Klaus Friedland: Die Hanse. Stuttgart, Berlin, Köln 1991. (Urban-Taschenbücker, 8d.223). 223 s., 1 kort. 24 DM.

Til den lange række af bøger om hansaen har Kielhistorikeren Klaus Friedland føjet endnu en. Der er tale om en lille pocketbog, som umiddelbart virker klart disponeret i behageligt små kapitler og med nyttige oversigter over kronologi, litteratur og hanseforskere.

Ved læsningen melder visse betænkeligheder sig imidlertid. De fleste vil i en sådan bog vente at finde redegørelser for høj- og senmiddelalderens hansebyer og for livet i dem samt en fyldig skildring af købmændenes varer og handel. Ejendommeligt er det nu, at bogens vægt i meget høj grad ligger på begrebsdiskussioner og på skildringen af den lange vej mod det tyske hanseforbunds dannelse. Det er forfatterens bevidste valg. Han erklærer, at målet med bogen ikke, som så ofte, er at angive data og mængder, men at spore forbundets raison d'etre. Det kan for så vidt være interessant nok, men fremgangsmåden forekommer uheldig. Flest sider bruges på en generel skildring af den tidligste europæiske urbanisering og handel og af hanse-navnets tidligste brug. Der spildes kostbar plads på f.eks. at oplyse, at biskop Ulfila benyttede ordet »hansa« i sin bibeloversættelse allerede i år 370. Først på side 125 når vi derfor frem til år 1282, hvor tyskerne i London underskrev sig »alle købmænd og deres svende af den tyske hanse« og dermed knyttede navnet hanse til det omfattende fællesskab af tyske købmænd. Tiden efter 1371 afvikles i lyntempo i bogens sidste del.

Bogen må betegnes som fejldisponeret. Desuden er den tungt og kompakt forfattet, så skønt forfatteren på mange punkter leverer en lærd oversigt over nyere forskningsområder og behandler skandinaviske forhold fuldt forsvarligt, kan hans værk næppe anbefales som indføring i emnet. Her bør man gribe til de allerede foreliggende standardværker.