Norske Reise Anno 1733. Faksimileudgave i håndskrift i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. Poul Kristensens Forlag, Herning 1992. 360 s., kr. 1780.

I sommeren 1733 aflagde Christian 6. det obligate kongebesøg i Norge, lige som hans bedstefar havde gjort det i 1685 og hans far i 1704. Kun én rejse til tvillingriget blev det skik, at enevoldskongerne foretog. Til gengæld blev det fjerne rige grundigt berejst. Og grundigst af alle besøg var rejsen i 1733. Fire måneder og elleve dage varede den; og 3.270 km - en distance som fra København til Libyen - havde herskaberne rejst, da de oppe fra Frederiksberg Bakke genså residensstaden. I modsætning til tidligere og senere kongerejser fulgte også dronningen, Sophie Magdalene - og hendes mor - med; og i det 188 personer store følge var der en hær af hoffets embedsmænd og tjenere - og deres tjenere - samt embedsmænd fra centraladministrationen, der som et andet feltkancelli satte monarken i stand til under rejsen at regere sine vidtstrakte riger og lande.

Ruten gik op gennem Danmark til Fladstrand - det senere Frederikshavn - hvorfra en eskadre af orlogsskibe førte majestæterne op til Moss. Områderne omkring Oslofjorden blev grundigt besøgt; derpå bevægede kortegen sig op gennem Gudbrandsdalen og op over Dovrefjeld til Trondheim. Herfra fortsattes der med skibe og chalupper via Aalesund - hvor det forlængede ophold aftvang kongen hans livs eneste kendte åndfuldhed: at byen burde hedde Taalesund - over Bergen, Stavanger og Kristianssand til Larvik. Herfra førte de ventende orlogsskibe majestæterne tilbage til Fladstrand, og kortegen rullede sydover, med kurs mod København.

Under rejsen førte den norskfødte kancellist i Danske Kancelli, Henrich Willemsen, en omhyggelig og detaljeret journal, der giver et instruktivt billede af modtagelsen langs rejseruten. Christian 6.s flid og pligtopfyldenhed fornægtede sig ikke, trods strabadserne. Vi møder en endeløs række mønstringer af regimenterog borgervæbninger, møder med stedlige embedsmænd, gudstjenester i de små kirker langs ruten, tafler med lokale dignitarer, resolutioner på embedsskrivelserfra København, og sidst, men ikke mindst: kongens gennemlæsningog personlige stillingtagen til de mange memorialer og supplikker fra sine norske undersåtter. I virkeligheden var de særlige norske træk ved Norgesrejsen ret få. Herskaberne dvælede ved mindesmærket på stedet, hvor Karl 12. faldt under belejringen af Frederikssten; de gyste over den buldrende Sarpfos; og de glemte aldrig naturens vælde og kareternes farefulde færd over Dovre. resporteneog langs ruten kan ikke som helhed kaldes originale. Det var til gengæld den underholdning, som oberstløjtnant Peter Colbiørnsen havde

arrangeret i sin have i Frederikshald. I en løvhytte kunne majestæterne betragte
»syv par høy Aldrende Egtefolk«, der alle havde været gift i mere end 50 år, og
som til de høje gæsters fornøjelse trådte brudedansen.

Efter hjemkomsten renskrev Henrich Willemsen sin udførlige rejsejournal, og der blev udført en lang række kolorerede rutekort, by- og fæstningsplaner, opstalter af æresporte og scener fra rejsen. I 1740 gav kongen ordre til, at værket skulle udgives; og i 1742 blev denne opgave overdraget det nystiftede Videnskabernes Selskab. Udgivelsen blev imidlertid ikke realiseret. Det forlød, at kobberstikkene var af for ringe kvalitet. Muligt har efterfølgeren også følt, at arbejdet virkede provinsielt, sammenlignet med den pragtudgave af kaptajn Nordens Voyage d'Egypte et de Nubie, som Videnskabernes Selskab udgav i 1755. Under alle omstændigheder forblev værket et håndskrift i skiftende majestæters håndbibliotek. I forbindelse med regentparrets statsbesøg i Norge i oktober 1992 er det store manuskript imidlertid blevet udgivet i faksimile, med et forord af Hendes Majestæt Dronningen og med en uddybende efterskrift af håndbibliotekar, dr.phil. Klaus Kjølsen. Bogteknisk er det en smuk og lydefri gengivelse af de mange kort, tegninger og scenerier. Kulturhistorisk er der tale om en interessant skildring af forholdet mellem enevoldskongen og hans fjerne undersåtter, umiddelbart før den latente norske identitet brød igennem til overfladen og stillede nye

- og i det lange løb farlige - nationale spørgsmål til helstatens styre og til dens
eksistens overhovedet.