Jes Wienberg: Den gotiske labyrint. Middelalderen og kirkerne i Danmark. Stockholm 1993. 243 s.

Gotikken i Danmark opfattes normalt som den arkitektur, der blev skabt inden
for et bestemt tidsrum: ca. 1250-1550. Da dansk gotik næsten altid vurderes som

en afspejling af nordtysk kunst, blev den hos forskerne efter 1864 nedtonet på bekostning af den romanske kunst i »Valdemarernes storhedstid«. Men gotikken var en kreativ periode for kirkerne. Den skabte tårne, kapeller, våbenhuse og masser af hvælvinger, og i købstæderne en del nybyggeri. Derfor er det et relevant emne, Jes Wienberg har fremlagt som disputats i Lund: »gotiseringen« af Danmark.

Wienbergs målsætning er at undersøge, hvorfor de danske sognekirker blev gotiseret. Her går han i rette med de traditionelle forklaringer. Så længe gotiseringen opfattes som et spørgsmål om spredning af stilimpulser, håndværkstraditioner, praktiske forbedringer eller økonomisk overskud, kan vi ikke forstå det danske byggeri i senmiddelalderen. Wienberg inddrager arkitekturens symbolske betydning. Gotiseringen ses som udtryk for dyb ængstelse for jordisk kaos og sjælens fortabelse. Da det jo ikke forklarer, hvorfor gotiseringen var langt mere udbredt på Fyn og Sjælland end i Jylland, konkluderer forfatteren, at anledningen må være, at den økonomiske og sociale bevægelse og rivalisering var større på øerne end i Vestdanmark (s. 191).

Wienberg vælger ribbehvælvet som ledetråd ud fra argumentet, at dets udbredelse kan forklares ved dets betydning som symbol på himlen. Som et interessant udgangspunkt opfattes gotiseringen som det materielle udtryk for, at sognekirken omsider bliver en egen institution forvaltet af præst og kirkeværger løsrevet fra en tidligere godsejerdominans: fra romansk gårdkirke til gotisk sognekirke.

Af 2692 middelalderlige sognekirker blev 64% forsynet med hvælv, men med en ujævn fordeling: 46% i Viborg og 85% i Roskilde stifter. Wienberg argumenterer for, at gotiske hvælv faktisk var billige at bygge, så fattigdom i sognene kan ikke være hele forklaringen på den eventuelle mangel på hvælv. Bygningstienden var ifølge forfatteren dog ikke afgørende for gotiseringen, men først og fremmest diverse gaver. Kongen, gejstligheden og aristokratiet havde den nødvendige kapital, mener Wienberg med henvisning til, at omkring år 1500 ejede de henholdsvis ca. 20, 30 og 40% af jorden.

Spørgsmålet er, om det er heldigt at fokusere på jordbesiddelse som betingelse for overhvælvning af kirkerne, ja gotiseringen i det hele taget. For det første er perioden karakteriseret ved en økonomisk krise for jordbesidderne på bekostning af jordbrugerne, dvs. fæstebønderne. For det andet var en overhvælving jo ret billig. Og når for det tredie århusbispen ca. 1428 måtte forbyde kirkeværgerne at igangsætte større bygningsarbejder eller fornyelse af inventaret uden tilladelse, så er der noget, der peger i retning af, at sognets bønder stod bag mangen en gotisering af deres egen sognekirke bl.a. via den tiende, de betalte, og som blev årligt akkumuleret.

Bøndernes aktive deltagelse i byggeriet og udsmykningen passer egentlig bedre på Wienbergs tese, at gotiseringen er udtryk for sognekirkens frigørelse fra den verdslige ejer. Den religiøse offervilje hos bønderne var vel lige så stor som hos jordbesidderne, og de fleste af de gotiske til- og ombygninger var ifølge Wienberg som sagt ikke økonomisk krævende.

At konge, adel og gejstlighed skulle nære større angst for sjælens fortabelse på øerne end i Jylland, virker ikke overbevisende, men det er heller ikke en brugbar forklaring, at halvøens kirker blev mindre gotiseret på grund af ringere religiøs offervilje hos jyderne, det være sig hos adel som bønder. I romansk tid gjorde netop jyderne mest ud af deres kirker. En del taler for, at de allerede fra

opførelsen i 1100-1200-tallet har haft et mere fælles forhold til deres kirker, som gennemsnitligt var større og dermed mere »demokratiske« end de sjællandske. Gotikken var for dem ikke på samme måde en reaktion imod den romanske kirkes herskabsfunktion. Hvis de gotiske hvælv i Fjenneslev kirke havde til formål at skjule det berømte herskabsarrangement - og det er et interessant perspektiv hos Wienberg - så var der ikke så stort behov for hvælv i Jylland, da der her ikke var meget at skjule.

Jes Wienberg har detaljeret gennemgået de mange kirker og opstiller en række statistiske oversigtskort, som er uhyre nyttige. Hans bog fylder godt op i et forskningsmæssigt hul. Med sine mange oplysninger og indfaldsvinkler bringer den os til at forstå, hvorfor juledekorationernes kirker altid skal være gotiske.