Per Ingesman: Ærkesædets godsadministration i senmiddelalderen. (Skånsk senmedeltid och renässans. Skriftserie utgiven av Vetenskaps-Societeten i Lund 12) Lund University Press 1990. 10 upag. sider + 392 s., ill.

Denne bog er en udgivelse af en del af Per Ingesmans prisopgaveafhandling, der i 1982 blev belønnet med Aarhus Universitets guldmedalje. Forfatterens forord er dateret 17. september 1986, men det fremgår af litteraturlisten, at han har kunnet inddrage litteratur, som er udkommet op til et par år senere, så måske har værket ikke været helt så længe undervejs, som det kunne se ud. Den sene fremkomst af nærværende anmeldelse skyldes hverken tidsskriftets redaktion eller anmelderen.

Per Ingesman er velkendt blandt danske middelalderhistorikere som en skarpsindig og produktiv kirkehistoriker, med kirkens administration som sit felt. I denne henseende er han tydeligt én af Troels Dahlerups elever, og bogen er den fyldigste udgivelse, vi har set fra denne kreds. Siden har Ingesman fortsat sine studier over ærkesædets institutionshistorie, hvilket har resulteret i flere mindre afhandlinger, selvom hans licentiatafhandling om den lundensiske kapitelsgejstlighed fra 1985 ikke er udgivet.

Der er tale om en imponerende grundig undersøgelse af det danske rkebispedømmes i senmiddelalderen, dvs. perioden ca. 1400-1536. Ingesman har sat sig for dels at redegøre for administrationens opbygning og funktion, dels at undersøge rekrutteringen af de godsadministrative embedsmænd og lensmænd for derved at bidrage til diskussionen om lavadelens krise i senmiddelalderen. Til disse formål har han gennemarbejdet et omfattende materiale af både trykte og utrykte kilder. Ikke-skriftlige kilder indgår i et langt mindre omfang, men er dog inddraget. Ingesman har ofte demonstreret, at han er godt hjemme i heraldikken, som da også er en nødvendig hjælpedisciplin, når han skal udrede embedsmændenes slægtsmæssige baggrund. Anmelderen kan ikke påpege mere end et par uudnyttede kilder. Den vældige proviantbygning på Hammershus er en interessant ikke-skriftlig kilde, som, hvis der blev redegjort præcist for tidspunktet og omstændighederne omkring dens opførelse, måske kunne bidrage til vor viden om den ærkebiskoppelige administration af Bornholm. Ingesman har for Bornholms vedkommende bl.a. været nødt til at gå til Bornholms jordebog 1598-99, men der er med tilbageleveringen af Lubecks arkiv dukket ikke übetydelige mængder arkivalier op fra perioden 1525-76, da Bornholm var pantsat til denne by. Bl.a. findes der regnskaber sålangt tilbage som til 1550erne, og muligvis 1540erne. Dette materiale er dog først dukket op efter udgivelsen af Ingesmans bog, så han kan ikke lastes for ikke at have udnyttet det. Nyfundet er her omtalt alene for at vise, at det måske vil muligt at nå længere på dette felt.

Forfatteren har delt sin fremstilling i to dele: administrationssystemet og administrationspersonalet. Vedrørende administrationssystemet vises det, at rkesædetsgods administreredes direkte under Lundegård, dels under syv andre selvstændige forvaltningscentre. Disse var slottene Nåsbyholm, Åhus, Elieholm og Hammershus, og gårdene i Borgeby, Flyinge og Vårpinge. Det hallandske gods var normalt bortforlenet. Der redegøres udførligt, men overskueligt,for administrationsapparatets opbygning og funktion. Det bidrager stærkt til overskueligheden (og letter anmelderens arbejde), at forfatteren lader hvert kapitel munde ud i en sammenfatning, ligesom fremstillingen understøttes

af de mange afbildninger af de regnskaber, der analyseres i teksten. Undersøgelsenaf personalets sammensætning viser, at embedsmændene i alt overvejendegrad var lavadelige. Kun ærkebiskop Jens Brostrup (1472-97) synes at have favoriseret sine slægtninge. Udviklingen gik mod stadig større centraliseringaf godsadministrationen og stadig færre lavadelige embedsmænd. Ingesmansbog bekræfter således den fremherskende opfattelse af den sidste del af senmiddelalderen som en krisetid for den danske lavadel.