Lars Boje Mortensen: Civiliserede barbarer. Historikeren Paulus Diaconus og hans forgængere. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 315). København, Museum Tusculanums Forlag, 1991. 152 sider.

Denne bog er en omarbejdet og ajourført udgave af en Ph. D.-afhandling, der blev forsvaret i 1988 ved Københavns Universitet. Lars Boje Mortensen er klassisk filolog, men der er ikke tale om en filologisk afhandling i traditionel forstand. Forfatteren er nemlig af den opfattelse, at det værdifulde og nødvendige arbejde, som tidligere tiders filologer gennemførte med at etablere kritiske tekstudgaver og påvise forfatternes afhængighed af hinanden, næppe kan bibringes afgørende nyt. Der er således ikke længere noget overraskende i, at fortidens historikere skrev af efter hinanden. Men medens man før mente, at denne afskrift skete ukritisk, og man derfor kunne se bort fra disse oplysninger, som man jo kendte andetsteds fra, er det denne forfatters opfattelse, at også fortidens historikere vidste, hvad de gjorde. De havde en hensigt med det, de skrev, også når de skrev af efter deres forlæg eller bevidst fra valgte at bringe oplysninger derfra. Derfor bliver ikke alene

det enkelte værk i dets helhed interessant, men også forfatternes samlede produktion må analyseres, hvis man vil nå en dybere forståelse af periodens historikere og dermed kunne anvende dette materiale som historiske kilder. Det er dette vanskelige, men uomgængelige arbejde, nærværende forfatter har sat sig for, og dermed er han i bedste overensstemmelse med de nyeste tendenser inden for filologien og historieforskningen.

Efter en kort indledning om de germanske folkevandringer og de nye statsdannelser på gammel romersk jord analyserer Lars Boje Mortensen nogle udvalgte forfatterskaber fra den behandlede periode (ca. 550-ca.8OO). Fælles for dem er, at de alle har skrevet om en folkevandringsstammes oprindelseshistorie fra folket udvandrede fra deres hjemland til de slog sig ned inden for det tidligere Romerriges grænser, samt hvad der senere hændte dem i deres nye land. Det drejer sig om Cassiodor/Jordanes (goterne, specielt ostrogoterne - skrevet i ca.551), Isidor (goterne, specielt visigoterne - skrevet ca.620) og Paulus Diaconus (langobarderne - skrevet ca. 790). Det er den genre, man normalt vil kalde Øngø-genren, eller folkeslagshistorie. Fælles for dem er imidlertid også, at de alle derudover har skrevet andre værker, der ligeledes inddrages i analysen ud fra det tidligere nævnte synspunkt. På baggrund af denne analyse mener forfatteren ikke alene at kunne sige noget centralt om historiografiens udvikling fra antikken til middelalderen, men også at kunne vise noget nyt om folkevandringsstammernes

Selv om enkeltproblemer og tolkninger selvsagt vil kunne diskuteres, ændrer det ikke ved det faktum, at det er en spændende og velskrevet bog, der her foreligger. Det er glædeligt, at Ph.D.-afhandlinger af denne kvalitet kan blive publiceret og dermed indgå i debatten om denne periode i Europas historie, der ellers ofte er sørgeligt overset i dansk sammenhæng.