Poul Skaaning: Den unge Christen Kold som samtiden så ham. Odense Universitetsforlag 1995, 170 s., kr. 250.

Der er en betydelig litteratur om Christen Kold, og i vor tid er - trods indvendingerne - Hanne Engbergs bog fra 1985 hovedværket. Men også hun har, hvad der ikke kan overraske nogen, lagt hovedvægten på den voksne Christen Kold og hans skoleprojekter. Det har også været disse, der har stået i centrum i den grundtvigske historieskrivning om Kold, hvor myterne hurtigt blomstrede. Poul Skaaning er ad en omvej kommet ind på den unge Christen Kold og giver i denne fremstilling en skildring af hans »formative years«, især tiden på Snedsted Seminarium 1834-36. Det er kort fortalt Skaanings tese, at den unge Kold blev »vakt« i lige så høj grad af skolens leder, den senere biskop G. P. Brammer, af

lærerne P. K Algreen og G. Ph. Pfaff, som af Peter Larsen Skræppenborg, således
som Kold selv i sin vennemødetale i 1866 hævdede det. Brammer havde da
udviklet sig til en af Grundtvigs modstandere, så den ære skulle han ikke have i

Poul Skaaning viser udmærket, at forbindelsen med Peter Larsen Skræppenborg må være meget tvivlsom, og han sandsynliggør, hvorledes ikke mindst den på dette tidspunkt grundtvigske Brammer og den dybt religiøse Algreen har kunnet sætte den unge Kold i vej, rent åndelig set.

Der er dog et misforhold mellem bogens omfang, selv om det kun er 170 sider, og så bogens hovedbudskab. Vi skal meget langt omkring i Snedsted Seminariums historie og G. P. Brammers liv, før vi når til Christen Kold og Snedsted Seminarium. Det er rent faktisk en artikel, der er pustet op til en hel bog - og det kan undersøgelsen ikke rigtig bære. Der er for mange sider, der er lidt ligegyldige. Ærgerligt nok, for Poul Skaaning har materiale til en 20-30 siders historie, der har sandsynligheden for sig, ligesom han har et godt blik for den grundtvigske historieskrivnings praksis.