Birgit Marschall: Reisen und Regieren. Die Nordlandfahrten Kaiser Wilhelms II. Schriften des Deutschen SchifFahrtsmuseums 27. Hamburg, Ernst Kabel Verlag, 1991. 270 s., ill. DM 38.-.

Man har beregnet, at den tyske kejser Wilhelm II var borte fra regeringssædet i Berlin mere end halvdelen af sin regeringstid. Årsagen var hans forkærlighed for militære parader og manøvrer, men navnlig for krydstogter til søs: om sommeren til Norge, om vinteren til Korfu.

Hver eneste sommer fra 1889 til og med 1914 tog kejseren på et mere end månedlangt nordlandstogt i sin elegante yacht Hohenzollern. Ombord omgav han sig med et jovialt mandeselskab bestående af æsteter og militærpersoner i skøn forening. Denne gruppe tæt om kejseren var ved flere vigtige beslutninger ved at træde i stedet for regeringsorganerne hjemme i Berlin, eksempelvis under regeringskrisen i 1896.

Udenrigspolitisk i forhold til Norge og Sverige kom Wilhelms personlige diplomati på stedet derimod ikke til at spille nogen rolle. Hans forsøg på at opretholde unionen mellem de to lande i 1905 og på at hindre Edward VIIs danske svigersøn i at blive norsk konge viste sig således frugtesløse.

Kejserens optagethed af Skandinavien hang sammen med hans pangermanske ideer. Han var stærkt optaget af vikingeskibe, stavkirker og så videre. Ja, i Østprøjsen byggede han sig selv en stavkirke og et jagtslot i drageslyngstil. Ved Sognefjord rejste han en kolossalstatue af vikingen Fritjov og i Balestrand en af kong Bele.

Kejserens begejstring for Norge bidrog til, at en omfattende tysk skandinaviensturisme
voksede frem — side om side med tyske firmaers betydelige
investeringer i norsk elektroindustri, minedrift og hvalfangst.

Fremstillingen bygger på et omfattende utrykt kildemateriale i tyske, norske og til dels svenske samlinger. Den giver et detaljeret billede af Wilhelm II og hans mænd. Dens styrke ligger hovedsagelig i den tværfaglige belysning af de 25 nordlandsfarter, såvel politisk som søfarts- og kulturhistorisk.