Mogens Rüdiger: Tjener i åndernes rige. Dansk Magisterforening 1918-1993. Udgivet af Dansk Magisterforening 1993. 300 s., ill.

Det har ikke været nogen misundelsesværdig opgave af skrive historien fra stiftelsen i 1918 og de første fyrre år frem, al den stund de arkivalske efterladenskaberfra denne tid øjensynligt er noget nær ikke-eksisterende. Mogens Rudiger har valgt at kombinere den spinkle foreningshistorie med afsnit - interessante - af lidt mere generel karakter om magistres arbejdsområder saml nogle meget almene om den økonomiske og sociale udvikling i datidens Danmark.Hensigten er klar nok: læseren skal både ved stiftelsen og senere hen gøres bekendt med »den samfundsmæssige kulisse bag«, men denne er nu af og til

malet så kraftigt op, at foreningen Almindelig Dansk CandMag. Organisation - ADCMO - næsten ikke er til at få øje på. Forklaringen kommer side 136 sammen med tilbageblikket over de første 40 år, hvorom det hedder, at en række små og store sager var løst nogenlunde tilfredsstillende - og »foreningen var ved at tage form«. Det er ikke meget at fremvise for en fyrreårig, og forfatteren burde måske stærkere have understreget, hvor betydningsfuldt det egentlig var, at forhandlingsrettenefter tjenestemandsloven af 1919 kom til at ligge hos Danske StatstjenestemændsSamråd. Det gav ikke meget spillerum for en foreningsdannelse som ADCMO.

Efter 1960 med indførelsen af overenskomstansættelse kom landet til at ligge ganske anderledes. Dels var det, der nu hed Dansk Magisterforening, blevet en rigtig forhandlingsberettiget organisation, dels er fra denne tid så afgjort ingen mangel på kilder til brug for samtidshistorikeren. Man læser de sidste to store afsnit med udelt interesse, og skulle det hele forekomme lidt kalejdoskopisk hen imod slutningen, kan dette umuligt lægges forfatteren til last. De allerseneste tiders bølgegang er nu engang svære at overskue.

Mogens Rudiger indfører side 147 en organisationssociologisk inspireret diskussion om professionsorganisationen, den moderne afløser af de gamle standsforeninger. Blot tages der hurtigt afstand fra en sådan »sociologisk typebeskrivelse«, der dels ikke tager højde for forholdet til resten af samfundet, dels karakteriseres som statisk. Men hvorfor så overhovedet bringe disse übrugelige modeller ind i billedet? Er sådan noget virkelig nødvendigt for at legitimere et historisk arbejde af denne art?