Anders Monrad Møller: Postrytter, dagvogn og fodpost. P&Ts Historie 1711-1850. Kbh. 1992. 409 pp. ill., 300,00 kr.

2. bind af fembindsværket om P&Ts historie omhandler tidsrummet fra statens overtagelse af postvæsenet i 1711, da Frederik d. 4. afkøbte Dorothea Krag, enke efter Christian d. s's illegitime søn Christian Gyldenløve, udnyttelsen af det kongelige regale, og frem til Generalpostdirektionens indordning i det nye folkestyres administration. I hele dette tidsrum var postvæsenet i enevældens skuffeøkonomi indpasset som ressource for det statslige pensionssystem; formål og drift af denne del af landets kommunikationssystem var da principielt underlagt andre hensyn end befolkningens nytte af et velordnet postvæsen, og Monrad Møller konstaterer da også, at postregalet gennem hele 1700-tallet var en særdeles god forretning, med navnlig et stærkt stigende overskud fra 1780-erne til 1815, men også herefter betydeligt, omend svagt faldende. Fremstillingen berører kun perifert den finansielle kobling til pensionsvæsenet.

Bogen er delt i to hovedafsnit, det lange stille tidsrum fra 1711 til 1808 og de sidste fyrre år, med udvikling på så mange områder. I hver af disse skildrer Monrad Møller udviklingen i postvæsenets ydelser: brev-, pakke- og personbefordringgennem denne periode, samt embedsstruktur, ledelse og finanser, hvortil

for den sidste periode kommer alt det nye: dampskibe, jernbaner og den nye kommunikationsform: den optiske telegraf. Der redegøres selvfølgelig for rutenettetsudvikling, men navnlig for de øvrige vilkår for postbefordringens to hovedformer, den ridende og agende post og for persontransporten, og man far et anskueligt billede af, hvorledes organisationen udviklede sig, navnlig fra den ekspansive periode fra ca. 1780 og igen fra 1830-erne, og hvorledes der i stillinger, aflønninger og arbejdsfunktioner efterhånden udviklede sig en specialiseret etat. Man far et godt indblik i den sammenblanding af private og offentlige interesser, der karakteriserer hele tidsrummet, men som gør den yderste forgrening af postbesørgelsen vanskeligere at kortlægge; men man far også et billede af etatens professionalisering og egeninteresse i modernisering og 'produktudvikling⁵, hvor moderne pris- og tarifpolitiske overvejelser tidligt gjorde sig gældende, men til stadighed, og navnlig i 1840-erne måtte kæmpe med og mod mangesidede statsfmansielle og erhvervsmæssige interesser - også, når hensyn tages til postvæsenets stadige tilknytning til pensionsvæsenet.

Fremstillingen knyttes udmærket til den skiftende erhvervsudvikling og dens kommunikationskrav, såvel som til statens egne behov i krigs- og fredstid. Meget interessant konstateres det, at den transportrevolution, jernbanenettets etablering markerer, i en vis forstand allerede var foregrebet i et veludbygget postalt organiseret transportnet, som man i de foregående snes år havde vænnet sig til at bruge i markant stigende omfang, rutetrafikken med dagvogne og hurtige personposter med diligence, der som noget vigtigt ændrede folks opfattelse af, hvor hurtigt det burde kunne lade sig gøre at rejse rundt i landet.

Monrad Møllers fremstilling bygger på et stort utrykt kildemateriale i Generalpostdirektionens arkiv i Rigsarkivet, der beklageligvis først ret sent i perioden, fra 1830-erne, har muliggjort større poststatistiske sammenstillinger, f.eks. af takstsystem, brevforsendelsers antal eller personbefordringens udvikling. Ejheller har det været muligt at give realistiske mål for personalets omfang, al den stund en stor del af dette entreredes privat. I stedet må de regnskabsmæssige hovedposteringer stå som et usikkert udtryk for postvæsenets relative betydning.

Fremstillingens tyngdepunkt ligger rimeligt nok ikke i den generelle analyse, men i den detaljerede, gerne personbundne eksemplificering. Den støttes på udmærket vis af et rigt illustrationsmateriale og tematiske behandlinger af personal- eller teknikhistorisk art. Men sammen med de kildemæssigt betingede lakuner af statistisk art gør det bogen vanskeligere at anvende som reference i økonomisk-historiske sammenhænge.

Af fremstillinger har Monrad Møller først og fremmest haft posthistorikeren Fr. Olsens store flerbindsværk fra begyndelsen af århundredet som referencepunkt; i forhold hertil markerer den sig betydeligt bredere og med større dybde og forståelse end dennes snævrere institutionshistoriske skildring. Monrad Møllers bind af posthistorien passer fornemt ind i den efterhånden lange række af solide og kompetente skildringer af danske 'væsener's historie.