Troels Fink: Landsbyfællesskabet i Rinkenæs 1550-1769. Skrifter udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland nr. 69. Aabenraa 1989. 104 s.

For mere end 50 år siden stødte professor Troels Fink i forbindelse med arbejdet på sin store bog: »Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770« (1941) på et dokument indeholdende en aftale indgået 11/7 1550 mellem hertug Hans den ældre af Haderslev og Frantz og Gregers Ahlefeldt til Søgård om rebningen af jorden til Rinkenæs by ved Flensborg fjord. Ifølge dokumentet havde bymarken indtil da ligget som »gribsjord«, men nu bestemte hertug Hans, at marken skulle rebes og deles efter landsret. Forfatteren lovede i en note til bogen, at han senere ville skrive en afhandling om det vanskelige begreb gribsjord. Med den foreliggende bog har han ikke alene holdt løftet men også givet en instruktiv skildring af agrarstrukturen i et sønderjysk sogn indtil udskiftningen i 1769.

Grunden til at netop dette dokument (original i Hansborgarkivet i Rigsarkivet, trykt i Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie bd. 111 s. 124 f.₃ i dansk oversættelse gengivet i bogen om Rinkenæs s. 97 f.) i den grad har vakt forfatterens interesse er, at han opfatter omlægningen fra gribsjord til rebet jord som ensbetydende med, at herved blev landsbyfællesskabet indført i Rinkenæs. Forfatteren har naturligvis ret i, at vi ikke mindst takket hans egne undersøgelser har et ret præcist kendskab til, hvordan landsbyfællesskabet blev ophævet, men vi ved i realiteten intet om, hvordan det blev indført, så det er klart, at dokumentet fra 1550 er af interesse.

Det er dog et spørgsmål, om man kan gå så vidt, som forfatteren gør, i tolkningen af processen i 1550. Helt afgørende for denne vurdering er, hvorledes man skal opfatte kildens ord om, at »Ringknisse velt van olden jarenn .. gripeserde und nicht vormals tho repe gewesen« (at Rinkenæs mark fra gammel tid .. har været gribsjord og ikke tidligere har været rebet). Troels Fink mener, at begrebet gribsjord »repræsenterer tilstanden før fællesskabet blev indført« (s. 21), men der er nok grund til at lægge vægt på f.eks. Arent Berntsens definition (Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed, 1656 s. 447): »Gribsjord er den jord og en bys ganske mark, som ikke med reb er målt«. Troels Fink forestiller sig vist, at gribsjord er ensbetydende med, at bymarken var delt i et antal blokke, der blev dyrket individuelt fra hver gård uden nogen form for fællesskab. Der er dog snarere tale om, at gribsjord betyder, at der var et uregelmæssigt landskifte (se Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk, artiklen »landskifte«) samtidig med, at agrenes bredder ikke var regulerede efter noget fast system, men derfor kan der jo

sagtens have været praktiseret et udbygget landsbyfællesskab, som bestemt ikke
forudsætter, at agerjorden er rebet.

Til gengæld er det interessant at se, hvorledes bymarken i 1550 blev inddelt, således at de adelige godsejere beholdt en række særjorder, medens bøndernes marker blev fordelt i forhold til den landgilde, som enhver var ansat for i de ældste tilgængelige registre. En anden undtagelse var dog kirkens jorder »som hverken må øges eller mindskes«, og tilsyneladende også præstegårdens tilliggende, som ikke kom med i rebningen, da der ikke svaredes afgifter af den.

Med de ovenfor anførte overvejelser skal bogen anbefales for alle, der interesserer sig for de gamle agrarstrukturer både i hertugdømmerne og i kongeriget. Dog kunne der godt være ofret et par minutter mere på korrekturlæsningen: Det er således på s. 95 noget meningsforstyrrende, at der hele to gange tales om »mageskrifter«, og på samme side anføres, at en tønde land svarede til en tønde udsæd før Christian V.s matrikel, hvilket dog principielt er to helt forskellige begreber, samt at fra 1682 var en tønde land et areal på 140.000 kvadratalen, hvilket er 10 gange for meget.