Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (eds.): Adaptation and Activism. The Foreign Policy of Denmark 1967-1993. Dansk Udenrigspolitisk Institut. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. DJØF Publishing Copenhagen, 1995. 304 s., 295 kr.

Denne bog er et velkomment og tiltrængt, første forsøg på at give et samlet billede af vigtige dele af Danmarks udenrigspolitik gennem det sidste kvarte århundrede. Bogens 11 forfattere er alle erfarne udenrigspolitiske forskere (historikere, politologer og én økonom), og den teoretiske modelbygning, som har plaget så megen især angelsaksisk forskning i udenrigspolitik, er her skåret ned til et brugbart minimum.

Forfatterne behandler Danmarks alliance- og forsvarspolitik (Ib Faurby, Michael H. Clemmesen), 'Ostpolitikken' (Ole Nørgaard, Per Carlsen, Nikolaj Petersen), politikken over for den vesteuropæiske integrationsproces (Mogens Rudiger, Nikolaj Petersen), den udenrigsøkonomiske politik især i forhold til EF/EU (Claus Vastrup), samt bistandspolitikken (Gorm Rye Olsen); selv et mere spekulativt essay om Danmarks udenrigspolitiske valg i næste århundrede (Ole Wæver) er medtaget. Bogens redaktører giver i en længere indledning en analytisk og historisk ramme for de efterfølgende kapitler.

Et fælles og overordnet tema for de fleste af bidragene er det, som antydes i bogens titel: i perioden 1967-1993 har dansk udenrigspolitik bevæget sig fra en akkomoderende stil med reaktiv tilpasning til de ydre vilkår (frem til midten af 1980erne) til en mere udadvendt politik med diplomatiske og militære initiativer og aktivisme (med den kolde krigs nedtoning og ophør), især i forhold til de baltiske lande og Centraleuropa, til ex-Jugoslavien samt til den europæiske integration.

Denne generelle konklusion kan forekomme besnærende. Forfatterne - og redaktørerne - har dog udtrykkeligt udeladt systematiske analyser af to af de traditionelle fire såkaldte hjørnestene eller søjler i dansk udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig, nemlig FN og det nordiske samarbejde (de to andre er den vesteuropæiske integration og NATO). Det sikkert for mange umiddelbart overraskende fravalg retfærdiggøres med, at det nordiske og FN-arbejdet har været af svindende betydning, og at denne reelt har været af mere retorisk end substantiel art; de to 'søjler' anses åbenbart her snarere for symbolske støtteben. Men spørgsmålet er, om bogen ikke ved at udelade disse to traditionelle hovedområder for værdi- og idealfremme i dansk udenrigspolitik - herunder deres kombination: nordisk politisk samarbejde og koordinering i FN-sammenhænge om bl.a. retssynspunkter frem for magtsynspunkter - efterlader et mindre dækkende billede af dansk udenrigspolitik, end rimeligt er. Også i international politik og diplomati kan ord og deklarationer jo være med til at skabe det, de nævner.

Man kunne gå et kættersk skridt videre og antydningsvis problematisere hovedtesen om udviklingstendensen siden 1960erne fra reaktiv tilpasning eller 'fodslæberi' (et parti-polemisk udtryk, som i bogen nærmest har opnået videnskabeligstatus) til aktivisme eller integrationisme fra og med midt- eller slut-1980erne. For eksempel: Var udenrigspolitikken under Per Hækkerup (1962-66) og hans efterfølgere med bl.a. aktivt diplomati over for Østeuropa (ni-landegruppen), markante selvstændige initiativer i NATO (forslag til europæisksikkerhedskonference og Harmel-rapport, den høje profil i 1970ernes

CSCE-proces), som kun modvilligt eller gradvis vandt de større allieredes accept, passiv tilpasning? Var det 'alternative flertals' såkaldte fodnotepolitik i 1980erne, som vakte de større NATO-allieredes mishag, passiv tilpasning? Og hvad med 1970ernes og 1980ernes danske afvisning af europæiske føderalistiske projekter og fastholdelse af en funktionalistisk integration? Og omvendt: er de sidste seks-otte års tendens til opgivelse af bl.a. mere end 45 års danske reservationer over for militær indgriben uden for NATOs ansvarsområde (jvf. Den InternationaleBrigade), over for militære (stormagts)løsninger på internationale problemer (Golf-krigen, ex-Jugoslavien) og over for europæisk føderalisme ikke snarere udtryk for passiv tilpasning - nemlig til hovedstrømmen blandt vore NATO- og EF/EU-partnere?

Disse indvendinger imod bogens overordnede fortolkningsramme bør ikke overskygge, at den indeholder meget værdifuldt stof. Ikke så meget i form af originale historiske forskningsresultater eller analytisk dybde - bortset fra Gorm Rye Olsen og især Michael Clemmesen, som har interviewet centrale hhv. bistands- og forsvarspolitiske aktører, bygger bidragyderne kun på offentlige og sekundære kilder; men kapitlerne skaber som nævnt tilsammen et nyttigt og længe savnet overblik over væsentlige sider af dansk udenrigspolitiks nyeste historie. Bogen kan dermed også, ved indirekte at afdække de mange og store huller i vor viden om emnet, formentlig virke som inspirator for kommende forskningsprojekter. Til gengæld reduceres dens værdi som opslags- og håndbog - ikke mindst for det internationale publikum, den også er henvendt til - af manglen på elementære hjælpemidler som registre, kronologier, en samlet litteraturliste, m.v.