Roskilde bys historie - tiden indtil 1536. Red. af F. Birkebæk, E. Verwohlt, M. Høj. Roskilde Museums Forlag, 1992. 429 s., ill., 395 kr.

Roskilde nævnes på Knud den Stores mønter og som bispesæde i 1022. Adam af Bremen lader dog Harald Blåtand opføre den ældste kirke i byen, hvorfor næppe nogen vil protestere imod, at man lokalt har tilladt sig at fejre byens tusindårsjubilæum. Navnlig ikke, da det lidt usikre jubilæum markeres med en byhistorie, der virkelig er danernes gamle kongesæde (stadig i følge Adam) værdig.

Et veloplagt team af lokale kræfter har løst opgaven forbilledligt. Arkæologen Tom Christensen skildrer kyndigt forhistorien, Frank Birkebæk vikingetiden. Birkebæk er mand for mange spændende hypotheser, men hans forsøg på at gå i rette med Adam og Roskildekrøniken overbeviser ikke. At Estrid skulle have bygget en sømandskirke nede ved havnen forekommer meget lidt plausibelt. Hun var jo ikke en enkefru Hvemsomhelst.

Personligt ville jeg hellere have vovet en hypothese om, at blodgildet var et kupforsøg fra Hvidernes side, når nu Saxo så energisk påstår det modsatte, men det skal Michael Andersen ikke høre for. Hans afsnit om 11-1200-tallet er simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om Valdemarerne og deres sønner,

og redaktionen kunne godt have frelst ham fra den enlige plamamse. Margrethe
Sambiria var bestemt ikke moder til Erik Plovpennings to vanartede døtre,
hvilket kaster et noget andet lys over klosterhistorien.

Anette Kruses fine skildring af middelalderens konservative domkirkeby er et virkelig originalt bidrag, præget af en skarp iagttagelsesevne og et ramsaltet vid. Vivian Etting slutter i fin stil og brillerer med perler som kannik Bo Madsens byggeberetning. Men en spids bemærkning, absolut ikke til forklejnelse af det flotte værk, er svær at holde tilbage. Tør man håbe, at Joachim Rønnows rette dødsår, fastslået i dette tidsskrift i 1947, når frem til Roskilde inden næste jubilæum?