C. D. O. Lunn: I fredens tjeneste. Udgivet og kommenteret af Gerda Gram, Odense Universitetsforlag. 1993. 172 s., ill.

Med oprettelsen af Folkeforbundet havde man forsøgt at skabe et instrument til varetagelse af den kollektive sikkerhed, og selv om denne internationale organisation ikke fik den betydning, man havde håbet, levede tanken om at begrænse eller løse konflikter gennem solidarisk optræden videre og mundede ud i dannelsen af De forenede Nationer.

Folkeforbundet havde vist sin afmagt over for det italienske angreb på Abessinien,og
da Den spanske Borgerkrig brød ud i juli 1936, måtte de europæiske

magter selv gribe ind. Tyskland og Italien støttede Francos oprørere med våben og frivillige, Sovjetunionen hjalp på lignende vis den lovligt valgte Folkefrontsregering,idet man dog af hensyn til Tyskland, Frankrig og Storbritannien udviste en vis diskretion. I Frankrig var Leon Blums Folkefrontsregering indstillet på at sælge våben til de spanske partifæller, hvilket dog mødte stærk modstand i Nationalforsamlingen. Samtidig ønskede Storbritanniens konservative regering hverken at støtte et rødt eller et falangistisk Spanien; man lod derfor den franske regering vide, at hvis fransk hjælp til den spanske regering førte til krig med Tyskland eller Italien, ville Storbritannien ikke gribe ind.

På den baggrund turde Frankrig ikke engagere sig i borgerkrigen; der var derfor kun én løsning: At søge at begrænse konflikten til selve Spanien. Den franske regering opfordrede derfor samtlige europæiske lande til at indgå en ikke-indblandingstraktat. Mindre end to måneder efter borgerkrigens udbrud havde 26 europæiske lande tiltrådt traktaten, og Non-Interventionskomiteen kunne holde sit første møde i London. På trods af traktaten ydede Italien, Portugal og Tyskland stadig hjælp til Francos oprørere, hvilket fik Non-Interventionskomiteen til at foreslå en overvågning af de spanske grænser; først i januar 1937 var de 26 lande enige om, hvorledes den skulle foregå i praksis. Tyskland og Italien fordrede - og fik - kontrollen med den spanske østkyst, hvorved de selv kunne forsyne oprørerne og forhindre Sovjetunionen i at understøtte den republikanske regering. Til bevogtning af landgrænsen til Frankrig blev der oprettet en international kontrolstyrke, hvis leder efter fransk forslag blev den danske oberst C. D. O. Lunn. Medvirkende til hans valg var dels, at han kom fra et lille land uden væsentlige interesser i området, dels, at han havde været sekretær for den tyrkisk-syriske grænsekommission 1926-1930 og i denne egenskab havde haft en del at gøre med chefen for de franske styrker i Syrien; denne var i mellemtiden blevet hærchef. Endelig havde Lunn i nogle måneder i 1925 gjort tjeneste i et fransk artilleriregiment i Pyrenæerne.

Hovedparten (pp. 19-147) af bogen består af Lunns egen beretning om sit arbejde som leder af den internationale kontrolgruppe ved den spansk-franske grænse fra gruppens oprettelse i marts 1937 til dens opløsning to år senere som følge af Francos sejr i borgerkrigen. Beretningen er udarbejdet kort efter 2. verdenskrig på grundlag af Lunns personlige dagbøger og hans rapporter til ledelsen af Non-Interventionskomiteen i London. Ifølge udgiveren er der fuld overensstemmelse mellem Lunns beretninger (p. 10). Selv om den her udgivne strengt taget må betegnes som sekundær kilde, kan den bruges til en første orientering om grænsekontrolgruppens virke, helt bortset fra, at den lader sig læse som en flydende, velskrevet fortælling om et spændende emne.