L. E. Fauerholdt Jensen: Vikingernes Danmark. Den sømilitære Ledingsorganisations administrative inddeling og De danske Bispedømmer o. 1140. Aalborg Universitetsforlag, 1993. 135 s., kr. 168.

Denne bogs forfatter er landinspektør af profession og erhvervede i 1986 den filosofiske doktorgrad ved Odense Universitet for en afhandling om danske kornmål i 1600-tallet; siden har han videreført sine metrologiske studier i flere afhandlinger, således Mark sølv, mark penninge, mark kom: Mønt og Vagt i Danmark 1000-1340 (Odense Universitetsforlag 1990) og Mark Guld, markjord - leding: jordinddeling i Danmark 1200-1340 (Aalborg Universitetsforlag 1991). Den her foreliggende afhandling er ment som en fortsættelse og afslutning af disse tidligere arbejder og som et forsøg på at vise de metrologiske resultaters implikationer for den almene historie. Dens formål er at fastlægge vikingetidens sømilitære ledingsorganisations geografisk-administrative udformning i perioden fra o. 850 til 1016, og de danske bispedømmers og det danske kongeriges udstrækning o. 1140.

Meget i denne bog vil overraske selv garvede kendere af perioden. Ikke så meget Faurholdt Jensens første hovedpåstand: »at det oprindelige 'virkelige' Danmark kun bestod af Jylland og Fyn, mens Sjælland og øernest for Storebælt er erobringer fra Sverige«. Lignende tanker er i nyere tid fremført af N. C. Skouvig i Hardeknud I og Hardsyssel. Jellingsdynastiets oprindelse (1977), og tidligere i Lis Jacobsens Svenskeveldets Fald (1929) uden at vinde tiltro. Nok så opsigtsvækkendeer

sigtsvækkendeerhans opfattelse af en række trelleborgproblemer. Ikke blot »påviser« han på helt spekulativt grundlag en ringborg i Vejle, som derefter indgår i hans problemløsning som en historisk realitet, og ikke blot forkaster han al tidligere tale om anvendelsen af romerske mål ved konstruktionen til fordel for danske mål, men han hævder også på rent metrologisk grundlag, at Trelleborg må være anlagt af sjællænderne til forsvar mod jyderne, idet der er anvendt sjællandsk alen ved anlæggelsen af ringvolden og lejren inden for denne, og derefter erobret af jyderne, som så har anlagt forborgen, idet der her er anvendt jyske mål. Det er en artig overraskelse for alle, der hidtil har slået sig til ro med, at borgenes konstruktionsmæssige enhedspræg trods mindre afvigelser tillod den slutning, at de måtte være anlagt af en og samme konge i en og samme situation og formodentlig med et og samme formål. Desværre har Faurholdt Jensen ikke underbygget sin påstand med en undersøgelse af det mål, der er anvendt ved opførelsen af den lidt mindre Fyrkat. I det omfang, man føler sig bundet af de udførte regnestykker, og det må i det mindste deres ophavsmand gøre, ville det jo styrke argumentet, hvis Fyrkat var opført efter jysk alen. Eller måske den kunne vise sig at være opført ved sjællandske krigsfangers tvangsarbejde?

Ikke mindre må man spærre øjnene op ved alt det nye, som forfatteren ser sig i stand til at fremlægge om ledingsordningen. Han ikke blot fører den længere tilbage i tiden end de fleste tidligere har fundet belæg for, men er også i stand til at forbinde den med stiftsinddelingen. Han kan næsten lægge hvert enkelt skibens mandskab i deres eget hus i en af ringborgene! Det kan ganske vist kun lade sig gøre ved ud af den inddeling af Roskilde stift i sysler, som kun optræder senere og i rent gejstlig sammenhæng, at tage »Vestersyssel« og lægge til ærkestiftet. I tallenes verden er der mange muligheder, men på jorden har denne tanke ingen gang.

Forlaget udtrykker det håb, at Faurholdt Jensens bog vil give anledning til ny og frugtbar debat. Formodentlig vil dette håb vise sig forfængeligt. Bogen indeholder nemlig ingen videnskabelig argumentation, som man kan tage stilling til, og den gør intet for at gå ind i debatten på de områder, den selv udpeger som sine hovedfelter. Faurholdt Jensen er overhovedet ikke interesseret i tidligere forskeres arbejder: hvorledes kan man arbejde med ledingen uden at komme ind på hverken Velschouw, Steenstrup, Erslev, Arup, Bolin, Andræ, Kjersgaard eller Malmros? — På tilsvarende vis ignorerer han de forsøg, som Helge Nielsen har gjort på en matematisk analyse afmålene på Trelleborg og Fyrkat. Nielsen finder ikke forskellige mål anvendt ved de forskellige dele af Trelleborg og finder samme mål anvendt på Fyrkat som på Trelleborg. Også diskussionen om trelleborgenes formål og anvendelse lades uudnyttet. Det er påvist, at husene var forskelligt udstyret, nogle havde ildsted, andre ikke, og der er fundet spor af forskellig brug af dem; for denne forfatter er de alle uden diskussion kasernebarakker. Han kalder konsekvent langhusene for kaserner. Man kan naturligvis ikke føre en debat videre, hvis man ikke går ind i den. Forfatteren henviser stort set kun til sine egne tidligere arbejder og lukker sig således inde i sit eget spekulative univers.

I disse tidligere arbejder kunne det være noget vanskeligt at komme kildegrundlagetpå nært hold, fordi det i så høj grad bestod af tal og postulerede sammenhænge mellem dem, og fordi de præsenteredes så indforstået. Her er grundlaget i nogle partier dog lidt mere håndgribeligt, og man bemærker det totale fravær af kildekritiske overvejelser. En meget anvendt kilde er Henrik

Pedersens De danske Landbrug, altså grundlæggende matriklen af 1688 og dens forarbejder. Men kan den uden videre anvendes om forholdene i vikingetiden? - Faurholdt Jensen gør det uden at delagtiggøre læseren i sine eventuelle overvejelser.

Et andet væsentligt grundlag for ham er Knytlingesagaens kapitel 32, en oversigt over Danmarks stifter med oplysning om antallet af kirker og skiben i hvert enkelt stift, som tilsyneladende umotiveret er indskudt i Knud den Helliges historie. Ingen ved, i hvilken sammenhæng den hører hjemme, eller hvilket grundlag den bygger på, og dens datering er yderst usikker. Faurholdt Jensen daterer den, traditionelt, omkring 1140, med henvisning til at det nordjyske bispesæde ikke længere placeres i Vestervig, men i Hjørring, og til at Sven Grathes overdragelse af tre herreder på Bornholm til ærkesædet, som skal være foregået 1149, ikke har sat sig spor i teksten. Imidlertid er det jo, som senest Axel Bolvig har påpeget, meget tvivlsomt, om Vestervig nogensinde har været bispesæde, og dels er grundlaget for Sven Grathes gave meget tyndt, ikke noget diplom, men en oplysning hos Saxo og i Ældre Sjællandske Krønike, dels er det ikke givet, at denne gave måtte blive registreret i denne kilde. Den oplyser blot om det stiftsmæssige tilhørsforhold for landets større øer, ikke om bispernes verdslige jurisdiktion inden for stifterne. Faurholdt Jensen opfatter skibentallet som udtryk for de enkelte bispedømmers indtægter, men kan vi virkelig tro, at samtlige skiben i Danmark ved midten af det 12. århundrede var overladt bisperne? - Netop på dette tidspunkt ser vi dog kongemagten begynde at give ledingsprivilegier til kirkelige institutioner, vi ved, at Århus bispen kun havde det halve af Lisbjerg herred, og at Kristoffer I hundrede år senere havde skiben i Lunde stift; han klagede over, at ærkebispen tog mænd i dem. Knytlingas kildeproblemer er ingenlunde enkle; denne kilde kan ikke udnyttes uden nærmere overvejelser, men sådanne foretages ikke her.

Tilsvarende forbehold må gøres over for forfatterens udnyttelse af berettende kilder. Han læser dem helt ukritisk og ser slet ikke forhold, der kræver undersøgelse og forklaring, men behandler dem med en blanding af naivitet og egenrådighed, der tillader ham at fa lige det ud af dem, som han ønsker.

Når man underviser begyndere i historisk metode, må man jævnlig lægge øre til fantasifulde forklaringer, som isoleret set kan være logiske nok, men som i en bare lidt større sammenhæng viser sig helt umulige. Mange forklaringer i denne bog vidner om forfatterens elementære ukendskab til blot lidt bredere sammenhængei periodens historie. Endnu et eksempel: »Når det fuldstændigt uden sammenhæng med, hvad der iøvrigt blev benyttet af mål og vægt i Nordeuropa, blev romersk standard, man anvendte i Sydøstjylland, så kan det på det tidspunkt kun skyldes en tæt forbindelse med det østromerske rige, hvor mange nordiske vikinger og heriblandt den danske konges nærmeste rådgivere, måske sønnen Svend Tveskæg, havde gjort tjeneste i den østromerske kejsers livvagt i Byzans, ...« Jamen, kom da alle de nordiske vikinger i væringegarden fra Sydøstjylland? - Eller, hvorfor lod kun de sig påvirke af romersk mål og vægt? - Giver nogen kilde, direkte eller indirekte, belæg for at tro, at Sven Tveskæg nogensinde skulle have tjent i Byzans? - Eller er det bare et forfængeligt håb om at styrke en teori ved kongelig autoritet, der fører forfatteren ud i ønsketænkning? - Sigfus Blondal, der har skrevet udførligt om væringerne i Byzans, nævner overhovedet ikke Sven Tveskæg, og da væringegarden dårlig var etableret, før Sven blev optaget af at regere Danmark og erobre England, er det ikke nogen

nærliggende tanke, at han skulle have tilbragt en del af sin ungdom som lejesoldat
i Konstantinopel.

Korrekturlæseren har ikke nedlagt meget arbejde i denne bog; det vil forstås, at anmelderen ikke kan anbefale andre læsere at gøre det. Bogen er udgivet med støtte af Garlsbergfondet. Den, der i videnskabens navn har foretrukket Hof alle sine dage, må låne Nusers replik: »Jeg græmmes«.