Per Ingesman og Jens Villiam Jensen (red.): Danmark i senmiddelalderen. Århus, Aarhus Universitetsforlag 1994. 415 s. 168 kr.

Et velkomment initiativ. Dansk senmiddelalder, veloplagt introduceret nordfra
af Knut Helle og belyst i alle kroge af 17 forskere.

Svend Gissel, pioner og nestor i det nordiske ødegårdsprojekt, sammenfatter debatten om den senmiddelalderlige agrarkrise. Erland Porsmose skriver smukt og jordnært om Vorbasse, hvis ni gårde tilsyneladende lå fast i hele middelalderen, mens antallet af brugere svingede. Niels Hybel bringer et pust fra europæisk kriseforskning samt diskuterer hoveri og lønarbejde, mens Carsten Porskrog Rasmussen i en prægnant artikel drøfter krongodsets omfang og dets betydning for statsfinanserne. Anders Bøgh optager Aksel E. Christensens diskussion af epoker og feudalisme, mens Erik Ulsig behandler spektret af bøndernes ydelser til godsejerne og desuden analyserer de interessante skattelister over sjællandske bønder fra Christian ll's tid. Jens Villiam Jensen gentager og uddyber sin these om 1500-tallets storgodsdrift som et endnu middelalderligt fæstegodssystem.

Den politiske ramme om senmiddelalderens danske samfund behandles af
Jens E. Olesen, Poul Enemark og Esben Albrectsen. Olesen skildrer eksperimentet(set

tet(seti historiens lys) Erik af Pommerns nordiske monarki, Enemark fiaskoen
under Christian I, Albrectsen opportunismen og kynismen bag påberåbelsen af
retskrav, idet konflikten om Sønderjylland fremhæves.

Bjørn Poulsen konfronterer i en perspektivrig artikel by og land: købstæderne som administrative centre, borgerne som jordbrugere, bønder som handelsmænd. Grethe Jacobsen ser på kønsroller og familier, gilder og lav, mens Enemark i sit andet bidrag fremhæver fjernhandelens vækst som et vigtigt korrektiv til kriseteorierne. Byarkæologen Per Kristian Madsen fremdrager mest keramikfund i Ribe fra 11-1200-tallet. Her burde redaktionen nok have grebet ind, i det mindste med den røde blyant. Langt fra alle bidrag er lige velformulerede, men Madsens tager dog prisen.

Troels Dahlerup karakteriserer (hvisjeg har forstået ham ret) den senmiddelalderlige, danske kirke som en fleksibel, tilpasset organisation. Per Ingesman løfter sløret for sine studier i Vatikanarkivet, men heller ikke mere. Forbindelsen mellem kuriens bureaukrati og den danske reformation forekommer i hvert fald undertegnede svær at få øje på. Så vidt jeg kan se, går deretjerntæppe ned i 1523, men jeg lader mig gerne belære om det modsatte. Ole Bay skriver - lovlig skødesløst - om gaver af jordegods til kirken, Lars Bisgaard om det religiøse liv. Man savner lidt humanistisk gejst i de to bidrag, men en mængde oplysninger får man da. Værket afsluttes med en fyldig, up to date-bibliografi ved de to redaktører.