Bjørn Poulsen og Ulrich Schulte-Wulwer (red.): Istedløven. Et nationalt monument og dets skæbne. Udgivet af Mikkelberg-Hasted-Slesvig i samarbejde med Sydslesvigs Museumsforening. Poul Kristensens Forlag. 160 sider, ill. kr. 220,-.

Det er en meget alsidig bog om Istedløven, Sydslesvigs Museumsforening har udgivet i samarbejde med Mikkelberg-Hasted-Slesvig. Seks forfattere, fire danske og to tyske, har arbejdet med at præsentere Istedløvens historie, og det giver bogen en stor styrke, at monumentet behandles ud fra så mange forskellige synsvinkler.

Claus Bjørn causerer til indledning glimrende om Den danske helstats storhed og fald. Nina Damsgaard redegør for kredsen omkring initiativtageren til monumentetOrla Lehmann i Den nationaUiberale kunstpolitik. Ulrich Schulte-Wulwer har i sit afsnit H.V. Bissen og hans slesvig-holstenske venner. Kunslnerkarrierer i skyggen af de nationale bevægelser gjort rede for Bissens nationale dilemma, som han delte med mange andre selsvig-holstenske kunstnere. Forfatteren er meget nøgtern

og forfalder ikke til det patetiske, og derfor bliver skildringen af slesvig-holstenernesnationale konflikt så vedkommende. Forfatteren understreger, at Bissen og hans venner var den første generation af slesvig-holstenske kunstnere, der blev konfronteret med den moderne nationalstatslige tænkemåde, og det var ikke nemt for dem! Jiirgen Ostwald bringer i Isted ogmindesmærkernepåDen gamle Kirkegård i Flensborg læseren på en sand kunsthistorisk løvejagt rundt om i Europa, ligesom der redegøres grundigt for tilblivelseshistorien og Bissens første udkast. Det virker lidt besynderligt, at forfatteren i sit underafsnit om gravhøjen refererer til Johannes Wiedewelts ombygning af gravhøjen ved Jægerspris, men ignorerer monumentet for de faldne fædrelandsforsvarere fra slaget på Rheden 1801 på Holmens kirkegård i København. Her er der både gravhøj og bautastene med faldne officerers navne, som der er det på Flensborg kirkegård. Det kan undre, da afsnittet ellers er præget af stor grundighed, og Claus Bjørn i sit afsnit har en illustration af monumentet på Holmens kirkegård, ligesom Inge Adriansenrefererer til det. Det har i øvrigt undgået redaktionens opmærksomhed, at afsnittets titel er en lidt anden end i indholdsfortegnelsen. Stine Wiell fortæller i Løven, stenen og båden - kulturminder i nationalpolitisk spil levende om tilbageleverings-problematikkenomkring Istedløven, Hærulfstenen (Hovslundrunestenen)og Nydambåden. I Inge Adriansens afsnit Istedløven — et nationalt monument med vekslende symbolvardi skildres, hvor forskelligt parterne så på det nationale monument. Var det et gravminde eller sejrsminde? Begge dele, viser det sig. Var Løven en gravens vogter eller »et ondsindet sejerstegn et spottetegn«? Inge Adriansen dokumenterer parternes syn på Istedløven gennem tiderne og klargørden uløselige konflikt, Istedløven skabte. Det er en sober og veldokumenteretredegørelse om Istedløvens omtumlede skæbne, indtil den endte bag Tøjhusmuseet i København i 1945. Bogen afsluttes med Inge Adriansens afsnit om Løveviser, de danske såvel som de tyske. Skal Istedløven tilbage til Flensborg kirkegård, hvor den kan vække så mange negative følelser? Politikerne bør med opmærksomhed læse Inge Adriansens kloge forslag. Hvis et enigt byråd i Flensborgvil have den tilbage - værsågod - hvis ikke, find en permanent placering i København helst inden 75-året for folkeafstemningerne og grænsedragningen i 1995. Istedløven bør ikke være årsag til flere konflikter i grænselandet. Den nøgternhed og objektivitet, de seks forfattere har behandlet Istedløven med, bør også præge beslutningen om dens fremtidige placering.