Klaus Bohnen und Sven-Aage Jørgensen (Hrsg.): Der dänische Gesammtstaat. Kopenhagen - Kiel - Altona. Zentren der Aufklärung IV. Wolfenbütteler Studien zur Aufklärung Band 18. Tübingen: Max Niemeyer Verlag, 1992. 213 s.

Da J. G. Herder i 1769 besøgte København, betegnede han i sin dagbog byen som »dånisches Ende Deutschlands«. Og det var med rette, eftersom den dansknorsk-tyske helstats hovedstad havde en tysksproget kulturelite grupperet omkring Bernstorfferne. Når hertil lægges de holstenske byer Kiels og Altonas betydning for oplysningen, er det velbegrundet at lade helstaten udgøre et bind i Lessing-Akademiets serie om oplysningens centre, hvor der tidligere er kommet bøger om Halle, Konigsberg-Riga, Leipzig og Berlin.

Den foreliggende bog er en samling af artikler, som udspringer af et dansk-tysk symposium om helstatens betydning for den tyske oplysning. Som sædvanligt for symposierapporter med forfattere fra flere videnskaber — her historie, kirkehistorie, litteraturhistorie og musikhistorie - er resultatet blevet noget uensartet. Det fornemmes, at symposiets danske og tyske deltagere tildels har villet noget forskelligt. Blandt de førstnævnte har flere først og fremmest interesseret sig for helstatens nationale problematik. Det gælder Ole Feldbak, der i sin artikel om forholdet mellem dansk og tysk i oplysningstidens helstat især analyserer fremvæksten af en dansk national identitet som reaktion mod den tyske kulturelite i København (jfr. hans bidrag i Dansk Identitetshistorie 1-2). Feldbæk ser heri baggrunden for helstatens sprængning i det følgende århundrede (s. 12). Det er nok problematisk, i hvert fald gik der efter anmelderens mening ikke nogen lige linje fra den københavnske »tyskerfejde« i 1789-90 til 1840-ernes nationale konfrontation i Slesvig. Interessen for den flernationale helstat præger også A. Pontoppidan-Thyssem artikel om herrnhuterbyen Christiansfeld som bindeled mellem dansk og tysk, hvilket må siges at ligge i udkanten af oplysningstemaet.

De tyske deltagere har derimod i højere grad haft oplysningsforskningens problemstillinger som indfaldsvinkel: dens lærdoms- og socialhistorie, formidling, forholdet mellem absolutisme og reform, tolerance m.v. Det ses, at oplysningstiden på en helt anden måde end i Danmark er et selvstændigt forskningsfelt for historievidenskaben i Tyskland. Det fremgår zSKersten Krigers sammenligning af Struensees og Bernstorffs reformvirksomhed i det enevældige monarkis tjeneste og ikke mindst af Franklin Kopitzsch' vellykkede signalement af oplysningstidens mænd og deres virke i Altona. Fremhæves bør hans påmindelse om, at oplysningsvirksomheden også her blev båret af en elite, der kun omfattede et par procent af byens befolkning. Kiels Universitets rolle for oplysningen behandles på grundlag af den veludforskede universitetshistorie af Dieter Lohmeier.

Det tyske oplysningsmiljø i København analyseres af flere forfattere, hvor Klaus Bohnens artikel om den tyske kreds i København og dens ugeblad »Der Nordische Aufseher« må fremhæves sammen med Sven-Aage Jørgensens afhandling om Gerstenberg mellem Klopstock og Herder. De to artikler supplerer på udmærket vis hinanden i deres beskrivelse af forfattermiljøets betydning for hjemlandets litteratur.

Ud over de nævnte artikler rummer bogen bidrag af FJ. Billeskov-Jansen (Københavns Universitet og Sorø Akademi), Leif Ludwig Albertsen (Klopstocks rensning af tyske salmer for udtryk, der i oplysningstiden fremstod som »dårlig smag"), Heinrich W. Schwaab (J.A.P. Schulz musikpolitik) og Niels Martin

Jensen (Folkevisereceptionen omkring år 1800). En artikel om monarkiets
tredjestørste by Flensborg kunne have uddybet bogens oplysningsgeografiske
dimension.