Sigurd Rambusch: Jakob Scavenius. En moderne politiker i det gamle Højre. Skrifter udgivet af Jyske Selskab for Historie, nr. 45, Universitetsforlaget i Aarhus 1988. 297 s., 244 kr.

Jacob Scavenius' politiske karriere strakte sig over næsten et halvt
århundrede. Han begyndte som en ung politiker, der gradvis placerede

sig i det nye partisystem 1865-80, fortsatte som kultusminister 1880-91, og sluttede som uroligt hovede i Højre omtrent til sin død i 1915. Scavenius havde også andre gøremål; han havde arvet nogle godser, han var samtidig iværksætter på flere områder, men hans beskedne forretningssansog store privatforbrug reducerede efterhånden en meget betydelig formue.

Sigurd Ramsbusch har sat sig som mål at beskrive en moderne politiker, der havde betydning for forfatningskampens historie, og han kan bygge på sin omfattende viden om perioden, på et meget stort kildemateriale, og på hele den foreliggende litteratur, herunder sine egne tidligere studier i Scavenius.

Det er der kommet en interessant biografi ud af, som føjer sig smukt til rækken af bøger om tidens profiler, fra de senere år bl.a. Kristian Hvidts om Edvard Brandes og Troels Finks værk om Estruptiden. Scaveniusbogen er meget bredt anlagt og tegner et detaljeret billede ikke blot af Scavenius som politiker og minister, men også af hans økonomiske forhold, levevis m.v. Og overalt meddeles et væld af oplysninger om tidens institutioner, personer og tanker, således fex. om alle sider af uddannelsessystemet, arkiv- og teaterforhold, kirken, Højres organisatoriske opbygning, og om valgforhold og det politiske spil inden for og mellem partierne. Tiden er jo interessant som en politisk, økonomisk, social og kulturel brydningstid, hvor en række stadigt virkende institutioner

Scavenius' ungdom var præget af 1864, hvor han deltog som soldat, og hans stærke engagement i forsvarssagen var en af grundene til, at han omsider kom med i den gradvise dannelse af Højre, selv om han oprindelig ikke stod langt fra venstrefolkene og i opposition til de nationalliberale. Han var liberal i økonomiske spørgsmål og med hensyn til frihedsrettigheder, europæisk i kulturel holdning, men han var udisciplineret og uforsigtig i sine udtalelser, så køligere hoveder som Estrup så skeptisk på ham. I et par tilfælde var han dog på tale som minister.

I sin ministertid skulle han dels passe sit omfattende kirke-, undervisnings - og kulturministerium, dels deltog han i den almindelige politiske debat om provisorier og befæstning. Forf. vægter det første, mens der ikke føjes meget nyt til analysen af den overordnede politik i forhold til Finks tolkning af Estrup-regeringens mål og strategi. Til gengæld dokumenteres det udførligt, hvor vanskeligt det var for Scaveniusaf forene sin egen relative liberalitet med hensynet til regering, parti og opinion, og hvor svært det var at være fagminister i en periode, hvor Venstre-folketingsflertallet førte visnepolitik og vanskeliggjorde praktiske reformer. Men Scavenius' situation blev måske heller ikke lettere, når

han fremsatte moderate, konkrete forslag og samtidig med alle til rådighed stående midler straffede politiske modstandere, der var ansat under hans område, og når han ikke holdt sig tilbage i den polariserede politiske debat.

Da Højre i 1891 lod Scavenius falde - dels efter skandaler og injuriesager, dels som led i tilnærmelsen til Venstres forhandlingsvenlige del — mistede han sin sikre politiske basis og trådte skuffet ud af Folketinget. Og da han efter et længere udlandsophold søgte at vende tilbage til rigsdag og partiledelse, viste de afgørende døre sig lukkede. Hans vekslende taktik og tilnærmelser gjorde ham næppe mere tillidvækkende, og han fik ikke de poster, han bad om.

Sigurd Rambusch er naturligt nok blevet optaget af en spændende og mangesidet person, og han lægger også op til at skildre en mand, der kunne være repræsentativ for en vigtig bevægelse i tiden og derfor et oplagt offer for en biografi. Men trods sine mange kvaliteter, overbeviser bogen ikke helt. De mange detaljer, præsenteret i talrige små afsnit, giver mange facetter, men ikke et helt klart billede. Måske er Scavenius simpelt hen for modsætningsfyldt til at bringe på en enkel formel.

Var Scavenius en moderne politiker? Vel interesserede han sig for partiets organisatoriske opbygning, for agitationen og for medierne - som han støttede økonomisk - men hans egen selvstændighed efter afgangen som minister var med til at skade Højres organisation, og som praktisk organisator spillede han næppe samme rolle som Lars Dinesen. Var Scavenius pragmatisk i sit forhold til ideologierne, som forf. indledningsvis skriver? Hans »program« var vel en blanding af synspunkter med fortid og fremtid i, delvis måske taktisk præget, men også med dogmatiske indslag og med en partiskhed, som ikke alene kan forklares med hensynet til sammenholdet i Højre. Scavenius' politik kan måske især tolkes som bundet til hans egne modsætningsfyldte holdninger, og næppe særlig reflekteret. Det er vel heller ikke noget typisk moderne træk, at Scavenius var utilbøjelig til at tilpasse sit privatliv, der var så vidtløftigt, at det ødelagde hans slagkraft som moralens vogter i Kultusministeriet og tilintetgjorde hans ambitioner om at blive leder efter Estrup. Snarere end at være en moderne politiker passer Scavenius på disse punkter til billedet af den uafhængige godsejerpolitiker i enkeltmandsvalgkredsen, der gerne ser et parti bag sig, men nødig vil indordne sig.

Man kan måske også tillade sig at spørge, hvor betydningsfuld Scavenius var. Om hans position i regeringen siges faktisk ikke særlig meget nyt (s. 112-16). Han stod ikke sin fætter, Estrup, nær, og var vel også af den grund sekundær i forhold til Estrup og Nellemann, måske endda til Ingerslev og Bahnson. I forsvarspolitikken, hvor Scavenius

opfattes som en drivende kraft, føjer biografien lidet til Sjøqvists,
Henning Nielsens og Finks tidligere behandlinger.

Når Rambusch fremhæver de elementer, der peger frem mod dannelsen af Det konservative Folkeparti i 1915 - hvor Scavenius's protegé Asger Karstensen spillede en rolle - er det givetvis rigtigt på nogle områder, men det bør nok understreges, at Scavenius' initiativer efter 1894 delvis synes at hænge sammen med personlig frustration og ambition, og at han jo efterhånden blev taget mindre alvorligt af partifæller, vælgere og af de politiske modstandere, som det måtte blive et af de konservatives mål at søge samarbejde med efter systemskiftet.

Ovenstående gør naturligvis ikke Scavenius til en uinteressant person, men det medfører, at man især læser biografien, fordi den så omhyggeligt dokumenterer de sider af hans virke, der var mindre storpolitiske. Man savner derimod en sammenfattende diskussion af betingelserne for Scavenius rolle og indflydelse, også selv om mange bidrag hertil findes i baggrundsbeskrivelserne på de enkelte felter. Omkostningen ved at læseren er bragt så tæt på en mangesidet persons gøremål er i nogen grad overblikket og den skarpe synsvinkel, der kan gøre biografien virkelig indsigtsskabende i forhold til tidens politik. Som totalportræt af en personlighed og som bidrag til forståelsen af administrationshistorie og meget andet er bogen imidlertid vellykket.