Dydens Iøn. Soldenfeldts Stiftelse 1894-1994. Redigeret af Karen Glete, Karin Kryger og Orla Pedersen. Christian Ejlers' Forlag, 160 5.ill., Kbh. 1994.

Et lille tremandsudvalg fandt sammen omkring et jubilæumsskrift. Andre forfattere blev engageret i opgaven, og resultatet er blevet en yderst appetitlig og vidtfavnende publikation om en af hovedstadens utallige velgørende stiftelser. En stiftelse for dels »værdige og trængende aldrende Lærerinder, Husjomfruer, Syjomfruer og andre Fruentimmer i lignende Stillinger, som have Ophold her i Staden« og dels »værdige og trængende aldrende Tjenestepiger« sammesteds.

Ditlev Tamm lægger ud med et historisk rids over de forbavsende mange københavnske stiftelser i almindelighed. En yderst perspektivrig lille artikel, der kommer langt ud i hjørnerne i beskrivelsen af datidens private godgørenhed. Hans Kryger Larsen tager sig af brødrene Soldenfeldt, deres liv og virke, forudsætninger, familieforhold og formueforhold, boghandel og forlag. Eksempelvis fik firmaet Soldenfeldt eneret på Skudsmålsbogen ved dennes introduktion i 1833, en på lang sigt sikker, formuedannende salgsartikel.

Karin Kryger skriver om »paladset« ved søbredden, arkitekten H.B. Storcks italienske sværmeri materialiseret i den store markante bygning med facaden ud mod Sortedamssøen, hvor billedhuggeren Carl Aarsleffs florentinsk renaissanceinspireredemedailloner med dyderne mådehold, flid, tålmod, renhed, ydmyghed,tro,

myghed,tro,håb, kærlighed, fred, årvågenhed, klogskab og sandhed er placeret.
En grundig gennemgang af planlægning, tegningsforslag og endeligt resultat.

Orla Pedersen har givet en morsom, veloplagt omtale af den excentriske maler Frans Schwartz og hans jomfruer, de kloge og de dårlige, som den dag i dag hænger så monumentalt i Stiftelsens festsal. Det klassisk-akademiske maleri arbejder med faste teatralske positurer og ansigtsudtryk, som skildrer forskellige følelsesudtryk, og artiklen argumenterer overbevisende for sådannes brug i jomfrubilledet.

Tinne Vammen tager stiftelsens første forstanderinde Louise Fenger under behandling. En livshistorisk skitse med ekskurs til familie, politiske personligheder, grundtvigianisme, Louise Fengers arbejde med forsvarssagen m.m. Og Kjeld Meyer følger efter med en nøjere beskrivelse af Soldenfeldts Stiftelses historie og økonomi op til i dag. Endelig slutter Karen Glente af med en skildring af beboerinderne gennem tiden.

Det er en spændende og utraditionel jubilæumsbog, hvor man gennem de mange indfaldsvinkler kommer vidt omkring emnet. Og det er meget stimulerende for læseren, at der ikke har siddet en hovedredaktør og strømlinet de respektive artikler. De fremtræder alle som stærkt personlige bidrag, sprogligt vidt forskellige. Man kan have sine favoritter. Orla Pedersens indledning »Hun døde af alderdomssvækkelse i 1920, 92 år gammel, frk. Oline Sofie Thuesen, og da havde hun boet på Soldenfeldts Stiftelse siden dens oprettelse«, falder nok bedst i denne anmelders smag.