg. Vi får i brede træk beskrevet arbejdsmetoder, samarbejdsrelationer til andre E-tjenester, med andre sikkerhedsorganer, med politisk betonede organisationer i »gråzonen« og vi får gennemgået etableringen af et af tjenestens store projekter, en systematisk lytte tjeneste for radiomeddelelser mm. Endelig får vi detaljer om oprettelsen af en fælles militær E-tjeneste i forbindelse med værnsintegreringen og dannelsen af en forsvarsstab i 1950 - og ikke mindst en placering og karakteristik af de to chefer i perioden op til midt i 1960'erne, Oberst H. M. Lunding og Kommandør P. A. Mørch.

WCM fremhæver overbevisende, hvordan E-tjenesten lever videre på de personlige forbindelser og de erfaringer, der blev skabt under krigen, at fx indhentning af efterretninger om skibspassager - parallelt med forholdene under besættelsen - er et af kerneområderne og noget af det, der kan udveksles med venligtsindede staters E-tjenester, og at et solidt forbindelsesnet til udenlandske officerer og toneangivende danskere er vigtigt. Først da krigsgenerationens officerer pensioneres i løbet af 1960'erne skifter arbejdsmetoder og -felter, hvad der dog falder udenfor WCM's analyser, selvom han ikke tager afgrænsningen til 1955 meget bogstaveligt.

Blandt de mere farverige afsnit er gennemgangen af opbygningen af et »muldvarpe«net på basis af tidligere borgerlige modstandsfolk finansieret af ledende erhvervsfolk og med et naivt-konspiratorisk skær over sine aktiviteter- i modsætning til det professionelle E-arbejde, der netop skildres med vægt på kompetence og professionalisme.

»Obersten og kommandøren« giver således besked om ganske meget i forhold til, hvor lidt vi har vidst i forvejen. Vi ved dog stadig ikke meget om hvilket trusselsbillede E-tjenesten formidlede til beslutningstagerne i afgørende situationerog hvilken betydning informationerne havde for deres afgørelser. WCM forsøger således ikke at inddrage andet tilgængeligt materiale til belysning af beslutningstagningen. WCM's bog er skrevet inden udgivelsen af Poul Villaumes

store undersøgelse om Danmark under den kolde krig. Alene her er der beskreveten række situationer, hvor E-tjenesten og dens officielle eller uofficielle meddelelser indgår. Poul Villaume specificerer ikke hvilken betydning E-rapporternehar haft. Det er muligt at WCM med sin særlige synsvinkel og sit specielle materiale kunne være nået længere, hvis det var forsøgt.

Det er WCM's hovedtese, at E-tjenesten i sin daværende form, med den daværende chef (Lunding) og med det materiale, der blev produceret, var et socialdemokratisk projekt. Materiale udover det snævert militærfaglige var det i særlig grad Socialdemokratiet, der havde brug for, det gælder især meddelelser om de danske kommunister og oplysninger om en række særlige aspekter i den internationale politik, som FET kunne producere. Derfor var det Socialdemokratiet, der skaffede midlerne, der dækkede E-tjenesten, når der var problemer, og som også sikrede, at den militære E-tjeneste stod sig godt, når der var ressortkampe, specielt med PET.

WCM's får godtgjort hovedtesen, men detaljerne står svagt og det gør det heller ikke lettere, at Socialdemokratiet i det meste af perioden også repræsenterer regeringsmagten. Så er det som partileder eller som regeringsleder, at fx Hedtoft modtager de hemmelige rapporter?

Ikke mindst når der skal analyseres politisk er der i fremstillingen mange slutninger e silentio, især om hvorvidt konkrete sager har været konfirmeret politisk. WCM beskriver i disse tilfælde loyalt det manglende eller det svage kildemateriale, angiver sit gæt, men lader derefter i flere tilfælde gættet indgå meget direkte i den videre analyse. Et af de mere oplagte eksempler herpå er E-tjenestens betydning for den danske tilslutning til Atlantpagten.

At en fremstilling med dette emneområde har kunnet skrives på grundlag af et dansk materiale er i sig selv opsigtsvækkende i betragtning af de velkendte problemer med at få adgang til et dansk officielt materiale for denne periodes vedkommende. Det skyldes i hovedsagen, at WCM har skaffet sig adgang til et enkelt omfattende privatarkiv, hvori indgår en del institutionelt materiale. Det nævnte arkiv, fra FET's souschef i perioden, Kommandør P. A. Mørch, er som WCM også selv fremhæver, et udpræget eftermælearkiv, hvor særlig de papirer er lagt ind, der kan belyse de personlige succes'er og de personlige projekter. Vi kommer herigennem personligt og fagligt tæt på P. A. Mørch - og WCM får tegnet et psykologisk overbevisende og overvejende positivt portræt af Kommandøren, mens Obersten (Lunding) står svagere i konturerne. Her har WCM kun en temmelig tynd erindringsbog fra 1970 at bygge på.

WCM er i flere af sine afsnit meget kildenær og et par store rapporter fra Mørchs arkiv refereres udførligt. Både arkivmaterialet og det materiale, der anvendes herudover er dog springende i emner, i synsvinkler og i den placering materialet har haft i det efteretningsmæssige og politiske sagsforløb. Derfor er fremstillingen af E-arbejdet i perioden også blevet springende. Synsvinklen skifter fra det meget overordnede om Danmarks eller den vestlige verdens sikkerhed over Socialdemokratiet i den politiske proces til det meget snævre byggende på interne manøvrer i FET eller på de personlige erindringer. Mange steder er forbindelseslinjerne mellem planerne tynde.

Det er tydeligt, at bogen om Obersten og Kommandøren har været et meget personligt projekt for WCM - og det er der kommet en bog ud af, der har mange spændende, hidtil ukendte og ikke mindst meget personligt opfattede beskrivelserog analyser af perioden. Bogen om den militære E-tjenestes betydning for

dansk politik under den kolde krig er det derimod ikke. Med den fornyede debat om adgang til kildemateriale fra den kolde krigs tid, der er fulgt efter debatten om dansk a-våbenpolitik og Thulebasen, dukker der måske muligheder op for, at en sådan bog kan skrives engang.