Erik Johansen, Bodil Møller Knudsen, Jan Kock: Fra Aalborgs fødsel til Grevens Fejde 1534. Aalborgs Historie 1. Aalborg, Aalborg Kommune, 1992. 503 s., ill.

Ålborg nævnes første gang på Hardeknuds mønt omkring 1040. Vi får at vide, at navnet må opfattes som vandrendernes borg og sigter til en regulering af Østeråens løb omkring år 1000. Forsigtigt antydes en sammenhæng med anlægget af Fyrkat og Aggersborg. Teorien er spændende, men fremføres undseligt, nærmest rødmende og i bisætninger. Noget lignende gælder omtalen af

middelalderborgen Ålborghus syd for byen. Her hedder det, at dendrokronologiskeanalyser peger på årene 1335-1336, altså midt under holstenervældet. Dette resultat er forfatterne tydeligt ikke glade for. Uden at det siges direkte, mener de vist, at det huggede træ kan have ligget, indtil Valdemar Atterdag dukkede op i Ålborg 1340. Bestilt i god tid i den lokale trælasthandel? Virkelig fremsynet, må man sige.

Eksemplerne er fremdraget, fordi de begge røber en ejendommelig uvilje eller generthed overfor historiske situationer, som er karakteristisk for værket. Forbindelsen til rigshistorien er simpelthen kappet af. Et sted oplyses det lidt forbavset i en note, at man for resten har »set« en høvedsmand, Ove Vincentsen (Lunge), i Erslevs Danmarks Len og Lensmænd, der kan have lagt navn til Hr. Oves gyde. Her er det læserens tur til at måbe. Kender man ikke lensmændene på Ålborghus i Ålborg?

S. 99 afsløres - i endnu en bisætning - navnet på en ungersvend, der en gang i 700-tallet skar et knivskaft til sin kæreste på Lindholm høje og forsynede det med en runeindskrift. S. 330 hører vi, at kongen - der må menes Christian 111 - i 1537 personligt red markskel i Hasseris kær og fastslog Ålborgs grænser. Det tilføjes, at brevet om markskellet udmærker sig ved at være klart og detaljeret. Mere hører vi ikke. Her havde man ellers to karakteristiske situationer, der kunne have indrammet middelalderbindet og givet fremstillingen liv.

Når dette er fremført, bør de tre forfattere roses for et godt og redeligt stykke arbejde - tilmed glimrende annoteret, hvilket ikke er en selvfølge i byhistorier. Bedst fungerer de afsnit, som ikke blot gør rede for fund, men systematisk skildrer måltider, hygiejne, klædedragt og spil. Her ydes gode bidrag til middelalderens kulturhistorie. Også illustrationerne er i topklasse.