Hans Sode-Madsen (Red.): »Føreren har befalet!«. Jødeaktionen oktober 1943. Samleren 1993. 246 s., ill. 175 kr.

Aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 og jødernes redning gennem flugten til Sverige er en af de få begivenheder i Danmarkshistorien, der påkalder sig international interesse. Interessen er ikke mindst levende i jødiske kredse i USA og i Israel. Også i Danmark er det et emne, der engagerer bredt. Mange elever og studerende ønsker at beskæftige sig med området ud fra de humanitære perspektiver i stoffet. Det er interessant at »sabotørromantikken« ikke engagerer de unge i dag, mens det modsatte er tilfældet for aktioner med et humanitært perspektiv. Paralleller fra oktober 1943 til aktuelle debatter om etniske minoriteter og behandlingen af flygtninge i Danmark og i resten af Europa er dog også særdeles lette at drage. Det giver et behov for ordentlig nutidig litteratur om emnet. Der er i forvejen udgivet en temmelig omfangsrig litteratur om begivenhederne i oktober 1943 både på dansk og engelsk, men den er spredt og uensartet og svarer ikke til de behov, som de primære interessegrupper har for viden om og indsigt i de danske jøders skæbne under besættelsen.

Det er derfor klart, at 50-årsdagen for jødeaktionen i oktober 1943 må give anledning til at danske historikere kommer på banen, og »Føreren har befalet« er hovedbidraget til en nutidig beskrivelse og vurdering af jødeaktionen. Bogen er redigeret af Hans Sode-Madsen med en indledning af Hans Kirchhoff. Af de 6 selvstændige enkeltbidrag er de 5 hentet hos danske historikere, der har beskæftiget sig med aspekter af jødeaktionen i deres forskning. Det sjette er skrevet af forhenværende chefredaktør Herbert Pundik fra Politiken, der har medvirket til at skaffe finansiering til bogen.

Det første bidrag er Therkel Strædes gennemgang af historien bag »Endlosung«. Hvordan ideen opstod, hvordan den organiseredes og udførtes og om forholdet mellem ideologi og politik i den industrielle tilintetgørelse af Europas jøder. Endelig som det vigtigste, udviklingen i historikernes opfattelse af »Endlosung«, specielt i Vesttyskland.

Stræde placerer historikerne i to grupper. Først 50'ernes og 60'ernes »intentionalister«,der så jødeudryddelsen som udtænkt af Hitler og udført efter en langsigtet plan af Gestapo og SS. En bekvem snæver ansvarsplacering og egnet til kollektiv tysk ansvarsforflygtigelse. De vigtigste forfattere fra 1970'erne og 80'ernesamler Stræde under betegnelsen »strukturalister« og »funktionalister«. Her betones det, at jødeudryddelsen var et resultat af en indsats fra meget brede

kredse i det tyske magtapparat og den tyske administration, at viden om udryddelsenvar udbredt mange steder i det tyske samfund, og at der blev tjent penge og skabt magtbaser gennem jødeudryddelsen. Jødeudryddelsen opstod ud fra denne opfattelse som en følge af mange kortsigtede beslutninger i et rodet og indbyrdes konkurrerende magtsystem med en svag og übeslutsom diktator i spidsen.

Strædes artikel fungerer som en diskuterende forskningsoversigt. Den skal både introducere emnet og skabe overblik over de skiftende opfattelser af folkemordet. Det kniber at nå det hele med kun 40 sider til rådighed. Sproget og diskussionen er ikke udpræget folkelig.

Hvor Stræde bevæger sig blandt tyske nazi-koryfæer og vesttyske historikere, forlægger Hans Kirchhoff scenen til Danmark, men inddrager nye bidrag fra tyske og israelske historikere. I artiklen »Endlosung over Danmark« gennemgås diskussionen om baggrunden for den tyske jødeaktion og de tyske advarsler til danske politikere, der ledte til flugten over Øresund. Centralt i Kirchhoffs artikel står diskussionen om Werner Bests bevæggrunde og ansvar for at udløse aktionen og for delvis at sabotere dens resultat ved at lække meddelelser om den. Diskussionen sammenfattes til tesen om Bests dobbeltspil, hvor målet hele tiden var at klare sig bedst muligt i de interne tyske magtkampe - og hvor både det telegram til Berlin, der udløste jødeaktionen og den underhåndsbesked, der lod beskeden om den sive, har funktioner.

Selve hjælpeaktionens og overfartens organisering er lagt i hænderne på Henrik Dethlefsen, der her kan trække på stoffet i sin helt nye undersøgelse om »De illegale Sverigesruter 1943-45«. Artiklen er bredt beskrivende og forklarende på samme måde som Hans Sode-Madsens bidrag om de danske jøder i Theresienstadt. Det synes som om Sode-Madsen lader oplagte muligheder for en mere kontroversiel behandling af emnet ligge, når han i litteraturlisten peger på, at overrabbiner Max Friedigers bog fra 1946 ikke løfter sløret for at Ældsterådet i Theresienstadt, som Friediger var medlem af, fungerede kollaborationistisk. Det viser Sode-Madsen selv kun i meget generelle vendinger. Hvordan fungerede kollaborationismen i forhold til fangernes dagligdag og mellem forskellige typer fanger?

Bent Bliidnikow har skrevet om den jødiske menigheds ledelse 1933-1943. Historien om Hugo Rothenberg, som Bliidnikow har skrevet en selvstændig monografi om, fylder en del i den forbindelse. I sin artikel sætter Bliidnikow en række enkelthistorier om jødiske organisationers og fremtrædende jøders indsats sammen snarere end en samlet skildring af den jødiske menighed. Undervejs har han også andre ærinder. Han skal fx nå at korrekse Mogens Fog for antisemitisk virksomhed i forbindelse med lægeprocesserne i Moskva i 1952.

Herbert Pundiks bidrag er igen en ny genre. Her er den personlige beretning fra flugten over Øresund sat sammen med en journalistisk skildring af oktoberbegivenhederne. Betydningen af oktober 1943 har her en anden udgang. For Pundik fører flugten over Øresund direkte frem mod staten Israels dannelse i 1948. Det er en tolkning, der ikke kun hviler på analyse, men på praksis og konsekvens i Pundiks eget liv.

De 6 indlæg udgør som det fremgår ingen helhed, men næsten alle relevante spørgsmål, der kan stilles i relation til aktionen, bliver besvaret - omend ikke lige grundigt eller sammenhængende. Redaktionsarbejdet har ikke omfattet en fælles tilgang til emnet. Derfor flytter vi os undervejs fra universitær forskningsoversigt,til

oversigt,tiltekstnær kildeanalyse, over en bred beskrivende fremstilling til den engagerede erindringsskitse. Det er bogens styrke: Alle kan finde noget, der vil interessere lige dem, men selvfølgelig også dens svaghed; Hvem er egentlig læseren til bogen i sin helhed?

Det skal ikke forklejne, at vi her har en bog, der dækker de fleste rimelige
behov for en læser, der vil have besked om et begivenhedsforløb, der kan trækkes
megen humanitær lærdom af.