Ole Mørkegaard: Søen, slægten og hjemstavnen. En undersøgelse af livsformer på Åbenråegnen 1700-1900. Etnologisk Forum. Udgivet i samarbejde med Aabenraa Museum. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet

En udstilling på Aabenraa Museum blev i 1980 af pædagogiske grunde bygget op
omkring agent Bruhn, en af det 19. århundredes absolut mest fremtrædende
skibsredere i den danske konges riger og lande. Ole Mørkegaard var dengang

med som studentermedhjælper og fortsatte siden med indgående studier af det lokale søfartsmilieu, med særlig vægt på kaptajner og redere, altså ikke alene agent Bruhn, men også de mange andre. Resultatet foreligger med denne interessante, men ikke uproblematiske afhandling. En del af problemerne skyldes,at hele undersøgelsen i sit udgangspunkt er bundet op på en anvendelse af Thomas Højrups strukturelle livsformsanalyse (Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering, 1983).

Ole Mørkegaard lægger ud med en »empirisk sondering«, først og fremmest på grundlag af den - for Aabenraas vedkommende - relativt righoldige litteratur. Søfarten herfra antog allerede i 1700-tallet et omfang, som gjorde den til byens absolut dominerende erhverv, og i det følgende århundrede blomstrede sejlskibsflåden meget hurtigt op efter den midlertidige nedgang under Napoleonskrigene. Fra Aabenraa og i stigende grad fra det nærliggende Løjtiand bemandedes meget store skibe, som kunne ses overalt på de syv have. Højdepunktet nåedes i 1879 med 43 fartøjer af en gennemsnitsstørrelse på godt 166 kommercelæster, de fleste bygget på værfter i ogved hjemstedet. En flåde af den størrelse, som helt overvejende var ejet af partredere i Aabenraa og omegn, repræsenterede meget store værdier, og det centrale spørgsmålet er så, hvordan det kunne lade sig gøre. Nøglepersonerne var uden for al tvivl skibsbyggere og kaptajnsredere, og de har i lidt ældre litteratur været karakteriseret som profitbegærlige kapitalister, hvorved alt skulle have været forklaret. Men her protesterer Ole Mørkegaard - med rette. Det hele var meget mere sammensat, for ser man nærmere på de enkelte involverede, så opførte de sig ikke som »ægte kapitalister«, der hensynsløst flyttede deres kapital hen, hvor profitten var størst - og altså i dette tilfælde i krisetider væk fra søfarten. Man måtte tage hensyn til familierelationer, der var tilknytningen til »faget«, ja måske ligefrem en lystbetonet holdning til arbejdet, som hindre« le folk i at blive kapitalistiske i hovedet, sådan rigtigt for alvor.

Man kan godt undre sig lidt over det tilsyneladende mageløse i denne opdagelse. For kaster man et blik hen over de talrige entreprenante personer, som mere eller mindre indgående er blevet behandlet i litteraturen om det 18. og 19. århundredes danske økonomiske historie, så bliver det nok svært at finde én eneste sådan helt »ægte« kapitalist. De opførte sig ikke på den måde, fordi de åbenbart alle - også - var bundet af andre hensyn. Hvilke, kan man så i hvert enkelt tilfælde gisne om.

Ole Mørkegaard fortsætter i kapitel 2 med en gennemgang af afhandlingens teoretisk-metodiske grundlag, som munder ud i fastlæggelsen af de livsformsbegreber, der skal anvendes i det følgende - altsammen bygget op fra Adam og Eva og følgende Thomas Højrup. Men når der derefter i det næste kapitel tages fat på en detailleret analyse på grundlag af skibslisternes oplysninger om ejendomsforhold for udvalgte år fra 1713 til 1911, virker dele af begrebsapparatet særdeles uhåndterlige. Der skal nemlig skelnes mellem investeringer alt efter motiverne bag. Det er ikke muligt blot at tale om den kapital, der var anbragt i flåden. »Kapital« må her stå i gåseøjne, for der kunne enten være tale om kapital i kapitalistisk forstand - uden gåseøjne - eller en anbringelse af midler i skibsparter, som ikke primært var foretaget i profitøjemed, og som derfor var - med et udmærket udtryk - relativt konjunkturresistente.

Desværre må forfatteren erkende, at det ældste kildemateriale slet ikke tilladerslutninger
om, hvad det var, der foregik, man kan kun skitsere de principiellemuligheder.

cipiellemuligheder.Og selv med et fyldigt erindringsstof, breve, avisomtale m.m.m. fra senere tider, er det svært at afgøre, hvad der i hvert enkelt tilfælde rørte sig i baghovedet på folk, der satte penge i en skibspart. Utroligt mange af Ole Mørkegaards tolkninger af de talrige eksempler i det følgende er da også ledsaget af passende forbehold.

Men de faktiske handlinger er det ganske anderledes nemt at få hold på, og man kan roligt fastslå, at analysen har givet mulighed for at fastlægge forskellige typiske adfærdsmønstre, både når det gælder sammensætningen af skaren af investorer og de søfarendes karriereforløb. Og det er nok her, man umiddelbart vil få mest glæde af Ole Mørkegaards grundige arbejde med Aabenraaegnens søfart. For ret beset forekommer anvendelsen af de højrupske livsformer på dette historiske forløb, når det kommer til stykket, mest af alt blot at ligne en typologisering af adfærd, en typologisering, som let kunne være klaret uden det store teoretiske skoleridt i kapitel 2. Og er det i øvrigt egentlig ikke videnskabeligt nok, selv om det mere ligner banal sund fornuft?