Jørgen Fink: Butik og værksted. Erhvervslivet i stationsbyerne 1840-1940. Selskabet for Stationsbyforskning, 1992. 326 s., ill.

Jeg hører til blandt de, som i efterhånden flere år har fulgt udgivelserne fra først Stationsbyprojektet under Statens humanistiske Forskningsråd, og senere fra Selskabet for Stationsbyforskning. Stationsbyprojektets og Stationsbyselskabets undersøgelser er uomtvisteligt af høj forskningsmæssig kvalitet, nationalt, regionalt og lokalhistorisk betragtet. En væsentlig anke mod disse undersøgelser er dog, at Stationsbyprojektet burde have brugt flere kræfter på at definere stationsbybegrebet mere systematisk og præcist, dels fordi stationsbyen faktisk var og er projektets egentlige forskningsobjekt, og dels fordi denne manglende definition til tider har fået noget nær bizarre konsekvenser for projektets undersøgelser. Denne mere præcise definition har man kort sagt ofte savnet i de senere års danske stationsbyforskning; uagtet der naturligvis er tale om en vanskelig opgave. På den ene side vil en for stram definition afskære visse lokaliteter fra at blive gjort til genstand for undersøgelse, mens på den anden side en for bred definition vil inddrage byer, der principielt intet har med stationsbyer at gøre. Særligt det sidste har vist sig at være tilfældet. En omfattende og målrettet historiografisk analyse af dansk stationsbyforskning, fra de tidligste bidrag i 1935 til og med Stationsbyprojektet og-selskabets publikationer, kunne bidrage til en mere præcis definition og afklaring af stationsbybegrebet, bl.a. ved at relatere de forskellige undersøgelser til hinanden. En sådan analyse er imidlertid endnu ikke publiceret.

Ud over publikationer som antologien »Stationsbyen. Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940« (1980), Vigand Dann Rasmussens »NørrejyskeJernbanebyer« (1981) og tidsskriftet »Nyt fra Stationsbyen« nr. 1-13 (1982-88),har og Selskabet for Stationsbyforskning indtil videre

udgivet tre store undersøgelser. 11987 udkom Niels Peter Stillings »De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og erhvervsudvikling 1840-1940«. Ligeledes i 1987 kom Margit Baad Pedersens »Stationsbyli* Karise 1840-1940«, som var Stationsbyprojektets etnologiske delprojekt, og i 1992 kom så Jørgen Finks bog »Butik og værksted. Erhvervslivet i stationsbyerne 1840-1940«.

Netop med hensyn til begrebsdefinition, bestemmelsen af en stationsby, er Stationsbyprojektets hidtil største udgivelse særdeles problematisk. Det drejer sig om Niels Peter Stillings »De nye byer«. I sit på mange måder imponerende arbejde inddrager Stilling, i modsætning til Baad Petersen, flere byer i sin undersøgelse, i hvilken den centrale problemstilling er, hvorledes befolkningsforholdene afspejlede sig i den enkelte bys udvikling og funkiion. Niels Peter Stilling slår sig indledningsvis til tåls med en foreløbig definition af sit analyseobjekt. Først på side 147, i den 579 sider store bog, når Stilling frem til sin centrale definition, der primært er baseret på statistisk-kvantitative forhold, og som i øvrigt på ingen måde knytter an til jernbane eller station. Den begrebsmæssige afklaring, der burde være en del af udgangspunktet for en sådan undersøgelse, bliver ikke søgt etableret fra starten, hvorfor analysen da også hurtigt kører af sporet. Stillings manglende opbygning af et adækvat, teoretisk begrebsapparat får konkrete konsekvenser for undersøgelsen, idet Stilling også må inddrage byer uden jernbaneforbindelse; d.v.s. byer, der ikke kan betegnes som stationsbyer.

Stillings bog, og ikke mindst dens teoretiske begrebsramme, affødte i 1988 en indædt og til tider noget lavtflyvende debat i »Fortid og Nutid«, uden at denne debat dog kunne bidrage til en afklaring. Der var snarere tale om en teoretisk og begrebsmæssig skyttegravskrig.

Måske Jørgen Fink har haft erfaringerne fra denne debat og fra de tidligere publikationer i tankerne, da han i 1992 udgav »Butik og værksted«, der blandt andet med hensyn til indledende begrebsafklaring adskiller sig fra Stillings bog. Det skal her bemærkes, at Fink ikke anfører debatten fra »Fortid og Nutid« i sin litteraturliste, men at han i en note til indledningen og i sit bilag 1 gør opmærksom på, at hans definition af Stationsbyen afviger fra Niels Peter Stillings.

Jørgen Finks ærinde er nationaløkonomisk orienteret, forstået på den måde, at formålet med bogen er at belyse stationsbyerhvervslivet i sammenhæng med udviklingen i købstæderne og landbruget. Dette gøres ved hjælp af regionale undersøgelser, der danner udgangspunkt for mere dybtgående punktundersøgelser, eller lokalundersøgelser, om man vil. De udvalgte lokaliteter repræsenterer de tre stationsbytyper, som Fink definerer i bogens første dele.

Jørgen Fink præsenterer altså i sine indledende overvejelser en regelret begrebsbestemmelse i sondringen mellem forskellige bytyper, d.v.s. i afgrænsningenaf undersøgelsens analyseobjekt. Han opererer med et bysystem beståendeaf fire hovedgrupper, nemlig hovedstaden, købstæderne, stationsbyerneog landsbyerne. Stationsbygruppen underinddeles endvidere i tre grupper: for det første industri- og institutionsbyer med over 700 indbyggere, for det andet oplandsbyer med mellem 750 og 450 indbyggere, der i øvrigt betegnes som typiske stationsbyer, og endelig for det tredje de rurale byer, som havde mellem 450 og 225 indbyggere. I lighed med Aage Aagesen, en af de tidlige bidragydere til dansk stationsbyforskning med bogen »Geografiske Studier over Jernbanerne i Danmark« (1949), argumenterer Jørgen Fink endvidere for, at jernbanens linieføring sammenholdt med afstanden til den nærmeste købstad, var den

lokaliserende faktor; d.v.s., at jernbanen var bestemmende for, hvor stationsbyen blev placeret. Således fastholder Jørgen Fink den nødvendige forbindelse mellemjernbaneog stationsby, hvilket man som omtalt ikke altid har gjort i Stationsbyprojektetsog -selskabets publikationer, med ofte ganske besynderlige følger.

Skønt Jørgen Finks undersøgelse af erhvervslivet i stationsbyerne principielt er koncentreret om den nationaløkonomiske side af emnet, mens den driftsøkonomiske side, d.v.s. det lokale stationsbyerhvervsliv, kun i begrænset omfang er gjort til genstand for undersøgelse - et forhold, der fremhæves i bogens forord - så rummer Finks bog alligevel også regionale og lokale analyser, der i høj grad er anvendelige i det lokalhistoriske arbejde - og i sig selv udtryk for et sådant. Dette forhold må siges at være en af Stationsbyprojektets og Stationsbyselskabets gennemgående fortjenester. Også de arbejder, der teoretisk og begrebsmæssigt har slagside, rummer fortrinlige lokalhistoriske elementer, der bringes til offentlighedens kendskab efter meget omfattende og grundige undersøgelser.

At der også i Finks statistisk baserede bilag, i oversigten over de danske stationsbyer, forekommer byer med station, som retteligt tilhører landsbygruppen - f.eks. Vester Hassing i Vendsyssel - og i samme bilag savnes typiske stationsbyer - som f.eks. Solbjerg i Himmerland, der dog anføres i bemærkningerne til bilaget - er for så vidt mindre væsentligt. Centralt blandt Finks fortjenester står, at han har defineret og afgrænset sit analyseopjekt, han har bestemt stationsbyen som begreb som udgangspunkt for undersøgelsen.