Brian Bond (ed.): The Great War and Britisk Military History. Clarendon Press, Oxford. 1991. 330 sider. £ 40.

Kun få historiske emner når ud over kredsen af faghistorikere og særligt interesserede
for at blive til brede offentlige kontroverser. Besættelsestiden er et oplagt
dansk eksempel som nazismen i Tyskland og borgerkrigen og Vietnam i USA.

Første verdenskrigs ofre er stadig det store britiske traume. Det ses af de stadige nyudgivelser af såvel egentlig historisk forskning som litteratur, spille- og dokumentarfilm, men især i den efterfølgende debat i medierne. Paul Fussell's bog fra 1975 »The great War and Modern Memory« behandlede skønlitteratur med ringe hensyn til historikernes resultater, og megen litteratur findes om krigens årsager, men vi har savnet et historiografisk bidrag om selve krigen.

Nu er hullet imidlertid blevet lukket på bedste vis med de 11 velskrevne og velargumenterede bidrag i Brian Bonds bog, som er hele sin, ret høje, pris værd. Man ser, at militærhistorie ikke mere blot er bidragsyderne pensionerede oberster, der mekanisk følger hærenes manøvrer hid og did. Alle er akademikere med stor og anerkendt videnskabelig produktion om emnet. Redaktøren har, via halvårlige møder igennem tre år, skabt et godt hold med klare opgaver, især om vestfrontproblemer, hvilket ikke kan kritiseres, omend elleve områder mere måske kunne tænkes. Men faktisk er der kun i de 3 Mellemøst-afsnit et vist overlap mellem kapitlet om Palæstinafelttoget og det flg. om T.E. Lawrence of Arabia, af hhv. Jonathan Newell og Brian Holden Reid. Derimod kan E. M. Spears fine Gallipoli-artikel næppe undværes.

Bogens første del (3 afsnit) diskuterer værkerne under og lige efter krigen.

Keith Grieves redegør for krigstidsproblemer hos Buchan, Fortescue og Conan Doyle (Sherlock Holmes-forfatteren), hvis historiske forfatterskab er de fleste übekendt). David French rehabiliterer delvis sir James Edmonds store, hidtil meget udskældte officielle historie. Derimod angriber Hew Strachan hårdt det snævert militære, stærkt kritiske syn på krigen hos århundredets kendteste og mest indflydelsesrige britiske militærhistoriker og teoretiker, Basil Udell Hart, hvis navn dog stadig går som en naturlig ledetråd gennem bogen.

lan Becketts fortsætter opgøret i kapitlet om Lloyd George og Winston Churchills memoirer, der med Hart (og skønlitteraturen) havde størst indvirkning på almenhedens syn på krigen. Et godt eksempel på, hvordan vigtige problemer i britisk forskning ofte belyses via en kontroversiel politisk eller militær aktør. Det ses også i afsnittets 2 flg. indlæg: Richard Holmes kontante analyse af forskningen i hærchefen French og forsvarsminister Kitcheners virke, men bedst i Keith Simpsons centrale kapitel om Douglas Haig, den britiske vestfronts leder 1915-1918 hovedpersonen i de fleste historiske kontroverser. Det berettes, hvordan den markante, AJP Taylor-agtigejohn Terraine i 1963 troværdigt rehabiliterede Haig og hæren ved vestfronten. Som forklaring er militær stupiditet nu helt miskrediteret, og selvom skiftet ikke har nået den brede opinion, deles Terraines syn nu af de fleste senøse forskere.

Med udgangspunkt heri redegør Alex Danchev i bogens måske bedste essay for den store stigning og bredde i interessen i 60erne og årsagerne hertil: 50-året, åbningen af arkiverne og de mange nye udtryksformer bidrog, bl.a. skuespillet/ filmen »Oh, what a lovely War«, dokumentarserien »The great War« - BBCs største seriesucces nogensinde - serien »PurnelFs History of the First World War«, bøger af Terraine, Alan Clark, Leon Wolf m.fl. samt A.J.P. Taylors nu helt forældede bestseller.

Peter Simkins slutter om bølgen af forskning i krigen set nedefra, efter
socialhistoriens gennembrud og de seneste årtiers professionalisering af militærhistorien.

Hvis historikerne efter de senere års mange bøger om 2. Verdenskrig nu vil
søge dennes rødder i 1914-18 konflikten, er Bonds bog en ypperlig indgang til
emnet.