Paul W. Schroeder: The Transformation of European Politics 1763-1848. Clarendon Press, Oxford. 1994. 916 s. £ 45.

Bogen er det nyeste bind i serien The Oxford History of Modem Europe, der i 1954 lagde ud med A.J.P. Taylors nu klassiske syntese The Struggle for Mastery in Europe 1848-1918. Den består af godt 800 tæt trykte og indgående annoterede sider tekst; hertil slutter sig en ajourført bibliografi på 73 sider med mere end 2800 titler; og den afsluttes med et ti sider stort velfungerende navne- og stedindeks. Formen er bemærkelsesværdigt klar; fremstillingen veksler med forskningskommentarer; og sproget er koncist - sine steder ætsende vittigt.

Forfatteren er professor i historie ved University of Illinois, og hans eget forskningsmæssige tyngdepunkt er Wienerkongressens Europa. Han har helt overvejende baseret sin syntese på den meget omfattende litteratur samt på det righoldige trykte kildemateriale. Sine steder er dette materialegrundlag dog suppleret med arkivmateriale, blandt andet britiske privatarkiver efter Canning, Casdereagh og Grey. Langt det væsentligste arkivmateriale stammer imidlertid fra Haus-, Hof- und Staatsarchiv i Wien og omfatter den østrigske udenrigsministerog kansler Metternichs hidtil stort set übenyttede Vortråge med en løbende politisk orientering for kejseren og statsrådet samt hans instrukser til nogle centralt placerede østrigske diplomater. Netop fokuseringen på Østrig og det centrale Europa er med til at redressere den ofte uheldige balance i angelsaksiskeudenrigspolitiske synteser - hvor forfatterne udviser en meget distant holdningtil tysksproget litteratur. Disse værker har haft en tendens til at gøre London til begivenhedernes centrum og britisk udenrigspolitik til den afgørende forklaringsfaktori europæisk politik. Hvor fransk politik ses som dikteret af stolthed og fordomme; hvor Preussen og Østrig står for henholdsvis formørket reaktion og machiavellisk snedighed; og hvor Rusland skildres som barbaren og asiaten i Europa. Netop ved at bruge Østrig med dets helt konkrete berøringsflader med

Rusland, Polen, Bayern og Preussen og dets tilstedeværelse på Balkan og i Italien som prisme, bliver det muligt at følge og forstå tidens storpolitiske spil i dets mange skiftende nuancer. Og samtidig giver forfatteren gennem sin understregningaf Englands periferiposition politisk og logistisk et nyt og mere plausibeltbillede af britisk politik i Europa.

Bogen er baseret på en klar og konsekvent fastholdt helhedsopfattelse. Nemlig, at 1600- og 1700-tallets magtbalancepolitik i virkeligheden ikke førte til balance og fred, men tværtimod til übalance og krig. At de fem stormagter i Wien derfor gik sammen om at skabe en varig fred baseret på erkendte og anerkendte interesser og sikkerhedshensyn. Og al denne fred, der skulle sikre Den hellige Alliances fyrster mod sociale og nationale revolutioner, faktisk var en realitet helt frem til 1848. Derfor er bogens aktører de fem stormagter. De mindre stater inddrages kun i fremstillingen i det omfang, de kan tjene til at belyse stormagtspolitikken. Basale økonomiske, sociale og kulturelle faktorer inddrages kun undtagelsesvist - mest markant i diskussionen af den økonomiske magtkamp mellem det fransk dominerede kontinent og England under Napoleonskrigene. Og i overensstemmelse med forfatterens helhedsopfattelse tildeles de oversøiske områder en meget begrænset plads, som følge af deres endnu marginale betydning for den klassiske europæiske stormagtspolitik.

I et værk af dette omfang og denne spændvidde melder der sig naturligvis spørgsmålet, hvorvidt forfatteren kan fastholde præcisionen på det konkrete niveau og i de mange detaljer. I en anmeldelse i et dansk historisk tidsskrift vil det være oplagt at foretage en sådan efterprøvning i forbindelse med de to situationer, hvor Danmark en kort stund kommer i stormagtspolitikkens brændpunkt: i 1801 og i 1807.1 sin behandling af begivenhederne i 1801 (s. 219-23) udnytter og diskuterer forfatteren den engelsksprogede danske forskning kompetent og perspektivrigt - og bekræfter dermed, at det for danske historikere kan være møjen og omkostningerne værd at publicere på et af hovedsprogene. I behandlingen af begivenhederne i 1807 (s. 327-31) foreligger der ikke dansk forskning på hovedsprogene. Og forfatteren har overset en engelsksproget svensk bog fra 1976: Sven G. Trulsson: British and Swedish Policies and Strategies in the Baltic after the Peace of Tilsit in 1807. A Study of Decision-Making. På den foreliggende britiske litteratur er forfatteren dog i stand til at give en særdeles klar og overbevisende analyse af Englands mål med overfaldet på Danmark. Informationerne om Norden i 1807 er dog unødvendigt fejlbehæftede. Og de 11 linier på side 572 om nyordningen af Norden i 1814 er i deres utilstrækkelighed en påmindelse om, at de skandinaviske lande ikke opfattes som en integreret del af den europæiske politik.

Da dansk forskning kun undtagelsesvis publiceres på hovedsprogene - og da engelske resumeer af danske bøger og artikler erfaringsmæssigt ikke har nogen gennemslagskraft - kan værkets pålidelighed på det konkrete plan og i detaljernedog ikke med rimelighed vurderes på dette grundlag. Der er ikke tvivl om, at det også her er generelt pålideligt. Udover at være en syntese fungerer det også som opslagsværk - bedst dog for den bruger, der på forhånd er opmærksom på de valg og navnlig de fravalg, som forfatterens overordnede betragtningsmåde har medført. Med hensyn til værkets vægtning kan der være grund til at pege på et ikke helt uvæsentligt problem. I og med at det er værkets tese, at det nye internationale system, der blev skabt ved afslutningen af Napoleonskrigene, var det gamle balancesystem overlegent, kan det undre, at årene fra 1763 til Den

franske Revolution behandles så kortfattet og summarisk, som tilfældet er. Netop de forskningsmæssigt velbelyste fredsslutninger i 1763 og 1783-84 kunne have demonstreret den gamle balancepolitiks svagheder. Ved at behandle årene fra 1763 til 1789 som et forterræn snarere end som en fase i sin egen ret, bliver dommen over balancepolitikken for svagt begrundet og kommer til at have karakteren af en påstand.

Nu findes der imidlertid ikke kun én måde at skrive storpolitiske synteser. Der findes flere. Og hver for sig nødvendiggør de valg og fravalg, som vil kunne diskuteres og kritiseres. Med The Transformation of European Politics 1763-1848 Paul W. Schroeder skrevet et standardværk, der må stå på ethvert historisk instituts bibliotek - og trods prisen også i mange historikeres arbejdsværelse. Bogen er en respektindgydende præstation. Som samtidig rejser spørgsmålet, hvorvidt det med den efterhånden næsten uoverskuelige forskning overhovedet vil være muligt i fremtiden af fremlægge en så omfattende, velunderbygget og nybrydende syntese.