Niels Lund: De hærger og de brænder. Danmark og England i vikingetiden. Kbh., Gyldendal 1993. 212 s., 14 kort, ill. kr. 268.-.

De sidste generationers bøger om vikingetiden har set det som deres mission at fortælle om, hvad vikingetidens nordboer, »vikingerne« også var: bønder og håndværkere, købmænd og sømænd - nogle var endogså kvinder; og museerne er begyndt at vise, at en tredjedel af »vikingerne« var børn. Men den underforståede tiltrækning - for eksempel hos de hyggelige folk, der rekonstruerer vikingetidens håndværk (og ikke alle andre tiders bådebygning og brikvævning), er jo alligevel den, at »vikingerne« virkelig var vikinger, at de »hærgede og brændte« i den uskyldige tid længe før Verdun, hvor kun taberne led i krig. Vikingetidens voldselement bærer stadig dens fascination hos nutidsmennesker.

Niels Lund har skrevet en bog, der udelukkende beskæftiger sig med vikingernesagressive handlinger set udfra deres ofres kilder. En overordentlig sober fremstilling, der strengt holder sig til begivenhederne i deres rækkefølge, bevidneti annaler og breve. Med en let genkendelig afvigende typografi bringes der talrige uddrag af kilder og karakteristiske forskningssynspunkter. Bogen har 46 billeder. Der er 14 kort over borganlæg, slagmarker og stednavne; skal man

virkelig bruge dem, må man fotokopiere dem og have dem liggende ved siden af, så at man kan få et plastisk billede af begivenhedernes nok så flimrende forløb. Thi dette er ikke nogen bog for hurtiglæsere, men for den omhyggelige studerende.Den bringer resultaterne af de sidste 100 års angelsaksiske forskning, har ikke egentlige forsknings-introducerende afsnit å la Nouvelle Clio, men dog en kort bibliografisk indføring til slut. Et register over personnavne, stednavne og moderne forfattere gør den tjenlig som opslagsværk. Bogen holder sig snævert til sit valgte emne, til kampe, forsvarsforanstaltninger og grænsedragninger,til den militære og diplomatiske historie. Den følger konsekvent sin linie inden for sine valgte begrænsninger og er overmåde tør i sin behandling af tre århundreder, der dog må have været spændingsfyldte nok at gennemleve for alle parter. De få svinkeærinder ind i socialhistorien består i afvisninger af hidtidige teorier om for eksempel Danelagens sociale organisation; ligesom der ikke bringes nogen behandling af den angelsaksiske samfundsudvikling. Mod slutningenløftes sløret for en original opfattelse af vikingetidens danske samfund som bestående af private storgodser; en tese, der unægtelig trænger til en uddybning. - Vi må håbe, den er undervejs!