Gena Weiner: De räddade barnen. Om fattiga barn, mödrar och fader och deres m6te med filantropin i Hagalund 1900-1940. Falkenberg, Hjelms Förlag 1995.

Ved Linkoping universitet i Sverige etableredes i 1988 en række tværfaglige forskningscentre, herunder et Tema Barn. Til dette forskningscenter er nu knyttet 3 professorer, henved 20 doktorander og 7 forskere, ansat på tidsbestemte forskningsprojekter. Med udgangspunkt i fagene historie, antropologi og pædagogik er det lykkedes at skabe et frugtbart forskningsklima, og en række internationalt kendte barndomsforskere har lagt vejen forbi. Denne gensidige idéudveksling på tværs af fag og på tværs af nationale forskningsparadigmer har på det seneste manifesteret sig i fem phd.-afhandlinger, hvoraf de to er faldet indenfor barndommens kulturelle og sociale historie.

Det drejer sig om Maria Sundkvists undersøgelse De vanartade barnen. Motet mellan barn, foråldrar och Norrkopings barnavårdsnåmnd 1903-1925 fra 1994 (omtalt i HT 1995:1 s. 148f.) og om Gena Weiners næsten dugfriske beretning De råddade barnen. Om fattiga barn, modrar och fader och deres mote med filantropin i Hagalund 1900-1940.

De næsten identiske titler afspejler, at de to afhandlinger er skrevet udfra den samme indfaldsvinkel på barndommens kulturelle og sociale historie. Begge forfattere ønsker nemlig at komme fri af 1980'ernes udbredte social control perspektiv på filantropien. Dette paradigme kritiseres for kun at bevæge sig på intentionsplanet og for at se modtagerne af filantropi og offentlig bistand som

passive og bevidstløse. Filantropiens såvel som den offentlige forsorgs historie må istedet ses som et møde mellem individer med forskellige sociale og kulturellehorisonter og interesser. Og i dette møde med følgende forhandlinger er det ikke kun voksne, der deltager. Også børnene spiller en aktiv rolle, når de enten sætter sig til modværge overfor børneværnets forsøg på at få dem på børnehjem, eller når de skriver hjem for at få lov til at besøge deres egen familie eller blive flyttet til en anden plejefamilie.

Det er altså praksis fremfor diskurs og ideale forestillinger, de to forskere har ønsket at undersøge. Derfor den lokalhistoriske indfaldsvinkel - som også udmærker sig ved valget af to områder udenfor Stockholm. Nemlig industribyen Norrkoping og arbejderforstaden Hagalund, lige udenfor Stockholms bygrænse. Begge steder vrimlede det med børn omkring århundredskiftet. 11910 viste folketællingen således, at 41% af indbyggerne i Hagalund var under 15 år.

Afhandlingernes empiriske genstandsfelter ligger tæt op af hinanden. Hos Maria Sundkvist var det værgerådene - dvs. det tidlige børneværn. Hos Gena Weiner er det børneplejestationer - på svensk Mjolkdroppe efter de franske Gouttes de lait - såvel som Barnavårdsbyråen, hvilket ikke har noget egentlig dansk modstykke, men måske kan lignes med Børnenes kontor. Hos Maria Sundkvist drejede det sig om den offentlige forsorg, hos Gena Weiner om den private og dens overgang til stat og kommune. De to afhandlinger kompletterer således hinanden - uanset deres historiske udgangspunkt befinder sig to forskellige steder i Sverige. Det er filantropihistorie, men også et stykke af velfærdsstatens tidlige historie, vi her får fortalt i ord, tabeller og billeder. Og konklusionerne synes oplagte startsteder for undersøgelser af danske forhold.

Da hovedlinierne i Maria Sundkvists afhandling som nævnt er omtalt i et tidligere nr. af Historisk Tidsskrift, skal jeg her blot trække enkelte af de centrale pointer frem fra Gena Weiners undersøgelse. Styrken i Weiners afhandling ligger i den komparative indfaldsvinkel. Gennem en sammenligning af to forskellige filantropiske foreninger - oprettet i henholdsvis 1905 og 1911 - nuanceres vores viden om filantropien, dens organisationsformer og dens aktører. Relationerne til de kommunale institutioner belyses såvel som forholdet mellem mænd og kvinder, amatører og professionelle, hvilket især vil sige læger og sygeplejersker. Weiner ender med at konkludere, at da kommunen og det offentlige tog over fra slutningen af 30'erne, kom det langt fra som en overraskelse for ansatte og frivillige i de filantropiske organisationer. Tværtimod, disse havde siden 1920'erne på den ene side bestræbt sig på at blive almene i deres rækkevidde samtidig med, at det offentlige på den anden side havde udvidet sit engagement i barndommen. Derfor kunne de mødes på midten - for børnenes skyld. Og en række af de, som tidligere havde været beskæftiget i de private organisationer, fik nu arbejde i det kommunale eller statslige embedsværk.

Udover denne interessante analyse af samspillet mellem det private og det offentlige i velfærdsstatens første årtier, rummer Weiners afhandling også en spændende analyse af 278 breve, skrevet af børn, placeret i plejefamilier af Barnavårdsbyrån. Iflg. Weiner vidner børnenes breve om, at de så børneværnskontoretsom enten en ressource eller en myndighed. Det var hovedsageligt piger, der skrev for at høre nyt om deres egen familie, for at bede om tøj eller penge til en cykel - eller bare for at have nogen at betro sig til. Det er et meget bevægende kildemateriale, som Weiner lægger tabeller og lagkagediagrammer ned over. Det er lige før, at den kvantitative analyse tager ordet ud af munden på

børnene - og et eller andet sted kan jeg ikke være fri for at tænke, at det vidner om den berøringsangst, som historikere ofte lægger for dagen, når vi kommer (for) tæt på følelsesladet materiale. Det undrer i hvert fald mig, at spørgsmålet om seksualitet - børnenes egen, såvel som voksnes udnyttelse heraf - slet ikke diskuteres i afhandlingen.

Formelt dækker afhandlingen perioden 1900-1940, men det er tiden indtil 1925-30, der fylder mest. Børnepsykologiens indtog i den moderne børneforsorg i løbet af 1930'erne er således efter min mening helt underspillet - det er lægerne, de tidlige socialarbejdere og borgerskabets herrer og fruer, som kommer til at tegne de to foreninger.

Men fraset disse kritiske bemærkninger, så er det et imponerende arbejde, der er lagt ned i denne såvel som i Maria Sundkvists afhandling. Især når man tager i betragtning, at barndommens kulturelle og sociale historie for 10 år siden var svær at få øje på. Det var en specialitet, som trivedes i museumsverdenen og i de folkloristiske samlinger. Sådan er det ikke længere i Sverige. Lad os håbe, at denne udvikling vil smitte af på dansk historievidenskab.