Michael Bregnsbo: Gejstlighedens syn på samfund og øvrighed 1775-1800, belyst ved trykte prædikener og taler. København, Den danske historiske Forening, 1992. 160 + 124 s.

Bogens første 160 sider er en uændret udgivelse af en specialeopgave afleveret på Københavns Universitet i 1989; kun nogle tekstbehandlingsfejl (ikke alle) er rettet. På de sidste 124 sider optrykker forf. sin materialesamling i form af et stikordsagtigt register over alle de synspunkter vedrørende samfundsforhold han har uddraget af de prædikener han har læst, ordnet systematisk efter emner, hvoraf kun nogle er behandlet i selve specialet. Samlingen er ment som et arbejdsredskab og gør ikke krav på at være udtømmende. Endvidere rummer bogen bibliografi over alle de trykte og nogle utrykte prædikener fra den behandlede periode, samt lister over de nævnte gejstlige. Det sidste er taget i udvidet betydning: også nogle rektorer og lærere ved de lærde skoler er medtaget i undersøgelsen, hvilket forekommer rigtigt, da de endnu på denne tid ofte gik videre i karrieren til de federe præstekald.

Selve specialet indledes med en præsentation af emnet med karakteristik af materialet og overvejelser over dets kildeværdi, herunder naturligvis spørgsmålet om de trykte prædikeners repræsentativitet. De har altid kun udgjort en ringe brøkdel af de faktisk holdte. Derefter udfoldes prædikanternes syn på enevælden, på embedsmænd og undersåtter, frihed og lighed samt de eksisterende standsforhold, med særlig vægt på vurderingen af adel og bondestand. Det kvarte århundrede der behandles har pr. tradition en særlig vægt i dansk idehistorisk forskning, fra Edvard Holm til Thorkild Kjærgaard. Det er trykkefrihedens, landboreformernes og den franske revolutions tidsalder.

Michael Bregnsbos helhedsbillede af gejstlighedens bidrag til tidens samfundssyn,svarer meget godt til hvad man i forvejen kendte fra dens tidsskrifter og bøger, selv om der også føjes nye nuancer til dette. Undersøgelsens betydning ligger imidlertid frem for alt i at prædikenerne var datidens vigtigste »massemedium«.I deres mundtlige fremførelse nåede de så stor en del af befolkningen at man kan se bort fra resten. Mens præsterne skulle oplæse nye forordninger og andre offentlige bekendtgørelser i kirken, er der intet der tyder på at statsmagten prøvede at benytte dette medium til direkte holdningspåvirkning, hvilket måske er bemærkelsesværdigt, men dog falder helt i tråd med de almindeligt herskende ideer om at det var opinionen der skulle styre enevælden, ikke omvendt. Selvfølgeligvar der grænser for hvad en prædikant kunne tillade sig at sige fra prædikestolen, også dengang. Men grænserne var vide, og forf. fremhæver hvordan særlige situationer, som en ulykke hvor 15 mennesker druknede på vej

til hoveriarbejde, kunne give præster øget rum til at tale frit fra leveren. Men om de trykte prædikener gælder det nok generelt, at det har været de mest markante i en eller anden henseende: teologisk, stilistisk eller- måske især i denne periode - som politisk-sociale opinionsytringer.

Afhandlingen er velskrevet. Forf. forfalder ikke til lange citater, skønt enhver ved hvor fristende det er i arbejder af denne art. Han har et sundt, afvejet judicium om de meningsforskelle og nuancer der findes i materialet; de fremtræder som forenelige inden for det samme, større grundmønster. En ting har øjensynlig skuffet ham: han har ikke fundet mange eksempler på de såkaldte »kartoffelprædikener«, altså sådanne hvor prædikanten hengav sig til at anbefale nye afgrøder og dyrkningsmetoder. Måske er de kun en myle - eller måske det var den slags prædikener man ikke lod trykke.